Fremsat den 25. marts 2015 af klima-, energi- og bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)

Fremsat den 25. marts 2015 af klima-, energi- og bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om varmeforsyning og byggeloven
(Kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed samt bygningsopvarmning baseret på vedvarende energi
m.v.)
§ 1
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1307
af 24. november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1498 af
24. november 2014 og § 154 i lov nr. 1520 af 27. december
2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter kapitel 1 indsættes:
»Kapitel 1 a
Kommuners adgang til varetagelse af
varmeforsyningsvirksomhed
§ 2 b. Med henblik på varmeforsyning af kommunen kan
en kommune alene eller sammen med andre kommuner eller
private virksomheder varetage
1) virksomhed omfattet af § 2, stk. 1,
2) virksomhed til indvinding af geotermisk energi, der er
omfattet af lov om anvendelse af Danmarks under-
grund, hvis virksomheden leverer opvarmet vand eller
damp omfattet af § 20, stk. 1, og
3) virksomhed til produktion af opvarmet vand, damp el-
ler gas bortset fra naturgas, der ikke er omfattet af § 20,
stk. 1, hvis denne produktion sker i samproduktion med
opvarmet vand, damp eller gas omfattet af § 20, stk. 1,
uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt adskilt, og
produktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale år-
lige produktion af opvarmet vand, damp eller gas bort-
set fra naturgas.
Stk. 2. En kommune kan varetage virksomhed omfattet af
stk. 1 med henblik på varmeforsyning i andre kommuner,
hvis udvidelsen af kommunens forsyningsområde er sket
som følge af gennemførelse af et projekt godkendt efter § 4
eller som følge af overtagelse af en virksomhed og der er fy-
sisk forbindelse mellem varmedistributionsnettene i og uden
for kommunen.
§ 2 c. Ved varetagelse af virksomhed omfattet af § 2 b
kan kommunen anvende mulighederne for forrentning af
indskudskapital efter regler udstedt i medfør af § 20, stk. 2.
Kommunen kan indkalkulere overskud, jf. § 20 b.
Stk. 2. Ved varetagelse af virksomhed omfattet af § 2, stk.
1, nr. 3, der driver varmepumper til kombineret produktion
af varme og køling eller kraft-varme-anlæg med en eleffekt
på 25 MW eller derunder, skal levering af køling eller elek-
tricitet ske på kommercielle vilkår.
Stk. 3. En kommune kan ikke varetage virksomhed, der
efter regler fastsat i medfør af § 2, stk. 5, er undtaget fra §§
20-20 b. En kommune kan dog varetage virksomhed omfat-
tet af § 2, stk. 1, nr. 4, som er undtaget fra §§ 20-20 b.
§ 2 d. En kommune kan i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed
som nævnt i § 2 b, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Foretages lånoptagelsen ikke af kommunen eller en
virksomhed, som kommunen ejer, er kommunens adgang til
garantistillelse efter stk. 1 betinget af, at den virksomhed,
der stilles garanti for, er en virksomhed nævnt i § 2 b.
Stk. 3. Kommunal garantistillelse for lånoptagelse i for-
bindelse med virksomhed, der driver kraft-varme-anlæg, er
betinget af, at der sker samproduktion af elektricitet og op-
varmet vand eller damp omfattet af § 20, stk. 1, og af at et
eventuelt overskud på produktion og levering af elektricitet
tillægges egenkapitalen eller indregnes i varmepriserne.
Kommunen kan dog uanset 1. pkt. stille garanti for den del
af virksomhedens lånoptagelse, der kan henføres til investe-
ring i produktion af opvarmet vand eller damp omfattet af §
20, stk. 1.
Stk. 4. Kommunal garantistillelse for lånoptagelse i for-
bindelse med virksomhed, der producerer opvarmet vand,
damp eller gas bortset fra naturgas, der ikke er omfattet af §
20, stk. 1, er betinget af, at denne produktion sker i sampro-
duktion med opvarmet vand, damp eller gas omfattet af §
Lovforslag nr. L 177 Folketinget 2014-15
Klima-, Energi- og Bygningsmin.,
Energistyrelsen, sagsnr. 2015-927
BU000429
20, stk. 1, uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt ad-
skilt, og produktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale
årlige produktion og levering af opvarmet vand, damp eller
gas bortset fra naturgas.
Stk. 5. Kommunal garantistillelse er betinget af, at den
virksomhed, der stilles garanti for, ikke efter regler i medfør
af § 2, stk. 5, er undtaget fra §§ 20-20 b. Garantistillelse for
en kommunal virksomheds lånoptagelse til finansiering af
anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, som er undtaget af prisbestem-
melserne, er dog tilladt, hvis kommunen varetager denne
virksomhed, jf. § 2 c, stk. 3.
Stk. 6. Stk. 1-5 gælder tilsvarende for kommunal garanti-
stillelse for lånoptagelse til finansiering af erhvervelse af ak-
tier i en virksomhed nævnt i § 2 b. Foretages lånoptagelsen
ikke af kommunen eller en virksomhed, som kommunen
ejer, er kommunens adgang til garantistillelse betinget af, at
den virksomhed, der stilles garanti for, er en virksomhed,
nævnt i § 2 b eller en virksomhed, der driver kraft-varme-
anlæg med en eleffekt over 25 MW, som er omfattet af lov
om elforsyning.
§ 2 e. En kommune kan i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksom-
hed, der driver kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25
MW, som er omfattet af lov om elforsyning, hvis garantistil-
lelsen vedrører den del af virksomhedens lånoptagelse, der
kan henføres til investering i produktion af opvarmet vand
eller damp omfattet af § 20, stk. 1, og virksomhedens pro-
duktion af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller
damp er regnskabsmæssigt adskilt.
Stk. 2. Kommunal garantistillelse kan desuden omfatte
den del af virksomhedens lånoptagelse, der kan henføres til
investering i produktion af opvarmet vand eller damp, der
ikke er omfattet af § 20, stk. 1, hvis denne produktion sker i
samproduktion med opvarmet vand eller damp omfattet af §
20, stk. 1, uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt ad-
skilt, og produktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale
årlige produktion og levering af opvarmet vand eller damp.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for kommunal ga-
rantistillelse for lånoptagelse til finansiering af erhvervelse
af aktier i en virksomhed, der drives kraft-varme-anlæg med
en eleffekt over 25 MW, som er omfattet af lov om elforsy-
ning. Hvis lånoptagelsen ikke foretages af kommunen eller
en virksomhed, som kommunen ejer, er kommunens adgang
til garantistillelse betinget af, at den virksomhed, der stilles
garanti for, er en virksomhed nævnt i § 2 b eller en virksom-
hed, der driver kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25
MW, som er omfattet af lov om elforsyning.
§ 2 f. En kommune, der varetager eller deltager i virksom-
hed nævnt i § 2 b, kan varetage eller deltage i anden virk-
somhed, som har nær tilknytning hertil.
Stk. 2. Den tilknyttede virksomhed skal udøves på kom-
mercielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar, der ikke
udøver andre aktiviteter, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Tilknyttet virksomhed kan udøves i samme selskab
som virksomhed nævnt i § 2 b, hvis
1) den tilknyttede virksomheds samlede nettoomsætning
udgør mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og om-
kostninger, jf. § 20, stk. 1, til virksomhed nævnt i § 2 b,
hvorved der tages udgangspunkt i gennemsnittet af dis-
se udgifter og omkostninger over de seneste tre år,
2) den tilknyttede virksomheds samlede nettoomsætning
ikke overstiger 10 mio. kr. og
3) den tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt
adskilt fra virksomhed nævnt i § 2 b.
Stk. 4. En kommune kan ikke yde tilskud eller stille ga-
ranti for tilknyttet virksomhed omfattet af stk. 1.
Stk. 5. En kommunal virksomheds produktion og levering
af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, der
ikke er omfattet af § 20, stk. 1, anses ikke for tilknyttet virk-
somhed. Det samme gælder servicefunktioner. Servicefunk-
tioner kan udskilles i et særskilt selskab, hvis levering af
disse funktioner til en virksomhed nævnt i § 2 b sker i over-
ensstemmelse med §§ 20-20 b.
Stk. 6. Beløbsgrænsen på 10 mio. kr. nævnt i stk. 3, nr. 2,
reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt den af fi-
nansministeren bekendtgjorte tilpasningsprocent for det på-
gældende finansår efter lov om satsreguleringsprocent. De
således regulerede beløb afrundes opad til nærmeste krone-
beløb, der er deleligt med 100.
§ 2 g. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om kriterierne i §§ 2 b-2 f for kommuners
varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed, hertil tilknyttet
virksomhed og garantistillelse.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan dispen-
sere fra betingelserne i §§ 2 b-2 f for kommuners varetagel-
se af varmeforsyningsvirksomhed, hertil tilknyttet virksom-
hed og garantistillelse, hvis særlige hensyn tilsiger det, her-
under træffe afgørelse om, at en kommune må varetage an-
dre former for varmeforsyning end dem nævnt i § 2 b.«
2. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) fremføringsanlægget drives af en virksomhed, hvis
varmepris er blandt
a) de 30 højeste ifølge Energitilsynets varmeprisstatistik
pr. 8. december 2010,
b) de 30 højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets var-
meprisstatistik over årene 2009, 2010 og 2011,
c) de 43 højeste ifølge Energitilsynets varmeprisstatistik
pr. 15. august 2014, som ikke er omfattet af litra a) el-
ler b), eller
d) de 43 højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets var-
meprisstatistik over årene 2012, 2013 og 2014, som ik-
ke er omfattet af litra a) eller b).«
3. I § 20, stk. 1,1. pkt., ændres », § 20 a og § 20 b« til: »og
§§ 20 a-20 c«.
4. I § 20, stk. 5, 1. pkt., ændres »De kollektive varmeforsy-
ningsanlæg« til: »Virksomheder, der leverer ydelser omfat-
tet af stk. 1«.
5. Efter § 20 b indsættes:
2
Ȥ 20 c. Ved samproduktion af opvarmet vand, damp el-
ler gas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt
vand, som er omfattet af § 20, stk. 1, og opvarmet vand,
damp eller gas til andre formål, som ikke er omfattet af § 20,
skal begge ydelser leveres i overensstemmelse med §§
20-20 b, medmindre ydelserne holdes regnskabsmæssigt ad-
skilt.
§ 20 d. Varmedistributionsvirksomheder skal stille deres
ydelser omfattet af § 20, stk. 1, til rådighed for forbrugerne
på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskrimineren-
de vilkår.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsæt-
te regler om afbrydelse af varmeforsyning, opsigelsesvarsel
og bindingsperiode med henblik på at forpligte varmedistri-
butionsvirksomheder til at sikre forbrugerrettigheder i for-
bindelse med aftaler om levering af ydelser omfattet af § 20,
stk. 1, mellem forbrugere og disse virksomheder.«
6. I § 21, stk. 4, ændres »§§ 20, 20 a eller 20 b« til: »§§
20-20 c«.
§ 2
I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1185 af 14.
oktober 2010, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 577 af 18.
juni 2012 og senest ved § 2 i lov nr. 1530 af 27. december
2014, foretages følgende ændring:
1. § 6, stk. 1, litra j, affattes således:
»j) krav om installation af bygningsopvarmning baseret på
vedvarende energi.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2
og 3.
Stk. 2. Pristalsreguleringen efter § 1, nr. 1, som vedrører §
2 f, stk. 6, i lov om varmeforsyning, foretages første gang
med virkning for 2017.
Stk. 3. § 2 træder i kraft den 1. januar 2016.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indhold
1.1. Lovforslagets hovedindhold
1.2. Lovforslagets baggrund og hovedlinjerne i lovforberedelsen
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Varmeforsyning
2.1.1. Kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed
2.1.1.1. Gældende ret
2.1.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2. Udvidelse af ordningen for biomasseforsyning af udvalgte fjernvarmenet
2.1.2.1. Gældende ret
2.1.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.3. Levering til procesformål, prisdifferentiering og forbrugerbeskyttelse
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Bygningsopvarmning baseret på vedvarende energi
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
3.1. Konsekvenser for statsprovenuet
3.2. Konsekvenser for Energitilsynet og Energiklagenævnet
3.3. Konsekvenser for kommuner og regionerne
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets hovedindhold
Reglerne om kommuners hjemmel på varmeområdet følger i
dag af almindelige kommunalretlige grundsætninger om
kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuld-
magtsregler. Lovforslagets formål er at lovfæste disse reg-
ler, herunder reglerne om garantistillelse. En regulering i
varmeforsyningsloven kan skabe større klarhed over såvel
muligheder som begrænsninger for kommunernes opgave-
varetagelse på området.
Forslaget har desuden til formål at udvide muligheden for
anvendelse af biomassebaseret varmeproduktion i områder
forsynet med decentral naturgasbaseret kraftvarme. Ordnin-
gen omfatter i dag 35 udvalgte fjernvarmenet og foreslås at
blive udvidet med yderligere 50 til i alt 85 fjernvarmenet.
4
De foreslåede ændringer i varmeforsyningsloven vil herud-
over muliggøre, at rum- og procesvarme drives sammen ef-
ter samme regulering. Desuden foreslås det at give klima-,
energi- og bygningsministeren hjemmel til at fastsætte reg-
ler til at sikre forbrugerrettigheder i forbindelse med leve-
ringsaftaler.
Endeligt skal lovforslaget tilvejebringe hjemmel i byggelo-
ven til, at der i bygningsreglementet kan fastsættes regler
om installation af vedvarende energi til bygningsopvarm-
ning.
1.2. Lovforslagets baggrund og hovedlinjerne i lovforbere-
delsen
Baggrunden for den foreslåede regulering af kommuners
hjemmel til at varetage varmeforsyningsvirksomhed i lov
om varmeforsyning er et ønske om at give klare rammer for
kommuners engagement på området. Siden liberalisering af
elområdet, skal elektricitet produceres og leveres efter mar-
kedsmæssige vilkår. Kommuner har i elforsyningsloven en
udtrykkelig hjemmel til at varetage elvirksomhed. På varme-
området følger kommuners hjemmel af kommunalfuld-
magtsreglerne, som normalt ikke tillader, at kommuner udø-
ver virksomhed med fortjeneste for øje. Derfor er der opstå-
et usikkerhed om, hvorvidt kommuner kan drive og stille ga-
ranti for kollektive varmeforsyningsanlæg, der ud over var-
me også producerer el. Samme problemstilling gælder for
tilfælde, hvor varme produceres sammen med køling. Lov-
forslaget indebærer, at der sker en lovfæstelse af praksis på
området samt en nærmere præcisering og justering af betin-
gelserne for kommunal opgavevaretagelse på området. Det
vil medføre, at varmeforsyningsloven fremover regulerer
kommunernes adgang til at varetage varmeforsyningsvirk-
somhed.
Rammerne for kommuners engagement på varmeområdet er
blevet drøftet i længere tid, både i en bredere ministeriel ar-
bejdsgruppe, som blev nedsat i juni 2010 i forbindelse med
Grøn Vækst aftalens biogassatsning, og mellem Klima-,
Energi- og Bygningsministeriet og Økonomi- og Indenrigs-
ministeriet. Desuden har der været drøftelser med KL. Øko-
nomi- og Indenrigsministeriet har ved tilkendegivelse af den
4. juni 2013 redegjort for den retstilstand, der efter ministe-
riets opfattelse må antages at være gældende, men samtidig
angivet, at der efter ministeriets opfattelse snarest muligt bør
tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel til kommunal garanti-
stillelse til forsyningsvirksomheder, som producerer varme
og el. Det er i lyset heraf fundet hensigtsmæssigt, at kom-
muners hjemmelsgrundlag til såvel varmeforsyningsvirk-
somhed som garantistillelse på området fremover er varme-
forsyningsloven i stedet for kommunalfuldmagtsreglerne.
Baggrunden for udvidelse af ordningen for biomasseforsy-
ning af udvalgte fjernvarmenet, der forsynes med decentral
naturgasbaseret kraftvarme, er at forbedre mulighederne for
de decentrale fjernvarmenet, som har høje varmepriser, om
at nedsætte varmepriserne. De decentrale kraftvarmeværker
modtager en særlig støtte til naturgasbaseret elproduktion,
grundbeløbet, som ifølge den energipolitiske aftale fra 29.
marts 2004 udløber i 2019. Kommissionens godkendelse af
en anden støtteordning til de decentrale kraftvarmeværkers
elproduktion, et pristillæg efter treledstariffen, ophører i no-
vember 2015. Når både grundbeløbet og treledstariffen bort-
falder, vil flere decentrale værker kunne opleve stigende
varmepriser. Risikoen er særlig stor på de naturgasbaserede
kraftvarmeværker, der i forvejen har en trængt økonomi.
Dette modvirkes dog af en reduktion af værkernes brænd-
selsomkostninger ved beslutningen fra vækstpakke 2014 om
at tilbagerulle forsyningssikkerhedsafgiften og afgiftsstig-
ningerne på fossile brændsler fra forårspakke 2.0. For yder-
ligere at imødekomme de mindste og mest sårbare fjernvar-
menet, der typisk forsynes af et decentralt kraftvarmeværk,
har parterne bag energiaftale 2012 aftalt, at yderligere 50
fjernvarmenet med de højeste varmepriser kan få mulighed
for at etablere en 1 MW biomassekedel.
Der foreslås enkelte mindre ændringer af varmeforsynings-
loven, som har til formål at give varmeforsyningsvirksom-
heder mulighed for at levere til procesformål efter samme
prisregulering som levering til rumvarmeformål og at mulig-
gøre prisdifferentiering mellem rumvarme- og proceskun-
der. Det antages at være hensigtsmæssigt, at varmeforsy-
ningsvirksomheder kan levere til procesformål i et mindre
omfang uden, at skulle adskille det fra rumvarmelevering,
og dermed kan tiltrække proceskunder, der kan medføre be-
tydelige omkostningsbesparelser. Desuden vurderes det, at
der kan være brug for fastsættelse af regler om afbrydelse af
varmeforsyningen samt for præcisering af reglerne om opsi-
gelsesvarsel og bindingsperiode. Derfor foreslås det at give
klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at fast-
sætte regler herom.
Byggeloven foreslås ændret for at præcisere den gældende
bestemmelse vedrørende bygningers opvarmningsform, der
gør det muligt at udmønte energiaftalens dele vedrørende
forbud mod installation af olie- og naturgasfyr i nye og eksi-
sterende bygninger i bygningsreglementet. Præciseringen
har til hensigt at sikre udmøntningens overensstemmelse
med princippet om varernes frie bevægelighed ved at gøre
bestemmelsen teknologiuafhængig.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Varmeforsyning
2.1.1. Kommuners adgang til varetagelse af varmeforsy-
ningsvirksomhed
2.1.1.1. Gældende ret
Kommuners adgang til at varetage varmeforsyningsvirk-
somhed følger i dag af almindelige kommunalretlige grund-
sætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte
kommunalfuldmagtsregler. Det antages efter kommunal-
fuldmagtsreglerne, at kommuner som udgangspunkt ikke
uden lovhjemmel må drive handel, håndværk, industri eller
finansiel virksomhed. Det antages dog, at kommuner som en
modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligt kan vare-
5
tage forsyningsvirksomhed, herunder virksomhed omfattet
af § 2 i lov om varmeforsyning.
En kommunes engagement i forsyningsvirksomhed på
grundlag af kommunalfuldmagtsreglerne kan kun ske, hvis
formålet er opfyldelse af det lokale forsyningsbehov. En
kommune kan deltage i varmeforsyningsvirksomhed belig-
gende uden for kommunegrænsen, hvis denne virksomhed
leverer varmeforsyning til kommunen. Desuden kan kom-
muner med hjemmel i den kommunale styrelseslovs § 60
etablere kommunale fællesskaber, der har til formål at vare-
tage varmeforsyningsopgaver i de deltagende kommuner.
Endvidere kan kommuner deltage i selskaber på privatretligt
grundlag, som har til formål at varetage varmeforsyningsop-
gaver i de deltagende kommuner. Som udgangspunkt kan en
kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne ikke udskille
en opgavevaretagelse i privatretlig selskabsform og have be-
stemmende indflydelse i selskabet. Dette udgangspunkt fra-
viges dog for så vidt angår forsyningsvirksomhed, hvor det
antages, at en kommune kan have bestemmende indflydelse
i selskabet.
Formålet med en kommunes varetagelse af forsyningsopga-
ver må ikke være at søge en økonomisk gevinst til kommu-
nekassen. Det er således i dag en grundlæggende regel, at en
kommune ikke må drive virksomhed med fortjeneste for øje.
Dertil kommer, at det antages, at en kommunes varetagelse
af forsyningsvirksomhed efter kommunalfuldmagtsreglerne,
herunder varmeforsyningsvirksomhed, skal ske således, at
forsyningsvirksomhedens indtægter og udgifter set over en
årrække skal balancere, samt at der skal være klar adskillel-
se mellem kommunens økonomi og den pågældende forsy-
ningsvirksomheds økonomi. Baggrunden herfor er, at en
kommune ikke uden lovhjemmel må anvende sin forsy-
ningsvirksomhed til at forøge sine indtægter (et forbrugerbe-
skyttelseshensyn), ligesom en kommune ikke må bruge sine
skatteindtægter til at give tilskud til den eventuelt begrænse-
de kreds af kommunens borgere, som får forsyning fra den
kommunale forsyningsvirksomhed (hensynet til kommunens
skatteydere).
Kommuner er ikke afskåret fra at varetage kraft-varme-virk-
somhed efter varmeforsyningsloven, hvor el produceres og
leveres på markedsvilkår, hvis et eventuelt overskud på elsi-
den kommer varmeforbrugerne til gode. Som udgangspunkt
er det en forudsætning for, at en kommune kan etablere og
drive et kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller
derunder, at el og varme holdes regnskabsmæssigt adskilt.
Kommunen vil dog i overensstemmelse med Energitilsynets
praksis også have mulighed for at undlade den regnskabs-
mæssige adskillelse, således at et eventuelt overskud på elsi-
den kommer varmeforbrugerne til gode. Efter gældende ret
antages det ydermere for at være i overensstemmelse med
kommunalfuldmagtsreglerne, at en kommune deltager i et
selskab, som ud over virksomhed omfattet af varmeforsy-
ningsloven, også leverer varme på markedsvilkår til proces-
formål.
Varmeforsyningsloven regulerer alene produktion og leve-
ring af opvarmet vand, damp eller gas (bortset fra naturgas),
der anvendes til opvarmning af bygninger eller til forsyning
af disse bygninger med varmt brugsvand. Levering af varme
eller gas til disse formål kaldes også for levering til rumvar-
meformål. Hvis opvarmet vand, damp eller gas anvendes til
andre formål, eksempelvis til et vaskeri eller til tørring af
hø, dvs. til procesformål, er levering af denne procesvarme
eller af gas til procesformål generelt ikke omfattet af varme-
forsyningslovens prisregulering. En kommune er dog efter
kommunalfuldmagtsreglerne ikke afskåret fra også at levere
til procesformål, hvis ydelserne ikke er regnskabsmæssigt
adskilt og et eventuelt overskud fra produktion og levering
til procesformål kommer rumvarmeforbrugerne til gode.
Det antages efter kommunalfuldmagtsreglerne, at kommu-
ner som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel må drive han-
del, håndværk, industri eller finansiel virksomhed, men at
dette udgangspunkt fraviges for så vidt angår produktion til
eget brug.
Kommuner kan desuden ud fra værdispildsbetragtninger på
visse betingelser, herunder at det sker på markedsmæssige
vilkår, lovligt afsætte eventuelle biprodukter fra kommunal
virksomhed. Det kan for eksempel være ekspertviden.
Derudover kan kommuner i et vist omfang udnytte overka-
pacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er
kommunale. Det er dog blandt andet en betingelse for ud-
nyttelse af overkapacitet, at de pågældende aktiviteter ikke
er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at va-
retage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at sal-
get sker på markedsmæssige vilkår.
