Betænkninger fra Inatsisartuts Lovudvalg vedr. lovforslaget

8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
1
BETÆNKNING
afgivet af
Lovudvalget
vedrørende
FM 2015/101: Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Afgivet til forslagets 2. behandling
Lovudvalget har under behandlingen bestået af:
Inatsisartutmedlem LauraTàunâjik, Siumut, formand
Inatsisartutmedlem Justus Hansen, Demokraterne, næstformand
Inatsisartutmedlem Ineqi Kielsen, Siumut
Inatsisartutmedlem Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit
Inatsisartutmedlem Iddimanngiiu Bianco, Inuit Ataqatigiit
1. Om forslaget
Forslaget indebærer, at Inatsisartut tilslutter sig, at Grønlands Selvstyre tiltræder anordning
om ikrafttræden for Grønland af lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, som gør
Haagerbørnebeskyttelseskonventionens bestemmelser til en del af grønlandsk ret. Dermed
tilslutter Inatsisartut sig samtidig, at Grønland bliver omfattet af
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, ved at Danmark tilbagekalder det territoriale
forbehold vedrørende Grønland.
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen har til formål at undgå, at der i sager om beskyttelse af
børn med tilknytning til flere stater opstår konflikt mellem disse staters retssystemer. Børn
med tilknytning til flere stater skal være lige så effektivt beskyttet, som børn der kun har
tilknytning til en enkelt stat.
Med henblik herpå, indeholder konventionen regler om, hvilken stats myndigheder, der har
kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i forhold til et barn, og
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
2
hvilken stats lovgivning afgørelsen skal træffes i henhold til. Endvidere indeholder
konventionen regler om, i hvilke tilfælde en stat er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en
afgørelse vedr. beskyttelsesforanstaltninger, som er truffet af myndighederne i en anden stat.
For at sikre en hensigtsmæssig sagsbehandling og en hurtig løsning af eventuelle
kompetenceproblemer indeholder konventionen desuden regler om samarbejde mellem de
involverede myndigheder. Uanset de almindelige kompetenceregler giver den altid
myndighederne på det sted, hvor barnet opholder sig, ret til at træffe en midlertidig
beslutning, hvis der opstår behov for et hurtigt indgreb til beskyttelse af barnet.
Konventionen gælder bl.a. i sager om børnebortførelse og udbygger det internationale
samarbejde om beskyttelse af børn, der blev etableret ved Haagerkonventionen af 25. oktober
1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser (Haagerkonventionen af
1980) og Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af
forældre-myndighedsafgørelser (Europarådskonventionen af 1980)1
.
Ligesom Haagerkonventionen af 1980 sikrer Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, at der
ikke i den konventionsstat, som barnet er bortført til, kan træffes en afgørelse om
forældremyndigheden over barnet. Sådanne afgørelser skal træffes i den stat, barnet er
bortført fra. Er barnet bortført, anses barnet således som udgangspunkt fortsat for at have
juridisk bopæl i det land, hvor barnet boede før bortførelsen. Kun myndighederne i dette land
kan træffe afgørelse om forældremyndighed m.v. over barnet.
En afgørelse om forældremyndighed eller om barnets bopæl skal som udgangspunkt
anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige kontraherende stater.
Konventionen har alene betydning i forhold til de stater, der har tiltrådt konventionen, og som
Danmark samarbejder med efter konventionen. Konventionen gælder børnebortførelser både
fra Danmark til et andet konventionsland og fra et andet konventionsland til Danmark.
På nuværende tidspunkt er konventionen tiltrådt af 34 stater ud over Danmark. Danmark har
indgået samarbejde om konventionen med 29 stater2
.
Konventionen består af syv kapitler:
Kapitel I (artikel 1-4) beskriver konventionens formål og fastsætter, at konventionen finder
anvendelse på børn, der ikke er fyldt 18 år. Kapitlet indeholder endvidere en ikke-
1
Inatsisartut behandler under denne samling et beslutningsforslag (FM 2015/99), som blandt andet indebærer, at
Grønlands Selvstyre tilslutter sig, at lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v.
sættes i kraft for Grønland. Loven gennemfører Haagerkonventionen af 1980 og Europarådskonventionen af
1980. Ved at tilslutte sig, at loven sættes i kraft for Grønland, giver Inatsisartut samtidig sit samtykke til, at
Grønland bliver omfattet af Haagerkonventionen af 1980 og Europarådskonventionen af 1980, ved at Danmark
tilbagekalder det territoriale forbehold vedrørende Grønland.
2
Australien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Kroatien, Lesotho,
Letland, Litauen, Luxemburg, Malta, Marokko, Monaco, Montenegro, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland,
Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Uruguay og Østrig.
8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
3
udtømmende beskrivelse af, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der falder inden for
konventionens anvendelsesområde. Det gælder blandt andet forældreansvar
(forældremyndighed, barnets bopæl og samvær), og anbringelse af barnet uden for hjemmet.
Endelig er det i kapitlet fastsat, hvilke spørgsmål konventionen ikke finder anvendelse på,
herunder blandt andet adoption, faderskab, underholdspligt, afgørelser om asyl og om
indvandring, samt foranstaltninger, der er truffet som følge kriminelle handlinger begået af
børn.
Kapitel II (artikel 5-12) fastslår, hvilken stats myndigheder der har kompetence til at træffe
foranstaltninger med henblik på beskyttelse af et barns person eller formue. Som
udgangspunkt er det myndighederne i den stat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, der
har kompetence til at behandle sager om beskyttelsesforanstaltninger. Flytter barnet til en
anden stat, overgår kompetencen til denne stat, bortset fra i tilfælde af ulovlig bortførelse eller
tilbageholdelse. I hastetilfælde har myndighederne i den stat, hvor barnet befinder sig dog
kompetencen til at træffe enhver nødvendig beskyttelsesforanstaltning.
Kapitel III (artikel 13-22) fastlægger, hvilket stats lovgivning de kompetente myndigheder
skal anvende ved afgørelsen af sager, der er omfattet af konventionen. Som udgangspunkt
anvender den kompetente myndighed sin egen lovgivning.
Kapitel IV (artikel 23-28) indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse i én
kontraherende stat af beskyttelsesforanstaltninger truffet i en anden kontraherende stat,
herunder grunde til at nægte anerkendelse.
Kapitel V (artikel 29-39) fastlægger grundlaget for samarbejdet mellem de kontraherende
stater om dels løsningen af konkrete sager, dels om håndtering af generelle problemstillinger.
Til brug for dette samarbejde skal der oprettes en centralmyndighed i hver enkelt stat.
Kapitel VI-VII (artikel 40-63) består af en række almene bestemmelser om bl.a. behandlingen
af sager, der er omfattet af konventionen, herunder beskyttelse af fortrolige oplysninger og
anvendelsen af konventionen i forhold til stater med mere end ét retssystem. Kapitlerne
indeholder endvidere bestemmelser om, hvilke forbehold staterne kan tage, samt om
konventionens ikrafttræden.
Der er redegjort for det nærmere indhold af konventionens 7 kapitler i afsnit 2.1 - 2.6 i det
resumé af konventionen, som er optaget som bilag 4 til beslutningsforslaget.
2. Lovudvalgets bemærkninger vedr. forslaget
Anordningsudkastets § 1, stk. 1, fastsætter, at bestemmelserne i Haagerbørnebeskyttelses-
konventionen gælder i Grønland.
Af anordningsudkastets § 1, stk. 2, fremgår, at en dansk oversættelse af konventionen er
medtaget som bilag til loven.
8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
4
Lovudvalget konstaterer imidlertid, at bilaget mangler i den version, som er forelagt for
Inatsisartut. Lovudvalget har derfor optaget en dansk oversættelse af konventionen som bilag
til denne betænkning.
Det er Lovudvalgets principielle opfattelse, at enhver retsregel med virkning for Grønland
skal være tilgængelig for borgere og myndigheder m.v. i en grønlandsk version. Lovudvalget
forudsætter derfor, at offentliggørelsen af den grønlandske version af anordningen også vil
omfatte en grønlandsk oversættelse af konventionen. Lovudvalget opfordrer Naalakkersuisut
til for god ordens skyld at anmode Rigsmyndighederne om at være opmærksomme herpå.
3. Øvrige bemærkninger
Under forårssamlingen 2014 fremsatte det daværende Naalakkersuisut et forslag til
inatsisartutlov om hjælp til børn og unge.
Forslagets § 3, stk. 6-7, var affattet således:
Stk. 6. Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser om behandling af sager efter
denne lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om
kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende
forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørne-
beskyttelseskonventionen). Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte
bestemmelser om kommunalbestyrelsens adgang til at opkræve betaling for
foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen.
Stk. 7. De afgørelser, som kommunalbestyrelsen træffer efter Haager-
børnebeskyttelseskonventionen, kan indbringes for Det Sociale Ankenævn.
Klagerne behandles efter bestemmelserne i denne lov.
I lovbemærkningerne til bestemmelserne var følgende oplyst:
Til stk. 6 og 7
Bestemmelserne er nye.
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen gælder på nuværende tidspunkt ikke for
Grønland. Bestemmelserne giver mulighed for, at Grønland i fremtiden vil
kunne tiltræde konventionen. Hvis den familieretlige lovgivning i Grønland skal
ajourføres, vil det formodentlig kræve, at Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
sættes i kraft for Grønland. Justitsministeriet har derfor til hensigt, at Anordning
om ikrafttræden for Grønland af lov om Haagerkonventionen skal på
inatsisartutsamlingen EM 2014 til udtalelse, således at anordningen kan træde i
kraft den 1. januar 2015. Dette er samtidig med forslagets ønskede
ikrafttrædelsestidspunkt.
Stk. 6 hjemler adgangen for Naalakkersuisut til at udstede en bekendtgørelse
vedrørende behandlingen af sager omfattet af Haagerbørnebeskyttelses-
konventionen.
8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
5
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indeholder kompetenceregler, der giver
myndighederne i en stat ret – og indirekte pligt – til at træffe beskyttelses-
foranstaltninger over for børn, der befinder sig på statens område, også selvom
de ikke har bopæl der.
Lovforslaget blev 1. behandlet under forårssamlingen 2014, men 2. behandlingen blev
udskudt til efterårssamlingen 2014 – hvor forslaget imidlertid bortfaldt som følge af
valgudskrivelsen. Lovforslaget er ikke genfremsat til indeværende samling.
Tilvejebringelse af regler svarende til lovforslagets § 3, stk. 6-7, udestår således fortsat.
Lovudvalget opfordrer Naalakkersuisut til at være opmærksom herpå.
4. Lovudvalgets indstilling
Et enigt udvalg indstiller forslaget til vedtagelse.
Med disse bemærkninger overgiver Lovudvalget forslaget til 2. behandling.
8. maj 2015 FM2015/101
----------------
FM 2015/101
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00101
6
Laura Tàunâjik,
Formand
Siumut
Justus Hansen
Demokraterne
Ineqi Kielsen
Siumut
Aaja Chemnitz Larsen
Inuit Ataqatigiit
Iddimanngiiu Bianco
Inuit Ataqatigiit


11. maj 2015 FM2015/100
----------------
FM 2015/100
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00100
1
BETÆNKNING
afgivet af
Lovudvalget
vedrørende
FM 2015/100: Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning
om ikrafttræden for Grønland af dele af lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af
lov om registreret partnerskab. (Ophævelse af anordning om lov om registreret
partnerskab som følge af ægteskab mellem to personer af samme køn)
Afgivet til forslagets 2. behandling
Lovudvalget har under behandlingen bestået af:
Inatsisartutmedlem LauraTàunâjik, Siumut, formand
Inatsisartutmedlem Justus Hansen, Demokraterne, næstformand
Inatsisartutmedlem Ineqi Kielsen, Siumut
Inatsisartutmedlem Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit
Inatsisartutmedlem Iddimanngiiu Bianco, Inuit Ataqatigiit
1. Om forslaget
Anordningen ophæver den version af lov om registreret partnerskab, som gælder for
Grønland1
. Endvidere ændrer anordningen den version af lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, som gælder for Grønland.
Ændringerne indebærer, at et par af samme køn fremover vil kunne blive viet på lige fod med
par af forskelligt køn.
1
Loven om registreret partnerskab finder dog fortsat anvendelse på partnerskaber, som er registreret før den 1.
oktober 2015. Allerede indgåede partnerskaber vil kunne ændres til ægteskaber, hvis parterne måtte ønske dette.
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
11. maj 2015 FM2015/100
----------------
FM 2015/100
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00100
2
Anordningsudkastet og et resume heraf er (antageligt ved en fejl) optaget som bilag 8 og 7 til
FM 2015/99.
2. Lovudvalgets bemærkninger vedr. forslaget
Lovudvalget konstaterer, at forslaget er i overensstemmelse med den beslutning, som
Inatsisartut traf under behandlingen af EM 2010/70.
Udvalget finder det glædeligt, at der med forslaget nu gives par af samme køn mulighed for
indgåelse af ægteskab.
3. Øvrige bemærkninger
Et eller flere partier pegede under førstebehandlingen på behovet for yderligere at få den
danske børnelovs regler om medmoderskab sat i kraft for Grønland. Med ”Anordning om
ikrafttræden for Grønland af dele af lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om
registreret partnerskab” vil par af samme køn få mulighed for at indgå ægteskab. Par af
samme køn vil imidlertid først kunne stifte familie på samme vilkår som heteroseksuelle par,
når børneloven, og dermed reglerne om medmoderskab, sættes i kraft for Grønland. Indtil da
vil en kvindelig ægtefælle til kvinde, som får et barn, f.eks. ved kunstig insemination, kun
kunne blive forælder til barnet gennem adoption. Ikraftsættelse af børneloven udgør således et
væsentligt element i ligestillingen af heteroseksuelle par og par af samme køn.
