Fremsat den 30. oktober 2014 af skatteministeren (Benny Engelbrecht)

Fremsat den 30. oktober 2014 af skatteministeren (Benny Engelbrecht)
Forslag
til
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, opkrævningsloven og forskellige
andre love
(Hurtig afslutning i visse klagesager, omkostningsgodtgørelse i retssager, dækningsrækkefølgen for underholdsbidrag,
restanceforebyggelse, momsregistrering af visse virksomheder, forbedret inddrivelse af restancer til det offentlige m.v.)
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af
23. februar 2011, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 545 af
26. maj 2010 og senest ved § 1 i lov nr. 649 af 12. juni
2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 2, og § 55, stk. 1, nr. 3, ændres »skatteministe-
ren« til: »Skatteministeriet«.
2. I § 13, stk. 3, udgår »afgørelse vedrørende afvisning af en
indkommet klage eller«.
3. § 35 a, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen,
på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan myndig-
heden uanset de almindelige frister for genoptagelse af myn-
dighedens afgørelse efter denne lov genoptage og ændre af-
gørelsen, hvis klageren er enig heri.«
4. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »Skatteministeren« til:
»Skatteministeriet«.
5. I § 48, stk. 1, 1. pkt., ændres »den øverste administrative
klageinstans« til: »klageinstansen«.
6. § 48, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter den på-
klagede afgørelses indbringelse for den administrative kla-
geinstans, kan afgørelsen dog indbringes for domstolene,
selv om klageinstansen endnu ikke har truffet en afgørelse.
Det gælder dog ikke, hvis klageren fra skatteankeforvaltnin-
gen har modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om
den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankefor-
valtningens vurdering fører til, jf. § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, el-
ler hvor klageren i øvrigt i forbindelse med en høring har
modtaget oplysninger om den afgørelse, som sagens oplys-
ninger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til.«
7. I § 48, stk. 3, 2. pkt., ændres »den endelige administrative
instans« til: »klageinstansen«.
8. § 52, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgørelsesbe-
rettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales
eller er betalt, i anledning af at told- og skatteforvaltningen
forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for
Skatterådet til ændring, jf. § 2, stk. 3, eller Skatteministeriet
indbringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, jf. §
40, stk. 1, eller Skatteministeriet indbringer et spørgsmål af-
gjort af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vur-
deringsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten
for domstolene, eller Skatteministeriet anker en dom til hø-
jere instans. Godtgørelse efter 1. pkt. ydes kun til dækning
af de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sa-
gens behandling ved den pågældende administrative klage-
instans eller domstolsinstans. Dog ydes godtgørelse også for
godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der
er truffet afgørelse i klage- eller retssagen, når udgifterne di-
rekte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er
nødvendige for at gennemføre den. Hjemvises en sag som
følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligti-
ge fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodt-
gørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, med-
mindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til
det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysnin-
ger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkost-
ningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans.«
9. § 52, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:
Lovforslag nr. L 42 Folketinget 2014-15
Skattemin., j.nr. 14-0357670
AN011768
»Stk. 3. Udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og
skøn efter § 47 i forbindelse med en sag for et skatteanke-
nævn, Landsskatteretten, Skatterådet eller skatteankeforvalt-
ningen, kan godtgøres fuldt ud.
Stk. 4. Afgørelse af, om udgifter som nævnt i stk. 3, der
vil blive afholdt, skal godtgøres fuldt ud, træffes af:
1) Told- og skatteforvaltningen i en sag for Skatterådet.
2) Skatteankeforvaltningen i en sag for skatteankeforvalt-
ningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten.
Stk. 5. Afgørelse af, om udgifter som nævnt i stk. 3, der er
afholdt, skal godtgøres fuldt ud, træffes af skatteankeforvalt-
ningen, et skatteankenævn, Landsskatteretten eller Skatterå-
det i en sag for myndigheden, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Afgørelse efter stk. 5 kan træffes af:
1) Told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatte-
rådet.
2) Skatteankeforvaltningen som sekretariat for Landsskat-
teretten eller et skatteankenævn.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.
10. Efter § 52 indsættes:
»§ 52 A. Godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter
i en sag omfattet af § 52, stk. 2 eller 3, eller § 55, som ikke
er afsluttet, ydes den godtgørelsesberettigede eller den sag-
kyndige, jf. § 52, stk. 8, aconto med forbehold for eventuel
tilbagebetaling. § 57, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anven-
delse.«
11. I § 54, stk. 1, nr. 6, udgår »påklages eller«.
12. I § 55, stk. 1, nr. 5, ændres »EF-Domstolen« til: »EU-
Domstolen«.
13. I § 55, stk. 2, udgår », når sagen skal afgøres af skattean-
keforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk.
3«.
14. I § 55, stk. 3, indsættes efter »nr. 1-4,«: »ved dom-
stolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vurderingsanke-
nævn eller et motorankenævn har truffet afgørelse,«.
15. I § 55 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Endelig ydes godtgørelse for godtgørelsesberetti-
gede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet afgørelse i
en klage- eller retssag, hvortil udgifterne er godtgørelsesbe-
rettigede, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af
den trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre
den. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som
den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der
dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved
hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller
domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller
retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de al-
mindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne
hjemvisningsinstans.«
16. § 57, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som
efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelses-
berettigede eller den sagkyndige, hvis udbetalingen er sket
til denne efter overdragelse af kravet, jf. § 52, stk. 8, 2. pkt.,
tilbagebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb.
Den, der efter 1. pkt. skal tilbagebetale godtgørelsen har ret
til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens tilbagebeta-
ling påklages eller indbringes for domstolene.
Stk. 5. Er der tilbagebetalt godtgørelse efter stk. 4, 1. pkt.,
og findes det tilbagebetalte beløb senere at være blevet op-
krævet med urette, udbetales beløbet med en rente. Renten
beregnes med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr.
påbegyndt måned regnet fra dagen for indbetaling af det op-
krævede godtgørelsesbeløb.«
§ 2
I lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 252
af 30. marts 2011, § 21 i lov nr. 551 af 18. juni 2012, § 7 i
lov nr. 603 af 12. juni 2013 og senest ved § 1 i lov nr. 1499
af 18. december 2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »underholdsbidrag«: »,
idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav«.
2. I § 4 a, 1. pkt., indsættes efter »særskilt lønindeholdelse af
beløb til dækning af«: »biblioteksgebyrer med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger,«.
3. I bilag 1 indsættes som nr. 32-35:
»32) Krav på tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse ef-
ter skatteforvaltningslovens kapitel 19.
33) Biblioteksgebyrer.
34) Bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale,
som skyldner har beskadiget eller ikke har afleveret
efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse, at skyldner
skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kravet ved-
rører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er afle-
veret af skyldner, og det pågældende bibliotek tilby-
der en kvittering ved aflevering af lånte materialer.
35) Fordringer, der udspringer af en garanti, som for-
dringshaver har stillet for en boligtagers kontraktmæs-
sige forpligtelser over for ejendommens ejer til at
istandsætte boligen ved fraflytning.«
§ 3
I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 28.
maj 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Hvis told- og skatteforvaltningen skønner, at virksomhe-
den ikke vil kunne fortsætte uden registreringsforholdet som
nævnt i 1. pkt., inddrages tillige virksomhedens øvrige regi-
streringer, medmindre virksomheden inden for den frist, der
er anført i 3. pkt., meddeler told- og skatteforvaltningen, at
de øvrige registreringer ønskes opretholdt.«
2. I § 4, stk. 3, 2. pkt., der bliver 3. pkt., indsættes efter »re-
gistreringen«: »eller registreringerne«.
2
3. I § 4, stk. 3, indsættes efter 3. pkt., der bliver 4. pkt.:
»Hvis told- og skatteforvaltningen efter 2. pkt. oplyser, at
virksomhedens øvrige registreringer tillige inddrages, oplys-
es i meddelelsen endvidere, at virksomheden inden for fri-
sten i 3. pkt. skal give told- og skatteforvaltningen medde-
lelse herom, såfremt de øvrige registreringer ønskes opret-
holdt.«
4. I § 4, stk. 3, 4. pkt., der bliver 6. pkt., indsættes efter »re-
gistreringen«: »eller registreringerne«.
5. To steder i § 11, stk. 1, nr. 1, og i § 11, stk. 5, 2. pkt.,
indsættes efter »bidrag«: », herunder restskat«.
6. I § 11, stk. 1, nr. 1, litra a, ændres »25.000 kr.« til:
»50.000 kr.«
7. § 11, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Pålæg kan dog kun gives, hvis en fysisk eller juridisk
person, som er ejer af virksomheden, reelt driver virksomhe-
den, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion
eller er filialbestyrer i virksomheden, er eller inden for de
seneste 5 år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen el-
ler direktionen eller har været filialbestyrer i en anden virk-
somhed, der har påført staten et samlet tab som følge af kon-
kurs eller anden insolvens eller har skabt en usikret restance
til told- og skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr. ve-
drørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne
lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hid-
rører fra driften af den anden virksomhed.«
8. I § 11, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »3-måneders-perio-
de«: »samt det skønnede eller opgjorte tilsvar fra den even-
tuelle periode, hvor virksomheden har været drevet uregi-
streret«.
9. I § 11, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »drift«: », samt re-
stancer vedrørende de i dette stykke omhandlede skatter og
afgifter m.v. fra indehaverens tidligere enkeltmandsvirk-
somhed, der er blevet afmeldt fra registreringen«.
10. I § 11, stk. 13, indsættes efter »lov«: », og, for så vidt
angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bi-
drag, herunder restskat, der vedrører virksomhedens drift«.
§ 4
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 15.
september 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 7 Q, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ændres »i det omfang beløbet
ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse
i sagen« til: »hvis beløbet ikke må anses for ydet som følge
af yderens retlige interesse i sagen, eller hvis det er aftalt, at
den godtgørelsesberettiget persons honorar til yderen for bi-
stand i sagen udgør en andel af den økonomiske gevinst,
som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen«.
§ 5
I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar
2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 789 af 28. juni 2013, § 7 i
lov nr. 903 af 4. juli 2013, § 2 i lov nr. 1637 af 26. december
2013 og § 1 i lov nr. 554 af 2. juni 2014, foretages følgende
ændringer:
1. I overskriften før § 47 udgår »her i landet«.
2. I § 49, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Muligheden for registrering gælder også afgiftspligtige
personer, der er etableret her i landet, og som driver virk-
somhed med levering af varer og ydelser, men som alene
har leverancer i udlandet. Afgiftspligtige personer, der hver-
ken er etableret her i landet eller har leverancer her, kan ikke
registreres.«
3. I § 57 indsættes som stk. 9:
»Stk. 9. Er en virksomheds registrering efter dette kapitel
blevet inddraget af told- og skatteforvaltningen, skal virk-
somhedens angivelse efter stk. 1 foretages senest 14 dage ef-
ter meddelelsen om inddragelsen.«
§ 6
I forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28.
august 2013, som ændret ved lov nr. 1622 af 26. december
2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 18, stk. 4, indsættes efter »m.v.«: »eller modregning.«
2. I § 19, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse
om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes.«
§ 7
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.
september 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 9, stk. 23, 1. pkt., ændres »restanceinddrivelsesmyn-
digheden« til: »kommunalbestyrelsen«.
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2015, jf. dog stk.
2 og 3.
Stk. 2. § 5, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 3. § 6 træder i kraft den 1. marts 2015.
Stk. 4. § 1, nr. 3, har virkning for klager, som indgives til
skatteankeforvaltningen den 1. januar 2014 eller senere.
Endvidere har bestemmelsen virkning for klager, som er
blevet indgivet efter tidligere gældende regler, og hvorom et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn
eller Landsskatteretten før den 1. januar 2014 endnu ikke
har truffet afgørelse.
Stk. 5. Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, har virkning for sager,
3
hvor klageren modtager oplysninger om den afgørelse, som
sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering
fører til, den 1. januar 2015 eller senere.
Stk. 6. Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, 1. og 2. pkt.,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, samt § 1, nr. 11 og 14,
har virkning fra og med den 1. januar 2014.
Stk. 7. Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, 3. og 4. pkt.,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, og § 55, stk. 4, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, har virkning for sager,
som påklages til en administrativ klageinstans eller indbrin-
ges for domstolene den 1. januar 2015 eller senere.
Stk. 8. § 4 har virkning for udgifter, der skal betales eller
er betalt den 1. januar 2015 eller senere.
