Justitsministeriets forskningsrapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland.

7
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
Af Flemming Balvig1
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
Flemming Balvig
Abstract
A study toward public reactions to crime and victimization of crime has been car-
ried out in Greenland. The methodological concept and the design of the study
were based on earlier studies made in Denmark in 2006 and 2009, and because
of this several comparisons can be made with Denmark. The attitudes were ana-
lyzed by using three different methods on representative samples of the populati-
on in Greenland. In the first study, the general or spontaneous sense of justice
was measured by short questions in telephone interviews. The informed sense of
justice was examined by presenting vignettes of six cases in a postal survey. The
concrete sense of justice was studied through focus groups proposing reactions
after having seen a mock trial of a crime case and having discussed the case in
the group. The results from the different studies of attitudes towards crime and
reactions to crime were finally compared to the actual reactions according to as-
sessments from the courts and the police in Greenland. Considering that Green-
land has a rather special criminal law, which put more emphasis on rehabilitati-
on than is usual seen – and even more so if you go back in time – a major questi-
on and special for the study in Greenland, has been how the people view, what
should be the guiding principle for public reactions to crime: Special prevention
or repression?
1. Indledning
I 2010 trådte såvel en ny kriminallov som en ny retsplejelov i kraft for Grønland.
En nydannelse i retsplejeloven var indførelse af et råd, Rådet for Grønlands Rets-
væsen, som ifølge GR-Rpl. § 742 skal varetage koordinationen mellem Grøn-
lands selvstyre og rigsmyndighederne om kriminal- og retsplejelovgivningen,
herunder udvikle det lovgivningsmæssige grundlag, iværksætte forskning i for-
bindelse hermed (min kursivering) og følge de enkelte retsmyndigheders funktion
og uddannelsesbehov. Rådet består af 13 medlemmer: landsdommeren i Grøn-
land, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland, lederen af
kriminalforsorgen i Grønland, Kanukoka, en advokat, en forsvarer, en universi-
tetslærer (min kursivering), 2 repræsentanter for Grønlands selvstyre og repræ-
sentanter for Justitsministeriet, Domsstolsstyrelsen og Direktoratet for Kriminal-
Grønlandsudvalget 2014-15
GRU Alm.del Bilag 43
Offentligt
Flemming Balvig
8
forsorgen. Siden rådets nedsættelse har formand for rådet været nu tidligere høje-
steretsdommer Per Walsøe, og undertegnede har af justitsministeren været be-
skikket i funktionen som universitetslærer.
Et af det grønlandske selvstyres første ønsker til rådet, for så vidt angår den
forskningsmæssige del, har været gennemførelse af en retsbevidsthedsundersø-
gelse. Motivationen herfor har været den særlige karakter, som kriminaliteten og
det kriminalretlige system har i Grønland, samt de i 2010 gennemførte ændringer,
der var et resultat af mange års forarbejde, ikke mindst i Den Grønlandske Rets-
væsenskommission (jf. Betænkning nr. 1442/2004). Spørgsmålet har været,
hvorvidt befolkningen kender til de grundlæggende træk i det grønlandske krimi-
nalretlige system, og hvilke følelser og holdninger man har i den forbindelse. Det
har måske også været en del af motivationen, at lignende undersøgelser var blevet
gennemørt i Danmark i 2006 og 2009 (Balvig, 2006; 2010), og i 2009 tillige i
Norge, Sverige, Finland og Island (Balvig et al, 2010; 2011; 2015; Olaussen,
2011), og det har i hvert fald været et bagvedliggende ønske at have et kriminal-
retligt system, der er i overensstemmelse med befolkningens grundlæggende øn-
sker og værdier. Denne politiske drivkraft bag undersøgelsens tilblivelse har ikke
i tilnærmelsesvis samme grad ligget bag de øvrige nordiske undersøgelsers tilbli-
velse.
2. Undersøgelserne2
I forlængelse heraf gennemførtes i regi af Rådet for Grønlands Retsvæsen i 2014
en undersøgelse af retsbevidsthed i den grønlandske befolkning.3 4
Retsbevidsthedsundersøgelsen i Grønland består i virkeligheden af et kom-
pleks af fire forskellige delundersøgelser, som vi for overskuelighedens skyld kan
benævne: Telefonundersøgelsen, Postundersøgelsen, Fokusgruppeundersøgelsen
og Praksisundersøgelsen. Det grundlæggende metodiske oplæg og undersøgel-
sesdesign afspejler den fremgangsmåde, der blev skabt og anvendt i undersøgel-
serne i Danmark i 2006 (og efterfølgende igen i Danmark samt i de øvrige andre
nordiske lande i 2009) (Balvig, 2015a).5 6
2.1. Telefonundersøgelsen
Det primære formål med telefonundersøgelsen har været at forsøge at give et bil-
lede af den grønlandske befolknings generelle holdninger til kriminalitet og for-
anstaltninger over for kriminalitet, det der ofte betegnes som retsfølelsen, eller
mere specifikt den generelle retsfølelse eller den spontane retsfølelse. De mulige
svarpersoner blev ud fra deres telefonnumre udvalgt med henblik på at kunne ud-
gøre et repræsentativt udsnit af 18-74-årige personer, bosiddende i Grønland. Og-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
9
så personer med taletidskort har kunnet inddrages i udvælgelsesproceduren. Tele-
fonundersøgelsen blev foretaget i første kvartal 2014, og der opnåedes brugbare
telefoniske interviews med i alt 696 personer.
Geografisk set viser der sig blandt de 696 respondenter at være en vis overre-
præsentation af beboere fra Diskobugt-området. Respondenter fra bygder er lidt
underrepræsenteret i forhold til respondenter fra byer. Imidlertid bor der lidt flere
i bygder om sommeren end om vinteren (hvor undersøgelsen er foretaget), lige-
som den konstante fraflytning fra bygder formentlig også har reduceret andelen
med et par decimaler. Kønsfordelingen blandt respondenterne er meget tæt på
den faktiske kønsfordeling blandt 18-74-årige bosiddende i Grønland. Også al-
dersfordelingen blandt de 18-74-årige er tæt på den faktiske aldersfordeling i
Grønland.
Interviewene har gennemsnitligt varet omkring 20 minutter. Der blev anvendt
et spørgeskema med i alt 39 hovedspørgsmål om kriminalitet og foranstaltninger
over for kriminalitet, 4 betingede spørgsmål (tillægsspørgsmål) og 8 baggrunds-
spørgsmål (om køn, alders osv.). Ét af hovedspørgsmålene er kun stillet til kvin-
delige respondenter.
For at kunne vurdere om spørgsmålsformulering o.lign. påvirker de svar, man
får, er der for 9 af hovedspørgsmålenes vedkommende udformet to eller flere va-
rianter af spørgsmålsformuleringen og/eller af svarmuligheder. Disse er placeret i
tilsammen fire forskellige spørgeskemavariationer, og respondenterne er efter et
tilfældighedsprincip blevet interviewet efter et af disse fire skemaer. Som det og-
så gerne skulle være, foreligger der så også svar på omtrent lige mange af de fire
spørgeskemavariationer (fra 170 til 180).
Det har været op til svarpersonerne, om de har villet interviewes på grøn-
landsk eller dansk. 83 pct. af interviewene blev gennemført på grønlandsk, 17 pct.
på dansk.
For at vurdere om svarene kan være blevet påvirket af, hvem man er inter-
viewet af, foreligger der for hvert enkelt interview oplysninger om, hvem inter-
vieweren har været; interviewerens køn og alder – samt interviewerens indtryk af,
om den interviewede har været alene ved interviewet, har givet sig god tid, og om
den interviewede har svaret åbent og ærligt.
I nærværende artikel er det hovedsageligt resultater fra telefonundersøgelsen,
der gengives, hvorfor fremgangsmåden mv. i de øvrige – mere komplekse – un-
dersøgelser kun kort skal gengives her (se nærmere herom i Balvig, 2015b).
Flemming Balvig
10
2.2. Postundersøgelsen
Et tilsigtet repræsentativt udvalg af de 18-74-årige har med posten fået tilsendt et
skema, hvor der på forsiden står: Hvordan vil du dømme? Skemaet indledes med
en beskrivelse af mulige foranstaltninger (som det hedder i Grønland), således
som de er oplistet i den grønlandske kriminallov. Mulighederne er suppleret med
konfliktråd, som endnu ikke findes i Grønland, men hvor en forsøgsordning er
undervejs.
Herefter følger så et antal konkrete sager, som svarpersonerne anmodes om at
gætte på, hvordan de ville blive pådømt ved en grønlandsk domstol; hvordan man
tror befolkningen flest ville dømme, samt hvordan man selv ville dømme. De en-
kelte sager er beskrevet på en A-4 side, inklusiv beskrivelse af personlige forhold
hos tiltalte. Sagerne vedrører partnervold, indsmugling af hash, seksuelt misbrug
af mindreårig, røveri, kontaktvoldtægt, indsmugling af hash samt en kriminalfor-
sorgssag, hvor det drejer sig om en indsats muligheder for at arbejde uden for an-
stalt og komme på udgang. De fire førstnævnte sager har også været anvendt i de
tilsvarende danske og øvrige nordiske retsbevidsthedsundersøgelser, mens hash-
indsmuglingssagen og kriminalforsorgssagen er specifik for den grønlandske un-
dersøgelse.
Formålet med postundersøgelsen har været at forsøge at afdække den såkaldt
informerede retsfølelse.
Postspørgeskemaet er et ganske kompliceret spørgeskema at besvare. Dels
kræver det megen læsning, og dels stiller selve måden at svare på også store krav
til den svarendes færdigheder og forudsætninger. Dette gør sig ikke mindst gæl-
dende i dets grønlandske udformning på grund af det grønlandske sprogs natur.
Svarprocenter mv. er i skrivende stund ikke endelig opgjort, men den samlede ef-
fektive svarprocent kommer til at ligge mellem 20 og 25 pct., og det ville ikke
overraske, hvis der viser sig større skævheder med hensyn til, hvem der har sva-
ret. Skemaet er klart lettere at gå til og besvare for dansksprogede sammenlignet
med grønlandsksprogede, og også for personer med en længerevarende uddannel-
se sammenholdt med personer med en kort eller begrænset skoleuddannelse.
2.3. Fokusgruppeundersøgelsen
Hensigten med fokusgruppeundersøgelsen har været at få et repræsentativt udsnit
af de 18-74-årige i Grønland til, fordelt på 18 grupper, at diskutere og overveje,
hvordan der (skal) dømmes i konkrete sager. Til brug herfor blev der produceret
to film, en der viste en retssag baseret på ovennævnte partnervoldssag, og en der
viste en retssag baseret på kontaktvoldtægtssagen. I filmene følges sagerne frem
til umiddelbart før proceduren, dvs. man præsenteres ikke for hverken anklage-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
11
myndighedens eller forsvarerens konkrete bud på, hvordan der skal foranstaltes,
eller begrundelserne herfor. Sproget i filmene er grønlandsk, men filmene er sup-
pleret med undertekster på dansk. Det er skuespillere, der varetager rollerne som
tiltalte og vidner, mens rollerne som dommer, forsvarer og anklager varetages af
personer, der også i det virkelige liv fungerer i disse roller.
Mødedeltagerne er blevet inviteret til et 2-3 timers møde om kriminalitet og
uden nogen nærmere specifikation, det være sig med hensyn til det nærmere ind-
hold, eller måden det skulle diskuteres på.
Efter en kort introduktion ved en neutral mødeleder udfyldtes individuelt et
spørgeskema, der grundlæggende svarede til det, der blev anvendt i postundersø-
gelsen, og svarpersonen påførte skemaet et nummer. Dog er kriminalforsorgssa-
gen ikke med i fokusgruppeundersøgelsen. Besvarelsen af spørgeskemaet har haft
den indirekte funktion, at alle tilførtes viden om, hvordan der kan foranstaltes, og
hvad de enkelte foranstaltninger nærmere går ud på. En særlig fordel ved fokus-
gruppeundersøgelsen er, at der her har været en mødeleder tilstede, der har kun-
net bistå med tekniske spørgsmål i forbindelse med spørgeskemabesvarelsen, det
være sig på grønlandsk eller dansk. Skemaerne er derfor utvivlsomt udfyldt mere
fyldestgørende, mindre »skævt« og mere korrekt. Efter spørgeskemaudfyldnin-
gen vistes en af de to indspillede film, uden at der eksplicit blev gjort opmærk-
som på, at retssagen i filmen faktisk vedrørte en af de sager, deltagerne lige havde
pådømt i spørgeskemaet. Umiddelbart efter filmen udfyldtes igen individuelt et
spørgeskema, der denne gang alene vedrørte, hvordan man troede retspraksis
ville være i den sag, man lige havde set på film, og hvordan man selv ville døm-
me. Skemaet påførtes samme nummer som det første skema. Herefter overgik
man til indbyrdes at diskutere sagen. Diskussionen var struktureret på den måde,
at man tog hver mulig foranstaltning op for sig, og diskuterede, hvad der kunne
være henholdsvis fordele og ulemper ved at anvende den enkelte foranstaltning i
den konkrete retssag, der var blevet vist på film.
Diskussionen af de forskellige foranstaltningers fordele og ulemper som mulig
dom i den konkrete sag afsluttedes med, at deltagerne for tredje gang udfyldte et
spørgeskema. Dette skema var identisk med skema nummer to, dvs. det vedrørte
hvordan man nu – efter at have haft yderligere muligheder for at tænke over og at
have gennemgået de mulige foranstaltninger – ville dømme i sagen. Igen påførtes
et nummer, der har haft den funktion, at deltagerne på den ene side har kunnet
bevare anonymitet i deres besvarelser, og på den anden side har muliggjort en
analyse af, hvordan de enkelte besvarer henholdsvis skema et, to og tre og even-
tuelle ændringer heri undervejs.
Flemming Balvig
12
Til sidst på mødet opfordredes deltagerne til i plenum, hvis de havde lyst, at
tilkendegive, om de havde skiftet mening undervejs, og i givet fald hvorfor. Mø-
delederen spurgte også, om man troede, man kunne være blevet enige, hvis man
nu havde været en jury, og hvad foranstaltningen så skulle være.
Et enkelt af fokusgruppemøderne måtte opgives på grund af vejrlig og trans-
portproblemer, så man endte med i alt 17 møder, med i alt 199 deltagere. De en-
kelte møder adskilte sig indbyrdes med hensyn til, hvor i Grønland de foregik,
om det anvendte sprog var grønlandsk eller dansk, hvilken aldersgruppe der del-
tog, og hvilken konkret film/sag der blev vist/fokuseret på. For samtlige grupper
blev der tilstræbt en tilnærmelsesvis lige kønsfordeling, samt en majoritet af del-
tagere, der på det generelle plan syntes, at straffene/foranstaltninger var for milde
i Grønland, for sådan viste telefonundersøgelsen, at det forholdt sig. Omkring syv
ud af ti af deltagerne gik ind til møderne med den overbevisning, at straffe-
ne/foranstaltningerne i Grønland gennemgående var for milde. Efterfølgende
kontrol har vist, at dette ganske nøje svarer til holdningen i den grønlandske be-
folkning, jf. også nærmere herom i det følgende.
Retsfornuften er de holdninger og handlinger, den grønlandske befolkning
ville have og udøve, hvis de selv var dommere i konkrete retssager, og ikke var
bundet af at skulle forholde sig til eller følge retspraksis. Fokusgruppeundersøgel-
sen har været en bestræbelse på at kunne komme så nær denne situation som mu-
ligt, og er således undersøgelsens optimale bud på den grønlandske befolknings
retsfornuft, eller hvis man skulle foretrække det: Den konkrete retsfølelse.7
2.4. Praksisundersøgelsen
I forskellige dele af undersøgelsen har der været et behov for at holde spørge-
skemabesvarelser mv. op mod, hvordan det faktisk forholder sig, ikke mindst
hvordan retspraksis faktisk er. Dette kunne måske lyde som en enkelt sag, men
dels mangler der i Grønland »almindelige« og aktuelle præcise statistiske oplys-
ninger for en del af de forhold, det kunne være relevant at belyse, og dels er der
nok en større variation i retspraksis i Grønland end f.eks. i Danmark, ikke mindst
fordi man kan sige, at dette sådan set er tilsigtet gennem en større betoning af
»gerningspersonprincippet« ved valg af straf/foranstaltning i Grønland (mere
herom i det følgende).
Landsdommerembedet i Grønland og Politiet i Grønland har gjort det optima-
le for at besvare de vanskelige spørgsmål om praksis m.v.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
13
3. Kriminaliteten
Den synsvinkel, der anlægges på kriminaliteten i de gennemførte undersøgelser,
er ikke primært kriminaliteten som et problem i sig selv, men kriminaliteten som
en mulig faktor til forståelse af og som en mulig forklaring på den grønlandske
befolknings retsbevidsthed.
Fokus er derfor på den del af kriminalitetsbilledet, der vedrører, hvad de 18-
74-årige har oplevet på egen krop (personkriminalitet) eller på egne besiddelser
(ejendomskriminalitet), og uanset om dette så er blevet anmeldt til politiet eller ej.
For at kaste lys over dette har telefonundersøgelsen indeholdt en række
spørgsmål om, hvorvidt man inden for en nærmere specificeret periode har ople-
vet sig udsat for forskellige former for kriminallovsovertrædelser, såsom vold,
tyveri mv. Telefonundersøgelsen har dermed fungeret som en såkaldt »offerun-
dersøgelse«.
En tilsvarende offerundersøgelse blev gennemført i Grønland i 1995/96. Her-
ved bliver det muligt at se, om der er sket ændringer i den grønlandske befolk-
nings udsathed for kriminalitet i de seneste knapt 20 år. Undersøgelsen i 1995/96
gennemførtes som et led i Den Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde, og
de tekniske detaljer ved og resultater af undersøgelsen er nærmere omtalt andet-
steds (Skydsbjerg, 1996; Balvig, 1999a). Undersøgelsen i 1995/96 gennemførtes
som postspørgeskemaundersøgelse, og antallet af besvarelser i aldersgruppen 18
til 74 år var 2.630.
Et referencepunkt, der yderligere kan belyse den grønlandske befolknings ud-
sathed for kriminalitet, er tilsvarende undersøgelser gennemført blandt 18-74-
årige i Danmark i henholdsvis 1995/96 og i 2013 (Balvig, 1998; Boesen Pedersen
et al, 2014). I begge tilfælde har der været tale om telefoninterviewundersøgelser.
Antallet af gennemførte interviews var i 1995/96 25.218 og i 2013 11.017.
3.1. Ejendomsforbrydelser
En ud af ni (11 pct.) af de 18-74-årige tilkendegav i telefonundersøgelsen i Grøn-
land i 2013/14, at de inden for det seneste år havde været udsat for tyveri, jf. op-
stilling 3.1.1.
Det var præcis det samme som i Danmark, og – med forbehold for stikprøve-
usikkerheden – et ganske markant fald i forhold til 1995/96, hvor det var omkring
en ud af seks (16 pct.), der havde oplevet sig udsat for tyveri. Også i Danmark er
der sket et fald fra 1995/96 og frem til den seneste undersøgelse.
Udsatheden for hærværk følger det samme mønster. Her er det 6 pct. i Grøn-
land i 2013/14, der har oplevet sig udsat for hærværk, hvilket – stikprøveusikker-
heden taget i betragtning – ligger på samme niveau som i Danmark 2013 (5 pct.).
Flemming Balvig
14
Igen er der tale om et fald i Grønland i løbet af den sidste snes år på omkring en
tredjedel, og også i Danmark er der et fald.
Opstilling 3.1.1. Procent af de 18-74-årige der inden for det seneste år har
oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk i Grønland, 1995/96 og 2013/14,
og i Danmark, 1995/96 og 2013
GRØNLAND DANMARK
1995/96 2013/14 1995/96 2013
Tyveri 16 11 14 11
Hærværk 9 6 8 5
Tyveri og/eller hærværk 19 14 18 14
Ser vi samlet på ejendomskriminalitet, er det en ud af syv (14 pct.) blandt de 18-
74-årige Grønland i 2013/14, der inden for det seneste år forud for udspørgnings-
tidspunktet har været udsat for tyveri og/eller hærværk. Det er nøjagtig den sam-
me andel i Danmark 2013 og tendensen er begge steder – som i øvrigt i en stor
del af verden – et fald sammenlignet med situationen for et par årtier siden. En af
de mere betydningsfulde globale forklaringer på den faldende tendens i tyverier
mv. synes at være den øgede sikring og overvågning af ting, varer og besiddelser,
og den heraf følgende øgning i vanskeliggørelsen af tyveri mv. og øgede opda-
gelsesrisiko.
Hvor anmeldestilbøjeligheden for tyveri var lavere i Grønland end i Danmark
for en snes år siden, har dette ændret sig. Mens den har holdt sig nogenlunde kon-
stant i Danmark, er den steget betydeligt i Grønland. Stigningen har været så
kraftig, at anmeldelsestilbøjeligheden for tyveri (og hærværk) nu er på niveau
med situationen i Danmark, måske endog lidt højere.
Den faldende tendens for forekomsten af ejendomsforbrydelser som tyveri og
hærværk kan også iagttages i de registrerede ejendomsforbrydelser, dvs. i de
ejendomsforbrydelser der ved anmeldelse eller på anden måde er kommet til poli-
tiet kundskab. Faldet i den registrerede kriminalitet er ikke så kraftigt som i den
faktiske kriminalitet målt ved offerundersøgelsen, hvilket formentlig primært be-
ror på, at anmeldelsestilbøjeligheden samtidig er steget.
3.2. Personforbrydelser
En ud af ni, 11 pct., har i 2013/14 i Grønland oplevet sig udsat for vold og/eller
alvorlige trusler om vold inden for det seneste år. Det er ikke blot i sammenlig-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
15
ning med Danmark – hvor det i 2013 »kun« var en ud af tyve, 5 pct. – at voldsni-
veauet i Grønland målt på denne måde er højt. Det er det også internatio-
nalt/globalt. Det er meget få lande i verden, hvor niveauet af vold og trusler om
vold, som i Grønland, ligger på niveau med udsatheden for tyveri.
Endvidere er det i særdeleshed med hensyn til selve volden, at Grønland såvel
absolut som relativt set ligger højt. Hvor 1 ud af 100 i Danmark udsættes for vold
i løbet af et år, er det 1 ud af 20 i Grønland – altså i størrelsesordenen fem gange
så mange. Blandt 72 lande i verden, hvor man i perioden fra 1995 til 2005 har
undersøgt udsatheden for vold (»assault«), er der kun ét land, hvor der findes en
højere udsathed for vold end i Grønland, og forskellen er ikke engang statistisk
signifikant (Van Dijk, 2008). Det er Sydafrika, hvor 6 pct. har været udsat. Zim-
babwe placerer sig næsthøjest blandt de 72 lande med 5 pct. – altså det samme
som i Grønland. Herefter kommer Swaziland med 4 pct. og Zambia med 3 pct. I
de resterende 68 lande er det 3 pct. eller færre – og for langt de fleste 2 pct. eller
færre – der har oplevet sig udsat for vold inden for det seneste år forud for ud-
spørgningstidspunktet.
Den positive udvikling, vi har kunnet konstatere for ejendomskriminalitetens
vedkommende, genfindes ikke for vold, jf. opstilling 3.2.1. Også i 1995/96 var
det en ud af ni, 11 pct., der inden for det seneste år havde været udsat for vold
og/eller alvorlige trusler om vold. Dette skal ses i lys af, at der i Danmark har væ-
ret et mindre fald i volden, og at der også internationalt i mange lande er sket et
fald i denne form for kriminalitet.
Opstilling 3.2.1. Procent af de 18-74-årige der inden for det seneste år har
oplevet sig udsat for vold og/eller alvorlige trusler i Grønland, 1995/96 og
2013/14, og i Danmark, 1995/96 og 2013
GRØNLAND DANMARK
1995/96 2013/14 1995/96 2013
Vold x 5 2 1
Alvorlige trusler x 9 4 4
Vold og/eller alvorlige trusler 11 11 6 5
x = oplysninger foreligger ikke.
Mellem forskellige befolkningsgrupper og mellem forskellige dele og områder af
Grønland findes der betydelige forskelle i risikoen for at blive udsat for vold
og/eller alvorlige trusler om vold (2013/14). Dette gælder dog ikke med hensyn
Flemming Balvig
16
til, om man bor i by eller bygd; her er forskellen minimal. Der er heller ingen
større forskel mellem risikoen for personer født i Grønland, og personer der ikke
er født i Grønland.
Mænd har en lidt større risiko end kvinder: 13 pct. over for 9 pct. Dette beror
udelukkende på, at unge mænd (18-29 år) har en betydelig større risiko end unge
kvinder. Hvor næsten hver tredje af de unge mænd, 30 pct., har oplevet sig udsat
for vold eller alvorlige trusler inden for det seneste år, er det »kun« hver femte af
de unge kvinder (20 pct.). Er man 30-74 år ligger risikoen på omkring 10 pct.,
uanset om man er mand eller kvinde.
Der eksisterer en tydelig social slagside i risikoen for at blive udsat for vold,
idet personer uden uddannelse eller med meget kort uddannelse løber en større
risiko end andre. Ufaglærte og personer beskæftigede som fiskere eller fangere
løber en større risiko end faglærte og funktionærer.
Geografisk set ligger risikoen over det gennemsnitlige i Nord-, Øst- og Syd-
grønland (14-15 pct.), mens den ligger betydeligt under det gennemsnitlige i
Midtgrønland (4 pct.). Niveauet i Midtgrønland svarer således til niveauet i Dan-
mark som helhed. Diskobugten ligger noget lavere end det gennemsnitlige (8
pct.), mens Nuuk placerer sig omkring det gennemsnitlige (11 pct.).