Lovudvalget har i relation til denne problemstilling noteret sig, at det daværende
Naalakkersuisut i besvarelsen af § 37-spørgsmål nr. 111 / 2014 oplyste følgende:
Børneloven er ikke sat i kraft for Grønland, men Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold er som led i ajourføringen af den familieretlige
lovgivning for Grønland ved at forberede ikraftsættelsen af loven, herunder reglerne
om medmoderskab.
[…]
Sagen søges færdiggjort hurtigst muligt, men den vurderes tidligst at ville kunne
forelægges for Inatsisartut på Forårssamlingen 2015.
Lovudvalget har endvidere noteret sig, at Formandens Departement, på vegne af
Naalakkersuisut, i sit høringssvar har anmodet om, at den resterende ajourføring af den
familieretlige lovgivning fremskyndes mest muligt, og at departementet særligt har peget på,
at børneloven, der har en vis sammenhæng med forældreansvarslovgivningen, endnu ikke er
sat i kraft for Grønland.
Lovudvalget deler Naalakkersuisuts ønske om, at den resterende ajourføring af den
familieretlige lovgivning fremskyndes, og at ikraftsættelsen af børneloven prioriteres.
Lovudvalget opfordrer Naalakkersuisut til at fastholde denne prioritering og har med
11. maj 2015 FM2015/100
----------------
FM 2015/100
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00100
3
tilfredshed noteret sig, at det i høringsnotatet tilkendegives, at den danske regering er
opmærksom på ønsket om, at ajourføringen fremskyndes mest muligt.
4. Lovudvalgets indstilling
Et enigt udvalg indstiller forslaget til vedtagelse.
Med disse bemærkninger overgiver Lovudvalget forslaget til 2. behandling.
Laura Tàunâjik,
Formand
Siumut
Justus Hansen
Demokraterne
Ineqi Kielsen
Siumut
Aaja Chemnitz Larsen
Inuit Ataqatigiit
Iddimanngiiu Bianco
Inuit Ataqatigiit


23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
1
BETÆNKNING
afgivet af
Lovudvalget
vedrørende
FM 2015/99: Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder
Anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven,
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v., Lov om ændring af myndighedsloven for
Grønland, lov om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger,
retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland, Anordning om ikrafttræden for
Grønland af lov om ændring af retsplejeloven, lov om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning samt forskellige andre love.
Afgivet til forslagets 2. behandling
Lovudvalget har under behandlingen bestået af:
Inatsisartutmedlem LauraTàunâjik, Siumut, formand
Inatsisartutmedlem Justus Hansen, Demokraterne, næstformand
Inatsisartutmedlem Ineqi Kielsen, Siumut
Inatsisartutmedlem Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit
Inatsisartutmedlem Iddimanngiiu Bianco, Inuit Ataqatigiit
1. Indledning
Beslutningsforslaget indeholder følgende elementer:
(a) Anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven.
(b) Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v.
(c) Lov om ændring af myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for Grønland af
lov om ægteskabets retsvirkninger, retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland.
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
2
(d) Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af retsplejeloven, lov om
ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forskellige andre love.
Til (a) er knyttet et resumé og et anordningsudkast: bilag 3 og 4.
Til (b) er knyttet et resumé og et anordningsudkast: bilag 5 og 6. Tilknyttet er også resuméer
af hhv. Haagerkonventionen af 1980 og Europarådskonventionen af 1980, som dog ved en
fejl er placeret som bilag til pkt.101.
Til (c) er knyttet et resumé og et lovudkast: bilag 1 og 2.
Til (d) er knyttet et resumé og et anordningsudkast, som dog ved en fejl er placeret som bilag
1 og 2 til pkt. 100.
De enkelte elementer i beslutningsforslaget behandles i de følgende afsnit af betænkningen.
2. Anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven.
Forslaget indebærer, at Inatsisartut tilslutter sig, at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning
om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven. I det følgende gennemgås
anordningsudkastets indhold i hovedtræk:
Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed (medmindre de har indgået ægteskab).
Forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om
barnets personlige forhold, ud fra hvad der tjener barnets interesse og behov. Barnet har ret til
omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt og må ikke udsættes for fysisk
afstraffelse eller anden krænkende behandling. Med forældreansvarslovens ikraftsættelse for
Grønland afskaffes dermed den såkaldte ”revselsesret”; det vil sige den ret, som forældre
hidtil har haft til at anvende visse, mindre grove former for fysisk afstraffelse over for deres
børn uden at kunne dømmes herfor efter kriminalloven. Alt efter omstændighederne og
barnets alder har forældre f.eks. ikke hidtil kunnet dømmes for moderate slag med flad hånd
på kinden eller i enden, eller at barnet knibes f.eks. i armen eller på kinden. Med anordningen
af forældreansvarsloven vil enhver form for fysisk afstraffelse af børn herefter kunne medføre
foranstaltninger efter kriminalloven.
Er forældre gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de
fælles forældremyndighed. Den fælles forældremyndighed fortsætter, selv om forældrene
ophæver samlivet eller bliver separeret eller skilt. Der vil således ikke længere skulle tages
stilling til, hvem der skal have forældremyndigheden ved separation eller skilsmisse.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
3
Når forældre ikke er gift med hinanden, har barnets mor forældremyndigheden alene,
medmindre forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed.
Særlige regler gælder, hvis forældrene ved barnets fødsel er separeret, eller hvis de har været
gift eller samlevende inden for de seneste 10 måneder før fødslen.
Forældre, som ikke er gift med hinanden, kan aftale, at de skal have fælles
forældremyndighed. Forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen,
kan aftale, at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Endelig kan forældre aftale, at
forældremyndigheden skal overføres fra den ene forælder til den anden.
Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om
forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om
en af forældrene skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve fælles
forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde
om barnets forhold til barnets bedste.
Retten kan efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, overføre
forældremyndigheden til den pågældende forælder, eller bestemme, at der skal være fælles
forældremyndighed.
Forældremyndigheden kan ved aftale overføres til andre end forældre.
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets
forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan dog træffe
afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal
være.
Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal
bo, afgøres dette af retten. Retten kan træffe afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en
forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet eller i andre dele af rigsfællesskabet
(Danmark eller Færøerne).
En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl, skal underrette den anden forælder herom
senest 6 uger før flytningen.
Barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Begge forældrene
har et fælles ansvar for, at barnet får mulighed for samvær. Dette gælder også i forhold til
transport af barnet i forbindelse med samvær. Retten kan dog i særlige tilfælde fastsætte
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
4
vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten (herunder fordeling af udgifterne i
forbindelse med transporten).
Er et barn adopteret, kan retten i helt særlige tilfælde fastsætte samvær eller anden form for
kontakt med barnets oprindelige slægtninge, hvis de anmoder herom. Dette gælder dog kun,
hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med de
pågældende oprindelige slægtninge.
Anordningsudkastet indeholder endvidere en særregel (§ 20a, stk. 2), som tager højde for den
grønlandske tradition for ”gavebørns”-adoptioner. (Der har i Grønland været tradition for at
overdrage nyfødte børn til par inden for familien, som ikke selv kan få børn. Disse børn
kaldes ”gavebørn”. Traditionelt bevarer et ”gavebarn” gennem sin opvækst kontakten med
sine oprindelige forældre og slægt, herunder også de oprindelige forældres eventuelle andre
børn).
Med hjemmel i denne særregel vil der i situationer, hvor der ved adoptionen bestod nært
slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og barnet eller dets
forældre, i særlige tilfælde efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge kunne
fastsættes samvær eller anden form for kontakt (for eksempel i form af telefonsamtaler) med
disse.
Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan retten efter anmodning træffe
afgørelse herom. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, herunder
barnets alder og udvikling, barnets holdning til samværet samt samværsforælderens og
barnets hidtidige kontakt.
Retten kan afslå at fastsætte samvær og kan ændre og ophæve en aftale eller afgørelse om
samvær.
Afslag på samvær kommer normalt på tale, hvis samværsforælderen har udsat barnet for vold
eller anden grænseoverskridende adfærd, der er et højt konfliktniveau mellem forældrene,
eller samværsforælderen har misbrugsproblemer eller psykiske problemer. Navnlig til brug
for afgørelser om afslag på eller ophævelse af samvær kan det være relevant at få foretaget en
børnesagkyndig undersøgelse.
I særlige tilfælde kan retten træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af
telefonsamtaler, breve, e-mails eller lignede.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
5
En forælder, som ikke har forældremyndighed over et barn, har som udgangspunkt ret til
orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet m.v.
Uanset denne orienteringsret må der ikke udleveres fortrolige oplysninger om
forældremyndighedsindehaveren.
Under sager om forældremyndighed, samvær, og barnets bopæl m.v. kan retten træffe
midlertidige afgørelser herom. En midlertidig afgørelse gælder, indtil der foreligger en
endelig afgørelse eller aftale.
Retten og Rigsombudsmanden kan tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller
konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, og de
kan iværksætte børnesagkyndige undersøgelser m.v.
På dette punkt afviger anordningsudkastet fra den danske ordning, hvor det er obligatorisk at
tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed. Det oplyses, at
afvigelsen skyldes, at der ikke i Grønland findes de fornødne kompetencer – der findes med
andre ord i dag ikke et tilstrækkeligt antal personer med den fornødne ekspertise inden for de
nævnte områder.
Anordningsudkastet indeholder af samme grund ikke regler om, at den forælder, som barnet
bor hos, kan anmode om, at den anden forælder indkaldes til et møde om samværet, eller
regler om, at barnet kan anmode om at forældrene indkaldes til et møde om
forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær. Også på disse punkter afviger
anordningsudkastet således fra den danske ordning.
Barnet skal (uanset alder) inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær, så dets perspektiv og synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler
med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets
perspektiv. Barnet skal dog ikke inddrages, hvis det må antages at være til skade for barnet,
eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.
Pligten til som udgangspunkt at inddrage barnet har hidtil ikke omfattet børn under 12 år,
ligesom den alene har omfattet sager om forældremyndighed og samvær (men ikke sager om
barnets bopæl). Med anordningen af forældreansvarsloven udvides pligten til at inddrage
barnet således.
Anordningen træder (bortset fra en enkelt bestemmelse) i kraft den 1. januar 2015.
Anordningen finder (bortset fra to bestemmelser) også anvendelse på børn, der er født før
anordningens ikrafttræden og finder også anvendelse på verserende sager om
forældremyndighed og samvær.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
6
3. Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v.
Forslaget indebærer, at Inatsisartut tilslutter sig, at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning
om ikrafttræden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. Loven gennemfører Haagerkonventionen af 1980 og
Europarådskonventionen af 1980. Ved at tilslutte sig, at loven sættes i kraft for Grønland,
tilslutter Inatsisartut sig samtidig, at Grønland bliver omfattet af Haagerkonventionen af 1980
og Europarådskonventionen af 1980, ved at Danmark tilbagekalder de territoriale forbehold
vedrørende Grønland.
3. 1. Haagerkonventionen af 1980 og Europarådskonventionen af 1980
Midt i 1970'erne påbegyndtes både i Europarådet og ved Haagerkonferencen for international
privatret et arbejde for at få iværksat et samarbejde mellem landene med det sigte at modvirke
børnebortførelser. Dette arbejde afsluttedes med, at organisationerne i 1980 udarbejdede hver
sin konvention om emnet. Europarådet vedtog den 20. maj 1980 en konvention om
anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed
(Europarådskonventionen), mens Haagerkonferencen den 25. oktober 1980 vedtog en
konvention om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser
(Haagerkonventionen).
3.1.1. Haagerkonventionen
Hovedprincippet i Haagerkonventionen, der omfatter børn under 16 år, er, at et barn, som er
ulovligt bortført til (eller tilbageholdt i) et andet land, skal tilbagegives, således at eventuelle
tvister om forældremyndighed og samvær kan finde deres endelige afgørelse i det land, som
barnet er blevet bortført fra. Efter konventionen skal barnet således tilbagegives, hvis barnet
er blevet bortført eller tilbageholdes i strid med en forældremyndighedsindehavers rettigheder
(forudsat at disse rettigheder blev udøvet på det tidspunkt, da barnet blev bortført eller
tilbageholdt).
Af hensyn til barnet gælder dog en række nærmere afgrænsede undtagelser, hvorefter
tilbagegivelse kan nægtes efter en konkret vurdering, hvis det er åbenbart, at en tilbagegivelse
vil være i strid med hensynet til barnet, eller hvis tilbagegivelse vil være uforenelig med
grundlæggende principper til beskyttelse af friheds- og menneskerettigheder.
Konventionen har alene betydning i forhold til de stater, der har tiltrådt konventionen, og som
Danmark samarbejder med efter konventionen. Konventionen gælder børnebortførelser både
fra Danmark til et andet konventionsland og fra et andet konventionsland til Danmark.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
7
Der er redegjort for det nærmere indhold af konventionen i det resumé af konventionen, som
er optaget som bilag 3 til FM 2015/101.
En dansk oversættelse af konventionen er optaget som bilag til denne betænkning.
3.1.2. Europarådskonventionen
Europarådskonventionen, der ligesom Haagerkonventionen omfatter børn under 16 år,
regulerer mulighederne for at få en forældremyndigheds- eller samværsretsafgørelse
anerkendt og fuldbyrdet i et andet land. Hovedreglen er, at afgørelser herom, som er truffet i
én stat, også skal anerkendes i andre konventionsstater, og at de kan fuldbyrdes i disse stater i
samme omfang, som de ville kunne i den stat, hvor afgørelserne er truffet. Der gælder dog en
række nærmere afgrænsede undtagelser, som blandt andet er udformet under hensyn til, hvad
der er bedst for barnet.
En forældremyndigheds- eller samværsretsafgørelse vil kunne anerkendes og fuldbyrdes i et
andet land, uafhængigt af om der foreligger en ulovlig bortførelse / tilbageholdelse.
Også i de tilfælde, hvor der ikke findes nogen forældremyndighedsafgørelse, som kan
fuldbyrdes (hvilket først og fremmest er tilfældet, når forældremyndigheden følger
umiddelbart af loven), kan forældremyndighedsindehaveren benytte sig af
Europarådskonventionen til at få et barn tilbage, men kun hvis barnet ulovligt er bortført til
(eller tilbageholdt i) et andet land.
