Fremsat den 17. december 2014 af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen)

Fremsat den 17. december 2014 af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen)
Forslag
til
Lov om ændring af forældreansvarsloven og retsplejeloven
(Imødegåelse af samarbejdschikane m.v.)
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1085 af
7. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 21 indsættes før overskriften før § 22:
»§ 21 a. Fastsat eller aftalt samvær bortfalder kun, når
forældrene har aftalt det, eller når statsforvaltningen, mini-
steren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold el-
ler fogedretten har truffet afgørelse om bortfald af samvær
efter § 21 eller § 29, stk. 3, eller efter § 536, stk. 4, i retsple-
jeloven.«
2. I § 29, stk. 2, indsættes efter »stk. 1«: »under en sag om
samvær«.
3. I § 29 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 under en sag om foræl-
dremyndighed eller barnets bopæl bliver endelig, når der
foreligger en endelig afgørelse om forældremyndighed eller
barnets bopæl, der kan fuldbyrdes, eller en aftale om foræl-
dremyndigheden eller om barnets bopæl.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. Efter § 29 indsættes før overskriften før § 30:
»§ 29 a. Har barnet ikke samvær med den forælder, der
anmoder om samvær, skal statsforvaltningen hurtigst muligt
og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fast-
sættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kon-
taktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse.«
5. I § 31 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Parterne har pligt til at deltage i mødet, medmin-
dre helt særlige omstændigheder gør sig gældende.«
6. Efter § 32 indsættes før overskriften før § 33:
»§ 32 a. Statsforvaltningen tilbyder forældrene børnesag-
kyndig rådgivning, når fogedretten efter retsplejelovens
§ 537, stk. 4, har udsat fuldbyrdelse af forældremyndighed,
barnets bopæl eller samvær. Rådgivning efter 1. pkt. skal
være gennemført inden det tidspunkt, fogedretten har udsat
sagen til.«
7. I § 42 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) om erstatningssamvær,«
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af 24.
september 2013, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 739 af
25. juni 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 537 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Medmindre der foreligger særlige omstændighe-
der, udsætter fogedretten inden fuldbyrdelse ved anvendelse
af umiddelbar magt kortvarigt sagen med henblik på gen-
nemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i for-
ældreansvarsloven.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på midlerti-
dige afgørelser om samvær, der er truffet før lovens ikraft-
træden. For sådanne afgørelser finder den hidtil gældende
bestemmelse i § 29, stk. 2, i forældreansvarsloven anvendel-
se.
Stk. 3. § 1, nr. 4, finder alene anvendelse på anmodninger
om samvær, som statsforvaltningen modtager efter lovens
ikrafttræden.
Lovforslag nr. L 103 Folketinget 2014-15
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, j.nr.
2014-6376
CF000744
Stk. 4. § 1, nr. 5, finder alene anvendelse på anmodninger
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, som
statsforvaltningen modtager efter lovens ikrafttræden.
Stk. 5. Bestemmelser om erstatningssamvær, der fastsæt-
tes i medfør af § 42, nr. 3, i forældreansvarsloven, som ind-
sat ved § 1, nr. 7, finder også anvendelse på afgørelser og
aftaler om samvær, der er truffet eller indgået før lovens
ikrafttræden. Erstatningssamvær, der er omfattet af 1. pkt.,
kan tvangsfuldbyrdes efter reglerne i kapitel 48 a i retspleje-
loven.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Generelt om forældreansvarsloven
3.2. Aflysning og bortfald af samvær – automatisk erstatningssamvær og barnets ferie m.v. med forældrene
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Overvejelser
3.2.2.1. Ikke bortfald af samvær
3.2.2.2. Automatisk erstatningssamvær
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.2.4. Tvangsfuldbyrdelse af erstatningssamvær
3.3. Midlertidige afgørelser om samvær
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Overvejelser
3.3.2.1. Midlertidigt kontaktbevarende samvær
3.3.2.2. Endelighed af midlertidige afgørelser om samvær
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.4. Mødepligt i statsforvaltningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Overvejelser
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.5. Børnesagkyndig rådgivning ved fuldbyrdelse af forældreansvar
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Konfliktløsning: børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling og tværfaglige møder
3.5.1.2. Tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
3.5.2. Overvejelser
3.5.3. Den foreslåede ordning
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det fremgår af forældreansvarsloven, at et barns forbindelse
til begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til
samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Det
er forældrenes fælles ansvar, at barnet har samvær med den
forælder, som barnet ikke bor hos.
Forældreansvarsloven har et generelt fokus på forældrenes
fælles ansvar for barnet, og det er lovgivningens klare inten-
tion, at forældrene samarbejder om barnet, herunder om
samvær, sådan at barnet ikke mister kontakten til samværs-
forælderen.
I 2011 blev der gennemført en omfattende evaluering af lo-
ven, og ved den efterfølgende ændring af loven i 2012 på
baggrund af evalueringen, blev lovens grundprincip om for-
ældrenes fælles ansvar for barnet understreget.
Statsforvaltningens behandling af sager om samvær er tilret-
telagt med henblik på at understøtte dette, eksempelvis ved
tilbud om konfliktløsning og ved, at statsforvaltningen under
behandlingen af en sag om samvær kan fastsætte midlerti-
digt samvær sådan, at kontakten mellem barn og forælder
sikres, mens sagen behandles. Når statsforvaltningen træffer
afgørelse om samvær, fastsættes der i langt overvejende
grad samvær, mens det kun i begrænset omfang bestemmes,
3
at der ikke skal være samvær, fordi samvær i den konkrete
situation ikke er til bedste for barnet.
Det overordnede formål med lovforslaget er at fremme beg-
ge forældres aktive og loyale medvirken til en samværssags
behandling og at imødegå de problemer, der opstår, når sa-
gens proces og afklaring forhales. Det er således intentionen
at sikre, at barnets kontakt med den ene forælder ikke afbry-
des uden, at der er en væsentlig grund hertil, og at afbrydel-
sen er til barnets bedste.
Lovforslaget har således til formål at fremme begge foræl-
dres medvirken til, at barnet har kontakt med begge sine for-
ældre. Dette foreslås gennemført ved at skabe bedre mulig-
heder for, at statsforvaltningen bedre kan håndtere de situa-
tioner, hvor kontakten mellem barnet og en forælder afbry-
des, fordi samværssagens proces og afklaring forhales. For-
målet med forslaget er således at styrke rammerne for, at lo-
vens intention om, at et barn har ret til begge sine forældre,
virkeliggøres. Forslaget ændrer derimod ikke på tilgangen til
og sagsbehandlingen i de sager, hvor der er begrundet tvivl,
om det er bedst for barnet, at der er kontakt med en foræl-
der.
Derfor foreslås det at styrke de muligheder, som statsfor-
valtningen allerede i dag har for at imødegå, at et barn mis-
ter kontakten med en forælder. Dette gennemføres bl.a. ved
at indføre en frist for, hvornår der skal være truffet en mid-
lertidig afgørelse om samvær, når der ikke er kontakt mel-
lem barnet og den ene forælder. Samtidig pålægges foræl-
dre, der har en samværssag i statsforvaltningen, et øget an-
svar for at medvirke loyalt til sagens behandling. Dette gen-
nemføres bl.a. ved at indføre mødepligt til vejledningsmøder
i statsforvaltningen. Udeblivelse fra vejledningsmøder i
statsforvaltningen eller undladelse af i øvrigt at medvirke til
sagsbehandlingen skal medføre en reaktion.
På denne måde fremmes begge forældres aktive og loyale
medvirken til en samværssags behandling, og det tydeliggø-
res for forældrene, at udgangspunktet er, at kontakten til
barnet ikke mistes, selvom barnet ikke bor sammen med
begge forældre.
Endelig er det formålet gennem yderligere børnesagkyndig
rådgivning at undgå anvendelse af umiddelbar magt ved
fuldbyrdelse af forældreansvar (forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær), og at sætte forældrene i bedre stand til at
håndtere situationen, hvis barnet på trods af yderligere bør-
nesagkyndig rådgivning skal overgives fra den ene forælder
til den anden forælder.
Forslaget skal ses i lyset af intentionen bag forældreansvars-
loven – nemlig at afgørelser efter loven altid skal træffes ud
fra hensynet til barnets bedste, og at barnets perspektiv skal
belyses i hver enkelt sag. Forslaget bryder ikke med dette
fokus, men er rettet mod de situationer, hvor barnets kontakt
til den ene forælder afbrydes, og hvor der ikke er begrundet
tvivl om, at fortsat kontakt med begge forældre er til barnets
bedste.
I sager, hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværet
er bedst for barnet, skal statsforvaltningen fortsat foretage
en grundig og tilbundsgående undersøgelse af sagen. Fore-
ligger en sådan begrundet tvivl – f.eks. i tilfælde af misbrug,
fysisk eller psykisk vold i familien, overgreb el.lign. – skal
statsforvaltningen som hidtil undersøge disse forhold nær-
mere. Lovforslagets overordnede tilgang er således som med
loven i øvrigt at holde fokus på barnets perspektiv.
2. Baggrund
Den daværende regering, Socialdemokraterne, Dansk Folke-
parti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og En-
hedslisten indgik den 5. december 2006 en aftale om en ny
lov om forældreansvar. Aftalen byggede på Betænkning nr.
1475/2006 om barnets perspektiv, afgivet af Udvalget om
Forældremyndighed og Samvær.
Det fremgår bl.a. af aftalen, at aftalepartierne ønskede en
grundlæggende ændring af området, således at det er barnets
ret til begge sine forældre – og ikke forældrenes ret til bar-
net – der skal være det bærende element for afgørelser om
samvær. Lovforslaget byggede på, at forældrene har et fæl-
les ansvar for deres barn – uanset om samlivet mellem dem
er ophævet – og det er i aftalen understreget, at begge foræl-
dre har og skal påtage sig ansvar for at understøtte og med-
virke til, at barnet efter et samlivsbrud fortsat kan have en
tæt og jævnlig kontakt med begge forældre.
Aftalen indebar også et fokus på at løse sager, hvor der udø-
ves samarbejdschikane. Samtidig fik samarbejdschikane
større vægt ved bedømmelsen af, hvad der er barnets bedste,
når der skal træffes afgørelse om barnets bopæl eller foræl-
dremyndigheden over barnet.
I forhold til de meget tunge samværssager med højt kon-
fliktniveau, eksempelvis sager hvor det gøres gældende, at
samværet er til skade for barnet på grund af vold eller anden
grænseoverskridende adfærd, er der på baggrund af evalue-
ringen af forældreansvarsloven oprettet et »særligt spor«,
hvor disse sager får en særlig bevågenhed. I disse sager ar-
bejdes der på tværs af faggrænser og myndigheder. Et vig-
tigt element til løsning af disse sager er en særlig håndsræk-
ning i form af mere rådgivning og vejledning til forældrene.
Uanset at udviklingen frem mod vedtagelsen af loven i 2007
har været kendetegnet ved et fokus på at hjælpe forældre til
selv at finde løsninger på deres eventuelle problemer frem
for at anmode myndighederne om at træffe afgørelse om ue-
nigheden, og at der i loven er fokus på forældrenes fælles
ansvar, opstår der situationer, hvor børn uden grund mister
kontakten med den forælder, som de ikke bor hos.
Med henblik på at løse disse problemer indgik regeringen,
Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedsli-
sten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti den 3.
september 2014 en aftale om ændring af forældreansvarslo-
ven og retsplejeloven.
4
Aftalepartierne ønsker med aftalen at sætte yderligere fokus
på sager, hvor børn mister kontakten til den ene forælder, og
hvor der ikke er grund til at tro, at det er bedst for barnet, at
der ikke er kontakt. Aftalepartierne ønsker på baggrund af
den debat, der har været rejst om disse sager, at styrke de
redskaber, som der i dag er i lovgivningen, for at imødegå
problemstillingen.
Aftalen indeholder en række initiativer, der bl.a. har til for-
mål at imødegå samarbejdschikane i sager efter forældrean-
svarsloven, så et barn ikke mister kontakten til den ene for-
ælder på grund af chikane. Aftalen tager udgangspunkt i, at
det er barnets ret til begge sine forældre – og ikke forældre-
nes ret til barnet – der er det bærende element for afgørelser
på området, og at forældrene har et fælles ansvar for deres
barn, herunder for at barnet har samvær med den forælder,
som det ikke bor hos.
Det er aftalepartiernes opfattelse, at lovens intention om, at
barnet har ret til begge forældre, og at forældre derfor har et
fælles ansvar for barnet, skal understøttes af lovgivningen.
Det er helt centralt, at børn ikke uden egentlig grund mister
kontakten til den forælder, som de ikke bor sammen med.
Aftalepartierne ønsker derfor at gøre det klart for de foræl-
dre, der bevidst handler ud fra et ønske om at holde barnet
væk fra den anden forælder, at manglende samarbejdsvilje
og medvirken til sagens oplysning har en konsekvens, og at
udgangspunktet er, at barnet fortsat skal have kontakt med
begge forældre efter et samlivsbrud.
Aftalen indeholder følgende beskrivelse af de enkelte initia-
tiver:
»De initiativer, som aftalepartierne er blevet enige om, styr-
ker og bygger videre på de muligheder, der er i den gælden-
de lovgivning og Statsforvaltningens sagsbehandling for at
sikre barnets kontakt med begge forælder.
Initiativerne indeholder med dette afsæt flere forskellige ele-
menter, der har fokus på at optimere processen og tilskynde
forældrene til at samarbejde til bedste for deres børn. Dette
sker ved:
– At der indføres mødepligt i Statsforvaltningen i sager ef-
ter forældreansvarsloven, så forældre ikke uden gyldig
grund kan aflyse møder og dermed opnå at forhale sag-
en.
– At der indføres en frist for, hvornår Statsforvaltningen
skal have truffet en midlertidig afgørelse om kontaktbe-
varende samvær i de tilfælde, hvor der ikke allerede er
kontakt mellem barnet og den forælder, som det ikke bor
hos.
– At midlertidige afgørelser om samvær truffet under en
forældremyndigheds- eller bopælssag automatisk bliver
endelige, så sager ikke unødigt starter forfra. Forældre
afskæres ikke fra efterfølgende at rette henvendelse til
Statsforvaltningen om ændring af det fastsatte samvær.
– At samvær som ikke gennemføres, og hvor dette ikke
skyldes samværsforælderens forhold, automatisk udløser
erstatningssamvær.
– At Statsforvaltningen kan fastsætte barnets ret til ferie
med begge forældre, så samvær ikke forhindres på grund
af chikanøs ferieafholdelse.
– At der i sager, der allerede behandles i fogedretten, og
hvor der skal ske tvangsfuldbyrdelse af et samvær, tilby-
des rådgivning hjemme hos forældrene hver for sig, in-
den der eventuelt sker tvangsfuldbyrdelse.«
Aftalepartierne har understreget, at initiativerne er rettet
mod de sager, hvor et barn uden påviselig grund mister kon-
takten med den anden forælder, og at initiativerne således
ikke bryder med det helt grundlæggende princip i foræl-
dreansvarsloven om, at afgørelser om samvær altid skal
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Dette fokus blev
skærpet med den seneste ændring af Forældreansvarsloven i
2012, hvor der blev skabt en særlig procedure et såkaldt
»særligt spor« for behandlingen af de meget tunge og kon-
fliktfyldte sager. Statsforvaltningen skal således fortsat have
et særligt fokus på de sager, hvor der er begrundet tvivl om,
hvorvidt samværet er bedst for barnet. Foreligger en sådan
begrundet tvivl – f.eks. i tilfælde af misbrug, fysisk eller
psykisk vold i familien, overgreb el.lign. – skal statsforvalt-
ningen som hidtil undersøge disse påstande nærmere.
Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og effekten
af initiativerne i aftalen med henblik på at vurdere, om der
er behov for eventuelle justeringer m.v. Dette vil ske i for-
bindelse med de årlige statusmøder om udviklingen på for-
ældreansvarslovens område.
Lovforslaget udmønter de forslag i denne aftale, til hvis gen-
nemførelse der kræves lovgivning i form af ændring af for-
ældreansvarsloven og retsplejeloven. Understøttende tiltag,
der skal være med til at sikre forslagenes praktiske anven-
delse, gennemføres ved ændring af de administrative for-
skrifter.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Generelt om forældreansvarsloven
Reglerne om forældreansvar (samvær, forældremyndighed,
barnets bopæl m.v.) findes i forældreansvarsloven fra 2007.
