Samlenotat vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om pakkerejser, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Vedlagt fremsendes et samlenotat vedrørende Europa-Parlamentets og Rå-
dets forslag til direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer
samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv
2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF, der forven-
tes behandlet på rådsmødet (konkurrenceevne) den 28. – 29. maj 2015.
Mette Frederiksen
/
Johan Kristian Legarth
Folketinget
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Christiansborg
1240 København K
Civilafdelingen
Dato: 13. maj 2015
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Liv Ann Uggerhøj
Sagsnr.: 2013-709-0181
Dok.: 1599211
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del - Bilag 232
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Samlenotat vedrørende en sag inden for Justitsministeriets
ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet
(konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015.
Vedrørende: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om
ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF
Revideret udgave af kommenteret dagsorden forud for rådsmødet
(konkurrenceevne) den. 4.-5. december 2014. Ændringer er markeret med
kursiv.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2013) 512 endelig.
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på
dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015 med
henblik på politisk enighed. Med forslaget til et nyt pakkerejsedirektiv
lægges der op til at modernisere EU-reglerne om pakkerejser i lyset af den
udvikling på rejsemarkedet, som er sket siden 1990, hvor det gældende
pakkerejsedirektiv blev vedtaget. Direktivforslaget indebærer bl.a., at den
gældende pakkerejsedefinition udvides, således at flere
rejsearrangementer omfattes af den beskyttelse af den rejsende, som
gælder ved pakkerejser. Der indføres endvidere en ny kategori af
rejsearrangementer, såkaldt ”formidlede rejsearrangementer”, hvor
beskyttelsen af den rejsende dog vil være mindre omfattende end den, der
gælder ved pakkerejser. Der lægges desuden op til, at det fremover alene
er rejsearrangøren (og ikke tillige formidleren) af en pakkerejse, som kan
Civilafdelingen
Dato:
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Liv Ann Uggerhøj
Sagsnr.: 2013-709-0181
Dok.: 1599197
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del - Bilag 232
Offentligt
pålægges ansvar for levering af pakkerejsen. Medlemsstaternes kan dog
fastsætte, at formidleren også kan pålægges ansvar for levering af
pakkerejsen. Det er regeringens vurdering, at forslaget er i
overensstemmelse med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes at have
lovgivningsmæssige konsekvenser. Fra dansk side er man positivt indstillet
over for forslaget.
1. Baggrund
I Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og
pakketure (90/314/EØF) (pakkerejsedirektivet) er der fastsat en række
rettigheder for europæiske rejsende (forbrugere) i forbindelse med køb af
pakkerejser med f.eks. fly, hotel og billeje.
Siden 1990 er der efter Europa Kommissionens opfattelse sket en
fundamental ændring af rejsemarkedet. Navnlig bruger flere især
internettet til at sammensætte individuelle rejsearrangementer frem for at
vælge en færdigarrangeret pakkerejse i en brochure.
De nuværende regler er efter Kommissionens opfattelse vanskelige at
anvende i forhold til mere moderne måder at kombinere rejseydelser på, og
dette skaber usikkerhed dels hos køberne om, hvorvidt de er omfattet af
beskyttelsen, dels hos udbyderne i forhold til, hvilke forpligtelser de har.
Kommissionen har på denne baggrund fundet, at pakkerejsedirektivet bør
moderniseres med henblik på at tilpasse direktivet til udviklingen inden for
rejsemarkedet.
Kommissionens forslag til direktiv bygger på en høring af bl.a. branche-
og forbrugerorganisationerne.
I forbindelse med en offentlig høring i oktober 2009, der bestod af fem
onlinespørgeskemaer rettet mod forbrugere, forbrugerorganisationer,
virksomheder, erhvervssammenslutninger og medlemsstaterne/offentlige
myndigheder, støttede 89 % af de offentlige myndigheder, 70 % af
virksomhedssammenslutningerne, 64 % af virksomhederne og 96 % af
forbrugerorganisationerne således en revision af direktivet.
På rådsmødet (konkurrenceevne) den 4. december 2014 blev der opnået
enighed i Rådet om en generel indstilling til forslaget.
I forlængelse heraf indledte det lettiske formandskab i januar 2015
trilogforhandlinger med Kommissionen og Europa-Parlamentet.
2
Den 5. maj 2015 nåede formandskabet til enighed med Europa-
Parlamentet om indholdet af en aftale vedrørende forslaget.
Det lettiske formandskab har oplyst, at der udestår én teknisk forhandling
med Europa-Parlamentet, som er planlagt til at finde sted den 18. maj
2015.
Det lettiske formandskab forventes at sætte direktivforslaget på
dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015 med
henblik på politisk enighed.
2. Indhold
I den følgende gennemgang af direktivforslaget er den aftale (herefter
kompromisforslaget), som det lettiske formandskab er nået til enighed med
Europa-parlamentet om, indarbejdet, hvor det er relevant.
Det bemærkes, at der generelt i kompromisforslaget er foretaget en række
sproglige og tekniske justeringer af de enkelte bestemmelser med henblik
på at klargøre og præcisere direktivet.
2.1 Generelt
Der lægges med forslaget til direktiv navnlig op til at tydeliggøre og
modernisere anvendelsesområdet for beskyttelsen af rejsende, der køber
kombinationer af rejseydelser til samme rejse/ferie, herunder at gøre
forpligtelserne efter direktivet teknologineutrale.
Det følger af forslaget, at formålet er at søge at mindske de retlige
forskelle og styrke den gensidige anerkendelse af beskyttelsen i tilfælde af
konkurs eller insolvens med henblik på at minimere hindringerne for
handel på tværs af grænserne og mindske omkostningerne for
erhvervsdrivende, der ønsker at sælge rejseydelser på tværs af grænserne,
samt sikre lige vilkår for alle på rejsemarkedet.
Med forslaget bevares den overordnede opbygning af det gældende
direktiv, mens anvendelsesområdet for beskyttelsen af de rejsende
præciseres og udvides på visse punkter.
3
Det præciseres således, at kombinationer af flere rejseydelser fra en enkelt
erhvervsdrivende er omfattet af pakkerejsebegrebet, også selvom den
rejsende selv medvirker til at sammesætte rejsen, f.eks. via internettet.
Endvidere udvides direktivets anvendelsesområde med henblik på under
visse omstændigheder at medtage pakkerejser fra flere erhvervsdrivende,
dvs. kombinationer af rejseydelser, der købes hos forskellige
erhvervsdrivende. Disse rejsearrangementer bliver således også omfattet af
den beskyttelse af den rejsende, som gælder ved pakkerejser, herunder
fuldt ansvar for levering af kontraktmæssig ydelse og pligt til at yde
beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens.
Desuden udvides direktivets anvendelsesområde med henblik på at
medtage formidlede rejsearrangementer fra flere erhvervsdrivende. Med
”formidlede rejsearrangementer” omfattes kombinationer af rejseydelser,
der ikke har de typiske træk for pakkerejser, men som vedrører samme
rejse eller ferie.
For sådanne rejsearrangementer fastsættes der en mindre omfattende
beskyttelse af den rejsende bestående af en beskyttelse i tilfælde af
rejsearrangørens konkurs eller insolvens og en pligt til at give klare og
tydelige oplysninger om, at det er den enkelte tjenesteyder (og ikke
formidleren), som er ansvarlig for kontraktmæssig levering af den enkelte
ydelse.