Konventionen har alene betydning i forhold til de stater, der har tiltrådt konventionen, og som
Danmark samarbejder med efter konventionen. Konventionen gælder børnebortførelser både
fra Danmark til et andet konventionsland og fra et andet konventionsland til Danmark.
Der er redegjort for det nærmere indhold af konventionen i det resumé af konventionen, som
er optaget som bilag 5 til FM 2015/101.
En dansk oversættelse af konventionen er optaget som bilag til denne betænkning.
3.2. Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v.
Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. gennemfører som
nævnt Haagerkonventionen og Europarådskonventionen.
Som følge af den stigende internationalisering og en stigning i antallet af ægteskaber mellem
personer af forskellig nationalitet er der i de senere år sket en betydelig stigning i antallet af
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
8
børnebortførelser; det vil sige situationer, hvor et barn ulovligt er ført ud af landet eller
ulovligt tilbageholdes i udlandet. Sådanne situationer forekommer navnlig, hvor den af
forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, uden samtykke fra indehaveren af
forældremyndigheden bringer barnet ud af landet. Selv om udrejsen med barnet ikke er
ulovlig, kan der senere blive tale om en ulovlig tilbageholdelse. Dette vil f.eks. være tilfældet,
hvis en forælder, som ikke har del i forældremyndigheden, med
forældremyndighedsindehaverens samtykke har samvær med barnet i udlandet, men hvor den
pågældende ikke giver barnet tilbage efter samværets afslutning.
Det er navnlig disse situationer, loven sigter på. Loven omfatter dog også tilfælde, hvor
bortføreren ikke er en af barnets forældre, men f.eks. en bedsteforælder eller en anden
nærtstående. Tilfælde, hvor et barn er bortført til udlandet af en helt fremmed person, vil i
princippet også være omfattet af loven.
Som anordnet for Grønland vil loven finde anvendelse på sager om anerkendelse og
fuldbyrdelse i Grønland af afgørelser om forældremyndighed, om hvor barnet skal bo, samt
om samvær, der er truffet i en stat, der er omfattet af Danmarks samarbejde efter
Europarådskonventionen af 1980.
Som anordnet for Grønland vil loven endvidere finde anvendelse på sager om tilbagegivelse
af børn, som ulovligt er ført til Grønland eller ulovligt tilbageholdes der, hvis barnet indtil
bortførelsen eller tilbageholdelsen boede i en stat, der er omfattet af Danmarks samarbejde
efter Haagerkonventionen af 1980.
Endelig fastsætter loven som anordnet for Grønland regler om behandlingen af børn, som er
bortført fra Grønland til udlandet, herunder blandt andet regler, som giver
forældremyndighedsindehaveren mulighed for retshjælp.
Efter anordningens § 3 skal der udpeges en centralmyndighed, der navnlig skal modtage og
formidle henvendelser i henhold til de to konventioner, herunder videresende anmodninger fra
udlandet til domstolene eller den myndighed, som sagen hører under. Ministeriet for Børn,
Ligestilling, Integration og Sociale Forhold er udpeget som centralmyndighed for
konventionen for Danmark, og ministeriet forventes ligeledes at blive udpeget som
centralmyndighed for Grønland.
4. Lov om ændring af myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for
Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger, retsplejelov for Grønland og
kriminallov for Grønland.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
9
4.1. Ændring af myndighedsloven
Loven indebærer en række ændringer af den version af myndighedsloven, som gælder for
Grønland. Myndighedslovens bestemmelser om forældremyndighed og samvær m.v.
ophæves. Det samme gælder bestemmelserne om børns indgåelse af arbejdsaftaler m.v. og
bestemmelserne om domstolenes behandling af sager om forældremyndighed og samvær m.v.
Endvidere ændres den bestemmelse i loven, som bemyndiger regeringen til at indgå
overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk ret (herunder regler med virkning
for Grønland) og fremmed ret, således at den ikke længere omfatter forældremyndighed og
samvær.
Ændringerne er en konsekvens af, at forslaget om anordning om ikrafttræden for Grønland af
forældreansvarsloven indeholder bestemmelser vedrørende disse forhold.
4.2. Ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger
Loven indebærer indføjelse af en ny bestemmelse i den version af lov om ægteskabets
retsvirkninger, som gælder for Grønland.
Baggrunden for ændringen er, at det med ”Anordning om ikrafttræden for Grønland af dele af
lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets
retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab” bliver
muligt for to personer af samme køn at indgå ægteskab, og at loven om registreret partnerskab
samtidig ophæves.
Den version af lov om registreret partnerskab, som hidtil har været gældende for Grønland,
indeholder en bestemmelse, som fastslår, at bestemmelser i internationale traktater ikke finder
anvendelse på registreret partnerskab, medmindre medkontrahenterne tilslutter sig dette.
Endvidere fastslår bestemmelsen, at bestemmelser i lovgivningen, som indeholder særlige
regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved køn, ikke finder anvendelse på registreret
partnerskab.
Den foreslåede lovændring indebærer, at en tilsvarende bestemmelse om ægteskab mellem to
personer af samme køn indsættes i den version af lov om ægteskabets retsvirkninger, som
gælder for Grønland.
4.3. Ændring af retsplejelov for Grønland
Loven indebærer en række ændringer af retsplejeloven for Grønland.
Børnebidrag fastsættes i medfør af den gældende retsplejelovs § 279 af retten, når det sker i
forbindelse med dom til separation eller skilsmisse, eller i forbindelse med bestemmelse om,
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
10
hvem der skal have forældremyndigheden over børnene ved ophævelse af samlivet. I andre
tilfælde fastsættes børnebidraget af kredsdommeren.
Sager om bl.a. forældremyndighed i Grønland er afgiftsfrie, jf. den gældende retsplejelovs §
716, nr. 3. Tilsvarende gælder for fogedforretninger vedrørende forældremyndighed og
samvær, jf. den gældende retsplejelovs § 723, nr. 6.
Den foreslåede lovændring indebærer, at lovens § 279 og § 723, nr. 6, ændres, således at
bestemmelserne fremover kommer til at omfatte ikke kun sager om forældremyndighed og
samvær, men også sager om barnets bopæl.
Den foreslåede lovændring indebærer endvidere, at en række af bestemmelserne i kapitel 27 i
retsplejelov for Grønland om behandlingen af bl.a. sager om forældremyndighed og samvær
ved domstolene i Grønland ændres, således at disse regler fremover kommer til at gælde ikke
kun for sager om forældremyndighed og samvær, men også for sager om barnets bopæl,
anden kontakt end samvær og tilladelse til udlandsrejse.
Herudover indebærer den foreslåede lovændring, at sager om forældremyndighed m.v. som
udgangspunkt skal anlægges ved retten i den retskreds, hvor barnet har bopæl.
Udkastet til forældreansvarsanordningen giver mulighed for at fastsætte samvær med andre
end barnets forældre. I forhold til tvangsfuldbyrdelse foreslås, at et sådant samvær kun skal
kunne tvangsfyldbyrdes (det vil sige gennemtvinges) ved anvendelse af tvangsbøder, og ikke
ved anvendelse af magt.
Den foreslåede lovændring indebærer endvidere, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af
retsplejelov for Grønland, at barnet i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention skal
kunne give udtryk for sine synspunkter i forbindelse med en sag om tvangsfuldbyrdelse af en
afgørelse eller aftale om forældremyndighed m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
et barn, som har den fornødne alder og modenhed, under en samtale skal have mulighed for at
give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det er til skade for barnet. Afholdes en
samtale med barnet, skal der deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant for kommunen.
Fogeden kan bestemme, at en forælder (eller begge forældre) ikke må overvære samtalen,
men skal så, inden sagen afgøres, gøre forældrene bekendt med indholdet af samtalen,
medmindre dette ville stride mod hensynene bag beslutningen om at udelukke forældrene fra
at overvære samtalen.
Den foreslåede lovændring indebærer endelig, at retsplejelovens bestemmelser om
tvangsfuldbyrdelse ændres, således at reglerne fremover også kommer til at gælde for
afgørelser og aftaler om barnets bopæl.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
11
4.4. Ændring af kriminalloven for Grønland
Kriminallovens § 76 omhandler unddragelse af forældremyndighed:
§ 76. For unddragelse af forældremyndighed dømmes den, som unddrager en
person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller
forsorg eller bidrager til, at den pågældende unddrager sig sådan myndighed
eller forsorg.
Efter bestemmelsen er det kriminelt for personer, som ikke har nogen myndighed over et
barn, at unddrage barnet fra forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller
forsorg.
Foretages unddragelsen af den ene af barnets forældre, kan bestemmelsen således kun finde
anvendelse, hvis den anden forælder har forældremyndigheden alene.
Bestemmelsen kan derimod ikke finde anvendelse over for barnets forældre, hvis de har
fælles forældremyndighed, heller ikke selvom forældrene måtte være uenige om
forældremyndigheden.
Unddragelse af forældremyndighed vil kunne foreligge f.eks., hvis barnet uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke flyttes eller fjernes fra dets hidtidige opholdssted,
eller hvis barnet ikke bringes tilbage til et aftalt tidspunkt. Dette gælder, uanset om barnet
frivilligt eller ufrivilligt unddrages denne myndighed.
Den danske straffelov indeholder i § 215, stk. 1, en bestemmelse, der svarer til den
grønlandske kriminallovs § 76. Herudover kriminaliserer § 215, stk. 2, i den danske straffelov
den, der ulovligt fører et barn ud af landet.
Med ikraftsættelsen for Grønland af forældreansvarsloven vil reglerne i lovens § 3 om fælles
forældremyndighed fremover også finde anvendelse i Grønland. Dette indebærer blandt andet,
at hvis forældrene har fælles forældremyndighed og er uenige om forældremyndigheden, skal
begge give samtykke til, at barnet forlader landet, herunder udrejser til Danmark eller
Færøerne, medmindre der foreligger en afgørelse om, at barnets kan have bopæl i eller rejse
til udlandet, Danmark eller Færøerne. Der skal også foreligge samtykke til, at barnets ophold i
udlandet, i Danmark eller på Færøerne forlænges.
En forælders overtrædelse af denne forpligtelse til at indhente den anden forælders samtykke
til, at barnet forlader Grønland vil ikke være kriminelt efter den gældende bestemmelse i
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
12
kriminallovens § 76, idet denne bestemmelse som nævnt ovenfor ikke finder anvendelse over
for forældre, som har del i forældremyndigheden.
Den foreslåede ændring af kriminalloven indebærer, at der indsættes en ny bestemmelse, som
kriminaliserer, at et barn ulovligt føres ud af riget.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være kriminelt, hvis en forælder i en situation, hvor
forældrene har fælles forældremyndighed og er uenige om forældremyndigheden, rejser fra
Grønland til udlandet med barnet, uden at den anden forælder har samtykket heri, eller der
foreligger en afgørelse om, at barnet kan have bopæl i udlandet eller kan rejse til udlandet.
Kortere ferieophold i udlandet vil også være omfattet af bestemmelsen. Det vil derimod ikke
være kriminelt, hvis en forælder, der har del i forældremyndigheden, tager barnet med til
Danmark eller Færøerne.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte situationer, hvor en forælder, der har del i
forældremyndigheden, forlænger barnets ophold i udlandet ud over det aftalte, forudsatte eller
fastsatte. Den danske straffelovs § 215, stk. 2, omfatter heller ikke sådanne situationer.
Den foreslåede bestemmelse vil heller ikke omfatte situationer, hvor en forælder, der har del i
forældremyndigheden, uretmæssigt fører et barn til en anden del af riget (Danmark eller
Færøerne).
Dette fremgår direkte af den foreslåede bestemmelses ordlyd:
Stk. 2. Ligeledes dømmes den, der ulovligt fører barnet ud af riget.
Lovudvalget har noteret sig, at den tilsvarende bestemmelse i den danske straffelov (§ 215,
stk. 2) har en lidt anden ordlyd, idet den kriminaliserer det at føre barnet ulovligt ud af landet:
Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.
Lovudvalget har imidlertid modtaget et notat fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration
og Sociale Forhold, hvoraf det fremgår, at ”ud af landet” i den danske
straffelovsbestemmelse, skal forstås som ”ud af riget”, og at der således (trods den forskellige
ordlyd) ER parallelitet mellem den danske bestemmelse og den foreslåede ændring af den
grønlandske kriminallov. Ligesom en forælder efter den foreslåede bestemmelse i den
grønlandske kriminallov ikke vil kunne dømmes for, ulovligt at føre et barn til Danmark, kan
en forælder således ikke efter den danske straffelov dømmes for ulovligt at føre et barn til
Grønland.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
13
I begge tilfælde vil den tilbageværende forælder imidlertid kunne få barnet retur med rettens
hjælp: Afgørelser og aftaler om barnets bopæl vil nemlig kunne tvangsfuldbyrdes (d.v.s.
gennemtvinges), uanset om barnet er blevet ført til en anden del af rigsfællesskabet.
5. Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af retsplejeloven, lov om
ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forskellige andre love.
Anordningen indebærer alene en ændring i den version af Lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, som gælder for Grønland.
I henhold til den gældende version af denne lov, kan et ægtepar blive separeret eller skilt
enten ved dom (afsagt af retten) eller ved bevilling (givet af Rigsombudsmanden). Dog er det
en betingelse for at kunne blive separeret eller skilt ved bevilling, at ægtefællerne er enige om
at ønske separation / skilsmisse, og at de er enige om en række nærmere angivne vilkår for
separationen / skilsmissen. Et af de vilkår, som de skal være enige om, er, hvem der skal have
forældremyndighed over børnene.
Med den forslåede anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven, vil der
imidlertid ikke længere skulle tages stilling til forældremyndighed ved separation og
skilsmisse.
