Fremsat den 7. oktober 2015 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 7. oktober 2015 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Tilslutning til fjendtlig væbnet styrke)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 9. juli
2015, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til 12. kapitel affattes således:
»12. kapitel
Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed«.
2. Efter § 101 indsættes:
»§ 101 a. Den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den
danske stat, og som under en væbnet konflikt, i hvilken den
danske stat er part, er tilsluttet en væbnet styrke for en part,
som kæmper mod den danske stat, straffes med fængsel ind-
til 10 år. Under særligt skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel indtil på livstid. Som særligt skær-
pende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den på-
gældende har deltaget i kamphandlinger.
Stk. 2. Den, der hverver en person med dansk indfødsret
eller bopæl i den danske stat til en væbnet styrke under de
omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1, eller som offent-
ligt tilskynder en sådan person til at tilslutte sig fjendtlige
styrker i sådanne konflikter, straffes med fængsel indtil 10
år. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen
stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende om-
stændigheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.«
3. I § 102, stk. 1, ændres »Den, som« til: »Den, som uden
for de tilfælde, der er nævnt i § 101 a,«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovti-
dende.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 24 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-731-0049
AA009175
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Gældende ret
2.1. Deltagelse i væbnede konflikter
2.2. Hvervning til væbnede konflikter
3. Lovforslagets udformning
3.1. Personkredsen for et forbud mod at tilslutte sig en fjendtlig væbnet styrke
3.2. Bopæl i den danske stat
3.3. Tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke
3.4. Hvervning til en fjendtlig væbnet styrke
3.5. Forholdet til de gældende bestemmelser
3.6. Forbrydelsens betegnelse
3.7. Strafferammen
4. Forholdet til den humanitære folkeret
4.1. Tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke
4.2. Hvervning til en fjendtlig væbnet styrke
5. Frakendelse af dansk indfødsret – forholdet til Statsborgerretskonventionen
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder og organisationer mv.
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at fastslå, at danske statsborge-
res og herboende udlændinges tilslutning til en fjendtlig
væbnet styrke under en væbnet konflikt i alle tilfælde er en
forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed. For-
målet er endvidere at fastslå, at en sådan tilslutning til en
fjendtlig væbnet styrke under en væbnet konflikt er udtryk
for landsforræderi.
Straffeloven kriminaliserer i dag bistand til fjenden bl.a. i
form af tjenstgøring i fjendtlige væbnede styrker ”under krig
eller besættelse”. Det er tvivlsomt, om denne kriminalise-
ring gælder væbnede konflikter, som ikke truer dansk terri-
torium, og det er også tvivlsomt, om denne kriminalisering
gælder væbnede konflikter mellem en eller flere stater på
den ene side og en eller flere ikke-statslige aktører på den
anden side (såkaldte ikke-internationale væbnede konflik-
ter).
Efter regeringens opfattelse må det imidlertid efter en nuti-
dig opfattelse altid anses for et forræderi mod Danmark,
hvis en dansk statsborger eller herboende udlænding tilslut-
ter sig en fjendtlig væbnet styrke, som kæmper mod den
danske stat. Det gælder også, når den fjendtlige væbnede
styrke tilhører en ikke-statslig aktør, og det gælder også, når
kampene foregår fjernt fra dansk territorium.
Det foreslås på denne baggrund i straffelovens kapitel 12
om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed at
indsætte en ny bestemmelse, som særskilt kriminaliserer, at
en dansk statsborger eller herboende udlænding er tilsluttet
en fjendtlig væbnet styrke, som kæmper mod den danske
stat. Det foreslås samtidig særskilt kriminaliseret at hverve
en dansk statsborger eller herboende udlænding til en sådan
fjendtlig væbnet styrke eller offentligt at tilskynde en sådan
person til at tilslutte sig en sådan styrke. Endelig foreslås det
at medtage ordet ”landsforræderi” i overskriften til straffelo-
vens kapitel 12, så det markeres tydeligt, at de alvorligste
forbrydelser i kapitlet er udtryk for landsforræderi.
Lovforslaget bygger på Straffelovrådets udtalelse om visse
spørgsmål vedrørende deltagelse i og hvervning til væbnede
konflikter i udlandet, som den danske stat er part i (betænk-
ning nr. 1556/2015) (herefter ”Straffelovrådets udtalelse”).
2. Gældende ret
Straffeloven indeholder forskellige bestemmelser, som kan
finde anvendelse på visse former for deltagelse i eller hverv-
ning til væbnede konflikter i udlandet.
2.1. Deltagelse i væbnede konflikter
2.1.1. Med hensyn til deltagelse i væbnede konflikter er
navnlig terrorbestemmelserne relevante. Det gælder, hvis
2
den pågældende begår terrorisme (§ 114). Det gælder endvi-
dere (hvis den pågældende ikke begår (eller medvirker til)
konkrete terrorhandlinger), hvis den pågældende lader sig
træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå ter-
rorhandlinger (eller terrorlignende handlinger, jf. § 114 a) (§
114 d, stk. 3). Endvidere er det strafbart at lade sig hverve til
at begå terrorhandlinger (eller terrorlignende handlinger) (§
114 c, stk. 3) (selv om der ikke er tale om forsøg på at begå
konkrete terrorhandlinger).
Terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid, mens det at
lade sig træne eller hverve til terrorisme straffes med fængs-
el indtil 6 år.
2.1.2. Endvidere kan straffelovens § 102 om bistand til fjen-
den under bl.a. krig efter omstændighederne være relevant.
Som bistand til fjenden anses bl.a. tjenstgøring i fjendtlig
krigsmagts væbnede styrker.
Udtrykket ”krig” er ikke nærmere defineret i straffeloven el-
ler forarbejderne. Hurwitz antager, at man (i mangel af
krigserklæring) som regel, men ikke ubetinget, vil betragte
iværksættelse af kamphandlinger mellem militært organise-
rede styrker som det afgørende for indledning af krig (Den
danske kriminalret, Speciel del, 1955, side 18). Ophør af en
påbegyndt krig vil ifølge Hurwitz som regel kræve en særlig
tilkendegivelse.
Efter den samlede forhistorie til straffelovens § 102, som vi-
ser, at bestemmelsen i høj grad er udformet på baggrund af
erfaringerne fra den tyske besættelse af Danmark under an-
den verdenskrig, kan der være en vis tvivl om, hvorvidt be-
stemmelsen finder anvendelse på en krig, i hvilken Danmark
deltager som én blandt en række allierede, og som foregår
på et sådant sted og på en sådan måde, at det fremstår som
helt usandsynligt, at krigen vil kunne komme til at berøre
dansk territorium.
Endvidere kan det give anledning til tvivl, om en væbnet
konflikt mellem Danmark (og eventuelt andre stater) på den
ene side og en ikke-statslig gruppe på den anden side er en
”krig” i straffelovens § 102’s forstand.
Ifølge forarbejderne til straffelovens § 102 var det dengang
(1949) opfattelsen, at det følger af folkeretten, at personer,
der på grund af deres statslige tilhørsforhold til et fjendtligt
land indkaldes til tjeneste i dette, ikke kan straffes efter be-
stemmelsen, ligesom de normalt heller ikke kan straffes for
frivillig tjeneste.
I forarbejderne til den tidligere gældende § 101, der med
visse ændringer er videreført som § 102, anføres yderligere,
at det uden begrænsning er folkeretligt anerkendt, at en neu-
tral stats undersåtter, der frivilligt gør krigstjeneste for en
anden stat, ikke må behandles ringere end den krigsførende
stats til den væbnede magt hørende egne undersåtter. Deri-
mod hjemler folkeretten ifølge disse forarbejder ingenlunde
i almindelighed ansvarsfrihed, når personer, der ikke hører
til en stats krigsmagt, yder denne bistand eller skader den
anden parts krigsmagt.
Selv om straffelovens § 102 er formuleret generelt, og selv
om der efter straffelovens § 8, nr. 1, er fastsat universel
dansk straffemyndighed for bl.a. overtrædelse af § 102, gæl-
der forbuddet mod tjenstgøring i fjendtlig krigsmagts væb-
nede styrker således – hvis disse udsagn i forarbejderne læg-
ges til grund – reelt kun danske statsborgere.
Med hensyn til den folkeretlige vurdering i dag henvises i
øvrigt til pkt. 4 nedenfor.
Det bemærkes, at i det omfang straffelovens § 102 finder
anvendelse, må det antages, at tjenstgøring i væbnede styr-
ker omfatter enhver tjeneste i sådanne styrker, altså ikke ale-
ne som kæmpende soldat, men også som tjenstgørende i
støttefunktioner og også medicinsk og religiøs tjeneste.
Overtrædelse af straffelovens § 102 straffes med fængsel
indtil 16 år. Straffen er dog fængsel indtil på livstid ved an-
giveri under sådanne omstændigheder, at gerningsmanden
har indset, at nogen derved blev udsat for overhængende fa-
re for at miste livet, lide alvorlig skade på legeme eller hel-
bred, blive ført ud af landet eller blive berøvet friheden i
længere tid. Det samme gælder ved grov vold, jf. straffelo-
vens §§ 245 og 246, eller hensættelse i hjælpeløs tilstand, jf.
straffelovens § 250, for derved at fremtvinge forklaring eller
i øvrigt som led i mishandling af fanger.
2.1.3. Endvidere findes lov nr. 149 af 2. august 1914, som
forbyder fra dansk territorium at understøtte krigsførende
magter i tilfælde af krig, i hvilken den danske stat er neutral.
Lovens § 1, nr. 2, giver regeringen mulighed for at forbyde
nogen at ”tage tjeneste i” de krigsførende magters hær eller
om bord i deres regeringsskibe.
Et sådant forbud vil i givet fald kun gælde på dansk territori-
um og vil altså ikke gælde i tilfælde, hvor en person rejser
fra Danmark til udlandet for at slutte sig til en krigsførende
magts væbnede styrker, men først efter at have forladt dansk
territorium indgår aftale om at tage tjeneste heri.
Straffelovens § 102 og 1914-loven gør ikke udtømmende op
med alle krige. 1914-loven må ud fra sin baggrund antages
at bygge på det folkeretlige neutralitetsbegreb, hvorefter en
stat er neutral, f.eks. hvis den har afgivet en udtrykkelig er-
klæring herom. Der vil imidlertid kunne forekomme krige,
hvor Danmark ikke deltager i den væbnede indsats på en af
siderne, men heller ikke er neutral i folkeretlig forstand. En
sådan krig vil ikke være omfattet af hverken § 102 eller
1914-loven. Eftersom det folkeretlige neutralitetsbegreb ale-
ne angår internationale væbnede konflikter, må det endvide-
re antages, at 1914-loven ikke er relevant i ikke-internatio-
nale væbnede konflikter.
Straffen for overtrædelse af 1914-loven er fængsel indtil 6
måneder eller under særligt formildende omstændigheder
bøde.
2.2. Hvervning til væbnede konflikter
3
2.2.1. Hvervning af en person til at begå eller fremme terror-
handlinger (§ 114) eller terrorlignende handlinger (§ 114 a)
eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning for at
fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlin-
ger af denne karakter, er omfattet af straffelovens § 114 c,
stk. 1.
Straffen for overtrædelse af § 114 c, stk. 1, er fængsel indtil
10 år, under særligt skærpende omstændigheder dog fængsel
indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af syste-
matisk eller organiseret karakter.
2.2.2. Hvervning til fjendtlig krigsmagts væbnede styrker
under krig er omfattet af straffelovens § 102.
Der gælder her som udgangspunkt det, som er anført oven-
for under pkt. 2.1 med hensyn til tjenstgøring i fjendtlig
krigsmagt under krig. Det vil sige, at der kan være den sam-
me tvivl med hensyn til, om ”krig” omfatter væbnet konflikt
mod en ikke-statslig gruppe, og om ”krig” omfatter væbnet
konflikt, som ikke i praksis vil kunne komme til at berøre
dansk territorium. Det vil endvidere sige, at også hvervning
til støttefunktioner og til medicinsk og religiøs tjeneste i en
fjendtlig krigsmagts væbnede styrker er omfattet.
Derimod er det muligt, at den begrænsning til danske stats-
borgere, som er omtalt ovenfor, ikke gælder for den, der
hverver til fjendtlig krigsmagts væbnede styrker.
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 102 er fængsel
indtil 16 år.
2.2.3. I tilfælde, der ikke er omfattet af § 114 c, stk. 1, eller
§ 102, forbyder straffelovens § 128 generelt hvervning i den
danske stat til fremmed krigstjeneste. Hvervning i udlandet
er altså ikke omfattet, men hvervning i Danmark er forbudt,
også når der f.eks. er tale om hvervning af egne statsborgere
til krigstjeneste i en stat, som er allieret med Danmark. Det
kan diskuteres, hvad der nærmere ligger i ”fremmed krigs-
tjeneste”. Det antages i den kommenterede straffelov, at ud-
trykket omfatter tjeneste i fremmede militære styrker, herun-
der tjeneste i et ”oprørspartis” militære styrker (Vagn Greve
m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (10. udgave
2012), side 98). Det bemærkes herved, at hvervningen er
forbudt, uanset om de pågældende fremmede militære styr-
ker aktuelt er involveret i en væbnet konflikt eller ej.
De nævnte forbud mod hvervning gælder, uanset på hvilken
måde hvervningen foregår. Hvervning via sociale medier vil
således også kunne være omfattet.
Straffen for overtrædelse af § 128 er bøde eller fængsel ind-
til 2 år.
2.2.4. Endvidere findes lov nr. 149 af 2. august 1914, som
forbyder understøttelse fra dansk territorium af krigsførende
magter i tilfælde af krig, i hvilken den danske stat er neutral.
Lovens § 1, nr. 1, forbyder bl.a. offentlig opfordring til at
indtræde i de krigsførende magters krigsmagt til lands eller
til vands. Her er en offentlig opfordring altså nok, uden at
der behøver at være tale om hvervning, men også her gæl-
der, at offentlig opfordring i udlandet ikke er omfattet.
Som nævnt under pkt. 2.1.3 ovenfor gør straffelovens § 102
og 1914-loven ikke udtømmende op med alle krige, idet der
vil kunne forekomme krige, hvor Danmark ikke deltager i
den væbnede indsats på en af siderne, men heller ikke er
neutral i folkeretlig forstand. Desuden er 1914-loven ikke
relevant i ikke-internationale væbnede konflikter.
Straffen for overtrædelse af 1914-loven er fængsel indtil 6
måneder eller under særligt formildende omstændigheder
bøde.
3. Lovforslagets udformning
Som nævnt under pkt. 1 ovenfor må det efter regeringens
opfattelse altid anses for et forræderi mod Danmark, hvis en
dansk statsborger eller herboende udlænding tilslutter sig en
fjendtlig væbnet styrke, som kæmper mod den danske stat.
Da der kan være tvivl om, hvorvidt de gældende strafbe-
stemmelser omfatter alle sådanne tilfælde, foreslås det at
indsætte en ny strafbestemmelse herom i straffelovens kapi-
tel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sik-
kerhed.
Nedenfor behandles personkredsen for et sådant forbud (pkt.
3.1 og 3.2), tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke (pkt.
3.3.), hvervning til en fjendtlig væbnet styrke (pkt. 3.4), for-
holdet til de gældende bestemmelser (pkt. 3.5) samt forbry-
delsens betegnelse (pkt. 3.6) og strafferamme (pkt. 3.7).
3.1. Personkredsen for et forbud mod at tilslutte sig en
fjendtlig væbnet styrke
3.1.1. Efter Straffelovrådets opfattelse kan der ikke være
tvivl om, at danskere skylder Danmark loyalitet, og at det
generelt er uacceptabelt, at danskere deltager i væbnet kamp
mod den danske stat. Det er derfor også åbenbart, at danske
statsborgere med bopæl i Danmark generelt bør være omfat-
tet af et forbud mod at deltage i væbnet kamp mod den dan-
ske stat.
Straffelovrådet har i forhold til internationale væbnede kon-
flikter (dvs. væbnede konflikter mellem to eller flere stater)
overvejet, om forbuddet også ubetinget bør omfatte danske
statsborgere med bopæl i Danmark, der samtidig er statsbor-
ger i den pågældende fjendtlige stat. Under hensyn til den
loyalitet, som naturligt må kræves af danske statsborgere
med bopæl i Danmark, finder Straffelovrådet, at forbuddet
også bør gælde i sådanne tilfælde. Det bør heller ikke gælde
som undskyldning, at den pågældende eventuelt risikerer
straf for unddragelse af værnepligt i den fremmede stat, hvor
den pågældende også er statsborger. Så længe den pågæl-
dende har bopæl i Danmark, må tilknytningen til Danmark
og det heraf følgende loyalitetskrav veje tungere. Det be-
mærkes herved, at såfremt den pågældende opgiver sin bo-
pæl i Danmark og tager fast ophold i udlandet, vil den på-
gældende i givet fald kunne blive løst fra sit danske statsbor-
4
gerskab. Dette følger af, at en dansk statsborger, der samti-
dig er statsborger i et andet land, og som har fast bopæl i ud-
landet, efter indfødsretslovens § 9, stk. 2, har retskrav på ef-
ter anmodning at blive løst fra sit danske statsborgerskab.
Straffelovrådet finder, at også danske statsborgere med bo-
pæl uden for Danmark bør være omfattet af et forbud mod at
deltage i væbnet kamp mod den danske stat. Straffelovrådet
lægger bl.a. vægt på, at også sådanne danske statsborgere til
enhver tid vil have ubetinget ret til indrejse og ophold i Dan-
mark og derefter alle øvrige rettigheder, som tilkommer
danske statsborgere uafhængig af tidligere bopæl eller op-
hold i Danmark, herunder f.eks. valgret og valgbarhed til
Folketinget. Det må således anses for berettiget, at den dan-
ske stat også pålægger danske statsborgere med bopæl uden
for Danmark den loyalitet, at de ikke griber til våben mod
Danmark. Det bemærkes herved også, at en dansk statsbor-
ger, der samtidig er statsborger i et andet land, og som har
fast bopæl i udlandet, som nævnt efter indfødsretslovens §
9, stk. 2, har retskrav på efter anmodning at blive løst fra sit
danske statsborgerskab. I lyset heraf bør det heller ikke i
denne sammenhæng gælde som undskyldning, at den pågæl-
dende eventuelt risikerer straf for unddragelse af værnepligt
i den fremmede stat, hvor den pågældende også er statsbor-
ger.