Loven (lov nr. 449 af juni 2007) er navnlig blevet ændret
ved lov nr. 600 af 18. juni 2012. Loven findes nu i lovbe-
kendtgørelse nr. 1085 af 7. oktober 2014.
Efter lovens § 4 skal alle afgørelser efter loven træffes ud
fra, hvad der er bedst for barnet, og efter § 5 skal der i alle
forhold vedrørende barnet tages hensyn til barnets egne
synspunkter alt efter alder og modenhed.
Alle sager om forældreansvar behandles indledningsvist af
statsforvaltningen, der begynder sagerne med at søge foræl-
drenes uenighed om barnet løst gennem børnesagkyndig
rådgivning og konfliktmægling.
Statsforvaltningens afgørelser om samvær og midlertidige
afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl kan ef-
ter lovens § 41 som udgangspunkt påklages til ministeren
5
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Anke-
styrelsen, Familieretsafdelingen), jf. § 21, stk. 1, i bekendt-
gørelse nr. 707 af 18. juni 2013 om forældremyndighed, bar-
nets bopæl og samvær m.v.
3.2. Aflysning og bortfald af samvær – automatisk
erstatningssamvær og barnets ferie m.v. med forældrene
3.2.1. Gældende ret
Statsforvaltningen kan efter forældreansvarslovens §§ 19 og
21 træffe afgørelse om samværsforælderens kontakt med
barnet. En afgørelse om samvær, der fastlægger, hvornår
barnet skal være sammen med samværsforælderen, skal så-
ledes overholdes af begge forældre, og hvis barnet ikke ud-
leveres til samvær, kan samværsforælderen anmode foged-
retten om bistand til at tvangsfuldbyrde (dvs. gennemtvinge)
samvær med barnet.
En samværsafgørelse indeholder normalt bestemmelser om
barnets løbende samvær (dvs. samvær i weekender og på
hverdage) med samværsforælderen og samvær på helligdage
og i ferier. Samvær på helligdage og i ferier arrangeres ty-
pisk sådan, at barnet skiftevis holder ferie med hver af for-
ældrene. I sommerferierne fastsættes der afhængigt af bar-
nets alder, modenhed og tilknytning til samværsforælderen
normalt samvær i en længere sammenhængende periode.
Det er i udgangspunktet overladt til forældrene selv at aftale
placeringen af samværet i sommerferien. Hvis der ikke op-
nås enighed herom, kan statsforvaltningen træffe afgørelse
om placeringen af barnets ferie med samværsforælderen.
Det antages imidlertid, at forældreansvarsloven ikke giver
statsforvaltningen mulighed for at regulere bopælsforælde-
rens forhold og dermed heller ikke at fastlægge barnets ferie
med bopælsforælderen.
Med hensyn til det løbende samvær uden for ferie- og hel-
ligdagsperioderne indeholder den standardsamværsafgørel-
se, som statsforvaltningen anvender, følgende bestemmelse:
»Bortfald af samværet
Weekend- og hverdagssamvær bortfalder helt, hvis samvæ-
ret helt eller bare delvis ligger i bopælsforælderens ferier
med barnet […]«
Selvom det i dag ikke er muligt at regulere bopælsforælde-
rens forhold, så er realiteten, at bopælsforælderens forhold
bliver reguleret af afgørelsen om samvær. Når der fastsættes
samvær hver anden weekend, har barnet ikke kontakt med
bopælsforælderen i denne periode, når der fastsættes ferie-
samvær i efterårsferien hvert andet år, kan bopælsforælderen
ikke holde ferie med barnet i denne uge osv. Dette betyder
således, at bopælsforælderen ikke frit kan placere sin ferie
med barnet i ferie- og helligdagsperioderne, idet ferien skal
placeres under hensyn til, hvornår barnet er på ferie med
samværsforælderen.
Hvis samvær bortfalder på grund af bopælsforælderens ferie
med barnet, kan samværsforælderen søge statsforvaltningen
om fastsættelse af erstatningssamvær, ligesom samværsfor-
ælderen kan søge om erstatningssamvær, hvis samvær af an-
dre grunde aflyses. Muligheden for erstatningssamvær skal
dog ses i lyset af, at bopælsforælderen har ret til at holde fe-
rie med barnet i rimeligt omfang.
Afgørelser om fastsættelse af erstatningssamvær træffes ef-
ter § 21 i forældreansvarsloven. Loven indeholder ikke nær-
mere regler om erstatningssamvær, men efter praksis er det
klare udgangspunkt, at der i sager, hvor det er konstateret, at
bopælsforælderen uden påviselig grund hindrer barnets kon-
takt med samværsforælderen, fastsættes erstatningssamvær,
også selvom der er tale om enkeltstående aflysninger af
samværet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor bopælsforæl-
deren holder barnet hjemme uden begrundelse, eller hvor
bopælsforælderen uden held har forsøgt at bytte samværs-
weekend, og herefter – trods manglende accept fra samvær-
sforælderen – holder barnet hjemme i samværsweekenden.
Hvis fraværet af samvær har betydning for barnets kontakt
med samværsforælderen, fastsættes der som udgangspunkt
også erstatningssamvær. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis
der kun er samvær i meget begrænset omfang, hvis samvæ-
ret aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis
samværet aflyses i større omfang end ellers, fordi bopæls-
forælderen holder mere ferie med barnet end normalt, eller
fordi ferien placeres på tidspunkter, hvor der ellers skulle
være samvær, sådan at flest mulige samvær bortfalder.
Der fastsættes i praksis normalt ikke erstatningssamvær, når
aflysningen af samværet skyldes samværsforælderens for-
hold. Ligeledes fastsættes der normalt ikke erstatningssam-
vær, hvis samværet aflyses på grund af barnets forhold,
f.eks. på grund af barnets sygdom, eller fordi barnet skal på
lejrskole, spejdertur el.lign. Hvis aflysningerne af samvær
har et sådant omfang, at det svækker kontakten mellem bar-
net og samværsforælderen, vil der dog kunne fastsættes er-
statningssamvær. Afgørelser om erstatningssamvær træffes
ligesom øvrige afgørelser efter loven efter en konkret vurde-
ring.
En ansøgning om fastsættelse af erstatningssamvær indgives
til statsforvaltningen. Ansøgningen skal indeholde oplysning
om, hvornår erstatningssamværet ønskes afholdt. Statsfor-
valtningen partshører bopælsforælderen over ansøgningen
og anmoder om bemærkninger til den, og yderligere korre-
spondance med forældrene kan være nødvendig. Herefter
træffer statsforvaltningen afgørelse om, hvorvidt der er
grundlag for at fastsætte erstatningssamvær, og hvis der skal
fastsættes erstatningssamvær, træffer statsforvaltningen af-
gørelse om placeringen af samværet. Denne proces, der er
nødvendig af hensyn til overholdelse af forvaltningsloven
og sikring af forældrenes retsstilling, kan tage nogen tid. Det
er således i dag vanskeligt at fastsætte erstatningssamvær
umiddelbart efter et aflyst samvær og dermed sikre den lø-
bende kontinuitet i samværet, der må anses at være hoved-
sigtet med erstatningssamvær.
6
Efter lovens § 21 kan begge forældre søge om ændring af
samvær, herunder at et bestemt samvær placeres på et andet
tidspunkt, udvides, begrænses eller bortfalder. Efter § 39,
stk. 1, kan en anmodning om ændring af samvær dog afvises
af statsforvaltningen, hvis forholdene ikke har ændret sig
væsentligt.
Formålet med bestemmelsen i § 39, stk. 1, er at skabe ro om
samværet samt at gøre det klart for forældrene, at de har et
fælles ansvar for, at samværet bliver gennemført på en må-
de, der er hensigtsmæssigt for barnet. Det er op til forældre-
ne selv at indgå aftaler om at bytte samværsweekender m.v.
Da bestemmelsen gælder, uanset om det er bopælsforælder-
en eller samværsforælderen, der søger om at få samværet
ændret, vil begge forældre have en gensidig interesse i at
samarbejde om samværet.
Hvis forældrene ikke umiddelbart er i stand til at samarbej-
de, kan statsforvaltningen hjælpe dem til selv at finde løs-
ninger på samværsspørgsmålene, navnlig ved at tilbyde dem
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, jf. lovens
§ 32. Dette tilbud er et væsentligt led i bestræbelserne på i
højere grad at ansvarliggøre forældrene for en løsning af
samværsspørgsmål.
En anmodning om ændring af samvær, herunder af enkelt-
stående samvær, kan afvises, medmindre den, der anmoder
om ændringen, påviser, at der foreligger væsentlig forandre-
de forhold, eller at det eksisterende samvær ikke er til bar-
nets bedste. Statsforvaltningen skal således normalt kun tage
stilling til spørgsmål, der har betydning for de overordnede
rammer omkring samværet.
Spørgsmål af mere detailpræget karakter må forældrene
henvises til at løse indbyrdes. Dette omfatter bl.a. spørgsmål
om ændring af enkelte bestemte samvær.
Endelig bemærkes, at § 39, stk. 1, som udgangspunkt ikke er
til hinder for at behandle anmodninger om fastsættelse af er-
statningssamvær.
3.2.2. Overvejelser
Som udgangspunkt skal barnet være sammen med samværs-
forælderen på de aftalte eller fastsatte tidspunkter, og af hen-
syn til barnet og dets kontinuerlige kontakt til samværsfor-
ælderen bør samvær ikke aflyses. En afgørelse om samvær,
der fastlægger, hvornår barnet skal være sammen med sam-
værsforælderen, skal således overholdes af begge forældre,
og hvis barnet ikke udleveres til samvær, kan samværsforæl-
deren anmode fogedretten om bistand til at tvangsfuldbyrde
(dvs. gennemtvinge) samvær med barnet.
Som beskrevet i afsnit 3.2.1. bortfalder det løbende samvær
helt, hvis samværet helt eller bare delvist ligger i bopælsfor-
ælderens ferier med barnet. Dette udgangspunkt betyder så-
ledes, at bopælsforælderen i dag har mulighed for ensidigt at
aflyse samvær eller splitte sin sommerferie med barnet op
og fordele den med flere enkelte uger på alle samværsforæl-
derens samværsperioder hen over sommeren, i stedet for at
lægge ferien i en sammenhængende periode.
Hvis bopælsforælderen af andre grunde aflyser samvær, har
samværsforælderen som udgangspunkt ret til erstatnings-
samvær med barnet, men det er vanskeligt at placere dette
erstatningssamvær umiddelbart efter det aflyste samvær.
For at sikre barnets kontinuerlige kontakt med begge foræl-
dre foreslås følgende:
– Fastsat eller aftalt samvær bortfalder kun, når forældrene
har aftalt det, eller statsforvaltningen, ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold eller fo-
gedretten har truffet afgørelse om bortfald af samværet,
jf. nedenfor afsnit 3.2.2.1.
– Samvær, der ikke gennemføres, udløser automatisk er-
statningssamvær, medmindre det skyldes samværsforæl-
derens forhold, at samværet ikke blev gennemført, jf. ne-
denfor afsnit 3.2.2.2. Dette forslag erstatter den praksis
for fastsættelse af erstatningssamvær, der er beskrevet i
afsnit 3.2.1.
3.2.2.1. Ikke bortfald af samvær
Er der truffet afgørelse om samvær eller indgået aftale her-
om, er udgangspunktet, at denne afgørelse eller aftale skal
overholdes, og hvis barnet ikke udleveres til samvær, kan
samværsforælderen anmode fogedretten om bistand til at
tvangsfuldbyrde (dvs. gennemtvinge) samvær med barnet.
Langt de fleste forældre formår dog at samarbejde om sam-
været og være fleksible med hensyn til at indgå aftaler om at
flytte eller aflyse samvær, sådan at der tages hensyn til ferier
med barnet og barnets deltagelse i familiebegivenheder og
andre arrangementer. Disse forældre har ikke behov for re-
gulering af bortfald og ændring af samvær, heller ikke selv-
om rammerne for samværet er fastlagt i en aftale eller afgø-
relse.
Når forældrene ikke kan samarbejde om samværet, er det
generelt bedst for barnet, at samværet følger den fastlagte
ordning, og at det undgås, at der er usikkerhed om samvæ-
ret. Med forslaget i den foreslåede nye bestemmelse i § 21 a
(lovforslagets § 1, nr. 1) om, at aftalt eller fastsat samvær
som udgangspunkt ikke bortfalder, tydeliggøres det for for-
ældrene, at de rammer, der er sat for samværet, skal over-
holdes, da formålet er, at barnet sikres en kontinuerlig kon-
takt med samværsforælderen, og det tydeliggøres for bo-
pælsforælderen, at ferier skal placeres med respekt for sam-
været.
Forslaget gør ikke op med, at barnet har ret til ferie med
begge forældre, og at bopælsforælderen som hidtil har ret til
at planlægge sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor
barnet ikke har feriesamvær med den anden forælder eller
udenfor almindelige ferieperioder, når der ikke er løbende
samvær.
Hvis bopælsforælderen derimod vil placere sin ferie med
barnet uden for almindelige ferie- og helligdagsperioder på
7
en sådan måde, at det går ud over barnets samvær med sam-
værsforælderen, og der ikke kan opnås enighed mellem for-
ældrene om dette, skal bopælsforælderen med forslaget søge
om bortfald af det samvær, der falder sammen med den øn-
skede ferie. En sådan ansøgning fra bopælsforælderen afgø-
res efter lovens § 21, men som beskrevet i afsnit 3.2.1. kan
statsforvaltningen efter lovens § 39, stk. 1, afvise at behand-
le sådanne ansøgninger.
3.2.2.2. Automatisk erstatningssamvær
Svækkelse af kontakten mellem barnet og samværsforælde-
ren på grund af bopælsforælderens aflysninger af samvær
søges endvidere imødegået ved, at aflysning af et samvær
automatisk udløser erstatningssamvær. Dette forslag erstat-
ter den praksis for fastsættelse af erstatningssamvær, der er
beskrevet i afsnit 3.2.1.
Formålet med automatisk fastsættelse af erstatningssamvær
er dels at undgå den svækkelse af barnets kontakt med sam-
værsforælderen, som aflysning af et samvær medfører, dels
at søge at forebygge, at bopælsforælderen igen aflyser sam-
vær.
Ligesom med forslaget om, at aftalt eller fastsat samvær
som udgangspunkt ikke bortfalder, tydeliggøres det med
dette forslag, at de rammer, der er sat for samværet, skal
overholdes, da formålet er, at barnet sikres en kontinuerlig
kontakt med samværsforælderen. Hvis forældrene derfor ik-
ke samarbejder og selv kan aftale ændringer i samværet,
medfører forslaget, at samværet skal gennemføres som aftalt
eller fastsat, og at bopælsforælderen derfor ikke må aflyse
samværet, uanset grunden hertil.
Forslaget indebærer, at erstatningssamvær ikke længere
kræver en ansøgning fra samværsforælderen med efterføl-
gende sagsbehandling i statsforvaltningen, idet et ikke gen-
nemført samvær automatisk udløser et erstatningssamvær.
Den foreslåede nye bestemmelse i § 21 a omfatter alle aftal-
te og fastsatte samvær, men den har kun praktisk betydning i
de situationer, hvor forældrene ikke kan samarbejde om
samværet og derfor ikke kan indgå aftaler om ændring af
samværet. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at
forældre som hidtil aftaler ændringer af samvær, når der er
behov for det, hvilket også generelt må antages at være det
bedste for barnet i dets daglige liv.
Erstatningssamvær udløses automatisk uanset aflysnings-
grunden. Dette skyldes, at barnets kontakt med samværsfor-
ælderen ikke bør svækkes ved, at aftalte eller fastsatte sam-
vær aflyses. Hensynet til, at barnet løbende har kontakt med
begge forældre, vægtes således tungere end barnets deltagel-
se i andre aktiviteter. Som nævnt oven for sætter en aftale
eller afgørelse om samvær barnets kontakt med begge foræl-
dre i faste og forudsigelige rammer for begge forældre og
barnet.
Et aflyst samvær efter den foreslåede ordning vil også udlø-
se erstatningssamvær, hvis aflysningen skyldes barnets for-
hold, f.eks. barnets sygdom. Dette skyldes, at samværsforæl-
deren som udgangspunkt på samme måde som bopælsforæl-
deren kan tage sig af barnet.
Hvis erstatningssamværet efter de foreslåede regler herom
placeres helt eller delvist i ferie- eller helligdagsperioder,
hvor barnet efter samværsordningen skal være sammen med
bopælsforælderen, udløses der ikke erstatningssamvær.