Op mod halvdelen af de tilfælde af vold og alvorlige trusler om vold, man har
været udsat for, er blevet anmeldt til politiet, såvel i 1995/96 som i 2013/14; det
har ikke ændret sig. Det er såvel sammenlignet med Danmark som den øvrige
verden, hvori voldsofferundersøgelser er blevet foretaget, en meget høj anmeldel-
sestilbøjelighed. I Danmark er anmeldelsestilbøjeligheden steget fra 1995/96 til
2013, men til trods herfor ligger anmeldestilbøjeligheden for vold og trusler om
vold også i 2013/14 på et klart højere niveau i Grønland end i Danmark.
En del af forskellen mellem Grønland og Danmark kan bero på, at voldssager
såvel relativt som absolut set oftere kommer til politiets kundskab på anden måde
end ved offerets egen anmeldelse, f.eks. via naboer eller andre der ringer til poli-
tiet. I 1995/96 var det hvert tredje af de tilfælde, som svarpersonerne havde været
udsat for, og som var kommet til politiets kundskab i Grønland, der var kommet
til politiets kundskab på anden måde end ved offerets anmeldelse. Det var især
typisk for den vold, der forekommer i hjemmet – ligesom 1995/96-undersøgelsen
i øvrigt viste, at en usædvanlig stor andel af den samlede vold i Grønland netop
forekom i hjemmet. Undersøgelsen i 2013/14 giver ikke tilsvarende mulighed for
at vurdere, på hvilken måde politiet i Grønland i givet fald har fået kundskab om
volden.
En af konsekvenserne af det noget mindre »mørketal« vedrørende vold og
trusler blandt voksne i Grønland er, at sammenligninger mellem den politiregi-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
17
strerede voldskriminalitet i Grønland og Danmark kommer til at give et noget
overdrevet billede af, hvor stor forskellen faktisk er.
En anden central del af personforbrydelserne er seksualkriminaliteten. Den er
ganske vanskelig at belyse i en telefoninterviewundersøgelse, dels pga. vanske-
ligheder med spørgsmålsformulering og dels pga. mulige problemer med svarvil-
lighed. Tilsvarende gør sig for så vidt også gældende for vold og trusler, men
problemerne er af endnu større mulig betydning ved seksualkriminalitet.
Den kvindelige halvdel af svarpersonerne er i blevet spurgt, om de inden for
de seneste fem år forud for udspørgningstidspunktet har været udsat for, at nogen
har tvunget dem til samleje eller forsøgt at tvinge dem til samleje. Kun kvinderne
blev spurgt, fordi en forprøve viste, at en del mænd, ærgerligt nok, syntes, at et
sådant spørgsmål var lidt »for sjovt« – ærgerligt fordi det kunne være lige så væ-
sentligt at få blotlagt mændenes udsathed på dette område.
En ud af hver tyve kvinder, 5 pct., svarede bekræftende på, at de havde været
udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de seneste fem år. Det er fem
gange så mange som i Danmark, hvor 1 pct. af kvinderne i 2013 havde været ud-
sat. Der er ikke stillet et helt tilsvarende spørgsmål i tidligere undersøgelser, så vi
har ikke mulighed for at belyse den tidsmæssige udvikling.
Det fordeler sig med omtrent lige mange, der har været udsat for fuldbyrdet
tvangssamleje og forsøg på tvangssamleje.
Den præcise ordlyd af spørgsmålet og svarmulighederne var følgende:
»Har du inden for de seneste 5 år været udsat for, at nogen har tvunget eller forsøgt at tvinge dig
til samleje?
INTERV: Kun ét kryds (ved det alvorligste)
1. Ja, jeg er blevet tvunget til samleje
2. Ja, men det blev ved forsøget
3. Nej, men jeg har været udsat for anden form for seksuel krænkelse
4. Nej, slet ikke«
Der er altså også muligt som svar at medtage anden sexkrænkelse end tvangssam-
leje, og forhåbningen med denne måde at spørge/svare på har været, at disse
eventuelle andre seksuelle krænkelser hører til i den relativt alvorlige ende. »Sek-
suel krænkelse« er et vidt begreb, om end nok ikke så vidt som »seksuel chika-
ne«, som ses anvendt i nogle undersøgelser.
På denne baggrund tillader vi os at omtale svar 1, 2 og 3 på spørgsmålet som
udsathed for »alvorlig seksuel krænkelse«. Der er 3 pct. af kvinderne, der tilken-
Flemming Balvig
18
degiver at have været udsat for anden form for seksuel krænkelse (end tvangs-
samleje, og således i alt 8 pct. der har oplevet sig udsat for alvorlig seksuel kræn-
kelse inden for de seneste fem år.
Det er de yngste kvinder, der har langt den største risiko. 17 pct. af de 18-29-
årige kvinder har oplevet sig udsat for alvorlig sexkrænkelse inden for de seneste
fem år, og i næsten alle tilfælde har der været tale om tvangssamleje eller forsøg
herpå. For kvinder på 30 år og derover er risikoen meget mindre, og her drejer det
sig lige så ofte eller oftere om anden seksuel krænkelse end tvangssamleje. Sær-
ligt er tvangssamleje eller forsøg herpå yderst sjældent over for »ældre« kvinder,
der er bosiddende i bygder.
Som ved vold har sexkrænkelserne social slagside. Blandt de bogligt uddan-
nede har 3 pct. været udsat for alvorlig sexkrænkelse, mens det er fire gange så
mange, 12 pct., blandt kvinder med kun folkeskoleuddannelse.
Den geografiske fordeling bliver meget usikker på grund af de små tal, men
umiddelbart ser risikoen for alvorlig sexkrænkelse ud til at være relativt høj i
Nord-, Øst- og Sydgrønland (13-17 pct.), mens den er relativt lav i Nuuk, Disko-
bugten og Midtgrønland (4-7 pct.). Med endnu en betoning af de statistisk set
usikre tal fremtræder byerne Nanortalik, Qaqortoq og Tasiilaq umiddelbart som
byer med særlig stor risiko (30-40 pct.).
Hvis alle kvinder i et telefoninterview har svaret åbent og ærligt og efter bed-
ste evne på et spørgsmål om, hvorvidt de har været udsat for alvorlig seksuel
krænkelse, skulle vi forvente, at det ikke har nogen betydning, hvem de er blevet
interviewet af og/eller de omstændigheder, hvorunder de blev interviewet. Hvis
svarene varierer med disse omstændigheder, tyder det på, at der samlet set er tale
om en underrapportering, med mindre selvfølgelig der er tale om praleri el.lign.,
hvilket næppe er særligt sandsynligt her.
Kvinderne er efter et tilfældighedsprincip blevet interviewet af enten en mand
eller en kvinde, og som man kunne vente, er det også præcis den samme andel,
der på spørgsmålene om ejendomskriminalitet beretter, om de har været udsat
herfor eller ej. Derimod er der ved spørgsmålet om seksuel krænkelse en betyde-
lig forskel. Når kvinderne er blevet interviewet af mænd, er det 19 pct., der har
svaret, at de har været udsat for en alvorlig seksuel krænkelse, mens det kun er 5
pct. af de kvinder, der er blevet interviewet af kvinder. For tvangssamleje eller
forsøg herpå alene er procenterne henholdsvis 10 og 3 pct. Disse forskelle er sta-
tistisk signifikante. Om årsagerne kan man kun gisne. Umiddelbart kunne man
forestille sig, at en kvinde hellere ville berette om de ubehagelige oplevelser til en
anden »ligestillet og ligesindet« kvinde. Måske beror det på, at mandlige inter-
viewere i højere grad opleves og opfattes som beskyttere. Det er især i de inter-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
19
views, der er foregået på grønlandsk, hvor andelen af kvinder, der beretter om, at
de har været udsat for seksuel krænkelse, øges, når det er en mandlig interviewer.
Intervieweren har registreret, om de generelt oplevede den, de interviewede,
som åben og ærlig eller som mere forsigtig og undvigende. Blandt de interviewe-
de kvinder, der oplevedes som åbne mv., tilkendegav 9 pct., at de havde været
udsat for alvorlig seksuel krænkelse, mens det »kun« var 4 pct. blandt de forsigti-
ge mv.
På dette grundlag mistænker vi, at der er tale om en betydelig underrapporte-
ring af de alvorlige seksuelle krænkelser, de interviewede kvinder har været udsat
for. Måske er det ikke »kun« mindst en ud af 20 kvinder, der over en 5-årig peri-
ode har været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå, men mindst en ud af 10?
Og måske er det ikke »kun« mindst en ud af 12 kvinder, der har været udsat for
alvorlig seksuel krænkelse, men mindst en ud af hver femte? Med hensyn til de
unge kvinder (18-29 år) er det måske mindst en ud af tre, der har været udsat for
en alvorlig seksuel krænkelse inden for de seneste fem år, og måske mindst en ud
af fire, der har været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå.
Blandt de kvinder, der inden for de seneste fem år havde oplevet sig udsat for
tvangssamleje eller forsøg herpå, havde hver tredje – 33 pct. – anmeldt det til po-
litiet eller politiet angives at have fået nys om det på anden vis. I de tilsvarende
undersøgelser i Danmark ligger »anmeldelsesprocenten« på omkring 25.
Mange har også seksuelle krænkelser, der er sket, mens de var børn eller helt
unge, med i ballasten. Alle, såvel mænd som kvinder, blev spurgt, om de en eller
flere gange inden de fyldte 18 år var blevet udsat for, at nogen havde tvunget dem
til samleje eller forsøgt herpå eller anden form for seksuel krænkelse. Det viste
sig at være tilfældet for mellem hver femte og hver fjerde, 22 pct. – og mere end
halvdelen af disse havde været udsat flere gange. 13 pct. af drengene havde været
udsat for alvorlige seksuelle krænkelser som børn eller helt unge, og næsten hver
tredje – 30 pct. – af kvinderne. Især for mændene var der en tendens til enten-
eller: Enten havde de ikke været udsat, eller også havde de været udsat ikke blot
en enkelt gang, men flere gange.8
Barndomskrænkelserne har ikke samme grad af sammenhæng med svarperso-
nernes nuværende bopæl og sociale situation (uddannelse og beskæftigelse), som
de krænkelser der er sket inden for de seneste fem år. Såvel de mænd som kvin-
der, der har fået en lang boglig uddannelse, har dog ikke i samme udstrækning
været udsat for alvorlige seksuelle krænkelser som børn, som de personer der ik-
ke har fået lang boglig uddannelse. De mænd, der på interviewtidspunktet boede i
Nord-, Øst- eller Sydgrønland, havde i større omfang oplevet sig alvorligt seksu-
elt krænket som børn, end de mænd der aktuelt boede andetsteds i Grønland. For
Flemming Balvig
20
kvinder er der ikke større forskelle i forhold til deres aktuelle bosted, bortset fra
en vis overhyppighed blandt kvinder bosiddende i Sydgrønland.
For mænd gør det ingen forskel, om de er interviewet af en mand eller en
kvinde, mens det – som vedrørende de aktuelle erfaringer – gør en forskel for
kvindernes vedkommende. Bemærkelsesværdigt nok er det dog her det omvend-
te: Det er blandt de kvinder, der har været udspurgt af kvinder, at flest beretter, at
de er blevet alvorligt seksuelt krænket som børn: 32 pct., sammenlignet med 23
pct. af de kvinder, der er blevet interviewet af mænd.
15 pct. af de, der er blevet alvorligt seksuelt krænkede som børn, har anmeldt
det til politiet eller politiet har fået nys om det på anden måde – 10 pct. for dren-
genes vedkommende og 17 pct. for pigernes.
Mere end hver tredje af de adspurgte kvinder, 36 pct., har enten oplevet sig
udsat for alvorlig seksuel krænkelse, da de var børn. eller inden for de seneste
fem år forud for udspørgningstidspunktet – eller bege dele (hvilket drejede sig om
tre pct. af samtlige kvinder). For kvinder på 50 år og derover var det tæt ved
halvdelen, 46 pct., og her skal man betænke, at en del af de tilsyneladende ikke-
udsatte på grund af udspørgningsmetoden kan have været udsat for alvorlig sek-
suel krænkelse mellem det fyldte 18 år og frem til fem år før udspørgningstids-
punktet.
3.3. Samlet risiko
Det er almindeligt i offerundersøgelser at udarbejde og analysere et samlet mål
for udsathed for kriminallovsovertrædelser inden for en nærmere specificeret pe-
riode. Et sådant mål er naturligvis stærkt påvirkeligt over for hvilke lovovertræ-
delser, det er muligt at inddrage. Vi er begrænset til tyveri, hærværk, vold og al-
vorlige trusler, og på baggrund af det umiddelbart foregående er der især grund til
at gøre opmærksom på, at seksualkriminalitet således ikke indgår. Andre eksem-
pler på kriminallovsovertrædelser, der ikke indgår, er røveri, bedrageri og brand-
stiftelse. Endvidere ligger det i sagens natur, at såkaldt »offerløse« lovovertrædel-
ser ikke indgår, såsom narkotikakriminalitet.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
21
Opstilling 3.3.1. Procent af de 18-74-årige, der inden for det seneste år har
oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk og/eller vold og/eller alvorlige
trusler (»kriminalitet«) i Grønland, 1995/96 og 2013/14, og i Danmark,
1995/96 og 2013
GRØNLAND DANMARK
1995/96 2013/14 1995/96 2013
Pct. udsat for »kriminalitet« 25 22 23 17
Af opstilling 3.3.1 fremgår, at det i 1995/96 var hver fjerde, 25 pct., af de 18-74-
årige i Grønland, der havde været udsat for »kriminalitet«, dvs. tyveri og/eller
hærværk og/eller vold og/eller alvorlige trusler. Frem til 2013/14 er der et lille
fald i udsatheden for kriminalitet, der, som vi har set, beror på et fald i ejendoms-
kriminaliteten.
Udsatheden for »kriminalitet« var i 1995/96 en smule højere i Grønland end i
Danmark. I 2013/14 er forskellen vokset, fordi risikoen for »kriminalitet« er fal-
det mere i Danmark end i Grønland.
Risikoen for at blive udsat for »kriminalitet« var i Grønland i 2013/14 næsten
dobbelt så stor for mænd sammenlignet med kvinders risiko, 29 pct. over for 16
pct.
Generelt var det de unge, de 18-29-årige, der løb den største risiko (30 pct.),
mens der ikke var nogen særlig forskel mellem de 30-49-åriges og de 50-74-
åriges risiko (ca. 20 pct.). Det er især de unge mænd, der løber en betydelig risiko
for at blive udsat for »kriminalitet«, idet 41 pct. havde været udsat inden for det
seneste år. Blandt de 30-74-årige mænd var det omkring hver fjerde, der var ble-
vet udsat. De unge kvinder (18-29 år) havde kun halvt så stor risiko for at blive
udsat for »kriminalitet« (19 pct.), og de unge kvinders risiko var kun lettere for-
højet i forhold til de 30-74-årige (15 pct.).
Uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt synes forskelle i risiko for
»kriminalitet« især at afspejle underliggende forskelle i alder og i besiddelser
(som muligt objekt for berigelseskriminalitet). Bl.a. viser det sig, at studerende og
personer med en lang boglig uddannelse generelt har en højere risiko end andre.
Risikoen for at blive udsat for »kriminalitet« var noget højere i byer (23 pct.)
end i bygder (17 pct.). Den var bemærkelsesværdig lav i Midtgrønland (7 pct.),
og noget lavere end det gennemsnitlige i Diskobugten (17 pct.). For bosiddende i
Nuuk var risikoen 25 pct., og endnu lidt større var den i Nord- og Østgrønland
(27 pct.) og i Sydgrønland (28 pct.).9
Flemming Balvig
22
Opstilling 3.3.2. Procent af de 18-74-årige, der inden for det seneste år har
oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk og/eller vold og/eller alvorlige
trusler (»kriminalitet«) i Grønland, 1995/96 og 2013/14, og i Danmark,
1995/96 og 2013, som har anmeldt det til politiet eller hvor politiet har fået nyt
om forholdet på anden vis
GRØNLAND DANMARK
1995/96 2013/14 1995/96 2013
Pct. anmeldt »kriminalitet« 49 61 54 51
For en snes år siden var der i Danmark sammenlignet med Grønland en lidt sam-
let større tendens til, at »kriminalitet«, som man var blevet udsat for, var blevet
meldt til politiet, eller at politiet havde fået nys om det på anden vis, jf. opstilling
3.3.2. Fordi »anmeldelsestilbøjeligheden« siden er steget i Grønland, men ikke i
Danmark, forholder det sig omvendt i 2013/14: »Anmeldelsestilbøjeligheden« er
større i Grønland.10
3.4. Befolkningen og kriminaliteten
At den traditionelle kriminallovskriminalitet er faldet de senere år, ser ikke ud til
at være bemærket eller har fået gennemslag i, hvordan den grønlandske befolk-
ning opfatter det – tværtimod. Hele 62 pct. var i telefonundersøgelsen af den op-
fattelse, at kriminaliteten var steget, og hver tredje endog at den var steget meget.
Kun 11 pct. mente, den var faldet.
Denne kontrast mellem kriminalitetens faktiske udvikling og befolkningens
oplevelse af samme er næppe et særlig grønlandsk fænomen. Når man kigger på
forskellige undersøgelser foretaget på forskellige tidspunkter rundt omkring i
verden, synes det nærmest at være universelt, at et flertal i befolkningen oplever
kriminaliteten som stigende – uanset om dette er tilfældet eller ej. En undersøgel-
se foretaget i Danmark i 2013 viste, at det var 50 pct., der mente, at der var mere
kriminalitet i Danmark end for fem år siden, mens kun 10 pct. mente, at der var
mindre (Epinion, 2013) – selv om Danmark i denne periode reelt havde et ganske
markant fald i kriminaliteten. Måske er det en del af en bredere konceptuel ten-
dens til at mene, at »verden er af lave«, og at »det var bedre før i tiden«. Generelt
synes sådanne opfattelser af livet, samfundet og verden især at være udbredt
blandt ældre, og der er da også såvel i Grønland som i Danmark relativt flest æl-
dre, der har en oplevelse af, at kriminaliteten er stigende. Måske det specielt for
kriminalitetens vedkommende har sammenhæng med, at det er et område, hvor
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
23
man, især via medierne, erfarer, at der sker noget hele tiden, og at der næsten hver
dag er sket noget (helt) nyt.
De grønlændere, der har en korrekt oplevelse af udviklingen, er især at finde
blandt dem, der via deres uddannelse, arbejde eller profession har særligt gode
muligheder for at vide, hvordan det faktisk forholder sig. I den danske undersø-
gelse er der relativt flest blandt de højtuddannede, der deler den korrekte opfattel-
se af, at kriminaliteten har været faldende.
Kriminalitet har ry for at være et område, der optager alle, men dette viser sig
langt fra at gøre sig gældende for alle eller tilnærmelsesvis alle grønlændere. I så
henseende synes grønlænderne delt i tre nogenlunde lige store grupper: Ca. en
tredjedel der i meget høj eller temmelig høj grad følger med i, hvad der i medier-
ne skrives og fortælles om kriminalitet m.v.; en tredjedel der følger en del med –
og så en tredjedel der kun lidt eller slet ikke følger med i kriminalitetsstoffet.
Det er dog vigtigt at fremhæve, at man godt kan være stærkt optaget af krimi-
nalitetsproblemet mv., selv om man ikke følger så meget med i medierne. Til
trods for at det har været tidskrævende, har interessen således været stor for at
deltage i de forskellige undersøgelser, der ligger til grund for nærværende rap-
port, ikke mindst fokusgruppeundersøgelserne. Når filmene har været vist med
fiktive retssager om vold og voldtægt for mindre grupper rundt omkring i Grøn-
land har mange, især i de små samfund, siddet yderst på stolen for at følge med,
selv om disse film i spændingsniveau ville kunne være blevet udkonkurreret af en
hvilken som helst krimi. Det var tydeligt, at filmene rørte ved nogle problemstil-
linger, som optog mange. Her blev der visualiseret nogle problemer, som man op-
levede som tæt på – og som man syntes var store, og som der burde gøres noget
(mere) ved. Man kunne genkende de forurettede og/eller de tiltalte i form af egne
oplevelser eller fra nogen man kendte – eller fra noget man kendte til var sket –
og kunne ske igen.
Hele to ud af tre af grønlænderne, 67 pct., mente, at kriminalitet var et meget
alvorligt problem for det grønlandske samfund, jf. opstilling 3.4.1. Kriminalitets-
problemet er noget næsten alle har en mening om. Ikke en eneste nægtede at sva-
re på dette spørgsmål, og kun få svarede ved ikke. 22 pct. tilkendegav, at de syn-
tes, at kriminalitet var et temmelig stort problem for det grønlandske samfund, og
kun en ud af ti, 10 pct., anså kriminalitetsproblemet for at være et lille problem
eller slet ikke noget problem.
Flemming Balvig
24
Opstilling 3.4.1. Synes du at kriminalitet er et problem for det grønlandske
samfund? Procentfordeling (Telefonundersøgelsen)
Et meget stort problem 67
Et temmelig stort problem 22
Et lille problem 7
Ikke noget problem 3
Vil ikke svare –
Ved ikke 1
I ALT procent 100
n = 696
Til sammenligning kan nævnes, at det ifølge de seneste undersøgelser i Danmark
er mindre end hver tredje dansker, der synes, at kriminalitet er et meget alvorligt
problem for og i det danske samfund (Justitsministeriet, 2015).
Såvel demografisk som geografisk deles den stærke samfundsmæssige be-
kymring for kriminaliteten af praktisk talt alle undergrupper i den grønlandske
befolkning. Uddannelsesmæssigt er der dog en undtagelse, idet »kun« 45 pct. af
dem, der har en lang boglig uddannelse (universitetsuddannelse o.lign.), synes, at
kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske samfund.
En anden undtagelse er af geografisk karakter. I Aasiaat er det »kun« 49 pct.
af indbyggerne, der synes, at kriminalitet er et meget stort problem. Narsaq er et
andet område, hvor der er relativt få (59 pct.). Kontrasten er områderne Qaqortoq,
Maniitsoq, Sisimiut og Uummannaq, hvor omkring 8 ud af 10 vurderer kriminali-
tetsproblemet som værende meget stort. Nuuk placerer sig med 69 pct. omkring
det gennemsnitlige for hele Grønland. Generelt er det relativt set lidt flere i byg-
derne end i byerne, der anser kriminalitetsproblemet for at være meget stort, 74
pct. overfor 67 pct.
Såvel blandt mænd som blandt kvinder er det et stort flertal, der anser krimi-
nalitetsproblemet for at være meget stort, men flertallet er størst blandt kvinderne
(73 over for 62 pct.).
Blandt personer født i Grønland anser 70 pct. kriminalitetsproblemet for me-
get stort, hvilket er betydeligt flere end blandt personer bosiddende i Grønland,
men født i Danmark, hvor det »kun« er lige godt halvdelen, 53 pct. Samme gan-
ske markante forskel gør sig gældende, hvis opdelingen af »grønlændere« og
»danskere« foretages ud fra det sprog, som telefoninterviewet er gennemført på
(71 over for 52 pct.).
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
25
Man kunne forestille sig, at det ville gøre en forskel, om man i sit daglige vir-
ke, eller i det mindste lejlighedsvis, havde berøring med kriminalitetsproblemer
med hensyn til, hvor stort man vurderede disse problemer til at være for det grøn-
landske samfund. Dette viser sig imidlertid i en række henseender ikke at være
tilfældet. Der er en svag tendens til, at personer, der arbejder inden for politiet,
domstolene eller det sociale system, vurderer problemerne som lidt større, men
forskellene er ikke statistisk signifikante. Personer, der ifølge deres egen tilken-
degivelse, ved mere om, hvordan domstolene dømmer i kriminalsager, vurderer
ikke kriminalitetsproblemets størrelsesorden anderledes end befolkningen i al-
mindelighed. Personer, der en eller flere gange selv har fungeret som dommer,
domsmand, anklager og/eller vidne, vurderer heller ikke kriminalitetsproblemets
størrelsesorden som anderledes end folk i almindelighed. Derimod vurderer per-
soner, der selv en eller flere gange har været den forurettede i en retssag eller den
tiltalte, gennemgående kriminalitetsproblemets som værende mindre stort end
andre.
Man kunne også forestille sig, at det spiller en rolle, om man har oplevet kri-
minaliteten på egen krop som offer. Måske lidt overraskende viser det sig imid-
lertid, at det ikke gør nogen forskel, om man inden for det seneste år forud for ud-
spørgningstidspunktet har været udsat for tyveri, hærværk, vold og/eller alvorlige
trusler om vold. For kvinder viser der sig at være en forholdsvis markant højere
andel af dem, der inden for de seneste fem år har været udsat for voldtægt, forsøg
på voldtægt eller anden form for sexkrænkelse, der anser kriminalitetsproblemet
for meget stort i det grønlandske samfund, end blandt dem der ikke har været ud-
sat. Mænd er, som tidligere nævnt, ikke blevet stillet dette spørgsmål. Til gen-
gæld er både mænd og kvinder blevet stillet spørgsmålet om, hvorvidt de som
børn eller unge (under 18 år) er blevet udsat for voldtægt eller anden sexkrænkel-
se. Her finder man igen en, om end noget afsvækket, tendens til at kvinder, der
har været udsat, vurderer kriminalitetsproblemet som større end de ikke-udsatte.
For de mandlige udsatte og ikke-udsatte er der ingen forskel.
Personer, der anser kriminalitetsproblemet for meget stort for det grønlandske
samfund, har – hvis de er blevet udsat for en forbrydelse – oftere anmeldt det til
politiet end andre ofre. Det kan tænkes, at der heri ligger en tilkendegivelse af, at
man i særlig grad har et ønske om, at der bliver gjort noget (mere) ved kriminali-
tetsproblemet og med de kriminelle. Man kan dog ikke se bort fra den mulighed,
at det helt eller delvist beror på forskelle i alvorlighedsgrad vedrørende den kri-
minalitet, man er blevet udsat for.
