KUU alm. del - svar på spm. 266 om oversendelse af oversigt, der viser Danmarks praksis sammenlignet med praksis i henholdsvis Sverige, Norge og Tyskland i forhold til niveauet for strafudmåling og tortgodtgørelse ved publicering af urigtige historier, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 266 (Alm. del), som Folketin-
gets Kulturudvalg har stillet til justitsministeren den 12. september 2014.
Mette Frederiksen
/
Christian Hesthaven
Folketinget
Kulturudvalget
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 18. december 2014
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Morten Holland Heide
Sagsnr.: 2014-0032-1473
Dok.: 1308536
Kulturudvalget 2013-14
KUU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 266
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 266 (Alm. del) fra Kulturudvalget:
”Vil ministeren oversende en oversigt, der viser Danmarks
praksis sammenlignet med praksis i henholdsvis Sverige, Nor-
ge og Tyskland i forhold til
– niveauet for strafudmåling og tortgodtgørelse ved publice-
ring af urigtige historier
– niveauet for strafudmåling og tortgodtgørelse ved bagvaskel-
se og krænkelse af privatlivets fred.”
Svar:
1. Som det fremgår af Justitsministeriets svar af 5. september 2014 på
spørgsmål nr. 238 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg (2013-14), in-
deholder straffeloven ikke bestemmelser, der specifikt kriminaliserer me-
diers publicering af urigtige historier. Mediers publicering af urigtige hi-
storier vil imidlertid efter omstændighederne kunne indebære overtrædelse
af bestemmelser i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser.
Dette gælder særligt § 267 om ærekrænkelse og § 268 om bagvaskelse
samt § 264 d om krænkelse af privatlivets fred.
Der henvises for så vidt angår strafniveauet efter straffelovens §§ 264 d og
267-268 i sager mod medier og niveauet for tortgodtgørelse til det oven-
nævnte svar på spørgsmål nr. 238 (Alm. del) fra Folketingets Kulturud-
valg.
2. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet
myndighederne i Sverige, Norge og (via Udenrigsministeriet) Tyskland
om følgende oplysninger om retstilstanden i det pågældende land:
1) Er der bestemmelser, der specifikt kriminaliserer det forhold, at et
medie bringer en urigtig historie? Hvilke bestemmelser er der i gi-
vet fald tale om, og hvad er strafferammen og strafniveauet i prak-
sis?
2) Kan der, uanset svaret på spørgsmål 1, straffes for mediers over-
trædelse af bestemmelser som f.eks. ærekrænkelse, bagvaskelse el-
ler krænkelse af privatlivets fred? Hvad er i givet fald strafferam-
men og strafniveauet i praksis? I den forbindelse oplyste Justitsmi-
nisteriet om indholdet af den danske straffelovs § 267 om ære-
krænkelse, § 268 om bagvaskelse og § 264 d krænkelse af privatli-
vets fred.
3) Hvilke muligheder er der for godtgørelse som krænket, og hvad er
niveauet for en sådan godtgørelse i praksis?
3
3. Justitiedepartementet i Sverige har hertil oplyst følgende:
”I Sverige regleras den generella yttrandefriheten i en av våra
grundlagar, regeringsformen. Två andra grundlagar, tryckfri-
hetsförordningen (TF) och yttrandefrihetsgrundlagen (YGL),
reglerar specifikt yttrandefriheten i medierna. TF reglerar fri-
heten att yttra sig i tryckt skrift, t.ex. böcker och tidningar, och
YGL reglerar yttrandefriheten i medier som radio, TV; film
och ljudupptagningar. YGL omfattar även delar av internet,
nämligen, något förenklat, hemsidor knutna till traditionella
medier och hemsidor som har ett s.k. utgivningsbevis. Så kal-
lade sociala medier omfattas vanligen inte av TF/YGL.
Att ett medium omfattas av TF eller YGL medför en längre
gående yttrandefrihet än vad som annars skulle vara fallet. Det
finns dock gränser för vad man får uttrycka även i dessa me-
dier – men det är endast de brott som särskilt anges i TF som
kan leda till straffansvar när de begås i medier som omfattas av
TF eller YGL. Bland dessa brott finns t.ex. förtal och föro-
lämpning. Förtal och förolämpning är alltså straffbart även när
brotten begås i t.ex. tv, radio och tidningar.