Der lægges endvidere op til at revidere en række bestemmelser i det
gældende direktiv bl.a. for at sikre, at rejsende informeres bedre om de
ydelser, som de køber, og om deres muligheder for at klage, hvis noget går
galt.
2.2 Nærmere om hovedelementerne i forslaget
2.2.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner (direktivforslagets
kapitel I)
I forslagets kapitel I fastlægges navnlig anvendelsesområdet for direktivet
og de definitioner, som har betydning for fastlæggelsen heraf.
Kompromisforslaget fastlægger nu udtrykkeligt i artikel 1 (a), at
udgangspunktet er totalharmonisering.
4
Det er i dette kapitel, at de væsentligste ændringer foretages i forhold til
det gældende pakkerejsedirektiv.
Direktivet foreslås – på samme måde som hidtil – at gælde for
erhvervsdrivendes udbud og salg af ”pakkerejser”, jf. forslagets artikel 2,
stk. 1.
Forslaget undtager i artikel 2, stk. 2, dog visse rejsearrangementer fra
direktivets andvendelsesområde, selv om de falder inden for de anførte
definitioner af ”pakkerejse” og ”formidlede rejsearrangement”.
Undertagelserne svarer til dels til de allerede gældende undtagelser som
f.eks. rejsearrangementer under 24 timer uden overnatning. Endvidere
præciseres det, at enkeltstående aftaler om en enkelt rejseydelse ikke er
omfattet, jf. litra e, ligesom accessoriske ydelser, herunder finansielle
ydelser, undtages. Herudover fastslås det som en ny undtagelse i forhold til
det gældende pakkerejsedirektiv, at rejsearrangementer, der er baseret på
en rammeaftale mellem arbejdsgivere og specialiserede rejsearrangører
(såkaldte forretningsrejser), undtages fra direktivet, jf. litra c.
I Rådets generelle indstilling er der indsat en bestemmelse, der fastslår, at
direktivet ikke finder anvendelse på rejsearrangementer, der udbydes uden
økonomisk udbytte for øje, såfremt disse rejsearrangementer alene
udbydes til en begrænset gruppe af rejsende og ikke mere end
lejlighedsvist. Der henvises til kompromisforslagets artikel 2, 2 (aa).
Bestemmelserne om, at aftaler om enkeltstående rejseydelser og
accessoriske ydelser ikke er omfattet af direktivet, er taget ud af artikel 2 i
kompromisforslaget. Der er dog alene tale om en teknisk justering, der
skal ses i sammenhæng med, at der også er foretaget en præcisering af
definitionen af en pakkerejse i artikel 3. Sådanne aftaler vil således fortsat
ikke være omfattet af direktivets anvendelsesområde
En pakkerejse omfatter efter direktivforslaget for det første en
kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser (personbefordring,
indkvartering, billeje eller anden turistydelse) med henblik på den samme
rejse eller ferie. Det er dog en forudsætning, at der indgås én samlet aftale
om alle rejseydelserne med en enkelt erhvervsdrivende, og at ydelserne er
sammensat enten af den erhvervsdrivende eller på foranledning af den
rejsende eller i overensstemmelse med dennes valg. Det forslåede direktiv
vil således udtrykkeligt gælde for rejseydelser til samme rejse/ferie, som
sammensættes på den samme webside eller hos det samme rejsebureau,
5
uanset om den rejsende selv har medvirket til at sammesætte de enkelte
elementer i rejsen, eller om arrangøren har stået herfor.
En pakkerejse vil for det andet omfatte en kombination af mindst to
forskellige typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie,
hvis ydelserne – uanset om der indgås separate aftaler med forskellige
leverandører af rejseydelser – opfylder nogle nærmere fastsatte kriterier.
Det kræver bl.a., at rejsen er købt fra et enkelt salgssted som led i den
samme bestilling, eller at rejsen købes fra forskellige erhvervsdrivende ved
bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link, når den
rejsendes navn eller andre oplysninger, som er nødvendige for at foretage
bestillingen, overføres mellem de erhvervsdrivende, senest når bestillingen
af den første ydelse bekræftes.
Direktivforslaget indebærer på dette punkt en udvidelse af den gældende
definition af pakkerejser.
For at skabe større klarhed over direktivets anvendelsesområde og for at
tydeliggøre forskellen på pakkerejser og formidlede rejsearrangementer,
blev den foreslåede udvidelse af definitionen af en pakkerejse begrænset i
det kompromisforslag, der dannede baggrund for Rådets generelle
indstilling. Rejser, der købes fra forskellige erhvervsdrivende ved
bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link, når den
rejsendes navn eller andre oplysninger, som er nødvendige for at foretage
bestillingen, overføres mellem de erhvervsdrivende, senest når bestillingen
af den første ydelse bekræftes, var efter Rådets generelle indstilling ikke at
anse som en pakkerejse.
Under forhandlingerne med Europa-Parlamentet har man bl.a.
gennemgået direktivets anvendelsesområde. I den forbindelse har man
bl.a. set på det oprindelige direktivforslag om at udvide definitionen af en
pakkerejse.
I det foreliggende kompromisforslag er der således lagt op til, at
definitionen af en pakkerejse igen udvides i forhold til Rådets generelle
indstilling, således at rejseydelser, der købes fra forskellige
erhvervsdrivende ved bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet
ved link, vil være at anse som en pakkerejse, hvis den rejsendes navn,
identifikationsoplysninger og betalingsoplysninger overføres fra den
erhvervsdrivende, som aftalen om den første rejseydelse er indgået med, til
en anden erhvervsdrivende, med hvem der indgås en aftale om køb af en
6
eller flere yderligere rejseydelser inden 24 timer fra bekræftelsen af købet
af den første rejseydelse.
Kompromisforslaget indeholder en standardformular med generelle
oplysninger, som den rejsende skal meddeles af rejsearrangøren eller den
erhvervsdrivende, der får overført oplysninger om den rejsende, før en
aftale om en pakkerejse, der består af rejseydelser, der er købt hos
forskellige erhvervsdrivende, er bindende for den rejsende, jf.
kompromisforslagets anneks 1a del c.
Kompromisforslaget indeholder endvidere en revisionsklausul, som
indebærer, at Kommissionen skal undersøge gennemførelsen af direktivet,
navnlig i relation til anvendelsesområdet. Kommissionen vil i den
forbindelse have mulighed for at fremkomme med lovgivningsmæssige
forslag.
Herudover lægges der op til, at direktivet også skal gælde for en ny
kategori af rejsearrangementer, som benævnes ”formidlede
rejsearrangementer”.
Et formidlet rejsearrangement omfatter efter Kommissionens oprindelige
forslag en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser til
samme rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler
med hver enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen
fremhjælpes (faciliteres) af en formidler
1) på grundlag af separate bestillinger foretaget ved et enkelt besøg på
salgsstedet eller ved en enkelt kontakt til salgsstedet eller
2) gennem køb af andre rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende
gennem bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link
tilrettelagt under hensyn til kunden, senest når bestillingen af den
første ydelse bekræftes.
For at skabe større klarhed over direktivets anvendelsesområde blev der
forud for Rådets vedtagelse af en generel indstilling til forslaget foretaget
ændringer i definitionen af et formidlet rejsearrangement.
