Fremsat den 15. april 2015 af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen)

Fremsat den 15. april 2015 af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen)
Forslag
til
Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om klageadgang og
kompetence m.v. på det familieretlige område
(Ankestyrelsen som familieretlig klagemyndighed m.v.)
§ 1
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7.
oktober 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1525 af 27.
december 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 18, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., § 23, stk. 4, 1. pkt.,
og § 29 b, stk. 1, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
2. I § 19, stk. 2, 2. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, han bemyndi-
ger dertil« til: »Ankestyrelsen«.
3. I § 29, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres »Ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrel-
sen«.
4. I § 29 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. I sager efter § 9 kan statsforvaltningens sagsbe-
handling påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5. Efter § 29 c indsættes i kapitel 4:
Ȥ 29 d. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område anvendel-
se.«
§ 2
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 7. oktober
2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§ 27 a, stk. 2,« til: »§ 27 a,
stk. 1,«.
2. I § 33, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
klager over statsforvaltningens sagsbehandling, jf. § 35, stk.
2.«
3. I § 33, stk. 2, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
4. I § 35 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I sager efter kapitel 2, 4 og 5 kan statsforvaltnin-
gens sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen. Ved Anke-
styrelsens behandling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9
og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område anvendelse.«
§ 3
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1085 af
7. oktober 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 1525 af 27.
december 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 29, stk. 3, og § 38 ændres »ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
2. I § 41, stk. 1, ændres »ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forhold, jf. dog stk. 2-4« til: »Ankesty-
relsen, jf. dog stk. 2, 3 og 5«.
3. I § 41 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. I sager om forældremyndighed eller barnets bo-
pæl, som kan indbringes for retten efter § 37, § 39, stk. 2, §
40 eller § 46, stk. 2, kan statsforvaltningens sagsbehandling
påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
Lovforslag nr. L 186 Folketinget 2014-15
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, j.nr.
2015-2793
CF001331
4. I § 41, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 5, 4. pkt., ændres »Mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold«
til: »Ankestyrelsen«.
5. Efter § 41 indsættes før overskriften før § 42:
Ȥ 41 a. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område anvendel-
se.«
§ 4
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100
af 7. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres »tarv« til: »bedste«.
2. To steder i § 20 og i § 21, stk. 4, ændres »ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Anke-
styrelsen«.
3. § 21, stk. 1, affattes således:
»Stk. 1. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling
af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
4. I § 21, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
5. I § 21, stk. 3, udgår »statsforvaltningens«.
§ 5
I lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1086 af 7. oktober 2014, foretages
følgende ændringer:
1. § 23 a, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling
af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
2. § 23 b, nr. 3, affattes således:
»3) fastsætte regler om behandling af sager om indsigelser
mod eksistensen af krav efter § 1, stk. 2, om behand-
ling af sager efter § 20 og om behandling af klager over
afgørelser truffet af statsforvaltningen.«
§ 6
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1135 af 20. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
1. To steder i § 9 a og i § 52 a, stk. 4, ændres »ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til:
»Ankestyrelsen«.
2. § 52 a, stk. 1, affattes således:
»Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påkla-
ges til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling af
klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område an-
vendelse.«
3. I § 52 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
4. I § 52 a, stk. 3, udgår »statsforvaltningens«.
§ 7
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1096 af 7. oktober 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I § 7, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forholds« til: »Ankestyrelsens«.
2. I § 16, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »vedkommende tros-
samfund,«: »og trossamfundet har præster, som af Ankesty-
relsen er bemyndiget til at foretage vielser,«.
3. I § 16, stk. 1, nr. 3, ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
4. I § 21, stk. 2, § 58 a, stk. 1, 1. pkt., § 58 b, stk. 1, og to
steder i § 58 c ændres »ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
5. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, han bemyndi-
ger dertil,« til: »Ankestyrelsen«.
6. I § 58 a, stk. 1, 2. pkt., udgår »samt«, og efter § 43, stk. 3
indsættes: », og afgørelser om at afvise at behandle en sag
om separation eller skilsmisse efter § 43 a, stk. 2«.
7. I § 58 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
8. I § 58 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. I sager om separation eller skilsmisse, som kan
indbringes for retten efter § 43 eller § 43 a, stk. 2, kan stats-
forvaltningens sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
9. To steder i § 58 a, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt.,
udgår »statsforvaltningens«.
10. I § 58 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Anke-
styrelsen«.
11. Efter § 58 d indsættes i kapitel 5 a:
Ȥ 58 e. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssik-
2
kerhed og administration på det sociale område anvendel-
se.«
§ 8
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 7. oktober
2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 2, udgår »og bekendtgør en gang årligt, hvilke
navne der ikke er beskyttede efter denne bestemmelse«.
2. I § 2, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ankestyrelsen bekendtgør en gang årligt, hvilke navne
der ikke er beskyttede efter stk. 1.«
3. I § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
4. I § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 14, stk. 1, ændres »Ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til:
»Ankestyrelsen«.
5. § 21, stk. 1, affattes således:
»Afgørelser om navngivning og navneændring efter den-
ne lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens
behandling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68
og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det socia-
le område anvendelse.«
§ 9
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september
2014, som ændret ved § 7 i lov nr. 1486 af 23. december
2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Derudover træffer Ankestyrelsen afgørelse i sager, i det
omfang det fastsættes ved lov.«
2. I § 50, stk. 3, indsættes efter »til«: »Adoptionsnævnet,«.
3. I § 52 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken
af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, bør-
neloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, §
23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov
om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingelo-
ven, jf. dog § 52 c, stk. 1.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. I § 52 a, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1-3«.
5. I § 52 c, stk. 1, indsættes efter »§ 52 a, stk. 1«: »eller 3«.
6. I § 59 a, stk. 6, ændres »§ 52 a, stk. 3,«til: »§ 52 a, stk.
4,«.
7. I § 76, 2. pkt., indsættes efter »jobcentrene«: »samt i stats-
forvaltningen og hos personregisterførerne«.
8. Efter § 77 indsættes:
»§ 78. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå
de afgørelser, som kommunerne, statsforvaltningen eller
personregisterførerne har truffet efter adoptionsloven, bør-
neloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, §
2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag,
lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i ud-
lændingeloven.«
9. I § 80, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke ved Ankestyrelsens indsats med
at koordinere praksis i sager efter adoptionsloven, børnelo-
ven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2.
pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov
om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændin-
geloven.«
§ 10
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9.
december 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1242 af 18.
december 2012, § 3 i lov nr. 176 af 24. februar 2015 og § 2 i
lov nr. 270 af 25. marts 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 448 b, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, ministeren be-
myndiger dertil,« til: »Ankestyrelsen«.
2. I § 450, stk. 2, ændres »ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil« til: »Ankestyrelsen«.
3. I § 996 a, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, han har be-
myndiget til at anlægge sag om omstødelse,« til: »Ankesty-
relsen«.
§ 11
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.
september 2014, som ændret senest ved lov nr. 271 af 25.
marts 2015, foretages følgende ændringer:
1. § 56 a, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1 og 3
kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behand-
ling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de anvendelse.«
2. I § 56 a, stk. 5, udgår »statsforvaltningens«, og efter »stk.
1-4« indsættes: », herunder om klagers behandling«.
3
3. I § 56 a, stk. 6, nr. 6, ændres »statsforvaltningen« til:
»den myndighed, der efter § 13 i lov om ægteskabs indgåel-
se og opløsning skal prøve ægteskabsbetingelserne,«.
§ 12
Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
§ 13
Stk. 1. Sager, der er under behandling hos ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold efter en af
de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, hvor Ankestyrelsen efter
denne lovs ikrafttræden behandler sådanne sager, og hvor
sagerne ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræden,
færdigbehandles af Ankestyrelsen.
Stk. 2. Anmodning om genoptagelse af afgørelser, herun-
der også afgørelser om aktindsigt og afgørelser om sagsbe-
handlingen, der er truffet af ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold i sager efter en af de i §§ 1-8,
10 og 11 nævnte love, og hvor Ankestyrelsen efter denne
lovs ikrafttræden træffer afgørelse i sådanne sager, indgives
til og behandles af Ankestyrelsen.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på alle andre
former for henvendelser i de sager, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Anmodning om aktindsigt i sager, som ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold har be-
handlet efter en af de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, og
hvor Ankestyrelsen efter denne lovs ikrafttræden behandler
sådanne sager, indgives til og behandles af Ankestyrelsen.
§ 14
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1-6, § 7, nr. 1 og 4-11, og § 11 kan ved konge-
lig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-4, 7, 8 og 11 kan ved kongelig anordning helt
eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
1.2. Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ændring af klagebestemmelser i den familieretlige lovgivning
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Ministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Ændring af visse kompetencebestemmelser i den familieretlige lovgivning
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Ministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Administrative forskrifter om behandlingen af familieretlige sager, herunder om behandling af klager
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Ministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Ankestyrelsens sagsbehandling i familieretlige sager
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Ministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. Miljømæssige konsekvenser
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
Det fremgår af den familieretlige lovgivning, at det som ud-
gangspunkt er ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold, der behandler klagesager på det familier-
etlige område – f.eks. klager over afgørelser om børne- og
ægtefællebidrag, afgørelser om navne, afgørelser om sam-
vær m.v. Visse afgørelser og sager, f.eks. statsforvaltningens
afgørelser om at afslutte en sag om separation eller skilsmis-
se uden en separations- eller skilsmissebevilling, kan ikke
påklages til ministeren, men kan derimod indbringes for
domstolene m.v.
Ministeren behandler derudover visse familieretlige sager
som 1. instans. Det drejer sig bl.a. om sager om ophævelse
af adoption, sager om midlertidig forældremyndighed, bo-
pæl og samvær samt sager om godkendelse af ugyldige æg-
teskaber.
Ministeren har bemyndiget Ankestyrelsen, Familieretsafde-
lingen, til på sine vegne at behandle ovennævnte sager. Fa-
milieretsafdelingen (den tidligere Familiestyrelse) er i dag
organisatorisk en del af Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen er en selvstændig myndighed og har ikke de-
partemental status. Dette gælder dog ikke Familieretsafde-
lingen, der udover at være en del af Ankestyrelsen samtidig
har departemental status, jf. cirkulæreskrivelse af 21. de-
cember 2011 om det familieretlige område, som ændret ved
cirkulæreskrivelse af 21. december 2012 om ændring af An-
kestyrelsens arbejdsopgaver på det familieretlige område.
Det fremgår bl.a. af cirkulæreskrivelserne, at Familieretsaf-
delingen på ministerens vegne behandler konkrete klagesa-
ger på det familieretlige område.
Det overordnede formål med lovforslaget er:
– At afskaffe Familieretsafdelingens departementale status
således, at Familieretsafdelingen får samme organisato-
riske status som resten af Ankestyrelsen. Dette sker dels
ved at ændre klageadgangen i relation til de sager på det
5
familieretlige område, hvor ministeren i dag er klagein-
stans, således at disse sager ikke længere kan påklages
til ministeren, men derimod til Ankestyrelsen som en
selvstændig myndighed, og dels ved at ændre visse kom-
petencebestemmelser i den familieretlige lovgivning så-
ledes, at det ikke er ministeren, men derimod Ankesty-
relsen, der behandler visse familieretlige sager som 1.
instans.
– At give mulighed for, at Ankestyrelsen kan beslutte at
behandle principielle eller generelle familieretlige sager
på et møde med udvidet votering, hvor der deltager be-
skikkede medlemmer (lægfolk).
Det er ikke hensigten, at der med dette lovforslag skal æn-
dres på, hvilke opgaver Ankestyrelsen fremover skal vareta-
ge på det familieretlige område i forhold til i dag. Forslage-
ne i lovforslaget vil alene afskaffe Familieretsafdelingens
departementale status. Derudover vil det fremover være mu-
ligt for Ankestyrelsen at behandle principielle og generelle
familieretlige sager på et møde med udvidet vortering, hvor
der deltager beskikkede medlemmer (lægfolk) ved afgørel-
sen. Desuden vil forslagene tydeliggøre borgernes retsstil-
ling i relation til muligheden for at påklage familieretlige
sager til Ankestyrelsen (herunder også sagsbehandlingen i
disse sager).
Fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag og det foreslå-
ede ikrafttrædelsestidspunkt er afstemt med fremsættelsen af
og det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt i forslag til lov
om ændring af adoptionsloven (Modernisering af adoptions-
loven – et nyt adoptionssystem), hvori der foreslås visse æn-
dringer af opgavevaretagelsen på adoptionsområdet. Det
overordnede formål med det nævnte lovforslag er at frem-
tidssikre den internationale adoptionsformidling til Danmark
og understøtte den nødvendige stabilitet i adoptionssyste-
met, samtidig med at sikkerheden i forhold til de adoptioner,
der gennemføres, øges. Dette sker bl.a. ved en tilpasning af
organiseringen af adoptionsformidlingen med skærpede
krav til de adoptionsformidlende organisationer og ved en
højere grad af styring af formidlingen fra myndighedernes
side og et skærpet tilsyn med organisationerne, hvor også
det økonomiske tilsyn øges. Tilsynet med adoptionsformid-
lingen samles hos én myndighed – Ankestyrelsen – og som
en yderligere styrkelse af tilsynet placeres kompetencen til
at tillade, at et adoptionsforløb fortsætter (godkendelse af
matchningsforslag), i Ankestyrelsen.
I lovforslaget om ændring af adoptionsloven er det i de fore-
slåede lovændringer forudsat, at Ankestyrelsen, Familieret-
safdelingens, departementale status ophæves. I den foreslåe-
de lovtekst anvendes således alene myndighedsbetegnelsen
Ankestyrelsen og ikke Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gen.
1.2. Baggrund
Ressortansvaret for den familieretlige lovgivning har tidlige-
re i mange år været placeret hos justitsministeren. Departe-
mentet i Justitsministeriet var således ansvarlig for den fa-
milieretlige lovgivning og behandlede tillige bl.a. konkrete
klagesager på det familieretlige område.
I 1982 blev der oprettet et Familieretsdirektorat, der overtog
tilsynet med forvaltningen af umyndiges og umyndiggjortes
midler og successorfonde fra Overformynderiet (der samti-
dig blev nedlagt). I 1983 overgik bl.a. sager om ægteskab,
faderskab, børne- og ægtefællebidrag, adoption, forældre-
myndighed, samvær og navne fra Justitsministeriet til Fami-
lieretsdirektoratet, som herefter afgjorde klagesager fra
statsamterne og Københavns Overpræsidium (i dag statsfor-
valtningen).
Det fremgår af skrivelse af 27. september 1982, at direktø-
ren for Familieretsdirektoratet i sit embede umiddelbart stod
under justitsministeren ved afgørelse af konkrete og generel-
le sager vedrørende bl.a. familie- adoptions- og navneret,
dog med undtagelse af generelle forskrifter samt andre afgø-
relser, der havde større principiel betydning, eller som måtte
antages at medføre ikke uvæsentlige økonomiske konse-
kvenser, eller som i øvrigt stillede krav om en samlet vurde-
ring, i hvilken der i væsentligt omfang skulle inddrages
synspunkter og hensyn, der normalt varetages af andre myn-
digheder end familieretsdirektoratet. I disse generelle og
principielle sager stod direktøren i sit embede under Justits-
ministeriets departementschef. Familieretsdirektoratet var
således en del af departementet i Justitsministeriet, men var
samtidig organisatorisk set et selvstændigt direktorat.
I 1989 overgik sager om fri proces og oprejsningsbevilling
til direktoratet, som samtidig skiftede navn til Civilretsdirek-
toratet.
Ved en regeringsomdannelse i 2004 blev Ministeriet for Fa-
milie- og Forbrugeranliggender oprettet og fik overført res-
sortansvaret for det familieretlige område fra Justitsministe-
riet. I den forbindelse blev Civilretsdirektoratet nedlagt og
de familieretlige opgaver, som direktoratet varetog, blev
overført til den nyoprettede myndighed Familiestyrelsen un-
der Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. De re-
sterende opgaver i Civilretsdirektoratet (bl.a. opgaver på
fondsområdet og værgemålsområdet) blev overført til den
nyoprettede myndighed Civilstyrelsen under Justitsministe-
riet.
Efter folketingsvalget i 2007 blev Ministeriet for Familie-
og Forbrugeranliggender nedlagt, og ressortansvaret for det
familieretlige område, herunder Familiestyrelsen, blev tilba-
geført til Justitsministeriet. I 2011 blev ressortansvaret for
det familieretlige område, herunder Familiestyrelsen, over-
ført fra Justitsministeriet til Social- og Integrationsministeri-
6
et (i dag Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold).
Den 1. januar 2012 blev Familiestyrelsen indfusioneret i
Ankestyrelsen som en ny afdeling med navnet Familieret-
safdelingen. Ankestyrelsen er en selvstændig myndighed
under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Soci-
ale Forhold. Ankestyrelsen er bl.a. klageinstans på det socia-
le område, jf. f.eks. § 166 i lov om social service (herefter
kaldet serviceloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 254 af 20.
marts 2014 med senere ændringer, jf. § 50, stk. 1, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område (her-
efter kaldet retssikkerhedsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
983 af 8. august 2013 med senere ændringer. Det fremgår
bl.a. af § 68 i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen er uaf-
hængig af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkel-
te sag.
Det fremgår imidlertid af cirkulæreskrivelse af 21. december
2011 om det familieretlige område, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, bl.a. træffer afgørelse i konkrete familier-
etlige klagesager på vegne af ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold. Dette fremgår også af de
fleste bekendtgørelser på de forskellige familieretlige områ-
der. Som eksempel herpå kan nævnes § 22, stk. 1, i bekendt-
gørelse nr. 1207 af 13. november 2014 om forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær m.v., hvoraf fremgår, at An-
kestyrelsen, Familieretsafdelingen, bl.a. behandler klager
over statsforvaltningens afgørelser, der er omfattet af § 41,
stk. 1 og 4, i forældreansvarsloven. Ankestyrelsens direktør
refererer til ministeriets departementschef bl.a. ved afgørelse
af konkrete familieretlige sager, der har større principiel be-
tydning, eller som må antages at have ikke uvæsentlige øko-
nomiske konsekvenser, eller som i øvrigt stiller krav om en
samlet vurdering, i hvilken der i væsentligt omfang skal ind-
drages synspunkter og hensyn, der normalt varetages af an-
dre myndigheder end Ankestyrelsen. Ved afgørelse af kon-
krete familieretlige sager i øvrigt står Ankestyrelsens direk-
tør i sit embede umiddelbart under ministeren. Til forskel fra
resten af Ankestyrelsen har Familieretsafdelingen således
departemental status på samme måde, som både Familierets-
direktoratet, Civilretsdirektoratet og Familiestyrelsen i sin
tid havde departemental status. Familieretsafdelingen er dog
samtidig organisatorisk en del af Ankestyrelsen.
Pr. 1. december 2012 er der i ministeriets departement op-
rettet et Familieretskontor, og en del af de opgaver, som An-
kestyrelsen, Familieretsafdelingen, hidtil har varetaget gen-
nem sin departementale status, varetages af Familieretskon-
toret fra den nævnte dato. I forbindelse med oprettelsen af
Familieretskontoret blev ovennævnte cirkulæreskrivelse af
21. december 2011 ændret ved ovennævnte cirkulæreskri-
velse af 21. december 2012. Familieretskontoret varetager
ministerbetjeningen på det familieretlige område, herunder
bl.a. udarbejdelse og behandling af lovforslag og implemen-
tering heraf, udstedelse af generelle forskrifter, behandling
af forslag til EU-retsakter (herunder møder i EU-arbejds-
grupper), udarbejdelse af materiale til samråd og forespørg-
sler samt mundtlig og skriftlig besvarelse af spørgsmål fra
Folketinget. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, træffer
bl.a. fortsat afgørelse i konkrete familieretlige klagesager på
vegne af ministeren og besvarer spørgsmål fra borgere og
myndigheder i ind- og udland m.v.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ændring af klagebestemmelser i den familieretlige lov-
givning
2.1.1. Gældende ret
Det fremgår af de familieretlige love, at det som udgangs-
punkt er statsforvaltningen, der som 1. instans behandler fa-
milieretlige sager, f.eks. sager om børne- og ægtefællebi-
drag, sager om samvær m.v.
Visse familieretlige sager behandles af andre myndigheder.
Eksempelvis behandler personregisterførerne i sognene og i
de sønderjyske kommuner sager om navne (navngivning og
navneændring). Visse navnesager behandles dog af statsfor-
valtningen. Kommunerne behandler sager om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne, herunder om dispensation fra visse
af betingelserne. Udbetaling Danmark behandler sager om
opkrævning af børne- og ægtefællebidrag, der er fastsat i
Danmark, og adoptionssamrådene behandler sager om god-
kendelse som adoptant.
Afgørelser på det familieretlige område kan som udgangs-
punkt påklages til ministeren for børn, ligestilling, integrati-
on og sociale forhold. Som det fremgår ovenfor under punkt
1.2, er det Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der på veg-
ne af ministeren behandler disse klagesager. Visse sager kan
ikke påklages, men kan derimod indbringes for domstolene
m.v.
Modsat tidligere fremgår klageadgangen til ministeren på
det familieretlige område i dag af lovgivningen. Dette er
sket ved ændringer af de forskellige familieretlige love i pe-
rioden omkring 2004 til 2006, hvor der i lovene er indsat be-
stemmelser om klageadgangen. I tiden før disse lovændrin-
ger er det antaget, at ministeren på ulovbestemt grundlag i
kraft af et fagligt over-/underordnelsesforhold mellem de
underliggende statslige myndigheder (herunder statsforvalt-
ningen – tidligere statsforvaltningerne og endnu tidligere
statsamterne), og ministeren kunne behandle klager over de
underliggende statslige myndigheders afgørelser på det fa-
milieretlige område. Dette omfattede også klager over de
underliggende statslige myndigheders sagsbehandling, her-
under spørgsmål om inhabilitet og myndighedens passivitet
ved behandlingen af sagen. Det var også muligt at påklage
7
afgørelser om aktindsigt. Disse forvaltningsretlige spørgs-
mål kunne påklages uanset, om den familieretlige sag (afgø-
relsen) også kunne påklages til ministeren, eller om sagen i
stedet for kunne indbringes for domstolene.
I det følgende er de gældende familieretlige regler om kla-
geadgang til ministeren beskrevet. Som det fremgår neden-
for, er der visse typer af sager, der ikke kan påklages til mi-
nisteren, men derimod kan indbringes for domstolene. Selv-
om disse sager ikke kan påklages til ministeren, er det som
følge af ovennævnte faglige over-/underordnelsesforhold
mellem ministeren og statsforvaltningen muligt at påklage
statsforvaltningens sagsbehandling i disse sager (herunder
spørgsmål om inhabilitet og myndighedens passivitet ved
behandlingen af sagen samt afgørelser om aktindsigt) til mi-
nisteren på ulovbestemt grundlag. Dette skyldes, at de
nævnte lovændringer i perioden omkring 2004 til 2006, hvor
der i de familieretlige love er indsat bestemmelser om klage-
adgang, ikke har ændret på disse dele af den ulovbestemte
klageadgang. Statsforvaltningens sagsbehandling i de nævn-
te typer af sager kan først påklages, når statsforvaltningen
har afsluttet sagen. Afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål
om passivitet og inhabilitet kan dog påklages, selvom stats-
forvaltningen endnu ikke har afsluttet sagen.
Reaktionen i sager, hvor afgørelsen (sagen) ikke kan påkla-
ges til ministeren, men hvor der klages over statsforvaltnin-
gens sagsbehandling, afhænger uanset klagetidspunktet af
en konkret vurdering af den pågældende klage og sagens
omstændigheder samt almindelige forvaltningsretlige regler
og principper. Hvis det påklagede sagsbehandlingsspørgs-
mål helt eller delvist indbringes for retten, kan ministeren
helt eller delvist afvise at behandle klagen, da det i modsat
fald vil kunne medføre, at både retten og ministeren skal
tage stilling til det samme sagsbehandlingsspørgsmål.
Ved lov nr. 60 af 29. januar 2003 om ændring af udlændin-
geloven og integrationsloven (Behandlingen af sager vedrø-
rende uledsagede mindreårige asylansøgere) blev der i § 56
a, stk. 4, i udlændingeloven indsat en bestemmelse om kla-
geadgang til ministeren over statsforvaltningens (dengang
statsamtet) afgørelser om udpegning af en repræsentant for
uledsagede mindreårige asylansøgere til varetagelse af den
mindreåriges interesser, jf. lovens § 56 a, stk. 1 og 3.
Året efter blev der ved lov nr. 446 af 9. juni 2004 om æn-
dring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og for-
skellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige
område m.v.) indsat bestemmelser om klageadgang til mini-
steren over statsforvaltningens afgørelser om forskellige fa-
milieretlige spørgsmål i følgende lovbestemmelser:
– § 29 b i lov om adoption (herefter kaldet adoptionslo-
ven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7. oktober 2014
med senere ændringer.
– § 21 i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
1100 af 7. oktober 2014.
– § 31 i lov om forældremyndighed og samvær, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2007. Lov om forældre-
myndighed og samvær er senere ophævet og erstattet af
forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1085 af
7. oktober 2014 med senere ændringer. Bestemmelsen er
dog videreført i § 41 i forældreansvarsloven.
– § 52 a i lov om ægteskabets retsvirkninger (herefter kal-
det retsvirkningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1135 af
20. oktober 2014.
– § 58 a i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (heref-
ter kaldet ægteskabsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1096 af 7. oktober 2014. Der er efterfølgende ved lov nr.
542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning indsat
en bestemmelse i ægteskabsloven om klageadgang i for-
hold til visse af kommunernes afgørelser på ægteskabs-
området i § 58 b.
Ved lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring af forskellige lo-
ve og om ophævelse af lov om kommunalt samarbejde om
opkrævning og inddrivelse (Konsekvensændringer som føl-
ge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer –
samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet) blev der i § 23
a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1086 af 7. oktober 2014, indsat en be-
stemmelse om klageadgang til ministeren over statsforvalt-
ningens afgørelser efter loven.
Da navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 7. oktober
2014, trådte i kraft den 1. april 2006, blev klageadgangen til
ministeren på navneområdet fastsat i lovens § 21 – både i
forhold til personregisterførernes og statsforvaltningens af-
gørelser om navne.
Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 7. oktober
2014, der trådte i kraft den 1. juli 2002, indeholder ikke en
bestemmelse om klageadgang til ministeren, da sager efter
denne lov ikke kan påklages til anden administrativ myndig-
hed, men derimod kan indbringes for domstolene.
I den gældende familieretlige lovgivning, der hører under
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale
Forholds område, er der klageadgang til ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold på følgende områ-
der:
Adoptionsloven
– Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at statsforvaltningen
behandler sager om adoption. Loven giver mulighed for
forskellige typer af adoption: Fremmedadoption efter lo-
vens § 4 a, stk. 1 (adoption af et barn, som adoptanten
ikke har en tæt familiemæssig tilknytning til), stedbarn-
sadoption efter lovens § 5 a (den ene ægtefælles eller
samlevers adoption af den anden ægtefælles eller samle-
vers barn) og familieadoption efter lovens § 4 a, stk. 2
(adoption af et barn, som adoptanten har en tæt tilknyt-
8
ning til). Ved fremmedadoption skal ansøgeren forinden
tillige godkendes som adoptant. Det er ikke statsforvalt-
ningen, men derimod adoptionssamrådet, der træffer af-
gørelse om godkendelse som adoptant, jf. lovens § 25 a.
– Statsforvaltningens afgørelser om adoption (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 29 b, stk. 1. Dette gælder dog ikke af-
gørelser efter lovens § 9 (adoption uden samtykke), der i
stedet for kan indbringes for retten, jf. lovens § 11.
– Udover den nævnte klageadgang til ministeren over
statsforvaltningens afgørelser efter lovens § 29 b, stk. 1,
indeholder adoptionsloven også i § 25 b, stk. 3, en be-
stemmelse om, at adoptionssamrådets afgørelser om
godkendelse som adoptant, kan påklages til Adoptions-
nævnet. Da lovens § 25 b, stk. 3, ikke indeholder en kla-
geadgang til ministeren, foreslås bestemmelsen ikke
ændret med dette lovforslag.
– Selvom det således ikke er alle afgørelser, som statsfor-
valtningen træffer efter loven, der kan påklages til mini-
steren, kan statsforvaltningens sagsbehandling i de sag-
er, som kan indbringes for domstolene, som nævnt oven-
for påklages til ministeren på ulovbestemt grundlag som
følge af et fagligt over-/underordnelsesforhold mellem
statsforvaltningen og ministeren. Statsforvaltningens
sagsbehandling i de nævnte sager kan først påklages, når
statsforvaltningen har afsluttet sagen. Afgørelser om akt-
indsigt samt spørgsmål om passivitet og inhabilitet kan
dog påklages, selvom statsforvaltningen endnu ikke har
afsluttet sagen.
Børneloven
– Det fremgår af loven, at statsforvaltningen behandler
sager om faderskab og medmoderskab (lovens §§ 4-7),
herunder sager om genoptagelse af sager om faderskab
og medmoderskab (lovens §§ 21-26) og sager om fader-
skab og medmoderskab ved assisteret reproduktion (lo-
vens §§ 27-29). Hvis statsforvaltningen ikke kan færdig-
behandle en sag, indbringer statsforvaltningen sagen for
retten, jf. lovens § 13, § 26, stk. 2, og § 29, jf. § 13 og §
26, stk. 2.
– Det fremgår af lovens § 35, at statsforvaltningens afgø-
relser efter børneloven ikke kan indbringes for anden ad-
ministrativ myndighed.
– Selvom statsforvaltningens afgørelser efter loven således
ikke kan påklages til ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forhold, kan statsforvaltningens
sagsbehandling i sagerne som nævnt ovenfor påklages til
ministeren på ulovbestemt grundlag som følge af et fag-
ligt over-/underordnelsesforhold mellem statsforvaltnin-
gen og ministeren. Statsforvaltningens sagsbehandling
kan først påklages, når statsforvaltningen har afsluttet
sagen. Afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål om pas-
sivitet og inhabilitet kan dog påklages, selvom statsfor-
valtningen endnu ikke har afsluttet sagen.