Endelig vil manglende gennemførelse af samvær, som skyl-
des samværsforælderens forhold, heller ikke udløse erstat-
ningssamvær. I sådanne situationer ændrer forslaget således
ikke ved den gældende ordning.
Automatisk fastsættelse af erstatningssamvær forudsætter, at
samværsforælderen i umiddelbar tilknytning til aflysningen
meddeler bopælsforælderen, at samværsforælderen ønsker at
have erstatningssamvær.
Det automatisk fastsatte erstatningssamvær foreslås placeret
i den efterfølgende uge i samme omfang, på samme tids-
punkt (ugedag) og på samme vilkår som det aflyste samvær.
Hvis samværsforælderen er forhindret i at have erstatnings-
samvær med barnet i ugen efter det aflyste samvær, bortfal-
der erstatningssamværet.
Aflyser bopælsforælderen erstatningssamværet, fastsættes
der automatisk et nyt erstatningssamvær ugen efter, med-
mindre erstatningssamværet falder på et tidspunkt, hvor
samværsforælderen efter samværsordningen alligevel skulle
have samvær med barnet.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at sikre, at barnet er sammen med samværs-
forælderen i de aftalte eller fastsatte samværsperioder, og at
barnet kontinuerligt har kontakt med samværsforælderen,
foreslås det, at forældreansvarslovens bestemmelser om
samvær suppleres med en ny bestemmelse (§ 21 a), hvoref-
ter fastsat eller aftalt samvær kun bortfalder, når forældrene
har aftalt det, eller statsforvaltningen har truffet afgørelse
om bortfald af samværet.
Når der er indgået en aftale om samvær eller truffet en afgø-
relse om samvær, er barnets kontakt med begge forældre sat
i forudsigelige rammer. Med forslaget tydeliggøres det for
forældrene, at de rammer, der er sat for samværet, skal over-
holdes, da formålet er, at barnet sikres en kontinuerlig kon-
takt med samværsforælderen, og det tydeliggøres for bo-
pælsforælderen, at ferier skal placeres med respekt for sam-
været.
Forslaget gør ikke op med, at barnet har ret til ferie med
begge forældre, og at bopælsforælderen som hidtil har ret til
at planlægge sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor
barnet ikke har feriesamvær med den anden forælder eller
udenfor almindelige ferieperioder, når der ikke er løbende
samvær.
8
Forældreansvarslovens § 21 giver ganske vist begge foræl-
dre mulighed for at søge om ændring af samværet, herunder
af enkeltstående samvær, men efter § 39, stk. 1, kan en an-
modning om ændring af samvær afvises af statsforvaltnin-
gen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Denne
afvisningsadgang finder bl.a. anvendelse på anmodninger
om ændring af enkeltstående samvær. I stedet kan statsfor-
valtningen hjælpe forældrene til selv at finde løsninger på
samværsspørgsmålene, navnlig ved at tilbyde dem børne-
sagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.
Barnets kontinuerlige kontakt med samværsforælderen fore-
slås endvidere sikret gennem etablering af en ordning, hvor-
efter der automatisk fastsættes erstatningssamvær, når et
samvær aflyses, medmindre aflysningen skyldes samværsfor-
ælderens forhold. Erstatningssamværet placeres i den efter-
følgende uge i samme omfang, på samme tidspunkt (uge-
dag) og på samme vilkår, som det aflyste samvær. Denne
ordning erstatter den praksis for fastsættelse af erstatnings-
samvær, der er beskrevet i afsnit 3.2.1.
Hensigten med ordningen er at søge at opretholde barnets
kontinuerlige og løbende kontakt med samværsforælderen
samt at forebygge, at den anden forælder igen aflyser et
samvær. Initiativets hovedfokus er således at virke frem-
mende på forældrenes egen aktive og loyale medvirken til,
at samværsordningen gennemføres til bedste for barnet.
Den foreslåede fastsættelse af automatisk erstatningssamvær
forudsætter, at samværsforælderen i umiddelbar tilknytning
til aflysningen meddeler bopælsforælderen, at samværsfor-
ælderen ønsker at have erstatningssamvær.
Forældreansvarslovens § 42 giver ministeren for børn, lige-
stilling, integration og sociale forhold bemyndigelse til bl.a.
at fastsætte regler om behandling af samværssager. Det fore-
slås, at den foreslåede ordning med automatisk fastsættelse
af erstatningssamvær gennemføres ved, at der i § 42 indsæt-
tes en ny bestemmelse (nr. 3), hvorefter ministeren kan fast-
sætte regler om erstatningssamvær.
Denne bemyndigelse skal benyttes til at fastsætte regler om
de nærmere betingelser for fastsættelse af erstatningssam-
vær, om placeringen af erstatningssamvær og om vilkårene
for erstatningssamvær m.v. Disse regler, der fastsættes i en
bekendtgørelse, vil blive udformet i overensstemmelse med
det oven for anførte.
Bemyndigelsen giver ministeren mulighed for at udforme
reglerne, sådan at det automatisk fastsatte erstatningssam-
vær kan fungere bedst muligt i praksis, herunder mulighed
for at justere reglerne i lyset af erfaringerne med anvendel-
sen af ordningen.
Bekendtgørelsen vil bl.a. indeholde bestemmelser om, at
ordningen vedrørende automatisk erstatningssamvær frem-
over skal fremgå af alle samværsafgørelser, og at forældre,
der indgår aftaler om samvær gennem statsforvaltningen,
skal orienteres om reglerne om erstatningssamvær, således
at de har mulighed for at indarbejde reglerne i aftalen.
3.2.4. Tvangsfuldbyrdelse af erstatningssamvær
Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1-3, kan tvangsfuld-
byrdelse af samvær ske på grundlag af domme og kendelser,
retsforlig, afgørelser om samvær, der er truffet af statsfor-
valtningen, aftaler om samvær, der er indgået over for stats-
forvaltningen, samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt
i aftalen er bestemt, at den kan tjene som grundlag for fuld-
byrdelse.
Når en afgørelse eller aftale, der er omfattet af retsplejelo-
vens § 478, stk. 1, nr. 1-3, som ovenfor beskrevet, indehol-
der bestemmelser om erstatningssamvær, kan tvangsfuldbyr-
delse af erstatningssamvær ske på grundlag af selve afgørel-
sen eller aftalen.
Det er imidlertid tvivlsomt, om erstatningssamvær på grund-
lag af afgørelser og aftaler om samvær, der er truffet eller
indgået før lovens ikrafttræden, og som derfor ikke indehol-
der de beskrevne bestemmelser om erstatningssamvær, vil
være omfattet af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1-3. Det
foreslås derfor, at der i overgangsreglerne i lovforslagets § 3
indsættes en bestemmelse (stk. 5), der sikrer, at automatisk
erstatningssamvær også i disse situationer vil kunne tvangs-
fuldbyrdes. Det forudsættes herved, at der i øvrigt er tale om
en afgørelse eller aftale om samvær, der kan tjene som
grundlag for tvangsfuldbyrdelse i henhold til retsplejelovens
§ 478, stk. 1, nr. 1-3.
3.3. Midlertidige afgørelser om samvær
3.3.1. Gældende ret
Det fremgår af forældreansvarslovens § 29, stk. 1, at stats-
forvaltningen under en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær eller anden kontakt efter anmodning kan
træffe afgørelse om midlertidigt samvær.
Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse om forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær m.v., at statsforvaltningen
skal træffe en midlertidig afgørelse om samvær efter lovens
§ 29 hurtigst muligt og så vidt muligt inden 4 uger.
Som eksempler på, hvornår der bør fastsættes midlertidigt
samvær, kan nævnes følgende situationer:
– Der er lang ventetid på at komme til rådgivning.
– Undersøgelser i sagen, f.eks. børnesagkyndige undersø-
gelser, trækker ud.
– Den, der søger samvær har indtil for nylig boet sammen
med barnet eller på anden måde haft kontakt med barnet,
og der ikke er grund til pause i samværet.
– Der har tidligere været aftaler om samvær.
– Under en bopæls- eller forældremyndighedssag.
Reglerne om midlertidigt samvær giver mulighed for at imø-
degå de problemer, som kan opstå, hvis sagsbehandlingen
trækker ud, hvilket f.eks. kan skyldes forvaltningslovens
partshøringsregler, gennemførelse af rådgivning eller kon-
fliktmægling eller nærmere undersøgelser i sagen. Reglerne
skal dermed imødekomme et behov for en hurtig afgørelse
9
Ved at fastsætte midlertidigt samvær i sådanne situationer
sikres det, at barnets forbindelse med den forælder, som bar-
net ikke bor hos, etableres eller bevares, mens sagen be-
handles. Midlertidige afgørelser om samvær skal altid træf-
fes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Derfor skal statsforvaltningen i forbindelse med behandlin-
gen af en sag om fastsættelse af samvær vejlede forældrene
om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær. Dette
gælder især i situationer, hvor der ikke er samvær mellem
barnet og den forælder, som det ikke har bopæl hos, eller
når der kun er kontakt i meget begrænset omfang.
På grund af parthøringsreglerne i forvaltningsloven kan der
som udgangspunkt ikke fastsættes midlertidigt samvær, før
den af forældrene, der har barnet boende, er blevet orienteret
om anmodningen om fastsættelse af samvær og har fået mu-
lighed for at kommentere den.
Bopælsforælderens og samværsforælderens medvirken til
sagens oplysning indgår som et element i statsforvaltningens
vurdering af samværets omfang. Hvis en af forældrene ikke
ønsker at medvirke til sagens oplysning, kan dette efter en
konkret vurdering f.eks. få den konsekvens, at statsforvalt-
ningen træffer afgørelse i sagen på det foreliggende grund-
lag.
I sager, hvor der er behov for en midlertidig afgørelse om
samvær, f.eks. når der ikke er kontakt mellem barnet og
samværsforælderen, og der ikke er begrundet tvivl om, at
samvær er bedst for barnet, er der således et hensyn til på
den ene side at træffe en hurtig afgørelse om kontaktbeva-
rende samvær og på den anden side hensynet til en hensigts-
mæssig sagsbehandling og nødvendig inddragelse af parter-
ne.
Det fremgår af § 29, stk. 2, at en midlertidig afgørelse om
samvær gælder, indtil der foreligger en endelig afgørelse om
samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en
afgørelse eller aftale om anden kontakt. En midlertidig afgø-
relse om samvær bortfalder således ikke, når der er truffet
afgørelse i en sag om forældremyndighed eller bopæl, men
først når der er taget endelig stilling til samværet ved en af-
gørelse eller aftale herom.
3.3.2. Overvejelser
3.3.2.1. Midlertidigt kontaktbevarende samvær
Det er lovens klare udgangspunkt, at barnets forbindelse
med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har samvær
med den forælder, som det ikke har bopæl hos, og at foræl-
drene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær.
Når forældre opløser deres samliv, er udgangspunktet såle-
des, at barnet ikke bør miste kontakten til den ene forælder.
Af hensyn til barnet bør forældrene derfor samarbejde om
en løsning, der sikrer, at dette ikke sker.
Hvis kontakten afbrydes uden grund, bør det derfor sikres,
at den hurtigst muligt genoprettes, så barnet igen får kontakt
med samværsforælderen.
Selvom det efter den gældende lovgivning er muligt for den
forælder, der ikke har kontakt med barnet at få fastsat mid-
lertidigt samvær, mens en sag om forældreansvar behandles,
forekommer der i praksis sager, hvor sagsbehandlingen
trækker ud på grund af et højt konfliktniveau mellem foræl-
drene. Det bør imidlertid ikke være muligt at forhale en sag,
f.eks. ved ikke at møde op til planlagte møder eller ved ikke
at svare på statsforvaltningens henvendelser med den virk-
ning, at kontakten afbrydes yderligere.
Det foreslås derfor, at imødegå sådanne situationer ved at
styrke den mulighed, som statsforvaltningen allerede har for
at fastsætte midlertidigt samvær. Dette foreslås gennemført
ved forskellige tiltag.
For det første foreslås det med den nye bestemmelse i § 29
a, at statsforvaltningen skal træffe en midlertidig afgørelse
om kontaktbevarende samvær hurtigst muligt og inden 3
uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af
samvær, medmindre der er begrundet tvivl om, om samvær
er bedst for barnet, jf. lovens § 4. Dette skal overordnet sikre
kontakt mellem barn og samværsforælder, hvor der ikke er
kontakt, og hvor der ikke er grund til at tro, at det ikke er
bedst for barnet, at der er kontakt.
Dette forslag vil typisk finde anvendelse på de situationer,
hvor der ikke er kontakt på ansøgningstidspunktet og hvor
samlivet enten lige er ophævet, eller hvor der indtil for nylig
har været samvær mellem barnet og samværsforælderen ef-
ter en aftale, som ikke kan tvangsfuldbyrdes. I situationer,
hvor der ikke har været kontakt mellem barnet og den ene
forælder i gennem længere tid, eller hvor der aldrig har væ-
ret kontakt, vil det derimod i udgangspunktet være nødven-
digt at foretage en nærmere undersøgelse af de faktiske for-
hold.
Ansøgninger om fastsættelse af samvær, hvoraf det fremgår,
at der er kontakt i et eller andet omfang, og hvor der derfor
ikke er behov for en midlertidig afgørelse, er heller ikke om-
fattet af forslaget.
Når statsforvaltningen modtager en ansøgning om fastsæt-
telse af samvær, og det oplyses, at der ikke er kontakt mel-
lem barnet og den forælder, der søger om samvær, kræver
fastsættelse af midlertidig kontaktbevarende samvær ikke en
særskilt anmodning fra forælderen herom. Som følge af det-
te forslag og forslaget om mødepligt i statsforvaltningen, jf.
afsnit 3.4., skal statsforvaltningens sagsbehandling tilrette-
lægges sådan, at forældrene med det samme vejledes om
processen, herunder at der hurtigt kan fastsættes et midlerti-
digt kontaktbevarende samvær, hvis der ikke er begrundet
tvivl om, at dette er bedst for barnet. Der fastsættes ikke
midlertidig kontaktbevarende samvær, hvis den forælder,
der søger om samvær meddeler statsforvaltningen, at han el-
ler hun ikke ønsker sådant samvær fastsat.
10
Indførelsen af en lovbestemt frist for, hvornår statsforvalt-
ningen skal have truffet en midlertidig afgørelse om kon-
taktbevarende samvær foreslås understøttet af, at statsfor-
valtningen kan fastsætte et standardiseret minimumssamvær.
Formålet hermed er at undgå, at sagsbehandlingen trækker
ud på grund af detaljerede drøftelser af omfanget og place-
ringen af et midlertidigt samvær, og at formålet med en mid-
lertidig afgørelse dermed forspildes.
Bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 42, nr. 1, hvorefter
ministeren kan fastsætte regler om behandling af sager om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. udnyttes
til at fastsætte nærmere regler om dette minimumssamvær,
herunder om samværets omfang og placering. Minimums-
samværets omfang tilpasses barnets alder.
Et sådant standardiseret minimumssamvær bryder ikke med
lovens udgangspunkt om, at samvær fastsættes ud fra en
konkret vurdering af barnets forhold og ud fra, hvad der er
bedst for barnet. Muligheden for at fastsætte et sådant stan-
dardiseret samvær vil alene finde anvendelse i de situatio-
ner, hvor der ikke er kontakt mellem barnet og samværsfor-
ælderen, og hvor der ikke er begrundet tvivl om, hvorvidt
samværet er bedst for barnet. Indtil der træffes en endelig
afgørelse om samvær, sikres barnet på denne måde et mini-
mum af kontakt med den forælder, som det ikke bor hos.
Når der er truffet afgørelse om midlertidigt kontaktbevaren-
de samvær, fortsætter statsforvaltningen behandlingen af
sagen med henblik på en endelig afgørelse. En midlertidig
afgørelse om kontaktbevarende standardiseret minimums-
samvær afskærer ikke statsforvaltningen fra senere at træffe
en anden midlertidig afgørelse efter lovens § 29.
Finder statsforvaltningen, at betingelserne for at fastsætte
midlertidigt kontaktbevarende samvær ikke er opfyldt, skal
statsforvaltningen træffe afgørelse om afslag herpå.
I situationer, hvor statsforvaltningen træffer afgørelse om, at
det ikke er til barnets bedste, at der fastsættes et midlertidigt
kontaktbevarende samvær, skal statsforvaltningen vurdere,
om der i stedet kan træffes en midlertidig samværsafgørelse
efter lovens § 29, jf. afsnit 3.3.1.
