Henvendelse af 14/4-15 fra Nils G. Bartholdy, Frederiksberg

Den danske kongekrone er et statskendetegn
Tre medlemmer af Folketinget har fremsat et forslag om, at Folketinget skal pålægge regeringen at
sikre, at de kongeligt privilegerede kroer fortsat skal kunne anvende den lukkede kongekrone i
deres logo og på deres bygninger, brevpapir, hjemmesider m.v.
Forslaget og bemærkningerne til samme indeholder flere fejl. Der tales om ”kongeligt privilegerede
kroer”, som om sådanne eksisterer i dag. Det gør der ikke, men der findes kroer, der kalder sig ”kgl.
privilegerede”. De sidste rester af det oprindelige fænomen forsvandt med beværterloven af 10. maj
1912. Siden da har ingen kro i Danmark været forbundet med et kgl. privilegium. Der er ikke
dokumentation for, at en eneste af de pågældende kroer i fortiden fik tilladelse til at anvende den
lukkede kongekrone. De har derfor heller ikke som hævdet i bemærkningerne fået tilladelse til at
anvende den lukkede kongekrone på facadeskilte, brevpapir, menukort m. v. De såkaldte kgl.
privilegerede kroer har ikke som hævdet i bemærkningerne en tilknytning til Kongehuset. Før i
tiden kaldte man alt, hvad der udgik fra statsmagten, for kongeligt. Det findes stadig i betegnelserne
for en række statsinstitutioner som Det kgl. Vajsenhus, Det kgl. danske Musikkonservatorium, Det
kgl. danske Kunstakademi, Det kgl. Teater, Det kgl. Bibliotek. De kroer, hvis ejere i dag påstår, at
deres kroer er kgl. privilegerede, har ikke som hævdet i bemærkningerne brugt kongekronen i flere
hundrede år.
En vedtagelse i Folketinget må hvile på et oplyst grundlag.
Udtrykket ”kgl. privilegeret” bliver i nutiden misforstået. Et kroprivilegium blev i sin tid udstedt til
en person, og hver ny krovært måtte ansøge om at få privilegiet konfirmeret. Privilegiet gik ikke i
arv. Med ”kgl. privilegeret” mentes, at de pågældende kromænd havde fået en personlig
statsautorisation. Der var ikke tale om en nådesbevisning, og der blev ikke etableret et særligt
forhold mellem kromanden og Kongehuset. Et kroprivilegium var ikke knyttet til en bestemt
bygning, men til en person på en bestemt lokalitet. Det var kromanden, der havde et privilegium,
ikke kroen.
Siden middelalderen havde statsmagten følt sig forpligtet til at sørge for, at der spredt ud over
landet fandtes kroer af hensyn til de vejfarende. Formeningen om, at kroerne tjente som
Kulturudvalget 2014-15
B 124 Bilag 1
Offentligt
overnatningssted for kongerne, har intet med virkeligheden at gøre. For kromanden betød
privilegiet/autorisationen, at han havde tilladelse til at holde kro på et bestemt sted og på nærmere
bestemte vilkår. Nogle kromænd havde lov til at sælge øl og brændevin til de vejfarende, men kroen
måtte principielt ikke bruges af lokalbefolkningen. De fleste punkter i et kroprivilegium handlede
om pligter.
I 1925 pålagde Justitsministeriet politidirektøren i København og samtlige politimestre at indberette
til Statsministeriet om tilfælde, hvor rigsvåbenet eller væsentlige dele deraf anvendtes af private ved
skiltning, i reklamer, på regninger m. m. uden, at vedkommende havde fået tillagt prædikat af kgl.
hofleverandør. Kongekronen er en væsentlig del af rigsvåbenet. På en international konference i
1926 blev en række lande enige om at beskytte deres våbener og kroner, så de blev forbeholdt
staternes egne institutioner. Samme år lod Statsministeriet politiet i København skride systematisk
ind mod misbrug af kongekronen. På et spørgsmål om, hvad hensigten med det var, udtalte
statsminister Th. Stauning: ”At beskytte Rigets Insignier. Rigsvaabenet anvendes paa vore
Statsdokumenter og af Statens forskellige Institutioner og Virksomheder. Ellers har ingen Ret til at
anvende Vaabenet, med mindre man har erhvervet Betegnelsen Kgl. Hofleverandør. Vi mener
heller ikke, at Kronen alene skal kunne benyttes.” Det ser ikke ud til, at man greb ind uden for
København.
I 1930’erne indledte man en meget restriktiv praksis. Det blev påbudt, at allerede registrerede
varemærker med kongekrone skulle ændres. Ansøgninger om registrering af nye varemærker, der
indeholdt en lukket bøjlekrone, blev afslået, selv om kronen kun var et ubetydeligt element i
mærket som helhed.
Straffelovens § 132 bestemmer, at med bøde straffes den, som forsætligt eller ved uagtsomhed på
retsstridig måde benytter kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig
myndighed, og bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med hensyn til efterligninger af de
nævnte kendetegn. I en udtalelse til Justitsministeriet i 1933 meddelte rigsadvokaten, ”at en
uberettiget Benyttelse af Kongekronen maa antages at falde ind under Bestemmelsen i Straffelovens
§ 132 …”. Senere domspraksis har bekræftet dette. I 1935 udtalte Statsministeriet, at man ”… har
den Opfattelse, at der overhovedet ikke af private gennem Sædvane kan opnaas Ret til at benytte
Statsmyndighedernes Kendetegn, idet en saadan Benyttelse i sig selv strider mod Forholdets Natur.”