Forældreansvarsloven
– Det fremgår af lovens § 31, stk. 1, at statsforvaltningen
behandler sager om forældremyndighed, barnets bopæl
og om samvær m.v.
– Statsforvaltningens afgørelser i disse sager (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 41, stk. 1, jf. dog lovens § 41, stk. 2-4.
– Det fremgår af lovens § 41, stk. 2, at en klage over en
midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl efter lovens § 26 eller en afgørelse om æn-
dring heraf efter lovens § 30 afvises, hvis sagen om for-
ældremyndighed eller barnets bopæl er indbragt for ret-
ten efter lovens § 40.
– Efter lovens § 41, stk. 3, kan afgørelser om forældre-
myndighed efter dødsfald efter lovens § 37, afgørelser
om at afvise en anmodning om ændring af forældremyn-
dighed eller barnets bopæl efter lovens § 39, stk. 1, afgø-
relser om at afslutte en sag om forældremyndighed eller
barnets bopæl pga. manglende enighed mellem forældre-
ne efter lovens § 40, stk. 1 og 2, afgørelser om at imøde-
komme en anmodning om at indbringe en sag om foræl-
dremyndighed eller barnets bopæl for retten efter lovens
§ 40, stk. 3, og afgørelser om afvisning af at behandle en
sag om forældremyndighed eller barnets bopæl efter lo-
vens § 46, stk. 2, jf. stk. 1, ikke påklages til ministeren.
Disse afgørelser kan i stedet for indbringes for domstole-
ne.
– Efter lovens § 23, stk. 1, har en forælder, som ikke har
forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få ori-
entering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutio-
ner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse,
privat praktiserende læger og tandlæger. Denne forælder
har desuden ret til at få udleveret dokumenter om bar-
nets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinsti-
tutioner. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om
forældremyndighedsindehaveren. De institutioner m.v.,
der er nævnt i lovens § 23, stk. 1, kan nægte at give kon-
krete oplysninger og udlevere dokumenter om barnets
forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet.
Efter lovens § 41, stk. 4, kan den forælder, der ikke har
forældremyndigheden, påklage en afgørelse efter lovens
§ 23, stk. 2, til statsforvaltningen. Dette gælder dog ikke
afgørelser truffet af sundhedsvæsenet. Statsforvaltnin-
gens afgørelse kan ikke indbringes for højere admini-
strativ myndighed. Ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold kan dog efter anmodning op-
tage en sag til behandling, når det skønnes, at den har
principiel eller generel betydning.
– Selvom det således ikke er alle de sager, som statsfor-
valtningen behandler efter loven, der kan påklages til
ministeren, kan statsforvaltningens sagsbehandling i de
sager, som kan indbringes for domstolene, som nævnt
ovenfor påklages til ministeren på ulovbestemt grundlag
som følge af et fagligt over-/underordnelsesforhold mel-
lem statsforvaltningen og ministeren. Statsforvaltnin-
gens sagsbehandling i de nævnte sager kan først påkla-
ges, når statsforvaltningen har afsluttet sagen. Afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om passivitet og inhabili-
9
tet kan dog påklages, selvom statsforvaltningen endnu
ikke har afsluttet sagen.
Lov om børns forsørgelse
– Det fremgår af lovens § 13, stk. 2, § 14, stk. 3, § 15, § 16
og § 19, at statsforvaltningen behandler sager om børne-
bidrag, herunder også sager om konfirmations- og be-
klædningsbidrag, navngivnings- og dåbsbidrag, fødsels-
og barselsbidrag samt uddannelsesbidrag.
– Statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 21, stk. 1.
Lov om opkrævning af underholdsbidrag
– Det fremgår af lovens § 2, 1. pkt., jf. § 1, stk. 1, at Udbe-
taling Danmark behandler sager om opkrævning af un-
derholdsbidrag.
– Ifølge lovens § 2, 2. pkt., jf. § 1, stk. 2, behandler Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) dog sager om
opkrævning af underholdsbidrag til fyldestgørelse af en
underholdsforpligtelse i henhold til udenlandsk lov i det
omfang, det fastsættes ved overenskomst med fremmed
stat eller bestemmes af ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold. Statsforvaltningen afgør
indsigelser i disse sager.
– Efter lovens § 20, kan reglerne i lovens § 19 om betaling
og sikkerhedsstillelse for en bidragspligt efter statsfor-
valtningens bestemmelse bringes til anvendelse over for
en mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag.
– Det fremgår af § 23 a, stk. 1, i lov om opkrævning af un-
derholdsbidrag at Udbetaling Danmarks afgørelser efter
loven kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 64 a i retssik-
kerhedsloven. Da § 23 a, stk. 1, i lov om opkrævning af
underholdsbidrag ikke indeholder en klageadgang til mi-
nisteren, foreslås bestemmelsen ikke ændret med dette
lovforslag.
– Statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 23 a, stk. 2.
Retsvirkningsloven
– Det fremgår af lovens §§ 5-9, 11, 13 og 18-20, at stats-
forvaltningen behandler sager om ægtefællebidrag under
et ægteskab, herunder også i forbindelse med ophævelse
af samlivet på grund af uoverensstemmelser, samt visse
typer af sager om ægtefællers formueforhold under æg-
teskabet, f.eks. sager om tilladelse til afhændelse eller
pantsætning af fast ejendom, der tjener til familiens bo-
lig, og hvor den anden ægtefælle ikke vil give sit sam-
tykke til afhændelsen eller pantsætningen.
– Statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 52 a, stk. 1.
Ægteskabsloven
– Det fremgår af lovens §§ 1 a-13, at kommunen behand-
ler sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Kom-
munen kan efter lovens § 1 a, § 4, § 10, stk. 2, og § 11 a,
stk. 2, dispensere fra visse ægteskabsbetingelser.
– Det fremgår af lovens § 37, stk. 2, § 50, stk. 1, og § 53,
stk. 2, at statsforvaltningen behandler sager om separati-
on og skilsmisse samt sager om fastsættelse af størrelsen
af ægtefællebidrag efter en separation eller skilsmisse.
– Statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, jf. lovens § 58 a, stk. 1. Statsforvaltningens afgø-
relser efter lovens § 43, stk. 1 og 2, om, hvorvidt en sag
om separation eller skilsmisse kan indbringes for retten,
samt afgørelser om at imødekomme en anmodning efter
lovens § 43, stk. 3, om at indbringe en sag om separation
eller skilsmisse for retten kan dog ikke påklages. Disse
afgørelser kan i stedet for indbringes for domstolene.
– Det fremgår af lovens § 58 b, stk. 1, at kommunens af-
gørelser om dispensation fra visse ægteskabsbetingelser
efter lovens §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2,
samt afgørelser om anerkendelse af udenlandske skil-
smisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne
(og dermed også sagsbehandlingen i disse sager) kan på-
klages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
– Selvom det således ikke er alle de sager, som statsfor-
valtningen behandler efter loven, der kan påklages til
ministeren, kan statsforvaltningens sagsbehandling i de
sager, som kan indbringes for domstolene, som nævnt
ovenfor påklages til ministeren på ulovbestemt grundlag
som følge af et fagligt over-/underordnelsesforhold mel-
lem statsforvaltningen og ministeren. Statsforvaltnin-
gens sagsbehandling i de nævnte sager kan først påkla-
ges, når statsforvaltningen har afsluttet sagen. Afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om passivitet og inhabili-
tet kan dog påklages, selvom statsforvaltningen endnu
ikke har afsluttet sagen.
Navneloven
– Det fremgår af lovens § 16, stk. 1, at personregisterføre-
ren i sognet (i de sønderjyske landsdele personregister-
føreren i kommunen) behandler sager om navngivning
og navneændring. Visse sager om navngivning eller nav-
neændring behandles dog af statsforvaltningen, jf. lo-
vens § 16, stk. 3.
– Selvom statsforvaltningen eventuelt skal behandle en
navnesag, skal ansøgningen indgives til personregister-
føreren, som videresender sagen til statsforvaltningen, jf.
lovens § 16, stk. 2, 2. pkt.
– Det fremgår af lovens § 21, stk. 1, at afgørelser om
navngivning og navneændring efter loven (og dermed
også sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold.
10
I den gældende familieretlige lovgivning, der hører under
Justitsministeriets område, er der klageadgang til ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold på føl-
gende område:
Udlændingeloven
– Det fremgår af udlændingelovens § 56 a, stk. 1 og 3, at
en uledsaget udlænding under 18 år, der opholder sig her
i landet, får udpeget en repræsentant til varetagelse af si-
ne interesser, medmindre ganske særlige grunde taler de-
rimod. Har den uledsagede udlænding under 18 år været
udsat for menneskehandel, skal der ved udpegningen af
repræsentanten tages hensyn hertil. En organisation, som
er godkendt hertil af justitsministeren, indstiller efter an-
modning fra Udlændingestyrelsen en person til hvervet
som repræsentant. Organisationen kan efter aftale med
justitsministeren ansætte personer til at varetage hvervet
som repræsentant. Det er statsforvaltningen, der behand-
ler sager om udpegning af en repræsentant.
– Statsforvaltningens afgørelser efter lovens § 56 a, stk. 1
og 3, (og dermed også sagsbehandlingen i disse sager)
kan påklages til ministeren for børn, ligestilling, integra-
tion og sociale forhold, jf. lovens § 56 a, stk. 4.
Det er som ovenfor nævnt Ankestyrelsen, Familieretsafde-
lingen, der på vegne af ministeren træffer afgørelse i klage-
sager efter ovennævnte bestemmelser om klageadgang (her-
under også i relation til klager over sagsbehandlingen i disse
sager), jf. cirkulæreskrivelse af 21. december 2011 om det
familieretlige område, som ændret ved cirkulæreskrivelse af
21. december 2012 om ændring af Ankestyrelsens arbejds-
opgaver på det familieretlige område. Dette gælder også i
relation til den fortsat gældende ulovbestemte klageadgang i
relation til den underliggende statslige myndigheds sagsbe-
handling i ovennævnte sager, hvor sagen (afgørelsen) ikke
kan påklages til ministeren, men derimod kan indbringes for
domstolene.
De forskellige familieretlige love indeholder for hovedpar-
ten ikke særlige regler, der regulerer ministerens sagsbe-
handling i konkrete klagesager. Det vil sige, at disse sager
behandles efter de almindelige regler på det pågældende fa-
milieretlige område, herunder de administrative forskrifter,
der er udstedt i medfør af bemyndigelsesbestemmelser i den
pågældende lov Derudover er sagsbehandlingen i sager på
det familieretlige område omfattet af offentlighedsloven,
forvaltningsloven, persondataloven m.v. og af almindelige
forvaltningsretlige principper. På hovedparten af det fami-
lieretlige område er det en sagsbehandler i den konkrete sag,
der på vegne af den pågældende myndighed træffer afgørel-
se i sagen. Dette gælder også for klagesager.
Det fremgår af retssikkerhedsloven, at loven finder anven-
delse på en stor del af Ankestyrelsens sagsbehandling. Da
loven efter sit formål og anvendelsesområde, jf. lovens §§ 1
og 2, kun finder anvendelse på det sociale område, finder lo-
ven ikke anvendelse på Familieretsafdelingens behandling
af sager på det familieretlige område, selvom Familieretsaf-
delingen organisatorisk er en del af Ankestyrelsen.
2.1.2. Ministeriets overvejelser
På baggrund af ændringerne af myndighedsstrukturen på det
familieretlige område – indfusioneringen af Familiestyrelsen
i Ankestyrelsen under navnet Familieretsafdelingen og de
efterfølgende ændringer i opgavefordelingen mellem Fami-
lieretsafdelingen og departementet i Ministeriet for Børn,
Ligestilling, Integration og Sociale Forhold – er det ikke
længere hensigtsmæssigt, at Familieretsafdelingen organisa-
torisk er en del af Ankestyrelsen og samtidig har departe-
mental status.
Ankestyrelsen er i sin opgavevaretagelse en selvstændig
myndighed. Dette er imidlertid ikke tilfældet i relation til det
familieretlige område, hvor Ankestyrelsens direktør afhæn-
gig af opgavens karakter refererer til ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold eller til departe-
mentschefen i ministeriet. Denne forskel mellem det fami-
lieretlige område og Ankestyrelsens andre områder er ikke
hensigtsmæssig. Ankestyrelsen bør på alle områder være en
selvstændig myndighed, herunder også i forhold til klagesa-
ger på det familieretlige område.
Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at der på de områder,
hvor en familieretlig sag ikke kan påklages til ministeren,
men derimod kan indbringes for domstolene, er en ulovbe-
stemt klageadgang til ministeren i relation til statsforvaltnin-
gens sagsbehandling i disse sager. Denne klageadgang bør
fremgå direkte af lovgivningen, og med lovforslaget vil bor-
gernes retsstilling derfor blive tydeliggjort.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Indledningsvist skal det nævnes, at nedennævnte forslag vil
medføre, at Ankestyrelsen fremover vil være den overordne-
de administrative klageinstans på det familieretlige område
– dog ikke i sager om godkendelse som adoptant, hvor det er
Adoptionsnævnet, der er klageinstans i relation til adopti-
onssamrådenes afgørelser. Forslagene vil også medføre, at
det fremover er Ankestyrelsen, der behandler klager på det
familieretlige område over de underliggende myndigheders
sagsbehandling, uanset om afgørelsen (sagen) kan påklages
til Ankestyrelsen, eller om sagen kan indbringes for domsto-
lene.
Det skal understreges, at der ikke med forslagene ændres på,
hvilke opgaver Ankestyrelsen fremover skal varetage på det
familieretlige område i forhold til i dag. Forslagene i lovfor-
slaget vil alene afskaffe Familieretsafdelingens departemen-
tale status. Derudover vil det fremover være muligt for An-
11
kestyrelsen at behandle principielle og generelle familieretli-
ge sager på et møde med udvidet votering, hvor der deltager
beskikkede medlemmer (lægfolk) ved afgørelsen. Desuden
vil forslagene tydeliggøre borgernes retsstilling i relation til
muligheden for at påklage familieretlige sager til Ankesty-
relsen (herunder også sagsbehandlingen i disse sager).
Det foreslås, at de bestemmelser, der er nævnt i punkt 2.1.1,
hvorefter der er klageadgang til ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold, ændres således, at det er
Ankestyrelsen, der behandler klager over statsforvaltnin-
gens, kommunernes og personregisterførernes afgørelser i
konkrete familieretlige sager. Da Ankestyrelsen, Familieret-
safdelingen, allerede i dag behandler disse sager, ændres der
ikke de-facto på, hvem der behandler klagesagerne. Forsla-
get skal samtidig ses i sammenhæng med den opdeling af
opgavevaretagelsen på det familieretlige område, som blev
påbegyndt i 1982-83, hvor Familieretsdirektoratet blev op-
rettet og bl.a. overtog klagesagsbehandlingen på det fami-
lieretlige område fra Justitsministeriet, jf. punkt 1.2. Det un-
derstreges, at forslaget ikke har betydning for ressortansva-
ret på det familieretlige område. Ministeren vil således lige-
som i dag også fremover være overordnet ansvarlig for om-
rådet.
Derudover foreslås det, at den ulovbestemte klageadgang,
der er nævnt i punkt 2.1.1, hvorefter der kan klages til mini-
steren over statsforvaltningens sagsbehandling i de sager,
hvor sagen (afgørelsen) ikke kan påklages til ministeren,
men derimod kan indbringes for domstolene, fastsættes i de
relevante familieretlige love. Det drejer sig om sager efter §
9 i adoptionsloven (adoption uden samtykke), som kan ind-
bringes for retten efter § 11 i adoptionsloven, statsforvalt-
ningens sager efter børneloven, sager om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl, som efter § 37, § 39, stk. 2, § 40 el-
ler § 46, stk. 2, i forældreansvarsloven kan indbringes for
retten, og sager om separation eller skilsmisse, som efter §§
43 eller 43 a i ægteskabsloven kan indbringes for retten.
Samtidig foreslås det, at disse typer af klagesager – i over-
ensstemmelse med ovennævnte forslag om ændring af den
administrative klageadgang i familieretlige sager – behand-
les af Ankestyrelsen. Disse forslag viderefører den nugæl-
dende mulighed for administrativt at påklage statsforvaltnin-
gens sagsbehandling i de familieretlige sager, hvor sagen
(afgørelsen) ikke kan påklages, men derimod kan indbringes
for domstolene. Principperne for behandlingen af disse sager
foreslås også videreført. Det vil således også fremover som
udgangspunkt først være muligt at påklage sagsbehandlin-
gen, når statsforvaltningen har afsluttet behandlingen af sag-
en. Klager over afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål om
inhabilitet og passivitet vil som hidtil kunne påklages, selv-
om statsforvaltningen endnu ikke har afsluttet sagen. Anke-
styrelsens reaktion i de nævnte sager, vil uanset klagetids-
punktet afhænge af en konkret vurdering af den pågældende
klage og sagens omstændigheder samt almindelige forvalt-
ningsretlige regler og principper. Hvis det påklagede sagsbe-
handlingsspørgsmål helt eller delvist indbringes for retten i
forbindelse med, at selve sagen indbringes for retten, kan
Ankestyrelsen helt eller delvist afvise at behandle sagsbe-
handlingsklagen, da det i modsat fald vil kunne medføre, at
både retten og Ankestyrelsen skal tage stilling til det samme
sagsbehandlingsspørgsmål. Hvis det i sjældne tilfælde skulle
vise sig, at retten på grund af sagens karakter og den måde,
hvorpå sagen er forelagt for retten, alligevel ikke tager stil-
ling til det konkrete sagsbehandlingsspørgsmål, som Anke-
styrelsen tidligere har afvist, kan klageren bede Ankestyrel-
sen om at genoptage behandlingen af klagen over statsfor-
valtningens sagsbehandling i sagen.
Som konsekvens af lovforslaget vil det fremover være An-
kestyrelsen, der skal tage stilling til eventuelle anmodninger
om genoptagelse af de familieretlige sager (herunder også
eventuelle genoptagelser af sager om aktindsigt), som Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen, har behandlet, ligesom det
vil være Ankestyrelsen, der tager stilling til eventuelle frem-
tidige anmodninger om aktindsigt i de familieretlige sager,
som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, har behandlet.
Ankestyrelsen vil desuden skulle behandle alle andre former
for henvendelser i de nævnte sager.
Det er ikke hensigten, at ovenstående forslag om ændring af
klagebestemmelserne på det familieretlige område skal æn-
dre på principperne for Ankestyrelsens behandling af fami-
lieretlige sager. Det foreslås dog som nævnt nedenfor i
punkt 2.4, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og
70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
disse sager således, at det bl.a. bliver muligt at behandle
principielle og generelle sager på et møde med udvidet vote-
ring med deltagelse af beskikkede medlemmer (lægfolk).
2.2. Ændring af visse kompetencebestemmelser i den fami-
lieretlige lovgivning
2.2.1. Gældende ret
Det er som nævnt i punkt 2.1.1 ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold, der som udgangspunkt
behandler klagesager på det familieretlige område. Ministe-
ren træffer også afgørelse i visse familieretlige sager som 1.
instans. Derudover fremgår det af nogle af de familieretlige
love, at ministeren godkender blanketter til brug for behand-
lingen af visse sager, at ministeren har adgang til oplysnin-
ger om parternes økonomiske forhold i visse sager, at mini-
steren i visse sager kan anmode parterne om at indsende op-
lysninger til brug for sagen, og at der kan træffes afgørelse i
sagen på det foreliggende grundlag, hvis dette ikke sker
(processuel skadevirkning), og at ministeren bekendtgør el-
ler offentliggør forskellige typer af oplysninger. Det drejer
sig om følgende bestemmelser på følgende områder:
Adoptionsloven
12
– Ophævelse af adoption og evt. genindtræden i retsfor-
holdet til den oprindelige slægt, jf. lovens § 18, stk. 1 og
5, og § 23, stk. 4.
– Efter lovens § 19, stk. 1, kan et adoptivforhold efter på-
stand blive ophævet ved dom, såfremt adoptanten har
forset sig groft mod barnet eller i væsentlig grad forsøm-
mer de ham ifølge adoptionen påhvilende forpligtelser,
eller såfremt ophævelse i øvrigt skønnes at være af væ-
sentlig betydning for adoptivbarnet. Det fremgår af lo-
vens § 19, stk. 2, at sag om ophævelse anlægges af adop-
tivbarnet. Hvis barnet er umyndigt eller på grund af
sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude
af stand til at handle fornuftsmæssigt, anlægges sagen af
barnets værge, af dets oprindelige fader eller moder eller
af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold eller den, han bemyndiger dertil.
– Det fremgår af lovens § 29, stk. 1, at den, der har bopæl
i udlandet, kun kan adoptere efter reglerne i loven, hvis
ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever har
dansk statsborgerskab og adoption som følge heraf ikke
kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor, og en
dansk adoptionsbevilling får gyldighed i bopælslandet.
Efter lovens § 29, stk. 2, kan ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold i øvrigt tillade
adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til landet.
– Tillæggelse af retsvirkninger efter lovens kapitel 2 på
adoptionsforhold, der er stiftet før den 1. januar 1957, jf.
lovens § 39, stk. 2.
Børneloven
– Godkendelse af blanketter, jf. lovens § 33, stk. 2, 1. pkt.
Forældreansvarsloven
– Midlertidig afgørelse om samvær eller anden kontakt i
helt særlige tilfælde, jf. lovens § 29, stk. 3.
– Adgang til oplysninger om forældrenes økonomiske for-
hold under en sag om forældrenes fælles ansvar for
transport af barnet i forbindelse med samvær, jf. lovens
§ 38.
Lov om børns forsørgelse
– Anmode parterne om at indsende oplysninger til brug for
behandlingen af en sag efter loven, og træffe afgørelse i
sagen på det foreliggende grundlag, hvis dette ikke sker
(processuel skadevirkning), jf. lovens § 20.
– Adgang til oplysninger om parternes økonomiske for-
hold i sager om bidrag efter loven, jf. lovens § 21, stk. 4.
Retsvirkningsloven
– Anmode parterne om at indsende oplysninger til brug for
behandlingen af en sag om ægtefællebidrag, og træffe
afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, hvis det-
te ikke sker (processuel skadevirkning), jf. lovens § 9 a.
– Adgang til oplysninger om parternes økonomiske for-
hold i sager om ægtefællebidrag, jf. lovens § 52 a, stk. 4.
Ægteskabsloven
– Tilladelse til indgåelse af ægteskab mellem personer,
hvor den ene har været gift med den andens slægtning i
ret op- eller nedstigende linje, jf. lovens § 7.
– Vielsesbemyndigelse til præster i andre trossamfund end
folkekirken (anerkendte trossamfund, hvor ministeren i
forening med Dronningen træffer afgørelse, og godkend-
te trossamfund), jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 2 og 3.
– Godkendelse af ugyldige vielser (ægteskaber), jf. lovens
§ 21, stk. 2.
– Anlægge sag ved domstolene om omstødelse af et ægte-
skab, der er indgået i strid med lovens § 6 (slægtskab i
ret op- eller nedstigende linje eller søskende) eller lo-
vens § 9 (bigami), jf. lovens § 23, stk. 3.
– Adgang til oplysninger om parternes økonomiske for-
hold i sager om ægtefællebidrag, jf. lovens § 58 a, stk. 4.
– Anmode parterne om at indsende oplysninger til brug for
behandlingen af en sag om ægtefællebidrag, og træffe
afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, hvis det-
te ikke sker (processuel skadevirkning), jf. lovens § 58 c.
Navneloven
– Offentliggørelse af en liste over ikke-beskyttede efter-
navne, jf. lovens § 2, stk. 2.
– Modtage anmeldelse af og efterfølgende offentliggørelse
af en liste over beskyttede navne på selskaber, forenin-
ger, varemærker og lignende samt almindeligt kendte
kunstnernavne, jf. lovens § 6, stk. 2.
– Offentliggørelse af en liste over allerede godkendte for-
navne, jf. lovens § 14, stk. 1.
Det er Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der i kraft af
sin departementale status, udfører opgaver m.v. efter oven-
nævnte bestemmelser, jf. cirkulæreskrivelse af 21. december
2011 om det familieretlige område, som ændret ved cirkulæ-
reskrivelse af 21. december 2012 om ændring af Ankestyrel-
sens arbejdsopgaver på det familieretlige område.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, har udover oven-
nævnte bl.a. også opgaver som centralmyndighed i relation
til følgende konventioner m.v.:
– Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20.
juni 1956 om inddrivelse af underholdspligt i udlandet
(FN-konventionen).
– Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse
og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt
over for børn (Haagerkonventionen af 1958).
– Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Fin-
land, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af under-
holdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention).
– Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af
børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner.
– Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendel-
se og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt
(Haagerkonventionen af 1973).
13
– De bestemmelser i Rådets Forordning (EF) nr. 4/2009
om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholds-
pligt (underholdspligtforordningen), der gælder her i
landet, jf. § 1 i lov om Bruxelles I-forordningen m.v.
De opgaver, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i
dag varetager efter de nævnte konventioner m.v., vil på sam-
me måde som de opgaver m.v., der er nævnt i forslaget ne-
denfor under punkt 2.2.3, fremover skulle varetages af An-
kestyrelsen. Opgaverne efter konventionerne m.v. er ikke
henlagt til Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, ved lov,
men derimod ved administrative forskrifter. Disse forskrifter
vil skulle ændres med virkning fra det samme tidspunkt,
som det foreslås, at dette lovforslag træder i kraft.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, har også andre opga-
ver på det familieretlige område, herunder bl.a. afgivelse af
udtalelser i sager, der forelægges, forskellige attestationer
m.v., herunder bl.a. udtalelser om dansk lovgivning til brug i
udlandet, retskraftspåtegninger og legaliseringer samt besva-
relse af henvendelser fra borgere og myndigheder i ind- og
udland. Disse andre opgaver er i nogle tilfælde reguleret i de
administrative forskrifter på de forskellige familieretlige
områder, og i andre tilfælde er der tale om ulovbestemte op-
gaver, der kan have karakter af faktisk forvaltningsvirksom-
hed.
Det er ikke hensigten med dette lovforslag, at der skal æn-
dres på, hvilke opgaver Ankestyrelsen fremover skal vareta-
ge på det familieretlige område i forhold til i dag. Ankesty-
relsen skal således fremover varetage de opgaver, som An-
kestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag varetager. Det be-
mærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen på samme måde
som i dag også fremover løbende vil kunne udvikle sin op-
gavevaretagelse på det familieretlige område inden for de
rammer, som den familieretlige lovgivning fastlægger. Som
nævnt i punkt 1.1 fremsættes der samtidig med dette lovfor-
slag et lovforslag om modernisering af adoptionsloven – et
nyt adoptionssystem, hvori der dog foreslås visse ændringer
af opgavevaretagelsen på adoptionsområdet.
Udover ovennævnte opgaver m.v. behandler ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold tillige fami-
lieretlige sager om:
1. Børn, der er bortført til eller fra Danmark, herunder
sager efter lov om international fuldbyrdelse af foræl-
dremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børne-
bortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april
2010, og lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørne-
beskyttelseskonventionen. I forbindelse med sådanne
sager, kan ministeren efter § 27 i forældreansvarsloven,
hvis forældrene har fælles forældremyndighed, og er
der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af
landet og derved foregribe en afgørelse om forældre-
myndigheden, midlertidigt tillægge den anden af foræl-
drene forældremyndigheden alene.
2. Godkendelse af trossamfund fra den 1. januar 1970, jf.
§ 16, stk. 1, nr. 3, i ægteskabsloven og forarbejderne til
loven (Folketingstidende 1968-69, tillæg B, spalte
1929-1930).
3. Kongelig anerkendelse af præster i trossamfund, hvor
trossamfundet er anerkendt ved kongelig resolution før
den 1. januar 1970.
De sagstyper, der er nævnt under nr. 1 og 2, behandles ikke
af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, men derimod af
Familieretskontoret i ministeriets departement. Den sagsty-
pe, der er nævnt under nr. 3, behandles i dag i fællesskab af
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, og Familieretskonto-
ret i ministeriets departement, der udfærdiger en indstilling
til ministeren og Dronningen.
2.2.2. Ministeriets overvejelser
Der henvises i det hele til overvejelserne ovenfor i punkt
2.1.2 om de foretagne ændringer i myndighedsstrukturen på
det familieretlige område og om forskellen mellem Ankesty-
relsen, der i sin opgavevaretagelse er en selvstændighed
myndighed, og Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der i
sin opgavevaretagelse har departemental status.
Ankestyrelsen bør også i forhold til de afgørelser, opgaver
m.v., der er nævnt i punkt 2.2.1 være en selvstændig myn-
dighed under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration
og Sociale Forhold, og Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gen, bør således ikke længere have departemental status.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de afgørelser, opgaver m.v., som Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingen, i dag træffer, udfører m.v. æn-
dres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der træffer
disse afgørelser, udfører disse opgaver m.v. Da Ankestyrel-
sen, Familieretsafdelingen, allerede i dag træffer disse afgø-
relser, udfører disse opgaver m.v. på baggrund af sin depar-
tementale status, ændres der ikke på, hvem der de-facto
træffer disse afgørelser, udfører disse opgaver m.v., men
forslaget vil sammen med forslagene i punkt 2.1.3 medføre,
at Ankestyrelsen får status som en almindelig styrelse under
det ressortansvarlige ministerium. Sagsgangen i den sagsty-
pe, der er nævnt i beskrivelsen ovenfor under nr. 3 foreslås
dog ændret, jf. bemærkninger til dette lovforslags § 7, nr. 2.
Som nævnt ovenfor under punkt 2.1.3 skal forslaget samti-
dig ses i sammenhæng med den opdeling af opgavevareta-
gelsen på det familieretlige område, som blev påbegyndt i
1982-83, hvor Familieretsdirektoratet blev oprettet og bl.a.
overtog klagesagsbehandlingen på det familieretlige område
fra Justitsministeriet, jf. punkt 1.2.
14
Det understreges, at forslaget ikke har betydning for ressor-
tansvaret på det familieretlige område. Ministeren vil såle-
des ligesom i dag også fremover med lovforslaget være
overordnet ansvarlig for området.
Det skal som nævnt i punkt 2.1.3 understreges, at der ikke
med forslaget ændres på, hvilke opgaver Ankestyrelsen
fremover skal varetage på det familieretlige område i for-
hold til i dag. Forslagene vil alene afskaffe Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingens, departementale status.
