Høringsnotat, høringssvar og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren

NO T AT
18-04-2015
Sagsnr. 2015-1122
CAL
Kathrine Storm Waage
Høringsnotat til ændring af lov om Ligebehandlings-
nævnet
Indledning
Lovforslag om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet (Indførelse af krav om
retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskeret-
tigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse
sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.) har været sendt i ekstern høring fra den 16.
marts 2015 med frist den 1. april 2015. Følgende høringsberettigede organisationer
og myndigheder har afgivet høringssvar:
 Advokatrådet
 Akademikerne
 Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU)
 Danske Advokater
 Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
 Danske Handicaporganisationer (DH)
 Danske Regioner
 Den Danske Dommerforening
 Finansrådet
 Forhandlingsfællesskabet
 Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)
 Håndværksrådet
 Institut for Menneskerettigheder (IMR)
 Kommunernes Landsforening (KL)
 Kvinderådet
 Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT
Danmark)
 Landsorganisationen i Danmark (LO)
 Ligebehandlingsnævnet
 Socialpædagogerne
Generelle bemærkninger til de indkomne høringssvar
En række af de høringsberettigede organisationer har ingen bemærkninger til lov-
forslaget. Det gælder Den danske dommerforening, Finansrådet, KL og Socialpæ-
dagogerne.
Flere af de høringsberettigede organisationer er positive i forhold til, at der indføres
et krav om retlig interesse, idet der dog også er en række spørgsmål hertil. Det
gælder Akademikerne, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Dansk Ar-
bejdsgiverforening (DA), Danske Regioner og Håndværksrådet.
Ligestillingsudvalget 2015-16
L 28 Bilag 1
Offentligt
2
Flere af de høringsberettigede organisationer er positive i forhold til, at Institut for
Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af principiel karakter el-
ler af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det gælder Aka-
demikerne, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Danske Regioner, Funk-
tionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Kvinderådet og LO.
En række af de høringsberettigede organisationer kvitterer endvidere positivt for, at
der indføres mulighed for formandsafgørelser. Det gælder f. eks Dansk Arbejdsgi-
verforening (DA), Danske Regioner og Kvinderådet. En række af de høringsberet-
tigede organisationer ser dog ikke formandsafgørelser som en god løsning.
Flere af de høringsberettigede organisationer har bemærkninger og forslag til lov-
forslaget, som adresseres nedenfor. Nogle af disse har givet anledning til, at lov-
forslaget er blevet præciseret:
Advokatrådet
Advokatrådet bemærker, at lovforslaget ikke forholder sig til de EU-retlige aspek-
ter, idet EU-forpligtelserne ikke er omtalt i lovforslaget.
Advokatrådet bemærker videre, at det er væsentligt, at der med udgangspunkt i Li-
gebehandlingsnævnets nuværende praksis opsættes klare retningslinjer for, hvad
der ligger i begrebet ”retlig interesse”, idet Advokatrådet finder det uklart, om der
er et behov for den foreslåede ændring. Advokatrådet henviser i den forbindelse til
to afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, som netop afviser sager fra nævnsbe-
handling under henvisning til manglende retlig interesse.
Videre bemærker Advokatrådet, at en stramning af klageadgangen kan føre til af-
visning af sager ved Ligebehandlingsnævnet om såkaldt ”discrimination by associ-
ation”. Dette finder Advokatrådet uheldigt. Advokatrådet finder det videre retssik-
kerhedsmæssigt usikkert, hvis det overlades fuldt ud til Institut for Menneskeret-
tigheder at indbringe sådanne klager for Ligebehandlingsnævnet.
Angående formandsafgørelser er Advokatrådet tilfreds med, at disse alene ønskes
anvendt i sager, hvor praksis er klar, og hvor Ligebehandlingsnævnet vurderer, at
der er tale om en fast rets- eller nævnspraksis. Advokatrådet bemærker dog, at Li-
gebehandlingsnævnet bør udvise tilbageholdenhed med anvendelse af formandsaf-
gørelser, indtil nævnspraksis eventuelt er bekræftet i retspraksis.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Ligebehandlingsnævnet er en national foranstaltning, der er oprettet, uden at der er
krav herom fra EU, idet EU-retten ikke kræver, at medlemslandene skal oprette
særlig klagenævn for ligebehandling som det danske Ligebehandlingsnævn. Be-
skæftigelsesministeriet vurderer derfor ikke, at der er EU-retlige aspekter ved lov-
forslaget.