1. Det finns ingen bestämmelse som uttryckligen straffbeläg-
ger falska uppgifter eller berättelser i medier – oavsett om
det rör sig om medier som omfattas av TF/YGL eller me-
dier som inte gör det (främst de delar av internet som faller
utanför TF/YGL).
2. För förtal är straffskalan böter, men om det är fråga om
grovt förtal är straffskalan böter eller fängelse i högst två
år. I praktiken döms det nästan alltid till dagsböter, även
för grova brott. Det har dock förekommit att straffet har
blivit villkorlig dom förenat med dagsböter.
För förolämpning är straffskalan böter eller fängelse i sex
månader. I praktiken döms alltid till böter för detta brott.
Det finns inte något brott motsvarande kränkelse av privat-
livets fred. En tidigare utredning, Yttrandefrihetskommit-
tén, övervägde att införa ett brott avseende privatlivskränk-
ning på TF/YGL:s område. Kommittén kom dock fram till
att integritetskränkningar av allvarligare slag nästan bara
förekom utanför TF/YGL:s tillämpningsområde och att det
därför inte fanns tillräckliga skäl att införa ett sådant brott,
som skulle kunna leda till att medierna blev onödigt försik-
tiga i sin publicistiska verksamhet. Kommittén ansåg dock
att det fanns skäl för regeringen att överväga lagstiftning
utanför TF/YGL:s område. Mot bakgrund av detta har re-
geringen tillsatt en utredning som har till uppdrag att utreda
bland annat om det – utanför det område som omfattas av
4
TF/YGL – finns behov av ett utvidgat straffrättsligt skydd
mot spridning av bilder eller andra uppgifter med ett in-
tegritetskänsligt innehåll.
Kränkande fotografering är dock straffbelagt och straffska-
lan är böter eller fängelse i högst två år. Detta brott avser
dock bara själva fotograferingen och inte spridningen av
bilder.
3. En person som har utsatts för förtal eller förolämpning har
möjlighet att få skadestånd. Det finns ingen nedre eller
övre gräns. I praxis har belopp om 25 000 – 100 000 kr fö-
rekommit när det har varit fråga om förtal som fått stor
spridning i medierna.
[…]
Aktuella bestämmelser i brottsbalken:
Kränkande fotografering, 4 kap. 6 a §
Den som olovligen med tekniskt hjälpmedel i hemlighet tar
upp bild av någon som befinner sig inomhus i en bostad eller
på en toalett, i ett omklädningsrum eller ett annat liknande ut-
rymme, döms för kränkande fotografering till böter eller fäng-
else i högst två år.
Till ansvar ska det inte dömas om gärningen med hänsyn till
syftet och övriga omständigheter är försvarlig.
Första stycket gäller inte den som med tekniskt hjälpmedel tar
upp bild av någon som ett led i en myndighets verksamhet.
Förtal, 5 kap. 1 §
Den som utpekar någon såsom brottslig eller klandervärd i sitt
levnadssätt eller eljest lämnar uppgift som är ägnad att utsätta
denne för andras missaktning, dömes för förtal till böter.
Var han skyldig att uttala sig eller var det eljest med hänsyn till
omständigheterna försvarligt att lämna uppgift i saken, och vi-
sar han att uppgiften var sann eller att han hade skälig grund
för den, skall ej dömas till ansvar.
Grovt förtal, 5 kap. 2 §
Är brott som i 1 § sägs att anse som grovt, skall för grovt förtal
dömas till böter eller fängelse i högst två år.
Vid bedömande huruvida brottet är grovt skall särskilt beaktas,
om uppgiften genom sitt innehåll eller den omfattning i vilken
5
den blivit spridd eller eljest var ägnad att medföra allvarlig
skada.
Förolämpning, 5 kap. 3 §
Den som smädar annan genom kränkande tillmäle eller be-
skyllning eller genom annat skymfligt beteende mot honom,
dömes, om gärningen ej är belagd med straff enligt 1 eller 2 §,
för förolämpning till böter.
Är brottet grovt, dömes till böter eller fängelse i högst sex må-
nader.”
