Skriftlig fremsættelse (19. november 2014)

Tilhører sager:

Aktører:


    AN11823

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20141/lovforslag/L76/20141_L76_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (19. november 2014)
    Skatteministeren (Benny Engelbrecht):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets
    faste ejendomme.
    (Lovforslag nr. L 76)
    Borgernes tillid til de offentlige ejendomsvurderinger
    skal genoprettes. Det tog regeringen det første initiativ til for
    et år siden ved at nedsætte et eksternt ekspertudvalg, der
    skulle komme med anbefalinger til, hvordan et vurderings-
    system kan indrettes.
    Ekspertudvalget afleverede sin rapport den 11. september
    2014. Rapporten indeholder en række anbefalinger til et nyt
    vurderingssystem, som skal øge kvaliteten af ejendomsvur-
    deringerne og genskabe tilliden til systemet.
    Ekspertudvalgets arbejde viser, at det er muligt at etable-
    re et vurderingssystem, som er baseret på bedre data, og som
    er mere gennemsigtigt. Ekspertudvalgets arbejde har imid-
    lertid også vist, hvor kompleks vurderingsopgaven er, lige-
    som udvalget peger på en lang række udfordringer, der skal
    løses.
    Det grundige arbejde, som ekspertudvalget har udført,
    udgør et godt fundament for det videre arbejde. Der ligger
    dog fortsat et stort arbejde forude med analyser og løsnings-
    forslag, hvis borgerne skal have en ejendomsvurdering, de
    kan have tillid til.
    Det vil således ikke være praktisk muligt at udvikle et nyt
    vurderingssystem, som kan tages i anvendelse allerede fra
    vurderingen i 2015, sådan som det oprindeligt var hensigten.
    Det vil tidligst kunne ske fra vurderingen i 2017.
    Derfor har regeringen nu igangsat et omfattende imple-
    menteringsarbejde, som skal munde ud i et konkret forslag
    til, hvordan et nyt og bedre ejendomsvurderingssystem kan
    indrettes.
    Regeringen foreslår, at 2011-vurderingen af ejerboliger
    videreføres til 2017, og at 2012-vurderingen af andre ejen-
    domme videreføres til 2018, hvor et nyt vurderingssystem
    ventes at kunne tages i brug.
    Den gældende rabatordning for ejerboliger, hvorefter
    vurderingen nedsættes med 2,5 pct., foreslås ligeledes vide-
    reført. Regeringen foreslår desuden rabatten udvidet til også
    at omfatte grundværdien for beboelsesejendomme med mere
    end tre lejligheder. Det vil kunne komme beboere i andels-
    boligforeninger og udlejningsbyggeri til gode. Rabatten gi-
    ves fra og med vurderingen pr. 1. oktober 2015.
    Videre foreslår regeringen, at der gives en ny ekstra rabat
    målrettet ejerboliger med de laveste ejendomsvurderinger.
    Den ekstra rabat gives som et ekstra nedslag på 2,5 pct. i
    den del af ejendomsværdien, der ligger under 500.000 kr.,
    og den del af grundværdien, der ligger under 100.000 kr.
    Rabatten aftrappes trinvis, hvis ejendomsværdien er over
    750.000 kr., og hvis grundværdien er over 250.000 kr., så
    nedlaget i ejendomsværdien vil være helt aftrappet, når den
    overstiger 1,25 mio. kr., og for grundværdien, når denne
    overstiger 250.000 kr.
    I forlængelse af de regler, der blev indført i efteråret
    2013, foreslås det, at adgangen til at klage over de viderefør-
    te 2011- og 2012-vurderinger udskydes til det tidspunkt,
    hvor der vil kunne klages over de nye 2017- og 2018-vurde-
    ringer.
    Desuden foreslås det, at der gives adgang til klage over
    omvurderinger af ejerboliger inden for den almindelige kla-
    gefrist, som det er tilfældet for erhvervsejendomme i dag.
    Herved sikres, at der har været adgang til at klage over alle
    faktiske vurderinger, som er foretaget frem til de nye vurde-
    ringer i 2017.
    Samlet set skønnes lovforslaget at medføre et umiddel-
    bart mindreprovenu på ca. 3.825 mio. kr. og ca. 2.620 mio.
    kr. efter automatisk tilbageløb på moms og afgifter fordelt
    over årene 2015-2022.
    Lovforslaget skønnes at medføre udgifter på op til 11,5
    mio. kr. til tilretning af IT-systemer. Det samlede løbende
    merforbrug skønnes til 21 årsværk, dog 42 årsværk det før-
    ste år.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 76 Folketinget 2014-15
    AN011823