3.3.2.2. Endelighed af midlertidige afgørelser om samvær
Det foreslås, at midlertidige afgørelser om samvær, som er
truffet under en forældremyndigheds- eller bopælssag, auto-
matisk bliver endelige, når der er truffet en endelig afgørelse
om forældremyndighed eller barnets bopæl, der kan fuldbyr-
des, eller indgået en aftale om forældremyndigheden eller
om barnets bopæl.
Selvom midlertidige afgørelser om samvær med den gæl-
dende lovgivning ikke bortfalder, når der er truffet afgørelse
eller indgået aftale om forældremyndigheden eller bopælen,
er afgørelsens midlertidige karakter ikke hensigtsmæssig i
forhold til forældre i konflikt.
Forslaget betyder, at medmindre samværsforælderen ønsker
samværet ændret, så er det ikke nødvendigt for denne at ret-
te fornyet henvendelse til statsforvaltningen om samværet,
idet den midlertidige samværsafgørelse efter afslutning af
forældremyndighedssagen m.v. bliver endelig.
Forslaget finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor en afgø-
relse om barnets bopæl ikke ændrer ved, hos hvilken af for-
ældrene barnet havde bopæl inden afgørelsen.
At midlertidige afgørelser om samvær foreslås gjort endeli-
ge, afskærer ikke forældrene fra at søge om ændring af sam-
værets omfang m.v. I disse situationer bør statsforvaltningen
udvise tilbageholdenhed med at afvise en ansøgning om æn-
dring af en afgørelse om midlertidigt samvær, som er blevet
endelig efter den foreslåede bestemmelse. Det forhold, at
der er truffet en endelig afgørelse om forældremyndighed el-
ler bopæl kan således udgøre et væsentligt forandret forhold
i relation til lovens § 39.
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at den gældende frist i § 11 i bekendtgørelse
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.,
hvorefter en midlertidig afgørelse om samvær skal træffes
hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 4 uger, suppleres
med, at der i forældreansvarsloven indsættes en ny bestem-
melse (§ 29 a), hvorefter statsforvaltningen skal træffe en
midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær hurtigst
muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning
om fastsættelse af samvær, når der ikke er kontakt mellem
barnet og den forælder, som det ikke bor hos.
I overensstemmelse med lovens § 4 skal afgørelser om mid-
lertidigt kontaktbevarende samvær træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet. Samværet fastsættes således ikke, hvis
der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværet er bedst for
barnet.
For at optimere sagsbehandlingen foreslås det, at der med
hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 42 fastsættes be-
stemmelser om omfanget og placeringen af midlertidigt
kontaktbevarende samvær samt om vilkårene for sådanne
samvær. Disse samvær differentieres afhængigt af barnets
alder.
For at understøtte formålet med hurtigere afgørelser om
kontaktbevarende samvær tilrettelægges statsforvaltningens
sagsbehandling sådan, at det over for forældrene straks ved
modtagelse af sagen understreges, at deltagelse i det indle-
dende vejledningsmøde er obligatorisk, jf. afsnit 3.4., og at
udeblivelse fra mødet og i øvrigt undladelse af at svare på
statsforvaltningens henvendelser vil medføre, at statsforvalt-
ningen som udgangspunkt ikke indkalder til et nyt møde.
Herudover fastsættes overfor forældrene en frist for afgivel-
se af bemærkninger, ligesom forældrene orienteres om, at
manglende medvirken til sagsbehandlingen kan betyde, at
der kan træffes afgørelse om et midlertidigt kontaktbevaren-
de samvær.
11
Statsforvaltningen skal foretage den sagsoplysning, der vur-
deres at være nødvendig for at træffe afgørelse om midlerti-
digt kontaktbevarende samvær inden for fristen. Hvis der er
tvivl om, hvorvidt samværet vil være til barnets bedste, af-
slår statsforvaltningen at fastsætte kontaktbevarende sam-
vær, jf. lovens § 4.
For at minimere konflikterne mellem forældrene foreslås lo-
vens § 29 ændret sådan, at midlertidige afgørelser om sam-
vær, som er truffet under en sag om forældremyndighed el-
ler barnets bopæl, automatisk bliver endelige, når der er
truffet en endelig afgørelse om forældremyndigheden eller
barnets bopæl, der kan fuldbyrdes, eller indgået aftale om
forældremyndigheden eller barnets bopæl.
3.4. Mødepligt i statsforvaltningen
3.4.1. Gældende ret
Det fremgår af forældreansvarslovens § 31 a, at statsforvalt-
ningen ved modtagelse af anmodning om en afgørelse om
forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær indkalder
parterne til et møde, et såkaldt vejledningsmøde. Statsfor-
valtningen kan undlade at indkalde parterne til et vejled-
ningsmøde, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt
at afholde et møde. Deltagelse i mødet er frivilligt.
Pligten til at indkalde til et møde gælder også i de samværs-
sager, der umiddelbart anses for at være uløselige. Det bety-
der navnlig, at forældrene skal indkaldes til et vejlednings-
møde, når der første gang rettes henvendelse til statsforvalt-
ningen om samvær.
Formålet med vejledningsmødet er at finde frem til løsnin-
ger om barnets fremtid, der er til barnets bedste. Statsfor-
valtningen skal på mødet informere forældrene om reglerne
og om aftalemuligheder og virkningerne af eventuelle afta-
ler. Samtidig skal statsforvaltningen også gøre det klart for
forældrene, at det er begge forældres ansvar, at samvær mel-
lem barnet og samværsforælderen virkeliggøres, og at afta-
ler og afgørelser om samvær skal indgås og træffes under
hensyn til barnets bedste. Under vejledningsmødet skal det
afklares, hvad der er sagens egentlige konflikt.
Det vil i visse samværssager – navnlig i sager, der umiddel-
bart vurderes som »tunge«, og i sager, hvor der anmodes om
samvær med mindre børn – være hensigtsmæssigt ud over
en juridisk sagsbehandler at lade en børnesagkyndig deltage
i vejledningsmødet. Herved får forældrene mulighed for at
få deres spørgsmål besvaret af sagsbehandlere med de nød-
vendige tværfaglige kompetencer.
Hvis forældrene ikke er blevet enige i forbindelse med vej-
ledningsmødet, skal de tilbydes børnesagkyndig rådgivning
eller konfliktmægling. Hvis forældrene ikke kan blive enige
om samværet, og forældrene ikke ønsker at deltage i (yderli-
gere) forligsbestræbelser, skal statsforvaltningen træffe en
afgørelse om samværet.
Statsforvaltningen skal ikke inden vejledningsmødet iværk-
sætte en egentlig sagsbehandling med høring af den anden
forælder m.v. Anmodningen om fastsættelse eller ændring
af samvær kan dog sendes til den anden forælder sammen
med indkaldelsen.
Der vil i helt særlige tilfælde kunne holdes separate møder
med forældrene. Dette gælder f.eks., hvis en forælder har
været voldelig over for den anden. Det kan også i nogle til-
fælde være hensigtsmæssigt med separate møder som led i
forligsbestræbelser.
Hvis forældrene – eller en af dem – ikke deltager i vejled-
ningsmødet, må sagsbehandlingen foregå på skriftligt
grundlag. Statsforvaltningen har ikke mulighed for at afvise
at behandle sagen, selvom ansøgeren udebliver fra et vejled-
ningsmøde. Dette gælder dog ikke, hvis udeblivelsen er et
udtryk for, at anmodningen om samvær trækkes tilbage. I
sådanne tilfælde kan statsforvaltningen oplyse ansøgeren
om, at sagen henlægges, og at statsforvaltningen ikke foreta-
ger sig yderligere, medmindre ansøgeren henvender sig på
ny.
Bopælsforælderens og samværsforælderens medvirken til
sagens oplysning indgår som et element i statsforvaltningens
vurdering af samværets omfang, herunder at forældrene mø-
der til det indkaldte vejledningsmøde og besvarer partshø-
ringer m.v. fra statsforvaltningen. Aflysning af deltagelse i
vejledningsmødet, anmodning om omberammelse af mødet
og undladelse af at besvare statsforvaltningens henvendelser
medfører, at sagen trækker ud og i tilfælde, hvor der ikke er
kontakt mellem barn og samværsforælder, medfører det, at
kontakten afbrydes yderligere. Statsforvaltningen foretager i
disse tilfælde en konkret vurdering af, hvordan aflysning og
undladelse af ikke at svare på henvendelse påvirker sagsbe-
handlingen, herunder om der kan træffes afgørelse i sagen
uden, at der indkaldes til et nyt møde eller uden yderligere
høring af forældrene.
Udover vejledningsmødet kan der konkret være behov for at
afholde yderligere møder med forældrene.
Alle sager om forældremyndighed og barnets bopæl, hvor
statsforvaltningen ikke har afgørelseskompetence, afsluttes,
hvis det ikke lykkes forældrene at blive enige.
Det er herefter op til forældrene at anmode statsforvaltnin-
gen om at indbringe sagen for retten – forudsat at betingel-
serne herfor er opfyldt. Så snart det konstateres, at der ikke
er udsigt til, at der kan opnås enighed, skal statsforvaltnin-
gen afslutte sagen, så forældrene har mulighed for at få sag-
en afgjort af retten.
En forælder, der er mødt til et vejledningsmøde, kan kræve
sagen afsluttet, når den anden forælder er udeblevet to gange
trods indkaldelse. Dette gælder også uanset udeblivelses-
grunden. Derimod har den forælder, der er udeblevet fra et
vejledningsmøde, ikke mulighed for at kræve sagen afsluttet
og indbragt for retten.
12
Udover vejledningsmødet tilbyder statsforvaltningen for-
skellige muligheder for forældrene for sammen at finde en
forligsmæssig løsning af sagen. Disse konfliktløsningstilbud
omfatter børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling og
tværfaglige møder. Der er tale om tilbud, som det er frivil-
ligt for forældrene at tage imod.
3.4.2. Overvejelser
Størstedelen af forældrene møder op til de indkaldte vejled-
ningsmøder i statsforvaltningen. En væsentlig del af vejled-
ningsmøderne aflyses dog på grund af udeblivelse. Aflys-
ning af møder uden grund og anmodninger om omberam-
melse af møder medfører, at sagens behandling trækker ud i
statsforvaltningen. I de tilfælde, hvor der ikke er kontakt
mellem barnet og den forælder, som det ikke bor hos, bety-
der dette, at kontakten afbrydes yderligere.
For at fremme begge forældres aktive og loyale medvirken
til sagens behandling og for at undgå, at sagens proces og
afklaring trækker ud, foreslås det, at der indføres mødepligt
til vejledningsmødet. Dette skyldes, at udeblivelse fra dette
møde, som har til formål at finde frem til løsninger om bar-
nets fremtid og afklare, hvad der er sagens egentlige kon-
flikt, i særlig grad medfører forhaling af sagen og dermed
kan føre til, at kontakten mellem barnet og forælderen svæk-
kes, når de ikke har kontakt under behandlingen af sagen.
Det vil fortsat være frivilligt for forældrene at tage i mod
statsforvaltningens konfliktløsningstilbud (børnesagkyndig
rådgivning, konfliktmægling og tværfaglige møder), lige-
som deltagelse i andre møder også fortsat er frivillig.
Mødepligten gælder i forhold til alle forældre, der indkaldes
til vejledningsmøde. I forhold til forældre, der loyalt samar-
bejder og medvirker til sagens behandling, medfører forsla-
get dog i praksis ingen forskel i forhold til statsforvaltnin-
gens mødevirksomhed i dag, hvorimod det er intentionen, at
den forælder, der bevidst vil chikanere sagsbehandlingen, i
højere grad vil overveje sine handlinger og medvirke til sa-
gens løsning. Dette vil medvirke til at sikre barnets kontakt
med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
For at tydeliggøre mødepligten tilrettelægges statsforvalt-
ningens sagsbehandling sådan, at det over for forældrene
straks ved modtagelse af en anmodning om forældremyn-
dighed, barnets bopæl eller samvær generelt understreges, at
deltagelse i det indledende vejledningsmøde er obligatorisk.
I samværssager understreges det, at udeblivelse fra vejled-
ningsmødet medfører, at statsforvaltningen som udgangs-
punkt ikke indkalder til et nyt møde. Samtidig understreges
det i alle sager, at undladelse af at svare på statsforvaltnin-
gens henvendelser inden for den angivne svarfrist kan med-
føre, at statsforvaltningen træffer afgørelse på det forelig-
gende grundlag (processuel skadevirkning).
I forhold til den konkrete sag fastsætter statsforvaltningen
tidspunktet for vejledningsmødet og en frist for afgivelse af
bemærkninger til anmodningen. I samværssager orienteres
forældrene om, at manglende medvirken til sagsbehandlin-
gen kan betyde, at der træffes afgørelse om samvær i over-
ensstemmelse med ansøgningen. I sager om fastsættelse af
samvær, hvor barnet ikke har kontakt med samværsforælde-
ren, orienteres forældrene endvidere om reglerne om midler-
tidig kontaktbevarende samvær (se afsnit 3.3.) og om fast-
sættelse af midlertidigt samvær efter den gældende ordning,
jf. lovens § 29. Det bemærkes, som anført i afsnit 3.3., at en
afgørelse om at følge ansøgerens påstand om samvær forud-
sætter, at der ikke i sagen er noget, der rejser tvivl om, at det
er i overensstemmelse med barnets bedste at træffe den kon-
krete afgørelse.
Til forældre, der tidligt i sagsforløbet bevidst handler ud fra
et ønske om at holde barnet væk fra den anden forælder, sig-
naleres det på denne måde, at manglende samarbejdsvilje og
medvirken til sagens oplysning vil have konsekvenser som
nævnt ovenfor, og at udgangspunktet er, at kontakten til bar-
net ikke mistes uanset, at barnet ikke længere bor sammen
med begge forældre.
Den forælder, som barnet bor hos, skal have haft mulighed
for at fremkomme med bemærkninger, og der må ikke være
oplysninger om forhold, der gør det nødvendigt at foretage
yderligere undersøgelser i sagen, før et samvær – eventuelt
midlertidigt, jf. ovenfor – fastsættes. Denne mulighed for at
fremsætte bemærkninger skabes ved den indledende parthø-
ring og vejledning om pligten til at deltage i vejledningsmø-
der, herunder om konsekvensen af ikke at medvirke til sags-
behandlingen.
I forhold til de situationer, hvor der uden grund ikke er kon-
takt mellem barnet og den forælder, som det ikke har bopæl
hos, skal forslaget om mødepligt i statsforvaltningen ses i
sammenhæng med forslaget om styrkelse af statsforvaltnin-
gens mulighed for i disse situationer at fastsætte et midlerti-
digt kontaktbevarende samvær, jf. afsnit 3.3.
Der vil være situationer, hvor forældrene har en gyldig
grund til ikke at give møde. Det vil i sådanne tilfælde være
muligt for forældrene at anmode om omberammelse af mø-
det, herunder en kortvarig udsættelse af mødet, uden at dette
vil kunne tillægges betydning for sagens behandling. Dette
vil f.eks. være tilfældet, hvis en forælder på grund af syg-
dom ikke kan møde.
Statsforvaltningen skal dog være opmærksom på, at aflys-
ningen ikke sker af chikanøse grunde og skal derfor i tilfæl-
de af aflysning på grund af sygdom bede forælderen frem-
lægge en lægeerklæring som dokumentation for, at forælde-
ren ikke har kunnet deltage i mødet på grund af sygdom-
men. Dette kan dog undtagelsesvist undlades, hvis der efter
en konkret vurdering skønnes ikke at være behov herfor.
Omberammelse skal også være en mulighed, hvis det vurde-
res, at dette er nødvendigt for at sikre forælderen mulighe-
den for at lade sig repræsentere af en advokat eller have en
bisidder med til mødet.
13
Forslaget er ikke til hinder for, at der afholdes møder med
forældrene hver for sig, f.eks. fordi den ene forælder ikke
ønsker at møde den anden på grund af voldelig adfærd
el.lign.
Forslaget medfører i øvrigt ikke en ændret proces i forhold
til mødevirksomhed i sager om forældremyndighed og/eller
bopæl, jf. afsnit 3.4.1.
3.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i loven
(§ 31 a, stk. 2), hvorefter forældrene har pligt til at deltage i
vejledningsmødet i statsforvaltningen i sager efter om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Ved indkaldelse til vejledningsmøder skal statsforvaltningen
orientere forældrene om mødepligten, konsekvenserne ved
udeblivelse, mulighederne for omberammelser, konsekven-
serne ved ikke at besvare statsforvaltningens henvendelser
samt mulighed for fastsættelse af midlertidigt samvær m.v.,
jf. afsnit 3.4.2.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om midlerti-
digt kontaktbevarende samvær, jf. afsnit 3.3.2.1.
