Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)

Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371


Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371


Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371


Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371


Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371


Fremsat den 21. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed1)
(Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet)
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af
17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov
nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014
og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages
følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsik-
ringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rå-
dets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af
1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339,
side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L
172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. no-
vember 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side
46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27.
oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende
1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«,
»og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu
er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. novem-
ber 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv
98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009,
nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«,
og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)«
indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv
2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets
gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013 nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153,
side 1.
Lovforslag nr. L 114 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Finanstilsynet, j.nr.- 1911-0045
BP001163
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175
b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til:
»nr. 30 og 31«.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der opfylder mindst én af følgende betingelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer, at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio.
euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selska-
bet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i
tre på hinanden følgende år, eller koncernen for-
venter, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræ-
mier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at
et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5
år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til:
»nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr.
40« til: »nr. 43«.
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som
nye numre:
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juri-
disk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rå-
dighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres un-
der hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-
forsikringsselskabet har foretaget.«
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126
a« til: »126 a og 126 d«.
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som
nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med §
126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
2
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126
a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i
medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som
nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk.
1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt
virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden
forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at væ-
re et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikrings-
selskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et
gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal
straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage her-
efter indsende dokumentation for statusændringen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at
blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsik-
ringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil sel-
skabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal
identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk.
4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapital-
grundlag«.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af
18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke sol-
venskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet
efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscer-
tifikatet.«
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøg-
lepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikrings-
selskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfyl-
der kravene i stk. 1-3.«
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i sel-
skabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets
nøglepersoner.«
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »el-
ler solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126,
stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a,
stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d,«.
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a«
til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapi-
talen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk.
1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »el-
ler pensionskassen«.
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulig-
3
hed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens in-
dividuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.«
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det be-
løb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af
gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital,
der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan be-
nyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der
kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselska-
ber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om
forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solven-
skapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det
opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapi-
talgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af arti-
kel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan
gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapi-
talkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgø-
re under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusi-
ve ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i hen-
hold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil
minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af sel-
skabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre mini-
mumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest
20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for
det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
4
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som
fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger (EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risi-
kofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porteføl-
je af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-
forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættel-
ser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en
matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter
stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den be-
løbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på stør-
relsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om op-
gørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitets-
justeringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå
tilladelse efter disse bestemmelser.
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk.
1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk.
1.«
34. § 127 ophæves.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringssel-
skaber«.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),«.
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§
126, stk. 1 og 4,«.
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risiko-
vægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til:
»indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basi-
skapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster,
jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne me-
toder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samle-
de risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendel-
se af interne metoder.«
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om an-
vendelsen af stk. 1.«
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal
forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en op-
tegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et regi-
ster over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor for-
sikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets af-
slutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til
Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener ude-
lukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
den for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret de-
poneret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
5
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«
45. §§ 168 og 169 ophæves.
46. § 170 a ophæves.
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:
»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal op-
gøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i
medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standard-
formlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter
stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1,
ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a an-
vendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal
senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved æn-
dringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for
koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsda-
ge herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om ka-
pitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om
opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3
og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model
for koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed
ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe
1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat
af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter:
»krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsæt-
tes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk.
1, 3 og 4,«.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyl-
delse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for frister-
ne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennem-
ført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a,
stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for frister-
ne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikrings-
selskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. §
248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden
for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages.«
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan op-
fylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genop-
rettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden
for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
6
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenska-
pitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konsta-
terede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan
forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlæn-
get fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde sol-
venskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket be-
tydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af
fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en fi-
nansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248
a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel
18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentlig-
gøre en rapport om deres solvens og finansielle situation.
Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt ind-
sende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres sol-
vens og finansielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfat-
tet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal
den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende
rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Fi-
nanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indehol-
de og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finans-
tilsynet.«
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder ka-
pitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-
forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i §
126,«.
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og
29-31,«.
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og
6,«.
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.«
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kredit-
institutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: »,
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser«.
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapi-
taltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikrings-
selskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
7
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e,
stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig af-
vigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler
herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel
37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende
anvendelse.«
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finans-
tilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke
kan bestride stillingen.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at
afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i med-
før af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågæl-
dende«.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes
efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 2, 3 og 5«.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og
6«.
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i med-
før af § 71, stk. 4,«.
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som
har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov om-
fattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske sel-
skaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mort-
gage obligations«: », ISPV-obligationer«.
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«
til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126,
stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes:
»§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g,
stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«,
»§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,«
indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og
5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.
8
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64,
stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1,
3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1,
2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6,
§ 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og
10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1,
1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efter-
kommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4,
§ 126 f,«.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed)«.
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk.
1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
83. § 408 ophæves.
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke an-
vender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler,
der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt.,
kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anven-
de en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i hen-
hold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr.
31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fast-
sat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer,
at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra for-
udsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel si-
tuation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angi-
ve den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne juste-
rede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, ba-
siskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå
tilladelse efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af §
283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar
2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af be-
løb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genfor-
sikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan
påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til
den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsik-
ringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitets-
justeringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de
nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for sel-
skabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
9
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i for-
sikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsik-
ringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksom-
heden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksi-
male af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægte-
de poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover
i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solven-
skapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundla-
get, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og
5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417
b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke
ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, så-
fremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at sol-
venskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den
justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsik-
ringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Æn-
drer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af over-
gangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere
Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved ud-
gangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsy-
net med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at an-
vende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget
efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417
a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhånds-
godkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden
kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. §
126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og inter-
ne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsju-
stering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b,
stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48.
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendel-
se efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgø-
relse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse
om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikrings-
selskaber under afvikling efter denne lovs § 5.
10
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, fin-
der § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på for-
hold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er op-
hørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genfor-
sikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende
portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsik-
ringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog
stk. 2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin
virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med §
242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator
er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betin-
gelser for at blive omfattet af stk. 1
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringssel-
skabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikrings-
selskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller
genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31.
december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om,
hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med
afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af
stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selska-
bet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en
afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019
ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato,
bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfyl-
der betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis
aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et
gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel
virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer
Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets akti-
viteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Fi-
nanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Fi-
nanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt
gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. de-
cember 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31.
december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket
betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenska-
pitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder
solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden
fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er
beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er
et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirk-
somhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af §
5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. de-
cember 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed
gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksom-
hed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af
et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste moder-
virksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1,
skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse
med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje
måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige
foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at
der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at op-
11
fylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet
kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenska-
pitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt,
inden fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fri-
sten i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse
for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og
3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. de-
cember 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette
tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest
den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126
d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil
i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbej-
de en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i
perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk.
7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse
af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapital-
kravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet sel-
skabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern
model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende sol-
venskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i for-
hold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Hovedindhold
1.2 Baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.4. Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
2.5. Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.6. Investeringsregler
2.7. Kapitaltillæg
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.10. Koncerner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finan-
siel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændrin-
ger af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En kon-
solideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammen-
skrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bi-
lagt dette lovforslag.
Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en
række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu
bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringssel-
skaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge
europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internati-
onalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med
supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og
ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse ini-
tiativer i Danmark.
Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år
med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt sti-
gende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapi-
talstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske
Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at
forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler,
og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapital-
regler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske
Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet op-
gøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, det enkelte forsikringssel-
skab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et
krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensæt-
ningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle sol-
vensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Euro-
pæiske Union.
1.1 Hovedindhold
Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilla-
delse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber,
der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive bela-
stet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-
direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en
opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de en-
kelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af
solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler
og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets
investeringsregler.
13
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget op-
fylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet
kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fast-
sat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb op-
gjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen
henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.
Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne op-
gøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et
nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselska-
berne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et
beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre
et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapi-
talkravet i solvens II-direktivet.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solven-
skapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og
efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal sel-
skabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansie-
ringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er
kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettel-
se, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan op-
fylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der
derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.
I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af ba-
siskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den
gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens
med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde
anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er
fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter be-
nævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risiko-
frie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at
fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsik-
ringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekur-
ve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selska-
bet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at ak-
tiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i
udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovfor-
slaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne
for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risiko-
frie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.
Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel
gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at
opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset sel-
skabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at
identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere
om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i
den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens.
Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse
for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være op-
mærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringer-
ne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i sol-
venskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable in-
vesteringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de
nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på
kvantitative begrænsninger i form af en række placerings-
og spredningsregler.
Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ik-
ke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en be-
stemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt
antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-
taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre til-
synsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Fi-
nanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for
den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage
i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kom-
missionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre
en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.
Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den in-
formation om selskabernes solvens og finansielle situation,
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Fi-
nanstilsynet, og om den information, selskaberne skal of-
fentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens
og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om
offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og
finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæ-
iske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme
oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed
med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle
situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvi-
delse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i for-
hold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.
Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-
forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæ-
derlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal
leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbe-
stemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye
regulering.
1.2. Baggrund
Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende
regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og
en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.
14
Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikrings-
tagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapital-
krav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for
det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers
konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel
stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere
øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse
på forsikringsområdet.
De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve
op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bli-
ver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er
solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv.
Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommis-
sionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direkti-
ver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet.
På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal
understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau
2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Dom-
stolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op
til EU-reguleringen.
Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direkti-
vet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har
dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for
solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der star-
tede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den
europæiske forsikringssektor.
På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet
etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings-
og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter
der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds be-
føjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet,
hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIO-
PA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specifice-
res.
På grund af politisk uenighed blev processen omkring
vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette
medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i
første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev
dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromis-
tekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direkti-
vet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet,
blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016.
Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale
frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsik-
ringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på
de nye regler.
For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-
reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden be-
stemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den
1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang
række forhold, herunder blandt andet interne modeller til
opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder om-
nibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, såle-
des at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de
nye regler.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve
en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal
ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og
relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1),
men også efterleve den omfattende regulering på forord-
ningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende
tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere
forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter
brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.
Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lov-
forslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg
og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsik-
ringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reg-
lerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lov-
valgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gen-
nemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. au-
gust 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers beta-
lingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller kon-
kurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-
direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendt-
gørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som
Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om
finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering
afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.
Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv
virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig le-
delse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet
udvider kravene til organisationen, således at den tillige om-
fatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en
intern auditfunktion og en aktuarfunktion.
Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens
II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal
vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en in-
tegreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet
skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin
specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det
krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en
kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbe-
hov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko
og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav,
men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at
forholde sig til egen risiko og solvens.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
2.1.1. Gældende ret
I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikrings-
selskaber omfattet af den samme regulering med enkelte
undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikrings-
selskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis
gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringssel-
skaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte reg-
ler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og
15
tværgående pensionskasser findes særlige regler for med-
lemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets for-
pligtelser.
Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselska-
bernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for
at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne
fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspi-
reret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapital-
kravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der ta-
get hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som
vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor krave-
ne til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger
af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-
reguleringen.
2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsik-
ringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kri-
terier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræ-
mie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til
at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver
grænseoverskridende virksomhed.
Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets an-
vendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-ret-
lig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver op-
hæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at
regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets
præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at
selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade sel-
skaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.
På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede
aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-
direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigts-
mæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark.
Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selska-
ber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som føl-
ge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigts-
mæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der
er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-for-
sikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselska-
ber).
2.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsæt-
tes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart an-
føres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet
gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til
kravet om registrering af aktiver.
2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
2.2.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder
regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikrings-
selskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringssel-
skaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav.
Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at
dække sine risici, kaldes basiskapitalen.
Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et for-
sikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det stør-
ste af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Sol-
venskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat
beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringssel-
skabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast be-
løb.
Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere
opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det
individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapi-
tal, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille
sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge
af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal besty-
relsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte indivi-
duelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virk-
ningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12
måneder.
Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der om-
handler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet,
og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgø-
relse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at
vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager
højde for de forhold, der er særegne for netop deres virk-
somhed.
Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end
kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udar-
bejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov
om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en
række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at
forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempel-
vis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lig-
nende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes
væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at for-
byde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel
virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsy-
net træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidati-
on eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages un-
der administration.
2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at
tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt
indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til
16
at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med
(solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt mini-
mumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum
skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De
overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og
gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelses-
niveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og der-
med give forsikringstagerne og de begunstigede en betryg-
gende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forplig-
telser.
For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartals-
vis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det
og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.
Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet,
at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulere-
de kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets prak-
sis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomi-
ske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at
sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsyn-
lighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres for-
pligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i
de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter,
som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at
risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risi-
koen for aktiekursfald.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som mini-
mum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt
selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen, og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal be-
nyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.2.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som in-
troducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal her-
efter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et mini-
mumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse
nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelses-
metode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har
hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsik-
ringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med
lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært til-
passe opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifika-
tioner, der bliver fastsat af Kommissionen.
Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav
i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesni-
veau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af
solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en
intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Fi-
nanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at god-
kende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern
model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet
i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgø-
re solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en be-
stemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet
for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den
nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil,
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selska-
bets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig min-
dre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
17
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-
kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks må-
neder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens
minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre
måneder.
Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne
skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til
de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringssel-
skaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfat-
tende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for grup-
pe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-for-
sikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse
og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet,
og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de
enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal
således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiska-
pital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav,
med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselska-
ber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det indi-
viduelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgø-
re solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed.
2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder består af kernekapitalen tillagt den suppleren-
de kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler
findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om
opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapital-
grundlag for visse fondsmæglerselskaber.
2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med
opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende ka-
pital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-
regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvali-
tet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al
kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et for-
sikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor
behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overens-
stemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder ud-
arbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren
for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapi-
talgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.3.3. Forslagets indhold
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget,
basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.
Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestem-
melse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler
for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse be-
grænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at
dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitalise-
ret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificerin-
gen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for
kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndigheder-
ne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det
supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør
dette.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler
herfor.
2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser
2.4.1. Gældende ret
På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, regule-
ret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdi-
principper.
I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver
og passiver i årsrapporten.
Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individu-
elle solvensbehov tage højde for overgangsregler for bereg-
ning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af
hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hen-
sættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse
med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, og der foretages en række justeringer i over-
ensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag
18
5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om sol-
vens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af
den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reg-
lerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgø-
relse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række
justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der
fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december
2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af om-
nibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsik-
ringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik
på at overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser.
Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne
den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på
grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realisti-
ske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at
afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforplig-
telser.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med vær-
diansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
2.4.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til vær-
diansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsik-
ringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fast-
sat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mel-
lem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikrings-
mæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at
dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i
årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af
7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og
balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra
de samme overordnede principper, men der kan på baggrund
af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være
visse forskelle.
Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-
forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en ju-
stering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-år-
ig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-
forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmel-
sen.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de
nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende
værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansiel-
le rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende
ændret som følge af udviklingen af de internationale regn-
skabsstandarder.
2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve
2.5.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonterings-
rentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne.
Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsvær-
dien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtel-
serne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af
en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og
Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven
i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne.
Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risiko-
frit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtel-
ser, som et forsikringsselskab har.
Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Fi-
nanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen
skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke
kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finan-
sielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse
aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nu-
tidsværdien.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at an-
vende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekur-
ve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtil-
pasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med,
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
19
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter el-
ler bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig no-
genlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge
af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og
løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse in-
debærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at sel-
skabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år
indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et
selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hi-
nanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapital-
grundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørel-
sen af forpligtelserne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlæg-
ger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbin-
delse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt re-
guleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er
niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.5.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-
forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve,
der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre de-
res forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulig-
hed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering
eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte
regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og
kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.
Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for
den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringssel-
skaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den
risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes
dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gø-
re brug af overgangsbestemmelsen.
2.6. Investeringsregler
2.6.1. Gældende ret
De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om fi-
nansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17.
september 2007 om firmapensionskassers og forsikringssel-
skabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i for-
hold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørel-
se nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdi-
papirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsik-
ringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at
midlerne er tilstrækkeligt likvide.
Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser vedrørende direkte forsikrings-
virksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af di-
rektiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L
228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og
90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-
sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper
om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtøm-
mende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til in-
vesteringernes spredning og diversificering.
Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative be-
grænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder
den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hen-
sættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med
hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sik-
re, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgø-
res.
Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige
investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investerin-
ger, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne
skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsik-
ringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sik-
kerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser.
Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn
ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsik-
ringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet
er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.
Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine for-
pligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for
direktionens adgang til at placere midler i investeringsakti-
ver og afledte finansielle instrumenter.
2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væ-
sentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet
indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets
artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringssel-
skabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber
skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens
og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet,
at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestem-
te kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den libe-
ralisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det
følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevæ-
gelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem med-
lemslande og tredjelande er forbudt.
20
EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de
almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte
brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.
2.6.3. Forslagets indhold
Det overordnede formål med investeringsreglerne er fort-
sat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser
bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitati-
ve grænser, som de gældende investeringsregler opstiller.
Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende
investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet be-
stemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle de-
res aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de
begunstigedes interesser varetages bedst muligt.
Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammens-
ætning, der medfører at forsikringstagernes interesser vare-
tages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investerin-
ger i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne
og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.
Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investe-
ringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risiko-
profilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov,
hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.
Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser
vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspoli-
tik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet an-
bringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent per-
sonprincippet.
2.7. Kapitaltillæg
2.7.1. Gældende ret
Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fast-
sættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om fi-
nansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan
fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringssel-
skaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet
finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte indivi-
duelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuel-
le solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapital-
krav.
De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold,
som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vur-
deringen af selskabets individuelle solvensbehov efter den
gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Fi-
nanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af
ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Fin-
der Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov
er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågælden-
de virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et
højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det in-
dividuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virk-
somhedens individuelt fastsatte solvensbehov være ud-
gangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end
den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet
for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til
at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konk-
ret vurdering.
2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om
det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan
fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række krite-
rier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og
på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke om-
stændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Ni-
veau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.
Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indfø-
res et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres
ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at stan-
dardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risi-
koprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I
disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at
fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
2.7.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstil-
synet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt
et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en an-
vendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapital-
kravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsent-
ligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive for-
mer for virksomhedsstyring.
I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet
på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den god-
kendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal
selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne.
Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler sel-
skabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterføl-
gende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet
op på forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fort-
sat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt sol-
vensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle sol-
vensbehov.
2.8. Indberetning og offentliggørelse
2.8.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at fi-
nansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysnin-
ger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere
21
fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, sol-
vensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne ind-
beretter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har
udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er har-
moniseret på EU-niveau.
Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at
selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes sol-
vens og finansielle situation udover, hvad der skal offentlig-
gøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektio-
ner.
2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighe-
derne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringssel-
skaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvide-
re fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennem-
sigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsent-
lige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.
Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om
en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsyns-
myndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som for-
ordninger. På denne måde sikres en harmonisering af til-
synspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysnin-
ger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder navnlig med hensyn til indberet-
ningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til til-
synsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-
regulering og bliver udstedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
2.8.3. Forslagets indhold
Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til
offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situati-
on og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsy-
net vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysnin-
ger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med sel-
skabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver,
de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om
udarbejdelsen af to rapporter årligt.
Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport
om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaber-
ne skal indsende til Finanstilsynet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øge-
de krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gæl-
dende indberetningskrav.
2.9. Egnethed og hæderlighed
2.9.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som
stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i re-
lation til egnethed og hæderlighed.
Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at be-
stride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derud-
over til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og
udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindel-
se med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelses-
medlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædel-
se af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis over-
trædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ik-
ke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer
må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering eller være under re-
konstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssa-
nering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført
virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en ad-
færd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ik-
ke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.
Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan på-
byde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et
bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virk-
somhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæ-
derlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler
for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til
at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og
proportionalt.
Efter de gældende regler er det alene medlemmer af besty-
relse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurde-
res af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og
hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det
er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret
for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor af-
gørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrække-
lig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride
henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler
indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der
ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe
tilliden til den finansielle sektor.
2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal eg-
netheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en
stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte
nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver
selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige
og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring
til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind
over for dem, som ikke længere lever op til kravene.
22
2.9.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov
om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøgleperso-
ner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være
dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske le-
delse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en
nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktio-
ner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selska-
bets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne
auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for
nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses
for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-
forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring
skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en
afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæ-
derlighedsvurderes.
Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til eg-
nethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøgleper-
soner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at
afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op
til disse krav.
Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselska-
ber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet.
Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlig-
hedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, ud-
over som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.
2.10. Koncerner
2.10.1. Gældende ret
Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov
om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov
om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en
definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i
denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om kon-
cernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i
lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder
omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af
det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirk-
somheder.
Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i kon-
cerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal der-
med opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og
individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om
opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af be-
kendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsik-
ringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basi-
skapital, der efter fradrag af summen af det største af datter-
selskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virk-
somhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.
Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlæg-
ning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i
§ 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhe-
dens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis
forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyl-
delsen af kravene i § 126 på koncernbasis.
2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestem-
melser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal
sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens reg-
ler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalise-
ring.
2.10.3. Lovforslagets indhold
De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirk-
somhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangs-
punkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal op-
gøres efter en anden metode.
Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Fi-
nanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.
Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse
af nye opgaver i forbindelse med implementering af de
europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede
udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at fi-
nansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets
eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende
hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoref-
ter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgif-
ter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det frem-
går af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven
tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af
varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksom-
heder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§
361-370.
Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at
Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere
omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetnings-
krav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender
og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation
og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere be-
hov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, match-
23
tilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan
anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordne-
de bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor
størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges en-
deligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i for-
ordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil bli-
ve selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økono-
miske og administrative konsekvenser.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke
vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan
på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den
samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag,
kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør
heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder
at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt
på samfundsplan.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det
er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byrder for dansk er-
hvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau.
Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer
og indeholder en række informationsforpligtelser med hjem-
ler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere de-
taljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis
delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis
vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de kon-
krete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i
virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af
lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere.
Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforsla-
get.
De områder, der vurderes at medføre de største økonomi-
ske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgø-
relse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder
krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapi-
talkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter
om selskabets solvens og finansielle situation, én til offent-
liggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye
krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.
Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udar-
bejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt
føre en række kontroller med de data, som de indberetter til
Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstil-
lende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at sel-
skaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kva-
liteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfø-
rer ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at sel-
skaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden
årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om sel-
skabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne
skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en
række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i for-
bindelse med at sikre at data er korrekte.
Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har be-
hov for at foretage en større ændring af deres it-systemer.
Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for
selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering
af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil
der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen
og tilpasninger af systemet.
Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret
organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter
reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende admini-
strative byrder består primært af, at der skal foretages en eg-
netheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for
en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at grup-
pe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftnin-
ger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil
medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med
indberetningen heraf.
Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner føl-
ger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre,
at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre
at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye
opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene mu-
ligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først
bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsni-
veau.
Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-
forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for dis-
se selskaber forenkles.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009,
nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
24
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september
2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for
så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og
anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Sol-
vens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-pa-
pirtilsynsmyndighed).
Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en
sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende
områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring,
forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den
nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var
oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog væ-
ret nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for sol-
vens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle
krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske
forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til
1. januar 2016.
En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at
det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at
koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig.
Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det
Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil høre-
nde system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at
sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i
EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med
virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et
europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæ-
iske tilsynsmyndigheder.
Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæ-
isk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-
plan med det finansielle system og om oprettelse af et euro-
pæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende
funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at over-
våge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i
hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal adva-
re om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finan-
sielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de
enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndighe-
der. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank,
forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsy-
net og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de
europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet,
mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsyns-
myndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev op-
rettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynsko-
mitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynsko-
mitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til
egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne
kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Bank-
tilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndig-
hed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstil-
synsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det
Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at
styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstem-
melse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte med-
lemslande og ensartede konkurrencevilkår.
Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 til-
lægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet be-
står i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regule-
ring og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finan-
sielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet til-
synsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et
fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde re-
guleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder, der vedtages af Kommissionen som delegerede rets-
akter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder
EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser
vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af
EU-retten.
Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsyns-
struktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte
omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigfor-
handlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og
den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.
Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv
udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til
formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgiv-
nings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen
omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirek-
tiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende be-
stemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3
kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
gen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen,
at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-regulerin-
gen.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekni-
ske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-re-
25
gulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er
forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-
traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i
form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter
til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gen-
nemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemfø-
relsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennem-
førelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komito-
logiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udø-
velse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologipro-
ceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kom-
missionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detal-
jerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af reg-
ler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestå-
ende af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes re-
geringer. Kommissionen har initiativretten under alle proce-
durer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har in-
gen stemmeret.
Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennem-
førelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller for-
ordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv,
vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implemen-
tering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gen-
nemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direk-
te gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i
dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i
EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan ved-
tage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en
gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt
være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indehol-
der hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udar-
bejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de dele-
gerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive ud-
stedt som direktiver eller forordninger og dermed om regu-
leringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det
forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af
solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske
standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal ved-
tages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-trak-
taten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omni-
bus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold
til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med
artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser.
Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte
i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den
Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIO-
PA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage
niveau 2-regulering, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de
mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering
hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovfor-
slag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til er-
hvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigel-
sen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i med-
før af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse
til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med
henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gen-
nemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter,
som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage
supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som
Kommissionen udsteder som forordninger.
Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den fore-
slåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik
på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller
hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supple-
rer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som
niveau 2-regulering.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrøren-
de udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg,
der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod
en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i
Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finans-
tilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal
disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den
myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have
en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald
26
fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en
følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske
tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende
tekniske standarder, vil der på en række områder være be-
hov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske de-
le af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås
derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgø-
relsesniveau og ikke direkte i loven.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet
og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen ud-
stedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed
i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-binden-
de regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010
skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner
bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer
og henstillinger. For de kompetente myndigheder er ret-
ningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller
forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlems-
lande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte
retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Asso-
ciation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater,
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-
ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Mo-
torkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Inves-
tor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pante-
brevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH
– Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Fi-
nansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet –
Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske For-
sikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Forenin-
gen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR –
danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investo-
rer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S,
Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranch-
en, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKre-
dit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, Køb-
mandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhuse-
jernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revi-
sornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Både-
byggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunika-
tionsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Uni-
on, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Fæ-
røerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finans-
ministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima,
Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet
for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning,
Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moder-
niseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikker-
hedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integra-
tionsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Trans-
portministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension
& Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsmini-
steriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæ-
iske Centralbank.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til udførelse af nye opgaver i for-
bindelse med implementering af de euro-
pæiske regler i dansk ret og indebærer
dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.
27
Det vurderes ikke muligt at finansiere det
øgede ressourcebehov inden for Finanstil-
synets eksisterende rammer.
De øgede udgifter foreslås dækket via den
eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle
tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af
betalinger fra sektoren.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede øko-
nomiske konsekvenser for regioner og
kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører behov for flere res-
sourcer til Finanstilsynet til udførelse af
nye opgaver i forbindelse med implemen-
tering af de europæiske regler i dansk ret.
Det øgede ressourcebehov udspringer
blandt andet af, at Finanstilsynets løbende
tilsyn med selskaberne bliver mere omfat-
tende på grund af blandt andet de øgede
indberetningskrav, de nye krav om, at sel-
skaberne udarbejder, indsender og offent-
liggør rapporter om solvens og finansiel
situation og godkendelsen af interne mo-
deller. Der er endvidere behov for øgede
ressourcer til at forhåndsgodkende forsik-
ringsselskabernes anvendelse af volatili-
tetsjustering, matchtilpasning og over-
gangsforanstaltninger, samt føre løbende
tilsyn med de selskaber, der har fået tilla-
delse til en sådan anvendelse.
Lovforslaget vil ikke medføre øgede ad-
ministrative konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen De økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet som følge af den samlede sol-
28
vens II-regulering vurderes at være meget
omfattende.
De områder, der vurderes at have de stør-
ste økonomiske konsekvenser, er de nye
opgørelser af solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav, herunder den ændrede
opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye
krav til indberetning og offentliggørelse
samt de nye krav til organisationen. Sel-
skaberne har dog over en årrække forbe-
redt sig på de nye krav.
Reglerne vil medføre en række imple-
menteringsomkostninger for branchen.
Blandt andet vil forslaget indebære, at
selskaberne har behov for at foretage en
større ændring af deres it-systemer. Ud-
viklingen af de nye it-systemer er om-
kostningsfuldt for selskaberne, og de fle-
ste selskaber har i en årrække arbejdet
med tilpasningen af nuværende it-syste-
mer eller integrering af nye systemer for
at blive klar til de nye krav, der stilles
som følge af solvens II-reguleringen.
Desuden vil der være forbundet løbende
udgifter med vedligeholdelsen og tilpas-
ninger af systemet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være en mindre administrativ let-
telse for gruppe 2-forsikringsselskaberne
som følge af, at solvensreglerne for disse
selskaber forenkles.
Det er Finanstilsynets skøn, at lovforsla-
get i sig selv ikke vil medføre administra-
tive konsekvenser på samfundsplan på
over 10.000 timer årligt, men at den sam-
lede solvens II-regulering, der består af
dette lovforslag, kommende bekendtgø-
relser, der forventes udstedt i medfør he-
raf, og forordninger, vil være meget om-
fattende.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervs-
styrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) med henblik på en vurdering af,
om der skal foretages en ex-ante måling
af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at
den samlede solvens II-regulering vil
medføre omfattende administrative byr-
der for dansk erhvervsliv på over 10.000
timer årligt på samfundsniveau. Nærvæ-
rende lovforslag udstikker de overordne-
de rammer og indeholder en række infor-
mationsforpligtelser med hjemler til sene-
re udfyldelse af indhold og metoder. Det
forventes, at de mere detaljerede krav vil
fremgå af en større forordning samt en
række bekendtgørelser, niveau 2-regule-
ring, eksempelvis delegerede retsakter og
niveau 3-regulering, eksempelvis vejled-
ninger. Lovforslaget indeholder dermed
29
ikke de konkrete krav som vil medføre de
administrative aktiviteter i virksomheder-
ne, hvorfor de administrative konsekven-
ser af lovforslaget isoleret set ikke kan
kvantificeres yderligere. Der vil derfor ik-
ke blive gennemført en måling af lovfor-
slaget.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt
de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel
virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget imple-
menterer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i
et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side
113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af
11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF
(Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførel-
se og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver
(Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed),
EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.
I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet op-
hæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv
64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begræns-
ningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjene-
steydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Ti-
dende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv
73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de admini-
strative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livs-
forsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973,
nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli
1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden
inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Ti-
dende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF
af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om
samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikrings-
virksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,
Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning
af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrø-
rende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-
Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for
så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsik-
ringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side
21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om sam-
ordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestem-
melser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L
185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmel-
ser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjene-
steydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skade-
sforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en
forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.
30
marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselska-
ber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001,
nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Ti-
dende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om gen-
forsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og
2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ænd-
ret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til sol-
vens II-direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens
anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med
lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13,
hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov
om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal
finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle
(ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven fin-
der anvendelse for ISPV'er.
Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende
bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af
de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernreg-
ler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når
denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholding-
virksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1,
stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48.
Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126
foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direkti-
vet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solven-
skapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksom-
heden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og kon-
cernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller
Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåe-
de § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal
finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)
Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt ka-
pitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder
særlige regler for ISPV’er.
Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr.
47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk
person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som
finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved
hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finan-
sieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der
har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den
juridiske person og forsikringsselskabet.
Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g
indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1,
stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lo-
vens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er
i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens
§ 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de
tilhørende bemærkninger for nærmere information om
ISPV’er.
Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk.
16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser,
der finder anvendelse for leverandører og underleverandører
til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr.
27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konse-
kvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med
lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i §
5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de under-
liggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, bliver til nr. 30 og 31.
Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der
med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med
særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt
den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgåen-
de pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil §
175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er
nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og
gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendel-
sesområdet for § 175 b.
Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper,
henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i sol-
vens II-direktivet.
Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsik-
ringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der føl-
ger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og
mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra di-
rektivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i
denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe
2-forsikringsselskaber.
Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på
hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbs-
grænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at
overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c
og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af
31
definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-for-
sikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne
og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikrings-
selskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering
af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at
overstige en af grænserne.
Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af
blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvor-
ved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede stør-
relse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige
hensættelser.
Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber beteg-
nes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringssel-
skaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.
Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af
forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1,
nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lov-
bestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikrings-
selskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikrings-
selskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for sel-
skaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve.
Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye
krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens
gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver om-
fattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsba-
siskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuel-
le solvensbehov.
Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier
til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af
arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af
betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikrings-
selskab.
I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-for-
sikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre
på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kom-
mende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af,
om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år
omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregnin-
gen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken
på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringssel-
skabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til for-
sikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende
indbetalinger og engangsbeløb.
Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-
forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinan-
den følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb
overstiges i et af de kommende 5 år.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om be-
løbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år om-
regne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen
tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på
den sidste dag i regnskabsperioden.
Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio.
euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forven-
ter, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Belø-
bet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er
oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne be-
løbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages ud-
gangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste
dag i regnskabsperioden.
De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en kon-
cern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et
gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det
foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7,
og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primæ-
re risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og
fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære risiko.
Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og
kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdsels-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013,
lovpligtige.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer.
Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.
32
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. ja-
nuar 2014, lovpligtige.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter
direkte og indirekte kautionsforsikring.
Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe
1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget én af følgende beløbsgrænser:
1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV'er,
3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller
4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV'er.
Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringssel-
skab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges
i et af de kommende 5 år.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om belø-
bet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omreg-
ne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tag-
es udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt.
Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter
til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke
er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegi-
venheder, der er dækket under de udstedte forsikringspoli-
cer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne
dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsik-
ringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præ-
mier.
Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende
virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, enten via en filial eller i form af grænseover-
skridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov
om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler,
som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed
skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der
udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der
udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af
de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være regu-
leret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslande-
ne, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsik-
ringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et grup-
pe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab
skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information herom.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en defini-
tion af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på
forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov
om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførel-
sen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en pri-
mær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække
de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici.
Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den
primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den af-
tale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den ac-
cessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsik-
ringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at
udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og
retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til an-
dre klasser. Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan
dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assi-
stance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til perso-
ner, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær
fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælps-
forsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når
den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af sø-
fartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsik-
ringsklasse 12.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den
gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5,
stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.
33
Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en defini-
tion af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører sol-
vens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.
Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat
fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsik-
ringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjeneste-
ydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at
sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyn-
dighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en
filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of
the supervisory authorities of the Member States of the
European Community in particular in the application of the
Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/
182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger,
der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.
Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens
II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solven-
skapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de
foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en defini-
tion af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestem-
melsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.
I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person,
der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finan-
sierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp
af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansie-
ringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale
er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af af-
talen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebeta-
lingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipa-
pirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsik-
ringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger, mod
ISPV’et.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation,
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet.
ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har
aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til
aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets ret-
tigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem for-
sikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet
som en fond.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhøren-
de bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en defini-
tion af standardformlen. Standardformlen er en matematisk
formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en defini-
tion af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en til-
pasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt
portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrøm-
me afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed
for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres
forpligtelser med.
Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en defini-
tion af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås
en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgø-
res under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har
foretaget.
Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en
oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væ-
sentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksom-
heders solvens findes.
§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder
kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være om-
fattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforsla-
get indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-
forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse
af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende
34
minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for op-
gørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal der-
med ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gæl-
dende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lov-
forslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvis-
ningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.
Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i
den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed,
hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1,
også udgår.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-
forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt de tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed
Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab op-
gøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den kon-
krete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget
sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2,
hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal for-
stås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
For nærmere information om solvenskapitalkravet henvi-
ses til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til
den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der in-
deholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber,
udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126
d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere in-
deholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om
tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr.
4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne be-
stemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets §
1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af
minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises
til denne bestemmelse.
For nærmere information om minimumskapitalkravet hen-
vises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
33, samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et
nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet mini-
mumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med §
126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet
minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de
finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for,
at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om minimumsbasiskapital hen-
vises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i
§ 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen in-
deholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhand-
ler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvis-
ning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser
vedrører kapitalgrundlag.
For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises
til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
samt tilhørende bemærkninger.
§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes
nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet
basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b,
stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og sup-
plerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse
med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapital-
grundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle
virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette
indgår i oversigten i § 5, stk. 6.
For nærmere information om basiskapitalgrundlag og sup-
plerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærk-
ninger.
§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed
§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivel-
sen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som
konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette
lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen
ophæves.
Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af
hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af
de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der
udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-di-
rektivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindel-
se med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b,
stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærk-
ninger.
35
Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der
stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilla-
delse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse
forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.
Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomhe-
der, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapi-
tal, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virk-
somheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre,
at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de frem-
over vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5.
Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet.
Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat
beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Ek-
sempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro
for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For
skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsat-
te beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver lø-
bende taget op til revision af Kommissionen.
Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at
blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den
opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.
Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den rå-
der over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende
til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være
i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække så-
vel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat be-
løb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikrings-
selskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at
opfylde sit individuelle solvensbehov.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve for-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i
lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den
virksomhed, som selskabet agter at drive.
Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er
Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de op-
lysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til ind-
beretningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvil-
ket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens
II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne ve-
drørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at
fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode.
Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere,
hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24
eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der in-
deholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
For nærmere information om solvensreglerne for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.
Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet
straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer
status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab
eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et
gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et
forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitio-
ner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5,
stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 7.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter.
Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen
til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden
for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at
kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De
tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er
lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprø-
ve kategoriseringen af det enkelte selskab.
Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et
forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være
omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet
falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse
hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk.
5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til
at være et gruppe 1-forsikringsselskab.
Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at
der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsik-
ringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til
36
egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses
i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at
udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede
nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændrin-
gen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende be-
mærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at iden-
tificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27,
hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab
skal identificere selskabets nøglepersoner.
For nærmere information om nøglepersoner henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)
I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag
for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om
overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet
pensionskasse udgå.
Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der
fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsik-
ringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser,
livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsæt-
ningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selska-
bets omkostninger, invalidehyppighed m.v.
Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet
forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det
dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
forenkling.
Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af
de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovfor-
slags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover
opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrund-
lag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af be-
stemmelsen taget højde for.
Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 til-
svarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er
meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gen-
nemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrø-
rende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsik-
ring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. novem-
ber 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet
uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både di-
rektiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen
til direktiverne foreslås derfor ændret.
Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende
for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt
koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført
solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af
§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.
Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a
i lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finan-
siel virksomhed)
Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39,
stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146,
stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere
solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan
opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet
skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er ri-
siko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
For nærmere information om solvenscertifikatet henvises
til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærknin-
ger.
Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemfø-
res solvens II-direktivets artikel 42 og 43.
Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksom-
hed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og
direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og
hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til
enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derud-
over skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed,
integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen
eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt straf-
ansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stil-
lingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et
ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om
eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller
gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på
grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som
den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væ-
sentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansiel-
le virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledel-
sesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag
for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen
eller hvervet på forsvarlig vis.
37
Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af le-
delsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den på-
gældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksom-
hed.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til
kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstil-
synet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til
den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.
Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om
egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finans-
tilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræ-
den i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågæl-
dendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5.
Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver
dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lov-
givning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmed-
lemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Le-
delsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryg-
gende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets
underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en
vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage,
at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv
på betryggende vis.
Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner
i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt
driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnet-
hed og hæderlighed.
Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds,
som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til §
64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer
og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrel-
sen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.
Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes
bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er om-
fattet af § 64, stk. 1-5.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til
enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og
erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse per-
soner i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt om-
dømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.
Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71,
stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal iden-
tificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses
dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den fak-
tiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der vareta-
ger nøglefunktioner i selskabet.
Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler
gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærknin-
gerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved det-
te lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvil-
ke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foreta-
get af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav,
som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre,
og det område eller den funktion, som nøglepersonen er an-
svarlig for.
Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke
teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde.
Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en
vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med
det relevante område, herunder særligt om vedkommende i
øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og
hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på
baggrund heraf.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den
pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på
samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal
gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og
kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være
forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sik-
res, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøgle-
funktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne
som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrol-
lere.
Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til
at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrøren-
de egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågæl-
dende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede
bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøgleper-
soner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.
Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger
gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgle-
person i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab,
fremover skal varetage en anden stilling, som også indebæ-
rer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson,
idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egne-
theds- og hæderlighedsvurdering.
Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det på-
hviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstil-
synet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin
stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den
pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.
Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2,
1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har
pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i
kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af
at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og
hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
38
ceret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres
som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsy-
net om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i hen-
hold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme si-
tuationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været
varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere
udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som frem-
over skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2.
pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet
til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kred-
sen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4,
herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en
ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere le-
ver op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne
foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds-
og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal
varetage stillingen.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning
til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2.
pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så
vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gæl-
der, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64,
stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i §
64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere be-
grænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egne-
theds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke an-
vendelse for disse forsikringsselskaber.
Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stil-
ling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovfor-
slagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærknin-
ger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et grup-
pe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af
det foreslåede § 64, stk. 8.
Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til eg-
nethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-
forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende
nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de
lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen,
også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af,
om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også
skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt
nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vur-
dering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet
skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at ned-
lægge sit/deres hverv.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom
EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau
3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen,
der bliver udstedt som forordninger.
Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende be-
stemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov
nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende §
71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
skal træffe for at have effektive former for virksomhedssty-
ring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres
det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse
af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot
indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effek-
tiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til
stk. 1.
Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til
at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er
nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direkti-
vets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøgle-
personer.
De personer, som vil skulle identificeres som nøgleperso-
ner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselska-
bets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledel-
se af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer,
der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, ek-
sempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for anta-
gelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og
særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til
det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og
udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selska-
bet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og
forretningsmodel.
Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som
nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er
vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets
drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-for-
sikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en di-
rektion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en complian-
cefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion.
Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøg-
lefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De over-
39
ordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direk-
tivets artikel 44, 46, 47 og 48.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44
forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Ri-
sikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det
samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et
effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en
compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse
af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser
af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici.
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47,
forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis
hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksom-
hedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-
forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuar-
funktion, som har det overordnede ansvar for selskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den an-
svarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgle-
person. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikrings-
selskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og
udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson.
Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og
organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke an-
dre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunkti-
on, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne audi-
tfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således
afhænge af selskabets forretningsmodel.
Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuar-
funktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som
de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive regu-
leret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. de-
cember 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen)
med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende
kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover
forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om
selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, com-
pliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver,
end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering
på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kom-
pleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis or-
ganiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår inte-
ressekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil
kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på an-
den måde foretages betryggende kompenserende foranstalt-
ninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet
har en sådan, og den interne revision har de rette kompeten-
cer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne
auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i
bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisio-
nens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt fi-
nansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte
revision skal omfatte virksomhedens administrative og regn-
skabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte om-
råder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne
kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af
overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de
opgaver, som intern revision varetager.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikota-
gere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nød-
vendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgle-
person i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat
skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfat-
tet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er
en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende
skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i
gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksem-
pel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet
således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
For så vidt angår underretning om selskabets nøgleperso-
ner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende
bemærkninger.
Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation
af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i
henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 79.
Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens
af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for
henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.
De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvars-
havende aktuar i forsikringsselskaber.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks
underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede §
40
126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede §
126 d.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer
straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at sel-
skabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller
kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med
de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselska-
ber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres mini-
mumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den
foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor ud-
går kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Fi-
nanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder
kapitalkravet.
Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virk-
somhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås
det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler
kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og
170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og
46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til
kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en
henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en
henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden
kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis,
såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den
variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiska-
pitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for
koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Des-
uden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og
solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.
Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens
af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og grup-
pe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer
opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med for-
slaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i
lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en
følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr.
24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvis-
ningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende
lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstem-
melse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der
henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.
Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i
kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse
udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig,
idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og
det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i be-
stemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af
bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen foreslås nyaffattet.
Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de
mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselska-
ber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsom-
råde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikrings-
selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal
følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om fi-
nansiel virksomhed.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom til-
fældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i §
71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet med-
fører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet
om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71
og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod
alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at genta-
ge kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes
forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den
gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.
Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en til-
strækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen
og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overve-
jelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne
henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov,
jf. stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal
dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderin-
gen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen
og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil
og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine
forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksem-
pelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv
afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet
har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringssel-
skabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige
risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er
kapitaldækkede.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
41
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb
afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udø-
ver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende
minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126,
stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en for-
sikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil
løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at
beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at
Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tiden-
de.
Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for for-
sikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed
som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tids-
punktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsy-
net ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsik-
ringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet
af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende for-
sikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virk-
somhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (ka-
skoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jern-
banekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder),
7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader
på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælps-
forsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.
Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirk-
somhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør
3,6 mio. euro.
Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for grup-
pe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsik-
ringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr.
23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.
Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilla-
delse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio.
euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.
En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter
giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende §
126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gæl-
dende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst
halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtæg-
ter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er
fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav
videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i be-
kendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres.
Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige
gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende reg-
ler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at
få nedsat deres minimumskapitalkrav.
Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-
forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det indivi-
duelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den
basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en
meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab
som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af
bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og
driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal ef-
ter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det in-
dividuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er
resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.
Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af
alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan
blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og
foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forret-
ningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risiko-
vurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ be-
skrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vur-
dering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke
risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger
eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselska-
bets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov
skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en
going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vur-
deringen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulig-
hed for at overholde kapitalkravene både inden for en tids-
horisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strate-
giske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet
at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre
m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges
til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, for-
retningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal
medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvens-
behov.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et
højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som
selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågælden-
de gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvens-
behov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og di-
rektionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ik-
ke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke
være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter
stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt
solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikrings-
selskabets individuelle solvensbehov som minimum svare
hertil.
42
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved op-
gørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de sam-
me forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til
grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurde-
ring vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder
dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet,
at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Fi-
nanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets in-
dividuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der
er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på
tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet
få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat indivi-
duelt i det konkrete tilfælde.
Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)
Til § 126 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der ind-
fører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrund-
lag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennem-
fører solvens II-direktivets artikel 87-89.
Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegre-
ber og forskellen i forhold til den gældende regulering.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget
er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det sup-
plerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.
Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende
kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kom-
missionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf.
artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret
ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske
standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3,
stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april
2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det
supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig ind-
fasning af de nye regler.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrund-
laget består af summen af det beløb, hvormed værdien af ak-
tiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Be-
løbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af for-
pligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende ka-
pitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basi-
skapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag
kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige
fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i
form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 må-
neder.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal
godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis
kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissio-
nen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets
godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapi-
talgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at
forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke
fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i be-
tragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapita-
len kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringssel-
skabs fortsatte drift (going concern).
Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager de-
legerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrund-
lagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. De-
legerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standar-
der er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt
som forordninger.
Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers
opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gen-
nemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Be-
myndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgø-
relse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det for-
ventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om
det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække hen-
holdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
§§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at in-
deholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og
Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapital-
grundlag.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
43
Til § 126 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af sol-
venskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel
100-102 og 119 i solvens II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af
solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selska-
bets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i høje-
re grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om
finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil
give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere
tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksom-
hedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og di-
rektionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et
kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte sol-
venskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikrings-
selskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsik-
ringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed
for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den ri-
siko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den
risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 må-
neder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-for-
sikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet ale-
ne uventede tab, da de forventede tab antages at være inde-
holdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe
1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommen-
de 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både
forventede og uventede tab.
Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for
at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fast-
lægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselska-
bet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at for-
sikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct.
kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de
begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres
på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsin-
strumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikati-
onseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når for-
skellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i sam-
me retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de en-
kelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkra-
vet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. §
5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9,
eller ved at anvende en godkendt intern model. De overord-
nede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-di-
rektivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direk-
tivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf.
bemyndigelsen hertil i stk. 6.
Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på
niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede rets-
akter, der præciserer den matematiske udformning af stan-
dardformlen, og de metoder, antagelser og standardparame-
tre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risiko-
moduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt ved-
tager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA
som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet.
Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finans-
tilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler,
til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer
for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel
112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. be-
myndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den
interne model opfylde en række betingelser, der dels vil
fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fast-
sat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter
således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende in-
terne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement her-
til, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelses-
mæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordnin-
ger.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har
mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved
opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle
af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal
sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses sel-
skabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspeci-
fikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommis-
sionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gen-
nemført som forordninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at
kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardform-
44
len. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-di-
rektivet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici,
modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skade-
sforsikring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væ-
sentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om
det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne
kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overens-
stemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke gi-
ver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den bag-
grund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er
uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at sel-
skabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med
de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 63.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indbe-
retning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsy-
net kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de
indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet
skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætnin-
ger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og
solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage
herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder,
at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørel-
sen.
For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og
om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse
af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at
udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler
for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og
én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, §
126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af
kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapi-
talen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsat-
te kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå
af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal
bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet
gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser
sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en æn-
dring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikrings-
selskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgø-
relse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapi-
tal for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse
fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapita-
len og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af
de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres akti-
ver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i
dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i regi-
steret over aktiver som følge af, at der skal registreres akti-
ver til fordel for særlige bonushensættelser.
Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kva-
litet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye
solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig an-
ses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere regi-
streres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I
stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risi-
kobaserede solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Stan-
dardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokate-
gorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er
opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sand-
synlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over
for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en
portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en in-
vestering kan blive modsvaret af gevinster på andre investe-
45
ringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede porte-
følje mindre end summen af risiciene i de enkelte investerin-
ger. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korre-
lationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhæn-
gighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokatego-
rierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et
samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct.
på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringssel-
skabers særlige situation er der mulighed for, at anvende
forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forven-
tes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og
godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er til-
fredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i til-
strækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres, og
modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 126 d
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af mini-
mumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128
og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet.
Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapi-
talkravet.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til
at dække minimumskapitalkravet.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapi-
talgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
den med lovforslaget foreslåede § 126 c.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som
basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiska-
pitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil for-
sikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj ri-
siko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer
for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår he-
raf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funk-
tion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, brutto-
præmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges
med en faktor for at finde det samlede minimumskapital-
krav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed
for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måne-
ders sigt.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det
præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. ar-
tikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som
forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapital-
kravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det
opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af
det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet
fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i
overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i
medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner
denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet,
der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre græn-
se, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger
af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. ne-
denfor under bemærkningerne til stk. 5.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter
regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal op-
gøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et
minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet op-
gjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde,
hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede §
350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne op-
gørelse.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes
at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste
tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapi-
talkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte
minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45
pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det fak-
tisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48
pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil mini-
mumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser
i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor
46
Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det
pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med
henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for mi-
nimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direkti-
vets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert
femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar
2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede be-
løb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæ-
iske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennem-
førelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om
finansiel virksomhed.
Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov
om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 in-
debærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sam-
men med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, syg-
dom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernba-
ners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretø-
jer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for far-
tøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport
(herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og natur-
kræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab,
retshjælpsforsikring og assistance.
Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 om-
fattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimums-
kapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med
bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver
virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7,
som minimum skal være i besiddelse af et basiskapital-
grundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt
i medfør heraf på 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkra-
vet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsik-
ringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør
3,6 mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at sel-
skaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som mini-
mum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør
heraf på 3,6 mio. euro.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegen-
forsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør
1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at sel-
skaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikrings-
selskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiska-
pitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler ud-
stedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberet-
ning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse
og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Fi-
nanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsent-
lig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal
gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkra-
vet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændrin-
ger af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der lig-
ger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Sel-
skabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i
markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretnings-
område, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold
har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal,
og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den
sidste dag i kvartalet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundla-
get, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b,
stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapital-
47
grundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrund-
lag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke inde-
holde kapital, som medregnes i det supplerende kapital-
grundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den
kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal
ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsik-
ringstagerne.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præci-
sere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solven-
skapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver
vedtaget som forordninger.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og §
126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
for nærmere information om det forventede indhold af be-
kendtgørelsen.
Til § 126 e
Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestem-
melsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal an-
vende den samme rentekurve til at diskontere deres forplig-
telser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil
derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne
opgør deres hensættelser på.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-
forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlæg-
ges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den
nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og proces-
serne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på
europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgø-
relse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige
hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven
skabe incitament til god risikostyring.
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender
en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af sel-
skabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab
kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den ren-
tekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære
en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets
forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selska-
bet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så
værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser
over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsæt-
tes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringssel-
skaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensæt-
telser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en
matchtilpasning.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de
forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et
forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forplig-
telserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt,
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selska-
bet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i
en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle mar-
keder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som
følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangs-
punkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgø-
res volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rente-
sats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referencepor-
tefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risiko-
frie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende va-
luta.
EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant natio-
nalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den rele-
vante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive
fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilla-
delse anvendelse af volatilitetsjusteringen.
Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsik-
ringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenska-
pitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det
basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan an-
vendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende
en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering
efter stk. 3.
48
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anven-
de matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det
fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke an-
vendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offent-
liggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og fi-
nansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentlig-
gøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 55.
Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasnin-
gen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for
at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at
gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i om-
nibus II-direktivet.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en
bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller
volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå
godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en vola-
tilitetsjustering.
Til § 126 f
Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at
kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den sam-
me risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtel-
ser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter
§ 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan ude-
lukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes for-
pligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved
værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikrin-
ger, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmel-
des, til de afsluttes.
På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være rele-
vant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe
2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det
forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid,
og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødven-
diggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.
Til § 126 g
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan
ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet op-
gjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risi-
kostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sik-
re, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modta-
ger Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det indivi-
duelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i
forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling.
Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med
i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de
nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at
selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringsta-
gernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at
blive fyldestgjort.
Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaber-
ne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og på-
virkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapi-
talkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstil-
synet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske
stilling.
Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette re-
sultatet af analyserne til Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter
stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nær-
mere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes
at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive,
hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker
deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumska-
pitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktie-
kursrisiko og levetidsrisiko.
Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår,
at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af sol-
venskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede
nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det indivi-
duelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et
minimumskapitalkrav.
I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke
og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af
de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52.
Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begre-
bet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor
bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)
Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op
med opdelingen af basiskapital i kernekapital og suppleren-
de kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet fore-
slås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapital-
grundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og
det supplerende kapitalgrundlag.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere
opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat
skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de
nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en
konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indfø-
relsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
49
Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risiko-
vægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Re-
guleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de sol-
vensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af
solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede
poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i
overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne over-
gangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at be-
grænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode
kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hen-
sættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapi-
talkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gæl-
der efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar
2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417
b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for op-
gørelsen af de risikovægtede poster
Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede
poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, foreslås nyaffattet.
I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet
til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede po-
ster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig
til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennem-
førelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være
af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyn-
diges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de ind-
beretninger, der indsendes som følge af regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-di-
rektivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne.
Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som
vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308
b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved om-
nibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder
regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsyns-
myndighederne.
Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126
nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigel-
sen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr.
1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse
i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil
blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke
medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikrings-
selskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle
solvensbehov.
Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i ste-
det for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning
af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen
for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning
af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de
solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførel-
se af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af
relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den
foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere
foretage indberetning om de risikovægtede poster.
For nærmere information om de risikovægtede poster hen-
vises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende be-
mærkninger.
Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovfor-
slag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal
således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor
henvisningen hertil udgår.
Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden
en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapi-
talkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe
2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af
en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstem-
melse med de nugældende regler herfor. For at føre et effek-
tivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løben-
de indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet be-
myndiges til at udstede regler om indberetning af mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finans-
tilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne
områder.
Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der inde-
holder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte reg-
ler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkra-
vet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede
50
§ 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres
forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber-
ne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til
størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den
foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksom-
hed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af mini-
mumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for
gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags §
1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.
Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.
Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgø-
relse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestem-
melsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien
risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i §
142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmel-
se mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den
direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en
fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det fore-
slås derfor at bestemmelsen ændres.
Til nr. 42 (overskriften før § 158)
Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tilli-
ge omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødven-
digt at anføre disse eksplicit i overskriften.
Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæ-
ves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer for-
sikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af
solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstat-
tes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsik-
ringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt.
Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel
132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet prin-
cip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere be-
skrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidi-
ge regulering.
Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at sel-
skabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stil-
let i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil in-
debære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investe-
ringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår
forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets inve-
steringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selska-
berne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets
vurdering af, om selskaberne via deres investeringer vareta-
ger forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet
vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har
fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter
klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter,
sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici,
eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i
modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvi-
dere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om
investeringerne er sammensat således, at investeringsporte-
føljens forventede værdi er robust over for udsving på de fi-
nansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er
stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investe-
ringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter
langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder
sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler
medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i
og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-di-
rektivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i
aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende
selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrolle-
re og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsik-
ringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikker-
hed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af si-
ne aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover
skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokalise-
ret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om fi-
nansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller
forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne,
når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets
økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 53.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til
arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at
investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes
interesser bedst muligt.
På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der
på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent per-
son-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolk-
ning af princippet.
Det med solvens II-direktivet introducerede prudent per-
son-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selska-
berne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant
krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering
af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel
63.
51
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrent-
ning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver
gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne af-
spejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et
tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselska-
bet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning,
og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisi-
koen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og
dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapital-
kravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent per-
son-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret
på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi
tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er
underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende be-
skrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således
ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst
muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes in-
teresser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf fore-
tages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstil-
synet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om,
hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt.
Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169
i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler
registreringssystemet for forsikringsselskaber.
§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de
gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt §
158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhø-
rende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en
række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§
159-166. Herudover indebærer forslaget en række præcise-
ringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes
ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang
forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af
de registrerede aktiver.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have
en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kon-
trakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan
dække de forsikringsmæssige forpligtelser.
Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af
den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsik-
ringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor
krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over ak-
tiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættel-
ser.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal
dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødven-
digt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis over-
dækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse.
Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn
foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselska-
bet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at regi-
strere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald re-
serveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En
sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret
ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikrings-
tagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod
med de øvrige kreditorer.
Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr.
1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af
registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til
fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan
identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under
administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter
kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobliga-
tioner på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale),
aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller
aftaler, der følger renteudviklingen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7,
endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præ-
mier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regn-
skabsårets afslutning.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne ind-
berette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til
Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette
oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De
nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er regi-
streret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende
tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunsti-
gede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldest-
gjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kredito-
rer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan
alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringssel-
skabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver
over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholds-
mæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets
del af aktivet.
Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ik-
ke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
52
policer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen om-
handler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb
i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin
pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksi-
sterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer
derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt.
I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de
forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver
ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Bag-
grunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget be-
hov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsi-
ger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gen-
nem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtel-
ser.
Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve akti-
verne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter §
251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse el-
ler forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i
foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk.
1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives sel-
skabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det
forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset el-
ler forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under
skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes sel-
skabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage
selskabets bestand under administration i henhold til kapitel
15 i lov om finansiel virksomhed.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret
betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver.
Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de tra-
ditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Fi-
nanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves.
Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe
aktiverne i registeret er deponeret.
Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning,
registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at til-
passe den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. sep-
tember 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende
forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapen-
sionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte teg-
nende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lov-
forslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov
for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige
blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen,
hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides
til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgø-
relse af aktiverne i registeret.
Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§
158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rum-
mer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestem-
melser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke læn-
gere er behov for dispensationsmuligheden i loven.
Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen
vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler
om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes
investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af sol-
vens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i
§ 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophæ-
vet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fast-
sætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente
valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser
i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent
person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at ud-
stede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovfor-
slaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 44.
Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor
modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed el-
ler et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anven-
delse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncer-
nen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved
opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages
kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ik-
ke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.
Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af kon-
cerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Regule-
ringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og
175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.
Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konse-
kvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af
at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal op-
gøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital.
Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af be-
stemmelsen.
Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 175 b
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der om-
handler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet fi-
nansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestem-
melsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i
medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og
artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-
53
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
og omnibus II-direktivet.
Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikrings-
selskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel
harmoniseret i Den Europæiske Union.
Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder
ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november
2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det suppleren-
de tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat
blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet
solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holding-
virksomheder.
Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne
98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder
anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomhe-
der. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlig-
hed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-
forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en
blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark.
I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncer-
nen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet
med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af
dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærknin-
gerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en
række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndig-
hederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, om-
fanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til kon-
cernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at sam-
arbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen
mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i over-
ensstemmelse med solvens II-direktivet.
Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for
dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke
fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for
tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder.
Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk.
7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækst-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige pro-
cedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige
regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt ble-
vet udnyttet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestem-
melser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De
gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt
som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt sam-
arbejde på tværs af medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste moder-
virksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besid-
delse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er belig-
gende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en
forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én
af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr.
10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et
gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge
gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab,
hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16.
november 2011, gennemføres.
Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen
vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk.
9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder
detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering
og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen
bliver vedtaget som forordninger.
Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter
for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse
af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter
bliver vedtaget som forordninger.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget
for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler ud-
stedt i medfør af stk. 9.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrund-
laget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhøren-
de bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund
54
af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering.
Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overens-
stemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringssel-
skabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sam-
menlægges ensartede indtægter og omkostninger samt akti-
ver og passiver i regnskaberne.
Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i
overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Fi-
nanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse
om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere informa-
tion om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapital-
kravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk.
3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en
anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering
lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for kon-
cernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen
indeholder andre finansielle virksomheder end forsikrings-
selskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden me-
tode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste
modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øver-
ste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og
sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven
tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger
for nærmere information om foranstaltningerne ved en man-
glende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan
fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse
med § 350 b.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i stan-
dardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig
at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fast-
sætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncer-
nen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i til-
fælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncer-
nens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede
solvenskapitalkrav.
Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere in-
formation om kapitaltillægget.
Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan
træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Be-
stemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et
selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte til-
synsmyndigheder konsulteres.
Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkra-
vet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og
indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet
kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de ind-
berettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejds-
dage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet fin-
der, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen.
For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal
den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætnin-
gerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af sol-
venskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal ek-
sempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller
ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med
den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal ind-
berettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.
Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste
modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solven-
skapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for
koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godken-
delse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen for-
ventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række be-
kendtgørelser.
Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes
fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver
bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes
blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapital-
grundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages
højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem sel-
skaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da
der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanven-
delse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i
visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringsta-
gerne for en øget risiko.
Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse
herom.
Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddyb-
ning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes den-
ne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Der-
udover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode ef-
ter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-
55
direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen
vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske
principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for kon-
cerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2.
De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger,
der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og der-
for ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde be-
stemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en kon-
cern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og
4.
Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af in-
terne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendt-
gørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede
i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.
Til § 175 c
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller
dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncer-
nen.
Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om æn-
dring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og
2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med fi-
nansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-
direktivet.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, så-
fremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal
finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstil-
synets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde an-
vendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Dan-
mark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler
den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den
danske del af koncernen.
Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle
virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og fi-
nansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, så-
fremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række
nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvis-
ningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav
til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konse-
kvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr.
46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til sol-
venskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet
har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struk-
tureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.
Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed)
I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksom-
hed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestem-
melser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der
blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor mo-
dervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsik-
ringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a
ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås
det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet
for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 48.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en
finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncer-
nen ikke er opfyldt.
Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en
konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets
ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et
gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ik-
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af mini-
mumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for
genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har
fastsat i medfør af § 248.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapita-
len som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes in-
teresser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til mini-
mumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapi-
talkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Fi-
nanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.
Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører
dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage
et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ik-
56
ke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af sol-
venskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse
inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt
selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyl-
delse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansie-
ringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk.
2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimums-
kapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglen-
de opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddra-
ge selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solven-
skapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får
mulighed herfor.
Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lov-
forslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for
nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe
1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner
for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)
Til § 248
Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene
finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe
2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvens-
regler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om
minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvens-
behov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
32.
Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for
en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genop-
rettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til mini-
mumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genop-
rettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere,
om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til
genopretning af selskabets økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er
i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbej-
de, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiska-
pitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestem-
melsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen
skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af,
hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i me-
get alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikrings-
tagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt
hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og frem-
mest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen
genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillen-
de sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i
fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kom-
mende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det
individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende
sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selska-
bet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op
på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfyl-
de kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet
træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter §
350 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal inde-
holde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives
for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørel-
se nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner
for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere
regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal
indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gi-
ves for, vil fremgå.
Til § 248 a
Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gen-
nemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af
stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret,
at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en
plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske stan-
darder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere ind-
hold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som
forordninger.
I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndighe-
der skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af
fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
bliver udstedt som forordninger.
57
Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige til-
fælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsik-
ringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller
branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den
samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7
år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til
alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varig-
hed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsy-
net kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør
en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, ef-
ter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er
tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle
situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad
er berørt af en eller flere af følgende hændelser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i
samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om
ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, lige-
ledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usæd-
vanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der
har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned ind-
sende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at
opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekal-
de forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser,
at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at gen-
skabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solven-
skapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen
for konstateringen af den manglende opfyldelse af solven-
skapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen.
Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke
kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor
den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 51.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af
en konkret vurdering af det enkelte selskab.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det for-
ventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om
solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive re-
videret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de
foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de fi-
nansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet.
Til § 248 b
Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen
med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel
139 i solvens II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at
det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en
finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finan-
sieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at
selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op
til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt
på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes in-
den for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed
for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre
nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselska-
bet senest tre måneder efter konstateringen af den manglen-
de opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kra-
vet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapital-
grundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet
eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldel-
se af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko
for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.
Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglen-
de opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store
risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for,
at fristen kan forlænges yderligere.
I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringspla-
nen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det
forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for
forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313
af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye
krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da sol-
vensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde
et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet.
Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konse-
kvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har
efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b,
stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde så-
vel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over
dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. For-
58
buddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foran-
staltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved
manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapita-
len og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud.
Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse
af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og mini-
mumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringsta-
gerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt ef-
ter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situati-
on vurderes at være.
Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge
af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr.
43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselska-
ber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning
af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation,
hvor forsikringsbestanden er taget under administration.
Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en
rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt
indsende en uddybende rapport om samme forhold til Fi-
nanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i
en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en
rapport om koncernens solvens og finansiel situation og ind-
sende en uddybende rapport på koncernniveau om samme
forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører arti-
kel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet,
som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet
af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå
af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og fi-
nansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offent-
liggør en rapport om deres solvens og finansielle situation,
øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rap-
port, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en
række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at
få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke
oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en
bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede
stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en ud-
dybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rap-
port er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger
om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal gi-
ve et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til,
hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsy-
net, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med
hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirk-
somhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en
rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.
Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gen-
nemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der
skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncer-
nens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der
skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som
udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.
Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern ind-
sender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet
med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige
oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rap-
porten skal give et retvisende billede af selskabet eller kon-
cernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste
modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil frem-
gå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herun-
der om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser samt om den information
rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggø-
relse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen for-
ventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser.
En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe
1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-for-
sikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner
forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede
indhold for den rapport om solvens og finansiel situation
som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, her-
under hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre op-
lysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvi-
se til allerede offentliggjort information. Desuden forventes
det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke
tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte infor-
mation i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af
rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne
frivilligt kan offentliggøre yderligere information.
Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nær-
mere krav til den rapport om selskabernes solvens og finan-
sielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det for-
ventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nød-
vendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskaber-
nes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de
værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål,
deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om
fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
59
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne
for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-
PA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf.
artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede rets-
akter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præci-
serer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver
udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende re-
gulering til solvens II-direktivet og vil sammen med regle-
rne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde krave-
ne til disse rapporter.
Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og
oplysningsforpligtelserne.
Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og
koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de
værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselska-
berne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørel-
sen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættel-
ser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsik-
ringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensæt-
telserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt
skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle over-
drage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et
andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsik-
ringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal over-
tage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.
Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskaber-
nes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse
med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tek-
niske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1
og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter
og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer regle-
rne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-di-
rektivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om
gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere
hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets ak-
tiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen
af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensæt-
telser.
Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konse-
kvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapital-
regler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at
gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre
deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, End-
videre skal gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 126 c
og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, op-
gøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav,
hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-
direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales
udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basi-
skapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestem-
melsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreg-
lerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-
forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.
Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed)
Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet til-
ladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens
nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 60.
Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig til-
pasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en
materiel ændring af bestemmelsen.
Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en
konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets §
1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de
efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitioner-
ne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourc-
ing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourc-
ing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og
29-31.
Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foreta-
ges en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovfor-
slagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1,
nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel
virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. For-
slaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)
Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV
fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
60
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirk-
somhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som op-
hæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet
videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der re-
gulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).
ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksom-
hed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i
den EU-retlige regulering kommet et større fokus på regule-
ringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i
stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med
henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes
ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyn-
tagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der
indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.
Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse,
hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af IS-
PV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for
tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal
indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed
for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed
blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalifice-
ret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regn-
skabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolme-
kanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsig-
tighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solven-
skrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved omnibus II-direktivet.
Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af opret-
telsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal an-
vendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter
og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for nærmere information om de europæiske
retsakter.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om mulighe-
den for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tek-
niske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen
som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bli-
ver udstedt som forordninger.
Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold
eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende
niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering
af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tids-
punkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede
nærmere regler herom.
Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i §
344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser
Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og
regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forord-
ninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige
tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger.
Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er
implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet,
skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligele-
des påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i
medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i
Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i §
344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overhol-
delsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direkti-
vet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og
udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende
efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1.
pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge
vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på,
at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovover-
trædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lov-
overtrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsik-
ringstagerne er en essentiel del af formålet med den finan-
sielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå ud-
trykkeligt af bestemmelsen.
Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver
Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et
61
kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse,
som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække bety-
delige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en
betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen
til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er,
at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselska-
bers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være til-
fældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have befø-
jelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde,
der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3.
Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættel-
sen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet,
og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissio-
nens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under
hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6
og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende pro-
cedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, bereg-
ne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegere-
de retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
bliver udstedt som forordninger.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle grup-
pe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i
passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfæl-
de vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mel-
lem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsy-
net hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herun-
der det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelin-
gen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav
om i det foregående år, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet.
Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsik-
ringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1,
nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal der-
med vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og
sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et sel-
skab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern mo-
del til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til
de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne
disse med selskabets risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg,
når forudsætningerne, der ligger til grund for standardform-
len, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikopro-
fil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et
retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet
kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete si-
tuation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risi-
ci, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model
har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller
hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvi-
gelsen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen
afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt
identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering
af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for,
og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre mangler-
ne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil
Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.
Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets ri-
sikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en
volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126
e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om
et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler
de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal
foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvi-
gelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissio-
nen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det
medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget
skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solven-
skapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.
62
Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.
Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er ret-
tet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev ind-
ført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en
partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad
blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved an-
vendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle in-
terne model rummer væsentlige mangler, eller der forekom-
mer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndig-
hederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for
at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltil-
læg.
Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet
har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenska-
pitalkrav.
Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav
efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan
kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der
henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettel-
se.
Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstil-
synet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i §
64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af
lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet
for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konse-
kvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-
forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.
Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den sam-
me reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved af-
sættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder
en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.
Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene
mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte
direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge
deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de
pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af §
351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en ud-
videlse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet
med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straf-
fesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil in-
debære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk.
3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egne-
theds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfat-
te ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6,
1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7,
1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27.
Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8,
1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af
nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgle-
person ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel
virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed.
Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af
henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4
med lovforslaget bliver stk. 5.
Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virk-
somhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter
forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den
del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mu-
lighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Er-
hvervsankenævnet.
Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses
som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksom-
63
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Fi-
nanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende
ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel
virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse
virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbe-
grebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet
træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af sol-
vens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder be-
handles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter
lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør he-
raf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler ud-
stedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af
CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør
af solvens II-direktivet.
Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355,
stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed
skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer
derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2
og 4.
Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksom-
hed)
Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355,
stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1,
nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i §
355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksom-
hed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget
ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1,
nr. 5 og 6.
Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i hen-
hold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbe-
greb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsy-
nets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt
efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tav-
shedspligtreglerne.
Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i
sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og
stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.
Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen
sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at
disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også om-
fattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i
relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. be-
styrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
ven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som ve-
drører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Fi-
nanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)
I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen,
foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er der-
med ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmel-
sen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestem-
melsen, og der er således alene tale om en sproglig korrekti-
on.
Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksom-
hed)
Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligatio-
ner udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr.
6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt af-
snit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvoref-
ter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at IS-
PV'er underlægges Finanstilsynet.
Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og
§ 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.
Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsy-
nets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder,
der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift
til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer,
at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte
ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til ud-
64
stedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dæk-
kes.
På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at
der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.
Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det
at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvis-
ningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsik-
ringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser,
og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i
bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring
af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig
korrektion.
Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virk-
somhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser
truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-for-
ordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf
og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.
I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet
påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i
medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-
direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse
af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372,
stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt
i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus
II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om
Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virk-
somhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forord-
ningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, for-
ordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter
forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.
Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)
I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækst-
ministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anven-
de eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber.
Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kom-
missionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at
§ 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsak-
ter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de befø-
jelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rå-
det, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel
290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbefø-
jelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som
skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rå-
dets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udste-
delsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde
sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller
Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigel-
sen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gen-
nemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet
er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som
ændret ved omnibus II-direktivet.
Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede rets-
akter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86,
92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210,
211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258,
260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire
år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-
direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissio-
nen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Råd-
givningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgiven-
de udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det
Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse
2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende ud-
valg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge ud-
valgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt
hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedta-
gelsen af retsakterne.
Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kom-
missionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder
anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning
(EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage de-
legerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og mak-
simalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er an-
givet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for
65
udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delege-
rede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på
dets udtalelse herom.
Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt,
skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom.
Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Euro-
pa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke ag-
ter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter
er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er og-
så underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som
kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en
delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil
for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de
gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, el-
ler hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens for-
mål.
Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage
reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj
2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af
delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for før-
ste gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standar-
der i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143,
244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb ved-
tages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske stan-
darder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november
2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-di-
rektivet.
Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig
høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse.
Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissio-
nen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet.
Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en re-
guleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen af-
gørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist el-
ler med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke
at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk stan-
dard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer,
sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en
forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre
udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen
forelægge det for Kommissionen i form af en formel udta-
lelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan
Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den an-
ser for relevante, eller afvise udkastet helt.
Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er
fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen
anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Så-
fremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye
tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig
teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast
fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast
til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i hø-
ring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt
til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og
fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan her-
efter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede æn-
dringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser
for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan
Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske
standard.
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod
en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måne-
der fra datoen for Kommissionens underretning om den ved-
tagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommis-
sionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som
er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til re-
guleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse
fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra da-
toen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-
Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæs-
sig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke
i kraft.
EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissi-
onen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finan-
sielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet
i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234,
241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være
begrænset til de tekniske aspekter.
Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til ar-
tikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231,
237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissio-
nen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning
(EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for ved-
tagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
beskrevet lige ovenfor.
Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag
ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nød-
vendigt at foretage implementering af eller vedtage supple-
rende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås der-
for, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gen-
nemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der
supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt
end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede
indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger
på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt,
er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne
bemyndigelse vil blive udnyttet.
66
Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver ud-
stedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende for-
holdet til EU-retten.
Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens
II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der be-
myndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesfor-
anstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfri-
sten for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne,
samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskrifts-
mæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de for-
mer, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del
A, B og C.«
Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2,
hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal
offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysninger-
nes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, arti-
kel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«
Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt
angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35,
artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder
EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der, som præciserer modellerne og strukturen for oplysnin-
ger som fastsat i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærvæ-
rende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for
indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en
passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«
Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberet-
ning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysnin-
ger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under
hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltil-
læg.«
Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoder-
ne til beregning af kapitaltillæg.«
Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve ka-
pitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kredit-
vurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringssel-
skaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og sol-
venskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hen-
sigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet
de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke
automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbin-
delse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
67
Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere føl-
gende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel
41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dæk-
ket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-li-
ability management og investeringspolitik som om-
handlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og
48.«
Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt he-
raf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere
etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i
artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere ele-
menterne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og
modellerne.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni
2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at opstille en udtømmende
liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59,
stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres under-
retning, jf. dog artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne
del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af det-
te direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, ske-
maerne og modellerne for samrådet mellem de relevante til-
synsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de meto-
der og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i
stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«
Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med
forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tek-
niske standarder med henblik på at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsak-
ter kræver anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder som godkendt af Kommissionen i overensstem-
melse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standar-
der og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver
som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når note-
rede markedspriser enten ikke foreligger, eller når in-
ternationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kom-
missionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke
stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for ak-
tiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
68
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til vær-
diansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1,
når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mu-
lighed for anvendelse af alternative værdiansættelses-
metoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan
Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for
hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekni-
ske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anven-
de disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivnings-
proceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter
vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie ren-
tekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter,
der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301,
stk. 3.«
Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning
af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til
fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve,
som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk.
2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser
skal beregnes som en helhed eller som summen af et
bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal
anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættel-
ser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved bereg-
ning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det an-
erkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne
dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og
kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77,
stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforplig-
telser skal fordeles på med henblik på beregning af de
forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de da-
ta, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagti-
ge, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af ap-
proksimative størrelser, herunder en individuel tilgang,
til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel
82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er
omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de an-
tagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af
matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d
omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til
beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte arti-
kels stk. 2.«
Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til meto-
der til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præ-
cisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i
artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indreg-
ne det forventede tab som følge af modpartens mislig-
holdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker,
der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandle-
de aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rime-
ligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de
risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påta-
ger sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder vedrørende procedurerne for godken-
delse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b,
stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmel-
se med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til bereg-
ningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighe-
dernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i over-
ensstemmelse med artikel 90.