Som en konsekvens heraf foreslås den version af Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
som gælder for Grønland, ændret, således at enighed om forældremyndighed ikke længere er
en betingelse for at kunne opnå separation eller skilsmisse ved bevilling.
6. Lovudvalgets bemærkninger
Overordnet glæder Lovudvalget sig over forslaget, som på en række vigtige punkter styrker
børns rettigheder, og som udgør en tiltrængt ajourføring af dele af den familieretlige
lovgivning, ikke blot set i forhold til de danske regler på området, men også set i forhold til
den samfundsmæssige udvikling her i Grønland: Samlivsformerne har ændret sig,
manderollen / faderrollen har ændret sig, og opfattelsen af børns rettigheder har ændret sig.
For så vidt angår udkastet til anordning af forældreansvarsloven finder Lovudvalget dog
anledning til at henlede opmærksomheden på to problemstillinger:
A. Tilbud om børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling m.v.
Retten og Rigsombudsmanden kan tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
14
konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, og de
kan iværksætte børnesagkyndige undersøgelser m.v.
Lovudvalget har noteret sig, at anordningsudkastet på dette punkt afviger fra den danske
ordning, hvor det er obligatorisk at tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling
ved uenighed. Det oplyses, at afvigelsen skyldes, at der ikke i Grønland findes de fornødne
kompetencer – der findes med andre ord i dag ikke et tilstrækkeligt antal personer med den
fornødne ekspertise inden for de nævnte områder.
Anordningsudkastet indeholder af samme grund ikke regler om, at den forælder, som barnet
bor hos, kan anmode om, at den anden forælder indkaldes til et møde om samværet, eller
regler om, at barnet kan anmode om at forældrene indkaldes til et møde om
forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær. Også på disse punkter afviger
anordningsudkastet således fra den danske ordning.
I situationer, hvor et barns forældre ikke lever sammen, er det af meget stor betydning for
barnet og dets trivsel, at forældrene formår at bevare fokus på barnets ret til begge forældre og
at etablere et velfungerende samarbejde omkring samvær og forældremyndighed m.v.
Desværre ser man alt for ofte, at negative følelser mellem forældrene stiller sig i vejen herfor.
Samarbejdsproblemer føjer sig til sårede følelser efter bruddet og eskalerer let. Mange
behøver hjælp for at kunne etablere og bevare et velfungerende samarbejde. Det går ikke kun
ud over forældrene selv, men i høj grad også over barnet.
Lovudvalget ser derfor muligheden for konfliktmægling som et meget væsentligt og
betydningsfuldt element i forældreansvarsloven, og havde gerne set, at anordningen havde
sikret denne mulighed.
Udvalget anerkender, at det ikke giver mening at forpligte retten og Rigsombudsmanden til at
tilbyde konfliktmægling, så længe der ikke i Grønland findes de fornødne kompetencer.
Udvalget konstaterer imidlertid, at der i Nuuk igennem flere år har været udbudt kurser
/uddannelser i konfliktmægling, og finder det derfor nærliggende at antage, at det gennem en
målrettet indsats må være muligt inden for en kortere årrække at tilvejebringe de fornødne
ressourcer.
Udvalget ser på denne baggrund gerne, at bestemmelsen i anordningsudkastets § 32, stk. 1,
gives følgende formulering (eller tilsvarende):
”Retten og Rigsombudsmanden skal så vidt muligt tilbyde forældre og børn
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed om
forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.”
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
15
En sådan formulering skal sikre, at retten og Rigsombudsmanden forpligtes til at tilbyde
konfliktmægling (og børnesagkyndig rådgivning) i alle tilfælde, hvor dette er muligt for retten
og Rigsombudsmanden. Herudover skal formuleringen sikre, at der aktivt og målrettet
arbejdes for at tilvejebringe de fornødne kompetencer med henblik på at konfliktmægling (og
børnesagkyndig rådgivning) kan tilbydes i alle dele af landet.
Samtidig bør dog indsættes en bestemmelse svarende til forældremyndighedslovens § 32, stk.
3, hvorefter retten og Rigsombudsmanden kan undlade at tilbyde rådgivning eller
konfliktmægling efter stk. 1, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
Forældreansvarslovens § 35 fastsætter, at et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode
statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets
bopæl eller samvær.
Endvidere kan den forælder, som barnet har bopæl hos, anmode statsforvaltningen om at
indkalde den anden forælder til et møde om samværet, i tilfælde hvor der ikke eller kun i
yderst begrænset omfang er samvær. Dette er fastsat i forældreansvarslovens § 19, stk. 4.
De to bestemmelser er imidlertid ikke medtaget i anordningsudkastet, hvilket som nævnt
skyldes, at man har vurderet, at der ikke i Grønland findes de fornødne kompetencer.
Også disse bestemmelser ser Lovudvalget som væsentlige, i forhold til den praktiske sikring
af barnets ret til to forældre.
Udvalget ser derfor (og under henvisning til det ovenfor anførte om muligheden for inden for
en kortere årrække at tilvejebringe de fornødne ressourcer) gerne, at bestemmelserne
medtages i anordningsudkastet, begge med tilføjelse af et ny pkt., hvorefter anmodningen så
vidt muligt skal imødekommes.
Dette med henblik på at sikre, at muligheden gives, i det omfang kompetencerne er til stede,
og samtidig sikre, at der aktivt og målrettet arbejdes for fremadrettet at tilvejebringe de
fornødne kompetencer.
Alternativt kunne bestemmelserne eventuelt medtages, men med ikrafttræden efter
ministerens nærmere bestemmelse, på samme måde som § 38.
B. Flytning af barnets bopæl til et andet sted i landet
Forældreansvarslovens § 3, stk. 1, fastsætter for forældre med fælles forældremyndighed
følgende:
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
16
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende
barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos,
kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i
landet bopælen skal være.
I forældreansvarslovens § 18 er det fastsat, at en forælder, der vil ændre sin eller barnets
bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom
senest 6 uger før flytningen.
Er forældre med fælles forældremyndighed uenige om, hos hvem af dem barnet skal bo,
afgøres dette spørgsmål af retten, jf. forældreansvarslovens § 17. Retten kan træffe afgørelse
om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har bopæl i udlandet, eller i en anden del af
rigsfællesskabet (Danmark eller Færøerne), eller der ønsker at få bopæl i udlandet, eller i en
anden del af rigsfællesskabet.
Hvis f.eks. barnet har bopæl hos moderen, og moderen ønsker at flytte til en andel del af
landet med barnet, vil faderen – hvis forældrene har fælles bopæl – kunne indbringe
spørgsmålet om, hos hvem af forældrene barnet skal have bopæl. Men hvis der ikke er
uenighed mellem forældrene om, at barnet skal bo hos moderen, men kun om hvor i landet
moderen skal have bopæl, er der ikke mulighed for at lade retten tage stilling. Her gælder
forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den forælder, som barnet har bopæl hos,
kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets liv, herunder hvor i landet bopælen
skal være.
Lovudvalget har overvejet, om § 3, stk. 1, og § 17, stk. 1, i anordningen eventuelt kunne gives
f.eks. følgende affattelse:
(§ 3, stk. 1). Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger
vedrørende barnets forhold, herunder beslutninger om hvor i landet bopælen skal
være, enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan
træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv.
(§17, stk. 1). Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos
hvem af dem barnet skal have bopæl, afgøres dette af retten. Retten kan træffe
afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få
bopæl i udlandet, i Danmark eller på Færøerne, eller der ønsker at flytte sin bopæl til
et andet sted her i landet.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
17
Lovudvalget er opmærksomt på, at der ved anordning af en dansk lov alene kan foretages de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. De geografiske og infrastrukturelle
forhold her i Grønland bevirker imidlertid, at flytning af bopæl til et andet sted i landet typisk
vil have væsentlig mere indgribende betydning i henseende til den anden
forældremyndighedsindehavers mulighed for at varetage ansvaret og omsorgen for barnet og
opretholde kontakten til barnet, end tilfældet ville være i Danmark.
Der er i Grønland ikke veje mellem landets byer, og transport mellem byerne må derfor ske
enten med fly eller båd. Transportpriserne er overordentligt høje. Til eksempel kan nævnes, at
en returbillet mellem Paamiut og Ittoqqortoormiit (som ligger inden for samme kommune)
koster omkring 22.000 kr., hvortil skal lægges udgiften ved 4 overnatninger på udrejsen og 4
overnatninger på hjemrejsen. Et barn med bopæl i f.eks. England, Italien eller Tyrkiet ville
kunne besøge en forælder i Danmark adskillige gange for et sådant beløb. Hertil kommer, at
gennemsnitsindtægterne er betydeligt lavere i Grønland end i Danmark.
Lovudvalget finder det ønskeligt, at der så vidt muligt tages hensyn til denne forskel.
7. Øvrige bemærkninger fra Lovudvalget
7.1. Børnelovens bestemmelser
Børnelovens § 2 fastsætter, at en mand anses som far til et barn, som fødes af en ugift kvinde,
hvis manden og kvinden skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret
for barnet. Et eller flere partier pegede under førstebehandlingen på det ønskelige i, at denne
bestemmelse sættes i kraft for Grønland.
Lovudvalget har i relation til denne problemstilling noteret sig, at det daværende
Naalakkersuisut i besvarelsen af § 37-spørgsmål nr. 111 / 2014 oplyste følgende:
Børneloven er ikke sat i kraft for Grønland, men Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold er som led i ajourføringen af den familieretlige
lovgivning for Grønland ved at forberede ikraftsættelsen af loven, herunder reglerne
om medmoderskab.
[…]
Sagen søges færdiggjort hurtigst muligt, men den vurderes tidligst at ville kunne
forelægges for Inatsisartut på Forårssamlingen 2015.
Lovudvalget har endvidere noteret sig, at Formandens Departement, på vegne af
Naalakkersuisut, i sit høringssvar har anmodet om, at den resterende ajourføring af den
familieretlige lovgivning fremskyndes mest muligt, og at departementet særligt har peget på,
at børneloven, der har en vis sammenhæng med forældreansvarslovgivningen, endnu ikke er
sat i kraft for Grønland.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
18
Lovudvalget deler Naalakkersuisuts ønske om, at den resterende ajourføring af den
familieretlige lovgivning fremskyndes, og at ikraftsættelsen af børneloven prioriteres.
Lovudvalget opfordrer Naalakkersuisut til at fastholde denne prioritering og har med
tilfredshed noteret sig, at det i høringsnotatet tilkendegives, at den danske regering er
opmærksom på ønsket om, at ajourføringen fremskyndes mest muligt.
7. 2 Behov for information om den nye retstilstand
Lovudvalget opfordrer til, at man i forbindelse med indførelsen af de nye regler på området
vil være opmærksomme på behovet for f.eks. gennem oplysningskampagner, pjecer eller på
anden måde at informere herom (herunder også i forhold til de grønlandske studerende i
Danmark).
7. 3. Sagsbehandlingstid
Der er grund til at være opmærksom på, at sagsbehandlingstiden i forbindelse med afgørelser
efter forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl og ikke mindst samvær kan
have afgørende betydning for muligheden for at bevare kontakten og forholdet mellem barnet
og en forælder. På samme måde kan værdien af konfliktmægling og børnesagkyndig
rådgivning i nogen grad afhænge af, hvor tidligt i et forløb bistanden ydes.
Lovudvalget er bevidst om de udfordringer, som kredsretterne har haft i henseende til
sagsmængder og sagsbehandlingstider. Det samme gælder i forhold til socialforvaltningerne.
Lovudvalget opfordrer derfor til, at det gennem ressourcetildeling og prioritering sikres, at
ventetiden på afgørelser, konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning i medfør af loven
ikke overstiger, hvad der er forsvarligt i forhold til barnets mulighed for at bevare kontakten
og forholdet til begge forældre.
7.4. Mulighed for inddragelse af barnet ved aftaler om forældremyndighed.
Forældreansvarsloven sikrer, at et barn som udgangspunkt bliver hørt i forbindelse med en
sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Det er imidlertid Lovudvalgets
umiddelbare forståelse, at pligten til at inddrage barnet ikke omfatter aftaler om ændring af
forældremyndighed (jf. § 11 og § 13).
Umiddelbart havde Lovudvalget gerne set, at anordningens bestemmelser om inddragelse af
barnet havde været udstrakt til også at omfatte aftaler om ændring af forældremyndighed.
Lovudvalget er imidlertid opmærksom på, at der ved anordning af en dansk lov alene kan
foretages de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Lovudvalget opfordrer
imidlertid Rigsmyndighederne til i forbindelse med en eventuel revision af
forældreansvarsloven at være opmærksomme på denne problemstilling.
7.5. Ulemper ved anordning af danske love for Grønland
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
19
Lovudvalget konstaterer, at anordning af danske love for Grønland har den ulempe, at
lovbemærkningerne til loven ikke oversættes til grønlandsk. Dette afsvækker i betydelig grad
deres værdi som vejledning og fortolkningsbidrag for forvaltningsmyndigheder og borgere
her i landet. Hertil kommer, at lovbemærkningerne fremstår misvisende (eller i hvert fald ikke
kan anvendes som vejledning og fortolkningsbidrag) på de punkter, hvor en anordning afviger
fra loven.
Et alternativ til anordning af en lov for Grønland er, at den danske regering (med
udgangspunkt i den for Danmark gældende lov på området) fremsætter et forslag til lov, som
alene skal gælde for Grønland.
Derved vil lovbemærkningerne blive oversat til grønlandsk i forbindelse med høring af
Grønlands Selvstyre. Yderligere vil lovbemærkningerne kunne tage afsæt i den grønlandske
kontekst, hvori de skal indgå, hvorved de vil yde et langt mere værdifuldt bidrag til
forståelsen af, hvorledes lovens bestemmelser vil finde anvendelse her i landet.
Endelig vil mulighederne for at fravige de tilsvarende danske bestemmelser (og dermed
muligheden for at imødekomme eventuelle grønlandske ønsker vedr. retstilstanden) være
betydeligt større ved vedtagelsen af en særlig lov for Grønland end ved anordning af en i
forvejen gældende dansk lov.
