Fremsat den 7. november 2014 af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Anita Christensen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 7. november 2014 af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Anita Christensen (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ledsagelse af demente og svage ældre
Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde et klart lovgrundlag, der sikrer, at demente og svage ældre altid ledsages i
forbindelse med besøg hos læge eller på sygehus.
Beslutningsforslag nr. B 22 Folketinget 2014-15
AX016537
Bemærkninger til forslaget
Ifølge bekendtgørelse om befordring og befordringsgodt-
gørelse efter sundhedsloven ydes der godtgørelse for befor-
dring af visse patienter til og fra læge, speciallæge og syge-
hus.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i brev af 19.
august 2013 til Ældre Sagen oplyst, at reglerne for befor-
dringsgodtgørelse ikke blot omfatter kørsel, men også ledsa-
gelse. Det fremgår bl.a. af brevet, at »Således er kommuner-
ne forpligtet til at yde godtgørelse for en forsvarlig og rime-
lig befordring af patienten. Derfor må det efter ministeriets
opfattelse lægges til grund, at det påhviler kommunerne at
stille en ledsager til rådighed/yde godtgørelse for udgiften
hertil, hvis en efterlevelse af kravet om forsvarlighed forud-
sætter ledsagelse af patienten, og den pågældende patient ik-
ke selv har den nødvendige ledsager«.
Der står imidlertid ikke noget i bekendtgørelsen eller de
relevant paragraffer i sundhedsloven om ledsagelse, og
praksis viser, at mange kommuner tolker reglerne til kun at
omfatte selve kørslen. Således modtager bl.a. Ældre Sagen
jævnligt henvendelser fra pårørende til demente og andre
svage ældre, som af plejecentre og hjemmeplejer er sendt til
læger og på sygehuse uden ledsagelse.
Forslagsstillerne finder, at det er helt urimeligt at sætte de
pårørende og ikke mindst de demente og svage ældre i den
situation.
Sundhedsloven sikrer, at patienter, der varigt mangler ev-
nen til at give informeret samtykke, alligevel kan få behand-
ling. Det er imidlertid en forudsætning for anvendelsen af
disse regler, at sundhedspersonalet kan identificere patien-
ten, men hvis en dement eller en svag ældre borger møder
op i sundhedsvæsenet uden ledsager, er dette ikke altid mu-
ligt, og det kan medføre, at den pågældende patient ikke bli-
ver behandlet, men må sendes hjem med uforrettet sag. Og
selv i de tilfælde, hvor patienten kan identificeres, er der ri-
siko for, at det ikke er muligt at få klarlagt sygdomsbilledet,
hvis patienten møder uledsaget op. Konsekvensen for sam-
fundet er spild af dyre hospitalsressourcer. For den enkelte
demente eller svage ældre kan det medføre stor angst og
usikkerhed at blive sendt rundt i sundhedsvæsenet uden led-
sager.
I et helt konkret tilfælde blev en ældre hjerneskadet pa-
tient med talebesvær sendt alene af sted til akutmodtagelsen
på et hospital, hvor man ikke vidste, hvad vedkommendes
problem var. Patienten blev derfor sendt retur med en trans-
port, der prøvede at aflevere vedkommende på en forkert
adresse.
Heller ikke servicelovens regler er dækkende i forhold til
ledsagelse af demente og svage ældre, der skal til læge eller
på sygehus, da serviceloven kun giver mulighed for ledsa-
gelse, hvis man er under 67 år og stærkt fysisk eller psykisk
svækket.
I mange tilfælde både kan og vil de pårørende ledsage de-
mente og svage ældre i forbindelse med læge- og sygehus-
besøg, men der vil også være mange tilfælde, hvor det ikke
er muligt for de pårørende at være ledsagere, og hvor det ik-
ke er rimeligt, at man som pårørende bliver taget som »gid-
sel« og risikerer, at den demente eller svage ældre bliver
sendt af sted uden ledsager, hvis man ikke selv møder op.
Chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler finder og-
så mange kommuners praksis på området helt urimeligt og
udtaler: »Det er hamrende urimeligt overfor demente, som
der kommer flere og flere af, fordi flere lever længere. Kra-
vet om en ledsager skal skrives ind i sundhedsloven og ser-
viceloven, så vi kan få styr på det her [... ]«.
(Kilde: http://www.avisen.dk/minister-under-pres-for-at-
hjaelpe-demente_260423. aspx).
Af det optrykte svar på § 20-spørgsmål S 1048 (2013-14)
fremgår følgende »Men hvis den demente ikke har nogen
pårørende, eller hvis de pårørende ikke har mulighed for at
træde til, må der findes en anden løsning. Det er kommu-
nens ansvar, at der er en, som kan forklare den dementes be-
hov på sygehuset, og som kan tage imod lægens beskeder.«
Gennemførelse af indeværende forslag har således ingen
økonomiske konsekvenser for staten.
Forslagsstillerne mener derfor, at det er på høje tid, at re-
geringen får udarbejdet et klart og tydeligt lovgrundlag som
sikrer, at demente og svage ældre altid ledsages til lægen el-
ler på sygehuset.
2
Skriftlig fremsættelse
Liselott Blixt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om ledsagelse af demente
og svage ældre.
(Beslutningsforslag nr. B 22)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
3
Bilag 1
Kopi af svar på S 20-spørgsmål fra 5. marts 2014
Under henvisning til Folketingets brev af 25. februar 2014 følger hermed ministeren for børn, ligestil-
ling, integration og sociale forholds svar på spørgsmål nr. S 1048, stillet af Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. S 1048:
Hvilken kommentar har ministeren til Avisen.dk´s artikel »Afmagt! Demente ældre sendes alene til læ-
gen« af 25. februar 2014, og hvad agter ministeren at gøre for at ændre forholdene for de demente?
Svar:
Jeg vil gerne slå fast, at det aldrig må være sådan, at en dement borger ikke får den rigtige hjælp, fordi
han eller hun ikke kan udtrykke sig, eller fordi der ikke er en pårørende, der kan forklare, hvad den de-
mentes behov er.
Det er vores fælles ansvar, at alle ældre får den hjælp, de har brug for, og som velfærdssamfund har vi
et særligt ansvar for de allersvageste ældre.
Det omfatter selvfølgelig beboere på plejehjem. Og det gælder selvsagt også, når beboerne skal til læ-
gen eller på sygehuset. Hvis en dement beboer skal til lægen eller på sygehuset, må kommunen sørge for,
at beboeren får mulighed for at modtage den nødvendige lægebehandling.
Det kan være en rigtig god ide at bede en pårørende om at ledsage den demente beboer. Tit vil den de-
mente føle sig mest tryg ved at blive ledsaget af et familiemedlem, og ofte vil familiemedlemmerne gerne
med. Men hvis den demente ikke har nogen pårørende, eller hvis de pårørende ikke har mulighed for at
træde til, må der findes en anden løsning. Det er kommunens ansvar, at der er en, som kan forklare den
dementes behov på sygehuset, og som kan tage imod lægens beskeder.
Regeringen er målrettet i gang med at højne kvaliteten på ældreområdet. Sammen med Venstre og De
Konservative afsatte regeringen i efteråret 1 mia. ekstra kr. til ældreområdet. Allerede nu kan vi se, at
kommunerne har særligt fokus på at højne kvaliteten i plejen for de allersvageste ældre.
Kommunerne vil bruge mere end en tredjedel af de penge, som de har søgt om, på de allersvageste æl-
dre, heriblandt demente på plejehjem.
4