§ 9
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 6 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
Stk. 3. § 7 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets formål og baggrund
3. Lovforslaget enkelte elementer
3.1. Hurtig afslutning i visse klagesager
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Lovforslaget
3.2. Overspringelse af klageinstans
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Lovforslaget
3.3. Præcisering af kompetencen vedr. omkostningsgodtgørelse til syn og skøn
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Lovforslaget
3.4. Omkostningsgodtgørelse i retssager
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Lovforslaget
3.5. Omkostningsgodtgørelse for udgifter i hjemvisningssager og til afsluttende arbejder
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Lovforslaget
3.6. Forbehold for tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse fra den sagkyndige, herunder i acontosager, samt sik-
ring af tilbagebetalingskravet ved udpantning
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Lovforslaget
3.7. Skattefrie tredjemandstilskud
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Lovforslaget
3.8. Ændret dækningsrækkefølge ved inddrivelsen af underholdsbidrag
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Lovforslaget
3.9. Inddragelse af alle registreringer, hvis hovedregistreringen inddrages efter fire foreløbige fastsættelser
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Lovforslaget
3.10. Ændring af betingelserne for sikkerhedsstillelse hos igangværende virksomheder
3.10.1. Gældende ret
3.10.2. Lovforslaget
3.11. Ændring af betingelserne for sikkerhedsstillelse ved registreringen af virksomheder
3.11.1. Gældende ret
3.11.2. Lovforslaget
3.12. Ændring af fastsættelsen af sikkerhedens størrelse ved pålæg om sikkerhedsstillelse
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Lovforslaget
3.13. Ændring af betingelserne for frigivelse af en stillet sikkerhed
3.13.1. Gældende ret
3.13.2. Lovforslaget
3.14. Præcisering af muligheden for momsregistrering af visse virksomheder
3.14.1. Gældende ret
3.14.2. Lovforslaget
3.15. Ændring af angivelsesfristen for moms ved inddragelse af en virksomheds momsregistrering
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Lovforslaget
3.16. Forbedret inddrivelse af biblioteksgebyrer
3.16.1. Gældende ret
3.16.2. Lovforslaget
5
3.17. Forbedret inddrivelse af bibliotekers erstatningskrav
3.17.1. Gældende ret
3.17.2. Lovforslaget
3.18. Forbedret inddrivelse af krav opstået som følge af fraflytningsgarantier
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Lovforslaget
3.19. Adgang for kommuner til selv at tiltræde en sikkerhed stillet efter udlændingeloven
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Lovforslaget
3.20. Afbrydelse af forældelsesfristen ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
3.20.1. Gældende ret
3.20.1.1. Modregning og forældelse
3.20.1.2. Inddrivelse af gæld til det offentlige
3.20.2. Lovforslaget
4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Høring
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med virkning fra den 1. januar 2014 blev der gennemført
en ny klagestruktur på skatteområdet.
Efter de nye regler skal klage over afgørelser truffet af
SKAT eller Skatterådet som udgangspunkt indgives til Skat-
teankestyrelsen. Skatteankestyrelsen foretager herefter en
visitering af sagen til klagebehandling i et skatteankenævn,
vurderingsankenævn, motorankenævn, Landsskatteretten el-
ler Skatteankestyrelsen selv.
Samtidig blev der gennemført konsekvensændringer af ka-
pitel 19 i skatteforvaltningsloven om omkostningsgodtgørel-
se.
Der har vist sig behov for mindre justeringer af reglerne,
og samtidig har der i praksis været rejst spørgsmål vedrøren-
de omkostningsgodtgørelsesordningen, som det er fundet
hensigtsmæssigt at få afklaret i lovteksten.
Derudover indeholder lovforslaget en ændring af dæk-
ningsrækkefølgen ved inddrivelsen af underholdsbidrag, så
private krav dækkes forud for offentlige krav, nogle juste-
ringer i reglerne om SKATs restanceforebyggende arbejde
og en præcisering af, at virksomheder, der ikke har leveran-
cer her i landet, alene kan momsregistreres her i landet, hvis
de er etableret her.
Endelig udmønter lovforslaget de dele af aftalen af 3. juni
2014 om kommunernes økonomi for 2015 (»kommuneafta-
len for 2015«), der vedrører en forbedret inddrivelse af re-
stancer til det offentlige. I afsnit 6 i aftalen anføres følgende:
»Det er aftalt, at regeringen i den kommende folketings-
samling vil arbejde for at tilpasse lovgivningen på følgende
områder:
● Tillægge restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser
om modregning forældelsesafbrydende virkning for rest-
fordringen
● En udvidelse af adgangen til lønindeholdelse for biblio-
teksrestancer og krav opstået som følge af fraflytnings-
garantier
● Adgang for kommunerne til selv at tiltræde en sikkerhed
stillet efter udlændingeloven«.
2. Lovforslagets formål og baggrund
Forslaget har til formål:
● At gøre det muligt at etablere smidigere procedurer i
klagesager, når klageren og SKAT er enige om resultatet
i klagesagen, således at denne kan afsluttes hurtigere.
Der er tale om en justering af de nye klagestrukturregler,
hvor en hurtig afslutning af klagesagen i dag er betinget
af, at den skattepligtige opnår fuldt medhold.
● At sikre, at en klager, som har modtaget klageinstansens
indstilling til sagens afgørelse, ikke kan springe klagein-
stansen over.
● At sikre, at der - som tilsigtet ved indførelsen af de nye
klagestrukturregler - kan ydes omkostningsgodtgørelse i
retssager om bl.a. ejendomsvurdering og motorregistre-
ring.
● Med en enkelt modifikation at lovfæste gældende admi-
nistrativ praksis for at yde omkostningsgodtgørelse i
hjemvisningssager og for afsluttende arbejder som op-
følgning på en afgjort godtgørelsesberettiget klage- eller
retssag. En dom fra Højesteret fra oktober 2013 har sat
spørgsmålstegn ved hjemlen for denne praksis, som blev
etableret i 2004.
6
● At sikre, at pantefogeden kan foretage udlæg for et tilba-
gebetalingskrav vedrørende omkostningsgodtgørelse.
● At sikre, at tredjemandstilskud ikke ydes skattefrit i sag-
er, hvor yder og den godtgørelsesberettigede har indgået
en aftale om honorar for bistand i den godtgørelsesberet-
tigede skattesag på no cure no pay-vilkår.
● At ændre dækningsrækkefølgen ved SKATs inddrivelse
af krav på underholdsbidrag. Forslaget skal rette en fejl i
den gældende regel, der ikke sondrer mellem private og
offentlige krav på underholdsbidrag. Denne regel trådte i
kraft 1. august 2013 i forbindelse med idriftsættelsen af
Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI). Indtil ikrafttrædel-
sen fik private krav på underholdsbidrag en prioriteret
dækning ved inddrivelsen, og det var forudsat, at denne
prioriterede dækning skulle videreføres.
● At foretage enkelte justeringer i reglerne om SKATs re-
stanceforebyggende arbejde for at modernisere reglerne
og fjerne nogle konstaterede omgåelsesmuligheder. Æn-
dringerne vedrører primært regler i opkrævningsloven,
der trådte i kraft 1. januar 2001.
● At det i overensstemmelse med hidtidig praksis og for at
undgå tvivl om momsregistreringsmuligheder for virk-
somheder, der ikke har leverancer her i landet, fastsæt-
tes, at virksomheder, der ikke har leverancer her i landet,
kun kan registreres her, hvis de er etableret her.
● At give adgang til inddrivelse af biblioteksgebyrer ved
særskilt lønindeholdelse.
● At give adgang til inddrivelse af bibliotekers erstatnings-
krav vedrørende beskadiget eller bortkommet udlånsma-
teriale gennem lønindeholdelse eller ved udlæg foretaget
af pantefogeden, hvis skyldner skriftligt har anerkendt
erstatningskravet, eller - ved bortkommet materiale -
biblioteket tilbyder afleveringskvitteringer.
● At gøre det muligt ved lønindeholdelse og udlæg foreta-
get af pantefogeden at inddrive regreskrav, der opstår for
en kommune m.v., der ifølge en garantiforpligtelse har
måttet dække udlejers udgifter til istandsættelse ved le-
jers fraflytning.
● At en kommune selv skal kunne søge sig fyldestgjort i
en sikkerhed, der i medfør af udlændingeloven er stillet
af den herboende forsørger til sikkerhed for forsørgel-
sesudgifter, som kommunen har afholdt, frem for at for-
dringen skal sendes til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden.
● At tillægge restanceinddrivelsesmyndighedens afgørel-
ser om modregning forældelsesafbrydende virkning for
restfordringen.
Endelig indeholder forslaget en række præciseringer og
redaktionelle ændringer.
3. Lovforslagets enkelte elementer
3.1. Hurtig afslutning i visse klagesager
3.1.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, kan Skattean-
kestyrelsen eller den myndighed, der skal træffe afgørelse i
klagesagen, før en klage afgøres, indhente en udtalelse om
klagen fra den myndighed, der har truffet afgørelsen. Skatte-
ankestyrelsen eller den myndighed, der skal træffe afgørelse
i sagen, fastsætter en frist for afgivelse af udtalelsen.
Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, gælder, at
hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, på grundlag
af klagen finder anledning til at give fuldt medhold i klagen,
kan den genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er
enig deri. Efter bestemmelsen kan endvidere den myndig-
hed, der har truffet afgørelsen, genoptage og ændre afgørel-
sen, hvis klageren er enig deri. Det gælder for følgende kla-
ger:
1) Klager omfattet af § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1,
2) klager omfattet af § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige og
3) klager over årsopgørelser, medmindre klageren tidlige-
re har modtaget særskilt underretning om ansættelsen,
og klagen omfatter forhold deri.
Klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, og
§ 7, stk. 1, er visse klager omfattet af vurderingsankenævne-
nes og motorankenævnenes kompetence.
Klager omfattet af § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er klager over restanceinddrivelses-
myndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,
herunder om kravets eksistens og størrelse.
De pågældende sager er karakteriseret ved, at afgørelserne
i første instans er helt eller delvist maskinelt dannede. Det er
baggrunden for, at en genoptagelse og ændring af den på-
gældende afgørelse ikke er betinget af, at klageren opnår
fuldt medhold. Også hér er det dog en forudsætning, at kla-
geren er enig i ændringen.
Efter skatteforvaltningslovens § 35 c skal klager som ud-
gangspunkt betale et gebyr, som i 2014 er på 400 kr. Det
fremgår af bestemmelsens stk. 5, at det indbetalte beløb ikke
tilbagebetales til klageren, hvis klagen tilbagekaldes, med-
mindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myn-
dighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager
sagen.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget om en ny klage-
struktur, jf. lovforslag nr. L 212 (Folketinget 2012-13), fin-
der reglerne om tilbagebetaling af gebyr efter § 35 c, stk. 5,
også anvendelse vedrørende klager, som er indgivet til
Landsskatteretten før lovens ikrafttræden.
3.1.2. Lovforslaget
Forslaget går ud på at ændre affattelsen af skatteforvalt-
ningslovens § 35 a, stk. 5, således, at muligheden for genop-
tagelse og ændring af afgørelser, som er påklaget, men som
klageren og afgørelsesmyndigheden herefter bliver enige om
bør ændres, ikke betinges af, at klageren opnår fuldt med-
hold, eller at der er tale om særlige afgørelsestyper. Afgø-
rende er alene, om klager og afgørelsesmyndigheden er eni-
ge om, hvordan sagen kan afsluttes.
Efter forslaget kan den myndighed, der har truffet afgørel-
sen - hvis den finder anledning dertil - genoptage og ændre
afgørelsen, hvis klageren er enig heri. Det præciseres samti-
7
dig, at dette gælder uanset de almindelige frister for genop-
tagelse af myndighedens afgørelse. Dvs. bestemmelsen gen-
nembryder de almindelige genoptagelsesfrister i skattefor-
valtningslovens §§ 26 og 27.
Formuleringen ligger tæt op ad de tidligere gældende be-
stemmelser i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 4, § 38, stk.
3, og § 39 a, stk. 3, om SKATs adgang til at genoptage en
afgørelse ved henholdsvis skatteankenævnet, vurderingsan-
kenævnet og motorankenævnet. Efter disse bestemmelser
gjaldt det, at hvis SKAT på grundlag af en klage til det på-
gældende nævn fandt anledning til at genoptage afgørelsen,
kunne SKAT, hvis klageren var enig deri, genoptage afgø-
relsen.
Forslaget respekterer fortsat selve klagen i den forstand, at
genoptagelse i alle tilfælde kræver enighed med klageren.
Genoptagelsen er ikke betinget af, at klageren tilbagekalder
klagen, og det er først ved myndighedens nye afgørelse, at
klagen bortfalder.