Et formidlet rejsearrangement er efter Rådets generelle indstilling fortsat
en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser købt til samme
7
rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler med hver
enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen fremhjælpes
(faciliteres) af en formidler.
Det kan være ved separat valg og betaling for hver rejseydelse ved et
enkelt besøg på salgsstedet eller ved en enkelt kontakt til salgsstedet. Eller
det kan være gennem køb af andre rejseydelser fra en anden
erhvervsdrivende. Det blev dog forud for Rådets generelle indstilling
fastslået, at køb af andre rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende skal
være afsluttet ikke mere end 48 timer efter bekræftelsen af den første
rejseydelse. Henvisningen til bestillingsprocedurer, der indbyrdes er
forbundet ved link blev taget ud, idet formidlede rejsearrangementer også
kan sælges på andre måder end via internettet.
Efter kompromisforslaget er det nu en betingelse, at købet af yderligere
rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende skal være afsluttet senest 24
timer efter, at bestillingen af den første rejseydelse bekræftes, for at
ydelserne kan anses for at være en del af rejsearrangementet.
Ud over "pakkerejser" og "formidlede rejsearrangementer" defineres i
forslagets artikel 3 en række andre vigtige begreber i direktivet, hvoraf
nogle definitioner er nye, mens andre svarer til definitionerne i det
gældende pakkerejsedirektiv bl.a. "rejsende", "rejsearrangør", "formidler".
I Rådets generelle indstilling er der tilføjet definitioner af flere vigtige
begreber i direktivet, herunder bl.a. af ”mindreårige,” ”salgssted,”
”repatriering” (hjemtransport), samt ”etableret.”
I kompromisforslaget er det fastsat, at billeje omfatter leje af de
motorkøretøjer, der er nævnt i artikel 3 (11) i direktiv 2007/46/EU. Det
drejer sig om tungere køretøjer og ikke eksempelvis scootere.
2.2.2 Oplysningspligt og indholdet af aftaler om pakkerejser
(direktivforslagets kapitel II)
Forslagets kapitel II regulerer indholdet af aftaler om pakkerejser,
herunder hvilke oplysninger den rejsende skal meddeles, inden aftalen
indgås.
Forslaget indebærer, at rejsearrangøren (og en eventuel formidler af
pakkerejsen) forpligtes til at meddele en række oplysninger om bl.a.
8
rejseydelsernes væsentlige kendetegn (f.eks. rejserute, befordringsmidler,
indkvarteringsstedets karakteristika, eventuel forplejning mv.),
kontaktoplysninger på rejsearrangøren (og en eventuel formidler) og den
samlede pris for pakkerejsen (inklusiv afgifter, gebyrer mv.), jf. forslagets
artikel 4.
I forhold til det gældende pakkerejsedirektiv udvides oplysningspligten
med forslaget om at omfatte en række yderligere oplysninger som f.eks.
oplysninger om, hvilket sprog inkluderede aktiviteter vil foregå på og om
adgangsforhold for bevægelseshæmmede personer.
Der foretages i den forbindelse visse justeringer i oplysningspligten bl.a.
således, at omfanget af oplysningspligten ikke længere afhænger af, om
der stilles en brochure til rådighed for den rejsende.
I Rådets generelle indstilling er omfanget af oplysningspligten præciseret
nærmere. Det fremgår bl.a. af forslaget, at der i alle tilfælde generelt skal
oplyses om, hvorvidt rejsearrangementet er egnet for bevægelseshæmmede
personer. Hvis det efterspørges af den rejsende, skal det i lyset af de
rejsendes tilstand oplyses præcist, om det påtænkte rejsearrangement er
egnet for den pågældende. Endvidere skal arrangøren eller formidleren kun
oplyse om, hvilket sprog en inkluderet aktivitet foregår på, hvis den
rejsendes deltagelse i eller forståelse af aktiviteteten afhænger af klar
mundtlig kommunikation. Desuden skal den rejsende informeres om de
estimerede rejsetider samt om, hvorvidt der kan forventes yderligere
udgifter.
I kompromisforslaget er det fastsat, at rejsearrangøren skal oplyse den
rejsende om de estimerede rejsetidspunkter og om de eventuelle yderligere
udgifter, der må forventes, hvis de ikke kan angives præcist forud for
indgåelsen af aftalen.
Forslaget indebærer endvidere, at rejsearrangøren ikke kan foretage
ændringer i de oplysninger, der er meddelt den rejsende, medmindre der er
taget forbehold herfor og forudsat, at eventuelle ændringer er meddelt
inden aftalens indgåelse, jf. forslagets artikel 5, stk. 1. Dette svarer i vidt
omfang til retsstillingen efter det gældende pakkerejsedirektiv.
Forslaget indebærer desuden, at der fastsættes en række krav til indholdet
af aftaler om pakkerejser. Der er bl.a. krav om, at aftalen skal være
9
skriftlig, udfærdiget på et let forståeligt sprog og indholde de oplysninger,
der er omfattet af oplysningspligten, jf. forslagets artikel 6.
Rådets generelle indstilling indeholder en bestemmelse om, at arrangøren
eller formidleren bærer bevisbyrden for, at oplysningspligten er opfyldt, jf.
forslagets § 6 a.
Kompromisforslaget indeholder i artikel 6, 1 (1a) en bestemmelse om, at
medlemstaterne kan fastsætte regler om, at en aftale, der er indgået
telefonisk på den erhvervsdrivendes initiativ, skal bekræftes skriftligt
overfor den rejsende, og at den rejsende først vil være bundet af aftalen,
når den underskrives eller bekræftes skriftligt.
Kompromisforslaget indeholder en standardformular med generelle
oplysninger, som den rejsende skal meddeles af rejsearrangøren eller
formidleren, før en aftale er bindende, jf. kompromisforslagets anneks 1a
del a og b.
2.2.3 Ændringer i aftalen inden pakkerejsens begyndelse
(direktivforslagets kapitel III)
Kapitel III regulerer adgangen til at foretage ændringer i aftalen inden
pakkerejsens begyndelse.
I overensstemmelse med det gældende pakkerejsedirektiv foreslås der bl.a.
en regulering af adgangen for den rejsende til at overdrage rejsen til en
anden person, jf. forslagets artikel 7.
I Rådets generelle indstilling er det præciseret, at kunderne hæfter
solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle
omkostninger, der følger af overdragelsen af rejsen til en anden person.
Det bemærkes, at sådan en bestemmelse allerede findes i pakkerejselovens
§ 12, stk. 2.
Som noget nyt foreslås der endvidere indført en adgang for den rejsende til
at afbestille rejsen mod at betale rejsearrangøren en passende erstatning
herfor., jf. forslagets artikel 10. Det bemærkes, at en sådan bestemmelse
allerede findes i pakkerejselovens § 9.
Efter Rådets generelle indstilling har den rejsende også adgang til at
afbestille rejsen før denne er påbegyndt uden at betale rejsearrangøren en
10
passende erstatning herfor, i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære
omstændigheder på destinationen eller i umiddelbar nærhed heraf. Det er i
præamblen præciseret, at uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder
dækker over krig, andre alvorlige sikkerhedsrisici som f.eks. terror,
oversvømmelser, jordskælv, fare for helbred mv.