2.3. Administrative forskrifter om behandlingen af familier-
etlige sager, herunder om behandling af klager
2.3.1. Gældende ret
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold har i de familieretlige love bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om behandlingen af sager på de forskellige
sagsområder, herunder regler om behandling af klager. Det
drejer sig om nedenstående bestemmelser i følgende love:
Adoptionsloven
– Efter lovens § 25 kan der fastsættes regler om behand-
ling af sager efter loven, herunder om godkendelse som
adoptant, om adoptionssagers behandling, herunder om
indholdet af ansøgninger om adoption m.v., om afgivel-
se af samtykke til adoption, jf. lovens §§ 6 og 8, og om
behandlingen af sager om adoption uden samtykke, jf.
lovens § 9.
– Der kan fastsættes nærmere regler om klagers behand-
ling, jf. lovens § 29 b, stk. 2.
Børneloven
– Efter lovens § 33, stk. 1, kan der fastsættes regler om be-
handling af sager efter loven, herunder om personregi-
sterførernes og statsforvaltningens registrering af fader-
skab og medmoderskab, om statsforvaltningens behand-
ling af sager om faderskab og medmoderskab, om bereg-
ning af den periode, hvor moderen blev gravid, og om
retsgenetiske undersøgelser.
– Da sager efter loven ikke kan påklages, men derimod
kan indbringes for domstolene, er der ikke hjemmel til at
fastsætte regler om klagers behandling.
Forældreansvarsloven
– Efter lovens § 42, nr. 1, kan der fastsættes regler om be-
handling af sager om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær m.v.
– Der kan fastsættes regler om klagers behandling, jf. lo-
vens § 42, nr. 6.
Lov om børns forsørgelse
– Efter lovens § 21, stk. 3, kan der fastsættes regler om
klages behandling og om statsforvaltningens behandling
af sager om børnebidrag herunder om ansøgningsfrister
og begyndelses- og ændringstidspunkter.
Lov om opkrævning af underholdsbidrag
– Efter lovens § 23 b, nr. 3, kan der fastsættes regler om
statsforvaltningens behandling af sager efter loven, her-
under om behandling af klager over afgørelser truffet af
statsforvaltningen.
Retsvirkningsloven
– Efter lovens § 52 a, stk. 3, kan der fastsættes regler om
klagers behandling og om statsforvaltningens behand-
ling af sager om ægtefællebidrag, jf. lovens §§ 5, 6 og 8,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og æn-
dringstidspunkter.
Ægteskabsloven
– Efter lovens § 58 a, stk. 3, kan der fastsættes regler om
statsforvaltningens behandling af separations- og skil-
smissesager, om vilkårsforhandling, om mægling efter
lovens § 41, om statsforvaltningens behandling af sager
om ægtefællebidrag efter lovens §§ 50 og 53, herunder
om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstids-
punkter, samt om klagers behandling.
Navneloven
– Efter lovens § 20, 1. pkt., kan der fastsættes nærmere
regler om behandlingen af sager om navngivning og
navneændringer.
– Der kan fastsættes regler om klagers behandling, jf. lo-
vens § 21, stk. 2.
Udlændingeloven
– Efter lovens § 56 a, stk. 5, kan der fastsættes nærmere
regler om statsforvaltningens behandling af sager om
udpegning af en repræsentant til varetagelse af interes-
serne for uledsagede udlændinge under 18 år, der ophol-
der sig her i landet.
– Det fremgår af lovens § 56 a, stk. 4, at statsforvaltnin-
gens afgørelse om udpegning af en repræsentant kan på-
klages til ministeren. Selvom der således er klageadgang
til ministeren, fremgår det ikke af loven, at der er hjem-
mel til at fastsætte regler om klages behandling i relation
til disse sager.
Administrative forskrifter (herunder også bestemmelser om
behandlingen af de forskellige typer af sager), der er udstedt
af ministeren i medfør af ovennævnte bestemmelser i de fa-
milieretlige love, finder også anvendelse på de klagesager,
som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag behandler
på vegne af ministeren.
15
2.3.2. Ministeriets overvejelser
Som nævnt i punkt 2.3.1, indeholder de (fleste) familieretli-
ge love bestemmelser, som bemyndiger ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold til at fastsætte
nærmere regler om behandlingen af sager på de forskellige
områder, herunder regler om behandling af klager. Disse
regler finder også anvendelse på de familieretlige sager, som
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag behandler på
vegne af ministeren.
I punkt 2.1.3 foreslås det, at de klagebestemmelser, der er
nævnt i punkt 2.1.1, ændres således, at det ikke længere er
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold, men Ankestyrelsen, der behandler klager over statsfor-
valtningens (og visse andre myndigheders) afgørelser i kon-
krete familieretlige sager.
De administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de
bemyndigelsesbestemmelser i de familieretlige love, der er
nævnt i punkt 2.3.1, vil – på samme måde som forskrifterne
i dag finder anvendelse på Ankestyrelsen, Familieretsafde-
lingens, behandling af familieretlige sager – fremover med
lovforslaget finde anvendelse på Ankestyrelsens behandling
af familieretlige sager.
Det fremgår imidlertid af § 21, stk. 3, i lov om børns forsør-
gelse, § 23 b, nr. 3, i lov om opkrævning af underholdsbi-
drag, § 52 a, stk. 3, i retsvirkningsloven, § 58 a, stk. 3, i æg-
teskabsloven og § 56 a, stk. 5, i udlændingeloven, at det er
statsforvaltningens behandling af sager, der kan fastsættes
nærmere regler om. Da det er statsforvaltningens sagsbe-
handling, der kan fastsættes regler om, kan der eventuelt op-
stå tvivl om, hvorvidt administrative forskrifter udstedt i
medfør af disse bestemmelser også vil gælde for Ankestyrel-
sens behandling af familieretlige sager.
Som nævnt ovenfor i punkt 2.1.1 kan visse typer af sager ik-
ke påklages til ministeren, men kan derimod indbringes for
domstolene. Det drejer sig om sager om faderskab og med-
moderskab (børneloven), afslutning af sager om separation
og skilsmisse (ægteskabsloven), sager om endelig afgørelse
af forældremyndighed og barnets bopæl (forældreansvarslo-
ven) samt sager om adoption uden samtykke (adoptionslo-
ven).
Selvom disse typer af sager således kan indbringes for dom-
stolene, er der som nævnt i punkt 2.1.1 en ulovbestemt ad-
gang til at klage til ministeren over de underliggende statsli-
ge myndigheders behandling af disse sager (herunder inha-
bilitet, passivitet og aktindsigt). Som konsekvens af, at det
ovenfor i punkt 2.1.3 foreslås, at denne ulovbestemte klage-
adgang i relation til sagsbehandlingen i disse sager fastsæt-
tes i de relevante familieretlige love således, at disse typer af
klagesager fremover behandles af Ankestyrelsen, vil der væ-
re behov for en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte
regler om behandlingen af sådanne sagsbehandlingsklager.
En sådan bemyndigelse vil medføre, at ministeren på samme
måde som f.eks. på bidragsområdet vil kunne fastsætte nær-
mere regler om behandling af klager over sagsbehandlingen
i disse sagstyper.
I § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven, § 42, nr. 6, i forældrean-
svarsloven og § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven er der allerede
i dag en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte nærmere
regler om klagers behandling. Denne hjemmel vil også give
ministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om kla-
gers behandling i sager, hvor der klages til Ankestyrelsen
over sagsbehandlingen, men hvor sagen i øvrigt ikke kan på-
klages til Ankestyrelsen, men derimod kan indbringes for
domstolene.
I børneloven er der ikke udtrykkelig hjemmel for ministeren
til at fastsætte nærmere regler om klagers behandling.
Som nævnt i punkt 2.3.1, kan statsforvaltningens afgørelser
om udpegning af en repræsentant til varetagelse af interes-
serne for uledsagede udlændinge under 18 år, der opholder
sig her i landet, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1 og 3, på-
klages til ministeren. Lovens § 56 a, stk. 5, indeholder en
bemyndigelse til ministeren til at fastsatte nærmere regler
om statsforvaltningens behandling af disse sager. Bestem-
melsen indeholder dog ikke en udtrykkelig hjemmel for mi-
nisteren til at fastsætte nærmere regler om klagers behand-
ling.
2.3.3. Forslagets indhold
Da det fremgår af § 21, stk. 3, i lov om børns forsørgelse, §
23 b, nr. 3, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, § 52
a, stk. 3, i retsvirkningsloven, § 58 a, stk. 3, i ægteskabslo-
ven og § 56 a, stk. 5, i udlændingeloven, at det er statsfor-
valtningens behandling af sager, der kan fastsættes nærmere
regler om, og da der således eventuelt kan opstå tvivl om,
hvorvidt administrative forskrifter udstedt af ministeren i
medfør af disse bestemmelser også vil gælde for Ankestyrel-
sens behandling af disse typer af sager, foreslås det, at de
nævnte bestemmelser ændres således, at det er behandlingen
af sager, ministeren kan fastsætte nærmere forskrifter om.
Ordlyden af bestemmelserne vil således ikke længere være
begrænset til statsforvaltningens behandling af sager. Her-
ved fastslås det, at administrative forskrifter om behandling
af sager, der er udstedt efter de nævnte bemyndigelsesbe-
stemmelser, også vil gælde for Ankestyrelsen.
Som nævnt i punkt 2.3.2 er der ikke udtrykkelig hjemmel i
børneloven for ministeren til at fastsætte nærmere regler om
klagers behandling. Det samme er tilfældet i relation til sag-
er om udpegning af en repræsentant til varetagelse af inte-
resserne for uledsagede udlændinge under 18 år, der ophol-
16
der sig her i landet, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1-4.
Det foreslås derfor, at der i begge love indsættes en bestem-
melse, der giver ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler om klagers behandling.
2.4. Ankestyrelsens sagsbehandling i familieretlige sager
2.4.1. Gældende ret
Som nævnt ovenfor i punkt 2.1.1, finder retssikkerhedsloven
ikke anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af familieretlige sager. Retssikkerhedsloven in-
deholder bl.a. i kapitel 9, 9 a og 10 bestemmelser om Anke-
styrelsens behandling af klagesager på det sociale område
og på beskæftigelsesområdet.
Der er ikke særlige regler i den familieretlige lovgivning,
der regulerer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gen, skal træffe afgørelser i familieretlige sager. Der er såle-
des ikke regler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvirke
eksterne personer ved afgørelsen af sager, eller at afgørelsen
f.eks. skal træffes på et møde. Dette gælder både de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler,
og de sager, hvor Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
træffer afgørelse som 1. instans, f.eks. sager om tilladelse til
indgåelse af ægteskab mellem personer, af hvilke den ene
har været gift med den andens slægtning i ret op- eller ned-
stigende linje, jf. § 7 i ægteskabsloven. Det er normalt den
sagsbehandler, der behandler sagen, der på vegne af Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelse i sagen.
Der er heller ikke i lovgivningen fastlagt rammer for, hvor-
dan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal træffe
afgørelse i sager, der har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af sager
på det familieretlige område sker således efter reglerne i den
familieretlige lov og tilhørende administrative forskrifter,
som den konkrete sag vedrører. Derudover finder også for-
valtningsloven, persondataloven, offentlighedsloven og al-
mindelige forvaltningsretlige principper anvendelse ved be-
handling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af familieretlige klagesager. Efter disse princip-
per har en klage over en administrativ afgørelse ikke opsæt-
tende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, kan
dog efter anmodning tillægge en klage opsættende virkning,
hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og vurderingen
heraf skal der efter praksis normalt foreligge helt særlige
omstændigheder, f.eks. at den påklagede afgørelse vurderes
at være åbenbart urigtig, eller f.eks. at det i forbindelse med
en påklaget afgørelse om samvær, hvor der er tvivl om,
hvorvidt samværet er til barnets bedste, er nødvendigt, at der
af hensyn til barnet ikke er samvær under behandlingen af
klagesagen.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler fami-
lieretlige klagesager, finder de almindelige forvaltningsretli-
ge principper om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade
for klageren eller ej, anvendelse, herunder også i relation til,
at der i de fleste familieretlige sager er tale om en sag mel-
lem to parter (en partstvist). Det er således udgangspunktet
ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens behandling af
sager, at en afgørelse ikke kan ændres til skade for klageren,
medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder,
f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på grund af
manglende kompetence, eller at der i øvrigt foreligger væ-
sentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende betyd-
ning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på anden må-
de.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser skal give en begrundelse med henvis-
ning til relevante retsregler. I det omfang, afgørelsen efter
disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundel-
sen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestem-
mende for skønsudøvelsen. Derudover skal en begrundelse
om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysnin-
ger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er til-
lagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
I nogle familieretlige sager kan det være nødvendigt at med-
dele en afgørelse mundtligt, jf. forvaltningslovens § 23,
f.eks. hvis det af hensyn til barnet er nødvendigt straks at
suspendere et samvær. Den nævnte bestemmelse forudsæt-
ter, at afgørelser kan meddeles mundtligt. Den pågældende
part kan i så fald forlange at få en skriftlig begrundelse for
afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågæl-
dende part medhold. En anmodning herom skal fremsættes
over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har
modtaget underretning om afgørelsen. En anmodning om
skriftlig begrundelse skal besvares snarest muligt. Hvis an-
modningen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begærin-
gen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne
underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæ-
ringen kan forventes besvaret. Ankestyrelsen, Familieretsaf-
delingen, vil efter praksis snarest muligt efter en mundtlig
afgørelse sende en skriftlig begrundelse til sagens parter –
uanset om parterne har bedt herom.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelse
i familieretlige klagesager, kan afgørelsen i overensstem-
melse med almindelige forvaltningsretlige principper være
afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller æn-
dring af den afgørelse, der er klaget over.
17
Det fremgår af de familieretlige love, at ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold kan fastsætte nær-
mere regler om behandlingen af klager. I de familieretlige
administrative forskrifter er der fastsat nærmere regler her-
om. Det er bl.a. bestemt, hvordan klager skal indgives, og
hvordan den pågældende myndighed skal behandle klagen.
Udover at behandle konkrete familieretlige klagesager fører
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, som klageinstans et
overordnet tilsyn med praksis på det familieretlige område.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, udarbejder bl.a. stati-
stik herom og har f.eks. indhentet sager til gennemsyn fra
statsforvaltningen til brug for udarbejdelse af statistik.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. af §
166 i serviceloven og § 50 i lov om social pension, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 10 af 12. januar 2015, at kommunalbesty-
relsens afgørelser efter loven kan indbringes for Ankestyrel-
sen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. Når An-
kestyrelsen behandler disse klagesager, finder bestemmel-
serne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anvendelse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Lovens kapitel 9 inde-
holder også bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal
træffe afgørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som ud-
gangspunkt afgørelse i klagesager på det sociale område
uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52
a. Det er således normalt den enkelte sagsbehandler, der på
vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over
kommunale afgørelser på det sociale område. Hvis Ankesty-
relsen skønner, at en sag har principiel eller generel betyd-
ning, træffes afgørelsen i sagen på et møde, hvor der delta-
ger to beskikkede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens §
55 (udvidet votering). Det fremgår af lovens § 56, at Anke-
styrelsens chef i relation til disse principielle eller generelle
sager kan beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde,
hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand,
og hvor der deltager to ankechefer og to beskikkede med-
lemmer.
Ministeren har bemyndigelse til at fastsætte en forretnings-
orden for Ankestyrelsen, jf. lovens § 58.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener. § 70 i retssikkerhedsloven er en
videreførelse af den tidligere § 10 i lov nr. 605 af 20. de-
cember 1972 om Den Sociale Ankestyrelse. Det fremgår af
forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
1972-72, tillæg A, spalte 404, at der med kravet om en be-
grundelse for afgørelsen dels sigtes på at gøre offentlighe-
den og de underliggende instanser bekendt med Ankestyrel-
sens praksis, og dels at give en klager, der ikke får medhold,
mulighed for at overveje sin stilling med hensyn til henven-
delse til Folketingets Ombudsmand eller de almindelige
domstole. Bestemmelsen må ses i sammenhæng med § 22 i
forvaltningsloven, hvorefter en afgørelse, når den meddeles
skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. De
nærmere krav til begrundelsen følger af §§ 23 og 24 i for-
valtningsloven, hvis indhold er beskrevet ovenfor. Ankesty-
relsen kan således, hvis der er behov herfor, meddele en af-
gørelse mundtligt, jf. § 23 i forvaltningsloven, men er samti-
dig forpligtet til at give en skriftlig begrundelse for afgørel-
sen, jf. § 70 i retssikkerhedsloven.
Foruden ovennævnte finder også de øvrige regler i forvalt-
ningsloven, persondataloven, offentlighedsloven og almin-
delige forvaltningsretlige principper anvendelse ved Anke-
styrelsens behandling af klagesager på det sociale område.
Det fremgår af retssikkerhedslovens kapitel 11, at Ankesty-
relsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser,
som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse med lov-
givningen, jf. lovens § 76
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale
Forhold kan efter retssikkerhedslovens § 77 anmode Anke-
styrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelsernes afgørel-
ser.
Ankestyrelsen kan som led i sine opgaver efter retssikker-
hedslovens § 76 indhente sager til gennemsyn, jf. lovens §
79. Når Ankestyrelsen indhenter sager til gennemsyn, sker
18
dette i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven
og persondataloven.
Ifølge retssikkerhedslovens § 79 a behandler kommunalbe-
styrelsen Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens prak-
sis på et møde. Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbe-
styrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens
behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger undersø-
gelsens resultater har givet anledning til. Styrelsen kan fast-
sætte en frist for denne orientering.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 80, stk. 1, at Ankesty-
relsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for
sin indsats med at koordinere praksis, jf. lovens § 76. Che-
fen for Ankestyrelsen er formand for udvalget, og de øvrige
medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra
KL, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i
Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd
og Danske Handicaporganisationer. Det Rådgivende Prak-
sisudvalg er tæt knyttet til kommunernes afgørelser på det
sociale område og på beskæftigelsesområdet og er oprettet
for at etablere en mulighed for, at interesseorganisationerne
kan følge disse områder. I den sammenhæng er medlemmer-
ne repræsentanter for deres organisationer og indtager derfor
ikke en funktion som lægfolk.
2.4.2. Ministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor i punkt 2.4.1 sker Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingens, sagsbehandling i familieretlige sager
efter reglerne i den familieretlige lov og tilhørende admini-
strative forskrifter, som den konkrete sag vedrører. Derud-
over finder også forvaltningsloven, persondataloven, offent-
lighedsloven og almindelige forvaltningsretlige principper
anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, be-
handling af familieretlige sager.
Ved behandlingen af familieretlige sager er der således alle-
rede i dag regler og principper bl.a. for adgangen til at til-
lægge en klage opsættende virkning, partshøring, begrundel-
ser m.v.
Henset til, at hensigten med dette lovforslag er at ændre An-
kestyrelsen, Familieretsafdelingens, departementale status,
og at Familieretsafdelingen derved integreres fuldt ud i An-
kestyrelsen på lige fod med andre afdelinger i styrelsen, bør
det være muligt at behandle familieretlige sager inden for de
rammer, som i dag gælder for Ankestyrelsens behandling af
sager efter retssikkerhedsloven.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og
70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarslo-
ven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om op-
krævning af underholdsbidrag, retsvirkningsloven, ægte-
skabsloven, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven.
Dette vil gælde både for Ankestyrelsens behandling af fami-
lieretlige klagesager og de familieretlige sager, hvor Anke-
styrelsen træffer afgørelse som 1. instans (og eneste instans).
Med forslaget vil det fortsat være udgangspunktet, at det er
den enkelte sagsbehandler i Ankestyrelsen, der på vegne af
Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen. Forslaget vil dog gi-
ve Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at en sag af prin-
cipiel eller generel betydning vil skulle behandles på et mø-
de med udvidet votering efter retssikkerhedslovens § 55, stk.
1 og stk. 2, nr. 1, hvor der deltager to beskikkede medlem-
mer (lægmænd) og to ankechefer og tillige i nogle tilfælde
styrelseschefen eller vicestyrelseschefen, jf. lovens § 56.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på det fami-
lieretlige område fremover vil være den endelige admini-
strative klageinstans i relation til en stor del af statsforvalt-
ningens familieretlige afgørelser, visse af kommunernes af-
gørelser i sager om prøvelse af ægteskabsbetingelser samt
alle afgørelser, som personregisterførerne træffer på nav-
neområdet. Dette fastlægges med forslaget om, at retssikker-
hedslovens § 50, stk. 4, skal finde anvendelse ved Ankesty-
relsens behandling af sager på det familieretlige område.
Det fremgår af den nævnte bestemmelse, at Ankestyrelsens
afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myn-
dighed. Ankestyrelsens afgørelser på det familieretlige om-
råde vil således ikke kunne påklages til ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold eller til andre ad-
ministrative myndigheder.
Som nævnt ovenfor i punkt 2.4.1 er der allerede i dag for-
skellige familieretlige regler og almindelige forvaltningsret-
lige regler og principper, der bl.a. regulerer:
– Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, sagsbehandling i
relation til adgangen til at tillægge klager opsættende
virkning.
– Hvordan klager skal indgives.
– Indholdsmæssige krav til begrundelsen for skriftlige af-
gørelser.
– Mulighed for at træffe mundtlige afgørelser i hastende
sager, hvorefter der gives en skriftlig begrundelse for af-
gørelsen.
Bestemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68
og 70 er til en vis grad i overensstemmelse med de regler og
forvaltningsretlige principper, der i dag gælder for Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingens, sagsbehandling i familieretli-
ge sager. Det fremgår f.eks. af retssikkerhedslovens § 70, at
Ankestyrelsens afgørelser skal være skriftlige og være be-
grundede. Dette gælder som udgangspunkt også i dag for
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af fami-
lieretlige sager, hvorfor bestemmelsen i retssikkerhedslo-
19
vens § 70 vil kunne anvendes i disse sager. Der vil dog fort-
sat være mulighed for at træffe mundtlige afgørelser i fami-
lieretlige sager, jf. forvaltningslovens § 23, hvis der er be-
hov herfor, f.eks. hvis det af hensyn til et barn er nødvendigt
straks at ophæve et samvær, der vurderes at være til skade
for barnet.
Det foreslås, at der foretages forskellige mindre ændringer i
nogle af de bestemmelser i retssikkerhedsloven, der efter
forslaget fremover vil skulle anvendes ved Ankestyrelsens
behandling af familieretlige sager. De foreslåede ændringer
vedrører alene behandlingen af familieretlige sager. Dette
sker for at tilpasse bestemmelserne til de regler og princip-
per, som i dag gælder for Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gens, sagsbehandling i familieretlige sager, og som det fore-
slås fremover skal gælde for Ankestyrelsens behandling af
disse sager. Der henvises til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil.
Forslaget vil også medføre, at ministeren får bemyndigelse
efter retssikkerhedslovens § 58 til i forretningsordenen for
Ankestyrelsen at fastsætte nærmere regler for styrelsens be-
handling af familieretlige sager. Det bemærkes, at ministe-
ren som nævnt ovenfor i punkt 2.3 allerede i dag har bemyn-
digelse i de forskellige familieretlige love til at fastsætte
nærmere regler om sagsbehandlingen i familieretlige sager,
herunder om klagers behandling.
Det foreslås også, at retssikkerhedslovens § 76 i kapitel 11
om Ankestyrelsens pligt til på landsplan at koordinere, at af-
gørelser, som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Anke-
styrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse
med lovgivningen, skal finde anvendelse på det familieretli-
ge område. I den forbindelse foreslås det, at der indsættes en
ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, der på samme måde
som lovens § 77 skal give Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold mulighed for at anmode An-
kestyrelsen om at gennemgå sager efter adoptionsloven, bør-
neloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, §
2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag,
retsvirkningsloven, ægteskabsloven, navneloven og § 56 a,
stk. 1 og 3, i udlændingeloven, som kommunerne, statsfor-
valtningen eller personregisterførerne har behandlet.
Da det foreslås, at lovens § 76 skal finde anvendelse på det
familieretlige område foreslås det også, at lovens § 79 skal
finde anvendelse på det familieretlige område. Ankestyrel-
sen vil således efter § 79 som led i sine opgaver efter lovens
§ 76 kunne indhente sager fra kommunerne, statsforvaltnin-
gen og personregisterførerne, som disse myndigheder har
truffet afgørelse i efter adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2. pkt., og §
20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, retsvirknings-
loven, ægteskabsloven, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i
udlændingeloven.
Som nævnt ovenfor i punkt 2.4.1 fremgår det af retssikker-
hedslovens § 79 a, at kommunalbestyrelsen behandler Anke-
styrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde,
og at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen
skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behand-
ling, herunder om, hvilke foranstaltninger undersøgelsens
resultater har givet anledning til. Styrelsen kan fastsætte en
frist for denne orientering. Som følge af forslaget om, at lo-
vens § 76 skal finde anvendelse på det familieretlige områ-
de, foreslås det også at lovens § 79 a skal finde anvendelse
på det familieretlige område. Denne bestemmelse vil således
fremover også omfatte kommunernes sager om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne og sager om vielse efter ægteskabs-
lovens § 13, stk. 1, og § 18, stk. 1.
Det fremgår af lovens § 80, stk. 1, at Ankestyrelsen nedsæt-
ter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med
at koordinere praksis, jf. lovens § 76. Chefen for Ankesty-
relsen er formand for udvalget, og de øvrige medlemmer ud-
peges af Ankestyrelsen efter indstilling fra KL, Dansk Ar-
bejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funkti-
onærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Danske Han-
dicaporganisationer. Det Rådgivende Praksisudvalg er tæt
knyttet til kommunernes afgørelser på det sociale område og
på beskæftigelsesområdet og er oprettet for at etablere en
mulighed for, at interesseorganisationerne kan følge disse
områder. I den sammenhæng er medlemmerne repræsentan-
ter for deres organisationer og indtager derfor ikke en funk-
tion som lægfolk. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt,
at Det Rådgivende Praksisudvalg skal støtte Ankestyrelsens
indsats med at koordinere praksis i familieretlige sager. Det
foreslås derfor, at lovens § 80, stk. 1, ikke skal finde anven-
delse på det familieretlige område.
Det bemærkes, at der i retssikkerhedslovens kapitel 9 i dag
er bestemmelser, som efter deres ordlyd f.eks. alene finder
anvendelse for bestemte typer af sociale sager. Selvom det
foreslås, at lovens kapitel 9 i sin helhed skal finde anvendel-
se ved Ankestyrelsens behandling af familieretlige sager, vil
der således være bestemmelser i lovens kapitel 9, som efter
deres ordlyd ikke vil finde anvendelse i familieretlige sager.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Lovforslaget har samlet set ingen økonomiske eller admini-
strative konsekvenser for det offentlige og er dermed ud-
giftsneutralt. Der ændres ikke på opgavefordelingen mellem
Ankestyrelsen og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integra-
tion og Sociale Forhold eller andre myndigheder.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
20
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Da det i dag er Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der
behandler de sager, der er nævnt i punkt 2.1.1, 2.2.1 og
2.3.1, da det fremover er Ankestyrelsen, der skal behandle
disse sager, og da der ikke ændres på opgavefordelingen
mellem myndighederne, har lovforslaget ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
Forslaget om, at den nugældende ulovbestemte klageadgang
til ministeren over sagsbehandlingen i sager, der ikke kan
påklages, men derimod kan indbringes for domstolene, fast-
sættes i de forskellige familieretlige love med klageadgang
til Ankestyrelsen, vil som nævnt ovenfor tydeliggøre borger-
nes retsstilling, men har ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 22. januar
2015 til den 19. februar 2015 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
AC-Børnehjælp, Adoptionsnævnet, Adoption & Samfund,
Advokatrådet, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu, Byretterne,
Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Børns Vilkår, DanAdopt, Danmarks Provstefor-
ening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Dansk
Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske Dommer-
forening, Den Danske Præsteforening, Dommerfuldmægtig-
foreningen, Domstolsstyrelsen, Et barn to forældre, Forenin-
gen af Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvalt-
ningsjurister, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,
KL, Kvinderådet, Landsforeningen Børn og Samvær,
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og trans-
personer, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre
(LOKK), Mandecentret, Mødrehjælpen, Red Barnet Dan-
mark, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden
på Færøerne, statsforvaltningen, Vestre Landsret, Østre
Landsret og samtlige anerkendte og godkendte trossamfund
og menigheder.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af adoptionslovens § 1, stk. 1, at statsforvaltnin-
gen behandler sager om adoption. Loven giver mulighed for
forskellige typer af adoption: Fremmedadoption efter lovens
§ 4 a, stk. 1 (adoption af et barn, som adoptanten ikke har en
tæt familiemæssig tilknytning til), stedbarnsadoption efter
lovens § 5 a (den ene ægtefælles eller samlevers adoption af
den anden ægtefælles eller samlevers barn) og familieadop-
tion efter lovens § 4 a, stk. 2 (adoption af et barn, som adop-
tanten har en tæt tilknytning til). Ved fremmedadoption skal
ansøgeren forinden tillige godkendes som adoptant. Det er
ikke statsforvaltningen, men derimod adoptionssamrådet,
der træffer afgørelse om godkendelse som adoptant, jf. lo-
vens § 25 a.
21
Ifølge lovens § 18, stk. 1, kan ministeren for børn, ligestil-
ling, integrations og sociale forhold ophæve et adoptionsfor-
hold, når adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Mini-
steren kan efter lovens § 18, stk. 5, ophæve et adoptionsfor-
hold, på begæring af barnets oprindelige forældre, når adop-
tanterne er døde, og hvis det er bedst for barnet.
Er et adoptionsforhold blevet ophævet for en person, der er
fyldt 18 år, kan ministeren efter lovens § 23, stk. 4, bestem-
me, at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den
oprindelige slægt, hvis de oprindelige forældre samtykker
heri. Hvis kun en af den adopteredes oprindelige forældre
samtykker, kan det bestemmes, at retsforholdet genopstår i
forhold til denne slægt.
Ifølge lovens § 29 b, stk. 1, kan statsforvaltningens afgørel-
ser efter loven (og dermed også sagsbehandlingen i disse
sager) påklages til ministeren. Dette gælder dog ikke afgø-
relser efter lovens § 9 (adoption uden samtykke), der i stedet
for kan indbringes for retten, jf. lovens § 11.
