Fremsat den 29. april 2015 af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)

Fremsat den 29. april 2015 af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet
(Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks
Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.)
§ 1
I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnæv-
net af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nati-
onale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af
principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interes-
se for Ligebehandlingsnævnet.«
2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for
Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskeret-
tighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er
sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«
3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstem-
melse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træf-
fes af et medlem af formandskabet alene.«
4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klage-
ren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til:
»stk. 1-3«
6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer
sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for
at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået
for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klage-
ren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis kla-
geren eller instituttet anmoder herom.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager indgivet
før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Lovforslag nr. L 197 Folketinget 2014-15
Beskæftigelsesmin.
BE006249
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Regeringen og partierne i Folketinget er enige om, at
ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel, og at Ligebe-
handlingsnævnet bidrager til at bekæmpe dette i Danmark.
Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignen-
de organ, der behandler klager over påstået ulovlig forskels-
behandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det er
gratis at klage til nævnet, der yder fagkompetent og hurtig
behandling af sager om forskelsbehandling.
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke
indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor den 2. marts
2015 indgået en politisk aftale med henblik på at effektivise-
re og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give
nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på
reelle ligestillingsproblemer.
Aftalen indebærer, at Ligebehandlingsnævnet fremover
alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der
klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag.
En klager skal således ikke kunne få en sag behandlet af Li-
gebehandlingsnævnet, blot fordi vedkommende tilhører den
gruppe af personer, som kan være blevet udsat for ulovlig
forskelsbehandling (f.eks. på grund af sin etnicitet eller sit
køn).
Samtidig fremgår det af den indgåede politiske aftale, at
Ligebehandlingsnævnet fremover skal prioritere sine res-
sourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der an-
vendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Der-
for indføres der en mulighed for, at et medlem af Ligebe-
handlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i
sager, hvor der er etableret en fast praksis.
Endelig fremgår det af den politiske aftale, at der frem-
over skal tages højde for, at der kan være sager af principiel
karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig
forskelsbehandling, som det kan være vigtigt at få prøvet
ved Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har ind-
bragt sagen for nævnet. Institut for Menneskerettigheder
skal derfor tillægges kompetence til at indbringe sådanne
sager for Ligebehandlingsnævnet. Det forudsættes, at Insti-
tut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for sin ek-
sisterende bevilling til at behandle ligebehandlingsspørgs-
mål, og at ordningen skal evalueres, når den har fungeret i to
år.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Krav om retlig interesse
2.1.1. Gældende ret
Ifølge Ligebehandlingsnævnets nuværende praksis er en
person klageberettiget og kan få sin sag behandlet, hvis ved-
kommende er direkte berørt af den mulige forskelsbehand-
ling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.
F.eks. kan en mand få behandlet en klage over, at en natklub
opkræver en lavere entrépris fra kvinder, selvom manden ik-
ke selv har været til stede på pågældende bar og dermed ik-
ke selv har oplevet at blive opkrævet en højere pris på grund
af sit køn.
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke
indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en
politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette
Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed
for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillings-
problemer.
Lovforslaget indebærer, at der fremover stilles krav om, at
en klager skal have retlig interesse for at kunne indbringe en
klagesag for Ligebehandlingsnævnet. ”Retlig interesse” skal
forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete
sag. Der er herved tale om et princip, som bl.a. kendes fra
den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en
sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel
og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne ind-
bringe en sag for domstolene. Gennemføres forslaget, ska-
bes der således på det punkt parallelitet mellem adgangen til
at få behandlet en sag ved Ligebehandlingsnævnet og ad-
gangen til at få behandlet en civil sag ved de almindelige
domstole.
Formålet med denne del af lovforslaget er, at Ligebehand-
lingsnævnet alene skal behandle en klage, hvis klager selv
har været udsat for en handling eller en undladelse, som ef-
ter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbe-
handling. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel
interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet,
skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således
ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få be-
handlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende
alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der
angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.
2.2. Formandsafgørelser
2.2.1. Gældende ret
I dag deltager der altid mindst 3 medlemmer i en afgørel-
se, hvoraf det ene medlem skal være formanden eller næst-
formanden. Det følger af Ligebehandlingsnævnets forret-
ningsorden, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 220 af 1.
marts 2013 om forretningsorden for Ligebehandlingsnæv-
net. Dette gælder dog ikke sager, der afvises af sekretariatet,
fordi de ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller
fordi det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren med-
hold i sagen, jf. § 10 i Ligebehandlingsnævnets forretnings-
orden.