Endvidere har kommunerne efter kommunalfuldmagtsreg-
lerne i et meget begrænset omfang mulighed for at varetage
accessoriske opgaver. Det vil sige opgaver, som kommuner
normalt ikke lovligt kan varetage, men som knytter sig na-
turligt og tæt til varetagelsen af opgaver, som kommuner
lovligt kan varetage. Det er dog blandt andet en betingelse
for udøvelse af accessorisk virksomhed, at denne virksom-
hed i omfang er underordnet den kommunale hovedvirk-
somhed. Det indgår desuden i vurderingen, om opgaven i
forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdri-
vende. Det er endvidere en betingelse, at kommunen søger
disse opgaver bortforpagtet på markedsvilkår.
Endelig er det efter gældende ret muligt, at såkaldte service-
funktioner i en kommunal multiforsyningskoncern lægges i
et særskilt selskab, som betjener alle forsyningsvirksomhe-
der i koncernen. Baggrunden herfor er at tillade, at en kom-
mune på denne måde udnytter synergieffekter ved at samle
visse administrations- og andre servicefunktioner i ét sel-
skab. Servicefunktioner antages at være en nødvendig forud-
sætning for levering af kerneydelsen (forsyning). Det bety-
der på varmeområdet, at et serviceselskab skal levere sine
ydelser efter hvile i sig selv-princippet.
6
Det er antaget, at en kommune efter kommunalfuldmagts-
reglerne på visse betingelser kan stille garanti for lånopta-
gelse i forbindelse med privates varetagelse af opgaver, som
kommunen selv lovligt ville kunne varetage. Dette indebæ-
rer på varmeforsyningsområdet, at en kommune, i stedet for
selv at etablere og drive et kollektivt varmeforsyningsanlæg,
på visse betingelser kan stille kommunal garanti for private
virksomheder, der ejer og driver et kollektivt varmeforsy-
ningsanlæg, der kan anvendes til lån til brug for etablering
eller væsentlig ændring af anlægget med henblik på vareta-
gelse af forsyningsvirksomhed. Der vil også kunne stilles
garanti for servicefunktioner udøvet som en del af forsy-
ningsvirksomheden. Kommunalfuldmagtsreglerne giver dog
ikke adgang til kommunal garantistillelse for former for er-
hvervsvirksomhed, som biprodukter, udnyttelse af overka-
pacitet eller accessoriske opgaver. Disse skal som udgangs-
punkt udøves på markedsmæssige vilkår og uden mulighed
for garantistillelse.
Efter den gældende praksis, kan en kommune lovligt stille
en kommunal garanti for en ikkekommunalt ejet forsynings-
virksomheds lån, såfremt virksomheden betaler et vederlag
for garantistillelsen på markedsmæssige vilkår. En veder-
lagsfri garanti ville derimod indebære, at kommunen yder et
tilskud til forsyningsvirksomheden, og en sådan garanti vil
betyde en forrykning af byrdefordelingen mellem kommu-
nens borgere.
Som udgangspunkt kan der kun stilles kommunal garanti for
lånoptagelse i forsyningsvirksomheder, der ikke udøver
kommercielle aktiviteter. Økonomi- og Indenrigsministeriet
har i en tilkendegivelse af 4. juni 2013 til Energistyrelsen
anført, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges
til grund, at kommuner er afskåret fra muligheden for at stil-
le lånegaranti for kollektive varmeforsyningsanlæg reguleret
efter lov om varmeforsyning, der også producerer elektrici-
tet. Desuden kan der efter den gældende praksis med hjem-
mel i kommunalfuldmagtsregler stilles garanti for lånopta-
gelse til finansiering af investeringer i varmedelen i en kom-
munal elproduktionsvirksomhed reguleret efter lov om el-
forsyning.
En kommune kan stille garanti for såvel kommunale som ik-
kekommunale varmeforsyningsvirksomheders lånoptagelse i
forbindelse med investeringer i kraft-varme-anlæg omfattet
af varmeforsyningsloven med en eleffekt på 25 MW eller
derunder. For så vidt angår de ikkekommunale varmeforsy-
ningsvirksomheder antages det at være et krav, at produkti-
on af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller damp
i overensstemmelse med Energitilsynets praksis ikke er
regnskabsmæssigt adskilt. Undtagelsen fra det almindelige
krav om, at varmeaktiviteter i det mindste holdes regnskabs-
mæssigt adskilt fra eventuelle andre aktiviteter, er betinget
af, at overskud fra elproduktion anvendes til nedsættelse af
varmeprisen.
Af tilkendegivelsen af den 4. juni 2013 fremgår det endvide-
re, at en kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten vil
kunne stille garanti for lånoptagelse til finansiering af en
virksomheds investering i varmedelen af et kraft-varme-an-
læg med en eleffekt på mere end 25 MW. Det er dog en for-
udsætning, at der med hjemmel i lov om elforsyning kan
ydes garantistillelse til eldelen, at el- og varmedelen er regn-
skabsmæssigt adskilt, og at levering af varme sker i overens-
stemmelse med varmeforsyningslovens prisregulering.
Det antages efter praksis, at kommuner med hjemmel i lov
om elforsyning kan yde garanti for elforsyningsvirksomhed.
Elforsyningsloven kræver, at elvirksomhed udøves på kom-
mercielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar. Garanti-
stillelse for lånoptagelse til finansiering af eksempelvis an-
lægsinvesteringer i kraft-varme-anlæg omfattet af elforsy-
ningsloven vil således normalt vedrøre eldelen i et kraft-var-
me-anlæg, som ejes af et kommunalt selskab.
I udtalelse af 23. september 2014 har Økonomi- og Inden-
rigsministeriet anført, at en kommune kan deltage i og stille
garanti for et selskab, som også leverer varme på markeds-
vilkår til procesformål, under tilsvarende betingelser som
dem vedrørende garantistillelse for kraft-varme-anlæg med
en eleffekt på 25 MW eller derunder. Det vil sige, at den
kommunale varmeforsyningsvirksomhed skal være et kol-
lektivt varmeforsyningsanlæg omfattet af varmeforsynings-
lovens § 2. Endvidere er det en forudsætning, at det er til-
ladt, at den regnskabsmæssige adskillelse mellem salg af
rumvarme og procesvarme undlades, således at det nævnte
varmeforsyningsanlæg drives efter et hvile i sig selv-princip,
og at et eventuelt overskud ved salg af varme til procesfor-
mål således kommer forbrugerne til gode.
Kommunalfuldmagtsreglerne giver adgang til garantistillel-
se for en virksomheds lånoptagelse til finansiering af an-
lægsinvesteringer og drift. Garantistillelse kan give mulig-
hed for lån i KommuneKredit, men det gælder kun anlægs-
investeringer og ikkekommercielle aktiviteter.
EU-reglerne om statsstøtte skal overholdes i forbindelse
med offentlige myndigheders garantistillelse. Kommunerne
skal således både påse, at der er adgang til garantistillelse
efter den nationale lovgivning og at garantistillelsen er for-
enelig med statsstøttereglerne. Der henvises til de almindeli-
ge bemærkningers afsnit 7 for en mere udførlig beskrivelse
af statsstøttereglerne.
Efter § 47 i lov om kommunernes styrelse varetages tilsynet
med kommunerne og kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov
om kommunernes styrelse, af Statsforvaltningen. Statsfor-
valtningen fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse
tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der
særligt gælder for offentlige myndigheder. Statsforvaltnin-
gen fører dog ikke tilsyn i det omfang, særlige klage- eller
tilsynsmyndigheder kan tage eller har taget stilling til den
pågældende sag.
Kommunens afgørelser om projektgodkendelse eller tilslut-
ningspligt kan eksempelvis påklages til Energiklagenævnet.
Energiklagenævnet vil kunne vurdere om kommunens afgø-
relse er truffet i overensstemmelse med de almindelige reg-
7
ler fastsat i forvaltningsloven og de specifikke regler, der er
fastsat i projektbekendtgørelsen og bekendtgørelse om til-
slutning til kollektive varmeforsyningsanlæg m.v. Energik-
lagenævnet vil eksempelvis kunne tage stilling til, om et
projekt er godkendt i overensstemmelse med det samfunds-
økonomiske krav eller om en ejendom vil have krav på frita-
gelse fra tilslutningspligt. Desuden er Energitilsynet den
myndighed, der holder tilsyn med varmeforsyningslovens
prisregulering. Prisreguleringen gælder for alle virksomhe-
der, også de kommunale, der leverer opvarmet vand, damp
eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi
til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand.
Spørgsmål om de kommunale varmeforsyningsvirksomhe-
ders overholdelse af prisreguleringen afgøres derfor af Ener-
gitilsynet.
Efter § 48 a i lov om kommunernes styrelse beslutter Stats-
forvaltningen selv, om der er tilstrækkeligt grundlag for at
rejse en tilsynssag.
Efter § 50 kan Statsforvaltningen udtale sig om lovligheden
af kommunale dispositioner eller undladelser. Statsforvalt-
ningen tager ikke stilling til, om kommunernes dispositioner
er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om
skønsudøvelsen, så længe skønnet udøves inden for de ram-
mer, der er fastsat i lovgivningen. Statsforvaltningen fører
heller ikke tilsyn med kommunale aktieselskaber. Statsfor-
valtningen kan dog påse, om den kommunale deltagelse i et
aktieselskab er lovlig, idet en kommune alene kan deltage i
selskaber, som varetager kommunale opgaver.
2.1.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det vurderes hensigtsmæssigt, at kommuners hjemmels-
grundlag på varmeforsyningsområde er varmeforsyningslo-
ven, som i øvrigt regulerer spørgsmål vedrørende kollektiv
varmeforsyningsvirksomhed. Lovforslagets § 1, nr. 1, fast-
sætter regler om kommuners adgang til at varetage kollektiv
varmeforsyningsvirksomhed, herunder at stille garanti for
varmeforsyningsvirksomhed, som i dag beror på kommunal-
fuldmagtsreglerne. Der er tale om lovfæstelse af de gælden-
de regler, men hvor der er behov for tydeliggørelse af regle-
rne, eller hvor der ikke tidligere er taget stilling til en rele-
vant problemstilling, vil forslaget indebære en præcisering
og, hvor nødvendigt, supplering af de gældende regler.
I enkelte tilfælde foreslås det at fastsætte regler, der afviger
fra kommunalfuldmagtsreglerne. Det foreslås at præcisere,
at kommuner kan varetage geotermivirksomhed. Kollektive
varmeforsyningsanlæg omfatter efter varmeforsyningslo-
vens § 2, stk. 4, ikke geotermianlæg, der godkendes efter lov
om anvendelse af Danmark, hvorfor der kunne være tvivl
om, at kommuner har hjemmel hertil. Det foreslås desuden
at tillade, at kommuner under visse betingelser kan forsyne
områder i andre kommuner, hvilket er en afvigelse af kom-
munalfuldmagtens lokalitetsprincip. Herudover vil det blive
tilladt, at kommuner må optjene et overskud på en kommer-
cielle aktivitet, der produceres i samproduktion med varme,
på samme måde, som de private virksomheder. Endvidere
foreslås det at muliggøre kommunal garantistillelse til var-
medelen i private kraft-varme-anlæg omfattet af elforsy-
ningsloven. Betingelsen for kommuners udøvelse af acces-
sorisk virksomhed, at den er forsøgt bortforpagtet, er ikke
videreført. Der er således tale om en udvidelse af kommu-
ners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed
efter gældende ret.
Hvis de foreslåede ændringer bliver vedtaget og er trådt i
kraft, vil varmeforsyningsloven herefter udtømmende regu-
lere kommuners adgang til varetagelse af kollektiv varme-
forsyning. Det betyder, at en kommune ikke har adgang til
at varetage opgaven, hvis det ikke er tilladt efter reglerne i
varmeforsyningsloven. Hvis lovfæstelsen af kommunalfuld-
magtsreglerne viser sig utilsigtet at have indskrænket den
gældende retstilstand og hvor dette vil belaste en kommunal
forsyningsvirksomhed på en måde, at efterlevelse af de fore-
slåede bestemmelser vil indebære ekspropriation, vil klima-,
energi- og bygningsministeren efter forslagets § 1, nr. 1,
som vedrører varmeforsyningslovens § 2 g, stk. 2, kunne gi-
ve dispensation for at tage hensyn til dispositioner, der er
foretaget under de gældende regler.
Efter den foreslåede bestemmelse i forslagets § 1, nr. 1, der
vedrører § 2 b i lov om varmeforsyning vil en kommune
kunne varetage kollektiv varmevirksomhed omfattet af § 2 i
lov om varmeforsyning og virksomhed til indvinding af geo-
termisk energi omfattet af lov om anvendelse af Danmarks
undergrund. Der gives således adgang til produktion og le-
vering af opvarmet vand, damp eller gas til bygningers op-
varmning og forsyning med varmt vand, men kommuner vil
også kunne producere og levere disse ydelser til andre for-
mål, såsom f.eks. procesformål. Kommuner har adgang til
levering til procesformål, hvis det sker som en underordnet
del af deres kollektive varmeforsyning eller geotermiforsy-
ning og aktiviteterne udøves sammen uden at være regn-
skabsmæssigt adskilt og i overensstemmelse med prisbe-
stemmelserne.
En kommune kan varetage varmeforsyningsvirksomhed i
selskabsform eller deltage i selskaber sammen med andre
kommuner eller private, f.eks. et forbrugerejet a.m.b.a. En
kommune kan i overensstemmelse med praksis på forsy-
ningsområdet have bestemmende indflydelse i et sådant sel-
skab.
Den kommunale kollektive varmeforsyning eller geotermi-
forsyning skal som udgangspunkt ske med henblik på var-
meforsyning af kommunen. Hvis et projektforslag efter var-
meforsyningsloven dog viser, at det er samfundsøkonomisk
fordelagtigt at udvide varmeforsyningen til nabokommunen,
vil de foreslåede regler tillade den kommunale varmeforsy-
ning at gennemføre udvidelsen. De foreslåede regler tillader
desuden, at en kommune overtager en forsyning, som (del-
vis) ligger i nabokommunen. En forudsætning for udvidelse
af en kommunens forsyningsaktiviteter til andre kommuner
er, at der er fysisk forbindelse mellem varmedistributions-
nettene i og udenfor kommunen.
8
Den foreslåede bestemmelse i forslagets § 1, nr. 1, som ve-
drører varmeforsyningslovens § 2 c, muliggør, at kommu-
ner, ligesom i dag, kan levere elektricitet og fjernkøling på
markedsvilkår. Også levering til procesformål, der holdes
adskilt fra levering til rumvarmeformål, kan fortsat ske på
markedsvilkår.
Efter de foreslåede bestemmelser i forslagets § 1, nr. 1, som
vedrører varmeforsyningslovens § 2 d, vil en kommune ha-
ve hjemmel til at stille garanti for både kommunale og pri-
vate kollektive varmeforsyningsvirksomheder og geotermi-
virksomheder, der producerer og leverer til rumvarmefor-
mål. Kommunen kan alene stille garanti for lånoptagelse til
investeringer i virksomheder, som kommunen selv lovligt
vil kunne varetage.
Hvis der sker samproduktion af ydelser omfattet af varme-
forsyningslovens prisregulering og ydelser, der ikke er om-
fattet heraf, er en forudsætning for kommunal garantistillel-
se, at et eventuelt overskud fra den anden ydelse indregnes i
rumvarmepriserne. Desuden er det tilladt, at et eventuelt
overskud tillægges egenkapitalen for at styrke virksomhe-
dens økonomi og dermed formindske varmeforbrugernes ri-
siko for en konkurs.
I forhold til samproduktion af rum- og procesvarme eller
biogas til rumvarme- og procesformål vil muligheden for
kommunal garantistillelse være betinget af, at ydelserne ikke
er regnskabsmæssigt adskilt. Det medfører efter den foreslå-
ede bestemmelse i varmeforsyningslovens § 20 c (forslagets
§ 1, nr. 5), at begge ydelser skal leveres efter prisregulerin-
gen. Det gælder dog ikke for kraftvarmeproduktion. Kraft-
varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder, der
er omfattet af varmeforsyningsloven, vil have mulighed for
at vælge om de vil holde ydelserne adskilt eller ej, men en
kommunal garantistillelse vil være betinget af, at ejerne ikke
kan få en fortjeneste på de kommercielle ydelser bortset fra
en normal forrentning af indskudskapital.
Hvis en virksomhed, f.eks. på grund af skattereglerne eller
for at bibeholde muligheden for at ejerne kan få en fortjene-
ste, har valgt at holde el eller procesvarme selskabsmæssigt
adskilt fra varme, vil der efter lov om varmeforsyning alene
kunne stilles garanti for lånoptagelse i forbindelse med inve-
steringer i varmeselskabet. For procesvarme gælder tilsva-
rende, hvis procesvarmen er regnskabsmæssigt adskilt. Hvis
en virksomhed driver varme og den kommercielle aktivitet i
et selskab, men vil trække overskuddet ud af selskabet for at
bruge det til andre formål end at styrke egenkapitalen eller
nedsætte varmepriserne, vil det ligeledes medføre, at der ef-
ter lov om varmeforsyning kun kan stilles kommunal garanti
til lånoptagelse i forbindelse med finansiering af investerin-
ger i (rum)varmedelen.
Hvis der ikke er stillet kommunal garanti, vil der som ud-
gangspunkt uden begrænsninger kunne optjenes et overskud
på den kommercielle del af virksomheden. Det bemærkes
dog, at prisreguleringen vil kunne stille begrænsninger her-
for, f.eks. hvis den kommercielle aktivitet ikke holdes ad-
skilt fra varmen.
Det bemærkes, at lovforslaget ikke indeholder en regulering
af kommunal garantistillelse i forbindelse med investeringer
i anlæg til samproduktion af varme og køling. Det medfører,
at der ikke kan stilles kommunal garanti herfor. Efter lov om
fjernkøling er det forbudt at stille garanti for køling. På bag-
grund af høringen er det besluttet, at der ikke skal stilles lov-
krav om selskabs- eller regnskabsmæssig adskillelse før
sammenhængende problemstillinger om kraftvarmekravet
og elforsyningssikkerhed er undersøgt nærmere. Hvis der ik-
ke er stillet krav om adskillelse af varme og køling, kan det
ikke sikres, at den kommunale garantistillelse til kombinere-
de køle-/varmeanlæg begrænses til varmedelen. En sådan
begrænsning vil være nødvendigt med henblik på fjernkø-
lingslovens forbud. Som opfølgning på regeringens Vækst-
plan for energi og klima fra oktober 2013 pågår der pt. et ar-
bejde med at vurdere mulige tiltag til at fremme udnyttelse
af synergieffekter mellem fjernvarme og fjernkøling.
Det foreslås herudover i forslagets § 1, nr. 1, som vedrører
varmeforsyningslovens § 2 e, at kommuner med hjemmel i
lov om varmeforsyning vil kunne stille garanti i forbindelse
med investeringer i et kraft-varme-anlæg med en eleffekt på
mere end 25 MW, som er reguleret efter lov om elforsyning.
I så fald vil garantistillelse efter varmeforsyningsloven alene
kunne vedrøre varmedelen, dvs. lånoptagelse til finansiering
af investeringer i den del af anlægget, der kan henføres til
levering af opvarmet vand eller damp fra anlægget, som er
omfattet af prisbestemmelserne i §§ 20-20 b i lov om varme-
forsyning. De store kraft-varme-anlæg skal efter krav herom
i elforsyningsloven holder el og varme regnskabsmæssigt
adskilt, hvorfor det kan sikres, at garantistillelsen begrænses
til varmedelen. Hvis kraft-varme-anlægget leverer proce-
svarme, vil der også kunne stilles garanti til denne del af
virksomheden, hvis procesvarmeproduktionen sker i sam-
produktion med rumvarme, udgør mindre end 50 pct. af var-
meleveringen og der ikke sker regnskabsmæssig adskillelse
af ydelserne således, at begge ydelser, jf. den foreslåede be-
stemmelse i varmeforsyningslovens § 20 c, skal leveres i
overensstemmelse med prisbestemmelserne.
Efter den foreslåede bestemmelse i varmeforsyningsloven
vil en garantistillelse til varmedelen i de store kraft-varme-
anlæg ikke længere forudsætte, at der kan stilles kommunal
garanti til eldelen efter elforsyningsloven. Det betyder, at
varmeforsyningsloven vil give adgang til kommunal garanti-
stillelse til varmedelen i både kommunale og private store
kraft-varme-anlæg. Eftersom elpriserne er blevet lavere, er
elproduktion for de store kraft-varme-anlæg ikke nødven-
digvis altid hovedformålet. Anlæggene kører ofte af hensyn
til varmeproduktion og de kommunale og forbrugerejede
fjernvarmeværker er begyndt at udvise interesse for at over-
tage anlæggene. Det er baggrunden for forslaget om at give
lige adgang til garantistillelse til kommunale og private
kraft-varme-anlæg.
9
Forslagets § 1, nr. 1, som vedrører varmeforsyningslovens
§§ 2 d og 2 e, vil give kommuner adgang til garantistillelse
for virksomheders lånoptagelse til finansiering af anlægsin-
vesteringer og driftsaktiviteter. Desuden er der mulighed for
kommunal garantistillelse for lånoptagelse til finansiering af
erhvervelse af aktier i en varmeforsyningsvirksomhed eller
stort kraft-varme-anlæg, hvis den virksomhed, som der stil-
les garanti for, enten er en virksomhed, som kommunen selv
vil kunne varetage, jf. den foreslåede § 2 b, eller en virk-
somhed, der driver kraft-varme-anlæg med en eleffekt over
25 MW, som er omfattet af elforsyningsloven. Dermed lige-
stilles finansieringsmuligheder for etablering af et kollektivt
varmeforsyningsanlæg, geotermianlæg eller stort kraft-var-
me-anlæg med køb af et sådant anlæg.
Det foreslås i forslagets § 1, nr. 1, som vedrører varmeforsy-
ningslovens § 2 f, at give kommuner hjemmel til at varetage
tilknyttet virksomhed på samme måde, som de kan på elo-
mrådet. Det vil sige, at tilknyttet virksomhed skal udøves i
et selvstændigt selskab og på kommercielle vilkår. Bipro-
dukter, udnyttelse af overkapacitet eller accessoriske opga-
ver vil blive betragtet som tilknyttet virksomhed. Der vil
være en bagatelgrænse for udskillelseskravet, som er fastsat
på 10 pct. af virksomhedens udgifter og omkostninger til ho-
vedvirksomheden op til maksimalt 10 mio. kr. årligt. Der vil
ikke kunne ydes tilskud eller stilles garanti til tilknyttet virk-
somhed.
Et kommunalt forsyningsselskabs produktion og levering til
procesformål anses ikke for tilknyttet virksomhed, men for
en del af hovedvirksomheden. Det samme gælder for ser-
vicefunktioner. Servicefunktioner vil dog kunne udskilles i
et særskilt selskab, hvis levering af disse funktioner til den
kollektive varmeforsyning eller geotermiforsyning leveres i
overensstemmelse med prisreguleringen. Det muliggør ud-
nyttelse af synergieffekter i multiforsyninger.
De kommunale varmeforsyningsvirksomheder skal, ligesom
andre virksomheder omfattet af lov om varmeforsyning,
overholde regler om eksempelvis projektgodkendelse og
priser. Desuden skal varetagelsen af varmeopgaver eller ga-
rantistillelse for varmeforsyningsvirksomheder ske indenfor
eventuelle rammer fastsat i anden lovgivning. Der kan f.eks.
være emissionskrav i miljølovgivningen. Det fremgår ud-
trykkeligt af reglerne, at garantistillelse kun kan ske inden
for de rammer, der er fastsat i EU-reglerne om statsstøtte.
Der ændres således ikke på den gældende ret, hvorefter
kommunerne både skal påse, at der er adgang til garantistil-
lelse efter den nationale lovgivning, og at garantistillelsen
sker i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Kommu-
nerne har selv ansvar for at sikre, at garantistillelsen er for-
enelig med EU-statsstøttereglerne. Der henvises til de al-
mindelige bemærkningers afsnit 7.