Det er blevet hævdet, at grønlændere sammenlignet med en række andre be-
folkningsgrupper, eksempelvis den danske, har en debat- og meningskultur, der
Flemming Balvig
26
er temmelig absolut. Enten er man enig eller uenig – og hvis man er enig, så er
man meget enig – og hvis man er uenig, så er man meget uenig. Det kunne være
noget af forklaringen på, at så mange, som tilfældet er, vurderer kriminalitetspro-
blemet som meget stort – jævnfør også den nævnte forskel, hvor betydeligt flere
af de i Grønland bosiddende grønlændere end danskere vurderer kriminalitets-
problemet som meget stort. Dette er dog spekulation, idet man også skal lægge
mærke til, dels at der midt i 1980-erne i Danmark, da man begyndte på den slags
målinger, var omkring to ud af tre, der anså kriminalitetsproblemet som værende
meget stort (i Danmark), og dels, at der i 2014 er betydeligt flere af de i Grønland
bosiddende danskere, der anser kriminalitetsproblemet som værende meget stort i
det grønlandske samfund, end der er danskere bosiddende i Danmark, der anser
kriminalitetsproblemet som værende meget stort i det danske samfund.
En lidt beslægtet problemstilling vedrører den mulighed, at den betydelige
samfundsmæssige bekymring hos nogen snarere er et udtryk for, at de reagerer,
som de tror, det forventes af en samfundsbevidst borger, frem for at det er person-
ligt dybtfølt. Hvis man oplever, at samfundet og omgivelserne fokuserer meget på
et problem, og giver det stor opmærksomhed, kan det være vanskeligt personligt
helt eller delvist at afvise det som et problem. Man kan i så fald opleve sig set på
som ansvarsløs og mere eller mindre ligeglad med sine medmennesker. Hvis
holdningerne var dybtfølte, skulle vi forvente, at de ikke i samme grad, som hvis
dette ikke er tilfældet, ville lade sig påvirke af den kontekst, man svarer i. Vi fin-
der imidlertid, at svarene i en vis udstrækning synes at være påvirket dels af, om
man var alene, da man blev telefoninterviewet, og dels af interviewerens køn.
Eksempelvis var der blandt de, der var alene, da de blev telefoninterviewet, 65
pct. der angav, at de syntes, kriminalitetsproblemet var meget stort i det grønland-
ske samfund, mens dette var tilfældet for 70 pct. af dem, hvor det var usikkert,
om der var andre tilstede – og 75 pct. af dem, der ikke var alene. Dette kunne
godt tyde på, at der gør sig en vis »forstærkningseffekt« gældende vedrørende
holdningen til kriminalitetsproblemets størrelse, når den skal tilkendegives over
for andre, eller der i hvert fald er andre tilstede.
Det er helt tilfældigt, om man er blevet interviewet af en mand eller en kvinde.
Ikke desto mindre giver dette et statistisk signifikant udslag på, hvor stort man
svarer, at kriminalitetsproblemet er. 54 pct. af de, der blev interviewet af en
mand, svarede, at de mente, at kriminalitetsproblemet var meget stort, mens det
var hele 72 pct. af dem, der blev interviewet af en kvinde. Måske opfordrer en
mandlig interviewer ubevidst og utilsigtet mere til et »macho-svar«, hvor svaret
tilkendegiver, at man ikke er bange for noget, og en kvindelig interviewer til et
»omsorgs-svar«, hvor man viser, at man er parat til at se problemerne i øjnene og
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
27
få gjort noget ved dem? Hvis denne fortolkning har noget på sig, skulle vi bl.a.
forvente, at de to ekstremer ville være henholdsvis en mand, der blev interviewet
af en mand, og en kvinde, der blev interviewet af en kvinde. Og det er præcis så-
dan det forholder sig. Blandt de mænd, der blev interviewet af en mand, var der
44 pct., der mente, at kriminalitetsproblemet var stort i det grønlandske samfund,
mens det var 76 pct. blandt de kvinder, der blev interviewet af en kvinde.11
At mene, at kriminalitet er et stort problem for det grønlandske samfund, be-
tyder ikke nødvendigvis, at man personligt frygter at blive udsat for kriminalitet.
Heller ikke det omvendte er nødvendigvis tilfældet: Man kan godt personligt væ-
re bange for at blive udsat for kriminalitet, uden at man nødvendigvis mener, at
kriminalitet er et stort problem for det grønlandske samfund som sådan. Den sam-
fundsmæssige og den personlige bekymring for kriminalitet er som udgangspunkt
to forskellige ting. På engelsk ville man kalde den første for »concern« og den
sidstnævnte for »fear«. Det er svært at finde et tilsvarende helt dækkende ord på
dansk for »concern«, mens »fear« er frygt, eventuelt angst.
Det viser sig at være hver syvende grønlænder mellem 18 og 74 år – 14 pct. –
der ofte eller næsten hele tiden i dagligdagen går rundt og tænker på deres per-
sonlige risiko for at blive udsat for kriminalitet. Til gengæld var det næsten halv-
delen, 48 pct., der aldrig skænkede deres personlige risiko for at blive udsat for
kriminalitet en tanke, og tager vi dem med, der sjældent tænker på det, var det tre
ud af fire – 76 pct.
Den personlige bekymring ligger altså på et langt lavere niveau end den sam-
fundsmæssige bekymring for kriminalitet. 67 pct. syntes, at kriminalitet var et
meget stort problem for det grønlandske samfund, mens »kun« 14 pct. hele tiden
eller ofte tænkte på deres personlige risiko for at blive udsat. 76 pct. tænkte som
nævnt aldrig eller kun sjældent på deres personlige risiko for at blive udsat for
kriminalitet, mens »kun« 10 pct. syntes, at kriminalitet ikke var noget problem
eller kun et lille problem for det grønlandske samfund.
Blandt svarpersoner, der næsten hele tiden eller ofte bekymrede sig om deres
personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet, var det den absolutte undta-
gelse, at man ikke anså kriminaliteten for at være et temmeligt eller meget stort
samfundsmæssigt problem. Blandt svarpersoner, der aldrig personligt bekymrede
sig for kriminalitetsrisikoen, var det alligevel 84 pct., der anså kriminaliteten for
et være et temmeligt eller meget stort problem, og »kun« hver sjette der syntes, at
kriminaliteten ikke var noget problem eller kun et lille problem.
Set den anden vej fra var det mindre end hver femte af dem, der syntes, at
kriminaliteten var et meget stort samfundsmæssigt problem, som selv ofte eller
næsten hele tiden gik rundt og personligt bekymrede sig for at blive udsat. 44 pct.
Flemming Balvig
28
tænkte aldrig på det i dagligdagen. For dem, der syntes, at kriminaliteten var et
lille eller slet ikke noget problem for det grønlandske samfund, var det undtagel-
sen, at man var bekymret for selv at blive udsat. Langt de fleste i denne gruppe
tænkte aldrig på deres personlige risiko.
Opstilling 3.4.2. Den personlige bekymring for kriminalitet blandt 18-74-årige
i Danmark og Grønland, 2014*
Bekymrer sig ... Grønland Danmark
Næsten hele tiden 5 3
Ofte 9 10
Af og til 20 24
Sjældent 18 39
Aldrig 48 24
Uoplyst 0 0
I ALT 100 100
n = 696 2.630
* Begge undersøgelser er gennemført i første kvartal 2014.
I opstilling 3.4.2 er det personlige bekymringsniveau med hensyn til kriminalitet i
Grønland sammenlignet med Danmark. Til trods for at kriminalitet, der har ka-
rakter af personlige overgreb, ligger på et betydeligt højere niveau i Grønland end
i Danmark, er bekymringsniveauet ikke højere. Snarere tværtimod. Når man tager
den statistiske usikkerhed i betragtning, er der omtrent lige mange, for hvem kri-
minalitetstruslen ofte eller næsten hele tiden er et problem, men der er i Grønland
dobbelt så mange som i Danmark, der aldrig skænker deres personlige risiko for
at blive udsat for kriminalitet en tanke.
Umiddelbart kunne man forestille sig, at et af de forhold, der kunne have stor
betydning for den personlige frygt for kriminalitet, er, om man selv har været ud-
sat for kriminalitet. Det viser sig da også at gøre en forskel, men den er ikke
overvældende stor. 18 pct. af de, der havde været udsat for en eller anden form
for ejendoms- eller voldskriminalitet inden for det seneste år, tænkte ofte eller
næsten hele tiden på deres risiko for (påny) at blive udsat for kriminalitet, mens
det »kun« var 13 pct. blandt dem, der ikke havde været udsat. Overraskende nok
er det især ejendomskriminalitet – tyveri og hærværk – der gør en forskel, mens
de, der har været udsat for vold eller trusler om vold, ikke var mere frygtsomme,
end de der ikke havde været udsat herfor. Om man har været udsat for sexkræn-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
29
kelser som barn eller ung gør ingen forskel, men blandt kvinder, der har været
udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de sidste fem år forud for in-
terviewtidspunktet, var der langt flere – 38 pct. – der tænkte på risikoen for
(påny) at blive udsat for kriminalitet, end blandt de kvinder der ikke havde været
udsat (14 pct.). Generelt betød det mere for kvinders bekymring end for mænds,
om de havde været udsat for kriminalitet – og mere for yngres end ældres.
Det er bemærkelsesværdigt, at der findes en endnu stærkere sammenhæng
mellem bekymring for kriminalitet, og hvor meget man følger med i medierne
om kriminalitet, end mellem bekymring og personlig udsathed for kriminalitet.
Med hensyn til bekymring og medieeksponering skal man være opmærksom på,
at sammenhængen kan gå begge veje: Det er tænkeligt, at det at se, høre og læse
om kriminalitet i medierne øger bekymringen, men det er også tænkeligt, at de
mere bekymrede i højere grad følger med i medieres stof om kriminalitet. Blandt
de, der følger meget eller temmelig meget med i mediernes stof om kriminalitet,
er der næsten tre gange så mange, der er bekymrede for deres personlige risiko
for at blive udsat for kriminalitet – 23 pct. – sammenlignet med dem, der ikke
følger så meget med eller slet ikke følger med, 8 pct. Blandt de, der følger »en
del« med, var der 11 pct. bekymrede, så det er især den stærke medieeksponering
for kriminalitet, der har sammenhæng med et relativ højt bekymringsniveau.
Det selv at have været udsat for kriminalitet betyder ikke, at man følger mere
med i mediernes stof om kriminalitet. Der er ingen forskel i så henseende mellem
ofre og ikke-ofre. Den mulige angstfremkaldende reaktion på medieeksponering
for kriminalitet synes især at gøre sig gældende for personer, der ikke selv har
været udsat. Hver fjerde, 25 pct., der ikke selv havde været udsat, tænkte ofte el-
ler næsten hele tiden på deres personlige risiko for at blive udsat, over for »kun«
7 pct. af de ikke udsatte som ikke fulgte mediestof om kriminalitet. For de, der
fulgte meget med i stof om kriminalitet, syntes det personligt at blive udsat for
kriminalitet nærmest at have en »afdramatiserende« virkning, idet der her blandt
ofrene »kun« var 14 pct., der var bange, over for 19 pct. af dem, der ikke havde
været udsat.
Man kan komme tæt på kriminaliteten på andre måder end ved at blive udsat
for eller lade sig eksponere for den i medierne, bl.a. via overværelse af eller del-
tagelse i en retssag i en eller flere af de forskellige roller, der findes her. Blandt
personer, der har fungeret som dommere eller domsmænd i en kriminalsag, var
der meget få, der personligt var bekymrede for at blive udsat for kriminalitet,
sammenholdt med dem, der ikke havde været dommere eller domsmænd, mens
tendensen var den omvendte for folk, der havde deltaget som forurettede, tiltalte,
Flemming Balvig
30
anklagere, forsvarere og/eller tilhørere. Om man havde været vidne i en retssag
eller ej havde ikke sammenhæng med personlig bekymring for kriminaliteten.
I mange lande og i mange undersøgelser har man fundet en tendens til, at der
er flere kvinder, der bekymrer sig for deres personlige risiko for at blive udsat for
kriminalitet, end mænd – men sådan er det ikke i Grønland. Der var ikke forskel
overhovedet. Heller ikke alder gjorde den store forskel. Der var kun en ganske
svag tendens til, at den personlige bekymring øgedes med alderen. Endvidere
gjorde det ingen forskel, om man var født i Grønland eller ej.
Til gengæld findes der betydelige geografiske forskelle i det personlige be-
kymringsniveau. I byerne var der næsten dobbelt så mange, der personligt var
bekymrede for kriminaliteten (14 pct.) som i bygderne (8 pct.). I Nord- og Øst-
grønland var der 18 pct., der ofte eller næsten hele tiden tænker på deres person-
lige risiko for at blive udsat for kriminalitet – over for »kun« 8 pct. i Midtgrøn-
land.
Også med hensyn til den personlige bekymring og angst kunne man forestille
sig, at der ville være en »interviewereffekt« – altså at ens villighed til at give ud-
tryk for sin eventuelle angst ville være afhængig af, hvem der spørger, og den si-
tuation man udspørges i. Hvad end forklaringen er, findes der en forholdsvis
markant tendens til, at flere giver udtryk for personlig bekymring for kriminalitet,
når de interviewes af en ung, end når de interviewes af en lidt ældre person. Tilli-
ge er der lidt flere, der giver udtryk for personlig bekymring, når de ikke har væ-
ret alene under interviewet. Måske har nogen oplevet en forventning om, »at kri-
minalitet er et stort problem, og det bør man selvfølgelig være personligt bekym-
ret for« og svaret herefter, uden at det dækker over en reel personlig bekymring?
Man kunne have en forventning om, at de personligt bekymrede i højere grad
end de ikke-bekymrede ville have en oplevelse af, at kriminaliteten var stigende –
og omvendt. Overraskende nok viste dette sig ikke at være tilfældet. Der var in-
gen eller i hvert fald kun en meget svag sammenhæng mellem oplevelsen af kri-
minalitetens udvikling i Grønland på den ene side og den personlige bekymring
for kriminaliteten på den anden.
4. Reaktioner på kriminalitet – formålet
Alle er enige om, at samfundet skal reagere på kriminalitet, eller i hvert fald den
del af kriminaliteten som det kriminalretlige system får kendskab til – men hvor-
dan, og med hvilket formål? Traditionelt sondres der mellem tre forskellige muli-
ge formål med at foranstalte/straffe:
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
31
1) Det repressive formål, der tidsmæssigt er bagudvendt og rettet mod (til) alle
andre end den person, der foranstaltes/straffes. Formålet er her via en eller an-
den form for tilsigtet lidelse for den dømte at opnå en følelse af, at retfærdig-
hed er sket fyldest. Med et mindre smigrende begreb kan man også sige, at al-
le vi andre herigennem forsøger at opnå en eller anden form for »hævn«. End-
videre kan man tillige udvide det til at inkludere en forhåbning om, at den
dømte via sin dom og under foranstaltningens/straffen vil »sone« sin brøde,
dvs. gennem en eller anden form for lidelsesproces angre og fortryde.
2) Det generalpræventive eller almenpræventive er også et formål, som retter sig
mod at give en gevinst for alle, men som tidsmæssigt sigter på fremtiden. Øn-
sket er her, at foranstaltningen/straffen skal tjene som et afskrækkende eksem-
pel, der afholder folk fra at begå en tilsvarende forbrydelse, eller forbrydelser i
det hele taget. Dette formål er altså af nyttemæssig karakter. Foranstaltnings-
systemet/straffesystemet og dets udformning og anvendelse i praksis har her
som formål at mindske kriminaliteten i samfundet.
3) Det specialpræventive eller individualpræventive formål er ligeledes af nytte-
mæssig karakter og retter sig mod at opnå en fremtidig gevinst. Formålet er
her at foranstaltningen/straffen skal bidrage til at mindske risikoen for, at den
dømte påny begår kriminalitet. Det kan enten ske gennem forsøg på uskade-
liggørelse (f.eks. ved at forhindre den dømtes eventuelle kriminalitet i sam-
fundet i en periode gennem indespærring el.lign.), og/eller forsøg på afskræk-
kelse og/eller forsøg på resocialisering (hjælp, social støtte, behandling mv.).
Det er ikke tilfældigt, at det i Grønland hedder en kriminallov og ikke, som bl.a. i
Danmark, en straffelov, og at de mulige reaktioner benævnes foranstaltninger, og
ikke straffe. Det afspejler på det principielle plan mindre vægtning af det repres-
sive og det almenpræventive formål i det, man ønsker at opnå ved at reagere på
kriminalitet, og en større vægtning af det individualpræventive. Det er også ofte
blevet omtalt og diskuteret som gerningsprincippet over for gerningspersonprin-
cippet, altså om det er beskaffenheden af den kriminelle handling, der lægges til
grund for at vurdere, hvad der skal ske, eller om det er personen og personens si-
tuation.
Der findes en interessant diskussion af, hvorfor gerningspersonprincippet fik
en så principielt fremtrædende betydning, som tilfældet var, da man i 1954 for
første gang fik en formaliseret kriminallov i Grønland.12
Var det en kodificering
af praksis, som den allerede var, forankret i ikke blot, hvordan de grønlandske
retsmyndigheder samt den grønlandske befolkning synes det skulle være, jf. den
såkaldte juridiske ekspedition,13
eller var det et ønske om, hvordan det bur-
Flemming Balvig
32
de/kunne være hos de jurister, der forberedte og udarbejdede kriminalloven, præ-
get som de måske var af de behandlingstanker mv., der på daværende tidspunkt
var i fokus såvel indenfor kriminologien som strafferetstænkningen i mange af de
europæiske straffesystemer (jf. bl.a. Breinholdt Larsen, 1999)? Man skal erindre
sig, at også den danske straffelov af 1930, som stadig er den gældende, var præ-
get af individualpræventive elementer.14
Allerede på et tidligt tidspunkt få år efter 1954-lovens ikrafttrædelse, kunne
man konstatere, at det under alle omstændigheder ikke helt blev, som det var
tænkt og tilsigtet. De første egentlige undersøgelser af 1954-lovens virke blev
gennemført i 1960-erne, og her konstaterede man, at loven langt fra havde funge-
ret efter hensigten. Foranstaltningerne blev i langt højere grad, end det havde væ-
ret tilsigtet, fastsat med udgangspunkt i gerningens beskaffenhed. Domme, der
var udformet med henblik på resocialisering af gerningspersonen, var forholdsvis
sjældne, og specielt var der en meget udstrakt brug af bøder (jf. bl.a. Therbild,
1965). Tre mulige forklaringer på denne udvikling har været fremsat. Den ene går
ud på, jf. ovenstående, at hverken retsmyndigheder eller befolkning delte det in-
dividualpræventive udgangspunkt for at reagere på kriminalitet. Den anden peger
på, at det kan skyldes, at retsmyndighederne ikke havde de praktiske muligheder
for at iværksætte de vigtigste af lovens resocialiserende foranstaltninger, som ek-
sempelvis dom til uddannelse (Goldschmidt, 1963). Den tredje mulighed, der er
blevet peget på, er det grønlandske samfunds stigende modernisering og urbani-
sering i perioden, som også var fulgt at stigende kriminalitet. Fra at være baseret
på primærgrupper, hvor medlemmerne havde et intimt kendskab til hinanden, var
det grønlandske samfund nu i stigende grad præget af sekundær-relationer. Gold-
schmidt, der var en af den juridiske ekspeditions tre medlemmer, antog, at ...
»... the more urbanized these Greenland communities became, coinciding with emergence of
secondary relations, the more the original pattern of resocialization tended to weaken. The idea
behind this assumption is that the less people identify with all members of their community, and
consequently with local criminals, the more hostile they will be toward them« (Goldschmidt,
1973).
Goldschmidt mente, at det med denne samfundsudvikling var blevet sværere og
sværere at få befolkningen til at tage sig af de domfældte, og Goldschmidt mente
endvidere, at det grønlandske folk i almindelighed følte sig fremmedgjorte og
magtesløse over for den hurtige samfundsudvikling, der hovedsageligt var styret
af danske eksperter. Dette førte til apati og passivitet, der gav sig udslag i et skift i
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
33
holdning til lovovertrædere fra aktiv til passiv tolerance (her citeret efter Brein-
holt Larsen, 1999).15
Hvor om alting er, så har den seneste kriminallov, der som tidligere nævnt
trådte i kraft i 2010, betydet (endnu) en vis nedgradering af gerningspersonprin-
cippet og en vis opgradering af gerningsprincippet, ikke mindst på det principielle
plan. Dog forholder det sig – formentlig – stadig sådan, at gerningspersonprincip-
pet har en mere fremtrædende vægt end f.eks. i det danske strafferetlige system.16
I den nuværende kriminallov for Grønland hedder det i § 121:
Ved valget af foranstaltninger skal der tages hensyn til
1) Lovovertrædelsens grovhed, herunder samfundets interesse i at modvirke handlinger af den
pågældende art, og
2) Gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at afholde
den pågældende fra yderligere lovovertrædelser.
Tanken har været, at man nu skulle tage et ligeligt hensyn til handling og person
ved valg af foranstaltning.
§ 121 i den kriminallov, der trådte i kraft i 2010, afløste § 87 i den hidtil gæl-
dende kriminallov – en paragraf der ikke var blevet ændret siden den blev indført
i 1954:17
Afgørelsen skal under fornøden hensyntagen til gerningens beskaffenhed og til samfundets inte-
resse i at modvirke handlinger af den pågældende art, træffes med særligt henblik på gernings-
mandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være
nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser.
At der stadig, i hvert fald på det principielle plan, skal tages et betydeligt hensyn
til personlige forhold afspejles også i selve den seneste kriminallovs opbygning,
hvor der som tidligere er en fuldstændig adskillelse mellem, hvad der kriminalise-
res, og hvordan der kan foranstaltes. Hvor der i de enkelte paragraffer i den dan-
ske straffelov angives, hvordan der kan straffes (eller i det mindste rammer her-
for), så har eksempelvis paragrafferne vedrørende drab og vold i Grønland føl-
gende ordlyd:
§ 86. For manddrab dømmes den, som dræber en anden.
§ 88. For vold dømmes den, som forsætligt beskadiger eller krænker en andens legeme. Det
samme gælder den, som uagtsomt tilføjer en anden betydelig skade på legeme eller helbred.
Flemming Balvig
34
De mulige foranstaltninger, der beskrives og afgrænses samlet og andetsteds i
kriminalloven, har karakter af en »foranstaltningsstige«, hvor den typiske udmå-
ling af foranstaltningen vil starte nedefra, og spørge hvilket »trin« handlingens
alvorlighedsgrad tilsiger, og hvor man så dels kan gå »op« eller »ned« i forhold
til personlige forhold eller afgøre den præcise udformning af det enkelte »trin«.
De mulige foranstaltninger er, nævnt i rækkefølge fra »nederste trin«: Advarsel,
Bøde, Betinget anstaltsanbringelse, Tilsyn, Samfundstjeneste, Tilsyn og anstalts-
anbringelse og Anstaltsanbringelse. Hertil kommer Forvaring på ubestemt tid,
samt særlige hjælpeforanstaltninger over for unge kriminelle og særlige foran-
staltninger over for psykisk syge kriminelle.
I overensstemmelse med opdelingen i de tre traditionelle og mulige formål
med at foranstalte/straffe, blev der i telefonundersøgelsen i Grønland stillet føl-
gende spørgsmål med følgende svarmuligheder:
Når en person har begået noget kriminelt som f.eks. vold eller tyveri, skal samfundet handle.
Synes du at måden at handle på først og fremmest skal være for ...
1) At skræmme andre fra at begå kriminalitet
2) At straffe gerningsmanden ham så han kan mærke at samfundet tager afstand fra hans krimi-
nalitet
3) At hjælpe og støtte gerningsmanden så han ikke gør det igen.
Af opstilling 4.1 kan man se, hvordan svarene fordelte sig. For det første er det
bemærkelsesværdigt, at der er meget få, der ikke har villet svare, eller som har
svaret »ved ikke«. Det ser ud til at være en problemstilling, som den grønlandske
befolkning har en mening om, og en mening som de gerne vil fortælle om.
For det andet viser der sig at være en overvældende majoritet – hele 77 pct. –
som mener, at en dom først og fremmest skal have det formål at hjælpe og støtte
gerningsmanden, så han ikke gør det igen, altså et individualpræventivt formål
med vægt på resocialisering.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
35
Opstilling 4.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige
i Grønland og Danmark, 2014 (telefoninterviewundersøgelser):
Når en person har begået noget kriminelt som f.eks. vold eller tyveri,
skal samfundet handle. Synes du at måden at handle på først og fremmest
skal være for ...
Grønland Danmark
At skræmme andre fra at begå kriminalitet 5 12
At straffe gerningsmanden så han kan mærke at samfundet tager
afstand fra hans kriminalitet 15 57
At hjælpe og støtte gerningsmanden så han ikke gør det igen 77 29
Vil ikke svare 1 0
Ved ikke 1 2
I ALT procent 100 100
n = 696 976
* Undersøgelsen i Grønland er gennemført i første kvartal 2014, i Danmark i juli 2014.
15 pct. mener, at en dom først og fremmest skal have som formål at straffe ger-
ningspersonen, mens kun en ud af hver tyve, 5 pct., synes, at formålet først og
fremmest skal være at skræmme andre fra at begå kriminalitet.
Det kan således konkluderes, at gerningspersonprincippet er solidt forankret i
den grønlandske befolknings ønsker og forestillinger om, hvad formålet skal være
med at foranstalte/straffe en person.