Udover den nævnte klageadgang til ministeren over statsfor-
valtningens afgørelser efter lovens § 29, b, stk. 1, indeholder
adoptionsloven også i § 25 b, stk. 3, en bestemmelse om, at
adoptionssamrådets afgørelser om godkendelse som adop-
tant, kan påklages til Adoptionsnævnet. Da lovens § 25 b,
stk. 3, ikke indeholder en klageadgang til ministeren, fore-
slås bestemmelsen ikke ændret med dette lovforslag.
Det foreslås, at kompetencen til at ophæve et adoptionsfor-
hold efter lovens § 18, stk. 1 og 5, kompetencen til at be-
stemme, at der skal ske genindtræden i det oprindelige rets-
forhold efter lovens § 23, stk. 4, og kompetencen til at be-
handle klager over statsforvaltningens afgørelser efter loven,
jf. lovens § 29 b, stk. 1, ændres således, at det fremover er
Ankestyrelsen, der har kompetencen til at behandle disse
sager.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
2.2.
Til nr. 2
Det fremgår af § 19, stk. 1, i adoptionsloven, at et adoptiv-
forhold kan ophæves ved dom, såfremt adoptanten har forset
sig groft mod barnet eller i væsentlig grad forsømmer de
ham ifølge adoptionen påhvilende forpligtelser, eller såfremt
ophævelse i øvrigt skønnes at være af væsentlig betydning
for adoptivbarnet. Efter lovens § 19, stk. 2, anlægges sagen
af adoptivbarnet, men hvis barnet er umyndigt eller på grund
af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude
af stand til at handle fornuftsmæssigt, anlægges sagen af
barnets værge, af dets oprindelige fader eller moder eller af
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Det foreslås, at ministerens kompetence til at anlægge en
sag efter lovens § 19, stk. 2, ændres således, at det fremover
er Ankestyrelsen, der har kompetencen dertil. Det foreslås
samtidig, at den nugældende mulighed for ministeren til at
bemyndige andre til at anlægge sagen ikke videreføres, da
det ikke er meningen, at Ankestyrelsen skal kunne bemyndi-
ge andre til at anlægge sagen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 29, stk. 1, i adoptionsloven, at den, der har
bopæl i udlandet, kun kan adoptere efter reglerne i adopti-
onsloven, hvis ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samle-
ver har dansk statsborgerskab, og adoption som følge heraf
ikke kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor, og en
dansk adoptionsbevilling får gyldighed i bopælslandet. Efter
lovens § 29, stk. 2, kan ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold i øvrigt tillade adoption, hvis sag-
en har en særlig tilknytning til landet.
Ministeren kan efter lovens § 39, stk. 2, når omstændighe-
derne taler derfor, tillægge adoptivforhold stiftet før den 1.
januar 1957 retsvirkninger efter adoptionslovens kap. 2.
Det foreslås, at kompetencen efter lovens § 29, stk. 2, til at
tillade adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til lan-
det, og kompetencen efter lovens § 39, stk. 2, til at tillægge
adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957 retsvirkninger
efter lovens kap. 2 ændres således, at det fremover er Anke-
styrelsen, der har kompetencen til at behandle disse sager.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af § 29 b, stk. 1, i adoptionsloven, at statsfor-
valtningens afgørelser efter loven kan påklages til ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Det-
te gælder dog ikke afgørelser efter lovens § 9 (adoption
uden samtykke), der i stedet for kan indbringes for retten, jf.
lovens § 11.
Selvom en afgørelse efter lovens § 9, jf. lovens § 11, således
ikke kan påklages til ministeren, kan statsforvaltningens
sagsbehandling i sagen (herunder spørgsmål om inhabilitet
og passivitet samt afgørelser om aktindsigt) påklages til mi-
nisteren på ulovbestemt grundlag som følge af et fagligt
22
over-/underordnelsesforhold mellem statsforvaltningen og
ministeren.
Statsforvaltningens sagsbehandling kan først påklages, når
statsforvaltningen har truffet afgørelse i sagen. Afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om myndighedens passivitet
ved behandlingen af sagen og inhabilitet kan dog påklages,
selvom statsforvaltningen endnu ikke har truffet afgørelse i
sagen. Ministerens reaktion i sagerne vil uanset klagetids-
punktet afhænge af en konkret vurdering af den pågældende
klage og sagens omstændigheder samt almindelige forvalt-
ningsretlige regler og principper. Hvis det påklagede sagsbe-
handlingsspørgsmål helt eller delvist indbringes for retten,
kan ministeren helt eller delvist afvise at behandle klagen,
da det i modsat fald vil kunne medføre, at både retten og mi-
nisteren skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål.
Det foreslås, at den ulovbestemte klageadgang i relation til
statsforvaltningens sagsbehandling i sager efter lovens § 9,
jf. § 11, fastsættes i adoptionsloven i den foreslåede nye be-
stemmelse i lovens § 29 b, stk. 2, således at statsforvaltnin-
gens sagsbehandling i disse sager kan påklages til Ankesty-
relsen. Forslaget viderefører den nugældende mulighed for
administrativt at påklage sagsbehandlingen i denne type af
sager. Det foreslås også, at principperne for behandlingen af
disse sager videreføres. Det vil således også fremover som
udgangspunkt først være muligt at påklage sagsbehandlin-
gen, når statsforvaltningen har afsluttet behandlingen af sag-
en. Klager over afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål om
inhabilitet og myndighedens passivitet ved behandlingen af
sagen vil som hidtil kunne påklages, selvom statsforvaltnin-
gen endnu ikke har afsluttet sagen. Ankestyrelsens reaktion i
sagen vil afhænge af en konkret vurdering af klagen og sa-
gens omstændigheder samt almindelige forvaltningsretlige
regler og principper. Hvis det påklagede sagsbehandlings-
spørgsmål helt eller delvist indbringes for retten, kan Anke-
styrelsen helt eller delvist afvise at behandle klagen, da det i
modsat fald vil kunne medføre, at både retten og Ankesty-
relsen skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål. Hvis det i sjældne tilfælde skulle vise sig, at ret-
ten på grund af sagens karakter og den måde, hvorpå sagen
er forelagt for retten, alligevel ikke tager stilling til det kon-
krete sagsbehandlingsspørgsmål, som Ankestyrelsen tidlige-
re har afvist, kan klageren bede Ankestyrelsen om at genop-
tage behandlingen af klagen over statsforvaltningens sagsbe-
handling i sagen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Til nr. 5
Der er ikke særlige regler i adoptionslovgivningen, der regu-
lerer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, skal
træffe afgørelser i adoptionssager. Der er således ikke reg-
ler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvirke eksterne per-
soner ved afgørelsen af sager, eller at afgørelsen f.eks. skal
træffes på et møde. Det er normalt den sagsbehandler, der
behandler sagen, der på vegne af Ankestyrelsen, Familieret-
safdelingen, træffer afgørelse i sagen. Der er heller ikke i
adoptionslovgivningen fastlagt rammer for, hvordan Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal træffe afgørelse
i sager, der har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af sager
på adoptionsområdet sker efter reglerne i adoptionsloven og
tilhørende administrative forskrifter. Derudover finder også
forvaltningsloven, persondataloven, offentlighedsloven og
almindelige forvaltningsretlige principper anvendelse ved
behandling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter adoptionsloven. Efter disse
principper har en klage over en administrativ afgørelse ikke
opsættende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
kan dog efter anmodning tillægge en klage opsættende virk-
ning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og vurde-
ringen heraf skal der foreligge helt særlige omstændigheder,
f.eks. at den påklagede afgørelse vurderes at være åbenbart
urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager på adoptionsområdet, finder de almindelige forvalt-
ningsretlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan æn-
dres til skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder og-
så i relation til, at der i de fleste familieretlige sager er tale
om en sag mellem to parter (en partstvist). Det er således
udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til ska-
de for klageren, medmindre der foreligger helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyl-
dig på grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt
foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft af-
gørende betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op
på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter adoptionsloven skal give en be-
grundelse med henvisning til relevante retsregler. I det om-
fang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt
skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover skal
en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændighe-
der, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
23
Det fremgår af § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven, at ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fast-
sætte nærmere regler om behandlingen af klager. I §§ 70 og
71 i bekendtgørelse nr. 1574 af 27. december 2014 om
adoption er der fastsat nærmere regler herom. Det er bl.a.
bestemt, hvordan en klage skal indgives, og hvordan stats-
forvaltningen skal behandle klagen.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og
70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager efter adoptionsloven. Dette gælder både de sager, hvor
Ankestyrelsen efter lovforslaget fremover vil være klagein-
stans i sager efter adoptionsloven, og de sager, hvor Anke-
styrelsen fremover vil være 1. instans (og eneste instans) i
visse sager efter adoptionsloven. Med forslaget vil det fort-
sat være udgangspunktet, at det er den enkelte sagsbehand-
ler, der på vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.
Forslaget vil dog bl.a. give Ankestyrelsen mulighed for at
beslutte, at en sag af principiel eller generel betydning vil
skulle behandles på et møde med udvidet votering, hvor der
deltager to beskikkede medlemmer (lægmænd) og to anke-
chefer og tillige i nogle tilfælde styrelseschefen eller vice-
styrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på adopti-
onsområdet fremover vil være den endelige administrative
klageinstans i relation til de afgørelser, som statsforvaltnin-
gen træffer efter adoptionsloven, og som efter loven kan på-
klages til Ankestyrelsen. Dette fastlægges med forslaget om,
at retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde anvendelse
ved Ankestyrelsens behandling af sager på det familieretlige
område. Det fremgår af den nævnte bestemmelse, at Anke-
styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden admini-
strativ myndighed. Ankestyrelsens afgørelser på adoptions-
området vil således ikke kunne påklages til ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold eller til an-
dre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
adoptionsloven.
Det bemærkes, at forslaget, ikke vil have betydning for An-
kestyrelsens behandling af sager om Ankestyrelsens samtyk-
ke til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk.
2, 2. pkt., der indeholder en bestemmelse om, at en adoption
uden forældrenes samtykke, af et barn, der er anbragt uden
for hjemmet, kun kan ske, hvis Ankestyrelsen giver samtyk-
ke hertil. Dette skyldes, at det i § 55, stk. 2, nr. 3, i retssik-
kerhedsloven er bestemt, at Ankestyrelsen skal behandle
disse sager på et møde med udvidet votering, jf. § 55, stk. 1,
24
i retssikkerhedsloven. Det fremgår af sidstnævnte bestem-
melse, at der på sådanne møder deltager to beskikkede med-
lemmer og to ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til § 2
Til nr. 1
Det fremgår af § 1 a i børneloven, at når et barn fødes af en
kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret
partner, registreres sæddonor som far til barnet, når betingel-
serne i lovens § 27 a, stk. 1, er opfyldt. Registrering af fa-
derskabet foretages af statsforvaltningen i forbindelse med
barnets fødsel. Lovens § 1 a, stk. 1, finder tilsvarende an-
vendelse, hvis sæddonoren er død før barnets fødsel, men
efter at moderen har modtaget behandling med assisteret re-
produktion, jf. lovens § 1 a, stk. 2. Efter lovens § 1 a, stk. 3,
gælder § 1 a, stk. 1 og 2, ikke, hvis 1) moderen inden for de
sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift eller regi-
streret partner med en anden end den kvinde, der har givet
samtykke efter § 27 eller § 27 a, stk. 2, uden at være separe-
ret, eller 2) en part, der er omfattet af § 27 a, anmoder om, at
der rejses sag om faderskab eller medmoderskab.
Det følger af § 27 i børneloven, at når en kvinde er blevet
behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson
eller under en sundhedspersons ansvar, anses hendes ægte-
fælle, registrerede partner eller partner som barnets far eller
medmor, hvis denne har givet samtykke til behandlingen, og
barnet må antages at være blevet til ved denne, jf. dog lo-
vens § 27 a, stk. 1. Samtykket skal være skriftligt og inde-
holde en erklæring om, at manden skal være barnets far, el-
ler at kvinden skal være barnets medmor.
Det fremgår af § 27 a i børneloven, at når en kvinde, der er
gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en
kvindelig partner, er blevet behandlet med assisteret repro-
duktion med en kendt mands sæd af en sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar, anses manden som bar-
nets far, hvis barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling, og manden skriftligt har erklæret, at han skal
være barnets far, jf. dog lovens § 27 a, stk. 2. Ægtefællen,
den registrerede partner eller partneren til den kvinde, der
skal behandles, skal have givet skriftligt samtykke til be-
handlingen. Efter lovens § 27 a, stk. 2, gælder lovens § 27 a,
stk. 1, dog ikke, hvis de tre parter, der er nævnt i lovens § 27
a, stk. 1, skriftligt erklærer, at ægtefællen, den registrerede
partner eller partneren til den kvinde, der skal behandles,
skal være barnets medmor. Herefter anses ægtefællen, den
registrerede partner eller partneren som barnets medmor.
§§ 1 a og 27 a i børneloven blev indsat i loven ved lov nr.
652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om
adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmo-
derskab m.v.), som ændret ved §§ 3 og 6 i lov nr. 1313 af
27. november 2013 om ændring af lov om kunstig befrugt-
ning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning
m.v., vævsloven, børneloven, lov om børns forsørgelse og
retsplejeloven (Assisteret reproduktion som terminologi,
dispensationsmulighed vedr. opbevaringstid for æg, samtyk-
ke til behandling samt udvidelse af kredsen af ansvarlige for
indberetning af alvorlige uønskede hændelser og bivirknin-
ger i form af genetisk sygdom m.v.).
Ved en fejl er der i § 1 a, stk. 3, nr. 1, i børneloven henvist
til lovens § 27 a, stk. 2. Der skulle have været henvist til lo-
vens § 27 a, stk. 1. Det foreslås derfor, at § 1 a, stk. 3, nr. 1,
i børneloven ændres således, at der henvises til lovens § 27
a, stk. 1.
Til nr. 2
Det fremgår af § 33 i børneloven, at ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold fastsætter regler om
behandling af sager efter loven, herunder om personregister-
førernes og statsforvaltningens registrering af faderskab og
medmoderskab, om statsforvaltningens behandling af sager
om faderskab og medmoderskab, om beregning af den peri-
ode, hvor moderen blev gravid, og om retsgenetiske under-
søgelser.
Modsat de fleste andre familieretlige områder er der ikke på
fader- og medmoderskabsområdet mulighed for at påklage
en fader- eller medmoderskabssag hos statsforvaltningen til
ministeren. Sagerne kan derimod indbringes for domstolene.
Der har således ikke hidtil været behov for en bemyndigelse
til ministeren til at kunne fastsætte nærmere regler om kla-
gers behandling.
Da det i dette lovforslags § 2, nr. 4, foreslås, at den ulovbe-
stemte adgang til at påklage statsforvaltningens sagsbehand-
ling i disse sager fastsættes i loven, medfører dette et behov
for at kunne fastsætte nærmere regler om behandlingen af
disse klager. Det foreslås derfor, at der i lovens § 33, stk. 1,
indsættes en hjemmel dertil. Dette vil betyde, at ministeren
ligesom på mange andre familieretlige områder – f.eks. bi-
dragsområdet – bl.a. vil kunne fastsætte regler om, hvordan
sådanne klager skal indgives og behandles.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.3 og
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4.
Til nr. 3
25
Det fremgår af § 33, stk. 2, 1. pkt., i børneloven, at blanket-
ter til brug for registrering af faderskab og medmoderskab
og til brug for anerkendelse og afgivelse af erklæring efter
lovens §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b skal være godkendt af mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
Det foreslås, at kompetencen til at godkende blanketter efter
lovens § 33, stk. 2, 1. pkt., ændres således, at det fremover
er Ankestyrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af §§ 4-7 i børneloven, at statsforvaltningen be-
handler sager om faderskab og medmoderskab. Efter § 13 i
børneloven indbringer statsforvaltningen en sag om fader-
skab eller medmoderskab for retten, hvis en af sagens parter
anmoder om det, hvis statsforvaltningen finder det betænke-
ligt at fortsætte behandlingen af sagen, hvis der skal ske ind-
kaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende eller udfærdiges
retsanmodning efter § 158 i retsplejeloven, hvis sagen i øv-
rigt ikke kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse
ved statsforvaltningen, eller hvis en af parterne er frataget
den retlige handleevne efter § 6 i værgemålsloven. Efter §
15 i børneloven kan en sag kun indbringes for retten af stats-
forvaltningen.
Ifølge lovens §§ 21-26 er det i visse situationer muligt at få
genoptaget behandlingen af en sag om faderskab eller med-
moderskab. Det er statsforvaltningen, der træffer afgørelse
om, hvorvidt en sag skal genoptages, jf. lovens § 26, stk. 1.
Det fremgår af lovens § 26, stk. 2, at statsforvaltningen ind-
bringer spørgsmålet om genoptagelse for retten, hvis en part
inden fire uger efter statsforvaltningens afgørelse anmoder
om det.
Lovens §§ 27-29 indeholder bestemmelser om faderskab,
medmoderskab og moderskab ved assisteret reproduktion
(tidligere kaldet kunstig befrugtning). Det fremgår af lovens
§ 29, at bestemmelserne i lovens kapitel 1-4 i øvrigt finder
tilsvarende anvendelse. Det vil sige, at bl.a. lovens §§ 4, 13,
15 og § 26, stk. 2, også finder anvendelse ved statsforvalt-
ningens behandling af sager efter lovens kapitel 5.
Det fremgår af lovens § 35, at statsforvaltningens afgørelser
efter børneloven ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Selvom statsforvaltningens afgørelser efter loven således ik-
ke kan påklages til ministeren for børn, ligestilling, integra-
tion og sociale forhold, kan statsforvaltningens sagsbehand-
ling i disse sager (herunder spørgsmål om inhabilitet og pas-
sivitet samt afgørelser om aktindsigt) påklages til ministeren
på ulovbestemt grundlag som følge af et fagligt over-/under-
ordnelsesforhold mellem statsforvaltningen og ministeren.
Statsforvaltningens sagsbehandling kan først påklages, når
statsforvaltningen har afsluttet sagen. Afgørelser om aktind-
sigt samt spørgsmål om myndighedens passivitet ved be-
handlingen af sagen og inhabilitet kan dog påklages, selvom
statsforvaltningen endnu ikke har afsluttet sagen. Ministe-
rens reaktion i sagerne vil uanset klagetidspunktet afhænge
af en konkret vurdering af den pågældende klage og sagens
omstændigheder samt almindelige forvaltningsretlige regler
og principper. Hvis det påklagede sagsbehandlingsspørgs-
mål helt eller delvist indbringes for retten, kan ministeren
helt eller delvist afvise at behandle klagen, da det i modsat
fald vil kunne medføre, at både retten og ministeren skal
tage stilling til det samme sagsbehandlingsspørgsmål.
Det foreslås, at den ulovbestemte klageadgang i relation til
statsforvaltningens sagsbehandling i sager efter loven, fast-
sættes i børneloven i den foreslåede nye bestemmelse i lo-
vens § 35, stk. 2, 1. pkt., således, at statsforvaltningens sags-
behandling i disse sager kan påklages til Ankestyrelsen. For-
slaget viderefører den nugældende mulighed for administra-
tivt at påklage sagsbehandlingen i sager efter loven. Det
foreslås også, at principperne for behandlingen af disse sag-
er videreføres. Det vil således også fremover som udgangs-
punkt først være muligt at påklage sagsbehandlingen, når
statsforvaltningen har afsluttet behandlingen af sagen. Kla-
ger over afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål om inha-
bilitet og myndighedens passivitet ved behandlingen af sag-
en vil som hidtil kunne påklages, selvom statsforvaltningen
endnu ikke har afsluttet sagen. Ankestyrelsens reaktion i
sagen vil afhænge af en konkret vurdering af klagen og sa-
gens omstændigheder samt almindelige forvaltningsretlige
regler og principper. Hvis det påklagede sagsbehandlings-
spørgsmål helt eller delvist indbringes for retten, kan Anke-
styrelsen helt eller delvist afvise at behandle klagen, da det i
modsat fald vil kunne medføre, at både retten og Ankesty-
relsen skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål. Hvis det i sjældne tilfælde skulle vise sig, at ret-
ten på grund af sagens karakter og den måde, hvorpå sagen
er forelagt for retten, alligevel ikke tager stilling til det kon-
krete sagsbehandlingsspørgsmål, som Ankestyrelsen tidlige-
re har afvist, kan klageren bede Ankestyrelsen om at genop-
tage behandlingen af klagen over statsforvaltningens sagsbe-
handling i sagen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler, der regulerer, hvordan Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingen, skal træffe afgørelse i de sag-
er, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen i dag behand-
ler på ulovbestemt grundlag, hvor der klages over statsfor-
valtningens sagsbehandling i sager efter børneloven. Der er
således ikke regler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvir-
ke eksterne personer ved afgørelsen af disse sager, eller at
26
afgørelsen f.eks. skal træffes på et møde. Det er normalt den
sagsbehandler, der behandler sager, der på vegne af Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelsen i sagen.
Der er heller ikke i lovgivningen om faderskab og medmo-
derskab fastlagt rammer for, hvordan Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, f.eks. skal træffe afgørelse i klagesager,
der har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klager
over statsforvaltningens behandling af sager efter børnelo-
ven sker efter reglerne i børneloven og tilhørende admini-
strative forskrifter. Derudover finder også forvaltningsloven,
persondataloven, offentlighedsloven og almindelige forvalt-
ningsretlige principper anvendelse ved behandling af disse
klagesager.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser i sager efter børneloven, hvor der er kla-
get over statsforvaltningens sagsbehandling, skal give en be-
grundelse med henvisning til relevante retsregler. I det om-
fang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt
skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover skal
en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændighe-
der, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til § 2, nr. 2, har mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
ikke i dag bemyndigelse i børneloven til at fastsætte nærme-
re regler om behandling af klager. Det foreslås med § 2, nr.
2, at ministeren får bemyndigelse dertil. Med forslaget vil
ministeren bl.a. kunne bestemme, hvordan klager over stats-
forvaltningens sagsbehandling i sager efter børneloven skal
indgives, og hvordan statsforvaltningen og Ankestyrelsen
skal behandle disse klagesager.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at det i børneloven i den foreslåede nye be-
stemmelse i lovens § 35, stk. 2, 2. pkt., fastsættes, at retssik-
kerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 skal finde anven-
delse ved Ankestyrelsens behandling af klager over statsfor-
valtningens behandling af sager efter børneloven. Med for-
slaget vil det fortsat være udgangspunktet, at det er den en-
kelte sagsbehandler, der på vegne af Ankestyrelsen træffer
afgørelse i sagen. Forslaget vil dog bl.a. give Ankestyrelsen
mulighed for at beslutte, at en sag af principiel eller generel
betydning vil skulle behandles på et møde med udvidet vo-
tering, hvor der deltager to beskikkede medlemmer (læg-
mænd) og to ankechefer og tillige i nogle tilfælde styrelses-
chefen eller vicestyrelseschefen.
27
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på fader- og
medmoderskabsområdet fremover vil være den endelige ad-
ministrative klageinstans i relation til klager over statsfor-
valtningens behandling af sager efter børneloven. Dette fast-
lægges med forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50, stk.
4, skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager på det familieretlige område. Det fremgår af den
nævnte bestemmelse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrel-
sens afgørelser i sager om fader- og medmoderskab, hvor
der klages over statsforvaltningens sagsbehandling, vil såle-
des ikke kunne påklages til ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller til andre administrative
myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af klager over
statsforvaltningens behandling af sager efter børneloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til § 3
Til nr. 1
Ifølge § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven behandler stats-
forvaltningen sager om forældremyndighed, barnets bopæl
og om samvær m.v.
Det fremgår af lovens § 29, stk. 1, at statsforvaltningen un-
der en sag om forældremyndighed, om barnets bopæl, om
samvær eller om anden kontakt efter anmodning kan træffe
afgørelse om midlertidigt samvær eller om anden kontakt.
Efter lovens § 29, stk. 3, kan ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold i helt særlige tilfælde li-
geledes træffe afgørelse efter stk. 1.
Ifølge lovens § 38 har ministeren ved behandlingen af sager
om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbin-
delse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af ud-
gifter herved, efter loven terminaladgang til de nødvendige
økonomiske oplysninger om en part hos told- og skattefor-
valtningen, herunder i indkomstregisteret.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 29, stk. 3, og § 38. Ifølge kon-
gelig resolution af 3. februar 2014 er det nu ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold, der har
kompetencen efter de nævnte bestemmelser.
Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om mid-
lertidigt samvær eller anden kontakt efter lovens § 29, stk. 3,
og adgangen til økonomiske oplysninger om en part hos
told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret,
efter lovens § 38 ændres således, at det fremover er Anke-
styrelsen, der har kompetencen til at behandle disse sager og
har adgang til økonomiske oplysninger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 2
Det fremgår af § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven, at stats-
forvaltningen behandler sager om forældremyndighed, bar-
nets bopæl og om samvær m.v.
Ifølge lovens § 41, stk. 1, kan statsforvaltningens afgørelser
efter loven (og dermed også sagsbehandlingen i disse sager)
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold, jf. dog lovens § 41, stk. 2-4.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 41, stk. 1. Ifølge kongelig reso-
lution af 3. februar 2014 er det nu ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold, der har kompetencen
efter den nævnte bestemmelse.
Det fremgår af lovens § 41, stk. 2, at en klage over en mid-
lertidig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl
efter lovens § 26 eller en afgørelse om ændring heraf efter
lovens § 30 afvises, hvis sagen om forældremyndighed eller
barnets bopæl er indbragt for retten efter lovens § 40.
Ifølge lovens § 41, stk. 3, kan afgørelser om forældremyn-
dighed efter dødsfald efter lovens § 37, afgørelser om at af-
vise en anmodning om ændring af forældremyndighed eller
barnets bopæl efter lovens § 39, stk. 1, afgørelser om at af-
slutte en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl
pga. manglende enighed mellem forældrene efter lovens §
40, stk. 1 og 2, afgørelser om at imødekomme en anmod-
ning om at indbringe en sag om forældremyndighed eller
barnets bopæl for retten efter lovens § 40, stk. 3, og afgørel-
ser om afvisning af at behandle en sag om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl efter lovens § 46, stk. 2, jf. stk. 1,
ikke påklages til ministeren. Disse typer af sager kan i stedet
for indbringes for domstolene.
For så vidt angår lovens § 41, stk. 4, henvises til bemærk-
ningerne til lovforslagets § 3, nr. 4.
Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager over
statsforvaltningens afgørelser efter loven, jf. lovens § 41,
28
stk. 1, ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der
har kompetencen til at behandle disse sager.
Da det i dette lovforslags § 3, nr. 3, foreslås, at der indsættes
et nyt stykke (stk. 4) i lovens § 41, er det nødvendigt som
konsekvens heraf at ændre lovens § 41, stk. 1, således, at der
ikke henvises til stk. 2-4, men derimod til stk. 2, 3 og 5. Det
foreslås derfor, at § 41, stk. 1, ændres i overensstemmelse
hermed.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 3.
Til nr. 3
Det fremgår af § 41, stk. 1, i forældreansvarsloven, at stats-
forvaltningens afgørelser efter loven kan påklages til mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, jf.
dog lovens § 41, stk. 2-4.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 41, stk. 1. Ifølge kongelig reso-
lution af 3. februar 2014 er det nu ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold, der har kompetencen
efter den nævnte bestemmelse.
Ifølge lovens § 41, stk. 2, afvises en klage over en midlerti-
dig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl ef-
ter lovens § 26 eller en afgørelse om ændring heraf efter lo-
vens § 30, hvis sagen om forældremyndighed eller barnets
bopæl er indbragt for retten efter lovens § 40.
Det fremgår af lovens § 41, stk. 3, at afgørelser efter lovens
§ 37, afgørelser om at afvise en anmodning om ændring af
forældremyndighed eller barnets bopæl efter lovens § 39,
stk. 1, afgørelser efter lovens § 40, stk. 1 og 2, afgørelser om
at imødekomme en anmodning efter lovens § 40, stk. 3, og
afgørelser om afvisning af at behandle en sag om forældre-
myndighed eller barnets bopæl efter lovens § 46, stk. 2, jf.
stk. 1, ikke kan påklages til ministeren. Disse afgørelser kan
i stedet for indbringes for domstolene.
For så vidt angår lovens § 41, stk. 4, henvises til bemærk-
ningerne til lovforslagets § 3, nr. 4.
Selvom en afgørelse efter ovennævnte bestemmelser, der er
indbragt for retten, således ikke kan påklages til ministeren,
kan statsforvaltningens sagsbehandling i sagen (herunder
spørgsmål om inhabilitet og passivitet samt afgørelser om
aktindsigt) påklages til ministeren på ulovbestemt grundlag
som følge af et fagligt over-/underordnelsesforhold mellem
statsforvaltningen og ministeren.
Statsforvaltningens sagsbehandling kan først påklages, når
statsforvaltningen har truffet afgørelse i sagen. Afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om myndighedens passivitet
ved behandlingen af sagen og inhabilitet kan dog påklages,
selvom statsforvaltningen endnu ikke har truffet afgørelse i
sagen. Ministerens reaktion i sagerne vil uanset klagetids-
punktet afhænge af en konkret vurdering af den pågældende
klage og sagens omstændigheder samt almindelige forvalt-
ningsretlige regler og principper. Hvis det påklagede sagsbe-
handlingsspørgsmål helt eller delvist indbringes for retten,
kan ministeren helt eller delvist afvise at behandle klagen,
da det i modsat fald vil kunne medføre, at både retten og mi-
nisteren skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål.
Det foreslås, at den ulovbestemte klageadgang i relation til
statsforvaltningens sagsbehandling i ovennævnte sager fast-
sættes i forældreansvarsloven i den foreslåede nye bestem-
melse i lovens § 41, stk. 4, således at statsforvaltningens
sagsbehandling i disse sager kan påklages til Ankestyrelsen.
Forslaget viderefører den nugældende mulighed for admini-
strativt at påklage sagsbehandlingen i disse typer af sager.