Forslaget ændrer ikke på kommuners mulighed for at vareta-
ge varmeforsyningsvirksomhed i kommunale fællesselska-
ber efter § 60 i lov om kommunernes styrelse. Statsforvalt-
ningen vil på samme måde som hidtil føre tilsyn med kom-
muners varetagelse af opgaver på varmeforsyningsområdet,
jf. afsnit 2.1.1.1. Der sker heller ikke ændringer af Energik-
lagenævnets eller Energitilsynets kompetence i forhold til
kommuners udøvelse af varmeforsyningsvirksomhed.
2.1.2. Udvidelse af ordningen for biomasseforsyning af ud-
valgte fjernvarmenet
2.1.2.1. Gældende ret
I medfør af varmeforsyningsloven er der fastsat regler om
brændsler, der anvendes på kollektive varmeforsyningsan-
læg. Kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller
derunder, der er omfattet af godkendelseskravene i varme-
forsyningsloven, må anvende alle brændsler, bortset fra kul
og fødevarer. Når der etableres ren varmeproducerende an-
læg, er der begrænsninger for, hvilke brændsler, der må an-
vendes. Hvis et varmeproducerende anlæg skal forsyne et
fjernvarmenet, der i forvejen forsynes med decentral kraft-
varmeproduktion, må dette anlæg ikke fyres med biomasse.
Det følger af bekendtgørelse nr. 566 af 2. juni 2014 om god-
kendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg
(projektbekendtgørelsen). Desuden kan det samfundsøkono-
miske krav, som er fastlagt i lovens formålsbestemmelse og
i projektbekendtgørelsen, være til hinder for det. Den gæl-
dende varmeforsyningslovgivning giver således som regel
ikke mulighed for at erstatte naturgasbaseret kraftvarmepro-
duktion med biomassebaseret varmeproduktion. Det bety-
der, at disse net kun har begrænsede muligheder for at ned-
sætte varmepriserne.
Ved § 5, stk. 2, i lov nr. 577 af 18. juni 2012 om ændring af
lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og byggeloven
har klima-, energi- og bygningsministeren fået bemyndigel-
se til at fastsætte regler, der tillader biomasseforsyning af
udvalgte fjernvarmenet. Der skal være tale om fjernvarme-
net, hvis varmepris enten er blandt de 30 højeste per 8. de-
cember 2010 ifølge Energitilsynets prisstatistik eller blandt
de 30 højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets prisstati-
stik over årene 2009, 2010 og 2011. Bemyndigelsen blev
udmøntet i projektbekendtgørelsen og efter gældende regler
kan 35 fjernvarmenet, som er nævnt i bekendtgørelsens bi-
lag 3, med de højeste priser forsynes med biomassevarme op
til 8000 MWh årligt (dvs. den varmemængde som et anlæg
med en kapacitet på 1 MW årligt vil kunne producere).
2.1.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De decentrale kraftvarmeværker modtager en særlig støtte
til naturgasbaseret elproduktion, grundbeløbet, som ifølge
den energipolitiske aftale fra 29. marts 2004 udløber i 2019.
En anden støtteordning til de decentrale kraftvarmeværkers
elproduktion, pristillæg efter treledstariffen, skal på ny stats-
støttegodkendes i EU i november 2015. Ifølge EU’s nye
miljørammebestemmelser kan treledstariffen ikke forventes
at blive godkendt, hvorfor ordningen udfases i november
2015. De værker, som modtager treledstarif, kan i stedet få
støtte i form af grundbeløbet frem til 2019. Når grundbelø-
bet bortfalder, vil flere decentrale værker kunne opleve sti-
gende varmepriser. Risikoen er særlig stor på de naturgasba-
10
serede kraftvarmeværker, der i forvejen har en trængt øko-
nomi.
Når støtten til naturgasbaseret elproduktion ophører, vil der
være et incitament til skifte væk fra naturgas til biomasse,
varmepumper og sol. Da forsyningssikkerhedsafgiften og
afgiftsstigningerne på fossile brændsler fra Forårspakke 2.0
blev afskaffet i Vækstpakke 2014, medførte disse initiativer
samlet set faldende fjernvarmepriser for langt de fleste var-
meforbrugere. I finansloven for 2015 er ydet særlig støtte til
fremme af værkers omstilling til store varmepumper. Det
sker dels i form af anlægsstøtte til pilot- og demonstrations-
projekter, og dels til et rejsehold der skal vejlede de enkelte
værker. For yderligere at imødekomme de mindste og mest
sårbare fjernvarmenet, gives yderligere 50 fjernvarmenet,
der typisk forsynes med naturgasbaseret kraftvarme, med de
højeste varmepriser mulighed for biomasseforsyning, hvil-
ket forventes at kunne nedbringe deres varmepriser betyde-
ligt.
Ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det på denne baggrund
om at udvide den gældende ordning for fjernvarmenet, der
forsynes med decentralt naturgasbaseret kraftvarme således,
at yderligere 50 fjernvarmenet med de højeste varmepriser
vil kunne erstatte denne produktion med biomassebaseret
varmeproduktion op til 8000 MWh årligt (dvs. den varme-
mængde som et anlæg med en kapacitet på 1 MW årligt vil
kunne producere). Derfor skal den gældende regulering ud-
vides til at omfatte de fjernvarmenet, hvis priser er blandt
enten de 43 højeste pr. 15. august 2014 ifølge Energitilsy-
nets varmeprisstatistik, eller de 43 højeste i gennemsnit iføl-
ge Energitilsynets varmeprisstatistik over årene 2012, 2013
og 2014. Der er i begge tilfælde tale om de 43 fjernvarmenet
med de højeste priser udover dem, der allerede er omfattet
af den gældende biomasseordning. Der er mange fjernvar-
menet, der både er blandt de 43 højeste pr. 15. august 2014
og blandt de 43 højeste over årrækken 2012-2014. I alt er
der tale om 50 fjernvarmenet, der vil blive tilføjet de 35
fjernvarmenet, der allerede i dag er omfattet af ordningen.
Såvel de 35 fjernvarmenet, der er omfattet af den gældende
ordning, som de 50 yderligere fjernvarmenet vil have mulig-
hed for biomasseforsyning op til 8000 MWh årligt. Når
fjernvarmenettet selv etablerer en biomassekedel, må den
have en kapacitet på maksimalt 1 MW. En liste over de i alt
85 fjernvarmenet, som vil kunne gøre brug af biomassefor-
syningsordningen, findes i bemærkningerne til forslagets §
1, nr. 2.
2.1.3. Levering til procesformål, prisdifferentiering og for-
brugerbeskyttelse
2.1.3.1. Gældende ret
Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, der indeholder en for-
pligtelse for varmeforsyningsvirksomheder om at levere til
en omkostningsbestemt pris, gælder som udgangspunkt kun
for levering af opvarmet vand, damp eller gas til bygningers
opvarmning eller forsyning med varmt vand, dvs. til rum-
varmeformål. Der er en undtagelse for de centrale værkers
levering af opvarmet vand til procesformål, som også er om-
fattet af prisreguleringen i § 20, stk. 1.
Varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, indeholder muligheden
for at prisdifferentiere mellem forbrugergrupper eller geo-
grafiske områder. Det betyder, at der må opkræves forskelli-
ge priser fra grupper af rumvarmeforbrugere, f.eks. forbru-
gere i boligforeninger og parcelhuse, eller i geografiske om-
råder, f.eks. i forbindelse med fusioner. Prisdifferentieringen
skal være omkostningsbestemt. Prisforskellen skal således
kunne begrundes i, at levering til en forbrugergruppe eller et
geografiske område påfører værket mindre omkostninger
end en anden gruppe eller et andet område.
Efter bestemmelsen i varmeforsyningslovens § 20, stk. 5,
kan kun kollektive varmeforsyningsanlæg prisdifferentiere.
Desuden er prisdifferentiering en del af prisreguleringen.
Det betyder, at der kun kan prisdifferentieres mellem forbru-
gergrupper, hvis deres levering af varme eller gas er omfat-
tet af prisreguleringen. Den gældende regulering medfører,
at et centralt værk eller industrivirksomhed ikke må prisdif-
ferentiere, fordi de ikke er et kollektivt varmeforsyningsan-
læg efter varmeforsyningslovens § 2. Desuden betyder det,
at der ikke kan prisdifferentieres mellem rumvarmekunder
og proceskunder, hvis levering til procesformål ikke er om-
fattet af prisreguleringen.
Varmeforsyningsloven indeholder hverken bestemmelser,
der regulerer opsigelsesvarsel eller bindingsperiode ved var-
meaftaler, eller regler for restance inddrivelse eller afbrydel-
se af varmeforsyningen. Det reguleres i dag alene af den ge-
nerelle forbrugerlovgivning, som bl.a. omfatter aftaleloven,
forbrugeraftaleloven, købeloven, markedsføringsloven og e-
handelsloven. Desuden udgiver Dansk Fjernvarme vejled-
ninger om fastsættelse af tariffer og betingelser for levering
af ydelser omfattet af prisreguleringen, jf. varmeforsynings-
lovens § 22 a, som Energitilsynet fører tilsyn med.
2.1.3.2 Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Ved forslagets § 1, nr. 4, som vedrører varmeforsyningslo-
vens § 20, stk. 5, foreslås det at ændre bestemmelsen om
prisdifferentiering således, at alle virksomheder, der leverer
ydelser omfattet af § 20, stk. 1, vil have mulighed for at
prisdifferentiere mellem forskellige forbrugergrupper eller
geografiske områder. Al levering af opvarmet vand, damp
eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi
til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand er
omfattet af varmeforsyningslovens prisregulering. Ikke ale-
ne kollektive varmeforsyningsanlæg skal overholde prisre-
guleringen, men også kraft-varme-anlæg med en eleffekt
over 25 MW, geotermianlæg omfattet af undergrundsloven,
og industrivirksomheder, der leverer fjernvarme, skal gøre
det efter prisreguleringen. Der er ikke grund til, at disse
virksomheder skulle udelukkes fra muligheden for at pris-
differentiere.
11
Desuden vurderes det hensigtsmæssigt at muliggøre, at pro-
duktion og levering af opvarmet vand, damp eller gas til
bygningers opvarmning og forsyning med varmt brugsvand,
der er omfattet af prisreguleringen, drives sammen med pro-
duktion og levering af disse ydelser til andre formål, der ik-
ke er omfattet af prisreguleringen. Der kan eksempelvis tæn-
kes på procesformål som levering af varme til et vaskeri el-
ler til tørring af hø. Ved biogas betragtes typisk levering til
opgradering og injicering i naturgasnettet som et formål, der
ikke er rumvarmeformål og dermed ikke er omfattet af var-
meforsyningsloven.
Varmeforsyningsvirksomheder har ikke altid kendskab til
det formål, som den leverede varme eller gas anvendes til.
Desuden er der mange virksomheder, der ikke har et ønske
om at optjene et overskud ved levering af varme eller gas til
procesformål. Det gælder f.eks. for mange af de kommunale
og forbrugerejede værker. For disse virksomheder vil det
være at foretrække, at de kan producere og levere varme el-
ler gas i overensstemmelse med prisreguleringen, uanset for-
mål og uden regnskabsmæssig adskillelse. Derfor foreslås
det i forslagets § 1, nr. 5, som vedrører varmeforsyningslo-
vens § 20 c, at al levering af opvarmet vand, damp eller gas
fremover skal ske i overensstemmelse med prisreguleringen,
medmindre virksomheden foretager en regnskabsmæssig ad-
skillelse af produktion og levering af ydelser omfattet af §
20, stk. 1, fra produktion og levering af disse ydelser til an-
dre formål, såsom procesformål. Dette foreslås at blive regu-
leret i en ny § 20 c.
Hvis en varmeforsyningsvirksomhed leverer al varme eller
gas efter prisreguleringen, vil der også være mulighed for
prisdifferentiering. Rumvarmekunderne vil kunne have gavn
af tilslutning af store proceskunder, fordi det vil kunne for-
øge anlæggets effektivitet og dermed nedsætte de relative
anlægs- og driftsomkostninger og formindske varmetabet.
Desuden vil det kunne fremme anvendelse af fjernvarme til
procesformål. Det vil således være i tråd med energiaftalen
af den 22. marts 2012, hvor det blev aftalt, at fremme ener-
gieffektiv anvendelse af vedvarende energi, herunder fjern-
varme, til virksomheders produktionsprocesser.
For så vidt tilslutning eller bibeholdelse af en proceskunder
kan medføre nedsættelse af rumvarmepriserne eller forebyg-
ge prisstigninger, vil dette kunne begrunde, at proceskunden
får afspejlet en større andel af de besparelser, som storkun-
dens tilslutning giver, i varmeprisen, end rumvarmeforbru-
gerne.
Det foreslås desuden i forslagets § 1, nr. 5, som vedrører
varmeforsyningslovens § 20 d, at skabe hjemmel til, at kli-
ma-, energi- og bygningsministeren vil kunne fastsætte reg-
ler om afbrydelse af varmeforsyningen, opsigelsesvarsel og
bindingsperiode. Det er vurderet hensigtsmæssigt, at der på
varmeområdet ville kunne stilles krav om forsyningsafbry-
delse, som er i overensstemmelse med de krav, som landets
fogedretter stiller. Der er desuden opstået usikkerhed om,
hvorvidt varmeforsyningsvirksomheder, som har fået tildelt
et forsyningsområde efter godkendelse i medfør af varme-
forsyningsloven og dermed er forpligtet til at forsyne alle
ejendomme i området, er omfattet af forbrugeraftalelovens
krav om opsigelsesvarsel og bindingsperiode, hvorfor det
kan blive nødvendigt med en præcisering heraf.
2.2. Bygningsopvarmning baseret på vedvarende energi
2.2.1. Gældende ret
Efter byggelovens § 6 kan der i bygningsreglementet fast-
sættes regler om forbud mod installation af (fossil-baserede)
olie- og naturgasfyr til bygningsopvarmning i såvel ny som
bestående bebyggelse. Det er dermed ikke muligt at forhin-
dre installation af andre former for fossil opvarmning som
f.eks. kul- eller koksfyr.
2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Med energiaftalen af den 22. marts 2012 blev det aftalt, at
der fra 2013 indføres stop for installation af olie- og natur-
gasfyr i nye bygninger, og at det fra 2016 ikke længere skal
være muligt at installere oliefyr i eksisterende bygninger i
områder med fjernvarme eller naturgas som alternativ.
På baggrund af energiaftalen, er der tidligere tilvejebragt
hjemmel i byggeloven til at forbyde installation af olie- og
naturgasfyr til bygningsopvarmning i såvel nye som eksi-
sterende bygninger. Det har imidlertid vist sig nødvendigt at
præcisere denne hjemmel for at sikre kompabilitet med
EU’s principper om varernes frie bevægelighed. Forslagets
§ 2 indeholder en præcisering af den eksisterende hjemmel.
Med den foreslåede præcisering gøres det muligt at fastsætte
regler om, at bygningsopvarmning i nye og eksisterende
bygninger skal baseres på vedvarende energi. På den måde
gøres hjemlen i byggeloven teknologiuafhængig, så byg-
ningsejere får mulighed for at installere den opvarmnings-
form, der passer det pågældende byggeri bedst, forudsat at
opvarmningsformen er baseret på vedvarende energi. Det
betyder samtidig, at det bliver tydeliggjort, at der kan instal-
leres f.eks. naturgasfyr, der anvender VE-gas som f.eks. bio-
gas.
Den ændrede bestemmelse omfatter alene de bygninger, der
var omfattet af energiaftalen af den 22. marts 2012. Bestem-
melsen er pt. udmøntet, således at den omfatter nybyggeri i
områder uden fjernvarme. Ved udmøntning af den ændrede
hjemmel vil bygningsopvarmningen i disse bygninger skulle
baseres på vedvarende energi. Bestemmelsen omfatter i dag
også eksisterende bygninger i områder med fjernvarme eller
individuel naturgasforsyning som alternativ. I disse områder
skal bygningerne ved udmøntning af den foreslåede ændre-
de hjemmel enten opvarmes med fjernvarme eller naturgas
eller opvarmes med vedvarende energi. Bestemmelsen om-
fatter i dag ikke eksisterende bygninger i områder uden ad-
gang til fjernvarme eller naturgas og det er ikke hensigten at
ændre herpå. Det er ikke formålet at bruge den foreslåede
ændring i byggeloven til at løfte den nærmere afgrænsning i
forhold til eksisterende naturgasnet, hvorfor det også frem-
over vil være muligt at installere bygningsopvarmning bas-
seret på naturgas i disse områder.
12
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
3.1. Konsekvenser for statsprovenuet
Udvidelsen af ordningen for biomasseforsyning af udvalgte
fjernvarmenet vil medføre et provenutab på 10-15 mio. kr.
årligt.
3.2. Konsekvenser for Energitilsynet og Energiklagenævnet
Energitilsynet vil ikke kunne tage stilling til en kommunes
overholdelse af varmeforsyningslovens regler om garanti-
stillelse. Energitilsynet har dog efter gældende ret kompe-
tence til at træffe afgørelse om fordeling af omkostninger på
anlæg, hvor varme produceres i samproduktion med andre
ydelser. Energitilsynets afgørelser om omkostningsfordeling
vil kunne være relevant i forbindelse med sager om garanti-
stillelse, nemlig i tilfælde, hvor en garantistillelse skal be-
grænses til varmedelen, og derfor kan der som følge af lov-
forslaget forventes flere ansøgninger herom.
Sekretariatet for Energitilsynet har oplyst, at det kræver ca.
0,5 årsværk til at behandle en sag om omkostningsfordeling.
Det antages, at sagsbehandlingen kan lettes ved fastsættelse
af reglerne om omkostningsfordeling i medfør af § 20, stk.
3, i lov om varmeforsyning, som ikke er udmøntet i dag.
En kommunal garantistillelse vil f.eks. kunne være relevant
ved finansiering af etablering eller ændring af et anlæg og
ved finansiering af driftsaktiviteter. Der i dag ca. 285 kraft-
varme-anlæg omfattet af varmeforsyningsloven og ca. 30
kraft-varme-anlæg med eleffekt på over 25 MW, der er om-
fattet af lov om elforsyning. Det antages, at alle virksomhe-
der i mere eller mindre omfang producerer både til rumvar-
me- og procesformål.
Det forventes ikke, at der vil blive etableret mange nye
kraft-varme-anlæg i de kommende år, men anlæggene vil
nok skulle renoveres ca. hvert tyvende år. Det antages, at
hovedparten af de 285 kraft-varme-anlæg, der er omfattet af
varmeforsyningsloven, fortsat vil have ét regnskab efter
Energitilsynets praksis, hvorfor der ikke skal foretages en
omkostningsfordeling og der er mulighed for at få en garan-
tistillelse til hele investeringen. Der kan således ses bort fra
disse 285 kraft-varme-anlæg. Det antages desuden, at mange
af de nævnte værker vil gøre brug af muligheden for at leve-
re rum- og procesvarme efter prisreguleringen uden regn-
skabsmæssig adskillelse.
Hvis det antages, at de store kraft-varme-anlæg skal foretage
en renovering hvert tyvende år, vil der være tale om ca. 1 til
2 potentielle sager om året. Hvis det desuden antages, at
man for lån til etablering eller renovering af disse anlæg vil
forsøge at opnå en kommunegaranti, så vil Energitilsynet
potentielt kunne få ca. 1-2 sager om året.
Det skønnes derfor, at lovforslaget vil kunne øge ressource-
behovet i Sekretariatet for Energitilsynet med maksimalt.
0,5-1 årsværk om året. Hvis der bliver fastsat regler om om-
kostningsfordeling, forventes det, at ressourcebehovet vil
kunne reduceres betydelig.
Energitilsynets afgørelser om omkostningsfordeling vil kun-
ne påklages til Energiklagenævnet. Det skønnes derfor, at
lovforslaget vil kunne medføre et begrænset øget ressource-
forbrug for Energiklagenævnet, der vil blive afholdt inden
for Klima-, Energi- og Bygningsministeriets eksisterende
rammer.
3.3. Konsekvenser for kommuner og regioner
Det forventes, at lovforslaget vil skabe øget klarhed om reg-
lerne om kommuners hjemmel til varetagelse af kollektiv
varmeforsyningsvirksomhed, herunder garantistillelse.
Kommuner vil med forslaget nemmere kunne afgøre, om
der er mulighed for at stille kommunegaranti, og under hvil-
ke forudsætninger. Forslaget har ingen konsekvenser for re-
gionerne.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Det forventes, at erhvervslivet med lovforslaget vil få en
større sikkerhed om de økonomiske rammer for projekter for
kollektiv varmeforsyning, som kan fremme investeringer og
gennemførelse af projekter. Lovforslaget klargør de økono-
miske rammer ved fastsættelse af reglerne om kommuners
adgang til varetagelse af og garantistillelse for kollektiv var-
meforsyning. Forslaget udvider mulighederne for kommunal
garantistillelse til private kraft-varme-anlæg omfattet af el-
forsyningsloven og det kan være gunstig for erhvervslivet.
De foreslåede ændringer vil medføre en begrænset forhøjel-
se af varmepriserne, hvilket også påvirker erhvervslivets
omkostninger. Det skyldes bl.a., at merudgifterne for Ener-
gitilsynet som følge af lovforslaget vil blive gebyrfinansieret
og dette gebyr vil kunne indregnes i varmepriserne. Der er
tale om en begrænset forøgelse af det gebyr, der opkræves i
dag. Hvis der tages udgangspunkt i varmeproduktionen i
2013 og at et årsværk i Energitilsynet koster ca. 800.000 kr.
i alt, vil det gebyr, som varmeforsyningsvirksomhederne be-
taler, skulle forhøjes med 7 kr. per årsværk. Det forventes, at
det gebyr, som vil blive opkrævet til dækning af udgifterne
til Energitilsynets opgaver, i 2015 vil være ca. 140 kr. per
TJ. Med gebyrforhøjelsen vil gebyret dermed stige til ca.
147 kr. per TJ, hvilket svarer til en forhøjelse på 5 pct. De
ekstra omkostninger vil ligeledes påvirke varmepriserne for
den enkelte varmeaftager. Konsekvenserne skønnes dog ik-
ke at være væsentlige, da der vil blive tale om en merom-
kostning på omkring 0,5 kr. årligt for en typisk varmeafta-
ger.
Yderligere 50 fjernvarmenet med de højeste priser, der ty-
pisk forsynes af et decentralt kraft-varme-anlæg, vil få mu-
lighed for at etablere en biomassekedel på maksimalt 1 MW
(eller 8000 MWh årligt). Det vil bidrage med selskabsøko-
nomiske og brugerøkonomiske fordele. Fordelen ved at er-
statte naturgas med afgiftsbegunstiget biomasse vil typisk
13
reducere varmeprisen med 3.000 - 4.000 kr. årligt for en ty-
pisk varmeaftager.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Den foreslåede udvidelse af muligheden for biomasseforsy-
ning af udvalgte fjernvarmenet, der i dag forsynes med de-
central naturgasbaseret kraftvarme, forventes at have en po-
sitiv miljøeffekt. Hvis yderligere 50 fjernvarmenet etablerer
en biomassekedel på maksimalt 1 MW, vurderes det at redu-
cere CO2-udledningen med 0,06 mio. ton.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget fastsætter nationale regler om kommuners adgang
til bl.a. garantistillelse for kollektiv varmeforsyning. Garan-
tistillelse kan indebære støtte og er i så fald omfattet af EU-
reglerne om statsstøtte. Dette lovforslag indebærer ikke en
undtagelse til statsstøttereglerne. Det betyder, at en kommu-
nal garantistillelse både skal overholde de regler, der er fast-
sat herom i den nationale lovgivning og EU-reglerne om
statsstøtte. Virksomheder, der producerer el, opererer f.eks.
på et konkurrenceudsat marked, hvorfor det i tilfælde af
samproduktion af varme og el, især er vigtigt at være op-
mærksom på overholdelse af statsstøttereglerne. Der skal i
hver konkret situation tages stilling til, hvorvidt statsstøtte-
regler finder anvendelse. Kommunerne har ansvar for at sik-
re, at den garanti, de vil stille, er forenelig med statsstøtte-
reglerne.