Ved undersøgelsens gennemførelse blev der ikke fundet eksempler på, at præ-
cis det samme spørgsmål er stillet i andre lande, men svar på spørgsmål, der min-
der om det stillede i Grønland, tyder på, at det også efter en international måle-
stok kan være en usædvanligt stor del af befolkningen i Grønland, der peger på
resocialisering som det primære formål.18
Ansporet af den grønlandske undersø-
gelse gennemførtes en tilsvarende undersøgelse i Danmark nogle få måneder se-
nere i 2014.19
Det tilsvarende spørgsmål blev via Danmarks Statistiks omnibus-
undersøgelser stillet et repræsentativt udsnit af 18-74-årige i Danmark. Som det
kan ses af opstilling 3.1, viste holdningen sig her at være markant forskellig. Selv
om der trods alt var 29 pct. af danskerne, der mente, at det primære formål skulle
være hjælp og støtte med henblik på at reducere tilbagefald, så var det majorite-
ten, 57 pct., der mente, at det primære formål skulle være at straffe gerningsman-
den, så han kunne mærke, at samfundet tog afstand fra hans kriminalitet. Der var
også relativt flere i Danmark, der mente, at det primære formål skulle være at af-
skrække andre fra at begå kriminalitet.
Flemming Balvig
36
Befolkningen i Grønland blev yderligere bedt om at tage stilling til, hvad de
syntes var det næst vigtigste. Blandt de, der syntes, at det primære formål var at
straffe, var der 83 pct., der syntes, at det næst vigtigste formål skulle være resoci-
alisering. Blandt de, der syntes, at det primære formål var at afskrække andre fra
at begå kriminalitet, var der 69 pct., der syntes, at det næst vigtigste formål var
resocialisering. Alt i alt betyder det, at 95 pct. af svarpersonerne i Grønland pege-
de på resocialisering som enten det vigtigste eller næst vigtigste formål.20 21
Det kunne være nærliggende at tro, at de, der personligt (for nyligt) havde væ-
ret udsat for kriminalitet, ville prioritere gengældelse o.lign. højere end andre,
men dette viser sig ikke at være tilfældet. Der er kun få, små og statistisk set ube-
tydelige forskelle mellem de, der har været udsat for kriminalitet, og de der ikke
har, med hensyn til, hvad der skal være det vigtigste formål med at foranstal-
te/straffe. Selv ikke kvinder, der havde været udsat for alvorlig seksualkriminali-
tet, var mere »hævngerrige« end andre, snarere tværtimod: 88 pct. af de kvinder,
der havde været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de seneste
fem år forud for interviewtidspunktet, syntes det primære formål skulle være re-
socialisering, mens det var 82 pct. af de kvinder, der ikke havde været udsat.22
Blandt kvinder som helhed var der lidt flere end blandt mænd som helhed, der
syntes, at det primære formål skulle være resocialisering – 82 pct. over for 76 pct.
Derimod spillede alder ingen betydende rolle for, hvad man syntes skulle være
det primære formål.
De, der syntes, at kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske
samfund, og/eller som var meget eller temmelig bange for personligt at blive ud-
sat for kriminalitet, gav oftere end andre udtryk for, at de syntes, at resocialise-
ring burde være det primære formål, og ikke omvendt som man måske umiddel-
bart kunne forvente.23
Der tegner sig et billede af, at det især var i »det traditionelle Grønland«, der
var den aller største opslutning til og opbakning bag gerningspersonprincippet:
Den relativt lavt uddannede del af befolkningen, der var af grønlandsk afstamning
og som boede i bygderne. 89 pct. af dem, der havde det til fælles, at de alene hav-
de gået i folkeskole eller evt. havde taget en meget kort uddannelse; at de var født
i Grønland, samt at de boede i en bygd, mente, at resocialisering burde være det
primære formål. Det samme mente »kun« 50 pct. af dem, der havde det til fælles,
at de havde taget en håndværksmæssig eller boglig uddannelse; at de var født i
Danmark, samt at de boede i en by.
Ser man på sammenhængen med de enkelte dimensioner i »det traditionelle
Grønland« i forhold til »det ikke-traditionelle Grønland«, er billedet følgende: 88
pct. i bygderne mente, at resocialisering skulle være det primære formål over for
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
37
78 pct. i byerne (68 pct. i Nuuk); 83 pct. af dem, der var født i Grønland, over for
56 pct. af dem, der var født i Danmark; 88 pct. af dem der alene havde gået i fol-
keskole eller alene havde en meget kort uddannelse, over for 72 pct. af dem der
havde en håndværksmæssig eller en boglig uddannelse.
Forsøger vi os med en mere findelt geografisk opdeling, bliver tallene meget
små, men tendensen er klar. I samtlige områder er det et flertal, der synes, at re-
socialisering skal være det primære formål, og i mange områder er det mere end
90 pct., der har denne holdning blandt de udspurgte, såsom i Nanortalik, Qasigi-
annguit, Qeqertarsuaq, Tasiilaq og Illoqqortoormiut.
Blandt svarpersonerne i telefonundersøgelsen indgår kun et lille antal, der selv
har været dommere eller domsmænd. Tal baseret herpå skal derfor tolkes med
særlig stor forsigtighed. Umiddelbart ser det ud til, at de, der er eller har været
dommere/domsmænd, i endnu højere grad end andre går ind for gerningsperson-
princippet som det primære. 85 pct. af dem tilkendegav, at hjælp og støtte til en
kriminalitetsfri tilværelse burde være det primære, over for 79 pct. af dem, der
ikke er eller ikke havde prøvet at være dommere eller domsmænd.
Et tegn på, at den dominerende holdning til, at resocialisering skal være det pri-
mære formål med at foranstalte/straffe, er – udover de få »undvigende« svar – at
den mening, svarpersonerne er fremkommet med, ikke, eller i hvert fald stort set
ikke, har vist sig at være afhængig af, hvem man blev interviewet af, eller de om-
stændigheder hvorunder man er blevet interviewet. Eksempelvis gør det således in-
gen forskel, om man har været alene under interviewet eller ej, eller om man af in-
tervieweren er vurderet som svarende åbent og ærligt eller som forsigtig/undvi-
gende. Kun er der en svag tendens til, at kvindelige interviewere lidt oftere har fået
svar, der fremhæver hjælp og støtte som det vigtigste, end mandlige interviewere.
Et er, hvad der skal være afgørende for valg af foranstaltning, noget andet
hvad man synes bør være sigtet med den enkelte foranstaltning, når denne er ble-
vet pådømt. Derfor blev grønlænderne også stillet over for følgende spørgsmål i
telefonundersøgelsen vedrørende specielt anstaltsanbringelse:
Hvis en person efter at have begået kriminalitet dømmes til at opholde sig et stykke tid i en an-
stalt for domfældte, synes du så, at formålet først og fremmest skal være:
1 at straffe ham så han kan mærke at samfundet tager afstand fra hans kriminalitet
ELLER
2 at han kan modtage hjælp i form af fx behandling (misbrugsbehandling, psykiatrisk behand-
ling el.lign.) for at få bedre muligheder for at leve uden kriminalitet efter løsladelsen.
Flemming Balvig
38
Langt de fleste, 86 pct., syntes, at formålet skulle være at hjælpe, og kun 13 pct.
mente, at formålet primært skulle være at straffe (1 pct. uoplyste).
Endelig kunne man spørge – og det har vi gjort – hvordan man synes, der bør
reageres over for personer, der ikke følger rammerne og spillereglerne for de en-
kelte foranstaltninger. Her er det igen anstaltsanbringelse, vi har spurgt ind til.
En af de »afvigelser«, der især har været fokus på i de grønlandske anstalter, er
brug af hash. I 2013 blev der ikendt 372 disciplinære foranstaltninger, hvoraf bag-
grunden for næsten halvdelen – 48 pct. – var besiddelse og indsmugling af hash og
rygeredskaber. Nærmeste »konkurrent« var undvigelse og udeblivelse (15 pct.).24
Derfor stillede vi følgende spørgsmål:
Rygning af hash forekommer af og til blandt de indsatte i anstalterne for domfældte. Personalet
gør, hvad de kan for at forhindre det og tager jævnligt urinprøver for at undersøge, om de indsat-
te har indtaget hash.
Hvordan bør personalet reagere, hvis de opdager, at den indsatte har røget hash? Bør de ...
1 Give den indsatte en advarsel og understrege, at næste gang bliver reaktionen mere alvorlig
2 Straffe den indsatte med mærkbare indgreb i anstaltsvilkårene allerede første gang
3 Prøve at motivere den indsatte til at holde op med at ryge hash, fx i form af behandling
Praksis er at give de indsatte en mindre disciplinærstraf efterfulgt af en samtale.
Det viste sig imidlertid at være hele 62 pct. af befolkningen, der syntes, at reakti-
onen ikke burde være en straf, men en motiverende samtale og evt. behandling.
Herudover ville 13 pct. nøjes med en advarsel. Kun 22 pct. ville straffe den ind-
satte (3 pct. uoplyste).
Betoningen af hjælp, støtte og bistand viser sig således i alle led af foranstalt-
ningsprocessen som det dominerende hensyn og formål for den altovervejende
del af den grønlandske befolkning.
Man er også indstillet på, at der bør anvendes flere midler og ressourcer på re-
socialisering. Selv når det modsatte »foreslås« i den måde spørgsmålet udformes
på, er det mindst halvdelen, der protesterer, og mener, at der i hvert fald ikke skal
skæres ned. Efter et lodtrækningsprincip blev den ene halvdel af de telefoninter-
viewede stillet følgende spørgsmål: »Der bruges alt for mange ressourcer på at
hjælpe folk, der er dømt for at have begået kriminalitet, til efterfølgende at kunne
leve en normal tilværelse uden kriminalitet«? 50 pct. var uenige heri, 38 pct. var
enige (mens 12 pct. hverken var enige eller uenige; evt. uoplyste). Den anden
halvdel fik stillet spørgsmålet om det samme på følgende måde: »Der bruges alt
for få ressourcer på at hjælpe folk, der er dømt for at have begået kriminalitet, til
efterfølgende at kunne leve en normal tilværelse uden kriminalitet«? Formuleret
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
39
på denne måde var det 78 pct., der var enige, mens kun 10 pct. var uenige (og og-
så her var det 12 pct., der hverken var enige eller uenige; evt. uoplyste). Den for-
skel, der er i, hvordan spørgsmålet besvares, alt efter påstandens ordlyd, tyder
dog på, at en del måske nok føler, at der ydes rigeligt, men at det ikke rigtigt er
socialt acceptabelt at give udtryk for denne holdning over for en interviewer.
Man kunne spørge, hvad der dybere ligger i at have en individualpræventiv
tilgang sammenlignet med at have, hvad vi, for enkelthedens skyld, kan kalde en
repressiv tilgang? Hvad er konsekvenserne heraf, som befolkningen ser det? Det
har vi kunnet udnytte såvel telefonundersøgelsen og postundersøgelsen som fo-
kusgruppeundersøgelsen til at få et lille indblik i. Den individualpræventive til-
gang er forbundet med en større tilbageholdenhed og skepsis over for at anvende
anstaltsanbringelse som reaktion på kriminalitet, og en større skepsis over for at
anvende lange anstaltstanbringelser, når man ikke synes, at man kan komme
uden om at anstaltsanbringe (som ved de aller mest alvorlige forbrydelser). Det
indgår endvidere i den individualpræventive tankegang, at de anstalter, det er
nødvendigt at have, i praksis bør være »natfængsler«, hvor de indsatte i den våg-
ne tid fortrinsvis og hurtigt efter indsættelsen arbejder eller uddanner sig eller føl-
ger en eller anden form behandling ude i lokalsamfundet (eventuelt et andet lo-
kalsamfund end hvor forbrydelsen er begået, hvilket jo er identisk med en slags
forvisning), og i det meste af fritiden udnytter lokalsamfundets fritidstilbud og er
sammen med, primært, familie. For de ikke særligt alvorlige forbrydelser er de
reaktioner, de individualpræventivt orienterede grønlændere forestiller sig, først
og fremmest bøder/erstatninger; for de noget mere alvorlige og reelt helt over til
de aller mest alvorlige samfundstjeneste og/eller en betinget dom med vilkår.
Vilkårene kan typisk være pålæg om ikke at færdes bestemte steder eller med be-
stemte personer (evt. udvisning til et andet lokalsamfund), vilkår om forskellige
former for behandling og vilkår om at følge en bestemt uddannelse mv. Om man
som flertallet af grønlændere synes, at gerningspersonprincippet skal være det af-
gørende element ved valg af foranstaltning såvel som for foranstaltningens gen-
nemførelse, eller som mindretallet synes, at det skal være gerningsprincippet, har
interessant nok kun meget begrænset sammenhæng med holdningerne til det læge
element i retsplejen. Tendensen går faktisk i retning af, at de individualpræventivt
orienterede ønsker en lidt stærke juridificering og professionalisering af dommere
og forsvarere, end det aktuelt opleves som værende tilfældet.
5. Reaktioner på kriminalitet – hvordan?
Grønlands Domstole er en del af Danmarks Domstole og består af fire kredsretter
og Retten i Grønland, der alle behandler sager i 1. instans, samt Grønlands Lands-
Flemming Balvig
40
ret, som behandler sager i 2. instans. Som udgangspunkt starter alle sager i Grøn-
land ved en af de fire kredsretter. Siden 2010 har kredsdommerne været fastansatte
og på fuld tid. Kredsdommerkandidaterne, der er under uddannelse som kreds-
dommer, er også fuldtidsansatte. Dommerne i kredsretterne er således uddannede
på Retten i Grønlands kredsdommeruddannelse, eller også har de – men det er und-
tagelsen – en egentlig juridisk uddannelse. Retten i Grønland er en ny domstol, der
blev oprettet i forbindelse med den retsreform, der trådte i kraft i 2010. Formålet
var bl.a. at gøre kredsretterne uafhængige af landsretten, der tidligere bistod dem
med vejledning. Retten i Grønland er placeret i Nuuk, men behandler sager fra hele
landet. Retten behandler de sager, som ved lov er henlagt til denne instans som 1.
instans, herunder insolvenssager som f.eks. konkurs og gældssanering. Desuden
behandler retten sager, der er henvist fra de fire kredsretter. Kredsretterne kan hen-
vise alle sagstyper til Retten i Grønland, hvis de er komplicerede eller principielle
og derfor kræver, at dommeren er uddannet jurist (Grønlands Domstole, 2014).
Trods den øgede professionalisering og juridificering er hovedreglen stadig, at
en kriminalsag behandles af ikke-jurister: Dommere og forsvarere (bisiddere) har
gennemgået kortevarende uddannelser, der i udstrækning ikke svarer til en typisk
bacheloruddannelse. Anklageren er en politimand. Eventuelle domsmænd er, nu
som før, lægmænd.
5.1. Dommerne
Af opstilling 5.1.1 fremgår, baseret på telefonundersøgelsen, den grønlandske be-
folknings holdning til, at de fleste dommere ikke er jurister.
Opstilling 5.1.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige
i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Her i Grønland er de fleste kreds-
dommere ikke-jurister, som har gennemgået en kortvarig dommeruddannelse.
Hvad synes du i almindelighed om denne ordning?
Det er OK som det er nu 15
Det er OK, men de burde uddannes bedre 27
Det burde i noget højere grad være uddannede jurister 28
Det burde i meget højere grad være uddannede jurister 20
Det burde kun være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede 9
Vil ikke svare –
Ved ikke 1
I ALT procent 100
n = 696
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
41
Der er ret få, 15 pct., der synes, at det er OK, som det er nu (i 2014), men endnu
færre – 9 pct. – der mener, at alle kredsdommere burde være uddannede jurister,
selvom de er dansksprogede. Den store gruppe, over halvdelen, mener enten, at
det er OK, som det er nu, men at kredsdommerne burde uddannes bedre, og/eller
at kredsdommerne i noget højere grad burde være jurister. Det er næppe urimeligt
at tolke sidstnævnte svar som et ønske om, at det i givet fald (især) er grønland-
ske/grønlandsksprogede jurister, der ønskes. Set fra den anden led er det kun godt
hver fjerde, 29 pct., der synes, at kredsdommerne udelukkende eller fortrinsvis (»i
meget højere grad«) burde være uddannede jurister. Der er altså en ganske ud-
bredt forståelse for og ønske om, at de fleste kredsdommere ikke rekrutteres fra
de juridiske uddannelser på universiteterne, men fra den almindelige befolkning.
Det er interessant, hvad de, der selv har været udsat for kriminalitet og i brede-
re forstand de, der deltager eller har deltaget i en eller anden funktion ved en
domstol, synes i forhold til andre.
Holdningen til kredsdommernes rekruttering og baggrund fordeler sig ikke
anderledes blandt de, der personligt en eller flere gange har haft rollen som foru-
rettet i en retssag, sammenlignet med dem der ikke har. Tilsvarende er der ikke
betydelige forskelle mellem svarpersoner, der inden for det seneste år har været
udsat for tyveri, hærværk, vold og/eller trusler om vold, og dem der ikke har.
Blandt kvinder, der inden for de seneste fem år forud for interviewtidspunktet har
været udsat for sexkrænkelser, er der derimod en tendens til i noget eller meget
højere grad at ønske sig uddannede jurister blandt kredsdommerne, sammenlignet
med dem der ikke har været udsat, men der er ikke flere der mener, at det kun bør
være jurister.25
Holdningen til kredsdommernes baggrund mv. blandt tiltalte fordeler sig på
tilsvarende måde som holdningen blandt forurettede – dvs. at der ikke er forskel i
forhold til den øvrige del af befolkningen.
I alt er der ud af de 688 personer, der har svaret på spørgsmålet, 46 der er eller
som tidligere selv har prøvet at være dommer eller domsmand. Opstilling 4.1.2
viser, hvordan holdningen fordeler sig i denne gruppe sammenlignet med de 642,
der ikke har prøvet at være dommer eller domsmand.26
Flemming Balvig
42
Opstilling 5.1.2. Holdningen til kredsdommernes baggrund og uddannelse
blandt personer, der er eller har været dommere eller domsmænd, og blandt
personer der ikke har det. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling*
Har været dommer/
domsmand?
ALLE
JA NEJ
Det er ok som det er nu 28 15 16
Det er ok, men de burde uddannes bedre 35 27 27
De burde i noget højere grad være uddannede jurister 15 28 28
De burde i meget højere grad være uddannede jurister 20 20 20
De burde kun være uddannede jurister, selvom de er
dansksprogede 2 10 9
I ALT 100 100 100
n = 46 642 688
* Uoplyste er ikke medtaget i fordelingerne. Der er, som det fremgår af figur 4.1.1, kun ganske
få uoplyste.
Blandt dommerne/domsmændene er der et stort flertal, 63 pct., der synes, at det
er OK, som det er nu, eventuelt at kredsdommerne burde uddannes noget bedre,
mens stort set ingen – 2 pct. – synes, at det udelukkende burde være uddannede
jurister. Blandt de, der ikke selv er og aldrig har været dommere eller domsmænd,
er de tilsvarende procenter henholdsvis 42 og 10.
Jo større problem, man synes kriminalitet er for det grønlandske samfund,
og/eller jo mere man personligt frygter at bliver udsat for kriminalitet, desto stær-
kere tendens til at ønske mere uddannelse for kredsdommerne og flere jurister.
Igen er der dog selv blandt de, der anser kriminaliteten for et meget stort problem
for det grønlandske samfund, og/eller som selv er meget ængstelige for at blive
udsat for kriminalitet, kun en lille gruppe der synes, at kredsdommerne alle burde
være uddannede jurister.
Holdningen til kredsdommernes uddannelse mv. fordeler sig ensartet for
mænd og kvinder, og også for svarpersoner født i Grønland sammenlignet med
svarpersoner født i Danmark. De yngre har en tendens til i noget højere grad end
de ældre at være stemt for mere uddannelse og flere jurister. Det samme gør sig
gældende for svarpersoner bosiddende i byerne sammenholdt med svarpersoner
bosiddende i bygder.27
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
43
5.2. Forsvarerne
Som nævnt er det som udgangspunkt fortsat en lægperson, der fungerer som for-
svarer (bisidder) for tiltalte i en kriminalsag. Efter reformen i 2010 styrkede man
dog forsvareren ved, at forsvarerens rolle blev præciseret og udstrakt til også at
gælde forud for tiltalerejsning. Det blev ligeledes et krav, at en forsvarer skal
gennemgå en form for forsvareruddannelse for at kunne blive autoriseret som for-
svarer. I sager af alvorlig karakter fik retten tillige mulighed for at beskikke en
advokat som forsvarer for den tiltalte eller som rådgiver for den ikke juridisk ud-
dannede forsvarer. I den forbindelse blev der indført en telefonrådgivning, som
de autoriserede forsvarere kan benytte. Der findes fortsat kun meget få advokater
i Grønland.
Af opstilling 5.2.1 kan man se, hvordan den grønlandske befolkning forholder
sig til, at de fleste forsvarere er ikke-jurister. Fordelingen ligner næsten til for-
veksling fordelingen af holdningerne til kredsdommerne uddannelse mv., og der
er da også en meget stærk sammenhæng mellem holdningen til disse to forhold.
Synes man, at det er OK med kredsdommerne, som det er nu, så synes man også,
det er OK med forsvarerne, som det er nu. Synes man, at kredsdommerne alle
skulle være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede, så synes langt de
fleste også, at forsvarerne alle burde være uddannede jurister, også selvom de er
dansksprogede.
Opstilling 5.2.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige
i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Også de fleste forsvarere er ikke-
jurister. Disse forsvarere har gennemgået et korterevarende kursus.
Hvad synes du i almindelighed om denne ordning?
Det er OK som det er nu 14
Det er OK, men de burde uddannes bedre 26
Det burde i noget højere grad være uddannede jurister 29
Det burde i meget højere grad være uddannede jurister 21
Det burde kun være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede 9
Vil ikke svare 0
Ved ikke 1
I ALT procent 100
n = 696
Flemming Balvig
44
Ser man endvidere på de svarpersoner, der selv er eller har været forsvarer – det
er i alt kun 16 svarpersoner, så talmaterialet er særdeles usikkert på dette punkt –
finder vi en klar tendens til, at de i højere grad end andre synes, det er OK, som
det er nu eller »blot« skal uddannes bedre, og at det i hvert fald ikke kun skal væ-
re jurister. Tendensen og proportionerne er helt tilsvarende dem vi så for dom-
mernes vedkommende.
For de svarpersoner, der selv er eller har været anklagere i en eller flere rets-
sager, finder vi måske ikke helt overraskende tendenser, der går i modsat retning,
såvel vedrørende holdningen til kredsdommere som holdningen til forsvarere. 45
pct. af anklagerne synes, at kredsdommerne i meget højere grad burde være juri-
ster, eventuelt at det kun skulle være jurister, over for 30 pct. af de svarpersoner,
der ikke har været anklagere. 48 pct. af anklagerne synes, at forsvarerne i meget
højere grad burde være jurister, eventuelt at de kun skulle være jurister, over for
28 pct. af de svarpersoner, der ikke har været anklagere. Man bemærker sig dog,
at det selv blandt anklagerne trods alt er et, om end knebent, mindretal, der ønsker
sig, at kredsdommere/forsvarere i meget højere grad eller udelukkende burde væ-
re jurister.
6. Reaktioner på kriminalitet – hvilke?
Retsfølelse er ikke noget entydigt begreb, men den mest udbredte brug af begre-
bet vedrører spørgsmålet om, hvor strengt eller hårdt, befolkningen på det gene-
relle plan synes, at der skal straffes/foranstaltes over for kriminalitet. Det drejer
sig om punitivitet.28
Ofte omtales dette også som den »generelle retsfølelse« eller
den »uinformerede retsfølelse«.
6.1. Hvor streng skal man være?
På et spørgsmål om, hvorvidt man syntes, at de foranstaltninger, der idømmes i
Grønland gennemgående er passende, for strenge eller for milde – som man roligt
kan udnævne til at være det klassiske retsfølelsesspørgsmål – viste det sig at være
flertallet, 62 pct., der syntes, at de gennemgående var for milde; 24 pct. syntes, at
de var passende, og 3 pct. at de var for strenge (jf. opstilling 6.1.1). Der er på det-
te spørgsmål relativt mange ubesvarede, 11 pct.
Et tilsvarende spørgsmål er blevest stillet i rigtig mange undersøgelser, i rigtig
mange lande, og det generelle billede er – indtil videre – at der altid er et flertal,
der synes, at foranstaltningerne/straffene gennemgående er for milde, uanset
hvordan straffeniveauet rent faktisk er. På denne baggrund er der således ikke
noget specielt overraskende i, at der også i Grønland er et flertal, der har denne
holdning på det generelle plan.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
45
Opstilling 6.1.1. Holdning til, om man gennemgående synes at straffene/
foranstaltningerne er passende, for strenge eller for milde blandt 18-74-årige
i Danmark (december 2013) og Grønland (første kvartal 2014)
Straffene/foranstaltningerne er ... Grønland Danmark
Passende 24 30
For strenge 3 2
For milde 62 63
Uoplyst 11 5
I ALT 100 100
n = 696 884
Faktisk er de 62 pct., der synes, at straffene er for milde, som en målestok for
punitivitet i den lave ende internationalt set – ligesom i Danmark, hvor det i en
måling omkring samme tidspunkt som i Grønland var 63 pct., der havde denne
holdning, jf. opstilling 6.1.1. I den nordiske retsbevidsthedsundersøgelse fra
2009-10, var der således færre i Danmark end i de øvrige nordiske lande, der øn-
skede strengere straffe. Som et led i de såkaldte European Social Survey’s blev
repræsentative udsnit af befolkningerne (15 år og opefter) i 25 europæiske lande i
2010 bl.a. stillet et spørgsmål om, hvorvidt man var enige i, at de, der overtræder
loven, bør straffes langt (min fremhævelse) hårdere, end de bliver i dag. Vurderet
ud fra svarene på dette spørgsmål placerede danskerne sig som de mindst punitivt
indstillede overhovedet. 45 pct. af danskerne var enige, over for bl.a. 55 pct. af
svenskerne, 58 pct. af nordmændene og 76 pct. af finnerne (jf. bl.a. Kyvsgaard &
Boesen Pedersen, 2012). Danmark var det eneste land, hvor det var under halvde-
len af befolkningen, der syntes, at der burde straffes langt hårdere.