3.5. Børnesagkyndig rådgivning ved fuldbyrdelse af
forældreansvar
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Konfliktløsning: børnesagkyndig rådgivning,
konfliktmægling og tværfaglige møder
Efter forældreansvarslovens § 32, stk. 1, skal statsforvaltnin-
gen tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning el-
ler konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed,
barnets bopæl eller samvær. Efter bestemmelsens stk. 3 kan
statsforvaltningen undlade at tilbyde rådgivning eller kon-
fliktmægling efter stk. 1, hvis det er unødvendigt eller uhen-
sigtsmæssigt.
Statsforvaltningen kan efter bestemmelsens stk. 2 i andre til-
fælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmæg-
ling, hvis der er et særligt behov herfor. Denne rådgivning
kaldes »åben rådgivning«.
Som et led i børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmæg-
ling kan der afholdes flere møder.
Der er tale om et tilbud, og forældrene har derfor ikke pligt
til at deltage i rådgivning eller konfliktmægling.
Statsforvaltningens behandling af sagen sættes i bero, indtil
rådgivningen eller mæglingen er afsluttet.
Der er vandtætte skotter mellem statsforvaltningens sagsbe-
handling og børnesagkyndige rådgivning og konfliktmæg-
ling. Rådgiverne og mæglerne må derfor ikke videregive op-
lysninger fra rådgivningen eller mæglingen til statsforvalt-
ningen, medmindre der foreligger samtykke fra den pågæl-
dende forælder hertil. Når rådgivningen eller mæglingen er
afsluttet, skal rådgiveren og mægleren dog orientere stats-
forvaltningen om, hvorvidt forældrene er blevet enige, eller
om statsforvaltningen skal fortsætte sagsbehandlingen.
I sager, hvor statsforvaltningen vurderer, at forældrene på
grund af et højt konfliktniveau ikke vil kunne profitere af
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, kan stats-
forvaltningen i stedet indkalde dem til et tværfagligt møde.
Formålet med tværfaglige møder er at sikre, at barnets per-
spektiv får en mere central plads ved afgørelsen af sagen, at
gøre forældrene opmærksomme på barnets behov og dermed
hjælpe forældrene med at finde frem til den løsning, der er
bedst for barnet, og at styrke statsforvaltningens afgørelses-
grundlag i de tilfælde, hvor forældrene ikke selv når frem til
en aftale. Målet er således at skabe faste rammer for barnet
og at reducere konflikten mellem forældrene, hvilket har be-
tydning for barnets trivsel.
Et særligt tværfagligt møde kan være særlig relevant for for-
ældre, som har et vedvarende højt konfliktniveau, og hvor
konfliktniveauet overskygger fokus på barnet. Det kan også
være relevant at afholde et tværfagligt møde, hvis forældre-
ne udover at have et højt konfliktniveau også har en række
andre problemer, f.eks. psykiske problemer, misbrugspro-
blemer, sociale problemer, eller hvis der samtidig er særlige
behov hos barnet.
3.5.1.2. Tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær
Udleveres et barn ikke til samvær, eller tilbagegives et barn
ikke til forældremyndighedsindehaveren eller bopælsforæl-
deren, kan den pågældende forælder anmode fogedretten om
bistand til at tvangsfuldbyrde (dvs. gennemtvinge) samvær
med barnet eller få barnet tilbage. Muligheden for at tvangs-
fuldbyrde forældreansvar (forældremyndighed, barnets bo-
pæl og samvær) er nødvendig for at sikre, at et barn har mu-
lighed for at have kontakt med begge sine forældre, også
selvom f.eks. bopælsforælderen modsætter sig, at barnet har
kontakt med samværsforælderen. Tvangsfuldbyrdelse er
endvidere nødvendig for at sikre, at forældremyndigheds-
indehaveren eller bopælsforælderen kan få barnet tilbage fra
den anden forælder, hvis denne f.eks. efter et samvær nægter
at tilbagegive barnet.
I disse sager har barnet ikke kontakt med den ene af sine
forældre, og det er derfor vigtigt, at sagerne behandles hur-
tigt.
Reglerne om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, bar-
nets bopæl og samvær findes i kapitel 48 a og 55 i retspleje-
loven (se lovbekendtgørelse nr. 1139 af 24. september 2013
med senere ændringer), der bl.a. skal læses i sammenhæng
med reglerne i lovens kapitel 45 (grundlaget for tvangsfuld-
byrdelse) og 46 (fremgangsmåden ved udlæg og tvangsfuld-
byrdelse af andre krav end pengekrav).
14
Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fuldbyr-
delse ske på grundlag af bl.a. domme, kendelser og retsfor-
lig. Dette omfatter også domme, kendelser og retsforlig, her-
under om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, kan tvangsfuldbyr-
delse endvidere ske på grundlag af aftaler om forældremyn-
dighed, der er anmeldt til eller godkendt af statsforvaltnin-
gen eller retten, afgørelser om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær, der er truffet af statsforvaltningen, afta-
ler om barnets bopæl eller samvær, der er indgået over for
statsforvaltningen, samt aftaler om barnets bopæl eller sam-
vær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan tje-
ne som grundlag for fuldbyrdelse.
Efter retsplejelovens § 536, stk. 1, tvangsfuldbyrdes domme
og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes
efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, efter reglerne i § 537. Det samme
gælder anmodninger om udlevering af et barn til forældre-
myndighedsindehaveren eller bopælsforælderen efter § 596,
stk. 2.
Udenlandske afgørelser, aftaler m.v. om forældremyndig-
hed, barnets bopæl eller samvær kan fuldbyrdes efter lov om
international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser
m.v. (internationale børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse
nr. 375 af 6. april 2010, og lov om Haagerbørnebeskyttelses-
konventionen, jf. lov nr. 434 af 8. maj 2006, som ændret ved
lov nr. 325 af 11. april 2012, såfremt afgørelserne, aftalerne
m.v. er omfattet af Haagerkonventionen af 25. oktober 1980
om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførel-
ser, Den Europæiske Konvention af 20. maj 1980 om aner-
kendelse af og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyn-
dighed eller Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om
kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samar-
bejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til be-
skyttelse af børn. Fuldbyrdelse efter disse love sker efter
bl.a. retsplejelovens §§ 536 og 537.
Efter retsplejelovens § 536, stk. 2, kan de i § 536, stk. 1,
nævnte domme, kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler og
anmodninger fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder el-
ler umiddelbar magt. Fuldbyrdelse ved umiddelbar magt
foregår typisk ved en udkørende fogedforretning, jf. neden-
for. Fogedretten er ikke bundet af rekvirentens anmodning
ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med andre end bar-
nets forældre kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af tvangs-
bøder.
Retsplejelovens § 536, stk. 3, giver fogedretten mulighed for
i tvivlstilfælde at udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en
børnesagkyndig erklæring.
Efter retsplejelovens § 536, stk. 4, kan fogedretten ændre
omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor un-
der fuldbyrdelsessagen.
Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller le-
gemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare, jf. rets-
plejelovens § 536, stk. 6.
Retsplejelovens § 537 indeholder en række bestemmelser
om fogedrettens behandling af anmodninger om fuldbyrdel-
se af ovennævnte afgørelser, aftaler m.v. Efter stk. 1 kan fo-
gedretten tilkalde en repræsentant fra kommunen til at vare-
tage barnets interesser under sagen. Fogedretten kan efter
omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet
for barnets udlevering eller samværets udøvelse.
Et barn, som har den fornødne alder og modenhed, skal efter
retsplejeloven § 537, stk. 2, under en samtale have mulighed
for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det
er til skade for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal
der deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant fra
kommunen.
Efter retsplejelovens § 537, stk. 3, fastsættes tvangsbøder
som udgangspunkt som daglige eller ugentlige bøder, der lø-
ber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestem-
melser om udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en en-
kelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af
samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.
Skal der anvendes umiddelbar magt, skal der efter stk. 4 del-
tage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen
til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger
ganske særlige omstændigheder. Den kommunale repræsen-
tant deltager således som barnets interessevaretager, og den
sagkyndige kan bistå fogedretten ved vurderingen af, om
fuldbyrdelsen vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige
sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6.
Ved fuldbyrdelse af afgørelser om forældreansvar (forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær) vil fogeden i praksis
først forsøge at mægle forlig mellem forældrene. Bestræbel-
serne på at forlige sagerne skal ses i lyset af, at fuldbyrdelse
ved anvendelse af umiddelbar magt, hvor barnet hentes til
samvær eller bringes tilbage til forældremyndighedsindeha-
veren eller bopælsforælderen, kan være en voldsom oplevel-
se for et barn. Lykkes dette ikke, vil fogeden forsøge med
tvangsbøder, enten i form af løbende bøder eller i form af en
enkelt bøde for hvert samvær, hvor udlevering nægtes. Først
når det viser sig, at tvangsbøder ikke virker, vil der blive ta-
le om anvendelse af umiddelbar magt. Dette kan f.eks. ske,
når barnet gentagne gange ikke er blevet udleveret, når bar-
net holdes skjult, eller når det er tydeligt, at tvangsbøder ik-
ke vil medføre, at barnet udleveres.
Ved en udkørende fogedforretning afholder fogedretten et
retsmøde på barnets bopæl eller opholdssted og tager om
nødvendigt dér stilling til, om barnet skal udleveres til rekvi-
renten (den, der har anmodet om fuldbyrdelse). At der gen-
nemføres en udkørende fogedforretning betyder imidlertid
ikke nødvendigvis, at barnet udleveres. Dette kan skyldes, at
barnet ikke befinder sig på det sted, hvor fogedforretningen
foretages, at fogedretten vurderer, at barnets sjælelige og le-
15
gemlige sundhed udsættes for alvorlig fare, hvis fuldbyrdel-
sen gennemføres, eller at fogedretten udsætter sagen på ek-
sempelvis indhentelse af en børnesagkyndig erklæring, jf.
§ 536, stk. 3, eller på afholdelse af en samtale med barnet,
jf. § 537, stk. 2. Begrebet udkørende fogedforretning dækker
således i udgangspunktet alene over, at retten sættes uden
for fogedrettens kontor.
Umiddelbar magtanvendelse sker normalt under en udkøren-
de fogedforretning til barnets bopæl eller opholdssted med
deltagelse af en børnesagkyndig person og en repræsentant
fra kommunen, som kan varetage barnets interesser. Hvis
fogedretten under den udkørende fogedforretning bestem-
mer, at barnet skal udleveres til rekvirenten, kan fogedretten
efter retsplejelovens § 498, stk. 1, undersøge skyldnerens
husrum og gemmer samt hans person, hvis sådan undersø-
gelse er nødvendig for gennemførelse af tvangsfuldbyrdel-
sen. Efter stk. 2 kan fogedretten anvende den for fuldbyrdel-
sen nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning foged-
retten bistand hertil.
Anvendelse af umiddelbar magtanvendelse ved tvangsfuld-
byrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
indebærer, at fogedretten i praksis kan anmode politiet om i
fornødent omfang at anvende magt til at få barnet overgivet
til den anden forælder.
Når fogedretten foretager en udkørende fogedforretning med
henblik på at fuldbyrde forældreansvar ved anvendelse af
umiddelbar magt, er der typisk tale om situationer, hvor der
er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene, og hvor
fogedretten ikke har kunnet forlige sagen. Forældrene kan i
disse tilfælde have deres fokus rettet mod konflikten og ikke
mod, hvad der er bedst for deres barn, og de involverede
børn har oftest gennem længere tid befundet sig midt i for-
ældrenes konflikt.
Domstolsstyrelsen har oplyst, at fogedretterne i 2013 mod-
tog 2.484 sager om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær, og at der i 33 af disse sager
blev gennemført en udkørende fogedforretning med henblik
på anvendelse af umiddelbar magt. Hertil kommer, at foged-
retterne i 2013 modtog 35 anmodninger om tvangsfuldbyr-
delse af forældreansvar efter lov om international fuldbyr-
delse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser) og lov om Haagerbørnebeskyttelseskon-
ventionen. Der foreligger ikke oplysninger om, i hvor man-
ge af disse sager der blev gennemført en udkørende foged-
forretning.
Tallene viser, at langt størstedelen af sagerne behandles,
uden at det er nødvendigt at anvende udkørende fogedforret-
ning med henblik på anvendelse af umiddelbar magt. Dette
skyldes bl.a., at forældrene selv finder en løsning, at den for-
ælder, der har anmodet om tvangsfuldbyrdelsen, trække sag-
en tilbage af hensyn til barnet, at barnet udleveres efter fast-
sættelse af tvangsbøder, eller at fogedretten forliger sagen.
3.5.2. Overvejelser
Som nævnt ovenfor er det hvert år i et mindre antal sager
nødvendigt at tvangsfuldbyrde forældreansvar (forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær) ved anvendelse af
umiddelbar magt under en udkørende fogedforretning. An-
vendelse af umiddelbar magt kan imidlertid være en vold-
som oplevelse for de involverede børn.
Selvom fogedretterne udfolder bestræbelser på at finde min-
delige løsninger i disse vanskelige og meget konfliktfyldte
sager, ønsker regeringen og aftalepartierne alligevel, at der
gøres en ekstra indsats for at hjælpe de børn, der er kommet
i klemme mellem deres forældre. Der er således et betyde-
ligt hensyn at tage til de involverede børn, der ofte gennem
længere tid har befundet sig midt i forældrenes konflikt.
Den foreslåede indsats har fokus på situationer, hvor den
sidste mulighed for at få barnet udleveret er anvendelsen af
umiddelbar magt, dvs. situationer hvor fogedretten har vur-
deret, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed ikke ud-
sættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen, og hvor den for-
ælder, der har barnet hos sig, ikke frivilligt vil efterleve fo-
gedrettens afgørelse om udlevering af barnet.
Formålet med forslaget er først og fremmest at undgå an-
vendelse af umiddelbar magt ved fuldbyrdelse af forældre-
ansvar (forældremyndighed, barnets bopæl og samvær) og
den voldsomme oplevelse, som dette kan være for barnet.
Det foreslås derfor at tilbyde forældrene børnesagkyndig
rådgivning umiddelbart inden fuldbyrdelse ved umiddelbar
magt, således at sagen om muligt kan forliges. Det forudsæt-
tes, at fogedretten inden tilbuddet om den foreslåede rådgiv-
ning har vurderet, at retten har udtømt sine andre mulighe-
der for at mægle forlig i sagen. I de situationer, hvor en ud-
kørende fogedforretning med henblik på anvendelse af
umiddelbar magt alligevel efterfølgende gennemføres, vil
rådgivningen kunne medvirke til at sætte forældrene i bedre
stand til at håndtere situationen, hvor barnet overgives fra
den ene forælder til den anden forælder. Rådgivningen fore-
tages som udgangspunkt med forældrene hver for sig og i
forældrenes hjem.
Under rådgivningen vil den børnesagkyndige ud fra sit
kendskab til familien og dens konflikter m.v. bl.a. kunne
tage skridt til opblødning af konflikten. Den børnesagkyndi-
ge vil endvidere kunne drøfte barnets behov og mulige reak-
tioner på tvangsfuldbyrdelse ved umiddelbar magt med for-
ældrene og give dem redskaber til at håndtere situationen,
både i forhold til barnet og dem selv. Derigennem får foræl-
drene anledning til at genoverveje sagen og prøve at finde
andre muligheder.
Rådgivningstilbuddet skal ikke erstatte de muligheder, som
fogedretten i dag har til at inddrage børnesagkyndig eks-
pertise ved tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar (forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær). Ordningen erstatter
således ikke foretagelse af børnesagkyndige undersøgelser
16
eller børnesagkyndiges deltagelse i fogedforretningen el.
lign.
Som nævnt i afsnit 3.5.1.2. er der tale om hastende sager,
fordi barnet ikke har kontakt med den anden forælder, så
længe fogedretten har sagen under behandling. Uanset dette
bør sagerne af hensyn til barnet som udgangspunkt udsættes
på gennemførelse af børnesagkyndige rådgivning. Samtidig
skal det sikres, at rådgivningen ikke forsinker tvangsfuld-
byrdelsen unødigt. Det foreslås derfor, at fogedretten inden
fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt kortvarigt
udsætter sagen, medmindre der foreligger særlige omstæn-
digheder. Som udgangspunkt bør sagen kun udsættes i op til
2 uger. Fogedretten skal dog have mulighed for at bestem-
me, at fuldbyrdelsen skal udsættes i længere tid, ligesom fo-
gedretten helt skal kunne undlade at udsætte fuldbyrdelsen.
