Svar på spm. nr. S 1239: Hvad er ministerens holdning til at gennemføre en udredning, så Danmark som i Sverige kan oprette et samlet produktregister, der holder styr på indhold af uønskede kemikalier i dagligvarer til forbrugerne?
Tilhører sager:
Aktører:
Svar på S 1239.pdf
https://www.ft.dk/samling/20141/spoergsmaal/S1239/svar/1253489/1531583.pdf
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk Folketingets Lovsekretariat Christiansborg 1240 København K J.nr. 2015 - 4314 Den 20. maj 2015 Folketingsmedlem Frank Aaen (EL) har den 12. maj 2015 stillet følgende spørgsmål nr. S 1239, som hermed besvares. Spørgsmål nr. S 1239 Hvad er ministerens holdning til at gennemføre en udredning, så Danmark som i Sverige kan oprette et samlet produktregister, der holder styr på indhold af uønskede kemikalier i dagligvarer til forbrugerne? Svar CLP(Classification, Labelling and Packaging)-forordningens artikel 45 stiller krav om, at der skal udpeges et organ, der er ansvarlig for modtagelse af oplysninger om kemiske blandinger (produkter) til brug for beredskab i sundhedsmæssige situationer. Det danske produktregister udgør for nuværende dette organ for kemiske produkter til erhvervsmæssig brug, mens Miljøstyrelsen har oprettet en supplerende database, hvor leverandører på frivillig basis kan registrere kemiske produkter til private. EU-medlemslandene er delte i spørgsmålet om, hvorvidt artikel 45 i CLP-forordningen indebærer en pligt for virksomheder til at registrere deres kemiske produkter. Kommissionen arbejder for tiden på et forslag til et harmoniseret format til registrering af oplysninger i medfør af artikel 45. Samtidig lægger Kommissionen op til, at artikel 45 skal forstås således, at virksomheder er pålagt en pligt til at registrere oplysninger til brug for beredskab i sundhedsmæssige situationer for såvel kemiske produkter til erhvervsmæssig anvendelse som til anvendelse af private. Det forventes, at der på grundlag af Kommissionens oplæg vil være en drøftelse af dette spørgsmål på mødet for de kompetente myndigheder for REACH og CLP i juni 2015. Som udgangspunkt er vi fra dansk side positive overfor Kommissionens oplæg til en mere harmoniseret tilgang til rapportering. Det vil medføre en administrativ lettelse for virksomhederne, at de kun skal rapportere i et format. Derudover vil det også være lettere at dele informationerne på tværs af EU-medlemslandene. En endelig stillingtagen vil ske når Kommissionen kommer med et forslag og vil afhænge af dets samlede indhold. Derudover verserer der en sag for EU-Domstolen, om hvorvidt det svenske produktregister er foreneligt med REACH-forordningen. Det svenske produktregister minder i vid udstrækning om det danske, men omfatter i 2014-15 S 1239 endeligt svar Offentligt 2 modsætning til det danske både forbrugerprodukter og produkter til erhvervsmæssig anvendelse. Den danske regering har afgivet skriftligt indlæg i sagen til støtte for Sverige. I sit indlæg argumenterer regeringen for, at en opretholdelse af nationale produktregistre ikke er i strid med REACH- forordningen, idet REACH vedrører registrering af kemiske stoffer, hvorimod det er kemiske blandinger, der registreres i produktregisteret. Der er endnu ikke fastsat en dato for EU-Domstolens afgørelse i denne sag. Når vi har kendskab til udfaldet af drøftelserne på mødet i juni – og især EU- Domstolens afgørelse vedrørende nationale produktregistres forenelighed med REACH – vil jeg bede Miljøstyrelsen vurdere, om der er grundlag for at oprette et produktregister for kemiske produkter til private, herunder om Arbejdstilsynets Produktregister kan anvendes til dette formål. Kirsten Brosbøl / Michel Schilling