KUU alm. del - svar på spm. 267 om redegørelse for den historiske begrundelse for, at sager om publicering af urigtige historier samt bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred er undergivet privat påtale, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 267 (Alm. del), som Folketin-
gets Kulturudvalg har stillet til justitsministeren den 12. september 2014.
Mette Frederiksen
/
Christian Hesthaven
Folketinget
Kulturudvalget
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 28. november 2014
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Morten Holland Heide
Sagsnr.: 2014-0032-1474
Dok.: 1308634
Kulturudvalget 2013-14
KUU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 267
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 267 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg:
”Vil ministeren redegøre for den historiske begrundelse for, at
sager om publicering af urigtige historier samt bagvaskelse og
krænkelse af privatlivets fred er undergivet privat påtale?”
Svar:
1. Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 5. september 2014
af spørgsmål nr. 238 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg (2013-14),
indeholder straffeloven ikke bestemmelser, der specifikt kriminaliserer
publicering af urigtige historier.
Mediernes publicering af urigtige historier vil imidlertid efter omstændig-
hederne kunne indebære en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens
kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Dette gælder særligt straffelovens
§ 267 om ærekrænkelse og straffelovens § 268 om bagvaskelse samt straf-
felovens § 264 d om krænkelse af privatlivets fred.
2. Det er i dag udgangspunktet, at straffelovsovertrædelser er undergivet
offentlig påtale. Der gælder dog fortsat visse undtagelser. Det fremgår så-
ledes bl.a. af straffelovens § 275, stk. 1, at forbrydelserne i kapitel 27 er
undergivet privat påtale, dog med undtagelse af §§ 266-266 c om visse
trusler mv. Privat påtale indebærer, at påtalekompetencen som udgangs-
punkt tilkommer forurettede, jf. retsplejelovens § 725, stk. 1.
I de tilfælde, der er nævnt i straffelovens §§ 263-264 d om krænkelser af
privatlivets fred, kan offentlig påtale dog ske, når forurettede anmoder om
det (såkaldt betinget offentlig påtale). Det samme gælder, når forurettede
for en ærekrænkelse eller bagvaskelse virker eller på den tid, hvorom talen
er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, og ærekrænkelsen eller bagva-
skelsen kan medføre eller kunne have medført stillingens eller hvervets
fortabelse, samt når en ærekrænkelse eller bagvaskelse fremsættes i navn-
løs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet skrivelse. Dette fremgår
af § 275, stk. 2.
Det bemærkes, at en politianmeldelse fra forurettede anses som en begæ-
ring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen, jf.
retsplejelovens § 720, stk. 2, 2. pkt.
Det fremgår herudover af retsplejelovens § 727, stk. 2, at offentlig påtale
af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis
3
almene hensyn kræver det.
3. Tidligere var flere overtrædelser undergivet privat påtale eller betinget
offentlig påtale. Således var en række forbrydelser i almindelig borgerlig
straffelov af 10. februar 1866 (1866-straffeloven) undergivet privat påtale.
Det gjaldt udover freds- og ærekrænkelser f.eks. også simpel vold. Der
henvises herved til Peter Nørgaard, Private Straffesager, 1. udgave (2013),
side 79.
1866-straffeloven blev senere afløst af borgerlig straffelov af 15. april
1930 (1930-straffeloven), der med en lang række efterfølgende ændringer
fortsat er gældende i dag.