4. Det norske Justis- og beredskapsdepartementet har oplyst følgende:
”Spørsmål 1:
Det er ingen bestemmelse i den norske straffeloven som
spesifikt kriminaliserer det forhold at media bringer videre en
uriktig historie. En uriktig historie kan etter omstendighetene
rammes av de alminnelige bestemmelsene om for eksempel
ærekrenkelser (straffeloven §§ 246-254) eller av
bestemmelsene om forseelser forøvet ved trykt skrift
(straffeloven §§ 428-434). Andre straffebud kan også være
aktuelle, for eksempel straffeloven § 135a om hatefulle
ytringer. Hvorvidt historien er sann eller usann vil være et
viktig moment ved vurderingen av om ærekrenkelsen mv. er
straffbar, se straffeloven § 249.
Det kan bli tale om straffansvar for det eller de individer som
har overtrådt den aktuelle straffebestemmelsen, og/eller for det
eller de individer som har medvirket. Bestemmelsene om
foretaksstraff i straffeloven §§ 48a og 48b åpner også for å
straffe selve medieforetaket, men den praktiske hovedregel er
at foretaksstraff ikke benyttes mot medievirksomheter.
Straffeloven § 431 om redaktøransvar hjemler et selvstendig
straffansvar for redaktøren. Ansvaret i § 431 er betinget av at
redaktøren ville ha oppfylt skyldkravet i det prinsipale
straffebudet (for eksempel § 247) dersom han hadde kjent
innholdet i artikkelen etc. Formålet med redaktøransvaret er å
ramme de tilfellene hvor medvirkningsstraff ikke kan benyttes
fordi skyldkravet i det prinsipale straffebudet ikke er oppfylt.
Hvis redaktøren faktisk kjente til innholdet i artikkelen og
likevel lot den trykke, straffes han ikke etter § 431, men for
medvirkning etter det prinsipale straffebudet. Straffeloven §
436 inneholder en definisjon av redaktørbegrepet.
Når det spesielt gjelder media, kan vi også nevne at det etter
straffeloven § 247 annet punktum gjelder en forhøyet
strafferamme ved ærekrenkelser forøvet i trykt skrift. Det kan
6
også nevnes at etter straffeloven § 254 gjelder det straffritak
for teknisk personale.
Spørsmål 2:
I tabellen under har vi inntatt straffelovens bestemmelser om
ærekrenkelser (§§ 246-248) og krenkelse av privatlivets fred (§
390). Strafferammene fremgår av de enkelte bestemmelsene.
Når det gjelder straffutmålingen i praksis, dreier de fleste
ærekrenkelsessaker i Norge i dag seg om erstatning,
oppreisning og/eller mortifikasjon. Fengsels- og bøtestraff er
lite aktuelt. Vi kan ikke se at det finnes saker fra Norges
Høyesterett eller lagmannsrettene hvor det har blitt idømt straff
for ærekrenkelser (§§ 246-248) de siste 20 år. Vi kan heller
ikke se at det finnes saker fra Norges Høyesterett eller
lagmannsrettene de siste 20 år hvor det er idømt straff for
mediers overtredelse av § 390. For ordens skyld gjøres
oppmerksom på at vi ikke har undersøkt praksis fra tingrettene.
Når det gjelder straffeloven § 135a, ble en mann i 2008 dømt
til fengsel i 45 dager for å ha fremsatt rasistiske ytringer i et
intervju med avisen VG, men det ble ikke reist straffesak mot
avisen eller dens medarbeidere.
Straffelovens bestemmelser om ærekrenkelse
og krenkelse av privatlivets fred
§ 246
Den som rettsstridig ved ord eller handling
krenker en annens æresfølelse eller som
medvirker dertil, straffes med bøter eller med
fengsel inntil 6 måneder.
§ 247
Den som i ord eller handling optrer på en måte
som er egnet til å skade en annens gode navn og
rykte eller til å utsette ham for hat, ringeakt eller
tap av den for hans stilling eller næring fornødne
tillit, eller som medvirker dertil, straffes med
bøter eller med fengsel inntil 1 år. Er
ærekrenkelsen forøvet i trykt skrift eller i
kringkastingssending eller ellers under særdeles
skjerpende omstendigheter, kan fengsel inntil 2
år anvendes.