3.1.2. Efter Straffelovrådets opfattelse bør statsløse, der har
bopæl i Danmark, ligeledes generelt være omfattet af et for-
bud mod at deltage i væbnet kamp mod den danske stat. Når
en person ikke har noget statsborgerskab, må den pågælden-
des bopælsstat således kunne kræve samme loyalitet af den
pågældende som af sine statsborgere. Det bemærkes herved
også, at statsløse – i modsætning til udenlandske statsborge-
re – ikke vil kunne være i en loyalitetskonflikt mellem deres
bopælsstat og statsborgerskabsstat.
3.1.3. Efter Straffelovrådets opfattelse er der også grund til
at overveje at lade udenlandske statsborgere, der har bopæl i
Danmark, være omfattet af et forbud mod at deltage i væb-
net kamp mod den danske stat. En tilknytning til Danmark i
form af bopæl må anses som en stærk tilknytning, og det er
naturligt, at personer med bopæl i Danmark – så længe de
bevarer deres bopæl her i landet – pålægges en sådan loyali-
tet, at de ikke griber til våben mod Danmark.
Dette må i hvert fald være uproblematisk i forhold til ikke-
internationale væbnede konflikter, som Danmark er part i,
dvs. væbnede konflikter, hvor Danmarks modpart eller mod-
parter er en eller flere ikke-statslige aktører. I disse tilfælde
kan en udenlandsk statsborger nemlig efter Straffelovrådets
opfattelse ikke berettiget siges at være i en loyalitetskon-
flikt, uanset om den pågældende væbnede konflikt eventuelt
udkæmpes helt eller delvis på den stats territorium, hvor den
pågældende er statsborger.
Det må endvidere være uproblematisk i forhold til internati-
onale væbnede konflikter, som den stat, hvor den pågælden-
de er statsborger, ikke er part i. Heller ikke i sådanne tilfæl-
de kan den pågældende nemlig efter Straffelovrådets opfat-
telse berettiget siges at være i en loyalitetskonflikt.
Tilbage står tilfælde, hvor Danmark er i væbnet konflikt
mod en stat, hvor en herboende udlænding er statsborger.
Her foreligger utvivlsomt en loyalitetskonflikt i og med, at
den pågældendes bopælsland og statsborgerskabsland er i
væbnet konflikt med hinanden. Det er imidlertid Straffelov-
rådets opfattelse, at det selv i dette tilfælde er berettiget at
lade den pågældende være omfattet af et forbud mod at del-
tage i væbnet kamp mod den danske stat. Den pågældende
vil nemlig have mulighed for at forholde sig neutralt i den
væbnede konflikt, eller hvis en sådan neutral holdning ikke
forekommer den pågældende realistisk f.eks. på grund af
regler om værnepligt i den pågældendes statsborgerskabs-
land, da at opgive sin danske bopæl, før den pågældende gri-
ber til våben mod Danmark.
3.1.4. Straffelovrådet har overvejet, om en kriminalisering
af denne karakter, såfremt den blev gennemført af andre sta-
ter, ville være problematisk for danske statsborgere, der og-
så er statsborgere i en fremmed stat og/eller har bopæl i en
fremmed stat.
Straffelovrådet finder, at dette ikke ville være tilfældet.
Straffelovrådet lægger navnlig vægt på, at det er den statsli-
ge tilknytning på gerningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt,
hvor den pågældende deltager i væbnet kamp, der er afgø-
rende for, om det skitserede forbud finder anvendelse. En
person – herunder en dansk statsborger med bopæl i udlan-
det – vil således altid have mulighed for at opgive sin bopæl
i en given stat og først derefter begynde at kæmpe mod den
pågældende stat. Hvis en person af retlige eller faktiske
grunde ikke aktuelt har mulighed for at forlade en given stat
og dermed opgive sin bopæl i den pågældende stat, er det
endvidere efter Straffelovrådets opfattelse kun rimeligt, at
den pågældende – der altså befinder sig på den givne stats
territorium – ikke kan deltage i væbnet kamp mod denne stat
uden at risikere at blive straffet. Dette gælder også danske
statsborgere i udlandet. Det bemærkes for fuldstændighe-
dens skyld, at der heri ikke ligger nogen stillingtagen til ri-
meligheden af en eventuel tilbageholdelse af en dansk stats-
borger i udlandet, men alene til, at en dansk statsborger, der
befinder sig på en fremmed stats territorium, ikke berettiget
kan påregne ustraffet at kunne deltage i væbnet kamp mod
den pågældende fremmede stat.
Med hensyn til danske statsborgere, der også er statsborgere
i en fremmed stat, bemærkes, at Straffelovrådet i sine over-
vejelser om den fremtidige udformning af et dansk forbud
mod at kæmpe mod Danmark bl.a. har lagt vægt på, at den
danske indfødsretslov giver danske statsborgere, der også er
statsborgere i en fremmed stat og har fast bopæl i udlandet,
retskrav på at blive løst fra deres danske statsborgerskab.
Straffelovrådets forslag og en eventuel lovgivning på grund-
lag heraf kan altså ikke tages til indtægt for en accept af, at
en fremmed stat, som ikke giver sine statsborgere mulighed
for i mindst samme omfang at blive løst fra deres statsbor-
gerskab til den pågældende stat, forbyder en person, der bå-
5
de er dansk statsborger og statsborger i den pågældende stat,
og som ønsker at frasige sig sit udenlandske statsborger-
skab, at kæmpe for Danmark mod den pågældende frem-
mede stat.
3.1.5. Straffelovrådet har overvejet, om forbuddet mod at
deltage i væbnet kamp mod Danmark burde udstrækkes til
at omfatte udenlandske statsborgere, der blot opholder sig i
her i landet uden dog at have bopæl her. Efter Straffelovrå-
dets opfattelse ville dette imidlertid være for vidtgående.
Straffelovrådet bemærker herved for det første, at ”ophold” i
sin rene form indebærer, at personen er fysisk til stede i
Danmark, mens ”bopæl” nogenlunde svarer til ”sædvanligt
opholdssted”, dvs. det sted, hvor personen normalt opholder
sig, hvis den pågældende ikke af særlige grunde midlertidigt
opholder sig et andet sted. En person kan således have bo-
pæl i Danmark uden aktuelt at være til stede her, hvorimod
et ophold i Danmark i sin rene form ophører samtidig med,
at personen i givet fald forlader dansk territorium.
Eftersom det foreslåede forbud angår personer, der på ger-
ningstidspunktet har en nærmere angiven tilknytning til
Danmark, vil det ikke give mening at udstrække forbuddet
til personer, der blot har ophold i Danmark. En person, der
kæmper mod danske styrker i udlandet, vil således i sagens
natur på gerningstidspunktet have forladt Danmark og der-
med ikke længere have ophold her.
Straffelovrådet er opmærksom på, at der i praksis kan være
en glidende overgang mellem det blotte ophold i Danmark
og en tilknytning til Danmark, der gør, at personen har sæd-
vanligt opholdssted eller bopæl i Danmark. Formålet med
forbuddet er imidlertid at ramme dem, der har en sådan til-
knytning til Danmark, at det vil stride mod deres loyalitets-
pligt over for Danmark at deltage i væbnet kamp mod dan-
ske styrker. Der bør derfor være tale om en vis fastere til-
knytning. Endvidere er det sådan, at jo løsere tilknytningen
er, jo mindre vil der skulle til, for at tilknytningen ophører
igen. Og eftersom det er forudsat, at tilknytningen skal bestå
på gerningstidspunktet, vil en svag tilknytning i praksis ofte
være ophørt på gerningstidspunktet, eftersom det i sagens
natur er en ganske markant afstandtagen fra Danmark – og
dermed fra en tidligere opholdsmæssig tilknytning til Dan-
mark – hvis man deltager i kamp mod danske styrker.
Straffelovrådet er på denne baggrund af den opfattelse, at
det er rigtigst at blive stående ved, at forbuddet omfatter
personer, der på gerningstidspunktet har tilknytning til Dan-
mark i form af statsborgerskab eller bopæl.
Straffelovrådet bemærker herved, at selv om begrebet ”bo-
pæl” i almindelighed svarer til ”sædvanligt opholdssted”,
har ”bopæl” ikke nødvendigvis præcis samme betydning
forskellige steder i lovgivningen. Den nærmere afgrænsning
af, hvad der i en given sammenhæng skal forstås ved ”bo-
pæl”, afhænger således også af formålet med den pågælden-
de regulering og de hensyn, der gør sig gældende på det på-
gældende retsområde.
3.1.6. Straffelovrådet har overvejet, om et alternativ eller
supplement til kriteriet ”bopæl” kunne være at lægge vægt
på en persons opholdstilladelse og eventuelt tillige en per-
sons opholdsret. Straffelovrådet finder imidlertid, at dette
ikke vil føre til en hensigtsmæssig afgrænsning.
Hvis man alene lægger vægt på, om en person har opholds-
tilladelse, vil udlændinge, som kan opholde sig i Danmark
uden opholdstilladelse, falde udenfor. Det gælder f.eks. nor-
diske statsborgere og EU-borgere, der opholder sig i Dan-
mark i kraft af EU-rettens adgang til fri bevægelighed.
Hvis man både lægger vægt på opholdstilladelse og op-
holdsret, vil også udlændinge, som i overensstemmelse med
reglerne herom opholder sig kortvarigt i Danmark, f.eks.
som turister eller forretningsrejsende, falde indenfor.
3.1.7. Sammenfattende er det således Straffelovrådets opfat-
telse, at danske statsborgere uanset deres bopæl og uanset
eventuelt dobbelt statsborgerskab og statsløse og udenland-
ske statsborgere med bopæl i Danmark bør være omfattet af
et forbud mod at deltage i væbnet kamp mod den danske
stat.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt.
3.4.1-3.4.6, 3.4.8 og 3.4.9.
3.1.8. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser om personkredsen for et forbud mod at tilslutte sig en
fjendtlig væbnet styrke, og lovforslaget er udformet i over-
ensstemmelse hermed.
3.2. Bopæl i den danske stat
3.2.1. Med hensyn til, hvad der nærmere skal forstås ved bo-
pæl, finder Straffelovrådet, at der bør tages udgangspunkt i
begrebet sædvanligt opholdssted, dvs. det sted, hvor en per-
son sædvanligvis opholder sig, hvis den pågældende ikke af
særlige grunde opholder sig et andet sted. Dette vil navnlig
skulle afgøres ud fra de faktiske omstændigheder, men der
er tale om en samlet vurdering, hvori også den pågældendes
hensigt med et ophold og adkomst til ophold kan indgå.
En person har dermed som udgangspunkt bopæl der, hvor
den pågældende bor, eventuelt sammen med sin familie, og
normalt opholder sig. Begrebsmæssigt er der ikke noget til
hinder for, at en person samtidig har bopæl i to forskellige
lande. I praksis er det dog normalt sådan, at når en person
har etableret en bopæl i den beskrevne forstand i en given
stat, er det, der derefter skal vurderes, om der er indtrådt så-
danne ændringer i de faktiske forhold eller den pågældendes
intentioner, at bopælen er opgivet, eventuelt, men ikke nød-
vendigvis, sådan at der er etableret en ny bopæl i en anden
stat.
Et midlertidigt ophold uden for bopælslandet medfører nor-
malt ikke en opgivelse af den eksisterende bopæl eller etab-
lering af en ny bopæl. Dette gælder, uanset om formålet med
det midlertidige ophold uden for bopælslandet er ferie, stu-
dier eller arbejde. I vurderingen af, om et ophold er midlerti-
6
digt, indgår både opholdets hidtidige og planlagte længde.
Det har også betydning for bopælsspørgsmålet, om den på-
gældende fortsat råder over en bolig i sit bopælsland, om
den pågældendes familie fortsat bor i bopælslandet, og i
hvilket omfang den pågældende opholder sig i bopælslandet.
Af det anførte følger, at en person, der har bopæl i udlandet,
som udgangspunkt ikke får bopæl i Danmark ved at opholde
sig her midlertidigt for at studere eller arbejde. Hvis en per-
son opgiver sin bopæl i udlandet i forbindelse med, at perso-
nen tager midlertidigt ophold i Danmark for at studere eller
arbejde, må den pågældende imidlertid anses for at have bo-
pæl i Danmark, hvis det faktiske eller planlagte ophold i
Danmark ikke er helt kortvarigt. Det samme gælder, hvis
den pågældende under opholdet i Danmark opgiver sin bo-
pæl i udlandet.
En person, der ansøger om opholdstilladelse som flygtning,
jf. udlændingelovens § 7, vil i praksis normalt kunne anses
for at have opgivet sin bopæl i den stat, som den pågælden-
de er flygtet fra. En sådan asylansøger vil på den baggrund
normalt kunne anses for at have bopæl i Danmark, når op-
holdet i Danmark faktisk har haft en varighed, der gør, at det
ikke er helt kortvarigt. Dette gælder, uanset om ansøgningen
imødekommes eller ej, jf. også straks nedenfor om udlæn-
dinge på tålt ophold og udlændinge, der opholder sig ulov-
ligt i Danmark.
Personer, der opholder sig i Danmark uden at have bopæl i
udlandet, og som er udvist eller af andre grunde ikke må op-
holde sig her, men som efter udlændingelovens § 31 ikke
kan udsendes (udlændinge ”på tålt ophold”), og personer,
der opholder sig ulovligt i Danmark uden at have bopæl i
udlandet, må anses for at have bopæl i Danmark, hvis det
faktiske ophold i Danmark ikke er helt kortvarigt.
3.2.2. Det afgørende er tilknytningen til Danmark på ger-
ningstidspunktet. Det er derfor væsentligt, hvad der skal til,
for at en bopæl i Danmark ophører, idet en udenlandsk stats-
borger, som ikke længere har bopæl i Danmark, ikke er om-
fattet af det foreslåede forbud om at være tilsluttet en fjendt-
lig væbnet styrke.
Dette spørgsmål afgøres efter de samme principper, som er
beskrevet ovenfor med hensyn til at erhverve bopæl i Dan-
mark. Af særlig praktisk betydning i forhold til den foreslåe-
de forbudsbestemmelse vil det være, under hvilke omstæn-
digheder en udrejse med henblik på at tilslutte sig en fjende
af Danmark i en væbnet konflikt indebærer, at den pågæl-
dende må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark.
I praksis vil dette ofte afhænge af grundlaget for bopælen i
Danmark. Hvis den pågældende f.eks. har en bolig i Dan-
mark, hvor den pågældende bor med sin familie, vil en ud-
rejse for at kæmpe mod Danmark ikke i sig selv medføre, at
bopælen er opgivet. Hvis en sådan person skal anses for at
have opgivet sin bopæl, må der kræves et sikkert grundlag
for at fastslå, at den pågældende har opgivet sin bopæl i
Danmark. Heri ligger i det mindste, at den pågældende en-
degyldigt er fraflyttet sin hidtidige bolig, dvs. har brudt med
sin familie i det mindste i boligmæssig henseende. Det er
imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at bopælen i Danmark er
opgivet, at den pågældende beviseligt har opgivet sin hidti-
dige bolig. I en situation, hvor en person har haft fast bopæl
i Danmark, må det yderligere kræves, enten at den pågæl-
dende har etableret en ny bopæl i et andet land eller i det
mindste endegyldigt er udvandret fra Danmark.
Hvis den pågældendes bopæl i Danmark er etableret gennem
et midlertidigt ophold f.eks. med henblik på studier eller ar-
bejde (fordi den pågældende ikke har en bopæl i noget andet
land, jf. ovenfor), skal der mindre til, for at bopælen i Dan-
mark kan anses for ophørt. I princippet er det afgørende per-
sonens hensigt, altså om den pågældende har til hensigt at
afbryde opholdet i Danmark midlertidigt eller har til hensigt
endegyldigt at forlade Danmark. I praksis må der imidlertid
også lægges vægt på mere objektivt konstaterbare forhold,
såsom boligforhold, familiemæssige forhold, studie- og ar-
bejdsmæssige forhold, de konkrete rejseforanstaltningers ka-
rakter mv.
Tilsvarende gælder i princippet for asylansøgere, udlændin-
ge på tålt ophold og udlændinge, der opholder sig ulovligt i
Danmark. Også her vil det principielle udgangspunkt være
den pågældendes hensigt, altså om den pågældende har til
hensigt senere at vende tilbage til Danmark og forsøge at vi-
dereføre sin opholdsstatus som asylansøger, udlænding på
tålt ophold eller udlænding uden lovligt ophold (om nødven-
digt ved at søge at hemmeligholde udrejsen for de danske
myndigheder), eller om den pågældende har til hensigt en-
degyldigt at forlade Danmark. Og også her må der i praksis
også lægges vægt på mere objektivt konstaterbare forhold,
såsom boligforhold, familiemæssige forhold, studie- og ar-
bejdsmæssige forhold, de konkrete rejseforanstaltningers ka-
rakter mv.
I mangel af konkrete holdepunkter må vurderingen nødven-
digvis blive mere skønsmæssig. Forestiller man sig f.eks., at
en enlig asylansøger, der bor på et asylcenter, udrejser af
Danmark for at kæmpe mod danske styrker og senere ven-
der tilbage til Danmark, vil det bero på et samlet skøn, om
den pågældende kan anses for at have bevaret sin bopæl i
Danmark under opholdet i udlandet. Der må herved bl.a.
lægges vægt på længden af det tidligere ophold i Danmark,
den pågældendes tilknytning i øvrigt til Danmark og til an-
dre lande og længden og karakteren af den pågældendes op-
hold i udlandet, før den pågældende vendte tilbage til Dan-
mark.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt.
3.4.10 og 3.4.11.
3.2.3. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser med hensyn til at have bopæl i den danske stat, og lov-
forslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
3.3. Tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke
7
3.3.1. Straffelovrådet finder, at en kriminalisering bør om-
fatte ikke alene danske statsborgeres og herboende udlæn-
dinges deltagelse i en væbnet konflikt mod danske styrker,
men også sådanne personers blotte tilslutning til de væbnede
styrker for en part, der kæmper mod danske styrker i en
væbnet konflikt. Strafbarheden vil dermed ikke afhænge af,
om en person har deltaget i egentlige kamphandlinger, har
bistået på anden vis som medlem af en sådan parts væbnede
styrker eller foreløbig ikke har foretaget sig andet end slet
og ret at tilslutte sig sådanne væbnede styrker.