1930-straffeloven byggede bl.a. på Carl Torps betænkning ”angående de af
den under 11. august 1905 nedsatte Straffelovskommission udarbejdede
Forslag indeholdende Udkast til Love vedrørende den borgerlige Straffe-
lovgivning med motiver”. I betænkningen sondres der så vidt ses mellem
to grunde til, hvorfor et forhold er undergivet privat eller betinget offentlig
påtale, jf. herved Peter Nørgaard, Private Straffesager, 1. udgave (2013),
side 105-106. Privat påtale og betinget offentlig påtale kunne således skyl-
des (Carl Torp-betænkningen, Motiverne, side 44):
”[At] en given Lovovertrædelse anses for gennemsnitlig at væ-
re af saa ringe Betydning, eller at Grænsen mellem det strafba-
re og det ikke strafbare er saa flydende og ubestemt, at det fin-
des unødvendigt og stridende mod sund Økonomi at sætte hele
det strafferetlige Apparat i Scene, naar ikke den forurettede har
lagt for Dagen, at i alt Fald han har følt det skete som en alvor-
lig Retskrænkelse […]”
Herudover kunne privat påtale og betinget offentlig påtale ifølge betænk-
ningen skyldes (Carl Torp-betænkningen, Motiverne, side 44):
”[…] Hensynet til selve den forurettedes Interesse, den uopret-
telige Forstyrrelse i Familieforhold, den pinlige Blotstillen af
Forhold, der saarer den forurettedes Blufærdigheds- og lignen-
de Følelser, den Aabenbarelse af private og huslige Forhold,
som vil blive Følgen af en offentlig Straffesag.”
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke lovovertrædelser der herefter burde
undergives privat eller betinget offentlig påtale, fremgår bl.a. følgende af
betænkningen (Carl Torp-betænkningen, Motiverne, side 45-46):
4
”I hvilke Tilfælde Straf bør betinges af privat Paatale eller Be-
gæring om Paatale, er det ikke her Stedet at afgøre. Det skal
blot nævnes, at Anskuelserne herom er modstridende. I nyere
Teori har en udpræget Tendens til at indsnævre den forurette-
des hidtil almindelige Indflydelse paa Paatalen været fremtræ-
dende. Til Støtte derfor gøres bl. a. gældende dels, at den
Ujævnhed og tilsyneladende Tilfældighed, der kommer til at
præge Strafforfølgningen, hvor dens Iværksættelse helt eller
delvis ligger i den forurettedes Haand, især i vor for offentlig
Kritik aarvaagne Tid, let vil bidrage til at undergrave den al-
mindelige Tillid til Strafferetsplejens retfærdige Udøvelse, dels
og navnlig, at denne Ordning medfører stærke Fristelser til
Misbrug. Om Paatale rejses og navnlig, om Begæring om Paa-
tale fremsættes, vil ofte bero paa Motiver af lidet agtværdig el-
ler endog ganske fordømmelig Art. Ved visse Forbrydelser vil
det ledende Motiv til at begære Paatale ofte være Hævnfølelse,
Ønsket om at komme politiske, private eller forretningsmæssi-
ge Modstandere tillivs og ikke Betragtninger, der har noget
med selve Lovovertrædelsens mere eller mindre undskyldelige
Karakter at gøre. Ved andre Forbrydelser vil Paataleretten
navnlig ofte blive benyttet som Middel til at skaffe sig økono-
miske Fordele, hyppigt langt ud over al Rimelighed og paa en
Maade, der uhyggeligt kan nærme sig til den rene Pengeaf-
presning uden dog at kunne rammes som saadan. Endelig kan
den erfaringsmæssigt ret nærliggende Udsigt til at opnaa Straf-
frihed derved, at Paataleretten ikke benyttes, svække Straffebe-
stemmelsens generalpræventive Virkning. Vægten af disse Be-
tragtninger kan ikke underkendes; de opfordrer ialtfald til en
vis Varsomhed ved Indrømmelsen af denne Beføjelse og navn-
lig til saa vidt muligt at skabe Kauteler mod Misbrug. Ligesom
dog næppe nogen vil bestride, at navnlig det ovenfor berørte
Hensyn til at skaane berettigede Følelser hos selve den foruret-
tede kan være saa vægtigt, at Betænkelighederne ved denne
Ordning bør vige, saaledes er ogsaa i nyeste Tid, navnlig fra
praktisk Side, Betragtninger gjort gældende, der fører i stik
modsat Retning. Det fremhæves navnlig, at den heromhandle-
de Begrænsning af det offentliges Paataleret er et virksomt og
uundværligt Modtræk mod den moderne Tendens til at pønali-
sere alt muligt og umuligt, mod hele den overdrevne Anven-
delse af Straffemyndigheden, som er blevet Følgen af Nutidens
Opfattelse af Straffen som en ren Samfundsopgave. Det ses let,
at det er Betragtninger, der er nær beslægtede med dem, der fø-
res i Marken til Fordel for Opportunitetsprincipet i Straffepro-
cessen modsat Legalitetsprincipet, og at der i en Lovgivning,
som i vidt Omfang gennemfører Opportunitetsprincipet, om
end der er mindre Trang dertil, kan ventes mere Sangbund for
Tendenser til at give den forurettede Indflydelse paa Paatalen,
end i en Lovgivning, der strengt gennemfører Legalitetsprinci-
pet. — I sidste Instans maa Afvejelsen af disse modstridende
Hensyn bero paa et ret vanskeligt, tildels ved det enkelte Lands
særlige Forhold bestemt Skøn.”