§ 248
Har den efter § 247 skyldige handlet mod bedre
Vidende, straffes han med Fængsel indtil 3 Aar.
Under særdeles formildende Omstændigheder
kan Bøder anvendes.
§ 390
Med bøter eller fengsel inntil 3 måneder straffes
den som krenker privatlivets fred ved å gi
offentlig meddelelse om personlige eller huslige
7
forhold.
§§ 250 og 254 får tilsvarende anvendelse.
Er forseelsen forøvet i trykt skrift, kan
inndragning besluttes i samsvar med § 38.
Offentlig påtale finner bare sted når det begjæres
av fornærmede og finnes påkrevet av almene
hensyn.
Vi gjør for ordens skyld oppmerksom på at de overnevnte
straffebestemmelsene er en del av någjeldende straffelov
(straffeloven 1902). I løpet av 2015 vil ny straffelov
(straffeloven 2005) tre i kraft, hvilket innebærer en del
endringer i rettstilstanden. Den nye straffeloven viderefører
ikke straffebudene om ærekrenkelser. Straffeloven §§ 135a og
390 videreføres, i hovedsak uten innholdsmessige endringer.
Den nye straffeloven viderefører med visse endringer også §§
428, 429, 430, 431, 433 og 436.
Når de gjelder de vurderinger som ble foretatt i forbindelse
med ny straffelov – hvor altså ærekrenkelser ikke lenger vil
være straffbare, viser vi til Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) punkt
5.13 (redaktøransvar) og 5.14 (ærekrenkelser). Der er det også
redegjort for gjeldende rettstilstand. Dokumentet finnes her:
http://www.regjeringen.no/en/dep/jd/dok/regpubl/otprp/2008-
2009/otprp-nr-22-2008-2009-.html?id=540219
Spørsmål 3:
Den norske skadeserstatningsloven § 3-6 inneholder regler om
erstatning ved ærekrenking og krenking av privatlivets fred.
Bestemmelsen er inntatt i tabellen under.
Skadeserstatningsloven
§ 3-6
Den som har krenket en annens ære eller
privatlivets fred, skal, såfremt han har vist
uaktsomhet eller vilkårene for straff er til stede,
yte erstatning for den lidte skade og slik erstatning
for tap i fremtidig erverv som retten under hensyn
til den utviste skyld og forholdene ellers finner
rimelig. Han kan også pålegges å betale slik
erstatning (oppreisning) for skade av ikke
økonomisk art som retten finner rimelig.
Er krenkingen forøvd i trykt skrift, og noen som
har handlet i eierens eller utgiverens tjeneste er
ansvarlig etter første ledd, hefter også eier og
utgiver for erstatningen. Det samme gjelder
oppreisning pålagt etter første ledd, med mindre
retten av særlige grunner finner å burde frita dem.
Eier eller utgiver kan også pålegges slik ytterligere
oppreisning som retten i forhold til dem finner
rimelig. Norsk Rikskringkasting hefter på
8
tilsvarende måte når noen som handler i
institusjonens tjeneste er ansvarlig etter første ledd
for sending i kringkastingen. Det samme gjelder
for annen institusjon som driver kringkasting.
I dom som går ut på straff eller mortifikasjon, kan
retten tilplikte domfelte å betale til fornærmede et
beløp til kunngjøring av dommen. Det samme
gjelder ved domfelling etter straffelovens § 130.
Ansvaret for krenking forøvd i blad eller tidsskrift
som er trykt i riket, omfatter ikke den som bare
har deltatt ved teknisk framstilling eller
distribusjon av skriftet. Tilsvarende gjelder for
kringkastingssending.
Man har «krenket en annens ære» i § 3-6 når den objektive
gjerningsbeskrivelsen i straffeloven §§ 246-248 er oppfylt, og
man har «krenket […] privatlivets fred» når
gjerningsbeskrivelsen i straffeloven § 390 er oppfylt.
Erstatningsutmålingen skal omfatte det faktiske økonomiske
tap. Skadevolderen kan også pålegges å betale
oppreisningserstatning for ikke-økonomisk tap, hvilket utmåles
skjønnsmessig fra sak til sak.
