Beretning afgivet den 20. maj 2015

Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den 20. maj 2015
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig
palæstinensisk stat
[af Christian Juhl (EL), Holger K. Nielsen (SF) og Johan Lund Olsen (IA) m.fl.]
1. Udvalgsbehandling
Beslutningsforslaget blev fremsat den 7. november 2014
og var til 1. behandling den 11. december 2014. Beslut-
ningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling
i Udenrigsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
2. Politiske bemærkninger
Udvalget konstaterer, at der på nuværende tidspunkt ikke
er flertal i Folketinget for en anerkendelse af en selvstændig
palæstinensisk stat. Udvalget vil fortsat følge konflikten
mellem Israel og Palæstina.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og
Socialistisk Folkeparti
Et flertal i udvalget (S, R, EL og SF) anerkender,
– at det internationale samfund ønsker og støtter en to-
statsløsning,
– at regeringen arbejder særligt gennem EU og FN for at
fremme den løsning,
– at regeringen helst ser, at dansk anerkendelse af Palæsti-
na kan ske som resultat af en tostatsløsning, fordi en for-
handlet fred vil være et grundvilkår for en levedygtig pa-
læstinensisk stat, men også
– at en dansk anerkendelse vil kunne ske som led i en me-
get bredt koordineret EU-indsats på et tidspunkt, hvor et
sådant skridt reelt kan fremme tostatsløsningen.
Flertallet opfordrer regeringen til at arbejde for, at parter-
ne genoptager konstruktive fredsforhandlinger baseret på
gensidig tillid og et oprigtigt engagement hos begge parter.
Afgørende fremskridt mod en forhandlet løsning kan alene
ske gennem reel politisk vilje og mod fra begge parter. Det
internationale samfund er parat til at bistå, men nøglen til en
forhandlet fred ligger hos parterne. I den forbindelse opfor-
dres regeringen til at fortsætte indsatsen gennem EU for at
standse de ulovlige israelske bosættelsesaktiviteter, da bo-
sættelserne på palæstinensisk område udgør en stor forhin-
dring for en fredsløsning. Opfordringen fra 16 EU-udenrigs-
ministre, herunder den danske, i form af et brev den 13. april
2015 til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender
til at tage initiativ til udarbejdelse af fælles EU-retningslin-
jer for mærkning af produkter fra israelske bosættelser by-
des velkommen i den sammenhæng.
Samtidig udtaler flertallet sin støtte til
– Israels ret til fred og sikkerhed,
– Palæstinas ret til en levedygtig, sammenhængende og
demokratisk stat med udgangspunkt i 1967-grænser og
med fuld suverænitet over eget område,
– en forhandlet løsning om Jerusalem som hovedstad for
to stater,
– en normalisering af forholdet mellem Israel og alle ara-
biske lande,
– en retfærdig, forhandlet og realistisk løsning for de pa-
læstinensiske flygtninge og
– regeringens indsatser for bedre levevilkår og opbygnin-
gen af velfungerende institutioner for palæstinenserne.
Flertallet opfordrer regeringen til at arbejde for parternes
efterlevelse af Gènevekonventionerne og andre internationa-
le forpligtelser, herunder
– at alvorlige overgreb begået af konfliktens parter ikke
må forblive ustraffede, og
Til beslutningsforslag nr. B 21 Folketinget 2014-15
AX017656
Udenrigsudvalget 2014-15
B 21 Bilag 4
Offentligt
– at israelske bosættelser ikke gennem aftaler mellem Isra-
el og EU eller gennem danske offentlige eller private en-
gagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedre-
de økonomiske muligheder.
Flertallet anerkender, at regeringen tilslutter sig og aktivt
støtter op om FN’s Guiding Principles for Business and Hu-
man Rights og har iværksat en række aktiviteter, der under-
støtter, at virksomhederne tager deres ansvar alvorligt.
IA og ALT, som ikke er repræsenteret i udvalget, har over
for udvalget oplyst, at de støtter ovenstående.
Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti
Et mindretal i udvalget (V, LA og KF) støtter bestræbel-
serne på at etablere en tostatsløsning. Dette forudsætter en
forhandlet fred mellem Israel og Palæstina. En sådan for-
handlet fred forudsætter, at det palæstinensiske styre har
kontrol over det samlede område, der fremover ville skulle
kaldes Palæstina, og vil være i stand til at forhindre raketter
i at blive sendt ind over israelsk territorium. Dette er ikke si-
tuationen for nærværende.