F.eks. kan statsstøttereglerne medføre, at garantien højst må
vedrøre 80 pct. af lånebeløbet og at der desuden skal opkræ-
ves en garantiprovision. Afhængig af en virksomheds kredit-
værdighed skal garantiprovisionen efter Kommissionens
meddelelse af den 20. juni 2008 om anvendelse af EF-trak-
tatens artikel 87 og 88 (i øvrigt nu artikel 107 og 108) på
statsstøtte i form af garantier (2008/C155/02) ligge på mel-
lem 0,4 pct. for garantistillelse for virksomheder med meget
stærke betalingsevne (AAA eller AA vurdering) og mindst
3,8 pct. ved garantistillelse for virksomheder, hvor det er
sandsynligt, at betalingsevnen forringes af negative forhold.
Det kan f.eks. gælde små og mellemstore virksomheder, der
ikke tidligere har fået en kreditvurdering, eller hvis vurde-
ring er baseret på balancen, såsom virksomheder med sær-
ligt formål eller nystartede virksomheder. Provisionen kan i
så fald dog aldrig være lavere end den, der gælder for mo-
derselskabet.
Hvis en garantistillelse sker i overensstemmelse med de
rammer, som er fastsat i Kommissionens meddelelse, er der
ikke tale om statsstøtte og det skal i så fald ikke notificeres.
Ønsker en kommune at stille en garanti ud over disse ram-
mer, vil garantistillelse kunne betragtes som statsstøtte og
skal det notificeres. I tilfælde af, at notifikation er påkrævet
efter EU-reglerne, er der stadig mulighed for, at tilskuddet
eller garantistillelsen vurderes at være forenelig med stats-
støttereglerne, f.eks. under gruppeforordningen eller miljø-
rammebestemmelserne. Disse regler tillader f.eks. under vis-
se forudsætninger støtte til højeffektiv kraftvarme, fjernvar-
me eller fjernkøling.
Kommuner, der er usikre på, om statsstøtteregler skal finde
anvendelse eller om den garantistillelse, de overvejer, er for-
enelig med statsstøttereglerne, skal notificere sagen til Kom-
missionen i overensstemmelse med de regler, der gælder
herfor, herunder at notifikation skal ske forinden den pågæl-
dende støtteordning iværksættes.
Den foreslåede regulering af kommunernes hjemmel til va-
retagelse af varmeforsyningsvirksomhed bygger videre på
de principper, der i dag er fastlagt i kommunalfuldmagtsreg-
lerne, herunder om, at kommuner som udgangspunkt ikke
må drive virksomhed med fortjeneste for øje. Kommuner
kan alene drive virksomhed med fortjeneste for øje, hvis der
er lovhjemmel hertil. Der er i de foreslåede regler i varme-
forsyningsloven ikke hjemmel til, at en kommune tjener på
garantistillelse og opkræver en større garantiprovision end
statsstøtteregler forpligter til. Opkrævning af garantiprovisi-
onen må alene ske til at dække kommunens risiko ved ga-
rantistillelse, men det må ikke anvendes til at få en fortjene-
ste.
Med den foreslåede ændring af byggeloven tilvejebringes
der hjemmel til, at der i bygningsreglementet kan fastsættes
regler om installation af vedvarende energi til bygningsop-
varmning. Der er tale om en præcisering af de gældende
regler, som giver mulighed for at forbyde installation af
olie- og naturgasfyr. Med den foreslåede ændring gøres
hjemlen i byggeloven teknologiuafhængig, så bygningsejere
får mulighed for at installere den opvarmningsform, der pas-
ser det pågældende byggeri bedst, forudsat at opvarmnings-
formen er baseret på vedvarende energi. Præciseringen sker
for at sikre bestemmelsens kompabilitet med EU’s princip-
per om varernes fire bevægelighed.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 6. februar
2015 til den 4. marts 2015 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Portland A/S, Advokatrådet –Advokatsamfundet,
Altinex Oil Denmark A/S, Akademisk Arkitektforening, Af-
fald Danmark, Autoriserede Kølefirmaers Brancheforening,
Ankenævnet på Energiområdet, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsgiverne, Bioenergipark Tønder, Boligsel-
skabernes Landsforening, Brancheforeningen for Biogas,
Brancheforeningen for bygningssagkyndige og energikonsu-
lenter, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Bran-
cheforeningen for Husstandsvindmøller, Branchen Forbru-
gerelektronik, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BATT-kar-
tellet), BIPS – Byggeri, Informationsteknologi, Produktivitet
og Samarbejde, Byggecentrum, Byggeriets Evaluerings
Center, Bygherreforeningen i Danmark, Byggeskadefonden,
14
Cepos, CO-industri, Concito, Dajolka, DAKA, Dakofo,
Danmarks Statistik, DANAK (Den Danske Akkrediterings
og Metrologifond), Danisco - Genencor, Danish Operators,
Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsfor-
ening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Teknisk Uni-
versitet (DTU), Danmarks Vindmølleforening, Dansk Ar-
bejdsgiverforening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri,
Dansk Center for Lys, Dansk Energi, Dansk Energibranche
forening (DEBRA), Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme,
Dansk Gartneri, Dansk Gas, Dansk Gasteknisk Center
(DGC), Dansk Geotermi Aps, Dansk Ornitologisk Forening,
Dansk Skovforening, Dansk Standard, A/S Dansk Shell,
Dansk Solvarmeforening, Dansk Transport og Logistik
(DLTL), Dansk Varefakta Nævn, Dansk Varme Service,
Dansk Ventilation, Danske Advokater, Danske Arkitektvirk-
somheder, Dansk Metal, Danske Regioner, Danske Udleje-
re, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), Data-
tilsynet, De frie energiselskaber, De Grønne, DELTA Dansk
Elektronik, Det økologiske Råd, DI ITEK, DI – Organisati-
on for erhvervslivet, DONG Energy A/S, DTU – Afdelingen
for myndighedsbetjening, Ejendomsforeningen Danmark,
Emmelev Mølle, Energi- og olieforum.dk, Energiforbruge-
ren, Energiforum Danmark, Energiklagenævnet, Energitilsy-
net, Energitjenesten, E. ON Danmark A/S, Fagligt Fælles
Forbund (3F), Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen Dan-
ske Kraftvarmeværker, Foreningen af fabrikanter og impor-
tører af elektriske belysningsarmaturer (FABA), Foreningen
af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsappa-
rater (FEHA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI),
Foreningen for Slutbrugere af Energi, Foreningen af Varme-
pumpefabrikanter i Danmark, Frederiksberg Kommune, Frie
Elforbrugere, FSR Danske revisorer, GasTech, Greenpeace,
GTS (Godkendt Teknologisk service), Grundfos, Hess ApS,
HMN Naturgas I/S, HOFOR, Håndværksrådet, Hveiti, Inbi-
con, Indukraft Sekretariatet c/o Dansk Industri, Ingeniørfor-
eningen i Danmark (IDA), Institut for produktudvikling
(IPU), Intelligent Energi, ITBranchen, Kalk og Teglværks-
foreningen, KOOPERATIONEN, KTO - Kommunale Tje-
nestemænd og Overenskomstansatte, KL, KL - Økonomisk
sekretariat, Københavns Kommune, Københavns Kommune
- Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune –
Økonomiforvaltningen, Landbrug & Fødevarer, Landsorga-
nisationen i Danmark (LO), LCA Center, Landsbyggefon-
den, Mellemfolkeligt Samvirke, Mærsk Olie og Gas A/S,
Naturgas Fyn, Neas Energy A/S, NOAH Energi og Klima,
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Novozymes,
Organisationen for Vedvarende Energi, Partnerskabet for
brint og brændselsceller, Realkreditforeningen, Realkredit-
rådet, Reel Energi Oplysning (REO), Registreringsordnin-
gen for energisynskonsulenter, RenoSam, Risø (DTU),
Rockwool A/S, Sammensluttede Danske Energiforbrugere,
Samvirkende Energi- og Miljøforeninger, Shell, Statens
Byggeforsknings Institut, Statoil Gazelle A/S, Tekniq, Tek-
nologisk Institut, Teleindustrien, Uafhængige Bygningssag-
kyndige og Energikonsulenter, Varmepumpeordningen,
Varmepumpefabrikantforeningen, Vattenfall A/S, Vedva-
rendeEnergi, VELTEK – VVS- og El-Tekniske Leverandø-
rers Brancheforening, Verdens Skove, Vindeenergi Dan-
mark, Vindmølleindustrien, WWF Verdensnaturfonden,
Østkraft og Aalborg Universitet.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, re-
gioner og kommuner
Ingen Udvidelse af ordningen for biomasse-
forsyning af udvalgte fjernvarmenet for-
ventes at medføre et mindre afgiftspro-
venu på 10-15 mio. kr.
Lovforslaget medfører begrænsede mer-
udgifter hos Energitilsynet, som bliver
gebyrfinansieret.
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
De økonomiske rammer for investerin-
ger i kollektive varmeforsyningsanlæg
tydeliggøres.
Udvidelse af ordningen for biomasse-
forsyning af udvalgte fjernvarmenet for-
ventes at medføre, at varmeprisen for en
typisk varmeaftager tilsluttet disse net
reduceres med 3.000 - 4.000 kr. årligt.
Lovforslaget vil kunne medføre en min-
dre forhøjelse af varmepriserne på ca.
0,5 kr. årligt for en varmeaftager på
grund af merudgifter i Energitilsynet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Udvidelse af ordningen for biomasse-
forsyning af udvalgte fjernvarmenet for-
Ingen
15
ventes at medføre en reduktion af CO2-
udledningen med 0,06 mio. ton.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Garantistillelse kan indebære støtte og er dermed omfattet af EU-reglerne om
statsstøtte.
Ændringen af byggeloven er en præcisering af den gældende bestemmelse ve-
drørende bygningers opvarmningsform. Præciseringen har til hensigt at sikre
overensstemmelse med princippet om varernes frie bevægelighed.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Til § 2 b
Kommuners adgang til at varetage varmeforsyningsvirk-
somhed følger i dag af almindelige kommunalretlige grund-
sætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte
kommunalfuldmagtsregler. Det antages efter disse regler, at
kommuner kan varetage forsyningsvirksomhed, herunder
virksomhed omfattet af § 2 i lov om varmeforsyning.
§ 2 i lov om varmeforsyning definerer kollektiv varmeforsy-
ning. Kollektive varmeforsyningsanlæg kendetegnes bl.a.
ved, at de drives med det formål at levere energi til bygnin-
gers opvarmning og forsyning med varmt brugsvand (rum-
varmeformål). Hvis et anlæg i mindre omfang også produce-
rer til andre formål, er der fortsat tale om et kollektivt var-
meforsyningsanlæg, hvis hovedformålet er rumvarmeforsy-
ning. Kommuner er derfor efter gældende ret ikke afskåret
fra at levere opvarmet vand, damp eller gas til andre formål
end rumvarmeformål, hvis det sker fra et kollektivt varme-
forsyningsanlæg omfattet af § 2.
En kommunes engagement i forsyningsvirksomhed på
grundlag af kommunalfuldmagtsreglerne kan kun ske, hvis
formålet er opfyldelse af det lokale forsyningsbehov.
Kommunalfuldmagtsreglerne indeholder ikke krav om sel-
skabsmæssig adskillelse af den kommunale forsyning fra
forvaltningen. Hvis opgavevaretagelsen vedrørende forsy-
ningsvirksomhed er udskilt i privatretlig selskabsform, må
kommunen have bestemmende indflydelse i selskabet.
Kommuner har efter den foreslåede bestemmelse i lovens §
2 b, stk. 1, hjemmel til at varetage kollektiv varmeforsy-
ningsvirksomhed omfattet af varmeforsyningslovens § 2,
stk. 1 (§ 2 b, stk. 1, nr. 1), og virksomhed til indvinding af
geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af Dan-
marks undergrund, hvis virksomheden leverer opvarmet
vand eller damp omfattet af varmeforsyningslovens § 20,
stk. 1 (§ 2 b, stk. 1, nr. 2). Desuden har kommuner under
visse betingelser hjemmel til at producere opvarmet vand,
damp eller gas bortset fra naturgas, der ikke er omfattet af §
20, stk. 1. Dvs. til andre formål end til bygningers opvarm-
ning og forsyning med opvarmet vand, herunder procesfor-
mål (§ 2 b, stk. 1, nr. 3).
Af den foreslåede § 2 b, stk. 1, fremgår det, at kommunens
opgavevaretagelse efter varmeforsyningsloven skal ske med
henblik på varmeforsyning af kommunen. Det vil sige, at
kommuners hjemmel efter varmeforsyningsloven, ligesom i
dag, som udgangspunkt er begrænset til varetagelse af var-
meforsyningen i kommunen. Det udelukker dog ikke, at
kommunen kan etablere eller deltage i varmeforsyningsvirk-
somhed, der er beliggende uden for kommunegrænsen, hvis
denne virksomhed leverer varmeforsyning i kommunen. Et
produktionsanlæg kan således være beliggende uden for
kommunegrænsen, men leverer varme til et net, der bl.a.
forsyner områder i den pågældende kommune. Dette er ikke
ualmindeligt i især de større forsyningsområder omkring
f.eks. Aarhus og København. I så fald vil kommunen med
hjemmel i lov om varmeforsyning kunne engagere sig i det
produktionsanlæg, som er med til at forsyne kommunen.
Det er fortsat tilladt, at kommuners varetagelse af varmefor-
syningsvirksomhed kan ske i selskabsform. En kommune vil
således kunne udøve varmeforsyningsvirksomhed i et selv-
stændigt selskab med begrænset ansvar, som mange kom-
muner gør i dag. Kommunen kan være eneejer af selskabet
eller deltage i selskabet sammen med andre parter, f.eks. an-
dre kommuner eller private virksomheder. En kommune kan
have bestemmende indflydelse i et varmeforsyningsselskab.
Kommunen er ikke afskåret fra at deltage i selskabet, hvis
dette ud over at varetage varmeforsyning i kommunen også
udfører varmeforsyningsopgaver i andre kommuner.
Kommuner vil ligesom i dag også kunne udøve kollektiv
varmeforsyning i forvaltningen. Lovforslaget ændrer heller
ikke på muligheden for, at varmeforsyningsopgaven vareta-
ges af kommunale fællesskaber, der reguleres efter § 60 i
lov om kommunernes styrelse.
Den bestemmelse, som foreslås at blive fastsat i lovens § 2
b, stk. 1, nr. 1, vedrører varetagelse af kollektiv varmeforsy-
ningsvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1. Lovens § 2,
stk. 1, nævner som kollektive varmeforsyningsanlæg bl.a.:
biogas- og brintanlæg, varmetransmissions- og -distributi-
onsnet, varmeproduktionsanlæg (herunder kombinerede kø-
le-/varmeanlæg og kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25
MW eller derunder), og blokvarmecentraler.
16
Efter lovens § 2, stk. 1, skal virksomheden drive de nævnte
anlæg med det formål at levere energi til bygningers op-
varmning og forsyning med varmt vand, dvs. til rumvarme-
formål. Varmepumper til kombineret produktion af varme
og køling og kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW
eller derunder er udtrykkelig nævnt i bestemmelsen og der-
for vil kommunen også have hjemmel til at drive disse an-
læg, selv om disse anlæg ikke alene vil have varmeforsyning
som formål. Desuden udelukker bestemmelsen ikke, at en
kommune vil kunne drive kollektive varmeforsyningsanlæg
ejet af elforsyningsvirksomheder omfattet af elforsyningslo-
ven, der udnytter spildvarme fra elproduktionen. Hvis en el-
produktionsvirksomhed har anlæg til udnyttelse af varme,
såsom f.eks. varmetransmissions- og distributionsnet eller
ren varmeproducerende spids- og reservelastkedler, og virk-
somheden driver disse anlæg med det formål at levere rum-
varme og varmt brugsvand, er der tale om kollektive varme-
forsyningsanlæg, som kommunen efter den foreslåede § 2 b,
stk. 1, nr. 1, har hjemmel til at etablere og drive.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 b, stk. 1, nr. 2, gi-
ver kommuner hjemmel til at varetage virksomhed til ind-
vinding af geotermisk energi, hvis produktion og levering af
varme sker med det formål at levere energi til bygningers
opvarmning og forsyning med varmt vand. Der skal med an-
dre ord være tale om levering af geotermisk varme efter
prisreguleringen i § 20, stk. 1. Kollektive varmeforsynings-
anlæg omfatter efter lovens § 2, stk. 4, ikke geotermianlæg,
hvis de er reguleret i lov om anvendelse af Danmarks under-
grund. Der er dog ikke grund til, at kommuner ikke skal ha-
ve hjemmel til at producere rumvarme og varmt brugsvand
ved anvendelse af vedvarende energianlæg som geotermian-
læg.
Varmeforsyningslovens formål er at regulere anvendelse af
energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt
brugsvand, det vil sige til rumvarmeformål. En kommune vil
ikke kunne varetage varmeforsyningsvirksomhed, hvis ho-
vedformålet ikke er levering af rumvarme eller varmt brugs-
vand (det varme vand fra hanen i køkken og badeværelse).
Det gælder både virksomhed omfattet af varmeforsyningslo-
vens § 2, stk. 1, og virksomhed til indvinding af geotermisk
energi. Opvarmet vand eller damp kan eksempelvis også an-
vendes til procesformål, f.eks. til at levere varme til et gart-
neri, damp til et vaskeri eller til industrielle processer (frem-
stilling af papir, keramik eller medicin m.v.). En kommune
vil ikke med hjemmel i § 2 b, stk. 1, nr. 1 eller 2, kunne va-
retage eller deltage i en landbrugs- eller industrivirksomhed,
der driver anlæg hovedsagelig til procesformål.
En kommunal virksomhed vil dog godt kunne forsyne pro-
ceskunder, dvs. kunder, der vil anvende varme eller gas til
procesformål, jf. § 2 b, stk. 1, nr. 3. Proceskunder er ofte
storkunder og forsyning af disse kunder vil kunne forbedre
samfundsøkonomien i varmeprojekter. Desuden kan tilslut-
ning af storkunder nedbringe varmepriserne for alle forbru-
gere. Fjernvarmeforsyning af procesvirksomhed er herud-
over i trådt med målsætningerne omkring VE til proces.
Bestemmelsen tillader, at kommuner varetager virksomhed
til levering af opvarmet vand, damp eller gas (bortset fra na-
turgas), der ikke er omfattet af lovens § 20, stk. 1. Dvs. til
andre formål end bygningers opvarmning og forsyning med
varmt vand, herunder procesformål. Adgangen til varmefor-
syning til procesformål, er underlagt to betingelser, som
begge to skal være opfyldt. For det første skal produktion af
opvarmet vand, damp eller gas til procesformål sker i sam-
produktion med opvarmet vand, damp eller gas omfattet af §
20, stk. 1, det vil sige til rumvarmeformål. Ved samproduk-
tion forstås, at ydelserne produceres på det samme fysiske
anlæg. Ydelserne må ikke holdes regnskabsmæssigt adskilt,
hvilket efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 20 c
medfører, at al levering skal ske efter prisreguleringen. Be-
stemmelsen står i øvrigt ikke i vejen for, at virksomheden
forrenter indskudskapital, jf. § 20, stk. 2, eller indkalkulerer
et overskud ved levering af vedvarende energi, jf. § 20 b,
stk. 1. For det andet skal produktion og levering til proces-
formål udgør mindre end 50 pct. af den totale årlige produk-
tion og levering af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra
naturgas.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 2, muliggør, at en
kommune påtager sig forsyning af områder i andre kommu-
ner, uden at disse andre kommuner nødvendigvis deltager i
opgavevaretagelsen. Det har en kommune kun hjemmel til,
hvis det sker som følge af gennemførelse af et godkendt var-
meprojekt eller overtagelse af en virksomhed og varmedi-
stributionsnettene i og udenfor kommunen er i fysisk forbin-
delse med hinanden.
Efter projektbekendtgørelsen påses blandt andet, at et områ-
de forsynes på en måde, der er samfundsøkonomisk bedst.
Det kan forekomme, at det er samfundsøkonomisk bedst, at
en varmeforsyningsvirksomhed i den ene kommune udvi-
des, således at den også forsyner et område i en anden kom-
mune. Hvis denne varmeforsyningsvirksomhed er kommu-
nalt ejet, vil der i den foreslåede § 2 b, stk. 1, ikke være
hjemmel til, at kommunen gennemfører en sådan samfunds-
økonomisk fornuftig udvidelse, idet den ikke sker med hen-
blik på varmeforsyning af den kommune, der ejer varmefor-
syningsvirksomheden. Derfor åbner den foreslåede § 2 b,
stk. 2, op for, at kommunale varmeforsyningsvirksomheder,
ligesom ikkekommunale, kan udvides til at forsyne områder
udenfor kommunegrænsen, hvis reglerne i projektbekendt-
gørelsen herfor er opfyldt og der er fysisk forbindelse mel-
lem varmedistributionsnettene i og udenfor kommunen. Be-
stemmelsen vil desuden tillade, at udvidelsen sker gennem
overtagelse af en varmeforsyningsvirksomhed, hvis anlæg,
som kan være både produktionsanlæg og distributionsnet,
(delvis) ligger udenfor kommunen. Også i dette tilfælde for-
udsættes det, at der er fysisk forbindelse mellem anlæggene
i og udenfor kommunen.
Til § 2 c
Formålet med en kommunes varetagelse af forsyningsopga-
ver efter gældende ret må ikke være at søge en økonomisk
gevinst til kommunekassen. Det er således i dag en grund-
17
læggende regel, at en kommune ikke må drive virksomhed
med fortjeneste for øje. Kommuner er ikke afskåret fra at
varetage kraft-varme-virksomhed efter varmeforsyningslo-
ven, hvor el leveres på markedsvilkår, hvis et eventuelt
overskud på elsiden kommer varmeforbrugerne til gode.
Det fastlagt i den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 c, stk.
1, at en kommune må gøre brug af prisreguleringens mulig-
heder for at forrente indskudskapital og indkalkulere et
overskud i varmepriserne. I medfør af § 20, stk. 2, er der
fastsat regler, der muliggør, at der indregnes en forrentning
af indskudskapital i varmepriserne. § 20 b, stk. 1, tillader, at
vedvarende energianlæg indkalkulerer et overskud i priser-
ne. De kommunale varmeforsyningsvirksomheder bør have
samme muligheder og begrænsninger i forhold til prisfast-
sættelse som de ikkekommunale varmeforsyningsvirksom-
heder.
Det foreslås at fastlægge i lovens § 2 c, stk. 2, at kommunale
kollektive varmeforsyningsanlæg, der udover varme også le-
verer elektricitet eller køling, skal levere disse ydelser på
kommercielle vilkår. Varmepumper til kombineret produkti-
on af køling og varme og kraft-varme-anlæg med en eleffekt
på 25 MW eller derunder er kollektive varmeforsyningsan-
læg, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 3. Levering af elektricitet skal
efter EU-reglerne og elforsyningsloven ske på markedsvil-
kår. Efter lov om fjernkøling skal kølingsvirksomhed udø-
ves på kommercielle vilkår. Baggrunden herfor er efter be-
mærkningerne til fjernkølingsloven at forebygge, at kom-
mercielle fjernkølingsvirksomheder bliver udsat for unfair
konkurrence. Dette hensyn gør sig også gældende ved leve-
ring af køling fra en varmepumpe til kombineret produktion
af køling og varme. Derfor er kommuners adgang til at drive
køle-/varmeanlæg og kraft-varme-anlæg omfattet af varme-
forsyningsloven, betinget af, at levering af køling og elektri-
citet sker på kommercielle vilkår.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 c, stk. 2, stiller ikke be-
grænsninger til det overskud, der opnås på den kommerciel-
le del af anlægget. Det er således en afvigelse fra de gælden-
de regler, hvor overskuddet skal anvendes til at nedsætte
varmepriserne. Hensigten hermed er, at give de kommunale
varmeforsyningsvirksomheder samme muligheder og be-
grænsninger i forhold til priserne som de ikkekommunale
varmeforsyningsvirksomheder. Der kan dog fortsat gælde
begrænsninger herfor som følge af betingelserne for garanti-
stillelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 2 d. Desuden in-
debærer den gældende prisregulering i § 20, stk. 1, at der er
begrænsninger til anvendelse af overskuddet, hvis den kom-
mercielle aktivitet ikke holdes adskilt fra varmeaktiviteter-
ne.