Lovudvalget opfordrer Naalakkersuisut til at være opmærksom på denne problemstilling, og
at indlede en dialog med rigsmyndighederne herom.
8. Lovudvalgets indstilling
Et enigt lovudvalg fremsætter følgende ændringsforslag:
Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre opfordrer Rigsmyndighederne til at
tage de i Lovudvalgets betænkning under afsnit 6a og 6b nævnte opfordringer og
problemstillinger under overvejelse, men i øvrigt tiltræder:
(a) Anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven.
(b) Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse
af forældremyndighedsafgørelser m.v.
(c) Lov om ændring af myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for
Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger, retsplejelov for Grønland og
kriminallov for Grønland.
(d) Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af retsplejeloven,
lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forskellige
andre love.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
20
Med disse bemærkninger overgiver Lovudvalget forslaget til 2. behandling.
Laura Tàunâjik,
Formand
Siumut
Justus Hansen
Demokraterne
Ineqi Kielsen
Siumut
Aaja Chemnitz Larsen
Inuit Ataqatigiit
Iddimanngiiu Bianco
Inuit Ataqatigiit
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
21
BILAG:
1. Haagerkonventionen af 1980 i dansk oversættelse
2. Europarådskonventionen af 1980 i dansk oversættelse
3. Notat fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold


23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
1
BILAG 1
Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.
De stater, som har undertegnet denne konvention, og som
- er fast overbeviste om, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er af største vigtighed
ved spørgsmål om forældremyndighed,
- ønsker at beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virkninger af ulovlig
bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere fremgangsmåder for at sikre,at børnene
umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har bopæl, samt at sikre beskyttelse af
samværsret,
har besluttet at indgå en konvention herom, og er blevet enige om følgende bestemmelser:
KAPITEL 1
Konventionens anvendelsesområde
Artikel 1
Formålet med denne konvention er, at:
a. sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en
kontraherende stat; og
b. sørge for, at forældremyndighed og samværsret i en kontraherende stat bliver effektivt
respekteret i andre kontraherende stater.
Artikel 2
De kontraherende stater skal tage alle nødvendige skridt til at sikre, at konventionens formål
opfyldes inden for deres territorier. I dette øjemed skal de anvende de hurtigste fremgangsmåder,
der er til rådighed.
Artikel 3
Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:
a. den strider mod de rettigheder, som tilkommer en person, en institution eller en anden
myndighed som forældremyndighedsindehaver, enten i fællesskab eller alene, ifølge loven i
den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen; og
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
2
b. disse rettigheder faktisk blev udøvet, enten i fællesskab eller alene, da bortførelsen eller
tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke bortførelsen eller
tilbageholdelsen var sket.
Forældremyndigheden som nævnt i denne Artikels litra a kan i første række støttes på loven eller på
en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i
den pågældende stat.
Artikel 4
Konventionen skal gælde for ethvert barn, som havde bopæl i en kontraherende stat umiddelbart
inden krænkelsen af forældremyndigheden eller samværsretten. Konventionen skal ophøre med at
gælde, når barnet er fyldt 16 år.
Artikel 5
I denne konvention skal:
a. "forældremyndighed" omfatte retten til at drage omsorg for barnets person og særlig retten
til at bestemme, hvor barnet skal bo;
b. "samværsret" omfatte retten til at bringe barnet til et andet sted end dets bopæl for et
begrænset tidsrum.
KAPITEL II
Centralmyndigheder
Artikel 6
Enhver kontraherende stat skal udpege en centralmyndighed til at udføre de opgaver, som efter
konventionen pålægges sådanne myndigheder.
Føderale stater, stater med mere end ét retssystem eller stater, som har autonome territoriale
organisationer, kan udpege mere end én centralmyndighed og kan angive disse myndigheders
territoriale kompetence. Stater, som har udpeget mere end én centralmyndighed, skal angive den
centralmyndighed, hvortil anmodninger kan sendes til videregivelse til den kompetente
centralmyndighed i den pågældende stat.
Artikel 7
Centralmyndighederne skal samarbejde med hinanden og fremme samarbejdet mellem de
kompetente myndigheder i deres respektive stater for at sikre, at børn bliver tilbagegivet
umiddelbart og for at opnå de øvrige formål med denne konvention.
De skal særlig, enten direkte eller gennem mellemled, tage alle passende forholdsregler for at:
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
3
a. finde ud af, hvor et ulovligt bortført eller tilbageholdt barn befinder sig;
b. hindre, at barnet tager yderligere skade eller at de berørte parters retsstilling forringes ved at
tage midlertidige forholdsregler eller ved at sørge for at der tages sådanne forholdsregler;
c. sikre den frivillige tilbagegivelse af barnet eller tilvejebringe en forligsmæssig løsning;
d. udveksle oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, hvis dette er ønskeligt;
e. fremskaffe generelle oplysninger vedrørende deres egen stats lovgivning, som har
forbindelse med anvendelsen af konventionen;
f. indlede eller lette gennemførelsen af retlige eller administrative skridt for at få barnet
tilbagegivet og, om nødvendigt, træffe foranstaltninger til at gennemføre og sikre en reel
udøvelse af samværsretten;
g. hvis omstændighederne kræver det, tilvejebringe eller gøre det lettere at opnå retshjælp og
anden juridisk bistand, herunder advokatbistand.
h. gennemføre sådanne administrative foranstaltninger, som måtte være nødvendige og
hensigtsmæssige for at sikre, at barnet tilbagegives i god behold;
i. holde hinanden underrettet om, hvordan denne konvention virker og, så vidt muligt, fjerne
hindringer, for dens anvendelse.
KAPITEL III
Tilbagegivelse af børn
Artikel 8
Enhver person, institution eller anden myndighed, som gør gældende, at et barn er blevet bortført
eller tilbageholdt i strid med forældremyndigheden, kan anmode enten centralmyndigheden i den
stat, hvor barnet har bopæl, eller centralmyndigheden i enhver anden kontraherende stat om bistand
til at sikre, at barnet tilbagegives.
Anmodningen skal indeholde:
a. oplysninger om identiteten af ansøgeren, barnet og den person, som påstås at have bortført
eller tilbageholdt barnet;
b. barnets fødselsdato, såfremt oplysning herom er tilgængelig;
c. de grunde, som ansøgeren påberåber sig til støtte for sit krav om at få tilbagegivet barnet;
d. alle tilgængelige oplysninger om barnets opholdssted og identiteten af den person, som
barnet formodes at befinde sig hos.
Anmodningen kan ledsages af eller suppleres med:
e. en bekræftet genpart af enhver relevant afgørelse eller aftale;
f. en attest eller en erklæring, der er bekræftet af en centralmyndighed eller anden kompetent
myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl, eller af en kompetent person, vedrørende den
pågældende stats lovgivning på området;
g. andre dokumenter af betydning for sagen.
Artikel 9
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
4
Hvis den centralmyndighed, som modtager en anmodning som nævnt i Artikel 8, har grund til at
tro, at barnet befinder sig i en anden kontraherende stat, skal den direkte og uden ophold
videresende anmodningen til centralmyndigheden i denne kontraherende stat og underrette den
centralmyndighed, der har anmodet om tilbagegivelsen, eller efter omstændighederne ansøgeren
herom.
Artikel 10
Centralmyndigheden i den stat, hvor barnet befinder sig, skal træffe eller udvirke at der træffes alle
passende foranstaltninger for at opnå frivillig tilbagegivelse af barnet.
Artikel 11
De judicielle eller administrative myndigheder i kontraherende stater skal handle hurtigt i sager om
børns tilbagegivelse.
Hvis den pågældende judicielle eller administrative myndighed ikke har truffet nogen beslutning
inden seks uger efter den dag, da sagen blev indledt, kan ansøgeren eller centralmyndigheden i
modtagerstaten, på eget initiativ eller efter anmodning fra centralmyndigheden i oprindelsesstaten,
bede om en redegørelse for årsagerne til forsinkelsen. Hvis centralmyndigheden i modtagerstaten
modtager et svar, skal myndigheden videresende svaret til centralmyndigheden i oprindelsesstaten
eller, efter omstændighederne, til ansøgeren.
Artikel 12
Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i Artikel 3, og hvis der, da
sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor
barnet befinder sig, er gået mindre end ét år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller
tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives
tilbage.
Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den periode på et år, der er nævnt i
foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal
gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Hvis den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten har grund til at tro, at barnet er
blevet bortført til en anden stat, kan den afslutte sagen eller afvise anmodningen om tilbagegivelse
af barnet.
Artikel 13
Uanset bestemmelserne i den foregående Artikel, har den judicielle eller administrative myndighed
i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution
eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at:
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
5
a. den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for barnets person, ikke
faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted,
eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller
tilbageholdelsen; eller
b. der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk
skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.
Den judicielle eller administrative myndighed kan også nægte at tilbagegive barnet, hvis den finder,
at barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og at barnet har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at
der bør tages hensyn til barnets mening.
Når de judicielle eller administrative myndigheder overvejer de forhold, der er nævnt i denne
Artikel, skal de tage hensyn til de oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, som
fremskaffes af centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har
bopæl.
Artikel 14
Når de judicielle eller administrative myndigheder i modtagerstaten undersøger, om der foreligger
en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse som angivet i Artikel 3, kan de tage direkte hensyn til
loven og retlige eller administrative afgørelser i den stat, hvor barnet har bopæl, hvad enten de
formelt anerkendes eller ej, uden at anvende de særlige procedurer, som ellers skulle have været
anvendt for at føre bevis for indholdet af den pågældende lov eller for anerkendelse af udenlandske
afgørelser.
Artikel 15
De judicielle eller administrative myndigheder i en kontraherende stat kan, inden de træffer
beslutning om barnets tilbagegivelse, anmode om, at ansøgeren fremskaffer en afgørelse eller anden
erklæring fra myndighederne i den stat, hvor barnet har bopæl, om, at bortførelsen eller
tilbageholdelsen var ulovlig som angivet i Artikel 3, hvis en sådan afgørelse eller erklæring
kan opnås i den pågældende stat. Centralmyndighederne i de kontraherende stater skal så vidt
muligt hjælpe ansøgerne med at indhente en sådan afgørelse eller erklæring.
Artikel 16
Efter at de judicielle eller administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvortil barnet er
blevet bortført, eller hvori det tilbageholdes, har fået meddelelse om, at der foreligger en ulovlig
bortførelse eller tilbageholdelse som angivet i Artikel 3, kan de ikke træffe afgørelse i en sag om
forældremyndigheden, før det er bestemt, at barnet ikke skal gives tilbage i medfør af denne
konvention, eller medmindre en anmodning efter konventionen ikke indgives inden for en rimelig
tid efter, at meddelelsen er modtaget.
Artikel 17
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
6
Den omstændighed, at en afgørelse om forældremyndighed er blevet truffet eller kan anerkendes i
modtagerstaten, kan ikke alene danne grundlag for at nægte at tilbagegive et barn i medfør af denne
konvention, men de judicielle eller administrative myndigheder i modtagerstaten kan tage hensyn til
begrundelsen for afgørelsen ved anvendelsen af denne konvention.
Artikel 18
Bestemmelserne i dette kapitel begrænser ikke en judiciel eller administrativ myndigheds
kompetence til når som helst at bestemme, at barnet skal tilbagegives.
Artikel 19
En afgørelse om tilbagegivelse af barnet i medfør af denne konvention skal ikke anses for en
realitetsafgørelse om noget forældremyndighedsspørgsmål.
Artikel 20
Tilbagegivelse af barnet efter bestemmelserne i Artikel 12 kan nægtes, såfremt det ikke ville være
foreneligt med grundlæggende principper i den anmodede stat til beskyttelse af menneskelige
friheder og rettigheder.
KAPITEL IV
Samværsret
Artikel 21
En anmodning om, at der træffes foranstaltninger med henblik på at tilrettelægge samværsretten
eller sikre, at samværsretten kan udøves, kan indgives til centralmyndighederne i de kontraherende
stater på samme måde som en anmodning om tilbagegivelse af et barn.
Centralmyndighederne er gennem de bestemmelser om samarbejde, som er fastsat i Artikel 7,
forpligtet til at virke for, at samværsretten kan udøves under rolige forhold og under opfyldelse af
de bestemmelser, der måtte være truffet om udøvelsen af retten. Centralmyndighederne skal tage
skridt til så vidt muligt at fjerne alle hindringer for udøvelsen af samværsretten.
Centralmyndighederne kan, enten direkte eller gennem mellemled, tage initiativ til eller bistå med
sagsanlæg med henblik på at tilrettelægge eller sikre respekt for samværsretten og de bestemmelser,
der måtte gælde for udøvelsen af retten.
KAPITEL V
Almindelige Bestemmelser
Artikel 22
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
7
Ingen sikkerhed, pant eller depositum af nogen art skal kunne kræves for at sikre betaling af
omkostninger og udgifter i forbindelse med de judicielle eller administrative skridt, der falder inden
for rammerne af denne konvention.
Artikel 23
Ingen legalisering eller lignende formalitet skal kunne kræves i sammenhæng med denne
konvention.
Artikel 24
Enhver anmodning, meddelelse eller andet dokument, som sendes til centralmyndigheden i
modtagerstaten, skal affattes på originalsproget og skal ledsages af en oversættelse til
modtagerstatens officielle sprog eller et -af dens officielle sprog eller, hvis det ikke er muligt,
en oversættelse til fransk eller engelsk.
En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med Artikel 42 modsætte
sig anvendelsen af enten fransk eller engelsk, men ikke begge, i enhver anmodning, meddelelse
eller andet dokument, som sendes til dens centralmyndighed.
Artikel 25
Statsborgere i kontraherende stater og personer, som har bopæl i disse stater, skal i sager
vedrørende anvendelsen af denne konvention have ret til retshjælp og juridisk rådgivning i enhver
anden kontraherende stat på samme vilkår, som hvis de selv var statsborgere i og havde bopæl i
staten.