V, LA og KF forudsætter, at en dansk beslutning om aner-
kendelse af en palæstinensisk stat vil skulle ske på basis af
en forhandlet løsning og i enighed i den Europæiske Union.
Dansk Folkeparti
Et andet mindretal i udvalget (DF) har som hidtil den op-
fattelse, at anerkendelse af en ikkeeksisterende stat uden en
omfattende fredsslutning vil være en ulempe for alle parter i
konflikten, som nu har varet i næsten 100 år. Det at anerken-
de et nyt land må aldrig blive føleri, men skal baseres på det
faktuelle. For at et område skal kunne anerkendes som et
land, er det nødvendigt, at det lever op til bestemte kriterier,
som Danmark altid har henholdt sig til. En anerkendelse er
altså ikke bare noget, man kan beslutte for at være flink mod
et folkeslag, som føler sig undertrykt. Før en eventuel dansk
anerkendelse af et nyt land kan komme på tale, er der nogle
objektive fakta, som skal opfyldes.
Det allervigtigste af disse objektive fakta er, at det nye
land har et velfungerende styre, som reelt også regerer om-
rådet. Det behøver ikke at være hele territoriet, som det nye
land kræver at holde, men det må nødvendigvis være en
markant del af det. Det er årsagen til, at nationale selvstæn-
dighedsbevægelser rent faktisk arbejder på at få uafhængig-
hed, således at de kan blive anerkendt som stater. Der er
Dansk Folkeparti bekendt ingen historiske eksempler på, at
Danmark har anerkendt et nyt land, før dette land de facto
har forladt det land, som det tidligere havde været underlagt.
Således kan som eksempler nævnes Kosovo og Sydsudan,
hvor der rent faktisk blev udøvet herredømme over en meget
væsentlig del af de territorier, som de hævdede. Sveriges re-
gering gjorde af den grund meget ud af at forklare, at det pa-
læstinensiske styre rent faktisk kontrollerede territorier, som
de beskrev det, selv om de altså bevidst for ikke at risikere
at komme i forklaringsproblemer ikke nævnte hvilke territo-
rier.
Dette er for Dansk Folkeparti et meget vigtigt punkt. Hvis
Palæstina er blevet et anerkendt land, må det nødvendigvis
indebære, at landet ikke kan være besat. Dette skyldes, at
definitionen på at kunne kalde sig et land er, at regeringen
faktisk kontrollerer et territorium. Modsat er definitionen af
besættelse, at den besættende magt udøver faktisk kontrol.
Så et territorium kan ikke opstå som et land midt under en
besættelse, altså som et besat land, som jo stort set alle parti-
er i Folketinget har besluttet, at Palæstina er. Det har Dansk
Folkeparti ikke, men det har et stort flertal i Folketinget be-
sluttet. Så hvis det officielle Danmark på den ene side be-
tragter Palæstina som et besat land, kan man ikke på den an-
den side beslutte at anerkende Palæstina. Det hænger ikke
sammen, det er hinandens modsætninger, for der bliver ikke
udøvet herredømme inden for det område.
Man er med hensyn til en anerkendelse af Palæstina fra
det officielle Danmarks side nødt til at vente til det øjeblik,
hvor den såkaldte besættelse ikke længere eksisterer. Palæ-
stinenserne vil gerne have den bedste af to verdener. De vil
gerne have anerkendelse som stat og samtidig kunne hævde,
at de er et besat land. Men det kan man ikke, og det er jo
heldigvis også det, som statsministeren og hendes regering
har indset og erkendt.
For Dansk Folkeparti er sagen klar. Vi støtter gerne en
dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat, men først efter
at parterne med baggrund i faste og sikre grænser har for-
handlet en tostatsløsning, og efter at samtlige arabiske stater
har anerkendt Israel og oprettet normale diplomatiske for-
bindelser.
Dansk Folkeparti finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt,
at Israel – her knap syv årtier efter statens oprettelse, som
fuldgyldigt medlem af FN lige så længe og som anerkendt af
mere end 200 lande i verden og med diplomatisk og han-
delsmæssig forbindelse til lige så mange lande – næsten
dagligt mødes med kravet om at legitimere sin ret og der-
med sin egen eksistens.