De kommunale varmeforsyningsvirksomheder vil fortsat ha-
ve mulighed for at anvende et eventuelt overskud på el eller
køling til at nedsætte varmepriserne. Reglerne er ikke til
hinder herfor. Kommuner vil også have mulighed for at an-
vende et eventuelt overskud til andre formål, hvis der i øv-
rigt er hjemmel til det. Hvis de frie midler ikke anvendes in-
denfor virksomheden eller den koncern, som virksomheden
tilhører, kan anvendelse af midlerne alene ske efter modreg-
ning i bloktilskuddet, jf. § 15 i lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner.
Den forslåede bestemmelse i lovens § 2 c, stk. 3, fastlægger,
at en kommunal varmeforsyningsvirksomhed ikke vil kunne
gøre brug af den mulighed, som reglerne i medfør af varme-
forsyningslovens § 2, stk. 5, giver, om at blive undtaget fra
prisreguleringen. § 2 c, stk. 3, medfører, at kommunale var-
meforsyninger, i modsætning til andre kollektive varmefor-
syningsanlæg, ikke har mulighed for at søge om dispensati-
on fra prisreguleringen, som ikkekommunale biogasanlæg
eksempelvis kan. Hvis et biogasanlæg har fået dispensation
fra prisreguleringen og dermed har fået mulighed for at le-
vere gas til markedsprisen, vil kommunen ikke have hjem-
mel til at eje og drive dette anlæg eller til at yde garanti for
virksomhedens lånoptagelse. Kommuner må efter reglerne i
varmeforsyningsloven ligesom i dag som udgangspunkt ikke
drive virksomhed med fortjeneste for øje og må derfor ikke
søge om, at blive undtaget fra prisreguleringen.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være tilladt, at en
kommune ejer og driver en blokvarmecentral, jf. § 2, stk. 1,
nr. 4, der er undtaget fra prisreguleringen. Efter reglerne i
medfør af lovens § 2, stk. 5, er blokvarmecentraler, der ude-
lukkende leverer varme til egne bygninger, undtaget fra
prisreguleringen. Det vil f.eks. også gælde for kommunale
blokvarmecentraler, der eksempelvis forsyner en kommu-
nalejet børnehave. Det kræves ikke, at kommunen søger om,
at varmelevering fra centralen bliver undtaget fra prisregule-
ringen. Reglerne undtager automatisk blokvarmecentraler,
der udelukkende forsyner egne bygninger. Det anses for
uhensigtsmæssigt, hvis en kommune ikke havde mulighed
for at eje og drive sådanne blokvarmecentraler. Den foreslå-
ede bestemmelse i § 2 c, stk. 3, muliggør derfor, at en kom-
mune ejer og driver blokvarmecentraler, der er undtaget fra
prisreguleringen.
Til § 2 d
De foreslåede bestemmelser i lovens § 2 d regulerer kom-
muners mulighed for at stille garanti for varmeforsynings-
virksomhed omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 2 b.
Efter de gældende kommunalfuldmagtsregler kan en kom-
mune stille garanti for lånoptagelse i forbindelse med priva-
tes varetagelse af opgaver, som kommunen selv lovligt ville
kunne varetage. Det er en betingelse, at virksomheden beta-
ler et vederlag for garantistillelsen på markedsmæssige vil-
kår. Som udgangspunkt kan der kun stilles kommunal ga-
ranti for lånoptagelse i forsyningsvirksomheder, der ikke
udøver kommercielle aktiviteter, men det kan ikke med den
fornødne sikkerhed lægges til grund, at kommuner er afskå-
ret fra muligheden for at stille lånegaranti for kollektive var-
meforsyningsanlæg reguleret efter lov om varmeforsyning,
der også producerer elektricitet. Desuden kan der efter den
gældende praksis med hjemmel i kommunalfuldmagtsregler
stilles garanti for lånoptagelse til finansiering af investerin-
18
ger i varmedelen i en kommunal elproduktionsvirksomhed
reguleret efter lov om elforsyning.
En betingelse for kommunal garantistillelse til kraft-varme-
anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder, dvs. kraft-
varme-anlæg, der er kollektive varmeforsyningsanlæg, er ef-
ter de gældende regler, at produktion af elektricitet og pro-
duktion af opvarmet vand eller damp i overensstemmelse
med Energitilsynets praksis ikke er regnskabsmæssigt ad-
skilt og et eventuelt overskud fra elproduktion anvendes til
nedsættelse af varmeprisen. En kommune kan herudover
stille garanti for en virksomhed, som også leverer varme på
markedsvilkår til procesformål, under tilsvarende betingel-
ser som dem vedrørende garantistillelse for kraft-varme-an-
læg med en eleffekt på 25 MW eller derunder. Kommunal-
fuldmagtsreglerne giver adgang til garantistillelse for en
virksomheds lånoptagelse til finansiering af anlægsinveste-
ringer og drift.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 1, kan
en kommune stille garanti for lånoptagelse til finansiering af
anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed
nævnt i § 2 b med de modifikationer som følger af stk. 2-6.
Der kan således stilles kommunal garanti for investeringer i
kollektive varmeforsyningsanlæg eller geotermivirksomhed.
Hvis rumvarmen produceres sammen med procesvarme, vil
det ikke stå i vejen for kommunernes adgang til garantistil-
lelse, hvis procesvarmeproduktionen opfylder kriterierne i
den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 b, stk. 1, nr. 3. For
en forklaring af begreber rumvarme og procesvarme henvi-
ses der til bemærkninger til den foreslående bestemmelse i
lovens § 2 b, stk. 1.
Det fremgår udtrykkelig af § 2 d, stk. 1, at garantistillelse
skal være i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
Henvisningen har ingen retlig betydning, da statsstøttereg-
lerne også uden henvisningen er gældende. Formålet med
den foreslåede bestemmelse er således at skabe klarhed om,
at garantistillelse skal være i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler. Kommunerne har selv ansvar for at sikre
sig, at garantistillelsen er forenelig med statsstøttereglerne.
Bestemmelsen indebærer således ikke en undtagelse fra
statsstøttereglerne. Der henvises til de almindelige bemærk-
ningers afsnit 7.
Det bemærkes, at det efter de foreslåede bestemmelser om
kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirk-
somhed i det nye kapital 1 a, som indeholder varmeforsy-
ningslovens §§ 2 b-2 g, ikke er tilladt, at en kommune op-
kræver en større provision end statsstøttereglerne kræver.
Det er fortsat lagt til grund for reguleringen i varmeforsy-
ningsloven, at kommuner ikke må drive virksomhed med
fortjeneste for øje. Hvis en kommune vil drive virksomhed
med fortjeneste for øje, kan det alene ske med udtrykkelig
lovhjemmel. Hjemlen til at drive aktiviteter på kommercielle
vilkår findes i de foreslåede bestemmelser i lovens § 2 c og
§ 2 f. Desuden er det efter den gældende § 20 b tilladt, at
vedvarende energianlæg indregner et overskud i varmepri-
serne. Disse bestemmelser tillader ikke, at kommune opnår
et overskud ved garantistillelse udover en provision til at af-
dække kommunens risiko. Hvis en kommune opkræver en
større provision end den, som følger af statsstøttereglerne,
vil det derfor være i strid med loven.
Den forslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 2, indeholder
kriterier for kommunal garantistillelse til private virksomhe-
der. Der skal være tale om investeringer i en virksomhed,
som kommunen selv vil kunne varetage eller deltage i efter
varmeforsyningsloven, dvs. virksomhed nævnt i den foreslå-
ede bestemmelse i § 2 b. Betingelserne for kommunens va-
retagelse af varmeforsyningsvirksomhed gælder således in-
direkte også for garantistillelse til private virksomheder.
Fordi reglerne tillader garantistillelse til både kommunale og
ikkekommunale anlæg, vil kommunen kunne stille garanti
for hele virksomheden og ikke kun kommunens ejerandel i
den, selv om kommunen ikke ejer hele virksomheden. Hvis
en kommune deltager i virksomheden sammen med andre,
vil kommunen derfor kunne vælge enten at begrænse garan-
tien til kun at vedrøre en forholdsmæssig del af lånoptagel-
sen, der afspejler kommunens ejerandel i virksomheden, el-
ler at stille garanti for hele lånebeløbet. Det påpeges dog, at
statsstøttereglerne vil kunne medføre, at kommunen er for-
pligtet til at begrænse garantien til en del af lånebeløbet.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 3 og 4, ve-
drører muligheder for kommunal garantistillelse for lånopta-
gelse til investering i kollektive varmeforsyningsanlæg med
forenet produktion, hvor der sker samproduktion af ydelser
omfattet af § 20, stk. 1, og andre ydelser. Ved samprodukti-
on forstås, at ydelserne produceres på det samme fysiske an-
læg. Stk. 3 regulerer kommunal garantistillelse i forbindelse
med investeringer i kraft-varme-anlæg. Stk. 4 regulerer
kommunal garantistillelse i forbindelse med investeringer i
anlæg, der producerer både til rum- og procesformål.
Et kraft-varme-anlæg omfattet af varmeforsyningslovens §
2, stk. 1, nr. 3, producerer både elektricitet og opvarmet
vand eller damp til rumvarmeformål. Med hensyn til disse
anlæg er det betinget i den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 2 d, stk. 3, at der er tale om samproduktion af elektricitet
og rumvarme og at et eventuelt overskud tillægges egenka-
pitalen eller indregnes i varmepriserne. Den foreslåede be-
stemmelse vil således medføre, at kommunal garantistillelse
vil være til hinder for, at virksomheden uddeler et overskud
til ejerne. Som udgangspunkt bør kommunal garantistillelse
være begrænset til virksomheder, der er underlagt en hvile i
sig selv-regulering. Elektricitet skal dog forhandles til mar-
kedsprisen på et kommercielt marked. Varmeforsynings-
virksomheden kan således ikke undgå, at der opnås et over-
skud ved levering af el, men hvis kommunen har stillet ga-
ranti, er der stillet begrænsninger til anvendelse af et eventu-
elt overskud, som kan opnås ved levering af el. Betingelsen
er ikke til hinder for, at ejerne får en normal forrentning af
indskudskapital, som også ville have været tilladt efter var-
meforsyningslovens prisregulering.
19
Virksomheder, der har fået en kommunal garantistillelse for
deres lånoptagelse, kan alene anvende et eventuelt overskud
til at styrke egenkapitalen eller nedsætte varmepriserne. Re-
guleringen er ikke til hinder for, at overskuddet anvendes til
at foretage nye investeringer eller dække andre udgifter,
f.eks. til vedligeholdelse. Overskuddet vil dog ikke kunne
trækkes ud af virksomheden. Det forventes at kunne mini-
mere varmeforbrugernes risiko for en konkurs. Overskuddet
vil også kunne bruges til at komme varmeforbrugerne til go-
de i form af lavere varmepriser. Et overskud må således ind-
regnes i varmepriserne. I øvrigt udelukker en fortjeneste i
overensstemmelse med prisreguleringen, som f.eks. forrent-
ning af indskudskapital, jf. § 20, stk. 2, eller et overskud for
vedvarende energi, jf. § 20 b, ikke, at kommunen kan stille
garanti for lån i forbindelse med investeringer i virksomhe-
den.
Hvis en virksomhed derimod ønsker at trække et eventuelt
overskud ud af virksomheden til andre formål end til at ned-
sætte varmepriserne, vil der alene kunne stilles garanti for
den del af lånebeløbet, der kan henføres til investering i var-
medelen af anlægget. Hensigten med bestemmelsen er at
forebygge, at kommunens garantistillelse efter varmeforsy-
ningsloven kommer til at dække over den del af lånet, der
vedrører el, hvis denne del af virksomheden drives med for-
tjeneste for øje. Kommunen skal derfor efter denne bestem-
melse øremærke garantistillelsen til alene at vedrøre varme-
delen, hvis virksomheden vil forbeholde sig muligheden for
at optjene et overskud uden begrænsninger.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil efter den foreslå-
ede bestemmelse i § 2 g, stk. 1, få bemyndigelse til at fast-
sætte regler om kriterierne for garantistillelse. Ministeren
kan eksempelvis finde det hensigtsmæssigt at fastsætte reg-
ler om øremærkning af garantistillelse. Hvis der fastsættes
regler om øremærkning af garantier, vil en kommune skulle
begrænse garantistillelsen i overensstemmelse med disse
regler.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 4, regulerer
garantistillelse til opvarmet vand, damp eller gas, der ikke er
omfattet af prisreguleringen i § 20, stk. 1. Bestemmelsen
stiller to betingelser til kommunal garantistillelse til denne
del af virksomheden, som begge skal være opfyldt. I prin-
cippet følger det af kravet i stk. 2, at en kommune alene må
stille garanti for investeringer i virksomhed, som kommunen
selv også lovligt vil kunne varetage, jf. den foreslåede be-
stemmelse i § 2 b. Virksomheder, der leverer til procesfor-
mål, og vil få kommunal garanti til deres lånoptagelse, er så-
ledes underlagt de samme betingelser for kommunens egen
udøvelse af procesvirksomhed. Disse betingelser fremgår af
den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 b, stk. 3. For at ska-
be klarhed om de gældende regler, er disse betingelser gen-
taget i den foreslåede bestemmelse i § 2 d, stk. 4. For en for-
ståelse af begreberne rum- og procesformål henvises der til
bemærkningerne til § 2 b, stk. 1.
For det første er det efter den foreslåede bestemmelse i lo-
vens § 2 d, stk. 4, påkrævet, at der skal være tale om sam-
produktion af varme eller gas til rum- og procesformål uden
at disse ydelser er regnskabsmæssigt adskilt. Det betyder ef-
ter den foreslåede bestemmelse i § 20 c, at hele leveringen
er omfattet af prisreguleringen (lovens §§ 20-20 b). For det
andet skal produktion og levering til procesformål udgøre
mindre end 50 pct. af virksomhedens totale årlige varme-/
gaslevering.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke en regulering
af kommunal garantistillelse i forbindelse med investeringer
i anlæg til samproduktion af varme og køling. Det medfører,
at der ikke kan stilles kommunal garanti herfor. Efter lov om
fjernkøling er det forbudt at stille garanti for køling. På bag-
grund af høringen er det besluttet, at der ikke skal stilles lov-
krav om selskabs- eller regnskabsmæssig adskillelse før
sammenhængende problemstillinger om kraftvarmekravet
og elforsyningssikkerhed er nærmere undersøgt. Hvis der ik-
ke er stillet krav om adskillelse af varme og køling, kan det
ikke sikres, at den kommunale garantistillelse til kombinere-
de køle-/varmeanlæg begrænses til varmedelen. En sådan
begrænsning vil være nødvendigt med henblik på fjernkø-
lingslovens forbud. Som opfølgning på regeringens Vækst-
plan for energi og klima fra oktober 2013 pågår der pt. et ar-
bejde med at vurdere mulige tiltag til at fremme udnyttelse
af synergieffekter mellem fjernvarme og fjernkøling.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 5, medfører,
at en kommune ikke vil kunne stille garanti for virksomhed,
der efter regler i medfør af varmeforsyningslovens § 2, stk.
5, er blevet undtaget fra prisreguleringen. Dette gælder dog
ikke i tilfælde, hvor kommunen med hjemmel i § 2 c, stk. 3,
driver en blokvarmecentral, der er undtaget fra prisregule-
ringen. Muligheden for kommunal garantistillelse for lånop-
tagelse til finansiering af anlægsinvesteringer eller driftsak-
tiviteter i en virksomhed, der ejer og driver en blokvarme-
central, der er undtaget fra prisreguleringen, kan således kun
anvendes i forhold til kommunes egne blokvarmecentraler. §
2 d, stk. 5, giver ikke adgang til, at der stilles garanti for en
virksomheds lånoptagelse i forbindelse med ikkekommunale
blokvarmecentraler, der er undtaget fra prisreguleringen.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 d, stk. 6, gæl-
der § 2 d tilsvarende for finansiering af erhvervelse af aktier
i en virksomhed nævnt i § 2 b, dvs. en kollektiv varmeforsy-
nings- eller geotermiforsyningsvirksomhed. Det vil sige, at
en kommune også kan stille garanti til en virksomheds lå-
noptagelse i forbindelse med køb af eksisterende kollektive
varmeforsyningsanlæg eller geotermianlæg. Hvis det ikke er
kommunen eller en virksomhed ejet af kommunen, der opta-
ger lånet, er det påkravet, at den virksomhed, som kommu-
nen stiller garanti for, er en virksomhed nævnt i § 2 b (et
kollektivt varmeforsyningsanlæg eller en geotermivirksom-
hed) eller en virksomhed, der driver et kraft-varme-anlæg
omfattet af elforsyningsloven. Hvis virksomheden også udø-
ver procesvirksomhed, står det ikke i vejen for garantistillel-
se for lånoptagelse til køb af denne virksomhed, såfremt
virksomhedens produktion og levering af opvarmet vand,
damp eller gas til procesformål opfylder betingelserne i § 2
b, stk. 1, nr. 3. Det vil sige, at der skal være tale om sampro-
20
duktion af opvarmet vand, damp eller gas til rumvarme- og
procesvarmeformål. Ydelserne må ikke være regnskabs-
mæssigt adskilt og levering til procesformål skal udgøre
mindre end 50 pct. af den totale varme-/gaslevering. Hvis
ikke disse betingelser er opfyldt, skal den kommunale ga-
rantistillelse begrænses til rumvarmedelen.
Til § 2 e
Kommunal garantistillelse i forbindelse med investeringer i
varmedelen af et kraft-varme-anlæg med en eleffekt på mere
end 25 MW, er efter gældende ret betinget af, at der med
hjemmel i lov om elforsyning kan ydes garantistillelse til el-
delen, at el- og varmedelen er regnskabsmæssigt adskilt, og
at levering af varme sker i overensstemmelse med varmefor-
syningslovens prisregulering.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 e regulerer garanti-
stillelse for lånoptagelse til finansiering af investeringer i
kraft-varme-anlæg med en eleffekt på mere end 25 MW, der
er omfattet af lov om elforsyning. Der kan efter den foreslå-
ede bestemmelse i lovens § 2 e, stk. 1, stilles kommunal ga-
ranti til lånoptagelse til finansiering af anlægsinvesteringer
eller driftsaktiviteter i forbindelse med sådanne anlæg.
Kraft-varme-anlæg omfattet af elforsyningsloven forsyner
ofte et større geografisk område og anlæggets varmeforsy-
ningsområde kan derfor omfatte flere kommuner. Hvis en
kommune ejer kraft-varme-anlægget skal garantistillelsen
primært ske med henblik på varmeforsyning i selve kommu-
nen, men ejer kommunen er efter den foreslåede bestemmel-
se ikke afskåret fra adgangen til garantistillelse til varmede-
len, hvis kraft-varme-anlægget også forsyner områder i an-
dre kommuner. F.eks. er transmissionsnettet omkring Aar-
hus delvis kommunalt ejet. Det antages hensigtsmæssigt, at
et selskab skal kunne stå for varetagelse af transmissionsnet-
tet i områder med større varmeforsyninger, der omfatter
flere kommuner. I dag er disse store transmissionsnet kom-
munalt ejet. Det kan dog ikke udelukkes, at de i fremtiden
bliver privat ejede. I så fald bør det være tilladt, at en kom-
mune stiller garanti for investeringer i disse net, selv om
nettet også forsyner andre kommuner.
Ligesom ved garantistillelse efter § 2 d, skal garantistillelsen
efter den foreslåede § 2 e være i overensstemmelse med
EU's statsstøtteregler. Det fremgår udtrykkelig af § 2 e, stk.
1, at garantistillelse skal være i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler. Henvisningen har ingen retlig betydning,
da statsstøttereglerne også uden henvisningen er gældende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at ska-
be klarhed om, at garantistillelse skal være i overensstem-
melse med EU’s statsstøtteregler. Kommunerne har selv an-
svar for at sikre sig, at garantistillelsen er forenelig med
statsstøttereglerne. Bestemmelsen indebærer således ikke en
undtagelse fra statsstøttereglerne. Der henvises til de almin-
delige bemærkningers afsnit 7.
Det bemærkes, at det efter de foreslåede bestemmelser om
kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirk-
somhed i det nye kapital 1 a, som indeholder varmforsy-
ningslovens §§ 2 b-2 g, ikke er tilladt, at en kommune op-
kræver en større provision end statsstøttereglerne kræver.
Det er fortsat lagt til grund for reguleringen i varmeforsy-
ningsloven, at kommuner ikke må drive virksomhed med
fortjeneste for øje. Hvis en kommune vil drive virksomhed
med fortjeneste for øje, kan det alene ske med udtrykkelig
lovhjemmel. Hjemlen til at drive aktiviteter på kommercielle
vilkår findes i de foreslåede bestemmelser i lovens § 2 c og
§ 2 f. Desuden er det efter den gældende § 20 b tilladt, at
vedvarende energianlæg indregner et overskud i varmepri-
serne. Disse bestemmelser tillader ikke, at kommune opnår
et overskud ved garantistillelse udover en provision til at af-
dække kommunens risiko. Hvis en kommune opkræver en
større provision end den, som følger af statsstøttereglerne,
vil det derfor være i strid med loven.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 e, stk. 1, indehol-
der to betingelser for garantistillelse for en virksomheds lå-
noptagelse til finansiering af investeringer i kraft-varme-an-
læg omfattet af elforsyningsloven, som begge to skal være
opfyldt.
For det første fastlægger den foreslåede bestemmelse i § 2 e,
stk. 1, at en kommune alene vil kunne stille garanti for lå-
noptagelse til finansiering af investeringer i den del af kraft-
varme-anlægget, der kan henføres til produktion af opvar-
met vand eller damp omfattet af § 20, stk. 1. Garantistillelse
efter varmeforsyningsloven skal således begrænses til den
del af virksomheden, der kan henføres til rumvarmeproduk-
tion. Efter elforsyningsloven skal el og varme på de store
kraft-varme-anlæg holdes regnskabsmæssigt adskilt. Kom-
munens adgang til garantistillelse for eldelen reguleres af el-
forsyningsloven.
Ved varmedelen af et kraft-varme-anlæg forstås den del af
omkostninger i anlægget, der kan indregnes i varmepriserne,
jf. varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, og de regler, der kan
fastsættes i medfør af lovens § 20, stk. 3. Der kan som ud-
gangspunkt kun stilles garanti for lånoptagelse til investerin-
ger i den del af varmeproduktionen, der er omfattet af pris-
reguleringen i § 20, stk. 1. En kommune er ikke afskåret fra
muligheden for at stille garanti, hvis kraftvarmevirksomhe-
den forrenter indskudskapital i overensstemmelse med § 20,
stk. 2, deler afgiftsfordelen efter § 20, stk. 15, eller indkal-
kulerer et overskud efter § 20 b. Under visse betingelser,
som er nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil der
også kunne stilles garanti for procesvarmedelen.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil efter den foreslå-
ede bestemmelse i § 2 g, stk. 1, få bemyndigelse til at fast-
sætte regler om kriterierne for garantistillelse. Hvis der fast-
sættes regler om øremærkning af garantier, vil begrænsning
af garantien skulle ske i overensstemmelse med disse regler.
For det andet kræver den foreslåede bestemmelse i § 2 e,
stk. 1, at produktion af elektricitet og produktion af opvar-
met vand eller damp er regnskabsmæssigt adskilt. Det er en
videreførelse af gældende ret. Efter elforsyningslovens § 85,
stk. 2, skal elvirksomhederne fører konsoliderede regnska-
21
ber for ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville
skulle gøre, hvis de pågældende aktiviteter blev udført af
særskilte selskaber.
Den gældende rets betingelse om, at kommunen skal have
hjemmel til at stille garanti for hele anlægget, dvs. tillige for
virksomhedens produktion af elektricitet efter lov om elfor-
syning, er ikke videreført i dette lovforslag. Hermed afviger
forslaget fra de gældende kommunalfuldmagtsregler. Efter
elforsyningsloven kan der alene stilles garanti til for elvirk-
somhed, som kommunen selv ejer. Efter gældende ret, er der
således ikke mulighed for garantistillelse for private virk-
somheder, der ejer kraft-varme-anlæg omfattet af elforsy-
ningsloven, hverken til el- eller til varmedelen. Med den
foreslåede bestemmelse i § 2 e, stk. 1, vil varmeforsynings-
loven give adgang til kommunal garantistillelse til varmede-
len i både kommunale og private store kraft-varme-anlæg.