Det foreslås også, at principperne for behandlingen af disse
sager videreføres. Det vil således også fremover som ud-
gangspunkt først være muligt at påklage sagsbehandlingen,
når statsforvaltningen har afsluttet behandlingen af sagen.
Klager over afgørelser om aktindsigt samt spørgsmål om in-
habilitet og myndighedens passivitet ved behandlingen af
sagen vil som hidtil kunne påklages, selvom statsforvaltnin-
gen endnu ikke har afsluttet sagen. Ankestyrelsens reaktion i
sagen vil afhænge af en konkret vurdering af klagen og sa-
gens omstændigheder samt almindelige forvaltningsretlige
regler og principper. Hvis det påklagede sagsbehandlings-
spørgsmål helt eller delvist indbringes for retten, kan Anke-
styrelsen helt eller delvist afvise at behandle klagen, da det i
modsat fald vil kunne medføre, at både retten og Ankesty-
relsen skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål. Hvis det i sjældne tilfælde skulle vise sig, at ret-
ten på grund af sagens karakter og den måde, hvorpå sagen
er forelagt for retten, alligevel ikke tager stilling til det kon-
krete sagsbehandlingsspørgsmål, som Ankestyrelsen tidlige-
re har afvist, kan klageren bede Ankestyrelsen om at genop-
tage behandlingen af klagen over statsforvaltningens sagsbe-
handling i sagen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 41, stk. 4, i
forældreansvarsloven, der jf. dette lovforslags § 3, nr. 3,
foreslås ændret til stk. 5, at den forælder, der ikke har foræl-
dremyndigheden, kan påklage en afgørelse efter lovens § 23,
stk. 2, til statsforvaltningen. Dette gælder dog ikke afgørel-
ser truffet af sundhedsvæsenet. Statsforvaltningens afgørelse
kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Mi-
29
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
kan dog efter anmodning optage en sag til behandling, når
det skønnes, at den har principiel eller generel betydning.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 41, stk. 4. Ifølge kongelig reso-
lution af 3. februar 2014 er det nu ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold, der har kompetencen
efter den nævnte bestemmelse.
Det foreslås, at kompetencen efter lovens § 41, stk. 4 (der
bliver stk. 5) til at optage en sag til behandling, når det skøn-
nes, at den har principiel eller generel betydning, ændres så-
ledes, at det fremover er Ankestyrelsen, der har kompeten-
cen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Til nr. 5
Der er ikke særlige regler i forældreansvarslovgivningen,
der regulerer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gen, skal træffe afgørelse i sager efter forældreansvarsloven.
Der er således ikke regler, der f.eks. fastlægger, at der skal
medvirke eksterne personer ved afgørelsen af sager, eller at
afgørelsen f.eks. skal træffes på et møde. Det er normalt den
sagsbehandler, der behandler sagen, der på vegne af Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelse i sagen.
Der er heller ikke i forældreansvarslovgivningen fastlagt
rammer for, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
f.eks. skal træffe afgørelse i sager, der har principiel eller
generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af sager
på forældreansvarsområdet sker efter reglerne i forældrean-
svarsloven og tilhørende administrative forskrifter. Derud-
over finder også forvaltningsloven, persondataloven, offent-
lighedsloven og almindelige forvaltningsretlige principper
anvendelse ved behandling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter forældreansvarsloven. Efter
disse principper har en klage over en administrativ afgørelse
ikke opsættende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafde-
lingen, kan dog efter anmodning tillægge en klage opsætten-
de virkning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og
vurderingen heraf skal der foreligge helt særlige omstændig-
heder, f.eks. at den påklagede afgørelse alene på baggrund
af den anførte tekst i afgørelsen vurderes at være åbenbart
urigtig, eller f.eks. at det i forbindelse med en påklaget afgø-
relse om samvær, hvor der er tvivl om, hvorvidt samværet er
til barnets bedste, er nødvendigt, at der af hensyn til barnet
ikke er samvær under behandlingen af klagesagen.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager på forældreansvarsområdet, finder de almindelige for-
valtningsretlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan
ændres til skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder
også i relation til, at der i de fleste familieretlige sager er ta-
le om en sag mellem to parter (en partstvist). Det er således
udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til ska-
de for klageren, medmindre der foreligger helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyl-
dig på grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt
foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft af-
gørende betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op
på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter forældreansvarsloven skal give en
begrundelse med henvisning til relevante retsregler. I det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administra-
tivt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover
skal en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegø-
relse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstæn-
digheder, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 42, nr. 6, i forældreansvarsloven, at mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af klager. I
§§ 22 og 23 i bekendtgørelse nr. 1207 af 13. november 2014
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. er
der fastsat nærmere regler herom. Det er bl.a. bestemt, hvor-
dan en klage skal indgives, og hvordan statsforvaltningen
skal behandle klagen.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
30
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og
70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager efter forældreansvarsloven. Med forslaget vil det fort-
sat være udgangspunktet, at det er den enkelte sagsbehand-
ler, der på vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.
Forslaget vil dog bl.a. give Ankestyrelsen mulighed for at
beslutte, at en sag af principiel eller generel betydning vil
skulle behandles på et møde med udvidet votering, hvor der
deltager to beskikkede medlemmer (lægmænd) og to anke-
chefer og tillige i nogle tilfælde styrelseschefen eller vice-
styrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på foræl-
dreansvarsområdet fremover vil være den endelige admini-
strative klageinstans i relation til de afgørelser, som statsfor-
valtningen træffer efter forældreansvarsloven, og som efter
loven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette fastlægges med
forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde
anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager på det
familieretlige område. Det fremgår af den nævnte bestem-
melse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed. Ankestyrelsens afgørelser
på forældreansvarsområdet vil således ikke kunne påklages
til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold eller til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
forældreansvarsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til § 4
Til nr. 1
Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om børns forsørgelse, at
forældre har pligt til at forsørge deres barn. Barnet skal for-
sørges, opdrages og uddannes under hensyn til forældrenes
livsvilkår og barnets tarv.
Ved lovforslag nr. 167 fremsat den 26. marts 2014 – forslag
til lov om ændring af lov om børns forsørgelse (Regelfo-
renklinger og effektiviseringer på børnebidragsområdet) –
blev det i § 1, nr. 1, foreslået, at ”barnets tarv” i § 13 i lov
om børns forsørgelse skulle ændres til ”barnets bedste”.
Lovforslaget blev vedtaget som lov nr. 575 af 10. juni 2014
og trådte i kraft den 1. juli 2014. Der er desværre sket en
fejl, da det i ændringsloven er anført, at det er i § 13, stk. 1,
1. pkt., i lov om børns forsørgelse, at ”barnets tarv” ændres
til ”barnets bedste”. Ordene ”barnets tarv” er imidlertid i §
13, stk. 1, 2. pkt., i lov om børns forsørgelse. Denne fejl bør
korrigeres, og det foreslås derfor, at § 13, stk. 1, 2. pkt., i lov
om børns forsørgelse ændres således, at ordene ”barnets
tarv” ændres til ”barnets bedste”.
Til nr. 2
Det fremgår af § 13, stk. 2, § 14, stk. 3, § 15, § 16 og § 19, i
lov om børns forsørgelse, at statsforvaltningen behandler
sager om børnebidrag, herunder også sager om konfirmati-
ons- og beklædningsbidrag, navngivnings- og dåbsbidrag,
fødsels- og barselsbidrag samt uddannelsesbidrag.
31
Ifølge lovens § 20 kan statsforvaltningen og ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold til brug for
behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af et bi-
drag efter loven anmode en part om oplysninger om ved-
kommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give disse
oplysninger, kan der træffes afgørelse på det foreliggende
grundlag.
Det fremgår af lovens § 21, stk. 4, at statsforvaltningen og
ministeren ved behandlingen af sager om fastsættelse og æn-
dring af bidrag efter loven har terminaladgang til nødvendi-
ge økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatte-
forvaltningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at ministerens kompetence til at anmode en
part om oplysninger om vedkommendes egne forhold og
kompetencen til at træffe afgørelse på det foreliggende
grundlag, jf. lovens § 20, og ministerens adgang til økono-
miske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltnin-
gen, herunder i indkomstregistret, efter lovens § 21, stk. 4,
ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har
kompetencen og adgangen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 21, stk. 1, i lov om børns forsørgelse, at
statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed også
sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til ministeren.
Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager over
statsforvaltningens afgørelser efter lovens § 21, stk. 1, æn-
dres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har kom-
petencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler i lovgivningen om børns forsør-
gelse, der regulerer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsaf-
delingen, skal træffe afgørelser efter loven. Der er således
ikke regler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvirke eks-
terne personer ved afgørelsen af sager, eller at afgørelsen
f.eks. skal træffes på et møde. Det er normalt den sagsbe-
handler, der behandler sagen, der på vegne af Ankestyrel-
sen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelse i sagen. Der er
heller ikke i børnebidragslovgivningen fastlagt rammer for,
hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal
træffe afgørelse i klagesager, der har principiel eller generel
betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klage-
sager på børnebidragsområdet sker efter reglerne i lov om
børns forsørgelse og tilhørende administrative forskrifter.
Derudover finder også forvaltningsloven, persondataloven,
offentlighedsloven og almindelige forvaltningsretlige prin-
cipper anvendelse ved behandling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter lov om børns forsørgelse. Ef-
ter disse principper har en klage over en administrativ afgø-
relse ikke opsættende virkning. Ankestyrelsen, Familieret-
safdelingen, kan dog efter anmodning tillægge en klage op-
sættende virkning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørel-
sen og vurderingen heraf skal der foreligge helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den påklagede afgørelse alene på
baggrund af den anførte tekst i afgørelsen vurderes at være
åbenbart urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager efter lov om børns forsørgelse, finder de almindelige
forvaltningsretlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan
ændres til skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder
også i relation til, at der i de fleste familieretlige sager er ta-
le om en sag mellem to parter (en partstvist). Det er således
udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til ska-
de for klageren, medmindre der foreligger helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyl-
dig på grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt
foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft af-
gørende betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op
på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter lov om børns forsørgelse skal give
en begrundelse med henvisning til relevante retsregler. I det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administra-
tivt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover
skal en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegø-
relse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstæn-
digheder, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 21, stk. 3, i lov om børns forsørgelse, at
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af kla-
ger. I §§ 17 og 18 i bekendtgørelse nr. 626 af 12. juni 2014
om børne- og ægtefællebidrag er der fastsat nærmere regler
herom. Det er bl.a. bestemt, hvordan en klage skal indgives,
og hvordan statsforvaltningen skal behandle en klage.
32
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at der i § 21, stk. 1, i lov om børns forsørgelse
indsættes et nyt 2. pkt., hvori det fastsættes, at retssikker-
hedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 skal finde anvendelse
ved Ankestyrelsens behandling af klagesager efter lov om
børns forsørgelse. Med forslaget vil det fortsat være ud-
gangspunktet, at det er den enkelte sagsbehandler, der på
vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen. Forslaget
vil dog bl.a. give Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at
en sag af principiel eller generel betydning vil skulle be-
handles på et møde med udvidet votering, hvor der deltager
to beskikkede medlemmer (lægmænd) og to ankechefer og
tillige i nogle tilfælde styrelseschefen eller vicestyrelsesche-
fen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på børnebi-
dragsområdet fremover vil være den endelige administrative
klageinstans i relation til de afgørelser, som statsforvaltnin-
gen træffer efter lov om børns forsørgelse, og som efter lo-
ven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette fastlægges med
forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde
anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager på det
familieretlige område. Det fremgår af den nævnte bestem-
melse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed. Ankestyrelsens afgørelser
på børnebidragsområdet vil således ikke kunne påklages til
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold eller til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
lov om børns forsørgelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 4
Det fremgår af § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, at
klager over statsforvaltningens afgørelser efter loven skal
indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen. Ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold kan i særlige tilfælde behandle en klage,
selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Det foreslås, at kompetencen til i særlige tilfælde at behand-
le en klage, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen,
jf. lovens § 21, stk. 2, ændres således, at det fremover er An-
kestyrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
33
Til nr. 5
Det fremgår af § 21, stk. 3, i lov om børns forsørgelse, at
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold kan fastsætte regler om klagers behandling og om stats-
forvaltningens behandling af sager om børnebidrag herunder
om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunk-
ter.
Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den
nævnte bestemmelse, finder også anvendelse på de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag be-
handler på vegne af ministeren.
I dette lovforslags § 4, nr. 3, om ændring af lovens § 21, stk.
1, foreslås det, at kompetencen til at behandle klager efter
loven ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der
skal behandle disse sager. Ankestyrelsen har ikke departe-
mental status og er således en selvstændig myndighed under
ministeriet.
Da det fremgår af lovens § 21, stk. 3, at det er statsforvalt-
ningens behandling af sager om børnebidrag, der kan fast-
sættes nærmere regler om, og da der således eventuelt kan
opstå tvivl om, hvorvidt administrative forskrifter udstedt i
medfør af denne bestemmelse også vil gælde for Ankesty-
relsens behandling af disse sager, foreslås det, at lovens §
21, stk. 3, ændres således, at det er behandlingen af disse
sager, der kan fastsættes nærmere forskrifter om. Ordlyden
af bestemmelsen vil således ikke længere være begrænset til
statsforvaltningens behandling af disse sager. Herved fasts-
lås det, at forskrifter om behandling af disse sager også gæl-
der for Ankestyrelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.3.
Til § 5
Til nr. 1
Det fremgår af § 1, stk. 1, og § 2, 1. pkt., i lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag, at Udbetaling Danmark behandler
sager om opkrævning af underholdsbidrag.
Ifølge lovens § 1, stk. 2, og § 2, 2. pkt. behandler Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) dog sager om opkræv-
ning af underholdsbidrag til fyldestgørelse af en underholds-
forpligtelse i henhold til udenlandsk lov i det omfang, det
fastsættes ved overenskomst med fremmed stat eller bestem-
mes af ministeren for børn, ligestilling, integration og socia-
le forhold. Statsforvaltningen afgør indsigelser i disse sager.
Det fremgår af lovens § 20, at reglerne i lovens § 19 om be-
taling af eller sikkerhed for krav på underholdsbidrag efter
statsforvaltningens bestemmelse kan bringes i anvendelse
over for en mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag.
Det fremgår af lovens § 23 a, stk. 2, at statsforvaltningens
afgørelser efter loven (og dermed også sagsbehandlingen i
disse sager) kan påklages til ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold.
Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager efter lo-
vens § 23 a, stk. 2, ændres således, at det fremover er Anke-
styrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler i opkrævningslovgivningen, der
regulerer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
skal træffe afgørelse i klagesager efter § 23 a, stk. 2, i lov
om opkrævning af underholdsbidrag. Der er således ikke
regler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvirke eksterne
personer ved afgørelsen af sager, eller at afgørelsen f.eks.
skal træffes på et møde. Det er normalt den sagsbehandler,
der behandler sagen, der på vegne af Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, træffer afgørelse i sagen. Der er heller ik-
ke i opkrævningslovgivningen fastlagt rammer for, hvordan
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal træffe af-
gørelse i klagesager, der har principiel eller generel betyd-
ning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klage-
sager på opkrævningsområdet sker efter reglerne i lov om
opkrævning af underholdsbidrag og tilhørende administrati-
ve forskrifter. Derudover finder også forvaltningsloven, per-
sondataloven, offentlighedsloven og almindelige forvalt-
ningsretlige principper anvendelse ved behandling af disse
sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter § 23 a, stk. 2, i lov om op-
krævning af underholdsbidrag. Efter disse principper har en
klage over en administrativ afgørelse ikke opsættende virk-
ning. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, kan dog efter
anmodning tillægge en klage opsættende virkning, hvis der
er grundlag herfor. Ved afgørelsen og vurderingen heraf
skal der foreligge helt særlige omstændigheder, f.eks. at den
påklagede afgørelse alene på baggrund af den anførte tekst i
afgørelsen vurderes at være åbenbart urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager efter § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af under-
holdsbidrag, finder de almindelige forvaltningsretlige prin-
cipper om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for
klageren eller ej, anvendelse, herunder også i relation til, at
34
der i de fleste familieretlige sager er tale om en sag mellem
to parter (en partstvist). Det er således udgangspunktet ved
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af sager,
at en afgørelse ikke kan ændres til skade for klageren, med-
mindre der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. at
den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på grund af manglen-
de kompetence, eller at der i øvrigt foreligger væsentlige
sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende betydning for
afgørelsen, og som ikke kan rettes op på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning
af underholdsbidrag skal give en begrundelse med henvis-
ning til relevante retsregler. I det omfang, afgørelsen efter
disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundel-
sen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestem-
mende for skønsudøvelsen. Derudover skal en begrundelse
om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysnin-
ger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er til-
lagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 23 b, nr. 3, i lov om opkrævning af under-
holdsbidrag, at ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold kan fastsætte nærmere regler om statsfor-
valtningens behandling af sager efter loven, herunder om
behandling af klager over afgørelser truffet af statsforvalt-
ningen. I §§ 16 og 17 i bekendtgørelse nr. 806 af 21. juni
2013 om opkrævning af underholdsbidrag er der fastsat nær-
mere regler om behandlingen af klager over statsforvaltnin-
gens afgørelser efter loven. Det er bl.a. bestemt, hvordan en
klage skal indgives, og hvordan statsforvaltningen skal be-
handle en klage.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at der i § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af
underholdsbidrag indsættes et nyt 2. pkt., hvori det fastsæt-
tes, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 skal
finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af klagesa-
ger efter § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholds-
bidrag. Med forslaget vil det fortsat være udgangspunktet, at
det er den enkelte sagsbehandler, der på vegne af Ankesty-
relsen træffer afgørelse i sagen. Forslaget vil dog bl.a. give
Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at en sag af principi-
el eller generel betydning vil skulle behandles på et møde
med udvidet votering, hvor der deltager to beskikkede med-
lemmer (lægmænd) og to ankechefer og tillige i nogle tilfæl-
de styrelseschefen eller vicestyrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på opkræv-
ningsområdet fremover vil være den endelige administrative
klageinstans i relation til de afgørelser, som statsforvaltnin-
gen træffer efter lov om opkrævning af underholdsbidrag,
og som efter loven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette
35
fastlægges med forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50,
stk. 4, skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling
af sager på det familieretlige område. Det fremgår af den
nævnte bestemmelse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrel-
sens afgørelser i ovennævnte sager vil således ikke kunne
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold eller til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
lov om opkrævning af underholdsbidrag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 2
Det fremgår af § 23 b, nr. 3, i lov om opkrævning af under-
holdsbidrag, at ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold kan fastsætte regler om statsforvaltnin-
gens behandling af sager efter denne lov, herunder om be-
handling af klager over afgørelser truffet af statsforvaltnin-
gen.
Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den
nævnte bestemmelse, finder også anvendelse på de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag be-
handler på vegne af ministeren.
I dette lovforslags § 5, nr. 1, foreslås det bl.a., at kompeten-
cen til at behandle klager over afgørelser truffet af statsfor-
valtningen efter loven ændres således, at det fremover er
Ankestyrelsen, der skal behandle disse sager. Ankestyrelsen
har ikke departemental status og er således en selvstændig
myndighed under ministeriet.
Da det fremgår af § 23 b, nr. 3, i lov om opkrævning af un-
derholdsbidrag, at det er statsforvaltningens behandling af
sager efter loven, der kan fastsættes nærmere regler om, og
da der således eventuelt kan opstå tvivl om, hvorvidt admi-
nistrative forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse
også vil gælde for Ankestyrelsens behandling af disse sager,
foreslås det, at lovens § 23 b, nr. 3, ændres således, at det er
behandlingen af disse sager, der kan fastsættes nærmere for-
skrifter om. Ordlyden af bestemmelsen vil således ikke læn-
gere være begrænset til statsforvaltningens behandling af
disse sager. Herved fastslås det, at forskrifter om behandling
af disse sager også gælder for Ankestyrelsen. Da det ikke
kun er statsforvaltningen og Ankestyrelsen, der behandler
sager efter loven, er det nødvendigt at nyaffatte lovens § 23
b, nr. 3 således, at det fremgår af bestemmelsen, hvilke sag-
er efter loven der er omfattet af bestemmelsen, der således
vil omfatte sager efter lovens § 1, stk. 2, jf. § 2, 2. pkt., sager
efter lovens § 20 samt behandlingen af klager over afgørel-
ser truffet af statsforvaltningen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.3.
Til § 6
Til nr. 1
Det fremgår af retsvirkningslovens §§ 5-9, 11, 13 og 18-20,
at statsforvaltningen behandler sager om ægtefællebidrag
under et ægteskab, herunder også i forbindelse med ophæ-
velse af samlivet på grund af uoverensstemmelser, samt vis-
se typer af sager om ægtefællers formueforhold under ægte-
skabet, f.eks. sager om tilladelse til afhændelse eller pant-
sætning af fast ejendom, der tjener til familiens bolig, og
hvor den anden ægtefælle ikke vil give sit samtykke til af-
hændelsen eller pantsætningen.
Ifølge § 9 a i retsvirkningsloven kan statsforvaltningen og
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og
ændring af et bidrag efter loven anmode en part om oplys-
ninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undla-
der at give disse oplysninger, kan der træffes afgørelse på
det foreliggende grundlag.
Det fremgår af lovens § 52 a, stk. 4, at statsforvaltningen og
ministeren til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter loven kan få terminaladgang til
nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og
skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at ministerens kompetence til at anmode en
part om oplysninger om vedkommendes egne forhold og
kompetencen til at træffe afgørelse på det foreliggende
grundlag, jf. lovens § 9 a, og ministerens adgang til økono-
miske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltnin-
gen, herunder i indkomstregistret, efter lovens § 52 a, stk. 4,
ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har
kompetencen og adgangen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
2.2.
Til nr. 2
Det fremgår af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 1, at statsfor-
valtningens afgørelser efter loven (og dermed også sagsbe-
handlingen i disse sager) kan påklages til ministeren.
36
Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager over
statsforvaltningens afgørelser efter lovens § 52 a, stk. 1, æn-
dres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har kom-
petencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler i lovgivningen om ægteskabets
retsvirkninger, der regulerer, hvordan Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, skal træffe afgørelse i klagesager efter
retsvirkningsloven. Der er således ikke regler, der f.eks.
fastlægger, at der skal medvirke eksterne personer ved afgø-
relsen af sager, eller at afgørelsen f.eks. skal træffes på det
møde. Det er normalt den sagsbehandler, der behandler sag-
en, der på vegne af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
træffer afgørelse i sagen. Der er heller ikke i lovgivningen
om ægteskabets retsvirkninger fastlagt rammer for, hvordan
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal træffe af-
gørelse i klagesager, der har principiel eller generel betyd-
ning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klage-
sager efter retsvirkningsloven sker efter reglerne i loven og
tilhørende administrative forskrifter. Derudover finder også
forvaltningsloven, persondataloven, offentlighedsloven og
almindelige forvaltningsretlige principper anvendelse ved
behandling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter retsvirkningsloven. Efter dis-
se principper har en klage over en administrativ afgørelse
ikke opsættende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafde-
lingen, kan dog efter anmodning tillægge en klage opsætten-
de virkning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og
vurderingen heraf skal der foreligge helt særlige omstændig-
heder, f.eks. at den påklagede afgørelse alene på baggrund
af den anførte tekst i afgørelsen vurderes at være åbenbart
urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager efter retsvirkningsloven, finder de almindelige forvalt-
ningsretlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan æn-
dres til skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder og-
så i relation til, at der i de fleste familieretlige sager er tale
om en sag mellem to parter (en partstvist). Det er således
udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til ska-
de for klageren, medmindre der foreligger helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyl-
dig på grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt
foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft af-
gørende betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op
på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter retsvirkningsloven skal give en be-
grundelse med henvisning til relevante retsregler. I det om-
fang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt
skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover skal
en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændighe-
der, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 52 a, stk. 3, i retsvirkningsloven, at mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
bl.a. kan fastsætte regler om klagers behandling. Denne
hjemmel er kun udnyttet i relation til sager om ægtefællebi-
drag efter retsvirkningsloven. I §§ 17 og 18 i bekendtgørelse
nr. 626 af 12. juni 2014 om børne- og ægtefællebidrag er der
fastsat nærmere regler om klagers behandling. Det er bl.a.
bestemt, hvordan en klage skal indgives, og hvordan stats-
forvaltningen skal behandle en klage.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
37
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at der i § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven ind-
sættes et nyt 2. pkt., hvori det fastsættes, at retssikkerhedslo-
vens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 skal finde anvendelse ved
Ankestyrelsens behandling af klagesager efter retsvirknings-
loven. Med forslaget vil det fortsat være udgangspunktet, at
det er den enkelte sagsbehandler, der på vegne af Ankesty-
relsen træffer afgørelse i sagen. Forslaget vil dog bl.a. give
Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at en sag af principi-
el eller generel betydning vil skulle behandles på et møde
med udvidet votering, hvor der deltager to beskikkede med-
lemmer (lægmænd) og to ankechefer og tillige i nogle tilfæl-
de styrelseschefen eller vicestyrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen efter rets-
virkningsloven fremover vil være den endelige administrati-
ve klageinstans i relation til de afgørelser, som statsforvalt-
ningen træffer efter retsvirkningsloven, og som efter loven
kan påklages til Ankestyrelsen. Dette fastlægges med forsla-
get om, at retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde an-
vendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager på det fa-
milieretlige område. Det fremgår af den nævnte bestemmel-
se, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for an-
den administrativ myndighed. Ankestyrelsens afgørelser i
sager om ægteskabets retsvirkninger vil således ikke kunne
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold eller til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
retsvirkningsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 3
Det fremgår af § 52 a, stk. 2, i retsvirkningsloven, at klager
over statsforvaltningens afgørelser om bidrag efter loven
skal indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået medde-
lelse om afgørelsen. Ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold kan i særlige tilfælde behandle en
klage, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Det foreslås, at kompetencen til i særlige tilfælde at behand-
le en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er
indgivet efter udløb af fristen, jf. lovens § 52 a, stk. 2, æn-
dres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har kom-
petencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Til nr. 4
Det fremgår af § 52 a, stk. 3, i retsvirkningsloven, at mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsfor-
valtningens behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§
5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og
ændringstidspunkter.
Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den
nævnte bestemmelse, finder også anvendelse på de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag be-
handler på vegne af ministeren.
I lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås det, at kompetencen til at
behandle klager efter loven ændres således, at det fremover
er Ankestyrelsen, der skal behandle disse sager. Ankestyrel-
sen har ikke departemental status og er således en selvstæn-
dig myndighed under ministeriet.
Da det fremgår af § 52 a, stk. 3, i retsvirkningsloven, at det
er statsforvaltningens behandling af sager om ægtefællebi-
drag, der kan fastsættes nærmere regler om, og da der såle-
des eventuelt kan opstå tvivl om, hvorvidt administrative
forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse også vil
gælde for Ankestyrelsens behandling af disse sager, foreslås
det, at lovens § 52 a, stk. 3, ændres således, at det er behand-
lingen af sager om ægtefællebidrag, der kan fastsættes nær-
mere forskrifter om. Ordlyden af bestemmelsen vil således
ikke længere være begrænset til statsforvaltningens behand-
ling af disse sager. Herved fastslås det, at forskrifter om be-
handling af disse sager også gælder for Ankestyrelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.3.
38
Til § 7
Til nr. 1
Det fremgår af § 7 i ægteskabsloven, at ægteskab ikke uden
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
holds tilladelse må indgås mellem personer, af hvilke den
ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller
nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab,
må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke
taler derimod.
Det foreslås, at kompetencen til at tillade indgåelse af ægte-
skab efter lovens § 7 ændres således, at det fremover er An-
kestyrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 2
Det fremgår af § 16, stk. 1, nr. 2, i ægteskabsloven, at kirke-
lig vielse kan finde sted inden for de anerkendte trossam-
fund, når en af parterne hører til vedkommende trossam-
fund.
Før ægteskabsloven fra 1969 fulgte det af en førkonstitutio-
nel retssædvane, at trossamfund kunne anerkendes ved kon-
gelig resolution, jf. herved også § 29 i lov nr. 276 af 30. juni
1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Der er i dag
11 anerkendte trossamfund, som er anerkendt efter denne
praksis. Muligheden for at anerkende trossamfund ved kon-
gelig resolution ophørte med ægteskabsloven fra 1969. Efter
ægteskabslovens ikrafttræden den 1. januar 1970 kan andre
trossamfund end folkekirken godkendes af ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Dette frem-
går af forarbejderne til ægteskabsloven og er beskrevet nær-
mere nedenfor under bemærkningerne til dette lovforslags §
7, nr. 3.
Når præster i de anerkendte trossamfund skal kunne foretage
kirkelige familieretlige handlinger med borgerlig gyldighed
(navngivning, navneændring og vielser), skal den enkelte
præst dog fortsat efter den førkonstitutionelle retssædvane
anerkendes ved særskilt kongelig resolution. Sådanne kon-
gelige resolutioner gives i dag af Dronningen og den ressor-
tansvarlige minister (ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold) i forening. Ved præstens aner-
kendelse gives der samtidig bemyndigelse til at foretage vi-
elser med borgerlig gyldighed og eventuel bemyndigelse til
at føre kirkebøger (ministerialbøger) og dermed bemyndi-
gelse til at foretage navngivning og navneændring efter an-
søgning fra medlemmer af trossamfundet og til at udstede
vielsesattester og føre ægteskabsbøger.
Det er Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der behandler
sager om anerkendelse af præster i anerkendte trossamfund.
Ansøgninger herom indgives således til Ankestyrelsen, Fa-
milieretsafdelingen, der undersøger om betingelserne for at
meddele vielsesbemyndigelse og eventuel bemyndigelse til
at føre kirkebøger er opfyldt. Hvis betingelserne er opfyldt,
forelægges sagen for ministeren og Dronningen, der i for-
ening anerkender præsten og samtidig meddeler de ansøgte
bemyndigelser.
Det primære formål med dette lovforslag er at ophæve An-
kestyrelsen, Familieretsafdelingens, departementale status,
hvorved Familieretsafdelingen fuldt ud integreres i Ankesty-
relsen, som er en styrelse under Ministeriet for Børn, Lige-
stilling, Integration og Sociale Forhold. Som nævnt i punkt
2.2, sker dette bl.a. ved at ændre visse kompetencebestem-
melser i den familieretlige lovgivning således, at det er An-
kestyrelsen, der behandler og træffer afgørelse i visse fami-
lieretlige sager som 1. instans..
