L 85 - svar på spm. 20 om at kommentere henvendelsen fra Forening for skånsomt kystfiskeri af 18/12-14, fra miljøministeren
Tilhører sager:
Aktører:
Svar på spm. 20
https://www.ft.dk/samling/20141/lovforslag/L85/spm/20/svar/1213449/1489875.pdf
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk Folketingets Miljøudvalg Christiansborg 1240 København K J.nr. NST-701-00092 27. januar 2015 Folketingets Miljøudvalg har i brev af 12. januar 2015 stillet følgende spørgsmål nr. 20 til L 85, forslag til lov om ændring af lov om råstoffer, lov om kystbeskyttelse og lov om havstrategi, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF). Spørgsmål nr. 20 (L 85) Vil ministeren kommentere henvendelsen fra Forening for skånsomt kystfiskeri af 18/12-14 og herunder oplyse, hvordan fiskernes ønske om at blive hørt konkret er imødekommet, jf. MIU alm. del -bilag 95? Svar Jeg modtog den 18. december 2014 et brev fra Søren Jacobsen, hvor han på vegne af den nydannede "Foreningen for skånsomt kystfiskeri" rejser kritik af forvaltningen af råstofindvinding på havet. I mit svar af 14. januar 2015 har jeg tilkendegivet, at jeg har tiltro til, at Naturstyrelsen forvalter råstofloven efter dens hensigt. Det indebærer, at Naturstyrelsen som hidtil vil vurdere indsigelser fra fiskerierhvervet og miljøorganisationer i forbindelse med konkrete ansøgninger. Når Naturstyrelsen modtager høringssvar vedrørende en ansøgning, vurderer styrelsen, om høringssvaret giver anledning til at kræve yderligere oplysninger af ansøgeren, eller til at styrelsen i øvrigt indhenter yderligere oplysninger eller vurderinger. Desuden indgår de oplysninger, som høringssvaret indeholder, selvfølgelig i sagsbehandlingen, og der bliver taget stilling til, om de giver anledning til en ændret vurdering af ansøgningen, jf. også svaret på spørgsmål 24. Samtidig har Søren Jacobsens beskrivelse af sagsforløbet for Vedbæk-sagen bekræftet mig i, at vi mangler faglig viden om råstofindvindingens konsekvenser for fiskeriet, herunder kystfiskeriet. Der er derfor som bekendt igangsat et projekt i samarbejde mellem Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen om kortlægning af gyde- og opvækstområder samt fiskepladser i Øresund. I mit svar til Søren Jacobsen oplyser jeg også, at jeg har bedt Naturstyrelsen om en redegørelse for råstofindvindingens miljøpåvirkning af fællesområderne i Øresund. Både kortlægningsprojektet og redegørelsen forventes at foreligge medio 2015, og vil indgå i en overvejelse om, hvorvidt der er behov for at indføre begrænsninger på råstofindvindingen i Øresund. Miljøudvalget 2014-15 L 85 endeligt svar på spørgsmål 20 Offentligt 2 Derudover nævner jeg i mit svar til Søren Jacobsen, at der som opfølgning på debatten om råstofindvinding i Øresund nu er sendt et udkast til ændring af fællesområdebekendtgørelsen i høring, hvor der lægges op til indførelse af årlige lofter på en række af råstofindvindingsområderne og hyppigere indberetninger for at undgå for intensiv indvinding og sikre et bedre tilsyn. Jeg opfordrer samtidig Søren Jacobsen og de øvrige fiskere til at komme med bemærkninger til høringen. Endelig nævner jeg i mit svar til Søren Jacobsen, at Naturstyrelsen i december 2014 har inviteret forskellige interessenter, herunder forskellige fiskeriorganisationer, til at deltage i arbejdet vedrørende ændringer af miljøundersøgelseskrav og vurderingskriterier for VVM i forbindelse med råstofindvinding på havet. Resultatet af arbejdet skal indgå i en revision af ansøgningsbekendtgørelsen og VVM-bekendtgørelsen, som skal følge op på lovforslaget. I svaret tilkendegiver jeg, at jeg lægger stor vægt på, at der sker en reel høring af fiskerierhvervet i forbindelse med tilladelser til råstofindvinding på havet. Jeg håber derfor, at de igangsatte initiativer kan føre til mere konkret viden, bl.a. om vigtige fiskeområder, og dermed også bedre muligheder for at dokumentere fiskernes interesser. Kirsten Brosbøl / Mads Leth-Petersen