Når Ligebehandlingsnævnets sekretariat modtager en kla-
ge, påser sekretariatet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at
2
nævnet kan træffe en afgørelse. Er dette tilfældet, udarbejder
sekretariatet et udkast til en afgørelse, som sekretariatet
forelægger det medlem af formandskabet, der deltager i sa-
gens behandling, til godkendelse. Det godkendte udkast sen-
des sammen med alle sagens øvrige oplysninger og bilag til
deltagerne på det efterfølgende nævnsmøde.
En sag afgøres på nævnsmødet på grundlag af de skriftlige
oplysninger i sagen. Hverken klager, indklagede eller nogen
repræsentanter for disse har adgang til nævnsmødet, og
nævnets møder er ikke åbne for offentligheden.
Der deltager som nævnt altid mindst 3 medlemmer i sa-
gens behandling. Heraf skal det ene medlem være forman-
den eller en næstformand. Nævnet er beslutningsdygtigt, når
alle 3 medlemmer er til stede. Afgørelserne træffes ved
stemmeflertal.
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke
indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en
politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette
Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed
for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillings-
problemer.
Lovforslaget giver mulighed for, at et medlem af for-
mandskabet kan træffe afgørelse i visse sager, der er ind-
bragt for nævnet uden deltagelse af andre nævnsmedlem-
mer, hvis der i den pågældende sagstype er etableret en fast
praksis enten ved domstolene eller ved nævnet, som f.eks.
tidligere har truffet afgørelser i et større antal sager af tilsva-
rende karakter.
For at et medlem af formandskabet kan afgøre sagen ale-
ne, er det en betingelse, at sagens faktum er tilstrækkeligt
klart, således at der ikke foreligger bevistvivl, der i givet
fald kan munde ud i, at sagen skal afvises.
Det følger således af § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlings-
nævnet (som ikke foreslås ændret), at nævnet kan afvise at
behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling
ved nævnet, f.eks. fordi det kræver parts- eller vidneforkla-
ringer, der ikke kan ske ved nævnet, men kun ved domstole-
ne, jf. ovenfor.
Der er imidlertid intet til hinder for, at et medlem af for-
mandskabet kan foranledige, at en sag, der er tildelt den på-
gældende med henblik på at træffe afgørelsen alene, under-
gives sædvanlig nævnsbehandling, hvis medlemmet måtte
mene, at sagen ikke egner sig til en formandsafgørelse,
f.eks. fordi sagen indeholder principielle aspekter.
En gennemførelse af forslaget om, at et medlem af for-
mandskabet kan træffe afgørelse alene, hvis der i den pågæl-
dende kategori af sager er etableret en fast praksis, vil frigø-
re ressourcer og således gøre det muligt for nævnet at kon-
centrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principi-
elle sager.
Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge
færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager
vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels
fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager,
hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et
indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i
§ 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet
skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident
for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være by-
retsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse
altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at
træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. For-
mandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstole-
ne på samme måde som afgørelser, jf. § 12.
2.3. Institut for Menneskerettigheder får kompetence til at
indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig
offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet
2.3.1. Gældende ret
Instituttet kan ikke i dag indbringe en sag for Ligebehand-
lingsnævnet.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage ligestillingsspørgs-
mål op af egen drift, idet nævnet modsat f.eks. Folketingets
Ombudsmand kun kan behandle klager, der er indbragt for
nævnet. Dette svarer til, at domstolene kun træder i funktion
i civile sager, når nogen anlægger en sag.
Institut for Menneskerettigheder kan heller ikke i dag ind-
bringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, selv om instituttet
i sit arbejde som ligebehandlingsorgan måtte blive opmærk-
som på principielle problemstillinger på området eller sager
af almindelig offentlig interesse. Dette forhold indebærer, at
der kan forekomme krænkelser af ligestillingslovgivningen,
der ikke når frem til nævnet, fordi der ikke er nogen, der
indgiver en klage til nævnet over forholdet.
Det foreslås derfor, at der gives Institut for Menneskeret-
tigheder adgang til at indbringe principielle sager eller sager
af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet,
der falder inden for nævnets mandat. Det er i den forbindel-
se ikke en betingelse, at der kan identificeres en navngiven
person, der har været udsat for ulovlig forskelsbehandling
eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.