Eftersom elpriserne er blevet lavere, er elproduktion for de
store kraft-varme-anlæg ikke nødvendigvis altid hovedfor-
målet. Anlæggene kører ofte af hensyn til varmeproduktion
og de kommunale og forbrugerejede fjernvarmeværker er
begyndt at udvise interesse for at overtage anlæggene. Det
er baggrunden for forslaget om at give lige adgang til garan-
tistillelse til kommunale og private kraft-varme-anlæg.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 2 e, stk. 2, er en kom-
mune ikke nødvendigvis afskåret fra at stille garanti for var-
medelen, hvis der også produceres varme til andre formål
end levering af energi til bygningers opvarmning og forsy-
ning med varmt vand. For det første skal produktion af op-
varmet vand eller damp til procesformål ske i samprodukti-
on med opvarmet vand eller damp til rumvarmeformål. Det
vil sige, at ydelserne skal produceres på det samme fysiske
anlæg. De må ikke være regnskabsmæssigt adskilt fra hinan-
den. Det betyder efter den foreslåede bestemmelse i § 20 c,
at hele varmeleveringen skal ske efter prisreguleringen i lo-
vens §§ 20-20 b. Der henvises til bemærkningerne til forsla-
gets § 2, nr. 5. For det andet skal produktion og levering af
til procesformål udgøre mindre end 50 pct. af virksomhe-
dens totale årlige varmelevering. Proceskunder er ofte stor-
kunder og forsyning af disse kunder vil kunne forbedre sam-
fundsøkonomien i projekter for varmeforsyning af områder
fra kraft-varme-anlæg. Tilslutning af proceskunder vil des-
uden kunne nedbringe varmepriserne for alle forbrugere.
Fjernvarmeforsyning af procesvirksomhed er herudover i
trådt med målsætningerne omkring VE til proces.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 e, stk. 3, gæl-
der § 2 e tilsvarende for finansiering af erhvervelse af aktier
i virksomheder, der driver kraft-varme-anlæg omfattet af el-
forsyningsloven. Det vil sige, at en kommune også kan stille
garanti til en virksomheds lånoptagelse i forbindelse med
køb af eksisterende kraftvarmeværker. Hvis det ikke er
kommunen eller en virksomhed ejet af kommunen, der opta-
ger lånet, er det påkravet, at den virksomhed, som kommu-
nen stiller garanti for, er en virksomhed nævnt i § 2 b (et
kollektivt varmeforsyningsanlæg eller en geotermivirksom-
hed) eller en virksomhed, der driver et kraft-varme-anlæg
omfattet af elforsyningsloven. Hvis virksomheden også udø-
ver procesvirksomhed, står det ikke i vejen for garantistillel-
se for lånoptagelse til køb af denne virksomhed, såfremt
virksomhedens produktion og levering af opvarmet vand el-
ler damp til procesformål opfylder betingelserne i § 2 b, stk.
1, nr. 3. Det vil sige, at der skal være tale om samproduktion
af procesvarme og rumvarme uden regnskabsmæssig adskil-
lelse og procesvarmedelen skal udgøre mindre end 50 pct. af
den totale varme-/gaslevering. Hvis ikke disse betingelser er
opfyldt, skal den kommunale garantistillelse begrænses til
rumvarmedelen.
Til § 2 f
Kommuner kan efter gældende ret ud fra værdispildsbetragt-
ninger på visse betingelser, herunder at det sker på markeds-
mæssige vilkår, lovligt afsætte eventuelle biprodukter fra
kommunal virksomhed. Det kan for eksempel være ekspert-
viden. Derudover kan kommuner i et vist omfang udnytte
overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke
er kommunale. Endvidere har kommunerne efter kommu-
nalfuldmagtsreglerne i et meget begrænset omfang mulighed
for at varetage accessoriske opgaver. Det er dog blandt an-
det en betingelse for udøvelse af accessorisk virksomhed, at
denne virksomhed i omfang er underordnet den kommunale
hovedvirksomhed. Det indgår desuden i vurderingen, om
opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private er-
hvervsdrivende. Det er endvidere en betingelse, at kommu-
nen søger disse opgaver bortforpagtet på markedsvilkår. En-
delig er det efter gældende ret muligt, at såkaldte service-
funktioner i en kommunal multiforsyningskoncern lægges i
et særskilt selskab, som betjener alle forsyningsvirksomhe-
der i koncernen. Servicefunktioner antages at være en nød-
vendig forudsætning for levering af kerneydelsen (forsy-
ning). Det betyder på varmeområdet, at et serviceselskab
skal levere sine ydelser efter hvile i sig selv-princippet.
En kommune vil efter de gældende kommunalfuldmagtsreg-
ler kunne stille garanti for servicefunktioner udøvet som en
del af forsyningsvirksomheden. Kommunalfuldmagtsregler-
ne giver dog ikke adgang til kommunal garantistillelse for
former for erhvervsvirksomhed, som biprodukter, udnyttelse
af overkapacitet eller accessoriske opgaver. Disse skal som
udgangspunkt udøves på markedsmæssige vilkår og uden
mulighed for garantistillelse.
Den foreslåede § 2 f er en bestemmelse, som giver kommu-
ner mulighed for at deltage i visse andre aktiviteter ud over
de aktiviteter, som er direkte omfattet af lov om varmeforsy-
ning. Bestemmelsen skal fortolkes restriktivt. De fleste var-
meforsyningsanlæg er lokale monopoler og udøver varme-
forsyningsvirksomhed efter princippet i lovens § 20, stk. 1,
om, at der kun må indregnes nødvendige omkostninger i
varmeprisen. Hvis det kan undgås, skal kommuner ikke udø-
ve andre aktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder. Loven
skal dog ikke være til hinder for, at der udøves accessoriske
aktiviteter eller udnyttes synergieffekter eller overkapacitet,
ligesom kommunen kan i dag efter kommunalfuldmagtsreg-
lerne. Herved kan der opnås stordriftsfordele eller andre for-
22
dele, som kan være til gavn for varmeforbrugere. Dette er
baggrunden for den foreslåede § 2 f.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 f, stk. 1, fastlæg-
ger, at en kommune kan udøve virksomhed med nært til-
knytning til varmeforsyningsvirksomhed nævnt i den fore-
slåede bestemmelse i lovens § 2 b. Ved tilknyttet virksom-
hed forstås virksomhed, der har en naturlig og snæver sam-
menhæng med varmeforsyningsvirksomhed nævnt i § 2 b.
Den tilknyttede virksomhed skal således udspringe af var-
meforsyningsvirksomheden. I så fald skal der foretages en
konkret vurdering af den anden virksomhed og dens sam-
menhæng med varmeforsyningsvirksomhed. I denne vurde-
ring vil primært indgå en række parametre om aktivitetens
karakter, hensynet til at undgå værdispild, lovgivningskrav
m.v. Der kan dog også indgå andre parametre, såsom særlig
ekspertise og det forhold, at et projekt har modtaget støtte
efter f.eks. lov om et Energiteknologisk Udviklings- og De-
monstrationsprogram (EUDP-loven). Det bemærkes i den
forbindelse, at EUDP-loven ikke giver hjemmel til de aktivi-
teter, som der gives støtte til. Kommuner skal således have
hjemmel til at deltage i aktiviteterne på andet grundlag,
f.eks. i lov om varmeforsyning.
Der skal foretages en samlet vurdering af parametre, og ud-
gangspunktet vil være at flere parametre skal være opfyldt
for, at en virksomhed kan anses for nært tilknyttet. Projekts-
tøtte og særlig ekspertise kan således f.eks. ikke i sig selv
begrunde en nær tilknytning. Klima-, energi- og bygnings-
ministeren har i den foreslåede bestemmelse i § 2 g, stk. 1,
fået adgang til at fastsætte nærmere regler om tilknyttet
virksomhed.
Den gældende rets betingelse for udøvelse af accessoriske
opgaver, at kommunen skal have forsøgt at få disse opgaver
bortforpagtet, er ikke videreført i den foreslåede bestemmel-
se. De foreslåede regler er således ikke til hinder for, at en
kommune bortforpagter tilknyttet virksomhed, men der er
ikke pligt til det. Den foreslåede bestemmelse er bygget på
den model, der er kendt fra de andre forsyningsområder, el
og naturgas, hvor der ikke gælder et sådant krav.
Den virksomhed, som den tilknyttede virksomhed udsprin-
ger af, skal være virksomhed, som en kommune efter den
foreslåede § 2 b har hjemmel til at varetage eller deltage i.
Det vil sige, at den tilknyttede aktivitet skal udspringe af
produktion og fremføring af andre brændbare gasarter end
naturgas, transmission eller distribution af opvarmet vand
eller damp, produktion af opvarmet vand eller damp, herun-
der kraft-varme-produktion og kompressionsvarmepumper
til varme og køling, blokvarmecentraler, indvinding af geo-
termisk energi eller produktion eller -levering til proces,
som sker i samproduktion med én af de andre nævnte aktivi-
teter. En kommune har kun hjemmel til at deltage i tilknyttet
virksomhed, når kommunen varetager eller deltager i den
virksomhed, som den tilknyttede aktivitet udspringer af.
Det følger endvidere heraf, at den kollektive varmeforsy-
ningsvirksomhed eller geotermiske forsyning, hvori der og-
så må udøves procesvarmevirksomhed, skal være en primær
virksomhed eller en »hovedvirksomhed« i forhold til den til-
knyttede virksomhed. I det følgende vil begrebet »hoved-
virksomhed« blive anvendt om den primære virksomhed,
som den tilknyttede virksomhed skal ses i forhold til. Kravet
om hovedvirksomhed betyder, at hovedvirksomheden skal
være reel og ikke en aktivitet, som blot udøves for at kunne
udøve den tilknyttede aktivitet. Kommunen må godt samar-
bejde med andre om en tilknyttet aktivitet. Det betyder, at
det selskab, hvori den tilknyttede aktivitet udøves, kan have
en anden ejerkreds end hovedvirksomheden. På denne måde
kan kommuner f.eks. være fælles om de administrative op-
gaver eller vedligeholdelse vedrørende varmeaktiviteten.
Det er efter bestemmelsen også muligt for samarbejde med
andre forsyningsselskaber.
Den tilknyttede virksomhed skal have en væsentlig mindre
arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end den hovedvirk-
somhed, som den knytter sig til. Der vil skulle foretages en
konkret vurdering af, om den tilknyttede virksomhed har et
væsentligt mindre arbejdsmæssigt og økonomisk omfang
end hovedvirksomheden. Der kan i den forbindelse indgå
forskellige økonomiske parametre. Som udgangspunkt skal
omsætningen for den tilknyttede virksomhed være mindre
end halvdelen af omsætningen for hovedvirksomheden, hvis
der skal være tale om tilknyttet virksomhed. Bestemmelsen
giver således ikke hjemmel til selskabsmæssige konstruktio-
ner, hvor selve varmeforsyningsvirksomheden kan betegnes
som en såkaldt »tom virksomhed«, der skal købe alt fra leje
eller brug af anlæggene til administrative funktioner fra
kommercielle virksomheder i koncernen.
Deltager en kommune i flere tilknyttede aktiviteter i forhold
til samme hovedvirksomhed, vil den samlede tilknyttede
virksomhed også skulle have et væsentligt mindre arbejds-
mæssigt og økonomisk omfang end hovedvirksomheden,
beregnet ud fra samme parametre.
Hvis en tilknyttet virksomhed bliver af en sådan størrelses-
orden, at den ikke længere har et væsentligt mindre arbejds-
mæssigt og økonomisk omfang end hovedvirksomheden, vil
kommunen ikke længere have hjemmel til den efter den
foreslåede bestemmelse i lovens § 2 f, stk. 1. Kommunen vil
herefter alene kunne fortsætte aktiviteten, såfremt den har
hjemmel i anden lovgivning. Når aktiviteten udøves i en
virksomhed omfattet af §§ 23 l og 23 m, vil aktiviteten her-
udover fra det øjeblik, den ikke længere kan anses for til-
knyttet, være omfattet af § 23 m, stk. 1, hvorefter det kræves
klima-, energi- og bygningsministerens tilladelse til, at en
kommune kan bevare ejerandele i virksomheden. Det er
endvidere en forudsætning, at kommunen på andet grundlag
har hjemmel til at deltage i virksomheden.
Som eksempler på virksomhed, som en kommune med
hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 2 f, stk. 1, vil
kunne udøve, kan nævnes: aktiviteter, der kan betragtes som
biproduktion af hovedvirksomheden og accessoriske aktivi-
teter til hovedvirksomheden. Eksempelvis kan der i kraft af
kommunes varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed opstå
23
særlig viden herom. Denne viden vil en kommune kunne an-
vende, f.eks. ved at sælge den. Bestemmelsen i § 2 f, stk. 1,
vil ikke kunne give hjemmel til at en kommune driver kon-
sulentvirksomhed, men ekspertviden, der er opstået i forbin-
delse med varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed, vil
kunne anvendes til at hjælpe igangsættelse af varmeplanlæg-
ning i andre kommuner eller konkrete varmeforsyningspro-
jekter, som planlægges af andre varmeforsyningsvirksomhe-
der. Desuden er der efter den foreslåede bestemmelse i § 2 f,
stk. 1, mulighed for at en kommune udøver virksomhed, der
er accessoriske til varmeaktiviteten. Herved kan der eksem-
pelvis henvises til aktiviteter, der fremmer tilslutningspligt,
og som kan betragtes som en energispareaktivitet i henhold
til § 28 b eller § 29, stk. 1, nr. 1, i varmeforsyningsloven. En
kommune vil således med hjemmel i § 2 f, stk. 1, kunne til-
byde energirådgivning. Et andet eksempel er markedsfø-
ringsaktiviteter, der kan fremme tilslutning til varmeforsy-
ningen. Energitilsynet tillader under visse forudsætninger, at
udgifter til sådanne aktiviteter kan indregnes i varmepriser-
ne. Kommunale varmeforsyningsvirksomheder bør have
samme muligheder for at markedsføre sig som ikkekommu-
nale varmeforsyningsvirksomheder.
Etablering af overkapacitet, hvis overkapaciteten i øvrigt er
hensigtsmæssigt, betragtes som en del af hovedvirksomhe-
den, og der er således ikke brug for særskilt hjemmel hertil.
På varmeområdet vil et distributionsnet eksempelvis typisk
overdimensioneres for at sikre, at nettet er fremtidssikret, så-
ledes at det kan klare en fremtidig efterspørgsel af varme i
området. En kommune kan også udnytte synergieffekter,
f.eks. ved at muliggøre koordination af nedlæggelse af var-
merør og vandrør. Den kommunale varmeforsyningsvirk-
somhed kan i så fald påtage sig udførelse af grave-arbejdet,
hvorved der også gøres plads til vandrør, som en del af ho-
vedvirksomheden. Desuden vil eventuel eksisterende over-
kapacitet i nettet kunne udlejes til udbydere af elektroniske
kommunikationsnet således, at de kan etablere højhastig-
hedsnet, som vil være i overensstemmelse med Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014
om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved
etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikati-
on. Oftest vil et fjernvarme- eller biogasnet formentlig ikke
være egnet til brug for højhastighedsnet, men der kan også
være etableret infrastruktur til f.eks. at opdage lækage i net-
tet, som kan være egnet til det.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 f, stk. 2, skal
tilknyttet virksomhed udøves på kommercielle vilkår i sær-
skilte selskaber med begrænset ansvar dog med de modifi-
kationer som følger af stk. 3-5. Det for at forebygge, at den
kommunale tilknyttede virksomhed udsætter eventuelle
kommercielle virksomheder, der også vil kunne levere ydel-
sen, for unfair konkurrence. Den tilknyttede virksomhed er i
øvrigt ikke omfattet af prisreguleringen og derfor er omkost-
ninger hertil, inklusiv omkostninger til udskillelsen af akti-
viteten i et særskilt selskab, ikke indregningsberettigede ef-
ter prisreguleringen i § 20, stk. 1.
Den forslåede bestemmelse i § 2 f, stk. 3, indeholder en ba-
gatelgrænse for udskillelseskravet i stk. 2. Hensigten her-
med er at tillade udøvelse af tilknyttet virksomhed i samme
selskab i tilfælde, hvor aktiviteten har et meget begrænset
omfang og er til fordel for varmeforbrugere, eksempelvis
fordi der udnyttes synergieffekter og der dermed spares på
administrative omkostninger, som forbrugerne betaler over
deres varmepriser. I så fald vil det ikke være rationelt at ud-
skille den tilknyttede aktivitet i et særskilt selskab, hvis det
betyder, at de ekstra omkostninger og administrative om-
kostninger, der er forbunden med stiftelsen og driften af et
særskilt selskab, ikke opvejer de omkostninger, der kan spa-
res. Efter § 2 f, stk. 3, nr. 1, kan en selskabsmæssig adskil-
lelse af tilknyttet virksomhed undlades, hvis den er mindre
end 10 pct. af selskabets udgifter og omkostninger til hoved-
virksomheden, dvs. virksomhed nævnt i § 2 b. Der tages ud-
gangspunkt i gennemsnittet af disse udgifter og omkostnin-
ger over de seneste tre år. Der er tale om et simpelt gennem-
snit. Der tages alene hensyn til udgifter og omkostninger, jf.
§ 20, stk. 1, dvs. eksklusiv omkostninger til afskrivninger,
henlæggelser eller forrentning, der er omfattet af § 20, stk.
2. Når der skal tages stilling til om bagatelgrænsen er over-
holdt, skal vurderingen om de gennemsnitlige udgifter og
omkostninger over de seneste tre år baseres på priseftervis-
ningen.
Hvis nettoomsætningen til den tilknyttede virksomhed er
mere end 10 mio. kr. årligt, skal virksomheden, jf. § 2 f, stk.
3, nr. 2, udskilles i et særskilt selskab, selv om omsætningen
udgør mindre end 10 pct. af de gennemsnitlige udgifter og
omkostninger til hovedvirksomheden.
Kravet om, at anden virksomhed skal udøves på kommerci-
elle vilkår, gælder også for den del af virksomheden, der
med hjemmel i stk. 3 udøves inden for varmeforsyningssel-
skabet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 2 f, stk. 3, nr. 3, at tilknyttede aktiviteter, der ikke er sel-
skabsmæssigt adskilt fra hovedvirksomheden, skal holdes
regnskabsmæssigt adskilt.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 f,
stk. 4, at en kommune ikke vil kunne yde tilskud eller stille
garanti for tilknyttet virksomhed. Det er en lovfæstelse af de
gældende regler.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 f, stk. 5, præcise-
rer, at produktion og levering til proces, som kommunen
udøver med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 2 b, stk. 1, nr. 3, betragtes som en del af hovedvirksomhe-
den. Det samme gælder for servicefunktioner. Ved service-
funktioner forstås f.eks. anvendelse af fælles tegnestue, pro-
jekteringsafdeling, maskinpark, it-systemer, driftspersonale,
biler, opkrævningsfunktioner og andre administrative funkti-
oner og lignende, herunder de administrationsbygninger,
som er nødvendige for at udøve serviceaktiviteter. Den fore-
slåede bestemmelse i § 2 f, stk. 5, tillader, at kommunale
multiforsyningskoncerner, hvori der ud over varme også
udøves andre forsyningsaktiviteter, som f.eks. affaldsbe-
handling, elforsyning eller vandforsyning, samler service-
24
funktioner i et særskilt selskab, som udfører disse funktioner
for alle forsyninger, der er en del af koncernen. Desuden
muliggør bestemmelsen, at varmeforsyningsvirksomheder
kan være fælles om de administrative funktioner eller vedli-
geholdelsesopgaver. Det vil sige, at eksempelvis to kommu-
ner kan lægge disse funktioner eller opgaver i et selvstæn-
digt selskab, som betjener begge kommunale varmeforsy-
ningsvirksomheder. Dette gælder også, hvis de kommunale
forsyningsvirksomheder ikke er koncernforbundne. Bestem-
melsen tillader også, at en kommune indgår et samarbejde
med en ikkekommunal varmeforsyningsvirksomhed om ad-
ministrative eller andre serviceopgaver, der er nær tilknyttet
til varmeforsyningsaktiviteten. En forudsætning for udskil-
lelse af servicefunktioner i et særskilt selskab er, at funktio-
nerne fortsat leveres til en omkostningsbestemt pris.
Efter den foreslående bestemmelse i § 2 f, stk. 6, skal det år-
lige maksimalbeløb for at må undlade en regnskabsmæssig
adskillelse pristalsreguleres på samme måde, som det sker
på vandområdet. Der henvises til § 18 i lov om vandsekto-
rens organisering og økonomiske forhold. Bestemmelsen i §
2 f, stk. 6, beskriver, hvordan pristalsreguleringen skal fore-
tages. Beløbsgrænsen på 10 mio. kr. skal reguleres hvert år
pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt den af finansministeren be-
kendtgjorte tilpasningsprocent for det pågældende finansår
efter lov om satsreguleringsprocent. De således regulerede
beløb afrundes opad til nærmeste kronebeløb, der er deleligt
med 100. Efter den foreslåede bestemmelse i forslagets § 3,
stk. 2, skal pristalsreguleringen foretages for første gang
med virkning for 2017.
Til 2 g
Det foreslås i med bestemmelsen i lovens § 2 g, stk. 1, at be-
myndige klima-, energi og bygningsministeren til at fastsæt-
te nærmere regler om kriterierne fastsat i §§ 2 b-2 f for kom-
muners varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed, dertil
tilknyttet virksomhed og garantistillelse. Ministeren vil såle-
des ikke kunne stille yderligere kriterier for kommunens
udøvelse af varmeforsyningsvirksomhed efter de foreslåen-
de bestemmelser i §§ 2 b-2 f, men alene kunne fastsætte
nærmere regler, der præciserer disse kriterier.
Eksempelvis vil klima-, energi- og bygningsministeren kun-
ne udnytte den foreslåede hjemmel til at fastsætte nærmere
regler om øremærkning af en garantistillelse. Dermed kan
det sikres, at en kommune ikke stiller garanti for en større
del af lånet, end de foreslåede bestemmelser i § 2 d, stk. 3,
og § 2 e, stk. 1, tillader. Der henvises til bemærkningerne til
disse bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse giver ministeren adgang til at
fastsætte nærmere regler om kriterierne for kommuners va-
retagelse af tilknyttede aktiviteter. F.eks. kan der defineres
nærmere, hvad der skal forstås ved tilknyttet virksomhed og
hvilke aktiviteter, en kommune må udøve i tilknytning til
kollektiv varmeforsyning. Desuden vil der f.eks. kunne fast-
sættes grænser for hvor stort et omfang, den tilknyttede virk-
somhed må have i forhold til hovedvirksomheden.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 g, stk. 2, giver kli-
ma-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at dispense-
re fra betingelserne for kommuners varetagelse af varmefor-
syningsvirksomhed, dertil tilknyttet virksomhed og garanti-
stillelse fastsat i de foreslåede bestemmelser i §§ 2 b-2 f,
hvis særlige hensyn tilsiger det. Det fremgår udtrykkeligt af
bestemmelsen, at ministeren vil kunne anvende bemyndigel-
sen til at træffe afgørelse om, at kommuner kan have adgang
til andre former for varmeforsyningsvirksomhed.