Hvis fjendens væbnede styrker opererer i forskellige dele af
verden, bør strafbarheden ikke være afhængig af, hvilken
enhed i de væbnede styrker en dansk statsborger eller herbo-
ende udlænding i givet fald tilslutter sig. Kriminaliseringen
bør således også omfatte tilfælde, hvor Danmark ét sted i
verden er i væbnet konflikt mod en given stat eller ikke-
statslig aktør, og hvor denne stat eller ikke-statslige aktør
samtidig er part i en anden væbnet konflikt et andet sted i
verden, som Danmark ikke er part i, og hvor en dansk stats-
borger eller herboende udlænding tilslutter sig den væbnede
styrke dér.
Grundlæggende kan det siges, at så længe der verserer en
væbnet konflikt mellem Danmark og en given stat eller ik-
ke-statslig aktør noget sted i verden, så er denne stat eller ik-
ke-statslige aktør Danmarks fjende, og det bør generelt være
kriminaliseret at tilslutte sig en sådan fjendes væbnede styr-
ker, uanset om tilslutningen sker for at deltage i eller under-
støtte væbnet kamp mod Danmark eller alene for at kæmpe i
en væbnet konflikt et andet sted i verden, som Danmark ik-
ke er part i. Tilslutning til en sådan fjende vil således, uanset
til hvilken enhed eller hvor i verden det sker, direkte eller
indirekte betyde en styrkelse af den fjendtlige væbnede styr-
ke. Det må bero på en konkret vurdering, om der er en sådan
organisatorisk sammenhæng mellem de pågældende enhe-
der, at de bør betragtes som tilhørende samme stats eller ik-
ke-statslige aktørs væbnede styrker. Dette bør principielt og-
så gælde i den – måske mere teoretiske situation – at Dan-
mark på samme tid er i væbnet konflikt mod to forskellige
parter, som samtidig er i væbnet konflikt mod hinanden. Her
bør det altså være strafbart for danske statsborgere og herbo-
ende udlændinge at tilslutte sig nogen af Danmarks modpar-
ters væbnede styrker, herunder hvor tilslutningen sker for at
kæmpe mod den anden af Danmarks modparter.
Derimod bør kriminaliseringen ikke udstrækkes til tilslut-
ning til en part i en væbnet konflikt, hvori alene en af Dan-
marks allierede – men ikke Danmark selv – er part. Hvis
Danmark er part i den væbnede konflikt, bør kriminaliserin-
gen dække alle tilfælde af tilslutning til de væbnede styrker
for en part, som i den pågældende væbnede konflikt kæmper
mod Danmark – uanset om den, der tilslutter sig de fjendtli-
ge væbnede styrker, selv deltager i kamphandlinger mod
Danmark, mod en af Danmarks allierede eller mod en tred-
jepart eller slet ikke deltager i kamphandlinger. Det bør såle-
des ikke være et krav, at tilslutningen sker med henblik på at
deltage i kamphandlinger, og også tilslutning med henblik
på at fungere som f.eks. sanitetspersonale eller feltpræst bør
være omfattet, når disse organisatorisk er en del af den væb-
nede styrke. Hvis Danmark ikke er part i den væbnede kon-
flikt, bør en strafbestemmelse, som bygger på loyalitet til
Danmark, derimod ikke finde anvendelse på tilslutning til
fremmede væbnede styrker, heller ikke i tilfælde hvor de på-
gældende væbnede styrker er i væbnet konflikt med en af
Danmarks allierede.
3.3.2. Efter Straffelovrådets opfattelse er det i samme grad
illoyalt og bebrejdelsesværdigt, hvis en dansk statsborger el-
ler herboende udlænding, der har tilsluttet sig en fremmed
væbnet styrke på et tidspunkt, hvor Danmark ikke var i væb-
net konflikt med den pågældende part, opretholder sin til-
knytning til den væbnede styrke, efter at Danmark er kom-
met i væbnet konflikt med den pågældende part. En dansk
statsborger eller herboende udlænding, der er tilknyttet en
fremmed væbnet styrke, bør således i tilfælde af, at den på-
gældende part kommer i væbnet konflikt med Danmark, ha-
ve pligt til at bringe enten sin tilslutning til den væbnede
styrke eller sin statsborgerlige eller bopælsmæssige tilknyt-
ning til Danmark til ophør. Pligten til i givet fald at bringe
sin tilslutning til den væbnede styrke til ophør bør anses for
opfyldt, hvis den pågældende har foretaget sig, hvad der i si-
tuationen er muligt for at bringe tilslutningen til ophør i fak-
tisk og retlig henseende.
3.3.3. Kriminaliseringen bør kun omfatte tilslutning til en
væbnet styrke. Tilslutning af anden karakter til en modpart
til Danmark i en væbnet konflikt, eksempelvis ansættelse i
en fjendtlig stats civile administration, bør ikke være omfat-
tet.
3.3.4. Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at krimi-
naliseringen skal omfatte det forhold at være tilsluttet en
fjendtlig fremmed væbnet styrke under en væbnet konflikt, i
hvilken den danske stat er part. Dette vil omfatte både per-
soner, der under konflikten tilslutter sig den fjendtlige væb-
nede styrke, og personer, der før konfliktens begyndelse har
tilsluttet sig den pågældende væbnede styrke, og som opret-
holder sin tilknytning til den væbnede styrke, efter at den
pågældende part er kommet i væbnet konflikt med Dan-
mark.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt. 3.5.
3.3.5. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse hermed.
3.4. Hvervning til en fjendtlig væbnet styrke
3.4.1. Med forslaget om en særskilt strafbestemmelse om
danske statsborgeres og herboende udlændinges tilknytning
til en fjendtlig væbnet styrke kriminaliseres i kraft af de al-
mindelige medvirkensregler også hvervning af sådanne per-
soner til sådanne væbnede styrker.
Tilskyndelse til, at en dansk statsborger eller person med bo-
pæl i Danmark tilslutter sig de væbnede styrker for Dan-
8
marks modpart i en verserende væbnet konflikt, vil således
kunne straffes som medvirken.
Og medvirken i form af råd eller dåd til en sådan tilslutning
vil kunne straffes på samme måde. Det gælder eksempelvis
råd med hensyn til, hvor og hvordan den pågældende kan
tilslutte sig de pågældende væbnede styrker, eller med hen-
syn til rejseruter, finansiering mv. Det gælder også eksem-
pelvis bistand bestående i konkret hjælp til tilslutningen.
Dette gælder, uanset på hvilken måde tilskyndelse, råd eller
dåd foregår. Vejledning og bistand, som gives via sociale
medier, vil således også kunne være omfattet. Det samme
gælder tilskyndelse mv., som finder sted i forbindelse med
møder, herunder møder i tilknytning til gudstjeneste, fre-
dagsbøn mv.
Det vil være et krav, at den, som tilskyndes til eller i øvrigt
bistås med at tilslutte sig de væbnede styrker for Danmarks
modpart, er dansk statsborger eller har bopæl i den danske
stat. Dette tilknytningskrav vil derimod ikke gælde for den
medvirkende.
Sådan tilskyndelse, råd eller dåd vil kunne være strafbar
som forsøg, hvis den person, som tilskyndes eller modtager
råd eller dåd, ikke tilslutter sig den pågældende væbnede
styrke. Straf for forsøg forudsætter et tilstrækkeligt konkreti-
seret forsæt til den fuldbyrdede handling. Det må imidlertid
antages, at dette krav i praksis vil være opfyldt, hvis det kan
bevises, at en person har tilskyndet en eller flere bestemte
personer til at tilslutte sig en bestemt væbnet styrke, som
kæmper mod danske styrker i en verserende væbnet kon-
flikt.
3.4.2. For så vidt angår mere generelle opfordringer til at til-
slutte sig en fjendtlig væbnet styrke vil det altid bero på en
samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, om opfor-
dringer og eventuel vejledning med hensyn til, at danske
statsborgere eller herboende udlændinge tilslutter sig de
væbnede styrker for Danmarks modpart i en verserende
væbnet konflikt, er tilstrækkeligt konkretiserede til, at den,
der er fremkommet med sådanne opfordringer og eventuel
vejledning, kan straffes for medvirken til tilslutning til så-
danne væbnede styrker. Dette gælder, uanset på hvilken må-
de opfordringer og eventuel vejledning gives, herunder i til-
fælde, hvor det sker via sociale medier eller i forbindelse
med møder, herunder møder i tilknytning til gudstjeneste,
fredagsbøn mv.
Hvis en opfordring til at tilslutte sig de væbnede styrker for
Danmarks modpart i en verserende væbnet konflikt ikke er
tilstrækkeligt konkretiseret til, at der kan straffes for medvir-
ken, vil en offentlig opfordring af denne karakter imidlertid i
givet fald udgøre en overtrædelse af straffelovens § 136, stk.
1, om offentlig at tilskynde til forbrydelse. Dette gælder og-
så, hvis opfordringen offentliggøres via sociale medier eller
fremsættes på et offentligt møde.
3.4.3. Straffelovrådet anfører, at der på denne baggrund for
så vidt ikke ved siden af den foreslåede kriminalisering af at
være tilsluttet fjendtlige væbnede styrker sammenholdt med
de almindelige medvirkensregler er behov for en særskilt
kriminalisering af hvervning til fjendtlige styrker. Hverv-
ning vil nemlig i praksis altid kunne straffes som medvirken
til tilslutning til fjendens væbnede styrker.
Straffelovrådet har overvejet, om hvervning til fjendtlige
styrker får tilstrækkelig opmærksomhed ved at blive betrag-
tet som medvirken til tilslutning. Netop tilskyndelse til at
blive fremmedkriger må anses som en så vigtig medvirken-
de faktor i radikaliseringsprocessen for navnlig unge, at der
kan være særlig grund til at fremhæve hvervningen ved at
medtage den i lovteksten, navnlig hvis man samtidig medta-
ger offentlig opfordring til deltagelse i væbnede konflikter, i
hvilke den danske stat er part.
Medtagelse af offentlig tilskyndelse til at tilslutte sig fjen-
dens væbnede styrker vil understrege den betydning i radi-
kaliseringsprocessen, som sådanne offentlige tilskyndelser
må tillægges. En særskilt bestemmelse herom – fremfor at
henholde sig til den generelle bestemmelse om offentlig til-
skyndelse til forbrydelse i straffelovens § 136, stk. 1 – vil
samtidig give mulighed for at fastsætte et højere strafmaksi-
mum end efter § 136, stk. 1.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at det i tilknyt-
ning til kriminaliseringen af under en væbnet konflikt, i
hvilken Danmark er part, at være tilsluttet en væbnet styrke
for en part, som kæmper mod Danmark, særskilt kriminali-
seres at hverve danske statsborgere eller herboende udlæn-
dinge til en sådan væbnet styrke eller offentligt at tilskynde
sådanne personer til at tilslutte sig en sådan væbnet styrke.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt. 3.6.
3.4.4. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse hermed.
3.5. Forholdet til de gældende bestemmelser
3.5.1. Som nærmere beskrevet under pkt. 3.1-3.3 ovenfor er
det Straffelovrådets opfattelse, at det bør være strafbart for
danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark at
være tilsluttet de væbnede styrker for en part, som deltager i
væbnet kamp mod den danske stat. Det bør endvidere være
strafbart at hverve danske statsborgere og personer med bo-
pæl i Danmark til en sådan væbnet styrke eller offentligt at
tilskynde sådanne personer til at tilslutte sig en sådan væb-
net styrke, jf. pkt. 3.4 ovenfor.
Straffelovens § 102, stk. 1, om bistand til fjenden under krig
eller besættelse omfatter bl.a. hvervning til eller tjenstgøring
i en fjendtlig krigs- eller besættelsesmagts væbnede styrker,
jf. stk. 2, nr. 1. Selv om bestemmelsen er generelt formule-
ret, følger det af forarbejderne, at denne del af bestemmel-
sen under hensyn til den daværende forståelse af folkeretten
i praksis især vil angå hvervning af danske statsborgere til
og disses tjenstgøring i en fjendtlig krigs- eller besættelses-
magts væbnede styrker.
9
Da den nærmere rækkevidde af straffelovens § 102 kan give
anledning til tvivl bl.a. med hensyn til forståelsen af ordene
”krig” og ”krigsmagt”, er der behov for en lovændring med
henblik på at fastslå, at hvervning af danske statsborgere og
herboende udlændinge og disses tilslutning til væbnede styr-
ker, der deltager i væbnet kamp mod Danmark, udgør en
forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed.
Straffelovrådet har overvejet, om dette mest hensigtsmæs-
sigt kan ske ved en ændring af straffelovens § 102 eller ved
at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven herom.
Straffelovens § 102 omfatter ikke alene hvervning til og
tjenstgøring i fjendtlige væbnede styrker, men også anden
bistand til fjenden ved råd eller dåd under krig eller besæt-
telse.
Straffelovrådets kommissorium omfatter alene deltagelse i
og hvervning til væbnede konflikter, og rådet har ikke nær-
mere overvejet andre former for bistand til en part i en væb-
net konflikt.
Straffelovens § 102 omfatter efter ordlyden enhver ger-
ningsmand, men ifølge forarbejderne omfatter kriminalise-
ringen dog formentlig i visse henseender kun danske stats-
borgere eller i det mindste ikke statsborgere i en fremmed
fjendtlig stat.
Efter Straffelovrådets opfattelse vil det på den baggrund
kræve nærmere overvejelser at indarbejde et generelt forbud
mod, at danske statsborgere og personer med bopæl i Dan-
mark tilslutter sig en væbnet styrke for en part, som deltager
i væbnet kamp mod Danmark, i straffelovens § 102.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund, at der indsættes en
ny bestemmelse i straffeloven, som særskilt kriminaliserer
danske statsborgeres og herboende udlændinges tilslutning
til en fjendtlig væbnet styrke under en væbnet konflikt samt
at hverve danske statsborgere eller herboende udlændinge til
en sådan væbnet styrke eller offentligt at tilskynde sådanne
personer til at tilslutte sig en sådan væbnet styrke.
Der bør i den forbindelse foretages en ændring af straffelo-
vens § 102, så det fremgår, at § 102 fremover finder anven-
delse, i det omfang spørgsmålet ikke er reguleret af den
foreslåede nye bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt. 3.7.
3.5.2. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse med Straffelovrådets lovudkast.
3.6. Forbrydelsens betegnelse
3.6.1. I lyset af den offentlige debat, der har været med hen-
syn til danskeres og danskbosattes eventuelle deltagelse i
væbnet kamp mod danske styrker i den aktuelle væbnede
konflikt mod ISIL i Irak, har Straffelovrådet overvejet, om
det vil være hensigtsmæssigt at give den forbrydelse, som
foreslås med den nye bestemmelse i straffeloven, en særlig
betegnelse. Straffelovrådet har i den forbindelse navnlig
overvejet betegnelserne ”landssvig” og ”landsforræderi”.
Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være uhensigts-
mæssigt at give den foreslåede forbrydelse en af disse beteg-
nelser.
Baggrunden herfor er, at straffelovens kapitel 12 om
forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed kri-
minaliserer andre forhold, der med lige så stor ret kunne be-
tegnes som ”landssvig” eller ”landsforræderi”.
Straffelovrådet finder imidlertid, at det for at tydeliggøre, at
en række af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 – her-
under den foreslåede nye bestemmelse – naturligt kan beteg-
nes som ”landsforræderi” eller ”landssvig”, vil være hen-
sigtsmæssigt at ændre kapitlets overskrift.
Straffelovrådet finder i den forbindelse, at det vil være mest
nærliggende at medtage ”landsforræderi” i overskriften. Rå-
det lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at udtrykket ”for-
ræderi” allerede anvendes flere steder i lovgivningen
(grundlovens § 34, militær straffelovs § 28 og den grønland-
ske kriminallovs § 23), hvorimod ”landssvig” ikke anvendes
i lovgivningen og i øvrigt kan siges at være et lidt bredere
begreb end ”forræderi”.
På denne baggrund foreslår Straffelovrådet, at overskriften
til straffelovens kapitel 12 ændres til ”Landsforræderi og an-
dre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.
Hermed markeres tydeligt, at de alvorligste forbrydelser i
kapitlet er udtryk for landsforræderi – herunder den foreslå-
ede nye bestemmelse om at være tilsluttet en fjendtlig væb-
net styrke, som er i væbnet konflikt med Danmark.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt. 3.7.4.
3.6.2. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse med Straffelovrådets lovudkast.
3.7. Strafferammen
3.7.1. Ved fastsættelsen af strafferammen i den foreslåede
nye bestemmelse bør der efter Straffelovrådets opfattelse
tages udgangspunkt i, at bestemmelsen i vidt omfang svarer
til (en del af) den gældende § 102, som efter forslaget fortsat
vil gælde i situationer, der falder uden for den foreslåede
nye bestemmelse.
Der er endvidere efter Straffelovrådets opfattelse tale om
forbrydelser, hvor strafværdigheden er sammenlignelig, og
rådet har som udgangspunkt ikke grundlag for at anlægge en
anden vurdering end tidligere med hensyn til strafferammen.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør strafmaksimum i den
foreslåede nye bestemmelse om danske statsborgeres og
herboende udlændinges tilslutning til en fjendtlig væbnet
styrke under en væbnet konflikt på denne baggrund i det
mindste fastsættes til fængsel i 16 år for de alvorligste over-
trædelser af bestemmelsen.
10
3.7.2. Straffelovrådet har overvejet, om et sådant strafmaksi-
mum på fængsel i 16 år for de alvorligste overtrædelser af
bestemmelsen i alle tilfælde vil være tilstrækkeligt.
Hvis en dansk statsborger eller herboende udlænding under
en væbnet konflikt har tilsluttet sig en fjendtlig væbnet styr-
ke og i den forbindelse har medvirket til at begå en eller
flere terrorhandlinger, vil den pågældende kunne straffes bå-
de efter den foreslåede nye bestemmelse og efter bestem-
melsen om terrorisme i straffelovens § 114, hvor strafferam-
men er fængsel indtil på livstid.
Hvis en dansk statsborger eller herboende udlænding under
en væbnet konflikt har tilsluttet sig en fjendtlig væbnet styr-
ke og i den forbindelse har medvirket til at begå et eller flere
forsætlige drab, vil den pågældende tilsvarende kunne straf-
fes dels efter den foreslåede nye bestemmelse og – hvis dra-
bet eller drabene ikke er begået som led i lovlige kamphand-
linger i en international væbnet konflikt – dels efter straffe-
lovens § 237 om manddrab, hvor strafmaksimum ligeledes
er fængsel på livstid.