Det er forudsat, at Skatteankestyrelsen eller den myndig-
hed, som visiteres til at træffe afgørelse, fortsat gennemfører
høring af afgørelsesmyndigheden i et omfang, som forudsat
i bemærkningerne til ovenævnte lovforslag nr. L 212 (Fol-
ketinget 2012-13). Således vil det fortsat være relevant at
indhente en udtalelse hos afgørelsesmyndigheden i den ind-
ledende fase, når der er tale om klage over afgørelser, som
er helt eller delvist maskinelt dannet. Hvis der i klagen
fremkommer nye oplysninger, eller der sammen med klagen
eller senere i klageforløbet indsendes ny dokumentation, vil
det også - som forudsat i forarbejderne - være relevant at
gennemføre en høring af afgørelsesmyndigheden. I den for-
bindelse vil det være naturligt at lade det indgå i vurderin-
gen af, om afgørelsesmyndigheden skal høres, om det er
overvejende sandsynligt, at afgørelsesmyndigheden på bag-
grund af de nye oplysninger vil give klager helt eller delvis
medhold i klagen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.
3.2. Overspringelse af klageinstans
3.2.1. Gældende ret
Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, at er
der forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgø-
relses indbringelse for den endelige administrative instans,
kan afgørelsen indbringes for domstolene, selv om den en-
delige administrative instans endnu ikke har truffet en afgø-
relse.
Bestemmelsen indebærer, at skatte- eller afgiftspligtige ik-
ke behøver at afvente en afgørelse fra en klageinstans, men -
under de nævnte omstændigheder - kan springe klageinstan-
sen over og indbringe sagen direkte for domstolene. Hvis
sagen indbringes for domstolene, anses sagen for den admi-
nistrative klageinstans for bortfaldet, hvorefter Skatteanke-
styrelsen skriftligt meddeler klager, at sagen er henlagt, jf. §
17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013
om Skatteankestyrelsen.
3.2.2. Lovforslaget
Det foreslås, at en klager ikke kan vælge at indbringe af-
gørelsen for domstolene, selv om der er forløbet mere end 6
måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse for den
administrative klageinstans, hvis klageren fra Skatteankesty-
relsen har modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om
den afgørelse, som sagens oplysninger efter styrelsens vur-
dering på tidspunktet for udsendelse af sagsfremstillingen
vil føre til, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, 2 eller
4, eller hvor klageren i øvrigt i forbindelse med en høring
har modtaget oplysninger om den afgørelse, som sagens op-
lysninger efter Skatteankestyrelsens vurdering på tidspunkt-
et for udsendelse af indstillingen fører til.
I disse situationer vil behandlingen af klagen være frem-
skreden og vil ofte være nær sin afslutning. Klagerens behov
for af tidsmæssige hensyn at kunne springe klageinstansen
over og indbringe afgørelsen for domstolene vil derfor ikke
være til stede i samme omfang. Med forslaget opnås det, at
en klager, der fra Skatteankestyrelsen har modtaget oplys-
ninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skat-
teankestyrelsens vurdering på tidspunktet for udsendelse af
indstillingen vil føre til, ikke kan vælge at springe klagein-
stansen over med henblik på at opnå et bedre resultat ved
domstolene. En sådan fremgangsmåde, hvor overspringsreg-
len anvendes meget sent i sagsforløbet, er ikke en hensigts-
mæssig udnyttelse af ressourcerne, hverken ved den admini-
strative klageinstans eller ved domstolene.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.
3.3. Præcisering af kompetencen vedr.
omkostningsgodtgørelse til syn og skøn
3.3.1. Gældende ret
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, at
Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, Landsskatteretten
eller Skatterådet kan bestemme, at udgifter, der er eller vil
blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i en sag for myndig-
heden, skal godtgøres fuldt ud. Det fremgår desuden af skat-
teforvaltningslovens § 52, stk. 4, at afgørelse af, om udgif-
ter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i
en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud, træffes af
SKAT som sekretariat for Skatterådet eller Skatteankestyrel-
sen, herunder som sekretariat for Landsskatteretten eller
skatteankenævnet.
Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4, blev som følge
af den nye klagestruktur på skatteområdet nyaffattet ved lov
nr. 649 af 12. juni 2013. Af bemærkningerne til § 1, nr. 56, i
det bagvedliggende lovforslag (L 212, Folketinget 2012-13)
fremgår det, at tanken med formuleringen af bestemmelsen
er, at det er Skatteankestyrelsen, der har kompetencen til at
træffe afgørelse både på egne vegne og på vegne af skatte-
ankenævnene og Landsskatteretten, og at det alene er
SKAT, der har kompetencen til at træffe afgørelse på vegne
af Skatterådet. Imidlertid er bestemmelsen formuleret som
en delegationsbestemmelse, hvor Skatteankestyrelsen og
SKAT træffer afgørelse på vegne af også de andre myndig-
heder. Der skelnes heller ikke mellem forhåndstilsagn og ef-
8
terfølgende tilsagn om godtgørelse af udgifter til syn og
skøn. I praksis kan dette give anledning til tvivl om både
kompetencen til at meddele forhåndstilsagn og om anke-
nævnenes, Landsskatterettens og Skatterådets muligheder
for at tage endelig stilling til spørgsmålet.
3.3.2. Lovforslaget
For at skabe klarhed om kompetenceforholdene foreslås
det derfor, at bestemmelsen præciseres, således at det direk-
te fremgår, at det er Skatteankestyrelsen og SKAT, der alene
har kompetencen til at meddele forhåndstilsagn om omkost-
ningsgodtgørelse til syn og skøn. Det præciseres ligeledes,
at skatteankenævnene, Landsskatteretten og Skatterådet selv
kan træffe afgørelse om fuld omkostningsgodtgørelse til syn
og skøn, når sagen endeligt afgøres.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.
3.4. Omkostningsgodtgørelse i retssager
3.4.1. Gældende ret
Reglerne om en ny klagestruktur på skatteområdet inde-
bærer som udgangspunkt, at en klage over en afgørelse fra
SKAT kan påklages til én administrativ klageinstans, før af-
gørelsen kan prøves af domstolene.
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, kan en endelig
administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene sene-
re end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.
Efter skatteforvaltningslovens § 49 kan spørgsmål, som er
afgjort af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurde-
ringsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten,
indbringes for domstolene af Skatteministeriet senest 3 må-
neder efter, at klageinstansen har truffet afgørelse.
Der ydes efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, om-
kostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v.
ved domstolsprøvelse af klagesager, som er afgjort af et
skatteankenævn, Landsskatteretten, eller hvor Skatteanke-
styrelsen har truffet afgørelse efter regler udstedt i medfør af
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3.
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, ydes der endvi-
dere omkostningsgodtgørelse på 100 pct., hvis Skattemini-
steriet indbringer en kendelse fra Landsskatteretten for dom-
stolene. Der kan i en sådan sag kun ydes godtgørelse efter
denne bestemmelse til dækning af de godtgørelsesberettige-
de udgifter, som afholdes til sagens behandling ved den på-
gældende domstolsinstans, hvortil ministeriet har indbragt
sagen.
3.4.2. Lovforslaget
Ved gennemførelsen af de nye regler om en ny klage-
struktur på skatteområdet har det ikke været tilsigtet, at der
ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand
m.v. ved domstolsprøvelse af en afgørelse fra et vurderings-
ankenævn eller et motorankenævn. Det har heller ikke været
tilsigtet, at der ikke kan opnås en godtgørelse på 100 pct. i
de sager, som Skatteministeriet indbringer for domstolene,
hvor afgørelsen er truffet af et skatteankenævn, vurderings-
ankenævn, motorankenævn eller Skatteankestyrelsen.
Forslaget går derfor ud på i skatteforvaltningslovens § 55,
stk. 3, at tilføje, at godtgørelse endvidere ydes ved dom-
stolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vurderingsanke-
nævn eller et motorankenævn har truffet afgørelse.
Endvidere går forslaget ud på i skatteforvaltningslovens §
52, stk. 2, at gøre det muligt for den godtgørelsesberettigede
at opnå omkostningsgodtgørelse på 100 pct., hvis det er
Skatteministeriet, som indbringer en afgørelse fra et skatte-
ankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller
fra Skatteankestyrelsen for domstolene.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 og 14.
3.5. Omkostningsgodtgørelse for udgifter i
hjemvisningssager og til afsluttende arbejder
3.5.1. Gældende ret
Efter ordningen med omkostningsgodtgørelse ydes der en
godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en fysisk person
ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bi-
stand m.v. i en række nærmere fastsatte typer af sager inden
for Skatteministeriets område. Dog ydes en godtgørelse på
100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt
medhold eller medhold i overvejende grad.
Godtgørelsen er dog altid på 100 pct. af de godtgørelses-
berettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal be-
tales eller er betalt, i anledning af at skattemyndighederne
viderefører en sag efter skatteforvaltningsloven § 52, stk. 2.
Siden 2004 har SKAT ydet omkostningsgodtgørelse i sag-
er, som en klageinstans eller domstolene hjemviser til forny-
et behandling, ligesom der ydes godtgørelse for afsluttende
arbejder, i det omfang udgifterne direkte relaterer sig til ud-
faldet af klagesagen og er nødvendige for at realisere den
trufne afgørelse i klagesagen. Denne praksis har gennem
årene været beskrevet i de offentliggjorte vejledninger »Pro-
cessuelle regler på SKATs område« og »Den juridiske vej-
ledning«.
Ved »hjemvisning« af en sag forstås normalt, at klage- el-
ler domstolsinstansen underkender afgørelsen fra den forrige
instans, men overlader det til SKAT eller underinstansen at
gennemføre en nærmere opgørelse m.v., som lægges til
grund for en ny afgørelse. SKAT eller underinstansen vil i
den forbindelse lægge de retningslinjer, som klage- eller rets-
instansen udstikker, til grund for sin afgørelse.
Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen har mulighed for
at træffe såkaldte delafgørelser. Efter forretningsordenen for
Landsskatteretten og forretningsordenen for Skatteankesty-
relsen kan disse myndigheder i ganske særlige tilfælde træf-
fe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fast-
lægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal
træffes. SKAT foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i
overensstemmelse med denne anvisning. Delafgørelserne er
principielt at sammenligne med hjemvisning.
I hjemvisningssagerne, herunder sager med delafgørelser,
er udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behand-
9
lingen af den hjemviste afgørelse i hjemvisningsinstansen
blevet godtgjort. Det er sket ud fra den betragtning, at udgif-
terne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og er
nødvendige for at realisere den trufne afgørelse. Først når
hjemvisningsinstansen har truffet sin afgørelse, er sagen an-
set for endeligt afsluttet.
Efter praksis ydes der godtgørelse for udgifter til den sag-
kyndiges gennemgang af hjemvisningsafgørelsen og af
SKATs talmæssige opgørelse for det eller de indkomstår el-
ler afgiftsperioder, som er omfattet af klagesagen, og som
danner grundlag for SKATs nye afgørelse. Endvidere ydes
der godtgørelse for udgifter til den sagkyndiges gennem-
gang og kontrol af den nye afgørelse fra hjemvisningsinstan-
sen/SKAT, herunder af renteberegningen. Derimod ydes der
efter praksis ikke godtgørelse for udgifter til sagkyndig bi-
stand til behandling af forhold, som ikke er omfattet af kla-
gesagen, ligesom der ikke ydes godtgørelse for udgifter til
den sagkyndiges behandling af spørgsmål, som vedrører et
tidligere eller senere indkomstår eller afgiftsperiode, som ik-
ke har været omfattet af klagesagen.
Ved godtgørelse af udgifter til ”afsluttende arbejder” er
ifølge Den juridiske vejledning forstået sådanne udgifter til
den sagkyndige for arbejde, som udføres, efter at der er truf-
fet afgørelse af klage- eller retsinstansen, når arbejdet er for-
bundet med behandlingen af den opfølgende afgørelse fra
SKAT på baggrund klagesagen. Det er ifølge vejledningen
en betingelse for at yde godtgørelse, at udgifterne direkte re-
laterer sig til udfaldet af klagesagen, og at de er nødvendige
for at realisere den trufne afgørelse.
Efter praksis om godtgørelse af udgifter til afsluttende ar-
bejder ydes der godtgørelse for udgifter til den sagkyndiges
gennemgang af afgørelsen fra klage- eller retsinstansen samt
for udgifter til den sagkyndiges gennemgang af den nye af-
gørelse fra SKAT, herunder af renteberegningen, til sikring
af, at den er i overensstemmelse med udfaldet af afgørelsen
fra klage- eller retsinstansen. Det er kun de udgifter, der ve-
drører de påklagede indkomstår/afgiftsperioder, der er godt-
gørelsesberettigede. Derimod ydes der efter praksis ikke
godtgørelse for udgifter til efterfølgende bistand udført ve-
drørende andre indkomstår eller afgiftsperioder end dem,
som er omfattet af klagesagen, herunder til udarbejdelse af
en genoptagelsesanmodning. Endvidere ydes der bl.a. ikke
godtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med en ænd-
ret beslutning om overførsel af overskud i virksomhedsskat-
teordningen eller til efterfølgende bistand i forbindelse med
betaling af skattekravet – herunder ved inddrivelse af kravet,
ved gennemførelse af afdrags- eller akkordordninger, ved
behandling af spørgsmål om sikkerhedsstillelse eller om for-
ældelse af skattekrav.