Under har vi inntatt et utvalg av rettsavgjørelser fra Norges
Høyesterett vedrørende erstatning og oppreisning for
ærekrenkelser og krenking av privatlivets fred etter
skadeserstatningsloven § 3-6.
Rt. 2014 s. 152: En mann av somalisk opprinnelse som hadde
fått hjerneskade etter å ha blitt slått ned i en park, ble ikke tatt
med av en ambulanse som kom til stedet. En av
ambulansesjåførene reiste ærekrenkelsessak mot avisen
Dagbladet som følge av avisens omtale av saken. Omtalen
inneholdt grove beskyldninger om graverende og
diskriminerende pasientbehandling. Høyesterett fant at omtalen
var i strid med straffeloven §§ 246 og 247, og tilkjente
ambulansesjåføren en oppreisning på kr. 200 000.
Rt. 2003 s. 928: Saken gjaldt krav om mortifikasjon av og
oppreisning for ærekrenkende utsagn i avisen Tønsbergs Blad
angående påstått manglende etterlevelse av boplikt i Tjøme
kommune, jf. straffeloven § 247. Høyesterett fant at avisen
hadde fremsatt en usann ærekrenkende beskyldning, og
Tønsbergs Blad AS og ansvarlig redaktør ble dømt til å betale
oppreisning på kr. 50 000.
Rt. 1999 s. 1541: En ikke-navngitt politimann, men som kunne
gjenkjennes på et bilde i forbindelse med et oppslag i avisen
Dagbladet med overskriften «Her slår politiet», ble tilkjent kr.
9
100 000 i oppreisning fra avisen for ærekrenkelse, jf.
straffeloven § 247 og skadeserstatningsloven § 3-6. Etter
rettens vurdering var avisen i utgangspunktet i sin fulle rett til
å publisere materiale fra videofilmen som lå til grunn for
oppslagene, men det var ikke undersøkt godt nok om det var
lovlig grunnlag for politiets konkrete maktanvendelse.
Rt. 1994 s. 174: En kjøpmann hadde inngått avtale med en 63-
årig dame om overtagelse av hennes leilighet. Avisen VG
omtalte avtalen ved bl.a. å benytte karakteristikken "ren
utbytting" og forøvrig på en måte som ikke ga et balansert
bilde av avtalen. Retten fant at omtalen var i strid med
straffeloven § 247 og kjøpmannen ble tilkjent kr. 200 000 i
oppreisning og kr. 200 000 i erstatning.
Rt. 1987 s. 764: Avisen VG bragte uriktige påstander om
borerigger produsert ved et norsk verksted. Påstandene var i
strid med straffeloven § 247. Journalisten og redaktøren ble
pålagt et oppreisningsansvar på kr. 25 000 hver, og avisen ble
tilpliktet å betale oppreisning på kr. 700 000.
Rt. 2007 s. 687: To tidligere Big Brother-deltakere krevde
økonomisk oppreisning av ukebladet Se og Hør for tre
reportasjer som de hevdet innebar en rettsstridig krenking av
deres privatliv. Se og Hør og redaktøren ble dømt til å betale
oppreisning til hver av de to med henholdsvis kr 160.000 og kr
30.000. Journalisten som sto bak de to første reportasjene ble
dømt til å betale kr 10.000 til hver av de to, mens journalisten
bak den tredje reportasjen ble dømt til å betale kr 20.000 til
den ene deltakeren.
For ordens skyld gjør vi oppmerksom på at den nye
straffeloven ikke avskjærer muligheten til å kreve erstatning og
oppreisning for ærekrenkelser. Det vil kunne fremdeles kunne
kreves erstatning og oppreisning for ærekrenkelser (og
krenking av privatlivets fred) selv om ærekrenkelser ikke
lenger er straffbare.”
Det norske Justis- og beredskapsdepartementet har efterfølgende oplyst, at
Norges Høyesterett den 9. december 2014 afsagde dom i en sag vedrøren-
de §§ 3-6 i den norske skadeserstatningslov. Justis- og beredskapsdepar-
tementet har bl.a. sendt følgende korte omtale af dommen:
”HR-2014-02398-A: Saken gjaldt krav fra en tidligere kirurg
ved Nordlandssykehuset om oppreisningserstatning for
ærekrenkende utsagn i en artikkelserie i Avisa Nordland.