Med sager af principiel karakter eller sager af almindelig
offentlig interesse menes sager, som f.eks. rejser hidtil uaf-
klarede lovfortolkningsspørgsmål, eller som vurderes at væ-
re indgribende i forhold til en større gruppe af personer. Det
er Institut for Menneskerettigheder, der alene vurderer, om
en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at
indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.
Efter § 2, stk. 2, i lov om Institut for Menneskerettigheder
- Danmarks Nationale Menneskerettigheds-institution (lov
nr. 553 af 18. juni 2012, som ændret ved lov nr. 656 af 12.
juni 2013) hører det til instituttets opgaver at fremme ligebe-
handling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn,
race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for
forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over
3
forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, forenin-
gernes, organisationernes og andre juridiske personers ret-
tigheder. Det ligger således inden for instituttets naturlige
opgaver at fremme ligestilling og overvåge spørgsmål om
krænkelser af ligestillingslovene af samfundsmæssig inte-
resse.
Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Men-
neskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis
ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil
være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvalt-
ningslovens § 2, stk. 1, da beslutningen ikke i sig selv inde-
bærer retsvirkninger for konkrete personer. Det bemærkes i
den forbindelse, at personer, der har retlig interesse i sagen,
selv vil kunne indbringe denne for Ligebehandlingsnævnet.
Det er en forudsætning, at den af instituttet indbragte sag
er egnet til at blive behandlet ved Ligebehandlingsnævnet,
jf. § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, som ikke
foreslås ændret.
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt i sin udformning og vurderes
ikke at have kønsligestillingsmæssige konsekvenser.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. marts til
den 1. april 2015 været sendt i høring hos følgende myndig-
heder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Akademikerne
(AC), Amnesty International, Beskæftigelsesrådet (BER),
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Dansk Ar-
bejdsgiverforening (DA), Dansk Handicapforbund, Dansk
Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Røde
Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Dokumentations- og
rådgivningscentret om racediskrimination, Danske Advoka-
ter, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det
Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Finansrådet, Fi-
nanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Flygtningenæv-
net, Frie Funktionærer, Funktionærernes og Tjenestemænde-
nes Fællesråd (FTF), Gartneri-, Land- og Skovbrugets Ar-
bejdsgivere (GLS-A), Håndværksrådet, Institut for Menne-
skerettigheder (IMR), Kommunale Tjenestemænd og Over-
enskomstansatte (KTO), KL, Koordinationen for Kønsforsk-
ning, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbe-
vægelse (KRIFA), Kvinderådet, KVINFO, Landsforeningen
af bøsser og lesbiske, Landsorganisationen i Danmark (LO),
Lederne, Ligebehandlingsnævnet, Netværk for Forskning
om mænd, Rådet for Etniske Minoriteter, Ældresagen.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
4
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at en klage kan indbringes for Ligebehand-
lingsnævnet af den, der har retlig interesse i at få sagen be-
handlet, hvilket skal forstås som en individuel og aktuel in-
teresse i den konkrete sag. Princippet kendes fra den civile
retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har
en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel inte-
resse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for
domstolene.
En konsekvens af denne del af lovforslaget er, at Ligebe-
handlingsnævnet fremover alene vil kunne behandle en sag,
der indbringes af en person, der er direkte berørt af forskels-
behandlingen. Hvis klager ikke har en sådan individuel og
aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlings-
nævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil
således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan
få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkom-
mende alene har hørt eller læst om en handling eller undla-
delse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet har i dag mulighed for at afvise
sager, der kun kan afgøres, hvis der f.eks. foranstaltes bevis-
førelse i form af parts- eller vidneforklaringer, der kun kan
ske ved domstolene, eller det er åbenbart, at der ikke kan gi-
ves klager medhold. Med kravet om retlig interesse vil næv-
net også kunne afvise klager fra en person, der ikke selv har
en individuel og aktuel interesse i sagen.
Ligebehandlingsnævnets sekretariats nuværende praksis
om at besvare generelle forespørgsler fra offentlige myndig-
heder og andre interessenter, ændres ikke ved indførelse af
et krav om, at der i en konkret sag skal foreligge en indivi-
duel og aktuel interesse hos klager, førend Ligebehandlings-
nævnet kan behandle sagen.
