L 85 - svar på spm. 8 om ministeren, indtil en egentlig planlægning af råstofindvinding på havet er sat i gang, vil kræve at en miljøundersøgelse godkendes af myndighederne og om fornødent fremsætte ændringsforslag herom, fra miljøministeren
Tilhører sager:
Aktører:
Svar på spm. 8
https://www.ft.dk/samling/20141/lovforslag/L85/spm/8/svar/1213395/1489778.pdf
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk Folketingets Miljøudvalg Christiansborg 1240 København K J.nr. NST-701-00092 27. januar 2015 Folketingets Miljøudvalg har i brev af 12. januar 2015 stillet følgende spørgsmål nr. 8 til L 85, forslag til lov om ændring af lov om råstoffer, lov om kystbeskyttelse og lov om havstrategi, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF). Spørgsmål nr. 8 (L 85) Naturstyrelsen skal i dag IKKE godkende miljøvurderingen. Vil ministeren, indtil en egentlig planlægning af råstofindvinding på havet er sat i gang, kræve at en miljøundersøgelse godkendes af myndighederne og om fornødent fremsætte ændringsforslag herom? Svar Det er korrekt, at der ikke er en selvstændig godkendelsesprocedure for den miljøvurdering, der skal indsendes af ansøger som et led i en ansøgning om indvinding af råstoffer på havet. Det betyder imidlertid ikke, at Naturstyrelsen ikke forholder sig til miljøvurderingen som led i sagsbehandlingen af ansøgningen. Når Naturstyrelsen modtager en ansøgning bliver miljøvurderingen og de rapporter, der er udarbejdet vedrørende de geologiske og miljømæssige undersøgelser, gennemgået i forhold til, om de opfylder kravene i ansøgningsbekendtgørelsen (og VVM-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1422 af 12. december 2011 om miljømæssig vurdering af råstofindvinding på havbunden (VVM), hvis det ansøgte er VVM-pligtigt). Derudover vurderer Naturstyrelsen, om rapporten fagligt set er fyldestgørende. Hvis Naturstyrelsen finder, at der er mangler ved miljøvurderingen, vil Naturstyrelsen fremskaffe de nødvendige supplerende oplysninger, enten ved at bede ansøger om at komme med supplerende oplysninger eller ved at fremskaffe oplysningerne fra andre kilder. Miljøvurderingen bliver også sendt i høring, evt. sammen med et udkast til afgørelse. Hvis høringen viser, at der er behov for, at der fremskaffes yderligere oplysninger, vil dette ske. Når Naturstyrelsen finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffer styrelsen afgørelse på baggrund af samtlige oplysninger i sagen og på baggrund af styrelsens faglige vurdering heraf. Kirsten Brosbøl / Mads Leth-Petersen Miljøudvalget 2014-15 L 85 endeligt svar på spørgsmål 8 Offentligt