Beskæftigelsesministeriet har tilpasset formuleringen i lovforslagets bemærkninger
i forhold til at imødegå eventuel usikkerhed om, hvordan Ligebehandlingsnævnet i
dag afgrænser begrebet klageberettigelse. Beskæftigelsesministeriet deler dog ikke
3
Advokatrådets opfattelse angående behovet for en gennemgang af Ligebehand-
lingsnævnets praksis om, hvornår en person er klageberettiget.
Med hensyn til Advokatrådets bekymring om, at en stramning af klageadgangen vil
kunne føre til afvisning af sager ved Ligebehandlingsnævnet om ”discrimination by
association”, som ifølge EU-Kommissionen udgør diskrimination, deler Beskæfti-
gelsesministeriet ikke denne. Nærværende lovforslag ændrer ikke ved, at Ligebe-
handlingsnævnet bl.a. har pligt til at foretage en EU-konform fortolkning, der er et
overordnet fortolkningsprincip, ved fortolkningen af national ret.
Med hensyn til, at det fuldt ud overlades til Institut for Menneskerettigheder frem-
over at kunne indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig in-
teresse for Ligebehandlingsnævnet, mener Beskæftigelsesministeriet ikke, at det er
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt som anført af Advokatrådet. Denne del af lov-
forslaget er netop udtryk for, at det er vigtigt, at Ligebehandlingsnævnet kan be-
handle visse typer af sager, selvom der ikke kan identificeres et konkret offer. End-
videre vil en person også fremadrettet kunne indbringe sager af principiel karakter
eller af almindelig offentlig interesse for nævnet, hvis personen har en retlig inte-
resse i at få prøvet sagen. Der er således ikke tale om, at det kun er instituttet, der
vil kunne indbringe sådanne sager.
I forhold til anvendelse af formandsafgørelser er Beskæftigelsesministeriet enig
med Advokatrådet i, at denne form for afgørelse alene bør anvendes, hvis der fore-
ligger en velkonsolideret praksis, og at det kan indgå i Ligebehandlingsnævnets
vurdering af, om formandsafgørelser kan anvendes, om en given nævnspraksis er
bekræftet i retspraksis. Beskæftigelsesministeriet har tilpasset formuleringen i lov-
bemærkningerne i overensstemmelse hermed.
Akademikerne
Med hensyn til indførelse af formandsafgørelser finder Akademikerne, at denne del
af lovforslaget udgør en uhensigtsmæssig forringelse af retssikkerheden, og at det
vil føre til, at flere vil undlade at efterkomme nævnets afgørelser og i stedet for
indbringe sagen for de civile domstole.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Som det fremgår af lovforslaget, er det Beskæftigelsesministeriet vurdering, at brug
af formandsafgørelser ikke giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænke-
ligheder, idet det er forudsat i lovforslaget, at disse alene anvendes, hvor praksis er
klar, og hvor nævnsbehandling ikke i øvrigt er nødvendig. Hertil kommer, at for-
manden for nævnet landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og
Handelsretten, ligesom næstformændene skal være byretsdommere.
Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der
har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Beskæf-
tigelsesministeriet vurderer derfor ikke, at afgørelser, der er truffet af et medlem af
formandskabet, i højere grad vil blive indbragt for de almindelige domstole end de
sager, der er blevet afgjort under nævnsbehandling.
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU)
4
CFU er bekymret for, at der sekretariatsmæssigt kan træffes afgørelse om afvisning
af en sag på baggrund af manglende retlig interesse. CFU mener, at sådanne afgø-
relser bør træffes efter nævnsbehandling.
CFU er endvidere af den opfattelse, at indførelse af formandsafgørelser er uhen-
sigtsmæssig, idet der er en risiko for, at Ligebehandlingsnævnets afgørelser ikke
efterkommes.
