Bidrag fra DF til udkast til beretning

Et mindretal - Dansk Folkeparti - udtaler følgende:
Dansk Folkeparti har som hidtil den opfattelse, at anerkendelse af en ikke-eksisterende stat
uden en omfattende fredsslutning vil være en ulempe for alle parter i konflikten, som nu har
varet i næsten 100 år. Det at anerkende et nyt land må aldrig blive føleri, men skal baseres på
det faktuelle. Så for at et område skal kunne anerkendes som et land, er det nødvendigt, at det
lever op til bestemte kriterier, som Danmark altid har henholdt sig til. En anerkendelse er altså
ikke bare noget, man kan beslutte for at være flink mod et folkeslag, som føler sig undertrykt.
Nej, før en eventuel dansk anerkendelse af et nyt land kan komme på tale, er der nogle
objektive fakta, som skal opfyldes.
Det allervigtigste af disse objektive fakta er, at det nye land har et velfungerende styre, som
reelt også regerer området. Det behøver ikke at være hele territoriet, som det nye land kræver
at holde, men det må nødvendigvis være en markant del af det. Det er årsagen til, at nationale
selvstændighedsbevægelser rent faktisk arbejder på at få uafhængighed, således at de kan blive
anerkendt som stater. Der er, Dansk Folkeparti bekendt, ingen historiske eksempler på, at
Danmark har anerkendt et nyt land, før dette land de facto har forladt det land, som det
tidligere havde været underlagt.
Således kan som eksempler nævnes Kosovo og Sydsudan, hvor der rent faktisk blev udøvet
herredømme over en meget væsentlig del af de territorier, som de hævdede. Sveriges nu
afgående regering gjorde af den grund meget ud af at forklare, at det palæstinensiske styre rent
faktisk kontrollerede territorier, som de beskrev det, selv om de altså bevidst for ikke at risikere
at komme i forklaringsproblemer ikke nævnte hvilke territorier.
Men dette er for Dansk Folkeparti et meget vigtigt punkt: Hvis Palæstina er blevet et anerkendt
land, må det nødvendigvis indebære, at landet ikke kan være besat. Dette skyldes, at
definitionen på at kunne kalde sig et land er, at den palæstinensiske regering faktisk kontrollerer
et territorium. Modsat er definitionen af besættelse, at den besættende magt udøver faktisk
kontrol.
Så et territorium kan ikke opstå som et land midt under en besættelse, altså som et besat land,
som jo stort set alle her i Folketinget har besluttet at Palæstina er. Det har Dansk Folkeparti
ikke, men det har et stort flertal i Folketinget besluttet. Så hvis det officielle Danmark på den
ene side betragter Palæstina som et besat land, kan man ikke på den anden side beslutte at
anerkende Palæstina. Det hænger ikke sammen, det er hinandens modsætninger, for der bliver
ikke udøvet herredømme inden for det område.
Man er med hensyn til en anerkendelse af Palæstina fra det officielle Danmarks side nødt til at
vente til det øjeblik, hvor den såkaldte besættelse ikke længere eksisterer. Palæstinenserne vil
gerne have den bedste af to verdener; de gerne vil have anerkendelse som en stat og samtidig
kunne hævde, at de er et besat land. Men det kan man ikke, og det er jo heldigvis også det, som
statsministeren og hendes regering har indset og erkendt.
For Dansk Folkeparti er sagen klar: Vi støtter gerne en dansk anerkendelse af en palæstinensisk
stat, men først efter at parterne med baggrund i faste og sikre grænser har forhandlet en
tostatsløsning, og efter at samtlige arabiske stater har anerkendt Israel og oprettet normale
diplomatiske forbindelser.
Udenrigsudvalget 2014-15
B 21 Bilag 2
Offentligt
Dansk Folkeparti finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Israel - her, knapt syv årtier efter
statens oprettelse, som fuldgyldigt medlem af FN lige så længe, som anerkendt af mere end 200
lande på jorden og med diplomatisk og handelsmæssig forbindelse til lige så mange lande,
næsten dagligt mødes med kravet om at legitimere sin ret, og dermed sin egen eksistens.