Dette forhold er unikt i verdenshistorien. For hvem har ek-
sempelvis retten til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller til Ba-
skerlandet? Eller til Skotland? Med hvilken ret er Frankrig
på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 50.000 skåninger
måtte opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og
Bornholm efter svenskekrigene? Og hvordan med de i hund-
redtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovaki-
et og Polen efter anden verdenskrig, og måtte se deres ejen-
domme overtaget af andre?
Når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landom-
råde, må det jo nødvendigvis komme til konflikt. Ofte deles
området derfor, som det skete med Slesvig, og som det skete
med Kosovo, i tusind år en del af Serbien. Men i Kosovo var
der igennem tiden ankommet et stort albansk befolknings-
element, som ønskede at komme væk fra Serbien. Til det
2
ønske fik man tilmed det internationale samfunds militære
støtte. Var det retfærdighed? Måske bare international real-
politik?
Når en stat deles eller et folk enten rejser væk eller drives
væk, som tilfældet eksempelvis var med sudetertyskerne ef-
ter krigen, er det et »matter of fact«, som man må forholde
sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan
eller med våben i hånd, eller man kan vælge at resignere og
konstatere, at man må finde en ny tilværelse i det land, man
er fordrevet til, i dette tilfælde Tyskland, blandt folk, som er
af samme etnicitet, har fælles historie og taler samme sprog.
Før, under og ikke mindst efter anden verdenskrig var der
rigtig mange tilfælde af disse folkefordrivelser. Om de var
retfærdige eller ej, tager vi i Dansk Folkeparti ikke stilling
til her. Men, og det er det væsentlige her, i intet andet tilfæl-
de end netop med oprettelsen af den jødiske stat opholder de
fordrevne sig stadig i flygtningelejre.
Det er det, der er det groteske ved de arabiske palæstinen-
seres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne og
østpreusserne, og det samme skete med fordrevne folkeslag
i Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Tjekkoslovakiet osv. Det
samme skete i øvrigt med de 750.000 jøder, som var bosid-
dende i omkringliggende muslimske lande. De kom til Israel
i stort tal fra Iran, Syrien, Ægypten, Irak og Jordan. Og blev
integreret.
Men de arabiske palæstinensere blev aldrig integreret i de
arabiske lande, hvortil de ankom. Omend de var ankommet
blandt brødre, som talte det præcis samme sprog, var af
samme stamme, havde samme historie og var af samme reli-
gion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien. Dansk Fol-
keparti kender intet lignende tilfælde.
Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives
Israel, men nok så meget det faktum, at hverken ægyptere,
jordanere, syrere eller libanesere kunne drømme om at inte-
grere palæstinensiske arabere i deres lande. Der er jo nok en
grund til, at Ægypten så nidkært bevogter grænsen til Gaza,
og at Egypten efter 1967-krigen slog syv kors – eller måske
snarere syv halvmåner – for sit bryst og betakkede sig, da
man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så meget som røre om-
rådet med en ildtang.
Så sagen er, at der i international politik for Israel gælder
ganske særlige moralske regler, som ingen andre anerkendte
stater behøver at forholde sig, selv om konflikterne er af lige
så ny dato.
Ingen anden nydannet eller omdannet stat på jorden bliver
som Israel ustandselig mødt med krav om at legitimere sin
blotte eksistens.
Polen behøver ikke at legitimere, at landet, nogenlunde
samtidig med Israels oprettelse, gravede sig godt og grun-
digt ind på tysk område. Selv det modbydelige Sovjetunio-
nen behøvede i sin tid ikke legitimere, at man besatte de bal-
tiske stater og havde betydning for snesevis af kaukasiske
folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for
Sovjet. Og det helt nydannede Kosovo behøver bestemt ikke
legitimere sin eksistens. Derimod lever denne helt uproduk-
tive stat begejstret næsten udelukkende af overførselsind-
komster fra EU og FN.
Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere
sig, f.eks. i et lille landområde oppe ved Syrien, i en del af
en storby og på nogle kvadratkilometer langs med et sikker-
hedshegn. Det er i Dansk Folkepartis øjne ganske, ganske
grotesk.
I den forbindelse ville det være interessant at se på, hvem
der så har retten til det landområde, som de to parter strides
om, og som vi andre taler så meget om. Og hvad er det
egentlig for nogle »ulovlige bosættelser«, der finder sted på
Vestbredden? For det er jo således, at hvis noget er ulovligt,
må det nødvendigvis indebære, at der er en lovgivning, der
er overtrådt. Og spørgsmålet i det følgende er derfor: Hvil-
ken lovgivning overtræder Israel på Vestbredden?