CFU henviser endvidere til LO’s høringssvar.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Det fremgår af § 10, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1431 af 19. december 2008 om Li-
gebehandlingsnævnets forretningsorden, at sekretariatets afgørelse om at afvise en
sag, fordi den ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller hvor sekretariatet
skønner, at det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen, kan
indbringes for nævnet inden for en frist af 4 uger efter, at klageren har fået medde-
lelse om afgørelsen. De typer af afgørelser, der er afgjort af sekretariatet, og som
kan indbringes for nævnet, svarer til de, der er nævnt i lovens § 8, stk. 1, og stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nævnets forretningsorden efter forhandling
med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, jf. lov om Li-
gebehandlingsnævnets § 3, stk. 6. Beskæftigelsesministeren vil efter en eventuel
vedtagelse af lovforslaget tage initiativ til, at der fastsættes en ny forretningsorden
for Ligebehandlingsnævnet og vil i den forbindelse medtage et forslag om, at en
afgørelse fra sekretariatet om at afvise en sag på grund af manglende retlig interes-
se kan indbringes for nævnet i lighed med de to andre typer af afgørelser, der er
nævnt i lovens § 8.
Angående bemærkningerne om formandsafgørelser henvises til bemærkningerne til
Akademikernes høringssvar.
Danske Advokater
Danske Advokater henviser i sit høringssvar til Advokatrådets høringssvar.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Jf. ministeriets bemærkninger til Advokatrådets høringssvar ovenfor.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
DA påpeger, at der i lovbemærkningerne bør redegøres nærmere for indholdet af
begreberne ”principiel karakter” og ”almindelig offentlig interesse”.
DA foreslår videre, at der i tillæg til ønsket om at målrette Ligebehandlingsnævnets
behandling af sager med relevans, indføres et klagegebyr i lighed med praksis i øv-
rige klagenævn. DA henviser til, at indførelse af et klagegebyr har en adfærdsregu-
lerende effekt i forhold til at sikre, at et nævn alene skal beskæftige sig med reelle
og relevante sager.
DA finder det hensigtsmæssigt at indføre en mulighed for formandsafgørelser, men
er ikke enig i, at sådanne sager bør omfatte det nævnte eksempel i bemærkninger-
5
nes punkt 2.2.2, idet DA ikke mener, at der er tale om en ukompliceret sag, når det
kan lægges til grund, at en arbejdsgiver ikke har løftet sin bevisbyrde for, at afske-
digelse af en gravid kvinde ikke har noget med graviditeten at gøre.
DA foreslår videre, at der indføres en mulighed for en præjudiciel prøvelse ved Li-
gebehandlingsnævnet af, om en klage er umiddelbart grundløs, eller om sagen in-
debærer et åbenbart behov for parts- og vidneforklaringer.
Beskæftigelsesministeriet bemærker:
Beskæftigelsesministeriet vurderer ikke, at det er muligt nærmere at definere,
hvornår en sag er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, ud-
over at der vil være tale om sager, som enten rejser hidtil uafklarede lovfortolk-
ningsspørgsmål, eller som vurderes at være indgribende i forhold til en større grup-
pe af personer. Det vil således være Institut for Menneskerettigheder, der i første
omgang fastlægger det nærmere indhold af disse begreber.
Med hensyn til indførelse af betaling for at klage til Ligebehandlingsnævnet er det-
te ikke en del af den politiske aftale og indgår derfor ikke i lovforslaget.
DA’s kommentar angående det nævnte eksempel i bemærkningernes punkt 2.2.2.
er taget til efterretning, og teksten er justeret.
Angående DA’s forslag om at indføre en præjudiciel prøvelse af, om en klage er
umiddelbart grundløs, eller om sagen indebærer et åbenbart behov for parts- og
vidneforklaringer, skal Beskæftigelsesministeriet bemærke, at Ligebehandlings-
nævnets sekretariat allerede i dag kan træffe afgørelse om afvisning af klager, der
ikke skønnes egnet til nævnsbehandling, jf. lovens § 5, stk. 4. Sekretariatet kan og-
så afvise klager, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives klager med-
hold i sagen. Dette følger af § 10, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1431 af 19. december
2008 om Ligebehandlingsnævnets forretningsorden.
Danske Handicaporganisationer (DH)
DH bemærker, at adgangen til at få sin klage behandlet bør bestå, hvis klager tilhø-
rer den gruppe af personer, der eventuelt har været udsat for ulovlig forskelsbe-
handling.