Desuden foreslås der en regulering af rejsearrangørens mulighed for at
ændre prisen og andre aftalevilkår, der i vidt omfang svarer til det
gældende pakkerejsedirektiv, jf. forslagets artikel 8 og 9.
I forhold til ændring af prisen er det i Rådets generelle indstilling fastslået,
at der er adgang til at sætte prisen op ved prisændringer for brændstof eller
andre energikilder. Endvidere er det fastslået, at prisen – i de tilfælde, hvor
der er adgang til at sætte prisen op – ikke kan forhøjes med mere end 8 % i
forhold til prisen på aftaletidspunktet. Endelig i forhold til muligheden for
at ændre andre aftalevilkår er det fastslået, at den rejsende kan vælge enten
at acceptere de af arrangøren foreslåede ændringer eller at hæve aftalen og
få tilbagebetalt samtlige beløb.
I kompromisforslaget er det fastslået, at den rejsende også kan acceptere
en erstatningsrejse, hvis aftalen hæves.
2.2.4 Levering af pakkerejsen (direktivforslagets kapitel IV)
Forslagets kapitel IV vedrører rejsearrangørens ansvar for levering af
pakkerejsen, herunder den rejsendes ret til prisnedsættelse og erstatning i
tilfælde af mangler ved rejsen mv. og arrangørens pligt til at yde bistand til
den rejsende.
Som det også er tilfældet efter det gældende pakkerejsedirektiv, foreslås
det, at rejsearrangøren er ansvarlig for levering af de rejseydelser, der er
inkluderet i aftalen, uanset om ydelserne leveres af rejsearrangøren eller af
andre tjenesteydere, jf. forslagets artikel 11, stk. 1. Hermed videreføres det
centrale element i beskyttelsen af rejsende, der køber en pakkerejse.
I modsætning til det gældende pakkerejsedirektiv, hvor medlemsstaterne
kan vælge mellem at holde rejsearrangøren, formidleren eller dem begge
ansvarlige for levering af rejseydelserne, foreslås det, at det alene skal
være rejsearrangøren, der er ansvarlig for levering af pakkerejsen. I
forhold til formidleren vil der således alene kunne rejses krav om
erstatning for fejl, der er begået under bestillingen, medmindre fejlen
11
skyldes den rejsende selv eller uundgåelige og ekstraordinære
omstændigheder, jf. forslagets artikel 19.
Efter Rådets generelle indstilling kan medlemsstaterne fastsætte, at
formidleren også er ansvarlig for levering af de rejseydelser, der er
inkluderet i aftalen. Hvis en medlemsstat vælger, at formidleren også skal
være ansvarlig for levering af rejsen, vil artikel 6 og kapitel III-V også
finde anvendelse i forhold til formidleren, jf. kompromisforslagets artikel
11, 1.
Der fastsættes endvidere bestemmelser om forpligtelsen for
rejsearrangøren til at afhjælpe mangler og tilbyde passende alternative
foranstaltninger for at fortsætte pakkerejsen, hvis en væsentlig del af
ydelserne ikke kan leveres som aftalt. Det præciseres, at sidstnævnte
forpligtelse også finder anvendelse, hvis den rejsendes befordring tilbage
til afrejsestedet ikke leveres i overensstemmelse med det aftalte.
Når det er umuligt at sikre den rejsendes befordring tilbage til afrejsestedet
på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, er
rejsearrangørens forpligtelse til at afholde udgifterne til det fortsatte
ophold begrænset til 100 EUR pr. nat og tre nætter pr. rejsende, jf.
forslagets artikel 11, stk. 5. Hermed skabes der sammenhæng mellem
pakkerejsedirektivet og de tilsvarende (foreslåede) bestemmelser i
forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation
og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning
eller lange forsinkelser, jf. Kommisissionens forslag KOM (2013) 130.
Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse i forhold til særligt sårbare
persongrupper som handicappede, bevægelseshæmmede, gravide kvinder
og uledsagede børn.
I Rådets generelle indstilling er rejsearrangørens forpligtelse til at dække
den rejsendes udgifter til det fortsatte ophold alene begrænset til tre nætter
pr. rejsende. Der fastsættes således ikke en beløbsgrænse pr. nat.
Kompromisforslaget fastslår, at begrænsningen på tre nætter kun gælder,
hvis der ikke efter anden lovgivning er krav på yderligere.
Der foreslås desuden fastsat bestemmelser om prisnedsættelser som følge
af mangler og alternative foranstaltninger, der medfører en pakkerejse af
12
ringere kvalitet, samt om erstatning, herunder for ikke-økonomisk skade,
jf. forslagets artikel 12.
Da det første kontaktpunkt for mange rejsende er den formidler,
hvorigennem de bestiller pakkerejsen, fastsættes der bestemmelser om, at
den rejsende også kan rette henvendelse, klage og krav over for denne
formidler, jf. forslagets artikel 13. Formidleren skal så videresende
henvendelserne til rejsearrangøren hurtigst muligt. I forhold til eventuelle
tids- eller forældelsesfrister for den rejsendes klager mv. er det tidspunktet
for rejsearrangørens/formidlerens modtagelse af sådanne meddelelser, der
er afgørende herfor.
Ligesom det er tilfældet efter det gældende pakkerejsedirektiv, foreslås
det, at rejsearrangører skal være forpligtet til at yde bistand til rejsende, der
er kommet i vanskeligheder, herunder ved at at give relevante oplysninger
om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, jf. forslagets
artikel 14.
2.2.5 Beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens
(direktivforslagets kapitel V)
Forslagets kapitel V vedrører beskyttelse af den rejsende i tilfælde af
pakkerejsearrangørens eller formidleren af et formidlet rejsearrangements
konkurs eller insolvens.
Beskyttelsen ved konkurs eller insolvens omfatter således begge kategorier
af rejsearrangementer, som er omfattet af direktivet.
Med det gældende pakkerejsedirektiv blev der indført en generel
forpligtelse for rejsearrangører og/eller formidlere af pakkerejser til
gennem en garanti at sikre hjemrejse og tilbagebetaling af forudbetalte
beløb i tilfælde af konkurs eller insolvens.
Med forslaget skal det fremover kun være arrangører af pakkerejser samt
formidlere, der bistår med køb af "formidlede rejsearrangementer", der er
omfattet af garantiforpligtelsen. Formidlere af pakkerejser vil således ikke
længere være omfattet af garantiforpligtelsen, jf. forslagets artikel 15, stk.
1.
Kommissionen anfører i begrundelsen for direktivet, at medlemsstaterne
har valgt forskellige retlige løsningsmodeller, og at dette ofte har ført til en
13
fordobling af rejsearrangørernes og formidlernes omkostninger. Ensartede
regler på dette punkt vil efter Kommissionens opfattelse lette transaktioner
på tværs af grænserne.
Herudover fastsættes der mere konkrete kriterier for bl.a. omfanget af den
krævede garantiordning, jf. artikel 15.
Efter Rådets generelle indstilling kan medlemsstaternes fastsætte, at
formidleren også er omfattet af garantiforpligtelsen, jf.
kompromisforslagets artikel 11, 1.
I Rådets generelle indstilling er det fastslået, at garantien skal være
effektiv og dække konkurs, der skyldes begivenheder, som må antages at
være rimelige af forudse. Garantien skal dække de beløb, som
rejsearrangøren modtaget fra den rejsende. Ved fastsættelsen af garantien
skal perioden mellem forudbetaling, endelig betaling og rejsens
gennemførelse tages i betragtning. Det samme skal de forventede udgifter
til hjemtransport.