5
Med 1930-straffelovens § 275 blev overtrædelserne i lovens kapitel 27 om
freds- og ærekrænkelser – dog med undtagelse af § 266 (trusler) – under-
givet privat påtale. Det blev samtidig bestemt, at forurettede kunne begære
offentlig påtale for overtrædelser af § 263, stk. 2 (tavshedspligt), § 264,
stk. 3 (grove tilfælde af husfredskrænkelse), og § 265 (overtrædelse af til-
hold). Det samme blev bestemt for tilfælde, hvor forurettede for en ære-
krænkelse eller bagvaskelse virker eller på den tid, hvorom talen er, virke-
de i offentlig tjeneste eller hverv, og ærekrænkelsen eller bagvaskelsen kan
medføre eller kunne have medført stillingens eller hvervets fortabelse,
samt når en ærekrænkelse eller bagvaskelse fremsættes i navnløs eller med
urigtigt eller opdigtet navn forsynet skrivelse.
4. Reglerne i 1930-straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser,
herunder § 275, er efterfølgende blevet ændret en række gange.
Det kan således f.eks. nævnes, at 1930-straffelovens § 275 blev ændret ved
lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ”Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig
Straffelov af 15. April 1930”. Med ændringsloven blev overtrædelse af da-
gældende § 264 a (husfredskrænkelse med det formål at tilegne sig doku-
menter mv.), § 266 a (offentlige udtalelser, der tilstræber voldshandlinger
mv.) og 266 b (forfølgelse eller ophidselse til had mod en befolknings-
gruppe ved falske rygter eller beskyldninger) undergivet offentlig påtale.
Det kan endvidere nævnes, at 1930-straffelovens § 275 blev ændret ved
lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om
ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov
om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.).
Med ændringsloven blev adgangen til betinget offentlig påtale udvidet til
at omfatte alle bestemmelserne i §§ 263-265 om beskyttelse af privatlivets
fred mv.
5. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse 17. juni 2014 af
spørgsmål nr. 1077 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg (2013-14).
Som det fremgår af denne besvarelse, er det et fællestræk for de forhold,
der er undergivet privat påtale, at straffen i almindelighed er bøde, og at
gerningsmanden normalt er kendt, således at politimæssig undersøgelse
ikke er nødvendig.
Endvidere er de forhold, der er undergivet betinget offentlig påtale, i al-
6
mindelighed grovere end dem, der er undergivet privat påtale, men dog
stadig af en sådan karakter, at der som udgangspunkt ikke er anledning til
offentlig påtale, hvis forurettede ikke ønsker det. Det bemærkes herved, at
det er karakteristisk, at det kan skade forurettede yderligere, hvis der føres
en offentlig straffesag i anledning af freds- eller ærekrænkelser, fordi sa-
gen kan føre til yderligere offentlig udbredelse af private oplysninger eller
krænkende beskyldninger.
Den sene besvarelse beklages.