Ligesom efter gældende ret vil en dansk statsborger eller
herboende udlænding, der under en international væbnet
konflikt tilslutter sig en fjendtlig statslig væbnet styrke og i
den forbindelse som led i lovlige kamphandlinger begår et
eller flere forsætlige drab, eksempelvis på danske soldater,
som følge af den folkeretlige immunitet for kombattanter ik-
ke kunne straffes for manddrab, men vil kunne straffes efter
den foreslåede nye bestemmelse for selve tilslutningen til
den fjendtlige væbnede styrke.
Den strafferetlige immunitet i disse tilfælde gælder kun for
lovlige kamphandlinger – og altså f.eks. ikke i tilfælde af, at
den pågældende deltager i krigsforbrydelser eller tortur af
fanger. Under væbnet konflikt kan enhver straffes for over-
trædelse af den militære straffelovs § 36, stk. 2, om brug af
krigsmiddel eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid
med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst el-
ler med folkeretlig sædvaneret. Strafferammen efter den mi-
litære straffelovs § 36 er fængsel indtil på livstid.
Sammenfattende vil der dermed i internationale væbnede
konflikter kunne tænkes tilfælde, hvor en dansk statsborger
eller herboende udlænding, som i kamp har dræbt en eller
flere danske soldater, alene vil kunne straffes for overtræ-
delse af den foreslåede nye bestemmelse, og hvor denne be-
stemmelses strafmaksimum dermed også vil udgøre den
maksimale straf, som kan idømmes.
Det er på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at
mest taler for, at de alvorligste overtrædelser af den del af
den foreslåede bestemmelse, som angår tilslutning til en
fjendtlig væbnet styrke, bør kunne straffes med fængsel ind-
til på livstid. Derimod bør de alvorligste overtrædelser af
den del af den foreslåede bestemmelse, som angår hverv-
ning til eller offentlig tilskyndelse til tilslutning til en fjendt-
lig væbnet styrke, alene kunne straffes med fængsel indtil 16
år.
3.7.3. Straffelovrådet har overvejet, om der for hver af de
nævnte to dele af bestemmelsen alene skal fastsættes én
samlet strafferamme på fængsel indtil på livstid henholdsvis
fængsel indtil 16 år, eller om der for den ene eller begge de-
le af bestemmelsen bør anvendes en delt strafferamme, såle-
des at det højeste strafmaksimum på fængsel på livstid hen-
holdsvis fængsel i 16 år forbeholdes tilfælde, hvor der fore-
ligger særligt skærpende omstændigheder.
Straffelovrådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at
den foreslåede bestemmelse spænder meget vidt med hen-
syn til forholdenes grovhed.
Som det ene yderpunkt ligger tilfælde af den karakter, som
er nævnt ovenfor, hvor en dansk statsborger i kamp dræber
– måske mange – danske soldater. Den foreslåede bestem-
melse omfatter imidlertid eksempelvis også den, der har ind-
gået aftale om at virke som læge eller feltpræst i en fjendtlig
væbnet styrke, men som aldrig opfylder aftalen, hvad enten
dette skyldes, at den pågældende fortryder eller bliver for-
hindret, herunder eventuelt på grund af pågribelse, eller den
væbnede konflikts ophør.
Også den del af bestemmelsen, der angår hvervning til eller
offentlig tilskyndelse til tilslutning til en fjendtlig væbnet
styrke spænder vidt med hensyn til forholdenes grovhed.
Der kan eksempelvis være tale om, at en person systematisk
har rekrutteret et større antal danskere, som herefter aktivt
deltager i kamp mod danske soldater. Men bestemmelsen
omfatter også den, der eksempelvis én gang på et socialt
medium har opfordret danskere til at tilslutte sig en nærmere
angiven fjendtlig styrke, uden at nogen har fulgt opfordrin-
gen.
Straffelovrådet finder på denne baggrund, at det vil være
mest hensigtsmæssigt – for begge dele af bestemmelsen – at
anvende en delt strafferamme, således at de nævnte straf-
maksima på henholdsvis fængsel på livstid og fængsel i 16
år forbeholdes tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpen-
de omstændigheder.
Straffelovrådet foreslår, at navnlig deltagelse i kamphand-
linger skal anses for særligt skærpende omstændigheder i
forhold til den del af den foreslåede bestemmelse, som angår
tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke. Rådet er opmærk-
som på, at de mest alvorlige tilfælde – som også illustreret
ved de eksempler, der er beskrevet ovenfor – vil være, hvor
den pågældende ikke alene har deltaget i kamphandlinger,
men desuden som led heri har dræbt eller såret danske sol-
dater. Rådet finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at
anvende et så snævert kriterium for den skærpede straffe-
ramme. Rådet lægger herved bl.a. vægt på, at det uanset
hvilken andel den enkelte har haft i en kampsituation, hvor
danske soldater eventuelt er blevet dræbt eller såret, må an-
ses for særdeles groft som dansker eller herboende udlæn-
ding aktivt at deltage i kamphandlinger mod danske solda-
ter.
11
Straffelovrådet foreslår endvidere, at navnlig overtrædelser
af systematisk eller organiseret karakter skal anses for sær-
ligt skærpende omstændigheder i forhold til den del af den
foreslåede bestemmelse, som angår hvervning til og tilskyn-
delse til tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke. Dette sva-
rer til, hvad der gælder med hensyn til hvervning til terroris-
me, jf. straffelovens § 114 c, stk. 1.
Straffelovrådet foreslår endelig, at normalstrafferammen,
som anvendes, når der ikke foreligger særligt skærpende
omstændigheder som beskrevet ovenfor, fastsættes til
fængsel indtil 10 år for begge dele af den foreslåede bestem-
melse. For så vidt angår hvervning og offentlig tilskyndelse
lægger rådet navnlig vægt på, at en tilsvarende normalstraf-
feramme gælder for hvervning til terrorisme, jf. straffelo-
vens § 114 c, stk. 1. For så vidt angår tilslutning til en
fjendtlig væbnet styrke lægger rådet bl.a. vægt på, at med et
så forholdsvis bredt kriterium for, hvad der navnlig skal an-
ses som særligt skærpende omstændigheder – deltagelse i
kamphandlinger – vil en strafferamme på fængsel indtil 10
år være fuldt tilstrækkelig til at give mulighed for at udmåle
en passende straf også for de groveste af de overtrædelser,
hvor der ikke har været tale om deltagelse i kamphandlinger.
Straffelovrådet har overvejet, om bøde bør medtages i straf-
ferammen for den del af bestemmelsen, som angår hverv-
ning og offentlig tilskyndelse, men har ikke fundet fuldt til-
strækkeligt grundlag herfor. Rådet bemærker herved, at bø-
de indgår i strafferammen for offentlig tilskyndelse til for-
brydelse, jf. straffelovens § 136, stk. 1, men ikke i straffe-
rammen for hvervning til terrorisme, jf. straffelovens § 114
c, stk. 1. Rådet bemærker samtidig, at navnlig ved mindre
alvorlige tilfælde af offentlig tilskyndelse til at tilslutte sig
en fjendtlig væbnet styrke vil betinget fængsel formentlig
jævnligt kunne komme på tale, ligesom straffen i særlige til-
fælde eventuelt vil kunne gå ned til bøde, jf. straffelovens §§
82 og 83.
Der henvises i øvrigt til Straffelovrådets udtalelse pkt. 3.8.
3.7.4. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejel-
ser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse med Straffelovrådets lovudkast.
4. Forholdet til den humanitære folkeret
Den humanitære folkeret regulerer internationale og ikke-in-
ternationale væbnede konflikter. Den folkeretlige regulering
er mere omfattende og detaljeret med hensyn til internatio-
nale væbnede konflikter end med hensyn til ikke-internatio-
nale væbnede konflikter.
4.1. Tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke
Vurderingen af, om en håndhævelse af det foreslåede forbud
mod tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke kan være i strid
med Danmarks forpligtelser i henhold til den humanitære
folkeret, må tage udgangspunkt i, at det for Danmark er en
væsentlig og beskyttelsesværdig national interesse, at stats-
borgere og personer med bopæl i landet ikke støtter Dan-
marks modstandere i væbnet konflikt og dermed truer lan-
dets sikkerhed. I relation til disse personer eksisterer et så-
dant loyalitetsbånd, at Danmark i henhold til folkeretten le-
gitimt kan stille krav om, at de ikke kæmper for modparten i
en væbnet konflikt, hvori Danmark er part. Gennem dansk
statsborgerskab og/eller bopæl står disse personer under
dansk jurisdiktion og beskyttelse, der modsvares af en ad-
gang for Danmark til at strafsanktionere bistand til stater og
ikke-statslige aktører, som bekæmper Danmark.
Det skal dog samtidig bemærkes, at jo stærkere en given
persons tilknytning er til en stat, som Danmark er i væbnet
konflikt med (og jo svagere denne persons tilknytning er til
Danmark), desto større er risikoen for, at dansk jurisdikti-
onsudøvelse i sådanne sager risikerer at møde kritik fra an-
dre stater. En sådan kritik vil kunne have en politisk karak-
ter, men kan også formuleres i folkeretlige termer som
dansk indblanding i en anden stats suveræne anliggender,
herunder forholdet til egne statsborgere. Det er imidlertid
vurderingen, at eventuel kritik af denne karakter ikke vil
kunne finde den fornødne støtte i folkeretlige sædvaner eller
regelsæt til generelt at udgøre en folkeretlig hindring for
dansk jurisdiktionsudøvelse. Den foreslåede model vurderes
således at være forenelig med principperne, der ligger til
grund for den humanitære folkeret, om end der, som det
fremgår nedenfor, konkret bør udvises påpasselighed med
håndhævelsen i visse situationer.
For så vidt angår den strafferetlige regulering af personer
under væbnet konflikt og forholdet til den humanitære fol-
keret er det ud fra et folkeretligt perspektiv væsentligt at
sondre mellem internationale væbnede konflikter og ikke-in-
ternationale væbnede konflikter. Internationale væbnede
konflikter behandles indledningsvis og derefter ikke-interna-
tionale konflikter.
En international væbnet konflikt eksisterer, hvor en stat bru-
ger væbnet magt mod eller erklærer krig mod en anden stat.
Det er generelt antaget, at selv enkeltstående tilfælde af
magtanvendelse mellem stater kan etablere eksistensen af en
international væbnet konflikt mellem disse stater, omend ek-
sempelvis en ubetydelig grænsehændelse mellem to staters
væbnede styrker formentlig må anses at falde under tærsklen
for væbnet konflikt. Den beskyttelse mod retsforfølgning for
lovlige krigshandlinger, som den humanitære folkeret giver,
det såkaldte kombattantprivilegium, finder kun anvendelse i
internationale væbnede konflikter.
Kombattantprivilegiet indebærer generelt et forbud mod, at
en part i en væbnet konflikt strafforfølger modpartens kom-
battanter for lovlige krigshandlinger, hvorved generelt for-
stås almindelige kamphandlinger, der gennemføres i over-
ensstemmelse med den humanitære folkerets regler. Dette
forbud må antages at gælde, uanset hvilken nationalitet eller
bopæl kombattanten har, herunder om vedkommende er
statsborger i den stat, kombattanten har kæmpet imod, og
som tilbageholder kombattanten.
12
Kombattantprivilegiet indebærer imidlertid ikke et forbud
mod retsforfølgning for andre handlinger, selv om de måtte
have nær tilknytning til de faktiske kamphandlinger, såsom
eksempelvis tilslutning til modpartens væbnede styrker. Der
er endvidere så vidt ses ikke noget til hinder for, at en straf-
bestemmelse om tilslutning til fjendtlige væbnede styrker
bl.a. anses overtrådt gennem den faktiske deltagelse i kamp-
handlinger, der i sig selv ville være omfattet af kombattant-
privilegiet. I relation til en person, der i henhold til den hu-
manitære folkeret nyder kombattantstatus, vil en sådan an-
vendelse af en strafbestemmelse om tilslutning til fjendtlige
væbnede styrker således ikke være at anse som en kriminali-
sering af en lovlig krigshandling, men som en kriminalise-
ring af denne persons bistand til Danmarks modpart i en
væbnet konflikt. Kombattantprivilegiet er således i alminde-
lighed ikke til hinder for, at en person, der står i et særligt
pligtforhold til Danmark, kan straffes for handlinger vendt
mod Danmark.
Kombattanter har efter omstændighederne ret til krigsfange-
status i henhold til Genève-konvention af 12. august 1949
om behandling af krigsfanger (tredje Genève-konvention),
og den humanitære folkeret indeholder en række regler for
behandlingen af krigsfanger, herunder processuelle mindste-
standarder for strafprocesser mod krigsfanger, der vil skulle
iagttages. Det må generelt antages, at de straffeprocessuelle
garantier, der gælder i dansk straffeproces, lever op til kra-
vene i den humanitære folkeret.
Skulle Danmark befinde sig i en konflikt, hvor den foreslåe-
de kriminalisering vil kunne komme i anvendelse over for
modpartens kombattanter, bør relevante myndigheder dog
inddrages med henblik på at sikre, at håndteringen af sådan-
ne personer konkret lever op til Danmarks forpligtelser i
henhold til den humanitære folkeret. Der bør udvises særlig
påpasselighed, hvor sådanne personer er udenlandske stats-
borgere.
Tilsvarende fastlægger den humanitære folkeret, særligt Ge-
nève-konvention af 12. august 1949 om beskyttelsen af civi-
le personer i krigstid (fjerde Genève-konvention), visse ram-
mer for behandlingen af beskyttede personer (”civile”), der i
tilfælde af en strid eller besættelse befinder sig i hænderne
på en stridende part eller besættelsesmagt, i hvilken de ikke
er statsborger. Beskyttede personer er nærmere defineret i
konventionens artikel 4, der også indeholder visse ind-
skrænkninger baseret på nationalitet. Også dette regelsæt
gælder alene i internationale væbnede konflikter, og katego-
rien omfatter som udgangspunkt ikke egne statsborgere.
Den fjerde Genève-konvention indeholder regler, der under
visse omstændigheder tillader parterne at sikkerhedsinterne-
re civile, der er i deres varetægt. Men denne adgang udeluk-
ker ikke, at der kan tages strafferetlige skridt mod disse. Li-
gesom det er tilfældet med kombattanter, indeholder den hu-
manitære folkeret således ikke et forbud mod, at civile, uan-
set at de måtte falde under den fjerde Genève-konvention,
straffes eksempelvis for forsøg på tilslutning til modpartens
væbnede styrker.
Den humanitære folkeret indeholder imidlertid også i relati-
on til strafforfølgning af civile visse processuelle krav til
gennemførelsen af sådanne straffesager. Det må generelt an-
tages, at de straffeprocessuelle garantier, der indeholdes i
dansk ret, lever op til de processuelle garantier, som civile er
sikret i henhold til den humanitære folkeret.
I relation til fjerde Genève-konvention skal også dennes arti-
kel 35 nævnes. Bestemmelsen fastslår, at de stridende parter
skal tillade beskyttede personer at forlade territoriet ved be-
gyndelsen af eller under en strid, medmindre afrejsen strider
mod statens interesser. Denne bestemmelse gælder således
pligt til at tillade udrejse fra de stridende parters territorium.
Bestemmelsen fordrer derimod ikke en adgang for beskytte-
de personer til indrejse til – og deltagelse i konflikt på – de-
res egen eller fremmed stats territorium. Som anført gælder
denne forpligtelse til at tillade udrejse, alene hvor en sådan
udrejse ikke strider mod statens interesser. En beviselig hen-
sigt om at tilslutte sig modstanderens væbnede styrker kan
generelt karakteriseres som værende i strid med statens inte-
resser.
Som det fremgår af ovenstående, er det – særligt i relation til
tilstedeværelsen af modpartens statsborgere på dansk territo-
rium ved en international væbnet konflikts udbrud – nød-
vendigt at være opmærksom på, at tvangsforanstaltninger
over for disse personer gennemføres under iagttagelse af re-
levante regler i den humanitære folkeret.
Henset til de ovenfor beskrevne forskelle i reglerne for hen-
holdsvis civile og kombattanter er det endvidere væsentligt
at afklare personens status som civil eller kombattant, her-
under på hvilket tidspunkt en person, der eksempelvis søger
at tilslutte sig en fremmed magts væbnede styrker, overgår
til at være medlem af en stats væbnede styrker og dermed
falder under den tredje snarere end den fjerde Genève-kon-
vention. Det bemærkes i den sammenhæng, at kombattant-
begrebet først og fremmest omfatter medlemmer af en stats
væbnede styrker. Fastlæggelsen af, om et sådant medlem-
skab eksisterer, afhænger af en række faktorer, herunder pri-
mært den pågældende stats egne regler herfor. Der vil såle-
des i tvivlstilfælde skulle foretages en konkret vurdering af
den pågældendes status.
Betegnelsen ikke-international væbnet konflikt anvendes om
en væbnet konflikt, der finder sted på en stats territorium
mellem på den ene side en eller flere stater og på den anden
side en eller flere ikke-statslige aktører som eksempelvis en
oprørsgruppe, eller mellem to eller flere ikke-statslige aktø-
rer. Definitionen tager udgangspunkt i fælles artikel 3 i Ge-
nève-konventionerne som anvendt i folkeretlig praksis.
I denne sammenhæng, der angår væbnede konflikter, hvori
Danmark er part, kan der således fokuseres på personer, der
tilslutter sig ikke-statslige aktørers militære styrker. Den hu-
manitære folkeret regulerer kun i meget begrænset omfang
nationale strafferetlige tiltag mod personer, der tilslutter sig
en ikke-statslig aktør for at kæmpe mod en stat. I lyset heraf
er det generelt vurderingen, at en håndhævelse af en krimi-
13
nalisering af danske statsborgeres og herboende udlændin-
ges deltagelse i ikke-internationale væbnede konflikter mod
den danske stat ikke vil være uforenelig med den humanitæ-
re folkeret.