DH anfører endvidere, at der uden for arbejdsmarkedet bør indføres et forbud mod
forskelsbehandling af handicappede.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Lovforslaget udmønter den politiske aftale, der blev indgået mellem regeringen og
Folketingets partier den 2. marts 2015, der bl.a. indeholder et initiativ om, at klager
skal have en retlig interesse, førend vedkommendes klage kan behandles af nævnet.
Forhandlingsfællesskabet
Forhandlingsfællesskabet bemærker, at det bør fremgå af lovbemærkningerne, at
generelle forespørgsler fortsat kan behandles af Ligebehandlingsnævnet, selvom
der indføres et krav om retlig interesse.
6
Forhandlingsfællesskabet finder videre, at det kan give anledning til retssikker-
hedsmæssige overvejelser at indføre formandsafgørelser, fordi ligebehandlingssa-
ger ofte afgøres helt konkret. Endvidere henvises til, at det ikke vil være hensigts-
mæssigt, hvis forslaget medfører, at nævnets afgørelser i større grad indbringes for
de civile domstole.
Der henvises endvidere til høringssvar fra LO, FTF, Akademikerne samt Forhand-
lingsfællesskabets medlemsorganisationer.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Ifølge § 7 i bekendtgørelse nr. 1431 af 19. december 2008 om Ligebehandlings-
nævnets forretningsorden kan Ligebehandlingsnævnets sekretariat rådgive borgere,
virksomheder, organisationer, myndigheder m.v. med hensyn til, hvor og hvorledes
en sag om diskrimination kan indbringes.
Ligebehandlingsnævnets sekretariat kan endvidere rådgive om nævnets praksis i
forbindelse med forespørgsler fra privatpersoner, offentlige myndigheder, fagfor-
eninger m.fl., der ønsker at hjælpe deres medlemmer mv. Forslaget om indførelse
af et krav om retlig interesse berører ikke denne praksis. Dette er præciseret i lov-
bemærkningerne.
Med hensyn til Forhandlingsfællesskabets bemærkninger om formandsafgørelser
henvises til Beskæftigelsesministeriets bemærkninger til Akademikernes hørings-
svar.
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)
FTF bemærker, at det er uhensigtsmæssigt, at det fremover ikke vil være muligt at
rette generelle forespørgsler til Ligebehandlingsnævnet.
Videre anfører FTF, at det er uklart, hvad der menes med retlig interesse i henhold
til lovforslagets almindelige bemærkninger.
FTF forudsætter, at der ikke er ændret på, at den, der har en retlig interesse kan la-
de sig repræsentere ved andre, eksempelvis ved faglig organisation eller ved advo-
kat.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Beskæftigelsesministeriet bemærker, at det også fremover vil være muligt at rette
generelle forespørgsler til Ligebehandlingsnævnet, jf. ministeriets bemærkninger til
høringssvaret fra Forhandlingsfællesskabet.
Angående FTF’s bemærkninger om afgræsningen af begrebet retlig interesse kan
henvises til Beskæftigelsesministeriets bemærkninger til Advokatrådets hørings-
svar.
Beskæftigelsesministeriet kan bekræfte, at lovforslaget ikke ændrer på adgangen til
som klager at lade sig partsrepræsentere under sagens behandling i Ligebehand-
lingsnævnet f.eks. af en fagforening. Beskæftigelsesministeriet har præciseret dette
i lovforslaget.
7
Institut for Menneskerettigheder
Instituttet finder, at forslaget er positivt og egnet til at styrke Ligebehandlingsnæv-
nets arbejde.
I forhold til den del af lovforslaget, som handler om instituttets kompetence til at
indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Li-
gebehandlingsnævnet, anfører instituttet, at det ikke er nødvendigt eller hensigts-
mæssigt at orientere alle klagere, som har fået afvist deres klage på grund af mang-
lende retlig interesse, om instituttets kompetence til at indbringe sager for nævnet.
Videre anfører instituttet, at hvis det fastholdes, at klager skal orienteres om insti-
tuttets kompetence til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, bør klager
samtidig få at vide, at alle afgørelser om afvisning på grund af manglende retlig in-
teresse rutinemæssigt sendes til orientering til instituttet.