69
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af
kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje
afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på
beregningen af kapitalgrundlaget.«
Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsyns-
myndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapi-
talgrundlag.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de ka-
pitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandle-
de elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og
som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement inde-
holder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har be-
grundet den pågældende klassificering.«
Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klas-
sificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på at præcisere de metoder, som til-
synsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurde-
ringen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der
ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandle-
de liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af
markedsudviklingen.«
Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige
grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapi-
talgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækn-
ing af tab opstået inden for et særligt segment af for-
pligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan
overføres (afgrænsede fonde).«
Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne
via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kre-
ditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en
objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin,
der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1,
litra n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det
i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, eva-
luere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktions-
metoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udar-
bejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende :
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder,
mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde
som eksponeringer mod centralregeringen i det kompe-
tenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er no-
gen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på
grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at ind-
drive midler og eksistensen af særlige institutionelle
ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for
misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i over-
ensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fast-
sat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er
knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede
undermodul »currency risk« i overensstemmelse med
de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er
knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermo-
dulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1,
litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
70
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk.
4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring ud-
arbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder, under hensyntagen til de beregninger der er
fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende med-
lemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til speci-
fikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet
af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikrings-
selskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrø-
rende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterier-
ne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegere-
de retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhand-
let i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i
medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringssel-
skaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende
sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende krite-
rier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennem-
sigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige
periode, den gælder for,
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af
forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udlig-
ning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne
ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for
hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i
årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væ-
sentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til
præmien og til reserverisikoen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligato-
risk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alter-
nativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige so-
cialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse
i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters rege-
ringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til
den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af
de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og
metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne,
jf. nærværende artikels stk. 4.«
Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med
artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere
præcist dækker de risici, der falder ind under de for-
skellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104
og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal
kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfi-
densniveau og benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære sol-
venskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304,
den symmetriske justeringsmekanisme og det hen-
sigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 om-
handlede antal måneder samt den hensigtsmæssige
strategi for integrering af den i artikel 304 omhandle-
de metode i solvenskapitalkravet som opgjort i hen-
hold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt pa-
rametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring
af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmeto-
der, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågæl-
dende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregnin-
gen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede
risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at
risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved
vurderingen af kapitalkravet til dækning af modparts-
risikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale
modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse
med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kre-
ditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr.
575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurde-
ring af kapitalkravet til dækning af operationel risiko
som anført i artikel 107, herunder procentsatsen om-
handlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at af-
spejle forsikrings- og genforsikringsselskabers redu-
cerede mulighed for risikospredning med hensyn til
afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af juste-
ringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller
udskudte skatters tabsabsorberende evne som om-
handlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risiko-
modulerne livsforsikring, skadesforsikring og syge-
71
forsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke pa-
rametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal an-
vendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til
beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifik-
ke parametre, og alle de kriterier, der skal være op-
fyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne
kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbin-
delse med bestemte undermoduler og risikomoduler,
og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, herunder captiveforsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at
benytte hver af disse forenklede beregninger, som
fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknytte-
de selskaber som omhandlet i artikel 212 ved bereg-
ning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det
i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity
risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion
i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som
følge af de pågældende investeringers strategiske ka-
rakter og den indflydelse, som det deltagende selskab
udøver i disse tilknyttede selskaber
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er an-
vendes ved beregning af solvenskapitalkravet i over-
ensstemmelse med standardformularen og indplace-
ringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med
kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk.
1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen
af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved bereg-
ning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljere-
de kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der
er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i
artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul
"currency risk"
q) betingelserne for en kategorisering af regionale rege-
ringer og lokale myndigheder som anført i artikel
109a, stk. 2, litra a).«
Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for til-
synsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk.
1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til sol-
venskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af arti-
kel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for god-
kendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad
er omfattet af et undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anven-
delse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til
livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af for-
sikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på
baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på
de finansielle markeder.«
Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel
120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne
models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integre-
res fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet,
jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse
af alternative integrationsteknikker.«
Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den-
ne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og
ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af
en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overens-
stemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med
henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og
genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn
til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«
72
Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det
i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav be-
regnes.«
Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative
krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i relation til artikel
132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af ri-
sici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132,
stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver
samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver
kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvalt-
ning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«
Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsætte-
lige værdipapirer og andre finansielle instrumenter
(eksponeringsleverende eller organiserende institutter)
skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapi-
rer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011,
herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleveren-
de institut, det organiserende institut eller den oprinde-
lige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettoka-
pitalandel, som under ingen omstændigheder må være
på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne vær-
dipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapital-
krav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet
overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«
Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til
stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel
301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med
henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri
anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvan-
lige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og
kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at
der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de
tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbin-
delse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperio-
den i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«
Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbej-
der EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet
af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettel-
se og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan
og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder
efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for
vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af sel-
skaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er
ækvivalente med reglerne i afsnit I.«
Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvens-
regler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der
udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision
for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den
i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i
tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsik-
73
ringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i
det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med
reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst op-
fylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden
udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbe-
gynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtig-
hed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsyns-
myndighederne om samarbejde og udveksling af fortro-
lige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrap-
porter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og
vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår
Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne fastsat i første afsnit.«
Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne om-
handlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn
til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår
som følge af finite reinsurance-virksomhed.«
Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med arti-
kel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende krite-
rier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udsted-
te aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæder-
lighed, der stilles til lederne af en special purpose ve-
hicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og
medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special
purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige pro-
cedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og
risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske
oplysninger
g) solvenskrav.«
Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af
special purpose vehicles og vedrørende de formater og mo-
deller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. ok-
tober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af arti-
kel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende proce-
durerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose
vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlems-
stat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har op-
nået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke
omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandle-
de afgørelse kan træffes.«
Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke om-
stændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse kan træffes.«
Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
74
en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland
er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«
Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af
et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage
delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredje-
lands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i
afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revisi-
on for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i
tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte
kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstem-
melse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode,
der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delege-
rede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredje-
land anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i af-
snit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og
anvende solvensregler, som kan betragtes som ækviva-
lente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobase-
rede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennem-
sigtighed
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig ka-
rakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der hand-
ler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«
Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for an-
vendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningspro-
ces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om
tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske prin-
cipper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gen-
nemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økono-
miske karakter af specifikke retlige strukturer.«
Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betin-
gelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles be-
slutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede an-
søgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgø-
relser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i ar-
tikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som
nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender
ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres be-
føjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overens-
stemmelse med artikel 237-240.«
Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig
risikokoncentration.«
Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn
med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold
af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificerin-
gen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af
passende tærskelværdier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af
disse risikokoncentrationer.
75
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende
artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige
koncerninterne transaktioner.«
Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til til-
syn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbin-
delse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væ-
sentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne
artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med
indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parla-
mentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i
forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delege-
rede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«
Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes
operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgan-
ge af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af kon-
vergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages
mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den kon-
cerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskol-
legiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der
måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationel-
le funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i før-
ste afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet
afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1094/2010.«
Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med
samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere sa-
mordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på
anvendelsen af stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af
»betydelig filial«.«
Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse
med samordningen og udvekslingen af informationer mel-
lem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles
af den koncerntilsynsførende og formidles til andre til-
synsmyndigheder eller videregives til den koncerntil-
synsførende af de andre tilsynsmyndigheder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for
koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af
konvergens i tilsynspraksis.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første
afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.«
Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med samordningen og udvekslingen af informatio-
ner mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrø-
rende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgi-
velse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt pro-
ceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem
tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.
76
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30.
september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke
oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årli-
ge offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den
samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overens-
stemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den fi-
nansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.«
Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i for-
bindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og fi-
nansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførel-
sesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørel-
sen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens,
gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første
afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nær-
værende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdel-
sesforanstaltninger.«
Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a
vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for
vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tred-
jeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«
Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland,
kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og
bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2,
i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsak-
ter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette
tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til
revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i regle-
rne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle
andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen
om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«
Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ord-
lyd:
»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier
ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med
artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en be-
grænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selska-
ber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i af-
snit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder føl-
gende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at
vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betrag-
tes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, in-
den udløbet af denne begrænsede periode, og til at på-
begynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af
den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse
af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og
opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt
krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed
og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de til-
synsførende myndigheder om samarbejde og udveks-
ling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på
vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved infor-
mationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndig-
heder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækviva-
lens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede rets-
akter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige
statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlæg-
ges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIO-
PA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste
over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i over-
ensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere be-
tingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også om-
fatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere
77
tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med
midlertidig ækvivalens.«
Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal
de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som sel-
skabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med stan-
dardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel
304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med ar-
tikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af
undermodulet "equity risk"
i overensstemmelse med standardformlen uden den i arti-
kel 304 fastsatte mulighed.
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit,
litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges li-
neært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar
2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel
301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de krite-
rier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være om-
fattet af overgangsforanstaltningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne
overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne
for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssi-
ge tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. ju-
ni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjer-
de afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)
nr. 1094/2010.«
Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende
ordlyd:
»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestem-
melser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan
disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat an-
vende de love, forordninger og administrative bestemmelser,
som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30,
32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på
den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der æn-
drer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke,
hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF
er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«
Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straf-
feloven.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og
84.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 1.
§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De
gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af
afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, til-
passes strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også
overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber kan straffes.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig
basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle sol-
vensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.
Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller
fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig ba-
siskapital efter § 126, stk. 1.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse
og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstræk-
kelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Fi-
nanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige for-
søg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige til-
fælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt be-
styrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens indivi-
duelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici sel-
skabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller
svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en
alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsy-
nets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for
et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af
forsikringstagernes interesser.
78
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig
opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en man-
glende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for
en risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for
selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betyd-
ning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav.
Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der med-
fører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. §
126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets be-
styrelse og direktion.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter
Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige
forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige
tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette
tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i
forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel
byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil
være til gavn for forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kun-
ne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis
selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse
af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke pa-
rametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2
og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at
straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender
standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern
model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at sel-
skabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender sel-
skabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finans-
tilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt
kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet
er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der
som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nær-
værende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en
manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne
for en stor risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt ba-
siskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mi-
nimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direkti-
on.
Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basi-
skapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen
og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selska-
bets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning
af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126
d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke
længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har
handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffelo-
ven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af
straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes
fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet
79
er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en
bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets le-
delse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, under-
retter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rime-
lige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særli-
ge tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørel-
sen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgø-
res korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede reg-
ler på europæiske plan.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe
1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, så-
fremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke an-
vendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virk-
somheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de
forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets
mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et
gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender
den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikrings-
selskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici
påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solven-
skapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en ef-
fektiv risikostyring af selskabet.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af,
hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selska-
bet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke ind-
sender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende over-
holdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for
at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-for-
sikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstager-
nes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-
forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdel-
se af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstil-
synet.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og
direktion har været med til at træffe de beslutninger, som
har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder
og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af æn-
dringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse
og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være om-
fattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for
gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncer-
nniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt for-
delt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte for-
sikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver
nødvendigt.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrel-
sen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste moder-
virksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af
den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav
for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direkti-
onen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste mo-
dervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan
medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste
modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
80
beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste mo-
dervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrel-
se og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være
omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det
også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt
kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmel-
se. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være
passende med en bødestraf.
Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen
indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste
modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet
for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om ri-
sikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny
kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant
forhold kunne medføre strafbortfald.
Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forve-
jen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste moder-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen
ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som
affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes
være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med
bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksom-
hed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af sol-
venskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis be-
styrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet væ-
re omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at
det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangs-
punkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende be-
stemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det nor-
malt være passende med en bødestraf.
§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af
afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne ud-
arbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selska-
bet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende
overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor
risiko for tab.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i
et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fæng-
selsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for gen-
oprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det
vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglen-
de udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den man-
glende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være
en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et el-
ler flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de
frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og di-
rektion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af
straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er
omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne
idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis
forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende
med en bødestraf.
Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke bli-
ve pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at
pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra
finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket
ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.
§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373,
stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-
forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af
bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af
planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en man-
glende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed
for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-
forsikringsselskab, der er under genoprettelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at be-
styrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke fore-
lægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan
for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil
være en skærpende omstændighed såfremt den manglende
udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende
udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en
skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller
flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan overhørigt.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse el-
ler en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne
tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsæt-
ligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forhol-
det er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil
81
der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter
nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvor-
ligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det
ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødli-
dende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har
tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed
som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til
denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne
kan afdække deres risici via ISPV'et.
Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af §
343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen
i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke
har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksom-
hed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bøde-
straf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for ind-
hentelsen af tilladelsen.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de
beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver
virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil.
Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan for-
holdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så al-
vorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som
udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærvæ-
rende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil
det normalt være passende med en bødestraf.
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ænd-
ret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende
får information om forhold, der kan have betydning for va-
retagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet
har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et
gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsfor-
anstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden an-
vendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen
i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf,
såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anven-
de overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.
Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget
ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden
for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angi-
ver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens
udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser
om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen
og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også
kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktio-
nen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træf-
fer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller di-
rektionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ik-
ke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solven-
skapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan besty-
relsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj
grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe
beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder be-
stemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet for-
sætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis for-
holdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven,
vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf ef-
ter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre al-
vorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.
Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af §
417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke
vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødliden-
de selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot for-
værre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for
forsikringstagerne.
Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.
Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som
følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§
64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417
a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25,
27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der
ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.
Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte
ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i
§ 373, stk. 2.
§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt.,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373,
stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende
opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for mulig-
82
heden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikrings-
selskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i
medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64,
stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at under-
rette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identifice-
ret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere
varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere op-
fylder kravene i § 64, stk. 1-3.
§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som af-
fattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2,
ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldel-
se af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedssty-
ring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe
1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf så-
fremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bø-
de.
En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og
stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets ka-
pitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsy-
nets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og
dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikrings-
tagernes interesser påvirkes.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende
kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk.
4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.
En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvar-
talsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvir-
ke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulig-
hed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solven-
skapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet he-
raf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.
§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.
En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor sel-
skabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænse-
rne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at
føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forstå-
else for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af
minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglen-
de indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikosty-
ring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med selskabet og dermed muligheden for at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en
begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumska-
pitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis
selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert
kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage
efter opgørelsen, jf. stk. 6.
§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet
ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.
Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde
bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbs-
mæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller
en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker
gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning
for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie ren-
tekurve.
§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved
dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§
158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselska-
ber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan
beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændrin-
gen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtræ-
delser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.
Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en
opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes regi-
strering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for for-
sikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne
ikke overholder kravene til registrering af aktiver.
83
Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og
5, kan straffes med bøde.
Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf
såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samle-
de værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selska-
bets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet
ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis sel-
skabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver,
jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i
egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.
En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, inde-
bærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab så-
fremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under ad-
ministration, da formålet med registret er at sikre forsik-
ringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i for-
hold til de registrerede aktiver.
§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175
b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.
En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for
koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyrin-
gen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt til-
syn med den øverste modervirksomhed og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil
påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og
økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en ud-
dybende rapport om solvens og finansiel situation på kon-
cernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for
at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed mulighe-
den for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interes-
ser.
Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil
kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksom-
hed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ik-
ke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens
og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender
en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på
koncernniveau.
§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet
ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
283, stk. 1, kan straffes med bøde.
En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og
finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe
1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stil-
ling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport
om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker
tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selska-
bet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af for-
sikringstagernes interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør
en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke ind-
sender en uddybende rapport om solvens og finansiel situati-
on til Finanstilsynet.
§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt an-
giver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne ju-
sterede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet,
basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og
det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække mi-
nimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af
ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil
påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselska-
bets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.
§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender
overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, op-
lyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæs-
sige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapi-
talkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det ka-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggø-
relse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel si-
tuation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.
84
§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:
Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet
ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af §
417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.
En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstil-
synet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mu-
lighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed
muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes
interesser.
Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil
kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved ud-
gangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse
af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik
på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar
2032.
Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk.
3, ændret.
Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at
anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når
selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.
Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et
gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets på-
bud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve ef-
ter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.
Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig
situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre
alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bø-
destraf.
Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)
Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet
til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af be-
stemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordnin-
ger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-
direktivet og omnibus II-direktivet.
I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om fi-
nansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet,
der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedel-
se af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering).
Der henvises til disse bemærkninger.
Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordnin-
ger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov.
Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage
ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være
mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen
sker ved bekendtgørelse.
Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke de-
taljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i
bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage
de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene så-
ledes er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være til-
fældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser
om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebe-
handling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædel-
ser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle
og processuelle regler, som efter national ret gælder for
overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gæl-
der et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af
EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er
ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets frem-
sættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for,
hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet
skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler
om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor over-
trædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville
medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om fi-
nansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende
art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virk-
somhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestem-
melser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun
de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sik-
re en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på be-
kendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse
af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne
gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give
mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse op-
nås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissio-
nens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til
ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af så-
danne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lov-
ændring.
Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3,
som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet
fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at af-
sætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge
regler udstedt i medfør af § 71.
Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der
undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om
at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugent-
lige tvangsbøder.
Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud ve-
drørende afsættelse af direktører.
85
Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)
Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en over-
gangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1.
januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovfor-
slags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbe-
stemmelsen har derfor ikke længere relevans.
Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anven-
delse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1.
januar 2009.
Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)
Til § 417 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele
af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direkti-
vet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af
den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af
den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark
beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve
ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsren-
tekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gælden-
de risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes juste-
ringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et år-
ligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå
til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket
kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes
risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret
rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der
starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Ju-
steringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i §
126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33,
eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e,
stk. 3.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse
hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele
den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne
overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til
den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstil-
synet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapital-
mæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og ri-
sikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og
at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn
for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostninger-
ne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende
overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstalt-
ningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b,
ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort
efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede ren-
tekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før
den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog
få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for for-
sikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter
den 31. december 2015.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal
opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i,
opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den
effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrente-
kurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente,
som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1
og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor
et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i
den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært
fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til
0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges
den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affat-
tet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsæt-
te et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender ju-
steringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at sel-
skabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagel-
serne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltil-
86
lægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.
Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil
for nærmere information om den risikofrie rentekurve og ka-
pitaltillægget.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbs-
mæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser,
solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen
af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Til § 417 b
Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforan-
staltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gen-
nemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværen-
de tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansæt-
telse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over
til solvens II-reguleringen.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse
med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsy-
net efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold
til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal an-
vende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i
kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1.
januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme
overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den
bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at ud-
stede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn
bevirker, at der vil være visse forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I
Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016.
Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. An-
delen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent
værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af
overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor
medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markeds-
konsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre mar-
kedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter
at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det
er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringssel-
skaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsfor-
anstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at en-
kelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer
kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen
under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anven-
delse af overgangsforanstaltningen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan
tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag
opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en
sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter
den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risiko-
gruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør
af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovfor-
slagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6.
april 2010 om kontributionsprincippet.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fra-
draget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden
den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den seksten-
årige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan der-
for ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar
2032.
Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsik-
ringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilla-
delse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det frem-
går ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er
at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til
markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der
i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskel-
lige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde,
at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til an-
vendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen
af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at an-
vendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes
som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikrings-
mæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende
både en justeret rentekurve og et fradrag.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal op-
gøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser ef-
ter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver,
87
herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar
2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsju-
stering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hen-
sættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse
med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser pr. 31. december 2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år,
der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar
2032.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunk-
tet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser op-
gjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Ef-
ter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påby-
de eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er
nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget.
Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risiko-
profil og således i højere grad afspejle selskabets situation
og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for op-
gørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har
mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det stør-
ste af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne
beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringssel-
skaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradra-
get herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det
kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikraft-
træden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradra-
get.
I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af
nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for
selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de
to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal
sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af,
om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stam-
mer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttræ-
delsen af solvens II-direktivet.
Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af
de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser til-
lagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI,
jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshen-
sættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risiko-
summen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V,
jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virk-
somheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster forventes at blive nærmere be-
skrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter
denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede.
For nærmere information herom henvises til bemærkninger-
ne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rap-
porter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskas-
ser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse
bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.
Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risi-
kosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og
hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fast-
satte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på
over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det se-
neste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsom-
kostninger for særskilte SP-konti.
Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-
konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for den-
ne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensi-
onsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr.
1110 af 10. oktober 2014.
Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i
skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægte-
de poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræ-
mieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb
derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risi-
kovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb
op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de sene-
ste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendt-
gørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lov-
forslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar
88
2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af
præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive æn-
dring i præmiehensættelser.
§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke
ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapi-
talens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke
højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end
den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere
krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den histori-
ske risiko, som selskabet har påtaget sig.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel
virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsfor-
sikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er
tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tonti-
ne virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af
bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapital-
kravet for disse udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7
til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasi-
skapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartø-
jer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer
og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksom-
hed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsik-
ringsselskab mod en præmie.
Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som capti-
vegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i
den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et
forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at gen-
forsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en
del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringssel-
skaber.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres
rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som af-
fattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at
de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den be-
løbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at ud-
stede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede po-
ster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om
opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af reg-
ler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8.
december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikrings-
selskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse
videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regule-
rer denne opgørelse.
Til § 417 c
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og
gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i
solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der
anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417
b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den juste-
rede rentekurve eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
bet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenska-
pitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den juste-
rede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstalt-
ninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringssel-
skabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af
89
overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegø-
relse til Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert
år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at
sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.
Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første
kvartal.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselska-
bet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden
at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.
Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet til-
ladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fra-
draget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter
stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan
opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. janu-
ar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der
omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række
områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lov-
forslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der
omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovfor-
slags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-di-
rektivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015
kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som
er beskrevet i nr. 1-7.
Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig
indfasning af de nye regler.
Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere
af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager.
For nærmere information om niveau 2-reguleringen se be-
mærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i
de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sup-
plerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medreg-
nes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at sel-
skaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag
eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissio-
nen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet,
forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken
kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der hen-
vises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapital-
grundlaget.
Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af sel-
skabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c,
stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. For-
målet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden
kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke
parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørel-
se af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne
til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for
nærmere information om solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af
matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og
3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er
at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få
klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller vola-
tilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere
information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne mo-
deller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om de kan anvende en godkendt intern model og
hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærk-
ningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af IS-
PV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens
ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af
et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til IS-
PV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere infor-
mation om ISPV'er.
Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en
justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovfor-
slags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for
lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en
overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rente-
kurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om den justerede rentekurve.
90
Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra
den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et
fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at
sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klar-
hed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år,
kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser.
Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet
ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information
om opgørelsen af fradraget.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets be-
slutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning
fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttræ-
delsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af
de nye regler.
Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsik-
ringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved
får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at
solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på
baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsoli-
dering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt,
hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder
end forsikringsselskaber.
Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgø-
relse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsik-
ringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe af-
gørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette
lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3
har virkning fra den 1. januar 2016.
Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser for-
ud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smi-
dig indfasning af de nye regler.
Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal for-
holdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab,
som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgleperso-
ner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regule-
ring, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil
gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøgleper-
soner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For an-
satte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de
vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71,
stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid
være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.
Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden vareta-
ger en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfø-
rer, at de pågældende vil skulle identificeres som nøgleper-
soner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved
dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil der-
for ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør
af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sik-
res det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uan-
set at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte
opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald væ-
re, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde,
hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået
konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt ved-
kommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafan-
svar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 2 og 3.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved
lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling
som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den
pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af
§ 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder,
uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet
af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræ-
den. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempel-
vis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finan-
sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har
nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet her-
om. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om
den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at
nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underret-
ning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering
af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den på-
gældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på be-
tryggende vis.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber
under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i sol-
vens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselska-
ber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at
indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være
omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter
dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber,
hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsik-
ringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar
2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i over-
ensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel
virksomhed og en administrator er udpeget.
Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvik-
ling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages
på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under
afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de sam-
91
me krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-for-
sikringsselskaber.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselska-
ber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betin-
gelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringssel-
skab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i
gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk.
1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.
Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af sel-
skabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfat-
tet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikrings-
selskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter
inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1.
januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikrings-
selskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for
at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selska-
bet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for
gruppe 1-forsikringsselskaber.
Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørel-
se om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at
afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. ja-
nuar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betin-
gelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestem-
melsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af,
om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig
og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.
Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsik-
ringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstem-
melse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksom-
hed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe
1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets
aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstil-
synet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fast-
sat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, så-
fremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ik-
ke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikrings-
selskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et grup-
pe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de
regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstil-
synet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for
den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette
ikke er tilfældet.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solven-
skravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel
virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i be-
siddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapital-
kravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at
forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som
opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år
til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og
planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest
to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke op-
fylder solvenskapitalkravet.
Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er om-
fattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af pla-
nen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Fi-
nanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet.
Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med hen-
blik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve,
at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist,
der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist,
som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge
udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes se-
nest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglen-
de opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en
midlertidig undtagelse fra dette krav.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af sol-
venskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets §
175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en
92
overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets ar-
tikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste
modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for
den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som
beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31.
december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til
dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte
solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til in-
den den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet
efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Be-
stemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed er beliggende i Danmark og den øverste moder-
virksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af
dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og
den øverste modervirksomhed.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en
overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirk-
somhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder
solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b,
men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gæl-
dende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virk-
somhed.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste moder-
virksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med §
248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52,
skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter §
248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige
for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde sol-
venskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet for koncernen.
Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirk-
somhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfyl-
de solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen,
at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solven-
skapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den
øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for
koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet
vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed
skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende
kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foreta-
ge rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser frem-
skridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet
for koncernen.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstem-
melse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde
kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at
den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der
henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger,
som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.
Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anven-
delse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af
stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter
stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for gen-
oprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen
opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirk-
somhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Be-
stemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra
dette krav.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af mini-
mumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører
solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus
II-direktivet.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringssel-
skab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapi-
talkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virk-
somhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddel-
se af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapi-
talkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette
lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber,
der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapital-
kravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder mini-
mumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel
virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre op-
fyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126
c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre §
224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags §
1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende
periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, li-
gesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets til-
ladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gen-
nemførelse heraf.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsik-
ringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist,
vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmel-
se med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ænd-
ret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 51.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved ud-
løbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en
forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse,
hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i med-
før af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager
selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i
besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
93
med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1,
nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af mini-
mumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapi-
talkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiska-
pitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikrings-
tagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En man-
glende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at for-
sikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde
sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finans-
tilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ik-
ke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde mini-
mumskapitalkravet
Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder be-
stemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvik-
ling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekon-
struktionsbehandling.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af stan-
dardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel
129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved
omnibus II-direktivet.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-
forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet god-
kendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet,
jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr.
26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende
standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af
§ 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.
Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en
toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort
ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til af-
grænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestem-
melsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse
for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt
med standardformlen, hvorfor kravet stilles.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets terri-
toriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som ud-
gangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig
anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk
særanliggende.
94
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2
i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af
19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014,
§ 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr.
1490 af 23. december 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 (1. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv
76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skade-
forsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189,
side 13, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF
af 25. juli 1978 (4. selskabsdirektiv), EF-Tidende
1978, nr. L 222, side 11, dele af Rådets syvende di-
rektiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (7. selskabsdi-
rektiv), EF-Tidende 1983, nr. L 193, side 1, dele af
Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april
1984 (8. selskabsdirektiv), EF-Tidende 1984, nr. L
126, side 20, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. de-
cember 1984 (ændring af 1. skadeforsikringsdirek-
tiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets
direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bank-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1987, nr. L 372,
side 1, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. ju-
ni 1988 (2. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv
89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse
af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemed-
lemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, de-
le af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november
1990 (ændring af 1. og 2. skadeforsikringsdirektiv),
EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44, Rådets direk-
tiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikrings-
regnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374,
side 7, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992
(3. skadeforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr.
L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets di-
1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første di-
rektiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side
3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976
(ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Ti-
dende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv
84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1.
skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L
339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF
af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-
Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets
direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring
af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende
1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdi-
rektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rå-
dets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tiden-
de 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
(forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr.
L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidati-
onsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr.
L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619,
92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af
5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-
Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsik-
ringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF
95
rektiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),
EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Rådets direktiv
98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L
209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgrup-
pedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 (4. motorkøretøjsfor-
sikringsdirektiv), EF-Tidende 2000, nr. L 181, side
65, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF af 7. november 2000 (udveksling af
oplysninger), EF-Tidende 2000, nr. L 290, side 27,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirekti-
vet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, si-
de 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet
for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,
side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF af 5. marts 2002 (solvens 1-direktivet),
EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, og direktiverne
79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sam-
menskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsik-
ringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdi-
rektivet), EF-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF af 9. december 2002 (direktiv om for-
sikringsformidling), EF-Tidende 2003, nr. L 9, side
3, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for fi-
nansielle instrumenter, om ændring af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om op-
hævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (MiFID),
EU-Tidende 2004, nr. L 145, side 1, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af
11. maj 2005 (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 14, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af
16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed
og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og
92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF
(genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L
323, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 om ændring af
og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Ti-
dende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Ti-
dende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335,
side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, si-
de 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. decem-
ber 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Sol-
vens II) for så vidt angår datoerne for dets gennem-
førelse og anvendelse og datoen for ophævelse af
visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr.
L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår
de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Ti-
dende 2014, nr. L 153, side 1«.
96
direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle
instrumenter, for så vidt angår visse frister (udsæt-
telsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side
60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af
Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF,
2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad an-
går procedurereglerne og kriterierne for tilsyns-
mæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af
kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalan-
delsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje-
nester i det indre marked og om ændring af direktiv
97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF
og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstje-
nestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side
1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende
2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv
2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF, for så vidt angår organisatoriske krav,
interessekonflikter, god forretningsskik, risikosty-
ring og indholdet af aftalen mellem en depositar og
et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-
tere af alternative investeringsfonde og om ændring
af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forord-
ning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010,
EU-Tidende 2011, nr. L 174, side 1, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. no-
vember 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF,
2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle
enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende
2011, nr. L 329, side 113, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD
IV). I loven er der endvidere medtaget visse be-
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle sy-
stem og om oprettelse af et europæisk udvalg for
97
systemiske risici, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgø-
relse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kom-
missionens afgørelse 2009/78/EF, EU-Tidende
2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. no-
vember 2010 om oprettelse af en europæisk tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2009/79/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om
ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophæ-
velse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF,
EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 84, Kommissio-
nens forordning (EU) nr. 584/2010 af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og
indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivel-
se og erklæring om investeringsinstituttet, brug af
elektronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompe-
tente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, EU-Tidende 2013, nr. L
115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om
europæiske venturekapitalfonde, EU-Tidende 2013,
nr. L 115, side 1,«. og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013,
EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1 (CRR). Ifølge
artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
98
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed
omfattet af stk. 2-12 og 15.
2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og
6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71,
§ 75, §§ 77 a-77 d, §§ 117, 175 a og 179-181, kapi-
tel 13, §§ 344-348 og 357, § 361, stk. 1, nr. 5, og
stk. 2, § 368, stk. 2, og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369 og 370 anvendelse. For finansielle holding-
virksomheder finder §§ 170, 171-175 og 176-178
desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirk-
somheder finder § 126 og 170 a desuden anvendel-
se.
Stk. 3-12 ---
3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til:
»§§ 175 b og 175 c«.
4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:
»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på
ISPV’er.«
Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.
Stk. 13-14 ---
Stk. 15. For leverandører og underleverandører til
outsourcingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 27 og
28, finder §§6, 6 a, 6 b og § 347, stk. 1 og 5, anven-
delse.
5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27
og 28« til: »nr. 30 og 31«.
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62 og 170-178 finder ikke an-
vendelse på tværgående pensionskasser og de af lo-
ven omfattede gensidige forsikringsselskaber.
6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175a og
176-178«.
§ 5.
1-23) ---
7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye num-
re:
»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikrings-
selskab, der opfylder mindst én af følgende betin-
gelser:
a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har
oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende
år, eller selskabet forventer at dette beløb oversti-
ges i et af de kommende 5 år.
b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive genforsikrings-
aftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25
mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller sel-
skabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de
kommende 5 år.
99
c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern,
og koncernens samlede forsikringsmæssige brutto-
hensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre
på hinanden følgende år, eller koncernen forventer,
at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre
de udgør accessoriske risici.
e) Forsikringsselskabet udøver genforsikrings-
virksomhed, som i tre på hinanden følgende år har
oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige brut-
tohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og
aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier,
eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af dis-
se beløb overstiges i et af de kommende 5 år.
f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskri-
dende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.
25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringssel-
skab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er
omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som
ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, for-
di risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risicie-
ne angår et forhold, der er dækket af den kontrakt,
der dækker den primære risiko. Forsikringsklasser-
ne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til
andre forsikringsklasser.«
Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.
24-32) ---
33) Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede
egentlige kernekapital, der er nødvendig for at op-
fylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr.
34, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontra-
cyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 35, en G-SIFI-buffer,
jf. nr. 38, og en systemisk buffer, jf. nr. 40, jf. dog
§ 125 e, stk. 2 og 3.
8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr.
34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til:
»nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.
34-42) ---
9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr.
45, som nye numre:
100
»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det
fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i
henhold til §§ 126 c og 126 d.
47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En
juridisk person, som afdækker risici for forsikrings-
selskaber, og som finansierer sin dækning af sådan-
ne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra ob-
ligationsudstedelse eller andre finansieringsordnin-
ger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselska-
bet.
48) Standardformlen: En matematisk formel til op-
gørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solven-
skapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-
Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-
forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis
betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for
forsikringsforpligtelserne.
50) Volatilitetsjustering: En justering af den risiko-
frie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at
nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættel-
ser opgøres under hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. I denne lov forstås:
1) Solvenskrav i overensstemmelse med § 124, stk.
3, § 125, stk. 8, § 126, stk. 3 og 9, og § 126 a, stk.
7.
10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.
11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt num-
mer:
»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med §
126 c.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
2) ---
3) Minimumskapitalkrav i overensstemmelse med
§§ 124, 125, 126 og 126 a.
12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126
og 126 a« til: »126 a og 126 d«.
4) ---
101
13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr.
5, som nyt nummer:
»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.«
Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.
5) ---
6) Kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
a, stk. 9, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 3 og 4.
14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes ef-
ter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter
»og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b,
stk. 5, og«.
15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr.
8, som nye numre:
»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med
§ 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmel-
se med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af
§ 126 b, stk. 5.«
Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.
7-14) ---
15) Risikovægtede poster i overensstemmelse med
§ 142, stk. 2.
16) ---
Stk. 7-8 ---
16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.
Nr. 16 bliver herefter nr. 19.
§ 11.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst ud-
gør et beløb svarende til det i § 126 nævnte.
17. § 11, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse ef-
ter stk. 1, skal:
1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, så-
fremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-
forsikringsselskab.
2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virk-
somheden forventes at blive et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.«
Stk. 6. ---
18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status
fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et
gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et
gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsik-
102
ringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage
herefter indsende dokumentation for statusændrin-
gen.
Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge
om at blive omfattet af reglerne i denne lov for
gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstil-
synet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder
kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå sta-
tus som et gruppe 1-forsikringsselskab.«
§ 14.
Stk. 1.
1-2) ---
19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøglepersoner i medfør af §
71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.
3-8) ---
Stk. 2-6. ---
§ 20.
Stk. 1.
1-6) ---
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende
udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab eller en pensions-
kasse kan overføres fra eller til selskabet i forbin-
delse med overgang til anden ansættelse eller i for-
bindelse med virksomhedsoverdragelse eller virk-
somhedsomdannelse.
Stk. 2-3. ---
20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskas-
se«.
§ 30.
Stk. 1-8. ---
Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8
nævnte forhold senest 1 måned før ændringen fore-
tages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstil-
synet ændringen senest 1 måned før ændringen
foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virk-
somheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet
ændringer i virksomhedernes basiskapital og sol-
vensnøgletal.
21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til:
»kapitalgrundlag«.
103
Stk. 10-11. ---
§ 37 a.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre uden-
landske forsikringsselskaber, der er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlems-
lande eller i lande, der har gennemført Rådets di-
rektiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direk-
tiv 2002/83/EF af 10. november 1992, når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestemmel-
serne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har aktiver her i
landet.
22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv
92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv
2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«.
§ 38.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder en plan for genopret-
telse, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at vide-
regive solvenscertifikat.
23. § 38, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 39.
Stk. 1-4. ---
Stk. 5. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et
forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettel-
se, jf. § 248, skal Finanstilsynet undlade at videre-
give solvenscertifikat.
Stk. 6-8. ---
24. § 39, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsy-
net ikke videregive solvenscertifikatet.«
§ 64.
Stk. 1-7. ---
25. I § 64 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er iden-
tificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere va-
retager sin stilling eller ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1-3.«
§ 71.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed og en for-
26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og
4«.
104
sikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have
effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Stk. 3. ---
27. I § 71 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, iden-
tificere selskabets nøglepersoner.«
§ 75.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne revisi-
on eller den ansvarshavende aktuar må formode, at
den finansielle virksomhed ikke opfylder kapital-
kravet efter § 126, kapitalkravene efter § 126 a, stk.
2-6, kapitalgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1,
minimumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8,
og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., skal den pågældende
straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. ---
28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter §
126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,
§ 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk.
2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126,
stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.
§ 77 a.
Stk. 1. ---
1-5) ---
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en varia-
bel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden
på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel
ikke overholder kapitalkravet eller solvenskravet i
§ 124, stk. 1-4, § 125, stk. 1-6 og 8, § 126 a, stk.
1-3, 5 og 7, og §§ 127, 170 og 170 a samt artikel
11, stk. 1 og 2, artikel 92, stk. 1, og artikel 93, 97
og 500 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og investeringsselska-
ber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko herfor.
Stk. 2-5. ---
29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170
og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet
til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, sol-
venskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solven-
skapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og
4,«.
Stk. 6. Den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, di-
rektionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr.
45«.
105
tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan
sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr.
42, skal virksomheden, hvis modtageren forlader
virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde
denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instru-
menter som nævnt i stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder
tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfæl-
de. Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller
ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal
virksomheden udbetale den variable del af pensi-
onsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr.
4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhæn-
delse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5
finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte
tilfælde.
Stk. 7-10. ---
§ 118.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber og pensionskasser
kan til brug for rådgivning om livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer, der
indgår i disse ordninger, videregive oplysninger om
kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsik-
ringsselskabet eller pensionskassen er koncernfor-
bundet med, til det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesskab, til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer
fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
§ 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Oplysninger om helbreds-
mæssige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives op-
lysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4-6. ---
31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskas-
ser« og »eller pensionskassen«.
§ 126. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal sikre, at
virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital og
råder over interne procedurer til risikomåling og ri-
sikostyring til løbende vurdering og opretholdelse
af en basiskapital af en størrelse, type og fordeling,
som er passende til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
32. § 126 affattes således:
Ȥ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at virksomheden har en til-
strækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 8.
106
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virk-
somheden har en investeringsrisiko,
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V og i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes
for en periode på over 5 år,
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år,
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti,
5) det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår,
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed,
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, der udøver forsikringsklasser-
ne 1-9 og 16-18,
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15,
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed, og
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genfor-
sikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag
eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og
18, jf. bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf.
bilag 7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virk-
somhedens individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvensbehov end det af selskabet efter stk.
4, opgjorte individuelle solvensbehov.«
107
Stk. 3. Solvenskravet udgør summen af de i stk. 2,
nr. 1-5, nævnte beløb.
Stk. 4. Minimumskapitalkravet udgør det største
af beløbene i stk. 2, nr. 6-10.