Der skal for god ordens skyld henvises til Tillægsprotokol af
18. juni 1977 til Genève-konventionerne af 12. august 1949
vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbne-
de konflikter (Tillægsprotokol II) artikel 6, stk. 5, der angi-
ver, at myndigheden, der har magten, ved fjendtlighedernes
ophør i videst muligt omfang skal søge at give amnestier
bl.a. til personer, der har deltaget i den væbnede konflikt.
Der er alene tale om en hensigtserklæring, der herudover må
antages i hovedsagen at være rettet mod den territoriale
statsmagt, hvor den ikke-internationale konflikt måtte finde
sted, snarere end stater, der måtte have bistået denne stat i
nedkæmpelsen af eksempelvis et oprør.
Endelig skal gøres en mere generel bemærkning om sani-
tetspersonel, hvor der på traktatretligt og formentlig også
sædvaneretligt grundlag, såvel i internationale som ikke-in-
ternationale konflikter, gælder et forbud mod at straffe per-
soner for det at have plejet syge eller sårede. Denne regel
gælder såvel sanitetspersonel tilknyttet en stats væbnede
styrker som civile, der udfører sådanne opgaver. Dette for-
bud indebærer formentlig ikke en begrænsning i adgangen
til strafforfølgning for sådanne personers tilslutning og øvri-
ge bistand til væbnede styrker, der bekæmper Danmark.
I denne sammenhæng skal endvidere fremhæves, at hjælpe-
organisationer såsom Røde Kors/Røde Halvmåne-selskaber
nyder en særlig adgang til at tilbyde deres bistand med hen-
blik på udførelsen af deres traditionelle opgaver over for
ofrene i den væbnede konflikt, jf. således eksempelvis Til-
lægsprotokol II artikel 18.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at også andre folkeretlige
regler kan indeholde begrænsninger i adgangen til at retsfor-
følge personer, der ellers måtte være omfattet af den foreslå-
ede kriminalisering. Det gælder bl.a. regler om strafferetlig
immunitet for statsrepræsentanter for handlinger udført i of-
ficiel kapacitet. Disse regler er i hovedsagen sædvaneretsba-
serede og deres nærmere indhold omtvistet. Også regler om
diplomatisk immunitet kan efter omstændighederne være re-
levante, ligesom konkrete aftaler om eksempelvis status for
fremmede styrkers tilstedeværelse på dansk territorium kan
indeholde relevante immunitetsregler. Samspillet mellem så-
danne regelsæt, den humanitære folkeret og den foreslåede
kriminalisering vil, såfremt spørgsmålene aktualiseres, skul-
le afklares konkret.
Det er samlet set vurderingen, at den humanitære folkeret
samt de ovenfor nævnte retsregler vedrørende immunitet ik-
ke rejser folkeretlige problemstillinger af en sådan karakter,
at det er til hinder for den foreslåede kriminalisering. Der vil
dog kunne tænkes særlige tilfælde, hvor der er behov for, at
de retsanvendende myndigheder ved håndhævelsen af de på-
gældende regler udviser den fornødne opmærksomhed på de
her nævnte folkeretlige regler.
I den forbindelse bemærkes, at i henhold til straffelovens §
12 begrænses udøvelsen af dansk jurisdiktion i henhold til
§§ 6-11 af de i folkeretten anerkendte undtagelser. Det er
vurderingen, at denne bestemmelse sammen med andre rele-
vante regelsæt, herunder opportunitetsprincippet, muliggør
en håndhævelse af de her foreslåede regler, der ligger inden
for de ovenfor skitserede folkeretlige regler.
4.2. Hvervning til en fjendtlig væbnet styrke
En række af de folkeretlige betragtninger, der er anført
ovenfor under pkt. 4.1, gør sig ligeledes gældende i relation
til en kriminalisering af hvervning til en fjendtlig væbnet
styrke. Det forhold, at personkredsen af mulige gernings-
mænd for så vidt angår hvervning ikke er begrænset til dan-
ske statsborgere eller personer med bopæl i Danmark, inde-
bærer herudover, at der i relation til gerningsmanden og
dennes handlingers tilknytning til Danmark i særlige tilfæl-
de kan tænkes at opstå situationer, hvor retsforfølgning ville
være folkeretlig betænkelig. Det gælder, uanset at der kan
peges på den danske stats legitime interesse i at kriminalise-
re handlinger med virkning på dansk territorium, for danske
statsborgere og for den danske stats sikkerhed.
Særligt i relation til internationale væbnede konflikter kan
nævnes tilfælde, hvor en privat borger, der befinder sig i og
er statsborger i en stat i væbnet konflikt med Danmark, op-
fordrer egne statsborgere med bopæl i Danmark til at kæm-
pe for denne anden stat. Udøvelse af dansk straffemyndig-
hed i sådanne tilfælde ville kunne anses at udgøre en uberet-
tiget indblanding i denne anden stats indre anliggender og
være uforenelig med almene folkeretlige jurisdiktions- og
suverænitetsprincipper. Samme betragtninger gør sig gæl-
dende, hvor eksempelvis statsrepræsentanter fra en stat i
væbnet konflikt med Danmark foretager sådan hvervnings-
virksomhed af herboende udlændinge. For denne sidste
gruppe vil også spørgsmål om statsimmunitet skulle overve-
jes af danske retsanvendende myndigheder, dvs. spørgsmå-
let om danske domstole lovligt under folkeretten kan straf-
forfølge andre staters repræsentanter for officielle handlin-
ger udført på vegne af staten.
Det bemærkes i den sammenhæng, at hvor sådanne perso-
ner, hvis handlinger måtte være omfattet af gerningsindhol-
det i den foreslåede kriminalisering, ikke gøres til genstand
for dansk strafforfølgning, men befinder sig i danske myn-
digheders varetægt under en international væbnet konflikt,
vil man under den humanitære folkeret, såfremt betingelser-
ne i øvrigt er opfyldt, kunne benytte regelsættene vedrøren-
de krigsfanger og internering af civile, jf. henholdsvis den
tredje og fjerde Genève-konvention.
5. Frakendelse af dansk indfødsret – forholdet til Stats-
borgerretskonventionen
Det fremgår af indfødsretslovens § 8 B, at en dansk statsbor-
ger, der dømmes for overtrædelse af en bestemmelse i straf-
felovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sit stats-
14
borgerskab, medmindre den pågældende derved bliver stats-
løs.
Bestemmelsen, som blev indført ved lov nr. 311 af 5. maj
2004, er udformet i lyset af Den europæiske konvention af
6. november 1997 om statsborgerret (Statsborgerretskonven-
tionen), hvorefter de kontraherende stater efter artikel 7, stk.
1, litra d, kan fastsætte regler om fratagelse af statsborger-
skab på grund af en ”handlemåde, som er til alvorlig skade
for den kontraherende stats vitale interesser”.
Efter konventionen må fratagelse på grund af en handlemå-
de, som er til alvorlig skade for en stats vitale interesser, dog
ikke medføre, at den pågældende derved bliver statsløs, og
fratagelsen må ikke medføre, at også den pågældendes børn
derved mister statsborgerskabet.
Den forklarende rapport til konventionen indeholder alene
begrænsede bidrag til den nærmere forståelse af rækkevid-
den af artikel 7, stk. 1, litra d. Det er således alene anført, at
bestemmelsen omfatter landsforræderi og andre handlinger
rettet mod statens vitale interesser (f.eks. arbejde for en
udenlandsk efterretningstjeneste), mens almindelig krimina-
litet ikke er omfattet, hvor alvorlig denne end måtte være, jf.
pkt. 67-68 i den forklarende rapport.
Det blev i forbindelse med indførelsen af indfødsretslovens
§ 8 B i 2004 lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 og 13
normerer, hvad der må anses for at være til skade for landets
vitale interesser, jf. pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærknin-
gerne til lovforslag nr. L 138 fremsat den 28. januar 2004
(Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, side 4908). Det
blev endvidere lagt til grund, at indfødsretslovens § 8 B ef-
ter bestemmelsens udformning også ville omfatte forhold,
som på et senere tidspunkt måtte blive kriminaliseret i straf-
felovens kapitel 12 eller 13.
Som det fremgår af pkt. 3.6 ovenfor, foreslås det at medtage
ordet ”landsforræderi” i overskriften til straffelovens kapitel
12 (lovforslagets § 1, nr. 1) for tydeligt at markere, at de al-
vorligste forbrydelser i straffelovens kapitel 12 er udtryk for
landsforræderi, herunder den foreslåede nye bestemmelse
om at være tilsluttet en fjendtlig væbnet styrke, som er i
væbnet konflikt med Danmark (lovforslagets § 1, nr. 2).
På den baggrund vurderes det at ligge inden for rammerne af
Statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra d, ved
dom at frakende en dansk statsborger sin indfødsret efter
indfødsretslovens § 8 B, hvis vedkommende dømmes for
overtrædelse af den foreslåede nye bestemmelse i straffelo-
vens § 101 a om at være tilsluttet en fjendtlig væbnet styrke,
som er i væbnet konflikt med Danmark.
Det bemærkes i tilknytning hertil, at det fremgår af Statsbor-
gerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra c, at der kan fast-
sættes regler om fratagelse af statsborgerskab på baggrund
af ”frivillig fremmed militærtjeneste”.
Af den forklarende rapport til konventionen fremgår det, at
bestemmelsen omfatter frivillig tjeneste i enhver fremmed
militærstyrke, uanset om denne er en del af en fremmed
stats væbnede styrker. Det fremgår endvidere, at bestemmel-
sen vedrører personer, der yder frivillig tjeneste i en frem-
med militærstyrke som professionelle soldater. Der henvises
til pkt. 64-66 i den forklarende rapport.
Tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke, der er i væbnet
konflikt med Danmark, vil således efter Statsborgerretskon-
ventionen – som ”frivillig fremmed militærtjeneste” – kunne
udgøre et selvstændigt grundlag for fratagelse af statsbor-
gerskab.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for stat, kommuner eller regioner af
betydning.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål vedrørende
deltagelse i og hvervning til væbnede konflikter i udlandet,
som den danske stat er part i (betænkning nr. 1556/2015),
som lovforslaget bygger på, har i perioden fra den 27. maj
2015 til den 30. juni 2015 været i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrel-
sen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske Dommerfor-
ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Amnesty
International, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Journalistfor-
bund, Dansk PEN, Røde Kors i Danmark, Dansk Socialråd-
giverforening, Danske Medier, Danske Regioner, Den Dan-
ske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Det Krimi-
nalpræventive Råd, Dokumentations- og Rådgivningscentret
om Racediskrimination, Institut for Menneskerettigheder,
Justitia, KL, Læger uden Grænser, Retspolitisk Forening,
Retssikkerhedsfonden, SOS mod Racisme og Trykkefri-
hedsselskabet.
15
12. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen af betydning Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gene
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås at medtage ordet ”landsforræderi” i overskriften
til straffelovens kapitel 12, således at kapiteloverskriften bli-
ver ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selv-
stændighed og sikkerhed”. Hermed markeres tydeligt, at de
alvorligste forbrydelser i kapitlet er udtryk for landsforræde-
ri. Under landsforræderi vil også høre den foreslåede nye
bestemmelse om at være tilsluttet en fjendtlig væbnet styrke,
som er i væbnet konflikt med Danmark (lovforslagets § 1,
nr. 2).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse om danskeres og
danskbosattes tilslutning til en væbnet styrke for en part,
som kæmper mod den danske stat, om hvervning hertil og
om offentlig tilskyndelse til sådan tilslutning.
Bestemmelsen viderefører i moderniseret form en del af ger-
ningsindholdet i den gældende § 102 om bistand til fjenden
under krig eller besættelse. Samtidig fastslås det, at krimina-
liseringen af sådanne handlinger omfatter alle væbnede kon-
flikter.
Bestemmelsens stk. 1 angår danskere og danskbosattes til-
slutning til væbnede styrker, mens stk. 2 angår hvervning af
eller offentlig tilskyndelse til danskere og danskbosatte om
at tilslutte sig.
Bestemmelsens stk. 1 omfatter personer med dansk indføds-
ret, herunder personer med dansk indfødsret, der også har
fremmed statsborgerskab, uanset deres bopælsforhold. Stk.
1 omfatter endvidere personer uden dansk indfødsret, herun-
der statsløse, der har bopæl i den danske stat. Bestemmel-
sens stk. 2 omfatter hvervning af og offentlig tilskyndelse til
sådanne personer og kan overtrædes af enhver, herunder
udenlandske statsborgere bosat i udlandet. Folkeretten vil
dog i særlige tilfælde kunne begrænse adgangen til at hånd-
hæve bestemmelsen i forhold til udenlandske statsborgere,
jf. nærmere nedenfor.
Forståelsen af udtrykket ”bopæl” beskrives i det følgende,
idet det bemærkes, at udtrykket i mange situationer vil om-
fatte det samme som ”fast ophold” i straffelovens §§ 7, 7 a,
8 a, 8 b og 11 om dansk straffemyndighed, men at der dog
kan være nuanceforskelle.
Bopæl vil som udgangspunkt skulle forstås som sædvanligt
opholdssted, dvs. det sted, hvor en person sædvanligvis op-
holder sig, hvis den pågældende ikke af særlige grunde op-
holder sig et andet sted. Dette vil navnlig skulle afgøres ud
fra de faktiske omstændigheder, men der er tale om en sam-
let vurdering, hvori også den pågældendes hensigt med et
ophold og adkomst til ophold kan indgå.
En person har dermed som udgangspunkt bopæl der, hvor
den pågældende bor, eventuelt sammen med sin familie, og
normalt opholder sig. Begrebsmæssigt er der ikke noget til
hinder for, at en person samtidig har bopæl i to forskellige
lande. I praksis er det dog normalt sådan, at når en person
har etableret en bopæl i den beskrevne forstand i en given
stat, er det, der derefter skal vurderes, om der er indtrådt så-
danne ændringer i de faktiske forhold eller den pågældendes
intentioner, at bopælen er opgivet, eventuelt, men ikke nød-
vendigvis, sådan at der er etableret en ny bopæl i en anden
stat.
Et midlertidigt ophold uden for bopælslandet medfører nor-
malt ikke en opgivelse af den eksisterende bopæl eller etab-
lering af en ny bopæl. Dette gælder, uanset om formålet med
det midlertidige ophold uden for bopælslandet er ferie, stu-
16
dier eller arbejde. I vurderingen af, om et ophold er midlerti-
digt, indgår både opholdets hidtidige og planlagte længde.
Det har også betydning for bopælsspørgsmålet, om den på-
gældende fortsat råder over en bolig i sit bopælsland, om
den pågældendes familie fortsat bor i bopælslandet, og i
hvilket omfang den pågældende opholder sig i bopælslandet.
Af det anførte følger, at en person, der har bopæl i udlandet,
som udgangspunkt ikke får bopæl i Danmark ved at opholde
sig her midlertidigt for at studere eller arbejde. Hvis en per-
son opgiver sin bopæl i udlandet i forbindelse med, at perso-
nen tager midlertidigt ophold i Danmark for at studere eller
arbejde, må den pågældende imidlertid anses for at have bo-
pæl i Danmark, hvis det faktiske eller planlagte ophold i
Danmark ikke er helt kortvarigt. Det samme gælder, hvis
den pågældende under opholdet i Danmark opgiver sin bo-
pæl i udlandet.
En person, der ansøger om opholdstilladelse som flygtning,
jf. udlændingelovens § 7, vil i praksis normalt kunne anses
for at have opgivet sin bopæl i den stat, som den pågælden-
de er flygtet fra. En sådan asylansøger vil på den baggrund
normalt kunne anses for at have bopæl i Danmark, når op-
holdet i Danmark faktisk har haft en varighed, der gør, at det
ikke er helt kortvarigt. Dette gælder, uanset om ansøgningen
imødekommes eller ej, jf. også straks nedenfor om udlæn-
dinge på tålt ophold og udlændinge, der opholder sig ulov-
ligt i Danmark.
Personer, der opholder sig i Danmark uden at have bopæl i
udlandet, og som er udvist eller af andre grunde ikke må op-
holde sig her, men som efter udlændingelovens § 31 ikke
kan udsendes (udlændinge ”på tålt ophold”), og personer,
der opholder sig ulovligt i Danmark uden at have bopæl i
udlandet, må anses for at have bopæl i Danmark, hvis det
faktiske ophold i Danmark ikke er helt kortvarigt.
Som nærmere omtalt nedenfor skal tilknytningen til Dan-
mark i form af dansk indfødsret eller bopæl foreligge på ger-
ningstidspunktet, for at bestemmelsen skal finde anvendelse.
Det betyder bl.a., at en udenlandsk statsborger, som ikke
længere har bopæl i Danmark, ikke er omfattet af det fore-
slåede forbud mod tilslutning til en væbnet styrke, som
kæmper mod den danske stat. Det betyder endvidere, at for-
buddet mod at hverve eller offentligt tilskynde til tilslutning
til en sådan styrke ikke omfatter hvervning af eller tilskyn-
delse til en udenlandsk statsborger, som ikke længere har
bopæl i Danmark.
Det er derfor væsentligt at fastslå, hvad der skal til, for at en
bopæl i Danmark må anses for at være ophørt. Dette afgøres
efter de samme principper, som er beskrevet ovenfor med
hensyn til at erhverve bopæl i Danmark. Af særlig praktisk
betydning i forhold til den foreslåede forbudsbestemmelse
vil det være, under hvilke omstændigheder en udrejse med
henblik på at tilslutte sig en fjende af Danmark i en væbnet
konflikt indebærer, at den pågældende må anses for at have
opgivet sin bopæl i Danmark.
I praksis vil dette ofte afhænge af grundlaget for bopælen i
Danmark. Hvis den pågældende f.eks. har en bolig i Dan-
mark, hvor den pågældende bor med sin familie, vil en ud-
rejse for at kæmpe mod Danmark ikke i sig selv medføre, at
bopælen er opgivet. Hvis en sådan person skal anses for at
have opgivet sin bopæl, må der kræves et sikkert grundlag
for at fastslå, at den pågældende har opgivet sin bopæl i
Danmark. Heri ligger i det mindste, at den pågældende en-
degyldigt er fraflyttet sin hidtidige bolig, dvs. har brudt med
sin familie i det mindste i boligmæssig henseende. Det er
imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at bopælen i Danmark er
opgivet, at den pågældende beviseligt har opgivet sin hidti-
dige bolig. I en situation, hvor en person har haft fast bopæl
i Danmark, må det yderligere kræves, enten at den pågæl-
dende har etableret en ny bopæl i et andet land eller i det
mindste endegyldigt er udvandret fra Danmark.