For cirka et halvt år siden bad Dansk Folkeparti i den for-
bindelse udenrigsministeren om at bekræfte, at resolutioner
vedtaget i FN’s Generalforsamling ikke har status af »inter-
national lov«, endsige har eller får lovstatus.
Det bekræftende skriftlige svar fra udenrigsministeren
kom prompte:
»For så vidt angår FN’s Generalforsamling så er det kor-
rekt, at den – i modsætning til FN’s Sikkerhedsråd – ikke i
FN-pagten er tildelt beføjelser til at træffe beslutninger med
bindende virkning for stater. Resolutionerne er således i sig
selv ikke juridisk bindende, men er som udgangspunkt poli-
tiske tilkendegivelser fra FN’s medlemsstater – sådan som
min forgænger jo også tidligere har tilkendegivet over for
Folketinget.« (URU alm. del – svar på spørgsmål 48,
2014-15).
Dansk Folkeparti bad om bekræftelsen, fordi der er opstå-
et den fortælling, at det, Israel har foretaget sig og stadig
foretager sig i sin tilstedeværelse på Vestbredden, er »ulov-
ligt« – altså stridende mod international lov. Med udenrigs-
ministerens svar bliver det fastslået, at samtlige resolutioner
vedtaget af FN’s Generalforsamling mod Israel, og det
drejer sig i tidens løb om ca. 300, ingen juridisk gyldighed
har overhovedet.
Men hvad er det, der juridisk betragtes som værende »in-
ternational lov«?
Det ligger i hvert fald fast, at FN’s Generalforsamling ik-
ke er en lovgivende forsamling og følgelig ikke beskæftiger
sig med at lave love. En international lov bliver til enten ved
traktater mellem stater eller ved tradition. Eksempelvis er
det almindelig anerkendt, at den Internationale Domstol i
Haag kan afgøre tvister mellem stater og afsige en dom, som
så vil være at regne for international lov. Ligeledes er det
blevet sædvane, at FN’s Sikkerhedsråd kan vedtage resoluti-
oner, som har en slags status som international lov.
Men inden vi kommer til FN’s Sikkerhedsråds resolution
242 fra 1967, er et lille historisk rids om grænsedragninger
og våbenstilstandslinjer i Mellemøsten nødvendigt. For det
viser, hvor meget der i århundredernes løb er blevet flyttet
3
rundt, ændret og forandret, og at det hver gang af det inter-
nationale samfund er blevet betragtet som – om ikke nød-
vendigvis sympatiserende – så dog som et »matter of fact«.
Fra 1516-1917 var hele Mellemøsten og det nordlige Afri-
ka en del af Det Ottomanske Imperium. Med i dette tyrkiske
imperium var altså alt det, vi i dag benævner Israel, Vest-
bredden, Gaza, Syrien, Libanon og Jordan og tilmed Egyp-
ten samt den væsentligste del af den Arabiske Halvø med
byerne Mekka og Medina. Og disse grænser var altså igen-
nem 400 år ikke bestridt.
Da tyrkerne ved den 1. verdenskrigs afslutning befandt sig
på den tabende side, måtte de i 1917 afstå deres oldgamle
imperium, herunder Mellemøsten, til sejrherrerne. Frankrig
overtog som mandat det nuværende Syrien, hvorunder Liba-
non hørte, og en del af Irak, mens briterne modvilligt over-
tog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende
Israel, Vestbredden, Gaza og hele det nuværende Jordan.
Det britiske mandats grænser var ikke på noget tidspunkt
bestridt.
Frankrig delte ret hurtigt sit mandat, Syrien, i et kristent
område, Libanon, og et muslimsk område, Syrien. Også
Storbritannien delte sit mandat, Palæstina, i to: det ene det
nuværende Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden
del Jordan. Den britiske regering havde ved overtagelse af
mandatet i 1917 lovet at oprette et jødisk hjemland i Palæsti-
na, og i 1922 skete så delingen, således at Jordan blev et
selvstændigt kongerige, mens Palæstina fortsat var under
britisk administration. Mandatet var sat til at udløbe den 15.
maj 1948.