Avisen hadde blant annet omtalt to operasjoner som kirurgen
hadde foretatt sammen med en kollega på to navngitte kvinner
hvor det forelå mistanke om kreft i bukspyttkjertelen. Legene
ble beskyldt for å ha begått grove feil ved – uten grunn – å ha
10
operert friske personer og påført dem ubotelig skade ved å
fjerne viktige organer. Høyesterett konkluderte med at
fremstillingen av operasjonen i avisen var i strid med den
objektive gjerningsbeskrivelsen i straffeloven § 247, og
tilkjente kirurgen oppreisningserstatning på kr. 400.000.”
5. Den danske Ambassade i Berlin har på baggrund af oplysninger fra
Forbundsjustitsministeriet oplyst følgende:
”Strafferetlige bestemmelser ved udbredelsen af falske op-
lysninger i medierne
Der findes i Tyskland strafferetlige bestemmelser, der kommer
i betragtning i sådanne tilfælde. Udover at forholde sig til de
urigtige oplysninger, kræves der yderligere forudsætninger.
De relevante bestemmelser i straffeloven (Strafgesetzbuch, i
det følgende forkortet StGB) omhandler æreskrænkelser §§
185-188. Hvilken konkret bestemmelse, der finder anvendelse,
beror på sagens forhold og en individuel vurdering.
Krænkelse ifølge § 185 StGB: Udbredelsen af en usand histo-
rie i medierne opfylder bestemmelserne i § 185, hvis der ud-
bredes en negativ værdidom (Werturteil) om den berørte per-
son. Værdidomme er udtalelser, der er præget af subjektive
overbevisninger eller meninger, og derfor ikke kan være enten
sande eller falske, men kun ifølge en personlig vurdering kan
være sande eller falske (jf. afgørelse ved Forbundsforfatnings-
domstolen fra 22.6.1982, 1 BvR 1376/79). Strafferammen er
fængsel i op til to år eller bødestraf.
Bagvaskelse ifølge § 186 StGB: Den, som hævder eller ud-
breder noget – f.eks. gennem medierne – om en anden person,
som er egnet til at foragte eller nedgøre denne person i den of-
fentlig diskurs, overtræder § 186, hvis påstanden ikke kan be-
vises som værende rigtig. Den objektive strafbarhed i denne
straffelovsovertrædelse afhænger af den manglende dokumen-
tation for påstanden.
Ordlyden i § 186 er:
§ 186 Bagvaskelse (Üble Nachrede)
Den, som hævder eller udbreder noget – f.eks. gennem medi-
erne – om en anden person, som er egnet til at foragte eller
nedgøre denne person i den offentlige diskurs, hvis påstanden
ikke kan bevises som værende rigtig, straffes med fængsel i
indtil ét år eller med bøde. Hvis forholdet er sket offentligt el-
ler gennem udbredelsen i medier (jf. § 11, afsnit 3) er straffen
op til to års fængsel eller bøde.
11
Injurier ifølge § 187 StGB: Sker udbredelsen af denne på-
stand, som har til hensigt at foragte eller nedgøre en person i
den offentlige diskurs eller for at skade personens ry, ydermere
mod bedre vidende, dvs. straffeovertræderen udbreder påstan-
den med viden om, at oplysningen er usand, kommer der tillige
en overtrædelse af § 187 StGB, injurier, på tale.
Denne bestemmelse lyder:
§ 187 Injurier (Verleumdung)
Den, som mod bedre vidende fremsætter eller udbreder en på-
stand om en anden person, som er egnet til at foragte, nedgøre
personen i det offentlige diskurs eller skade personens ry, straf-
fes med fængsel i op til to år eller med bøde. Hvis overtrædel-
sen sker offentligt, i en forsamling eller ved udbredelsen i me-
dier (jf. § 11, afsnit 3) er straffen fængsel indtil fem år eller
bødestraf.
Til en dom for injurier (§ 187 StGB) er det nødvendigt, at det
usande i påstanden er bevist og at lovovertræderen havde sik-
kert kendskab om det usande i den fremsatte påstand.