Som en del af forslaget om at ændre visse kompetencebe-
stemmelser i den familieretlige lovgivning er det hensigten,
at det er Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om vielsesbe-
myndigelse og eventuel bemyndigelse til at føre kirkebøger
til præster i anerkendte trossamfund.
Det bemærkes i den forbindelse, at det med dette lovforslags
§ 7, nr. 3, foreslås, at Ankestyrelsen fremover skal behandle
sager om vielsesbemyndigelse til præster i godkendte tros-
samfund. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 7, nr. 3, og til de almindelige bemærkninger i punkt 2.2.
Det vil ikke være hensigtsmæssigt, hvis der med lovforsla-
get blev indført en ordning, hvor Ankestyrelsen skal be-
handle sager og træffe afgørelse om vielsesbemyndigelse til
præster i godkendte trossamfund, mens det fortsat er Dron-
ningen og ministeren i forening, der skal behandle sager og
træffe afgørelse om vielsesbemyndigelse til præster i aner-
kendte trossamfund. Sager om vielsesbemyndigelse til præ-
ster i trossamfund bør behandles og afgøres af én og samme
myndighed uanset, om der er tale om et godkendt eller et an-
erkendt trossamfund.
Det foreslås derfor, at § 16, stk. 1, nr. 2, i ægteskabsloven
ændres således, at Ankestyrelsen fremover træffer afgørelse
om at give præster i anerkendte trossamfund bemyndigelse
til at foretage vielser med borgerlig gyldighed og eventuel
bemyndigelse til at føre kirkebøger (foretage navngivning
og navneændring og udstede vielsesattester og føre ægte-
skabsbøger).
Det er kun kompetencen til at give præster i anerkendte tros-
samfund bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig
gyldighed og eventuel bemyndigelse til at føre kirkebøger
39
(foretage navngivning og navneændring, udstede vielsesatte-
ster m.v.), der foreslås ændret. Anerkendelsen af præster i
anerkendte trossamfund skal fortsat ske ved kongelig resolu-
tion. Dette betyder samtidig, at Ankestyrelsen ikke kan træf-
fe afgørelse om at give den pågældende præst bemyndigelse
til at foretage vielser med borgerlig gyldighed og eventuel
bemyndigelse til at føre kirkebøger (foretage navngivning
og navneændring, udstede vielsesattester m.v.), før præsten
ved kongelig resolution er blevet anerkendt. Sagsgangen i
disse sager vil derfor skulle justeres som beskrevet i det føl-
gende.
Når et anerkendt trossamfund fremover ønsker, at en præst
skal have bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig
gyldighed og eventuel bemyndigelse til at føre kirkebøger,
skal en anmodning om de ønskede bemyndigelser indgives
til Ankestyrelsen, der undersøger, om præsten opfylder be-
tingelserne herfor. Hvis præsten ikke opfylder betingelserne,
kan Ankestyrelsen afslå ansøgningen. Hvis præsten opfylder
betingelserne, forelægger Ankestyrelsen sagen for ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold med
forespørgsel om, hvorvidt præsten kan anerkendes som
præst i trossamfundet. Ministeren træffer i forening med
Dronningen afgørelse om anerkendelse af den pågældende
præst. Da betingelserne for at meddele vielsesbemyndigelse
og eventuel bemyndigelse til at føre kirkebøger er de samme
som for anerkendelse af præster i anerkendte trossamfund,
vil der som udgangspunkt kunne ske en anerkendelse af
præsten. Efter anerkendelsen af præsten, vil Ankestyrelsen
kunne færdigbehandle sagen og træffe afgørelse om de an-
søgte bemyndigelser.
Ministeren vil således ligesom i dag med lovforslaget også
fremover være overordnet ansvarlig for området, herunder
Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager om bemyn-
digelser til præster i anerkendte trossamfund.
Vielsesbemyndigelser og bemyndigelser til at føre kirkebø-
ger til præster i anerkendte trossamfund, der er givet ved
kongelig resolution før det foreslåede tidspunkt for ikraft-
trædelse af dette lovforslag, vil efter lovens ikrafttræden
fortsat være gældende. Kompetencen til at ændre disse be-
myndigelser, herunder også eventuel tilbagekaldelse heraf,
vil dog med lovforslaget fremover høre under Ankestyrel-
sen. Om lovforslagets ikrafttrædelse henvises der i øvrigt til
bemærkningerne til dette lovforslags §§ 12 og 13.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 16, stk. 1, nr. 3, i ægteskabsloven, at kirke-
lig vielse kan finde sted inden for andre trossamfund (end
folkekirken og de anerkendte trossamfund), når en af parter-
ne hører til vedkommende trossamfund, og trossamfundet
har præster, som af ministeren for børn, ligestilling, integra-
tion og sociale forhold er bemyndiget til at foretage vielser.
Efter forarbejderne til ægteskabsloven (Folketingstidende
1968-69, tillæg B, spalte 1929-30) er det i praksis antaget, at
lovens § 16, stk. 1, nr. 3, i realiteten indeholder hjemmel til
at godkende et trossamfund.
Når ministeren har godkendt et trossamfund eller en menig-
hed, kan trossamfundet eller menigheden ansøge Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingen om, at præster i trossamfundet
eller menigheden får vielsesbemyndigelse. Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, behandler disse sager i kraft af sin
departementale status.
Det foreslås, at lovens § 16, stk. 1, nr. 3, ændres således, at
det fremover er Ankestyrelsen, der giver præster i godkend-
te trossamfund vielsesbemyndigelse.
Den nugældende ordning med forudgående godkendelse af
disse trossamfund foreslås ikke ændret. Hvis en gruppe af
borgere, der har sluttet sig sammen med gudsdyrkelse som
det primære formål efter en nærmere udformet lære og ritus,
ønsker mulighed for, at deres præster kan få vielsesbemyn-
digelse, skal de således fortsat ansøge ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold om godkendelse
som trossamfund eller menighed. Efter en godkendelse kan
trossamfundet eller menigheden ansøge Ankestyrelsen om
vielsesbemyndigelse til præsterne.
Vielsesbemyndigelser, der er givet til præster i godkendte
trossamfund og menigheder før det foreslåede tidspunkt for
ikrafttrædelse af dette lovforslag, vil efter lovens ikrafttræ-
den fortsat være gældende. Kompetencen til at ændre disse
bemyndigelser, herunder også eventuel tilbagekaldelse he-
raf, vil dog med lovforslaget fremover høre under Ankesty-
relsen. Om lovforslagets ikrafttrædelse henvises der i øvrigt
til bemærkningerne til dette lovforslags §§ 12 og 13.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af ægteskabslovens §§ 1 a-13, at kommunen
behandler sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne.
Kommunen kan efter lovens § 1 a, § 4, § 10, stk. 2, og § 11
a, stk. 2, dispensere fra visse ægteskabsbetingelser.
Efter § 21, stk. 1, i ægteskabsloven, er en vielse (og dermed
ægteskabet) kun gyldig, hvis den er sket for en myndighed,
der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af
bestemmelsen i lovens § 20, stk. 2. Efter lovens § 21, stk. 2,
kan ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
40
forhold godkende et ugyldigt ægteskab efter lovens § 21,
stk. 1, såfremt særlige grunde taler herfor.
Det fremgår af lovens § 37, stk. 2, § 50, stk. 1, og § 53, stk.
2, at statsforvaltningen behandler sager om separation og
skilsmisse samt sager om fastsættelse af størrelsen af ægte-
fællebidrag efter en separation eller skilsmisse.
Statsforvaltningens afgørelser efter loven (og dermed også
sagsbehandlingen i disse sager) kan påklages til ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, jf. lo-
vens § 58 a, stk. 1. Statsforvaltningens afgørelser efter lo-
vens § 43, stk. 1 og 2, om, hvorvidt en sag om separation el-
ler skilsmisse kan indbringes for retten, samt afgørelser om
at imødekomme en anmodning efter lovens § 43, stk. 3, om
at indbringe en sag om separation eller skilsmisse for retten,
kan ikke påklages til ministeren, men kan derimod indbrin-
ges for domstolene.
Kommunens afgørelser om dispensation fra visse ægte-
skabsbetingelser efter lovens §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og §
11 a, stk. 2, samt afgørelser om anerkendelse af udenlandske
skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne
(og dermed også sagsbehandlingen i disse sager) kan efter
lovens § 58 b, stk. 1, påklages til ministeren.
Det fremgår af lovens § 58 c, at statsforvaltningen og mini-
steren til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og
ændring af et bidrag efter loven kan anmode en part om op-
lysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten und-
lader at give disse oplysninger, kan der træffes afgørelse på
det foreliggende grundlag.
Det foreslås, at kompetencen til at godkende en ugyldig vi-
else (og dermed ægteskabet) efter lovens § 21, stk. 2, kom-
petencen til at behandle klager over statsforvaltningens af-
gørelser efter loven, jf. lovens § 58 a, stk. 1, kompetencen til
at behandle klager efter lovens § 58 b, stk. 1, samt ministe-
rens kompetence til at anmode en part om oplysninger om
vedkommendes egne forhold og kompetencen til at træffe
afgørelse på det foreliggende grundlag, jf. lovens § 58 c,
ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har
kompetencen og adgangen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
2.2.
Til nr. 5
Det fremgår af § 23, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab
omstødes ved dom, hvis det er indgået i strid med lovens §
6, der indeholder en bestemmelse om, at ægteskab ikke må
indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller
mellem søskende, eller i strid med lovens § 9, der indehol-
der en bestemmelse om, at den, der tidligere har indgået æg-
teskab eller har været part i et registreret ægteskab, ikke må
indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller regi-
strerede partnerskab består. Efter lovens § 23, stk. 3, kan sag
til omstødelse anlægges af ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil, eller af en af ægtefællerne. Er ægteskabet indgået
i strid med lovens § 9, kan tillige ægtefællen i det tidligere
ægteskab anlægge sag.
Det foreslås, at ministerens kompetence til at anlægge sag
efter lovens § 23, stk. 3, ændres således, at det fremover er
Ankestyrelsen, der har kompetencen dertil.
Det foreslås samtidig, at den nugældende mulighed for mi-
nisteren til at bemyndige andre til at anlægge sagen ikke vi-
dereføres, da det ikke er meningen, at Ankestyrelsen skal
kunne bemyndige andre til at anlægge sådanne sager. Anke-
styrelsen vil på samme måde (som ministeren har i dag) ha-
ve mulighed for under en straffesag vedrørende forhold, der
giver grundlag for omstødelse af et ægteskab efter ægte-
skabslovens 23, at bede påtalemyndigheden om at nedlægge
påstand om ægteskabets omstødelse, jf. retsplejelovens §
996 a. I dette lovforslags § 10, nr. 3, foreslås retsplejelovens
§ 996 a ændret som konsekvens af forslaget om ændring af
ægteskabslovens § 23, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2 og
bemærkningerne til dette lovforslags § 10, nr. 3.
Til nr. 6
Det fremgår af § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at statsfor-
valtningens afgørelser efter loven kan påklages til ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Det-
te gælder dog ikke afgørelser efter lovens § 43, stk. 1 og 2,
samt afgørelser om at imødekomme en anmodning efter lo-
vens § 43, stk. 3.
Ifølge lovens § 43, stk. 1, kan statsforvaltningen afslutte en
sag om separation efter lovens § 29 eller skilsmisse efter lo-
vens §§ 31-36, hvis den fornødne enighed, jf. lovens § 42,
for at give bevilling ikke er opnået, eller statsforvaltningen
finder det betænkeligt at give bevilling. Statsforvaltningen
indbringer sagen for retten, hvis en part inden 4 uger efter,
at det er meddelt den pågældende, at sagen er afsluttet, an-
moder herom. Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af
sagen skyldes, at den pågældende er udeblevet fra vilkårs-
forhandlingen. Det fremgår af lovens § 43, stk. 2, at statsfor-
valtningen efter anmodning fra en part afslutter sagen og
indbringer den for retten, hvis parterne har modtaget vejled-
ning under vilkårsforhandlingen, uden at den fornødne enig-
hed, jf. lovens § 42, er opnået, eller den pågældende er
mødt, mens den anden part er udeblevet trods to indkaldel-
ser. Ifølge lovens § 43, stk. 3, kan statsforvaltningen i særli-
41
ge tilfælde efter anmodning afslutte sagen og indbringe den
for retten, selv om betingelserne efter stk. 1 eller 2 ikke er
opfyldt.
Ved § 14, nr. 1, i lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbør-
nebeskyttelseskonventionen, blev der i ægteskabsloven ind-
sat en ny § 43 a. Det fremgår af § 43 a, stk. 1, i ægteskabslo-
ven, at statsforvaltningen kan behandle en ansøgning om se-
paration eller skilsmisse, hvis betingelserne i § 448 c, stk. 1,
2 og 4, i retsplejeloven er opfyldt. Efter § 43 a, stk. 2, i æg-
teskabsloven, kan statsforvaltningens afvisning af at be-
handle en sag om separation eller skilsmisse, der ikke opfyl-
der betingelserne i stk. 1, efter anmodning fra en af parterne
indbringes for retten. Det er således ikke hensigten, at disse
typer af afgørelser skal kunne påklages til ministeren.
I forbindelse med loven om Haagerbørnebeskyttelseskon-
ventionen blev § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven imidlertid
ved en fejl ikke udvidet til også at omfatte afgørelser om af-
visning efter lovens § 43 a, stk. 2.
Det foreslås, at lovens § 58 a, stk. 1, hvorefter visse af stats-
forvaltningens afgørelser efter loven ikke kan påklages ad-
ministrativt, men derimod kan indbringes for domstolene,
udvides til også at omfatte statsforvaltningens afgørelser om
at afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse,
jf. lovens § 43 a, stk. 2.
Til nr. 7
Det fremgår af § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at klager
over statsforvaltningens afgørelser om bidrag efter loven
skal indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået medde-
lelse om afgørelsen. Ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold kan i særlige tilfælde behandle en
klage, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Det foreslås, at kompetencen til i særlige tilfælde at behand-
le en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er
indgivet efter udløb af fristen, jf. lovens § 58 a, stk. 2, æn-
dres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der har kom-
petencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Til nr. 8
Det fremgår af § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at statsfor-
valtningens afgørelser efter loven kan påklages til ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Det-
te gælder dog ikke afgørelser efter lovens § 43, stk. 1 og 2,
samt afgørelser om at imødekomme en anmodning efter §
43, stk. 3. Disse afgørelser kan i stedet for indbringes for
domstolene.
Selvom afgørelser efter lovens § 43, stk. 1 og 2, samt afgø-
relser om at imødekomme en anmodning efter lovens § 43,
stk. 3, som nævnt ovenfor under bemærkningerne til dette
lovforslags § 7, nr. 6, ikke kan påklages til ministeren, kan
statsforvaltningens sagsbehandling i disse sager (herunder
spørgsmål om inhabilitet og passivitet samt afgørelser om
aktindsigt) påklages til ministeren på ulovbestemt grundlag
som følge af et fagligt over-/underordnelsesforhold mellem
statsforvaltningen og ministeren.
Statsforvaltningens sagsbehandling kan først påklages, når
statsforvaltningen har truffet afgørelse i sagen. Afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om myndighedens passivitet
ved behandlingen af sagen og inhabilitet kan dog påklages,
selvom statsforvaltningen endnu ikke har truffet afgørelse i
sagen. Ministerens reaktion i sagerne vil uanset klagetids-
punktet afhænge af en konkret vurdering af den pågældende
klage og sagens omstændigheder samt almindelige forvalt-
ningsretlige regler og principper. Hvis det påklagede sagsbe-
handlingsspørgsmål helt eller delvist indbringes for retten,
kan ministeren helt eller delvist afvise at behandle klagen,
da det i modsat fald vil kunne medføre, at både retten og mi-
nisteren skal tage stilling til det samme sagsbehandlings-
spørgsmål.
Det foreslås, at den ulovbestemte klageadgang i relation til
statsforvaltningens sagsbehandling i ovennævnte sager fast-
sættes i ægteskabsloven i den foreslåede nye bestemmelse i
lovens § 58 a, stk. 3, således at statsforvaltningens sagsbe-
handling kan påklages til Ankestyrelsen. Forslaget viderefø-
rer den nugældende mulighed for administrativt at påklage
sagsbehandlingen i disse typer af sager. Det foreslås også, at
principperne for behandlingen af disse sager videreføres.
Det vil således også fremover som udgangspunkt først være
muligt at påklage sagsbehandlingen, når statsforvaltningen
har afsluttet behandlingen af sagen. Klager over afgørelser
om aktindsigt samt spørgsmål om inhabilitet og myndighe-
dens passivitet ved behandlingen af sagen vil som hidtil
kunne påklages, selvom statsforvaltningen endnu ikke har
afsluttet sagen. Ankestyrelsens reaktion i sagen vil afhænge
af en konkret vurdering af klagen og sagens omstændighe-
der samt almindelige forvaltningsretlige regler og princip-
per. Hvis det påklagede sagsbehandlingsspørgsmål helt eller
delvist indbringes for retten, kan Ankestyrelsen helt eller
delvist afvise at behandle klagen, da det i modsat fald vil
kunne medføre, at både retten og Ankestyrelsen skal tage
stilling til det samme sagsbehandlingsspørgsmål. Hvis det i
sjældne tilfælde skulle vise sig, at retten på grund af sagens
karakter og den måde, hvorpå sagen er forelagt for retten, al-
ligevel ikke tager stilling til det konkrete sagsbehandlings-
spørgsmål, som Ankestyrelsen tidligere har afvist, kan kla-
geren bede Ankestyrelsen om at genoptage behandlingen af
klagen over statsforvaltningens sagsbehandling i sagen.
42
Da det i dette lovforslags § 7, nr. 6, foreslås, at lovens § 58
a, stk. 1, hvorefter visse af statsforvaltningens afgørelser ef-
ter loven ikke kan påklages, men derimod kan indbringes for
domstolene, udvides til også at omfatte statsforvaltningens
afgørelser om at afvise at behandle en sag om separation el-
ler skilsmisse, jf. lovens § 43 a, stk. 2, foreslås det, at stats-
forvaltningens sagsbehandling i disse sager også skal kunne
påklages Ankestyrelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
til bemærkningerne til dette lovforslags § 7, nr. 6.
Til nr. 9
Det fremgår af § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven, at ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fast-
sætte regler om statsforvaltningens behandling af separati-
ons- og skilsmissesager, om vilkårsforhandling, om mæg-
ling efter § 41, om statsforvaltningens behandling af sager
om ægtefællebidrag efter §§ 50 og 53, herunder om ansøg-
ningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter, samt
om klagers behandling. Det kan i disse regler bestemmes, at
vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har
ophold her i landet.
Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den
nævnte bestemmelse, finder også anvendelse på de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag be-
handler på vegne af ministeren.
I dette lovforslags § 7, nr. 4, foreslås det, at kompetencen til
at behandle klager over statsforvaltningens afgørelser efter
loven ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen, der
skal behandle disse sager. Ankestyrelsen har ikke departe-
mental status og er således en selvstændig myndighed under
ministeriet.
Da det fremgår af § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven, at det er
statsforvaltningens behandling af separations og skilsmis-
sesager samt statsforvaltningens behandling af sager om æg-
tefællebidrag efter lovens §§ 50 og 53, herunder ansøg-
ningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter, der
kan fastsættes nærmere regler om, og da der således eventu-
elt kan opstå tvivl om, hvorvidt administrative forskrifter
udstedt i medfør af denne bestemmelse også vil gælde for
Ankestyrelsens behandling af disse sager efter loven, fore-
slås det, at lovens § 58 a, stk. 3, ændres således, at det er be-
handlingen af disse sager, der kan fastsættes nærmere for-
skrifter om. Ordlyden af bestemmelsen vil således ikke læn-
gere være begrænset til statsforvaltningens behandling af
sager. Herved fastslås det, at forskrifter om behandling af
disse sager også gælder for Ankestyrelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.3.
Til nr. 10
Det fremgår af lovens § 58 a, stk. 4, at statsforvaltningen og
ministeren til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter loven kan få terminaladgang til
nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og
skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
Det foreslås, at ministerens adgang til at indhente økonomi-
ske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen,
herunder i indkomstregistret, efter lovens § 58 a, stk. 4 (der
bliver stk. 5, jf. dette lovforslags § 7, nr. 8), ændres således,
at det fremover er Ankestyrelsen, der har adgangen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 11
Der er ikke særlige regler i lovgivningen om indgåelse og
opløsning af ægteskab, der regulerer, hvordan Ankestyrel-
sen, Familieretsafdelingen, skal træffe afgørelse i sager efter
ægteskabsloven. Der er således ikke regler, der f.eks. fast-
lægger, at der skal medvirke eksterne personer ved afgørel-
sen af sager, eller at afgørelsen f.eks. skal træffes på et mø-
de. Det er normalt den sagsbehandler, der behandler sagen,
der på vegne af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, træf-
fer afgørelse i sagen. Der er heller ikke i lovgivningen om
indgåelse og opløsning af ægteskab fastlagt rammer for,
hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal
træffe afgørelse i sager, der har principiel eller generel be-
tydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af sager
på området for indgåelse og opløsning af ægteskab sker ef-
ter reglerne i ægteskabsloven og tilhørende administrative
forskrifter. Derudover finder også forvaltningsloven, per-
sondataloven, offentlighedsloven og almindelige forvalt-
ningsretlige principper anvendelse ved behandling af disse
sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter ægteskabsloven. Efter disse
principper har en klage over en administrativ afgørelse ikke
opsættende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
kan dog efter anmodning tillægge en klage opsættende virk-
ning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og vurde-
ringen heraf skal der foreligge helt særlige omstændigheder,
f.eks. at den påklagede afgørelse alene på baggrund af den
anførte tekst i afgørelsen vurderes at være åbenbart urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager efter ægteskabsloven, finder de almindelige forvalt-
43
ningsretlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan æn-
dres til skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder og-
så i relation til, at der i de fleste familieretlige sager er tale
om en sag mellem to parter (en partstvist). Det er således
udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til ska-
de for klageren, medmindre der foreligger helt særlige om-
stændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyl-
dig på grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt
foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft af-
gørende betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op
på anden måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter ægteskabsloven skal give en be-
grundelse med henvisning til relevante retsregler. I det om-
fang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt
skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover skal
en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændighe-
der, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven, at ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fast-
sætte nærmere regler om behandlingen af klager i sager om
separation, skilsmisse og ægtefællebidrag. I §§ 9 og 10 i be-
kendtgørelse nr. 742 af 21. juni 2013 om separation og skil-
smisse og i §§ 17 og 18 i bekendtgørelse nr. 626 af 12. juni
2014 om børne- og ægtefællebidrag er der fastsat nærmere
regler herom. Det er bl.a. bestemt, hvordan en klage skal
indgives, og hvordan statsforvaltningen skal behandle kla-
gen.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og
70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager efter ægteskabsloven. Dette gælder både de sager,
hvor Ankestyrelsen efter lovforslaget fremover vil være kla-
geinstans i sager efter ægteskabsloven, og de sager, hvor
Ankestyrelsen fremover vil være 1. instans i visse sager ef-
ter ægteskabsloven. Med forslaget vil det fortsat være ud-
gangspunktet, at det er den enkelte sagsbehandler, der på
vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen. Forslaget
vil dog bl.a. give Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at
en sag af principiel eller generel betydning vil skulle be-
handles på et møde med udvidet votering, hvor der deltager
to beskikkede medlemmer (lægmænd) og to ankechefer og
tillige i nogle tilfælde styrelseschefen eller vicestyrelsesche-
fen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på området
for indgåelse og opløsning af ægteskab fremover vil være
44
den endelige administrative klageinstans i relation til de af-
gørelser, som statsforvaltningen og kommunerne træffer ef-
ter ægteskabsloven, og som efter loven kan påklages til An-
kestyrelsen. Dette fastlægges med forslaget om, at retssik-
kerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde anvendelse ved Anke-
styrelsens behandling af sager på det familieretlige område.
Det fremgår af den nævnte bestemmelse, at Ankestyrelsens
afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myn-
dighed. Ankestyrelsens afgørelser i sager efter ægteskabslo-
ven vil således ikke kunne påklages til ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold eller til andre ad-
ministrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
ægteskabsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til § 8
Til nr. 1 og 2
Det fremgår af navnelovens § 2, stk. 2, at ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold en gang om
året bekendtgør, hvilke efternavne der ikke er beskyttede
(efternavne der her i landet bæres af mere end 2.000 perso-
ner, og som kan tages af enhver).
Det foreslås, at kompetencen efter lovens § 2, stk. 2, til en
gang årligt at offentliggøre, hvilke efternavne der ikke er be-
skyttede, ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen,
der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 6, stk. 1, nr. 2, i navneloven, at navne, der
ikke bæres som efternavn her i landet, kan tages som efter-
navn, medmindre navnet indgår i eller let kan forveksles
med navnet på et selskab, en forening, et varemærke eller
lignende, som er anmeldt efter lovens § 6, stk. 2.
Efter lovens § 6, stk. 1, nr. 3, kan navne, der ikke bæres som
efternavn her i landet, tages som efternavn, medmindre nav-
net er et almindeligt kendt kunstnernavn, som er anmeldt ef-
ter lovens § 6, stk. 2, eller let kan forveksles hermed.
Ifølge lovens § 6, stk. 2, 1. pkt., kan den, der er berettiget til
et af de i § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte navne, anmelde dette
til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold.
Det foreslås, at kompetencen til efter lovens § 6, stk. 2, 1.
pkt., at modtage en anmeldelse af navne efter lovens § 6,
stk. 1, nr. 2 og 3, ændres således, at det fremover er Anke-
styrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af § 6, stk. 2, 2. pkt., i navneloven, at ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold of-
fentliggør en liste over navne på selskaber, foreninger, vare-
mærker og lignende samt almindeligt kendte kunstnernavne,
som er anmeldt efter lovens § 6, stk. 2, 1. pkt.
Ifølge lovens § 14, stk. 1, offentliggør ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold en liste over dren-
ge- og pigenavne, der kan tages uden godkendelse efter lo-
vens § 14, stk. 3.
Det foreslås, at kompetencen efter lovens § 6, stk. 2, 2. pkt.,
til at offentliggøre en liste over navne på selskaber, forenin-
ger, varemærker og lignende samt almindeligt kendte kunst-
nernavne, som er anmeldt efter navnelovens § 6, stk. 2, 1.
pkt., og kompetencen efter lovens § 14, stk. 1, til at offent-
liggøre en liste over drenge- og pigenavne, der kan tages
uden godkendelse, ændres således, at det fremover er Anke-
styrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 5
Det fremgår af lovens § 21, stk. 1, at afgørelser om navngiv-
ning og navneændring efter loven (og dermed også sagsbe-
handlingen i disse sager) kan påklages til ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
Det foreslås, at kompetencen til efter lovens § 21, stk. 1, at
behandle klager over afgørelser om navngivning og nav-
neændring ændres således, at det fremover er Ankestyrelsen,
der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler i navnelovgivningen, der regule-
rer, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, skal
45
træffe afgørelse i klagesager efter navneloven. Det er nor-
malt den sagsbehandler, der behandler sagen, der på vegne
af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, træffer afgørelse i
sagen. Der er heller ikke i lovgivningen på navneområdet
fastlagt rammer for, hvordan Ankestyrelsen, Familieretsaf-
delingen, f.eks. skal træffe afgørelse i sager, der har princi-
piel eller generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klage-
sager sker efter navneloven og tilhørende administrative for-
skrifter. Derudover finder også forvaltningsloven, personda-
taloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltningsretli-
ge principper anvendelse ved behandling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter navneloven. Efter disse prin-
cipper har en klage over en administrativ afgørelse ikke op-
sættende virkning. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
kan dog efter anmodning tillægge en klage opsættende virk-
ning, hvis der er grundlag herfor. Ved afgørelsen og vurde-
ringen heraf skal der foreligge helt særlige omstændigheder,
f.eks. at den påklagede afgørelse alene på baggrund af den
anførte tekst i afgørelsen vurderes at være åbenbart urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager på navneområdet, finder de almindelige forvaltnings-
retlige principper om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til
skade for klageren eller ej, anvendelse, herunder også i rela-
tion til, at der i de fleste familieretlige sager er tale om en
sag mellem to parter (en partstvist). Det er således udgangs-
punktet ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behand-
ling af sager, at en afgørelse ikke kan ændres til skade for
klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstændig-
heder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde.
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter navneloven skal give en begrun-
delse med henvisning til relevante retsregler. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn,
skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen. Derudover skal en
begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse for
de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Det fremgår af § 21, stk. 1, i navneloven, at ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fastsæt-
te nærmere regler om behandlingen af klager i navnesager. I
§§ 24 og 25 i bekendtgørelse nr. 1324 af 27. november 2013
om navne er der fastsat nærmere regler herom. Det er bl.a.
bestemt, hvordan en klage skal indgives, og hvordan den på-
gældende myndighed skal behandle klagen.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
46
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås også, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§
68 og 70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager efter navneloven. Med forslaget vil det
fortsat være udgangspunktet, at det er den enkelte sagsbe-
handler, der på vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i
sagen. Forslaget vil dog bl.a. give Ankestyrelsen mulighed
for at beslutte, at en sag af principiel eller generel betydning
vil skulle behandles på et møde med udvidet votering, hvor
der deltager to beskikkede medlemmer (lægmænd) og to an-
kechefer og tillige i nogle tilfælde styrelseschefen eller vice-
styrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på navneom-
rådet fremover vil være den endelige administrative klagein-
stans i relation til de afgørelser, som personregisterførerne
og statsforvaltningen træffer efter navneloven, og som efter
loven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette fastlægges med
forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, skal finde
anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager på det
familieretlige område. Det fremgår af den nævnte bestem-
melse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed. Ankestyrelsens afgørelser
på navneområdet vil således ikke kunne påklages til ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold eller
til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
navneloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til § 9
Til nr. 1
Det fremgår af § 50, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Anke-
styrelsen er klageinstans for administrative afgørelser, i det
omfang det fastsættes ved lov.