Hvis den pågældendes bopæl i Danmark er etableret gennem
et midlertidigt ophold f.eks. med henblik på studier eller ar-
bejde (fordi den pågældende ikke har en bopæl i noget andet
land, jf. ovenfor), skal der mindre til, for at bopælen i Dan-
mark kan anses for ophørt. I princippet er det afgørende per-
sonens hensigt, altså om den pågældende har til hensigt at
afbryde opholdet i Danmark midlertidigt eller har til hensigt
endegyldigt at forlade Danmark. I praksis må der imidlertid
også lægges vægt på mere objektivt konstaterbare forhold,
såsom boligforhold, familiemæssige forhold, studie- og ar-
bejdsmæssige forhold, de konkrete rejseforanstaltningers ka-
rakter mv.
Tilsvarende gælder i princippet for asylansøgere, udlændin-
ge på tålt ophold og udlændinge, der opholder sig ulovligt i
Danmark. Også her vil det principielle udgangspunkt være
den pågældendes hensigt, altså om den pågældende har til
hensigt senere at vende tilbage til Danmark og forsøge at vi-
dereføre sin opholdsstatus som asylansøger, udlænding på
tålt ophold eller udlænding uden lovligt ophold (om nødven-
digt ved at søge at hemmeligholde udrejsen for de danske
myndigheder), eller om den pågældende har til hensigt en-
degyldigt at forlade Danmark. Og også her må der i praksis
også lægges vægt på mere objektivt konstaterbare forhold,
såsom boligforhold, familiemæssige forhold, studie- og ar-
bejdsmæssige forhold, de konkrete rejseforanstaltningers ka-
rakter mv.
I mangel af konkrete holdepunkter må vurderingen nødven-
digvis blive mere skønsmæssig. Forestiller man sig f.eks., at
en enlig asylansøger, der bor på et asylcenter, udrejser af
Danmark for at kæmpe mod danske styrker og senere ven-
der tilbage til Danmark, vil det bero på et samlet skøn, om
den pågældende kan anses for at have bevaret sin bopæl i
Danmark under opholdet i udlandet. Der må herved bl.a.
lægges vægt på længden af det tidligere ophold i Danmark,
den pågældendes tilknytning i øvrigt til Danmark og til an-
dre lande og længden og karakteren af den pågældendes op-
hold i udlandet, før den pågældende vendte tilbage til Dan-
mark.
17
Den danske stat omfatter Danmark, Færøerne og Grønland.
Den foreslåede bestemmelse omfatter således også personer,
der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning til
Færøerne eller Grønland. En anvendelse af den foreslåede
bestemmelse i sådanne tilfælde vil forudsætte, at sagen på-
dømmes i Danmark. Hvis sagen pådømmes på Færøerne el-
ler i Grønland, vil straffeloven gældende for Færøerne hen-
holdsvis den grønlandske kriminallov finde anvendelse.
Henvisningen i den foreslåede § 101 a til at have dansk ind-
fødsret eller bopæl i den danske stat er en materiel afgræns-
ning af bestemmelsens personelle rækkevidde. Tilknytnin-
gen til den danske stat i form af indfødsret eller bopæl skal
således foreligge på gerningstidspunktet (fuldbyrdelsestids-
punktet), for at bestemmelsen kan finde anvendelse. Heraf
følger bl.a., at der ikke kan straffes for forsøg på overtrædel-
se af stk. 1, hvis den pågældende kan og vil bringe tilknyt-
ningen til Danmark i form af statsborgerskab og/eller bopæl
til ophør, før den pågældende tilslutter sig en væbnet styrke.
Tilsvarende kan der kun straffes for overtrædelse af stk. 2,
hvis den, der hverves til eller offentligt tilskyndes til at til-
slutte sig en væbnet styrke, på tidspunktet for hvervningen
eller tilskyndelsen har den nævnte tilknytning til Danmark.
Det er et herfra forskelligt spørgsmål, om gerningen er un-
dergivet dansk straffemyndighed efter de almindelige regler
herom i straffelovens §§ 6-12. Det fremgår i den forbindelse
af § 8, nr. 1, at handlinger, som foretages uden for den dan-
ske stat, hører under dansk straffemyndighed, uden hensyn
til hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen
krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfat-
ning eller offentlige myndigheder eller en embedspligt mod
staten.
Tilknytningskravet i den foreslåede § 101 a angår den per-
son, der realiserer gerningsindholdet i stk. 1, dvs. tilslutter
sig en væbnet styrke, eller er genstand for hvervning eller
offentlig tilskyndelse som nævnt i stk. 2. Når tilknytnings-
kravet er opfyldt for denne person, kan medvirken til over-
trædelse af stk. 1 straffes efter den almindelige regel i straf-
felovens § 23, selv om den medvirkende ikke har den nævn-
te tilknytning til den danske stat, ligesom stk. 2 kan overtræ-
des af enhver.
Den foreslåede § 101 a finder anvendelse under væbnede
konflikter, i hvilken den danske stat er part. Det er en forud-
sætning for anvendelsen af stk. 1, at der samtidig med, at
gerningsmanden er tilsluttet en væbnet styrke, pågår en
væbnet konflikt, og at den danske stat er part i den pågæl-
dende konflikt. Det er tilsvarende en forudsætning for an-
vendelsen af stk. 2, at der på det tidspunkt, hvor hvervnin-
gen eller den offentlige tilskyndelse sker, pågår en væbnet
konflikt, og at den danske stat er part i den pågældende kon-
flikt.
Henvisningen til væbnet konflikt og part i en væbnet kon-
flikt i den foreslåede § 101 a skal forstås i overensstemmelse
med den humanitære folkeret.
Det følger af den humanitære folkeret, at væbnede konflik-
ter omfatter både internationale og ikke-internationale væb-
nede konflikter.
En international væbnet konflikt eksisterer som udgangs-
punkt, hvor en stat bruger væbnet magt eller erklærer krig
mod en anden stat. Også enkeltstående tilfælde af magtan-
vendelse mellem stater kan etablere eksistensen af en inter-
national væbnet konflikt mellem disse stater, idet en ubety-
delig grænsehændelse mellem to staters væbnede styrker
dog falder under tærsklen for væbnet konflikt.
Vurderingen af, hvorvidt der foreligger en international
væbnet konflikt, baseres primært på den faktiske forekomst
af magtanvendelse mellem stater. Selv om stater i hovedsa-
gen ikke længere afgiver krigserklæringer, vil tilkendegivel-
ser fra statsrepræsentanter om indtræden i eller påbegyndel-
se af en væbnet konflikt med en anden stat dog efter om-
stændighederne kunne etablere en tilstand af væbnet kon-
flikt mellem de to stater. Erklærer en stat eksempelvis, at
den tilslutter sig en koalition af stater, der udkæmper en in-
ternational væbnet konflikt mod en anden stat, vil tidspunk-
tet for denne erklæring efter omstændighederne være at anse
som starttidspunktet for denne stats deltagelse i den væbne-
de konflikt.
Om en international væbnet konflikt er afsluttet, herunder
tidspunktet for dette, afgøres ligeledes på grundlag af de
faktiske omstændigheder. Fredsaftaler eller mere langvarige
våbenhviler kan indikere parternes hensigt om at afslutte
den væbnede konflikt, men vil ikke have denne effekt, hvis
væbnet magtanvendelse fortsætter mellem parterne.
Betegnelsen ikke-international væbnet konflikt anvendes om
en væbnet konflikt, der finder sted mellem en eller flere sta-
ter og en eller flere ikke-statslige aktører, eksempelvis en
oprørsgruppe, eller mellem to eller flere ikke-statslige aktø-
rer. Definitionen tager udgangspunkt i fælles artikel 3 i Ge-
nève-konventionerne som anvendt i folkeretlig praksis. Det
bemærkes, at den foreslåede § 101 a ikke vil være relevant i
ikke-internationale væbnede konflikter, som alene udkæm-
pes mellem ikke-statslige aktører, eftersom det efter bestem-
melsen er et krav, at den danske stat er part i den væbnede
konflikt.
Intensitetstærsklen for, at der foreligger en ikke-internatio-
nal væbnet konflikt, er højere, end hvad der er tilfældet for
internationale væbnede konflikter. Der skal være tale om
militære kamphandlinger af en vis intensitet, hvor den ikke-
statslige aktør er underlagt en vis organisation. Sporadiske
voldshandlinger som led i interne optøjer og demonstratio-
ner er ikke tilstrækkeligt. Der vil være tale om en konkret
vurdering af en række faktorer, herunder bl.a. antallet af
konfrontationer, deres geografiske og tidsmæssige udstræk-
ning, hvor mange personer der deltager i kampene, med
hvilke typer styrker samt antallet af døde og omfanget af
fordrevne. Vurderingen af eksistensen af en ikke-internatio-
nal væbnet konflikt er i det hele faktuelt baseret. Modsat in-
ternationale væbnede konflikter kendes krigserklæringer ik-
18
ke for så vidt angår ikke-internationale konflikter. En modi-
fikation heraf kan dog antages at gælde i relation til en stats
indtræden i en allerede eksisterende ikke-international væb-
net konflikt for eksempelvis at bistå værtsstaten i en væbnet
konflikt mod en ikke-statslig aktør. Offentlige tilkendegivel-
ser om en stats indtræden i en sådan eksisterende konflikt
samtidig med, at der gennemføres konkrete forberedelses-
skridt, som eksempelvis deployering af kampfly til konflikt-
området, vil kunne fremrykke indtrædelsestidspunktet i kon-
flikten, og dermed for den foreslåede bestemmelses anven-
delse, til tidspunktet for en sådan erklæring.
Det bemærkes, at der ikke i Danmark findes en formaliseret
procedure for konstatering af, hvorvidt Danmark er i væbnet
konflikt, eller hvilken karakter en sådan konflikt måtte have.
Der vil efter omstændighederne kunne være taget stilling
hertil i den relevante folketingsbeslutning, hvorved Folke-
tingets samtykke til magtanvendelse indhentes, jf. grundlo-
vens § 19, stk. 2. Der gøres i den sammenhæng opmærksom
på, at konfliktens karakter og parter kan ændre sig i løbet af
konflikten. Der vil i praksis skulle være et sikkert grundlag
for at antage, at Danmark deltager i en væbnet konflikt, før
straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan
komme på tale.
Som eksempel kan nævnes, at Folketinget den 19. marts
2011 meddelte samtykke til, at et dansk militært bidrag blev
stillet til rådighed for en international militær indsats i Liby-
en med henblik på at beskytte civilbefolkningen i landet, jf.
FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1973 (2011) og 1970
(2011). I hvert fald fra det tidspunkt, hvor Danmark indsatte
F-16 fly i Libyen, var Danmark part i en international væb-
net konflikt mod Libyen.
Som et andet eksempel kan nævnes, at Folketinget den 27.
august 2014 meddelte samtykke til, at et dansk militært bi-
drag efter anmodning fra den irakiske og den amerikanske
regering blev stillet til rådighed for den internationale ind-
sats til støtte for Iraks militære indsats mod terrorbevægel-
sen ISIL og for at bistå myndighederne i Irak med at beskyt-
te civilbefolkningen mod alvorlige overgreb. Det fremgik af
bemærkningerne til beslutningsforslaget, at bidraget konkret
ville bestå i et transportfly samt personel (jf. beslutningsfor-
slag nr. B 122 fremsat den 25. august 2014). Den 2. oktober
2014 meddelte Folketinget samtykke til, at et yderligere mi-
litært bidrag blev stillet til rådighed til samme formål. Det
fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at bi-
draget konkret ville bestå i bl.a. F-16 kampfly (jf. beslut-
ningsforslag nr. B 123 fremsat den 30. september 2014). I
hvert fald fra det tidspunkt, hvor Danmark indsatte F-16 fly
i offensive luftoperationer mod ISIL-mål i Irak, indtrådte
Danmark i den ikke-internationale væbnede konflikt mellem
ISIL og en række andre stater, jf. herved udenrigsministe-
rens besvarelse af 1. oktober 2014 af spørgsmål nr. 17 fra
Folketingets Forsvarsudvalg vedrørende beslutningsforslag
nr. B 123.
Det bemærkes, at væbnede konflikter kan dække flere sta-
ters territorium. Det gælder selvsagt internationale væbnede
konflikter, men ikke-internationale væbnede konflikter er
heller ikke nødvendigvis begrænset til én stats territorium.
Eksempelvis kan territorialstaten, der er i konflikt med en
ikke-statslig aktør, støttes af en anden stat eller af en koaliti-
on af stater. Tilsvarende kan der være tilfælde, hvor en op-
rørsgruppe, der er part i en konflikt, fysisk bevæger sig mel-
lem territorialstaten og en nabostat og måske endda udfører
angreb på territorialstaten fra denne nabostat. Udgangspunk-
tet er, at konflikten ikke dermed skifter karakter fra en ikke-
international væbnet konflikt til en international væbnet
konflikt, da der fortsat er tale om, at konfliktens ene part er
en ikke-statslig aktør. Hvis der fra nabostaten udøves en så-
dan effektiv kontrol med oprørsstyrkerne, at disses handlin-
ger skal henregnes til denne, vil konflikten dog overgå til at
skulle karakteriseres som en international væbnet konflikt.
Det foreslåede § 101 a, stk. 1, kriminaliserer – når de oven-
for beskrevne betingelser vedrørende tilknytning til den dan-
ske stat i form af indfødsret eller bopæl og vedrørende eksi-
stensen af en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er
part, er opfyldt – at være tilsluttet en væbnet styrke for en
part, som kæmper mod den danske stat. Stk. 1 kriminaliserer
således både at tilslutte sig en væbnet styrke og at bevare sin
tilknytning til en væbnet styrke, som man tidligere har til-
sluttet sig.
Betingelsen vedrørende eksistensen af en væbnet konflikt, i
hvilken den danske stat er part, indebærer bl.a., at stk. 1 ikke
kan anvendes, hvis tilslutningen sker på et tidspunkt, hvor
der ikke forelå en væbnet konflikt, og bringes til ophør se-
nest samtidig med, at den væbnede konflikt opstår. Tilsva-
rende gælder, hvor der ved tilslutningen nok forelå en væb-
net konflikt, men hvor Danmark endnu ikke var indtrådt i
den pågældende væbnede konflikt, og tilslutningen bringes
til ophør senest samtidig med, at Danmark indtræder i den
væbnede konflikt.
Stk. 1 omfatter at være tilsluttet en væbnet styrke for en
part, som kæmper mod den danske stat. Det afgørende er
altså, at man er tilsluttet en væbnet styrke, der tilhører en
part, som kæmper mod den danske stat. Det er dermed ikke
et krav, at den eller de enheder i den fjendtlige væbnede
styrke, som man er tilsluttet, konkret kæmper mod den dan-
ske stat.
Væbnet styrke skal forstås som en bevæbnet gruppe med en
vis organisering, som tilhører en part i en væbnet konflikt.
Forståelsen af begrebet ”væbnet styrke” tager udgangspunkt
i den humanitære folkeret. Begrebet omfatter såvel statslige
som ikke-statslige væbnede styrker.
For så vidt angår statslige styrker fastslår artikel 43, stk. 1, i
Tillægsprotokol I til Genève-konventionerne vedrørende in-
ternational væbnet konflikt, at væbnede styrker tilhørende
en part i en konflikt består af alle organiserede væbnede
styrker, grupper og enheder, som er under en kommando,
der over for denne part er ansvarlig for de underordnedes
handlemåde, også selv om denne part er repræsenteret af en
regering eller en myndighed, der ikke anerkendes af en
19
modpart. Sådanne væbnede styrker skal være underkastet et
internt disciplinært system, som bl.a. skal håndhæve over-
holdelsen af de folkeretlige regler under væbnede konflikter.
Denne definition af statslige væbnede styrker finder også
anvendelse for statslige væbnede styrker under ikke-interna-
tional væbnet konflikt. Det bemærkes, at kravet om håndhæ-
velse af de folkeretlige regler skal forstås således, at de eksi-
sterede kommandostrukturer skal muliggøre et sådan disci-
plinært system, men derimod ikke nødvendigvis, at reglerne
i praksis håndhæves.
Begrebet væbnet styrke i den foreslåede bestemmelse an-
vendes som anført ligeledes om ikke-statslige styrker, der
deltager i ikke-internationale væbnede konflikter, jf. fælles
artikel 3 i Genève-konventionerne. I Tillægsprotokol II til
Genève-konventionerne betegnes sådanne ikke-statslige
væbnede styrker som ”fjendtlige væbnede styrker” eller ”an-
dre organiserede væbnede grupper”. Fjendtlige væbnede
styrker (”dissident armed forces”) omfatter i hovedsagen
væbnede styrker, der har tilhørt et lands statslige styrker,
men har udskilt sig herfra og nu kæmper mod disse. Identifi-
kation af medlemmerne af sådanne ”fjendtlige væbnede
styrker” er generelt at sammenligne med identifikation af
statslige væbnede styrker, idet kommandostrukturer ofte vil
være intakte selv efter udskillelsen fra de statslige væbnede
styrker.
For så vidt angår ”andre organiserede væbnede grupper” er
disse ofte vanskeligere at identificere. De omfatter irregulæ-
re væbnede grupper, der har en vis organisationsgrad og
kommandostruktur. Sådanne grupper har derimod sjældent
formaliserede regelsæt for tilslutning, og medlemmerne kan
ofte ikke identificeres gennem ydre karakteristika som uni-
former, mærker, id-kort mv. Medlemskab af sådanne ikke-
statslige væbnede styrker vil således kun i visse tilfælde fin-
de udtryk i formelle eller faktiske skridt mod egentlig tilslut-
ning i form af nærmere procedure for tilslutning. Tilslutning
vil ofte finde udtryk i de funktioner, vedkommende vareta-
ger for den ikke-statslige væbnede styrke.
I den humanitære folkeret er fokus for så vidt angår ikke-
statslige væbnede styrker i den forbindelse navnlig på vare-
tagelse af kampfunktioner. Stk. 1 omfatter imidlertid tilslut-
ning til en væbnet styrke, uanset hvilken funktion den på-
gældende har i den væbnede styrke. Det er dermed ikke et
krav, at tilslutningen er med henblik på at deltage i kamp-
handlinger, eller at vedkommende rent faktisk har deltaget i
kamphandlinger. Også tilslutning med henblik på at fungere
som eksempelvis sanitetspersonale eller feltpræst er omfat-
tet, når disse organisatorisk er en del af den væbnede styrke.