Som eksempel på et tilfælde, hvor ministeren ved konkret
afgørelse vil kunne give en kommune mulighed for at vare-
tage andre former for varmeforsyningsvirksomhed, kan ek-
sempelvis nævnes procesvirksomhed. På denne måde kan
ministeren f.eks. tillade, at en kommune udøver procesvirk-
somhed i et større omfang end reglerne tillader. Om en var-
meforsyningsvirksomhed er et kollektivt varmeforsynings-
anlæg afhænger bl.a. af virksomhedens formål. Hvis virk-
somhedens hovedformål er rumvarmeforsyning, er det et
kollektivt varmeforsyningsanlæg og her giver § 2 b, stk. 1,
nr. 1, kommuner adgang til at varetage eller deltage i virk-
somheden. Hvis der også produceres og leveres til proces-
formål, men det sker i samproduktion med produktion til
rumvarmeformål uden regnskabsmæssig adskillelse, dvs. ef-
ter prisreguleringen, og levering til procesformål udgør min-
dre end 50 pct. af den totale levering, har kommunen efter
den foreslåede § 2 b, stk. 1, nr. 3, også adgang til at levere
til procesformål. Det vil dog kunne ændre sig med tiden,
f.eks. fordi der kommer flere potentielle proceskunder i for-
syningsområdet eller fordi rumvarmekunderne overgår til en
anden forsyning. Reglerne i § 2 b vil i så fald medføre, at
kommunen skal nægte at forsyne flere proceskunder eller
sælge (sin andel i) varmeforsyningsvirksomheden. For at
forebygge det, vil ministeren kunne træffe afgørelse om, at
kommunen må beholde (sin andel i) virksomheden og vil
kunne drive virksomheden videre, selv om der ikke længere
er tale om et kollektivt varmeforsyningsanlæg.
Et andet eksempel kunne være et kommunalt ejet fjernvar-
meværk, der vil deltage i et forsøgsprojekt med f.eks. leve-
ring af individuel forsyning i et område, hvilket ikke kan be-
tragtes som kollektiv varmeforsyning og dermed normalt ik-
ke vil være en aktivitet, som kommunen kan beskæftige sig
med. Med den foreslåede bestemmelse vil et kommunalt
fjernvarmeværk kunne søge om dispensation til at få adgang
til at deltage i et sådant udviklings- og demonstrationspro-
jekt med individuel forsyning. Bestemmelsen vil dog ikke
kunne anvendes til at give en kommune adgang til at tilbyde
forbrugere individuel forsyning som en fast opgave. Kom-
munen vil kun kunne deltage i projektet i udviklings- og de-
monstrationsfasen. Herefter vil kommunen skulle sælge (sin
andel i) virksomheden til andre.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil desuden ved dis-
pensation kunne bestemme, at en kommune, der har fået ad-
gang til at varetage anden varmeforsyningsvirksomhed end
den omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1 el-
ler 2, vil have mulighed for garantistillelse for denne virk-
somhed. Hvis en kommune eksempelvis ved dispensation
25
har fået adgang til fortsat at drive varmeforsyningsvirksom-
hed, selv om hovedformålet ikke længere er rumvarmeforsy-
ning, vil ministeren samtidig hermed kunne dispensere fra
betingelserne i den foreslåede § 2 c om garantistillelse, såle-
des at en eventuel kommunal garantistillelse for virksomhe-
den ikke skal afvikles.
Endelig vil der skulle meddeles dispensation i de særlige til-
fælde, hvor lovfæstelsen af de almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse i forhold
til kommunernes varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed
viser sig utilsigtet at have indskrænket den retstilstand, der
gælder før lovens ikrafttræden, og hvor dette vil belaste en
kommunal forsyningsvirksomhed på en sådan måde, at ef-
terlevelse af lovens bestemmelser vil indebære ekspropriati-
on i grundlovens § 73’s forstand.
Det foreliggende lovforslag indeholder ikke hjemmel til eks-
propriation, og det foreslås på den baggrund, at der i lovfor-
slagets § 2 g, stk. 2, skabes hjemmel til, at klima-, energi- og
bygningsministeren i særlige tilfælde kan dispensere fra lo-
vens bestemmelser.
Der forudsættes, at dispensationsadgangen vil blive anvendt
i tilfælde, hvor en kommunal forsyningsvirksomhed ellers
ville blive ramt atypisk hårdt af lovfæstelsen på en sådan
måde, at efterlevelse af lovens bestemmelser i givet fald vil-
le have fået karakter af et ekspropriativt indgreb.
Til nr. 2
Varmeforsyningslovgivningen giver ikke umiddelbart mu-
lighed for at lade kraft-varme-anlæg eller fjernvarmenet, der
i flere år haft høje varmepriser, og som i dag overvejende
bliver forsynet med decentral naturgasbaseret (kraft)varme-
produktion, erstatte denne produktion med biomassebaseret
varmeproduktion.
Af § 1 i lov om varmeforsyning fremgår det, at lovens for-
mål er at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder
miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarm-
ning og forsyning med varmt vand.
Kommunalbestyrelsen skal godkende projekter for kollekti-
ve varmeforsyningsanlæg efter de regler, der er fastlagt her-
for i bekendtgørelse nr. 566 af 2. juni 2014 om godkendelse
af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (projekt-
bekendtgørelsen). Kravet om god samfundsøkonomi er fast-
lagt i projektbekendtgørelsens § 6, som det afgørende krite-
rium, der skal iagttages i forbindelse med godkendelse af
projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Brugerøko-
nomien, dvs. varmeprisen for forbrugeren, indgår ikke i den
samfundsøkonomiske vurdering af et projekt. Det vil sige, at
det er uden betydning for kommunalbestyrelsens vurdering
af et projekt, om omstilling til biomasse på de pågældende
anlæg er godt for brugerøkonomien.
Desuden indeholder projektbekendtgørelsens § 17 et direkte
forbud mod etablering af biomassekedler i de decentrale na-
turgasforsynede områder. Efter § 17 kan kommunalbestyrel-
sen ved etablering af varmeproduktionsanlæg til levering af
varme til et fjernvarmenet, der forsynes af et eksisterende
decentralt naturgasbaseret kraft-varme-anlæg, som udgangs-
punkt kun godkende brændslerne naturgas og mineralsk
olie. Tilsvarende gælder for naturgasbaserede varmeanlæg,
der har nedlagt kraft-varme-anlægget.
Ved lov nr. 577 af 18. juni 2012 har klima-, energi- og byg-
ningsministeren fået bemyndigelse til at fastsætte regler, der
tillader biomasseforsyning af udvalgte fjernvarmenet. Der
skal efter gældende ret være tale om fjernvarmenet, hvis
varmepris enten er blandt de 30 højeste per 8. december
2010 ifølge Energitilsynets prisstatistik, eller blandt de 30
højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets prisstatistik over
årene 2009, 2010 og 2011. Bemyndigelsen er udmøntet i
projektbekendtgørelsen og efter gældende regler kan 35
fjernvarmenet med de højeste varmepriser forsynes med bi-
omassevarme op til 8000 MWh årligt (dvs. den varme-
mængde som et anlæg med en kapacitet på 1 MW årligt vil
kunne producere). Herunder følger en liste af de 35 fjernvar-
menet, der efter den gældende ordning har mulighed for at
etablere en forsyning med biomasse op til 8000 MW årligt:
Hjortekær
Østermarie Fjernvarmenet
Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk
Skævinge Kommunes Fjernvarmeforsyning
Kelleris Hegn
Slagslunde Fjernvarme
Meløse-St. Lyngby Energiselskab
Hvalpsund Kraftvarmeværk
Gassum-Hvidsten Kraftvarmeværk
Gørløse Fjernvarme
Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning
Sandved-Tornemark Kraftvarmeværk
Blenstrup Kraftvarmeværk
Brøns Kraftvarme
Hyllinge-Menstrup Kraftvarme
Ådum Kraftvarmeværk
26
Ulbjerg Kraftvarme
Sdr. Herreds Kraftvarmeværker
Rostrup Kraftvarmeværk
Annebergparken
Sønderholm Varmeværk
Mellerup Kraftvarme
Oue Kraftvarmeværk
Hvam Gl. Hvam Kraftvarmeværk
Præstbro Kraftvarmeværk
Præstø Fjernvarme
Rejsby Kraftvarme
Ellidshøj-Ferslev Kraftvarmeværk
Øster Hurup Kraftvarme
Ejsing Fjernvarmeforsyning
Astrup Kraftvarmeværk
Øland Kraftvarmeværk
Lendum Kraftvarmeværk
Mørkøv Kraftvarmeværk
Thorshøj Kraftvarmeværk
Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i lovens §
5, stk. 2, nr. 2, vil den gældende ordning for udvalgte fjern-
varmenet, der forsynes med naturgasbaseret kraftvarme, bli-
ve udvidet således, at i alt 85 fjernvarmenet vil kunne blive
forsynet med biomassebaseret varmeproduktion op til 8000
MWh årligt. De 50 nye fjernvarmenet på listen er de værker,
hvis priser er blandt enten de 43 højeste, ifølge Energitilsy-
nets varmeprisstatistik pr. 15. august 2014, eller de 43 høje-
ste i gennemsnit, ifølge Energitilsynets varmeprisstatistik
over årene 2012, 2013 og 2014. Der er tale om de 43 fjern-
varmenet med de højeste priser udover dem, der allerede er
omfattet af ordningen.
Der er tale om følgende 50 fjernvarmenet, som vil blive til-
føjet de 35 fjernvarmenet, der allerede i dag kan anvende
ordningen:
Boligselskabet Danbo - Havnbjerg Varmecentral
Boligselskabet Danbo - Langesø Varmecentral
Boligselskabet Danbo - Nordborg Varmecentral
Boulstrup-Hou Kraftvarmeværk
Ferritslev Fjernvarmeselskab
Flauenskjold Varmeværk
Frifelt-Roager Kraftvarme
Fur Kraftvarmeværk
Genner-Hellevad-Hovslund Forenede Kraftvarmeværker
Glyngøre Fjernvarmeværk
Gylling-Ørting-Falling Kraftvarmeværk
Hallund Kraftvarmeværk
Halvrimmen-Arentsminde Kraftvarmeværk
Hejnsvig Varmeværk
Holte Fjernvarme (Øverød central)
Hundested Varmeværk
Hundslund-Oldrup Kraftvarmeværk
Ingstrup Fjernvarme
Klitmøller Kraftvarmeværk
Klokkerholm Fjernvarme
Kølvrå Fjernvarmecentral
Løkkensvejens Kraftvarmeværk
Lønstrup Varmeforsyning
Lørslev Fjernvarmeforsyning
Manna-Thise Kraftvarmeværk
Mejlby Kraftvarmeværk
Morsø Varme - Dueholm Varmecentral
Mou Kraftvarme
Nr. Broby Varmeværk
27
Nr. Nissum Kraftvarme
Odsherred Varme A/S
Odsherred Varmeværk (Trundholm)
Ramsing-Lem-Lihme Kraftvarmeværk
Ravnkilde Kraftvarmeværk
Rye Kraftvarmeværk
Sig Varmeværk
Skovlund Kraftvarme
Skuldelev Energiselskab
Sorø Kraftvarmeværk
Stoholm Fjernvarmeværk
Troldhede Kraftvarmeværk
Tversted Kraftvarmeværk
Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk
Vejby-Tisvilde Fjernvarme
Voerså Kraftvarmeværk
Vorupør Kraftvarmeværk
Værum-Ørum Kraftvarmeværk
Vaarst-Fjellerad Kraftvarme
Ørnhøj Grønbjerg Kraftvarmeværk
Østerlund Varme A/S
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring. Efter den foreslående
bestemmelse i lovens § 20 c, vil levering af opvarmet vand,
damp eller gas til procesformål fremover skulle ske efter
prisreguleringen, medmindre levering til procesformål er
regnskabsmæssigt adskilt fra levering til rumvarmeformål.
Derfor skal der i § 20, stk. 1, som indeholder prisregulerin-
gens hovedregel, henvises denne nye bestemmelse, der med-
fører, at levering til procesformål kan blive omfattet af pris-
reguleringen.
Til nr. 4
Efter gældende ret må alene kollektive varmeforsyningsan-
læg foretage prisdifferentiering mellem forbrugergrupper el-
ler forskellige geografiske områder og kun i forhold til leve-
ring af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas,
som er omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmel-
ser. Det indebærer, at ikke alle virksomheder, der er omfat-
tet af prisreguleringen efter gældende ret, må anvende pris-
differentiering.
Efter den foreslåede ændring af lovens § 20, stk. 5, vil alle
virksomheder, hvis varme- eller gaslevering er omfattet af
prisreguleringen i § 20, stk. 1, fremover kunne anvende mu-
ligheden for at prisdifferentiere mellem enkelte forbrugere,
grupper af forbrugere og geografiske områder. Dermed vil
den gældende begrænsning til kollektive varmeforsynings-
anlæg blive ophævet. Det skal bemærkes, at virksomheder,
der deler afgiftsfordelen efter § 20, stk. 15, alene for deling
af denne afgiftsfordel er undtaget fra prisreguleringen. For
det øvrige er virksomhedernes levering af opvarmet vand
fortsat omfattet af § 20, stk. 1. Det betyder, at også virksom-
heder, der anvender muligheden i § 20, stk. 15, for at dele
afgiftsfordelen, vil kunne gøre brug af muligheden for pris-
differentiering.
Desuden forpligter den foreslåede bestemmelse i lovens §
20 c, at levering til procesformål sker i overensstemmelse
med prisreguleringen, hvis denne levering ikke holdes regn-
skabsmæssigt adskilt fra levering til rumvarmeformål. Det
muliggør, at der sker prisdifferentiering mellem rumvarme-
og proceskunder.
Proceskunder er ofte storkunder og deres tilslutning til fjern-
varme eller et biogasanlæg kan derfor medføre betydelige
omkostningsbesparelser, som principielt alle forbrugere kan
få gavn af i form af lavere varmepriser. For så vidt tilslut-
ning eller bibehold af en proceskunde kan medføre nedsæt-
telse af rumvarmepriserne eller forebygge prisstigninger for
rumvarmeforbrugere, vil dette kunne begrunde, at proce-
skunden i prisen får afspejlet en større andel af de besparel-
ser, som dens tilslutning giver, end rumvarmeforbrugerne.
Det er således muligt, at en procesvarmekunde får en lavere
varmepris end rumvarmeforbrugerne, men loftet for prisned-
sættelsen udgøres af de besparelser, som proceskundens til-
slutning medfører for rumvarmeforbrugerne. På denne måde
kan varmeprisen stadig betragtes som omkostningsbestemt.
Bestemmelsen giver også mulighed for at tilbyde en eksi-
sterende proceskunde mere gunstige priser, hvis kunden hid-
til har fået leveret varme til samme eller højere tarif end
rumvarmeforbrugerne. I så fald udgøres loftet for prisned-
sættelsen af den prisstigning, som rumvarmeforbrugere ville
opleve, hvis proceskunden opsiger sin varmeaftale med var-
meleverandøren.
Til nr. 5
28
Til § 20 c
Efter gældende ret er levering af opvarmet vand, damp eller
gas bortset fra naturgas, der ikke sker med det formål at le-
vere energi til bygningers opvarmning og forsyning med
varmt vand, ikke omfattet af varmeforsyningslovens prisre-
gulering i § 20, stk. 1. Levering af opvarmet vand til andre
formål fra de centrale værker, er dog, jf. § 20, stk. 1, 2. pkt.
omfattet af prisreguleringen.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i varmeforsy-
ningslovens kapitel 4 om priser, som indeholder en forplig-
telse for varmeforsyningsvirksomheder om at producere og
levere opvarmet vand, damp eller gas (bortset fra naturgas)
til procesformål efter prisreguleringen, hvis er tale om sam-
produktion med disse ydelser til rumvarmeformål og ydel-
serne ikke er regnskabsmæssigt adskilt fra hinanden. Krave-
ne foreslås at blive fastsat i en ny § 20 c.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 c vil levering af op-
varmet vand, damp eller gas som udgangspunkt skulle ske
efter prisreguleringen uanset, at det sker til procesformål el-
ler rumvarmeformål. Der henvises for en beskrivelse af be-
greberne rumvarmeformål og procesvarmeformål til be-
mærkninger til § 2 b, stk. 1. Hvis der f.eks. er tale om bio-
gas, der både leveres til kraftvarme og opgradering, skal
hele biogasleveringen, også den til opgradering, ske til en
omkostningsbestemt pris, men det vil fortsat være muligt, at
forrente indskudskapital eller indregne et overskud ved pro-
duktion på vedvarende energi. Hvis en virksomhed vil be-
holde muligheden for fri anvendelse af overskuddet på leve-
ring af biogas til opgradering, skal aktiviteten holdes regn-
skabsmæssigt adskilt fra levering af biogas til kraftvarme.
Hvis en virksomhed vil udøve de nævnte aktiviteter i samme
selskab med varmeaktiviteterne skal dette anmeldes dels ved
budgettering forud for det pågældende varmeår, og dels i
forbindelse med priseftervisning. Energitilsynet fører tilsyn
med, at kravene i bestemmelsen overholdes, jf. den foreslåe-
de ændring af lovens § 21, stk. 4. Der henvises til bemærk-
ninger til forslaget § 2, nr. 6.
Til § 20 d
Kapitel 4 indeholder en prisregulering for varmeforsynings-
virksomheder, som Energitilsynet fører tilsyn med. Regule-
ringen sikrer, at varmen leveres til en omkostningsbestemt
pris. Dette indebærer, at der i varmeprisen alene må indreg-
nes nødvendige omkostninger. Desuden indeholder kapitel 4
b specifikke forbrugerbeskyttelsesbestemmelser for varme-
fremføringsanlæg, dvs. varmetransmissions- og distributi-
onsnet, som omfatter en forpligtelse for varmeforsynings-
virksomheder, der hverken er kommunalt eller forbrugerejet,
til at adskille varmefremføringsanlæg fra varmeproduktions-
anlæg, en forkøbsret for forbrugere eller kommuner ved salg
af varmeforsyningsvirksomheder og en bestemmelse om
forbrugerrepræsentation i en varmeforsyningsvirksomheds
bestyrelse.
Varmeforsyningsloven regulerer ikke varmeaftaler, der ind-
gås på privatretlige grunde. Forbrugerbeskyttelse i form af
krav til opsigelsesvarsel eller bindingsperiode ved varmeaf-
taler, eller regler for afbrydelse af varmeforsyningen regule-
res af den generelle forbrugerlovgivning, som bl.a. omfatter
aftaleloven, forbrugeraftaleloven, købeloven, markedsfø-
ringsloven og e-handelsloven. Desuden udgiver Dansk
Fjernvarme vejledninger om fastsættelse af tariffer og betin-
gelser for levering af ydelser omfattet af prisreguleringen, jf.
varmeforsyningslovens § 22 a, som Energitilsynet fører til-
syn med.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 20 d, stk. 1, indehol-
der det såkaldte gennemsigtighedskrav, som sikrer forbru-
gerne adgang til oplysninger om grundlaget for varmedistri-
butionsvirksomhedernes tarifering. Der gældende et tilsva-
rende krav på el- og gasområdet.
På varmeområdet skal priserne, jf. den gældende bestem-
melse i § 21, stk. 1, anmeldes til Energitilsynet. Varmefor-
brugerne er sikret en omkostningsbestemt pris via prisregu-
leringen og kan klage til Energitilsynet, hvis de formoder, at
priserne ikke fastsat i overensstemmelse med prisregulerin-
gen i §§ 20-20 b eller i øvrigt kan vurderes urimelige. Den
foreslåede bestemmelse styrker forbrugernes position i for-
hold til varmeforsyningsvirksomheden. Varmeforbrugerne
kan få deres civilretlige sager behandlet i Ankenævnet på
Energiområdet, som er et privat ankenævn oprettet af ener-
gibranchen. Desuden kan domstolende afgøre sager om pri-
vatretlige spørgsmål. Bestemmelsen er kun relevant i for-
hold til varmeforbrugere, der anvender varme til eget for-
brug, og derfor er anvendelsesområdet begrænset til varme-
distributionsvirksomheder.
Bestemmelsen i stk. 1 indeholder det overordnede gennem-
sigtighedsprincip. Der vil med hjemmel i lovens § 28 a, stk.
3, herudover blive fastsat mere specifikke regler om fakture-
ring og faktureringsoplysninger, der bl.a. vil sikre, at forbru-
gere få oplysninger om energiforbruget og som har til for-
mål at give incitament til energibesparelser.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 20 d, stk. 2, indehol-
der en bemyndigelse for klima-, energi- og bygningsministe-
ren til at sikre bestemte grundlæggende forbrugerrettigheder
i forbindelse med aftaler mellem forbrugere og varmedistri-
butionsvirksomheder. Bestemmelsen vil for det første mu-
liggøre, at der fastættes minimumskrav om afbrydelse af
varmeforsyningen.
Det blev allerede fastlagt i Gas- og Varmeprisudvalgets
praksis (jf. Gas- og varmeprisudvalgets Vejledende ret-
ningslinjer for forsyningsvirksomhedernes restanceinddri-
velse fra maj 1982), at en forbruger altid kan undgå afbry-
delse af forsyningen ved at stille depositum eller anden til-
fredsstillende sikkerhed for betaling af fremtidige leveran-
cer. Denne praksis er fortsat af Energitilsynet og har været
lagt til grund ved Energitilsynets behandling af spørgsmålet
om, hvornår der kan ske afbrydelse af forsyning.
29
På det seneste har landets fogedretter skærpet de krav, der
skal være opfyldt for at fogeden vil medvirke til lukning.
Fogedretterne kræver nu, at den varmeforsyningsvirksom-
hed, der ønsker afbrydelse, kan dokumentere, at forbrugere
har haft mulighed for at undgå forsyningsafbrydelse, men at
forbrugeren ikke har anvendt denne mulighed. Det er såle-
des gjort klarere, at forsyningsafbrydelse alene kan ske på
grundlag af en kreditvurdering og manglende sikkerhedsstil-
lelse for fremtidig levering, og ikke på grund af en restance
for gammel gæld. En sådan gæld må inddrives ved hjælp
af domstolene. Derfor vurderes det hensigtsmæssigt, at der
vil kunne fastsættes regler herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 d muliggør for det andet,
at der fastsættes regler om opsigelsesvarsel og bindingsperi-
ode. Bestemmelsen kan anvendes til at fastsætte særlovgiv-
ning herom, men det vil også kunne præciseres, at varmeaf-
taler er omfattet af de generelle regler herom i § 28 i lov om
forbrugeraftaler.
Efter forbrugeraftalelovens § 28 har forbrugere ret til et op-
sigelsesvarsel på højst en måned efter en bindingsperiode på
højst 5 måneder. Det er hidtil blevet antaget, at varmeleve-
ringsaftaler også er omfattet af disse minimumskrav i for-
brugeraftaleloven. Med ikrafttræden af den nye forbrugeraf-
talelov den 13. juni 2014 er der dog opstået usikkerhed om,
hvorvidt kravene fortsat er gældende for varmeforsynings-
virksomheder, som har fået tildelt et forsyningsområde via
godkendelse af et projekt efter projektbekendtgørelsen og
dermed er forsyningspligtige overfor ejendommene i områ-
det. Der er tale om en forsyningspligt i den forstand, at var-
meforsyningsvirksomheden ikke må nægte at forsyne for-
brugere i sit forsyningsområde. Dermed afviger varmedistri-
butionsvirksomhedens forsyningspligt fra elnetvirksomhe-
dens forsyningspligt, hvor forbrugere, der ikke har valgt et
forsyningsselskab, automatisk vil blive forsynet af den for-
syningspligtige virksomhed, dvs. uden at de har indgået en
aftale herom. I modsætning til elområdet vil forsyning af en
ejendom på varmeområdet altid ske på basis af en (stiltien-
de) aftale, hvilket taler for, at forholdet mellem varmeforsy-
ningsvirksomheden og dens kunder bør være omfattet af for-
brugeraftaleloven.
Forbrugeraftaleloven er baseret på forbrugerrettighedsdirek-
tivet Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af
25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af
Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets di-
rektiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 97/7/EF). Der er ingen grund til, at forsyningspligtige
virksomheder ikke skulle være omfattet af forbrugeraftalelo-
vens krav om opsigelsesvarsel og bindingsperiode og regle-
rne i medfør af den foreslåede bestemmelse vil derfor kunne
give afklaring herom.
Det er domstolene, der kan føre tilsyn med varmeaftaler og
overholdelse af forbrugernes rettigheder i forbindelse her-
med.