Som konsekvens af, at det foreslås, at Ankestyrelsen frem-
over skal behandle de familieretlige sager – både klagesager
og visse 1. instans (og eneste instans) sager – som Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingen, i dag behandler, og da det
foreslås, at kapitel 9 i retssikkerhedsloven samt §§ 68 og 70
skal finde anvendelse på det familieretlige område, foreslås
det, at der som pendant til den nugældende § 50, stk. 1, i
retssikkerhedsloven indsættes et nyt 2. pkt. i § 50, stk. 1,
om, at Ankestyrelsen udover at være klageinstans, tillige
træffer afgørelse i sager (som 1. instans), i det omfang det
fastsættes ved lov. Herved vil bestemmelsen fremover af-
spejle, at Ankestyrelsen på det familieretlige område både
behandler klagesager og træffer afgørelse i visse sager som
1. instans.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1, 2.2
og 2.4.
Til nr. 2
Det fremgår af § 50, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at Anke-
styrelsen yder sekretariatsbistand til Arbejdsmiljøklagenæv-
net og Ligebehandlingsnævnet.
I cirkulæreskrivelse af 21. december 2012 om ændring af
Ankestyrelsens arbejdsopgaver på det familieretlige område
er det bl.a. fastlagt, at Ankestyrelsen – her skal dette forstås
som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen – udfører sekreta-
riatsfunktionen for Adoptionsnævnet.
Som konsekvens af, at det foreslås, at Ankestyrelsen frem-
over skal varetage de opgaver, som Ankestyrelsen, Familier-
etsafdelingen, i dag varetager, foreslås det, at § 50, stk. 3, i
retssikkerhedsloven ændres således, at Ankestyrelsen ud-
over at yde sekretariatsbistand til Arbejdsmiljøklagenævnet
og Ligebehandlingsnævnet tillige skal yde sekretariatsbi-
stand til Adoptionsnævnet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1 og
2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Anke-
styrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede
medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens
afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages
til Ankestyrelsen, jf. dog lovens § 52 c.
Ifølge lovens § 52 a, stk. 2, træffer Ankestyrelsen afgørelse
uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage
over afgørelser, der er behandlet af Udbetaling Danmark, og
hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.
I sager omfattet af lovens § 52 a, stk. 1 og 2, kan Ankesty-
relsen, jf. lovens § 52 a, stk. 3, i tilfælde, hvor der er tale om
47
en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt
er særligt behov herfor, træffe en foreløbig afgørelse. Anke-
styrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i
sagen.
Det fremgår af lovens § 52 c, stk. 1, at når Ankestyrelsen
skønner, at en sag, der er omfattet af lovens § 52 a, stk. 1,
har principiel eller generel betydning, træffes afgørelse i
sagen på et møde efter reglerne om udvidet votering, jf. lo-
vens § 55, stk. 2, nr. 1.
Ifølge lovens § 56, kan chefen for Ankestyrelsen, når en sag
har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørel-
se skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicesty-
relseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager to be-
skikkede medlemmer og to ankechefer.
Som konsekvens af, at det foreslås, at Ankestyrelsen frem-
over skal behandle de familieretlige sager – både klagesager
og visse 1. instans (og eneste instans) sager – som Ankesty-
relsen, Familieretsafdelingen, i dag behandler, foreslås det,
at det ligesom i dag også fremover skal være udgangspunk-
tet, at det er den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i den konkrete sag. Det foreslås
derfor, at retssikkerhedslovens § 52 a ændres således, at der
indsættes et nyt stk. 3 om, at Ankestyrelsen træffer afgørelse
uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter
adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om
børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af un-
derholdsbidrag, retsvirkningsloven, ægteskabsloven, navne-
loven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, jf. dog § 52 c,
stk. 1, i retssikkerhedsloven. Det bemærkes, at det i lovfor-
slagets § 9, nr. 5, foreslås, at retssikkerhedslovens § 52 c,
stk. 1, også skal omfatte sager efter det foreslåede nye stk. 3
i lovens § 52 a. Dette vil medføre, at familieretlige sager,
der skønnes at være generelle eller principielle – ligesom
ved Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser på
det sociale område – skal behandles på et møde med udvidet
votering efter lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, og § 56. Se
bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 5.
Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 5, vil forslaget om, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt
§§ 68 og 70 skal finde anvendelse i sager efter adoptionslo-
ven, ikke have betydning for Ankestyrelsens behandling af
sager om Ankestyrelsens samtykke til adoption uden sam-
tykke efter adoptionslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., der indehol-
der en bestemmelse om, at en adoption uden forældrenes
samtykke, af et barn, der er anbragt uden for hjemmet, kun
kan ske, hvis Ankestyrelsen giver samtykke hertil. Dette
skyldes, at det i § 55, stk. 2, nr. 3, i retssikkerhedsloven er
bestemt, at Ankestyrelsen skal behandle disse sager på et
møde med udvidet votering, jf. § 55, stk. 1, i retssikkerheds-
loven. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at der på
sådanne møder deltager to beskikkede medlemmer og to an-
kechefer, hvoraf den ene er formand.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1, 2.2
og 2.4.
Til nr. 4
Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 9,
nr. 3, kan Ankestyrelsen efter lovens § 52 a, stk. 3, træffe en
foreløbig afgørelse i sager efter lovens § 52 a, stk. 1 og 2
(sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Udbeta-
ling Danmark, og hvor der ikke er tvivl om afgørelsen, samt
sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser) i til-
fælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssi-
tuation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor. Anke-
styrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i
sagen.
Som konsekvens af, at det i lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås,
at der indsættes et nyt stk. 3 i lovens § 52 a om, at Ankesty-
relsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede med-
lemmer i sager efter adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i
lov om opkrævning af underholdsbidrag, retsvirkningsloven,
ægteskabsloven, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændin-
geloven, jf. dog § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, og da
det også bør være muligt for Ankestyrelsen at træffe fore-
løbige afgørelser i familieretlige sager, foreslås det, at rets-
sikkerhedslovens § 52 a, stk. 3 (der efter lovforslagets § 9,
nr. 3, vil blive stk. 4) også skal finde anvendelse i familieret-
lige sager efter den foreslåede nye § 52 a, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 5
Det fremgår af § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at når
Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af lovens §
52 a, stk. 1, har principiel eller generel betydning, træffes af-
gørelse i sagen på et møde efter reglerne om udvidet vote-
ring, jf. lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, nr. 1. Om indholdet af
lovens § 52 a, stk. 1, henvises til bemærkningerne ovenfor
til lovforslagets § 9, nr. 3. Det fremgår af § 55, stk. 2, nr. 1, i
retssikkerhedsloven, at udvidet votering skal benyttes i sag-
er, hvor Ankestyrelsen har besluttet, at sagen har principiel
eller generel betydning, jf. lovens § 52 c, stk. 1.
Ifølge lovens § 56 kan styrelseschefen, at når en sag har
principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse
skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrel-
seschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 med-
lemmer og 2 ankechefer.
Det foreslås, at det også skal være muligt for Ankestyrelsen
at behandle familieretlige sager, der har principiel eller ge-
48
nerel betydning, på et møde med udvidet votering efter be-
stemmelserne i lovens § 55, stk. 1 og 2, nr. 1, og § 56.
Som konsekvens af lovforslagets § 9, nr. 3, hvori det fore-
slås, at Ankestyrelsen skal træffe afgørelse i familieretlige
sager uden medvirken af beskikkede medlemmer (lægfolk),
foreslås det, at lovens § 52 c, stk. 1, ændres således, at der
tillige henvises til den foreslåede nye bestemmelse i lovens
§ 52 a, stk. 3 (lovforslagets § 9, nr. 3). Dette vil medføre, at
familieretlige sager også vil være omfattet af bestemmelsen
om, at Ankestyrelsen kan skønne, at en sag har principiel el-
ler generel betydning, og at sagen derfor skal behandles på
et møde med udvidet votering.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 6
I kapitel 9 a i retssikkerhedsloven er rammerne for sagsbe-
handlingen for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg nær-
mere reguleret. Det fremgår bl.a. af § 59 a, stk. 6, i retssik-
kerhedsloven, at lovens § 52 a, stk. 3, finder anvendelse på
beskæftigelsesudvalgets behandling af klager.
Som følge af, at det i lovforslagets § 9, nr. 3, bl.a. foreslås,
at lovens § 52 a, stk. 3, fremover bliver stk. 4, foreslås det,
at lovens § 59 a, stk. 6, konsekvensrettes i overensstemmel-
se hermed.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 7
Det fremgår af retssikkerhedslovens kapitel 11, at Ankesty-
relsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser,
som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse med lov-
givningen, jf. lovens § 76.
Ankestyrelsen kan som led i sine opgaver efter lovens § 76
indhente sager til gennemsyn, jf. lovens § 79. Når Ankesty-
relsen indhenter sager til gennemsyn, sker dette i overens-
stemmelse med reglerne i forvaltningsloven og persondata-
loven.
Det fremgår af lovens § 79 a, at kommunalbestyrelsen be-
handler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens prak-
sis på et møde, og at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommu-
nalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbesty-
relsens behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger un-
dersøgelsens resultater har givet anledning til. Styrelsen kan
fastsætte en frist for denne orientering.
Da det foreslås, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68
og 70 fremover skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens
behandling af sager på det familieretlige område, foreslås
det som følge heraf, at Ankestyrelsens pligt til på landsplan
at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for Anke-
styrelsen, træffes i overensstemmelse med lovgivningen, og-
så skal gælde på det familieretlige område. Det er ikke nød-
vendigt at foretage ændringer af lovens § 76, 1. pkt., da den-
ne del af bestemmelsen efter sin ordlyd også umiddelbart vil
finde anvendelse på det familieretlige område. Derimod
foreslås det, at lovens § 76, 2. pkt., konsekvensændres såle-
des, at det fremgår af denne del af bestemmelsen, at Anke-
styrelsen også skal følge praksis i statsforvaltningen og hos
personregisterførerne, og at Ankestyrelsen skal vejlede om
praksis på det familieretlige område. Det bemærkes, at be-
stemmelsens nugældende ordlyd umiddelbart vil omfatte
kommunernes sager efter ægteskabsloven om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne og om vielse. Denne del af bestem-
melsen foreslås ikke ændret, hvorfor bestemmelsen frem-
over vil omfatte de nævnte familieretlige sager hos kommu-
nerne.
Som følge af ovennævnte forslag, foreslås det også, at rets-
sikkerhedslovens § 79 skal finde anvendelse på det familier-
etlige område. Ankestyrelsen vil dermed få lovfæstet adgan-
gen til at indhente sager til gennemsyn fra kommunerne i re-
lation til sager efter ægteskabsloven, fra personregisterfører-
ne i relation til sager efter navneloven og fra statsforvaltnin-
gen i relation til de sager, som statsforvaltningen behandler
på det familieretlige område. Det er ikke nødvendigt at æn-
dre ordlyden af retssikkerhedslovens § 79, da bestemmelsen
som nævnt ovenfor henviser til lovens § 76.
Det foreslås tillige, at lovens § 79 a, skal finde anvendelse
på det familieretlige område. Bestemmelsen vil efter sin
ordlyd alene finde anvendelse på kommunernes sager efter
ægteskabsloven. Ordlyden af bestemmelsen foreslås ikke
ændret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 8
Det fremgår af § 77 i retssikkerhedsloven, at Ministeriet for
Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold kan an-
mode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelser-
nes afgørelser.
Ministeriet bør på samme måde kunne anmode Ankestyrel-
sen om at gennemgå de afgørelser, som kommunerne, stats-
forvaltningen og personregisterførerne træffer på det fami-
lieretlige område.
49
Det foreslås derfor, at der i retssikkerhedsloven indsættes en
ny § 78, hvorefter ministeriet kan anmode Ankestyrelsen om
at gennemgå de afgørelser, som kommunerne, statsforvalt-
ningen eller personregisterførerne har truffet efter adopti-
onsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns
forsørgelse, § 2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af un-
derholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a,
stk. 1 og 3, i udlændingeloven.
Til nr. 9
Det fremgår af lovens § 80, stk. 1, at Ankestyrelsen nedsæt-
ter et centralt rådgivende udvalg (Det Praksisrådgivende
Udvalg) til støtte for sin indsats med at koordinere praksis,
jf. lovens § 76. Chefen for Ankestyrelsen er formand for ud-
valget, og de øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen
efter indstilling fra KL, Dansk Arbejdsgiverforening, Lands-
organisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjeneste-
mændenes Fællesråd og Danske Handicaporganisationer.
Det Rådgivende Praksisudvalg er tæt knyttet til kommuner-
nes afgørelser på det sociale område og på beskæftigelses-
området og er oprettet for at etablere en mulighed for, at in-
teresseorganisationerne kan følge disse områder. I den sam-
menhæng er medlemmerne repræsentanter for deres organi-
sationer og indtager derfor ikke en funktion som lægfolk.
Da medlemmerne af Det Rådgivende Praksisudvalg således
er repræsentanter for deres organisationer, som traditionelt
set ikke er familieretlige, vil det ikke være hensigtsmæssigt,
at udvalget skal støtte Ankestyrelsens indsats med at koordi-
nere praksis i familieretlige sager. Det foreslås derfor, at der
i lovens § 80, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt., hvori det fasts-
lås, at lovens § 80, stk. 1, ikke finder anvendelse på det fa-
milieretlige område. Dette vil således omfatte sager, hvor
kommunerne, statsforvaltningen eller personregisterførerne
har truffet afgørelse efter adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2. pkt., og §
20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægte-
skabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingelo-
ven.
Til § 10
Til nr. 1 og 2
Det fremgår af § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven, at hvis mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold,
eller den, ministeren bemyndiger dertil, eller ægtefællen i et
tidligere ægteskab anlægger sag til omstødelse af et ægte-
skab (efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven), skal sagen anlæg-
ges mod begge ægtefæller.
Efter § 450, stk. 2, i retsplejeloven skal de sagsøgte i sager
om omstødelse af ægteskab, der anlægges af ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold, eller den,
ministeren bemyndiger dertil, give møde efter samme regler,
som gælder for vidner.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der er
nævnt i lovens § 448 b, 1. pkt., og i § 450, stk. 2, Ifølge kon-
gelig resolution af 3. februar 2014 er dette nu ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
I dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det, at ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forholds kompeten-
ce efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven til at anlægge sag om
omstødelse af et ægteskab ændres til, at det fremover er An-
kestyrelsen, der har kompetencen dertil. Da det ikke er
meningen, at Ankestyrelsen skal kunne bemyndige andre til
at anlægge denne type af sager, foreslås det også i dette lov-
forslags § 7, nr. 5, at den gældende mulighed for ministeren
til at bemyndige andre til at anlægge sag ikke videreføres i
relation til Ankestyrelsen.
Som konsekvens af dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det,
at § 448 b, 1. pkt., og § 450, stk. 2, i retsplejeloven ændres i
overensstemmelse hermed, således at det fremgår af de to
bestemmelser, at det er Ankestyrelsen og ikke ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold, der anlæg-
ger disse sager. Det foreslås også, at den nugældende tekst i
bestemmelserne om bemyndigelse til andre til at anlægge
sag udgår.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2 og
til bemærkningerne til dette lovforslags § 7, nr. 5.
Til nr. 3
Det fremgår af § 996 a, 1. pkt., i retsplejeloven, at påtale-
myndigheden under straffesager vedrørende forhold, der gi-
ver grundlag for omstødelse af ægteskab efter § 23 i ægte-
skabsloven, efter anmodning fra ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold eller den, ministeren
har bemyndiget til at anlægge sag om omstødelse, skal ned-
lægge påstand om ægteskabets omstødelse.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er justitsministeren, der er nævnt i lovens §
996 a, 1. pkt., Ifølge kongelige resolutioner af 3. oktober
2011 og 3. februar 2014 er dette nu ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold.
I dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det, at ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forholds kompeten-
ce efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven til at anlægge sag om
50
omstødelse af et ægteskab ændres til, at det fremover er An-
kestyrelsen, der har kompetencen dertil. Da det ikke er
meningen, at Ankestyrelsen skal kunne bemyndige andre til
at anlægge denne type af sager, foreslås det også i dette lov-
forslags § 7, nr. 5, at den gældende mulighed for ministeren
til at bemyndige andre til at anlægge sag ikke videreføres i
relation til Ankestyrelsen.
Som konsekvens af dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det,
at § 996 a, 1. pkt., i retsplejeloven ændres i overensstemmel-
se hermed, således at det fremgår af bestemmelsen, at det er
Ankestyrelsen og ikke ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold, der kan anmode påtalemyndighe-
den om, at der under en straffesag kan nedlægges påstand
om omstødelse af et ægteskab. Da Ankestyrelsen ikke skal
kunne bemyndige andre til at anlægge denne type af sager,
foreslås det også, at den nugældende tekst i bestemmelsen
om bemyndigelse til andre til at anlægge sag udgår.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2 og
til bemærkningerne til dette lovforslags § 7, nr. 5.
Til § 11
Til nr. 1
Det fremgår af udlændingelovens § 56 a, stk. 1 og 3, at en
uledsaget udlænding under 18 år, der opholder sig her i lan-
det, får udpeget en repræsentant til varetagelse af sine inte-
resser, medmindre ganske særlige grunde taler derimod. Har
den uledsagede udlænding under 18 år været udsat for men-
neskehandel, skal der ved udpegningen af repræsentanten
tages hensyn hertil. En organisation, som er godkendt hertil
af justitsministeren, indstiller efter anmodning fra Udlæn-
dingestyrelsen en person til hvervet som repræsentant. Orga-
nisationen kan efter aftale med justitsministeren ansætte per-
soner til at varetage hvervet som repræsentant. Det er stats-
forvaltningen, der behandler sager om udpegning af en re-
præsentant.
Statsforvaltningens afgørelser efter lovens § 56 a, stk. 1 og
3, (og dermed også sagsbehandlingen i disse sager) kan på-
klages til ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold, jf. lovens § 56 a, stk. 4.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 56 a, stk. 4, Ifølge kongelig re-
solution3. februar 2014 er det nu ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold.
Det foreslås, at kompetencen efter lovens § 56 a, stk. 4, til at
behandle klager over statsforvaltningens afgørelser efter lo-
vens § 56 a, stk. 1 og 3, ændres således, at det fremover er
Ankestyrelsen, der har kompetencen dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.
Der er ikke særlige regler i lovgivningen om udpegning af
repræsentanter til varetagelse af interesserne for uledsagede
udlændinge under 18 år, der regulerer, hvordan Ankestyrel-
sen, Familieretsafdelingen, skal træffe afgørelse i klagesager
efter § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven. Der er således ikke
regler, der f.eks. fastlægger, at der skal medvirke eksterne
personer ved afgørelsen af sager, eller at afgørelsen f.eks.
skal træffes på et møde. Det er normalt den sagsbehandler,
der behandler sagen, der på vegne af Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, træffer afgørelse i sagen. Der er heller ik-
ke i lovgivningen på dette område fastlagt rammer for, hvor-
dan Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, f.eks. skal træffe
afgørelse i sager, der har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens, behandling af klage-
sager sker efter reglerne i § 56 a i udlændingeloven og tilhø-
rende administrative forskrifter. Derudover finder også for-
valtningsloven, persondataloven, offentlighedsloven og al-
mindelige forvaltningsretlige principper anvendelse ved be-
handling af disse sager.
Ovenstående medfører bl.a., at almindelige forvaltningsretli-
ge principper i relation til klagers opsættende virkning fin-
der anvendelse ved Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens,
behandling af klagesager efter § 56 a, stk. 4, i udlændingelo-
ven. Efter disse principper har en klage over en administra-
tiv afgørelse ikke opsættende virkning. Ankestyrelsen, Fa-
milieretsafdelingen, kan dog efter anmodning tillægge en
klage opsættende virkning, hvis der er grundlag herfor. Ved
afgørelsen og vurderingen heraf skal der foreligge helt særli-
ge omstændigheder, f.eks. at den påklagede afgørelse alene
på baggrund af den anførte tekst i afgørelsen vurderes at væ-
re åbenbart urigtig.
Når Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, behandler klage-
sager efter § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, finder de al-
mindelige forvaltningsretlige principper om, hvorvidt en af-
gørelse kan ændres til skade for klageren eller ej, anvendel-
se, herunder også i relation til, at der i de fleste familieretli-
ge sager er tale om en sag mellem to parter (en partstvist).
Det er således udgangspunktet ved Ankestyrelsen, Familier-
etsafdelingens, behandling af sager, at en afgørelse ikke kan
ændres til skade for klageren, medmindre der foreligger helt
særlige omstændigheder, f.eks. at den afgørelse, der er truf-
fet, er ugyldig på grund af manglende kompetence, eller at
der i øvrigt foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som
har haft afgørende betydning for afgørelsen, og som ikke
kan rettes op på anden måde.
51
Ovenstående medfører bl.a. også, at Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, i sine
skriftlige afgørelser efter udlændingelovens § 56 a, stk. 4,
skal give en begrundelse med henvisning til relevante rets-
regler. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de ho-
vedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Derudover skal en begrundelse om fornødent indeholde en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens fakti-
ske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning ved
afgørelsen.
Som nævnt nedenfor i bemærkningerne til § 11, nr. 2, har
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold ikke i dag udtrykkelig bemyndigelse i § 56 a, stk. 5, i
udlændingeloven til at fastsætte nærmere regler om behand-
ling af klager. Det foreslås med § 11, nr. 2, at ministeren får
bemyndigelse dertil. Med forslaget vil ministeren bl.a. kun-
ne bestemme, hvordan klager skal indgives, og hvordan
statsforvaltningen og Ankestyrelsen skal behandle disse kla-
gesager.
Det fremgår af en række sociale love, herunder f.eks. § 166 i
serviceloven og § 50 i lov om social pension, at kommunal-
bestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Anke-
styrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Når Ankestyrelsen behandler disse klagesager, finder be-
stemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 også anven-
delse.
Retssikkerhedsloven kapitel 9 indeholder bl.a. bestemmelser
om, at Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det er fastsat ved lov, og at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed, jf. § 50, stk. 1 og 4. Kapitel 9 indeholder og-
så bestemmelser om, hvordan Ankestyrelsen skal træffe af-
gørelse i sagerne. Ankestyrelsen træffer som udgangspunkt
afgørelse i klagesager på det sociale område uden medvir-
ken af beskikkede medlemmer, jf. lovens § 52 a. Det er såle-
des normalt den enkelte sagsbehandler, der på vegne af An-
kestyrelsen træffer afgørelse i klagesager over kommunale
afgørelser på det sociale område. Hvis Ankestyrelsen skøn-
ner, at en sag har principiel eller generel betydning, træffes
afgørelsen i sagen på et møde, hvor der deltager to beskik-
kede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55 (udvidet
votering). Det fremgår af lovens § 56, at Ankestyrelsens
chef i relation til disse principielle eller generelle sager kan
beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde, hvor styrel-
seschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der
deltager to ankechefer og to beskikkede medlemmer.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, at Ankesty-
relsen ikke er bundet af parternes påstande og er uafhængig
af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag. Be-
stemmelsen fortolkes og anvendes af Ankestyrelsen i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige princip-
per om, hvorvidt en afgørelse kan ændres til skade for kla-
geren eller ej, herunder også med hensyntagen til, at der i
nogle sager er tale om en sag mellem to parter (en parts-
tvist). Det er således udgangspunktet i Ankestyrelsens be-
handling af sagen, at en afgørelse ikke kan ændres til skade
for klageren, medmindre der foreligger helt særlige omstæn-
digheder, f.eks. at den afgørelse, der er truffet, er ugyldig på
grund af manglende kompetence, eller at der i øvrigt forelig-
ger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har haft afgørende
betydning for afgørelsen, og som ikke kan rettes op på an-
den måde. Efter lovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens af-
gørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophæ-
velse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Efter lovens § 70 skal Ankestyrelsens afgørelser være skrift-
lige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter
regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesud-
valgets forretningsordener.
Foruden ovennævnte finder også forvaltningsloven, person-
dataloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltnings-
retlige principper anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager på det sociale område.
Det foreslås også, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§
68 og 70 skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behand-
ling af klagesager efter § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven.
Med forslaget vil det fortsat være udgangspunktet, at det er
den enkelte sagsbehandler, der på vegne af Ankestyrelsen
træffer afgørelse i sagen. Forslaget vil dog bl.a. give Anke-
styrelsen mulighed for at beslutte, at en sag af principiel el-
ler generel betydning vil skulle behandles på et møde med
udvidet votering, hvor der deltager to beskikkede medlem-
mer (lægmænd) og to ankechefer og tillige i nogle tilfælde
styrelseschefen eller vicestyrelseschefen.
Med forslaget fastlægges det, at Ankestyrelsen på området
om udpegning af repræsentanter for uledsagede udlændinge
under 18 år fremover vil være den endelige administrative
klageinstans i relation til de afgørelser, som statsforvaltnin-
gen træffer efter § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingeloven, og
som efter loven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette fast-
lægges med forslaget om, at retssikkerhedslovens § 50, stk.
4, skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
sager på det familieretlige område. Det fremgår af den
nævnte bestemmelse, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrel-
sens afgørelser i ovennævnte sager vil således ikke kunne
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold eller til andre administrative myndigheder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1-9, og be-
mærkningerne dertil for en nærmere gennemgang af de reg-
ler i retssikkerhedsloven, der efter forslaget fremover vil fin-
52
de anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af klagesager
efter § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.
Til nr. 2
Det fremgår af § 56 a, stk. 5, i udlændingeloven, at ministe-
ren for børn, ligestilling integration og sociale forhold kan
fastsætte nærmere regler om statsforvaltningens behandling
af sager om udpegning af en repræsentant for uledsagede
udlændinge under 18 år, der opholder sig her i landet, efter
lovens § 56 a, stk. 1-4.
Det bemærkes, at det fremgår af den seneste bekendtgørelse
af loven, at det er social- og integrationsministeren, der har
kompetencen efter lovens § 56 a, stk. 5, Ifølge kongelig re-
solution3. februar 2014 er det nu ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold.
Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den
nævnte bestemmelse, finder også anvendelse på de klagesa-
ger, som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag be-
handler på vegne af ministeren.
I dette lovforslags § 11, nr. 1, foreslås det, at kompetencen
til at behandle klager over statsforvaltningens afgørelser ef-
ter lovens § 56 a, stk. 1 og 3, ændres således, at det frem-
over er Ankestyrelsen, der skal behandle disse sager. Anke-
styrelsen har ikke departemental status og er således en selv-
stændig myndighed under ministeriet.
Da det fremgår af lovens § 56 a, stk. 5, at det er statsforvalt-
ningens behandling af sager efter lovens § 56 a, stk. 1-4, der
kan fastsættes nærmere regler om, og da der således eventu-
elt kan opstå tvivl om, hvorvidt administrative forskrifter
udstedt i medfør af denne bestemmelse også vil gælde for
Ankestyrelsens behandling af disse sager, foreslås det, at lo-
vens § 56 a, stk. 5, ændres således, at det er behandlingen af
disse sager, der kan fastsættes nærmere forskrifter om. Ord-
lyden af bestemmelsen vil således ikke længere være be-
grænset til statsforvaltningens behandling af disse sager.
Herved fastslås det, at forskrifter om behandling af disse
sager også gælder for Ankestyrelsen.
I de fleste familieretlige love er der en eller flere bestemmel-
ser, der bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere reg-
ler om behandlingen af de familieretlige sager. Det fremgår
af disse bestemmelser, at bemyndigelsen også giver mulig-
hed for at fastsætte regler om klagers behandling. Dette er
dog ikke tilfældet i relation til sager efter § 56 a, stk. 1-4, i
udlændingeloven. Det foreslås derfor også, at det fastslås i
lovens § 56 a, stk. 5, at bestemmelsen også giver ministeren
bemyndigelse til at udstede nærmere regler om klagers be-
handling.
Forslaget vil medføre, at ministeren ligesom på mange andre
familieretlige områder – f.eks. bidragsområdet – bl.a. vil
kunne fastsætte regler om, at statsforvaltningen kan genop-
tage behandlingen af en sag, hvis der foreligger nye oplys-
ninger og ansøgninger, i situationer, hvor der ikke er taget
konkret stilling til konkrete oplysninger eller ansøgninger,
og ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betyd-
ning for afgørelsens resultat. Der kan også fastsættes regler
om, hvordan klager skal indgives og lignende.
Til nr. 3
Det fremgår af § 56 a, stk. 6, nr. 6, i udlændingeloven, at
hvervet som repræsentant til varetagelse af barnets interes-
ser (for en uledsaget udlænding under 18 år, der opholder
sig her i landet, jf. lovens § 56 a, stk. 1) ophører, når barnet
indgår ægteskab, og statsforvaltningen ikke træffer afgørelse
efter § 1 a, 2. pkt., i ægteskabsloven.
Ifølge § 1 a, 1. pkt., i ægteskabsloven må den, som er under
18 år, ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra den myndig-
hed (kommunen), som efter lovens § 13 skal prøve ægte-
skabsbetingelserne. Efter lovens § 1 a, 2. pkt., kan kommu-
nen ved meddelelse af tilladelse til indgåelse af ægteskab til
en ung under 18 år fastsætte vilkår om, at den unge trods
ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil
det fyldte 18. år.
Ved lov nr. 525 af 24. juni 2005 om ændring af lov om for-
ældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning og forskellige andre love (Udmøntning af kom-
munalreformen på det familieretlige område) blev den nu-
gældende § 1 a (på daværende tidspunkt § 1) i ægteskabslo-
ven, ændret således, at det fra den 1. januar 2007 ikke læn-
gere er statsforvaltningen (på tidspunktet for lovens vedta-
gelse statsamtet), men derimod den myndighed (kommu-
nen), som efter § 13 i ægteskabsloven skal prøve ægteskabs-
betingelserne, der træffer afgørelse efter § 1 a, 2. pkt., i æg-
teskabsloven. Ved en fejl blev § 56 a, stk. 6, nr. 6, i udlæn-
dingeloven dengang ikke konsekvensændret i overensstem-
melse med ændringen af ægteskabsloven.