Dette forhold er unikt i verdenshistorien. For hvem har eksempelvis retten til Slesvig? Eller til
Kosovo? Eller til Baskerlandet? Eller til Skotland? Med hvilken ret er Frankrig på Korsika? Hvor
var retfærdigheden i, at et halvthundredtusinde skåninger måtte opgive deres ejendomme og
flygte til Sjælland og Bornholm efter svenskerkrigene? Og hvordan med de i hundredtusindvis af
tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovakiet og Polen efter krigen – og måtte se deres
ejendomme overtaget af andre?
Når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landområde, må det jo nødvendigvis komme
til konflikt. Og ofte deles derfor området – som det skete med Slesvig, og som det skete med
Kosovo, i tusind år en del af Serbien, men her var der igennem tiden ankommet et stort albansk
befolkningselement, som ønskede at komme væk fra Serbien. Til det ønske fik man tilmed det
internationale samfunds militære støtte. Retfærdighed?…, tjah… Måske bare international
realpolitik.
Når således en stat deles eller et folk enten rejser væk eller drives væk – som tilfældet
eksempelvis med sudetertyskerne efter krigen, ja, så er det et matter-of-fact, som man må
forholde sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan eller med våben i hånd,
eller man kan vælge at resignere og konstatere, at så må man jo hellere se at finde en ny
tilværelse i det land, man er fordrevet til – i dette tilfælde i Tyskland blandt folk, som er af
samme etnicitet, fælles historie, og som taler samme sprog.
Før, under, og ikke mindst efter 2. verdenskrig var der rigtigt mange tilfælde af disse
folkefordrivelser. Retfærdige? Det ved jeg ikke. Men – og dette er det væsentlige! – i intet andet
tilfælde end netop med oprettelsen af den jødiske stat, opholder de fordrevne sig stadig i
flygtningelejre.
Det er det, der er det groteske ved de arabiske palæstinenseres situation. I Tyskland opslugte
man sudetertyskerne og østpreusserne, og det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i
Bulgarien, i Rumænien, i Tjekkoslovakiet o.s.v. Og det samme skete i øvrigt med de 750.000
jøder, som var bosiddende i omkringliggende muslimske lande – de kom til Israel i stort tal fra
Iran, fra Syrien, fra Ægypten, fra Irak, fra Jordan. Og blev integreret.
Men de arabiske palæstinensere blev aldrig integreret i de arabiske lande, hvortil de ankom. Om
end de var ankommet blandt brødre, som talte det præcist samme sprog, var af samme stamme,
havde samme historie, og var af samme religion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien. Jeg
kender intet lignende tilfælde.
Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives Israel, men nok så meget det faktum,
at hverken ægyptere, jordanere, syrere eller libanesere kunne drømme om at integrere
palæstinensiske arabere i deres lande. Der er jo nok en grund til, at Ægypten så nidkært
bevogter grænsen til Gaza – og at Ægypten efter 1967-krigen slog syv kors - eller måske snarere
syv halvmåner - for deres bryst, og betakkede sig, da man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så
meget som røre området med en ildtang.
Så sagen er, at der i international politik for Israel gælder ganske særlige moralske regler, hvortil
ingen andre anerkendte stater behøver at forholde sig, selvom konflikterne er af lige så ny dato.
Ingen anden nydannet eller omdannet stat på jorden bliver som Israel ustandselig mødt med
krav om at legitimere sin blotte eksistens.
Polen behøver således ikke at legitimere, at landet nogenlunde samtidig med Israels oprettelse,
gravede sig godt og grundigt ind på tysk område; ja selv det modbydelige Sovjetunionen
behøvede i sin tid ikke legitimere, at man havde underlagt sig de baltiske stater – og snesevis af
kaukasiske folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for Sovjet. Og det helt
nydannede Kosovo behøver bestemt ikke legitimere sin eksistens – derimod lever denne helt
uproduktive stat næsten hundrede procent af begejstrede overførselsindkomster fra EU og FN.
Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere sig: Et lille landområde oppe ved Syrien,
en del af en storby, nogle kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn… Det er i Dansk
Folkepartis øjne ganske, ganske grotesk.