Der er som ved vurderingen af kriminaliteten som samfundsmæssigt problem
tendenser, der kunne tyde på, at nogle mere har svaret, som de har troet, det for-
ventes af dem, end i overensstemmelse med deres egne personlige følelser vedrø-
rende dette emne (eller mangel herpå = ved-ikke). Når der har været andre tilste-
de under interviewet, er det 70 pct., der har svaret, at de syntes foranstaltningerne
gennemgående var for milde, mens det »kun« var 61 pct., når der var andre tilste-
de. Hvor intervieweren har vurderet svarpersonen til at være lukket og svare und-
vigende, er det 72 pct., der har svaret, at de syntes foranstaltningerne var for mil-
de, men »kun« 61 pct., når de er blevet vurderet til at være åbne og svare ærligt.
Endelig er det 71 pct. af dem, interviewerne har vurderet til at have travlt, og som
gerne ville have interviewet overstået hurtigst muligt, der har svaret, at de fandt
Flemming Balvig
46
foranstaltningerne for milde, over for 61 pct. af dem, der vurderes til at give sig
god tid. Disse tendenser synes dog ikke at være stærkere, end at der stadig er et
flertal af den grønlandske befolkning, der på det generelle plan mener, at foran-
staltningerne gennemgående er for milde – men en del synes altså at ligge under
for et forventningspres om at vise sig »hård«. Grønlænderne er også i telefonun-
dersøgelsen blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt de var enige eller uenige i
følgende påstand: Samfundet bør reagere langt ... end i dag mod voldsforbrydere.
Efter et tilfældighedsprincip er prikkerne i halvdelen af interviewene erstattet
med »hårdere«, og i den anden halvdel med »mildere«. Forelagt, at man burde
reagere »hårdere«, var der hele 87 pct., der var enige heri, men forelagt at man
burde reagere »mildere«, var det »kun« 58 pct., der var uenige.
Når den holdning, der forsøges aflæst via spørgsmålet om, hvorvidt foran-
staltningerne er for milde, kaldes for den »uinformerede retsfølelse«, skyldes det
dels, at spørgsmålet er meget generelt formuleret (»kriminalitet«, »foranstaltnin-
ger«, »for milde« osv.), og dels at vi af andre dele af undersøgelsen kan se, at den
foreliggende viden i befolkningen om, hvordan der faktisk foranstaltes og disse
foranstaltningers indhold, gennemgående ligger på et relativt, for ikke at sige me-
get lavt, niveau – som i så mange andre samfund.
Det har derfor en helt særlig interesse at se på, om holdningen til foranstalt-
ningernes strenghed har sammenhæng med, hvad man faktisk ved om, hvordan
der foranstaltes.
Opstilling 6.1.2. Procent der synes, at foranstaltningerne gennemgående
er for milde set i forhold til svarpersonernes uddannelse. Telefonundersøgelsen
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
47
Vi ved, at uddannelse har en vis sammenhæng med, hvor meget mennesker i al-
mindelighed og gennemsnitligt ved om kriminalitet og retsforhold. Af opstilling
6.1.2 fremgår det, at det blandt svarpersoner med lang boglig uddannelse »kun«
er lige godt halvdelen, 52 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er
for milde. Blandt andet i de i Danmark gennemførte undersøgelser finder man, at
jo længere uddannelse, man har, desto færre synes, at straffene er for milde. På
den baggrund er det ikke overraskende, at det også i Grønland er blandt de længst
uddannede, at der er færrest, men i Grønland er der ikke nogen lineær sammen-
hæng mellem holdningen til foranstaltningernes grad af strenghed og uddannelse.
I Grønland er det blandt svarpersoner med den relativt korteste uddannelse (fol-
keskole), man finder det næstlaveste niveau (59 pct.) for den holdning, at foran-
staltningerne gennemgående er for milde, mens det i hele mellemgruppen uddan-
nelsesmæssigt set er langt flere, 80 pct.
Svarpersonerne er blevet spurgt, om de efter deres egen opfattelse vidste mere
eller mindre end gennemsnittet om, hvordan man dømmer i Grønland, og opstil-
ling 6.1.3 viser, hvordan denne vurdering af egen viden hænger sammen med,
hvad man synes om foranstaltningerne.
Jo større man vurderer sin egen viden om, hvordan der dømmes i Grønland,
som værende, i desto mindre grad vurderer man foranstaltningerne som gennem-
gående værende for milde. Således er det »kun« lige godt 52 pct. af dem, der vur-
derer, at de ved en hel del mere end gennemsnittet om, hvordan der dømmes i
Grønland, der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, mens det
er 63 pct. blandt dem, der vurderer deres viden som gennemsnitlig eller ringere
end gennemsnittet.29
Der kan være forskellige grunde til, at nogle mener at vide mere om, hvordan
der dømmes, end andre. En af de vigtigste faktorer er utvivlsomt, om man er eller
har været involveret i det strafferetlige system på en eller flere måder.
Det er dog ikke kun mere viden over for mindre viden, der er indholdet, når vi
sammenligner retsfølelsen hos dem, der i forskellige funktioner deltager eller har
deltaget i den kriminalretlige proces (retsmøder) med dem, der ikke har. Vigtig
her er også den konkrete funktion, der er tale om, og at det ikke er tilfældigt,
hvem der (især) deltager og har deltaget i de enkelte funktioner.
Det viser sig, at det ikke gør nogen afgørende forskel med hensyn til retsfølel-
sen, om man har været tilhører i et retsmøde eller ej, og ej heller om man har væ-
ret vidne. Mere overraskende kan det være, at det heller ikke gør nogen forskel i
retsfølelsen, om man har været forurettet eller ej30
– og heller ikke om man har
været tiltalt eller ikke har været tiltalt.
Flemming Balvig
48
Opstilling 6.1.3. Procent der synes, at foranstaltningerne gennemgående er
for milde set i forhold til svarpersonernes uddannelse. Telefonundersøgelsen
Ser vi derimod på de mere faste positioner i retsprocessen, forholder det sig an-
derledes. Blandt de, der er eller har været dommere/domsmænd, er der »kun« 52
pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, mens det er 63
pct. blandt dem, der ikke har været det. Lidt svagere, men dog samme tendens,
findes for dem, der er eller har været forsvarere (56 pct.), sammenlignet med dem
der ikke har været det – 62 pct. – men især her skal man huske, at der kun er gan-
ske få forsvarere blandt svarpersonerne, og dermed stor usikkerhed om tallene.
Der er heller ikke mange anklagere blandt svarpersonerne, men umiddelbart ser
det ud til, at tendensen for dem går i den modsatte retning. Blandt de, der er eller
har været anklagere, er der 76 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgåen-
de er for milde, over for 61 pct. af ikke-anklagere.
Flere af disse tendenser underbygges yderligere, når retsfølelsen ses i forhold
til, om svarpersonerne i deres daglige beskæftigelse, eller i et bijob eller i fritiden,
er i berøring med kriminalitet og det kriminalretlige system.
Blandt de personer, der i det daglige har beskæftigelse ved domstolene, er det
kun 29 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, og det
store flertal som synes, at det er passende, som det er nu. Blandt personer, der i
det daglige er beskæftiget ved politiet, er det derimod 83 pct., der synes, at foran-
staltningerne gennemgående er for milde. Der er så få af svarpersonerne, der i det
daglige er beskæftiget i kriminalforsorgen, at der ikke er grundlag for at vurdere
tendensen her. Måske ville man ikke umiddelbart forvente det, men blandt svar-
personer, der i det daglige er i berøring med kriminalitet og det kriminalretlige
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
49
system gennem arbejde i det sociale system, arbejde med behandling mv., er der
lidt flere (69 pct.), der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde,
end blandt dem der slet ikke har berøring med kriminalitet mv. i deres daglige be-
skæftigelse (61 pct.).
Ofte, bl.a. i Danmark, finder man en tendens til, at kvinder på det generelle
plan gennemgående er lidt strengere end mænd,31
men det er ikke tilfældet i
Grønland. Der er forholdsmæssigt lige mange mænd og kvinder, der synes, at
foranstaltningerne gennemgående er for milde. Heller ikke alder spiller nogen be-
tydende rolle for, hvad man mener om foranstaltningernes strenghed.
I det hele taget synes almindelige baggrundsfaktorer (bortset fra uddannelse)
kun at have ringe eller ingen sammenhæng med holdningen til foranstaltninger-
nes strenghed. Personer født i Grønland er gennemgående lidt »strengere« end
personer født i Danmark, men der er ikke forskel i holdningen blandt de (pri-
mært) grønlandsk talende og blandt de (primært) dansk talende. I bygderne er
man gennemgående lidt »strengere« end i byerne, men forskellen er ikke stor.
Hvordan man skal fortolke, og hvilken betydning man kan eller skal lægge i,
at retsfølelsen for de fleste menneskers vedkommende, uanset hvordan straffeni-
veauet faktisk er, ønsker strengere straffe/foranstaltninger, er et særdeles kompli-
ceret spørgsmål. Bl.a. det forhold, at det synes at være universelt, kunne tyde på,
at der primært er tale om et grundlæggende menneskeligt evolutionært forsvar:
Når mennesket på en eller anden måde konfronteres med en fare, som man umid-
delbart skal reagere på, så reagerer man ved at forsøge at eliminere eller fjerne
denne fare, som eksempelvis – i straffetermer – ved vold eller dødsstraf, ved in-
ternering som eksempelvis i et fængsel eller ved bortfjernelse/udvisning, fordi det
er det mest selvbeskyttende her og nu (Bang Petersen, 2007). Denne tolkning
støttes også af, at man i undersøgelsen i Grønland som i mange andre, herunder
de tilsvarende danske, finder en tæt sammenhæng mellem ønsket om strengere
foranstaltninger/straffe på den ene side, og på den anden side opfattelsen af, at
kriminalitet er et meget stort problem for det samfund, man lever i, og at krimina-
liteten har været og er (stærkt) stigende – uanset hvor sandt dette så i virkelighe-
den er. Man føler, at man med hensyn kriminalitet står over for en stor og stadigt
stigende og voldsom risiko og trussel. Grundlæggende er det måske ikke lige
præcis strengere foranstaltninger/straffe, man ser som løsningen, men det er et led
i, at man først og fremmest mener, at der børe gøres noget. Karakteristisk nok,
viser ønsket om strengere foranstaltninger/straffe sig i undersøgelser positivt kor-
releret med ønsket om at gøre næsten hvilket som helst andet med henblik på at
mindske kriminaliteten, man foreslår: mere politi, bedre skoler, mere behandling,
mere kriminalitetsforebyggende arbejde osv.32
Der er altså ingen modstrid på det
Flemming Balvig
50
generelle plan mellem at ønske strengere foranstaltninger/straffe og mere krimi-
nalitetsforebyggelse, tværtimod.
Set i dette fortolkningsperspektiv, som et evolutionært forsvar, er det mere
bemærkelsesværdigt, at der er 38 pct. af grønlænderne, der ikke umiddelbart har
et ønske om strengere foranstaltninger/straffe, end at der er 62 pct., der har det.
Det evolutionære forsvar er imidlertid ikke rent biologisk. Det formes og påvirkes
af en socialisering i det samfund og den kultur, hvori man befinder sig, hvoraf
den vigtigste dimension nok er det menneskesyn, der udvikles. Ser man på andre
mennesker som grundlæggende en trussel, man skal være forsigtig overfor, eller
møder man tilværelsen med den forestilling, at andre mennesker i almindelighed
er til at stole på? Dette klassiske tillidsspørgsmål blev også stillet i telefonunder-
søgelsen, og der viste sig en klar sammenhæng: Blandt de grønlændere, der gik
ind for strengere foranstaltninger/straffe, var det et flertal, der mente, at man, når
man havde med andre mennesker at gøre, skulle være meget forsigtige, mens der
blandt de grønlændere, der ikke gik ind for strengere straffe/foranstaltninger, var
et flertal, der mente, at man i al almindelighed kunne stole på de fleste andre
mennesker.
Hvordan man kan/skal fortolke betydningen af, at et flertal på det generelle
plan ønsker strengere foranstaltninger/straffe, har ikke kun akademisk interesse,
men også politisk. I den fortolkningsramme, der er givet her, er indbygget den
antagelse, at selv om man så skærpede foranstaltningerne/straffene, så ville det
ikke nævneværdigt påvirke befolkningens generelle holdning eller tilfredshed.
Der ville stadig være et flertal, der ønskede, at de skulle være (endnu) strengere.
Det er støttende for denne formodning, at der ikke på samfundsmæssigt niveau
synes at være nogen entydig sammenhæng mellem straffeniveau og andelen af
befolkningen, der ønsker strengere straffe, og heller ikke over tid. I USA, eksem-
pelvis, har der ganske vist – som i flere andre lande – været en nedgang i andelen
af borgere, der synes, at domstolene dømmer for mildt, men det er stadig et stort
flertal der har denne opfattelse til trods for de meget betydelige strafskærpelser,
der er sket, og som nu har betydet, er at USA er det land i verden, som har flest
indsatte i fængsler i forhold til folketallet. I 1972 var det 74 pct. af amerikanerne,
der syntes, at straffene ved deres lokale domstole i almindelighed var for milde, i
2012 64 pct.,33
og der var i 2012 omkring 4 gange så mange indsatte i forhold til
indbyggertallet som i 1972.34
I den anlagte fortolkningsramme er det antagelsen,
at det vil have større effekt på befolkningens holdning til graden af strenghed i
retssystemet at styrke den sociale kapital, der netop typisk defineres og måles ud
fra graden af den generelle tillid, som befolkningen har til hinanden (jf. blandt
mange andre Putnam, 2001; Tinggaard Svendsen, 2014). Det vigtigste fortolk-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
51
ningssignal at sende i politisk henseende er, at det drejer sig om den uinformerede
retsfølelse. De gennemførte undersøgelser har vist, at befolkningens viden om,
hvordan der reelt foranstaltes, er meget lille, og, som det bl.a. fremgår af det føl-
gende, at de forestillinger befolkningen gør sig om, hvordan der foranstaltes, i be-
tydelig grad undervurderer strenghedsgraden. Hvis man politisk ønsker at korri-
gere strenghedsniveauet i forhold til befolkningens ønsker herom, må reference-
rammen være befolkningens retsfornuft, hvor den nødvendige viden har været til
stede, og hvor der har været tid til at tænke over og bearbejde sagen pr. definition
har været til stede, og ikke den spontane uinformerede retsfølelse.35
For Grønlands vedkommende kommer hertil, at når hovedformålet med at
foranstalte er resocialisering, har spørgsmålet om det generelle syn på foranstalt-
ningernes grad af mildhed eller strenghed hverken samme interesse eller indhold,
som når hovedformålet er af repressiv eller af generalpræventiv art. Det grund-
læggende valg – dommen – er ikke primært styret af strengheds-parameteren,
men nogle kan selvfølgelig være af den opfattelse, at strenghed kan have betyd-
ning for resocialisering/recidiv i form af inkapaciterings- eller skræmmeeffekter.
Under alle omstændigheder bliver det afgørende og mest interessante spørgsmål,
også i kriminalpolitisk henseende, hvordan befolkningen synes, der konkret bør
foranstaltes i konkrete sager.
6.2. Foranstaltninger ved drab
Den grønlandske befolkning er hverken i postundersøgelsen eller i fokusgruppe-
undersøgelsen blevet spurgt om, hvordan den synes, der bør foranstaltes i tilfælde
af den alvorligste forbrydelse, en konkret drabssag, og drab kan jo dække over
meget forskelligartede hændelser. Det er imidlertid det absolutte indtryk, at drab
såvel som faktisk forekomst som i forestillingerne er mere entydige i Grønland
end i eksempelvis Danmark. For det meste og for de fleste er drab identisk med
en hændelse, hvor en person dræber en bekendt eller beslægtet; forud er gået en
voldsom alkoholkonsumption, typisk for begge parters vedkommende; stedet er
et privat hjem, og det foregår om natten – oftest efter et forudgående værtshusbe-
søg eller en eller anden form for fest.
Hvor den typiske dom for drab i Danmark lyder på 12 års ubetinget fængsel,
er den typiske straf for drab i Grønland 6 års ubetinget anstaltsanbringelse.
De interviewede i telefonundersøgelsen er efter et tilfældighedsprincip blevet
opdelt i fire grupper og hver på forskellig måde stillet et spørgsmål om, hvordan
de generelt ville dømme i drabssager. Den første af grupperne fik spørgsmålet
stillet på følgende måde: Hvis en person begår et drab, og herfor bliver idømt 4
års anbringelse i en anstalt, ville du så synes, at disse 4 år er ... osv. Gruppe
Flemming Balvig
52
nummer to fik samme spørgsmål, men med et »forslag« om 6 års anbringelse, og
gruppe nummer tre ditto med et »forslag« om 8 års anbringelse. Opstilling 6.2.1
viser, hvordan svarene fordelte sig for de tre grupper.
Opstilling 6.2.1. Reaktionerne på, hvordan man synes, der skal foranstaltes
for drab, på baggrund af et »forslag« om en bestemt foranstaltning vedrørende
et givet antal års anbringelse i anstalt. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling*
»Foreslået tid« Alt for
lang tid
Noget for
lang tid
Passende Noget for
kort tid
Alt for
kort tid
? I ALT %
4 år 2 1 14 14 64 5 100
6 år 2 3 25 18 49 3 100
8 år 2 5 37 14 37 5 100
*n ved 4 år er 180, ved 6 år 177 og ved 8 år 170.
Fra metodologiske undersøgelser i forbindelse med retsbevidsthedsundersøgel-
serne i Danmark ved vi, at denne måde at spørge på primært er relateret til den
generelle retsfølelse. »Forslaget« opfattes som et bud på, hvordan der faktisk
dømmes, og har man således den holdning, at der generelt straffes eller foranstal-
tes for mildt, så har man – inden for vide grænser – også en tendens til at mene, at
der for bestemte forbrydelser straffes for mildt, uanset hvilken forbrydelse, der er
tale om, og uanset hvad der »foreslås«. I og med, at et flertal generelt synes, at
der straffes for mildt, må man således også forvente, at der vil være et flertal, der
synes, at de stillede »forslag« er for milde, op til et punkt, hvor man ikke længere
mener, der i forslaget kan være tale om en beskrivelse af retspraksis. Dette viser
sig da også at være tilfældet. I alle tre grupper er der et flertal, der synes, at hen-
holdsvis 4, 6 og 8 års anstaltsanbringelse er for kort tid. Samtidig kan man dog
tillige se, at det gør en forskel, hvad der »foreslås«. 78 pct. synes, at 4 år vil være
for kort tid, 67 pct. synes at 6 år vil være kort tid og kun lige et knebent flertal, 51
pct., at 8 år vil være for kort tid.
At der primært er tale om et gennemslag af den generelle retsfølelse fremgår
af, hvordan de personer, der generelt mener, at foranstaltningerne er for milde i
Grønland, forholder sig til »forslagene« om 4, 6 og 8 års anstaltsanbringelse for
drab. Når 4 år forslås, er det 93 pct. i denne gruppe, der synes, at det vil være for
lidt; når 6 år foreslås, er det 79 pct., og når 8 år foreslås, er det 68 pct. – altså i alle
tilfælde mindst to ud af tre, der synes, at det foreslåede er for lidt. Her over for
står de personer, der generelt mener, at foranstaltningerne er passende eller for
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
53
strenge. Når denne gruppe får »forslaget« om 4 år, svarer 55 pct., at de synes, det
er for lidt; når forslaget lyder på 6 år, som er identisk med retspraksis, er det kun
36 pct., der synes, at det er for lidt – og når 8 år foreslås er det mindre end hver
tredje, 31 pct.
Den måde, de tre grupper har fået stillet spørgsmålet på, har implicit den ka-
rakter, at den primært lægger op til at få svarpersonen til at tænke i »strenghed« i
forhold til forbrydelsen fremfor andre mulige hensyn som ikke mindst resociali-
sering, samt at indsnævre de mulige valg af konkrete foranstaltninger til at dreje
sig om (ubetinget) anstaltsanbringelse. Den fjerde og sidste gruppe i telefonun-
dersøgelsen fik derfor stillet spørgsmålet om, hvordan de ville dømme i tilfælde
af drab, på en måde, der i højere grad overlod til dem selv at afgøre, hvilke hen-
syn de ville tage ved valg af foranstaltning samt hvilke konkrete foranstaltninger
der kunne komme på tale. Spørgsmålet havde følgende ordlyd: Hvis du skulle be-
stemme, hvilken dom synes du så en person, der har begået drab, skulle have?
Svarmulighederne og svarene fremgår af opstilling 6.2.2. I tilfælde af, at de inter-
viewede ville dømme til anbringelse i en anstalt, blev de supplerende spurgt om,
hvor lang tid ca. de så ville synes, det var passende, at personen skulle idømmes.
Opstilling 6.2.2. Svarfordeling i procent for følgende spørgsmål blandt
18-74-årige i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Hvis du skulle bestemme,
hvilken dom synes du så en person, der har begået drab, skulle have:36
En stor bøde og en stor erstatning til offeret 9
Samfundstjeneste i f.eks. 200 timer af hans fritid 2
Samfundstjeneste hver weekend gennem meget lang tid 5
Betinget dom med tilsyn og behandling 32
Anstalt, < 6 år 6
Anstalt, 6 år 4
Anstalt, > 6 år 31
Anstalt, ved ikke hvor lang tid 9
Vil ikke svare 0
Ved ikke 2
I ALT procent 100
n = 170
Herved afdækkes det – måske overraskende, i betragtning af hvor alvorlig for-
brydelse, der er tale om – at kun lige netop præcis halvdelen (50 pct.) ville
Flemming Balvig
54
idømme ubetinget anstaltsanbringelse i det hele taget. 55 pct. ville enten ikke
idømme en ubetinget anstaltsanbringelse i det hele taget eller en ubetinget an-
staltsanbringelse på under de 6 år, der er den nuværende domspraksis. Når næsten
hver tredje, 32 pct., ville idømme en betinget dom med tilsyn og behandling, må
det igen ses som udslag af den betydning for valg af foranstaltning, som en stor
del af den grønlandske befolkning tillægger det formål at hjælpe og støtte ger-
ningspersonen, så han ikke begår ny kriminalitet.
Når spørgsmålet formuleres som et forslag om 6 års anstaltsanbringelse, så er
det to ud af tre, der synes, at der skal mere til; når spørgsmålet formuleres mere
åbent og med flere reaktionsmidler, så er det mindre end hver tredje, der synes, at
der skal mere end 6 års anstaltsanbringelse til.
At vi med denne »fyldigere« måde at spørge på fjerner os fra spørgsmålet om
den generelle punitivitet viser det forhold, at der her ikke er nogen forskel mellem
tilbøjeligheden til at ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse for den gruppe,
der generelt mener, at foranstaltningerne er for milde, sammenlignet med den
gruppe, der mener, at foranstaltningerne er passende eller for strenge. I den først-
nævnte gruppe var der 51 pct., der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse, i
den sidstnævnte gruppe 49 pct. Paradokset er tydeligt: Mens der blandt »stram-
merne« er to ud af tre, der umiddelbart synes, at 8 års anstaltsanbringelse vil være
for lidt til en drabsmand, så er det i den samme gruppe halvdelen, der mener, at
der slet ikke skal anvendes ubetinget anstaltsanbringelse.
6.3. Foranstaltninger ved partnervold
Mens drab ganske vist forekommer med en betydeligt højere frekvens i Grønland
end eksempelvis i Danmark, og er den alvorligste form for vold, så er vold, uden
dødelig udgang, i nære relationer, herunder ikke mindst vold mod en partner (æg-
tefælle/kæreste, tidligere ægtefælle/kæreste) langt den mest udbredte. I såvel
postundersøgelsen som i fokusgruppeundersøgelsen blev de interviewede bedt
om at dømme i følgende sag:
Peter og Anna er gift og har boet sammen i 6 år. Sammen har de en datter på 4 år. Deres ægte-
skab har gennem det seneste års tid fungeret dårligt, og de skændes oftere og oftere.
Peter og Anna beslutter at forsøge at få talt ud om problemerne. De afsætter en weekend til
at være sammen alene og skaffer en barnepige. Allerede fredag aften bliver de imidlertid uven-
ner, og det udvikler sig til et voldsomt skænderi. Peter forlader herefter lejligheden i vrede og
går sammen med nogle venner i byen.
Anna er ked af, at aftenen har udviklet sig sådan, men ønsker ikke at sidde alene tilbage.
Kort efter forlader hun derfor også lejligheden for at være sammen med nogle venner.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
55
I løbet af aftenen fortryder Peter, at de har forspildt muligheden for at få talt ud om tingene.
Han ringer derfor flere gange hjem til Anna, som imidlertid ikke er hjemme. Peter forsøger også
at ringe til Annas mobiltelefon, men der bliver ikke svaret, og Anna ringer ikke tilbage.
Peter tager tilbage til lejligheden klokken ca. 1 om natten. Kl. næsten 2 kommer Anna hjem.
Peter vil vide, hvor Anna har været. Anna siger »Jeg gider ikke snakke med dig nu«. Peter vil
imidlertid have talt ud og vil vide, hvor Anna har været. Anna svarer stadig ikke på Peter’
spørgsmål og ønsker ikke at tale med ham.
Peter begynder at blive jaloux, fordi Anna ikke vil tale om aftenens forløb. Desuden er Peter
sur over, at Anna tilsyneladende ikke er villig til at forsøge at få talt ud om deres problemer. Da
Anna stadig ikke vil svare på Peters spørgsmål, begynder Peter at beskylde Anna for utroskab.