Året før, i 1947, havde FN afsluttet sine undersøgelser af,
hvor grænserne for den nye jødiske stat kunne være. Man
havde fra FN’s side anbefalet, at det nu stærkt indsnævrede
Palæstina skulle deles i to: en jødisk stat og en arabisk stat,
og at Jerusalem skulle lægges under international komman-
do. Det er vigtigt at bemærke, at denne anbefaling kun ville
have international juridisk legalitet, såfremt begge parter –
jøderne og araberne – havde accepteret det. Dette skete som
bekendt ikke. I stedet kom det til krig, efter at Israel den 14.
maj 1948 udråbte sin stat på det areal, som FN havde anbe-
falet. Fem arabiske lande angreb næste dag Israel.
Den meget blodige krig, som varede et år, ændrede mark-
ant på det kort, som FN havde anbefalet, og da der i 1949 på
Cypern blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hære-
ne på de linjer, som i dag er »før 1967-grænserne«, hvor
Jordan besatte Vestbredden og Jerusalem.
Således var det en militær tilfældighed, at linjerne netop
blev trukket dér. Der var altså intet som helst historisk, tra-
ditionsbundet eller geografisk logisk ved disse »før 1967-
grænser«. Der var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949
og 1967, hvor Jordan var besættelsesmagt, betragtede eller
hævdede det som »palæstinensisk« land.
Ved seksdageskrigen i juni 1967 tabte Jordan, og Israel
indtog Jerusalem, Golan, Vestbredden, Gaza og Sinai. 6 må-
neder senere, den 22. november 1967, vedtog et enigt FN’s
Sikkerhedsråd resolution 242, hvori det hedder, at Israel skal
trække sig tilbage fra »territorier« indtaget i krigen.
Der står altså i ubestemt form »territorier« og ikke i be-
stemt form »territorierne«, som det hed i det første tekstud-
kast. Og dette er afgørende vigtigt at forstå, for var det ikke
blevet ændret, havde såvel Storbritannien som USA nedlagt
veto. Med ordet »territorier« i ubestemt form åbnede man
for de muligheder, der ville kunne fremstå i forbindelse med
en fredsslutning mellem Israel og landets arabiske naboer.
Man enedes i Sikkerhedsrådet så at sige om at være uenige.
Israel kan siges fuldt ud at have levet op til resolution 242,
for man holder et stykke land i et såkaldt »disputed area« –
et område, som der står strid om, hvor der endnu ikke er ind-
gået nogen fredsslutning mellem tidligere fjender, og hvor
der således ikke er fastlagte og anerkendte grænser.
I den fjerde Genèvekonventions artikel 49 hedder det, at
den besættende magt, som holder et andet land eller dele af
et andet land, »ikke må deportere eller overføre sin egen be-
folkning ind til de territorier, som det besætter«. Det er den-
ne artikel, mange synes at have misforstået således, at de bo-
liger, Israel opfører på Vestbredden, er »illegale under inter-
national lov«.
Det er blevet sådan, at de to ord »jødiske bosættelser«, har
lagt et enormt politisk pres på Israel for at få landet til at
standse byggeriet. Faktisk er hele bevægelsen for at gøre
den jødiske stat illegitim baseret på den ene beskyldning, at
besættelsen af Vestbredden er i strid med international lov.
Mange mennesker støtter op om denne palæstinensiske
fortælling, at israelerne stjal et land – Palæstina fra palæsti-
nenserne – og nu bør give dem det tilbage. Og i den fortæl-
ling er det egentlig ret ligegyldigt, om Israel siger, at man er
klar til at forhandle, for hvis verden har den opfattelse, at Is-
rael bygger boliger på stjålent land, kan det hele jo være lige
meget.
Men hvad nu, hvis bosættelserne ikke strider mod interna-
tional lov? Hvad nu, hvis den almindeligt brugte sætning
»de besatte palæstinensiske områder« ikke har nogen lov-
mæssig understøttelse?
Det spørgsmål stillede direktøren i The Institute for Con-
temporary Affairs, professor i international ret Alan Baker i
en kronik i USA Today den 23. januar 2013, idet han bl.a.
konkluderede:
»Territorierne er hverken besatte eller palæstinensiske.
Der har på intet tidspunkt været truffet nogen lovmæssig be-
slutning om overhøjheden over disse territorier, ligesom der
ikke mellem Israel og PLO er truffet nogen aftale om deling.