Til en dom for bagvaskelse (§ 186 StGB) er det dog tilstrække-
ligt, hvis påstandens sandhed ikke er bevist. Det er således ikke
nødvendigt over for lovovertræderen at bevise usandheden i
den fremsatte påstand.
Bagvaskelse og injurier mod personer inden for det politiske
liv, jf. § 188 StGB: Der er tale om skærpende omstændigheder,
hvis fremsættes en usand historie med fokus på en person in-
den for det politiske liv. Strafferammen er fængsel fra tre må-
neder til fem år. Er der tale om æreskrænkelse under samme
forudsætninger, er strafferammen fængsel fra seks måneder til
fem år.
Retsstatistik
Retsstatistikken indeholder ingen oplysninger om hvilke af
ovennævnte bestemmelser, der overtrædes specifikt inden for
medierne. Alment betragtet kan der oplyses følgende:
Politianmeldelser i 2012 Domsafsigelser 2012
§§ 185-189: 216.528 23.517 (heraf 20.101
voksne personer)
§ 185: 185.042 23.011
§ 186: 12.513 242
§ 187: 18.721 254
§ 188: 158 4
§ 189 (om af- 94 6
12
døde):
Kriminologisk set bemærkes det i Justitsministeriet, at anmel-
delsesparatheden i befolkningen nok er lav. Af alle anmeldte
tilfælde kommer kun få til en domsafsigelse, da der hyppigt
henvises til den private/civilretlige klagevej eller sagerne ind-
stilles pga. sagens ubetydelighed.
Strafudmålingen i de afsagte domme vil som regel være bødes-
traf. Af de i 2012 afsagte domme ifølge § 185 (krænkelse) blev
1.001 eller 4,8 % straffet med fængsel, heraf 659 gjort betin-
get. Bødestraffen udmåles som en dagbøde og befinder sig i
det nedre område:
20.101 bødestraffe for krænkelse (voksne) blev fordelt på:
3.192 med 5-15 dagbøder (ca. 16%)
8.793 med 16-30 dagbøder (ca. 44%)
7.511 med 31-90 dagbøder (ca. 37%)
591 med 91-180 dagbøder (ca. 3%)
14 med 181-360 dagbøder.
Bagvaskelse (§ 186 StGB): 235 dømte iht. bestemmelserne for
voksne, heraf fire som fængsel og 231 som bødestraf.
Injurier (§ 187 StGB): 236 dømte iht. bestemmelserne for
voksne, heraf 15 som fængsel og 221 som bødestraf.
Overtrædelse i forbindelse med krænkelse af privatlivets
fred, §§ 201-206 StGB
Det afhænger af, hvorledes privatlivets fred er overtrådt.
Grundlæggende reguleres det i straffelovens kapitel 15, om-
handlende de personlige livsområder og hemmeligholdelse af
disse. Her kan særligt nævnes krænkelse af ordets fortrolighed
(§ 201), krænkelse af det privatlivet ved billedoptagelser (§
201a), krænkelse af brevhemmeligheden og personlige infor-
mationer (§ 202a) samt opfangning af informationer (§ 202b).
Strafferammen ved forhold ifølge straffelovens kapitel 15 vari-
erer afhængig af overtrædelsen mellem fængsel i ét, to, tre eller
fem år eller bødestraf.
Også her har retsstatistikken ingen særlige oplysninger om
overtrædelser i medierne, men udelukkende almene oplysnin-
ger:
Politianmeldelser i 2012 Domsafsigelser i 2012
§ 201: 704 79
§ 201a: 4.108 185
13
§ 202: 3.619 21
§ 202a: 12.568 58
§ 202b: 364 5
§ 202c: 2.977 1
§ 203: 473 15
§ 204: 14 3
§ 206: 1.625 220
Civilretlige krav
Der henvises i det følgende til Bürgerliches Gesetzbuch, the
German Civil Code, som kan læses på engelsk her:
http://www.gesetze-im-
internet.de/englisch_bgb/englisch_bgb.html#p3427.
Ved siden af de strafferetlige komponenter kan der stilles pri-
vate erstatningskrav samt krav om fjernelse af de urigtige op-
lysninger, hvis et juridisk gode jf. § 823, Bürgerliches Gesetz-
buch er overtrådt.