Endelig anfører instituttet i sit høringssvar, at der i den foreslåede § 1, stk. 7, og §
2, stk. 2, indsættes en henvisning til, at instituttets nye kompetence også omfatter
de i § 1, stk. 2-5, beskrevne love og overenskomster.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Angående Institut for Menneskerettigheders bemærkning om, at en klager, som har
fået sin klage afvist på grund af manglende retlig interesse, ikke bør orienteres om
instituttets kompetence til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, så ligger
dette i den politiske aftale, der ligger til grund for nærværende lovforslag.
Med hensyn til instituttets bemærkning om, at klager samtidig skal orienteres om,
at alle afgørelser om afvisning på grund af manglende retlig interesse rutinemæs-
sigt sendes til orientering til instituttet, finder ministeriet ikke, at dette giver anled-
ning til ændringer i lovforslaget, idet forslaget kan overvejes i forbindelse med en
kommende revision af Ligebehandlingsnævnets forretningsorden.
Med hensyn til instituttets forslag om at indsætte en henvisning til § 1, stk. 5, i det
foreslåede § 1, stk. 7, og § 2, stk. 2, vurderes dette ikke at være hensigtsmæssigt.
Hvis instituttet fik kompetence til at indbringe sager nævnt i § 1, stk. 5, for Ligebe-
handlingsnævnet, vil det betyde, at instituttet kunne iværksætte en efterprøvelse af
kollektive overenskomsters lovlighed. Dette vil rejse en række principielle spørgs-
mål og gå ud over formålet med at give instituttet en selvstændig kompetence til at
indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet (at kompensere på den indskrænkning
af adgangen til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, som kravet om retlig
interesse for den enkelte klager indebærer).
Kvinderådet
Kvinderådet finder det betænkeligt, at Institut for Menneskerettigheder skal løfte
opgaven med at indbringe sager af principiel karakter eller af almen offentlig inte-
resse for Ligebehandlingsnævnet inden for sin nuværende bevilling.
Kvinderådet finder det ligeledes beklageligt, at Institut for Menneskerettigheder
kan afvise at bringe en sag videre til nævnet uden begrundelse.
8
Kvinderådet er videre af den opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bør kunne tage
sager op af egen drift.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Det er vurderingen, at Institut for Menneskerettigheders opgave med at indbringe
sager af principiel karakter eller af almen offentlig interesse for Ligebehandlings-
nævnet kan løftes inden for den eksisterende bevilling.
Vedrørende det forhold, at Institut for Menneskerettigheder ikke skal begrunde,
hvorfor instituttet vælger at indbringe eller ikke at indbringe en bestemt sag for Li-
gebehandlingsnævnet, skyldes dette, at instituttet ikke træffer en afgørelse i for-
valtningslovens forstand i disse sager. Beskæftigelsesministeriet har på baggrund af
høringssvaret fra Kvinderådet uddybet dette i lovforslagets bemærkninger.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Ligebehandlingsnævnet bør kunne tage
sager op af egen drift, kan Beskæftigelsesministeriet henvise til, at Institut for
Menneskerettigheder har kompetencen til at tage sager op af egen drift som led i
instituttets kompetence som ligebehandlingsorgan vedrørende køn, race, og etnisk
oprindelse. Endvidere har instituttet kompetence til at tage sager op af egen drift
inden for områderne handicap, religion/tro, politisk anskuelse, seksuel orientering,
alder og national og social oprindelse.
Det kan endvidere være vanskeligt at fungere som et upartisk tvistløsningsorgan,
hvis det pågældende organ skal engagere sig til fordel for en af parterne ved at tage
initiativ til at rejse en klage.
Det bemærkes, at ordningen med, at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe
sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Ligebehand-
lingsnævnet evalueres to år efter ikrafttræden ifølge den politiske aftale.
Landsorganisationen i Danmark (LO)
LO anfører, at LO’s medlemsforbund tidligere har brugt Ligebehandlingsnævnet i
forbindelse med generelle forespørgsler, og at man ikke finder det hensigtsmæssigt,
hvis det fremover ikke er muligt.
LO anfører videre, at lovforslagets punkt 1 giver anledning til tvivl om, hvad der
menes med retlig interesse.