I den forbindelse ville det være interessant her at se på, hvem der så har retten til det
landområde, som to parter strides om, og som vi andre taler så meget om? Og hvad er det
egentlig for nogle "ulovlige bosættelser", der finder sted på Vestbredden? For det er jo således,
at hvis noget er ulovligt, må det nødvendigvis indebære, at der er en lovgivning, der er
overtrådt. Og vort spørgsmål i det følgende er derfor: Hvilken lovgivning overtræder Israel på
Vestbredden?
For et års tid siden bad vi i den forbindelse Udenrigsministeren og dennes lovkontor at
bekræfte, at resolutioner vedtaget i FN’s Generalforsamling ikke har status af “international lov”
- endsige har, eller får lovstatus.
Det bekræftende, skriftlige svar fra udenrigsministeren kom promte: “Resolutioner vedtaget af
FN’s Generalforsamling, er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for en politisk
tilkendegivelse fra FN’s medlemsstater.”
Vi bad om bekræftelsen, fordi der rundt om er opstået den fortælling, at det, Israel har foretaget
sig - og foretager sig i sin tilstedeværelse på Vestbredden, er “ulovlig” - altså stridende mod
international lov. Med Udenrigsministerens svar bliver det fastslået, at samtlige resolutioner,
vedtaget af FNs generalforsamling mod Israel - og det drejer sig i tidens løb om knapt 350 (..!) -
ingen juridisk gyldighed har overhovedet!
Men hvad er det da, der juridisk betragtes som værende “international lov”?
Ja, det ligger i hvert fald fast, at FNs Generalforsamling ikke er en lovgivende forsamling, og
følgelig ikke beskæftiger sig med at lave love. En international lov bliver til enten ved traktater
mellem stater eller ved tradition - eksempelvis er det almindelig anerkendt, at Den
Internationale Domstol i Haag kan afgøre tvister mellem stater, og afsige en dom, som så vil
være at regne for international lov. Ligeledes er det blevet hævd, at FNs Sikkerhedsråd kan
vedtage resolutioner, som har en slags status som international lov.
Men inden vi kommer til FNs Sikkerhedsråds resolution 242, er et lille historisk rids om
grænsedragninger og våbenstilstandslinjer i Mellemøsten nødvendig, for det viser, hvor meget,
der i århundredernes løb er blevet flyttet rundt, ændret, forandret - og at det hver gang af det
internationale samfund er blevet betragtet som - om ikke nødvendigvis sympatiserende - så dog
som et "matter of fact".
Fra 1516-1917 var hele Mellemøsten og det nordlige Afrika en del af Det Ottomanske Imperium.
Med i dette tyrkiske imperium var altså alt det, vi i dag benævner Israel, Vestbredden, Gaza,
Syrien, Libanon og Jordan - og tilmed Ægypten samt den væsentligste del af den Arabiske Halvø
med byerne Mekka og Medina. Og disse grænser var altså igennem 400 år ikke bestridt.
Da tyrkerne ved Den Første Verdenskrigs afslutning befandt sig på den tabende side, måtte de i
1917 afstå deres oldgamle imperium, derunder altså Mellemøsten til sejrherrerne. Frankrig
overtog som mandat det nuværende, hvorunder Libanon hørte, samt en del af Irak, mens
briterne modvilligt overtog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende Israel,
Vestbredden, Gaza samt hele det nuværende Jordan. Det britiske mandats grænser var ikke på
noget tidspunkt bestridt.
Frankrig delte ret hurtigt sit mandat, Syrien, i et kristent område, Libanon, og et muslimsk
mandat, Syrien. Også Storbritannien delte sit mandat, Palæstina, i to: Det ene det nuværende
Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden del Jordan. Den britiske regering havde ved
overtagelse af mandatet i 1917 lovet oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina, og i 1922
skete så delingen, således at Jordan blev et selvstændigt kongerige - mens Palæstina fortsat var
under britisk administration. Mandatet var sat til at udløbe den 15. maj 1948.