I alle retssager, der har været anlagt i de senere år om misbrug af kongekronen, er overtræderne
blevet dømt for at have overtrådt § 132.
Kroer er i vore dage restauranter evt. kombineret med hotelvirksomhed, der fortrinsvis ligger i
landdistrikter, men der er ingen forskel i vilkårene for deres drift, når de sammenlignes med andre
restauranter med eller uden tilknyttet hotelvirksomhed. Ejerne af de såkaldte kgl. privilegerede
kroer mener dog, at betegnelsen ”kgl. privilegeret” og brug af kongekronen er af afgørende
vigtighed for dem. De mener således selv, at de hører til en særlig klasse af restauranter. Hvis
folketingsbeslutningen vedtages, bliver det knæsat, at der i Danmark for fremtiden vil være to
klasser af restauranter: de, der får ret til at kalde sig "kgl. privilegerede" med særlig tilladelse til at
overtræde en klar bestemmelse i straffeloven, og så alle de andre ”uprivilegerede” restauratører.
Dette stemmer meget dårligt med, at erhvervsvirksomhed her i landet principielt skal kunne drives
på lige vilkår. Hvis det gøres lovligt for kroejere at bruge betegnelsen "kgl. privilegeret", der i dag
er meningsløs, da der ikke reelt foreligger noget privilegium, og bruge kongekronen, hvilket
normalt er udtryk for en formel statslig tilknytning, som der ikke er tale om i forhold til kroerne –
medmindre der genindføres statsligt autoriserede kroer som i fortiden – vil der blive skabt en
tilstand karakteriseret ved konkurrenceforvridning. Ifølge varemærkeloven kan et varemærke eller
logo ikke registreres, hvis det indeholder statskendetegn.
Hvis ikke der genindføres en ordning, hvor en privilegeret status ligesom i fortiden knyttes til ejeren
af den pågældende kro, må betegnelsen ”kgl. privilegeret kro” formelt knyttes til et bestemt
matrikelnummer, hvor der ligger en ældre krobygning. Det må således blive bygningen, der i givet
fald skal betragtes som ”privilegeret”. Uden yderligere regulering vil enhver restauratør kunne
erhverve en sådan kro. Købes kroen af f. eks. McDonald’s eller Burger King, vil den stadig kunne
markedsføres som ”kgl. privilegeret”.
Nogle af de såkaldte kgl. privilegerede kroers nuværende ejere mener, at betegnelsen ”kgl.
privilegeret kro” og brugen af kongekrone er en del af den danske kulturarv. Men at kalde en kro
noget, den ikke er, og at misbruge kongekronen kan ikke med rimelighed betragtes som dansk
kulturarv. Det er imidlertid forståeligt, at de pågældende kroejere lægger vægt på den historie, som
deres kro kan forbindes med. De vil imidlertid fortsat kunne fortælle deres gæster, at deres kro i
fortiden har været drevet af en eller flere kromænd, der var i besiddelse af et kgl. privilegium, fordi
statsmagten dengang anså det for vigtigt, at der på det pågældende sted lå en kro. De nuværende
kroer kan uden problemer anvende en helt åben krone, fordi en sådan ikke kan forveksles med den
lukkede kongekrone.
Kongekronen er et af vore vigtigste statssymboler og er forbeholdt Kongehuset og staten. Den
symboliserer dansk suverænitet eller overhøjhed og er beskyttet ikke alene af straffelovens § 132,
men også af en international konvention. Over for udlandet er kongekronen notificeret som et
selvstændigt dansk statskendetegn. Kongekronen er et udtryk for identitet og et traditionsrigt
vidnesbyrd om statsformen. Derfor bør der stå respekt om kongekronen. Den danske kongekrone er
et statskendetegn – ikke et firmalogo.
Frederiksberg, den 13. april 2015
Nils G. Bartholdy
fhv. heraldisk konsulent, seniorforsker
Dalgas Boulevard 63, 2. th.
DK-2000 Frederiksberg
Telefon: +45 38 88 44 23
www.nilsbartholdy.mono.net


Fra: Nils Barthody [mailto:nils.bartholdy@gmail.com]
Sendt: 13. april 2015 11:44
Til: stm@stm.dk; evm@evm.dk; kum@kum.dk
Cc: Folketingets Oplysning
Emne: kongekronen og kroerne
Hermed tillader jeg mig at sende Statsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og
Kulturministeriet de vedhæftede betragtninger.
De sendes samtidig til Folketingets Præsidium til orientering.
Med venlig hilsen
Nils G. Bartholdy
fhv. heraldisk konsulent, seniorforsker
Dalgas Boulevard 63, 2. th.
DK-2000 Frederiksberg
Telefon: +45 38 88 44 23
www.nilsbartholdy.mono.net
Kulturudvalget 2014-15
B 124 Bilag 1
Offentligt