Med hensyn til, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe
afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis, er LO af den opfattel-
se, at dette vil betyde, at flere sager vil blive indbragt for domstolene.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Beskæftigelsesministeriet kan angående Ligebehandlingsnævnets mulighed for
fremadrettet at behandle generelle forespørgsler henvise til Beskæftigelsesministe-
riets bemærkninger til Forhandlingsfællesskabets høringssvar.
9
Med hensyn til den nærmere forståelse af begrebet retlig interesse kan Beskæftigel-
sesministeriet henvise til ministeriets bemærkninger til Advokatrådets høringssvar.
Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet anfører, at eksemplet i lovforslagets bemærkninger under
punkt 2.2.2. er uhensigtsmæssig i lyset af Højesterets dom af 1. oktober 2014, sag
322/2012, og dom af 12. marts 2015, sag nr. 180/2014.
Ligebehandlingsnævnet anfører videre, at det kan synes uhensigtsmæssigt at give
Institut for Menneskerettigheder orientering om afgørelser i sager, hvor der er givet
afslag på grund af manglende retlig interesse, men som åbenbart ikke har principiel
karakter, samt at oplyse klagerne om instituttets kompetence i disse sager.
Beskæftigelsesministeriet bemærker
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger angående det nævnte eksempel i bemærk-
ningernes punkt 2.2.2 er taget til efterretning, og teksten er justeret, idet det nævnte
eksempel er taget ud af lovforslaget, jf. også Beskæftigelsesministeriets bemærk-
ninger til DA’s høringssvar.
Med hensyn til Ligebehandlingsnævnets bemærkning om, at det er uhensigtsmæs-
sigt at give instituttet orientering om afgørelse i sager, hvor der er givet afslag på
grund af manglende retlig interesse samt give klager orientering om instituttets
kompetence, kan Beskæftigelsesministeriet henvise til ministeriets bemærkninger
til Ligebehandlingsnævnets høringssvar.


Beskæftigelsesministeren
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 01
E bm@bm.dk
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
8. oktober 2015
J.nr. 2015-3191
Folketingets Ligestillingsudvalg
Udkast til forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet blev frem-
sat i foråret 2015, hvor behandlingen af lovforslaget blev afbrudt på grund af valg-
udskrivelsen. Lovforslaget genfremsættes med få tekniske ændringer og præcise-
ringer.
Lovforslaget blev sendt i ekstern høring den 16. marts 2015 med frist den 1. april,
og høringssvar og notat genfremsendes hermed til Ligestillingsudvalget sammen
med et justeret ligestillingsnotat.
Venlig hilsen
Jørn Neergaard Larsen
Ligestillingsudvalget 2015-16
L 28 Bilag 1
Offentligt


Advokatrådet ADVOKAT�
SAMFUNDET
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
I061 København K
bm@bm.dk + mll@bm.dk + ksw@bm.dk
Høring - over udkast til ændring aflov om Ligebehandlingsnævnet
Ved e-mail af 16. marts 2015 har Beskæftigelsesministeriet anmodet om
Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte udkast.
Advokatrådet har følgende bemærkninger:
Der vil ved en vedtagelse af lovforslaget særligt være to forhold, der giver
Advokatrådet anledning til bemærkninger, nemlig I) krav om retlig interesse og 2)
formandsafgørelser. Den væsentligste del af bemærkningerne knytter sig til pkt. 1.
Inden Advokatrådet kommenterer de to nævnte forhold, er der dog anledning til at
knytte et par generelle bemærkninger til lovforslaget.
Som Ligebehandlingsnævnet selv fremhæver på sin hjemmeside, så er de love, der
danner grundlag for Ligebehandlingsnævnets afgørelser, alle baseret på EU­
direktiver. Hertil kommer, at i det mindste dele af Ligebehandlingsnævnets virke
baserer sig på en EU-retlig forpligtelse, nemlig en pligt til oprettelse af et eller flere
organer til fremme af ligebehandling af mænd og kvinder, herunder bistand i
forbindelse med klagesager over denne type forskelsbehandling. jf. artikel 20 i
direktiv 2006/54.
Lovforslaget ses ikke at forholde sig til de EU-retlige aspekter, idet EU­
forpligtelserne ikke er omtalt i lovforslaget.