Det foreslås, at det er statsforvaltningen, der tilbyder rådgiv-
ningen, da statsforvaltningen er i besiddelse af et korps af
børnesagkyndige, der hurtigt vil kunne tilbyde og gennem-
føre rådgivningen. Endvidere må det antages, at statsforvalt-
ningen ofte har behandlet en forældreansvarssag vedrørende
barnet og derigennem har fået kendskab til barnet samt for-
ældrene og deres konflikt. En sådan forhåndsviden vurderes
at kunne være nyttig for den børnesagkyndige og skabe det
bedste afsæt for at bibringe forældrene en forståelse af bar-
nets perspektiv i forhold til en mulig magtanvendelse. Da
sagen er afsluttet i statsforvaltningen, skal statsforvaltningen
alene forestå rådgivningen og således ikke træffe afgørelse i
relation til fuldbyrdelsessagen.
Når fogedretten har udsat fogedsagen, underretter den straks
statsforvaltningen, der med det samme fremsætter tilbuddet
om rådgivning over for forældrene.
Da fogedsagen kun udsættes kortvarigt, skal statsforvaltnin-
gen være fleksibel med hensyn til, hvor og hvornår rådgiv-
ningen gennemføres. Rådgivningsmøderne afholdes som ud-
gangspunkt i forældrenes hjem, men hvis forældrene ønsker
det, kan de afholdes i statsforvaltningens lokaler. Endvidere
kan statsforvaltningen f.eks. hvis en forælder anmoder om
det, eller det er påkrævet af hensyn til den børnesagkyndiges
sikkerhed bestemme, at rådgivningen skal foregå i statsfor-
valtningens lokaler.
Det bemærkes, at den politiske aftale nævnt i afsnit 1.2. ale-
ne vedrører børnesagkyndig rådgivning i sager, hvor der
skal ske tvangsfuldbyrdelse af samvær. Regeringen finder
imidlertid, at de hensyn, som aftalen bygger på, også gør sig
gældende i sager om tvangsfuldbyrdelse af andre typer sager
om forældreansvar – forældremyndighed og barnets bopæl.
Forslaget omfatter således også disse sagstyper, når der skal
ske tvangsmæssig fuldbyrdelse, herunder også internationale
sager, jf. ovenfor.
3.5.3. Den foreslåede ordning
Efter retsplejelovens § 536, stk. 2, kan de domme, kendel-
ser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der er
nævnt i retsplejelovens § 536, stk. 1, fuldbyrdes ved anven-
delse af bl.a. umiddelbar magt.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 537 indsættes en ny
bestemmelse (§ 537, stk. 4.), hvorefter fogedretten inden
fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt kortvarigt
udsætter sagen, medmindre der foreligger særlige omstæn-
digheder. Statsforvaltningen skal derefter tilbyde forældrene
børnesagkyndig rådgivning.
Den nye bestemmelse skal gælde for alle sager om tvangs-
fuldbyrdelse af forældreansvar (forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær), der er omfattet af retsplejelovens kapitel
48 a, jf. beskrivelsen af anvendelsesområdet for bestemmel-
serne i dette kapitel i afsnit 3.5.1.2.
Den foreslåede rådgivning skal først og fremmest søge at
undgå, at det er nødvendigt at fuldbyrde samvær eller tilba-
gegivelse af et barn ved anvendelse af umiddelbar magt. Så-
fremt dette ikke lykkes, skal rådgivningen søge at sætte for-
ældrene bedre i stand til at håndtere situationen, hvor barnet
overgives fra den ene forælder til den anden forælder.
Henset til at sager om tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar
(forældremyndighed, barnets bopæl og samvær) som ud-
gangspunkt er hastende, at de på grund af højt konfliktni-
veauet mellem forældrene typisk har været under behand-
ling i et stykke tid, og at rådgivningstilbuddet ikke må for-
sinke tvangsfuldbyrdelsen unødigt, forudsættes det, at fo-
gedretten som udgangspunkt kun kan udsætte fuldbyrdelsen
i op til 2 uger. Udsættelse i mere end 2 uger forudsætter, at
den, der har anmodet om tvangsfuldbyrdelsen erklærer sig
indforstået hermed, eller at fogedretten finder yderligere ud-
sættelse påkrævet af hensyn til barnet.
Udgangspunktet er således, at fogedretten kortvarigt skal
udsætte sagen inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umid-
delbar magt. Fogedretten bør imidlertid have mulighed for
at undlade at udsætte fuldbyrdelsen, hvis der foreligger sær-
lige omstændigheder. Særlige omstændigheder kan være, at
en udsættelse af sagen vil vanskeliggøre fuldbyrdelsen, at
barnet risikerer at lide (yderligere) overlast ved udsættelse af
sagen, eller at fogedretten mener, at ingen af forældrene vil
kunne få noget ud af rådgivningen. Derimod bør sagen som
udgangspunkt udsættes, selv om begge forældre erklærer, at
de ikke er interesseret i rådgivning. Dette skyldes, at de bør-
nesagkyndige bør have mulighed for at søge at overbevise
forældrene om, at de af hensyn til barnet bør deltage i råd-
givningen.
Straks efter udsættelsen af fogedsagen skal statsforvaltnin-
gen tilbyde forældrene rådgivning, eventuelt telefonisk. Fo-
gedretten underretter statsforvaltningen om, at sagen er ble-
vet udsat.
Statsforvaltningen skal være fleksibel med hensyn til, hvor
og hvornår rådgivningen gennemføres. Rådgivningsmøder-
ne afholdes som udgangspunkt i forældrenes hjem, men de
kan også afholdes i statsforvaltningens lokaler.
17
Rådgivningen afholdes som udgangspunkt med forældrene
hver for sig, og der gennemføres rådgivning med den ene
forælder, selv om den anden forælder ikke ønsker rådgiv-
ning.
Rådgivning skal være gennemført inden det tidspunkt, som
fogedretten har udsat sagen til.
Rådgiverne orienterer statsforvaltningen og fogedretten om,
i hvilket omfang der er gennemført rådgivning, og om even-
tuelle aftaler, der er indgået under rådgivningen. Såfremt
rådgivningen ikke har ført til enighed mellem forældrene,
således at fogedsagen kan anses for forligt, og rekvirenten
har oplyst, at denne ønsker fogedsagen fortsat, orienterer
rådgiverne også fogedretten om dette. Herefter fortsætter fo-
gedretten behandlingen af sagen.
Reglerne om rådgivningen foreslås indsat i forældreansvars-
loven som en ny bestemmelse, § 32 a.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forældreansvarslovens udgangspunkt er, at barnet har kon-
takt med begge forældre, også selvom forældrene ikke bor
sammen.
I dag opstår der situationer, hvor barnet ikke har kontakt
med samværsforælderen – i de fleste tilfælde barnets far –
mens statsforvaltningen behandler en sag om eksempelvis
fastsættelse af samvær, også selvom barnet ind til for kort
tid siden boede sammen med samværsforælderen eller hav-
de jævnlig kontakt med samværsforælderen. Der opstår også
situationer, hvor samvær bortfalder i en længere periode,
fordi bopælsforælderen holder ferie med barnet ud over det
sædvanlige.
Lovforslaget indeholder en række forslag, der skal sikre, at
kontakten mellem barnet og samværsforælderen ikke unø-
digt afbrydes.
Forslaget øger således ligestillingen mellem samværsforæl-
deren og bopælsforælderen i relation til barnets kontakt til
begge forældre, og forslaget har derfor positive ligestillings-
mæssige konsekvenser.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget medfører mindre ressourceforbrug for statsfor-
valtningen i forhold til midlertidige samværsafgørelsers en-
delighed, mødepligt og automatiseret erstatningssamvær.
Samtidig medfører lovforslaget øget ressourceforbrug for
statsforvaltningen til behandlingen af sager om midlertidigt
kontaktbevarende samvær, afgørelser om bortfald af samvær
og børnesagkyndig rådgivning ved fuldbyrdelse af forældre-
ansvar.
Lovforslaget medfører samlet set en merudgift for statsfor-
valtningen på 0,1 mio. kr. i 2015 og 0,2 mio. kr. årligt fra
2016 og frem.
Lovforslaget medfører herudover ikke merudgifter for det
offentlige af betydning.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vil betyde en administrativ lettelse for en ræk-
ke forældre, idet de med forslaget ikke skal søge om erstat-
ningssamvær, når et samvær ikke gennemføres. Samtidig
behøver en samværsforælder ikke længere at søge om fast-
sættelse af endeligt samvær efter afslutningen af en foræl-
dremyndigheds- og/eller bopælssag, hvor der under sagen
har været fastsat midlertidigt samvær.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. september
2014 til den 27. oktober 2014 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu, Bedstefor-
ældrene – imod forældreansvarsloven, Byretterne, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Dansk Psykolog Forening, Dansk Socialrådgi-
verforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater,
Daspcan – Dansk Selskab til Forebyggelse af Børnemis-
handling og Omsorgssvigt, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjeneste-
mandsforening, Domstolsstyrelsen, Et barn to forældre, Fa-
miliens Forening, Foreningen af Offentlige Chefer i Stats-
forvaltningen, Foreningen af Socialchefer i Danmark, For-
eningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen Far til Støt-
te for Børn og Forældre, HK/Danmark, HK Landsklubben
Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder, KL,
Kvinderådet, Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre,
Landsforeningen Børn og Samvær, Landsorganisationen af
Kvindekrisecentre (LOKK), Mandekrisecentret, Mødrehjæl-
pen, Red Barnet, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsom-
budsmanden på Færøerne, Statsforvaltningen, Vestre Lands-
ret, Østre Landsret.
18
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Forslaget medfører samlet set en merud-
gift for statsforvaltningen på 0,1 mio.
kr. i 2015 og 0,2 mio. kr. årligt fra 2016
og frem.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget medfører mindre ressour-
ceforbrug for statsforvaltningen i for-
hold til midlertidige samværsafgørelsers
endelighed, mødepligt og automatiseret
erstatningssamvær.
Lovforslaget medfører øget ressource-
forbrug for statsforvaltningen til be-
handlingen af sager om midlertidigt
kontaktbevarende samvær, afgørelser
om bortfald af samvær og børnesagkyn-
dig rådgivning ved fuldbyrdelse af for-
ældreansvar.
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Lovforslaget vil betyde en administrativ
lettelse for en række forældre, idet de
med forslaget ikke skal søge om erstat-
ningssamvær, når et samvær ikke gen-
nemføres. Samtidig behøver en samvær-
sforælder ikke længere at søge om fast-
sættelse af endeligt samvær efter afslut-
ningen af en forældremyndigheds- og/
eller bopælssag, hvor der under sagen
har været fastsat midlertidigt samvær.
Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der i forældreansvarsloven indsættes en ny
bestemmelse (§ 21 a) hvorefter fastsat eller aftalt samvær
kun bortfalder, når forældrene har aftalt det, eller når stats-
forvaltningen, ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold eller fogedretten har truffet afgørelse om
bortfald af samvær efter lovens § 21 eller § 29, stk. 3, eller
efter § 536, stk. 4, i retsplejeloven. Hermed tydeliggøres det
for forældrene, at aftalt eller fastsat samvær som udgangs-
punkt ikke bortfalder, og at de rammer, der er sat for sam-
været, skal overholdes, da formålet er, at barnet skal sikres
en kontinuerlig kontakt med samværsforælderen.
I modsætning til den gældende ordning medfører forslaget,
at hvis bopælsforælderen vil placere sin ferie med barnet
uden for almindelige ferie- og helligdagsperioder på en så-
dan måde, at det går ud over barnets samvær med samvær-
sforælderen, og der ikke kan opnås enighed mellem foræl-
drene om dette, skal bopælsforælderen med forslaget søge
om bortfald af det samvær, der falder sammen med den øn-
skede ferie.
En sådan ansøgning fra bopælsforælderen afgøres efter lo-
vens § 21, men som beskrevet i afsnit 3.2.1. kan statsforvalt-
ningen efter lovens § 39, stk. 1, afvise at behandle sådanne
ansøgninger.
Med forslaget ændres ikke ved, at barnet har ret til ferie med
begge forældre, og at bopælsforælderen som hidtil har ret til
at planlægge sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor
barnet ikke har feriesamvær med den anden forælder eller
uden for almindelige ferieperioder, når der ikke er løbende
samvær.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
Til nr. 2
Det fremgår af § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven, at stats-
forvaltningen under en sag om forældremyndighed, om bar-
nets bopæl, om samvær eller om anden kontakt efter anmod-
ning kan træffe afgørelse om midlertidigt samvær eller om
anden kontakt. Det fremgår af § 29, stk. 2, at en midlertidig
afgørelse om samvær gælder, indtil der foreligger en endelig
19
afgørelse om samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om sam-
været eller en afgørelse eller aftale om anden kontakt.
Som en konsekvens af, at der i § 29 indsættes et nyt stk. 3,
jf. lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter en midlertidig afgørelse
om samvær truffet under en sag om forældremyndighed el-
ler om barnets bopæl bliver endelig, når der foreligger en
endelig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bo-
pæl, der kan fuldbyrdes, eller en aftale om forældremyndig-
hed eller bopæl, ændres § 29, stk. 2, sådan, at en midlertidig
afgørelse om samvær, som er truffet under en samværssag,
som hidtil gælder indtil der foreligger en endelig afgørelse
om samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller
en afgørelse eller aftale om anden kontakt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.
Til nr. 3
Det fremgår af § 29, stk. 1, at statsforvaltningen under en
sag om forældremyndighed, om barnets bopæl, om samvær
eller om anden kontakt efter anmodning kan træffe afgørelse
om midlertidigt samvær eller om anden kontakt. Det frem-
går af § 29, stk. 2, at en midlertidig afgørelse om samvær
gælder, indtil der foreligger en endelig afgørelse om sam-
vær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en af-
gørelse eller aftale om anden kontakt.
En midlertidig afgørelse om samvær bortfalder således ikke,
når der er truffet afgørelse i en sag om forældremyndighed
eller bopæl, men alene når der er taget endelig stilling til
samværet ved en afgørelse eller aftale herom.
Selvom midlertidige afgørelser om samvær efter den gæl-
dende lovgivning ikke bortfalder, når der er truffet afgørelse
eller indgået aftale om forældremyndigheden eller bopælen,
er afgørelsens midlertidige karakter ikke er hensigtsmæssig i
forhold til forældre i konflikt.
Derfor foreslås det i lovens § 29 at indsætte et nyt stk. 3,
hvorefter en afgørelse om samvær truffet under en sag om
forældremyndighed eller bopæl bliver endelig, når der fore-
ligger en endelig afgørelse om forældemyndighed eller bar-
nets bopæl, der kan fuldbyrdes, eller en aftale om forældre-
myndighed eller barnets bopæl.
Forslaget vil medføre, at det ikke vil være nødvendigt for
samværsforælderen igen at rette henvendelse til statsforvalt-
ningen med henblik på en endelig afgørelse om samvær,
hvis det midlertidige samvær ønskes opretholdt.
Afgørelsens endelighed medfører ikke, forældrene afskæres
fra at søge om ændring af samværets omfang m.v.
Som en konsekvens af den nye bestemmelse i § 29, stk. 3,
konsekvensrettes § 29, stk. 2, jf. forslagets § 1, nr. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
3.3.2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af lovens § 29, stk. 1, at statsforvaltningen un-
der en sag om forældremyndighed, om barnets bopæl, om
samvær eller om anden kontakt efter anmodning bl.a. kan
træffe afgørelse om midlertidigt samvær.
Efter § 11 i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær m.v. skal statsforvaltningen træffe en mid-
lertidig afgørelse om samvær efter lovens § 29 hurtigst mu-
ligt og så vidt muligt inden 4 uger.
For at styrke den mulighed, som statsforvaltningen allerede
har for at fastsætte midlertidigt samvær foreslås det, at ind-
sætte en ny bestemmelse, § 29 a, i loven, hvorefter statsfor-
valtningen skal træffe en midlertidig afgørelse om kontakt-
bevarende samvær hurtigst muligt og inden 3 uger. Dette
skal sikre kontakt mellem barn og forælder, hvor der ikke er
kontakt, og hvor der ikke er grund til at tro, at det ikke er
bedst for barnet, at der er kontakt.