Anna bliver gal, og de skændes højlydt og beskylder gensidigt hinanden for utroskab. Peter bli-
ver mere og mere ophidset. På et tidspunkt siger Anna, at det vist er bedre at blive skilt. Peter
bliver nu så ophidset, at han slår Anna hårdt i brystet. Anna vælter omkuld. Peter sparker 2 gan-
ge Anna i ryggen. Anna forsøger at værge for sig med hænderne, men Peter sparker igen Anna
dels i siden og dels over hænderne og tildeler Anna yderligere et knytnæveslag, der rammer i
baghovedet. Anna kommer på benene og råber, at nu er det definitivt slut. Anna løber herefter
fra lejligheden. Anna henvender sig på skadestuen, hvor hun bliver undersøgt og røntgenfotogra-
feret. Anna har blå mærker på brystet og på ryggen og har smerter i nakken, ryggen, ribbenene
og nyrerne i de følgende 4-5 dage. Anna har desuden brækket 2 fingre på højre hånd. Anna sø-
ger straks om separation, og parret bliver siden skilt.
Peter er 32 år. Peter har hele sit liv boet i en by. Han har en almindelig familiemæssig bag-
grund og fast arbejde. Peter er ikke tidligere blevet dømt for nogen form for kriminalitet.
Svarmulighederne var her hele 34 forskellige foranstaltninger, omfattende alle
hovedforanstaltninger i den grønlandske kriminallov, og underopdelinger af disse
(eksempelvis forskellige tidsperioder for anbringelse i anstalt). Retspraksis i en
sag som denne er i Danmark 3-4 måneders ubetinget fængsel og i Grønland 40
dages ubetinget anstaltsanbringelse, evt. 40 timers samfundstjeneste. Blandt de
grønlændere, der i grupperne har haft denne sag i fokus, og som dels har haft lej-
lighed til at se retssagen med vidneafhøringer mv. på film, og dels sammen med
de andre i gruppen at diskutere fordele og ulemper ved de forskellige foranstalt-
ningsmuligheders anvendelse i netop denne sag, viser der sig kun at være 11 pct.,
der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse, heraf de 3 pct. under 2 måneder.
Det store flertal ville idømme en betinget dom med tilsyn, samt eventuelt behand-
ling. Hovedparten af de interviewede i fokusgruppeundersøgelsen (84 pct.) tror
også, at praksis ved de grønlandske domstole er, at man i en sådan sag ikke
idømmes ubetinget anstaltsanbringelse,37
og man tror også, at de fleste grønlæn-
dere vil være enige heri, altså at der ikke skal idømmes en ubetinget anstaltsan-
bringelse. I de danske retsbevidsthedsundersøgelser finder man i partnervoldssa-
gen som i de øvrige sager en klar tendens til, at den danske befolkning gennem-
gående ser sig selv som mildere, end de tror flertallet er i deres holdninger. En
Flemming Balvig
56
tilsvarende tendens findes ikke i den grønlandske undersøgelse. Grønlænderne
har gennemgående den opfattelse, at deres egne holdninger er identisk med, hvad
de fleste andre grønlændere mener.
6.4. Foranstaltninger ved voldtægt
En anden form for personovergreb (end »ren« vold), der som påvist såvel absolut
som relativt udgør et betydeligt problem for og i det grønlandske samfund, er
seksuelle overgreb. Vi har derfor også interesseret os for, hvordan den grønland-
ske befolkning synes, der skal foranstaltes i sådanne sager, eksempelvis i tilfælde
af voldtægt.
Ligesom ved drab har vi ud fra et tilfældighedsprincip delt de interviewede op
i fire forskellige grupper, og de tre af dem har vi »foreslået« en ubetinget an-
staltsanbringelse i henholdsvis ½, 1 og 1½ år, og spurgt, hvorvidt de mente, dette
var en passende dom, jf. opstilling 6.4.1. Den typiske foranstaltning for voldtægt
idømt ved de grønlandske domstole er 1 års ubetinget anstaltsanbringelse, i Dan-
mark efterhånden typisk længere.
Opstilling 6.4.1. Reaktionerne på, hvordan man synes, der skal foranstaltes for
voldtægt, på baggrund af et »forslag« om en bestemt foranstaltning vedrørende
et givet antal års anbringelse i anstalt. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling*
»Foreslået tid« Alt for
lang tid
Noget for
lang tid
Passende Noget for
kort tid
Alt for
kort tid
? I ALT %
½ år 0 0 7 13 78 2 100
1 år 1 1 15 15 65 3 100
1½ år 1 1 17 17 60 4 100
*n ved 1½ år er 180, ved 1 år 177 og ved 1½ år 170.
På grund af et interview- og opgørelsesteknisk problem blev svarfordelingen for
den fjerde gruppe, der – helt som ved drab – mere åbent blev spurgt om, hvordan
de ville dømme for voldtægt forelagt en række forskellige mulige foranstaltnin-
ger, ikke fordelt på den planlagte måde for så vidt angår længden for dem, der
pegede på ubetinget anstaltsanbringelse. Det fremgår dog, at der her på det gene-
relle plan er et klart flertal, der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse (60
pct.), og altså flere end ved drab! »Kun« hver fjerde, 26 pct., ville idømme betin-
get dom med tilsyn og behandling (n = 170).
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
57
Der er ved spørgsmålet om, hvordan der skal foranstaltes ved voldtægt, præcis
de samme sammenhænge med den generelle holdning til, hvordan der skal foran-
staltes, som vi så ved drab, og igen forholder det sig sådan, at der ved den »fyldi-
gere« måde at spørge på ikke er nogen signifikant forskel med hensyn til, hvad
»strammerne« og »slapperne« mener, der skal dømmes.
Voldtægt var den anden sag, der ved siden af ovennævnte partnervoldssag,
blev fokuseret på i fokusgrupperne med visning af film mv. Den sag, de blev fo-
relagt, var følgende:
Katrine og Poul som ikke kender hinanden, men de har mange fælles bekendte. De møder hin-
anden på Manhattan en fredag aften. De drikker sammen med fælles venner shots og danser ude
på dansegulvet. De aftaler at tage videre til en efterfest efter, at Manhattan lukker klokken 03.
På vej mod efterfesten spørger Poul Katrine, om han ikke må give hende et knus. Katrine
siger ja, og de giver hinanden et knus. Da de skal til at gå videre, inviterer Poul Katrine på en øl
på hans værelse, som ligger på 1 sal i det hus, hvor efterfesten bliver afholdt. Katrine siger ja
tak, og de følges ad til Pouls værelse.
Katrine sætter sig i en stol på værelset, og Poul sætter sig på sengen. Stemningen er god, de
sludrer og drikker et par øl. Da Poul kommer tilbage efter et toiletbesøg, går han hen til Katrine
og læner sig ind over hende, og begynder at kysse hende. Katrine siger, at det gider hun ikke.
Hun tager fat i hans hænder og forsøger at skubbe dem væk. Poul ignorerer imidlertid hendes
afvisning. Han trækker Katrines bluse op og lukker hendes BH op og rører ved og kysser hendes
bryster, mens Katrine forgæves forsøger at skubbe ham væk. Katrine rejser sig og siger, at hun
vil gå, men Poul tager fat i hende og trækker hende hen til sengen.
Katrine protesterer, og siger, at Poul skal lade hende gå. Poul overhører protesterne og træk-
ker Katrines bukser, trusser og bluse af hende. Han presser hende ned i sengen og lægger sig
oven på hende og holder hende fast. Samtidig får han sine egne bukser krænget ned, og presser
sig op i Katrine, hvor han gennemfører et kort, vaginalt samleje. Da han har fået udløsning,
trækker han sig ud og rejser sig fra sengen. Katrine løber ud på toilettet, tørrer sig hurtigt med et
håndklæde og tager bukser og bluse på. Derefter samler hun resten af sit tøj, og forlader straks
Pouls værelse.
Tidligt lørdag morgen ringer Katrine til sin søster, og fortæller, hvad der er sket. Søsteren
bringer Katrine på SANA, hvor Katrine bliver undersøgt. Der konstateres ikke fysiske skader,
men Katrine er chokeret, meget ked af det og bange. Om onsdagen – 4 dage efter voldtægten
fandt sted – anmelder Katrine sagen til politiet.
Poul er 28 år gammel og har boet hele sit liv i en by. Han har en almindelig familiemæssig
baggrund og fast arbejde. Poul er ikke tidligere blevet dømt for nogen form for kriminalitet.
Slutresultatet af fokusgruppernes arbejde med at finde frem til, hvordan der burde
dømmes i denne sag blev, at et flertal, 54 pct., syntes, at der skulle idømmes en
ubetinget anstaltsanbringelse, men der var jo altså så alligevel 46 pct., der syntes,
at det skulle man ikke – og som først og fremmest pegede på en betinget dom
med tilsyn og behandling.38
21 pct. ville idømme en ubetinget anstaltsanbringelse
Flemming Balvig
58
på mindre end den nævnte retspraksis på 1 år, så det er i alt to ud af tre – 67 pct. –
der ville være »mildere« i deres domme end retspraksis, vurderet ud fra diskussi-
onerne i fokusgrupperne først og fremmest af behandlingsmæssige og resocialise-
rende grunde.
Den mediant udmålte foranstaltning, som fokusgruppedeltagerne ville idøm-
me for kontaktvoldtægten, var 4 måneders ubetinget anstaltsanbringelse. Der var
en klar tendens til, at man undervurderede, hvor »streng« retspraksis faktisk var i
denne slags sager, idet medianen med hensyn til, hvordan man troede sagen ville
blive afgjort ved en domstol, var 50 dages ubetinget anstaltsanbringelse. Heri lig-
ger således indbygget en tendens, som ses ved flere andre sager, til, at man ser sig
selv som lidt »strengere« end domstolene, men faktisk er man »mildere«. Sam-
menlignet med situationen i Danmark, således som den fremgår af de der gen-
nemførte retsbevidsthedsundersøgelser, er forskellene mellem, hvad man selv
mener, hvordan man tror en domstol vil dømme, og hvordan man tror folk flest
vil dømme, betydeligt mindre i Grønland. En usædvanlig – set med dansk måle-
stok – stor del af den grønlandske befolkning er af den opfattelse, at sådan som de
selv ville dømme også er sådan, som der ville blive dømt i kredsretten, og det er
også sådan, de tror, folk flest i Grønland ville dømme.
7. Reaktioner på kriminalitet – anstalterne
Kriminalforsorgen i Grønland er en del af den danske statsadministration og er
underlagt Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. I sit daglige virke
opererer Kriminalforsorgen i Grønland imidlertid som en selvstændig organisati-
on med kompetence på alle væsentlige sagsbehandlingsområder. Ledelsen af
Kriminalforsorgen i Grønland er i kriminalloven bemyndiget til på en lang række
områder at fastsætte regler om fuldbyrdelse af foranstaltninger og har i henhold
hertil udsendt et stort antal bekendtgørelser (Kriminalforsorgen i Grønland,
2014).
I anstalterne indsættes personer, som enten er dømt til anbringelse eller som er
tilbageholdte, mens deres sag behandles. Ved udgangen af 2013 var kapaciteten
194 pladser, fordelt på syv anstalter. I løbet af 2013 blev der foretaget 548 ind-
sættelser, fordelt på 403 domfældte, 124 tilbageholdte og 21 anholdte. Kriminal-
forsorgen måler belægget i anstalter i form af belægstal fra de enkelte anstalter,
og man beregner en samlet belægsmasse. Beregningen foretages ved, at én indsat,
som opholder sig i en anstalt i ét døgn, indgår i beregningen med værdien 1. I
2013 var belægsmassen, beregnet på denne måde, 63.746, fordelt på 50.201 dom-
fældte og 13.545 tilbageholdte. De domfældte har i 2013 således gennemsnitligt
tilbragt omkring 4 måneder i anstalt, og de tilbageholdte omkring 3 måneder. Be-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
59
lægstallet i 2013, som er det i skrivende stund seneste, hvorom der foreligger en
mere omfattende og detaljeret statistik, var dog atypisk, idet kapaciteten i hele
året var midlertidigt forhøjet med 30 pladser (i Kangerlussuaq) med henblik på at
afvikle en såkaldt »ventekø«. I 2014 har kapaciteten svinget fra 184 i de første tre
måneder til 155 resten af året.39
Det gennemsnitlige belæg i 2013 var 175, hvilket er identisk med 309 pr.
100.000 indbyggere (International Centre of Prison Studies, 2015); 79 pct. var
domfældte og 21 pct. tilbageholdte. I 2014 har det gennemsnitlige daglige belæg
været 137, svarende til 241 pr. 100.000 indbyggere.40
241 indsatte på en gennem-
snitsdag pr. 100.000 indbyggere er langt over det globale niveau, og 3-4 gange
højere end i Danmark (og Norge, Sverige og Finland). I Island var der i 2013
gennemsnitligt 47 indsatte pr. 100.000 indbyggere og på Færøerne 21. Hos en
anden nabo, i Canada, var der i 2012 118 indsatte pr. 100.000 indbyggere. På en
liste over brug af fængsler i hele verden i 2012/13 placerede Grønland sig som nr.
31 ud af i alt 202 lande, og i umiddelbart selskab med lande som Litauen (315),
Iran og Sydafrika (290) og Brasilien (289). Blandt de forholdsvis få lande i ver-
den, der i 2012/13 brugte fængsler/anstalter mere end i Grønland, var først og
fremmest USA og en række lande med tæt tilknytning til USA (som Guam, Sa-
moa, Puerto Rico m.fl.) (Walmsley, 2014).
Grønland har efterhånden i mange år placeret sig relativ højt ikke mindst i
nordisk sammenhæng med hensyn til brug af anstaltsanbringelse, men det nuvæ-
rende helt ekstraordinært høje niveau er resultatet af en kraftig stigning også i in-
deværende årtusinde. I 2000 var der gennemsnitligt 157 indsatte i de grønlandske
anstalter pr. 100.000 indbyggere, altså »kun« omkring det halve sammenlignet
med 2013, og det er en udvikling, der er sket til trods for, at kriminaliteten gene-
relt i hvert fald ikke, som tidligere påvist, har været stigende i Grønland.41
Udvik-
lingen synes at være et produkt af dels at idømme anstaltsanbringelse relativt of-
tere i kriminalsager og dels af relativt længere varighed, eksempelvis som ved
drab. Der forefindes for tiden desværre ikke grønlandsk kriminalstatistik for årene
efter 2009, men i 2000 var det 3 pct. af kriminalsagerne, der blev afgjort med an-
staltsanbringelse og i 2009 11 pct. (Kriminalstatistikken for Grønland, 2000 og
2009; Grønlands Statistik).42
Situationen med hensyn til brug af anstaltsanbringelse i Grønland er blevet kaldt
for »Den Store Grønlandske Indespærring« (Lauritsen, 2011; 2012) og bliver endnu
mere paradoksal af, at det med den første kriminallov, der indførtes i Grønland i
1954, var hensigten, at Grønland slet ikke skulle have fængsler eller fængselslig-
nende institutioner. Dette blev bl.a. kædet sammen med gerningspersonprincippet,
hvor man forestillede sig, at succesfuld resocialisering skulle foregå i samfundet og
Flemming Balvig
60
ikke mere eller mindre uden for samfundet i et fængsel eller en anstalt (Gold-
schmidt, 1954). Til trods for intentionerne etableredes den første anstalt i Grønland
i 1967. Denne anstalt blev opført i Nuuk og havde 18 pladser. Anstalten havde til at
begynde med nærmest karakter af et kollegium – et »natfængsel« så at sige, med
dansk terminologi – idet det forudsattes, at de indsatte skulle gå på arbejde uden for
anstalten. Der opstod hurtig overbelægning, og flere anstalter kom til.
Det danske folketing har besluttet, at der skal bygges en ny anstalt i Nuuk til
afløsning af den gamle anstalt fra 1967. Som et væsentligt element skal den nye
anstalt udstyres med et lukket afsnit, som bl.a. skal tjene til fuldbyrdelse af forva-
ringsdomme og dermed sætte en stopper for godt 60 års »nedsendelse« af forva-
ringsdømte til Anstalten i Herstedvester i Danmark. Anstalten vil få 76 pladser,
heraf 40 i det lukkede afsnit. Efter planen skal anstalten stå klar til at blive taget i
brug i slutningen af 2017. I telefonundersøgelsen blev den grønlandske befolk-
ning stillet følgende spørgsmål: I 2017 skal en ny lukket anstalt for domfældte stå
klar i Nuuk. Den får en høj mur rundt omkring sig og kommer til at ligne et fæng-
sel. Hvad synes du om, at vi får sådan en anstalt?
Over halvdelen, 51 pct., svarede, at de syntes, dette var »Virkelig godt«, og
yderligere 31 pct., at det var »OK«. Kun 5 pct. syntes, at det var »Helt forkert«.
10 pct. gav udtryk for, at de var »Noget skeptisk«, mens de resterende 3 pct. ikke
havde nogen holdning til dette spørgsmål eller ikke ville svare.
Ud fra en forventning om, at mange har fundet ordningen med at »nedsende«
forvaringsdømte til Danmark problematisk, fulgtes op med følgende spørgsmål:
De grønlandske indsatte, som i dag afsoner i Herstedvester i Danmark, skal flyt-
tes til den nye anstalt i Nuuk, når den er færdig. Hvad mener du om, at de Her-
stedvester-dømte fremover skal afsone i Grønland?
Her svarede mere end to ud af tre, 69 pct., at »Det er godt«. Yderligere 18 pct.
svarede »Det er i orden – men gør mig utryg«, mens kun 10 pct. mente, at de skal
blive i Herstedvester. Igen var det 3 pct., der svarede »Ved ikke«, eller som ikke
ønskede at svare.
Når man igennem årtier har »nedsendt« forvaringsdømte grønlændere til afso-
ning i et lukket dansk fængsel, ville det være forkert at påstå, at man ikke har haft
eller har lukkede anstalter i Grønland. Det er kun i geografisk forstand korrekt.
Traditionelt har anstalterne på grønlandsk jord principielt været åbne, såvel i tek-
nologisk og overvågningsmæssig henseende og som nævnt med hensyn til de
indsattes muligheder for under anstaltstiden at befinde sig i lokalsamfundet uden
for anstalterne.
Det kan i imidlertid diskuteres, om det (længere) er dækkende i teknolo-
gisk/overvågningsmæssig henseende at karakterisere anstalterne i Grønland som
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
61
åbne. I vidt omfang er anstalterne eksempelvis blevet forsynet med bl.a. NATO-
pigtråd, panserglas for vinduerne, låste døre, kameraovervågning mv. Der opere-
res med »gårdtur« og »celler«, og man har begrænset mobiltelefoni.
I de eksisterende anstalter dominerer »cellerne«, og gennemgående er der få og
små rum til øvrige aktiviteter, såsom beskæftigelse, undervisning og fritidsaktivi-
teter. Baggrunden herfor har netop været, at det aktive liv skulle foregå ude i lo-
kalsamfundet, men sådan er det ikke (længere). Historisk har specielt beskæftigel-
sen af de indsatte hovedsageligt fundet sted uden for anstalterne, og arbejdsgiverne
har typisk været positive over for at ansætte indsatte fra anstalterne. Arbejdsgiver-
ne har ofte foretrukket de dømte frem for andre arbejdere; de er mere stabile (Gre-
ve, 2012). I 2013 foregik imidlertid hele 82 pct. af beskæftigelsen inden for anstal-
terne, mens blot 18 pct. foregik uden for. I 2014 synes det dog at være lykkedes at
vende denne trend, så relativt flere af de indsatte (igen) beskæftiges uden for an-
stalterne, men dog ikke anderledes, end at flertallet stadig må afsone deres an-
staltsdom i en temmelig lukket anstalt uden ret mange muligheder for noget at give
sig til, først og fremmest på grund af anstalternes fysiske indretning.
En undersøgelse i Grønland har vist, at de rammer, der findes nu til dags for,
hvad en foranstaltningsdom til ubetinget anstaltsanbringelse skal betyde, og hvad
der foregår eller måske især ikke foregår under en anstaltsanbringelse, ikke blot pa-
radoksalt nok står i kontrast til et samfund, hvor det hedder straf og fængsler, som
f.eks. i Danmark, men også grundtanken i gerningspersonprincippet og resocialise-
ringsformålet (Lauritsen, 2012). I en avisoverskrift er det blevet udtrykt således:
»Den åbne anstalt er et fængsel i forklædning. De grønlandske anstalter er fængsler i forklædning,
og forholdene er så pinefulde, at de nedbryder mange af de indsatte mentalt. Faktisk er vilkårene
værre end i de lukkede anstalter« (Maria Hornbek Hansen, knr.dl/da/nyheder, 23. februar 2012).
De kvalitative dele af de gennemførte undersøgelser tyder på, at de fleste grøn-
lændere ligger under for den fejlagtige opfattelse, at anstaltsanbragte som hoved-
regel har deres beskæftigelse ude i lokalsamfundet og har udgang til besøg mv.,
altså således som det faktisk forholdt sig tilbage i tiden. I telefonundersøgelsen
stillede vi den grønlandske befolkning følgende spørgsmål vedrørende anbragtes
mulighed for arbejde mv. i lokalsamfundet: Efter den grønlandske kriminallov
indebærer anbringelse i anstalt for domfældte normalt, at de domfældte har større
mulighed for at være beskæftiget med arbejde, uddannelse og fritidsvirksomhed
uden for anstalten, end det kendes fra andre lande. Hvad synes du om denne ord-
ning? Hele 77 pct. syntes, at denne ordning er ok, og godt en fjerdedel af befolk-
ningen, 26 pct., syntes oven i købet, at man skulle gøre det i endnu højere grad,
Flemming Balvig
62
end man (formoder) ordningen aktuelt praktiseres. 23 pct. syntes, man skulle gøre
det i mindre grad, og 3 pct. var uoplyste. Det skal understreges, at disse svar skal
ses og fortolkes i perspektiv af, at »denne ordning« af de fleste grønlændere ople-
ves som en ordning, hvor man hurtigt og som hovedregel arbejder uden for an-
stalten og går på besøg mv. For den majoritet af grønlændere, der syntes, at det
primære formål med at foranstalte og bl.a. at afgøre, om der skal være tale om an-
staltsanbringelse, er at hjælpe og støtte gerningspersonen, var der en endnu klare-
re hældning i retning af at mene, at man i højere grad end den oplevede situation,
burde have mulighed for at komme ud og opholde sig uden for anstalterne. Selv
blandt den lille minoritet af »straforienterede« var der 17 pct., der syntes at mu-
lighederne for at komme og være uden for anstalten burde øges, og 40 pct. der
synes, at det var passende som de forestillede sig, det var nu.
Men hvordan synes man det skal være, hvis det ikke blot drejer sig om den
gennemsnitskriminelle med en relativ kort anstaltsanbringelse, men en person, der
har begået en meget alvorlig personforbrydelse i det lokale samfund? I postunder-
søgelsen bad vi om den grønlandske befolknings stillingtagen til følgende sag:
Peter Olsen er ved kredsretten dømt til anbringelse i anstalt i 1 år og 8 måneder for i en sen nat-
tetime at have begået voldtægt mod den mindreårige Sofie, som han havde mødt samme nat, da
de hos en fælles bekendt deltog i en efterfest, som blev arrangeret, da byens diskotek lukkede kl.
3. Der blev drukket ret meget under festen. Peter og Sofie havde danset tæt sammen og kælet
lidt med hinanden, men på et tidspunkt blev Sofie træt og faldt i søvn i et værelse i lejligheden.
Peter fandt hende og begyndte at tage tøjet af hende, og da hun ikke gjorde modstand – tydelig-
vis fordi hun var så alkoholpåvirket, at hun ikke sansede, hvad der foregik – krængede Peter
hendes bukser og trusser af og gennemførte et fuldbyrdet samleje med hende. Peter var klar
over, at Sofie kun var 14 år gammel. Kredsretten fandt Peter skyldig i voldtægt begået mod en
person under 15 år, idet han havde skaffet sig samleje med Sofie, der befandt sig i en tilstand, i
hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen – såkaldt »tilsnigelse« – og idet han
vidste, at hun ikke var fyldt 15 år.
Peter, der er 31 år, bor i samme by, hvor han arbejder som chauffør og altmuligmand på by-
ens hotel. Hans kone, Marie, 27 år, arbejder på fuld tid som pædagogmedhjælper i en daginstitu-
tion. De har to børn – Ivaana på 8 år, der går i skole og på fritidshjem, og Malik på 5 år, der går i
børnehave.
Forud for dommen havde Peter været tilbageholdt i en måned, de første 13 dage i detentio-
nen og resten af tiden i Anstalten for Domfældte. Da han havde fået sin dom, havde han således
allerede på forhånd gennemført den første måned af anstaltstiden.
Straks efter dommen søger Peter om tilladelse til dagligt at forlade anstalten i arbejdstiden
for at genoptage sit arbejde på hotellet. På hotellet har man været meget tilfreds med Peters ar-
bejdsindsats, og man vil gerne beholde ham. Peter vil meget gerne genoptage arbejdet hurtigst
muligt, dels for at bevare jobbet, dels for derved at kunne bidrage til familiens økonomi, idet
Maries indtægt ikke alene kan klare familiens daglige udgifter.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
63
Samtidig søger Peter om tilladelse til at besøge familien i hjemmet i dagtimerne på fridage
og efter fyraften på arbejdsdage, således at han returnerer til anstalten til sengetid. Han begrun-
der navnlig ansøgningen med hensynet til børnene, som savner deres far, og som Marie har
svært ved at styre alene.
Peter har af personalet fået oplyst, at han vil have udsigt til ordinær prøveløsladelse efter to
tredjedele af anbringelsestiden (dvs. efter et år, en måned og 10 dage), hvis det vurderes, at han har
stabile personlige og sociale forhold, således at der ikke er væsentlig risiko for nye forbrydelser.