Artikel 26
Enhver centralmyndighed skal selv bære sine egne omkostninger ved anvendelsen af denne
konvention.
Centralmyndighederne og andre offentlige myndigheder i de kontraherende stater må ikke kræve
nogen afgift i forbindelse med anmodninger, der er indgivet i medfør af denne konvention. Særlig
skal de ikke kunne kræve betaling af ansøgeren for omkostninger og udgifter ved sagens behandling
eller for eventuelle omkostninger i forbindelse med advokatbistand. De kan dog kræve betaling af
de udgifter, som er opstået eller forventes at opstå i forbindelse med gennemførelsen af selve
tilbagegivelsen af barnet.
En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med Artikel 42 erklære, at
den ikke skal være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger, der er nævnt i det foregående
stykke, og som hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse
omkostninger kan dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger.
Når en judiciel eller administrativ myndighed træffer bestemmelse om tilbagegivelse af et barn eller
om samværsret, kan den, hvis det er rimeligt, pålægge den person, som har bortført eller
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
8
tilbageholdt barnet, eller som har hindret udøvelsen af samværsretten, at betale nødvendige udgifter,
der er afholdt af ansøgeren eller på dennes vegne, herunder rejseudgifter, omkostninger, der er
afholdt, eller betalinger, der er foretaget, for at finde barnet, omkostninger til ansøgerens juridiske
repræsentant samt udgifter ved tilbagegivelsen af barnet.
Artikel 27
Hvis det er åbenbart, at denne konventions betingelser ikke er opfyldt, eller at anmodningen iøvrigt
ikke er velbegrundet, har en centralmyndighed ikke pligt til at modtage anmodningen. I sådanne
tilfælde skal centralmyndigheden straks underrette ansøgeren eller, efter omstændighederne, den
centralmyndighed, hvorigennem anmodningen blev indgivet, om begrundelsen herfor.
Artikel 28
En centralmyndighed kan kræve, at anmodningen ledsages af en skriftlig fuldmagt, der bemyndiger
den til at handle på ansøgerens vegne eller til at udpege en repræsentant dertil.
Artikel 29
Denne konvention skal ikke være til hinder for, at nogen person, institution eller anden myndighed,
som gør gældende, at der er sket krænkelse af forældremyndigheden eller samværsretten som
angivet i Artikel 3 eller 21, indgiver anmodning direkte til en kontraherende stats judicielle eller
administrative myndigheder, uanset om bestemmelserne i denne konvention anvendes eller ikke.
Artikel 30
Enhver anmodning, der indgives til centralmyndighederne eller direkte til de judicielle eller
administrative myndigheder i en kontraherende stat i overensstemmelse med bestemmelserne i
denne konvention, skal sammen med dokumenter og andre oplysninger, som vedlægges eller
stilles til rådighed af en centralmyndighed, kunne fremlægges for domstolene og de administrative
myndigheder i de kontraherende stater.
Artikel 31
I forhold til en stat, som vedrørende spørgsmål om forældremyndighed har to eller flere
retssystemer, som anvendes inden for forskellige territoriale enheder, skal:
a. enhver henvisning til bopæl i den pågældende stat forstås som en henvisning til bopælen i en
territorial enhed i denne stat;
b. enhver henvisning til loven i bopælsstaten forstås som en henvisning til loven i den
territoriale enhed i den stat, hvor barnet har bopæl.
Artikel 32
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
9
I forhold til en stat, som i sager om forældremyndighed har to eller flere retssystemer, som er
anvendelige på forskellige grupper af personer, skal enhver henvisning til loven i den pågældende
stat forstås som en henvisning til det retssystem, som følger af loven i denne stat.
Artikel 33
En stat, hvor forskellige territoriale enheder har deres egne retsregler om forældremyndighed, skal
ikke have pligt til at anvende denne konvention i tilfælde, hvor en stat med ét retssystem ikke ville
være forpligtet dertil.
Artikel 34
Denne konvention skal i sager inden for dens anvendelsesområde have fortrin frem for
"Konventionen af 5. oktober 1961 om kompetence og anvendelig lov med hensyn til beskyttelse af
mindreårige" i forhold mellem parter, der er deltagere i begge konventioner. I øvrigt skal denne
konvention ikke begrænse anvendelsen af en international overenskomst, som er gældende imellem
oprindelsesstaten og modtagerstaten, eller andre retsregler i modtagerstaten, som har til formål at
sikre tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet bortført eller tilbageholdt, eller at tilrettelægge
samværsret.
Artikel 35
Denne konvention skal mellem kontraherende stater kun finde anvendelse for så vidt angår ulovlige
bortførelser eller tilbageholdelser, som finder sted efter dens ikrafttræden i de pågældende stater.
Hvis en erklæring er afgivet i medfør af Artikel 39 eller 40, skal henvisningen i foregående stykke
til en kontraherende stat forstås som en henvisning til den territoriale enhed eller de territoriale
enheder, som denne konvention gælder for.
Artikel 36
Intet i denne konvention skal være til hinder for, at to kontraherende stater, for at begrænse de
restriktioner, der måtte gælde for tilbagegivelse af et barn, indbyrdes aftaler at se bort fra sådanne
bestemmelser i denne konvention, som måtte indebære sådanne restriktioner.
KAPITEL VI
Afsluttende bestemmelser
Artikel 37
Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, der var medlemmer af Den internationale
privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14. samling.
Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes, og ratifikations-, accept- eller godkendelses-
instrumenterne skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
10
Artikel 38
Enhver anden stat kan tiltræde konventionen.
Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.
Konventionen træder i kraft for en stat, som tiltræder, den første dag i den tredie kalendemåned
efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet.
Tiltrædelsen får alene virkning i forholdet mellem den stat, som har tiltrådt, og de kontraherende
stater, som har afgivet erklæring om deres accept af tiltrædelsen.
En sådan erklæring skal også afgives af enhver medlemsstat, som ratificerer, accepterer eller
godkender konventionen efter tiltrædelsen. Erklæringen skal deponeres i udenrigsministeriet i
Kongeriget Nederland; dette ministerium sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart til hver af
de kontraherende stater.
Konventionen træder i kraft mellem en stat, som tiltræder, og en stat, som har erklæret sin accept af
tiltrædelsen, den første dag i den tredie kalendermåned efter deponeringen af erklæringen om
accept.
Artikel 39
En stat kan i forbindelse med undertegnelsen, ratifikationen, godkendelsen eller tiltrædelsen
erklære, at konventionen skal udvides til at gælde for alle de territorier, for hvis internationale
anliggender den er ansvarlig, eller for et eller flere af dem. En sådan erklæring får virkning fra det
tidspunkt, konventionen træder i kraft for vedkommende stat.
En sådan erklæring, såvel som enhver efterfølgende udvidelse, skal meddeles udenrigsministeriet i
Kongeriget Nederland.
Artikel 40
En kontraherende stat, som består af to eller flere territoriale enheder med forskellige retssystemer
angående spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, kan ved undertegnelsen, ratifikationen,
accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen erklære, at denne konvention skal udvides til at gælde for
alle dens territoriale enheder eller et eller flere af dem, og kan når som helst ændre sin erklæring
ved at afgive en ny erklæring.
Enhver sådan erklæring skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland og skal
udtrykkeligt angive, hvilke territoriale enheder konventionen skal gælde for.
Artikel 41
Hvis en kontraherende stat har en styreform, hvorefter den udøvende, dømmende og lovgivende
magt er fordelt mellem centrale og andre myndigheder i staten, skal en undertegnelse, ratifikation,
accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention eller en erklæring i medfør af Artikel 40
ikke medføre nogen ændring af den interne magtfordeling i staten.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
11
Artikel 42
Enhver stat kan, senest ved ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen eller når den
afgiver erklæring i medfør af Artikel 39 eller 40, tage det ene eller begge de forbehold, som er
nævnt i Artikel 24 og Artikel 26, stk. 3. Ingen andre forbehold er tilladt.
Enhver stat kan når som helst tilbagekalde et forbehold, den har taget. Tilbagekaldelsen skal
meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.
Forbeholdet ophører med at gælde den første dag i den tredie kalendemåned, efter at den
meddelelse, som er nævnt i foregående stykke, er givet.
Artikel 43
Konventionen træder i kraft den første dag i den tredje kalendermåned, efter deponeringen af det
tredie ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, der er nævnt i Artikel 37 og
38.
Derefter skal konventionen træde i kraft:
1. for enhver stat, som senere ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen,
den første dag i den tredie kalendermåned efter deponeringen af ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet;
2. for ethvert territorium eller enhver territorial enhed, som konventionen er blevet udvidet til
at gælde for efter Artikel 39 eller 40, den første dag i den tredje kalendermåned efter udløbet
af den periode, som er angivet i de nævnte artikler.
Artikel 44
Konventionen skal gælde i 5 år fra den dag, den træder i kraft efter Artikel 43. Dette gælder også
for stater, der senere har ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt konventionen.
Konventionen fornyes stiltiende for 5 år ad gangen, medmindre den opsiges.
Enhver opsigelse skal mindst 6 måneder før femårs periodens udløb meddeles udenrigsministeriet i
Kongeriget Nederland. Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de territorier, som konventionen
gælder for.
Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i
kraft for de andre kontraherende stater.
Artikel 45
Udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland skal underrette konferencens medlemsstater og de
stater, som har tiltrådt konventionen efter Artikel 38, om:
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
12
1. undertegnelser, ratifikationer, accepter og godkendelser som nævnt i Artikel 37;
2. tiltrædelser som nævnt i Artikel 38;
3. datoen for konventionens ikrafttræden efter Artikel 43;
4. udvidelser som nævnt i Artikel 39;
5. erklæringer som nævnt i Artikel 38 og 40;
6. forbehold som nævnt i Artikel 24 og 26, stk. 3, og tilbagekaldelser som nævnt i Artikel 42;
7. opsigelser som nævnt i Artikel 44.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet
denne konvention.
UDFÆRDIGET i Haag den 25. oktober 1980 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme
gyldighed, i ét eksemplar, som skal deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en
bekræftet genpart sendes ad diplomatisk vej til hver af de stater, som var medlemmer af Den
internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14. samling.


23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
1
BILAG 2
EUROPÆISK KONVENTION OM ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE AF
AFGØRELSER OM FORÆLDREMYNDIGHED
De medlemsstater i Europarådet, som har undertegnet denne konvention, og som
- erkender, at i Europarådets medlemsstater er hensynet til, hvad der er bedst for barnet, af største
betydning ved afgørelser om forældremyndighed,
- mener, at gennemførelse af foranstaltninger for at sikre, at afgørelser om forældremyndighed
anerkendes og fuldbyrdes i videre omfang, vil føre til bedre beskyttelse af børns velfærd,
- anser det for ønskeligt med dette mål for øje at understrege, at forældres ret til samvær er en
naturlig følge af forældremyndigheden,
- er opmærksomme på det stigende antal tilfælde, hvor børn ulovligt er blevet bortført over en
statsgrænse, og vanskelighederne ved at finde hensigtsmæssige løsninger på de problemer, dette
fører til,
- ønsker at indføre egnede bestemmelser for at genoprette kontakten med
forældremyndighedsindehaveren, hvis den er blevet afbrudt egenmægtigt,
- er overbeviste om det ønskelige i med dette formål at træffe foranstaltninger, som er tilpasset
forskellige behov og omstændigheder,
- ønsker at oprette juridisk samarbejde mellem deres myndigheder om retlige spørgsmål,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
I denne konvention forstås ved:
a. »barn«: en person af enhver nationalitet, så længe vedkommende er under 16 år og ikke har ret til
selv at bestemme, hvor denne vil bo ifølge loven i det land, hvor vedkommende har bopæl eller
statsborgerskab, eller ifølge de interne retsregler i modtagerstaten,
b. »myndighed«: en judiciel eller administrativ myndighed,
c. »afgørelse om forældremyndighed«: en afgørelse truffet af en myndighed i det omfang den angår
omsorgen for barnets person, herunder retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, eller retten til
samvær med barnet,
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
2
d. »ulovlig bortførelse«: bortførelse af et barn over en statsgrænse i strid med en afgørelse om
forældremyndighed over barnet, der er truffet og som kan fuldbyrdes i en kontraherende stat;
ulovlig bortførelse omfatter også:
i. undladelse af at tilbagegive et barn over en statsgrænse, når tiden for udøvelse af samvær med
barnet er udløbet, eller når tiden er udløbet for ethvert andet midlertidigt ophold i andet område, end
der, hvor forældremyndigheden udøves;
ii. bortførelse, som efterfølgende erklæres ulovlig i overensstemmelse med artikel 12.
I DEL
Centralmyndigheder
Artikel 2
1. Hver kontraherende stat skal udpege en centralmyndighed, som skal udføre de opgaver, der er
fastsat i denne konvention.
2. Føderale stater og stater med mere end eet retssystem kan udpege mere end een
centralmyndighed og skal fastlægge omfanget af disse myndigheders kompetence.
3. Europarådets generalsekretær skal underrettes om enhver centralmyndighed, der udpeges efter
denne artikel.
Artikel 3
1. Centralmyndighederne i de kontraherende stater skal samarbejde med hinanden og fremme
samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres respektive lande. De skal handle med al
nødvendig hurtighed.
2. For at lette denne konventions gennemførelse skal centralmyndighederne i de kontraherende
stater:
a. påse, at anmodninger om oplysninger, der kommer fra kompetente myndigheder og som angår
retlige eller faktiske forhold vedrørende verserende sager, videregives;
b. efter anmodning give hinanden oplysninger om deres eget lands lovgivning vedrørende
forældremyndighed og eventuelle ændringer i disse love;
c. holde hinanden underrettet om de vanskeligheder, der kan tænkes at opstå ved anvendelsen af
konventionen, og så vidt muligt fjerne de hindringer, der måtte være for anvendelsen.