I modsætning til ovenstående hjemvisningssager og af-
sluttende arbejder ydes der ikke godtgørelse for efterfølgen-
de udgifter til en genoptagelsessag, hvor klage- eller retsin-
stansen har givet den skatte- eller afgiftspligtige medhold i,
at sagen skal genoptages. Grunden hertil er, at formalitets-
klagen over SKATs afslag på genoptagelse og selve genop-
tagelsesbehandlingen - efter at klage- eller retsinstansen har
fastslået, at der skal ske genoptagelse - anses for to selv-
stændige sager. I modsætning til hjemvisningssagerne er her
ikke tale om, at overinstansen overlader en del af klagebe-
handlingen til underinstansen. Om den materielle behand-
ling af ansættelsen imødekommer den skatte- eller afgifts-
pligtige er således ikke givet med klage- eller retsinstansens
afgørelse om, at sagen skal genoptages. Imødekommer
SKAT ved opfølgning på genoptagelsessagen den skatte- el-
ler afgiftspligtiges påstand, bliver den skatte- eller afgifts-
pligtige stillet, som om at SKAT på forhånd har imødekom-
met den skatte- eller afgiftspligtiges ønske om genoptagelse,
og i den situation er der ikke adgang til omkostningsgodtgø-
relse.
I sager, der afgøres administrativt, afgiver den instans, der
træffer afgørelse i den godtgørelsesberettigede sag, samtidig
med afgørelsen i sagen en begrundet udtalelse om, i hvilket
omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i det
eller de godtgørelsesberettigede spørgsmål, som er forelagt
den. Denne udtalelse indgår i vurderingen af størrelsen af
den godtgørelse, den godtgørelsesberettigede er berettiget
til. Udtalelsen er dog ikke bindende for afgørelsen af spørgs-
målet om godtgørelsens størrelse.
3.5.2. Lovforslaget
Lovforslaget skal ses på baggrund af Højesteret dom af
10. oktober 2013, som er offentliggjort på SKATs hjemme-
side som SKM2013∙731∙HR.
I dommen fastslog Højesteret, at en andelsboligforening
ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse for efterføl-
gende udgifter til rådgiver, efter at Landsskatteretten havde
pålagt vurderingsmyndigheden at genoptage ansættelsen af
foreningens ansættelse af fradrag i grundværdien for forbed-
ringer vedrørende boligselskabets ejendom.
Andelsboligforeningen havde gjort gældende, at oven-
nævnte administrative praksis, hvorefter der i sager, som
klage- eller domstolsinstansen hjemviser til fornyet behand-
ling, ydes godtgørelse ved hjemvisningsbehandlingen, også
bør gælde i genoptagelsessager.
Højesteret fandt ikke, at andelsboligforeningen var beretti-
get til omkostningsgodtgørelse efter den nævnte praksis og
gav ikke andelsboligforeningen medhold i sagen. Højesteret
udtalte i den forbindelse, at retten ikke fandt, at der efter
skatteforvaltningsloven er hjemmel til at yde omkostnings-
godtgørelse for sagkyndig bistand, der ydes, efter at der er
truffet afgørelse i klageinstansen.
Den administrative praksis om godtgørelse for udgifter,
der er afholdt, efter at klageinstansen eller domstolen har
truffet afgørelse, herunder i hjemvisningssager, forekommer
rimelig. Det foreslås derfor, at praksis for godtgørelse af så-
danne udgifter til sagkyndig bistand lovfæstes med en enkelt
modifikation, jf. nærmere herom nedenfor.
Forslaget går nærmere ud på, at der ydes omkostnings-
godtgørelse til godtgørelsesberettigede udgifter, som afhol-
des, efter at der er truffet afgørelse i klage- eller retssagen,
når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne
afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 15.
10
Hvis skattemyndighederne har videreført sagen, vil godt-
gørelsen til sagkyndig bistand m.v. ved hjemvisningsinstan-
sen eller til de afsluttende arbejder altid være 100 pct. Dette
sikres ved lovforslagets § 1, nr. 8.
I andre sager end dem, som skattemyndighederne videre-
fører, beror godtgørelsesprocenten på, i hvilket omfang den
godtgørelsesberettigede opnår medhold i den sag, som kla-
ge- eller retsinstansen hjemviser, eller hvortil de afsluttende
arbejder knytter sig.
Har den godtgørelsesberettigede eksempelvis opnået fuldt
eller overvejende medhold ved klage- eller retsinstansen,
skal der ydes omkostningsgodtgørelse på 100 pct. ved hjem-
visningsbehandlingen af sagen eller til de afsluttende arbej-
der. Påklages denne afgørelse, godtgøres der efter de almin-
delige regler. Stadfæster klageinstansen den nye afgørelse,
kan der kun gives 50 pct. i godtgørelse. Får den godtgørel-
sesberettigede derimod medhold ved klageinstansen, ydes
der godtgørelse med 100 pct. også for denne instans.
For begge bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 8 og 15,
gælder en enkelt modifikation i forhold til gældende praksis.
Det foreslås således, at hjemvises en sag som følge af nye
oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger
i sagen, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse til behandlin-
gen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen
eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen
eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter
de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved den-
ne hjemvisningsinstans.
Denne del af forslaget har til formål at tilskynde den skat-
te- eller afgiftspligtige til at fremlægge alle væsentlige op-
lysninger i sagen på et så tidligt tidspunkt i sagsforløbet som
muligt. Dermed bidrager forslaget til, at klagen kan finde sin
endelige afgørelse i sagsforløbet på et så tidligt tidspunkt
som muligt, og at en eventuel klage- eller retssag kan reali-
tetsbehandles på et fyldestgørende faktuelt grundlag.
Når SKAT eller klageinstansen ikke har haft lejlighed til
at vurdere betydningen af de nye oplysninger, vil klage- el-
ler retsinstansen i mange tilfælde hjemvise sagen uden i øv-
rigt at tage materiel stilling til klagen eller retssagen. Ved en
sådan hjemvisning er det ikke fundet rimeligt, at der kan op-
nås omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bi-
stand m.v. ved hjemvisningsinstansens fornyede behandling
af sagen, henset til, at der ikke i øvrigt kan opnås omkost-
ningsgodtgørelse ved klagebehandlingen af sagen ved disse
instanser.
En betingelse for at afskære for godtgørelse ved hjemvis-
ningsbehandlingen er, at klageinstansen eller domstolen ik-
ke har taget stilling til det spørgsmål, som de nye oplysnin-
ger angår. Hvis ikke denne betingelse stilles, men godtgørel-
se ved hjemvisningsinstansen blot forudsætter, at klagein-
stansen eller domstolen har forholdt sig til klagen eller sag-
en, som den forelægges domstolen, vil der være risiko for, at
den skatte- eller afgiftspligtige inddrager forhold under sag-
en alene med henblik på at få klageinstansen eller domstolen
til at tage materiel stilling til disse spørgsmål for dermed at
kunne opnå omkostningsgodtgørelse ved hjemvisningsbe-
handlingen.
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige f.eks. gør en formali-
tetsindsigelse gældende samtidig med, at de nye oplysninger
om sagens hovedspørgsmål, f.eks. dokumentation af et fra-
drag, fremlægges i sagen, og klageinstansen eller domstolen
tager stilling til formalitetsindsigelsen, men hjemviser
spørgsmålet om dokumentationens betydning for sagens ho-
vedspørgsmål, vil hjemvisningen uden den anførte betingel-
se indebære, at der måtte ydes omkostningsgodtgørelse ved
hjemvisningsinstansens behandling.
Omvendt kan der efter bestemmelsen ydes omkostnings-
godtgørelse ved hjemvisningsinstansen, hvis f.eks. sagen an-
går spørgsmålet, om en person er fuldt skattepligtig her til
landet eller ej, hvorunder spørgsmålet om dokumentation
for, at skattepligt er ophørt, indgår. Tager klage- eller retsin-
stansen stilling til skattepligtsspørgsmålet, men hjemviser
sagen til SKAT til fornyet ansættelse som følge af nye op-
lysninger, vil der være adgang til omkostningsgodtgørelse i
hjemvisningsinstansen. Der kan eksempelvis henvises til
Vestre Landsrets dom i TfS 1996, 284, hvor sagen blev
hjemvist til Landsskatteretten med henblik på en talmæssig
opgørelse, fordi retten var enig med skatteyderen i, at Skat-
teministeriets oplysning om, at ministeriet tidligere have er-
kendt, at skatteyderen tillige var omfattet af den fulde skat-
tepligt til udlandet, indeholdt en bindende proceserklæring.
Skatteyderen måtte herefter anses for hjemhørende i såvel
Danmark som i udlandet.
Indgår der flere forhold i en sag, hvor hjemvisning dels
skyldes, at nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage-
eller retsinstansen ikke har taget stilling til, dels skyldes, at
de nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller rets-
instansen overordnet har taget stilling til, skal den sagkyndi-
ge ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse foretage en
skønsmæssig fordeling af sine udgifter ved hjemvisningsbe-
handlingen af de pågældende spørgsmål.
Selv om klageinstansen eller domstolene ikke tager mate-
riel stilling til de nye oplysninger, men hjemviser sagen til
fornyet behandling som følge af oplysningerne, vil der kun-
ne ydes omkostningsgodtgørelse ved hjemvisningsinstansen,
hvis der efter de almindelige regler om omkostningsgodtgø-
relse kan ydes godtgørelse ved en sags behandling ved den-
ne instans. Er det domstolen, som hjemviser en sag f.eks. til
Landsskatteretten, som tilfældet var i TfS 1996, 284, som
nævnt ovenfor, vil der kunne ydes godtgørelse til hjemvis-
ningsbehandlingen ved Landsskatteretten. Bliver sagen deri-
mod hjemvist til f.eks. SKAT eller et vurderings- eller mo-
torankenævn, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse ved
hjemvisningsbehandlingen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 og 15.
3.6. Forbehold for tilbagebetaling af
omkostningsgodtgørelse fra den sagkyndige, herunder i
11
acontosager, samt sikring af tilbagebetalingskravet ved
udpantning
3.6.1. Gældende ret
Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse ydes der en
godtgørelse på 50 pct. for udgifter til sagkyndig bistand
m.v., som den godtgørelsesberettigede ifølge regning skal
betale eller har betalt, når klageren taber sagen eller opnår
medhold i mindre grad, dvs. 50 pct. og derunder i forhold til
den nedlagte påstand. Har personen fået fuldt medhold eller
medhold i overvejende grad, ydes godtgørelsen med 100
pct.
Et krav på omkostningsgodtgørelse kan ikke sælges, pant-
sættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog iføl-
ge skatteforvaltningslovens § 52, stk. 6, overdrages, herun-
der pantsættes, til den sagkyndige.
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, kan SKAT ud-
betale et godtgørelsesbeløb med forbehold for eventuel til-
bagebetaling. Det kan ske, hvis ansøgningen om omkost-
ningsgodtgørelse giver anledning til nærmere at undersøge
størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder
den sagkyndiges honorar.
Viser det sig, at godtgørelsesbeløbet er mindre end det be-
løb, som er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelses-
berettigede efter bestemmelsens stk. 4 tilbagebetale det for
meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberetti-
gede har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens
tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.
Tilbagebetaling kan komme på tale, hvis det i forbindelse
med sagens endelige afregning konstateres, at der helt eller
delvis er sket udbetaling af uberettiget godtgørelse. Tilbage-
betaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse sker
uden beregning af renter.
Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt godtgørel-
sesbeløbet, og findes dette beløb senere at være blevet tilba-
gebetalt med urette, udbetales beløbet med en rente, jf. skat-
teforvaltningslovens § 57, stk. 5.
Der har i praksis været rejst tvivl om, hvorvidt SKAT kan
rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige, hvis denne
efter at have fået overdraget kravet på omkostningsgodtgø-
relse har fået udbetalt godtgørelsesbeløbet, og det viser sig,
at godtgørelsesbeløbet skal tilbagebetales helt eller delvis.
I sagen SKM2013. 512. LSR fandt Landsskatteretten, at
betingelserne for at modregne et krav på for meget udbetalt
omkostningsgodtgørelse til rådgiver, som kravet på omkost-
ningsgodtgørelse var overdraget til, i rådgivers overskyden-
de skat var opfyldt.