Til nr. 6
Energitilsynet fører tilsyn med overholdelse af prisregulerin-
gen. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling
eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestem-
melserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i medfør
heraf, kan tilsynet efter den gældende bestemmelse i lovens
§ 21, stk. 4, give pålæg om ændring af tariffer, omkostnings-
fordeling eller betingelser.
Den foreslåede ændring af § 21, stk. 4 (forslagets § 2, nr. 6),
medfører, at Energitilsynet fører tilsyn med overholdelse af
§ 20 c. Efter bestemmelsen i § 20 c skal levering til proces-
formål som udgangspunkt ske efter prisreguleringen i §§
20-20 b, medmindre denne levering holdes regnskabsmæs-
sigt adskilt fra levering til rumvarmeformål. Der henvises til
bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.
Når procesvarme efter den foreslående bestemmelse i § 20 c
skal leveres efter prisreguleringen, fører Energitilsynet til-
syn hermed på samme måde, som det fører tilsyn med de
virksomheder, der direkte er omfattet af prisreguleringen i §
20, stk. 1.
Hvis Energitilsynet giver et påbud om ændring af tariffer el-
ler betingelser, fordi tilsynet finder dem i strid med prisregu-
leringen, vil det efter den gældende bestemmelse i § 33, stk.
1, kunne straffes med en bøde, hvis påbuddet ikke efterkom-
mes. Det vil ligeledes gælde for tariffer eller betingelser for
procesvarme, der leveres efter prisreguleringen og dermed
er blevet underlagt Energitilsynets kontrol. Hvis opvarmet
vand, damp eller gas til procesformål efter den foreslåede §
20 c skal leveres efter prisreguleringen, skal overholdelse
heraf kunne håndhæves på samme måde, som levering af de
andre ydelser, der er underlagt prisreguleringen.
Til § 2
Til nr. 1
Med forslaget til nyaffattelse af lovens § 6, stk. 3, litra j, kan
klima-, energi- og bygningsministeren fastsætte regler i byg-
ningsreglementet om installation af bygningsopvarmning
baseret på vedvarende energi i såvel nye bygninger, uanset
beliggenhed, som i eksisterende bygninger, der ligger i et
område forsynet med kollektiv varmeforsyning. Ved kollek-
tiv varmeforsyning forstås enten forsyning med fjernvarme
eller individuel naturgasforsyning. Der henvises til § 2 i lov
om varmeforsyning. § 2, stk. 1, i lov om varmeforsyning de-
finerer, hvad der forstås ved kollektive varmeforsyningsan-
læg. Af varmeforsyningslovens § 2, stk. 3, fremgår det, at
kollektive varmeforsyningsanlæg tillige omfatter distributi-
onsnet til fremføring af naturgas.
Med den gældende bestemmelse i byggelovens § 6 kan der i
bygningsreglementet fastsættes regler om forbud mod instal-
lation af (fossil-baserede) olie- og naturgasfyr til bygnings-
opvarmning i såvel ny som bestående bebyggelse. Bestem-
melsen omfatter dermed ikke andre former for fossil op-
varmning som f.eks. kul- eller koksfyr.
30
Det har imidlertid vist sig nødvendigt at præcisere denne
hjemmel for at sikre kompabilitet med EU’s principper om
varernes frie bevægelighed. Den eksisterende hjemmel hen-
viser til olie- og naturgasfyr, hvilket kan indebære handels-
mæssige barrierer. Med den foreslåede præcisering gøres det
muligt at fastsætte regler om, at bygningsopvarmning i nye
og eksisterende bygninger skal baseres på vedvarende ener-
gi. På den måde gøres hjemlen i byggeloven teknologiuaf-
hængig, så bygningsejere får mulighed for at installere den
opvarmningsform, der passer det pågældende byggeri bedst,
forudsat at opvarmningsformen er baseret på vedvarende
energi. Det betyder samtidig, at det bliver tydeliggjort, at der
kan installeres f.eks. naturgasfyr, der anvender VE-gas som
f.eks. biogas.
Det antages på denne baggrund, at den foreslåede ændring
af hjemlen til at fastsætte regler ikke vil medføre en væsent-
lig ændring af de regler, der er fastsat i dag vedrørende byg-
ningsopvarmning. Hvis der alligevel måtte forekomme til-
fælde, hvor der er foretaget dispositioner efter de gældende
regler, der ikke vil være tilladt efter de regler, der vil blive
fastsat i medfør af den foreslåede hjemmel, vil der med
hjemmel i den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3,
litra j, kunne fastsættes overgangsregler, der kan sikre, at der
tages hensyn til dispositioner foretaget efter de hidtil gæl-
dende regler.
Den ændrede bestemmelse omfatter alene de bygninger, der
er omfattet af energiaftalen af den 22. marts 2012. Det er
derfor hensigten, at bestemmelser til udmøntning af den
foreslåede hjemmel vil omfatte nybyggeri i områder uden
fjernvarme og eksisterende bygninger, der ligger i områder,
der af kommunalbestyrelsen efter lov om varmeforsyning er
udlagt til kollektiv varmeforsyning. Bestemmelsen vil ikke
omfatte eksisterende bygninger i områder uden adgang til
fjernvarme eller individuel naturgasforsyning.
Det er ikke formålet at bruge den foreslåede ændring i byg-
geloven til at løfte den nærmere afgrænsning i forhold til ek-
sisterende naturgasnet, hvorfor det også fremover vil være
muligt at installere bygningsopvarmning basseret på natur-
gas i disse områder.
Det er hensigten, at der med hjemmel i den foreslåede be-
stemmelse kan fastsættes regler, der tilgodeser, at der i byg-
ninger, der opføres i et område uden adgang til fjernvarme
eller naturgas, kan installeres en VE-baseret opvarmnings-
form, som f.eks. en varmepumpe eller et biomassefyr. Hvis
en bygningsejer finder, at der ikke er egnede alternativer til
fossilbaseret opvarmning i en ny bygning, vil der efter gæl-
dende ret kunne søges om dispensation fra kravet hos kom-
munalbestyrelsen. Det vil gælde på samme måde for regler,
der fastsættes i medfør af den foreslåede hjemmel. Hvis en
eksisterende bygning ligger i et fjernvarmeområde, vil der
kunne installeres fjernvarme, eller der kan installeres en VE-
baseret opvarmningsform, som f.eks. en varmepumpe eller
et biomassefyr. Hvis en eksisterende bygning ligger i et om-
råde udlagt til individuel naturgasforsyning, kan der installe-
res naturgasfyr eller der kan installeres en VE-baseret op-
varmningsform, som f.eks. en varmepumpe eller et biomas-
sefyr.
Lov om varmeforsyning giver de enkelte kommunalbesty-
relser mulighed for at udlægge områder til kollektiv varme-
forsyning, dvs. til fjernvarme eller individuel naturgasforsy-
ning. I et område, der er udlagt til kollektiv varmeforsyning,
kan kommunalbestyrelsen give påbud om tilslutningspligt til
den kollektive forsyning efter lov om varmeforsyning eller
planloven.
Der vil ved udmøntningen i bygningsreglementet blive taget
højde for den situation, hvor kommunalbestyrelsen inden
bygningsreglementets ikrafttræden har truffet beslutning
om, at et område skal forsynes med individuel naturgasfor-
syning, således at nye bygninger i dette område ikke bliver
omfattet af forbuddet.
Bestemmelsen har ikke til hensigt at finde anvendelse ved
almindelig vedligeholdelse af en fossil opvarmningsform
som f.eks. oliefyr. Det er hensigten, at det fortsat være mu-
ligt at foretage mindre reparationer uden at blive omfattet af
bestemmelsen. Det er dermed hensigten, at bestemmelsen
alene skal finde anvendelse i forbindelse med nyinstallation
og omfattende reparationer på en fossil opvarmningsform,
hvor f.eks. kedlen på et oliefyr udskiftes, således det kan si-
destilles med nyinstallation af oliefyr.
De nye bestemmelser, der vil blive fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse, vil gælde for fossile opvarmnings-
former, der anvendes til grundlast og spidslast til bygnings-
opvarmning og opvarmning af brugsvand. Det er ikke hen-
sigten, at reglerne skal omfatte nødstrømsanlæg, der anven-
der fossile brændsler.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2015.
På varmeområdet lovfæstes de gældende kommunalfuld-
magtsreglerne. De foreslåede regler om kommunal garanti
vil træde i stedet for det eventuelle indhold af kommunal-
fuldmagten. Kommuner eller kommunale virksomheder, der
er omfattet af de foreslåede bestemmelser i lovens §§ 2 b-2f,
må derfor fremover ikke udøve virksomhed eller varetage
opgaver i medfør af kommunalfuldmagten, hvis ikke denne
virksomhed eller opgavevaretagelse er tilladt efter de fore-
slåede regler herom i varmeforsyningsloven. De foreslåede
regler præciserer og supplerer de gældende regler. Hvor de
foreslåede bestemmelser afviger fra de gældende regler, er
der tale om en udvidelse af kommuners adgang til opgave-
varetagelse, herunder garantistillelse, på dette område. Der-
for antages det, at kommunal varmeforsyningsvirksomhed,
der er i overensstemmelse med de gældende regler, også vil
være i overensstemmelse med de foreslåede regler. Der vil
af denne grund ikke være brug for overgangsregler, der kan
sikre, at kommuner ikke vil være nødt til at afvikle en eksi-
sterende kommunal virksomhed.
31
Klima-, energi- og bygningsministeren vil i de særlige til-
fælde, hvor lovfæstelsen af de gældende kommunalfuld-
magtsregler i forhold til kommuners varetagelse af varme-
forsyningsvirksomhed viser sig utilsigtet af have indskræn-
ket den retstilstand, der gælder før lovens ikrafttræden, og
hvor dette vil belaste en kommunal forsyningsvirksomhed
på en sådan måde, at efterlevelse af lovens bestemmelser vil
indebære ekspropriation i grundlovens § 73’s forstand, skul-
le meddele dispensation efter den foreslåede bestemmelse i
lovens § 2 g, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til for-
slagets § 1, nr. 1, som vedrører lovens § 2 g, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at pristalsreguleringen efter forslagets §
1, nr. 1, som vedrører varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 6,
skal foretages for første gang med virkning fra 2017. Den
forslåede bestemmelse i varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 3,
indeholder en bagatelgrænse for kravet om udskillelse af til-
knyttet virksomhed i et selvstændigt selskab. Selskabsmæs-
sig adskillelse af den tilknyttede virksomhed kan undlades,
hvis den er mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og om-
kostninger til hovedvirksomheden og mindre end 10 mio. kr.
årligt. Efter den foreslående bestemmelse i § 2 f, stk. 6, skal
beløbet på 10 mio. kr. pristalsreguleres. Det foreslås i stk. 2,
at reguleringen foretages for første gang med virkning for
2017.
Det foreslås i stk. 3, at § 2 først træder i kraft den 1. januar
2016. Den foreslåede ændring af byggeloven i forslagets § 2
indeholder en nyaffattelse af en hjemmelbestemmelse for
klima-, energi- og bygningsministeren til at kunne fastsætte
regler om anvendelse af vedvarende energi ved installation
af bygningsopvarmning. Der vil først ved udmøntning af
hjemlen kunne være brug for overgangsbestemmelser, som i
givet fald vil blive indsat i bygningsreglementet.
32
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1307 af
24. november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1498 af 24.
november 2014 og § 154 i lov nr. 1520 af 27. december
2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter kapitel 1 indsættes:
»Kapitel 1 a
Kommuners adgang til varetagelse af
varmeforsyningsvirksomhed
§ 2 b. Med henblik på varmeforsyning af kommunen kan
en kommune alene eller sammen med andre kommuner eller
private virksomheder varetage
1) virksomhed omfattet af § 2, stk. 1,
2) virksomhed til indvinding af geotermisk energi, der er
omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund,
hvis virksomheden leverer opvarmet vand eller damp
omfattet af § 20, stk. 1, og
3) virksomhed til produktion af opvarmet vand, damp eller
gas bortset fra naturgas, der ikke er omfattet af § 20, stk.
1, hvis denne produktion sker i samproduktion med op-
varmet vand, damp eller gas omfattet af § 20, stk. 1,
uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt adskilt, og
produktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale årli-
ge produktion af opvarmet vand, damp eller gas bortset
fra naturgas.
Stk. 2. En kommune kan varetage virksomhed omfattet af
stk. 1 med henblik på varmeforsyning i andre kommuner,
hvis udvidelsen af kommunens forsyningsområde er sket som
følge af gennemførelse af et projekt godkendt efter § 4 eller
som følge af overtagelse af en virksomhed og der er fysisk
forbindelse mellem varmedistributionsnettene i og uden for
kommunen.
§ 2 c. Ved varetagelse af virksomhed omfattet af § 2 b kan
kommunen anvende mulighederne for forrentning af indskud-
skapital efter regler udstedt i medfør af § 20, stk. 2. Kommu-
nen kan indkalkulere overskud, jf. § 20 b.
Stk. 2. Ved varetagelse af virksomhed omfattet af § 2, stk.
1, nr. 3, der driver varmepumper til kombineret produktion af
varme og køling eller kraft-varme-anlæg med en eleffekt på
25 MW eller derunder, skal levering af køling eller elektrici-
tet ske på kommercielle vilkår.
Stk. 3. En kommune kan ikke varetage virksomhed, der ef-
ter regler fastsat i medfør af § 2, stk. 5, er undtaget fra §§
20-20 b. En kommune kan dog varetage virksomhed omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 4, som er undtaget fra §§ 20-20 b.
33
§ 2 d. En kommune kan i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed
som nævnt i § 2 b, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Foretages lånoptagelsen ikke af kommunen eller en
virksomhed, som kommunen ejer, er kommunens adgang til
garantistillelse efter stk. 1 betinget af, at den virksomhed, der
stilles garanti for, er en virksomhed nævnt i § 2 b.
Stk. 3. Kommunal garantistillelse for lånoptagelse i forbin-
delse med virksomhed, der driver kraft-varme-anlæg, er be-
tinget af, at der sker samproduktion af elektricitet og opvar-
met vand eller damp omfattet af § 20, stk. 1, og af at et even-
tuelt overskud på produktion og levering af elektricitet tillæg-
ges egenkapitalen eller indregnes i varmepriserne. Kommu-
nen kan dog uanset 1. pkt. stille garanti for den del af virk-
somhedens lånoptagelse, der kan henføres til investering i
produktion af opvarmet vand eller damp omfattet af § 20, stk.
1.
Stk. 4. Kommunal garantistillelse for lånoptagelse i forbin-
delse med virksomhed, der producerer opvarmet vand, damp
eller gas bortset fra naturgas, der ikke er omfattet af § 20, stk.
1, er betinget af, at denne produktion sker i samproduktion
med opvarmet vand, damp eller gas omfattet af § 20, stk. 1,
uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt adskilt, og pro-
duktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale årlige pro-
duktion og levering af opvarmet vand, damp eller gas bortset
fra naturgas.
Stk. 5. Kommunal garantistillelse er betinget af, at den virk-
somhed, der stilles garanti for, ikke efter regler i medfør af §
2, stk. 5, er undtaget fra §§ 20-20 b. Garantistillelse for en
kommunal virksomheds lånoptagelse til finansiering af an-
lægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed om-
fattet af § 2, stk. 1, nr. 4, som er undtaget af prisbestemmel-
serne, er dog tilladt, hvis kommunen varetager denne virk-
somhed, jf. § 2 c, stk. 3.
Stk. 6. Stk. 1-5 gælder tilsvarende for kommunal garanti-
stillelse for lånoptagelse til finansiering af erhvervelse af ak-
tier i en virksomhed nævnt i § 2 b. Foretages lånoptagelsen
ikke af kommunen eller en virksomhed, som kommunen ejer,
er kommunens adgang til garantistillelse betinget af, at den
virksomhed, der stilles garanti for, er en virksomhed, nævnt i
§ 2 b eller en virksomhed, der driver kraft-varme-anlæg med
en eleffekt over 25 MW, som er omfattet af lov om elforsy-
ning.
§ 2 e. En kommune kan i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksomhed,
der driver kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25 MW,
som er omfattet af lov om elforsyning, hvis garantistillelsen
vedrører den del af virksomhedens lånoptagelse, der kan hen-
føres til investering i produktion af opvarmet vand eller damp
omfattet af § 20, stk. 1, og virksomhedens produktion af elek-
tricitet og produktion af opvarmet vand eller damp er regn-
skabsmæssigt adskilt.
34
Stk. 2. Kommunal garantistillelse kan desuden omfatte den
del af virksomhedens lånoptagelse, der kan henføres til inve-
stering i produktion af opvarmet vand eller damp, der ikke er
omfattet af § 20, stk. 1, hvis denne produktion sker i sampro-
duktion med opvarmet vand eller damp omfattet af § 20, stk.
1, uden at ydelserne holdes regnskabsmæssigt adskilt, og pro-
duktionen udgør mindre end 50 pct. af den totale årlige pro-
duktion og levering af opvarmet vand eller damp.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for kommunal garan-
tistillelse for lånoptagelse til finansiering af erhvervelse af
aktier i en virksomhed, der drives kraft-varme-anlæg med en
eleffekt over 25 MW, som er omfattet af lov om elforsyning.
Hvis lånoptagelsen ikke foretages af kommunen eller en virk-
somhed, som kommunen ejer, er kommunens adgang til ga-
rantistillelse betinget af, at den virksomhed, der stilles garanti
for, er en virksomhed nævnt i § 2 b eller en virksomhed, der
driver kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25 MW, som
er omfattet af lov om elforsyning.
§ 2 f. En kommune, der varetager eller deltager i virksom-
hed nævnt i § 2 b, kan varetage eller deltage i anden virksom-
hed, som har nær tilknytning hertil.
Stk. 2. Den tilknyttede virksomhed skal udøves på kommer-
cielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar, der ikke udø-
ver andre aktiviteter, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Tilknyttet virksomhed kan udøves i samme selskab
som virksomhed nævnt i § 2 b, hvis
1) den tilknyttede virksomheds samlede nettoomsætning
udgør mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og om-
kostninger, jf. § 20, stk. 1, til virksomhed nævnt i § 2 b,
hvorved der tages udgangspunkt i gennemsnittet af disse
udgifter og omkostninger over de seneste tre år,
2) den tilknyttede virksomheds samlede nettoomsætning ik-
ke overstiger 10 mio. kr. og
3) den tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt ad-
skilt fra virksomhed nævnt i § 2 b.
Stk. 4. En kommune kan ikke yde tilskud eller stille garanti
for tilknyttet virksomhed omfattet af stk. 1.
Stk. 5. En kommunal virksomheds produktion og levering
af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, der ik-
ke er omfattet af § 20, stk. 1, anses ikke for tilknyttet virk-
somhed. Det samme gælder servicefunktioner. Servicefunkti-
oner kan udskilles i et særskilt selskab, hvis levering af disse
funktioner til en virksomhed nævnt i § 2 b sker i overens-
stemmelse med §§ 20-20 b.
Stk. 6. Beløbsgrænsen på 10 mio. kr. nævnt i stk. 3, nr. 2,
reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt den af fi-
nansministeren bekendtgjorte tilpasningsprocent for det på-
gældende finansår efter lov om satsreguleringsprocent. De så-
ledes regulerede beløb afrundes opad til nærmeste kronebe-
løb, der er deleligt med 100.
§ 2 g. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om kriterierne i §§ 2 b-2 f for kommuners va-
retagelse af varmeforsyningsvirksomhed, hertil tilknyttet
virksomhed og garantistillelse.
35
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan dispen-
sere fra betingelserne i §§ 2 b-2 f for kommuners varetagelse
af varmeforsyningsvirksomhed, hertil tilknyttet virksomhed
og garantistillelse, hvis særlige hensyn tilsiger det, herunder
træffe afgørelse om, at en kommune må varetage andre for-
mer for varmeforsyning end dem nævnt i § 2 b.«
§ 5. …
Stk. 2. Klima, energi- og bygningsministeren skal ved fast-
sættelse af regler om behandling af sager efter § 4 vedrørende
anvendelse af brændsler på et varmeproduktionsanlæg ind-
drage overordnede samfundsmæssige hensyn, når
1) …
2) fremføringsanlægget drives af en virksomhed, hvis varme-
pris er blandt de 30 højeste pr. 8. december 2010, jf. Energi-
tilsynets varmeprisstatistik, eller blandt de 30 højeste i gen-
nemsnit, jf. Energitilsynets varmeprisstatistik over årene
2009, 2010 og 2011, og
3) …
2. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) fremføringsanlægget drives af en virksomhed, hvis var-
mepris er blandt
1) de 30 højeste ifølge Energitilsynets varmeprisstatistik pr.
8. december 2010,
2) de 30 højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets varme-
prisstatistik over årene 2009, 2010 og 2011,
3) de 43 højeste ifølge Energitilsynets varmeprisstatistik pr.
15. august 2014, som ikke er omfattet af litra a) eller b), eller
4) de 43 højeste i gennemsnit ifølge Energitilsynets varme-
prisstatistik over årene 2012, 2013 og 2014, som ikke er om-
fattet af litra a) eller b).«
§ 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomhe-
der, kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25 MW samt
geotermiske anlæg m.v. kan i priserne for levering til det in-
denlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset
fra naturgas med det formål at levere energi til bygningers
opvarmning og forsyning med varmt vand indregne nødven-
dige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostnin-
ger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som
følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostnin-
ger til energispareaktiviteter efter §§ 28 a, 28 b og 29, samt
finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra
tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væ-
sentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-17,
§ 20 a, og § 20 b. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på le-
vering af opvarmet vand til andre formål fra et centralt kraft-
varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsyning.
…
3. I § 20, stk. 1,1. pkt., ændres », § 20 a og § 20 b« til: »og §§
20 a-20 c«.
Stk. 5. De kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte
forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere
og geografiske områder. Klima-, energi- og bygningsministe-
ren kan fastsætte regler om priser i forbindelse med tilslut-
ning af ejendomme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.
4. I § 20, stk. 5, 1. pkt., ændres »De kollektive varmeforsy-
ningsanlæg« til: »Virksomheder, der leverer ydelser omfattet
af stk. 1«.
5. Efter § 20 b indsættes:
Ȥ 20 c. Ved samproduktion af opvarmet vand, damp eller
gas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand,
som er omfattet af § 20, stk. 1, og opvarmet vand, damp eller
gas til andre formål, som ikke er omfattet af § 20, skal begge
ydelser leveres i overensstemmelse med §§ 20-20 b, medmin-
dre ydelserne holdes regnskabsmæssigt adskilt.
36
§ 20 d. Varmedistributionsvirksomheder skal stille deres
ydelser omfattet af § 20, stk. 1, til rådighed for forbrugerne
på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende
vilkår.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om afbrydelse af varmeforsyning, opsigelsesvarsel og
bindingsperiode med henblik på at forpligte varmedistributi-
onsvirksomheder til at sikre forbrugerrettigheder i forbindelse
med aftaler om levering af ydelser omfattet af § 20, stk. 1,
mellem forbrugere og disse virksomheder.«
§ 21. …
Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsforde-
ling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med be-
stemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i
henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gen-
nem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af
tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser, jf. dog stk. 6.
6. I § 21, stk. 4, ændres »§§ 20, 20 a eller 20 b« til: »§§ 20-20
c«.
§ 2
§ 6. I bygningsreglementet kan fastsættes regler om udfø-
relse og indretning af bebyggelse med hensyn til:
…
I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1185 af 14. oktober
2010, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 577 af 18. juni 2012
og senest ved § 2 i lov nr. 1530 af 27. december 2014, foreta-
ges følgende ændring:
1. § 6, stk. 1, litra j, affattes således:
j) forbud mod installation af olie- og naturgasfyr til byg-
ningsopvarmning i såvel ny som bestående bebyggelse.
»j) krav om installation af bygningsopvarmning baseret på
vedvarende energi.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2
og 3.
Stk. 2. Pristalsreguleringen efter § 1, nr. 1, som vedrører § 2
f, stk. 6, i lov om varmeforsyning, foretages første gang med
virkning for 2017.
Stk. 3. § 2 træder i kraft den 1. januar 2016.
37