Yderligere bemærker Advokatrådet, at baggrunden for lovforslaget angives at være
et ønske om en forstærket indsats mod forskelsbehandling, hvor dette imidlertid
kommer til udtryk ved, at der med lovforslaget ønskes indfø11 begrænsninger i den
nuværende klageadgang. Advokatrådet finder det væsentligt, at der med
udgangspunkt i Ligebehandlingsnævnets nuværende praksis om nødvendigt opsættes
klare retningslinjer for, hvorledes disse begrænsninger i klageadgangen ønskes
udmøntet. Lovforslaget indeholder ikke sådanne klare retningslinjer, hvilket
samfund@a<lvoknlsamfundct.dk
www.advokalsamrundet.dk
KRONPRINSESSEGADE 28
1306 KØBENHAVN K
TLF. 33 96 97 98
DATO: 8. april 2015
SAGSNR.: 2015 - 832
ID NR.: 341863
Ligestillingsudvalget 2015-16
L 28 Bilag 1
Offentligt
Dokument oprettet 24. marts 2015
Sag 14-2015-00204 – Dok. 190923 SIH/vn_dh
Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer om
lovændring for Ligebehandlingsnævnet
Der skal ikke herske tvivl om, at Danske Handicaporganisationer ønsker den højest
tænkelige beskyttelse af den enkelte i forhold til forskelsbehandling og diskrimination.
Vi sætter pris på lovbemærkningen om, at både regeringen og partierne i Folketinget er
enige om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel. Hvad der undrer os er, at
Folketinget fortsat accepterer den uensartede tilgang til, hvem det er lovligt at
forskelsbehandle. Det er uacceptabelt at forskelsbehandling og diskrimination over for
personer med handicap alene er forbudt på arbejdsmarkedet.
Dette er desværre afspejlet i Ligebehandlingsnævnets mandat, idet Ligebehandlingsnævnet
kun kan behandle sager med baggrund i handicap i forhold til arbejdsmarkedet, mens
forskelsbehandling overfor personer med handicap i forhold til bl.a. tjenesteydelser ikke
kan behandles. Det er således fx uden for Ligebehandlingsnævnets mandat at behandle en
klage over afvisning af en person med handicap på en restaurant. Ligebehandlingsnævnet
kan derimod godt behandle en klage over en sådan sag, hvis afvisningen er begrundet i fx
køn eller etnicitet. Der er således diskrimination indbygget i Ligebehandlingsnævnets
mandat. Denne barokke situation opstår, fordi diskrimination uden for arbejdsmarkedet
ikke er forbudt i forhold til handicap.
I Danske Handicaporganisationer mener vi, at der kun kan opnås reel ligebehandling og
ikke-diskrimination, hvis dette spørgsmål løses med et forbud mod handicapbetinget
diskrimination generelt i samfundet. Et sådant forbud vil samtidig bidrage til opfyldelse af
Handicapkonventionens Artikel 5(2), der forpligter de ratificerende stater til at forbyde
diskrimination og sikre effektiv retlig beskyttelse mod diskrimination. I anbefalingerne fra
FN’s Handicapkomite til den danske regering af 3. oktober 2014, står anbefalingen af et
generelt forbud mod handicapbetinget diskrimination centralt under pkt. 14 – 17.
Hvad angår det konkrete lovforslag, så ønsker vi at opretholde bestemmelsen om, at en
klager bør kunne få behandlet sagen, hvis vedkommende tilhører den gruppe af personer,
som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling. Det er vores opfattelse, at
ulovlig forskelsbehandling begået mod en person med handicap rammer alle borgere med
handicap.
Vi ser positivt på, at Institut for Menneskerettigheder får mulighed for at indbringe sager af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse.
Med venlig hilsen
Thorkild Olesen
formand


LIGE S T IL LLI N GS VU R DER IN G
AF LO VF O R S L AG
01-10-2015
Sagsnr. 2015 - 3191
CAL
Mari Louise Bro Larsen
Ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet
Myndighed/Afsender Beskæftigelsesministeriet
Lovens ikrafttrædelsesdato 1. januar 2016
Kontaktperson Mari Louise Bro Larsen
Telefon 7220 5055
E-mail mll@bm.dk
Baggrund for loven
Ligebehandlingsnævnet er igennem længere tid blevet kritiseret for at behandle sa-
ger af bagatelagtig eller kuriøs karakter, hvilket kan have en negativ følgevirkning
på den generelle ligestillingsdebat og påvirke respekten omkring Ligebehandlings-
nævnets arbejde.