I Rådets generelle indstilling, er det fastslået, at en rejsearrangør, der ikke
er etableret i en medlemsstat, men som udbyder rejser i en medlemsstat,
eller som på nogen måde retter sådanne aktiviteter mod en medlemsstat,
skal stille den fornødne garanti efter reglerne i denne medlemsstat.
For at fremme handlen på tværs af grænserne forslås der endvidere
bestemmelser om gensidig anerkendelse af den beskyttelse i tilfælde af
konkurs eller insolvens, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat,
hvor pakkerejsearrangøren eller formidleren af et formidlet
rejsearrangement er etableret, jf. artikel 16.
2.2.6 Oplysningskrav i forbindelse med formidlede
rejsearrangementer (direktivforslagets kapitel VI)
Forslaget kapitel VI vedrører oplysningspligt ved formidlede
rejsearrangementer, der er den nye kategori af rejsearrangementer, som
foreslås indført.
Som anført under pkt. 3.2 omfatter formidlede rejsearrangementer en
kombination af mindst to forskellige typer af rejseydelser til samme
14
rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler med hver
enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen fremhjælpes
(faciliteres) af en formidler.
Ved formidlede rejsearrangementer skal formidleren klart og tydeligt
meddele oplysninger til den rejsende om, at det kun er de relevante
tjenesteydere, der er ansvarlige for levering af de aftalte ydelser, og at den
rejsende ikke har andre af de i EU-retten fastsatte rettigheder for deltagere
i pakkerejser end retten til at få refunderet forudbetalte beløb og retten til
hjemrejse, hvis formidleren selv eller nogen af tjenesteyderne rammes af
konkurs eller insolvens. Retten til hjemrejse i tilfælde af formidlerens
konkurs mv. gælder alene for så vidt, at aftalen er omfattet befordring af
passagerer.
Det sikres herved, at den rejsende ikke fejlagtigt tror, at den beskyttelse,
der gælder for pakkerejser, finder tilsvarende anvendelse for det
pågældende rejsearrangement.
Rådets generelle indstilling indeholder en standardformular, der skal
anvendes af formidleren ved meddelelse af de ovenfor nævnte oplysninger,
jf. forslagets anneks 2.
Efter Rådets generelle indstilling, skal formidleren ved formidlede
rejsearrangementer alene erhverve garanti vedrørende de beløb, der af den
rejsende er erlagt som betaling for rejseydelserne til formidleren. Hvis
formidleren også er ansvarlig for befordring af passagerer, skal der dog
endvidere erhverves garanti for udgifterne til hjemtransport af den
rejsende.
2.2.7 Almindelige og afsluttende bestemmelser (direktivforslagets
kapitel VII og VIII)
Kapitel VII og VIII indeholder bl.a. bestemmelser om et særligt ansvar for
formidlere af rejsearrangementer, hvor rejsearrangøren er etableret uden
for EU/EØS-området, jf. forslagets artikel 18. Det sikres herved, at den
rejsende er beskyttet i tilfælde, hvor rejsearrangøren har hjemsted uden for
EU/EØS-området, hvis rejsen er købt af en formidler etableret i en
medlemstat. Efter forslagets artikel 20 kan rejsearrangørens ret til at søge
regres hos en ansvarlig tredjemand ikke må begrænses, mens direktivets
ufravigelige karakter fastslås i forslagets artikel 21.
15
Herudover ændres med forslagets artikel 25, stk. 2, henholdsvis forordning
nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelse og direktiv 2011/83 om
forbrugerrettigheder. Det sker for at sikre, at henvisningerne i de
pågældende direktiver til pakkerejsedirektivet også omfatter det nye
pakkerejsedirektivs udvidede anvendelsesområde.
Kapitlerne indeholder desuden bestemmelser rettet til medlemsstaterne
vedrørende håndhævelse og fastsættelse af sanktioner samt gennemførelse
og ikrafttræden. Der foreslås i den forbindelse bl.a., at de nye regler i
direktivet skal være gennemført og anvendes af medlemsstaterne 18
måneder efter direktivets ikrafttræden.
Rådets generelle indstilling fastsætter, at de nye regler i direktivet skal
være gennemført inden 24 måneder og anvendes af medlemsstaterne 30
måneder efter direktivets ikrafttræden.
Endeligt foreslås det, at Kommissionen forpligtes til at forelægge Europa-
Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv, jf.
artikel 24.
3. Gældende dansk ret
3.1 Pakkerejseloven
Pakkerejsedirektivet er – bortset fra direktivets artikel 7 om garanti i
forbindelse med insolvens og konkurs – gennemført ved lov nr. 472 af 30.
juni 1993 om pakkerejser (pakkerejseloven).
Loven bygger ud over pakkerejsedirektivet også på Pakkerejseudvalgets
betænkning nr. 1240/1992 om pakkerejser, der blev afgivet i november
1992.
Pakkerejseloven trådte i kraft den 1. oktober 1993.
I overensstemmelse med pakkerejsedirektivet indeholder pakkerejseloven
først og fremmest bestemmelser om forholdet mellem køberen af en
pakkerejse (kunden) og rejsearrangøren, herunder navnlig regler om
kontraktens indgåelse og opfyldelse, misligholdelse og
misligholdelsesbeføjelser, reklamation mv. samt bestemmelser om
oplysninger i brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.
16
I medfør af pakkerejseloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 776 af 21.
september 1993 om pakkerejser. Bekendtgørelsen indeholder bl.a.
nærmere regler om indhold af (pakkerejse)brochurer og
pakkerejsearrangørens oplysningspligter.
I forbindelse med den danske implementering af det gældende
pakkerejsedirektiv er det lagt til grund, at folkelige foreninger og klubber
mv., som af og til arrangerer ferieture og udflugter primært for deres egne
medlemmer, ikke er omfattet af pakkerejsedirektivet. Pakkerejseloven
finder således ikke anvendelse for sådanne foreninger mv.
Efter pakkerejseloven er rejsearrangøren kundens kontraktspart, mens
formidleren defineres som en fuldmægtig (agent), der handler i
arrangørens navn. Med henblik på at give kunderne den bedst mulige
beskyttelse hæfter formidleren umiddelbart over for kunden for dennes
økonomiske krav, jf. pakkerejselovens § 28. Kunden kan således vælge,
om vedkommende vil rette sit krav mod arrangøren eller formidleren.
Pakkerejseloven går på enkelte punkter videre i forhold til at beskytte
kunden end pakkerejsedirektivet, hvilket er muligt, idet det gældende
pakkerejsedirektiv er et minimumsharmoniseringsdirektiv.
Pakkerejseloven indeholder således bl.a. – i modsætning til
pakkerejsedirektivet – en ret for kunden til at afbestille en pakkerejse
(bortset fra i visse særlige tilfælde), jf. pakkerejselovens § 9. Arrangøren
har i tilfælde af kundens afbestilling normalt mulighed for at kræve et
passende vederlag. Vederlaget fastsættes under hensyn til navnlig
arrangørens mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side.
3.2 Rejsegarantifondsloven
Pakkerejsedirektivets artikel 7 om arrangørens og/eller formidlerens pligt
til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport, hvis en
pakkerejse ikke kan gennemføres på grund af arrangørens insolvens mv.,
er gennemført ved lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond med
senere ændringer, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 1192 af 8. december 2009.