I sager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse af klage-
eller domstolsinstansen, ydes der aconto en godtgørelse på
50 pct. af godtgørelsesberettigede udgifter. Hvis der er tale
om en sag, som skattemyndighederne viderefører, jf. skatte-
forvaltningslovens § 52, stk. 2, eller har den godtgørelsesbe-
rettigede fået et forhåndstilsagn om at få dækket udgifterne
til syn og skøn fuldt ud, jf. skatteforvaltningslovens § 52,
stk. 3, er acontogodtgørelsen dog 100 pct.
Siden 2009 har SKAT ved udbetaling af acontobeløb taget
forbehold for et eventuelt krav om tilbagebetaling. Et sådant
forbehold kan blive aktuelt, hvis det i forbindelse med sa-
gens endelige afslutning kan konstateres, at der uberettiget
er sket udbetaling af godtgørelse. I relation til acontobeløb
udbetalt med 100 pct., som kan komme på tale i de situatio-
ner, som er nævnt ovenfor i skatteforvaltningslovens § 52,
stk. 2 eller stk. 3, kan SKATs vurdering af rimeligheden af
størrelsen af den sagkyndiges honorar give anledning til til-
bagebetaling af acontobeløb ved sagens afslutning.
Acontoudbetalingerne med forbehold et sket med støtte i
en landsskatteretskendelse fra 2009, jf. SKM2009. 457.
LSR. I denne sag havde SKAT udbetalt omkostningsgodtgø-
relse aconto vedrørende sagkyndig bistand til førelse af en
sag, hvortil der ikke var adgang til omkostningsgodtgørelse.
SKAT traf afgørelse om, at der ikke fremover ville blive ud-
betalt omkostningsgodtgørelse til førelse af sagen, men af-
stod fra at kræve acontoudbetalingen tilbagebetalt. Lands-
skatteretten stadfæstede afgørelsen om, at klageren ikke var
berettiget til omkostningsgodtgørelse fremover, og pålagde
klageren at tilbagebetale acontoudbetalingen. Landsskatte-
retten fandt således, at tilbagebetalingspligten fulgte af de
almindelige obligationsretlige regler.
3.6.2. Lovforslaget
Selv om Landsskatteretten i sin kendelse fra 2013, som
nævnt i afsnit 3.6.1 har fastslået, at et tilbagebetalingskrav
også kan gøres gældende over for den sagkyndige, som har
fået overdraget og udbetalt godtgørelsesbeløbet, findes det
hensigtsmæssigt at præcisere, at SKAT også kan gøre et for-
behold for tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb gældende
over for den sagkyndige.
Det foreslås derfor præciseret i § 57, stk. 4, jf. forslagets §
1, nr. 16, at i tilfælde, hvor godtgørelseskravet med forbe-
hold er blevet overdraget til den sagkyndige, og SKAT kræ-
ver godtgørelsesbeløbet, som er blevet udbetalt til den sag-
kyndige, tilbage, skal dette krav honoreres af den sagkyndi-
ge. Denne kan dog opnå henstand med tilbagebetalingen,
hvis vedkommende påklager eller indbringer afgørelsen om
tilbagebetaling for domstolene.
Det foreslås tilsvarende præciseret i § 57, stk. 5, jf. forsla-
gets § 1, nr. 16, at har den sagkyndige tilbagebetalt godtgø-
relsesbeløbet, og er tilbagebetalingen sket med urette, vil
SKAT udbetale beløbet med rente til den sagkyndige.
Endvidere foreslås det præciseret i § 1, nr. 10, ved indsæt-
telse af en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 52
A, at der i uafsluttede sager omfattet af § 52, stk. 2 eller 3,
eller § 55 ydes acontogodtgørelse for godtgørelsesberettige-
de udgifter til den godtgørelsesberettigede eller den sagkyn-
dige, hvis kravet på godtgørelse er overdraget, med forbe-
hold for eventuel tilbagebetaling. Det fastslås samtidig, at
bestemmelserne i § 57, stk. 4 og 5, om henstand og forrent-
ning finder tilsvarende anvendelse.
Endelig foreslås det, at det bliver muligt for SKAT at ind-
drive et tilbagebetalingskrav ved lønindeholdelse eller ved
udpantning. Det sker i givet fald hos den godtgørelsesberet-
12
tigede, hvis beløbet er udbetalt til denne, eller hos den sag-
kyndige, hvis den sagkyndige har fået overdraget godtgørel-
seskravet, og udbetaling af godtgørelsesbeløbet er sket til
denne, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.
3.7. Skattefrie tredjemandstilskud
3.7.1. Gældende ret
Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, gælder som ud-
gangspunkt, at beløb, som betales til en godtgørelsesberetti-
get person til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bi-
stand m.v. - et såkaldt tredjemandstilskud - ikke skal med-
regnes ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigedes skat-
tepligtige indkomst. Der gælder dog to undtagelser herfra:
1) I det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgø-
relsen - som efter bestemmelsens nr. 1 ikke medregnes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst - og an-
dre godtgjorte udgifter overstiger den godtgørelsesbe-
rettigede persons samlede udgifter til sagkyndig bistand
m.v. i sagen, skal tilskuddet medregnes ved opgørelsen
af personens skattepligtige indkomst.
2) Selv om godtgørelsen, tredjemandstilskuddet og andre
godtgjorte udgifter ikke overstiger personens samlede
udgifter i sagen, skal tredjemandstilskuddet dog med-
regnes ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede
persons skattepligtige indkomst, i det omfang beløbet
ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige in-
teresse i sagen.
Tredjemandstilskud kan efter ligningslovens § 7 Q, stk. 2,
ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst, medmindre yderen er en fond eller forening m.v., der
efter lovgivningens almindelige regler har fradrag for udlod-
ninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et ansættel-
sesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i
øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bi-
stand m.v., og fradrager arbejdsgiveren m.v. beløbet ved op-
gørelsen af sin skattepligtige indkomst, medregnes beløbet
ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.
Er der ydet et tredjemandstilskud, skal yderen underrette
SKAT om beløbets størrelse og modtagerens identitet efter
skattekontrollovens § 7 H. Tredjemandstilskuddet reducerer
ikke de udgifter, som godtgøres efter skatteforvaltningslo-
vens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse.
Den retlige interesse som nævnt ovenfor under nr. 2 vil
som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et
tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen for
tilskuddet. Synspunktet er således, at en person, der vil yde
et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- el-
ler afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag,
højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres.
I praksis er betingelsen om retlig interesse imidlertid ble-
vet anerkendt, selv om interessen i at yde et tredjemandstil-
skud udelukkende har været økonomisk og ikke retlig. Den-
ne udvikling er sket med baggrund i Landsskatterettens ken-
delse i SKM2007. 99. LSR, hvori det blev anerkendt, at en
repræsentant kunne yde et tredjemandstilskud til sin klient.
I sagen fandtes klagerens repræsentant berettiget til at yde
et tilskud til klageren efter ligningslovens § 7 Q, uden at det-
te medførte reduktion af grundlaget for beregning af om-
kostningsgodtgørelse. Klagen skyldtes, at et skattecenter
kun havde godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 pct. af
halvdelen af det fakturerede beløb, da repræsentanten havde
udstedt en kreditnota til klageren på 50 pct. af det fakturere-
de beløb. Repræsentanten oplyste under sagen, at dennes
virksomhed organisatorisk sorterede under en landbrugsor-
ganisation, som ydede tilskud til skattesager af rådgivnings-
værdi. Af samme grund måtte det efter repræsentantens op-
fattelse anerkendes, at vedkommendes virksomhed havde
retlig interesse i sagens førelse.
3.7.2. Lovforslaget
Forslaget går ud på at opstille yderligere en betingelse for
at kunne yde et skattefrit tredjemandstilskud efter lignings-
lovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2. I dag kan tilskuddet ikke ydes
skattefrit, i det omfang det overstiger sagens samlede udgif-
ter til sagkyndig bistand m.v. efter fradrag af omkostnings-
godtgørelse og andre godtgjorte udgifter, og i det omfang
tilskuddet ikke er ydet som følge af yderens retlige interesse.
Efter forslaget stilles nu som en yderligere betingelse, at det
ikke må være aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons
honorar til yderen for bistand i sagen udgør en andel af den
økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår
i sagen.
På baggrund af udviklingen i praksis som omtalt ovenfor i
afsnit 3.7.1 tager forslaget i særlig grad sigte på repræsen-
tanter, der yder tilskud til deres klienters skatte- eller afgifts-
sager, når størrelsen af yderens honorar fra den godtgørel-
sesberettigede udgør en andel af den økonomiske gevinst,
som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen. Sådanne af-
taler som baserer sig på sagens udfald betegnes i almindelig
som aftaler indgået på no cure no pay-vilkår.
Omkostningsdækningsudvalget advarede i sin betænkning
nr. 1382/2000 mod, at godtgørelsesreglerne blev udformet
på en sådan måde, at de kunne føre til en uønsket udvikling i
retning af en ordning med no cure no pay, som den kendes
fra andre lande. Aftaler om no cure no pay kan typisk være
udformet således, at honoraret udgør f.eks. 30 pct. af den
økonomiske gevinst, som klienten opnår. Taber klienten
sagen, modtager repræsentanten modsat intet vederlag. No
cure no pay-ordninger kan føre til, at repræsentanter tager
alle sager, de kan få ind, for at reservere så lidt tid som mu-
ligt til hver sag og satse på, at en af dem bliver gennemført
til gunst for klienten. Sådanne vilkår kan føre til, at klienten
opnår en dårligere rådgivning og behandling af repræsentan-
ten, end hvis repræsentanten havde anvendt mere almindelig
afregningsmetoder som timebetaling eller fast pris.
I Danmark har advokater som udgangspunkt ikke mulig-
hed for at indgå aftaler på no cure no pay-vilkår. Retspleje-
loven § 126, stk. 2, fastslår, at en advokat ikke må kræve et
højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for
rimeligt. Heri ligger, at advokaten ikke må indgå en hono-
raraftale om vederlæggelse af en andel af det udbytte, der
måtte opnås ved gennemførelse af en sag.
13
For revisorer gælder, at spørgsmål om vederlag er regule-
ret i revisorloven i § 26. Bestemmelsen fastslår, at en revisor
ikke må betinge sit vederlag af andre forhold end det udførte
arbejde. Bestemmelsen forbyder derved, at en aftale indgås
på no cure no pay-vilkår. Det er en forudsætning, at opgaven
falder ind under lovens § 1, stk. 2. Heri ligger, at der skal
være tale om revisionsydelser, i modsætning til rådgivnings-
ydelser.
Hvis et revisionsfirma yder revisionsydelser, eller hvis det
yder revisionsydelser og rådgivningsydelser, kan no cure no
pay-princippet således ikke anvendes. Hvis en kunde deri-
mod alene modtager rådgivningsydelser, er det tilladt for re-
visionsfirmaet at fastsætte vederlaget på markedsvilkår.
Formålet med forslaget er at afskære muligheden for at
yde skattefrie tredjemandstilskud, hvor yder har indgået en
honoraraftale med klienten på no cure no pay-vilkår. Bag-
grunden herfor er, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke bør
understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at tillade, at
tredjemandstilskuddet kan ydes skattefrit.
3.8. Ændret dækningsrækkefølge ved inddrivelsen af
underholdsbidrag
3.8.1. Gældende ret
Lov om opkrævning af underholdsbidrag finder ifølge § 1,
stk. 1, anvendelse på opkrævning af underholdsbidrag til
barn, ægtefælle eller en uden for ægteskab besvangret kvin-
de, såfremt bidraget tjener til fyldestgørelse af en i dansk lov
hjemlet underholdsforpligtelse. Loven finder ifølge § 1, stk.
2, endvidere anvendelse på opkrævning af bidrag til fyldest-
gørelse af en underholdsforpligtelse i henhold til udenlandsk
lov, i det omfang det fastsættes ved overenskomst med
fremmed stat eller bestemmes af social- og integrationsmini-
steren. Renter af underholdsbidrag opkræves derimod ikke
efter loven, jf. § 1, stk. 3.
Det er Udbetaling Danmark, der efter anmodning forestår
opkrævningen af underholdsbidrag, jf. § 2, 1. pkt., i lov om
opkrævning af underholdsbidrag. Det gælder både bidrag,
der tilkommer det offentlige, især børnebidrag, der er udlagt
forskudsvist efter kapitel 3 i lov om børnetilskud og for-
skudsvis udbetaling af børnebidrag, hvorefter Udbetaling
Danmark indtræder i retten til at indkræve bidraget, og pri-
vate bidragskrav. SKAT opkræver dog som restanceinddri-
velsesmyndighed krav på udenlandske underholdsbidrag,
mens statsforvaltningen afgør indsigelser mod eksistensen af
sådanne krav, jf. lovens § 2, 2. pkt.