Regeringen og alle Folketingets partier er derfor blevet enige om, at der er grund til
at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde, således at Ligebehandlingsnævnet fo-
kuserer på reelle ligestillingsmæssige problemstillinger frem for sager af mere ba-
gatelagtig eller kuriøs karakter. Regeringen og partierne i Folketinget har således
indgået en politisk aftale om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde.
Lovforslagets formål
Målretningen af Ligebehandlingsnævnets arbejde skal ske ved, at Ligebehand-
lingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der
klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag.
Endvidere indføres der mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets
formandskab kan træffe afgørelser i sager, hvor der er etableret en fast praksis.
Lovforslaget medfører tillige, at Institut for Menneskerettigheder tillægges kompe-
tence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig inte-
resse om ulovlig forskelsbehandling for Ligebehandlingsnævnet, selvom ingen
borger har indbragt sagen for nævnet.
Den primære målgruppe for lovforslaget
Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager over diskrimination pga. køn, race,
hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap
eller national, social eller etnisk oprindelse. Lovforslaget ændrer ikke herved, men
angår alene Ligebehandlingsnævnets kompetence og organisation. Den del af lov-
forslaget, der giver mulighed for at træffe formandsafgørelser, og som giver Institut
Ligestillingsudvalget 2015-16
L 28 Bilag 1
Offentligt
2
for Menneskerettigheder mulighed for at indbringe visse sager for nævnet, retter
sig således ikke til potentielle klagere, men til de berørte myndigheder - Ligebe-
handlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder.
Den del af lovforslaget, der vedrører indførelse af krav om retlig interesse, hvoref-
ter Ligebehandlingsnævnet fremover ikke vil behandle en klage, medmindre klager
har en aktuel og individuel interesse i at få denne prøvet ved nævnet, retter sig der-
imod såvel til Ligebehandlingsnævnet som til personer, der ønsker at klage over en
mulig ulovlig forskelsbehandling.
Beskæftigelsesministeriet har spurgt Ligebehandlingsnævnet, om det er nævnets
vurdering, at lovforslagets konsekvenser vil være forskellige de to køn imellem.
Ligebehandlingsnævnet har oplyst, at der ikke findes opgørelser over, hvilke af
disse klagere, der vil kunne blive berørt af lovforslaget. Ligebehandlingsnævnet har
videre oplyst, at stort set lige mange mænd og kvinder gennem årene har klaget til
Ligebehandlingsnævnet. Der er en tendens til, at kvinder oftere klager over for-
skelsbehandling i arbejdslivet, mens mænd klager over forskelsbehandling i fritids-
og familielivet. Mange afgørelser drejer sig om afskedigelse i forbindelse med gra-
viditet og barsel- og forældreorlov. Størstedelen af klagerne kommer fra kvinder,
men nævnet har dog også behandlet mange klager fra mænd, der er blevet afskedi-
get i forbindelse med fædre- og forældreorlov.
Kvinder klager også over manglende ligeløn og kønsdiskriminerende reklamer,
mens mænd klager over prisforskelle, idet det ofte er billigere eller gratis for kvin-
der at få adgang til forlystelseslivet.
Inden for de senere år har nævnet også fået flere henvendelser fra fædre, der føler
sig diskrimineret af myndighederne navnlig i forbindelse med digital post. Det kan
for eksempel være, når en kommune vælger, at det kun er barnets mor, der skal ha-
ve brev om indskrivning i skole.
Samlet vurdering
Lovforslaget er i sin formulering og hensigt kønsneutralt. Beskæftigelsesministeriet
vurderer heller ikke, at lovforslaget indirekte vil have væsentlige konsekvenser for
det ene køn frem for det andet. Kvinder og mænd indgiver således omtrent lige
mange klager til Ligebehandlingsnævnet og ud fra, hvordan klagerne til nævnet
fordeler sig mellem kønnene, er der ikke skabt formodning for, at det ene køn i hø-
jere grad vil få sin klage afvist på grund af manglende retlig interesse.