Loven hører under Erhvervs- og Vækstministeriets område.
Det følger af loven, at rejsegarantifonden bl.a. yder bistand til rejsekunder,
der har købt en pakkerejse.
17
Fondens bistand til pakkerejsekunder består bl.a. i, at fonden tilbagebetaler
beløb, som kunden har betalt for rejsen, hvis den ikke påbegyndes på
grund af rejsearrangørens økonomiske forhold.
Fonden sørger endvidere for hjemtransport, hvis pakkerejsekunden ikke er
sikret en passende hjemtransport pga. arrangørens økonomiske forhold.
Medfører en rejseudbyders økonomiske forhold, at der ikke er sikret
kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige
fornødenheder, sørger fonden også herfor eller yder en rimelig
godtgørelse.
Fonden kan desuden yde kunden en rimelig godtgørelse for tab, der
skyldes en rejseudbyders økonomiske forhold.
Ud over pakkerejsekunder, som pakkedirektivet gælder for, yder fonden
også bistand til rejsekunder, der har købt konkursdækning til en flybillet
eller til billeje i udlandet.
Herudover finansierer og sekretariatsbetjener fonden også
Rejseankenævnet, der behandler klager, som rejses af forbrugere
vedrørende rejseydelser.
Den 16.april 2015 vedtog Folketinget en ny Rejsegarantifondslov, der
træder i kraft 1. juli 2015. Ifølge den nye lov er alle flyrejsende omfattet af
rejsegarantifondens bistand til rejsekunder for så vidt angår hjemtransport
og til dels forudbetalinger af rejser.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af direktivforslaget vil indebære, at den gældende danske
lovgivning på området skal tilpasses direktivet.
Der vil således skulle foretages en ændring af pakkerejseloven og
rejsegarantifondsloven med henblik på at bringe dansk ret i
overensstemmelse med direktivet.
18
Ændringerne vil navnlig bestå i, at de pågældende loves
anvendelsesområde udvides til at omfatte den nye definition af pakkerejser
og formidlede rejsearrangementer.
Det bemærkes i den forbindelse, at direktivforslaget indeholder en
afbestillingsret for kunden, som i vidt omfang allerede gælder efter
pakkerejseloven.
Det bemærkes endvidere, at det umiddelbart vurderes muligt at opretholde
den gældende danske retstilstand, hvorefter folkelige foreninger og
klubber mv., som af og til arrangerer ferieture og udflugter primært for
deres egne medlemmer, ikke er omfattet af direktivet.
Hvis direktivforslaget vedtages, vil det have erhvervsøkonomiske
konsekvenser, idet der foretages en udvidelse af den gældende definition
af en pakkerejse, så flere rejsearrangementer end hidtil omfattes af
direktivet. Omvendt vil de rejsende opleve, at flere bestillinger omfattes af
direktivets beskyttelse.
Hvis direktivforslaget vedtages, vil det endvidere have administrative
konsekvenser for erhvervslivet, idet der foretages en udvidelse af den
gældende definition af en pakkerejse, så flere rejsearrangementer omfattes
af direktivet.
4.2. Statsfinansielle konsekvenser
Hvis direktivforslaget vedtages, vil det ikke have økonomiske
konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.
Hvis direktivforslaget vedtages, vil det have væsentlige administrative
konsekvenser for det offentlige, at garantiforpligtelsen vil skulle
håndhæves overfor flere erhvervsdrivende.
5. Høring
Direktivforslaget har været i høring hos relevante parter, herunder EU-
specialudvalg om transportspørgsmål og EU-specialudvalg om
konkurrenceevne, vækst og forbrugerspørgsmål.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar med bemærkninger fra
følgende: Danmarks Rejsebureau Forening, Rejsearrangører i Danmark,
19
Dansk Industri, Feriehusudlejernes Brancheforening, Forbrugerrådet
TÆNK, Dansk Erhverv, Danmarks Rederiforening, og
Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES).
Høringssvarene og dermed gennemgangen nedenfor tager udgangspunkt i
Kommissionens oprindelige forslag, som blev fremsat i juli 2013. Visse
bestemmelser, som der har været udtrykt kritik af el.lign., er derfor ikke at
genfinde i gennemgangen af forslaget, som det ser ud på nuværende
tidspunkt, jf. ovenfor under pkt. 2.
Rejsegarantifonden og Forbrugerombudsmanden har oplyst, at de ikke på
nuværende tidspunkt ønsker at komme med bemærkninger til forslaget
5.1. Generelle bemærkninger
Danmarks Rejsebureau Forening har i sit høringssvar anført, at der er
behov for en revision af de gældende regler om pakkerejser, idet der ved
en revision kan tages højde for den teknologiske udvikling, der er sket på
rejsemarkedet.
Dansk Industri er positive over for en revidering af de gældende regler, da
det forventes at bidrage til forøget gennemsigtighed og sikkerhed for
forbrugerne og de erhvervsdrivende.
Dansk Erhverv støtter ligeledes en revision af reglerne om pakkerejser,
idet det gældende direktiv ikke længere er tidssvarende.
Forbrugerrådet TÆNK har anført, at det er relevant at revidere reglerne om
pakkerejser, så reglerne passer til et mere digitaliseret rejsemarked.
Endvidere finder foreningen, at en harmonisering af reglerne vil gøre
markedet mere gennemskueligt for forbrugerne, men foreningen påpeger
samtidig, at det er vigtigt, at beskyttelsen af forbrugere ikke forringes.
Feriehusudlejernes Brancheforening har ligeledes tilkendegivet, at de er
positive over for forslaget.
5.2 Genstand, anvendelsesområde og definitioner (direktivforslagets
kapitel I)
5.2.1 Definitioner
20
Danmarks Rejsebureau Forening støtter forslaget om at udvide den
gældende definition af pakkerejser, samt at der indføres en ny kategori –
”formidlede rejsearrangementer”. Foreningen har endvidere peget på, at
alle former for forretningsrejser bør undtages fra direktivets
anvendelsesområde, idet erhvervsrejsende ikke har det samme
beskyttelsesbehov som private rejsende, samt at alle erhvervsdrivende,
uanset om de alene lejlighedsvist sælger rejser, bør omfattes af direktivet.
Rejsearrangører i Danmark har anført, at definitionen af formidlede
rejsearrangementer er uklar og bør klarlægges, og at de rejsetyper, som
foreslås omfattet af direktivet, ikke svarer til virkeligheden i dag, hvor
mange forbrugere selv sammensætter rejser. Organisationen finder derfor,
at også rejsearrangementer, der er sammensat og arrangeret af den rejsende
selv, bør omfattes af direktivet.
Dansk Industri har tilkendegivet, at der er behov for at klargøre og
tydeliggøre definitionerne i forslaget.
Dansk Industri finder, at alene kombinationer af rejseydelser, der tilbydes
og/eller faktureres samlet, skal være omfattet af direktivet. Organisationen
finder derfor ikke, at definitionen af en pakkerejse bør udvides til at
omfatte andre typer af pakker, hvor der eksempelvis udstedes én faktura
for hver ydelse i pakken, eller at ”formidlede rejsearrangementer” skal
omfattes af direktivet.