Ҥ 823 Erstatningsansvar
(1) En person, der forsætligt eller uagtsomt uretmæssigt skader
liv, legeme, helbred, frihed, ejendom eller anden rettighed for
en anden person er erstatningsansvarlig over for den anden part
for tab som følge heraf.
(2) Den samme pligt påhviler en person, der overtræder en be-
stemmelse, der har til formål at beskytte en anden person. Hvis
bestemmelsen ifølge sit indhold kan være overtrådt, selv om
der ikke foreligger forsæt eller uagtsomhed, ifaldes der kun
ertstaningsansvar i tilfælde af forsæt eller uagtsomhed.” [Over-
sat til dansk af Justitsministeriet].
Beskyttelsen ifølge § 823 omfatter ligeledes den ”Almindelige
Personlighedsret”. Beskyttelsen omfatter den enkeltes ret til
agtelse af vedkommendes personlige og sociale identitet såvel
som udfoldelsen af sin personlighed. Den Almindelige Person-
lighedsret beskytter også æren og retten til en informations-
mæssig selvbestemmelse, hvorved det grundlæggende er op til
enhver at bestemme, hvilke personlige oplysninger, der skal
offentliggøres.
Indtræder der en ulovlig situation, kan der iht. § 823 sammen
med § 1004 begæres fjernelse af oplysningerne samt ophør af
videre udbredelse, tilbagekaldelse af ærekrænkende påstande
og en korrektur af påstanden. Der kan også begæres en supple-
ring af eventuelt mangelfulde påstande, som placerer den be-
rørte i et dårligt lys.
Ved en krænkelse af den Almindelige Personlighedsret ud over
dette, kan anklageren forlange erstatning af formueskader, jf. §
14
823 og § 249 og erstatning for immaterielle skader, hvis der fo-
religger en tungtvejende krænkelse af Personlighedsretten og
begrænsningen i Personlighedsretten ikke på andre tilfredsstil-
lende måder kan udlignes.
Ikke alle begrænsninger i den Almindelige Personlighedsret er
retsligt betragtet en relevant krænkelse. Der er i tysk civilret ta-
le om sagsforhold, som vil bero på et konkret skøn. Derfor skal
det ulovlige i et indgreb kunne bevises. Indgreb i menneskers
intimsfære, som omfatter den højstpersonlige og private livs-
udfoldelse som f.eks. fortrolige breve, er til enhver tid forbudt.
Ved indgreb i social- eller privatsfæren underkastes den ulov-
lige personlighedskrænkelse en omfattende afvejning af per-
sonlige ejendele og interesser. Privatsfæren defineres som det
afgrænsede område, som andre mennesker kun har adgang til
ved tilsagn fra den berørte og som er udelukket fra offentlighe-
den. Privatsfæren er det selvbestemmende værn ved offentlig-
gørelsen af private livsforhold. Socialsfæren er bredere define-
ret og afskærmer menneskets særpræg i dets relationer til om-
verdenen som f.eks. beskæftigelse, offentlighed og økonomisk
virke. Ved afvejningen modsvares graden af personligheds-
retskrænkelsen i de forskellige områder af omverdenen med in-
teressen herfor i offentligheden. Ved domsafsigelser tages der
hensyn til, i hvilket omfang en berørt person kan identificeres
og hvor stort et kendskab til personen, der er tale om.
Sager ved det Tyske Pressenævn
I tilgift til de oven for nævnte retslige bestemmelser, er der til
enhver tid mulighed for at indgive klage over journalistiske bi-
drag i aviser, tidsskrifter og i deres online-formater til det tyske
pressenævn og anmode om en presseetisk afgørelse. Det tyske
pressecodex kan læses på engelsk her:
http://www.presserat.de/fileadmin/user_upload/Downloads_Da
teien/Pressekodex13english_web.pdf
Codex’et indeholder 16 målestokke for journalistisk arbejde til
sikring af overholdelse af fagets etiske forpligtelser. Codex’et
indeholder endvidere retningslinjer for dementi og korrigering
af urigtige oplysninger. Der blev iflg. Nævnet i 2013 indgivet
1.347 klager, heraf 80 % fra privatpersoner og 20 % fra for-
eninger, partier eller virksomheder.”