Det foreslås derfor, at § 56 a, stk. 6, nr. 6, i udlændingeloven
konsekvensændres således, at det fremgår af bestemmelsen,
at det er den myndighed, der efter § 13 i ægteskabsloven
skal prøve ægteskabsbetingelserne, der træffer afgørelse ef-
ter § 1 a, 2. pkt., i ægteskabsloven.
Til § 12
53
Det foreslås i § 12, at loven træder i kraft den 1. oktober
2015. Herved er der taget hensyn til, at de foreslåede regel-
ændringer kan træde i kraft så tidligt som muligt, men at der
samtidig er tid til at udstede nye administrative forskrifter.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 12 sammenholdt med de foreslåede overgangsbestem-
melser i lovforslagets § 13 og forslagene i lovforslagets § 9,
nr. 7-9, om, at en del af bestemmelserne i kapitel 11 i rets-
sikkerhedsloven skal finde anvendelse på det familieretlige
område, vil medføre, at Ankestyrelsen efter retssikkerheds-
lovens § 79 vil kunne indhente familieretlige sager fra kom-
munerne, statsforvaltningen og personregisterførerne til gen-
nemsyn, uanset om sagerne er afsluttet før eller efter det
foreslåede tidspunkt for ikrafttræden i dette lovforslag.
Til § 13
De foreslåede bestemmelser i § 13 indeholder overgangsbe-
stemmelser, som regulerer, hvilken myndighed der skal
træffe afgørelse i de familieretlige sager, der er omfattet af
loven, og som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er un-
der behandling hos ministeren for børn, ligestilling, integra-
tion og sociale forhold (Ankestyrelsen, Familieretsafdelin-
gen). Overgangsbestemmelserne regulerer også, hvilken
myndighed der efter lovens ikrafttræden skal behandle an-
modninger om genoptagelse af afgørelser på det familieretli-
ge område, der er truffet af ministeren (Ankestyrelsen, Fa-
milieretsafdelingen) før lovens ikrafttræden. Dette omfatter
også afgørelser om aktindsigt og afgørelser om sagsbehand-
lingen. Derudover regulerer overgangsbestemmelserne an-
modninger om aktindsigt i familieretlige sager, der indgives
efter lovens ikrafttræden, men hvor den familieretlige sag er
afgjort/afsluttet af ministeren (Ankestyrelsen, Familieretsaf-
delingen) før lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 1, at familieretlige sager, der er under be-
handling hos ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold (Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen) efter
en af de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, hvor Ankestyrelsen
efter denne lovs ikrafttræden behandler sådanne sager, og
hvor sagerne ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræ-
den, færdigbehandles af Ankestyrelsen. Dette vil også om-
fatte verserende sager om aktindsigt i sager, der er omfattet
af en af de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love. Det samme gæl-
der i relation til verserende sager om genoptagelse af sådan-
ne sager.
I stk. 2 foreslås det, at anmodning om genoptagelse af afgø-
relser, herunder også afgørelser om aktindsigt eller afgørel-
ser om sagsbehandlingen, der er truffet af ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Ankestyrel-
sen, Familieretsafdelingen) i sager efter en af de i §§ 1-8, 10
og 11 nævnte love, og hvor Ankestyrelsen efter denne lovs
ikrafttræden træffer afgørelse i sådanne sager, indgives til
og behandles af Ankestyrelsen.
Det foreslås i stk. 3, at den foreslåede bestemmelse i § 13,
stk. 2 skal finde tilsvarende anvendelse på alle andre former
for henvendelser i de sager, der er nævnt i stk. 2. Dette vil
f.eks. medføre, at hvis en borger efterfølgende har spørgs-
mål til sagen (også selvom der ikke er tale om en anmod-
ning om genoptagelse af sagen), vil det være Ankestyrelsen,
der besvarer disse spørgsmål.
Det foreslås i stk. 4, at anmodning om aktindsigt i sager,
som ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold (Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen) har behand-
let efter en af de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, og hvor
Ankestyrelsen efter denne lovs ikrafttræden behandler så-
danne sager, indgives til og behandles af Ankestyrelsen.
De foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 1-4, vil også omfatte
verserende og afsluttede sager, som Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden
har under behandling eller har behandlet ifølge den ulovbe-
stemte klageadgang (nævnt i de almindelige bemærkninger i
punkt 2.1) over statsforvaltningens sagsbehandling i visse
typer af sager.
Til § 14
Bestemmelsen i § 14 vedrører lovens territoriale område.
Det foreslås i § 14, stk. 1, at loven ikke skal gælde for Fæ-
røerne og Grønland.
I stk. 2 foreslås det, at §§ 1-6, § 7, nr. 1 og 4-11, og § 11 ved
kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
I stk. 3 foreslås det, at §§ 1-4, 7, 8 og 11 ved kongelig an-
ordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Adoptionsloven er sat i kraft for Færøerne ved kongelig an-
ordning nr. 1169 af 25. november 2006 og er ændret ved
kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. Adoptionslo-
ven er sat i kraft for Grønland, jf. senest kongelig anordning
nr. 410 af 21. april 2010.
På Færøerne findes reglerne om faderskab og børnebidrag i
lov om børns retsstilling, der er sat i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning nr. 367 af 29. november 1962 og ændret
ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. I Grønland
findes reglerne om faderskab og børnebidrag i lov nr. 197 af
16. juni 1962 om børns retsstilling i Grønland. Børneloven
54
(moderskab, faderskab og medmoderskab), jf. lovbekendt-
gørelse nr. 18. af 10. januar 2014, kan ved kongelig anord-
ning sættes i kraft for Færøerne og Grønland, men dette er
endnu ikke sket. Lov om børns forsørgelse (børnebidrag), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1044 af 29. oktober 2009 med senere
ændringer, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland, men dette er endnu ikke sket.
Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 20.
november 2012 med senere ændringer, er ikke sat i kraft for
Færøerne. Reglerne om forældremyndighed og samvær m.v.
findes i anordning nr. 228 af 15. marts 2007 om ikrafttræden
for Færøerne af lov om forældremyndighed og samvær. For-
ældreansvarsloven er heller ikke sat i kraft for Grønland.
Reglerne om forældremyndighed og samvær m.v. findes i
anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for
Grønland af myndighedsloven. Forældreansvarsloven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grøn-
land.
På Færøerne findes reglerne om opkrævning og inddrivelse
af underholdsbidrag i lov om inddrivelse af underholdsbi-
drag, jf. lov nr. 150 af 24. april 1963. Lov nr. 280 af 8. juni
1977 om ændring af lov om inddrivelse af underholdsbidrag
og lov om børnetilskud og andre familieydelser er for så vidt
angår ændringerne af lov om inddrivelse af underholdsbi-
drag sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 471
af 15. september 1981. Lov om opkrævning af underholds-
bidrag gælder ikke for Grønland, og loven kan ikke sættes i
kraft for Grønland.
Retsvirkningsloven, jf. lov nr. 56 af 18. marts 1925, som se-
nest ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april
2010, finder anvendelse på Færøerne. Retsvirkningsloven er
sat i kraft for Grønland ved lov nr. 150 af 31. marts 1993.
Senere ændringer af retsvirkningsloven kan ikke sættes i
kraft for Grønland ved kongelig anordning, men kan kun
sættes i kraft ved lov.
Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er sat i kraft for
Færøerne ved kongelig anordning nr. 37 af 22. januar 2002
og er senest ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20.
april 2010. Det bemærkes, at de foreslåede ændringer af æg-
teskabslovens § 16, stk. 1, nr. 2 og 3 (dette lovforslags § 7,
nr. 2 og 3), ikke kan sættes i kraft for Færøerne, da Færøer-
ne har overtaget sagsområdet ”folkekirken” og sagsområdet
”andre trossamfund” med virkning fra den 29. juli 2007.
Dette medfører, at det efter denne dato ikke længere er mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold,
der kan godkende nye trossamfund eller kan give præster i
andre trossamfund bemyndigelse til at foretage vielser med
borgerlig gyldighed. Kompetencen hertil ligger i dag hos de
færøske myndigheder. Lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning
nr. 307 af 14. maj 1993 og er ændret ved kongelig anord-
ning nr. 321 af 26. april 1996.
Færøerne overtog den 1. januar 1992 navneområdet som
særanliggende. Det fremgår af navneloven, at den ikke gæl-
der for Færøerne, og loven kan ikke sættes i kraft for Fæ-
røerne. Lov om personnavne, jf. lov nr. 193 af 29. april
1981, er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr.
549 af 21. august 1986. Navneloven kan ved kongelig an-
ordning sættes i kraft for Grønland, men dette er endnu ikke
sket.
Retssikkerhedsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
De foreslåede ændringer af retssikkerhedsloven skal derfor
ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland. De
foreslåede ændringer af adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag, retsvirkningsloven, ægteskabslo-
ven, navneloven og udlændingeloven om, at retssikkerheds-
loven skal finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling
af sager på det familieretlige område, vil dog kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland, da forslagene til disse nye
bestemmelser alene vedrører Ankestyrelsens behandling af
familieretlige sager, herunder også familieretlige sager af-
gjort af Rigsombuddene på Færøerne og i Grønland. Nogle
af disse afgørelser og sagsbehandlingen i disse sager kan i
dag påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold (Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen).
Retsplejeloven gælder ikke for Færøerne og Grønland. De
foreslåede ændringer af retsplejeloven, skal derfor ikke kun-
ne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.
Udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 23. juni
2000, er sat i kraft både for Færøerne, jf. anordning nr. 182
af 22. marts 2001, og for Grønland, jf. anordning nr. 150 af
23. februar 2001.
Lovforslaget vil således som nævnt ovenfor ikke gælde for
Færøerne og Grønland, men hovedparten af de foreslåede
bestemmelser kan på et senere tidspunkt sættes i kraft for
Færøerne og Grønland. Indtil dette sker, vil ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold og dermed
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, på samme måde som i
dag være klageinstans for de afgørelser, som Rigsombuds-
manden på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland
træffer på det familieretlige område. Ankestyrelsen, Fami-
lieretsafdelingen, vil således indtil videre bevare sin departe-
mentale status, men dette er alene i forhold til det familieret-
lige område på Færøerne og i Grønland i det omfang rigs-
ombuddenes afgørelser og sagsbehandling kan påklages til
ministeren.
55
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7. okto-
ber 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1525 af 27. december
2014, foretages følgende ændringer:
§ 18. Adoptivforholdet kan ophæves af ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold, når adop-
tanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne
under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under vær-
gemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værge-
målslovens § 6, skal erklæring fra værgen indhentes.
1. I § 18, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., § 23, stk. 4, 1. pkt.,
og § 29 b, stk. 1, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
Stk. 2-4. […]
Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold på begæring af
barnets oprindelige forældre ophæve adoptivforholdet, hvis
det er bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anven-
delse.
§ 23. […]
Stk. 2-3. […]
Stk. 4. Er adoptivforholdet blevet ophævet for en person,
der er fyldt 18 år, kan ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold eller retten efter anmodning fra
den adopterede bestemme, at den pågældende genindtræder i
retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis de oprindelige
forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes op-
rindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestem-
mes, at retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt.
Stk. 5. […]
§ 29 b. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 9,
der er indbragt for retten, jf. § 11.
Stk. 2. […]
§ 19. […]
Stk. 2. Sag om ophævelse anlægges af adoptivbarnet. Hvis
barnet er umyndigt eller på grund af sindssygdom, ånds-
svaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle
fornuftsmæssigt, anlægges sagen af barnets værge, af dets
oprindelige fader eller moder eller af ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold eller den, han be-
myndiger dertil.
2. I § 19, stk. 2, 2. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, han bemyndi-
ger dertil« til: »Ankestyrelsen«.
§ 29. […]
56
Stk. 2. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan i øvrigt tillade adoption, hvis sagen har en
særlig tilknytning til landet.
3. I § 29, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres »Ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrel-
sen«.
§ 39. […]
Stk. 2. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan, når omstændighederne taler derfor, tillæg-
ge adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957 retsvirknin-
ger efter nærværende lovs kap. 2.
§ 29 b. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 9,
der er indbragt for retten, jf. § 11.
4. I § 29 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan fastsætte nærmere regler om klagers be-
handling.
»Stk. 2. I sager efter § 9 kan statsforvaltningens sagsbe-
handling påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5. Efter § 29 c indsættes i kapitel 4:
Ȥ 29 d. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område anvendelse.«
§ 2
§ 1 a. Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en kvin-
de eller har en registreret partner, registreres sæddonor som
far til barnet, når betingelserne i § 27 a, stk. 1, er opfyldt, jf.
dog stk. 3. Registrering af faderskabet foretages af statsfor-
valtningen i forbindelse med barnets fødsel.
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 7. oktober
2014, foretages følgende ændringer:
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendel-
se, hvis sæddonoren er død før barnets fødsel, men efter at
moderen har modtaget behandling med assisteret reprodukti-
on.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis
1) moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets
fødsel har været gift eller registreret partner med en anden
end den kvinde, der har givet samtykke efter § 27 eller § 27
a, stk. 2, uden at være separeret eller
2) en part, der er omfattet af § 27 a, anmoder om, at der
rejses sag om faderskab eller medmoderskab.
1. I § 1 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§ 27 a, stk. 2,« til: »§ 27 a,
stk. 1,«.
§ 33. Ministeren for børn, ligestilling, integration og soci-
ale forhold fastsætter regler om behandling af sager efter
denne lov, herunder om personregisterførernes og statsfor-
valtningens registrering af faderskab og medmoderskab, om
statsforvaltningens behandling af sager om faderskab og
medmoderskab, om beregning af den periode, hvor moderen
blev gravid, og om retsgenetiske undersøgelser.
2. I § 33, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
klager over statsforvaltningens sagsbehandling, jf. § 35, stk.
2.«
Stk. 2. Blanketter til brug for registrering af faderskab og
medmoderskab og til brug for anerkendelse og afgivelse af
erklæring efter §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b skal være god-
kendt af ministeren for børn, ligestilling, integration og soci-
ale forhold. Ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold kan bestemme, at underskrifter på disse blan-
3. I § 33, stk. 2, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
57
ketter skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlig-
hedsvidner eller på anden måde.
§ 35. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan ik-
ke indbringes for anden administrativ myndighed.
4. I § 35 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I sager efter kapitel 2, 4 og 5 kan statsforvaltnin-
gens sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen. Ved Anke-
styrelsens behandling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9
samt §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område anvendelse.«
§ 3
§ 29. […] I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1085 af 7.
oktober 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 1525 af 27. de-
cember 2014, foretages følgende ændringer:
Stk. 2. […]
Stk. 3. Adgangen til at træffe midlertidig afgørelse efter
stk. 1 kan i helt særlige tilfælde ligeledes udøves af ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
1. I § 29, stk. 3, og § 38 ændres »ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
§ 38. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om forældrenes fælles ansvar for transport af
barnet i forbindelse med samvær, herunder forældrenes af-
holdelse af udgifter herved, efter denne lov få terminalad-
gang til de nødvendige økonomiske oplysninger om en part
hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregiste-
ret.
§ 41. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold, jf. dog stk. 2-4.
2. I § 41, stk. 1, ændres »ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forhold, jf. dog stk. 2-4« til: »Ankesty-
relsen, jf. dog stk. 2, 3 og 5«.
Stk. 2-3. […]
3. I § 41 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. I sager om forældremyndighed eller barnets bo-
pæl, som kan indbringes for retten efter § 37, § 39, stk. 2, §
40 eller § 46, stk. 2, kan statsforvaltningens sagsbehandling
påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
Stk. 4. Den forælder, der ikke har forældremyndigheden,
kan påklage en afgørelse efter § 23, stk. 2, til statsforvaltnin-
gen. Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundheds-
væsenet. Statsforvaltningens afgørelse kan ikke indbringes
for højere administrativ myndighed. Ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold kan dog efter an-
modning optage en sag til behandling, når det skønnes, at
den har principiel eller generel betydning.
4. I § 41, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 5, 4. pkt., ændres »Mi-
nisteren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold«
til: »Ankestyrelsen«.
5. Efter § 41 indsættes før overskriften før § 42:
Ȥ 41 a. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område anvendelse.«
§ 4
58
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af
7. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
§ 13. Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge
barnet. Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes under
hensyn til forældrenes livsvilkår og barnets tarv.
1. I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres »tarv« til: »bedste«.
Stk. 2. [... ]
§ 20. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter
denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommen-
des egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvalt-
ningen eller ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan
der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
2. To steder i § 20 og i § 21, stk. 4, ændres »ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Anke-
styrelsen«.
3. § 21, stk. 1, affattes således:
§ 21. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
»Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påkla-
ges til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling af
klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
Stk. 2. Klage skal indgives, inden 4 uger efter at klageren
har fået meddelelse om afgørelsen. Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold kan i særlige tilfælde
behandle en klage, selv om klagen er indgivet efter udløb af
fristen i 1. pkt.
4. I § 21, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
Stk. 3. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan fastsætte regler om klagers behandling og
om statsforvaltningens behandling af sager om børnebidrag
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og æn-
dringstidspunkter.
5. I § 21, stk. 3, udgår »statsforvaltningens«.
Stk. 4. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske op-
lysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herun-
der i indkomstregistret.
§ 5
I lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1086 af 7. oktober 2014, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 23 a. […] 1. § 23 a, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Statsforvaltningens afgørelse efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
»Stk. 2. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling
af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
59
§ 23 b. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan
1) […]
2) […] 2. § 23 b, nr. 3, affattes således:
3) fastsætte regler om statsforvaltningens behandling af
sager efter denne lov, herunder om behandling af klager
over afgørelser truffet af statsforvaltningen.
»3) fastsætte regler om behandling af sager om indsigelser
mod eksistensen af krav efter § 1, stk. 2, om behandling af
sager efter § 20 og om behandling af klager over afgørelser
truffet af statsforvaltningen.«
§ 6
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1135 af 20. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
§ 9 a. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter
denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommen-
des egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvalt-
ningen eller ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan
der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
1. To steder i § 9 a og i § 52 a, stk. 4, ændres »ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Anke-
styrelsen«.
2. § 52 a, stk. 1, affattes således:
§ 52 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
»Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påkla-
ges til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling af
klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag skal indgives,
inden 1 år efter at klageren har fået meddelelse om afgørel-
sen. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan i særlige tilfælde behandle en klage over en af-
gørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af
fristen i 1. pkt.
3. I § 52 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
Stk. 3. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan fastsætte regler om klagers behandling og
om statsforvaltningens behandling af sager om ægtefællebi-
drag, jf. §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og be-
gyndelses- og ændringstidspunkter.
4. I § 52 a, stk. 3, udgår »statsforvaltningens«.
Stk. 4. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske op-
lysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herun-
der i indkomstregisteret.
§ 7
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1096 af 7. oktober 2014, foretages følgende æn-
dringer:
§ 7. Ægteskab må ikke uden ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forholds tilladelse indgås mellem
1. I § 7, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forholds« til: »Ankestyrelsens«.
60
personer, af hvilke den ene har været gift med den andens
slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i
det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt
hensynet til børnene ikke taler derimod.
§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) […]
2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne
hører til vedkommende trossamfund,
2. I § 16, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »vedkommende tros-
samfund,«: »og trossamfundet har præster, som af Ankesty-
relsen er bemyndiget til at foretage vielser,«.
3) inden for andre trossamfund, når en af parterne hører til
vedkommende trossamfund, og trossamfundet har præster,
som af ministeren for børn, ligestilling, integration og socia-
le forhold er bemyndiget til at foretage vielser.
3. I § 16, stk. 1, nr. 3, ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
Stk. 2. […]
§ 21. […]
Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af ministe-
ren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold god-
kendes som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor.
4. I § 21, stk. 2, § 58 a, stk. 1, 1. pkt., § 58 b, stk. 1, og to
steder i § 58 c ændres »ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
§ 58 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 43,
stk. 1 og 2, samt afgørelser om at imødekomme en anmod-
ning efter § 43, stk. 3.
Stk. 2-3. […]
Stk. 4. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske op-
lysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herun-
der i indkomstregisteret.
§ 58 b. Afgørelser efter §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og § 11 a,
stk. 2, samt afgørelser om anerkendelse af udenlandske skil-
smisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
Stk. 2. […]
§ 58 c. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter
denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommen-
des egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvalt-
ningen eller ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan
der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
§ 23. […]
Stk. 2. […]
61
Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold eller den,
han bemyndiger dertil, eller af en af ægtefællerne. Er ægte-
skabet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i det
tidligere ægteskab anlægge sag.
5. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold eller den, han bemyndi-
ger dertil,« til: »Ankestyrelsen«.
§ 58 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 43,
stk. 1 og 2, samt afgørelser om at imødekomme en anmod-
ning efter § 43, stk. 3.
6. I § 58 a, stk. 1, 2. pkt., udgår »samt«, og efter »§ 43, stk.
3« indsættes: », og afgørelser om at afvise at behandle en
sag om separation eller skilsmisse efter § 43 a, stk. 2«.
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag skal indgives,
inden 1 år efter at klageren har fået meddelelse om afgørel-
sen. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan i særlige tilfælde behandle en klage over en af-
gørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af
fristen i 1. pkt.
7. I § 58 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
8. I § 58 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. I sager om separation eller skilsmisse, som kan
indbringes for retten efter § 43 eller § 43 a, stk. 2, kan stats-
forvaltningens sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan fastsætte regler om statsforvaltningens be-
handling af separations- og skilsmissesager, om vilkårsfor-
handling, om mægling efter § 41, om statsforvaltningens be-
handling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 50 og 53, her-
under om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændrings-
tidspunkter, samt om klagers behandling. Det kan i disse
regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en
ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.
9. To steder i § 58 a, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt.,
udgår »statsforvaltningens«.
Stk. 4. Statsforvaltningen og ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold kan til brug for behand-
lingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske op-
lysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herun-
der i indkomstregisteret.
10. I § 58 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold« til: »Anke-
styrelsen«.
11. Efter § 58 d indsættes i kapitel 5 a:
Ȥ 58 e. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter
denne lov finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område anvendelse.«
§ 8
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 7. oktober
2014, foretages følgende ændringer:
§ 2. […]
Stk. 2. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold fastsætter nærmere regler om anvendelsen af
stk. 1 og bekendtgør en gang årligt, hvilke navne der ikke er
beskyttede efter denne bestemmelse.
1. I § 2, stk. 2, udgår »og bekendtgør en gang årligt, hvilke
navne der ikke er beskyttede efter denne bestemmelse«.
2. I § 2, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ankestyrelsen bekendtgør en gang årligt, hvilke navne der
ikke er beskyttede efter stk. 1.«
62
§ 6. […]
Stk. 2. Den, der er berettiget til et af de i stk. 1, nr. 2 og 3,
nævnte navne, kan anmelde dette til ministeren for børn, li-
gestilling, integration og sociale forhold. Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold offentliggør
en liste over navne, der anmeldes efter 1. pkt.
3. I § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forhold« til: »Ankestyrelsen«.
§ 14. Ministeren for børn, ligestilling, integration og soci-
ale forhold offentliggør en liste over drenge- og pigenavne,
der kan tages uden godkendelse efter stk. 3.
4. I § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 14, stk. 1, ændres ”Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold” til: ”Anke-
styrelsen”.
Stk. 2-4. […]
5. § 21, stk. 1, affattes således:
§ 21. Afgørelser om navngivning og navneændring efter
denne lov kan påklages til ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold.
»Afgørelser om navngivning og navneændring efter denne
lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens be-
handling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 samt §§ 68 og
70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område anvendelse.«
Stk. 2. […]
§ 9
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale om-
råde, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014,
som ændret ved § 7 i lov nr. 1486 af 23. december 2014,
foretages følgende ændringer:
1. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
§ 50. Ankestyrelsen er klageinstans for administrative af-
gørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.
»Derudover træffer Ankestyrelsen afgørelse i sager, i det
omfang det fastsættes ved lov.«
Stk. 2. […]
Stk. 3. Ankestyrelsen yder sekretariatsbistand til Arbejds-
miljøklagenævnet og Ligebehandlingsnævnet.
2. I § 50, stk. 3, indsættes efter »til«: »Adoptionsnævnet,«.
Stk. 4. […]
§ 52 a. Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af
beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbe-
styrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne
kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog § 52 c.
Stk. 2. Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af
beskikkede medlemmer i sager om klage over afgørelser,
der er behandlet af Udbetaling Danmark, og hvor der ikke er
tvivl om afgørelsen.
3. I § 52 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken
af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, bør-
neloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, §
23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov
om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingelo-
ven, jf. dog § 52 c, stk. 1.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
63
Stk. 3. I sager omfattet af stk. 1 og 2 kan Ankestyrelsen i
tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssi-
tuation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor, træffe
en foreløbig afgørelse. Ankestyrelsen skal snarest muligt
træffe en endelig afgørelse i sagen.
4. I § 52 a, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1-3«.
§ 52 c. Når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfat-
tet af § 52 a, stk. 1, har principiel eller generel betydning,
træffes afgørelse i sagen på et møde efter reglerne om udvi-
det votering, jf. § 55, stk. 2, nr. 1.
5. I § 52 c, stk. 1, indsættes efter »§ 52 a, stk. 1«: »eller 3«.
Stk. 2. […]
§ 59 a. […]
Stk. 2-5. […]
Stk. 6. § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 3, §§ 57, 59, 60
og 66-70, § 72, stk. 1 og 7, og § 74 finder anvendelse på be-
handling af klager efter stk. 1-3.
6. I § 59 a, stk. 6, ændres »§ 52 a, stk. 3,« til: »§ 52 a, stk.
4,«.
§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordine-
re, at afgørelser, som kan indbringes for Ankestyrelsen eller
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffes i overens-
stemmelse med lovgivningen. Ankestyrelsen følger praksis i
kommunerne og jobcentrene og vejleder om praksis.
7. I § 76, 2. pkt., indsættes efter j»obcentrene«: »samt i stats-
forvaltningen og hos personregisterførerne«.
8. Efter § 77 indsættes:
§ 78. (Ophævet) »§ 78. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå
de afgørelser, som kommunerne, statsforvaltningen eller
personregisterførerne har truffet efter adoptionsloven, børne-
loven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2,
2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag,
lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i ud-
lændingeloven.«
9. I § 80, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende ud-
valg til støtte for sin indsats med at koordinere praksis, jf. §
76.
»Dette gælder dog ikke ved Ankestyrelsens indsats med at
koordinere praksis i sager efter adoptionsloven, børneloven,
forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2. pkt.,
og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om
ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3 i udlændingelo-
ven.«
Stk. 2-3. […]
§ 10
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9. decem-
ber 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1242 af 18. december
2012, § 3 i lov nr. 176 af 24. februar 2015 og § 2 i lov nr.
270 af 25. marts 2015, foretages følgende ændringer:
64
§ 448 b. Anlægger ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndiger
dertil, eller ægtefællen i et tidligere ægteskab sag til omstø-
delse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægte-
fæller. Sagen anlægges ved en ret, hvor en af ægtefællerne
kan sagsøges efter § 448 d.
1. I § 448 b, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil,« til: »Ankestyrelsen«.
§ 450. […]
Stk. 2. I sager om omstødelse af ægteskab, der anlægges af
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold eller den, ministeren bemyndiger dertil, skal de sagsøg-
te give møde efter samme regler, som gælder for vidner.
2. I § 450, stk. 2, ændres »ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil« til: »Ankestyrelsen«.
§ 996 a. Under straffesager vedrørende forhold, der giver
grundlag for omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om æg-
teskabs indgåelse og opløsning, skal påtalemyndigheden ef-
ter anmodning fra ministeren for børn, ligestilling, integrati-
on og sociale forhold eller den, han har bemyndiget til at an-
lægge sag om omstødelse, nedlægge påstand om ægteska-
bets omstødelse. Bestemmelserne i §§ 991-996 finder tilsva-
rende anvendelse.
3. I § 996 a, 1. pkt., ændres »ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold eller den, han har bemyndiget
til at anlægge sag om omstødelse,« til: »Ankestyrelsen«.
§ 11
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.
september 2014, som ændret senest ved lov nr. 271 af 25.
marts 2015, foretages følgende ændringer:
§ 56 a. […]
Stk. 2-3. […] 1. § 56 a, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1 og 3 kan
påklages til ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold.
»Stk. 4. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1 og 3 kan
påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling
af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
anvendelse.«
Stk. 5. Ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forhold kan fastsætte nærmere regler om statsforvalt-
ningens behandling af sager efter stk. 1-4.
2. I § 56 a, stk. 5, udgår »statsforvaltningens«, og efter »stk.
1-4« indsættes: », herunder om klagers behandling«.
Stk. 6. Hvervet som repræsentant til varetagelse af barnets
interesser, jf. stk. 1, ophører, når
1-5) […]
6) barnet indgår ægteskab, og statsforvaltningen ikke træf-
fer afgørelse efter § 1 a, 2. pkt., i lov om ægteskabs indgåel-
se og opløsning, eller
3. I § 56 a, stk. 6, nr. 6, ændres »statsforvaltningen« til: »den
myndighed, der efter § 13 i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning skal prøve ægteskabsbetingelserne,«.
7) […]
§ 12
Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
§ 13
Stk. 1. Sager, der er under behandling hos ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold efter en af
de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, hvor Ankestyrelsen efter
65
denne lovs ikrafttræden behandler sådanne sager, og hvor
sagerne ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræden,
færdigbehandles af Ankestyrelsen.
Stk. 2. Anmodning om genoptagelse af afgørelser, herun-
der også afgørelser om aktindsigt og afgørelser om sagsbe-
handlingen, der er truffet af ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold i sager efter en af de i §§ 1-8,
10 og 11 nævnte love, og hvor Ankestyrelsen efter denne
lovs ikrafttræden træffer afgørelse i sådanne sager, indgives
til og behandles af Ankestyrelsen.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på alle andre
former for henvendelser i de sager, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Anmodning om aktindsigt i sager, som ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold har be-
handlet efter en af de i §§ 1-8, 10 og 11 nævnte love, og
hvor Ankestyrelsen efter denne lovs ikrafttræden behandler
sådanne sager, indgives til og behandles af Ankestyrelsen.
§ 14
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1-6, § 7, nr. 1 og 4-11, og § 11 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med
de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-4, 7, 8 og 11 kan ved kongelig anordning helt
eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
66