Dansk Industri har desuden anført, at forretningsrejser bør undtages fra
direktivets anvendelsesområde.
Forbrugerrådet TÆNK finder, at rejsearrangementer med en varighed på
under 24 timer også bør omfattes af direktivet. Det samme gælder de
”formidlede rejsearrangementer,” hvor bookinginformationer
videreformidles.
Danmarks Rederiforening har anført, at det bør fremgå klart af direktivet,
at indkvartering, der udgør et naturligt led i personbefordringen
(overnatning i kahyt på færge, køje i togkupé mv.), ikke er at anse for at
være en selvstændig rejseydelse.
5.2.2 Særlig om ”andre turistydelser”
21
Feriehusudlejernes Brancheforening har foreslået, at grænsen for hvornår
”andre turistydelser,” der kombineres med befordring af passagerer,
indkvartering og/eller billeje, kan anses for at udgøre en pakkerejse hæves.
Foreningen foreslår, at sådanne rejsearrangementer kun bør være omfattet
af direktivet, hvis de pågældende turistydelser udgør en væsentlig andel af
pakken. Det er foreningens opfattelse, at de pågældende turistydelser må
anses for at udgøre en væsentlig andel af pakken, hvis de overstiger 50 %
af rejsens samlede pris.
Dansk Industri har anført, at den foreslåede grænse på 20 % til brug for
vurderingen af, om køb af ”andre turistydelser,” kan anses for at udgøre en
del af en pakkerejse, er uhensigtsmæssig, da køb af mindre
oplevelsestilbud i tilknytning til befording eller indkvartering kan betyde,
at en rejse bliver omfattet af direktivet.
Dansk Erhverv foreslår, at grænsen for hvornår ”andre turistydelser,” kan
anses for at udgøre en del af en pakkerejse, fastsættes således, at de
pågældende turistydelser skal udgøre minimum 30 % af rejsens samlede
pris.
5.3 Oplysningspligt og indholdet af aftaler om pakkerejser
(direktivforslagets kapitel II)
Rejsearrangører i Danmark har anført, at den udvidede
informationsforpligtelse over for de rejsende vil medføre betydelige
administrative byrder for erhvervslivet.
Forbrugerrådet TÆNK støtter, at informationsforpligtelsen udvides, men
påpeger, at forpligtelsen bør udvides yderligere til også at omfatte
oplysninger om muligheden for at reklamere og proceduren ved
reklamation.
5.4 Ændringer i aftalen inden pakkerejsen begyndelse
(direktivforslagets kapitel III)
Danmarks Rejsebureau Forening har i sit høringssvar anført, at foreningen
kan støtte forslaget om, at en arrangør – som det også er tilfældet i dag –
kan ændre prisen på rejsearrangementet, hvis der sker prisstigninger på de
i direktivet fastsatte områder. Foreningen kan endvidere støtte forslaget
om, at den rejsende kan opsige aftalen uden at betale kompensation, hvis
en prisstigning overstiger 10 % af den oprindelige pris.
22
Rejsearrangører i Danmark støtter ligeledes forslaget om, at den rejsende
kan opsige aftalen, hvis en prisstigning på de i direktivet fastsatte områder
overstiger 10 % af den oprindelige pris.
Forbrugerrådet TÆNK har derimod anført, at den foreslåede grænse for
prisstigninger bør være 3 %.
Forbrugerrådet TÆNK har endvidere anført, at forbrugeren også skal have
ret til at opsige aftalen uden betaling af kompensation, som følge af private
forhold hos den rejsende (alvorlig sygdom, ulykke, dødsfald mv.).
5.5 Levering af Pakkerejsen
5.5.1 Ansvar for levering af pakkerejsen
Danmarks Rejsebureau Forening finder, at både arrangøren og formidleren
skal være ansvarlig for levering af pakkerejsen. Foreningen kan støtte de
foreslåede bestemmelser om den erhvervsdrivendes pligt til at sikre den
rejsende omsorg i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære
omstændigheder. Efter foreningens opfattelse vil den foreslåede
beløbsgrænse for udgifter til omsorg på 100 EURO i maksimalt tre nætter
pr. rejsende vil være rimelig.
Forbrugerrådet TÆNK har anført, at der ikke bør fastsættes en
begrænsning for den erhvervsdrivendes pligt til at sikre den rejsende
omsorg i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og at
den foreslåede grænse ikke i alle tilfælde vil kunne dække de reelle
udgifter.
Danmarks Rederiforening har anført, at beløbsgrænsen for udgifter til
omsorg bør fastsættes under hensyn til niveauet i de regler, der regulerer
flypassagerer, passagerer til søs og togrejsendes rettigheder.
5.5.2 Erstatning
Danmarks Rejsebureau Forening anfører, at den foreslåede bestemmelse
om erstatning, herunder for ikke-økonomisk skade, ikke efter foreningens
opfattelse er i overensstemmelse med den nuværende danske praksis
vedrørende erstatning.
23
Danmarks Rederiforening finder, at en arrangør bør få mulighed for at
begrænse sit ansvar for ikke - økonomisk skade i aftalen, og at det
præciseres, at der alene kan kræves erstatning for ikke-økonomisk skade,
der er opstået efter rejsens påbegyndelse.
5.6 Beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens (direktivforslagets
kapitel V)
Danmarks Rejsebureau Forening finder, at der er behov for at harmonisere
reglerne vedrørende insolvensbeskyttelse. Efter Danmarks Rejsebureau
Forenings opfattelse er der således behov for en stillingtagen til
beskyttelsens omfang, hvilke beløb der skal tilbagebetales samt hvilke
udgifter der skal erstattes som følge af hjemtransport.
Rejsearrangører i Danmark har anført, at der er behov for nærmere at
præcisere omfanget af insolvensbeskyttelsen, herunder særligt i forhold til
formidlede rejsearrangementer.
5.7 Harmonisering
Danmarks Rejsebureau Forening peger på, at det gældende direktiv er et
minimumharmoniseringsdirektiv, og at det har betydet, at der er en uens
beskyttelse af de europæiske forbrugere, samt at rejsearrangører i
forskellig lande er pålagt uens forpligtelser. Foreningen finder derfor, at
direktivet bør være et totalharmoniseringsdirektiv, idet det vil sikre de
europæiske forbrugere en ensartet beskyttelse og sikre lige
konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende.
Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES) har tilkendegivet, at man
støtter forslaget om totalharmonisering, idet det vil sikre lige
konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende.
Danmarks Rederiforening finder, at direktivet bør være et
totalharmoniseringsdirektiv, idet det vil sikre samme forbrugerbeskyttelse i
alle medlemsstaterne, og for de erhvervsdrivende vil det være en
administrativ fordel, at der gælder de samme regler.
Dansk Erhverv har opfordret til, at direktivet bliver et
minimumsharmoniseringsdirektiv.
Forbrugerrådet TÆNK har anført, at direktivet bør være et
minimumsharmoniseringsdirektiv, da det så vil være muligt for
24
medlemsstaterne at indføre en mere vidtgående beskyttelse for
forbrugerne.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen anfører, at målet med direktivet er at forbedre den måde,
hvorpå det indre marked fungerer, ved at fjerne forskellene mellem
medlemsstaternes love og forbedre forbrugernes adgang til ydelser fra
andre medlemsstater.