Artikel 4
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
3
1. Enhver person, der har fået en afgørelse om forældremyndighed i en kontraherende stat, og
som ønsker at få den anerkendt eller fuldbyrdet i en anden kontraherende stat, kan indgive en
anmodning herom til centralmyndigheden i enhver kontraherende stat.
2. Anmodningen skal ledsages af de dokumenter, som er nævnt i artikel 13.
3. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, skal, hvis den ikke er centralmyndighed i
modtagerstaten, oversende dokumenterne til den rette centralmyndighed direkte og uden ophold.
4. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, kan nægte at videresende den, hvis det er
åbenbart, at de betingelser, der er fastsat i denne konvention, ikke er opfyldt.
5. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, skal uden ophold holde ansøgeren
underrettet om sagens behandling.
Artikel 5
1. Centralmyndigheden i modtagerstaten skal uden ophold tage alle de skridt, som den anser
hensigtsmæssige, eller drage omsorg for, at der tages sådanne skridt om nødvendigt ved at anlægge
sag ved statens kompetente myndigheder, for at
a. finde ud af, hvor barnet befinder sig;
b. undgå, særlig ved hjælp af nødvendige midlertidige forholdsregler, at barnets eller ansøgerens
interesse skades;
c. sikre anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen;
d. sikre, at barnet tilbagegives til ansøgeren, når fuldbyrdelse er opnået;
e. underrette den myndighed, der sender anmodningen, om de skridt, der er taget, og deres
resultater.
2. Hvis centralmyndigheden i modtagerstaten har grund til at tro, at barnet befinder sig på en
anden kontraherende stats område, skal den uden ophold sende dokumenterne direkte til
centralmyndigheden i denne stat.
3. Med undtagelse af omkostningerne ved hjemsendelse forpligter hver kontraherende stat sig til
ikke at kræve nogen betaling fra en ansøger for nogen af de foranstaltninger, som
centralmyndigheden i modtagerstaten træffer på ansøgerens vegne efter denne artikels stk. 1,
herunder omkostningerne ved sagen og mulige udgifter til advokatbistand.
4. Hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås og centralmyndigheden i modtagerstaten mener, at
den bør imødekomme en anmodning fra ansøgeren om at anlægge sag i staten om sagens realitet,
skal centralmyndigheden bestræbe sig på at sikre, at ansøgeren under sagen er repræsenteret på
vilkår, der ikke er dårligere end de, der gælder for en person, der har bopæl og er statsborger i den
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
4
pågældende stat. Med det formål for øje kan den særlig anlægge sag ved statens kompetente
myndigheder.
Artikel 6
1. Med forbehold af de særlige aftaler, som måtte være indgået mellem de berørte
centralmyndigheder, og af bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel skal:
a. meddelelser til centralmyndigheden i modtagerstaten affattes på vedkommende stats officielle
sprog eller et af dennes officielle sprog, eller ledsages af en oversættelse til dette sprog;
b. centralmyndigheden i modtagerstaten skal dog modtage meddelelser, der er affattet på engelsk
eller fransk eller er ledsaget af en oversættelse til et af disse sprog.
2. Meddelelser fra centralmyndigheden i modtagerstaten, herunder om resultaterne af de
undersøgelser, der er udført, kan affattes på vedkommende stats officielle sprog eller et af dennes
officielle sprog, eller på engelsk eller fransk.
3. En kontraherende stat kan helt eller delvis tage forbehold over for anvendelsen af
bestemmelserne i stk. 1, litra b, i denne artikel. Hvis en kontraherende stat har taget et sådant
forbehold, kan enhver anden kontraherende stat også påberåbe sig forbeholdet over for den
pågældende stat.
II DEL
Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed
Artikel 7
En afgørelse om forældremyndighed, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes og, hvis
den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten, fuldbyrdes i enhver anden kontraherende stat.
Artikel 8
1. I tilfælde af ulovlig bortførelse skal centralmyndigheden i modtagerstaten sørge for, at der
straks tages skridt til, at barnet tilbagegives forældremyndighedens indehaver, hvis:
a. barnet og dets forældre på det tidspunkt, da sagen blev indledt i den stat, hvor afgørelsen blev
truffet, eller på tidspunktet for den ulovlige bortførelse, hvis det var tidligere, kun var statsborgere i
den pågældende stat, og barnet havde sin bopæl på statens område, og
b. en anmodning om tilbagegivelse er indgivet til en centralmyndighed inden seks måneder fra den
dag, da den ulovlige bortførelse fandt sted.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
5
2. Hvis de betingelser, der er nævnt i stk. 1 i denne artikel, ifølge modtagerstatens lov ikke kan
opfyldes uden medvirken af en judiciel myndighed, kan ingen af de grunde for at nægte
tilbagegivelse af barnet, som er nævnt i denne konvention, påberåbes under den retlige behandling.
3. Hvis der foreligger en aftale, der er officielt bekræftet af en kompetent myndighed, mellem
forældremyndighedsindehaveren og en anden person om, at sidstnævnte skal have samværsret, og
såfremt barnet, efter at være blevet ført til udlandet, ikke gives tilbage til
forældremyndighedsindehaveren ved udløbet af den aftalte periode, skal barnet tilbagegives til
denne i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, litra b, og stk. 2. Det samme skal gælde, hvis
der foreligger en afgørelse, der er truffet af en kompetent myndighed, som giver en person, der ikke
er indehaver af forældremyndigheden, en sådan ret.
Artikel 9
1. I andre tilfælde af ulovlig bortførelse end de, der er nævnt i artikel 8, kan anerkendelse og
fuldbyrdelse, når anmodning er indgivet til en centralmyndighed inden seks måneder fra den dag, da
bortførelsen fandt sted, kun nægtes, hvis:
a. afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og
sagsøgte ikke behørigt har fået forkyndt stævningen eller modtaget et tilsvarende dokument så
tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser; en sådan manglende forkyndelse kan dog ikke
danne grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse, når forkyndelse ikke har kunnet ske,
eller meddelelse ikke har kunnet gives, fordi sagsøgte har holdt sit opholdssted skjult for den, der
anlagde sag i oprindelsesstaten;
b. afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og den
myndighed, der traf afgørelsen, ikke begrundede sin kompetence med:
i. sagsøgtes bopæl, eller
ii. forældrenes seneste fælles bopæl, hvis mindst en af forældrene stadig har bopæl der, eller
iii. barnets bopæl;
c. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse om forældremyndigheden, som kunne fuldbyrdes i
modtagerstaten, inden barnet blev bortført, medmindre barnet har haft bopæl inden for den
anmodende stats område i et år inden bortførelsen.
2. Er ansøgning ikke indgivet til en centralmyndighed, finder bestemmelserne i stk. 1 i denne
artikel tilsvarende anvendelse, hvis der anmodes om anerkendelse og fuldbyrdelse inden seks
måneder fra den dag, da den ulovlige bortførelse fandt sted.
3. Den fremmede afgørelses indhold må under ingen omstændigheder prøves på ny.
Artikel 10
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
6
1. I andre tilfælde end de, der er nævnt i artikel 8 og 9, kan anerkendelse og fuldbyrdelse nægtes
ikke kun af de grunde, der er nævnt i artikel 9, men også af en af følgende grunde:
a. hvis det findes, at afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende
principper i modtagerstaten for familiers og børns retsforhold;
b. hvis det findes, at den oprindelige afgørelses virkninger åbenbart ikke længere er forenelige med,
hvad der er bedst for barnet på grund af ændrede forhold, herunder den tid, der er forløbet, men ikke
blot ændring af barnets opholdssted efter en ulovlig bortførelse;
c. hvis barnet, da sagen blev anlagt i oprindelsesstaten:
i. var statsborger i modtagerstaten eller havde bopæl der, og ikke havde nogen sådan tilknytning til
oprindelsesstaten;
ii. var statsborger i både oprindelsesstaten og modtagerstaten og havde bopæl i modtagerstaten;
d. hvis afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet i modtagerstaten, eller som kan
fuldbyrdes i denne stat efter at være blevet truffet i en tredje stat under en sag, der er anlagt før
indgivelse af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen er i overensstemmelse
med, hvad der er bedst for barnet.
2. Under samme betingelser kan sager om anerkendelse eller fuldbyrdelse udsættes af en af
følgende grunde:
a. hvis den oprindelige afgørelse er indbragt for en overordnet instans efter almindelige appelregler;
b. hvis en sag om forældremyndighed er under behandling i modtagerstaten, og sagen er indledt,
inden sagen i oprindelsesstaten blev indledt;
c. hvis en anden afgørelse om forældremyndighed er under fuldbyrdelse, eller der er anmodet om
anerkendelse af denne afgørelse.
Artikel 11
1. Afgørelser om samværsret og bestemmelser i afgørelser om forældremyndighed, som angår
samværsret, skal anerkendes og fuldbyrdes under samme betingelser som andre
forældremyndighedsafgørelser.
2. Den kompetente myndighed i modtagerstaten kan dog træffe bestemmelse om omfanget og
udøvelse af samværsretten, især under hensyntagen til de forpligtelser, som parterne har påtaget sig
herom.
3. I de tilfælde, hvor der ikke er truffet afgørelse om samværsret, eller hvor anerkendelse eller
fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed nægtes, kan centralmyndigheden i
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
7
modtagerstaten anmode statens kompetente myndigheder om at træffe afgørelse om samværsret,
såfremt den, der gør krav på samværsret, anmoder herom.
Artikel 12
Hvis der på det tidspunkt, da et barn bliver bortført over en statsgrænse, ikke foreligger nogen
afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes i en kontraherende stat, skal
bestemmelserne i denne konvention finde anvendelse på enhver senere afgørelse, som vedrører
forældremyndigheden over barnet og som erklærer bortførelsen ulovlig, hvis den træffes i en
kontraherende stat efter anmodning af en person, der har retlig interesse deri.
III DEL
Fremgangsmåden
Artikel 13
1. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse i en anden kontraherende stat af en
forældremyndighedsafgørelse skal ledsages af:
a. et dokument, som bemyndiger centralmyndigheden i modtagerstaten til at optræde på ansøgerens
vegne eller til at udpege en anden repræsentant med dette formål;
b. en genpart af afgørelsen, som opfylder de nødvendige betingelser for at anse dokumentet for
ægte;
c. når afgørelsen er truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant har været til stede,
et dokument som fastslår, at sagsøgte på behørig måde har fået forkyndt stævningen eller modtaget
et tilsvarende dokument;
d. såfremt det er af betydning, et dokument, hvoraf det fremgår, at afgørelsen kan fuldbyrdes efter
loven i oprindelsesstaten;
e. hvis det er muligt, en redegørelse om, hvor barnet befinder sig eller antages at befinde sig i
adressatstaten;
f. forslag til, hvordan barnet kan tilbagegives forældremyndighedsindehaveren.
2. Ovennævnte dokumenter skal om nødvendigt ledsages af en oversættelse i overensstemmelse
med bestemmelserne i artikel 6.
Artikel 14
Hver kontraherende stat skal anvende en enkel og hurtig fremgangsmåde ved anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed. Med det formål skal den sikre, at en anmodning
om fuldbyrdelse kan indgives ved en enkel ansøgning.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
8
Artikel 15
1. Inden den kompetente myndighed i modtagerstaten træffer afgørelse efter artikel 10, stk. 1,
litra b:
a. skal den forvisse sig om barnets mening, medmindre dette ikke er muligt, især på grund af
barnets alder og modenhed; og
b. kan den anmode om, at andre hensigtsmæssige undersøgelser bliver foretaget.
2. Omkostningerne ved undersøgelser i en kontraherende stat, skal betales af myndighederne i
den stat, hvor de foretages.
Anmodninger om undersøgelser og resultaterne af disse kan sendes til den kompetente myndighed
gennem centralmyndighederne.
Artikel 16
Ved anvendelse af denne konvention kan der ikke kræves legalisering eller lignende formalitet.
IV DEL
Forbehold
Artikel 17
1. En kontraherende stat kan i de tilfælde, der er nævnt i artikel 8 og 9 eller i en af disse artikler,
tage forbehold om, at anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed kan
nægtes af de grunde, der er nævnt i artikel 10, og som kan angives nærmere i forbeholdet.
2. Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, som har
taget forbehold i medfør af stk. 1 i denne artikel, kan nægtes af enhver anden kontraherende stat af
enhver anden af de i forbeholdet nævnte grunde.
Artikel 18
En kontraherende stat kan tage forbehold om, at den ikke skal være bundet af bestemmelserne i
artikel 12. Bestemmelserne i denne konvention skal ikke gælde for de i artikel 12 nævnte afgørelser,
der er truffet i en kontraherende stat, som har taget et sådant forbehold.
V DEL
Andre overenskomster
Artikel 19
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
9
Denne konvention skal ikke forhindre en kontraherende stat i at påberåbe sig enhver anden
international overenskomst, som er i kraft mellem oprindelsesstaten og modtagerstaten, eller nogen
anden lov i modtagerstaten, som ikke beror på en international aftale, for at opnå anerkendelse og
fuldbyrdelse af en afgørelse.
Artikel 20
1. Denne konvention skal ikke gøre indgreb i de forpligtelser, som en kontraherende stat måtte
have over for en ikke-kontraherende stat i medfør af en international overenskomst om spørgsmål,
der er omfattet af denne konvention.
2. Såfremt to eller flere kontraherende stater har vedtaget enslydende love vedrørende
forældremyndighed eller har skabt et særligt system med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser på dette område, eller hvis de skulle gøre det i fremtiden, har de adgang til indbyrdes at
anvende de love eller dette system i stedet for denne konvention eller en del af den. For at anvende
denne bestemmelse skal staterne underrette Europarådets generalsekretær om deres beslutning.
Enhver ændring eller tilbagekaldelse af denne beslutning skal også meddeles.
VI DEL
Afsluttende bestemmelser
Artikel 21
Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres,
accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres
hos Europarådets generalsekretær.