Stk. 5. For gensidige forsikringsselskaber, der er
omfattet af stk. 2, nr. 7 eller 8, kan minimumskapi-
talkravet nedsættes på nærmere betingelser.
Stk. 6. For gensidige forsikringsselskaber omfat-
tet af stk. 2, nr. 7 eller 8, som opfylder betingelser-
ne i stk. 5 og 7, er minimumskapitalkravet nedsat
til det største beløb af
1) 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklas-
se 1-8, 16 og 18 og
2) 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasse
9 og 17.
Stk. 7. For at være omfattet af det nedsatte kapi-
talkrav i stk. 6 skal et gensidigt forsikringsselskab
ud over de i stk. 5 anførte betingelser tillige opfyl-
de følgende betingelser:
1) Vedtægterne skal give mulighed for opkrævning
af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne,
2) det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter
må ikke overstige 5 mio. euro,
3) selskabet må ikke have tilladelse til forsikrings-
klasse 10-15, og
4) mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs
bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer,
hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er
medlemmer af selskabet.
Stk. 8. Forsikringsselskaber og tværgående pensi-
onskassers bestyrelse og direktion skal på baggrund
af vurderingen i henhold til stk. 1 opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte et højere indi-
viduelt solvenskrav end det, der fremgår af stk. 3.
§ 126 a. ---
33. Efter § 126 a indsættes:
Ȥ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapital-
grundlag består af summen af basiskapitalgrundla-
get og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendel-
se af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørel-
sen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
108
værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne
aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet
med tillæg af værdien af efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af
kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundla-
get, og som kan benyttes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at
anvende anden kapital, skal ansøge om forudgåen-
de godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af
kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse
af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der standardformlen, kan anvende selskabsspecifik-
ke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkra-
vet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets ri-
sikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der lig-
ger til grund for standardformlen, kan Finanstilsy-
net kræve, at selskabet anvender en godkendt intern
model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de
relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre
solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal
og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resul-
tatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændrin-
ger af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20
arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finans-
tilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
109
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelsen af standard-
formlen og om kriterierne for Finanstilsynets god-
kendelse og opgørelse af en intern model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af sel-
skabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbet i stk. 3 og det største af det for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør
af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under
25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapi-
talkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og
inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet
påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af sol-
venskapitalkravet, vil minimumskapitalkravet blive
fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav over 45 pct. af solvenskapitalkra-
vet, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45
pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsen-
de en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse
med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk op-
gjorte minimumskapitalkrav ligger uden for græn-
serne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9
og 16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne
10-15, jf. bilag 7.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
110
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre
minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert
kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte mi-
nimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække minimumskapitalkravet.
§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af
de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en ri-
sikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggø-
res af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-
sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
(EIOPA).
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtil-
pasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af
selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtel-
ser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for
forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ik-
ke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anven-
der en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatili-
tetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om sol-
vens og finansiel situation, som selskabet skal of-
fentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrel-
sen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2,
og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om
forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse
bestemmelser.
111
§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-
forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser anvender den risikofri rente-
kurve efter § 126 e, stk. 1.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal fore-
tage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige ri-
sici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrund-
lag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og se-
nest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om de analyser, selskabet skal
foretage efter stk. 1.«
§ 127. Kapitalkravet for forsikringsselskaber er
det største af solvenskravet og minimumskapital-
kravet i § 126.
34. § 127 ophæves.
§ 128. Basiskapitalen for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder består af kerneka-
pitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.
35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselska-
ber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »grup-
pe 2-forsikringsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og
supplerende kapital for forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder.
Stk. 3-4. ---
§ 142.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Ved de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser for-
stås poster, der er korrigeret for forsikringstype, lø-
betid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitli-
ge præmiegrundlag, administrationsomkostninger
og erstatningsudgifter samt andre poster i risiko-
summen.
36. § 142, stk. 2, ophæves.
§ 143.
Stk. 1. ---
1) opgørelse af de risikovægtede poster for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,
37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) fristerne for indberetninger som følge af regler
udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
112
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II),«.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 125, stk. 1
og 4, § 126, stk. 1 og 8, og § 126 a, stk. 1,
38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og
8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet for finansielle
virksomheder og koncerner, der er omfattet af §§
171-174, indberetning af de risikovægtede poster,
kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, indbe-
retning af den samlede risikoeksponering, kapital-
grundlagskravet og kapitalgrundlaget for den øver-
ste modervirksomhed i Danmark og koncernen, i
det omfang disse er omfattet af § 170, stk. 1, 2, 4
og 5, og indberetning af kapitalgrundlaget for
fondsmæglerselskaber, der alene har tilladelse til
aktiviteterne nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 5, og
som ikke opbevarer midler eller værdipapirer, der
tilhører deres kunder, for investeringsforvaltnings-
selskaber og for den øverste modervirksomhed i
Danmark og koncernen, i det omfang disse er om-
fattet af § 170, stk. 3,
4-5) ---
39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de
risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapita-
len for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder,« til: »indberetning af kravet til mini-
mumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber,«.
6) betingelser for nedsættelse af minimumskapital-
kravet, jf. § 126, stk. 5.
7-8) ---
40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.
Stk. 2. ---
Stk. 3. For den øverste modervirksomhed i Dan-
mark og koncernen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 2, 4 og 5, kan de risikovægtede po-
ster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af
interne metoder til opgørelse af risikovægtede po-
ster. Anvendelse af interne metoder kræver tilladel-
se af Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler om tilladelse til at anvende interne me-
toder.
41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægte-
de poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anven-
delse af interne metoder til opgørelse af risikovæg-
tede poster.« til: »den samlede risikoeksponering,
jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne
metoder.«
Særlige regler for forsikringsselskaber og
pensionskasser om midlernes anbringelse og
likviditet.
42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskas-
ser«.
§ 158. De midler, et forsikringsselskab eller en
pensionskasse råder over, skal investeres på en
hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde,
således at der er betryggende sikkerhed for, at sel-
skabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begun-
stigedes interesser varetages bedst muligt.
113
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.«
§ 159. Forsikringsselskaber og pensionskasser
skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi
til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets
samlede forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal væ-
re udvalgt således, at de, set i forhold til arten af
selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed,
afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan
sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de
forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge
en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt ka-
tegori af aktiver, et bestemt investeringsmarked el-
ler en bestemt investering.
§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i over-
ensstemmelse med de regler, der fastsættes for års-
rapporter efter § 196.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel be-
hæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der
fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan
modregnes over for låntager.
3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække de forsikrings-
mæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien
af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver om-
fattet af § 162, stk. 1, nr. 1-4, 6, 7, 9 og 11-14,
medregnes i aktivernes værdi.
§ 161. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel
opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter
følgende regler:
1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i
overensstemmelse med de regler, der fastsættes for
årsrapporter efter § 196.
2) Hensættelser opgøres brutto for direkte tegnede
forsikringer.
3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser
for indirekte forsikringer, der modsvares af genfor-
sikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber,
fradrages.
114
4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne
præmier fradrages.
§ 162. Følgende aktivtyper kan indgå blandt akti-
verne omfattet af § 159, stk. 1:
1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller ga-
ranteret af regeringer eller regionale myndigheder i
zone A.
2) Obligationer optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande, og som er udstedt af internationa-
le organisationer, der som medlem har mindst ét af
medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkre-
ditobligationer og særligt dækkede obligationer ud-
stedt af realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller
skibsfinansieringsinstituttet samt andre obligationer
udstedt i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der frembyder tilsvaren-
de sikkerhed.
4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der
er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter
og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A samt andre tilgodehavender
garanteret af kreditinstitutter eller forsikringssel-
skaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zo-
ne A.
5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forret-
ningsejendomme samt andre ejendomme, hvis vær-
di er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme,
som er omfattet af nr. 5, for et beløb på op til 80
pct. af den seneste ejendomsvurdering for bolig-
ejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi.
8) Andele i afdelinger i UCITS, kapitalforeninger
og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til
kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det
udenlandske investeringsinstituts vedtægter inde-
holder de i § 162 a og § 162 b anførte begrænsnin-
ger.
9) Andre obligationer og lån optaget til handel på et
reguleret marked i et land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået
115
aftale med på det finansielle område, eller tilsva-
rende markeder i andre lande omfattet af zone A.
10) Kapitalandele optaget til handel på et reguleret
marked i et land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, eller tilsvarende marke-
der i andre lande omfattet af zone A.
11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, og
lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ik-
ke er omfattet af nr. 6.
12) Kapitalandele og andre værdipapirer optaget til
handel på et marked i lande uden for zone A, hvis
markedet svarer til et reguleret marked inden for
Den Europæiske Union, samt andre værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i et land
inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, eller tilsvarende markeder i andre
lande omfattet af zone A.
13) Andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes
af nr. 1-12.
14) Genforsikringskontrakter og tilgodehavender
hos genforsikringsselskaber samt særlige risikoaf-
dækningsvirksomheder under offentligt tilsyn i lan-
de omfattet af zone A eller genforsikringsselskaber
under offentligt tilsyn, der har opnået en rating af
en anerkendt ratingvirksomhed svarende til mindst
investment grade.
Stk. 2. I en dattervirksomhed, hvis aktivitet er be-
grænset til at foretage og forvalte investeringer i
aktiver omfattet af stk. 1, kan dattervirksomhedens
aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden behandles
som aktiver efter stk. 1. Er dattervirksomheden ik-
ke helejet, indgår dens aktiver til en forholdsmæs-
sig værdi svarende til den ejede andel af egenkapi-
talen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et dattersel-
skab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed
med tilladelse efter denne lov, kan datterselskabets
aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del
af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til
dækning af datterselskabets forsikringsmæssige
hensættelser, og et beløb, der modsvarer dattersel-
skabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan
art og sammensætning, at de kan indgå blandt mo-
derselskabets aktiver til dækning af de forsikrings-
116
mæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette
kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen
højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsik-
ringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer
til værdien af moderselskabets aktier i og eventuel-
le lån til datterselskabet med fradrag af dattersel-
skabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet,
indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre
datterselskaber, som er forsikringsselskaber med
tilladelse efter denne lov. Et sådant datterselskabs
aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en
værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets for-
sikringsmæssige hensættelser.
§ 162 a. Vedtægterne for en kapitalforening eller
et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af § 162,
stk. 1, nr. 8, skal indeholde bestemmelser om,
1) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut på en investors anmodning skal ind-
løse investorens andel af formuen med midler, der
hidrører fra formuen,
2) at kapitalforeningens eller det udenlandske inve-
steringsinstituts afdelinger hverken må stille garan-
tier for tredjemand eller yde eller optage lån bortset
fra optagelse af kortfristede lån på højst 10 pct. af
formuen for at indløse investorer, for at udnytte
tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering
af indgåede handler,
3) at kapitalforeningen eller det udenlandske inve-
steringsinstitut kan investere sin formue i likvide
midler, herunder valuta, eller i de finansielle instru-
menter, som er nævnt i bilag 5, i overensstemmelse
med de krav, der stilles til instrumenter og deres
udstedere i kapitel 14 i lov om investeringsforenin-
ger m.v., og
4) risikospredning, jf. § 162 b.
§ 162 b. En kapitalforening eller et udenlandsk
investeringsinstitut omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
skal i sine vedtægter for hver afdeling fastsætte, at
formuen kan investeres i overensstemmelse med
reglerne i stk. 2, 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Formuen kan investeres i overensstemmel-
se med kapitel 14 i lov om investeringsforeninger
m.v.
117
Stk. 3. Formuen kan investeres i likvide midler,
herunder valuta eller de instrumenter, der er nævnt
i bilag 5. Højst 10 pct. af formuen må investeres i
finansielle instrumenter, som er udstedt af samme
emittent eller emittenter i samme koncern. 2. pkt.
finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1) Hvor afdelingen investerer i obligationer, der er
udstedt af et land eller en international institution af
offentlig karakter, som et eller flere lande i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, delta-
ger i, og som er godkendt af Finanstilsynet, jf. §
147, stk. 4, nr. 4, i lov om investeringsforeninger
m.v.
2) Hvor afdelingen investerer i følgende typer af
obligationer, dog således at højst 30 pct. af for-
muen anbringes i obligationer, som er udstedt af en
enkelt emittent eller emittenter i samme koncern:
a) Kasse- og skibskreditobligationer udstedt af
Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer
udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende
realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter,
som er godkendt af et land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, når en kom-
petent myndighed har meddelt obligationsudstedel-
serne og udstederne til Kommissionen.
b) Særligt dækkede realkreditobligationer
(SDRO) og særligt dækkede obligationer (SDO)
udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller tilsva-
rende særligt dækkede obligationer udstedt af lig-
nende kreditinstitutter, som er godkendt af et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, når en kompetent myndighed har meddelt
obligationsudstedelserne og udstederne til Kom-
missionen.
Stk. 4. Formuen kan udelukkende investeres i
pengemarkedsinstrumenter, idet højst 30 pct. af
formuen kan anbringes i pengemarkedsinstrumen-
ter, som er udstedt af den samme emittent eller
emittenter i samme koncern, dog således at for-
muen fuldt ud kan investeres i pengemarkedsinstru-
menter, der er udstedt af et land eller en internatio-
nal institution af offentlig karakter, som et eller
flere lande i Den Europæiske Union eller lande,
118
som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, deltager i, og som er godkendt af Fi-
nanstilsynet, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om inve-
steringsforeninger m.v.
Stk. 5. Formuen kan investeres i andele i afdelin-
ger i UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske
investeringsinstitutter, hvis vedtægter indeholder de
begrænsninger, der er anført i § 162 a, dog således
at højst 75 pct. af formuen må anbringes i andele,
som er udstedt af en enkelt afdeling af disse
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter.
§ 163. Følgende grænser med hensyn til de for-
sikringsmæssige hensættelser er gældende for me-
dregning af aktiver omfattet af § 159, stk. 1:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8-14, må
samlet højst udgøre 70 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 12, må sam-
let højst udgøre 10 pct.
3) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må samlet
højst udgøre 2 pct.
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10,
12 og 13, udstedt eller garanteret af penge- og real-
kreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af
UCITS, kapitalforeninger eller udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8,
der for hver virksomhed og afdeling af en forening
eller et udenlandsk investeringsinstitut udgør mere
end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser,
må samlet højst udgøre 40 pct.
Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af §
162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 10 pct. af de
forsikringsmæssige hensættelser. For genforsik-
ringsvirksomhed udgør grænsen 30 pct.
§ 164. Aktiver, der udgør en risiko på en enkelt
virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne
virksomheder, kan indgå i de i § 159, stk. 1, nævnte
aktiver inden for følgende grænser fastsat i forhold
til de forsikringsmæssige hensættelser:
1) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst
udgøre 40 pct.
2) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst
udgøre 10 pct.
3) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog
stk. 4, må højst udgøre 10 pct.
119
4) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 14, må højst
udgøre 10 pct.
5) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 4 pct. i forsik-
ringsselskaber, der ikke driver direkte livsforsik-
ringsvirsomhed, jf. dog stk. 2.
6) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10,
12 og 13, må samlet højst udgøre 2 pct. i pensions-
kasser og forsikringsselskaber, der driver direkte
livsforsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2. Grænsen
er 3 pct., hvis egenkapitalen i den virksomhed, som
aktivet vedrører, overstiger 250 mio. kr., når virk-
somheden er hjemmehørende i et land omfattet af
zone A og aktivet er optaget til handel på et regule-
ret marked i et land inden for den Europæiske Uni-
on eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, eller tilsvarende
markeder i andre lande omfattet af zone A.
7) Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13,
må samlet højst udgøre 5 pct.
8) Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst ud-
gøre 1 pct.
Stk. 2. Ved investering i kapitalandele i og lån til
en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes for-
bundne virksomheder, hvis aktiviteter alene består i
at investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5
og 11, må den samlede investering højst udgøre 5
pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §
159, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i en dattervirk-
somhed, der er omfattet af § 162, stk. 2-4.
Stk. 4. Stk. 1, nr. 3 og 5-7, og stk. 2 og 5 finder
ikke anvendelse på investeringer i virksomheder,
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, hvis
aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at fore-
tage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1,
nr. 1-3. Sådanne investeringer kan i relation til
grænserne fastsat i stk. 1, nr. 5-8, og stk. 2 samt §
163, stk. 1, nr. 1-3, betragtes som aktiver omfattet
af § 162, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 5. For aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6,
7, 9, 10, 12 og 13, udgør grænsen 5 pct. for investe-
ringer i en enkelt virksomhed og 10 pct. for inve-
steringer i en gruppe af indbyrdes forbundne virk-
somheder i forhold til et forsikringsselskabs hen-
120
sættelser til dækning af dets genforsikringsvirk-
somhed.
§ 165. I aktiverne omfattet af § 159, stk. 1, skal et
beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kon-
gruente valutaer. For genforsikringsvirksomhed ud-
gør grænsen mindst 70 pct.
Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro, kan an-
vendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for
de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-
valuta end euro.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, så-
fremt de forsikringsmæssige hensættelser i den på-
gældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de for-
sikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
§ 166. For forsikringsmæssige hensættelser i for-
sikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller
pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163, 164 og
165 ikke anvendelse.
Stk. 2. For midler overtaget som særskilte SP-
konti, hvor den enkelte kontohaver selv har indfly-
delse på valg af investeringspulje eller investe-
ringsrisiko, finder § 159, stk. 2, og §§ 163-165 ikke
anvendelse.
Stk. 3. Midler overtaget som særskilte SP-konti,
hvor den enkelte kontohaver ikke har indflydelse
på valg af investeringspulje eller investeringsrisiko,
skal være anbragt i overensstemmelse med §§
158-169, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. § 163, stk. 1, nr. 4, og § 164, stk. 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på midler placeret i andele i
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5. § 163, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler placeret i andele i UCITS, kapitalforenin-
ger eller udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 162, stk. 1, nr. 8, under forudsætning af at
disse UCITS’, kapitalforeningers eller udenlandske
investeringsinstitutters beholdning af aktiver med-
går ved opgørelsen af placeringen af midlerne om-
fattet af stk. 3, og at bestemmelserne i §§ 158-169
med de i stk. 4 nævnte undtagelser ved denne op-
gørelse er overholdt.
121
§ 167. I forsikringsselskaber og pensionskasser
skal der føres et register over aktiverne omfattet af
§ 159, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter §
160, stk. 1, nr. 3. I skadeforsikringsselskaber skal
der derudover føres et register, der indeholder akti-
ver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsik-
ringsperioden først påbegyndes efter regnskabså-
rets afslutning. De registrerede aktiver og kontrak-
ter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de for-
sikrede.
Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anven-
delse på de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne,
registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 4. For dattervirksomheder, der omfattes af §
162, stk. 2, og datterselskaber, der omfattes af §
162, stk. 3 og 4, registreres kapitalandelene i og
eventuelle lån til dattervirksomheden henholdsvis
datterselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen gi-
ver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke akti-
ver der indgår i registeret. Finanstilsynet eller den,
Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilste-
deværelsen af disse aktiver efter nærmere regler
fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret depo-
neret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller for-
byde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved de-
ponering af registeret skal Finanstilsynet registreres
som berettiget i en værdipapircentral med hensyn
til værdipapirer. Med hensyn til de øvrige aktiver
og kontrakter, der tjener til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsæt-
tes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal
godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
44. § 167 affattes således:
Ȥ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe
af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedevæ-
relsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en opteg-
nelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsik-
ringsmæssige hensættelser, samt
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer
risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække
de forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal
endvidere føre et register over aktiver, der modsva-
rer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden
først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist ind-
berette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er regi-
streret.
Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tje-
ner udelukkende til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de begunstigede.
Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikrings-
policer inden for disses genkøbsværdi skal ikke re-
gistreres.
Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finanstil-
synet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse
eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver.
Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og
enhver efterfølgende ændring i den deponerede ak-
tivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og note-
res i registeret.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om indhold, opgørelse, indberetning, registre-
ring og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne ind-
ført i registrene.«
§ 168. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset pe-
riode dispensere fra §§ 162-162 b, § 163, stk. 1, nr.
4, og stk. 2, 1. pkt., og § 164, stk. 1, nr. 2-8, og stk.
2-5.
45. §§ 168 og 169 ophæves.
122
§ 169. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af
flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i
forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser for
forsikringer, der omfattes af § 166, og
4) indberetning, registrering og kontrol af tilstede-
værelsen af aktiverne i registrene efter § 167.
§ 170 a. I koncerner, hvor modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsik-
ringsselskab, finder § 126 tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheden og koncernen.
Modervirksomheden påser overholdelsen af disse
bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basi-
skapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt
af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den
konsoliderede opgørelse for koncernen.
46. § 170 a ophæves.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed i Danmark er en finansiel holdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, skal én gang årligt indberette alle eksponerin-
ger, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag henholdsvis ba-
siskapital.
Stk. 2-3. ---
47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapi-
tal«.
48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før §
176:
»Særlige regler om koncernsolvens og
koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øver-
ste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker det af den øverste modervirksomhed op-
gjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den
øverste modervirksomhed i koncernen
1) er beliggende i Danmark, og
2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirk-
somhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor
123
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab.
Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1,
skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og
regler udstedt i medfør af stk. 9.
Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgø-
res på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved
anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2,
3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet
godkendt intern model for koncernen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe
afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret
på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller
at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal
kombineres med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed,
jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen,
finder § 248 a anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.
Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ik-
ke at medtage et selskab i koncernen ved opgørel-
sen af solvenskapitalkravet for koncernen.
Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert
år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr.
31. december og skal senest 20 arbejdsdage heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øver-
ste modervirksomhed skal ved ændringer af betyd-
ning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncer-
nen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejds-
dage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af
stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet for koncernen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for
koncernen.
§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der
indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finans-
tilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissio-
124
nen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om,
at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den
danske del af koncernen. Det øverste forsikrings-
selskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blan-
dede finansielle holdingvirksomhed i den danske
del af koncernen påser overholdelsen af disse be-
stemmelser.«
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomheder
og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, såfremt
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at
modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskra-
vet i § 170, § 170 a eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel
11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber,
2-3)---
49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed afhænder kapitalandele i en finansiel virk-
somhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfyl-
der solvenskravet i § 170, § 170 a eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber.
2-3)---
50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og
efter: »krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.
§ 224.
Stk. 1-5. ---
Stk. 6. Har et forsikringsselskab ikke inden for de
frister, som Finanstilsynet har fastsat, gennemført
de foranstaltninger, som er angivet i de genoprettel-
sesplaner, der nævnes i § 248, stk. 1 og 2, kan tilla-
delsen som forsikringsselskab inddrages.
51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasi-
skapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladel-
sen som forsikringsselskab inddrages.
125
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for genop-
rettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solven-
skapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2
eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab ind-
drages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i finansieringspla-
nen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimums-
kapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2,
skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«
§ 248. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital er
mindre end kapitalkravet, jf. § 127, skal Finanstil-
synet kræve, at selskabet udarbejder en plan for
genoprettelse af dets økonomiske stilling og fore-
lægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af,
om planen indeholder de foranstaltninger, der er
nødvendige.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestem-
melser om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettel-
se af dets økonomiske stilling over et kortere tids-
rum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end en tredjedel af solvenskravet eller
2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre
end minimumskapitalkravet.
Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt
en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i til-
fælde af, at der er sket en forringelse af selskabets
økonomiske stilling i forhold til denne plan, be-
stemmelse om de nødvendige foranstaltninger og
kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny drifts-
plan for de 3 følgende regnskabsår.
52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. §
126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genop-
rettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til
minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse
skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse in-
den for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde og om perioden, for hvilken planen
skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal ud-
arbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for gen-
oprettelse skal forelægges Finanstilsynet til god-
kendelse senest to måneder efter at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet.
126
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder ef-
ter selskabet konstaterede den manglende opfyldel-
se heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist
med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sand-
synliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde sol-
venskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører for-
sikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge
fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af
flere omgange, men den samlede fristforlængelse
må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der be-
skriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Vi-
ser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige
fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlæn-
gelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke
opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal
udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansierings-
planen skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har kon-
stateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkra-
vet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal in-
deholde.«
127
§ 251. Som led i de i § 248, stk. 3, § 249, stk. 1,
og § 250, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Fi-
nanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets ak-
tiver eller begrænse dets rådighed herover. § 167
finder tilsvarende anvendelse.
53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§
248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke fin-
de sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis
anvendes til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7,
nævnte policelån.
54. § 255, 2. pkt., ophæves.
§ 258. ---
55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284
i kapitel 18:
»Rapport om solvens og finansiel situation
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt
offentliggøre en rapport om deres solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne årligt indsende en uddybende rap-
port til Finanstilsynet om deres solvens og finan-
sielle situation.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en kon-
cern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentlig-
gøre en rapport om koncernens solvens og finan-
sielle situation. Derudover skal den øverste moder-
virksomhed årligt indsende en uddybende rapport
om koncernens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om rapporterne, herunder om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder
forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de
oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne
for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsy-
net.«
§ 291. Så længe selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan
der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært ud-
bytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til
medlemmer i gensidige selskaber.
56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke op-
fylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til:
»gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapi-
talkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.
128
§ 334. Virksomheder, der udøver virksomhed,
som består i erhvervsmæssigt eller som et væsent-
ligt led i deres drift at modtage indlån eller andre
midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden,
og som anbringer de således modtagne midler på
anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut,
skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis
virksomheden ikke er
1) ---
2) omfattet af § 8, stk. 1,
3) omfattet af § 11, stk. 1
4) ---
Stk. 2. ---
57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 337.
Stk. 1. ---
Stk. 2. § 5, stk. 1, nr. 24 og 26-28, og § 72 a om
finansielle virksomheders outsourcing finder tilsva-
rende anvendelse for sparevirksomheder.
58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til:
»nr. 27 og 29-31,«.
§ 343 c.
Stk. 1.
1-5) ---
6) betingelserne i § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 2-5. ---
59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til:
»nr. 5 og 6,«.
Afsnit X f ---
60. Efter afsnit X f indsættes:
»Afsnit X g
ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)
Kapitel 20 g
ISPV
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksom-
hed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilla-
delse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om IS-
PV'er, herunder om muligheden for at inddrage til-
ladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: »,
129
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
og denne lov og af de regler, der er udstedt i med-
før af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. 1 og 2.
Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15,
stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112. Finanstilsy-
net kontrollerer, at reglerne for finansiel informati-
on i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193
og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt
for finansielle virksomheder, som har udstedt vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked, jf. § 83, stk. 2 og 3, og § 83 b i lov om
værdipapirhandel m.v. Finanstilsynet påser endvi-
dere overholdelsen af regler udstedt i medfør af §
31, stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisi-
onsvirksomheder.
Stk. 2. ---
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.
Stk. 3. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til de finan-
sielle virksomheder og markeder. Finanstilsynet
skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-
barheden af den enkelte finansielle virksomheds
forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirk-
somheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,
hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsy-
net gennemgår hvert år solvensbehovet hos de pen-
ge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende
kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedstil-
synet medfører, at Finanstilsynet fører et intensive-
ret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle insti-
tutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finan-
sielle institutter (G-SIFI). Finanstilsynets direktion
har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæg-
gelse.
Stk. 4-9. ---
62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »marke-
der«: », samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.
§ 350 a. ---
130
63. Efter § 350 a indsættes:
»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om
et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et grup-
pe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørelse af solvenskapi-
talkravet, jf. § 126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt
fra § 71, eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for anvendelsen af en matchtilpas-
ning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering,
jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væ-
sentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til
nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissi-
onen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgø-
res kapitaltillægget i overensstemmelse med sol-
venskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltil-
læg op til revision mindst én gang årligt, og kravet
ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapi-
talkrav.
Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ik-
ke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder §
248 a tilsvarende anvendelse.«
§ 351.
Stk. 1-3. ---
64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, in-
den for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillin-
gen.«
131
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod direktøren i en straffesag om overtræ-
delse af straffeloven eller den finansielle lovgiv-
ning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældel-
se vil indebære, at vedkommende ikke opfylder
kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsy-
net kan under samme betingelser som i 1. pkt. på-
byde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virk-
somhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 5. ---
65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-
forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identi-
ficeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af
den finansielle virksomhed og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domsto-
lene. Anmodning herom skal indgives til Finanstil-
synet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt
den pågældende. Anmodningen har ikke opsætten-
de virkning for påbuddet, men retten kan ved ken-
delse bestemme, at den pågældende direktør eller
det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens
behandling kan opretholde sit hverv eller sin stil-
ling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstole-
ne inden 4 uger efter modtagelse af anmodning her-
om. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter
ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk.
2 og 3, og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren for-
lange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. An-
modning om domstolsprøvelse kan dog kun frem-
sættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der
er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«
Stk. 8. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finans-
tilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §
224, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet kan endvidere ind-
drage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.
68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-
forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«,
og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.
132
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden,
den udenlandske finansielle virksomhed eller den
udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som
Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne
lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov
retter sig mod, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og forord-
ninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, jf. dog stk. 2 og
3.
69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
Stk. 2.
1-8) ---
9) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrel-
se eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet
nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller ind-
drager denne helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, § 224 og § 225, stk. 1.
70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1, 2 og 4«.
10) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre
forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilla-
delse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4
og 5, og § 224.
71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til:
»nr. 5 og 6«.
11-15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmed-
lem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en di-
rektør eller andre ledende medarbejdere i en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed, en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel
holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse
er rettet direkte mod den pågældende. Det samme
gælder for en likvidator, en administrator af en livs-
forsikringsbestand og en administrator i et admini-
strationsbo for særligt dækkede obligationer.
Stk. 4-6. ---
72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en uden-
landsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.
§ 359. Forsikringsselskaber, filialer af udenland-
ske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de
133
net, og de af denne lov omfattede pensionskasser
registreres i Erhvervsstyrelsen.
af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og fi-
lialer af udenlandske selskaber, som har fået tilla-
delse af Finanstilsynet,«.
§ 361.
Stk. 1.
1-5) ---
6) Hver udsteder af collateralized mortgage obliga-
tions og lignende virksomheder betaler 10.000 kr.
pr. serie.
7-35) ---
Stk. 2. ---
74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collaterali-
zed mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.
§ 365. Forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og
firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af
differencen mellem Finanstilsynets udgifter og af-
giften betalt efter §§ 361 og 362.
Stk. 2. ---
75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensions-
kasser«.
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber eller regler udstedt i
medfør af revisorlovens § 31, stk. 8, forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til
at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber,
forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan af
den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Er-
hvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),«.
§ 372 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fast-
sætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af
26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rå-
134
og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber.
dets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009,
(EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndig-
hed)«.
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 3-6, § 8, stk.
1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6,
§ 11, stk. 1, 3 og 4, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, §
24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31,
stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1 og 6,
og stk. 7, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
44-46, § 49, stk. 1 og 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, §
64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 64 a, § 65, stk. 1, §
66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, §§ 75, 76, 78 og
92, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 2, og 3, §§
103-106 og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk.
1-6, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d,
§ 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e,
stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1, 2 og 8, § 126
a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, §
149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1-4, §
153, stk. 1 og 3, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182,
stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1-3, §§ 200 og 201, §
202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1,§ 226,
stk. 1 og 2, §§ 227 og 334, § 343 a, stk. 1, § 343 f,
stk. 3, § 343 j, § 343 v, stk. 1, og § 404, stk. 1, 2, 4
og 5, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, ar-
tikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk.
1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8«
til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5,
7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175
a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og
334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk.
1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk.
1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404,
stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og
4,«.
135
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16
f, stk. 1-3, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, §
70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1, § 72,
stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a,
stk. 1-7 og 10, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-3, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c,
stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og
123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 c, stk. 1, § 152 d,
stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
stk. 2 og stk. 4, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller
stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, §§
158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, §
184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§
186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1.
pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6,
§ 247 a, stk. 9 og 10, § 312, § 343 t, stk. 1, § 347 b,
stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., samt artikel 4 i Rådets forordning om anven-
delse af internationale regnskabsstandarder og arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel
28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra
c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a
og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2,
artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2,
artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7,
artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2.
afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, arti-
kel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1
og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1.
afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. ar-
tikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og
439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel
442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk.
3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2.
og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, ar-
tikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel
501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om til-
synsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«:
»§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres
til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123«
indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e,
stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167,
stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a,
stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter
»§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,«
indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3,«.
136
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af § 152 k, stk. 4, §
347 b, stk. 1, 1. pkt., § 348, stk. 2, 1. pkt., eller §
350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i sel-
skabsloven. Med bøde straffes endvidere den, som
ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 351, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 4-9. ---
80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§
126 c, stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmelser in-
deholdt i Den Europæiske Unions forordninger,
som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber.
81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.
juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU)
nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er
tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæ-
iske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipa-
pirtilsynsmyndighed)«.
§ 374.
Stk. 1-2. ---
Stk. 3. Undlader en finansiel virksomhed at efter-
komme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1
og stk. 4, 1. pkt., kan virksomheden pålægges dag-
lige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 4-6. ---
82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.«
til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«
§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsik-
ringsselskab eller en tværgående pensionskasse har
fået koncession til på tidspunktet for ændringen af
bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapi-
talgrundlag og driftsplaner for forsikringsselska-
bers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk.
1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsik-
83. § 408 ophæves.
137
ringsselskaber og tværgående pensionskasser først i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finans-
tilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1
forlænges til den 1. januar 2009.
Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8,
træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet føl-
gende:
1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsik-
ringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber
og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgå-
ende pensionskasser, og
2) for forsikringsselskaber, som driver skadeforsik-
ringsvirksomhed:
a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro
for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige
selskaber,
b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for
aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige sel-
skaber,
c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio.
euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gen-
sidige selskaber, og
d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for
aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige sel-
skaber.
§ 417. ---
84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:
Ȥ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsfor-
pligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til
at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk.
2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til afta-
ler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog
3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilla-
delse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret
rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til
aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver
enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en an-
del af forskellen mellem renten som fastsat efter
138
diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015,
og den årlige effektive rente, som fastsat efter den
risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Ande-
len opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg
i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstil-
synet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
der anvender den justerede rentekurve, har en risi-
koprofil, der afviger væsentligt fra forudsætninger-
ne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens
og finansiel situation, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en
justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssi-
ge effekt af ikke at anvende denne justerede rente-
kurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapital-
kravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet,
og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få til-
ladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter
stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse
efter § 417 a.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgø-
res som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af
forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i
medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-
forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser
den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag
af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og
139
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perio-
den fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikrings-
mæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatili-
tetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller
oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet re-
levante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsik-
ringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for livsforsikringsvirk-
somhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb,
der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte
driftsomkostninger, fastsættes for en periode på
over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen
for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse
III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisi-
ko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fast-
sættes for en periode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikrings-
mæssige administrationsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed
af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det mak-
simale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
140
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derud-
over, og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risiko-
vægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for
beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb der-
udover i de seneste 3 regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver livsforsikringsvirksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikringsvirksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselska-
ber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået
tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selska-
bets solvens og finansielle situation, som selskabet
skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet
anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapi-
talkravet, minimumskapitalkravet, basiskapital-
grundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapi-
talgrundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter
stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der an-
vender den justerede rentekurve efter § 417 a eller
fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Fi-
nanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt sel-
skabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller
fradraget.
Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden
anvendelse af den justerede rentekurve eller fradra-
get, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en
redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de plan-
lagte foranstaltninger med henblik på at sikre op-
fyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer forsikringsselskabet de planlagte for-
141
anstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1.
pkt., skal forsikringsselskabet straks orientere Fi-
nanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år
ved udgangen af første kvartal indsende en rapport
til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige for-
anstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre
opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, uden at anvende den justerede rentekurve efter §
417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen ef-
ter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på
baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det
ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde sol-
venskapitalkravet den 1. januar 2032.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april
2015.
Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli
2015.
§ 3
Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015
forhåndsgodkende:
1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og
anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.
2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og
interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 33.
3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. §
175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.
142
5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 60.
6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417
a i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 84.
7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser, jf. § 417 b i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.
Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhånds-
godkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. ja-
nuar 2016.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015
træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af
overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber
under afvikling efter denne lovs § 5.
Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har
virkning fra den 1. januar 2016.
Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den
ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk.
8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på
forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar
2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukken-
de forvalter deres eksisterende portefølje med hen-
blik på at ophøre med at drive forsikringsvirksom-
hed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk.
2-4, hvis selskabet
1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslut-
te sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller
2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse
med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en ad-
ministrator er udpeget.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgen-
de betingelser for at blive omfattet af stk. 1
143
1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsik-
ringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige
forsikringsselskaber ophører med at indgå nye for-
sikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31.
december 2015,
2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter
den 31. december 2015, en redegørelse til Finans-
tilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i
forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og
3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfat-
tes af stk. 1.
Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. janu-
ar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre
status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet,
at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1.
januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet
træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finans-
tilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-
forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betin-
gelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr.
2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. janu-
ar 2021 bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra
denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i
§ 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Fi-
nanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets
aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sand-
synligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at
selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat
dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på
dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksom-
hed, og som den 31. december 2016 ikke er i besid-
delse af et kapitalgrundlag til dækning af solven-
144
skapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virk-
somhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33,
skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden
den 31. december 2017 at opfylde solvenskapital-
kravet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ik-
ke er sket betydelige fremskridt med henblik på at
opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet
kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet,
på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter
stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1
og 3.
§ 6
Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirk-
somhed er beliggende i Danmark, og den øverste
modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringssel-
skab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fi-
nansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1,
nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor
mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-
forsikringsselskab, og den øverste modervirksom-
hed den 31. december 2015 opfylder det for den
øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i
medfør af lov om finansiel virksomhed, men som
den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et
kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste
modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter
§ 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger til inden den 31. december 2017
at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov
145
om finansiel virksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 48.
Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af
stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i
overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsen-
de en redegørelse, der beskriver de hidtidige foran-
staltninger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegø-
relsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt
med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for
koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste
modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet
for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, in-
den fristen efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde for-
længe fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248
a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 52.
Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder
ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed,
der omfattes af stk. 1 og 3.
§ 7
Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den
31. december 2015 opfylder minimumskapitalkra-
vet i den på dette tidspunkt gældende lov om finan-
siel virksomhed, skal senest den 31. december 2016
være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til
dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i
lov om finansiel virksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 33.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af
stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016
ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter §
248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden
kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 51.
Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i be-
siddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af
minimumskapitalkravet den 31. december 2016,
inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i over-
146
ensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 8
Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet
godkendt intern model ved opgørelsen af solven-
skapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som
opgjort efter standardformlen i forhold til procents-
atserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finan-
siel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 33.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
147
Bilag 2
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
Der er tale om en konsolideret udgave af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af det
oprindelige direktiv med opdateringer som følge af efterfølgende ændringer
►B EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)
Ændret ved:
Tidende
Nr. Side dato
►M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU
EØS-relevant tekst af 16. november 2011
L 326 113 8.12.2011
►M2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU
EØS-relevant tekst af 12. september 2012
L 249 1 14.9.2012
►M3 Rådets direktiv 2013/23/EU af 13. maj 2013 L 158 362 10.6.2013
►M4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU
EØS-relevant tekst af 11. december 2013
L 341 1 18.12.2013
►M5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014
L 153 1 22.5.2014
Berigtiget ved:
►C1 Berigtigelse, EFT L 219, 25.7.2014, s. 66 (2009/138/EF)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
148
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973
om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direk-
te forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om
samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed in-
den for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de reg-
ler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for
forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art — f.eks. en
tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det
vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed
kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geogra-
fisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
149
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for mo-
torkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af
definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de
genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlems-
staterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller
alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør der-
for tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensi-
dig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fæl-
lesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdi-
rektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktivi-
teter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
150
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nu-
værende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødven-
digt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Su-
pervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på bag-
grund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på
den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte
deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og
passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå de-
res forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder fi-
nansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at for-
sikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveks-
ling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proporti-
onale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs el-
ler et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den
overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at
præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at
styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det
også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibre-
re i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselska-
bers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handels-
koncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
151
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige el-
ler reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske solidi-
tet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersø-
gelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i
forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de
fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle til-
fælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mu-
lighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør
ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg,
som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da
kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der
forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende sel-
skab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardme-
toden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltil-
lægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audi-
tfunktion ◄ og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
152
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ►C1 auditfunkti-
on ◄ bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én
funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besid-
der nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til
formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.
Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der
skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en til-
synspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage
hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør
tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller ak-
tiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gælden-
de regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form — væ-
sentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offent-
liggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er der-
for nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav over-
holdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
153
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de natio-
nale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på for-
nuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle mar-
keder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav base-
res på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ►C1 kapi-
talgrundlag ◄, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle
ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ►C1 elementer af
kapitalgrundlaget ◄ klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser
for ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og
genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn
til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke pro-
dukter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver
inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i
forhold til passiver med henblik på ►C1 kapitalgrundlag ◄, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af ►C1 kapitalgrundlag ◄ tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der
er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen
i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
154
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ►C1 kapitalgrundlag ◄, bør overskud-
skapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer
bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapi-
tal.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bi-
drag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som
de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde
for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for nega-
tive udsving i deres aktiviteter. ►C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer
af det supplerende kapitalgrundlag og ◄ behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navn-
lig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende
praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlem-
mer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og
gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det
godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over
for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette til-
strækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for
med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende ka-
rakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om for-
valtning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings-
og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteri-
stika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underlig-
gende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de anta-
gelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter
bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennem-
førelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne an-
vendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
155
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og opti-
oner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af for-
sikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmonise-
rede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv be-
regning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapital-
kravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde
(minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet be-
skyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en pas-
sende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere ka-
pital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle marke-
der, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk juste-
ringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt sto-
re fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig
til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en be-
stemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken for-
sikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag
◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som sætter for-
sikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne
og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, som
til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør
disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det
på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med er-
hvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200.
tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5
% at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måne-
der. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement in-
den for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selska-
bets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette til-
lades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
156
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsnin-
ger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrække-
ligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent be-
skyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse
på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør for-
sikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i
stand til at genskabe ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ og dermed overholde minimumskapi-
talkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør over-
holde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat mini-
mum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere
skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække
deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investe-
ringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringssel-
skaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættel-
ser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredje-
landsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af ka-
pitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i
157
at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nati-
onale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlems-
staterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikrin-
ger for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af
og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlems-
stat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjs-
forsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige op-
lysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det
bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risiko-
en består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsførin-
gen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med
gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er
beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art
eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et mini-
mum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsik-
ringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige
hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et
særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder
og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring har-
moniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden
person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt
muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende
beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har teg-
net en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
158
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en an-
den procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en så-
dan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødven-
digt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uan-
set alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne
bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse
af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med
henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er
indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det
være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begræn-
ser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anven-
des på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlems-
stat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som teg-
ner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen
under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum,
og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået syge-
forsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko teg-
ner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrøren-
de denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendel-
sen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består,
eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlems-
staterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå interna-
tionale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringssel-
skaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en
smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fæl-
lesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad en-
ten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
159
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør med-
lemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller
udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici,
der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør for-
skelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i
dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gø-
re det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne
sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at med-
lemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give for-
sikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på kon-
cernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de
risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle kon-
cernens risikoeksponering.
160
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyn-
dighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstri-
dende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlems-
stat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et
rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
(106) Det er nødvendigt at sikre, at ►C1 kapitalgrundlaget ◄ er hensigtsmæssigt fordelt inden for kon-
cernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber inden for en koncern ►C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapital-
grundlag til at dække ◄ deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørel-
ser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne,
bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndig-
heder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsyns-
myndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at
løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et
forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan
påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af
disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernni-
veau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsik-
ringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse ri-
sikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet el-
ler genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan un-
derkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en
koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
161
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme kon-
cern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i
beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for til-
syn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der
er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringspro-
cessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv.
Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser
og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende til-
synsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udta-
lelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om
alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvi-
valensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de
tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træf-
fes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsik-
ringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
162
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og li-
kvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende princip-
per for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgiv-
ning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer,
der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i
forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens inde-
bærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direk-
tiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsfor-
hold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være om-
fattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er
vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder sa-
neringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle med-
lemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i
Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er be-
skyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke
følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt
ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgiv-
ning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med
den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem
ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må
forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der
bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilege-
rede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
163
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i
andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om
generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, her-
under ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter for-
skriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foran-
staltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør
164
snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kom-
missionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for ar-
bejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens
væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de reg-
ler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren.
Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et for-
slag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsik-
ringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på
spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at
udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive
Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette
direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får
virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er ba-
seret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at
være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af kon-
cernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
165
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DI-
REKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde Artikel 1 og 2
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt Artikel 3 og 4
Underafdeling 2 Skadesforsikring Artikel 5 til 8
Underafdeling 3 Livsforsikring Artikel 9 og 10
Underafdeling 4 Genforsikring Artikel 11 og 12
AFDELING 3 Definitioner Artikel 13
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 14 til 26
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser Artikel 27 til 39
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets
ansvar Artikel 40
AFDELING 2 Ledelsessystem Artikel 41 til 50
AFDELING 3 Oplysningspligt Artikel 51 til 56
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse Artikel 57 til 63
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens Artikel 64 til 71
AFDELING 6 Revisorernes opgaver Artikel 72
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed Artikel 73 og 74
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser,
►C1 kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver Artikel 75
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser Artikel 76 til 86
AFDELING 3 ►C1 Kapitalgrundlag ◄
Underafdeling 1 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 87 til 92
Underafdeling 2 Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 93 til 97
Underafdeling 3 Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄ Artikel 98 og 99
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser
vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af
standardformlen eller en intern model Artikel 100 til 102
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel Artikel 103 til 111
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle
interne modeller Artikel 112 til 127
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav Artikel 128 til 131
AFDELING 6 Investeringer Artikel 132 til 135
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskelig-
heder eller med uregelmæssige forhold Artikel 136 til 144
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret Artikel 145 til 146
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselska-
ber
166
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser Artikel 147 til 149
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer Artikel 150 til 152
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring Artikel 153 til 157
Underafdeling 2 Genforsikring Artikel 158
AFDELING 4 Statistiske oplysninger Artikel 159
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse
med likvidation Artikel 160 til 161
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed Artikel 162 til 171
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 172 til 175
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der henhører under et tredjelands lovgivning,
og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteres-
ser Artikel 176 og 177
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsik-
ringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning Artikel 178
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring Artikel 179
AFDELING 3 Almene hensyn Artikel 180
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af
tariffer Artikel 181 og 182
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring Artikel 183 og 184
Underafdeling 2 Livsforsikring Artikel 185 og 186
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser Artikel 187 til 189
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet Artikel 190 til 196
AFDELING 3 Assistance Artikel 197
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring Artikel 198 til 205
AFDELING 5 Sygeforsikring Artikel 206
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring Artikel 207
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring Artikel 208 og 209
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring Artikel 210 og 211
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIK-
RINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde,
-område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner Artikel 212
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område Artikel 213 og 214
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer Artikel 215 til 217
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 218 og 219
167
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper Artikel 220 til 224
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder Artikel 225 til 229
Underafdeling 4 Beregningsmetoder Artikel 230 til 234
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab Artikel 235
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring Artikel 236 til 243
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktionerArtikel 244 og 245
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol Artikel 246
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn Artikel 247 til 259
KAPITEL IV Tredjelande Artikel 260 til 264
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber Artikel 265 og 266
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF
FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner Artikel 267 og 268
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger Artikel 269 til 272
KAPITEL III Likvidation Artikel 273 til 284
KAPITEL IV Fælles bestemmelser Artikel 285 til 296
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER Artikel 297 til 304
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring Artikel 305 og 306
AFDELING 2 Genforsikring Artikel 307 og 308
AFDELING 3 Forsikring og genforsikring Artikel 308a til 308e
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser Artikel 309 til 312
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklas-
ser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITAL-
KRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER,
JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
168
Part A Ophævede direktiver med ændringer
(jf. Artikel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret
(jf. Artikel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i
Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksom-
hed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undta-
gelse af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved be-
nyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
169
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »perma-
nent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende
eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fast-
satte regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af inve-
steringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen
om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber
for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sik-
ringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
170
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25
mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til arti-
kel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets
bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller
mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende
år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgen-
de år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nær-
værende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lov-
givning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de dis-
ponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er
gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssi-
ge hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står
som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
171
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan fore-
tages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passa-
gererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: trans-
port af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,
udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller
skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke
være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparatio-
nen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, el-
ler, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med
virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr.
iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
172
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter
de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at
tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et sel-
skab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved døds-
fald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser,
der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes
pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemssta-
terne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som
er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringssel-
skab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselska-
ber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke
overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af natu-
ralydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægts-
mæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæs-
sige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
173
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har op-
nået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern,
som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål ude-
lukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det
eller de selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskon-
cern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til
formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhø-
rer, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et
tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsik-
ringsselskab, eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et an-
det forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af
Lloyd's
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risi-
koen, har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er be-
liggende
174
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er
den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, hen-
holdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom
eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enh-
ver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med
en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset
hvilken forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers
etablerede forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablere-
de forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til
hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i di-
rektiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysi-
ske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved
hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virk-
somhed, enten direkte eller gennem kontrol
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemme-
rettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det på-
gældende selskab
22) »reguleret marked«:
175
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende be-
tingelser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direk-
tiv 2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de
instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhand-
let i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212,
stk. 1, litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF,
eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettig-
hederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af
de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksom-
hed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren
ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8
mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoli-
derede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit,
litra c), for de konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici,
som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjene-
steyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet,
som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
176
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikosty ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ►C1 audit-
funktion ◄ og aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver
og finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge
af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som for-
sikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisi-
ci, spredningsrisici eller markedsrisici
▼M5
32a) »kvalificeret central modpart« (QCCP): en central modpart, der enten er meddelt tilladelse i over-
ensstemmelse med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201231), el-
ler som er anerkendt i overensstemmelse med artikel 25 i nævnte forordning
▼B
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til
at kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i
stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksom-
hed, der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resul-
tat af en anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyr-
des udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræf-
fe
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne for-
ventede sandsynlighedsfordeling.
▼M5
40) »eksternt kreditvurderingsbureau« eller »ECAI«: et kreditvurde ringsbureau, som er registreret eller
godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/200932),
eller en centralbank, som udsteder kreditvurderin ger, der er undtaget fra anvendelsen af nævnte for-
ordning.
▼B
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
177
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som tilla-
delsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og reg-
lerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i bi-
lag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra
de tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tilla-
der, at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af arti-
kel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livs-
genforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til arti-
kel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i
hvilken der ansøges om tilladelse.
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
178
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risi-
ko til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til så-
dan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er
udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privat-
retlige selskaber.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende li-
sten over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.
▼B
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af sol-
venskapitalkravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over et ►C1 anerkendt kapi talgrundlag ◄ til dækning af mi-
nimumskapitalkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsrepræ-
sentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlemsstat end
den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag
I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikringsklas-
ser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en forsikrings-
klasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at ►C1 det råder over det i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte
anerkendte kapitalgrundlag til dækning af ◄ solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
179
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af det absolutte minimum for mi-
nimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-
vet for skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre
fysiske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindel-
ser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres til-
synsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller
flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre forbindel-
ser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysnin-
ger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingel-
ser er opfyldt.
Artikel 20
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregnin-
gen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som
et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmel-
ser vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grund-
lag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en for-
håndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller god-
kendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
180
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfyl-
de deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til marke-
dets økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation ve-
drørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har
til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende sel-
skaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der repræsenterer det absolutte minimum for mini-
mumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på at yde
den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til be-
regning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a) nævnte
prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overtagelse
af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
181
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret delta-
gelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en
sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om aktionæ-
rernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på
et reguleret marked33), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk.
4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende sel-
skab.
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilla-
delse.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
▼M5
Artikel 25a
Meddelelse og offentliggørelse af tilladelser eller inddragelse af tilladelser
Enhver tilladelse eller inddragelse af tilladelse meddeles Den Europæ iske Tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der
er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/201034). Navnet på ethvert for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvortil der gives tilladelse, optages på en fortegnelse. EIOPA offent-
liggør og ajour fører denne fortegnelse på sit websted.
▼B
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne med-
lemsstat
182
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører tilsyn
med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller gen-
forsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilla-
delse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen af
aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver selska-
bet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den rele-
vante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse
af forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
183
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et rime-
ligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs virksomhed.
▼M5
4. De delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelses mæssige tekniske standarder, der
vedtages af Kommissionen, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og dermed sikres en hensigts-
mæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
De udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EIOPA fore lægger i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010, de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
som forelægges i overensstemmelse med artikel 15 deri, og de retnings linjer og henstillinger, som udste-
des i overensstemmelse med artikel 16 deri, tager hensyn til proportionalitetsprincippet, og sikrer dermed
en hensigtsmæssig anvendelse af dette direktiv, navnlig for så vidt angår små forsikringsselskaber.
▼B
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ i overensstemmelse med de regler og den praksis,
der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikringssel-
skabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets lov-
givning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtel-
sen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en be-
grundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
184
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel
34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til, at
der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de for-
skellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være ad-
gang til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af til-
synsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne
artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede stati-
stiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254,
stk. 2, og artikel 256.
5. For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det
berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennem fø-
relsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i
denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstem melse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsikrings-
selskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der direkte
vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til arti-
kel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs fi-
nansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
185
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt tilsynsmyndighederne i en værts medlemsstat, at den agter at
foretage kontroller på stedet i overensstemmelse med stk. 1, og hvis det forbydes denne tilsynsmyndighed
at udøve sin ret til at foretage disse kontroller på stedet, eller hvis tilsynsmyndighederne i værtsmedlems-
staten i praksis ikke er i stand til at udøve deres ret til at deltage i henhold til stk. 2, kan tilsynsmyndighe-
derne henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
Artikel 34
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i til-
synsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at sel-
skaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og gen-
forsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
▼M5
186
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, under hensyntagen til målene med tilsynet som fastsat i
artikel 27 og 28. Sådanne oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
▼B
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper,
de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensæt-
ning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder
og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de for-
langer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om aftaler
indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og navn-
lig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente
over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
▼M5
6. Hvis de bestemte mellemrum, der er omhandlet i stk. 2, litra a), nr. i), er under et år, kan de pågæl-
dende tilsynsmyndigheder, uden at dette berører artikel 129, stk. 4, begrænse den regelmæssige tilsyns-
indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) oplysningerne indberettes mindst årligt.
Tilsynsmyndighederne begrænser ikke den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern, jf. artikel 212, stk.
1, litra c), medmindre selskabet til tilsynsmyndighedens tilfredshed kan påvise, at regelmæssig tilsynsind-
beretning med en frekvens, der er kortere end et år, er uhensigtsmæssig i betragtning af arten, omfanget
og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
187
Begrænsningen af den regelmæssige tilsynsindberetning gælder kun for selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se begrænsninger kan gælde for.
7. De pågældende tilsynsmyndigheder kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning eller undtage
forsikrings- eller genforsikrings selskaber fra kravet om post-for-post-indberetning, hvis:
a) indberetningen af disse oplysninger ville være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfan-
get og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed
b) indberetningen af de pågældende oplysninger ikke er nødvendig for et effektivt tilsyn med selskabet
c) undtagelsen ikke undergraver stabiliteten af de berørte finansielle systemer i Unionen, og
d) selskabet kan fremlægge oplysningerne på ad hoc-basis.
Tilsynsmyndighederne undtager ikke forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der indgår i en koncern,
jf. artikel 212, stk. 1, litra c), fra kravet om post-for-post-indberetning, medmindre selskabet til tilsyns-
myndig hedens tilfredshed kan påvise, at post-for-post-indberetning er uhensigtsmæssig i betragtning af
arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed, og under hen-
syntagen til målet om finansiel stabilitet.
Undtagelsen fra kravet om post-for-post-indberetning indrømmes kun til selskaber, der ikke tegner sig
for over 20 % af en medlemsstats marked for henholdsvis livsforsikring eller skadesforsikring, hvis mar-
kedet for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter, og markedet for livsforsikring er baseret
på bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler.
Tilsynsmyndighederne giver prioriteret til de mindste selskaber, når de fastlægger, hvilke selskaber dis-
se undtagelser kan gælde for.
8. Når det gælder stk. 6 og 7, vurderer tilsynsmyndighederne som led i tilsynsprocessen, om indberet-
ningen af oplysningerne vil være uforholdsmæssigt byrdefuld i forhold til arten, omfanget og kompleksi-
teten af selskabets risici under hensyntagen til mindst:
a) omfanget af selskabets præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver
b) volatiliteten af de forsikringskrav og -ydelser, der dækkes af selskabet
c) de markedsrisici, som selskabets investeringer giver anledning til
d) graden af risikokoncentrationer
e) det samlede antal livsforsikrings- og skadesforsikringsklasser, der er givet tilladelse til
f) de mulige virkninger af forvaltningen af selskabets aktiver for den finansielle stabilitet
g) selskabets systemer og strukturer for indberetning af oplysninger til tilsynsformål og med henblik på
den skriftlige politik, der er omhandlet i stk. 5
h) hensigtsmæssigheden af selskabets ledelsessystem
i) niveauet af kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkrav
j) om selskabet er et captive-, forsikrings- eller genforsikringsselskab, der kun dækker risici, der er
knyttet til den industri- eller handels koncern, selskabet tilhører.
9. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af
de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger
med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
10. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til mo-
dellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.
188
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
11. For at styrke en ensartet og sammenhængende anvendelse af stk. 6 og 7 udsteder EIOPA retnings-
linjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for yderligere at præcisere de
metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de markedsandele, som er omhandlet i stk. 6, tredje af-
snit, og stk. 7, tredje afsnit.
▼B
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer og
rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at overhol-
de de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet,
en vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor,
samt en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de ope-
rerer inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens som
fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende ►C1 kapitalgrundlagets ◄ kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel
VI, afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV, afdeling
4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at afsløre
en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at overvå-
ge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder el-
ler fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evalue-
ringer og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
189
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af stan-
dardformlen i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været inef-
fektiv, eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
▼M5
b) tilsynsmyndigheden finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af en intern
model eller en delvist intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3,
fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden for en passende
tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne risikoprofil
▼B
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afviger
væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at sikre
en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det er eller
kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil kunne ud-
bedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
▼M5
d) forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volatilitetsjuste-
ringen, jf. artikel 77d eller overgangsforanstaltninger, jf. artikel 308c og 308d, og tilsynsmyndigheden
finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for disse ju-
steringer og overgangsforanstaltninger.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), anførte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at selska-
bet overholder artikel 101, stk. 3.
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
I de i stk. 1, litra d), anførte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes den mangel, der er omhandlet i nævnte stykke.
▼B
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i hen-
hold til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
▼M5
190
6. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.
7. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præ-
ciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.
8. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at ind-
føre, beregne og ophæve kapitaltillæg.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effektiv
adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være i
stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
▼M5
Hvis en tilsynsmyndighed har meddelt den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, at den
agter at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med dette stykke, eller, hvis den foretager en kon-
trol på stedet i overensstemmelse med første afsnit, hvis denne tilsynsmyndighed i praksis ikke er i stand
til at udøve sin ret til at foretage denne kontrol på stedet, kan tilsynsmyndigheden henvise sagen til EIO-
PA og anmode om bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel.
I henhold til artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i undersøgel-
ser på stedet, såfremt de foretages af to eller flere tilsynsmyndigheder i fællesskab.
▼B
191
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres portefølje,
hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fæl-
lesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne
anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikringssel-
skabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de med-
lemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende sam-
tykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller til-
synsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
192
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, ►C1 intern audit ◄ og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennem-
føres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det pågæl-
dende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og re-
gelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet an-
vender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne verifi-
cere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici, som
selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller indta-
ger andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og for-
sigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
193
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, ►C1 kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en
sådan edsaflæggelse ikke finder sted, af en tro og love erklæring — der afgives af den pågældende uden-
landske statsborger ◄ for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en no-
tar i hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
▼C1
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love erklæ-
ring.
▼B
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselska-
bets organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som
reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
194
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
▼M5
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, eller volatili-
tetsjusteringen, jf. artikel 77d, udarbejder de en likviditetsplan, der forudsiger ind- og udgående cash
flows i forbindelse med aktiver og passiver, som er genstand for disse justeringer.
2a. For så vidt angår aktiv-passiv-styringen skal forsikrings- og genforsikringsselskaber regelmæssigt
vurdere:
a) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de an-
tagelser, der ligger til grund for ekstrapoleringen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77a
b) når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af matchtilpasningen, herunder beregningen
af den grundlæggende spread, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b), og de mulige virkninger af et tvun-
gent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for
ændringer i sammensætningen af den tilknyttede aktivportefølje
iii) virkningen af en nedsættelse af matchtilpasningen til nul
c) når volatilitetsjusteringen omhandlet i artikel 77d anvendes:
i) følsomheden af deres forsikringsmæssige hensættelser og anerkendte kapitalgrundlag over for de
antagelser, der ligger til grund for beregningen af volatilitetsjusteringen, og de mulige virkninger
af et tvungent salg af aktiver for deres anerkendte kapitalgrundlag
ii) virkningen af en nedsættelse af volatilitetsjusteringen til nul.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber sender årligt vurderingerne omhandlet i første afsnit, litra a), b)
og c), til tilsynsmyndigheden som led i indberetningen efter artikel 35. Såfremt en nedsættelse af match-
tilpasningen eller af volatilitetsjusteringen til nul vil medføre, at solvenskapitalkravet ikke længere over-
holdes, fremsender selskabet endvidere en analyse af, hvilke foranstaltninger det kunne træffe i en sådan
situation for at genskabe det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet
eller til en reduktion af risikoprofilen, således at selskabet igen opfylder solvenskapitalkravet.
Hvis den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering anvendes, skal den skriftlige politik for risikosty-
ring, jf. artikel 41, stk. 3, omfatte en politik for kriterierne for anvendelsen af volatilitetsjusteringen.
▼B
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
▼M5
4a. For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og gen-
forsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden
af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automa-
tisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne
kreditvurderinger.
195
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der er
godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende sup-
plerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne model
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om bestræbelserne
på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber vurde-
ringer af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte risiko-
tolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af kra-
vene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp af
standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle eller
komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
▼M5
2a. Såfremt forsikrings- eller genforsikringsselskabet anvender matchtilpasningen, jf. artikel 77b, volati-
litetsjusteringen, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltningerne, jf. artikel 308c og 308d, skal de foreta-
ge en vurdering af overholdelsen af kapitalkravene i stk. 1, litra b), såvel med som uden hensyntagen til
disse justeringer og overgangsforanstaltninger.
▼B
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
196
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver vur-
dering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal også
foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs virk-
somhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
▼C1
Intern audit
▼B
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern ►C1 auditfunktion ◄.
Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre
dele af ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne ►C1 auditfunktion ◄ skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger
til administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkelige
og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsikrings-
mæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
197
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem, navnlig
med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i kapitel VI,
afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmatema-
tik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har relevant
erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtelser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en forestå-
ende outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige foran-
dringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
▼M5
Artikel 50
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at
præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal
være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investerings-
politik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af
artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurde-
ring, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
198
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i arti-
kel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risikore-
duktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver, for-
sikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større forskelle
mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) ►C1 kapitalgrundlagets ◄ sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger til
grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse
af eventuelle korrigerende foranstaltninger.
▼M5
1a. Når matchtilpasningen omhandlet i artikel 77b anvendes, skal beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra
d), indeholde en beskrivelse af matchtilpasningen og af den portefølje af forpligtelser og overdragne akti-
ver, for hvilke matchtilpasningen anvendes, såvel som en kvantificering af indvirkningen på selskabets
finansielle position af, at matchtilpasningen ændres til nul.
Beskrivelsen omhandlet i stk. 1, litra d), skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt den volati-
litetsjustering, der er omhandlet i artikel 77d, anvendes af selskabet, samt en kvantificering af indvirknin-
gen på selskabets finansielle position af, at volatilitetsjusteringen ændres til nul.
▼B
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige æn-
dringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større forskelle i
forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens overførbar-
hed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivel-
ser af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
199
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede oplys-
ninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
▼M5
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav omhandlet i stk. 1, litra e), nr.
ii), bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekven-
sen af de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i hen-
hold til artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end den 31. december 2020.
▼B
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndig-
hederne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
▼M5
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. Med forbehold af artikel 35 i forordning (EU) nr. 1094/2010 kræver medlemsstaterne, at tilsynsmyn-
dighederne hvert år forelægger EIOPA følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndighe-
den har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og angivet
særskilt for:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver offentliggørelse fastsat i nærværende stykkes litra a), andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om efter artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), henholdsvis
c) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindbe-
retning, og antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der drager nytte af fritagelsen fra post
til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, for-
sikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav,
præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaber i
medlemsstaten
d) antallet af koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af koncer-
ner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 254, stk. 2, samt mængden
af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af
den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle
koncerner.
2. EIOPA offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel af
solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
200
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive medlemsstat
c) andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c), hen-
holdsvis
d) for alle medlemsstater tilsammen: det samlede antal af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -
koncerner, der drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og det samlede antal af forsik-
rings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indbe-
retning, jf. artikel 35, stk. 6 og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præ-
mier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapital-
krav, præmier, forsikringsmæssige hensættelser og aktiver for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner
e) for hver medlemsstat særskilt: antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner, der
drager nytte af begrænsningen af tilsynsindberetning, og antallet af forsikrings- og genforsikringssel-
skaber og -koncerner, der drager nytte af fritagelsen fra post til post-indberetning, jf. artikel 35, stk. 6
og 7, og artikel 254, stk. 2, samt mængden af hhv. deres kapitalkrav, præmier, forsikringsmæssige
hensættelser og aktiver som procentdele af den samlede mængde af kapitalkrav, præmier, forsikrings-
mæssige hensættelser og aktiver for forsikrings- og genforsikringsselskaberne og -koncernerne i med-
lemsstaten.
3. EIOPA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysninger
sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders anven-
delse af kapitaltillægskrav.
▼B
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for for-
sikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller henvi-
ser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser, forud-
sat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i hen-
hold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og virk-
ningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til artikel 51
og 53 offentliggjorte oplysninger.
201
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten finder, at
selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan, eller ikke
modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke inden
for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en realistisk gen-
oprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det trods
gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen heraf,
offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen til og kon-
sekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte have truf-
fet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab øje-
blikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konse-
kvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. ►C1 Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er lykke-
des at korrigere en væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ◄ ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og for-
klaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold til
artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets ad-
ministrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er gi-
vet.
▼M5
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcise-
ring af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysnin-
gerne i henhold til del 3.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemfø-
relsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.
202
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske perso-
ner, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere at
forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30
% eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes dattersel-
skab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det for-
sikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse, om
størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirek-
te at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, forin-
den skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen af ved-
kommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette tilsyns-
myndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommen-
des andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 30 % eller 50
%, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datter-
selskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel på en
tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage efter
modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel efterføl-
gende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den påtænk-
te erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i artikel
59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udlø-
ber, samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
203
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den halvtred-
sindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være nød-
vendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke sup-
plerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå fra
den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsdage.
Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere oplys-
ningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af vurde-
ringsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive ar-
bejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)35) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den på-
tænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperioden
underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold af den
nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende begrun-
delse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden offentlig-
gøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller til-
synsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapita-
landele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
▼M5
8. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger,
som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog
artikel 58, stk. 2.
For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvik-
ling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
9. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv kan EIOPA udarbejde udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne for sam-
rådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
204
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2, om-
handlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen til den
påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den påtænkte er-
hververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de følgende kriteri-
er:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde til-
synskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i arti-
kel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme36), eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne
øge risikoen herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra mar-
kedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset arti-
kel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
205
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et administrati-
onsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et investeringsin-
stitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhver-
velsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab
eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden med-
lemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt
tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foreta-
get.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige eller
relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning alle re-
levante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En beslut-
ning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som den til-
synsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en kva-
lificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57, omhandle-
de personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Så-
danne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stem-
merettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt
af andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
206
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer eller
myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidati-
on, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genfor-
sikringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler op-
lysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
▼M5
Artikel 65a
Samarbejde med EIOPA
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne samarbejder med EIOPA, for så vidt angår dette di-
rektiv, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne omgående giver EIOPA alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
1094/2010.
▼B
207
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsyns-
myndigheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er
foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udfø-
relsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun an-
vende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
hed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessystemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
▼M5
Artikel 67a
Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser
Artikel 64 og 67 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der tillægges Europa-Parlamentet ved artikel
226 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
▼B
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med henblik på
varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsynsmyn-
digheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitut-
ter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikrings-
selskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
208
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i arti-
kel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehand-
ling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre fi-
nansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt
de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser op-
fyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse
fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det formål,
som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- el-
ler efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi dis-
se er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplys-
ninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller or-
ganer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive vi-
deregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, perso-
ner eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
209
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give tilla-
delse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige for
lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og for-
sikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
▼M5
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 33, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Overførsel af oplysninger til centralbanker, pengepolitiske myndigheder, tilsynsførende med
betalingssystemer og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
1. Med forbehold af artikel 64-69 kan en kompetent myndighed sende oplysninger til følgende med
henblik på udførelsen af deres opgaver:
a) centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder Den Europæiske Central-
bank (ECB) og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndighe-
der, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres respektive lovbestemte opgaver, herun-
der gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle sy-
stem
b) hvor det er relevant, andre nationale offentlige myndigheder, der fører tilsyn med betalingssystemer-
ne samt
c) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1092/201037), når disse oplysninger er relevante for udførelsen af dets op-
gaver.
2. I en nødsituation, herunder en krisesituation som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) nr.
1094/2010, tillader medlemsstaterne tilsynsmyndighederne straks at sende oplysninger til centralbankerne
i ESCB, herunder ECB, når disse oplysninger er relevante for udøvelsen af deres lovbestemte opgaver,
herunder gennemførelse af pengepolitikken og dermed forbundne likviditetsforanstaltninger, overvågning
af betalinger og clearing- og afviklingssystemer samt opretholdelse af stabilitet i det finansielle system,
og ESRB, når sådanne oplysninger er relevante for udøvelsen af de opgaver, det har fået pålagt.
3. Sådanne myndigheder eller organer kan også sende tilsynsmyndighederne sådanne oplysninger, som
er nødvendige for dem med henblik på artikel 67. Oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er om-
fattet af fortrolighedsbestemmelserne i denne afdeling.
▼B
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
210
▼M5
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn til
konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og administra-
tive bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at:
a) tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i EIOPA
b) tilsynsmyndighederne gør sig alle bestræbelser på at overholde de retningslinjer og anbefalinger,
EIOPA har udstedt i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, og anfører en begrundel-
se, hvis de ikke gør det
c) de nationale mandater, der er tildelt tilsynsmyndighederne, ikke forhindrer dem i at udføre deres op-
gaver som medlemmer af EIOBA i medfør af dette direktiv.
▼B
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets otten-
de direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisati-
on af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber38), og som i et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/
EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører ethvert andet
lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om ethvert forhold
eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af sit
hverv, og som kan:
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betin-
gelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsikringssel-
skabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative bestemmel-
ser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
211
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse
til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag
I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til
et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers regn-
skaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan influ-
ere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed for-
valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Un-
garn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
▼M3
ea) 1. juli 2013 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Kroatien
▼B
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist op-
hører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede på
de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af livs-
forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
212
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄, der fortsat står til
rådighed for den ene eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de ►C1 elementer af
basiskapitalgrundlaget ◄, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som
omhandlet i stk. 2, er klart identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄, der henføres til en af virksomhedsformerne,
ikke er tilstrækkelige til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første
afsnit, træffer tilsynsmyndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foran-
staltninger, uanset hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ fra den ene virksomhedsform til den
anden.
213
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, ►C1
kapitalgrundlag ◄, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende og
samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
▼M5
2. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fast-
lægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansæt-
telse af aktiver og passiver.
3. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder
EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på
at præcisere:
a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættel-
sesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller
når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med for-
ordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdian-
sættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2
c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i
stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative vær-
diansættelsesmetoder.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
214
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige hen-
sættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og
andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overensstem-
melse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsik-
ringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne i artikel
75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genfor-
sikringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel
81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og ri-
sikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes på-
lideligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
215
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille et ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genfor-
sikringsforpligtelserne frem til afløb.
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet ►C1 med at stille det pågældende
anerkendte kapitalgrundlag til rådighed ◄ (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings-
og genforsikringsselskaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante risi-
kofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i ►C1 anerkendt kapitalgrundlag
◄ som fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
▼M5
Artikel 77a
Ekstrapolering af den relevante risikofrie rentekurve
Fastsættelsen af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2, sker under anvendelse af og i
overensstemmelse med oplysninger afledt af relevante finansielle instrumenter. Denne fastsættelse tager
hensyn til relevante finansielle instrumenter med løbetider, for hvilke markedet for de pågældende finan-
sielle instrumenter samt for obligationer er udbredt, likvidt og gennemsigtigt. For løbetider, hvor marke-
det for de relevante finansielle instrumenter eller for obligationer ikke længere er dybt, likvidt og gen-
nemsigtigt, ekstrapoleres den relevante risikofrie rentekurve.
Den ekstrapolerede del af den relevante risikofrie rentekurve baseres på forwardrenter, idet der konver-
geres jævnt fra en eller flere forwardrenter i forhold til de længste løbetider, for hvilke der for de relevan-
te finansielle instrumenter og obligationerne kan konstateres en ultimativ forwardrente i et udbredt og li-
kvidt marked.
Artikel 77b
Matchtilpasning af den relevante risikofrie rentekurve
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan anvende en matchtilpasning på den relevante risikofrie
rentekurve til at beregne det bedste skøn for en portefølje af livsforsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser, herunder annuiteter hidrørende fra skadesforsikrings- eller genforsikringsaftaler, såfremt der er ind-
hentet forhåndsgodkendelse hos tilsynsmyndighederne, når følgende betingelser er opfyldt:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet har afsat en aktivportefølje bestående af obligationer og an-
dre aktiver med tilsvarende cash flow-egenskaber til dækning af det bedste skøn over porteføljen af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser og bevarer denne tilknyttede portefølje over forpligtel-
sernes løbetid, undtagen i forbindelse med opretholdelse af beregningen af den forventede cash flow
mellem aktiver og forpligtelser i situationer, hvor dette cash flow har undergået væsentlige ændringer
b) porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, som matchtilpasningen anvendes på, og
den tilknyttede aktivportefølje er klassificeret, organiseret og forvaltet separat fra selskabets øvrige
aktiviteter, og den tilknyttede aktivportefølje må ikke anvendes til at dække tab, der hidrører fra sel-
skabets øvrige aktiviteter
c) den tilknyttede aktivporteføljes forventede cash flow beregnes som hver af de fremtidige cash flow
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser i samme valuta, og eventuelle misfor-
hold giver ikke anledning til væsentlige risici i forhold til risiciene for den forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, som en matchtilpasning anvendes på
216
d) aftalerne bag porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser giver ikke anledning til frem-
tidige betalinger af præmier
e) de eneste forsikringsrisici i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtel-
ser er longevity risk (risiko forbundet med høj alder), expense risk (udgiftsrisici), revision risk (risiko
forbundet med lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand) og mortality risk
(risiko forbundet med en stigning i dødelighedsintensiteten)
f) når forsikringsrisiciene i forbindelse med porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
omfatter mortality risk, forøges det bedste skøn over porteføljen af forsikrings- eller genforsikrings-
forpligtelser ikke med mere end 5 % under et mortality risk-stress, som kalibreres i overensstemmelse
med artikel 101, stk. 2-5
g) de aftaler, der ligger til grund for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne inde-
holder ingen optioner for forsikringstageren eller kun en tilbagekøbsoption, hvor tilbagekøbsværdien
ikke overstiger værdien af aktiverne, værdiansat i overensstemmelse med artikel 75, til dækning af
forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne på tidspunktet for udnyttelsen af tilbagekøbsoptionen
h) cash flowene for den tilknyttede aktivportefølje ligger fast og kan ikke ændres af udstederne af akti-
verne eller af tredjemand
i) forsikrings- eller genforsikringsforpligtelserne i en forsikrings- eller genforsikringsaftale adskilles ik-
ke i forskellige dele ved sammensætningen af porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser med henblik på dette stykke.
Uanset litra h) i første afsnit kan forsikrings- eller genforsikringsselskaber anvende aktiver, hvis cash
flow er fast, bortset fra inflationsafhængigheden, forudsat at beregningen af disse aktiver indbefatter de
cash flow for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, der er inflationsafhængige.
I tilfælde af, at udstedere eller tredjemand har ret til at ændre et aktivs cash flow på en sådan måde, at
investoren modtager tilstrækkelig kompensation, således at det bliver muligt at opnå tilsvarende cash flow
ved at geninvestere i aktiver af tilsvarende eller bedre kreditkvalitet, diskvalificerer retten til at ændre
cash flow ikke aktivet fra optagelse i den tilknyttede portefølje i overensstemmelse med litra h) i første
afsnit.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som anvender matchtilpasningen på en portefølje af forsik-
rings- eller genforsikringsforpligtelser, må ikke vende tilbage til en metode, som ikke indeholder en
matchtilpasning. Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som anvender matchtilpasningen, ikke
længere i stand til at overholde de i stk. 1 anførte betingelser, underretter det straks tilsynsmyndigheden
og træffer de fornødne foranstaltninger til på ny at sikre overholdelsen af disse betingelser. Kan selskabet
ikke inden for to måneder fra datoen for den manglende overholdelse sikre overholdelsen af disse betin-
gelser, skal det ophøre med at anvende matchtilpasningen på sine forsikrings- eller genforsikringsforplig-
telser og må ikke anvende matchtilpasningen i en periode på yderligere 24 måneder.
3. Matchtilpasningen anvendes ikke for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvis
den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en volati-
litetsjustering, jf. artikel 77d, eller overgangsforanstaltning for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c.
Artikel 77c
Beregning af matchtilpasningen
1. For hver valuta beregnes matchtilpasningen i overensstemmelse med følgende principper:
a) matchtilpasningen skal være lig med forskellen mellem følgende:
i) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der er anvendt på cash
flows for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til
værdien i henhold til artikel 75 af den tilknyttede aktivportefølje
217
ii) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows
for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tag-
es hensyn til tidsværdien under anvendelse af den tilgrundliggende risikofrie rentekurve
b) matchtilpasningen skal ikke omfatte det grundlæggende spread, der afspejler forsikrings- eller genfor-
sikringsselskabets risici
c) uanset litra a) skal det grundlæggende spread øges, når det er nødvendigt for at sikre, at matchtilpas-
ningen for aktiver med en kreditkvalitet, der ligger under investeringsklassens, ikke overstiger match-
tilpasningen for aktiver med investeringsklassens kreditkvalitet og samme løbetid og aktivklasse
d) anvendelsen af eksterne kreditvurderinger ved beregningen af matchtilpasningen skal være i overens-
stemmelse med specifikationerne i artikel 111, stk. 1, litra n).