Dette forslag vil finde anvendelse på de situationer, hvor
samlivet lige er ophævet, eller hvor der indtil for nylig var
jævnligt samvær mellem barnet og samværsforælderen, men
hvor kontakten på ansøgningstidspunktet er afbrudt. Forsla-
get finder således ikke anvendelse, hvis der gennem længere
tid ikke har været samvær, eller hvis der aldrig har været
samvær.
Ansøgninger om fastsættelse af samvær, hvoraf det fremgår,
at der er kontakt i et eller andet omfang, og hvor der derfor
ikke er behov for en midlertidig afgørelse, er heller ikke om-
fattet af forslaget.
Når statsforvaltningen modtager en ansøgning om fastsæt-
telse af samvær og det oplyses, at der ikke er kontakt mel-
lem barnet og den forælder, barnet ikke bor hos, kræver fast-
sættelse af midlertidig kontaktbevarende samvær ikke en
særskilt anmodning fra samværsforælderen herom. I forlæn-
gelse af dette forslag og forslaget om mødepligt i statsfor-
valtningen, jf. forslaget til den nye bestemmelse i § 31 a,
stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 5 samt afsnit 3.4., skal statsfor-
valtningens sagsbehandling tilrettelægges sådan, at foræl-
drene med det samme vejledes om processen, herunder at
der hurtigt kan fastsættes et midlertidigt kontaktbevarende
samvær, hvis der ikke er begrundet tvivl om, at dette er til
bedste for barnet. Der fastsættes ikke midlertidig kontaktbe-
varende samvær, hvis samværsforælderen meddeler statsfor-
valtningen, at han eller hun ikke ønsker et sådant samvær
fastsat.
Indførelsen af en lovbestemt frist for, hvornår statsforvalt-
ningen skal have truffet en midlertidig afgørelse om kon-
taktbevarende samvær foreslås understøttet af, at statsfor-
valtningen kan fastsætte et standardiseret minimumssamvær.
Formålet hermed er at undgå, at sagsbehandlingen trækker
ud, og at formålet med en midlertidig afgørelse dermed for-
spildes, idet forælderenes mulighed for at gøre konkrete og
mere detaljerede indsigelser gældende over for samværets
omfang m.v. begrænses under behandlingen af sagen om
midlertidigt kontaktbevarende samvær.
20
Bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 42, nr. 1, hvorefter
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold kan fastsætte regler om behandling af sager om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. udnyttes til at
fastsætte nærmere regler om dette minimumssamvær, herun-
der om samværets omfang og placering. Minimumssamvæ-
rets omfang tilpasses barnets alder.
Muligheden for at fastsætte et sådant standardiseret samvær
vil alene finde anvendelse i de situationer, hvor der ikke er
kontakt mellem barnet og den forælder, som det ikke bor
sammen med, og hvor der ikke er omstændigheder, der kan
begrunde, at afbrydelsen af kontakten mellem barn og sam-
værsforælderen opretholdes.
Når der er truffet afgørelse om midlertidigt kontaktbevaren-
de samvær, fortsætter statsforvaltningen behandlingen af
sagen med henblik på en endelig afgørelse. En midlertidig
afgørelse om kontaktbevarende standardiseret minimums-
samvær afskærer ikke statsforvaltningen fra senere at træffe
en anden midlertidig afgørelse efter lovens § 29.
Finder statsforvaltningen, at betingelserne for at fastsætte
midlertidigt kontaktbevarende samvær ikke er opfyldt, skal
statsforvaltningen træffe afgørelse om afslag herpå.
I situationer, hvor statsforvaltningen træffer afgørelse om, at
det ikke er til barnets bedste, at der fastsættes et midlertidigt
kontaktbevarende samvær, skal statsforvaltningen vurdere,
om der i stedet kan træffes en midlertidig samværsafgørelse
efter lovens § 29, jf. afsnit 3.3.1.
Endelig foreslås der i § 29 a indsat en bestemmelse (2. pkt.),
hvorefter § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på
en afgørelse om midlertidigt kontaktbevarende samvær, der
træffes under en sag om samvær (§ 29, stk. 2, som foreslået
ændret ved lovforslagets § 1, nr. 2,) eller under en sag om
forældremyndighed og barnets bopæl (§ 29, stk. 3, som fore-
slået indsat i § 29 ved lovforslagets § 1, nr. 3,). Dette forslag
indebærer, at en afgørelse om midlertidigt kontaktbevarende
samvær gælder, indtil der foreligger en endelig afgørelse om
samvær, der kan fuldbyrdes, eller der foreligger en aftale om
samværet, og at afgørelsen bliver endelig, når der foreligger
en endelig afgørelse om forældremyndighed eller barnets
bopæl, der kan fuldbyrdes, eller der foreligger en aftale om
forældremyndigheden eller barnets bopæl.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.
Til nr. 5
Det fremgår af lovens § 31 a, at statsforvaltningen ved an-
modning om en afgørelse om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær indkalder parterne til et møde (vejled-
ningsmøde), medmindre anmodningen alene vedrører en af-
gørelse om anden kontakt som nævnt i § 22. Statsforvaltnin-
gen kan undlade at indkalde parterne til et møde, hvis det er
unødvendigt eller uhensigtsmæssigt at afholde et møde. Del-
tagelse i mødet er frivilligt.
For at fremme begge forældres aktive og loyale medvirken
til sagens behandling og for at undgå at sagens proces og af-
klaring forhales, indsættes et stk. 2 i § 31 a, hvorefter parter-
ne har pligt til at deltage i vejledningsmødet, medmindre
helt særlige omstændigheder gør sig gældende.
Det vil fortsat være frivilligt for forældrene at tage i mod
statsforvaltningens konfliktløsningstilbud; børnesagkyndig
rådgivning, konfliktmægling og tværfaglige møder.
I forhold til de situationer, hvor der uden grund ikke er kon-
takt mellem barnet og den forælder, som det ikke bor hos,
skal forslaget ses i sammenhæng med forslaget om styrkelse
af statsforvaltningens mulighed for i disse situationer at fast-
sætte et midlertidigt kontaktbevarende samvær, jf. afsnit
3.3.2.1. og den foreslåede nye bestemmelse i § 29 a, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 4.
Der vil være situationer, hvor forældrene har en gyldig
grund til ikke at give møde. Det vil i sådanne tilfælde være
muligt for forældrene at anmode om omberammelse af mø-
det, herunder en kortvarig udsættelse af mødet, uden at dette
vil kunne tillægges betydning for sagens behandling. Dette
vil f.eks. være tilfældet, hvis en forælder på grund af syg-
dom ikke kan møde. Statsforvaltningen skal dog være op-
mærksom på, at aflysningen ikke sker af chikanøse grunde
og skal derfor i tilfælde af aflysning på grund af sygdom be-
de forælderen fremlægge en lægeerklæring som dokumenta-
tion for, at forælderen ikke har kunnet deltage i mødet på
grund af sygdommen. Dette kan dog undtagelsesvist undla-
des, hvis der efter en konkret vurdering skønnes ikke at væ-
re behov herfor. Omberammelse skal også være en mulig-
hed, hvis det vurderes, at dette er nødvendigt for at sikre for-
ælderen muligheden for at lade sig repræsentere af en advo-
kat eller have en bisidder med til mødet.
Forslaget er ikke til hinder for, at der afholdes møder med
forældrene hver for sig, f.eks. fordi den ene forælder ikke
ønsker at møde den anden på grund af voldelig adfærd
o.lign.
Forslaget medfører i øvrigt ikke en ændret proces i forhold
til mødevirksomhed i sager om forældremyndighed og/eller
bopæl, jf. afsnit 3.3.1. Det vil ligeledes fortsat være frivilligt
for forældrene at tage i mod statsforvaltningens konfliktløs-
ningstilbud (børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling
og tværfaglige møder).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.
Til nr. 6
Efter retsplejelovens § 536, stk. 2, kan de domme, kendel-
ser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der er
nævnt i retsplejelovens § 536, stk. 1, fuldbyrdes ved anven-
delse af bl.a. umiddelbar magt.
Ved lovforslagets § 2 foreslås der i retsplejelovens § 537
indsat en ny bestemmelse (stk. 4), hvorefter fogedretten in-
den fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt kortva-
21
rigt udsætter sagen på gennemførelse af børnesagkyndig
rådgivning efter § 32 a i forældreansvarsloven, medmindre
der foreligger særlige omstændigheder.
Det foreslås, at der i forældreansvarsloven indsættes en ny
bestemmelse (§ 32 a) om denne børnesagkyndige rådgiv-
ning. Rådgivningen supplerer statsforvaltningens generelle
rådgivningstilbud efter lovens § 32, der er beskrevet i de al-
mindelige bemærkninger, afsnit 3.5.1. 1. Rådgivning efter
den nye bestemmelse i § 32 a er alene rettet mod sager om
tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar (forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær), hvor næste skridt ellers vil være
en udkørende fogedforretning med henblik på anvendelse af
umiddelbar magt med politiets bistand.
Den foreslåede rådgivning skal først og fremmest søge at
undgå, at det er nødvendigt at anvende umiddelbar magt for
at fuldbyrde forældreansvar. I de situationer, hvor en udkø-
rende fogedforretning med henblik på anvendelse af umid-
delbar magt alligevel gennemføres, skal rådgivningen søge
at sætte forældrene bedre i stand til at håndtere situationen,
hvor barnet overgives fra den ene forælder til den anden for-
ælder.
Under rådgivningen vil den børnesagkyndige ud fra sit
kendskab til familien og dens konflikter mv. bl.a. kunne tage
skridt til opblødning af konflikten. Den børnesagkyndige vil
endvidere kunne drøfte barnets behov og mulige reaktioner
på tvangsfuldbyrdelse med forældrene og give dem redska-
ber til at håndtere situationen, både i forhold til barnet og til
dem selv. Derigennem får forældrene anledning til at geno-
verveje sagen og prøve at finde andre muligheder end en ud-
kørende fogedforretning med henblik på anvendelse af
umiddelbar magt.
Når statsforvaltningen modtager meddelelse fra fogedretten
om, at fogedsagen er blevet udsat efter den foreslåede nye
bestemmelse i retsplejelovens § 537, stk. 4, skal statsforvalt-
ningen straks tilbyde forældrene rådgivning, eventuelt tele-
fonisk. Det skal i tilbuddet understreges, at det er frivilligt at
deltage i rådgivningen.
Statsforvaltningen skal være fleksibel med hensyn til, hvor
og hvornår rådgivningen gennemføres. Rådgivningsmøder-
ne afholdes som udgangspunkt i forældrenes hjem, men de
kan også afholdes i statsforvaltningens lokaler, f.eks. hvis en
forælder anmoder om det, eller det er påkrævet af hensyn til
rådgiverens sikkerhed.
Rådgivningen afholdes som udgangspunkt med forældrene
hver for sig. Der gennemføres rådgivning med den ene for-
ælder, selv om den anden forælder ikke ønsker rådgivning.
Hvis forældrene er enige herom, kan rådgivningen afholdes
med dem begge. Som led i rådgivningen kan der afholdes
flere rådgivningsmøder.
Hvis der skal være rådgivning, skal den være gennemført in-
den det tidspunkt, som fogedretten har udsat sagen til.
Rådgiverne må ikke uden samtykke fra den pågældende for-
ælder videregive oplysninger fra rådgivningen til hverken
statsforvaltningen eller fogedretten. De skal alene orientere
statsforvaltningen og fogedretten om, i hvilket omfang der
er gennemført rådgivning, og om eventuelle aftaler, der er
indgået under rådgivningen. Såfremt rådgivningen ikke har
ført til enighed mellem forældrene, således at fogedsagen
kan anses for forligt, og rekvirenten har oplyst, at denne øn-
sker fogedsagen fortsat, orienterer rådgiverne dog også fo-
gedretten om dette. Herefter fortsætter fogedretten behand-
lingen af sagen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5.
Til nr. 7
Det foreslås, at der i forældreansvarslovens § 42, der giver
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale for-
hold bemyndigelse til bl.a. at fastsætte regler om behandling
af samværssager, indsættes en ny bestemmelse (nr. 3), der
giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om er-
statningssamvær.
Denne bemyndigelse skal benyttes til at fastsætte regler om
automatisk fastsættelse af erstatningssamvær, herunder be-
tingelser for fastsættelse af erstatningssamvær, placeringen
af erstatningssamvær, vilkårene for erstatningssamvær m.v.
Disse regler, der fastsættes i en bekendtgørelse, vil blive ud-
formet i overensstemmelse med bemærkningerne i afsnit
3.3.2.1. Bemyndigelsen giver ministeren mulighed for at ud-
forme reglerne, sådan at det automatisk fastsatte erstatnings-
samvær kan fungere bedst muligt i praksis, herunder mulig-
hed for at justere reglerne i lyset af erfaringerne med anven-
delsen af ordningen.
Formålet med automatisk fastsættelse af erstatningssamvær
er dels at undgå den svækkelse af barnets kontakt med sam-
værsforælderen, som aflysning af et samvær har medført,
dels at søge at undgå, at bopælsforælderen igen aflyser sam-
vær, når bopælsforælderen ved, at aflysning af samvær
straks medfører fastsættelse af et nyt samvær.
Efter forslaget fastsættes der automatisk samvær i den føl-
gende uge, når et samvær er blevet aflyst. Fastsættelse af er-
statningssamvær kræver således ikke en ansøgning fra sam-
værsforælderen, men samværsforælderen skal i umiddelbar
tilknytning til aflysningen meddele bopælsforælderen, at
samværsforælderen ønsker at have erstatningssamvær.
Det automatisk fastsatte erstatningssamvær placeres i den
efterfølgende uge i samme omfang, på samme tidspunkt
(ugedag) og på samme vilkår som det aflyste samvær.
Den foreslåede ordning omfatter alle aftalte og fastsatte
samvær, men den har kun praktisk betydning i de situatio-
ner, hvor forældrene ikke kan indgå aftaler om ændring af
samværet. Forældre kan således fortsat aftale ændringer af
samvær, når der er behov for det.
22
Erstatningssamvær udløses automatisk uanset aflysnings-
grunden, herunder også barnets sygdom. Dette skyldes, at
barnets kontakt med samværsforælderen ikke bør svækkes
ved, at samvær aflyses. En aftale eller afgørelse om samvær
vil sætte barnets kontakt med begge forældre i faste og for-
udsigelige rammer, som begge forældre vil planlægge ud
fra. Hensynet til, at barnet løbende har kontakt med begge
forældre, må vægtes tungere end barnets deltagelse i andre
aktiviteter, herunder familiearrangementer.
Aflysning af samvær, der skyldes samværsforælderens for-
hold, udløser dog ikke erstatningssamvær.
Erstatningssamvær bortfalder endvidere, hvis det helt eller
delvist placeres i en ferie- eller helligdagsperiode, hvor bar-
net efter samværsordningen skal være sammen med bopæls-
forælderen.
Hvis samværsforælderen er forhindret i at have erstatnings-
samvær med barnet i ugen efter det aflyste samvær, bortfal-
der erstatningssamværet.
Aflyser bopælsforælderen erstatningssamværet, fastsættes
der automatisk et nyt erstatningssamvær ugen efter, med-
mindre erstatningssamværet falder på et tidspunkt, hvor
samværsforælderen efter samværsordningen alligevel skulle
have samvær med barnet.
Den foreslåede ordning ændrer ikke ved fogedrettens kom-
petence til at fastsætte erstatningssamvær efter retsplejelo-
vens § 536, stk. 5.
Forslaget om automatisk fastsættelse af erstatningssamvær
hænger sammen med forslaget i § 1, nr. 1, om indsættelse af
en ny bestemmelse i forældreansvarsloven (§ 21 a), hvoref-
ter samvær kun bortfalder, hvis forældrene aftaler det, eller
statsforvaltningen bestemmer det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
Til § 2
Efter retsplejelovens § 536, stk. 2, kan de domme, kendel-
ser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der er
nævnt i retsplejelovens § 536, stk. 1, fuldbyrdes ved anven-
delse af bl.a. umiddelbar magt.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 537 indsættes en ny
bestemmelse (stk. 4), hvorefter fogedretten inden fuldbyr-
delse ved anvendelse af umiddelbar magt kortvarigt udsæt-
ter sagen med henblik på gennemførelse af børnesagkyndig
rådgivning efter den foreslåede bestemmelse i § 32 a i foræl-
dreansvarsloven (lovforslagets § 1, nr. 6), medmindre der
foreligger særlige omstændigheder.