Året før, i 1947, havde FN afsluttet sine undersøgelser af, hvor grænserne for den nye jødiske
stat kunne være. Man havde fra FNs side anbefalet, at - det nu stærkt indsnævrede - Palæstina
skulle deles i to: En jødisk stat og en arabisk stat, og at Jerusalem skulle lægges under
international kommando. Det er vigtigt at bemærke, at denne anbefaling kun ville have
international juridisk legalitet, såfremt begge parter - jøderne og araberne - havde accepteret
det. Dette skete som bekendt ikke - i stedet kom det til krig, efter at Israel den 14. maj udråbte
sin stat på det areal, som FN havde anbefalet. Fem arabiske lande angreb næste dag Israel.
Den meget blodige krig, som varede et år, ændrede markant på det kort, som FN havde
anbefalet, og da der i 1949 på Cypern blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hærene på
de linjer, som i dag er “før-1967-grænserne”, hvor Jordan besatte Vestbredden og Jerusalem.
Således var det en militær tilfældighed, at linjerne netop blev trukket dér - der var altså intet
som helst historisk, traditionsbundet, eller geografisk logisk ved disse før-1967-grænser. Og der
var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949 og 1967, hvor Jordan var besættelsesmagt,
betragtede eller hævdede det som "palæstinensisk" land.
Ved Seksdages krigen i juni 1967 tabte Jordan, og Israel indtog Jerusalem, Golan, Vestbredden,
Gaza og Sinai. Og seks måneder senere, den 22. november 1967, vedtog et enigt FNs
Sikkerhedsråd Resolution 242, hvori det hedder, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier,
indtaget i krigen.
Der står altså, i ubestemt form, “territorier” og ikke, i bestemt form, “territorierne”, som det hed
i det første tekst-udkast. Og dette er afgørende vigtigt at forstå; for var det ikke blevet ændret,
havde såvel UK som USA nedlagt veto. Med ordet “territorier” i ubestemt form åbnede man for
de muligheder, der ville kunne fremstå i forbindelse med en fredsslutning mellem Israel og
landets arabiske naboer. Man enedes i Sikkerhedsrådet så at sige om at være uenige.
Og Israel kan siges fuldt ud at have levet op til resolution 242, for man holder et stykke land i et
såkaldt "disputed area" - et område, som der står strid om, hvor der endnu ikke er indgået
nogen fredsslutning mellem tidligere fjender, og hvor der således ikke er fastlagte og
anerkendte grænser.
I Geneve-Konventionens artikel 49 hedder det, at den besættende magt, som holder et andet
land - eller dele af et andet land - “ikke må deportere eller overføre sin egen befolkning ind til de
territorier, som det besætter.” Det er denne artikel, mange synes at have misforstået således, at
de boliger, Israel opfører på Vestbredden, er “illegale under international lov”.
Det er blevet sådan, at de to ord, jødiske bosættelser, har lagt et enormt politisk pres på Israel
for at få landet til at standse byggeriet. Ja, faktisk er hele bevægelsen for at gøre den jødiske
stat illegitim baseret på den ene beskyldning, at besættelsen af Vestbredden er stridende mod
international lov.
Mange mennesker støtter op om denne palæstinensiske fortælling, at israelerne stjal et land,
Palæstina fra palæstinenserne, og nu bør give dem det tilbage. Og i dén fortælling er det
egentlig ret ligegyldigt, om Israel siger, at man er klar til at forhandle, for hvis verden har den
opfattelse, at Israel bygger boliger på stjålent land, kan det hele jo være lige meget.
Men hvad nu, hvis bosættelserne ikke strider mod international lov? Hvad nu hvis den
almindeligt brugte sætning “de besatte palæstinensiske områder” ikke har nogen lovmæssig
understøttelse?
Det spørgsmål stillede direktøren i The Institute for Contemporary Affairs, professor i
international ret, Alan Baker, i en kronik i US-Today, idet han bl.a. konkluderede:
“Territorierne er hverken besatte eller palæstinensiske. Der har på intet tidspunkt været truffet
nogen lovmæssig beslutning om overhøjheden over disse territorier, ligesom der ikke mellem
Israel og PLO er truffet nogen aftale om deling. Territorierne er derfor lovmæssigt alene at
betragte som uafklarede stridspunkter, idet der jo er to parter, som gør krav på området. En
situation, der jo har været i tusindvis af i verden gennem tiderne.”