SKAT forestår inddrivelsen af underholdsbidrag omfattet
af lov om opkrævning af underholdsbidrag.
Hvis SKATs inddrivelse hos en skyldner ikke fører til
dækning af alle fordringer, der er modtaget til inddrivelse,
dækkes ifølge § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af
lov om opkrævning af underholdsbidrag og endelig andre
fordringer.
Dækker beløb, der inddrives hos skyldner, kun delvist for-
dringer inden for samme kategori i § 4, stk. 1, dækkes ifølge
stk. 2 fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos
SKAT, således at den fordring, der først modtages, dækkes
først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet.
3.8.2. Lovforslaget
I § 15, stk. 3, i cirkulære nr. 217 af 29. november 1978 om
inddrivelse af underholdsbidrag er fastslået, at det offentli-
ges krav på underholdsbidrag dækningsmæssigt skal vige
for private krav på underholdsbidrag. Af lovforslaget bag
lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af
visse fordringer fremgår, at den dagældende praksis, hvoref-
ter private bidragskrav havde fortrinsret for offentlige bi-
dragskrav, ville blive videreført i forbindelse med etablerin-
gen af et nyt fælles restancesystem. Det er dog ved en fejl
ikke sket med reglen i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Med lovforslaget sikres, at private krav på underholdsbi-
drag uanset tidspunktet for modtagelsen hos SKAT til ind-
drivelse - som det også var tilsigtet - vil blive dækket forud
for det offentliges krav på underholdsbidrag.
3.9. Inddragelse af alle registreringer, hvis
hovedregistreringen inddrages efter fire foreløbige
fastsættelser
3.9.1. Gældende ret
Efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, kan SKAT fastsætte
en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt
til et skønsmæssigt beløb, hvis SKAT efter afleveringsfri-
stens udløb ikke har modtaget virksomhedens angivelse el-
ler indberetning. Hvis SKAT fire gange i træk for samme re-
gistreringsforhold (f.eks. moms eller A-skat) har foretaget
en sådan foreløbig fastsættelse, kan SKAT i medfør af § 4,
stk. 3, inddrage virksomhedens registrering hos SKAT, for
så vidt angår det pågældende registreringsforhold, medmin-
dre virksomheden inden inddragelsen indgiver de manglen-
de angivelser eller indberetninger.
SKAT skal dog inden inddragelsen ved rekommanderet
brev meddele virksomheden, at registreringen vil blive ind-
draget, såfremt de manglende angivelser eller indberetninger
ikke indgives inden 14 dage. Det skal fremgå af meddelel-
sen, at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse
vil være strafbar efter opkrævningslovens § 17, stk. 3, og at
ledelsen hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. § 4, stk. 4.
Meddelelse om, at registreringen er inddraget, skal ligeledes
tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev. Det skal
også af denne meddelelse fremgå, at en fortsættelse af virk-
somheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen
ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og af-
gifter m.v., jf. stk. 4.
3.9.2. Lovforslaget
Inddrages virksomhedens registrering for f.eks. moms
som følge af fire foreløbige fastsættelser i træk, vil virksom-
heden i praksis ikke kunne videreføres, fordi den mister den
omsætning, der er nødvendig for at kunne aflønne sine an-
satte. Registreringen for f.eks. indeholdelsespligt vedrørende
14
A-skat og arbejdsmarkedsbidrag inddrages dog ikke tillige
med registreringen for moms, og SKAT vil herefter forvente
fortsat at modtage indberetninger fra virksomheden om in-
deholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Virksomheden vil
ofte ikke have afmeldt sin registrering for indeholdelsesplig-
ten vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og konse-
kvensen er, at SKAT evt. foretager en foreløbig fastsættelse
af tilsvaret af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Dette er
uhensigtsmæssigt, når der reelt ikke er nogen A-skat m.v. at
indberette. Både SKAT og virksomheden ulejliges unødigt.
Med lovforslaget sikres, at alle virksomhedens registrerin-
ger inddrages, hvis virksomhedens hovedregistrering inddra-
ges, så den vil være ude af stand til at fortsætte. Virksomhe-
den kan være uenig i SKATs vurdering af dens mulighed for
at fortsætte, hvorfor det foreslås, at inddragelsen af de øvri-
ge registreringer vil have karakter af et forslag fra SKAT.
Virksomheden vil således ifølge den foreslåede regel inden
for inddragelsesvarslets frist på 14 dage skulle give SKAT
meddelelse herom, hvis de øvrige registreringer ønskes op-
retholdt.
Ved en rettidig indgivelse af de manglende angivelser el-
ler indberetninger vil inddragelsen blive afværget, og en
meddelelse om opretholdelse af de øvrige registreringer vil i
praksis derfor alene kunne forventes, hvis virksomheden ik-
ke indgiver de manglende angivelser eller indberetninger.
3.10. Ændring af betingelserne for sikkerhedsstillelse hos
igangværende virksomheder
3.10.1. Gældende ret
En igangværende virksomhed kan efter opkrævningslo-
vens § 11, stk. 1, nr. 1, af SKAT blive pålagt at stille sikker-
hed, når den for de seneste 12 afregningsperioder i mindst
fire tilfælde ikke rettidigt har indbetalt skatter og afgifter
m.v., der omfattes af opkrævningsloven, og, for så vidt an-
går enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bi-
drag, der vedrører virksomhedens drift.
Det er herudover en betingelse, at virksomheden enten (li-
tra a) er i restance vedrørende skatter og afgifter, for hvilke
den er registreret, samt eventuelt selskabsskatter og, for så
vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter
og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, med et beløb,
der overstiger 25.000 kr., og at virksomheden ikke indbeta-
ler denne restance senest den 10. hverdag fra modtagelsen af
en erindringsskrivelse fra SKAT, hvorved virksomheden un-
derrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålæg-
ges at stille sikkerhed, eller (litra b) ikke rettidigt har ind-
sendt selvangivelse.
Landsskatteretten har med sin afgørelse i SKM2011. 704.
LSR afgjort, at betaling af rater af restskat ikke kan anses
for betalinger for en afregningsperiode. Det kan derfor iføl-
ge Landsskatteretten ikke begrunde pålæg om sikkerheds-
stillelse, at betaling af disse rater ikke finder sted rettidigt,
hvorimod betaling af løbende B-skatter og arbejdsmarkeds-
bidrag, der vedrører virksomhedens drift, vedrører afreg-
ningsperioder, jf. kildeskattelovens § 58 om betaling i 10 ra-
ter på de i bestemmelsen fastlagte tidspunkter, og dermed
kan begrunde krav om sikkerhedsstillelse ved manglende
rettidighed.
Indehaveren af en virksomhed, der pålægges at stille sik-
kerhed på baggrund af en restance på over 25.000 kr. og
indtil 50.000 kr., jf. den yderligere betingelse i opkræv-
ningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, litra a, vil kunne spekulere i
at lukke virksomheden med henblik på at etablere en ny
virksomhed, der herefter anmeldes til registrering. Ved regi-
streringen af den ny virksomhed vil sikkerhed alene kunne
kræves, hvis betingelserne i § 11, stk. 2, er opfyldt, og det er
efter denne bestemmelse en betingelse, at der i en anden
virksomhed - f.eks. den nu lukkede - som følge af konkurs
eller konstateret insolvens er opstået et tab for staten eller et
usikret tilgodehavende for SKAT på over 50.000 kr. bestå-
ende af de skatter og afgifter, der opkræves efter opkræv-
ningsloven, eller personskatter og bidrag, der hidrører fra
driften af den anden virksomhed. Som følge af betingelsen
om et usikret tilgodehavende på over 50.000 kr. vil den ny
virksomhed ikke kunne afkræves sikkerhedsstillelse.
Et krav om sikkerhedsstillelse hos en igangværende virk-
somhed vil i alle tilfælde som yderligere betingelse forud-
sætte, at det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhe-
dens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten,
jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3.
3.10.2. Lovforslaget
Det findes ikke begrundet at sondre mellem restskat, der
vedrører virksomhedens drift og efter reglerne i kildeskatte-
lovens § 61 skal betales i rater, og den foreløbige betaling af
forskudsskat i form af B-skatterater efter kildeskattelovens §
58. Indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed kan med den
nuværende regel og dens fortolkning, jf. SKM2011. 704.
LSR, have en interesse i en for lav forskudsopgørelse, så B-
skatteraterne bliver så lave, at de kan betales rettidigt, hvor-
ved risikoen for at blive pålagt at skulle stille sikkerhed
forsvinder eller formindskes. Ved manglende eller for sen
betaling af den restskat, der bliver resultatet af en for lav
forskudsopgørelse, vil indehaveren ikke kunne blive mødt af
et pålæg om sikkerhedsstillelse. Med lovforslaget sikres, at
også manglende eller for sen betaling af en sådan restskat
indgår som et kriterium ved den kreditværdighedsvurdering,
som opkrævningslovens § 11, stk. 1, er udtryk for.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres desuden i op-
krævningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, litra a, om opgørelsen af
virksomhedens restance og i stk. 5 om fastsættelsen af sik-
kerhedens størrelse, at personskatter og bidrag, der vedrører
virksomhedens drift, også inkluderer restskatter, der kan fø-
res tilbage til virksomhedens drift.
Den foreslåede ændring af restancegrænsen på 25.000 kr. i
§ 11, stk. 1, nr. 1, litra a, til 50.000 kr. vil udelukke mulighe-
den for at omgå et krav om sikkerhedsstillelse, der er be-
grundet med en restance på over 25.000 kr. og indtil 50.000
kr., ved at lukke virksomheden for herefter at etablere en ny
virksomhed, der anmeldes til registrering, uden at SKAT
som betingelse for registreringen vil kunne kræve sikker-
hedsstillelse efter § 11, stk. 2, der forudsætter et usikret til-
15
godehavende på over 50.000 kr. i den nu lukkede virksom-
hed.
Dertil kommer, at beløbsgrænsen på 25.000 kr. har været
uændret, siden opkrævningsloven trådte i kraft den 1. januar
2001.
3.11. Ændring af betingelserne for sikkerhedsstillelse ved
registreringen af virksomheder
3.11.1. Gældende ret
SKAT kan efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, pålægge
en virksomhed, der anmeldes til registrering for moms, inde-
holdelsespligt vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag,
lønsumsafgift, punktafgifter m.v., at stille sikkerhed, hvis
visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Pålæg om sik-
kerhedsstillelse forudsætter, at en fysisk eller juridisk per-
son, som er ejer af eller medlem af virksomhedens bestyrel-
se eller direktion eller er filialbestyrer i virksomheden eller
reelt driver virksomheden, er eller inden for de seneste fem
år har været ejer af, filialbestyrer i eller medlem af bestyrel-
sen eller direktionen i en anden virksomhed, der er gået kon-
kurs eller er blevet konstateret insolvent. Konkursen eller
den konstaterede insolvens skal have påført SKAT et ikke
fuldt sikret tilgodehavende eller givet staten et tab på mere
end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v., der op-
kræves efter opkrævningsloven, eller personskatter og bi-
drag, der hidrører fra driften af den anden virksomhed.
Det er en yderligere betingelse, at det efter et konkret skøn
vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende
risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3.
Reglen, der kan føres tilbage til lov nr. 1093 af 21. decem-
ber 1994 (Effektivisering af inddrivelsen af restancer til det
offentlige), er tænkt som et restanceforebyggelsesværn over
for konkursryttere og andre, der ved etablering af kreditorly,
tilsidesættelse af SKAT ved fyldestgørelsen af kreditorer el-
ler på anden kritisabel vis har forspildt kreditværdigheden
hos SKAT.
3.11.2. Lovforslaget
Med forslaget ændres kravet om, at den anden virksom-
hed, som en person i virksomheden deltager eller har delta-
get i som ejer eller ledelse, skal være konstateret insolvent,
hvis der er tale om en virksomhed, der har påført SKAT et
usikret tilgodehavende. Det vil være tilstrækkeligt med en
konstateret, usikret restance. For tab, der er påført statskas-
sen, gælder uændret, at tabet skal skyldes en anden virksom-
heds konkurs eller anden form for insolvens, f.eks. rekon-
struktion med en tvangsakkord eller gældssanering.