Adgangen til som klager at lade sig repræsentere af en
partsrepræsentant under en sags behandling i Ligebehand-
lingsnævnet ændres ligeledes ikke ved, at der indføres et
krav om retlig interesse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt.
2.1.
Det foreslås endvidere, at Institut for Menneskerettigheder
fremover skal kunne indbringe sager af principiel karakter
eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehand-
lingsnævnet. Det er herved ikke et krav, at der kan identifi-
ceres en navngiven person, der påstår at have været udsat
for ulovlig forskelsbehandling. Med sager af principiel ka-
rakter menes, at sagen rejser hidtil uafklarede lovfortolk-
ningsspørgsmål eller vurderes at være indgribende i forhold
til en større gruppe af personer.
Hvis Institut for Menneskerettigheder er blevet opmærk-
som på en sag, som kan udgøre en generel problemstilling
på ligebehandlingsområdet, kan instituttet indbringe en sag
for Ligebehandlingsnævnet. Det kan også være, at instituttet
modtager en henvendelse fra en borger eller en forening/
organisation. I instituttets vurdering af, om en sag er af prin-
cipiel karakter og skal indbringes for Ligebehandlingsnæv-
net, kan det indgå, at retsstillingen på den pågældende del af
ligebehandlingsområdet er uafklaret.
Institut for Menneskerettigheder er i dag hverken tillagt
kompetence til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnæv-
net eller givet særlig kompetence til at indbringe sager for
domstolene i henhold til ligebehandlingslovgivningen. Insti-
tut for Menneskerettigheder kan tage sager op af egen drift
og behandle disse gennem uafhængige undersøgelser, of-
fentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger
vedrørende forskelsbehandling. Instituttet kan endvidere bi-
stå mulige ofre for forskelsbehandling med at få deres klage
behandlet.
Muligheden for at indbringe sager for Ligebehandlings-
nævnet foreslås at skulle gælde i forlængelse af alle de om-
råder, som instituttet i dag har kompetence inden for. Det
gælder både på områder, hvor instituttet er udpeget som na-
tionalt overvågningsorgan og på områder, hvor instituttet
kan tage sager op af egen drift.
Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt.
2.3.
Til nr. 2
Det foreslås, at Institut for Menneskerettigheder kan ind-
bringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, hvis instituttet
vurderer, at sagen er af principiel karakter eller af alminde-
lig offentlig interesse, selvom der ikke kan identificeres en
navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig
forskelsbehandling.
Det følger af lovforslaget, at Ligebehandlingsnævnet kan
afgøre, om der i en sag, som Institut for Menneskerettighe-
der har indbragt for nævnet, er sket ulovlig forskelsbehand-
ling. Ligebehandlingsnævnet kan i disse sager tage stilling
til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgiv-
ning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kom-
petenceområde. Disse love skal fortolkes EU-konformt, li-
gesom Ligebehandlingsnævnet på EU-regulerede områder
skal anvende direkte anvendelige EU-regler, der gælder in-
den for disse loves anvendelsesområde.
Til nr. 3
Det foreslås, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets for-
mandskab kan træffe afgørelse i sager uden medvirken af
andre medlemmer, hvor der er etableret en fast praksis. Den
faste praksis kan f.eks. være etableret ved, at nævnet tidlige-
re har truffet afgørelse i et stort antal sager af tilsvarende ka-
rakter. Hermed sikres det, at nævnet kan koncentrere sin
indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager. I
vurderingen af, om en sag kan afgøres af et medlem af for-
mandskabet alene, kan også indgå, om en bestemt praksis i
Ligebehandlingsnævnet er bekræftet i retspraksis.
Hvis formanden under sin behandling af en sag, som se-
kretariat har indstillet til formandsafgørelse, vurderer, at
sagen bør afgøres af nævnet, sender formanden sagen til
nævnsbehandling.
5
I dag behandler nævnet alle sager ved fysiske møder, hvor
formandskabet og medlemmer fra nævnet er til stede. Ved
brug af formandsafgørelser vil sekretariatet fortsat skulle
oplyse en sag, men alene forelægge den for et medlem af
formandskabet på skrift. Nævnet vil således ikke skulle for-
berede sig på og drøfte sager, hvor praksis er tilstrækkeligt
klar.
Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge
færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager
vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels
fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager,
hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et
indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i
§ 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet
skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident
for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være by-
retsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse
altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at
træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. For-
mandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstole-
ne på samme måde som afgørelser, der er truffet under med-
virken af flere nævnsmedlemmer.
Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt.
2.2.
Til nr. 4
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet afviser en klage,
hvis Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klageren ikke har
retlig interesse i at få sin sag behandlet ved nævnet.
Det forudsættes, at Ligebehandlingsnævnet i forbindelse
med afvisningen gør klageren bekendt med, at Institut for
Menneskerettigheder har mulighed for at indbringe en sag af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse. Det
forudsættes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet samtidig
orienterer Institut for Menneskerettigheder om afgørelsen.
Det er alene Institut for Menneskerettigheder, der vurderer,
om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt
at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.
Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Men-
neskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis
ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil
være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvalt-
ningslovens § 2, stk.1.
Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt.
2.3.2.
Til nr. 5
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat frem-
over kan træffe afgørelse om at afvise en sag, hvis klager ik-
ke har en retlig interesse i at få sagen prøvet. Der er tale om
en ny bestemmelse i forhold til den nugældende lovgivning.
Til nr. 6
Det foreslås, at sekretariatet som hidtil skal orientere sa-
gens parter om sagens afgørelse, og om muligheden for at
indbringe sagen for domstolene. Denne del af forslaget inde-
bærer ikke ændringer i forhold til, hvad der gælder i dag.
Det foreslås som noget nyt i stk. 1, at sekretariatet frem-
over også skal orientere Institut for Menneskerettigheder,
når nævnet har truffet afgørelse i en sag, der er indbragt for
Ligebehandlingsnævnet af instituttet.
Den foreslåede stk. 2, indebærer, at hvis en afgørelse fra
Ligebehandlingsnævnet ikke efterleves, skal Ligebehand-
lingsnævnet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren
anmoder om det. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en
effektiv gennemførelse af Ligebehandlingsnævnets afgørel-
ser. Klageren skal efter forslaget henvende sig til Ligebe-
handlingsnævnet og anmode om, at sagen indbringes for
domstolene. Bestemmelsen er en videreførelse af den nu-
gældende § 12, stk. 2.
Det foreslås som noget nyt, at sager, som har været ind-
bragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, ligele-
des kan indbringes for domstolene. Hvis en afgørelse fra Li-
gebehandlingsnævnet således ikke efterleves f.eks ved, at
den tilstand, der udgør den ulovlige forskelsbehandling, op-
retholdes eller gentages, skal Ligebehandlingsnævnet i de
sager, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskeret-
tigheder, indbringe sagen for domstolene, hvis instituttet an-
moder om det. Ligebehandlingsnævnet kan ikke af egen
drift indbringe en sag for domstolene.
Hvis en afgørelse, der er truffet af Ligebehandlingsnæv-
net, indbringes for domstolene, sker der en helt ny prøvelse
af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebe-
handlingsnævnets afgørelse, hvor der eventuelt også vil kun-
ne fremlægges nye oplysninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Klager, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet før den
1. juli 2015, skal således ikke opfylde kravet om retlig inte-
resse.
6
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
§ 1
I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages føl-
gende ændringer:
1. I § 1, indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehand-
lingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Dan-
marks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan
indbringe sager af principiel karakter eller sager af
almindelig offentlig interesse for Ligebehandlings-
nævnet.
2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af In-
stitut for Menneskerettigheder – Danmarks Natio-
nale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet
træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskels-
behandling, jf. § 1, stk. 2-4.«
3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i over-
ensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis,
kan afgørelsen træffes af et medlem af formand-
skabet alene.«
§ 8. Nævnet kan afvise at behandle en klage, som
ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Stk. 2. Nævnet kan afvise at behandle en klage,
hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren
medhold i sagen.
Stk. 3. Nævnet kan delegere sin kompetence efter
stk. 1 og stk. 2 til sekretariatet. Nærmere regler
herom fastsættes i nævnets forretningsorden.
4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen,
hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og
stk. 2« til: »stk. 1-3«
7
§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en klage-
sag, underretter sekretariatet parterne om mulighe-
den for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er
indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på
klagerens anmodning og på dennes vegne indbrin-
ge sagen for domstolene.
6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag,
orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og
om muligheden for at indbringe sagen for domsto-
lene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er
indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på
vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen
for domstolene, hvis klageren eller instituttet an-
moder herom.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager
indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne kla-
ger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
8