I forlængelse af denne sagsbeskrivelse blev der stillet følgende spørgsmål med
følgende svarmuligheder:
Først med hensyn til hans ansøgning om at måtte fortsætte med sit arbejde:
Hvad synes du om det?
Sæt denne gang ét – og kun ét –
kryds i hver søjle:
Hvad tror du,
at anstalten ville
svare på Peters
ansøgning om at
arbejde på hotellet?
Hvad synes du
selv, at svaret
skulle være?
Hvad tror du,
at folk i alminde-
lighed synes, at
svaret skulle være?
Peter bør have tilladelse til straks
at kunne arbejde uden for anstalten
– uden særlige vilkår ...
– med særligt vilkår om, at han ikke
opsøger ofret (Sofie) ...
Peter bør ikke have tilladelse til
straks at arbejde, men først på et
senere tidspunkt ...
– en uge efter dommen ...
– 14 dage efter dommen ...
– efter 2 måneders samlet anbringelse
(inkl. tilbageholdelse) ...
– efter 6 måneders samlet anbringelse
(inkl. tilbageholdelse) ...
– efter 10 måneders samlet anbrin-
gelse (inkl. tilbageholdelse) ...
Peter bør ikke på noget tidspunkt
have tilladelse til at arbejde uden
for anstalten
Flemming Balvig
64
Tilsvarende blev der efterfølgende med hensyn til Peter Olsens ansøgning spurgt
om, hvad man syntes om muligheden for, at han måtte besøge familien på fridage
og i aftentimer på hverdage. Svarfordelingerne fremgår af opstilling 7.1.
Opstilling 7.1. Holdning til, hvornår en indsat i en bestemt sag skal have lov til
at fortsætte med at arbejde udenfor anstalt og/eller besøge familie på fridage m.v.
Postundersøgelsen. Procentfordeling
Fortsætte med arbejde
udenfor anstalt
Besøge familie på
fridage m.v.
Straks, uden særlige vilkår 9 15
Straks, med særlige vilkår 39 37
1 uge efter dom 4 3
14 dg. efter dom 8 9
2 mdr. efter samlet anbringelse 11*
9*
6 mdr. efter samlet anbringelse 6 5
10 mdr. efter samlet anbringelse 3 4
Slet ikke 18 18
I ALT 100 100
n = 269 250
* Kriminalforsorgens praksis.
Relativt store andele uoplyste (»ved ikke«) vidner om, at det nok mere er reglen
end undtagelsen, at befolkningen kender til praksis i sådanne sager, og det er
øjensynligt heller ikke noget, de fleste (ofte) har diskuteret med andre, for der er
endnu flere uoplyste, når man beder de interviewede gætte på, hvordan folk flest i
Grønland ville mene, man skulle forholde sig til ansøgningerne. Af svarene på det
ene bispørgsmål får vi bekræftet, at befolkningen har en ganske overdreven fore-
stilling om mulighederne for at komme ud i lokalsamfundet under en anstaltsan-
bringelse. Over halvdelen, 51 pct., tror, at en indsat som Peter Olsen straks efter
sin anbringelse i en anstalt kan komme ud og fortsætte sin beskæftigelse i sam-
fundet, og 49 pct. at han straks kan komme på familiebesøg mv. (yderligere 6 pct.
tror, for begge forhold, at det kan ske efter en uges anstaltsanbringelse).
Også når det drejer sig om egne holdninger spores der en relativ stor usikker-
hed i befolkningen. 10 pct. har ikke svaret på spørgsmålet om udgang til beskæf-
tigelse, og 16 pct. ikke på spørgsmålet om udgang til besøg hos familie mv. Der
er i opstilling 7.1 set bort fra uoplyste.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
65
Den grønlandske kriminalforsorgs faktiske praksis i konkrete sager som denne
er, at der ville kunne bevilges udgang til beskæftigelse og/eller til familiebesøg
mv. efter 2 måneders samlet anbringelse (dvs. efter 10 pct. af den faktiske an-
bringelsestid). Det store flertal af den grønlandske befolkning, der har taget stil-
ling, synes imidlertid, at det kunne/burde bevilges (meget) tidligere. 48 pct. syn-
tes, at udgang til arbejde burde bevilges straks efter indsættelsen, eventuelt med
særlige vilkår, og over halvdelen – 52 pct. – at udgang til at besøge familie mv.
burde kunne bevilges med det samme. I alt er der 62 pct., der mener, at udgang til
beskæftigelse burde kunne bevilges tidligere end praksis er, og 64 pct. med hen-
syn til udgang til familie mv. Knapt hver femte, 18 pct., var af den overbevisning,
at personer som i den beskrevne sag ikke under deres anstaltsanbringelse overho-
vedet skulle have mulighed for udgang til beskæftigelse eller familiebesøg mv.
8. Sammenfatning og konklusion
I 1948-49 udsendtes fra Danmark en juridisk ekspedition til Grønland. Formålet
var bl.a. dels at kortlægge, hvordan man i Grønland reagerede på kriminelle
handlinger (»retspraksis«), og hvordan man syntes, der skulle og burde reageres
(»retsbevidsthed«). Resultatet af dette arbejde blev en kriminallov, der trådte i
kraft i 1954, og hvis styrende princip, såvel ved de foranstaltninger, der skulle
kunne idømmes, som ved valg af foranstaltninger, primært var af individualpræ-
ventiv art, dvs. følge det såkaldte gerningspersonprincip – hvilket man mente var
i overensstemmelse med grønlandsk sædvane, i handling som i holdning. Loven
er blevet kaldt for verdens mest liberale kriminallov, ikke mindst fordi den impli-
cerede, at der ikke skulle være fængsler i Grønland. Samtidig skulle den praktise-
res i et kriminalretligt system domineret af ikke-jurister, ikke mindst som dom-
mere og forsvarere (bisiddere). Udover at man på det tidspunkt (og for så vidt
stadig den dag i dag) ikke praktisk havde mulighed for andet – og det var nok den
vægtigste grund – så var rationalet, at det var de almindelige mennesker i det lille
samfund, der kendte hinanden bedst, og således også bedst vidste, hvad der skulle
til for at få en given person til at holde op med at begå kriminalitet.
Der er i tidens løb blevet rejst forskellige grundlæggende spørgsmål vedrøren-
de ekspeditionens arbejde, der dels vedrører dens datagrundlag (som alene omfat-
tede Vestgrønland og som tilsyneladende i langt højere grad omfattede kontakt
med forskellige myndighedspersoner frem for almindelige mennesker) og dels de
tolkninger af det, den så, hørte og læste: Var den individualpræventive tilgang
faktisk den, der var dominerende i de grønlandske sædvaner, eller var det selekti-
ve briller og implicitte ønsker om, hvordan det kunne eller burde være, inspireret
af tidens tanker i Europa, der i større eller mindre grad andre steder var resulteret
Flemming Balvig
66
i nye straffelove med en større vægt på gerningspersonprincippet end tidligere,
herunder den danske straffelov af 1930?
I 2013-14 har der været udsendt en ny ekspedition til Grønland, og den har det
tilfælles med den forrige, at den udsendte er dansk – med den særlige risiko dette
giver for misforståelser og fejltolkninger. Kommissoriet denne gang har været
mere begrænset end for 65 år siden, idet det næsten udelukkende – men dog ikke
helt – har omhandlet »retsbevidsthed«. Til gengæld har datagrundlaget i 2013-14
været hele Grønland, og det har været den almindelige befolkning, der er blevet
talt med, og som er blevet interviewet. I alt er der blevet talt med og interviewet
omkring 1.200 tilsigtet repræsentative grønlændere i alderen 18-74 år. Samtalerne
og interviewene er foregået på forskellig måde: Ca. 700 er blevet interviewet pr.
telefon om mere generelle retsbevidsthedsmæssige spørgsmål (retsfølelsen), ca.
300 har besvaret postspørgeskemaer, der vedrørte stillingtagen til konkrete sager
(retsfornuften), og ca. 200 har deltaget i fokusgruppemøder, hvor man også skulle
tage stilling til konkrete sager, men her med betydelig mere information om sa-
gerne (bl.a. via foreviste film) samt mulighed for diskussion med andre (igen her
retsfornuften).
Man kan sige, at denne anden ekspedition til Grønland startede med Den
Grønlandske Retsvæsenskommission, der var i funktion fra 1994-2000. Her ar-
bejdede man også med at kortlægge og diskutere rettens arbejde, og det resultere-
de i den nye kriminallov og den nye retsplejelov, der begge trådte i kraft i 2010. I
bakspejlet kan det undre, at denne kommission gjorde uforholdsmæssigt meget
ud af »retspraksis«, forstået i sin brede forstand, og uforholdsmæssigt lidt ud af
befolkningens »retsbevidsthed« – forarbejdet med og forudsætningerne for den
eksisterende kriminallov fra 1954 taget i betragtning. Hvis dette læses som en be-
brejdelse, er det i så fald også en selvbebrejdelse, fordi nærværende forfatter selv
var medlem af kommissionens undersøgelsesgruppe! Hvor om alting er, så kom
retsplejeloven af 2010 til at betyde, at man nedsatte Rådet for Grønlands Retsvæ-
sen, og at det eksplicit af loven fremgår, at dette råd skal iværksætte relevant
forskning og i sammenhæng hermed have en forsker som fast medlem – og det er
ud af dette råd den nu gennemførte retsbevidsthedsundersøgelse i Grønland ud-
springer. Den gennemførte undersøgelses design og metode er modelleret efter
tilsvarende undersøgelser gennemført i Danmark i 2006 og 2009, og i 2009 tillige
i de øvrige nordiske lande – og er derfor til dels sammenlignelig med specielt un-
dersøgelsen i Danmark i 2009.
Den grønlandske kriminallov fra 1954 er blevet kaldt for et socialt eksperi-
ment, men eksperimentet har ikke været ledsaget af nogen kontrolgruppe, og i det
hele taget ikke en plan for, hvordan det skulle evalueres. Det er klart, at det først
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
67
og fremmest må vurderes og måles på kriminaliteten, men præcis hvordan?
Umiddelbart er det svært at finde indikationer i retning af, at eksperimentet har
været en succes, i hvert fald i det lange løb. Kriminaliteten har været stigende,
stigningen løjer noget af i løbet af 1980-erne, og de aller seneste år har der været
et fald. Dette svarer præcis til udviklingen i mange andre lande, herunder i Dan-
mark. Ifølge de målinger, der er fortaget i forbindelse med retsbevidsthedsunder-
søgelsen, ligger den faktiske udsathed for person- og ejendomskriminalitet under
ét i Grønland på et lidt højere niveau end i Danmark, og de kriminallovsovertræ-
delser, der ved anmeldelse eller på anden måde er kommet til politiets kundskab,
set i forhold til folketallet, ligger også efter de seneste opgørelser (2013) på et hø-
jere niveau end i Danmark – en overhyppighed der er forstærket af en højere an-
meldelsestilbøjelighed i Grønland. For personkriminalitetens vedkommende, så-
som drab, vold og voldtægt, er niveauet mange gange større i Grønland end
Danmark, hvad enten man ser på den faktiske udsathed eller på kriminalstatistik-
ken. En ud af hver tyve af de politiregistrerede straffelovsovertrædelser i Dan-
mark er personforbrydelser, i Grønland er det tæt ved en ud af hver fire. To ud tre
af de udspurgte grønlændere i den gennemførte telefonundersøgelse anser krimi-
naliteten for et være et meget stort problem i og for det grønlandske samfund,
men tre uf af fire skænker dog aldrig eller kun sjældent risikoen en tanke for at
blive udsat for kriminalitet i deres egen dagligdag. Det er langt fra at være et sam-
fund, der er lammet af kriminalitetsfrygt. I modsætning til, hvad der faktisk er til-
fældet, viser de fleste grønlændere sig at have en oplevelse af, at kriminaliteten
har været stigende de seneste år, og der er et udbredt og stærkt ønske om, at der
anvendes flere ressourcer på det kriminalitetsforebyggende arbejde.
Den mest simple forklaring på, at eksperimentet tilsyneladende ikke har vir-
ket, kan være, at det aldrig for alvor er blevet realiseret, og der er rigtig meget,
der tyder på, at det forholder sig sådan. Teorien er ikke blevet omsat til praksis.
Selv om man kan finde en række domme, der kan ses som udslag af et gernings-
personprincip, så er det tydeligt, at dommene stort set allerede fra starten i væ-
sentlig grad fulgte et gerningsprincip, og dette er blevet tydeligere over tid. Der
har udviklet sig et takstsystem, som først og fremmest følger gerningens alvorlig-
hedsgrad, og med den nye kriminallov, der trådte i kraft i 2010, har man indskre-
vet, at de to hensyn, gerningsprincippet og gerningspersonprincippet, nu skal li-
gestilles ved valg af foranstaltning. I det danske straffesystem tages der også hen-
syn til personlige forhold ved strafudmålingen, og når man ser på praksis, kan
man godt komme i tvivl om, hvorvidt der (længere) er nogen reel forskel mellem
Grønland og Danmark i så henseende. – måske vil nogen vurdere, at det efter-
hånden forholder sig lige omvendt. Grønland skulle have været landet uden
Flemming Balvig
68
fængsler, men hurtigt fik man den første anstalt, hvor kriminelle kunne anbringes,
og hurtigt begyndte man på en praksis med at sende forvaringsdømte til den luk-
kede forvaringsanstalt i Herstedvester i Danmark på ubestemt tid. I dag hører
Grønland til i den øverste del på det globale landkort over, hvor mange man har
siddende i anstalter/fængsler, set i forhold til folketallet – med tre-fire gange flere
i anstalt/fængsel end i Danmark, idet man dog ved en sådan sammenligning må
tage kriminalitetsmønstret med de relativt mange personforbrydelser i Grønland i
betragtning. Sprogligt omtales anstalterne i Grønland som åbne, men efterhånden
minder de mere om lukkede fængsler med deres udbredte brug af NATO-pigtråd,
låste døre, kameraovervågning osv. I 2017 er selv æraen med de på papiret åbne
anstalter i Grønland en saga blot, idet en ny anstalt i Nuuk her tages i brug, en an-
stalt der efter grønlandske forhold og i forhold til folketallet har et meget stort
lukket afsnit. Det er ikke (længere) hovedreglen, som oprindelig tænkt, at de ind-
satte om dagen opholder sig uden for anstalterne (på arbejde mv.) – det har nu i
flere år været undtagelsen. Samtidig er anstalterne på sin side gennemgående for
små og for uhensigtsmæssigt indrettede til i noget videre omfang at kunne byde
på arbejde, uddannelse og fritidsmuligheder.
Det viser sig, at såvel den grønlandske befolknings oplevelse af, hvordan situ-
ationen faktisk er, som holdningen til, hvordan det bør være, i flere og grundlæg-
gende henseender mere er i tråd med sigtet i den oprindelige kriminallov fra 1954
end med den udvikling, der er sket siden, og situationen som den faktisk er i dag.
De fleste grønlændere tror, at anbringelse i anstalt anvendes langt mindre, end
det faktisk er tilfældet, og de fleste tror, at det (stadig) forholder sig sådan, at det
er det normale, at indsatte med det samme eller hurtigt får udgang og tilbringer
dagen med arbejde og besøg i lokalsamfundet. I det hele taget er viden om ikke
blot kriminaliteten og det kriminalretlige system i befolkningen gennemgående
begrænset – og som nævnt ofte fejlagtig – til trods for at en tredjedel følger meget
med i, hvad der sker på dette område, og yderligere en tredjedel en del med.
Det store flertal af grønlændere er af den opfattelse, at det primært styrende
princip, når der skal reageres på kriminalitet, skal være det individualpræventive
princip, dvs. gerningspersonen skal hjælpes og støttes til ikke at begå ny krimina-
litet (gerningspersonprincippet). Et endnu større flertal synes, at dette også skal
være det centrale princip, hvorefter de enkelte foranstaltninger indrettes, og selve
den måde, de dømte reagerer på, f.eks. ved ikke at overholde de spilleregler, der
er forbundet med de enkelte foranstaltninger, mener de fleste grønlændere først
og fremmest skal imødegås med motiverende samtaler, behandling o.lign. Som
en af de interviewede med et godt kendskab til systemet, så burde man ikke have
fået en kriminallov med en foranstaltningsstige, men i stedet for med et foran-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
69
staltningsfad. Fadet skulle i stil med foranstaltningsstigen byde på 6-8 mulige re-
aktioner, baseret på den viden man har om, hvad der bedst kan forebygge krimi-
nalitet, såsom uddannelse/træning, behandling mv., herunder også diverse alter-
nativer til anstaltsanbringelse såsom især samfundstjeneste (som findes i den nu-
gældende lov) og konfliktråd. Domstolen skulle så have til opgave at vælge fra
dette fad og dernæst – men som det sekundære – at tilpasse i forhold til et ger-
ningspersonprincip: Er det her for mildt eller for hårdt, og hvilke justeringer eller
tiltag skal der så i givet fald til/fra? Det er klart, at hvis man skulle revitalisere
gerningspersonprincippet som udgangspunkt for, hvordan der kan og skal reage-
res i kriminalsager, så skal man lære af den internationale erfaring og skabe et
værn mod de excesser, sådanne forsøg fik i mange lande i form af tidsubestemte
straffe, uproportionalitet osv.
Der er ikke et flertal, der – som det måske var for 60-70 år siden – ønsker, at
Grønland skal være uden fængsler eller fængselslignende institutioner, og der er
udbredt tilfredshed med, at man får en ny anstalt i Nuuk, hvor bl.a. forvarings-
dømte fremover kan afsone i stedet for i Danmark. Når man ser på, hvordan be-
folkningen synes, der konkret skal dømmes i alvorlige sager, så gør der sig som
nævnt for det første en tendens gældende til, at befolkningen undervurderer, hvor
ofte anstaltsanbringelse anvendes, og hvor lang tid, der idømmes, og for det andet
en tendens til, at man synes, at anstaltsdommene burde være kortere. Disse vurde-
ringer og holdninger gør sig især gældende for dem, der mener den individual-
præventive tilgang bør være den primære, men langt fra udelukkende for dem.
Med hensyn til indretningen af de anstalter, man nu engang mener, er nødvendi-
ge, kan man sige – måske lidt spidsformuleret – at befolkningen på dette område
ønsker anstalterne tilbage til den måde, de startede på i 1950-erne: Som en bolig
for dømte, der i øvrigt brugte dagen på arbejde mv. ude i lokalsamfundet; stort set
fra dag ét eller kort tid efter indsættelse, og eventuelt med forskellige pålæg om,
hvor man må være hvornår og/eller sammen med. Det styrende princip for, hvad
der skal foregå i selve anstalterne bør, ifølge de flestes mening, være hjælp og
støtte til at kunne klare en kriminalitetsfri tilværelse.
Vi har ikke haft mulighed for at belyse, hvad befolkningen ved og forestiller
sig om selve rejseplejen såsom f.eks. kredsdommernes baggrund og ansættelses-
forhold, men kun holdningerne hertil. Der er flere, der synes, at det er fint med
ordningen vedrørende kredsdommere (og forsvarere), som den er nu, end som
ønsker, at det udelukkende skal være jurister, også selv om de er dansksprogede.
Flertallet samler sig om, at der nok burde en noget højere grad af juridificering i
form af øget uddannelse o.lign. af kredsdommere og forsvarere. Mange er sig
sikkert også bevidste om, at det ikke inden for en overskuelig årrække overhove-
Flemming Balvig
70
det ville være realistisk, at alle kredsdommere og forsvarere skulle være jurister,
og ikke mindst hvis det skulle være grønlandsksprogede jurister.
Selv om det i 1950-erne nok var praktiske forhold, der var hovedgrunden til,
at det blev lægdomstole, der skulle fungere med den nye kriminallov, så blev det
dog også ideologisk kædet samme med gerningspersonprincippet. En sådan
sammenkædning er ikke at finde i den grønlandske befolkning anno 2014. Man
opfatter det som to separate problemstillinger. Der er således ikke betydende for-
skelle med hensyn til holdningen til juridificering af domstolene set i forhold til,
hvad man mener, skal være det styrende princip for reaktioner mod kriminalitet,
gerningsprincippet eller gerningsmandsprincippet. Den lille forskel, der er, går
faktisk i retning af, at tilhængere af gerningsmandsprincippet går ind for en vis
øget juridificering i højere grad end tilhængerne af gerningsprincippet. Det giver
vel i dagens grønlandske samfund også god mening at adskille disse to problem-
stillinger, og mene, at for domstolenes vedkommende, og spørgsmålet om deres
grad af juridificering, drejer det sig ikke så meget om, hvorvidt den primære lede-
tråd skal være gernings- eller gerningspersonprincippet, men om deres formåen
og kapacitet til at skabe og producere ensartethed.
Det er selvfølgelig rent tankespind, men alligevel en principiel overvejelse
værd, om det kunne være gået anderledes med kriminalloven i 1954 og de føl-
gende år, dvs. om man kunne have realiseret og fastholdt gerningspersonprincip-
pet. At det ikke lykkedes i noget videre omfang at realisere gerningspersonprin-
cippet havde helt givet med andet end domstolsopbygning at gøre, først og frem-
mest den øvrige samfundsudvikling i Grønland. Jurister – gode jurister – er sær-
ligt gode til at fortolke, forstå og anvende en lovtekst, og i det her tilfælde forelå
der jo en lov – skrevet og udarbejdet af andre jurister. Jurister – gode jurister – er
også særligt gode til at få etableret en praksis – og at fastholde en praksis. Jurister
– gode jurister – er særligt gode til at skabe ensartethed og lighed i forhold til
nogle grundlæggende principper – uanset hvad principperne så end er! Måske
havde en juridisk domstol derfor været bedre end en lægmandsdomstol, og de her
nævnte egenskaber i situationen vigtigere end det læge element, idet der dog selv-
følgelig under alle omstændigheder kunne have medvirket lægdommere. Selv om
gerningspersonprincippet også dengang – som nu – var et element i den danske
strafferet, så skulle det nok have været nogle jurister, der ikke var blevet alt for
omfattende undervist i strafferetlige systemer, der som det danske i højere grad
tog afsæt i gerningsprincippet, og så kunne man i givet fald også have risikeret at
have fået nogle af de nævnte excesser med fra, hvordan dele af gerningsperson-
princippet blev praktiseret i Danmark o.lign. lande. Mon ikke det først og frem-
mest skulle have været jurister, der var blevet oplært i, og som var blevet rigtige
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
71
dygtige til civilret. Og selvfølgelig burde det have været en grønlandsk uddannel-
se – og grønlandske jurister.
Litteratur
Adriaenssen, A. & Aertsen, I. (2015). »Punitive attitudes: Towards an operationalization to
measure individual punitivity in a multidimensional way«, European Journal of Criminolo-
gy, 12(1), s. 92-112.
Aebi, M.F. & Kuhn, A. (2000). »Influences on the prisoner rate: The number of entries into
prison, length of sentence and crime rate«, European Journal on Criminal Policy and Re-
search, 8, s. 65-75.
Balvig, F. (1998). Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet. Oversigt over resultater fra voldsof-
ferundersøgelsen 1995/96. Rigspolitichefen, København.
Balvig, F. (1999a). »Den faktiske kriminalitet i Grønland og Danmark«, I: Balvig, F. & Krarup
(red.): Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?, Rapport fra NSfK’s 41. forskerseminar
Illulisat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 46-51.
Balvig, F. (1999b). »Dommerne og de dømte i Grønland«, i Balvig, F. & Krarup, N. (red.):
Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?, Rapport fra NSfK’s 41. forskerseminar Illuli-
sat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 126-131.
Balvig, F. (2006). Danskernes syn på straf. Advokatsamfundet, København. 391 s.
Balvig, F. (2010). Danskernes retsfølelse og retsfornuft – et forspil. Det Juridiske Fakultet, Kø-
benhavns Universitet. 200 s.
Balvig, F., Gunlaugsson, H., Jerre, K., Olaussen, L.P. & Tham, H. (2010). »Den nordiske rets-
bevidsthedsundersøgelse«, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Nr. 3, s. 232-250.
Balvig, F., Gunlaugsson, H. & Tham, H. (2011). »Ikke kun strenghed – replik om de nordiske
retsbevidsthedsundersøgelser«, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,, Nr. 3, s. 228-238.
Balvig, F. (2015a). Retsfølelse og retsfornuft – i Danmark. Metoder og materialer, 2006 og
2009. 289 s.
Balvig, F. (2015b). Retsfølelse og retsfornuft – i Grønland. Metoder og materialer, 2014. Nor-
disk Samarbejdsråd for Kriminologi. 510 s.
Balvig, F., Gunlaugsson, H., Jerre, K. & Tham, H. (2015). »The public sense of justice in Scan-
dinavia: A study of attitudes towards punishments«, European Journal of Criminology, 12,
s.1-20.
Barcley, G.C. (2000). »The comparability of data on convictions and sanctions: Are internation-
al comparisons possible?«, European Journal on Criminal Policy and Research, 8, s. 13-26.
Boesen Pedersen, A.-J., Kyvsgaard, B. & Balvig. F. (2014). Udsathed for vold og andre former
for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2015 med særligt afsnit om køn og vold.
Justitsministeriet, København. 168 s.
Breinholt Larsen, F. (1999). »Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion«. I:
Balvig, F. & Karup, N. (red).: Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?, Nordisk Samar-
bejdsråd for Kriminologi, København, s. 90-96.
Breinholt Larsen, F. (2002). Kriminaliteten I Grønland. Omfang, årsager og handlemuligheder.
Udgivet af Den Grønlandske Retsvæsenskommission, Rapport nr. 7. Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen.