Insolvens antages ifølge konkurslovens § 18 at foreligge,
hvis der ved udlæg inden for de sidste tre måneder ikke har
kunnet opnås dækning hos skyldneren. SKATs løbende pri-
oriteringer af inddrivelsesindsatsen gennem anvendelse af
udlæg kan betyde, at det ofte vil være tilfældigt, om SKAT
har gennemført en sådan forgæves udlægsforretning hos den
anden, igangværende virksomhed. Resultatet er i flere tilfæl-
de, at SKAT er afskåret fra at kræve en ellers indiceret sik-
kerhedsstillelse ved registreringen af virksomheden. Forsla-
get skal sikre, at SKAT kan fastholde antallet af sikkerheds-
stillelser, der har været faldende som følge af de nævnte pri-
oriteringer af indsatsen med udlæg.
Samtidig præciseres som en konsekvens af den i lovfor-
slagets § 3, nr. 5, foreslåede ændring, at personskatter og bi-
drag, der vedrører virksomhedens drift, også inkluderer rest-
skatter, der kan føres tilbage til virksomhedens drift.
3.12. Ændring af fastsættelsen af sikkerhedens størrelse ved
pålæg om sikkerhedsstillelse
3.12.1. Gældende ret
Sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1 og 2, skal
ifølge stk. 5 stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens
restancer med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter
opkrævningsloven, og det forventede gennemsnitlige tilsvar
i en 3-måneders-periode. For enkeltmandsvirksomheder
gælder dette tillige indehaverens personskatter og bidrag,
der vedrører virksomhedens drift.
Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende
virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregn-
skab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med
udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regn-
skabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger, mens
sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag beregnes ud
fra skattebilletten.
I forhold til virksomheder, der har været drevet uregistre-
ret, kan SKAT i medfør af opkrævningslovens § 5, stk. 1 og
2, kræve det konstaterede eller skønnede tilsvar for perioden
med uregistreret drift betalt senest 14 dage efter påkrav.
3.12.2. Lovforslaget
Efter forslaget skal det forventede eller opgjorte tilsvar fra
en periode med uregistreret drift medregnes ved beregnin-
gen af sikkerhedens størrelse, når en virksomhed i forbindel-
se med sin registrering måtte blive pålagt at stille sikkerhed
efter opkrævningslovens § 11, stk. 2. Forslaget har til formål
at fjerne et incitament til uregistreret drift, hvor der genere-
res et skatte- og afgiftskrav, som ikke medregnes, når sik-
kerhedens størrelse beregnes efter § 11, stk. 5, fordi alene
kendte restancer medregnes. Betalingsfristen for et evt. efter
opkrævningslovens § 5, stk. 1 eller 2, fastsat beløb er på
tidspunktet for afgørelsen om sikkerhedsstillelse måske end-
nu ikke udløbet, hvorfor der ikke er tale om en restance.
Forslaget sikrer, at et efter opkrævningslovens § 5, stk. 1 el-
ler 2, fastsat tilsvar medregnes ved beregningen af sikkerhe-
dens størrelse, og at et skønnet beløb kan medregnes, hvis
en afgørelse efter § 5, stk. 1 eller 2, endnu ikke er truffet.
Hvis det efterfølgende viser sig, at det skyldige beløb for pe-
rioden med uregistreret drift er lavere end det beløb, som
SKAT har fastsat skønsmæssigt, vil virksomheden kunne
begære sikkerheden reduceret, så den alene inkluderer det
konstaterede krav.
Forslaget har desuden til formål at hindre muligheden for
at omgå et krav om sikkerhedsstillelse hos en enkeltmands-
virksomhed. Omgåelsen kan ske, ved at indehaveren efter at
16
være blevet pålagt at skulle stille sikkerhed efter opkræv-
ningslovens § 11, stk. 1, afmelder sin enkeltmandsvirksom-
hed - uden at have stillet sikkerheden - for herefter på ny at
anmelde en enkeltmandsvirksomhed til registrering. I for-
bindelse med registreringen af en enkeltmandsvirksomhed
medregnes en restance hidrørende fra den tidligere enkelt-
mandsvirksomhed ikke ved beregningen af den sikkerhed,
der efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, måtte blive krævet
som betingelse for registrering. Sikkerhedens størrelse be-
regnes for en enkeltmandsvirksomhed ud fra det forventede
gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode samt restan-
cerne hos den enkeltmandsvirksomhed, der anmeldes til re-
gistrering, bestående af skatter og afgifter m.v., der opkræ-
ves efter opkrævningsloven, og personskatter og bidrag, der
vedrører virksomhedens drift. Når den restance, der har be-
grundet et pålæg om sikkerhedsstillelse efter opkrævnings-
lovens § 11, stk. 1, hos enkeltmandsvirksomheden, og som
ifølge stk. 5 indgik i beregningen af sikkerhedens størrelse,
også medregnes ved beregningen af sikkerhedens størrelse i
forbindelse med registreringen af den ny enkeltmandsvirk-
somhed, fjernes muligheden for en sådan omgåelse.
3.13. Ændring af betingelserne for frigivelse af en stillet
sikkerhed
3.13.1. Gældende ret
Efter opkrævningslovens § 11, stk. 13, frigives en sikker-
hed, der er stillet efter stk. 1 og 2, når tidligere restancer er
betalt, og virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt
har indbetalt skatter og afgifter m.v., der opkræves efter op-
krævningsloven.
3.13.2. Lovforslaget
Ved lov nr. 1344 af 19. december 2008 (Indsats mod skat-
te- og afgiftsunddragelse – Fairplay III og fradrag for børne-
bidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktions-
ydelse) blev opkrævningslovens § 11 udvidet med person-
skatter, der vedrører virksomhedens drift. I den forbindelse
blev den eksisterende bestemmelse om sikkerhedens frigi-
velse ikke konsekvensændret. Lovforslaget retter denne fejl.
I overensstemmelse med lovforslagets § 3, nr. 5, præciseres
samtidig, at personskatter og bidrag, der vedrører virksom-
hedens drift, også omfatter restskat.
3.14. Præcisering af muligheden for momsregistrering af
visse virksomheder
3.14.1. Gældende ret
Det følger af momslovens § 37, at der er fradragsret for
virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser til brug for
leverancer, som ikke er fritaget for moms, herunder leveran-
cer udført i udlandet. Samtidig følger det af loven, at virk-
somheder, der er etableret her i landet, ikke kan få moms-
godtgørelse efter reglerne om godtgørelse til udenlandske
virksomheder. Efter fast administrativ praksis tillades det
derfor, at alle virksomheder, der er etableret her i landet, kan
momsregistreres med henblik på at udøve deres fradragsret,
også selv om virksomheden eventuelt kun har leverancer i
udlandet. Der vil typisk være tale om fradragsomkostninger
for generalomkostninger, f.eks. revision.
Momsloven blev ændret pr. 1. januar 2010. I den forbin-
delse blev overskriften »Registrering - Leverancer her i lan-
det« indsat før lovens § 47. Før 2010 var virksomheder, der
var etableret her, men alene havde leverancer i udlandet, i
princippet registreringspligtige efter lovens § 47, men samti-
dig undtaget efter gældende § 48. De havde efter lovens §
49 ligesom virksomheder, der både er etableret her og har
leverancer her i landet, adgang til at vælge at lade sig regi-
strere. Som følge af lovændringerne 1. januar 2010 fremgår
det nu ikke længere udtrykkeligt af momsloven, at virksom-
heder, der er etableret her, men alene har leverancer i udlan-
det, kan vælge at lade sig registrere.
Et bindende svar fra Skatterådet (SKM2008. 1014. SR)
har bekræftet denne praksis, selv om muligheden ikke frem-
gik udtrykkeligt af momsloven. På den baggrund har Lands-
skatteretten imidlertid givet en virksomhed, der hverken er
etableret eller har leverancer her i landet, ret til momsregi-
strering her.
3.14.2. Lovforslaget
At udenlandske virksomheder, som hverken er etableret
eller har leverancer her i landet, skulle kunne registrere sig
her, har ikke været hensigten med lovgivningen.
Det foreslås, at overskriften før § 47 ændres fra »Leveran-
cer her i landet« til »Leverancer«, samt at der indsættes en
udtrykkelig hjemmel til, at virksomheder, der et etableret
her i landet, men alene har leverancer i udlandet, kan vælge
at lade sig registrere. For at undgå enhver tvivl foreslås end-
videre, at det fastslås, at virksomheder, der hverken er etab-
leret eller har leverancer her i landet, ikke kan registreres.
Forslaget betyder, at har sidstnævnte virksomheder moms-
udgifter her i landet, har de ikke en momsregistrering at
foretage fradraget i, men i stedet kan de søge om godtgørel-
se for disse momsudgifter.
Forslaget er endvidere et værn mod, at virksomheder, der
hverken er etableret eller har leverancer her i landet, lader
sig registrere alene med henblik på at misbruge registrerin-
gen til svigagtige aktiviteter.
Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 1-2.
3.15. Ændring af angivelsesfristen for moms ved
inddragelse af en virksomheds momsregistrering
3.15.1. Gældende ret
Virksomheder registreret efter momslovens §§ 47, 49, 51
eller 51 a skal efter udløbet af hver afgiftsperiode til SKAT
angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående
afgift i perioden samt værdien af de leverancer, der efter §§
14-21 d eller 34 er fritaget for afgift, jf. momslovens § 57,
stk. 1, 1. pkt.
Ved angivelsen anvendes enten måneden, kvartalet eller
halvåret som afgiftsperiode efter § 57.
17
Hvis de samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 50
mio. kr. årligt, anvendes måneden som afgiftsperiode, og an-
givelsen skal da foretages senest den 25. i måneden efter af-
giftsperiodens udløb; for juni dog senest 1 måned og 17
dage efter afgiftsperiodens udløb, jf. § 57, stk. 2.
Afgiftsperioden er ifølge § 57, stk. 3, kvartalet for virk-
somheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger
5 mio. kr. årligt, men højst udgør 50 mio. kr. årligt, og angi-
velsen efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den tredje
måned efter afgiftsperiodens udløb.
For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer
ikke overstiger 5 mio. kr. årligt, er afgiftsperioderne første
og anden halvdel af kalenderåret, og angivelsen skal foreta-
ges senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens
udløb, jf. § 57, stk. 4.
Afregningsfristen er identisk med angivelsesfristen, jf. op-
krævningslovens § 2, stk. 4, hvorefter tilsvaret forfalder til
betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives,
og skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens
udløb.
En virksomhed, der får inddraget sin momsregistrering ef-
ter f.eks. opkrævningslovens § 4, stk. 3, som følge af fire
foreløbige fastsættelser af momstilsvaret eller efter § 11, stk.
9, som følge af manglende opfyldelse af et pålæg om sikker-
hedsstillelse efter § 11, stk. 1, vil i dag skulle anvende den
angivelses- og afregningsfrist, der følger af ovenstående be-
stemmelser.
3.15.2. Lovforslaget
Med lovforslaget foreslås en angivelsesfrist - og dermed
tillige en afregningsfrist, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4 -
på 14 dage fra meddelelsen om, at momsregistreringen er
blevet inddraget.
Det findes ikke begrundet, at en virksomhed, der f.eks. an-
vender halvåret som afregningsperiode, jf. momslovens §
57, stk. 4, kan vente med at angive og afregne momstilsvaret
for 1. halvår til den 1. september, hvis momsregistreringen
blev inddraget i januar måned samme år. Virksomheden må
ikke fortsætte de momspligtige aktiviteter efter inddragelsen
af momsregistreringen, og der er ingen rimelig grund til at
fastholde de nugældende angivelses- og afregningsfrister i
en sådan situation. En forkortelse af angivelses- og dermed
afregningsfristen til 14 dage efter meddelelsen om inddra-
gelsen af registreringen vil reducere risikoen for et momstab
for det offentlige, da momstilsvaret hurtigere kan konstate-
res, ligesom en evt. nødvendig inddrivelsesindsats hurtigere
vil kunne indledes.
3.16. Forbedret inddrivelse af biblioteksgebyrer
3.16.1. Gældende ret
Efter § 21 i lov om biblioteksvirksomhed kan folkebiblio-
tekerne opkræve et gebyr for overskridelse af lånetiden. De
statslige biblioteker har efter § 28 samme mulighed for at
opkræve et gebyr i disse tilfælde. På biblioteksområdet fin-
des også andre gebyrer. Der kan f.eks. efter lovens § 29 op-
kræves forbrugsbestemte licensgebyrer hos brugere, der ik-
ke hører til den afgrænsede brugerkreds, som udlånsmateria-
let er bestemt for. Hvis gebyret ikke betales, kan fordringen
sendes til inddrivelse via SKAT. Biblioteksgebyrer, der til-
kommer kommuner og staten, omfattes af bilag 1, nr. 31, til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og kan derfor
inddrives ved bl.a. lønindeholdelse og udpantning (pantefo-
gedudlæg), jf. lovens §§ 10 og 11.
