Svar på spm. nr. S 373: Vil ministeren inden for den danske formandsbevilling skaffe plads til et forstudie i en evt. etablering af et Nordisk Hus i Flensborg på baggrund af, at der synes at være enstemmig tilslutning til sagen i Nordisk Råds Budgetgruppe, og at det derfor må være en smal sag for ministeren at finde det lille beløb inden for den ganske store formandsbevilling, som regeringen råder over i 2015?

Tilhører sager:

Aktører:


    Svar på spm. nr. S 373

    https://www.ft.dk/samling/20141/spoergsmaal/S373/svar/1177564/1428946.pdf

    UDENRIGSMINISTERIET
    Sekretariatet for Ministeren for Nordisk Samarbejde
    Den 2. december 2014
    Besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 373 af 26. november
    2014 til ministeren for nordisk samarbejde stillet af
    Mette Bock (LA)
    Spørgsmål:
    ”Vil ministeren inden for den danske formandsbevilling skaffe plads til et forstudie i en evt.
    etablering af et Nordisk Hus i Flensborg på baggrund af, at der synes at være enstemmig
    tilslutning til sagen i Nordisk Råds Budgetgruppe, og at det derfor må være en smal sag for
    ministeren at finde det lille beløb inden for den ganske store formandsbevilling, som regeringen
    råder over i 2015?”
    Svar:
    Det er korrekt, at en del af det såkaldte prioriteringsbudget, som de nordiske
    samarbejdsministre oprettede med virkning fra 2013, er øremærket initiativer, som igangsættes
    af de skiftende formandskaber. Det står imidlertid ikke formandskabet frit for at disponere over
    dette budget. Der skal være opbakning til initiativerne fra de øvrige nordiske lande. Danmark
    ”råder” således ikke over formandskabsbudgettet for 2015.
    Selv om der fra regeringens side ses meget positivt på ansøgningen om midler til et forstudie til
    en opgradering af Nordisk Informationskontor Sønderjylland/ Sydslesvig til et Nordens Hus i
    Flensborg, hverken kunne eller kan regeringen ifølge retningslinjerne afsætte midler fra Nordisk
    Ministerråd uden opbakning fra de øvrige nordiske lande. Denne opbakning har Danmark
    endnu ikke opnået.
    Retningslinjerne blev bestemt på de nordiske samarbejdsministres møde den 22. februar 2012,
    hvor en række kriterier for anvendelsen af prioriteringsbudgettet (herunder formandskabsdelen)
    blev opregnet: Der skal være tale om større strategiske og innovative satsninger, der skaber
    nordisk merværdi. Mindst 3 lande skal deltage. Der gives maksimalt støtte i 3 år. Herudover kan
    der ved stillingtagen til de enkelte projekter tages hensyn til følgende yderligere forhold:
    Medfinansiering fra landene, EU, virksomheder eller andre, samt om der er tale om et
    tværsektorielt initiativ.
    Fra regeringens side har vi aktivt støttet, at der i Nordisk Ministerråds samlede budget for 2015
    skulle afsættes midler til et forprojekt til et Nordisk Hus i Flensborg. Desværre viste det sig, at
    Danmark stod alene med dette ønske.
    2014-15
    S 373 endeligt svar
    Offentligt
    Regeringen har løbende konsulteret Folketinget vedr. det danske formandskabsprogram for
    2015, senest i forbindelse med regeringens redegørelse om det nordiske samarbejde 2013-14 og
    redegørelsesdebatten den 24. oktober 2014. I programmet indgår som bekendt 11
    formandskabsprojekter. Projekterne ligger inden for de fire temaer vækst, velfærd, værdier
    (”branding” af Norden) og Det blå Arktis.
    Nordisk Ministerråds budget for 2015, herunder formandskabsdelen, blev vedtaget i
    forbindelse med Nordisk Råds 66. session i Stockholm i oktober i år. Det nuværende islandske
    formandskab indgik forud herfor i en forhandling med Nordisk Råds budgetgruppe, der også
    havde et forstudie til et Nordens Hus i Flensborg på ønskelisten. Fra dansk side kunne vi dog
    konstatere, at huset imidlertid ikke indgik i kompromiset, og at Nordisk Råd heller ikke bragte
    det op i den endelige budgetbehandling i plenum under sessionen. Der synes således fortsat at
    udestå en del arbejde med at overbevise de øvrige nordiske lande om projektets fordele.
    Regeringen sætter stor pris på det store arbejde, som Nordisk Informationskontor i
    Sønderjylland/Sydslesvig gør for at udbrede kendskabet til nordisk kultur og samfundsforhold.
    Virksomheden er med tiden blevet ganske omfattende og har stor betydning for interessen for
    det nordiske samarbejde. Vi er i dialog med formanden og næstformanden for kontoret med
    henblik på den videre proces.