Territorierne er derfor lovmæssigt alene at betragte som uaf-
klarede stridspunkter, idet der jo er to parter, som gør krav
på området«. En situation, der jo har været i tusindvis af i
verden gennem tiderne.
Alan Baker tilføjer, at »Israel har en solid juridisk og hi-
storisk ret til området«, som juridisk indbefatter Balfourde-
klarationen af 1917, San Remodeklarationen af 1923, Folke-
4
forbundets mandat og FN’s Charter. Hertil kommer, at Oslo-
aftalerne ikke indeholder noget forbud overhovedet mod at
opføre bygninger i de dele af territoriet, som der er enighed
om er under Israels kontrol.
Osloaftalerne, som Alan Baker nævner, er i øvrigt det ene-
ste dokument, som har underskrifter fra såvel Israel som
PLO, og er derfor det nærmeste, man juridisk kan komme på
en aftale mellem de to parter. I dokumentet står der ikke ét
ord om opførelse af boliger i området.
Man kan altså politisk have den opfattelse, at bosættelser-
ne er uantagelige, men det er ingenlunde det samme som at
sige, at bosættelserne er ulovlige, som det atter og atter hæv-
des i debatten. For ifølge international lov er der altså intet
juridisk, der forhindrer israelske virksomheder i at opføre
boliger på Vestbredden, hvilket man oven i købet har været
forsigtig med at gøre. Således er der gået knap 50 år, siden
Israel overtog kontrollen med Vestbredden, og indtil nu
dækker israelsk byggeri kun 2 pct. af arealet.
Danmarks udenrigsminister har altså fastslået, at de ca.
300 resolutioner fra FN’s Generalforsamling er juridisk vær-
diløse, og når det så samtidig forholder sig således, at den
fjerde Genèvekonventions artikel 49 alene drejer sig om for-
holdet mellem stater, må man altså konkludere, at Genève-
konventionen bevidst mistolkes. For hverken Vestbredden
eller Gaza har status som en stat – og har aldrig haft det.
Boligbyggeriet kan altså juridisk ikke betragtes som ille-
galt, hverken i forhold til Genèvekonventionen eller til FN’s
Sikkerhedsråds resolution 242.
Noget andet er, hvad man i verdensopinionen har af politi-
ske opfattelser. For alt dette er politik og kun politik og bør
behandles således i en politisk diskussion. Juridisk bliver
grænserne mellem Israel og den nye palæstinensiske stat så-
ledes først »international lov«, i det øjeblik de to parter er
nået til enighed om, hvor grænserne mellem de to lande går.
Og en sådan aftale kan først blive virkelighed i forbindelse
med en fredsslutning. Og indtil en sådan er en realitet, fore-
tager Israel sig juridisk intet ulovligt, omend der fra andre
lande hele tiden stilles krav til Israel, hvorimod ingen krav
stilles til palæstinenserne.
Dansk Folkeparti vil derfor opfordre regeringen til at stille
følgende krav til palæstinenserne:
– At der føres et præcist regnskab med, hvortil de penge,
som overføres fra Danmark går.
– At den hadefulde retorik mod Israel, selv fra såkaldt mo-
derate som Mahmoud Abbas, stopper.
– At det palæstinensiske selvstyre anerkender Israel.
– At den palæstinensiske glorificering af selvmordsterrori-
ster og andre jihadister ophører.
– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at opkalde
gader og pladser efter terrorister.
– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at udbetale
livslange ærespensioner til selvmordsterroristernes pårø-
rende og kæmpe bonusser til de løsladte mordere.
– At det palæstinensiske selvstyre rydder op i sine egne,
kontrollerede medier og begynder at tale om fred og
sameksistens med Israel – frem for krig og terror.
– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at sende
børneprogrammer på det palæstinensiske selvstyres tv-
stationer, hvor børnene dagligt lærer, at det er en rigtig
god idé at myrde jøder, og enhver muslims pligt.
– At det palæstinensiske selvstyre foretager en afvæbning
af Hamas’ terrorister.
– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at betale til
jødehadsk undervisningsmateriale.
Alt dette – og meget mere – ville, finder Dansk Folkeparti,
være et rimeligt sted for palæstinenserne at starte i forhold
til at få en egen stat.
P.u.v.
Per Stig Møller
Udvalgsformand
5
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 21
Bilagsnr. Titel
1 Udkast til beretning fra EL
2 Bidrag fra DF til udkast til beretning
3 Revideret udkast til beretning
6