Allan Baker tilføjer, at “Israel har en grundfæstet, lovlig ret til området - som juridisk indbefatter
Balfour-Deklarationen af 1917, San Remo Deklarationen af 1923, Folkeforbundets mandat, og
FNs Charter. Hertil kommer, at Oslo-Aftalerne ikke indeholder noget forbud overhovedet mod at
opføre bygninger i de dele af territoriet, som der er enighed om, er under Israels kontrol”.
Oslo-Aftalerne, som Alan Baker nævner, er i øvrigt det eneste dokument, som har underskrifter
fra såvel Israel som PLO, og er derfor det nærmeste, man juridisk kan komme på en aftale
mellem de to parter. Og i dokumentet fremgår ikke ét ord om opførelse af boliger i området.
Man kan altså politisk have den opfattelse, at bosættelserne er uantagelige, men det er
ingenlunde det samme som at sige, at bosættelserne er ulovlige, som det atter og atter hævdes i
debatten. For ifølge international lov, er der altså intet juridisk, der forhindrer israelske
virksomheder i at opføre boliger på Vestbredden, hvilket man oven i købet har været forsigtige
med at gøre. Således er der gået knapt 50 år siden Israel overtog kontrollen med Vestbredden,
og ind til nu dækker israelsk byggeri kun to procent af arealet.
Danmarks Udenrigsminister har altså fastslået, at de knapt 300 resolutioner fra FNs
Generalforsamling er juridisk værdiløse, og når det så samtidig forholder sig således, at FNs
Geneve-Konventions artikel 49 alene drejer sig om forholdet mellem stater, må man altså
konkludere, at Geneve-Konventionen bevidst mistolkes. For hverken Vestbredden eller Gaza har
status som en stat - og har aldrig haft det.
Boligbyggeriet kan altså juridisk ikke betragtes som illegalt, hverken i forhold til Geneve-
Konventionen eller til Resolution 242.
Noget andet er så, hvad man i verdensopinionen har af politiske opfattelser. Og det er så sagen,
for alt dette er politik og kun politik, og bør behandles således: I en politisk diskussion. Juridisk
bliver grænserne mellem Israel og den nye palæstinensiske stat således først “international lov”
i det øjeblik, de to parter er nået til enighed om, hvor grænserne mellem de to lande går. Og en
sådan aftale kan først blive virkelighed i forbindelse med en fredsslutning. Og indtil en sådan er
en realitet, foretager Israel sig juridisk intet ulovligt - omend der fra andre lande hele tiden
stilles krav til Israel, hvorimod ingen krav stilles til palæstinenserne.
Dansk Folkeparti vil derfor opfordre regeringen til at stille følgende krav til palæstinenserne:
At der føres præcist regnskab for, hvortil de penge går, som overføres fra Danmark.
At den hadefulde retorik mod Israel selv fra såkaldt moderate som Mahmoud Abbas, stopper?
At PA skal anerkende Israel?
At den palæstinensiske glorificering af selvmords-terrorister og andre jihadister ophører
At PA ophører med at opkalde gader og pladser efter terrorister?
At PA ophører med at udbetale livslange æres-pensioner til selvmords-terroristernes pårørende
og kæmpe-bonus til de løsladte mordere.
At PA rydder op i sine egne, kontrollerede medier, og begynder at tale om fred og sameksistens
med Israel - frem for krig og terror.
At PA ophører med at køre børne-programmer på PA's TV-stationer, hvor børnene dagligt lærer,
at det er en rigtig god idé at myrde jøder, og enhver muslims pligt.
At PA foretager en afvæbning af Hamas' terrorister.
At PA ophører med at betale til jøde-hadsk undervisningsmateriale.
Alt dette - og meget mere - ville, finder Dansk Folkeparti, være et rimeligt sted for
palæstinenserne at starte i forhold til at få en egen stat.
##