2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), skal det grundlæggende spread
a) være lig med summen af følgende:
i) kreditspread svarende til sandsynligheden for misligholdelse af aktiverne
ii) kreditspread svarende til det forventede tab som følge af en nedklassificering af aktivet
b) for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og centralbanker, ikke ligge
under 30 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve for aktiver med
samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle markeder
c) for så vidt angår andre aktiver end eksponeringer mod medlemsstaters centralregeringer og central-
banker, ikke ligge under 35 % af det langsigtede gennemsnit for spread over den risikofrie rentekurve
for aktiver med samme varighed, kreditkvalitet og aktivklasse som konstateret på de finansielle mar-
keder.
Den i første afsnit, litra a), nr. i), omhandlede sandsynlighed for misligholdelse skal baseres på langsig-
tede statistikker over misligholdelse af relevans for det pågældende aktiv i forhold til dettes varighed, kre-
ditkvalitet og aktivklasse.
Hvis der ikke kan udledes nogen pålidelig kreditspread af misligholdelsesstatistikkerne som omhandlet i
andet afsnit, er det grundlæggende spread lig med den del af det langsigtede gennemsnit for spread over
den risikofrie rentekurve, der er fastsat i litra b) og c).
Artikel 77d
Volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve
1. Medlemsstaterne kan kræve forhåndsgodkendelse fra tilsynsmyndighederne, for at forsikrings- og
genforsikringsselskaber kan anvende en volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at
beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2.
2. For hver valuta baseres volatilitetsjusteringen af den relevante risikofrie rentekurve på spreadet mel-
lem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valu-
ta, og satserne for den relevante tilgrundliggende risikofrie rentekurve for den pågældende valuta.
En valutas referenceportefølje skal være repræsentativ for de aktiver, der er fastsat i den pågældende
valuta, og som forsikrings- og genforsikringsselskaber har investeret i, for at dække det bedste skøn over
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser fastsat i den pågældende valuta.
3. Størrelsen af volatilitetsjusteringen af risikofrie rentesatser skal svare til 65 % af det risikokorrigerede
valutaspread.
Det risikokorrigerede valutaspread beregnes som forskellen mellem det spread, der er omhandlet i stk.
2, og den andel af dette spread, der kan henføres til en realistisk vurdering af forventede tab eller uventet
kreditrisiko eller andre risici i forbindelse med aktiverne.
218
Volatilitetsjusteringen finder kun anvendelse på de relevante risikofrie rentesatser i rentekurven, som ik-
ke er udledt ved hjælp af ekstrapolering i overensstemmelse med artikel 77a. Ekstrapoleringen af de rele-
vante risikofrie rentesatser i rentekurven baseres på disse justerede risikofrie rentesatser.
4. For hvert relevant land forhøjes volatilitetsjusteringen af de risikofrie rentesatser omhandlet i stk. 3
for det pågældende lands valuta, inden anvendelse af 65 %-faktoren, med forskellen mellem det risiko-
korrigerede landespread og to gange det risikokorrigerede valutaspread, når denne forskel er positiv, og
det risikokorrigerede landespread er over 100 basispoint. Den forhøjede volatilitetsjustering anvendes i
forbindelse med beregningen af det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne for pro-
dukter, der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked. Det risikokorrigerede landespread bereg-
nes på samme måde som det risikokorrigerede valutaspread for det pågældende lands valuta, men baseret
på en referenceportefølje, som er repræsentativ for de aktiver, forsikrings- og genforsikringsselskaber er
investeret i, for at dække det bedste skøn over forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for produkter,
der sælges på det pågældende lands forsikringsmarked og er fastsat i det pågældende lands valuta.
5. Volatilitetsjusteringen anvendes ikke for så vidt angår forsikringsforpligtelser, hvis den relevante risi-
kofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn for disse forpligtelser omfatter en matchtilpasning, jf. arti-
kel 77b.
6. Uanset artikel 101 omfatter solvenskapitalkravet ikke risikoen for tab af basiskapitalgrundlag som
følge af ændring af volatilitetsjusteringen.
Artikel 77e
Tekniske oplysninger fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger
1. EIOPA fastlægger og offentliggør følgende tekniske oplysninger for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal:
a) en relevant risikofri rentekurve til at beregne det bedste skøn, jf. artikel 77, stk. 2, uden nogen match-
tilpasning eller volatilitetsjustering
b) for hver relevant varighed, kreditkvalitet og aktivklasse, et grundlæggende spread for beregningen af
matchtilpasningen, jf. artikel 77c, stk. 1, litra b)
c) for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rente-
kurve, jf. artikel 77d, stk. 1.
2. For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapital-
grundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i
stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.
I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevan-
te risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, ef-
ter proceduren i artikel 301, stk. 3.
3. Såfremt de tekniske oplysninger omhandlet i stk. 1 er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse
med stk. 2, anvender forsikrings- og genforsikringsselskaberne disse tekniske oplysninger ved beregnin-
gen af det bedste skøn i overensstemmelse med artikel 77, matchtilpasningen i overensstemmelse med
artikel 77c og volatilitetsjusteringen i overensstemmelse med artikel 77d.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er fastsat den i stk. 1, litra c), om-
handlede justering i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 2, anvendes der ingen volatilitets-
justering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
219
Artikel 77f
Vurdering af foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier og equity risk
1. EIOPA rapporterer årligt og frem til den 1. januar 2021 til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-
nen om virkningen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106 samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c
og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør heraf.
Tilsynsmyndigheder forsyner årligt i samme periode EIOPA med følgende oplysninger:
a) tilgængeligheden af langsigtede garantier i forsikringsprodukter på deres nationale markeder og for-
sikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede investorer
b) antallet af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender matchtilpasningen, volatilitetsjuste-
ringen, forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4, det løbetidsbaserede
»equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d
c) indvirkningen på forsikrings- og genforsikringsselskabernes finansielle stilling af matchtilpasningen,
volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for aktiekapitalkravet, det løbetidsbase-
rede »equity risk«-undermodul og de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 308c og 308d,
på nationalt plan og i anonymiseret form for hvert selskab
d) indvirkningen af matchtilpasningen, volatilitetsjusteringen, den symmetriske justeringsmekanisme for
aktiekapitalkravet og det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul på forsikrings- og genforsik-
ringsselskabernes investeringsadfærd, samt hvorvidt de tilvejebringer uberettiget kapitalfritagelse
e) indvirkningen af en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 4,
på forsikrings- og genforsikringsselskabernes bestræbelser på at genskabe det nødvendige anerkendte
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller til reduktion af risikoprofilen med henblik
på at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet
f) såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaberne anvender overgangsforanstaltningerne i artikel
308c og 308d, hvorvidt de overholder de i artikel 308e omhandlede indfasningsplaner og udsigterne
til mindre afhængighed af disse overgangsforanstaltninger, herunder foranstaltninger der er truffet, el-
ler som forventes at blive truffet, af selskaberne og tilsynsmyndighederne under hensyntagen til de
lovgivningsmæssige rammer i den pågældende medlemsstat.
2. EIOPA forelægger, når det er hensigtsmæssigt, efter samråd med ESRB, og efter afholdelsen af en
offentlig høring Kommissionen en udtalelse om vurderingen af anvendelsen af artikel 77a-77e og 106
samt artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller gennemførel-
sesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf. Denne vurdering skal inddrage tilgængeligheden af langsigte-
de garantier for forsikringsprodukter, forsikrings- og genforsikringsselskabernes adfærd som langsigtede
investorer og, mere generelt, den finansielle stabilitet.
3. Med udgangspunkt i den i stk. 2 omhandlede udtalelse forelagt af EIOPA forelægger Kommissionen
en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. januar 2021 eller eventuelt tidligere. Rapporten
skal navnlig undersøge virkningerne for
a) beskyttelsen af forsikringstagerne
b) de europæiske forsikringsmarkeders funktion og stabilitet
c) det indre marked og især konkurrencen og de lige konkurrencevilkår på de europæiske forsikrings-
markeder
d) i hvilket omfang forsikrings- og genforsikringsselskaberne fortsat virker som langsigtede investorer
e) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af annuitetsprodukter
f) tilgængeligheden og prisfastsættelsen af konkurrerende produkter
g) forsikringsselskabernes langsigtede investeringsstrategier for så vidt angår produkter, der falder ind
under artikel 77b og 77c, set i forhold til andre langsigtede garantier
h) forbrugerpræferencer og forbrugernes risikobevidsthed
220
i) graden af diversificering af forsikrings- og genforsikringsselskabernes virksomhed og aktivporteføljer
j) finansiel stabilitet.
Endvidere skal rapporten tage udgangspunkt i erfaringerne med tilsynet med anvendelsen af artikel
77a-77e og 106, artikel 138, stk. 4, og artikel 304, 308c og 308d, herunder de delegerede retsakter eller
gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør heraf.
4. Kommissionens rapport skal, hvis det er nødvendigt, være ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
▼B
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige
hensættelser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger skyldes
en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynlighe-
den for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal en-
ten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
221
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og proce-
durer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigts-
mæssige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mæng-
de data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn
og de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke
er i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genfor-
sikringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold
til disse artikler fastsatte niveau.
▼M5
Artikel 86
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende:
222
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77,
stk. 2
b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rente-
kurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen
af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæs-
sige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af
det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikrings-
forpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på bereg-
ning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor an-
vendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn
som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig
g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre,
der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra
e)
h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til be-
regning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread
i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en
formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hen-
sættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder med henblik på at præcisere:
a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikrings-
mæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske meto-
der står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og
genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en
matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
▼C1
223
Kapitalgrundlag
▼B
Underafdeling 1
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 87
▼C1
Kapitalgrundlag
▼B
►C1 Kapitalgrundlaget ◄ består af summen af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i arti-
kel 88 og ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
▼C1
Basiskapitalgrundlag
▼B
►C1 Basiskapitalgrundlaget ◄ består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringssel-
skabet.
Artikel 89
▼C1
Supplerende kapitalgrundlag
▼B
1. ►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ består af andre kapitalelementer end ►C1 basiskapital-
grundlaget ◄, som kan benyttes til dækning af tab.
►C1 Det supplerende kapitalgrundlag ◄ kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del
af ►C1 basiskapitalgrundlaget ◄:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan ►C1 det supplerende kapital-
grundlag ◄ også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af
krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.
▼C1
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt et element af det supplerende kapitalgrundlag, behandles
dette som et aktiv og ophører med at udgøre en del af elementerne af det supplerende kapitalgrundlag.
▼B
224
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af ►C1 det supplerende kapitalgrundlag ◄
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af ►C1 kapitalgrundlaget
◄, skal først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, skal afspejle
elementets tabsabsorberingsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et ►C1 element af
det supplerende kapitalgrundlag ◄ har en fast nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element
svare til dets nominelle værdi, såfremt det på passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄, i
hvilket tilfælde tilsynsmyndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb
gives for et bestemt tidsrum.
4. For hvert ►C1 element af det supplerende kapitalgrundlag ◄ baserer tilsynsmyndighederne deres
godkendelse på en vurdering af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt de
forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldelser
af ►C1 supplerende kapitalgrundlag ◄, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt
grundlag for en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings- el-
ler genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og
kreditinstitutter med henblik på beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2004/39/EF
225
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
1. ►C1 Elementer af kapitalgrundlaget ◄ opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhæn-
ger af, om de er ►C1 elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ eller ►C1 element af det supplerende kapi-
talgrundlag ◄ er, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på going
concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet ikke
tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler begunstige-
de personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ er kendetegnet ved de i
stk. 1, litra a) og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt
hensyn til elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et ►C1 element af kapital-
grundlaget ◄ har en løbetid, tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af
selskabets forsikrings- og genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb (ind-
løsningsfrihed)
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til fakto-
rerne i artikel 93, stk. 2.
2. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er
kendetegnet ved det i artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne
i artikel 93, stk. 2.
►C1 Elementer af det supplerende kapitalgrundlag ◄ klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt om-
fang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til
faktorerne i artikel 93, stk. 2.
3. ►C1 Elementer af basiskapitalgrundlaget ◄ og ►C1 elementer af det supplerende kapitalgrundlag
◄, der ikke falder ind under stk. 1 og 2, klassificeres som tier 3-kapital.
226
Artikel 95
Opdeling af ►C1 kapitalgrundlag ◄ i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres ►C1 elementer af ka-
pitalgrundlaget ◄ efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et ►C1 element af kapitalgrundlaget ◄ ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det
af forsikrings- og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal
godkendes af tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsikrings-
kreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for deres
medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder, klassifice-
res som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgen-
de 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med artikel
94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93, stk. 1,
litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
▼M5
Artikel 97
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en
liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at op-
fylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præ-
cis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIO-
PA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifi-
ceringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet
fald i lyset af markedsudviklingen.
▼B
227
Underafdeling 3
Anerkendelse af ►C1 kapitalgrundlag ◄
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄, beløbs-
mæssigt udgør mere end en tredjedel af ►C1 det samlede anerkendte kapitalgrundlag ◄
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af ►C1 det samlede
anerkendte kapitalgrundlag ◄.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de ►C1 elementer af basiskapi-
talgrundlaget ◄, der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier
2, er underlagt beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der
indgår i ►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, som minimum ►C1 udgør mere end halvdelen af
det samlede anerkendte basiskapitalgrundlag. ◄.
3. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100
svarer til summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier
3-kapitalelementer.
4. ►C1 Det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel
128 svarer til summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte ►C1 elementer af basiskapitalgrundla-
get ◄, der er klassificeret under tier 2.
▼M5
Artikel 99
Delegerede retsakter om anerkendelse af kapitalgrundlag
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser
b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
▼B
228
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt kapi-
talgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller
ved hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 ba-
siskapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der føl-
ger af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til virk-
ningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendel-
sen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
229
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄, der dækker
det senest indberettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte ►C1 kapitalgrund-
lag ◄ og solvenskapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler, samt
kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der over-
holder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et kon-
fidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
moduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger som
omhandlet i artikel 109.
230
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte re-
levante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgøren-
de, præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i be-
tragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som for-
ventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og størrelsen af
skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene
for mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning i dø-
delighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald i døde-
lighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditetsintensi-
teten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler (life expense risk)
231
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes på annuite-
ter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand (revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og tilbagekøb
(lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til ekstreme eller
usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af syge-
forsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som livsforsik-
ringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings- og
genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af æn-
dringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og størrelsen af
skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af bety-
delig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til udbrud af
større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansiel-
le instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt vis
afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer i
niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversifika-
tion af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en gruppe
af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
232
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der ikke
allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i overens-
stemmelse med artikel 101, stk. 3.
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal bereg-
ningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne transaktioner
udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyldelse af disse
forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af operationel risi-
ko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en kom-
bination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af så-
danne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
233
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige om-
stændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for bereg-
ningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
▼M5
Artikel 109a
Harmoniserede tekniske data til standardformular:
1. Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udar-
bejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med
kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra
n).
Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, om-
handlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og
beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske
standarder vedrørende:
a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på sam-
me måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat
at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers
beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning
har at reducere risikoen for misligholdelse
b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der
er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)
c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, om-
handlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer
af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som
fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
234
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA offentliggør tekniske oplysninger, herunder oplysninger om den symmetriske justering, jf. ar-
tikel 106, mindst kvartalsvis.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i
artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af til-
synsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke
nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og
som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de natio-
nale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen
af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:
a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den
årlige periode, den gælder for
b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til
udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sik-
rer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som
HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisi-
koen
c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstæn-
digt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem
d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemssta-
ters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af
HRES.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fast-
sættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen
af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.
▼B
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde af de
parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke for det på-
gældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsik-
ring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at selskabet over-
holder artikel 101, stk. 3.
▼M5
235
Artikel 111
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende artikel 103-109
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere
følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de
forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte
konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det
primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanis-
me og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den
hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkra-
vet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajour-
føring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktions-
metoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpas-
se beregningen af solvenskapitalkravet
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at
sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand
fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af mod-
partsrisikoen i tilfælde af eksponeringer for centrale modparter, de parametre, der sikrer overens-
stemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinsti-
tutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers
reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der
skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden til-
synsmyndighederne kan give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomo-
duler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og
genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede be-
regninger, som fastsat i artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved
beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede under-
modul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknytte-
de selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydel-
se, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber
236
n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i
overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en
skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse
med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kredit-
institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsin-
stitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri
o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset
p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af
det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul »currency risk«
q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i arti-
kel 109a, stk. 2, litra a).
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendel-
se af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. Kommissionen foretager senest den 31. december 2020 en vurdering af egnetheden af de metoder,
antagelser og standardparametre, der benyttes ved beregningen af standardformelen for solvenskapitalkra-
vet. Den bør navnlig tage højde for aktivklassernes og de finansielle instrumenters funktion, investorernes
adfærd i forbindelse med disse aktiver og finansielle instrumenter samt udviklingen i forbindelse med
fastsættelsen af internationale standarter inden for finansielle tjenester. Vurderingen af bestemte aktiv-
klasser kan prioriteres. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i nødven-
digt omfang ledsages af forslag til ændringer af dette direktiv eller af delegerede retsakter eller gennemfø-
relsesretsakter vedtaget i medfør heraf.
4. For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med for-
behold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige
grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et
undermodul.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor inve-
steringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af stan-
dardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.
▼B
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
237
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som fast-
sat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125
for at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den fuld-
stændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig i
overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan inte-
greres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker vis-
se undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets forret-
ningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne forlange,
at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan med
henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
▼M5
238
Artikel 114
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende interne modeller
for solvenskapitalkrav
1. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte
følgende:
a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle inter-
ne models begrænsede anvendelsesområde
b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapi-
talkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.
2. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:
a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og
b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved æn-
dring af en intern model, jf. artikel 115.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne god-
kende den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsik-
rings- og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at
den interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af stan-
239
dardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra til-
synsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse betin-
gelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af betin-
gelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan, kan
tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standard-
formlen som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsynsmyn-
dighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til bereg-
ning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i artikel
45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapital-
kravet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benyt-
ter deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det på-
gældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på passen-
de, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med de me-
toder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
240
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktu-
elle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forven-
tede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalallo-
kering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er ud-
sat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de sær-
lige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af væ-
sentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren kan
gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug af. Med
henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-
finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede udbeta-
linger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse
udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden tidsho-
risont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der frem-
kommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af solven-
skapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svaren-
de til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
241
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den for-
ventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyndighe-
derne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de pågæl-
dende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et beskyttel-
sesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne mo-
deller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end interne
data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens specifikatio-
ner er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hen-
sigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model,
som gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at
de beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og oplysnin-
ger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres in-
terne model, jf. artikel 115.
242
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvil-
ken som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
▼M5
Artikel 127
Delegerede retsakter vedrørende artikel 120-126
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel
120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risiko-
profil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.
▼B
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder et ►C1 anerkendt basi-
skapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til genstand
for en revision
b) det svarer til et beløb i ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄, under hvilket forsikringstagere og
begunstigede ville blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapitalkravet,
kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ►C1 basi-
skapitalgrundlag ◄ ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
▼M5
i) 2 500 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 700 000 EUR
ii) 3 700 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive-forsikringsselskaber
iii) 3 600 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive- genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 200 000 EUR
▼B
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73, stk.
5.
243
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt bestå-
ende af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede præ-
mier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles netto i
forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets solven-
skapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og inklusive
ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
▼M5
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. december 2017, deres tilsynsførende
myndigheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første af-
snit udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling
4, underafdeling 2.
▼B
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og ind-
beretter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
▼M5
Ved beregningen af de i stk. 3 omhandlede grænser er selskaberne ikke forpligtet til at beregne solven-
skapitalkravene hvert kvartal.
▼B
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
▼M5
5. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 2020 en rapport om medlemsstaternes regler og
tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4 for Europa-Parlamentet og Rådet.
▼B
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
▼M5
Artikel 130
Delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præcise-
res, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.
▼B
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den ob-
ligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a i direk-
tiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den ►M5 31. december 2015 ◄, men ikke
244
er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapi-
talkravet, skal det pågældende selskab overholde artikel 128 senest den ►M5 31. december 2016 ◄.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekal-
des selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i over-
ensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun i
aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis kan iden-
tificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i vurderingen
af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkra-
vet, investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og renta-
bilitet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes inte-
resser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i forbindel-
se med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstager-
ne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referencevær-
di end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
245
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt ni-
veau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt ak-
tiv, en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte ka-
tegorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for akti-
ver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne art
kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk person,
og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
▼M5
Artikel 135
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kvalitative krav
1. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcise-
re kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation
til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i arti-
kel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang
246
sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel
132, stk. 4, tredje afsnit.
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:
a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instru-
menter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter), skal opfylde, for at et forsikrings- eller
genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter
den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiseren-
de institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som un-
der ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i så-
danne værdipapirer eller instrumenter
c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt suppleren-
de kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i
artikel 101, stk. 3.
3. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbe-
hold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere meto-
derne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de
finansielle vilkår
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling
2, kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de kon-
staterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efter-
følgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
247
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
▼M5
4. I tilfælde af usædvanlige ugunstige situationer, der berører forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, som erklæret af EIOPA, og hvor det
er hensigtsmæssigt efter høring af ESRB, kan tilsynsmyndighederne forlænge den i stk. 3, andet afsnit,
omhandlede periode med en periode på højst syv år under hensyntagen til alle relevante faktorer, herun-
der den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.
Uden at det berører EIOPA's beføjelser i medfør af artikel 18 i forordning (EU) nr. 1094/2010 erklærer
EIOPA i forbindelse med dette stykke på anmodning af den kompetente tilsynsmyndighed tilstedeværel-
sen af en usædvanlig ugunstig situation. Den pågældende tilsynsførende myndighed kan anmode herom,
hvis forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte
brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde et af kravene i stk. 3. Der er tale om en usædvanlig
ugunstig situation, når den finansielle situation i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, er alvorligt eller i skadelig grad berørt af en eller
flere af følgende betingelser:
a) et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt
b) en situation med en vedvarende lav rente
c) der sker en katastrofe, der har store konsekvenser.
EIOPA vurderer regelmæssigt i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed, om betingelserne i
andet afsnit stadig er gældende. EIOPA erklærer i samarbejde med den pågældende tilsynsmyndighed,
når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af en
genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en re-
duktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
▼B
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over sel-
skabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om alle
trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være om-
fattet af disse foranstaltninger.
248
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
►C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller redu-
cere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over forsik-
rings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene her-
om. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme foran-
staltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foran-
staltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i
artikel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstem-
melse med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på
deres område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af for-
værringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan som
omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2, undlader de
249
at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at forsikringsta-
gernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
▼M5
Artikel 143
Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende artikel 138, stk. 4
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer ty-
perne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i
betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende
myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden
i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.
2. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og
artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede genoprettelsesplan og den i arti-
kel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen
til at undgå procykliske virkninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke
har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende med-
lemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighe-
derne finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab
ikke efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foran-
staltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsik-
ringsselskabets aktiver i medfør af artikel 140.
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og med-
deles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
250
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlems-
stats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden med-
lemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatoriske
struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd's tilfælde, de pågældende forsik-
ringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens
myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd's skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i
bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), under-
retter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende,
kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til at næ-
re mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuldmæg-
tigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
251
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelel-
se, så snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne medde-
lelse.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i for-
bindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
252
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
▼M5
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 147 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
▼B
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens an-
svar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af forsik-
ringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne for-
sikringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder anven-
delse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
253
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræsen-
tant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbin-
delse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for ska-
delidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og til
at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsik-
ring for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til artikel
145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den skade-
behandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager hvervet
som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om ve-
drørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på den
pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller løben-
de anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbindelse
med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hen-
sættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for
forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan
værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på dets
område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anven-
de, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin virk-
somhed.
254
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det pågæl-
dende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik
på, at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstalt-
ninger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse for-
anstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat over-
træder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet
hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller
standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye for-
sikringsaftaler på værtslandets område.
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger for
at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre forsik-
ringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder i
overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte natio-
nale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
▼M5
255
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om antallet og arten af sager, der har ført til
afslag i henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 3 og 4 i
denne artikel.
▼B
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de indi-
rekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat, hvor
risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med godt-
gørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne med-
lemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjeneste-
ydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det pågæl-
dende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de disse
forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse her-
om, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt
det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets område.
256
▼M5
Desuden kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten henvise sagen til EIOPA og
anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan
EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
▼B
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødven-
dige for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
▼M5
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaberne meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, på følgende måde:
a) for skadesforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt
b) for livsforsikring: efter branche i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, undtagen fragtførerens ansvar, underretter det
pågældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgif-
ter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder forelægger inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
▼B
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller be-
gunstigedes nationalitet.
257
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgå-
et gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller
genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er undergi-
vet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst er lig
med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstemmelse
med artikel 100 og 128
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse
10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver forsik-
ringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
258
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede ba-
lance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ og ►C1 basiskapitalgrundlag ◄ til
dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4
og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestemte
finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A i
bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, mi-
nimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplysnin-
ger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager lø-
bende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser,
uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin virk-
somhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overtagende
selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækn-
ing af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er etab-
leret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikringsporte-
følje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i denne
medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det for-
nødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapital-
krav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer, der
er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden medlems-
stats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland eller i givet
fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
259
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har ►C1 det fornødne anerkendte kapital-
grundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte tilfæl-
de tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den over-
dragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagelse.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse
eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller forplig-
telsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til
dækning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne ►C1 kapitalgrundlaget ◄ i overens-
stemmelse med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over ►C1 et anerkendt
kapitalgrundlag ◄, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk.
4.
3. ►C1 Det anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129,
stk. 1, litra d), fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i ►C1 det
anerkendte basiskapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
260
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om følgen-
de fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres i
hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer,
der er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i de
pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de med-
lemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige
for at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendel-
se.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1, 2
og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de
filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med tilsyns-
myndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på den i
artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en med-
lemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse med
artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
261
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der er
etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de udøve-
de på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse ligeledes
finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område, og som
dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer på en
medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres virksom-
hed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det kun udøve
livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsyns-
myndighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det formål
på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de forsikre-
de i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
▼M5
Artikel 172
Ækvivalens i forhold til genforsikringsselskaber
1. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af
kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikrings-
virksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med
reglerne i afsnit I.
2. Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som an-
vendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tred-
jeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende
ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.
262
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er ækviva-
lente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde
i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilla-
delse i overensstemmelse med dette direktiv.
4. Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i
forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tred-
jeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågæl-
dende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland
mindst opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan be-
tragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse
d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav
samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling
af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter
f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på
grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kom-
missionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.
5. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, udløber den 31. december 2020 eller
på den dato, hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 2, betragtes
som værende ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med op til et år, såfremt det er nødvendigt for, at EIOPA og Kommissio-
nen kan gennemføre ækvivalensvurderingen i henhold til stk. 2.
6. Genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er an-
erkendt som værende midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse med stk. 4, behandles på samme måde
som den i stk. 3 anførte. Artikel 173 finder ligeledes anvendelse for genforsikringsselskaber med hoved-
sæde i et tredjeland, hvis tilsynsordning er anerkendt som midlertidigt ækvivalent i overensstemmelse
med stk. 4.
▼B
263
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller
indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke op-
tjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- el-
ler genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne
i dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med
genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende
tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genfor-
sikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands
lovgivning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
264
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
▼M5
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EIOPA om alle generelle vanskeligheder, som deres
forsikrings- eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksom-
hed i et tredjeland.
▼B
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fæl-
lesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind un-
der artikel 7 i nævnte forordning.
265
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den over-
holder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til den
forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Uni-
ons Tidende.
Afdeling 3
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til artikel
14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i den med-
lemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte doku-
menter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
266
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen af
bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et livs-
forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de ak-
tuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen
af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at
et forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
267
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri ud-
veksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i hvil-
ken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der
er nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første
afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51, der
giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende ga-
rantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
268
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de forsik-
rede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører retten til at
anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
►C1 5. Forsikringstageren informeres under hele forsikringsaftalens løbetid ◄ om enhver ændring af
følgende oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på
den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring af
den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er en
beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre kontrakt-
mæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
▼C1
Ved forsikringer med ret til bonus underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder ret til bonus. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om denpotentielle fremtidige udvikling af retten til bonus, underretter forsikringsselskabet endvidere
forsikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
▼B
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er til-
ladt i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning
der skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver andre
oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringsta-
geren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
269
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle for-
pligtelser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er
indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselska-
ber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der
skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for Fæl-
lesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i bilag I,
og som opfylder følgende betingelser:
270
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere forsik-
ringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende forsikrings-
selskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der
selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er etableret i
en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for
coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under be-
stemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold til
de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat gælden-
de praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fast-
sat af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette sel-
skabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
271
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes til-
synsmyndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i af-
snit I, kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge
de vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende for-
sikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirksom-
hed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere for-
sikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under forsik-
ringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig til at
dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæknin-
gen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en civilretlig
sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag behandlet
administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
272
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående fartøjer,
eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes for-
svar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så vidt
denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs egne in-
teresser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et for-
sikringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholds-
sted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanske-
ligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis med-
lemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller ef-
ter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til behand-
ling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger
sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal de
medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af ska-
dessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den sam-
273
me eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette krav
også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale lovgiv-
ning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret i
henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller varetage
hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale lov-
givning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser, når
der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve virksom-
hed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser
med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser39).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende med-
lemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist va-
retages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme forsik-
ringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsik-
rede og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne proce-
durer i anvendelse.
274
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælps-
forsikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i for-
bindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysnin-
ger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der anven-
des i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den med-
lemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder,
og der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaber-
ne kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
275
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lov-
pligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsik-
ring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhø-
rer under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede for-
sikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som er
fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstræk-
kelige til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsik-
ringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situati-
on, idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-afta-
ler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og rap-
portere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
▼M5
276
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestem-
melserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og
kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
▼B
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte maksima-
le tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betyde-
lig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et begrænset,
men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
▼M5
2. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere
følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special pur-
pose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanis-
mer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
2a. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA ud-
kast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes
godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal
anvendes med henblik på stk. 2, litra f).
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 31. oktober 2014.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
2b. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde
udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og infor-
mationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som over-
tager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat,
hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
277
3. Special purpose vehicles, der er godkendt inden den 31. december 2015, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, 2 og
2a.
▼B
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en
kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i
direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk.
1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende sel-
skab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet hi-
nanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel tilknyt-
ning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger, på be-
tingelse af at:
– et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende ind-
flydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
– oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og
de andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 247
▼M5
e) »tilsynskollegiet«: en permanent, men fleksibel struktur for samarbejde, koordinering og lettelse af
beslutningstagningen vedrørende tilsynet med en koncern
▼M1
278
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab og
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinteresser i datterselskaber, når disse datter-
selskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, og når mindst et af disse datterselskaber er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab, og som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab
h) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i direktiv 2002/87/EF.
▼B
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter til-
synsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyn-
dighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk be-
stemmende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette af-
snit.
▼M1
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med følgende:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i arti-
kel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et
blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikr-
ings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab
som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller det forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab, der
har sit hovedsæde i Unionen, enten er et tilknyttet selskab under eller selv er en tilsynspligtig enhed eller
279
et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsik-
ringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab være omfattet af tilsyn med koncentrations-
risiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne transaktioner som
omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
4. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af en tilsvarende
bestemmelse i dette direktiv og i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende efter konsultation af
de øvrige berørte kompetente myndigheder beslutte kun at anvende bestemmelserne i direktiv 2002/87/EF
på det pågældende blandede finansielle holdingselskab.
5. Er et blandet finansielt holdingselskab for så vidt angår risikobaseret tilsyn omfattet af tilsvarende
bestemmelser i dette direktiv og i direktiv 2006/48/EF, kan den koncerntilsynsførende efter fælles over-
enskomst med den konsoliderende tilsynsmyndighed i bank- og investeringsservicesektoren beslutte kun
at anvende bestemmelserne i det direktiv, som relaterer til den mest betydningsfulde sektor, jf. artikel 3,
stk. 2, i direktiv 2002/87/EF.
6. Den koncerntilsynsførende skal informere Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201040),
(EBA), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/201041) (EIOPA) om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 4 og 5. EBA, EIOPA og Den
Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved
forordning (EU) nr. 1095/201042), (ESMA) udvikler gennem Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsyns-
myndigheder (Det Fælles Udvalg) retningslinjer, der tager sigte på at samordne tilsynspraksis, og udarbej-
der udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, som de forelægger Kommissionen senest tre år efter
vedtagelsen af retningslinjerne.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede forskriftsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, for-
ordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.
▼B
Artikel 214
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
▼M1
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at tilsyns-
myndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab, blandede finansielle holdingselskab eller blandede for-
sikringsholdingselskab, jf. dog artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber eller blandede fi-
nansielle holdingselskaber.
▼B
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødven-
dige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet,
eller
280
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit, litra
b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages i
koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder, in-
den der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsy-
net, jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et dattersel-
skab under et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab eller
et andet blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, finder artikel 218 til 258 kun
anvendelse på det endelige moder-forsikringsselskab eller -genforsikringsselskab, -forsikringsholdingsel-
skab eller det endelige blandede finansielle moderholdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringshol-
dingselskab eller det blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, er et dattersel-
skab under et selskab, der er underlagt supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i di-
rektiv 2002/87/EF, kan den koncerntilsynsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder, beslutte ikke at lade det endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko
som omhandlet i artikel 244, tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller
ikke at udøve nogen af disse former for tilsyn.
▼B
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
▼M1
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, som omhandlet i artikel 213, stk. 2,
litra a) og b), ikke har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på unionsni-
veau som omhandlet i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter
konsultation af den koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på unionsniveau, at udøve kon-
cerntilsyn med det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller
blandede finansielle holdingselskab på nationalt niveau.
▼M5
281
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilførende underretter tilsynskollegiet i over-
ensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog nærværende artikels stk. 2-6.
▼B
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt ni-
veau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau ►C1 være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, anerkendes valget af metode, der træffes af den kon-
cerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 ◄ med hensyn til det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden i
den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som
omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse til at be-
regne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber ►C1 på basis af en intern model, anerkendes denne afgørelse som endelig, og den an-
vendes af ◄ tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab på
nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og så
længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solvenskapital-
krav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den tilsynsfø-
rende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge selskabet
at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
▼M5
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, li-
tra a).
▼B
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med artikel 236
eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af bestemmel-
serne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i stk. 1,
fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når det endelige
moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på fællesskabsni-
veau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller 243 har opnået
en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
▼M5
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præcise-
rer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
282
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder i
andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er belig-
gende.
▼M5
I så fald begrunder tilsynsmyndighederne deres aftale over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau. Den koncerntilsynsførende underretter tilsynskollegiet i
overensstemmelse med artikel 248, stk. 1, litra a).
▼B
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
3. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer,
under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.
▼B
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt arti-
kel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af ►C1 et anerkendt kapital-
grundlag ◄, der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstem-
melse med underafdeling 5.
283
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at kon-
cernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de efterføl-
gende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende de
øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
▼M1
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3, foreta-
ges mindst én gang årligt, af det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, af forsikrings-
holdingselskabet eller af det blandede finansielle holdingselskab.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingsel-
skab eller det selskab i koncernen, der udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvri-
ge kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resul-
taterne af beregningen for den koncerntilsynsførende.
2. Forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet, forsikringsholdingselskabet og det blandede finansielle
holdingselskab udøver løbende tilsyn med koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikopro-
fil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav,
genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsfø-
rende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenska-
pitalkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
▼B
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel
213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i artikel
221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhand-
let i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende
med hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
284
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende sel-
skab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnska-
ber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af et tilstrækkeligt ►C1 aner-
kendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensun-
derskud i betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at dat-
terselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettighe-
der eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne myndigheds op-
fattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi det ef-
ter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
1. Dobbelt anvendelse af et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
blandt de forskellige forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er
ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendel-
sen af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør
finansierede elementer af ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet
for et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af ►C1 det aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
285
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgenfor-
sikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af kon-
cernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå i ►C1
det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan dis-
se elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af ►C1 elementer af kapitalgrundlaget ◄ som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige
solvenskapitalkravet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
►C1 5. Ethvert anerkendt kapitalgrundlag i et tilknyttet ◄ forsikrings- eller genforsikringsselskab un-
der det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncer-
nsolvensen, og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med
artikel 90, skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndighe-
den, der er ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄
til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
når det pågældende ►C1 kapitalgrundlag ◄ hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet til-
knyttet selskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et til-
knyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder et ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
286
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet som
fastsat i denne anden medlemsstat.
▼M1
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem et
forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet
forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages
der hensyn til dette forsikringsholdingselskabs eller blandede finansielle holdingselskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
eller mellemliggende blandede finansielle holdingselskab som et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenska-
pitalkrav og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafde-
ling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab eller et mellemliggende blandet finansielt holding-
selskab besidder ►C1 efterstillet gæld eller andet anerkendt kapitalgrundlag, der er begrænset ◄ i over-
ensstemmelse med artikel 98, godkendes det som ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ op til de i artikel 98
fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ i forhold til koncer-
nens solvenskapitalkrav.
►C1 Ethvert anerkendt kapitalgrundlag ◄, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingsel-
skab eller mellemliggende blandet finansielt holdingselskab, og som kræver forudgående tilladelse fra til-
synsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besiddes af et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen, hvis den er blevet behørigt godkendt
af den koncerntilsynsførende.
▼M5
287
Artikel 227
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskabers ækvivalens
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, behandles tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet som et tilknyttet forsikrings-
eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte be-
stemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 eller 5,
foretages kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet som minimum er ækvivalente, af den koncerntil-
synsførende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ. EIOPA bistår den koncer-
ntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Den koncerntilsynsførende konsulterer, bistået af EIOPA, de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, in-
den der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i overensstemmelse med de kriterier,
der er vedtaget i henhold til stk. 3. Den koncerntilsynsførende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et
tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truffet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland,
undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hensyn til betydelige ændringer i den i afsnit I,
kapitel VI, fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med andet af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i
afsnit I, kapitel VI.
4. Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
(EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår at det pågældende tredjelands tilsynsord-
ning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige
ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
5. Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissio-
nen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i
overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter,
der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågælden-
de tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:
a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4
b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative sol-
venskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed
288
c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsyns-
mæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder
d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og
e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i
første afsnit.
6. Den periode for midlertidig ækvivalens, der er anført i stk. 5, er på ti år, medmindre en af følgende
situationer opstår inden periodens udløb:
a) at den delegerede retsakt er blevet tilbagekaldt, eller
b) der i overensstemmelse med stk. 4 er vedtaget en delegeret retsakt om, at det pågældende tredjelands
tilsynsordning anses for at være ækvivalent med den, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.