Tilsvarende vil varetagelse af andre støttefunktioner for en
væbnet styrke, som er direkte knyttet til gennemførelsen af
denne styrkes militære operationer, understøtte, at vedkom-
mende er tilsluttet den væbnede styrke. Der tilsigtes hermed
en ensartethed i behandlingen af personer, der yder støtte-
funktioner til statslige væbnede styrker og ikke-statslige
styrker, der er i væbnet konflikt med Danmark. Det ville så-
ledes være uhensigtsmæssigt, hvis en person, der tilslutter
sig en statslig modstanders væbnede styrke for at varetage
sådanne støttefunktioner, skulle stilles ringere end en per-
son, der tilslutter sig en ikke-statslig modstanders væbnede
styrke for at yde støttefunktioner, blot fordi kriterierne for
tilslutning formelt typisk er klarere i tilfælde af statslige
væbnede styrker.
Det bemærkes, at den beskrevne forståelse af, hvornår en
person er tilsluttet en væbnet styrke ikke er relateret til eller
påvirker spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende lovligt
kan gøres til genstand for direkte militære angreb i henhold
til den humanitære folkeret. Der vil således kunne tænkes
tilfælde, hvor en tilslutning vil være strafbar efter den fore-
slåede bestemmelse, uden at den pågældende vil være et
lovligt militært mål efter den humanitære folkeret.
Stk. 1 omfatter som nævnt tilslutning til en væbnet styrke,
uanset hvilken funktion den pågældende har i den væbnede
styrke, herunder tilslutning med henblik på at fungere som
eksempelvis sanitetspersonale eller feltpræst, når disse orga-
nisatorisk er en del af den væbnede styrke.
Det er imidlertid et krav, at tilslutningen er til en væbnet
styrke. Tilslutning af anden karakter til en modpart til Dan-
mark i en væbnet konflikt er ikke omfattet af bestemmelsen.
Eksempelvis er ansættelse i en fjendtlig stats civile admini-
stration ikke omfattet af bestemmelsen. I forhold til visse ik-
ke-statslige aktører kan afgrænsningen mellem aktørens
væbnede styrker og andre organer efter omstændighederne i
praksis være mindre klar. Hvis en oprørsgruppe har organer,
der varetager opgaver eksempelvis på det sociale, sundheds-
mæssige eller undervisningsmæssige område, og som orga-
nisatorisk er adskilt fra oprørsgruppens væbnede styrker, vil
en tilslutning til sådanne andre organer imidlertid ikke være
omfattet af bestemmelsen.
Tilslutning til en uafhængig gruppe eller organisation, der
ikke er part i den væbnede konflikt, vil heller ikke være om-
fattet. Dette gælder, selv om gruppen eller organisationen –
og eventuelt den pågældende selv – yder eksempelvis huma-
nitær bistand til bl.a. Danmarks modpart i den væbnede kon-
flikt. Tilslutning til en organisation som Røde Kors/Røde
Halvmåne, der altid er upartisk og neutral i væbnede kon-
flikter, og som er nævnt i Genève-konventionerne, kan der-
med aldrig være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Tilslutning til andre organisationer, der er almindeligt aner-
kendt for at være upartiske og neutrale i væbnede konflikter,
eksempelvis Læger uden Grænser, falder også uden for den
foreslåede bestemmelse. Tilslutning til humanitære organi-
sationer mv. vil i det hele taget kun kunne falde inden for
bestemmelsens anvendelsesområde, hvis den pågældende
organisation mv. reelt må anses for at være en del af en
væbnet styrke.
Forbrydelsen er fuldbyrdet, når nogen under de beskrevne
omstændigheder har tilsluttet sig en væbnet styrke, dvs. en-
ten faktisk er indtrådt eller har aftalt med nogen, der repræ-
senterer den pågældende væbnede styrke, at ville indtræde
heri. Dette gælder også i tilfælde, hvor den pågældende iføl-
20
ge aftalen først skal begynde sit virke i den væbnede styrke
på et senere tidspunkt. Det afgørende er således i givet fald
det tidspunkt, hvor aftalen indgås, og ikke det tidspunkt,
hvor den pågældendes deltagelse i den væbnede styrkes ak-
tiviteter ifølge aftalen skal begynde eller faktisk begynder.
Dette kan være, men er ikke nødvendigvis, sammenfaldende
med det tidspunkt, hvor en person efter den humanitære fol-
keret bliver tilsluttet en væbnet styrke og – hvis der er tale
om statslige styrker – får status af kombattant. Det bemær-
kes herved, at den folkeretlige vurdering af tilslutningen til
en statslig væbnet styrke tager udgangspunkt i den pågæl-
dende stats nationale lovgivning, mens det er hensigten, at
det foreslåede § 101 a, stk. 1, som udgangspunkt skal anven-
des på samme måde, uanset hvilken statslig eller ikke-stats-
lig væbnet styrke der er tale om at tilslutte sig.
I forhold til tilslutning til en statslig væbnet styrke vil den
pågældende stats procedurer for indrullering dog i praksis
kunne have betydning. Eksempelvis er der i forhold til den
foreslåede bestemmelse forskel på at indgå i en ansøgnings-
procedure, som kan involvere forskellige prøver mv., og at
aftale faktisk at indgå i en væbnet styrke. Førstnævnte vil
alene kunne udgøre forsøg. Indrullering på prøve vil imid-
lertid også være en tilslutning i den foreslåede bestemmelses
forstand, så der er grænser for, hvor omfattende en ansøg-
ningsprocedure kan være, uden at den pågældende ved at
deltage heri har tilsluttet sig den væbnede styrke.
Stk. 1 omfatter den, som under de beskrevne omstændighe-
der ”er tilsluttet” en væbnet styrke. Ud over at blive tilsluttet
en væbnet styrke er det således også kriminaliseret at forbli-
ve tilsluttet.
Dette har navnlig selvstændig betydning i de tilfælde, hvor
et eller flere af de øvrige gerningselementer ikke var opfyldt
på det tidspunkt, hvor den pågældende tilsluttede sig den
væbnede styrke. Det gælder både kravene til den pågælden-
des tilknytning til Danmark i form af statsborgerskab eller
bopæl, kravet om, at der skal pågå en væbnet konflikt, kra-
vet om, at Danmark skal være part i den væbnede konflikt,
og endelig kravet om, at tilslutningen skal være til en væb-
net styrke for en part, som kæmper mod den danske stat.
Hvis en eller flere af disse betingelser ikke er opfyldt på det
tidspunkt, hvor en person tilslutter sig en væbnet styrke,
foreligger der ingen overtrædelse af det foreslåede § 101 a,
stk. 1, men hvis betingelserne senere bliver opfyldt, og den
pågældende forbliver tilsluttet den væbnede styrke, vil den
pågældende fra dette tidspunkt overtræde bestemmelsen.
At også fortsat tilslutning er kriminaliseret, kan desuden ha-
ve betydning i tilfælde, hvor betingelserne for strafansvar
nok objektivt set var opfyldt på det tidspunkt, hvor en per-
son tilsluttede sig en væbnet styrke, men hvor det ikke kan
bevises, at den pågældende på dette tidspunkt havde forsæt
med hensyn til samtlige gerningselementer. Hvis det kan be-
vises, at den pågældende på et senere tidspunkt får et sådant
kendskab til de relevante forhold, at den pågældende fra det
tidspunkt har forsæt med hensyn til samtlige gerningsele-
menter, vil den pågældende kunne straffes for overtrædelse
af den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende forbli-
ver tilsluttet den væbnede styrke efter dette tidspunkt.
Kriminaliseringen af fortsat tilslutning indebærer endvidere,
at forbrydelsen først er ophørt, når tilslutningen ophører, el-
ler når et eller flere af de øvrige gerningselementer ophører
med at være opfyldt, eksempelvis fordi den væbnede kon-
flikt ophører, fordi Danmark ophører med at være part i den
væbnede konflikt, eller fordi den pågældendes tilknytning til
Danmark i form af statsborgerskab eller bopæl ophører.
Først på det tidspunkt begynder forældelsesfristen at løbe, jf.
straffelovens § 94, stk. 1.
Endelig har kriminaliseringen af fortsat tilslutning den prak-
tiske konsekvens, at den foreslåede bestemmelse kan anven-
des på personer, der før bestemmelsens ikrafttræden har til-
sluttet sig en væbnet styrke under de i bestemmelsen
beskrevne omstændigheder, og som forbliver tilknyttet efter
lovens ikrafttræden, for så vidt som betingelserne for straf-
ansvar efter bestemmelsen fortsat er opfyldt på dette tids-
punkt. Der kræves i den forbindelse alene forsæt med hen-
syn til de faktiske forhold, idet et eventuelt ukendskab til
selve den nye strafbestemmelse ikke er forsætsudelukkende.
I sådanne situationer vil en person, der tidligere har tilsluttet
sig en væbnet styrke, og hvis tilslutning ikke tidligere er op-
hørt, i almindelighed skulle foretage sig noget aktivt for at
bringe tilslutningen til ophør, hvis den pågældende ikke skal
kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse.
Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, hvad den
pågældende i sådanne situationer skal foretage sig for at
undgå strafansvar efter den foreslåede bestemmelse. Gene-
relt kan det siges, at den pågældende skal foretage sig, hvad
der i situationen er muligt for at bringe tilslutningen til op-
hør i faktisk og retlig henseende.
Hvis det ikke er muligt eller ikke uden varsel er muligt at
bringe tilslutningen til ophør i retlig henseende, vil den på-
gældende skulle bringe tilslutningen til ophør i faktisk hen-
seende og endvidere foretage de handlinger, som hurtigst
muligt bringer tilslutningen til ophør i retlig henseende.
Hvis den pågældende faktisk forlader den væbnede styrke,
er det således ikke afgørende, om den pågældende efter den
nationale lovgivning på det pågældende sted stadig anses
som medlem af den væbnede styrke, eksempelvis fordi der
efter denne lovgivning ikke er fri adgang til at udtræde af
den væbnede styrke. Det er i sådanne tilfælde heller ikke af-
gørende, om den pågældende i folkeretlig henseende eventu-
elt stadig kan anses som medlem af den væbnede styrke. Det
er dermed heller ikke udelukket, at en person, der i den fore-
slåede bestemmelses forstand ikke længere er tilsluttet den
væbnede styrke og dermed ikke kan straffes for overtrædel-
se heraf, kan behandles som krigsfange og herunder tilbage-
holdes som sådan.
I almindelighed påvirkes strafbarheden i sådanne situationer
ikke af, at den pågældende eventuelt risikerer straf eller an-
21
dre repressalier, hvis den pågældende forlader den væbnede
styrke. Hvis den pågældende ikke har realistiske muligheder
for at forlade den væbnede styrke uden at blive pågrebet og
straffet, vil det imidlertid ved strafudmålingen efter omstæn-
dighederne kunne tillægges betydning i formildende retning,
at den pågældende i givet fald kunne forventes idømt ek-
sempelvis en langvarig fængselsstraf. Det er herved forud-
sat, at den pågældende til stadighed foretager de handlinger,
som er mulige, for at bringe tilslutningen til den væbnede
styrke til ophør, herunder om muligt ved desertering og
flugt.
Det kan dog ikke udelukkes, at der kan foreligge en så eks-
traordinær situation – eksempelvis alvorlig risiko for døds-
straf og henrettelse – at fortsat tilslutning til den væbnede
styrke, så længe situationen er så ekstraordinær, vil være
straffri ud fra principper om ikkeforlangelighed (Nichtzu-
mutbarkeit).
Det bemærkes, at hvis en person bortvises eller afskediges
fra en væbnet styrke (og bortvisningen eller afskedigelsen er
reel), er den pågældendes tilslutning til den væbnede styrke
dermed ophørt, og dette gælder også i tilfælde, hvor bortvis-
ningen eller afskedigelsen sker mod den pågældendes ønske.
Endvidere bemærkes, at det foreslåede § 101 a, stk. 1, ikke
har til formål at kriminalisere fortsat tilknytning til en
fjendtlig væbnet styrke under den pågældendes fangenskab,
herunder krigsfangenskab. En dansk statsborger eller herbo-
ende udlænding, der er tilsluttet en fjendtlig væbnet styrke,
og som tages til fange, herunder i givet fald som krigsfange,
kan dermed – hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt – straffes
for at have været tilknyttet den fjendtlige væbnede styrke
frem til det tidspunkt, hvor den pågældende blev taget til
fange, men kan ikke efter den foreslåede bestemmelse straf-
fes for under sit fangenskab at bevare sin tilknytning til den
fjendtlige væbnede styrke. Hvis den pågældende frigives el-
ler undviger og derefter fortsætter (eller genoptager) sin til-
slutning til den fjendtlige væbnede styrke, vil den pågælden-
de – hvis den væbnede konflikt stadig pågår og den pågæl-
dende stadig er dansk statsborger eller har bopæl i den dan-
ske stat – imidlertid i givet fald kunne straffes for efter frigi-
velsen eller undvigelsen at være tilsluttet den fjendtlige
væbnede styrke.
I tilfælde, hvor en herboende udlænding er tilsluttet en væb-
net styrke for en part, som kommer i væbnet konflikt mod
Danmark, vil den pågældende kunne undgå at overtræde den
foreslåede bestemmelse ikke alene ved at bringe tilslutnin-
gen til den nu fjendtlige væbnede styrke til ophør, men også
ved at opgive sin bopæl i Danmark. For på denne måde at
undgå at blive omfattet af den foreslåede bestemmelse vil
den pågældende i givet fald meget hurtigt efter den væbnede
konflikts udbrud eller Danmarks indtræden i den væbnede
konflikt skulle opgive sin bopæl i Danmark og forlade lan-
det. Hvis det ikke rent praktisk kan lade sig gøre hurtigt at
forlade landet, vil den pågældende for at undgå at overtræde
den foreslåede bestemmelse være nødt til i stedet som be-
skrevet ovenfor at gøre, hvad der er muligt for at bringe til-
slutningen til den fjendtlige væbnede styrke til ophør i fak-
tisk og retlig henseende. Heraf følger bl.a., at hvis en sådan
herboende udlænding i en sådan situation meget hurtigt for-
søger at forlade landet, men bliver pågrebet af danske myn-
digheder og interneret som krigsfange, vil der ikke opstå
spørgsmål om straf for overtrædelse af den foreslåede be-
stemmelse, eftersom bestemmelsen som nævnt ikke krimi-
naliserer at opretholde sin tilslutning til en fjendtlig væbnet
styrke, efter at man er blevet taget til fange.
Tilsvarende gør sig gældende i tilfælde af, at en dansk stats-
borger, der også er statsborger i et andet land og har bopæl i
udlandet, ønsker at frasige sig sit danske statsborgerskab, ef-
ter at der er udbrudt væbnet konflikt. Hvis en sådan dansk
statsborger meget hurtigt efter den væbnede konflikts ud-
brud eller Danmarks indtræden i den væbnede konflikt ind-
giver en ansøgning om at blive løst fra sit danske statsbor-
gerskab i medfør af indfødsretslovens § 9, stk. 2, vedlagt re-
levant dokumentation, vil den pågældende ikke kunne straf-
fes for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse ved at
være tilsluttet en fjendtlig væbnet styrke. Dette gælder, selv
om en sådan person bevarer sit danske statsborgerskab, ind-
til de danske myndigheder har færdigbehandlet ansøgningen
og truffet afgørelse i medfør af indfødsretslovens § 9, stk. 2.
Tilskyndelse til, at en bestemt dansk statsborger eller person
med bopæl i Danmark tilslutter sig de væbnede styrker for
Danmarks modpart i en verserende væbnet konflikt, vil kun-
ne straffes som medvirken til det foreslåede § 101 a, stk. 1,
jf. straffelovens § 23.
Medvirken i form af råd eller dåd til en sådan tilslutning vil
ligeledes kunne straffes efter straffelovens § 23. Det gælder
eksempelvis råd med hensyn til, hvor og hvordan den på-
gældende kan tilslutte sig de pågældende væbnede styrker,
eller med hensyn til rejseruter, finansiering mv. Det gælder
også eksempelvis bistand bestående i konkret hjælp til til-
slutningen.
Dette gælder, uanset på hvilken måde tilskyndelse, råd eller
dåd foregår. Vejledning og bistand, som gives via sociale
medier, vil således også kunne være omfattet. Det samme
gælder tilskyndelse mv., som finder sted i forbindelse med
møder, herunder møder i tilknytning til gudstjeneste, fre-
dagsbøn mv.
Det vil være et krav, at den, som tilskyndes til eller i øvrigt
bistås med at tilslutte sig de væbnede styrker for Danmarks
modpart, er dansk statsborger eller har bopæl i den danske
stat. Dette tilknytningskrav vil derimod ikke gælde for den
medvirkende.
Sådan tilskyndelse, råd eller dåd vil kunne være strafbar
som forsøg, hvis den person, som tilskyndes eller modtager
råd eller dåd, ikke tilslutter sig den pågældende væbnede
styrke. Straf for forsøg forudsætter et tilstrækkeligt konkreti-
seret forsæt til den fuldbyrdede handling. Det må imidlertid
antages, at dette krav i praksis vil være opfyldt, hvis det kan
bevises, at en person har tilskyndet en eller flere bestemte
22
personer til at tilslutte sig en bestemt væbnet styrke, som
kæmper mod danske styrker i en verserende væbnet kon-
flikt.
Medvirken til tilslutning, som har karakter af hvervning,
foreslås selvstændigt kriminaliseret, jf. nedenfor om stk. 2.
Medvirken i form af hvervning vil derfor i givet fald skulle
straffes efter stk. 2 og ikke som medvirken til overtrædelse
af stk. 1.
Det foreslåede § 101 a, stk. 2, kriminaliserer – når betingel-
serne i stk. 1 vedrørende eksistensen af en væbnet konflikt, i
hvilken den danske stat er part, og vedrørende en væbnet
styrke for en part, som kæmper mod den danske stat, er op-
fyldt – at hverve en person med dansk indfødsret eller bopæl
i den danske stat til en sådan væbnet styrke eller offentligt at
tilskynde en sådan person til at tilslutte sig en sådan væbnet
styrke. Stk. 2 kriminaliserer således både at hverve til og of-
fentligt at tilskynde til at tilslutte sig en væbnet styrke.