Dette mål kan efter Kommissionens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad nås
af medlemsstaterne uden samordning og EU-retlige foranstaltninger, der
sikrer en indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger på området.
Det er regeringens vurdering, at forslaget på den baggrund er i
overensstemmelse med nærhedsprincippet.
7. Andre landes kendte holdninger
De øvrige medlemslande har alle udtrykt, at de overordnet er positive over
for en revision og modernisering af pakkerejsedirektivet. En række
medlemslande har afgivet skriftlige bemærkninger til forslaget. De
væsentligste punkter, hvor der er bemærkninger, vedrører fastlæggelsen af
direktivets anvendelsesområde, graden af harmonisering samt spørgsmålet
om, hvem der skal være ansvarlig for at levere en pakkerejse.
På rådsmødet (konkurrenceevne) den 4. december 2014 blev der vedtaget
en generel indstilling til forslaget.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side er man overordnet positiv indstillet over for forslaget.
Den teknologiske udvikling, der har medført markante ændringer i den
måde, der købes rejser på, medfører behov for en mere tidssvarende
regulering af pakkerejseområdet.
Direktivforslaget lægger – i modsætning til det gældende direktiv – op til
en totalhamonisering af medlemsstaternes lovgivning, hvilket bl.a.
indebærer, at der ikke vil være den samme adgang som i dag til at fastsætte
25
en mere vidtgående beskyttelse af de rejsende end den, der følger af
direktivet.
Fra dansk side er det væsentligt, at beskyttelsen af de rejsende ikke
svækkes i forhold til i dag, hvorfor der bør ses nøje på
harmoniseringsniveauet i forhold til de enkelte bestemmelser i forslaget.
Det gælder bl.a. i forhold til kundens mulighed for at rette et krav både
mod pakkerejsearrangøren og formidleren.
Det bemærkes endvidere, at det præcise indhold og rækkevidden af visse
af direktivforslagets bestemmelser kan give anledning til tvivl. Det gælder
bl.a. afgrænsningen af den nye kategori af rejsearrangementer, som
omfattes af direktivet – de såkaldte ”formidlede rejsearrangementer”.
Dette vil blive søgt afklaret under forhandlingerne, således at der ikke
opstår tvivl om henholdsvis den rejsendes og den erhvervsdrivendes
rettigheder og pligter.
Fra dansk side findes det foreliggende kompromisforslag at udgøre en
forbedring i forhold til det oprindelige forslag. Det er forventningen, at
der vil være generel tilslutning til kompromisforslaget i Rådet, og
Danmark vil i den forbindelse kunne tilslutte sig forslaget.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget til direktiv behandles efter den almindelige
lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal
vedtages af Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har den 7. februar
2014 vedtaget betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om
ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om
ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EOF (COM(2013)0512 – C7-
0215/2013 – 2013/0246(COD)).
Af betænkningen fremgår det, at Europa-Parlamentet overordnet set støtter
forslaget om at modernisere pakkerejsedirektivet. Det bemærkes hertil, at
det er vigtigt, at et nyt pakkerejsedirektiv holdes teknologineutralt, da
rejsemarkedet er i en konstant udvikling. For så vidt angår graden af
harmonisering finder Europa-Parlamentet, at totalharmonisering er i de
europæiske forbrugeres interesse og af konkurrencemæssige årsager også i
de europæiske virksomheders interesse.
26
Europa-Parlamentet har endvidere påpeget, at det er vigtigt, at direktivet
ikke overlapper med de gældende forordninger om passagerrettigheder, da
det er afgørende, at rettigheder ikke kan kumuleres, hvis det samme krav
gøres gældende.
For så vidt angår anvendelsesområdet finder Europa-Parlamentet ikke, at
rejser, hvor arrangøren ikke opnår økonomisk udbytte af aktiviteten, skal
være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Europa-Parlamentet kan
endvidere støtte undtagelsen af visse forretningsrejser fra direktivets
anvendelsesområde, men finder, at der er behov for præcisering af
bestemmelsen herom. Europa-Parlamentet finder ligeledes, at
kategoriseringen af en accessorisk ydelse som værende væsentlig eller
ikke-væsentlig, ikke alene bør afgøres ud fra en prisgrænse på 25 %, men
at det også bør foretages en vurdering af rejsens karakter og forholdene
ved bestilling.
Europa-Parlamentet finder det endvidere vigtigt, at arrangøren ikke
pålægges for mange oplysningspligter, samt at den rejsende til enhver tid
skal kunne opsige aftalen mod betaling af en passende erstatning, som
fastsættes af arrangøren. Arrangøren skal dog bære bevisbyrden for, at
erstatningen er fastsat rimeligt. Endvidere skal den rejsende kunne hæve
aftalen, hvis der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder
(eksempelvis krigshandlinger eller naturkatastrofer), men ikke på grund af
private forhold hos den rejsende, og omstændighederne må ikke foreligge
allerede før bestillingen, hvis den rejsende var informeret herom.
Europa-Parlamentet finder desuden, at prisstigninger altid skal begrundes
skriftligt, og at de kun kan pålægges kunden, hvis de overstiger 3 % af
rejsens pris. Prisfald på 3 % eller derover skal imidlertid altid videregives
til kunden, men arrangøren kan i sådanne tilfælde kræve 10 EURO pr.
rejsende i administration. Hvis der sker en prisstigning er på over 8 %, kan
kunden opsige aftalen eller få mulighed for at deltage i en ligeværdig rejse.
Europa-Parlamentet finder herudover, at arrangøren har en
omsorgsforpligtelse for kunder, der kommer i vanskeligheder under rejsen,
og at denne forpligtelse gælder, uanset om forholdet skyldes arrangøren.
Forpligtelsen skal bestå i at give den rejsende information og yde praktisk
hjælp, men arrangøren skal ikke forpligtes til at afholde udgifter.
Europa-Parlamentet har for så vidt angår insolvensbeskyttelsen peget på, at
den bør være omfattende, og at den rejsende bør være beskyttet mod
27
insolvens hos arrangøren, formidleren eller en virksomhed, som er
involveret i et formidlet rejsearrangement. Imidlertid finder Europa-
Parlamentet, at hjemtransport ikke i alle tilfælde bør ske med det samme
(eksempelvis hvis rejsen lige er begyndt), hvis det er muligt at tilbyde
fortsættelse af rejsen.
Europa-Parlamentet har endelig peget på, at arrangøren skal hæfte for
udgifter til indkvartering i de tilfælde, hvor den rejsendes hjemtransport
ikke kan gennemføres på grund af uundgåelige og ekstraordinære
omstændigheder. Europa-Parlamentet foreslår ligeledes, at den rejsende
selv kan købe indkvartering for op til fem nætter med et beløb på op til
EUR 125 pr. nat, hvis arrangøren afviser af dække udgifterne.
10. Specialudvalget
Sagen er tidligere kort blevet præsenteret for Specialudvalget for transport
den 12. september 2014 og er blevet drøftet på et møde i Specialudvalget
for politimæssigt og retligt samarbejde den 18. november 2014.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Et grund- og nærhedsnotat om det oprindelige forslag er sendt til
Folketingets Europaudvalg den 6. maj 2014. Det er ligeledes sendt til
Folketingets Retsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.
Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg den 15. maj 2014
til orientering.
Sagen har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg den 28.
november 2014 til forhandlingsoplæg.
28