Midlertidig ækvivalens kan forlænges med yderligere perioder på ti år, såfremt kriterierne i stk. 5 fortsat
opfyldes. Kommissionen vedtager en sådan delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 301a bistået
af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Kommissionen tager regelmæssigt sådanne delegerede
retsakter op til revision. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse afgørelser. Kommissionen
underretter Europa-Parlamentet om enhver revision, der gennemføres, og sender konklusionerne til Euro-
pa-Parlamentet.
7. Hvis der er vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 5 om, at et tredjelands tilsyns-
ordning er midlertidigt ækvivalent, skal det pågældende tredjeland anses for at være ækvivalent for så
vidt angår stk. 1, andet afsnit.
▼B
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1 eller
2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog kun, hvis
den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt
angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes ensartet
over tid.
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for
en bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra ►C1 kapitalgrundlaget ◄, der kan indgå i koncer-
nsolvensen for det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et til-
knyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab ►C1 fra det kapitalgrundlag, der kan indgå i
koncernsolvensen. ◄
289
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som ►C1 kapitalgrundlag ◄, der kan
indgå i koncernsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af
konsoliderede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, under-
afdeling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet, og af koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplys-
ninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapitel
VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i artikel
129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikringssel-
skaber.
Dette minimum dækkes af et ►C1 anerkendt basiskapitalgrundlag ◄ som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om et sådant
►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapi-
talkrav. Artikel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
▼M5
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede selska-
ber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens konso-
liderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikringsselska-
ber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på at beslut-
te, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og forelægger dem den
fuldstændige ansøgning omgående.
290
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den fuld-
stændige ansøgning.
3. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 omhandlede periode på seks må-
neder har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,
udsætter den koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en eventuel afgørelse fra EIOPA, som denne
kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning og træffer sin afgørelse i over-
ensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de be-
rørte tilsynsmyndigheder.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på seks måneder, eller
efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på seks måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i nævnte forordning.
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede be-
tingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1
omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
koncerntilsynsførende et dokument til ansøgeren med den fulde begrundelse.
6. Vedtages der ingen fælles afgørelse senest seks måneder efter den koncerntilsynsførendes modtagelse
af den fuldstændige ansøgning, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager behørigt hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder.
Den koncerntilsynsførende fremsender et dokument med afgørelsen, som anfører den fulde begrundelse,
til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
►C1 Afgørelsen anerkendes som endelig og anvendes ◄ des af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, som den har tilsyn med, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for den
interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det pågældende
selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, tilsynsmyndigheden har påpeget, beslutte i
overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræ-
ve, at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet
i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet.
EIOPA kan udstede retningslinjer for at sikre en konsekvent og sammenhængende anvendelse af dette
stykke.
▼B
291
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
▼M5
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-d), omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
▼B
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller den
interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber er
pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et kapi-
taltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte ►C1 kapitalgrundlag ◄ er summen af følgende:
a) ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i ►C1 kapitalgrundlaget
◄ til dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringssel-
skaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis in-
debærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet der
tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og stk. 3,
litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i ►C1 kapitalgrundlaget ◄ til dækning af hen-
holdsvis solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapi-
talkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
▼M1
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets til-
knyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab eller et blandet
292
finansielt holdingselskab ansøger om tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber på basis af en intern model.
▼B
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede sol-
venskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig
hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig dækket
ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens ag-
gregerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapital-
krav.
▼M5
Artikel 37, stk. 1-5, sammen med delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder
fastsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 6, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Delegerede retsakter vedrørende artikel 220-229 og 230-233
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de
tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233,
og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.
▼B
Underafdeling 5
▼M1
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
1. Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab, sikrer den koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for
forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab i overensstemmelse med artikel
220, stk. 2, til artikel 233.
2. Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1-3, for
så vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel
VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapi-
talkravet.
▼B
293
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet i
artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på moder-
selskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet, og
tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239, og
der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239 arbej-
der de kompetente tilsynsmyndigheder sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samarbejde med henblik
på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en sådan tilla-
delse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har god-
kendt datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og
forelægger dem den fuldstændige ansøgning omgående.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. Hvis en af tilsynsmyndighederne inden for den i stk. 2 omhandlede periode på tre måneder har fore-
lagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010, udsætter den
koncerntilsynsførende sin afgørelse og afventer en afgørelse fra EIOPA, som denne kan træffe i overens-
stemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med
EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de berørte tilsynsmyndighe-
der.
EIOPA træffer afgørelse inden for en frist på en måned. Efter udløbet af perioden på tre måneder, eller
efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den koncerntilsynsførende træffer en endelig afgørelse, hvis afgørelsen foreslået af panelet afvises i
henhold til artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 44, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Perioden
på tre måneder anses for at være forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende
forordning.
294
4. EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre
ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til
de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
5. Har de kompetente tilsynsmyndigheder truffet en fælles afgørelse i henhold til stk. 2, fremsender den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, et dokument til ansøgeren med den fulde begrundel-
se. Den fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndighe-
der.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 2 fastsat-
te periode på tre måneder, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende tager i løbet af den periode behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold hos de berørte myndigheder
b) eventuelle forbehold fra de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for. Den koncerntilsynsfø-
rende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder. Den
fælles afgørelse anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt på kon-
cernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt dattersel-
skabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den pågældende
myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndighe-
den har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et
kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den pågældende mo-
del, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at pålægge selska-
bet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden drøfter sit for-
slag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne forslag til både
datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med pa-
rametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler be-
grundelsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼M5
295
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om forslaget fra den tilsyns-
myndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Når der ikke er enighed mellem den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende, kan
hver tilsynsførende inden for en måned efter forslaget fra den tilsynsførende myndighed henvise sagen til
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikel, og
træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning. Perioden på en måned anses for at være
forligsperioden i henhold til artikel 19, stk. 2. i denne forordning. Sagen henvises ikke til EIOPA efter
udløbet af den i dette afsnit omhandlede periode på en måned, eller efter at kollegiet er nået til enighed i
overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte forordning, og træffer sin afgørelse i
overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne i
artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet den
genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den før-
ste konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte ►C1 det fornødne aner-
kendte kapitalgrundlag ◄ eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen ►C1 senest fire måneder efter datoen, hvor manglende
opfyldelse af solvenskapitalkravet først blev konstateret. ◄
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med artikel
136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de foreslåede
foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges, drøftes i til-
synskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåe-
de foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgø-
relse om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre til-
synsmyndigheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
296
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte ►C1 det
fornødne anerkendte kapitalgrundlag ◄ til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofi-
len for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om
alle foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
▼M5
4. Den tilsynsførende myndighed og den koncerntilsynsførende kan i overensstemmelse med artikel 19 i
forordning (EU) nr. 1094/2010 henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand, når de ikke er enige om
et af følgende:
a) godkendelsen af genoprettelsesplanen, herunder en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden,
inden for den firemåneders periode, der er omhandlet i stk. 1, eller
b) godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger inden for den i stk. 2 omhandlede periode på en må-
ned.
I sådanne tilfælde kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel, og træffe sin afgørelse inden en måned efter en sådan henvisning.
Sagen henvises ikke til EIOPA:
a) efter udløbet af perioderne på henholdsvis fire og en måned som omhandlet i første afsnit
b) efter at der er opnået enighed i tilsynskollegiet i overensstemmelse stk. 1, andet afsnit, eller stk. 2,
andet afsnit
c) i tilfælde af nødsituationer som omhandlet i stk. 2.
Perioden på henholdsvis fire eller en måned anses for at være forligsperioden i henhold til artikel 19,
stk. 2, i nævnte forordning.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, udsætter sin afgørelse og afventer en eventuel
afgørelse fra EIOPA i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning og træffer sin endeli-
ge afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som bestemmende og
anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse, som den er baseret på.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
▼B
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et
datterselskab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
297
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i artikel
236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager ligele-
des denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har betydelige
betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en rime-
lig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet i
tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden for den
aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b), c) og d),
ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyn-
dighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
▼M5
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: delegerede retsakter
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere føl-
gende:
a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt
b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af de-
res beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
▼B
Artikel 242
Revisionsklausul
▼M5
1. Kommissionen foretager senest den 31. december 2017 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed samt tilsynspraksisserne i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og forelægger Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer af dette direktiv.
▼B
2. Kommissionen foretager senest den ►M5 31. december 2018 ◄ en bedømmelse af fordelene ved at
styrke koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber, herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers funkti-
onsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
298
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for sam-
me koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og fi-
nansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbeføjel-
serne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
▼M1
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er dat-
terselskaber af et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.
▼B
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
eller blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til
den koncerntilsynsførende om enhver væsentlig risikokoncentration på koncernniveau, medmindre artikel
215, stk. 2, finder anvendelse.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i første afsnit nævnte risikokoncentrationer.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig
om typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
299
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende tær-
skelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.
5. For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA
med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3
at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelvær-
dier.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tek-
niske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på
stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i for-
bindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
▼M1
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den
koncerntilsynsførende om enhver væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i koncernen, herunder dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser
til et selskab inden for koncernen, medmindre artikel 215, stk. 2, finder anvendelse.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres
så hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet, det blandede finansielle holdingselskab eller det
forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at
have konsulteret de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
▼B
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en be-
300
stemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktio-
ner.
5. For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan
EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præci-
sere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2
udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og
modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber,
der er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit,
således at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle alle væ-
sentlige risici samt opnå et passende forhold mellem ►C1 det anerkendte kapitalgrundlag ◄ og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncernin-
terne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
▼M1
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab at foretage vurderingen som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntilsynsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen
af egen risiko og solvens på koncernniveau i overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det mu-
301
ligt at forstå forskellen mellem summen af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller
genforsikringsselskaber og koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede
finansielle holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fore-
tage enhver vurdering i henhold til artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen
på samme tid samt udarbejde et enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
▼B
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsføren-
de medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt det pågældende selskab
▼M1
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab af følgende tilsyns-
myndighed:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab
eller et blandet finansielt holdingselskab: af den tilsynsmyndighed, der har godkendt dette for-
sikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og når et af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab, der har sit hovedsæde i forskellige medlemsstater, og når der forefindes et for-
sikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse medlemsstater, af tilsynsmyndigheden for
forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, har
samme forsikringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab,
og ingen af disse selskaber er blevet godkendt i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselska-
bet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit hovedsæde, af tilsynsmyndigheden for
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat, eller
302
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr.
i) til iv), af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet
med den største samlede balancesum.
▼M5
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af de øvrige tilsyns-
myndigheder træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som kon-
cerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser fin-
der højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om
valget af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Til-
synsmyndighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og anfører den fulde
begrundelse.
4. Hvis en af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for den i stk. 3, tredje afsnit, omhandlede tremå-
neders periode har forelagt sagen for EIOPA i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010, udsætter de pågældende tilsynsmyndigheder deres fælles afgørelse og afventer en afgørelse
fra EIOPA, som denne kan træffe i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i denne forordning, og træf-
fer deres fælles afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse. Afgørelsen anerkendes som be-
stemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder. Den tremåneders periode anses for at væ-
re forligsperioden som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i den pågældende forordning.
5. EIOPA træffer afgørelse inden for en måned efter den i stk. 4 omtalte forelæggelse. Efter udløbet af
de tre måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere henvises til EIOPA.
Den udpegede koncerntilsynsførende fremsender den fælles afgørelse til koncernen og til tilsynskollegiet
og anfører den fulde begrundelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse, varetages den koncerntilsynsførendes opgaver af den tilsynsmyn-
dighed, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel.
7. EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentli-
ge problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne arti-
kel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer dis-
se kriterier yderligere.
▼B
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etable-
ring af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going con-
cern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en tilsyns-
myndigheds tilsynsopgave
303
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncerninter-
ne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmerne af
det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i artikel 42 og
257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samarbejde
med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren, omfanget og
kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som er en del af kon-
cernen
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold til
dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for valide-
ring af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring af proce-
duren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et til-
synskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsyns-
kollegiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
▼M5
Hvis den koncerntilsynsførende ikke udfører de i stk. 1 omhandlede opgaver, eller hvis medlemmerne
af tilsynskollegiet ikke samarbejder i det i det nævnte stykke foreskrevne omfang, kan de berørte tilsyns-
førende myndigheder henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19
i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den
er tillagt i henhold til nævnte artikel.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende, tilsynsmyndighederne i alle de medlemsstater,
hvor datterselskabernes hovedsæder er beliggende, og EIOPA i overensstemmelse med artikel 21 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes op-
rettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte til-
synsmyndigheder.
▼M5
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så
fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
Den koncerntilsynsførende træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med EIOPA's afgørelse.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
▼B
304
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hen-
syn til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231, 232
og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
▼M5
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den kon-
cerntilsynsførende, de andre tilsynsmyndigheder eller EIOPA, hvor dette ville føre til et mere effektivt
tilsyn med koncernen og ikke være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter inden for
deres respektive ansvarsområder.
▼B
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
▼M5
6. EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige
gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan
gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende frem-
sender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være
relevante for disse gennemgange, til EIOPA.
For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne
kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere til-
synskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-
ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
7. For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndigheder-
ne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder
med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af
stk. 1-6.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
8. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår
definitionen af »betydelig filial«.
▼B
305
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
▼M5
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige, eller udveksler oplysninger på anmodning. Oplysningerne i dette afsnit omfatter,
men er ikke begrænset til, oplysninger om koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysnin-
ger, som koncernen har stillet til rådighed.
▼M1
Den koncerntilsynsførende forelægger den pågældende tilsynsmyndighed og EIOPA, oplysninger om
koncernen i overensstemmelse med artikel 19, artikel 51, stk. 1, og artikel 254, stk. 2, navnlig med hen-
syn til gruppens juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur.
▼M5
1a. Hvis en tilsynsmyndighed ikke har fremsendt relevant information, eller en samarbejdsanmodning
om navnlig udveksling af relevant information er blevet afvist eller ikke imødekommet inden for to uger,
kan tilsynsmyndighederne henvise sagen til EIOPA.
Hvis sagen henvises til EIOPA, kan EIOPA med forbehold af artikel 258 i TEUF handle i overensstem-
melse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de tilsyns-
myndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau be-
regnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i overens-
stemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1, underafdeling
4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
▼M5
3. For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af infor-
mationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til regu-
leringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:
a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til
andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndig-
heder
b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad
af konvergens i tilsynspraksis.
306
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen
af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsyns-
myndigheder som omhandlet i denne artikel.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. september 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
1. Inden de træffer en afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders tilsynsopga-
ver, og med forbehold af artikel 248, konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden inden for
tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringsselskaber
i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse
b) afgørelsen om forlængelse af tilbagebetalingsperioden i henhold til artikel 138, stk. 3 og 4
c) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat, her-
under pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af begrænsnin-
ger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til afsnit I, kapitel VI,
afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af første afsnit, litra b) og
c).
Tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på grundlag af oplys-
ninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. Med forbehold af artikel 248 kan en tilsynsmyndighed beslutte at undlade at konsultere andre tilsyns-
myndigheder, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne forringe det resul-
tat, der tilsigtes med afgørelserne. I så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige tilsyns-
myndigheder herom.
▼B
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode det på-
gældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samordnings-
rettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allere-
de er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
307
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller in-
direkte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mel-
lem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selskaber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysnin-
ger mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i hen-
hold til dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og de-
res tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
▼M5
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35, stk.
1-5, finder tilsvarende anvendelse.
Den koncerntilsynsførende kan begrænse den regelmæssige tilsynsindberetning med en frekvens, der er
kortere end et år, på koncernniveau, når alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager
fordel af begrænsningen i henhold til artikel 35, stk. 6, under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der knytter sig til koncernens virksomhed.
Den koncerntilsynsførende kan meddele fritagelse fra post til post-indberetning på koncernniveau, når
alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber i koncernen drager fordel af fritagelsen i henhold til artikel
35, stk. 7, under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til koncer-
nens virksomhed og målsætningen om finansiel stabilitet.
▼B
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af
koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
308
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved per-
soner, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne i
denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er til-
synspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres be-
føjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage den-
ne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntilsyns-
førende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
▼M5
Hvis en anmodning til en anden tilsynsmyndighed om at foretage en kontrol i overensstemmelse med
dette stykke er blevet afvist inden for to uger, eller hvis tilsynsmyndigheden i praksis er ude af stand til at
udøve sin ret til at deltage i overensstemmelse med tredje afsnit, kan den anmodende myndighed henvise
sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til
nævnte artikel.
I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1094/2010 er EIOPA berettiget til at deltage i
undersøgelser på stedet, såfremt de udføres i fællesskab af to eller flere tilsynsmyndigheder.
▼B
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
▼M1
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forsikringsholding-
selskaber og blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den
finansielle situation på koncernniveau. Artikel 51 og 53, 54 og 55 finder tilsvarende anvendelse.
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller blandet fi-
nansielt holdingselskab kan, såfremt den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at frem-
lægge en enkelt rapport om dets solvens og finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger for ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og som
skal offentliggøres i henhold til artikel 51, 53, 54 og 55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
▼B
309
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har god-
kendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne ude-
ladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det pågæl-
dende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
▼M5
4. Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præci-
sering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplys-
ningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse
med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse
med stk. 1.
▼M5
5. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncer-
nsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne
artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Artikel 256a
Koncernstruktur
Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og
blandede finansielle holdingselskaber årligt at offentliggøre den juridiske form samt ledelses- og organi-
sationsstrukturen, herunder en beskrivelse af alle datterselskaber, væsentlige tilknyttede virksomheder og
betydelige underafdelinger i koncernen, på koncernniveau.
▼M1
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers eller blandede finansielle holdingselskabers administrations-,
ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der i praksis driver forsikringsholdingselskabet eller det
blandede finansielle holdingselskab, skal opfylde de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at
udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
▼B
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
▼M1
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen alligevel er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings- eller
310
genforsikringsselskabernes finansielle situation, skal de nedenstående vedtage passende foranstaltninger
for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab har sit
hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresul-
tater for at give dem mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt an-
går forsikringsholdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt de-
res foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne iværksætter eller vedtager, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige be-
stemmelser, sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber eller blandede finan-
sielle holdingselskaber, som overtræder love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennem-
førelse af dette afsnit, eller mod de personer, som i praksis driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne
arbejder tæt sammen for at sikre, at sådanne sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resul-
tat, navnlig når et forsikringsholdingselskabs eller blandet finansielt holdingselskabs centrale administra-
tion eller hovedsæde ikke befinder sig i samme medlemsstat som dets hovedsæde.
▼M5
3. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordnin-
gen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
Artikel 259
Rapportering fra EIOPA
1. EIOPA aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 50 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
2. EIOPA aflægger bl.a. rapport om alle relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og
samarbejdet mellem de tilsynsførende inden for rammerne af afsnit III, og navnlig:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsynsfø-
rende og deres geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når de
ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 i denne artikel kan EIOPA ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra
de i artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgange, hvor dette er relevant.
▼B
311
KAPITEL IV
Tredjelande
▼M5
Artikel 260
Moderselskaber uden for Unionen: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Unionen, er un-
derlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold til det,
der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhand-
let i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
Er der ikke vedtaget delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, 3 eller 5,
foretages denne kontrol af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne i
artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse (»den fungerende koncerntilsynsførende«), efter anmodning fra mo-
derselskabet eller et af de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Unionen, eller
på eget initiativ, medmindre Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ord-
ning er ækvivalent. EIOPA bistår den fungerende koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel
33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010.
Denne fungerende koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse, bistået af EIOPA, de øvrige
kompetente tilsynsmyndigheder, inden der træffes afgørelse om ækvivalens. Denne afgørelse træffes i
overensstemmelse med de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2. Den fungerende koncerntilsynsfø-
rende træffer ingen afgørelse i forbindelse med et tredjeland, som modsætter sig en eventuel tidligere truf-
fet afgørelse for så vidt angår dette tredjeland, undtagen hvis dette måtte være nødvendigt for at tage hen-
syn til betydelige ændringer i den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og i tilsynsordningen i tredjelandet.
Hvis tilsynsmyndighederne er uenige i den afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med tredje af-
snit, kan de henvise sagen til EIOPA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forord-
ning (EU) nr. 1094/2010 senest tre måneder efter meddelelsen om den tilsynsførendes afgørelse. I så fald
kan EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer
kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold
til reglerne i dette afsnit.
3. Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et
tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstem-
melse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter,
hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle æn-
dringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få
indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
4. Har Kommissionen ikke vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 3
eller 5, finder artikel 262 anvendelse.
5. Uanset stk. 3, og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overens-
stemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning
312
(EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsyns-
ordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr.
1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst
opfylder følgende kriterier:
a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan
betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode,
og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens
b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse
d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solven-
skrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn
e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og
udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10
f) det har et uafhængigt tilsynssystem
g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved
informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.
Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommis-
sionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig
revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vur-
deres af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrap-
porter.
EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første
afsnit.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere
præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders befø-
jelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvi-
valens.
6. Den begrænsede periode, der er omhandlet i stk. 5, udløber den 31. december 2020 eller på den dato,
hvor tilsynsordningen i det pågældende tredjeland, i overensstemmelse med stk. 3, betragtes som værende
ækvivalent med det, der er fastlagt i dette afsnit, alt efter hvilken dato der er tidligst.
Denne periode kan forlænges med højst endnu et år, såfremt EIOPA og Kommissionen har brug for
denne tid til at gennemføre ækvivalensvurderingen med henblik på anvendelsen af stk. 3.
7. Når der vedtages en delegeret retsakt om, at tilsynsordningen i et tredjeland er midlertidigt ækviva-
lent, i overensstemmelse med stk. 5, anvender medlemsstaterne artikel 261, medmindre der er et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab beliggende i en medlemsstat, der har en samlet balance, der overstiger
balancesummen for den modervirksomhed, der ligger uden for Unionen. I så fald varetages den koncer-
ntilsynsførendes opgaver af den fungerende koncerntilsynsførende.
▼B
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i over-
ensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredje-
landet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
313
▼M1
Artikel 262
Moderselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i et tredjeland: manglende ækvivalens
▼M5
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, eller hvis en medlemsstat ikke
anvender artikel 261 i tilfælde af midlertidig ækvivalens i overensstemmelse med artikel 260, stk. 7, an-
vender den pågældende medlemsstat over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne en af følgende:
a) artikel 218-235 og artikel 244-258 analogt
b) en af metoderne fastsat i stk. 2.
▼M1
De generelle principper og metoder i artikel 218 til 258 finder anvendelse på forsikringsholdingselska-
ber, blandede finansielle holdingselskaber og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1-3, for så vidt angår ►C1 anerkendt kapitalgrundlag ◄ til dækning af solvenskapitalkra-
vet og et af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det drejer
sig om et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det drejer
sig om et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaberne i en koncern. Disse metoder skal godken-
des af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hoved-
sæde i Unionen, eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, og anvende
dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som har dette forsikringsholdingsel-
skab eller blandede finansielle holdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som define-
ret i dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
▼B
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
▼M1
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab eller blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde i et tredjeland, eller under et tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som om-
handlet i artikel 260 over for det endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et
tredjelands blandede finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
Tilsynsmyndighederne kan imidlertid i mangel af ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 foreta-
ge en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et moderselskab for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsforsikringsholdingselskab, et tredjelands blande-
de finansielle holdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
314
▼B
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredje-
lande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet
i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som
omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige
for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i Fællesska-
bet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på de-
res område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere med-
lemsstater.
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i trak-
taten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
315
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er
kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et forsik-
ringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndighe-
ders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og
som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke
begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at
provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og
som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, her-
under afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foran-
staltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af et
forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begunsti-
gede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, og
som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b) og c), i
forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse personer,
når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte for-
sikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
316
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med artikel
145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller, al-
ternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de på-
gældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget der-
til, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et uddrag
af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede likvida-
317
tor. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettighe-
der, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf, med-
mindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af et
forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre med-
lemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fæl-
lesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indle-
des.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om af-
gørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvidati-
on.
318
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhver-
vet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn
til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder
de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grund-
lag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kredito-
rer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikrings-
krav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre for-
dringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
319
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets lovgiv-
ning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne, anfø-
res dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden i
artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor arti-
kel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig ret-
tighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart, eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præ-
mieindtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1,
litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en eventu-
el likvidation modsvares af aktiver.
320
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset ind-
dragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter, såfremt
dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de pro-
cedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgø-
relsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indled-
ning af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres områ-
de på en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller enh-
ver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en an-
den medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknyt-
ning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage anmeldelse af
fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sik-
kerhed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
321
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af even-
tuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsfor-
behold
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel
275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til at
indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordrin-
gen være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive un-
derrettet om likvidationens forløb.
322
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgiv-
ning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret i et
offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registe-
ret føres.
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en tredje-
parts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel speci-
fikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som tilhø-
rer forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller ud-
byttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragelse
til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber et ak-
tiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på tidspunk-
tet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er ind-
ledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger et ak-
tiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer ikke kø-
323
beren i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens indled-
ning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til at kræve
sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for forsikringssel-
skabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i artikel
274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på
det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til
skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en anden med-
lemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedta-
gelsen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er reguleret
af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed registret, kon-
toen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
324
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv el-
ler en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen ver-
serer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en for-
mel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller li-
kvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt angår
bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en likvida-
tion noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed el-
ler person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer,
er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de rets-
lige myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
325
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial indivi-
duelt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at sa-
mordne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab
i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på at
lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelighe-
der, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med an-
vendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
▼M5
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den
procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som of-
fentliggøres af Kommissionen (Eurostat), begyndende den 31. december 2015 indtil revisionstidspunktet,
og rundes op til et multiplum af 100 000 EUR.
326
▼B
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
▼M5
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF43). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forord-
ning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt
med dennes artikel 4.
Artikel 301a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Delegationen af beføjelser som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a,
111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260
og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014.
Kommissionen aflægger en rapport om de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af
perioden på fire år. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, med-
mindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden ud-
løbet af hver periode.
3. Delegationen af beføjelser i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127,
130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b kan til
enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Uni-
ons Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af dele-
gerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rå-
det samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111,
114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 eller
308b træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en
frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de
ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets ini-
tiativ.
327
Artikel 301b
Indledende bestemmelse om reguleringsmæssige tekniske standarder
1. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige
tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249, følge
proceduren i artikel 301a. Ændringer af sådanne delegerede retsakter eller, efter overgangsperioden ud-
løb, enhver ny reguleringsmæssig teknisk standard vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i for-
ordning (EU) nr. 1094/2010.
2. Delegationen af beføjelser i stk. 1 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet i
overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
3. EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegere-
de retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130,
135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter af
de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning
(EU) nr. 1094/2010.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er om-
handlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
▼B
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at
efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold til
artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og admini-
strative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende national
lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d anven-
delse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende på
dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk sol-
vensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
328
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a) de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantika-
pital samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriteri-
er:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige sel-
skab kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede
niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndig-
heder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde
betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder
har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt
de kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begun-
stigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at
der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al
anden udestående gæld er betalt
b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferen-
ceaktier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligato-
riske solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige ind-
skudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myn-
digheds forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde beta-
ling af renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at
gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensi-
onskassen skal kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år
inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompeten-
te myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt
op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudska-
pital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år
329
inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet
tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskas-
se, og dens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel
på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske sol-
vensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves
for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder
inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den
faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De
kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensi-
onskassens faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed i
hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også be-
stå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zill-
meret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er
lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne
skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for
den obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med hen-
blik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan indgå i
den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og
overtagelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold,
330
på mindst 85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb,
med fradrag af afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i det
sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivel-
se i genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15
%.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)44)
omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmar-
gen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i stk.
2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den obliga-
toriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er knyt-
tet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF omhandle-
de operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensæt-
telser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet
i stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i arti-
kel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2 og 3
samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4, litra b).
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
331
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet
af det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regn-
skabsår.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved gen-
forsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen
af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger
som for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under in-
gen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske sol-
vensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensæt-
332
telser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led i disse be-
regninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men forholdet
må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensio-
ner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF45).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de
præmier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikrings-
tagerne i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra
forsikringsselskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke
omhandlede metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er god-
kendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af
selskabet, overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-
at-Risk-værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs
investeringer i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et be-
skyttelsesniveau svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede
333
metode kun anvendes med henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af
solvenskapitalkravet tages der fuldt ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse
af diversifikationseffekterne uanset behovet for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begun-
stigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens-
og likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for
forvaltningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i
en periode, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i ak-
tier. Selskabet skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med
det nødvendige konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til niveauet i artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105
undtagen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
▼M5
2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 2020 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport
om gennemførelsen af metoden i stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer,
hvor det er relevant, passende forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virk-
ninger af anvendelsen af denne metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og
genforsikringsselskabers side.
▼B
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte kra-
vene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
334
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var op-
rettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og med-
deler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan fort-
sætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres for-
mål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirk-
somhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel
14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2,
3 og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den 10. de-
cember 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
▼M5
335
Afdeling 3
Forsikring og genforsikring
Artikel 308a
Indfasning
1. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe
beslutninger om godkendelse af:
a) supplerende kapitalgrundlag som omhandlet i artikel 90
b) klassificering af kapitalgrundlagskomponenter som omhandlet i artikel 95, tredje afsnit
c) selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7
d) en hel eller delvis intern model i overensstemmelse med artikel 112 og 113
e) special purpose vehicles til etablering på deres område i overensstemmelse med artikel 211
f) supplerende kapitalgrundlag i et mellemliggende forsikringsholdingselskab som omhandlet i artikel
226, stk. 2
g) en koncernintern model som omhandlet i artikel 230 og 231 samt artikel 233, stk. 5
h) anvendelse af det løbetidsbaserede »equity risk«-undermodul i overensstemmelse med artikel 304
i) anvendelse af matchtilpasningen på den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77b og 77c
j) anvendelse af volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve i overensstemmelse med arti-
kel 77d, når medlemsstaterne kræver det
k) anvendelse af overgangsforanstaltningen for de risikofrie rentesatser, jf. artikel 308c
l) anvendelse af overgangsforanstaltningen for forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 308d.
2. Fra den 1. april 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at fastsætte niveau og område for koncerntilsyn i overensstemmelse med afdeling 2 og 3 i afsnit III,
kapitel I
b) at vælge en koncerntilsynsførende som omhandlet i artikel 247
c) at oprette et tilsynskollegium, jf. artikel 248.
3. Fra den 1. juli 2015 skal medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til:
a) at træffe beslutninger om at trække enhver deltagelse, jf. artikel 228, stk. 2
b) at fastlægge valg af metode til beregning af koncernens solvenssituation i overensstemmelse med arti-
kel 220
c) i givet fald at træffe afgørelse om ækvivalens i overensstemmelse med artikel 227 og 260
d) at tillade, at forsikrings- og genforsikringsselskaber underlægges artikel 238 og 239, jf. artikel 236
e) at foretage de i artikel 262 og 263 omhandlede fastsættelser
f) i givet fald at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 308b.
4. Medlemsstaterne pålægger de berørte tilsynsmyndigheder at vurdere de af forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne indgivne ansøgninger om godkendelse eller tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 og
3. Tilsynsmyndighedernes afgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse eller tilladelse træder først
i kraft efter den 1. januar 2016.
Artikel 308b
Overgangsforanstaltninger
1. Uden at det berører artikel 12 er forsikrings- og genforsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 ophø-
rer med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende
336
portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, ikke underlagt afsnit I, II og III i dette direktiv
indtil de datoer, der er fastsat i stk. 2, hvis:
a) virksomheden har godtgjort over for tilsynsmyndigheden, at den vil afslutte sin virksomhed inden den
1. januar 2019, eller
b) virksomheden er omfattet af saneringsforanstaltninger, som fastsat i afsnit IV, kapitel II, og en admi-
nistrator er udpeget.
2. Forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der falder ind under:
a) stk. 1, litra a), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2019 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter
b) stk. 1, litra b), skal være omfattet af afsnit I, II og III i dette direktiv fra den 1. januar 2021 eller fra en
tidligere dato, hvis tilsynsmyndigheden ikke er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i retning af
afslutning af virksomhedens aktiviteter.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er kun omfattet af overgangsforanstaltningerne i stk. 1 og 2,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) virksomheden er ikke del af en koncern, eller hvis den er, ophører alle de virksomheder, der er en del
af koncernen, med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
b) virksomheden forelægger sin tilsynsmyndighed en årsberetning om, hvilke fremskridt der er gjort i
forbindelse med afslutning af dens aktiviteter.
c) virksomheden har meddelt sin tilsynsmyndighed, at den anvender overgangsforanstaltningerne.
Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at et selskab kan operere i overensstemmelse med afsnit I, II og III i
dette direktiv.
4. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de berørte forsikrings- og genforsikringsselskaber og vide-
regiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
5. Medlemsstaterne sikrer, at i en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og
genforsikringsselskabernes frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger på årlig
eller mindre hyppig basis nedsættes med to uger hvert regnskabsår og ligger således indledningsvis senest
20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regnskabsår, der afsluttes på eller efter
den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge senest 14 uger efter regnskabsårets
afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter den 30. juni 2019, men før den 1.
januar 2020.
6. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremlægge de i artikel 51 omhandlede oplysninger nedsættes med to uger hvert regnskabsår og
ligger således indledningsvis senest 20 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for dens regn-
skabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at ligge
senest 14 uger efter regnskabsårets afslutning i virksomheden for de regnskabsår, der slutter på eller efter
den 30. juni 2019, men før den 1. januar 2020.
7. I en periode på højst fire år fra den 1. januar 2016 skal forsikrings- og genforsikringsselskabernes
frist for at fremsende de i artikel 35, stk. 1-4, omhandlede oplysninger hvert kvartal nedsættes med én uge
hvert regnskabsår og er således indledningsvis på højst otte uger for ethvert kvartal, der afsluttes på eller
efter den 1. januar 2016, men før den 1. januar 2017, og ender med at være på højst fem uger for ethvert
kvartal, der afsluttes på eller efter den 1. januar 2019, men før den 1. januar 2020.
8. Medlemsstaterne sikrer, at stk. 5, 6 og 7 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de deltagen-
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holding-
selskaber på koncernniveau i henhold til artikel 254 og 256, ifølge hvilken de frister, der er omhandlet i
stk. 5, 6 og 7, forlænges med seks uger hver.
337
9. Uanset artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 1-basiskapital-
grundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 50 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF
c) ikke ellers ville være klassificeret under tier 1 eller tier 2 i overensstemmelse med artikel 94.
10. Med forbehold af artikel 94 skal grundlæggende kapitalgrundlagselementer inkluderes i tier 2-basi-
skapitalgrundlaget i op til ti år efter den 1. januar 2016, forudsat at disse elementer:
a) var udstedt før den 1. januar 2016 eller før datoen for ikrafttrædelsen af den i artikel 97 omhandlede
delegerede retsakt, alt efter hvilken dato der kommer først,
b) pr. 31. december 2015 kunne anvendes til at dække op til 25 % af den faktiske solvensmargen i hen-
hold til love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i direktiv
73/239/EØF, artikel 1 i direktiv 2002/13/EF, artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF og artikel 36,
stk. 3, i direktiv 2005/68/EF.
11. Med hensyn til forsikrings- og genforsikringsselskaber, der investerer i omsættelige værdipapirer el-
ler andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån, som blev udstedt før den 1. januar 2011, gæl-
der de krav, som er omhandlet i artikel 135, stk. 2, kun i tilfælde, hvor der tilføjes eller erstattes med nye
underliggende eksponeringer efter den 31. december 2014.
12. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 gælder følgende:
a) indtil den 31. december 2017 er de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet
koncentrationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, de
samme, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker,
som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som dem, der ville skulle
anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta
b) i 2018 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 80 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
c) i 2019 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncentrationsrisiko og
undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, nedsættes med 50 %, for så
vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og
er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta
d) fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til beregning af undermodulet koncen-
trationsrisiko og undermodulet »spread risk« i overensstemmelse med standardformlen, ikke nedsæt-
tes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som
lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta.
13. Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for
aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet »equity risk« i
overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som
det vægtede gennemsnit af:
a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med artikel 304, og
b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet »equity risk« i overensstemmelse
med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.
338
Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som mini-
mum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.
Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præ-
ciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstalt-
ningen.
For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast
til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.
EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 30. juni 2015.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.
14. Uanset artikel 138, stk. 3, og uden at det berører stk. 4 i samme artikel, gælder det, at når et forsik-
rings- og genforsikringsselskab overholder den obligatoriske solvensmargen, der er omhandlet i hen-
holdsvis artikel 16a i direktiv 73/239/EØF, artikel 28 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 37, 38 eller 39 i
direktiv 2005/68/EF, som gældende i henhold til medlemsstatens lovgivning dagen før disse direktiver
ophæves i henhold til nærværende direktivs artikel 310, men ikke opfylder solvenskapitalkravet i det før-
ste år af gennemførelsen af dette direktiv, kræver tilsynsmyndighederne, at det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afsætte det nødvendige anerken-
dte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selska-
bet opfylder solvenskapitalkravet inden den 31. december 2017.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt for at skabe
det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risi-
koprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af det nødvendige anerkendte kapitalgrundlag til dækn-
ing af solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solven-
skapitalkravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
datoen for forelæggelsen af situationsrapporten.
15. Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv
2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og
administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i
direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i
dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der
er angivet i dette stykke.
16. Medlemsstaterne kan give det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab tilladelse til i
en periode indtil den 31. marts 2022 at ansøge om godkendelse af en intern koncernmodel for en del af en
koncern, hvor både selskabet og det endelige moderselskab er etableret i den samme medlemsstat, og hvis
denne del udgør en særskilt del med en væsentlig anden risikoprofil end resten af koncernen.
17. Uanset artikel 218, stk. 2 og 3, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
8-12 og 15 samt i artikel 308c, 308d og 308e tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Uanset artikel 218, stk. 2, 3 og 4, finder overgangsbestemmelserne som omhandlet i denne artikels stk.
14 tilsvarende anvendelse på koncernniveau, samt i de tilfælde hvor de deltagende forsikrings- eller gen-
forsikringsselskaber eller forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern overholder den korrigerede
339
solvens, som er omhandlet i artikel 9 i direktiv 98/78/EF, men ikke overholder koncernens solvenskapital-
krav.
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende fastsæt-
telse af ændringerne i koncernsolvensen, når de i nærværende artikels stk. 13 omhandlede overgangsbe-
stemmelser finder anvendelse, og som vedrører:
a) eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt kapitalgrundlag og af kapital, der er skabt inden for en
koncern, som fastsat i artikel 222 og 223
b) værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i artikel 224
c) anvendelsen af beregningsmetoderne på tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber som
fastsat i artikel 225
d) anvendelsen af beregningsmetoderne på mellemliggende forsikringsholdingselskaber som fastsat i ar-
tikel 226
e) metoderne til beregning af koncernsolvens som fastsat i artikel 230 og 233
f) beregningen af koncernsolvenskapitalkravet som fastsat i artikel 231
g) fastsættelsen af kapitaltillæg som fastsat i artikel 232
h) principperne for beregning af koncernsolvensen for et forsikringsholdingselskab som fastsat i artikel
235.
Artikel 308c
Overgangsforanstaltning vedrørende risikofrie renter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende en overgangsjustering på den relevante risikofrie rentekurve, for så vidt angår
tilladelige forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser.