Betingelsen vedrørende eksistensen af en væbnet konflikt, i
hvilken den danske stat er part, indebærer bl.a., at stk. 2 ikke
kan anvendes, hvis hvervningen eller tilskyndelsen sker på
et tidspunkt, hvor der ikke foreligger en væbnet konflikt.
Tilsvarende gælder, hvor der ved hvervningen eller tilskyn-
delsen nok forelå en væbnet konflikt, men hvor Danmark
endnu ikke var indtrådt i den pågældende væbnede konflikt
(eller omvendt var udtrådt heraf).
Stk. 2 omfatter hvervning til eller tilskyndelse til at tilslutte
sig en væbnet styrke for en part, som kæmper mod den dan-
ske stat. Det afgørende er altså, at hvervningen eller tilslut-
ningen sker til en væbnet styrke, der tilhører en part, som
kæmper mod den danske stat. Det er dermed ikke et krav, at
den eller de enheder i den fjendtlige væbnede styrke, som
hvervningen eller tilslutningen sker til, konkret kæmper mod
den danske stat.
Stk. 2 omfatter hvervning til og tilskyndelse til at tilslutte
sig en væbnet styrke, uanset hvilken funktion den hvervede
eller tilskyndede skal have i den væbnede styrke. Det er der-
med ikke et krav, at hvervningen eller tilslutningen er med
henblik på at deltage i kamphandlinger. Også hvervning og
tilslutning med henblik på at fungere som sanitetspersonale
eller feltpræst er omfattet, når disse organisatorisk er en del
af den væbnede styrke.
Forbrydelsen er fuldbyrdet, når nogen under de beskrevne
omstændigheder har hvervet en person med dansk indføds-
ret eller bopæl i den danske stat eller offentligt tilskyndet en
sådan person til at tilslutte sig en væbnet styrke.
Hvervning består i på vegne af den pågældende væbnede
styrke at aftale med nogen, at den pågældende skal indtræde
heri. Dette gælder også i tilfælde, hvor den pågældende iføl-
ge aftalen først skal begynde sit virke i den væbnede styrke
på et senere tidspunkt. Det afgørende er således det tids-
punkt, hvor aftalen indgås, og ikke det tidspunkt, hvor den
pågældendes deltagelse i den væbnede styrkes aktiviteter
ifølge aftalen skal begynde eller faktisk begynder.
Offentlig tilskyndelse kan også omfatte offentliggørelse på
sociale medier og udtalelser på offentlige møder. For at væ-
re omfattet af bestemmelsen skal tilskyndelsen være rettet
mod personer med dansk indfødsret eller bopæl i den danske
stat. Dette vil skulle afgøres ikke alene ud fra ordlyden af
udtalelser mv., men ud fra en samlet vurdering, hvori også
indgår den sammenhæng, i hvilken udtalelser mv. indgår, og
de omstændigheder i øvrigt, under hvilke udtalelser mv. er
fremkommet.
Tilskyndelse, der ikke sker offentligt, er ikke omfattet af det
foreslåede stk. 2. Ikke-offentlig tilskyndelse til, at en be-
stemt dansk statsborger eller person med bopæl i Danmark
tilslutter sig de væbnede styrker for Danmarks modpart i en
verserende væbnet konflikt, vil imidlertid som nævnt kunne
straffes som medvirken til overtrædelse af stk. 1.
Det bemærkes, at eftersom personkredsen af mulige ger-
ningsmænd for så vidt angår hvervning og offentlig tilskyn-
delse til tilslutning ikke er begrænset til danske statsborgere
eller personer med bopæl i Danmark, kan der i relation til
gerningsmanden og dennes handlingers tilknytning til Dan-
mark i særlige tilfælde tænkes at opstå situationer, hvor rets-
forfølgning ville være folkeretlig betænkelig.
Særligt i relation til internationale væbnede konflikter kan
nævnes tilfælde, hvor en privat borger, der befinder sig i og
er statsborger i en stat i væbnet konflikt med Danmark, op-
fordrer egne statsborgere med bopæl i Danmark til at kæm-
pe for denne anden stat. Udøvelse af dansk straffemyndig-
hed i sådanne tilfælde ville kunne anses at udgøre en uberet-
tiget indblanding i denne anden stats indre anliggender og
være uforenelig med almene folkeretlige jurisdiktions- og
suverænitetsprincipper. Samme betragtninger gør sig gæl-
dende, hvor eksempelvis statsrepræsentanter fra en stat i
væbnet konflikt med Danmark foretager sådan hvervnings-
virksomhed af herboende udlændinge. For denne sidste
gruppe vil også spørgsmål om statsimmunitet skulle overve-
jes af danske retsanvendende myndigheder, dvs. spørgsmå-
let om danske domstole lovligt under folkeretten kan straf-
forfølge andre staters repræsentanter for officielle handlin-
ger udført på vegne af staten.
Det bemærkes i den sammenhæng, at hvor sådanne perso-
ner, hvis handlinger måtte være omfattet af gerningsindhol-
det i den foreslåede kriminalisering, ikke gøres til genstand
for dansk strafforfølgning, men befinder sig i danske myn-
digheders varetægt under en international væbnet konflikt,
vil man under den humanitære folkeret, såfremt betingelser-
ne i øvrigt er opfyldt, kunne benytte regelsættene vedrøren-
de krigsfanger og internering af civile, jf. henholdsvis den
tredje og fjerde Genève-konvention.
Der vil kunne straffes for overtrædelse af § 101 a i sammen-
stød med f.eks. straffelovens § 114 om terrorisme eller straf-
felovens § 114 c om hvervning til terrorisme, hvis gernings-
indholdet i begge bestemmelser er opfyldt.
23
Derimod absorberer § 101 a strafansvaret for overtrædelse
af straffelovens § 128 om hvervning til fremmed krigstjene-
ste.
Det foreslås, at normalstrafferammen for overtrædelse af §
101 a skal være fængsel indtil 10 år. Dette gælder både for
stk. 1 og 2.
Det foreslås endvidere, at straffen for overtrædelse af § 101
a, stk. 1, under særligt skærpende omstændigheder skal kun-
ne stige til fængsel indtil på livstid. Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågælden-
de har deltaget i kamphandlinger. Det er ikke udelukket, at
der kan foreligge særligt skærpende omstændigheder, selv
om den pågældende ikke har deltaget i kamphandlinger,
men hovedanvendelsesområdet for den skærpede straffe-
ramme vil være tilfælde, hvor den pågældende beviseligt har
deltaget i kamphandlinger.
Kamphandlinger omfatter navnlig umiddelbar anvendelse af
våben, at bære våben til eller fra stedet for en kamp, at ind-
samle efterretninger om modpartens væbnede styrker, at gi-
ve oplysninger om mål direkte for at lette et angreb på dem,
at transportere kombattanter til eller fra et sted, hvor fjendt-
lighederne finder sted, at transportere ammunition til et sted,
hvorfra det vil blive brugt til fjendtligheder, at forberede en
militær operation og at sende kombattanter til at udføre et
angreb.
Det foreslås endvidere, at straffen for overtrædelse af § 101
a, stk. 2, under særligt skærpende omstændigheder skal kun-
ne stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende om-
stændigheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter. Her-
ved sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der er tale om hvervning af
et større antal personer.
Ved udmålingen af den konkrete straf for overtrædelse af
stk. 1 kan der bl.a. lægges vægt på varigheden og karakteren
af tilslutningen til den væbnede styrke, herunder for den
skærpede strafferammes vedkommende varigheden og ka-
rakteren af den pågældendes deltagelse i kamphandlinger og
følgerne heraf, herunder om danske soldater er blevet dræbt
eller såret i kampe, som den pågældende har deltaget i. Det
bemærkes, at den konkrete straf, også når den skærpede
strafferamme finder anvendelse, vil kunne udmåles til min-
dre end strafmaksimum i normalstrafferammen på fængsel i
10 år. I relation til stk. 2 kan der ved strafudmålingen tilsva-
rende bl.a. lægges vægt på varigheden og karakteren af
hvervningen eller den offentlige tilskyndelse, herunder hvor
mange personer der er blevet hvervet eller tilskyndet til at
tilslutte sig den væbnede styrke, og i hvilket omfang disse
har deltaget aktivt i den væbnede konflikt mod danske styr-
ker.
Det følger af indfødsretslovens § 8 B, at en dansk statsbor-
ger, der dømmes for overtrædelse af en bestemmelse i straf-
felovens kapitel 12 og 13, herunder den foreslåede § 101 a,
ved dommen kan frakendes sin danske indfødsret, medmin-
dre den pågældende derved bliver statsløs.
Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 6, og § 26, stk. 2,
at en udlænding, der idømmes ubetinget fængsel for over-
trædelse af en bestemmelse i straffelovens kapitel 12 og 13,
herunder den foreslåede § 101 a, skal udvises, medmindre
dette vil være i strid med Danmarks internationale forplig-
telser. Dette vil også omfatte personer, der ved dommen fra-
kendes deres danske indfødsret.
Der kræves forsæt til alle dele af gerningsindholdet i den
foreslåede § 101 a, jf. straffelovens § 19.
Der kræves således bl.a. forsæt med hensyn til betingelsen
vedrørende tilknytning til Danmark i form af dansk indføds-
ret eller bopæl. Det vil formentlig være sjældent forekom-
mende, at en person ikke har forsæt med hensyn til sin egen
danske indfødsret, men det kan dog ikke udelukkes, at f.eks.
en dansk statsborger, der er født og opvokset i udlandet, kan
være ubekendt med sit danske statsborgerskab. Med hensyn
til bopæl i Danmark kræves forsæt med hensyn til de fakti-
ske forhold, som begrunder, at tilknytningen juridisk kvalifi-
ceres som bopæl, og det vil næppe kunne forekomme i prak-
sis, at en person ikke har forsæt med hensyn til sin egen til-
knytning af denne karakter. For medvirkende til overtrædel-
se af stk. 1 vil forsætskravet med hensyn til tilknytningen til
Danmark kunne have selvstændig betydning, da tilknyt-
ningskravet som nævnt gælder i forhold til den person, der
realiserer gerningsindholdet i form af tilslutning til en væb-
net styrke, og ikke i forhold til en eventuel medvirkende.
Tilsvarende gælder med hensyn til overtrædelse af stk. 2, da
tilknytningskravet som nævnt gælder i forhold til den per-
son, der hverves eller tilskyndes til at tilslutte sig den væb-
nede styrke, og ikke i forhold til gerningsmanden.
Der kræves også forsæt med hensyn til, at der på gernings-
tidspunktet eksisterer en væbnet konflikt, i hvilken den dan-
ske stat er part. Forsæt vil foreligge, når gerningsmanden
har forsæt med hensyn til de faktiske forhold, som begrun-
der, at situationen juridisk kvalificeres som en væbnet kon-
flikt, i hvilken den danske stat er part. Det må antages, at en
offentlig tilkendegivelse fra regeringens side af, at Danmark
er indtrådt som part i en given væbnet konflikt, i praksis vil
kunne gøre det lettere at bevise en persons forsæt med hen-
syn til denne del af gerningsindholdet.
For så vidt angår stk. 2, 2. led, kræves der også forsæt med
hensyn til, at tilskyndelsen sker offentligt. Hvis straf for
overtrædelse af stk. 2, 2. led, er udelukket på grund af man-
glende forsæt med hensyn til, at tilskyndelsen er sket offent-
ligt, vil der imidlertid kunne straffes for medvirken til over-
trædelse af stk. 1 (eller forsøg herpå), hvis den pågældende
har (et tilstrækkeligt konkretiseret) forsæt med hensyn til de
øvrige gerningselementer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1-3.5 og 3.7 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til nr. 3
24
Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte en ny
bestemmelse i § 101 a om danskeres og danskbosattes til-
slutning til en væbnet styrke for en part, som kæmper mod
den danske stat, om hvervning hertil og om offentlig tilskyn-
delse til sådan tilslutning. Da den foreslåede § 101 a i mo-
derniseret form viderefører en del af gerningsindholdet i den
gældende § 102 om bistand til fjenden under krig eller be-
sættelse, foreslås det, at § 102 fremover alene skal omfatte
bistand til fjenden, der ikke er omfattet af den foreslåede §
101 a. § 102 vil således fremover alene omfatte anden bi-
stand til fjenden end tilslutning til fjendens væbnede styrker,
hvervning hertil og offentlig tilskyndelse til tilslutning her-
til. Om den nærmere forståelse heraf henvises til bemærk-
ningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgø-
relsen i Lovtidende.
Baggrunden herfor er, at da den nærmere rækkevidde af
straffelovens § 102 kan give anledning til tvivl bl.a. med
hensyn til forståelsen af ordene ”krig” og ”krigsmagt”, er
der behov for, at den foreslåede lovændring – med henblik
på at fastslå, at hvervning af danske statsborgere og herbo-
ende udlændinge og disses tilslutning til væbnede styrker,
der deltager i væbnet kamp mod Danmark, udgør en forbry-
delse mod statens selvstændighed og sikkerhed – træder i
kraft hurtigst muligt.
Der foreslås ingen særlige overgangsbestemmelser, og de al-
mindelige regler i straffelovens § 3 finder derfor anvendelse.
Spørgsmålet om strafbarhed og straf skal således som ud-
gangspunkt afgøres efter den nye bestemmelse, dog at afgø-
relsen ikke dermed må blive strengere end efter den tidligere
gældende bestemmelse.
I det omfang en handling begået før lovens ikrafttræden og-
så var strafbar efter den hidtil gældende § 102, kan den såle-
des efter lovens ikrafttræden straffes efter § 101 a, dog såle-
des at straffen ikke kan overstige strafferammen i § 102.
I det omfang en handling begået før lovens ikrafttræden ikke
var strafbar efter den hidtil gældende § 102, kan den deri-
mod ikke straffes efter § 101 a. Der er i en sådan situation
naturligvis ikke noget til hinder for at straffe for overtrædel-
se af andre bestemmelser i straffeloven, som forholdet måtte
kunne henføres under, eksempelvis bestemmelser om le-
gemsangreb eller terrorisme mv.
Handlinger begået efter lovens ikrafttræden kan uden be-
grænsning straffes efter § 101 a.
Som eksempel herpå kan nævnes, at en dansk statsborger el-
ler person med bopæl i Danmark efter lovens ikrafttræden
under en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er part,
”er tilsluttet” en væbnet styrke for en part, som kæmper mod
den danske stat. Hvis alle gerningselementer er opfyldt efter
lovens ikrafttræden – herunder dansk statsborgerskab eller
bopæl, eksistens af en væbnet konflikt, i hvilken den danske
stat er part, og tilslutning til en væbnet styrke for en part,
som kæmper mod den danske stat – omfatter kriminaliserin-
gen i § 101 a også den, der på et tidligere tidspunkt (før lo-
vens ikrafttræden) har tilsluttet sig den pågældende væbnede
styrke, og som efter lovens ikrafttræden forbliver tilsluttet
den væbnede styrke.
Til § 3
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed. Det føl-
ger heraf, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
25
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 9.
juli 2015, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til 12. kapitel affattes således:
12. kapitel
Forbrydelser mod statens selvstændighed og sik-
kerhed
»12. kapitel
Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed«.
2. Efter § 101 indsættes:
»§ 101 a. Den, der har dansk indfødsret eller bo-
pæl i den danske stat, og som under en væbnet
konflikt, i hvilken den danske stat er part, er til-
sluttet en væbnet styrke for en part, som kæmper
mod den danske stat, straffes med fængsel indtil
10 år. Under særligt skærpende omstændigheder
kan straffen stige til fængsel indtil på livstid. Som
særligt skærpende omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i
kamphandlinger.
Stk. 2. Den, der hverver en person med dansk
indfødsret eller bopæl i den danske stat til en væb-
net styrke under de omstændigheder, der er be-
skrevet i stk. 1, eller som offentligt tilskynder en
sådan person til at tilslutte sig fjendtlige styrker i
sådanne konflikter, straffes med fængsel indtil 10
år. Under særligt skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt
skærpende omstændigheder anses navnlig tilfæl-
de, hvor der er tale om overtrædelser af systema-
tisk eller organiseret karakter.«
§ 102. Den, som under krig eller besættelse yder
fjenden bistand ved råd eller dåd eller til fremme
af fjendtlig interesse svækker den danske stats el-
ler dens forbundsfælles kampdygtighed, straffes
med fængsel indtil 16 år.
3. I § 102, stk. 1, ændres »Den, som« til: »Den,
som uden for de tilfælde, der er nævnt i § 101 a,«.
Stk. 2. Som bistand til fjenden anses således føl-
gende forhold:
26
1) Hvervning til eller tjenstgøring i fjendtlig krigs-
eller besættelsesmagts væbnede styrker eller i
tilknytning til disse virkende militære eller po-
litimæssige korps eller lignende korps eller or-
ganisationer.
2) Udførelse af hverv som civil funktionær under
fjendtlig krigs- eller besættelsesmagts politi- el-
ler fængselsvæsen, for så vidt hvervet omfatter
deltagelse i afhøring eller bevogtning af fanger.
3) Angiveri eller lignende medvirken til, at nogen
af fjendtlig myndighed eller dermed samarbej-
dende organisation eller person anholdes eller
udsættes for anholdelse eller overlast.
4) Propaganda til fordel for fjendtlig krigs- eller
besættelsesmagt, herunder virksomhed som ud-
giver, redaktør eller forretningsfører ved dag-
blad, tidsskrift, forlag eller pressebureau, der
arbejder til fremme af fjendtlig interesse.
5) Ydelse af væsentlig økonomisk støtte til frem-
me af propaganda af den under nr. 4 nævnte art
eller til parti eller organisation, der på utilbørlig
måde samarbejder med den fjendtlige krigs- el-
ler besættelsesmagt eller virker til fremme af
dennes interesser.
Stk. 3. Har angiveri, jf. stk. 2, nr. 3, fundet sted
under sådanne omstændigheder, at gerningsman-
den har indset, at nogen derved blev udsat for
overhængende fare for at miste livet, lide alvorlig
skade på legeme eller helbred, blive ført ud af lan-
det eller blive berøvet friheden i længere tid, eller
er overtrædelse af §§ 245, 246 eller 250 begået for
derved at fremtvinge forklaring eller tilståelse el-
ler i øvrigt som led i mishandling af fanger, kan
fængsel på livstid idømmes.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
27