Bestemmelsen finder således kun anvendelse i de sager,
hvor fogedretten ellers ville beslutte, at sagen skulle fortsæt-
te som en udkørende fogedforretning med henblik på udle-
vering af barnet ved anvendelse af umiddelbar magt. Det
forudsættes således, at fogedretten inden udsættelse af sagen
efter den foreslåede bestemmelse i § 537, stk. 4, har indhen-
tet en børnesagkyndig erklæring og har afholdt samtale med
barnet efter retsplejelovens § 536, stk. 3, og § 537, stk. 2,
hvis der var behov for det, og at fogedretten har vurderet, at
retten har udtømt sine muligheder for at mægle forlig i sag-
en. Det er op til fogedretten at vurdere, hvornår det i den
konkrete sag er bedst for barnet at udsætte sagen med hen-
blik på at give forældrene rådgivningstilbud efter den fore-
slåede ordning. Det er også fogedretten, der tager stilling til
udsættelse af fogedsagen med henblik på rådgivningstilbud i
situationer, hvor landsretten under en kæresag har bestemt,
at sagen skal fremmes, og derefter har returneret sagen til
fogedretten.
Bestemmelsen berører således ikke de forligsbestræbelser,
som fogedretterne foretager i dag.
Bestemmelsen gælder for alle sager om tvangsfuldbyrdelse
af forældreansvar (forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær), der er omfattet af retsplejelovens kapitel 48 a, jf.
beskrivelsen af anvendelsesområdet for bestemmelserne i
dette kapitel i afsnit 3.5.1.2.
Det beror på fogedrettens skøn, hvor længe sagen bør udsæt-
tes, men sagen bør kun udsættes i mere end 2 uger, hvis re-
kvirenten erklærer sig indforstået hermed, eller hvis foged-
retten finder udsættelse af sagen i mere end 2 uger påkrævet
af hensyn til barnet, f.eks. fordi det ikke har været muligt at
gennemføre eller afslutte den børnesagkyndige rådgivning
efter den foreslåede bestemmelse i forældreansvarslovens
§ 32 a.
Der er herved taget højde for, at sager om tvangsfuldbyrdel-
se af forældreansvar (forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær) som udgangspunkt er af hastende karakter, men at
disse sager af hensyn til barnet kortvarigt bør udsættes på
børnesagkyndig rådgivning, hvis den eneste løsning på sag-
en må antages at være fuldbyrdelse ved anvendelse af umid-
delbar magt.
Udgangspunktet er, at fogedretten kortvarigt skal udsætte
sagen inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar
magt. Fogedretten bør imidlertid have mulighed for helt at
undlade at udsætte sagen på gennemførelse af børnesagkyn-
dig rådgivning efter den foreslåede bestemmelse i foræl-
dreansvarslovens § 32 a, hvis der foreligger særlige omstæn-
digheder, f.eks. hvis udsættelse vil vanskeliggøre fuldbyr-
delsen, hvis barnet risikerer at lide (yderligere) overlast ved
udsættelse af sagen, eller hvis fogedretten mener, at ingen af
forældrene vil kunne have udbytte af rådgivningen. Dette
kan bl.a. være tilfældet, hvis forældrene tidligere har modta-
get rådgivning efter den foreslåede ordning eller tidligere
har afvist at deltage i rådgivning efter at have modtaget til-
bud herom. Derimod udgør det ikke særlige omstændighe-
der, at begge forældre erklærer, at de ikke er interesseret i
børnesagkyndig rådgivning. Dette skyldes, at den børnesag-
kyndige rådgiver bør have mulighed for at søge at overbevi-
se forældrene om, at de af hensyn til barnet bør deltage i
rådgivningen.
23
Da den børnesagkyndige rådgivning gennemføres af hensyn
til barnet, skal fogedretten tage stilling til udsættelse af sag-
en på gennemførelse af rådgivning, selv om ingen af foræl-
drene har anmodet om udsættelse.
Fogedrettens afgørelse om udsættelse af sagen træffes om
fornødent ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 53.
Fogedretten skal straks efter udsættelsen af sagen orientere
statsforvaltningen herom, således at statsforvaltningen kan
tilbyde forældrene børnesagkyndig rådgivning.
Rådgivningen skal være gennemført inden det tidspunkt,
som fogedretten har udsat sagen til.
Rådgiverne orienterer statsforvaltningen og fogedretten om,
i hvilket omfang der er gennemført rådgivning, og om even-
tuelle aftaler, der er indgået under rådgivningen. Såfremt
rådgivningen ikke har ført til enighed mellem forældrene,
således at fogedsagen kan anses for forligt, og rekvirenten
har oplyst, at denne ønsker sagen fortsat ved fogedretten,
orienterer rådgiverne også fogedretten om dette. Rådgiverne
må ikke uden samtykke fra den pågældende forælder videre-
give andre oplysninger fra rådgivningen. Herefter fortsætter
fogedretten behandlingen af sagen.
Til § 3
Ved fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet skal der tages
hensyn til, at der skal udarbejdes en række nye administrati-
ve forskrifter. Lovens ikrafttrædelse foreslås i § 3, stk. 1,
fastsat til den 1. oktober 2015.
Dette indebærer, at de nye regler om forældreansvar (foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær) træder i kraft den
1. oktober 2015, og at reglerne finder anvendelse på verse-
rende sager om forældreansvar og på allerede trufne afgørel-
ser om forældreansvar.
Dette er ønskeligt i relation til enkelte af de nye bestemmel-
ser, mens der i relation til de øvrige bestemmelser er behov
for andre ordninger, jf. lovforslagets § 3, stk. 2-4.
Det foreslås, at den nye bestemmelse i forældreansvarslo-
vens § 21 a (lovforslagets § 1, nr. 1,) om, at samvær kun
bortfalder, når forældrene har aftalt det, eller statsforvaltnin-
gen har truffet afgørelse herom, finder anvendelse på aftaler
om samvær, der er indgået før og efter lovens ikrafttræden,
og at bestemmelsen ligeledes finder anvendelse på afgørel-
ser om samvær, der er truffet før og efter lovens ikrafttræ-
den. Bestemmelsen finder anvendelse på samvær, der be-
gynder efter lovens ikrafttræden. Dette forslag følger af
ikrafttrædelsesbestemmelsen, og der er derfor ikke behov
for en særskilt overgangsbestemmelse.
Af hensyn til barnet bør de foreslåede bestemmelser om bør-
nesagkyndig rådgivning i forældreansvarslovens § 32 a og
retsplejelovens § 537, stk. 4, (lovforslagets § 1, nr. 6, og § 2)
også finde anvendelse på verserende fogedsager om foræl-
dreansvar (forældremyndighed, barnets bopæl og samvær).
Dette følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen, og der er der-
for ikke behov for en særskilt overgangsbestemmelse.
De bestemmelser om automatisk udløsning af erstatnings-
samvær, som fastsættes efter den nye bestemmelse i foræl-
dreansvarslovens § 42, nr. 3, (lovforslagets § 1, nr. 7,) vil
alene finde anvendelse på samvær, der begynder efter lo-
vens ikrafttræden. Der er ikke behov for en særskilt over-
gangsbestemmelse i loven herom.
Det foreslås, at bestemmelsen i forældreansvarslovens § 29,
stk. 3, (lovforslagets § 1, nr. 3,) om, at midlertidige samvær-
safgørelser, der er truffet under en sag om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl, bliver endelige, når der foreligger
en afgørelse eller aftale om forældremyndighed eller bopæl,
ikke finder anvendelse på midlertidige afgørelser om sam-
vær, der træffes før lovens ikrafttræden. Det samme gælder
konsekvensændringen af forældreansvarslovens § 29, stk. 2,
(lovforslagets § 1, nr. 2,). Dette indebærer, at § 29, stk. 2, i
sin hidtidige affattelse fortsat finder anvendelse på afgørel-
ser om samvær, der er truffet inden lovens ikrafttræden.
Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 2.
De nye bestemmelser om midlertidigt kontaktbevarende
samvær i forældreansvarslovens § 29 a (lovforslagets § 1,
nr. 4,) og om pligt til at deltage i vejledningsmøder i lovens
§ 31 a, stk. 2, (lovforslagets § 1, nr. 5,) bør ikke finde an-
vendelse i sager om forældreansvar, som statsforvaltningen
har modtaget inden lovens ikrafttræden, da statsforvaltnin-
gen i de fleste af disse sager allerede – hvor det er relevant –
har taget stilling til spørgsmål om fastsættelse af midlertidigt
samvær efter lovens § 29 og enten har afholdt eller indkaldt
til vejledningsmøder. Det foreslås derfor, at disse to bestem-
melser alene finder anvendelse på anmodninger som foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær, som statsforvalt-
ningen modtager efter lovens ikrafttræden. Der henvises til
lovforslagets § 3, stk. 3 og 4.
Endelig foreslås det, at bestemmelserne om erstatningssam-
vær, der fastsættes i medfør af § 42, nr. 3, i forældreansvars-
loven (lovforslagets § 1, nr. 7) også finder anvendelse på af-
gørelser og aftaler om samvær, der er truffet eller indgået
før lovens ikrafttræden. Det foreslås videre, at et sådant er-
statningssamvær kan tvangsfuldbyrdes efter reglerne i kapi-
tel 48 a i retsplejeloven.
Tvangsfuldbyrdelse nødvendiggør således ikke ændringer af
afgørelser og aftaler, der er truffet eller indgået før lovens
ikrafttræden, og erstatningssamværet kan tvangsfuldbyrdes i
det omfang, det nærmere fastsættes i en bekendtgørelse i
medfør af § 42, nr. 3, i forældreansvarsloven (lovforslagets
§ 1, nr. 7). Det forudsættes herved, at der i øvrigt er tale om
en afgørelse eller aftale om samvær, der kan tjene som
grundlag for tvangsfuldbyrdelse i henhold til retsplejelovens
§ 478, stk. 1, nr. 1-3.
Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 5.
24
For så vidt angår fuldbyrdelse af erstatningssamvær, når af-
gørelsen og aftalen om samvær er truffet eller indgået efter
lovens ikrafttræden, henvises til afsnit 3.2.4.
Til § 4
Bestemmelsen i § 4 vedrører lovens territoriale område. Det
foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland.
I stk. 2 foreslås det, at § 1 ved kongelig anordning helt eller
delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 20.
november 2012 med senere ændringer, er ikke sat i kraft for
Færøerne. Reglerne om forældremyndighed og samvær m.v.
findes i anordning nr. 228 af 15. marts 2007 om ikrafttræden
for Færøerne af lov om forældremyndighed og samvær. For-
ældreansvarsloven er heller ikke sat i kraft for Grønland.
Reglerne om forældremyndighed og samvær m.v. findes i
anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for
Grønland af myndighedsloven. Forældreansvarsloven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grøn-
land.
Retsplejeloven gælder ikke for Færøerne og Grønland. De
foreslåede ændringer af retsplejeloven, skal derfor ikke kun-
ne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.
25
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1085 af 7. oktober 2014, foretages følgende æn-
dringer:
1. Efter § 21 indsættes før overskriften før § 22:
»§ 21 a. Fastsat eller aftalt samvær bortfalder
kun, når forældrene har aftalt det, eller statsfor-
valtningen, ministeren for børn, ligestilling, inte-
gration og sociale forhold eller fogedretten har
truffet afgørelse om bortfald af samvær efter § 21
eller § 29, stk. 3, eller efter § 536, stk. 4, i retsple-
jeloven.«
§ 29. Under en sag om forældremyndighed, om
barnets bopæl, om samvær eller om anden kon-
takt kan statsforvaltningen efter anmodning træf-
fe afgørelse om midlertidigt samvær eller om an-
den kontakt.
Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 gælder, indtil
der foreligger en endelig afgørelse om samvær,
der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller
en afgørelse eller aftale om anden kontakt.
2. I § 29, stk. 2, indsættes efter »stk.1«: »under en
sag om samvær«.
Stk. 3. Adgangen til at træffe midlertidig afgø-
relse efter stk. 1 kan i helt særlige tilfælde ligele-
des udøves af ministeren for børn, ligestilling, in-
tegration og sociale forhold.
3. I § 29 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 under en sag
om forældremyndighed eller barnets bopæl bliver
endelig, når der foreligger en endelig afgørelse
om forældremyndighed eller barnets bopæl, der
kan fuldbyrdes, eller en aftale om forældremyn-
digheden eller om barnets bopæl.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. Efter § 29 indsættes før overskriften før § 30:
»§ 29 a. Har barnet ikke samvær med den foræl-
der, der anmoder om samvær, skal statsforvalt-
ningen hurtigst muligt og inden 3 uger efter mod-
tagelsen af en anmodning om fastsættelse af sam-
vær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbe-
varende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsva-
rende anvendelse.«
26
§ 31 a. Ved anmodning om en afgørelse som
nævnt i § 31, stk. 1, indkalder statsforvaltningen
parterne til et møde, medmindre anmodningen
alene vedrører en afgørelse om anden kontakt
som nævnt i § 22. Statsforvaltningen kan undlade
at indkalde parterne til et møde, hvis det er unød-
vendigt eller uhensigtsmæssigt at afholde et mø-
de.
5. I § 31 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Parterne har pligt til at deltage i mødet,
medmindre helt særlige omstændigheder gør sig
gældende.«
6. Efter § 32 indsættes før overskriften før § 33:
»§ 32 a. Statsforvaltningen tilbyder forældrene
børnesagskyndig rådgivning, når fogedretten efter
retsplejelovens § 537, stk. 4, har udsat fuldbyrdel-
se af forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær. Rådgivning efter 1. pkt. skal være gen-
nemført inden det tidspunkt fogedretten har udsat
sagen til.«
§ 42. Ministeren for børn, ligestilling, integrati-
on og sociale forhold kan fastsætte regler
1) om behandling af sager om forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær m.v.,
2) om forældrenes fælles ansvar for transport af
barnet i forbindelse med samvær, herunder
forældrenes afholdelse af udgifter herved,
3) om overvåget samvær,
4) om anmeldelse af aftaler om forældremyn-
dighed,
5) om børnesagkyndig rådgivning, børnesag-
kyndige undersøgelser, sagkyndige erklærin-
ger om forældre og konfliktmægling og
6) om klagers behandling.
7. I § 42 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) om erstatningssamvær,«
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af
24. september 2013, som ændret senest ved § 3 i
lov nr. 739 af 25. juni 2014, foretages følgende
ændring:
§ 537. Fogedretten kan tilkalde en repræsentant
fra kommunen til at varetage barnets interesser
under sagen. Fogedretten kan efter omstændighe-
derne give en kortere udsættelse af tidspunktet
for barnets udlevering eller samværets udøvelse.
Stk. 2. Et barn, som har den fornødne alder og
modenhed, skal under en samtale have mulighed
for at give udtryk for sine egne synspunkter,
1. I § 537 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Medmindre der foreligger særlige om-
stændigheder, udsætter fogedretten inden fuldbyr-
delse ved anvendelse af umiddelbar magt kortva-
rigt sagen med henblik på gennemførelse af bør-
nesagkyndig rådgivning efter § 32 a i forældrean-
svarsloven.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
27
medmindre det er til skade for barnet. Afholdes
en samtale med barnet, skal der deltage en børne-
sagkyndig eller en repræsentant fra kommunen.
§ 450 c, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvaren-
de anvendelse.
Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes som daglige el-
ler ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udle-
veres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om
udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en en-
kelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om
udøvelse af samvær på et nærmere angivet tids-
punkt ikke efterkommes.
Stk. 4. Skal der anvendes umiddelbar magt,
skal der deltage en børnesagkyndig og en repræ-
sentant fra kommunen til at varetage barnets in-
teresser, medmindre der foreligger ganske særli-
ge omstændigheder.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på
midlertidige afgørelser om samvær, der er truffet
før lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser
finder den hidtil gældende bestemmelse i § 29,
stk. 2, i forældreansvarsloven anvendelse.
Stk. 3. § 1, nr. 4, finder alene anvendelse på an-
modninger om samvær, som statsforvaltningen
modtager efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 1, nr. 5, finder alene anvendelse på an-
modninger om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær, som statsforvaltningen modtager efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 5. Bestemmelser om erstatningssamvær,
der fastsættes i medfør af § 42, nr. 3, i foræl-
dreansvarsloven, som indsat ved § 1, nr. 7, finder
også anvendelse på afgørelser og aftaler om sam-
vær, der er truffet eller indgået før lovens ikraft-
træden. Erstatningssamvær, der er omfattet af 1.
pkt., kan tvangsfuldbyrdes efter reglerne i kapitel
48 a i retsplejeloven.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
28
Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske og grønland-
ske forhold tilsiger.
29