2. For hver enkelt valuta beregnes justeringen som en del af forskellen mellem:
a) renten som fastsat af forsikrings- eller genforsikringsselskabet i overensstemmelse med de love og
administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i direktiv 2002/83/EF på den sid-
ste dato for anvendelse af nævnte direktiv
b) den årlige effektive rente, beregnet som den enkelte diskonteringssats, der anvendt på cash flows for
porteføljen af tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser giver en værdi svarende til værdi-
en af det bedste skøn for porteføljen af forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser, hvor der tages
hensyn til tidsværdien under anvendelse af den relevante risikofrie rentekurve, jf. artikel 77, stk. 2.
Såfremt medlemsstaterne har vedtaget love og administrative bestemmelser i henhold til artikel 20, stk.
1, punkt B, litra a), nr. ii), i direktiv 2002/83/EF, fastsættes den rente, der er omhandlet i litra a) i første
afsnit af dette stykke, ved hjælp af de metoder, der anvendes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet,
på den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF.
Den del, der er omhandlet i første afsnit, falder lineært ved slutningen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber anvender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjuste-
ring, skal den relevante risikofrie rentekurve, der er omhandlet i litra b), være den i artikel 77d fastsatte
justerede relevante risikofrie rentekurve.
3. De tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter kun forsikrings- eller genforsik-
ringsforpligtelser, der opfylder følgende krav:
a) de aftaler, hvorfra forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne hidrører, blev indgået før den første
dato for anvendelsen af dette direktiv, bortset fra fornyelse af aftaler på eller efter denne dato
b) indtil den sidste dato for anvendelse af direktiv 2002/83/EF, de forsikringsmæssige hensættelser for
forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne blev fastsat i overensstemmelser med de love og admini-
340
strative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 20 i nævnte direktiv på den sidste dato for
anvendelse heraf
c) artikel 77b finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne.
4. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke medtage de tilladelige forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i beregningen af den i artikel
77d omhandlede volatilitetsjustering
b) ikke anvende artikel 308d
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender den midlertidige risikofrie rentekurve, og en kvantificering af indvirkningen på deres finan-
sielle stilling af ikke at anvende denne overgangsforanstaltning.
Artikel 308d
Overgangsforanstaltning vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan, såfremt der er indhentet forhåndsgodkendelse hos deres
tilsynsmyndighed, anvende et fradrag på de forsikringsmæssige hensættelser. Dette fradrag kan anvendes
på det i artikel 80 omhandlede niveau for homogene risikogrupper.
2. Overgangsfradraget svarer til en del af forskellen mellem følgende to beløb:
a) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, beregnet i overensstemmelse med artikel 76 på den
første dato for dette direktivs anvendelse
b) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til
genforsikringsaftaler, der beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser,
som vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 73/239/EØF, artikel 20 i direktiv 2002/83/EF og arti-
kel 32 i direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i henhold til nærværende direktivs
artikel 310.
Den maksimale del, der kan fratrækkes, falder lineært ved udgangen af hvert år fra 100 % i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 % den 1. januar 2032.
Såfremt forsikrings- og genforsikringsselskaber på den første dato for anvendelsen af dette direktiv an-
vender den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, beregnes det i litra a) omhandlede beløb med
volatilitetsjusteringen på denne dato.
3. Efter forhåndsgodkendelse fra eller på initiativ af tilsynsmyndigheden kan de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder i givet fald beløbet på volatilitetsjusteringen, der anvendes til at beregne det i stk.
2, litra a) og b) omhandlede overgangsfradrag, genberegnes hver 24. måned eller hyppigere, hvis selska-
bets risikoprofil har ændret sig væsentligt.
4. Det i stk. 2 omhandlede fradrag kan begrænses af tilsynsmyndigheden, hvis anvendelsen af det kan
medføre en reduktion af de krav til de finansielle midler, der gælder for selskabet, i forhold til dem, der
beregnes i overensstemmelse med love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til di-
rektiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 2005/68/EF dagen før disse direktiver ophæves i hen-
hold til nærværende direktivs artikel 310.
5. Forsikring- og genforsikringsselskaber, der anvender stk. 1, skal:
a) ikke anvende artikel 308c
b) såfremt de ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsfradraget, hvert år forelægge
deres tilsynsmyndighed en rapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med hensyn til ved afslutningen af den i stk. 2 omhandlede overgangsperiode at genskabe det nød-
vendige anerkendte kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller reducere deres risiko-
profil for at sikre, at de igen opfylder solvenskapitalkravet
341
c) som del af deres rapport om deres solvens og finansielle situation, jf. artikel 51, offentliggøre, at de
anvender det midlertidige fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, og en kvantificering af ind-
virkningen på deres finansielle stilling af ikke at anvende dette overgangsfradrag.
Artikel 308e
Indfasningsplan for overgangsforanstaltninger vedrørende risikofrie renter og forsikringsmæssige
hensættelser
Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der anvender de i artikel 308c eller 308d omhandlede over-
gangsforanstaltninger, underretter tilsynsmyndigheden, så snart de bemærker, at de ikke ville opfylde sol-
venskapitalkravet uden at anvende disse overgangsforanstaltninger. Tilsynsmyndigheden skal kræve, at
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre
opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kunne opfyldes uden anvendel-
se af disse overgangsforanstaltninger, forelægger det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab til-
synsmyndigheden en indfasningsplan med angivelse af de planlagte foranstaltninger til at etablere et ni-
veau for det anerkendte kapitalgrundlag, der opfylder solvenskapitalkravet, eller til at reducere dets risi-
koprofil for at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Det berørte
forsikrings- eller genforsikringsselskab kan ajourføre indfasningsplanen i løbet af overgangsperioden.
De berørte forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hvert år en rapport for deres tilsynsmyn-
dighed med angivelse af de foranstaltninger, der er truffet, og det fremskridt, der er gjort, med henblik på
at sikre opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden. Tilsynsmyndighederne
tilbagekalder godkendelsen af anvendelsen af overgangsforanstaltningen, hvis denne situationsrapport vi-
ser, at det er urealistisk at opnå opfyldelse af solvenskapitalkravet ved udgangen af overgangsperioden.
▼B
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
▼M5
1. Medlemsstaterne gennemfører og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser
for at efterkomme artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96,
98, 100-110, 112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185,
190, 192, 210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31.
marts 2015. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
▼M2
De i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser anvendes fra den ►M4 1. januar
2016 ◄.
▼B
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentlig-
gørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gæl-
dende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses
342
som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
▼M5
Uanset andet afsnit anvender medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser til at
opfylde artikel 308a fra den 1. april 2015.
▼B
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsak-
ter, der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra ►M4 1. januar 2016 ◄, dog uden at med-
lemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anven-
delse af direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
▼M5
Artikel 311
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 308a finder anvendelse fra den 1. april 2015.
Artikel 1, 2, 3, 5-9, 11, 12, 15, 16, 17, 19-22, 24, 25, 33, 57-66, 69, 70, 73, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302 og 305-308, 308b, samt bilag I og II, V, VI og
VII finder anvendelse fra den 1. januar 2016.
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter samt reguleringsmæssige tekniske standarder og gen-
nemførelsesmæssige tekniske standarder inden den i stk. 3 anførte dato.
▼B
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer
343
– passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
– fastsatte ydelser
– skadeserstatninger
– kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
– motordrevne landkøretøjer
– ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
– flodfartøjer
– indsøfartøjer
– havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget
af:
– brand
– eksplosion
– storm
– naturkræfter bortset fra storm
– kerneenergi
– jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse
8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
– almindelig insolvens
– eksportkredit
– salg på afbetaling
– hypotekforsikring
– landbrugsforsikring.
15. Kaution:
344
– direkte kaution
– indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
– arbejdsløshedsrisici
– incassotab (almindeligt)
– dårligt vejr
– tab af fortjeneste
– vedblivende almindelige omkostninger
– uforudsete handelsudgifter
– tab af salgsværdi
– husleje- eller indtægtstab
– andre indirekte handelstab
– andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
– andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
– Retshjælpsforsikring.
18) Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller
deres sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
▼C1
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygeforsikring«
▼B
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i
punkt II og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
345
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutualiste/maat-
schappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code ru-
ral«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
346
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i Rådets forordning
(EF) nr. 2157/200146).
29) for så vidt den pågældende medlemsstat giver mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et skadesforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringssel-
skaber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som
defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1435/200347).
▼B
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies regi-
stered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly
Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«, »društvo za uzajamno osiguranje«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koopera-
tīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesület«,
»külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
347
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsförenin-
gar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et livsforsikringsselskab og som alternativ til de skadesforsikringsselska-
ber, der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som define-
ret i forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par acti-
ons/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle/onderlinge verze-
keringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«,
»Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de pré-
voyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code rural«,
»mutuelles régies par le code de la mutualité«
▼M3
10a) for Republikken Kroatien: »dioničko društvo«
▼B
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
348
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »asso-
ciation d'assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik országbeli
biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friend-
ly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«
▼M5
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i punkt
1)-27) og 29), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF) nr.
2157/2001
29) for så vidt den pågældende medlemsstat åbner mulighed for, at et andelsselskabs juridiske virksom-
hedsform kan tage form af et genforsikringsselskab og som alternativ til de genforsikringsselskaber,
der er angivet i punkt 1)-28), kan et selskab tage form af et europæisk andelsselskab som defineret i
forordning (EF) nr. 1435/2003.
▼B
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
– SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
– SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
– SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
– SCR market betegner markedsrisikomodulet
– SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
349
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
– SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
– SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
– SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
– SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
– SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
– SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
– SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
350
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de for-
skellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af føl-
gende:
– SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
– SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
– SCR property betegner delmodulet »property risk«
– SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
– SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
– SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, præci-
seres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I, punkt III, nr.
G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I, nr. XI. B, ar-
tikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II, nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
351
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I, nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18,
24, 32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
352
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46,
stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, ar-
tikel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
353
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 59
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF kun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/101/EF kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
354
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/19/EF kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/37/EF kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. september 2003,
19. juni 2004 (afhængigt af den pågældende
bestemmelse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
355
BILAG VII
SAMMENLIGNINSTABEL
Direktiv
73/239/EØF
Direktiv
78/473/EØF
Direktiv
87/344/EØF
Direktiv
88/357/EØF
Direktiv
92/49/EØF
Direktiv
98/78/EF
Direktiv
2001/17/EF
Direktiv
2002/83/EF
Direktiv
2005/68/EF
Direktiv
2007/44/EF
Nærværende
direktiv
Artikel 1, stk.
1
Artikel 2 Artikel 1, stk.
1
Artikel 2, før-
ste punktum
Artikel 1, stk.
1
Artikel 1,
artikel 2, stk.
2, artikel 2,
stk. 3 og arti-
kel 267
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
2
Artikel 1, stk.
3
—
Artikel 2, nr.
1, litra a)-c)
—
Artikel 2, nr.
1, litra d)
Artikel 3, stk.
4
Artikel 3
Artikel 2, nr.
1, litra e)
—
Artikel 2, nr.
2, litra a)
Artikel 5, nr.
1)
Artikel 2, nr.
2, litra b)
Artikel 5, nr.
2)
Artikel 2, nr.
2, litra c)
Artikel 5, nr.
3)
Artikel 2, nr.
2, litra d)
Artikel 5, nr.
4)
Artikel 2, nr.
3, første —
fjerde afsnit
Artikel 6
Artikel 2, nr.
3, femte af-
snit
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 3, stk.
1, første og
andet afsnit
—
Artikel 3, stk.
1, tredje af-
snit
Artikel 4, stk.
5
Artikel 3, stk.
2
Artikel 7
Artikel 4, før-
ste punktum
Artikel 8, før-
ste punktum
Artikel 4, li-
tra a)
Artikel 8, nr.
2)
Artikel 4, li-
tra b)
—
Artikel 4, li-
tra c)
Artikel 8, nr.
3)
Artikel 4, li-
tra e)
—
Artikel 4, li-
tra f)
Artikel 8, nr.
1)
Artikel 4, li-
tra g)
Artikel 8, nr.
4)
Artikel 5, li-
tra a)
—
Artikel 5, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra o)
—
Artikel 5, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra p)
Artikel
134,stk. 1
Artikel 5, li-
tra d)
►M5 Artikel
13, nr. 27 ◄
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Artikel 14,
stk.
356
1, og stk. 2,
litra a) og b)
Artikel 7, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 5, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 15,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra a)
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 7, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
Artikel 5, stk.
2, andet af-
snit, litra b)
—
Artikel 8, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Artikel 6, stk.
1, litra a)
Bilag I Bilag IIIA og
B
Artikel 8, stk.
1, litra a), sid-
ste afsnit
Artikel 5, stk.
2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 8, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, stk.
1, litra b)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra a)
Artikel 6, li-
tra a)
Artikel 18,
stk.
1, litra b)
Artikel 8, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, stk.
1, litra c)
Artikel 6, li-
tra b)
Artikel 18,
stk. 1, litra c)
Artikel 8, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, stk.
1, litra d)
Artikel 6, li-
tra c)
Artikel 18,
stk.
1, litra d)
Artikel 8, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, stk.
1, litra e)
Artikel 6, li-
tra d)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
g) ◄
Artikel 8, stk.
1, litra f)
►C1 Artikel
18, stk. 1, li-
tra
h) ◄
Artikel 8, stk.
1, andet til
fjerde afsnit
Artikel 6, stk.
2)
Artikel 7 Artikel 19
Artikel 8, stk.
1a
Artikel 6, stk.
3
Artikel 8 Artikel 20
Artikel 8, stk.
2
Artikel 6, stk.
2
Artikel 6, stk.
4
Artikel 18,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
3, første af-
snit
Artikel 6, stk.
5, tredje af-
snit
Artikel 9, stk.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 8, stk.
3, andet afsnit
Artikel 6, stk.
3, andet af-
snit, og arti-
kel 29, første
afsnit, første
punktum
Artikel 6, stk.
5, første af-
snit
Artikel 9, stk.
2
Artikel 21,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 8, stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 6, stk.
3, tredje af-
snit, og arti-
kel 29, andet
afsnit
Artikel 21,
stk. 2
Artikel 8, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 6, stk.
3, fjerde af-
snit
Artikel 21,
stk. 3
Artikel 8, stk.
4
Artikel 6, stk.
4
Artikel 6, stk.
6
Artikel 10 Artikel 22
Artikel 9, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 7, li-
tra a)-d)
Artikel 11,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 23,
stk. 1, litra a),
c), d) og e)
Artikel 9, li-
tra e) og f)
Artikel 7, li-
tra e) og f)
Artikel 11,
stk. 2, litra a)
og b)
Artikel 23,
stk.
2, litra e)
357
Artikel 9, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra g) og h)
Artikel 7, li-
tra f) og g)
Artikel 11,
stk. 2, litra c)
og d)
Artikel 23,
stk. 2, litra a)
og d)
Artikel 10,
stk. 1
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 145,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 32,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 145,
stk. 2
Artikel 10,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 32,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 145,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 146,
stk.
1 og 2
Artikel 10,
stk. 4
Artikel 32,
stk. 4
Artikel 40,
stk. 4
Artikel 146,
stk. 3
Artikel 10,
stk. 5
Artikel 32,
stk. 5
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 146,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 6
Artikel 32,
stk. 6
Artikel 40,
stk. 6
Artikel 145,
stk. 4
Artikel 11 Artikel 33 —
Artikel 12 Artikel 56 Artikel 9 Artikel 13 Artikel 25,
andet afsnit
Artikel 12a Artikel 9a Artikel 14 og
artikel 60,
stk. 2
Artikel 26
Artikel 13,
stk. 1 og stk.
2, første af-
snit
Artikel 9, stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 10,
stk.
1, første
punktum og
stk. 2, første
afsnit
Artikel 15,
stk.
1, første af-
snit, og stk. 2
Artikel 30,
stk.
1 og stk. 2,
første afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 9, stk.
2, andet af-
snit
Artikel 30,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 10,
stk. 1, andet
og tredje
punktum
Artikel 15,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 30,
stk. 3
Artikel 13,
stk.
2, tredje af-
snit
Artikel 10,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 60,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 1
Artikel 13,
stk. 3
Artikel 9, stk.
3
Artikel 10,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
—
Artikel 14 Artikel 10 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 15,
stk.
1, stk. 2 og
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 17 Artikel 20,
stk.
1-3, og stk. 4,
andet afsnit
Artikel 32,
stk. 1
og 3
Artikel 76-86
Artikel 15,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 20,
stk.
4, første af-
snit
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 134,
stk.
2, og
artikel 173
Artikel 15a Artikel 18 Artikel 33 —
Artikel 16 Artikel 27 Artikel 35 og
36 og artikel
60, stk. 8
Artikel 87-99
Artikel 16a Artikel 28 Artikel 37-39
og
artikel 60,
stk. 9
Artikel
100-127
358
Artikel 17,
stk. 1
Artikel 29,
stk. 1
Artikel 40,
stk. 1
Artikel 128
og
artikel 129,
stk. 1, litra a)-
c), og stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 29,
stk. 2
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 129,
stk.
1, litra d)
Artikel 17a Artikel 30 Artikel 41 —
Artikel 17b Artikel 28 og
28a
Artikel 60,
stk.
10
—
Artikel 18 Artikel 31 —
Artikel 14 Artikel 11 Artikel 16 Artikel 33
Artikel 19,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 13,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 35
Artikel 19,
stk.
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
Artikel 13,
stk.
Artikel 17,
stk. 3
Artikel 34,
stk.
3, første af-
snit
3, første af-
snit og
3, første af-
snit og
og stk. 4, før-
ste
1-3, og 5-7
og andet af-
snit,
andet afsnit,
litra
andet afsnit,
litra
afsnit, litra a)
og
litra a) og b) a) og b) a) og b) b)
Artikel 19,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit, litra c)
Artikel 17,
stk.
4, første af-
snit, litra c)
Artikel 34,
stk. 8
Artikel 19,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 10 Artikel 11,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, tredje af-
snit
Artikel 17,
stk.
4, andet af-
snit
Artikel 35,
stk.
2, litra b)
Artikel 20,
stk. 1
Artikel 37,
stk. 1
Artikel 42,
stk. 1
Artikel 137
Artikel 20,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 13,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, første af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, første
afsnit
—
Artikel 20,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 13,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 37,
stk.
3, andet af-
snit
Artikel 42,
stk.
stk. 3, andet
afsnit
Artikel 139,
stk. 3
Artikel 20,
stk. 4
Artikel 13,
stk. 4
—
Artikel 20,
stk. 5
Artikel 13,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 37,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 5
Artikel 42,
stk.
2, andet af-
snit,
og stk. 4
Artikel 138,
stk. 5
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, første
punktum
Artikel 38,
stk.
1, første punk-
tum
Artikel 43,
stk. 1
Artikel 138,
stk.
2, og
artikel 139,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 1, første
afsnit, andet
punktum, li-
tra a)-e)
Artikel 38,
stk.
1, andet punk-
tum, litra a)-
e)
Artikel 43,
stk.
2, litra a)-e)
Artikel 142,
stk. 1
Artikel 20a,
stk. 2
Artikel 38,
stk. 2
Artikel 141
359
Artikel 20a,
stk. 3
Artikel 38,
stk. 3
Artikel 43,
stk. 4
Artikel 140,
stk. 2
Artikel 20a,
stk. 4
Artikel 38,
stk. 4
Artikel 43,
stk. 5
—
Artikel 20a,
stk. 5
Artikel 38,
stk. 5
Artikel 43,
stk. 6
Artikel 142,
stk. 2
Artikel 21 Artikel 11,
stk. 1
—
Artikel 22,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14 Artikel 39,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 44,
stk.
1, første af-
snit, litra a),
b) og d)
Artikel 14,
stk. 1, litra a),
b) og c)
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 44,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 14,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 22,
stk.
1, andet af-
snit, andet
punktum
Artikel 39,
stk.
1, andet af-
snit, første
punktum
Artikel 14,
stk.
2, andet afsnit
Artikel 22,
stk. 2
Artikel 39,
stk. 2
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 3
Artikel 23,
stk. 1
Artikel 51,
stk. 1
Artikel 162,
stk. 1
Artikel 23,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 51,
stk. 2
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
f) og h)
Artikel 23,
stk.
2, litra h)
Artikel 162,
stk.
2, litra g)
Artikel 24,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 54,
første afsnit,
første punk-
tum
Artikel 165,
første punk-
tum
Artikel 24,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
Artikel 54,
første afsnit,
andet punk-
tum, og tredje
afsnit
—
Artikel 25 Artikel 55 Artikel 166
Artikel 26 Artikel 56 Artikel 167
Artikel 27,
første afsnit
Artikel 52,
stk.
2, første af-
snit
Artikel 168,
første afsnit
Artikel 27,
andet afsnit
Artikel 52,
stk. 2, andet
afsnit
Artikel 168,
andet afsnit
Artikel 28 Artikel 52,
stk. 3
Artikel 170
Artikel 28a Artikel 53 Artikel 53 Artikel 164
Artikel 29 Artikel 57 Artikel 171
Artikel 29a Artikel 58 Artikel 176,
første til tred-
je afsnit
Artikel 29b,
stk. 1 og 2
Artikel 59,
stk. 1 og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 29b,
stk. 3-6
Artikel 59,
stk.
3-6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 30,
stk. 1 og stk.
2, litra a)
—
360
Artikel 30,
stk.
2, litra b)
Artikel 305,
stk. 1
Artikel 30,
stk. 4
Artikel 305,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 5
Artikel 305,
stk. 4
Artikel 31 —
Artikel 32 —
Artikel 33 Artikel 28 Artikel 62 Artikel 54,
stk. 2
Artikel 298,
stk.
2 og 3
Artikel 34 Artikel 9 Artikel 29 Artikel 11,
stk. 5
Artikel 6, stk.
5, fjerde af-
snit
Artikel 6 —
Artikel 35 Artikel 10 Artikel 10 Artikel 32 Artikel 57,
stk. 1
Artikel 11,
stk.
1-3
Artikel 31,
stk.
1 og 2
Artikel 69,
stk.
1-4
Artikel 64,
stk. 1
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 309,
stk. 1
Artikel 36 Artikel 11 Artikel 11 Artikel 33 Artikel 57,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 31,
stk.
3
Artikel 70 Artikel 64,
stk. 2
Artikel 7,stk.
2
Artikel 309,
stk. 2
Artikel 37 Artikel 34 —
Artikel 38 Artikel 12 Artikel 12 Artikel 35 Artikel 58 Artikel 13 Artikel 33 Artikel 74 Artikel 66 Artikel 9 Artikel 312
Bilag, del A Artikel 15,
stk.
2, andet af-
snit, og bilag
I,
del A
Bilag, del B Bilag I, del A
og B
Bilag, del C Artikel 16
Bilag, del D —
Artikel 1,
stk. 1, første
afsnit
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 1,
stk. 1, andet
afsnit
Artikel 190,
stk. 2
Artikel 1,
stk. 2
—
Artikel 2,
stk. 1
Artikel 190,
stk. 1
Artikel 2,
stk. 2
Artikel 190,
stk. 3
Artikel 3 Artikel 191
Artikel 4,
stk. 1
Artikel 192,
første og an-
det afsnit
Artikel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Artikel 193
Artikel 6 Artikel 195
Artikel 7 Artikel 194
Artikel 8 Artikel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Artikel 198
Artikel 3,
stk. 1
Artikel 199
Artikel 3, Artikel 200,
stk. 1, første
afsnit
361
stk. 2, første
afsnit, første
punktum
Artikel 3,
stk. 2, litra
a)-c)
Artikel 200,
stk.
2-4
Artikel 3,
stk. 3
Artikel 200,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 201
Artikel 5 Artikel 202
Artikel 6 Artikel 203
Artikel 7 Artikel 204
Artikel 8 Artikel 205
Artikel 9 Artikel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Artikel 2, li-
tra a),
b) og e)
—
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra c)
Artikel 2, stk.
1, litra e)
—
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 13,
nr.
13
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra h)
—
Artikel 3 Artikel 1, li-
tra b), andet
punk tum
Artikel 145,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 4 Artikel 187
Artikel 6 —
Artikel 7,
stk. 1), litra
a)-e)
—
Artikel 7, stk.
1, litra f)
Artikel 27 —
Artikel 7,
stk. 1, litra
g), og artikel
7,
stk. 3
—
Artikel 8,
stk. 1 og 2
Artikel 179,
stk.
1 og 2
Artikel 8,
stk. 3
—
Artikel 8, stk.
4, litra a) og
c)
Artikel 30,
stk. 1
—
Artikel 8,
stk. 4, litra d)
Artikel 179,
stk. 3
Artikel 8,
stk. 5
Artikel 179,
stk. 4
Artikel 12 —
Artikel 12a,
stk. 1-3
Artikel 150
Artikel 12a,
stk. 4, første
afsnit
Artikel 151
Artikel 12a,
stk. 4, andet
til sjette af-
snit
Artikel 152
362
Artikel 14 Artikel 34 Artikel 41 Artikel 147
Artikel 16,
stk. 1, første
og andet af-
snit
Artikel 35 Artikel 42 Artikel 148
Artikel 16,
stk. 1, tredje
afsnit
Artikel 35 Artikel 148,
stk. 2
Artikel 17 Artikel 36 Artikel 43 Artikel 149
Artikel 26 —
Artikel 27 —
Artikel 31 Artikel 299
Artikel 31 Artikel 68,
stk. 2
Artikel 300
Bilag I Artikel 23 Bilag II —
Bilag 2 A —
Bilag 2 B —
Artikel 5, 9,
10 og 11
—
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 1, li-
tra a)
Artikel 2, li-
tra a)
Artikel 1, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 1)
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra b)
Artikel 2, stk.
1, litra d)
Artikel 13,
nr. 11)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 2, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra e)
Artikel 2, stk.
1, litra f)
Artikel 13,
nr. 8), litra a)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra f)
Artikel 2, stk.
1, litra g)
—
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra i)
Artikel 2, stk.
1, litra i)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 1, stk.
1, litra j)
Artikel 2, stk.
1, litra j)
Artikel 13,
nr. 21), arti-
kel 24,
stk. 2, og
artikel 63
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 1, li-
tra d)
Artikel 1, stk.
1, litra k)
Artikel 2, stk.
1, litra k)
Artikel 13,
nr. 15)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 1, li-
tra e)
Artikel 1, stk.
1, litra l)
Artikel 2, stk.
1, litra l)
Artikel 13,
nr. 16)
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 1, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 22)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 1, li-
tra k)
Artikel 2, li-
tra h)
Artikel 1, stk.
1, litra n)
Artikel 2, stk.
1, litra m)
Artikel 13,
nr. 10)
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 1, stk.
1, litra r)
Artikel 2, stk.
1, litra n)
Artikel 13,
nr. 17)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra a)
Artikel 1, li-
tra f)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
i)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
i)
Artikel 13,
nr. 20)
Artikel 1, li-
tra l), underli-
tra b)
Artikel 1, stk.
1, litra r), nr.
ii)
Artikel 2, stk.
1, litra n), nr.
ii)
Artikel 13,
nr. 18)
Artikel 3 Artikel 188
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 14,
stk. 1
Artikel 18 Artikel 39,
stk. 1
Artikel 12,
stk.
3-6
Artikel 14,
stk.
2-5
Artikel 39,
stk.
2-6
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 15,
stk. 1
og 2
Artikel 19,
stk. 1
Artikel 57
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 22 Artikel 61
363
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 23 Artikel 62
Artikel 15a Artikel 15a Artikel 19,
stk.
2-8
Artikel 58,
stk.
1-7
Artikel 15b Artikel 15b Artikel 19a Artikel 59
Artikel 15c Artikel 15c Artikel 20 Artikel 60
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 1
Artikel 24 Artikel 64
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 16,
stk. 2
Artikel 25 Artikel 65
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 3
Artikel 26 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 16,
stk. 4
Artikel 27 Artikel 67
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 16,
stk. 5
Artikel 28,
stk. 1
Artikel 68,
stk. 1
Artikel 16,
stk. 5b, første
til fjerde af-
snit
Artikel 16,
stk. 7, første
til fjerde af-
snit
Artikel 28,
stk. 3, første
til fjerde af-
snit
Artikel 68,
stk. 3
Artikel 16,
stk. 5b, femte
afsnit
Artikel 16,
stk.
7, femte af-
snit
Artikel 28,
stk.
3, femte af-
snit
Artikel 68,
stk. 4
Artikel 16 Artikel 66
Artikel 16,
stk. 5c
Artikel 16,
stk. 8
Artikel 29 Artikel 70
Artikel 16,
stk. 5a
Artikel 16,
stk. 6
Artikel 28,
stk. 2
Artikel 68,
stk. 2
Artikel 16a,
stk. 1, litra a)
Artikel 17,
stk.
1, litra a)
Artikel 31,
stk.
1, første af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, litra a)-c)
Artikel 16a,
stk. 1, litra b)
Artikel 17,
stk.
1, litra b)
Artikel 31,
stk.
1, andet af-
snit
Artikel 72,
stk.
1, andet afsnit
Artikel 16a,
stk. 2
Artikel 17,
stk. 2
Artikel 31,
stk. 2
Artikel 72,
stk. 2
Artikel 20 Artikel 22 —
Artikel 21 Artikel 23 Artikel 34,
stk.
1-3
—
Artikel 22 Artikel 24 Artikel 34,
stk. 4
—
Artikel 25 —
Artikel 28 Artikel 33 Artikel 180
Artikel 29 Artikel 181,
stk. 1 og 3
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 181,
stk. 2
Artikel 31 Artikel 183
Artikel 38 Artikel 44 Artikel 153
Artikel 39,
stk. 2
og 3
Artikel 45 Artikel 154
Artikel 40,
stk. 2
Artikel 46,
stk. 1
Artikel 155,
stk. 8
Artikel 40,
stk. 3
Artikel 46,
stk. 2
Artikel 155,
stk. 1
Artikel 40,
stk.
4, 6-8 og 10
Artikel 46,
stk.
3, 5-7 og 9
Artikel 155,
stk.
2, 4-6 og 9
364
Artikel 40,
stk. 5
Artikel 46,
stk. 4
Artikel 155,
stk. 3
Artikel 40,
stk. 9
Artikel 46,
stk. 8
Artikel 155,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 47 Artikel 156
Artikel 42,
stk. 2
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 43,
stk. 2
og 3
Artikel 184
Artikel 44,
stk. 2
Artikel 49 Artikel 159
og bilag V
Artikel 45,
stk. 2
Artikel 189
Artikel 46,
stk. 2, første
til tredje af-
snit
Artikel 50,
stk.
1, første og
tredje afsnit,
og stk. 2
Artikel 157
Artikel 47-50 —
Artikel 51 Artikel 64 Artikel 56 —
Artikel 51,
sidste led
Artikel 1,
stk. 4
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 52 —
Artikel 54 Artikel 206
Artikel 55 Artikel 207
Artikel 24 og
26
—
Artikel 12,
stk.
1, artikel 19,
artikel 33,
artikel 37,
artikel 39,
stk. 1,
artikel 40,
stk. 1,
artikel 42,
stk. 1,
artikel 43,
stk. 1,
artikel 44,
stk. 1,
artikel 45,
stk. 1,
og artikel 46,
stk. 1
—
Artikel 1, li-
tra b)
Artikel 13,
nr. 3)
Artikel 1, li-
tra c)
Artikel 1, stk.
1, litra s)
Artikel 2, stk.
1, litra c)
Artikel 13,
nr. 4)
Artikel 1, li-
tra g)
Artikel 212,
stk.
1, litra a)
Artikel 1, li-
tra h)
Artikel 212,
stk.
1, litra b)
Artikel 1, li-
tra i)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra i)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
f) ◄
Artikel 1, li-
tra j)
Artikel 59,
stk.
2, litra a), un-
derlitra j)
►C1 Artikel
212, stk. 1, li-
tra
g) ◄
365
Artikel 1, li-
tra l)
Artikel 59,
stk.
2, litra b)
Artikel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk. 1
Artikel 3 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 214,
stk.
1 og stk. 2,
første og an-
det afsnit
Artikel 4 Artikel 59,
stk. 3
Artikel 247,
stk. 1
Artikel 5, stk.
1
Artikel 59,
stk. 4
Artikel 246
Artikel 5, stk.
2
Artikel 254,
stk. 1
Artikel 6 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 254,
stk. 2, og
artikel 255,
stk. 1 og 2
Artikel 7 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 249,
stk. 1, og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Artikel 59,
stk. 5
Artikel 245
og
246 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 9 Artikel 59,
stk. 6
Artikel 218
og
219 og
artikel 258,
stk. 1
Artikel 10 Artikel 59,
stk. 7
Artikel 218
og
219, artikel
258,
stk. 1, og
artikel
260-263
Artikel 10a Artikel 59,
stk. 8
Artikel 264
Artikel 10b Artikel 257
Artikel 12 Artikel 32 Artikel 73 Artikel 65 Artikel 8,
stk. 1
Artikel 311
Bilag I Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
213-215
og 218-246
Bilag II Artikel 59,
stk. 9, og bi-
lag II
Artikel
215-217
og 220-243
Artikel 1,
stk. 2
Artikel 267
Artikel 2, li-
tra b)
Artikel 268,
stk.
1, litra b)
Artikel 2, li-
tra c)
Artikel 268,
stk.
1, litra c)
Artikel 2, li-
tra d)
Artikel 268,
stk.
1, litra d)
Artikel 2, li-
tra f)
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, li-
tra g)
Artikel 268,
stk.
1, litra a)
366
Artikel 2, li-
tra i)
Artikel 268,
stk.
1, litra e)
Artikel 2, li-
tra j)
Artikel 268,
stk.
1, litra f)
Artikel 2, li-
tra k)
Artikel 268,
stk.
1, litra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Artikel 269
Artikel 5 Artikel 270
Artikel 6 Artikel 271
Artikel 7 Artikel 272
Artikel 8 Artikel 273
Artikel 9 Artikel 274
Artikel 10 Artikel 275
Artikel 11 Artikel 277
Artikel 12 Artikel 278
Artikel 13 Artikel 279
Artikel 14 Artikel 280
Artikel 15 Artikel 281
Artikel 16 Artikel 282
Artikel 17 Artikel 283
Artikel 18 Artikel 284
Artikel 19 Artikel 285
Artikel 20 Artikel 286
Artikel 21 Artikel 287
Artikel 22 Artikel 288
Artikel 23 Artikel 289
Artikel 24 Artikel 290
Artikel 25 Artikel 291
Artikel 26 Artikel 292
Artikel 27 Artikel 293
Artikel 28 Artikel 294
Artikel 29 Artikel 295
Artikel 30,
stk. 1
Artikel 268,
stk. 2
Artikel 30,
stk. 2
Artikel 296
Bilag Artikel 276
Artikel 1, stk.
1, litra d)
—
Artikel 1, stk.
1, litra g)
Artikel 13,
nr.
14)
Artikel 1, stk.
1, litra q)
—
Artikel 1, stk.
2
Artikel 2, stk.
3
—
Artikel 2, stk.
1
Artikel 2, stk.
3
Artikel 3, nr.
2)-
Artikel 9
367
3) og 8)
Artikel 3, nr.
5)
og 7)
Artikel 10
Artikel 3, nr.
6)
—
Artikel 5, stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 15,
stk.
2, tredje af-
snit og stk. 3,
andet afsnit
Artikel 6, stk.
5, første og
andet afsnit
Artikel 21,
stk. 1
Artikel 7, li-
tra e)
Artikel 23,
stk.
2, litra f)
Artikel 8 Artikel 12 Artikel 24,
stk. 1
Artikel 12 Artikel 208
Artikel 16,
stk. 9
Artikel 30 Artikel 69
Artikel 18,
stk.
1-6
Artikel 73
Artikel 18,
stk. 7
—
Artikel 19,
stk.
1, første af-
snit, første
led
Artikel 74,
stk. 1
►C1 Artikel
19,
stk. 1, første
afsnit, andet
led ◄
Artikel 74,
stk.
3, andet afsnit
Artikel 19,
stk.
1, andet af-
snit,
samt stk. 2 og
3
Artikel 74,
stk.
4-7
Artikel 21 Artikel 209
Artikel 25 —
Artikel 26 —
Artikel 32 —
Artikel 34 Artikel 182
Artikel 35 Artikel 186
Artikel 36,
stk. 1
Artikel 185,
stk. 1
Artikel 36,
stk. 2
Artikel 185,
stk.
4, første punk-
tum
Bilag III A Artikel 185,
stk. 6
Artikel 36,
stk. 3
Artikel 185,
stk. 7
Artikel 41 Artikel 147
Artikel 42,
stk.
1-3
Artikel 148,
stk.
1, 3 og 4
Artikel 43 Artikel 149
368
Artikel 45 —
Artikel 48 Artikel 160
Artikel 49 Artikel 159
Artikel 51,
stk.
2, litra a)-g)
Artikel 162,
stk. 2, litra a)-
e), g) og h)
Artikel 51,
stk. 3
og 4
Artikel 163
Artikel 52,
stk. 1
Artikel 169
Artikel 55,
stk. 1
og 2
Artikel 166,
stk.
1 og 2
Artikel 56 Artikel 167
Artikel 59,
stk. 1
og 2
Artikel 52,
stk. 1
og 2
Artikel 177,
stk.
1 og 2
Artikel 59,
stk. 3
og 6
Artikel 52,
stk. 3
og 4
—
Artikel 60,
stk. 1
Artikel 305,
stk.
2, andet og
tredje afsnit
Artikel 60,
stk. 2
Artikel 305,
stk. 3
Artikel 31 Artikel 61 Artikel 43
Artikel 65 Artikel 55 Artikel 301,
stk.
1 og 3
Artikel 66 Artikel 308
Artikel 67 Artikel 53 Artikel 297
Artikel 68,
stk. 1
—
Artikel 71 —
Artikel 72 Artikel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Artikel 185,
stk.
2, litra a)-c),
stk. 3 og stk.
5, første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bilag VII
Artikel 1, stk.
2, litra d)
Artikel 11
Artikel 2, stk.
1, litra a)
Artikel 13,
nr. 7)
Artikel 2, stk.
1, litra b)
—
Artikel 2, stk.
1, litra h)
Artikel 13,
nr. 9)
Artikel 2, stk.
1, litra o)
Artikel 13,
nr. 25)
Artikel 2, stk.
1, litra p)
Artikel 13,
nr. 26)
Artikel 2, stk.
1, litra q)
Artikel 210,
stk. 3
369
Artikel 2, stk.
2
—
Artikel 4, stk.
2
Artikel 15,
stk. 5
Artikel 5, stk.
1, første af-
snit og stk. 2
Artikel 17,
stk.
1 og 2, og bi-
lag IIIC
Artikel 9, nr.
1
Artikel 21,
stk. 4
Artikel 11,
stk.
1, litra b)
Artikel 23,
stk.
1, litra b)
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 32,
stk. 2
Artikel 21 —
Artikel 45 —
Artikel 46 Artikel 211,
stk.
1 og 2
Artikel 47 Artikel 158
Artikel 48 Artikel 161
Artikel 50 Artikel 175
Artikel 51 Artikel 176
Artikel 54,
stk. 1
Artikel 298,
stk. 1
Artikel 61 Artikel 308
Artikel 62 Artikel 12
Artikel 63 Artikel 307
Artikel 57-60
og bilag II
—
Artikel 1,
nr. 4,
artikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Artikel 58,
stk. 8
Artikel 8,
stk. 2
Artikel 312
370
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1).
33) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).
35) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
36) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
37) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om op-
rettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
38) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
39) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
40) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
41) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.
42) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.
43) Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensi-
oner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34).
44) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
45) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
46) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
47) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
371