Flemming Balvig
72
Christensen, E., Kristensen, L.G. & Baviskar, S. (2008). Børn i Grønland. En kortlægning af 0-
14-årige børns og familiers trivsel. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Kø-
benhavn.
Christie, N., Andenæs, J. & Skirbekk, S. (1965). »A study of self-reported crime«. I: Karl O.
Christiansen: Scandinavian Studies in Criminology, Vol. 1, Universitetsforlaget, Oslo, s. 86-
116.
Epinion (2013). Danskernes forestillinger om kriminalitet. Det Kriminalpræventive Råd, Kø-
benhavn.
Goldschmidt, V. (1954). »Den grønlandske kriminallov og dens sociologiske baggrund«, Nor-
disk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, s. 242-268.
Goldschmidt, V. (1963). »New Trends in Studies on Greenland Social Life«. I: Folk, vol. 5, s.
199.
Goldschmidt, V. (1973). »Social Tolerance and Frustration. An Analysis of Attitudes Toward
Criminals in a Changing Arctic Town«, International Journal of Sociology, vol. 3, s. 147-
163.
Greve, V. (2012). Træk af kolonistrafferetten i komparativ belysning. Jurist- og Økonomforbun-
dets Forlag, København.
Grønlands Domstole 2014, udgivet af Grønlands Domstole, Retten i Grønland, Nuuk.
International Centre of Prison Studies (2015). www.prisonstudies.org/country/greenland-
denmark
Justitsministeriet (2015). Bekymring for vold og kriminalitet 2014. Justitsministeriets Forsk-
ningskontor, København.
Kahneman, D. (2012). Thinking, Fast And Slow. Penguin Books, Great Britain.
Kriminalforsorgen i Grønland (2014). Årsberetning 2013. Nuuk.
Kutchinsky, B. (1970). Den almindelige retsbevidsthed. Almqvist & Wiksell, Stockholm.
Kyvsgaard, B. & Boesen Pedersen, A.-J. (2012). Danskernes holdning til kriminalitet, straf, po-
liti og domstole m.v. En sammenligning med andre europæere. Justitsministeriets Forsk-
ningskontor, Justitsministeriet, København.
Lappi-Seppalä, T. (2010). »Explaining variations in the use of imprisonment in developed de-
mocracies«, I: Lemann Kristensen, B. & Storgaard, S. (red.): Nordisk retssociologi. Status –
aktuelle udfordringer – visioner. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.
Lappi-Seppalä, T. (2011). »Explaining imprisonment in Europe«, European Journal of Crimino-
logy, 8(4), s. 303-328.
Lauritsen, A.N. (2011). Anstalten – frihedsberøvelse i Grønland. Ph.d.-afhandling, Ilisimatusar-
fik, Nuuk.
Lauritsen, A.N. (2012a). »Anstalten i Grønland«, Materialisten, 39. årgang, 2-3, s. 11-15.
Lauritsen, A.N. (2012b). »Greenland’s Open Institution – Imprisonment in a Land without Pris-
ons«, Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 13 (1), s.
47-56.
Mathiesen, T. (1965). Tiltak mot ungdomskriminalitet. En opinionsundersøkelse. Universitets-
forlaget, Oslo.
Meinel, F. (1996). Gerningsmandsprincippet. Speciale ved Det Juridiske Fakultet, Københavns
Universitet.
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
73
Olaussen, L.P. (2011). »De nordiske rettsbevissthetsundersøkelsene – noen metodiske betrakt-
ninger«, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Nr. 3, s. 209-227, s. 239-244.
Putnam, R.D. (2001). Bowling alone. The collapse and revival of American community. A
Touchstone Book, Published by Simon & Shuster, New York.
Skydsbjerg, H. (1996). Befolkningen og politiet. En undersøgelse af den grønlandske befolk-
nings erfaringer med og holdninger til politiets arbejde. Den Grønlandske Retsvæsenskom-
mission, Justitsministeriet. København.
Therbild, N. (1965). Kriminallovens foranstaltningssystem, bind I og II. København.
Tinggaard Svendsen, G. (2014). Trust. Aarhus Universitet.
Van Dijk, J. (2008). The World of Crime. Breaking the Silence on Problems of Security, Justice,
and Development Across the World. Sage Publications, London.
Walmsley, R. (2014). World Prison Population List. 10. udg., International Centre for Prison
Studies, London.
Vestergaard, J. (1999). »Dommerkvalifikationer i byretter og kredsretter«, i Balvig, F. & Kra-
rup, N. (red.): Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?, Rapport fra NSfK’s 41. forsker-
seminar Illulisat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 132-
141.
Noter
1. Flemming Balvig, professor, dr. jur., mag.scient.soc. er ansat som professor i kriminologi
ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Studiestræde 6, 1455 København K.
Mail: flemming.balvig@jur.ku.dk
2. Teknisk information vedrørende analyser og præsentation af undersøgelsens resultater: An-
vendte notationer mv.: – = der findes ingen i denne kategori; 0 = der findes mindre end 0,5
pct. i denne kategori; n = antal personer. For overskuelighedens skyld benævnes alle tabeller,
billeder, figurer mv. for »opstillinger«. Det kan skifte fra opstilling til opstilling, hvorvidt
uoplyste, ved-ikke besvarelser o.lign. er medtaget. Derfor kan der også forekomme mindre
forskelle i procentfordelinger mv. for svarene på det samme spørgsmål. Ved såkaldte »kryd-
stabuleringer«, hvor de enkelte forhold sættes i forhold til hinanden – f.eks. køn og holdning
til hvad det primære formål skal være med at foranstalte/straffe – er uoplyste i de fleste til-
fælde ikke medtaget. Derfor kan der her forekomme afvigende procenter i forhold til, når
man alene ser på hyppigheden af enkelte forhold. Som hovedregel angives procenter uden
decimal, da der er tale om relativ små tal. På grund af afrundinger kan det derfor også fore-
komme, at totaler for procenter ikke giver 100, men 99 eller 101.
3. Undersøgelserne har direkte eller indirekte været finansieret af Justitsministeriet i Danmark
(Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningspulje), Grønlands Selvstyre (Departementet
for familie og Justitsvæsen), Politiet i Grønland, Kriminalforsorgen i Grønland, Landsdom-
merembedet i Grønland, Grønlands Universitet (llisimatusarfik) og Københavns Universitet
(Det Juridiske Fakultet). HS Analyse ved Henrik Skydsbjerg har stået for den tekniske gen-
nemførelse af undersøgelserne og dataindsamlingen.
4. Med henblik på igangsættelse af undersøgelsen blev der etableret en »fremdriftsgruppe« be-
stående af følgende personer: Politimester Bjørn Tegner Bay (i en periode med Claus Bæk
Lyngholm Risbjerg som stedfortræder), Politiet i Grønland; Direktør for Kriminalforsorgen i
Grønland, Hans Jørgen Engbo; Advokat Anders Meilvang; Departementchef Susie Martin
Flemming Balvig
74
Kjeldsen, Grønlands Selvstyre; Landsdommer Søren Søndergaard Hansen, Grønlands
Landsret; Professor Flemming Balvig, Københavns Universitet – alle medlemmer af Rådet
for Grønlands Retsvæsen. På tidspunktet for undersøgelsens opstart bestod Rådet for Grøn-
lands Retsvæsen i øvrigt af: Forhenværende Højesteretsdommer Per Walsøe (formand); De-
partementschef Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet; Dommer Birgit Skriver, Retten i
Grønland; Helga Rosing, Forsvarerforeningen i Grønland; Vicedirektør Annette Esdorf, Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen; Direktør Charlotte Münter, Domstolsstyrelsen; Seniorråd-
giver Kent Fridberg, Grønlands Selvstyre; Bjarne Petersen, Kanukoka (de grønlandske
kommuners landsforening). I øvrigt har bl.a. følgende personer ydet vigtige bidrag til under-
søgelsens gennemførelse: Andreas Emil Christensen, Taitsiannguaq Fleischer, Nina Paninn-
quaq Skydsbjerg Jacobsen, Ellen Kjærgaard, Annemette Nyborg Lauritsen, Myrna Lynge,
Linda Kjær Minke, Rosa Reimer, Klaus Toftgaard og Jimmy Bøgh Veitland. De beskrivel-
ser, analyser, fortolkninger, vurderinger og synspunkter, der fremsættes i artiklen, er forfatte-
rens egne og alene hans ansvar.
5. Det følgende er en forholdsvis summarisk gennemgang af undersøgelsens design og de an-
vendte metoder og materialer. En mere udførlig og systematisk gennemgang findes hos Bal-
vig, 2015b.
6. Der er i skrivende stund betydelige dele af de indsamlede data, der endnu venter på at blive
analyseret. Selv om nærværende artikel er at betragte som hovedrapporten vedrørende de
gennemførte undersøgelser, så er det tænkeligt, at den vil blive suppleret på forskellig vis.
Det betyder også, at de tal og konklusioner, der præsenteres i nærværende artikel principielt
er foreløbige, men der er dog ikke umiddelbart grund til at tro eller forvente, at der i væsent-
lig grad kan eller vil ske ændringer heri.
7. Der vil ikke i nærværende fremstilling blive gået i dybden med selve begrebsdannelsen ved-
rørende retsfølelse.
8. Grønlandske børns faktiske udsathed for seksuelle krænkelser er også blevet kortlagt i andre
undersøgelser, der udviser tilsvarende høje frekvenser for denne form for overgreb (jf. især
Christensen, Kristensen & Baviskar, 2008).
9. I den geografiske opdeling er der anvendt følgende opdeling: Sydgrønland: Nanortalik, Qa-
qortoq, Narsaq og Paamiut; Nuuk: Nuuk; Midtgrønland: Maniitsoq og Sisimiut; Diskobug-
ten: Kangaatsiaq, Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat og Qeqertarsuaq; Nord- og Østgrønland:
Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq, Tasiilaq og Illoqqortoormiut.
10. I forbindelse med Den Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde blev der fortaget en
omfattende sammenligning af den registrerede kriminalitets omfang og udvikling forud for
den tidsperiode, offerundersøgelserne dækker over, nemlig 1952-1999 (Breinholt Larsen,
2002). Kortlægningen viser, at der i Grønland fra 1952 til midten af 1980-erne skete en kraf-
tig vækst i antallet af registrerede kriminallovsovertrædelser, som herefter blev afløst af en
mere moderat stigning (og kan det så tilføjes, som nu de seneste år er afløst af et fald). Kort-
lægningen bestyrker de gennemførte offerundersøgelsers konklusion om, at personkriminali-
tet i form af vold, seksuelle overgreb mv. har en særlig høj forekomst i Grønland. Følgende
registrerede kriminallovsovertrædelser forekom således oftere i Grønland set i forhold til be-
folkningsstørrelsen: voldtægt (26 gange så hyppigt), incest, seksuel omgang med børn og
blufærdighedskrænkelser (7 gange), andre seksualforbrydelser (11 gange), drab (11 gange),
drabsforsøg (8 gange)og vold (6 gange). Rapporten indeholder også en analyse af sammen-
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
75
hængen mellem kriminaliteten på den ene side og samfundsudviklingen på den anden fra
1952-1999. Ser man alene på et enkelt år kan store tilfældigheder spille ind, men med dette
forbehold var situationen i 2013 for anmeldte kriminallovsovertrædelser i Grønland (jf. Års-
statistik fra Politiet i Grønland) og straffelovsovertrædelser i Danmark (jf. Danmarks Stati-
stik), korrigeret for forskelle i folketal: Grønland havde 31 gange flere voldtægt, 8 gange fle-
re blufærdighedskrænkelser og 12 gange flere seksualforbrydelser under ét; 15 gange flere
drab, 10 gange flere drabsforsøg, 6 gange flere voldtilfælde og 5 gange flere vold under ét.
Til gengæld var der i Grønland 20 pct. færre ejendomsforbrydelser, men her varierede det
meget for de enkelte typer af ejendomsforbrydelser: Grønland havde 28 pct. flere røverier, 3
gange flere butikstyverier, dobbelt så mange indbrud i virksomheder o.lign., 4 gange flere
indbrud i både, hytter, sommerhuse o.lign. Til gengæld havde Grønland 67 pct. færre ind-
brud i beboelser, 81 pct. færre brugstyverier og 50 pct. færre andreformer for tyveri. Andet
end personforbrydelser og ejendomsforbrydelser var der 5 gange flere af i Grønland. Samlet
set resulterede det i et antal registrerede kriminallovsovertrædelser, der var 10 pct. større end
det samlede antal registrerede straffelovsovertrædelser i Danmark, stadig korrigeret for for-
skelle i folketal. Af det samlede antal registrerede kriminallovsovertrædelser udgjorde per-
sonforbrydelserne i Grønland 23 pct., i Danmark knapt 5 pct.
11. Når det er en kvinde, der er blevet interviewet af en mand, er det 64 pct., og når det er en
mand, der er blevet interviewet af en kvinde, 67 pct.
12. I 1951 reformeredes retsplejen, og de nye retter begyndte straks at anvende et eksisterende
udkast til en kriminallov.
13. Den juridiske ekspedition bestod af tre unge danske jurister (den senere professor i sam-
fundsvidenskab ved Roskilde Universitets Center Agnete Weis Bentzon (1918-2013), (den
senere professor i kultursociologi ved Københavns Universitet) Werner Goldschmidt (1916-
1982) og (den senere rigsadvokat) Per Lindegaard (1918-1998). Ekspeditionen fandt sted i
1948-49, hvor de på de grønlandske vestkyst forsøgte at kortlægge retspraksis, retsbe-
vidsthed osv. I deres rapport fra 1950 konkluderer de, at den grønlandske opfattelse af, hvad
der burde være strafbart i det store og hele svarede til den danske, mens de anvendte reaktio-
ner og befolkningens ønsker om, hvordan disse burde være og hvorfor, var meget anderle-
des. Den grønlandske befolkning lagde, ifølge ekspeditionens opfattelse vægt på, at reaktio-
nerne var udformet på en sådan måde, at de ved at ændre gerningspersonens personlige for-
hold kunne mindske risikoen for fremtidig kriminalitet, og at dette også var hovedformålet
med reaktionerne.
14. Det drejer sig først og fremmest om en række helt eller delvist tidsubestemte foranstaltnin-
ger, der dog siden enten er blevet helt afskaffet eller har fået et meget snævrere anvendelses-
område. Generelt er den danske straffelovs sanktionssystem blevet radikalt ændret siden
1930.
15. En undersøgelse foretaget af et udvalg af domme i Grønland, afsagt i perioden 1992-96, un-
derstøtter tesen om, at med mindsket identifikationsmulighed bliver resocialiseringshensynet
mindre fremtrædende, og de idømte foranstaltninger gennemgående strengere (Meinel,
1996; Balvig, 1999b).
16. Man kan godt rejse spørgsmålet om, hvor store forskellene i så henseende reelt længere er
mellem Grønland og Danmark. På den ene side er det tydeligt, at dommene i kriminalsager i
Grønland er blevet meget takstmæssige, primært relateret til gerningens art og alvorlighed,
Flemming Balvig
76
og på den anden side forholder det sig jo også sådan, at personlige forhold i forskellige
sammenhænge og i forskellige grad indgår ved udmålingen af straf i kriminalsager i Dan-
mark. I den danske straffelovs § 80 om straffens fastsættelse hedder det: »Ved straffens fast-
sættelse skal der under hensyn til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertræ-
delsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.« Af flere af de øvrige paragraffer i
den danske straffelovs kapitel om straffens fastsættelse fremgår det, at forhold vedrørende
gerningspersonen og gerningspersonens forhold kan tillægges vægt ved straffastsættelsen.
17. I den oprindelige kriminallov, der trådte i kraft 15. juli 1954, var det dog § 86, stk. 2, men
ordlyden var ikke blevet ændret frem til 2010.
18. Der er grund til at tro, at de svar, der fremkommer, vil være sensitive over for, hvordan
spørgsmålet præcist formuleres. Eksempelvis er der i det anvendte spørgsmål brugt ordene
»hjælp og støtte«. I visse kulturer/samfund kan man forestille sig, at dette i forbindelse med
sociale afvigelser og social kontrol vil være stærke og positivt ladede ord, mens det måske i
andre vil være svage og negative (jf. det danske begreb pladderhumanisme). Det burde må-
ske derfor være bedre blot at spørge om at mindske risiko for ny kriminalitet el.lign.
19. Allerede i en undersøgelse foretaget i Danmark i 1954 forsøgte man at afdække, hvad be-
folkningen synes burde være det primære formål med at reagere over for kriminalitet
(Kutchinsky, 1970). Undersøgelsen er ikke repræsentativ, og desværre spurgte man ikke om
formålet med at reagere over for kriminalitet, men om formålet med at straffe: » Hvorfor sy-
nes De, man skal straffe lovovertrædere?« Svarmulighederne var åbne og op til svarperso-
nerne selv. Af de seks undersøgte grupper var det mellem 7 og 19 pct., der svarede på en
måde, som kunne indpasses under overskriften »Forbedring el. belæring«. I andre tidlige un-
dersøgelser i de nordiske lande er der anvendt lignende spørgsmål, men med faste svarkate-
gorier. Mathiesen foretog en undersøgelse i Norge, hvor der var seks svarmuligheder. Det
hyppigste svar vise sig at være »lovbryderen skal tage skræk « (Mathiesen, 1965). I en anden
undersøgelse fra 1960-erne foretaget i Norge blev der kun givet tre svarmuligheder, nemlig
afskrække, behandle og sone., og svarene fordelte sig nogenlunde ligeligt på disse tre mulig-
heder (Christie, Andenæs & Skirbekk, 1965).
20. Blandt de, der synes, at det primære formål er resocialisering, er der 75 pct., der synes, at det
næst vigtigste er at straffe, og »kun« 25 pct. at det er at afskrække andre fra at begå krimina-
litet.
21. Dette tillægsspørgsmål blev ikke stillet i undersøgelsen i Danmark.
22. Også blandt de mænd og kvinder, der har oplevet sig udsat for alvorlig sexkrænkelse, mens
de var børn eller unge, er der en lille overvægt af personer, der synes, at det primære formål
skal være resocialisering, sammenlignet med dem, der ikke har været udsat.
23. Blandt de, der synes at kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske samfund,
er der 82 pct., der mener, at hjælp og støtte bør være det primære, mens der blandt de, der
ikke synes, at kriminalitet er et meget stort problem, er 73 pct. Blandt de, der næsten hele ti-
den eller ofte tænker på deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet, mener 85
pct., at hjælp og støtte bør være det primært, over for 78 pct. af de mindre eller ikke ængste-
lige.
24. Jf. »Kriminalforsorgen i Grønland. Årsberetning 2013«. Se: www.kriminalforsorgen.gl
Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland
77
25. Holdningen til kredsdommernes rekruttering og baggrund fordeler sig på samme måde
blandt de svarpersoner, der i deres barndom eller ungdom har været udsat for alvorlige sex-
krænkelser, som dem der ikke har det.
26. Tallene er meget små, men umiddelbar ligner procentfordelingerne for de adspurgte domme-
re meget procentfordelingerne for de adspurgte domsmænd.
27. Særlig markant er det, at næsten ingen i bygdernes synes, at kredsdommerne alle skulle være
uddannede jurister.
28. For en oversigt over den internationale forskning vedrørende punitivitet i befolkningen, og
hvordan dette måles, se Adriaenssen, A. & Aertsen, I. (2015).
29. Der er ingen forskel mellem dem, der vurderer deres viden som liggende på det gennemsnit-
lige, og dem der vurderer deres viden som liggende under det gennemsnitlige.
30. I tråd hermed fordeler holdningen til, hvorvidt man synes foranstaltningerne gennemgående
er for milde, sig generelt på samme måde, for dem der for nylig har været udsat for en eller
anden forbrydelse og/eller været udsat for en alvorlig sexkrænkelse, da man var barn/ung.
Ser vi på de specifikke typer af forbrydelser, man kan have været udsat inden for den senere
tid forud for interviewtidspunktet, nuanceres billedet lidt, men ikke i alle tilfælde på den må-
de, man umiddelbart kunne forvente. Udsathed for tyveri gør ingen forskel. Om man har væ-
ret udsat for tyveri, og/eller om man som kvinde har været udsat for en alvorlig sexkrænkel-
se gør ingen betydende forskel. Udsatte for såvel vold som trusler om vold har i noget min-
dre omfang end de ikke-udsatte den overbevisning, at foranstaltningerne gennemgående er
for milde, mens det er modsat – og som »intuitivt forventet« – for de, der har været udsat for
hærværk.
31. På det konkrete plan – i konkrete sager – forholder det sig derimod ofte modsat.
32. Dette skal ikke forstås sådan, at de der ikke ønsker strengere foranstaltninger/straffe, ikke
ønsker mere behandling, kriminalitetsforebyggende arbejde mv. eller i mindre grad., men
alene på den måde, at de, der ønsker strengere foranstaltninger/straffe typisk også ønsker fle-
re ressourcer brugt på behandling osv.
33. Jf. data og analyse af disse downloadet fra det såkaldte General Social Survey, i USA.
(www.norc.org/ Research/Projects/pages/general-social-survey.aspx
34. Jf. www.ojp.usdog.gov
35. Den sondring, der anvendes i nærværende artikel, mellem retsfølelse og retsfornuft, og den
forankring disse to tænkemåder kan have i menneskets grundlæggende evolutionære natur
og samfundsmæssig socialisering, kan genfindes i mange andre sammenhænge, og er også
overordnet beskrevet og analyseret på forskellig måde. Psykologerne Keith Stanovich og Ri-
chard West har benævnt de to tænkemåder/reaktionsmåder henholdsvis som System 1 og
System 2, og nobelprisvinderen Daniel Kahneman har anvendt begreberne »Fast Thinking«
og »Slow Thinking« (Kahneman, 2012).
36. To af de sanktionsmuligheder, svarpersonerne her har fået at vælge imellem, eksisterer ikke
præcis på denne måde i den grønlandske kriminallov. Det er »Samfundstjeneste hver week-
end gennem meget lang tid« og »Betinget dom med tilsyn og behandling«.
37. På det generelle plan er der en tendens til at undervurdere, i hvilken grad de grønlandske
domstole idømmer ubetinget anstaltsanbringelse i tilfælde af vold. Ifølge det grønlandske
politi idømmes ubetinget anstaltsanbringelse i 30-50 pct. af voldssagerne. Ifølge telefonun-
dersøgelsen havde 34 pct. af grønlænderne oplevelse, at det var sådan, det forholdt sig; 27
Flemming Balvig
78
pct. at det var mere end halvdelen (heraf 8 pct. at det drejede sig om 90-100 pct. af voldssa-
gerne) og 39 pct., at det var mindre end 30 pct. (heraf godt hver fjerde, 26 pct., at det var
mellem 0 og 10 pct.).
38. Ved den første spørgerunde i fokusgrupperne var der 74 pct., der ville idømme ubetinget
anstaltsanbringelse; ved den anden spørgerunde 65 pct., og så altså 56 pct. ved den tredje og
sidste spørgerunde. Ved den første spørgerunde var der 22 pct., der ville idømme 2 års an-
staltsanbringelse eller mere, ved den anden spørgerunde 21 pct., og ved den tredje og sidste
16 pct.
39. Personlig kommunikation fra direktør i den grønlandske kriminalforsorg, Han Jørgen Engbo.
40. Personlig kommunikation fra direktør i den grønlandske kriminalforsorg, Han Jørgen Engbo.
I januar og februar 2015 har det gennemsnitlige daglige belæg været endnu lavere end i 2014
og i særdeleshed 2013. Det har været på 116, og har således været hele 33 pct. mindre end i
2013.
41. Siden 2010 ser det ud som om stigningen er ophørt, eller i hvert fald, indtil videre, stilnet af.
42. At der i skrivende stund (2015) på en gennemsnitsdag er anbragt 3-4 gange så mange i an-
stalt i Grønland sammenlignet med, hvor mange der sidder indsat i fængsel i Danmark, skyl-
des for en væsentlig del forskelle i kriminalitetsmønsteret. Trods de ændringer med skærpel-
se af foranstaltningerne, der er sket – og sådanne er også sket i Danmark de senere år – så
forholder det sig stadig sådan, at væsentlige grupper af personforbrydelser i Grønland, dels i
mindre omfang overhovedet pådømmes i form af anstaltsanbringelse, og dels i kortere tid,
hvis der bliver tale om anstaltsanbringelse. Dette fremgår i et vist omfang også af de prak-
sisundersøgelser, der har været en del af de grønlandske og danske retsbevidsthedsundersø-
gelser (se tillige Breinholt Larsen, 2002). Når tallet for anstaltsanbragte på baggrund af per-
sonforbrydelser alligevel bliver betydeligt højere i Grønland, skyldes det den langt større fo-
rekomst af disse forbrydelser, den større opdagelses-/anmeldelseshyppighed og den højere
opklaringshyppighed. Der er ikke tale om, at lovovertrædelser generelt pådømmes mildere i
Grønland end i Danmark. Det varierer fra sagsområde til sagsområde, og der er også forhold,
hvor der gennemgående dømmes mildere i Danmark (Vestergaard, 1999), men for det mest
relevante område her, personforbrydelserne, er den generelle tendens, at der i Grønland min-
dre ofte anvendes ubetinget anstaltsanbringelse/fængsel, at dommene til ubetinget anstalts-
anbringelse/fængsel er relativt kortere. Det nødvendige grundlag for mere præcist at kunne
beregne, hvor meget af dette, der forklarer den samlede forskel mellem anstaltsbrug i Grøn-
land og brug af fængsler i Danmark, foreligger desværre ikke. Fra en række analyser ved vi,
at mange andre forhold end kriminalitetens størrelse og karakter, kan influere på, hvor hyp-
pigt og hvor lange frihedsberøvelser, der anvendes i et samfund, og at disse andre forhold of-
te er de vigtigste (jf. bl.a. Aebi & Kuhn, 2000; Barcley, 2000; Lappi-Seppalä, 2010; 2011).