Artikel 22
1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode
på tre måneder efter den dato, hvor tre af Europarådets medlemsstater har givet deres samtykke til
at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 21.
2. For en medlemsstat, som senere giver sit samtykke til at være bundet af konventionen, træder
den i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter datoen
for deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet.
Artikel 23
1. Når denne konvention er trådt i kraft, kan Europarådets ministerkomite opfordre enhver stat,
som ikke er medlem af Europarådet, til at tiltræde konventionen ved en beslutning, som er truffet
med den majoritet, som er anført i artikel 20, litra d, i Europarådets statut, og ved enstemmig
tilslutning fra repræsentanterne for de kontraherende stater, som har ret til at sidde i ministerrådet.
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
10
2. For en stat, som tiltræder konventionen, træder den i kraft den første dag i den måned, som
følger udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for deponeringen af
tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets generalsekretær.
Artikel 24
1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller deponeringen af sit ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument angive det territorium eller de territorier, for hvilke denne
konvention skal gælde.
2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær
udvide denne konvention til at gælde for ethvert andet territorium, der er angivet i erklæringen. For
et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en
periode på tre måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog erklæringen.
3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to foregående stykker, kan for så vidt angår
ethvert deri nævnt territorium tilbagekaldes ved en meddelelse stilet til generalsekretæren.
Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks
måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.
Artikel 25
1. Enhver stat, som har to eller flere territoriale enheder med forskellige retssystemer i spørgsmål
om forældremyndighed og om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed,
kan ved undertegnelsen eller deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumentet erklære, at denne konvention skal gælde for alle dens territoriale enheder
eller en eller flere af dem.
2. En sådan stat kan på ethvert senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær udvide denne konvention til at gælde for enhver anden territorial enhed, der er
angivet i erklæringen. For en sådan territorial enhed træder konventionen i kraft den første dag i den
måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, da generalsekretæren
modtog erklæringen.
3. En erklæring, der er afgivet i henhold til de to foregående stykker, kan for så vidt angår enhver
deri nævnt territorial enhed tilbagekaldes ved en meddelelse stilet til generalsekretæren.
Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks
måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.
Artikel 26
1. I forhold til en stat, som i spørgsmål om forældremyndighed har to eller flere retssystemer
med hensyn til territorial anvendelse, skal:
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
11
a. henvisning til loven om en persons bopæl eller statsborgerskab forstås som en henvisning til det
retssystem, som er fastsat ved gældende regler i denne stat, eller hvis sådanne regler ikke eksisterer,
til det retssystem, som den berørte person har stærkest tilknytning til;
b. henvisning til oprindelsesstaten eller til modtagerstaten, alt efter omstændighederne, forstås som
en henvisning til den territoriale enhed, hvor afgørelsen blev truffet, eller den territoriale enhed,
hvor der er fremsat anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen eller om
tilbagegivelse af barnet.
2. Stk. 1, litra a, i denne artikel finder tilsvarende anvendelse i forhold til stater, som i spørgsmål
om forældremyndighed har to eller flere retssystemer med hensyn til anvendelse på person.
Artikel 27
1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller deponeringen af ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet erklære, at den benytter sig af et eller flere af de
forbehold, som er nævnt i artikel 6, stk. 3, artikel 17 og artikel 18. Ingen andre forbehold kan tages.
2. Enhver kontraherende stat, som har taget forbehold i medfør af denne artikels stk. 1, kan helt
eller delvis tilbagekalde dette ved en erklæring derom stilet til Europarådets generalsekretær.
Tilbagekaldelsen får virkning fra den dato, da generalsekretæren modtog erklæringen.
Artikel 28
Efter udgangen af det tredje år efter den dag, da denne konvention trådte i kraft, skal Europarådets
generalsekretær på et hvilket som helst tidspunkt efter denne dato på eget initiativ invitere
repræsentanter for centralmyndighederne, som er udpeget af de kontraherende stater, til at mødes
for at undersøge og lette anvendelsen af konventionen. Enhver medlemsstat af Europarådet, som
ikke er deltager i konventionen, kan lade sig repræsentere ved en observatør. En rapport skal
udarbejdes fra hver af disse møder og videresendes til Europarådets ministerkomite til orientering.
Artikel 29
1. En part kan når som helst opsige denne konvention ved at give meddelelse derom til
Europarådets generalsekretær.
2. Opsigelsen får virkning fra den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på
seks måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.
Artikel 30
Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater og enhver stat, som har
tiltrådt denne konvention, om:
a. enhver undertegnelse;
23. maj 2015 FM2015/99
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
12
b. deponering af ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument;
c. enhver ikrafttrædelsesdag for denne konvention i henhold til artiklerne 22, 23, 24 og 25;
d. andre dokumenter, erklæringer eller meddelelser med tilknytning til denne konvention.
Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne
konvention.
Udfærdiget i Luxembourg den 20. maj 1980 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme
gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær
skal oversende bekræftede genparter til hver af Europarådets medlemsstater samt til enhver stat,
som er blevet opfordret til at tiltræde denne konvention.


BILAG 3
Side 1 af 5
----------------
FM 2015/99
LABU j.nr. 01.25.01/15FM-LABU-00099
Grønlands Landsting
Ad forslag til:
 Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning om
ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven, Anordning om ikraft-
træden for Grønland af lov om international fuldbyrdelse af forældre-
myndighedsafgørelser m.v., Lov om ændring af myndighedsloven for
Grønland, lov om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets rets-
virkninger, retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland, Anord-
ning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af retsplejeloven,
lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning samt for-
skellige andre love (FM2015/99).
 Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning om
ikrafttræden for Grønland af dele af lov om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retspleje-
loven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ophævelse af
anordning om lov om registreret partnerskab som følge af ægteskab
mellem to personer af samme køn) (FM2015/100).
 Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder Anordning om
ikrafttræden for Grønland af lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen (FM2015/101).
Ikraftsættelse af forældreansvarslovgivningen for
Grønland – orientering om ”børnebortførelser” mel-
lem Danmark og Grønland
1. Overordnet om ikraftsættelsen af forældreansvarslovgivningen
De bestemmelser om børnebortførelser, der som et led i ikraftsættelsen af for-
ældreansvarslovgivningen foreslås sat i kraft for Grønland, svarer overordnet set
til de bestemmelser, der gælder i Danmark. Derved bringes retstilstanden på
børnebortførelsesområdet i Grønland generelt i overensstemmelse med retstil-
standen i Danmark, sådan at kravene til forældre og handlemulighederne for
myndighederne i børnebortførelsessager er de samme.
Det foreslås således, at der i Grønland skal gælde de samme om krav om sam-
tykke fra en forælder til den anden forælders udrejse med barnet, samme mulig-
heder for at gennemtvinge en afgørelse eller aftale om barnets bopæl og samme
muligheder for at straffe ”børnebortførelser”.
Ved en ”børnebortførelse” ud af landet forstås, at en forælder tager barnet med
ud af landet eller tilbageholder barnet i udlandet, uden at have ret til det. Det
bemærkes i den forbindelse, at begrebet ”landet” ikke entydigt anvendes i be-
tydningen ”Danmark” i lovgivningen. Det beror på en fortolkning af en bestem-
melse, om dens geografiske anvendelsesområde er Danmark eller hele Riget,
dvs. Danmark, Grønland og Færøerne.
Dato: 6. maj 2015
Kontor: Familieret
Ansvarlig: Lars Thøgersen
Sagsnr. 2015 - 3153
Grønlandsudvalget 2014-15
(Omtryk - 25-05-2015 - Bilag tilføjet) L 122 Bilag 4
Offentligt
Side 2 af 5
ers\laila\downloads\bilag 3 dk (1).docx
2. Krav om samtykke eller afgørelse ved udrejse
Retsstillingen i Danmark
Efter forældreansvarslovens § 3 kræver væsentlige beslutninger vedrørende bar-
nets forhold enighed mellem forældrene, når der er fælles forældremyndighed.
Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede
forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet (dvs. hvor i Danmark) bopæ-
len skal være.
Når forældre med fælles forældremyndighed er uenige om forældremyndighe-
den, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet (Danmark), herunder
udrejser til Grønland eller Færøerne. På samme måde skal begge forældre give
samtykke til, at barnets ophold uden for Danmark forlænges ud over det aftalte,
forudsatte eller fastsatte. Statsforvaltningen kan dog træffe en afgørelse om, at
barnet kan flytte fra Danmark, eller tage ophold uden for Danmark i en kortere
periode.
Den foreslåede retsstilling i Grønland
Forældreansvarslovens § 3 foreslås sat i kraft for Grønland med følgende ordlyd.
”§ 3. Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslut-
ninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den foræl-
der, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede for-
hold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.
Stk. 2. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de uenige om foræl-
dremyndigheden, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet,
herunder udrejser til Danmark eller Færøerne, eller til, at barnets ophold i
udlandet, i Danmark eller på Færøerne forlænges ud over det aftalte, for-
udsatte eller fastsatte, medmindre der foreligger en afgørelse efter § 17,
stk. 1, 2. pkt., eller § 25.”
Denne bestemmelse vil sikre, at der gælder samme regler for børn, der har bo-
pæl i Grønland, som gælder for børn, der har bopæl i Danmark
3. Tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse eller aftale om barnets bopæl
Retsstillingen i Danmark
Ved fælles forældremyndighed har barnet bopæl hos den ene forælder. Bopælens
placering kan være fastlagt ved en aftale mellem forældrene eller ved en afgørel-
se efter forældreansvarsloven. Tager den anden forælder barnet til sig uden bo-
pælsforælderens samtykke, kan bopælsforælderen søge bopælsretten fuldbyrdet
gennem fogedretten efter retsplejelovens §§ 536 eller 596, der har følgende
ordlyd:
Side 3 af 5
ers\laila\downloads\bilag 3 dk (1).docx
”§ 536. Domme og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter
§ 478, stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes efter reglerne i § 537. Det samme
gælder anmodninger om udlevering af et barn til forældremyndighedsin-
dehaveren eller bopælsforælderen efter § 596, stk. 2.
Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodnin-
ger, der er nævnt i stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder
eller umiddelbar magt. …”.
”§ 596. Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af foged-
retten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyr-
delsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan
godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedret-
tens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed eller bar-
nets bopæl. …”.
Det bemærkes, at domme m.v. om forældremyndighed, barnets bopæl m.v. i §
536 også omfatter afgørelser, der er truffet af myndighederne i Grønland og på
Færøerne.
Den foreslåede retsstilling i Grønland
Retsplejeloven for Grønland indeholder regler om tvangsfuldbyrdelse forældre-
myndighed og samvær. Disse regler foreslås ændret, sådan at de også omfatter
muligheden for at tvangsfuldbyrde barnets bopæl.
Den grønlandske bestemmelse, der svarer til § 536 i den danske retsplejelov,
findes i § 631 i retsplejelov for Grønland. Nedenfor er den foreslåede tilføjelse i
bestemmelsen markeret med fed:
”§ 631. Bestemmelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magt-
anvendelse. …”. (Se lovforslagets § 3, nr. 12).
Retsplejelov for Grønland rummer i § 632 en bestemmelse, der svarer til § 596 i
den danske retsplejelov. Nedenfor er den foreslåede tilføjelse i bestemmelsen
markeret med fed:
”§ 632. Besiddelseskrav som nævnt i § 628 kan gennemtvinges af fogeden
ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelses-
grundlag, hvis den berettigede i fogedretten kan godtgøre eller sandsyn-
liggøre sit krav mod den forpligtede.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedens bistand er på-
krævet til håndhævelse af forældremyndighed, barnets bopæl og værge-
Side 4 af 5
ers\laila\downloads\bilag 3 dk (1).docx
mål samt til håndhævelse af det sociale udvalgs beslutninger vedrørende
børns ophold. ...”. (Se lovforslagets § 3, nr. 18).
Disse tilføjelser vil sikre, at der er de samme muligheder for at gennemtvinge
bopælsretten for børn, der har bopæl i Grønland, som for børn, der har bopæl i
Danmark.
4. Muligheden for at straffe ved ”børnebortførelser”
Retsstillingen i Danmark
Straffeloven indeholder følgende bestemmelse om ”børnebortførelser”.
”§ 215. Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden
rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han
unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i
§ 261.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.”
§ 215, stk. 1, finder kun anvendelse på situationer, hvor den, der bortfører bar-
net, ikke har forældremyndigheden eller ikke har del i forældremyndigheden
over barnet. § 215, stk. 2, finder anvendelse, når der er fælles forældremyndig-
hed.
Geografisk finder stk. 1 anvendelse ved bortførelse både inden for og uden for
Riget, dvs. den kan også anvendes ved en bortførelse fra Danmark til Grønland.
Stk. 2 finder kun anvendelse, når barnet bortføres og bringes ud af for Riget.
Bestemmelsen kan således ikke anvendes, hvis et barn bortføres fra Danmark til
Grønland.
Den foreslåede retsstilling i Grønland
I § 76 i kriminallov for Grønland findes en bestemmelse, der svarer til § 215, stk.
1, i den danske straffelov:
”§ 76. For unddragelse af forældremyndighed dømmes den, som unddra-
ger en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes
myndighed eller forsorg eller bidrager til, at den pågældende unddrager
sig sådan myndighed eller forsorg.”
Ved lovforslaget foreslås det, at der i denne grønlandske bestemmelse indsættes
en bestemmelse, der svarer til § 215, stk. 2, i den danske straffelov om bortfø-
relse ved fælles forældremyndighed. Den foreslåedes tilføjelse har følgende ord-
lyd:
”Stk. 2. Ligeledes dømmes den, der ulovligt fører barnet ud af riget.”
Side 5 af 5
ers\laila\downloads\bilag 3 dk (1).docx
Denne tilføjelse til kriminalloven for Grønland vil sikre, at der er de samme mu-
ligheder for at straffe børnebortførelse af et barn, der har bopæl i Grønland, som
der er ved børnebortførelse af et barn, der har bopæl i Danmark.