Derudover kan godkendte undervisningsinstitutioner, hvis
fordringer inddrives af SKAT i medfør af § 1, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, have krav på biblioteksgebyrer.
Disse gebyrer omfattes dog ikke af bilag 1, nr. 31, der alene
omhandler myndigheders krav på gebyrer, og kan derfor ik-
ke inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning.
Hverken kommunale eller statslige biblioteksgebyrer eller
biblioteksgebyrer, der tilhører godkendte undervisningsinsti-
tutioner, kan inddrives ved særskilt lønindeholdelse, der er
karakteriseret ved, at lønindeholdelsens omfang ikke som
ved den almindelige lønindeholdelse fastsættes ud fra skyld-
ners nettoindkomst. Den særskilte lønindeholdelse adskiller
sig også fra den almindelige lønindeholdelse, ved at skyld-
neren ikke kan forlange en individuel betalingsevnevurde-
ring. Det skal i stedet sikres, at der ved den særskilte lønind-
eholdelse levnes skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde
en beskeden levefod. Dette vil normalt være tilfældet, når
lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb
på 400 kr. månedligt.
Adgangen til særskilt lønindeholdelse blev indført ved lov
nr. 252 af 30. marts 2011 og omfatter i dag beløb til dækn-
ing af kontrolafgifter som f.eks. p-afgifter og DSB-kontrol-
afgifter m.v. samt til medielicens og radiolicens, alle med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, jf. § 4 a i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse kontrol-
afgifter og licenskrav er krav, som retspraksis har fastsat
som forpligtelser, der skal afholdes af en skyldners rådig-
hedsbeløb, f.eks. licens og transportomkostninger. Fordrin-
ger, der omfattes af den særskilte lønindeholdelse, dækkes i
den rækkefølge, i hvilken SKAT træffer bestemmelse om
lønindeholdelse for kravene.
3.16.2. Lovforslaget
Det foreslås som opfølgning på kommuneaftalen for 2015,
at adgangen til lønindeholdelse udvides for biblioteksgeby-
rer.
Biblioteksgebyrer er i lighed med de krav, for hvilke der i
dag kan ske særskilt lønindeholdelse, forpligtelser, der skal
afholdes af en skyldners rådighedsbeløb. Desuden er der ty-
pisk tale om mindre fordringer, hvor netop lønindeholdelse
er den bedst egnede form for tvangsinddrivelse.
Det foreslås derfor, at biblioteksgebyrer, der inddrives ef-
ter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger ligeledes skal kun-
ne inddrives ved særskilt lønindeholdelse efter § 4 a i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
18
Dette indebærer, at også biblioteksgebyrer, der tilhører
godkendte undervisningsinstitutioner, vil kunne inddrives
ved særskilt lønindeholdelse. Disse biblioteksgebyrer kan
dog i dag ikke inddrives ved almindelig lønindeholdelse el-
ler udpantning, hvorfor det tillige foreslås, at der for disse
biblioteksgebyrer skabes den samme adgang til almindelig
lønindeholdelse eller udpantning, der i forvejen består for
kommunale og statslige biblioteksgebyrer. Det foreslås såle-
des, at der i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige indsættes et nyt nr. 33, der omhandler biblioteksge-
byrer.
3.17. Forbedret inddrivelse af bibliotekers erstatningskrav
3.17.1. Gældende ret
Bibliotekerne kan få krav på erstatning for bortkommet el-
ler beskadiget udlånsmateriale. Disse erstatningskrav er ci-
vilretlige og kræver ved uenighed normalt en domstolsprø-
velse. Disse krav kan derfor ikke inddrives ved lønindehol-
delse og udpantning, der alene kan ske for de kravtyper, der
fremgår af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Bilag 1 omfatter ikke sådanne erstatningskrav. Ene-
ste tvangsinddrivelsesmulighed vil være at udnytte en even-
tuel modregningsmulighed eller at opnå et tvangsfuldbyrdel-
sesgrundlag - f.eks. en dom eller et betalingspåkrav med på-
tegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 - hvorefter fo-
gedretten vil kunne foretage udlæg for kravet hos skyldner.
3.17.2. Lovforslaget
Det foreslås, at bibliotekers krav på erstatning for bort-
kommet eller beskadiget udlånsmateriale skal kunne inddri-
ves ved lønindeholdelse efter § 10 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige eller ved udpantning efter lovens § 11.
Dette forudsætter, at bilag 1 til loven udvides med disse er-
statningskrav.
Også dette forslag udmønter kommuneaftalen for 2015. I
det analysearbejde, der er gået forud for kommuneaftalen,
blev det som følge af disse erstatningskravs karakter af ci-
vilretlige fordringer anbefalet at opstille visse betingelser,
for at erstatningskravene skal kunne inddrives ved løninde-
holdelse og udpantning.
En låner kan hævde, at materialet er afleveret, og at en
skade på det lånte materiale ikke er påført af låneren. Det
foreslås derfor, at denne inddrivelsesadgang alene skal gæl-
de for erstatningskrav, som låneren skriftligt har anerkendt.
For erstatningskrav vedrørende bortkommet materiale
foreslås det, at det er tilstrækkeligt, at det pågældende bibli-
otek tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materialer.
Herved får låneren mulighed for at dokumentere, at materia-
let er afleveret. Den foreslåede regel anvendes også, hvis lå-
neren ved sin aflevering ikke har gjort brug af tilbuddet om
en kvittering.
3.18. Forbedret inddrivelse af krav opstået som følge af
fraflytningsgarantier
3.18.1. Gældende ret
Kommuner har ifølge lovgivningen i flere tilfælde en ga-
rantiforpligtelse for opfyldelsen af kontraktmæssige forplig-
telser, som en boligtager har over for udlejer til at istandsæt-
te boligen ved fraflytning.
En sådan fraflytningsgaranti består bl.a. efter lov om al-
mene boliger m.v., der på visse områder også pålægger ud-
dannelsesinstitutioner en sådan forpligtelse. Lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige finder også anvendelse på
krav fra godkendte undervisningsinstitutioner.
Hvis en fraflytningsgaranti tiltrædes af udlejer, fordi bo-
ligtageren ikke har opfyldt sin kontraktmæssige forpligtelse
til selv at istandsætte boligen ved sin fraflytning, får garan-
ten (kommunen m.v.) et regreskrav mod boligtageren. Dette
regreskrav er civilretligt og således ikke omfattet af bilag 1
til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Eneste
tvangsinddrivelsesmulighed vil være at udnytte en eventuel
modregningsmulighed eller at opnå et tvangsfuldbyrdelses-
grundlag - f.eks. en dom eller et betalingspåkrav med påteg-
ning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 - hvorefter foged-
retten vil kunne foretage udlæg for kravet hos skyldner.
Huslejenævnet er ifølge § 21, stk. 1, 2. pkt., i lov om mid-
lertidig regulering af boligforholdene og lejelovens § 106,
nr. 4, 2. pkt., kompetent til at afgøre, hvilke istandsættelses-
arbejder boligtageren skal betale for, men er istandsættelsen
gennemført, træffer boligretten afgørelse, hvis boligtageren
gør indsigelse mod omfanget af istandsættelsesudgifterne.
En tvist mellem udlejer og boligtager om istandsættelses-
udgifterne skal være afklaret, inden udlejers krav kan sendes
til kommunen m.v., med henblik på at udlejer tiltræder fra-
flytningsgarantien. Når SKAT fra kommunen m.v. modtager
de regreskrav, der herefter opstår, til inddrivelse, vil der der-
for være tale om endelige krav, der ikke længere kan være
omfattet af en tvist.
3.18.2. Lovforslaget
Ifølge kommuneaftalen for 2015 skal regeringen søge at
udvide adgangen til lønindeholdelse for krav opstået som
følge af fraflytningsgarantier.
Det foreslås derfor, at sådanne krav optages i bilag 1 til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at ind-
drivelse kan ske ved lønindeholdelse efter lovens § 10 eller
udpantning efter lovens § 11. Det foreslås endvidere, at det-
te ikke kun gælder kommuner, men tillige de uddannelsesin-
stitutioner m.v., der efter lovgivningen er forpligtede af så-
danne garantier, og hvis fordringer inddrives af SKAT.
3.19. Adgang for kommuner til selv at tiltræde en sikkerhed
stillet efter udlændingeloven
3.19.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., skal en herbo-
ende person, som det påhviler at forsørge en udlænding, der
19
ansøger om en opholdstilladelse efter lovens § 9, stk. 1, nr.
1, om ægtefællesammenføring, som betingelse for opholds-
tilladelsen som hovedregel stille økonomisk sikkerhed for
50.000 kr. (2012-niveau) til dækning af eventuelle fremtidi-
ge offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpoli-
tik eller integrationsloven til ansøgeren, jf. § 9, stk. 23. Det
samme er tilfældet, hvis der ansøges om ægtefællesammen-
føring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., om op-
holdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde. Det
fremgår af § 9 c, stk. 1, 2. pkt.
Ydes der senere ansøgeren en sådan hjælp, skal restan-
ceinddrivelsesmyndigheden efter udlændingelovens § 9, stk.
23, 1. pkt., tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikker-
hed, som betaling for hjælpen. Det gælder dog ifølge 2. pkt.
ikke for offentlige udgifter til hjælp, som ydes ansøgeren,
efter at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholds-
tilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag.
Sikkerheden kan ifølge § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
646 af 21. juni 2012 om sikkerhedsstillelse efter udlændin-
gelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1, 2. pkt., jf. § 9, stk. 4,
til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv
social politik eller integrationsloven stilles som en anfor-
dringsgaranti stillet af et pengeinstitut eller ved deponering
på en dertil i et pengeinstitut oprettet konto, hvori kommu-
nalbestyrelsen har pant.
3.19.2. Lovforslaget
Det foreslås som opfølgning på kommuneaftalen for 2015
at skabe en adgang for kommunerne til selv at tiltræde en
sikkerhed, der er stillet efter udlændingelovens § 9, stk. 4.
Før SKAT den 1. november 2005 overtog opgaven med
inddrivelse af gæld til det offentlige, fremgik det af den da-
gældende udlændingelovs § 9, stk. 20, at kommunalbestyrel-
sen skulle tvangsinddrive det beløb, der var stillet til sikker-
hed, som betaling for hjælpen. I forbindelse med at SKAT i
2005 overtog inddrivelsen af gæld til det offentlige, overgik
også denne opgave til SKAT.
SKATs inddrivelsesindsats består udelukkende af en kon-
takt til det pågældende pengeinstitut med henblik på udbeta-
ling af beløbet, der herefter afregnes over for kommunen,
hvorfor det må betragtes som en unødig omvej, at kommu-
nerne skal via SKAT for at tiltræde en sådan sikkerhed.
3.20. Afbrydelse af forældelsesfristen ved
restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
3.20.1. Gældende ret
3.20.1.1. Modregning og forældelse
Reglerne om modregning følger i dansk ret hovedsageligt
af retspraksis og retssædvane. Med modregning ophører en
fordring ved, at den afregnes i en anden fordring. Modreg-
ning sker ved, at den fordringshaver, der ønsker at modreg-
ne, over for sin skyldner afgiver en erklæring herom. Mod-
regningen indebærer, at begge fordringer ophører, i det om-
fang de dækker hinanden. I det omfang fordringerne ikke
dækker hinanden, vil der være en restfordring, som fortsat
kan gøres gældende.
En fordringshaver, der ønsker at modregne, kan normalt
alene modregne med sin fordring (modfordringen), hvis
denne er retskraftig på tidspunktet for modregningen.
Efter forældelseslovens § 23 mister fordringshaveren ved
forældelse sin ret til at kræve opfyldelse, og det er som følge
heraf i almindelighed ikke muligt at modregne med en for-
ældet fordring. Forældelseslovens § 24 indebærer dog, at
fordringshaveren uanset fordringens forældelse bevarer en
vis adgang til modregning. Det følger således af bestemmel-
sen, at uanset fordringens forældelse bevarer fordringshave-
ren en aftalt modregningsret og ret til modregning over for
krav, som udspringer af det samme retsforhold, og som er
stiftet, inden forældelse indtrådte.
Efter kapitel 5 i forældelsesloven afbrydes forældelse som
udgangspunkt ved, at skyldneren erkender sin gældsforplig-
telse, jf. lovens § 15, eller ved, at fordringshaveren foretager
retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve
dom eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens
eksistens og størrelse, jf. lovens § 16.
Efter forældelseslovens §§ 17 og 18 er visse andre skridt
fra fordringshaverens side dog også tillagt afbrydelsesvirk-
ning.
Efter forældelseslovens § 18 afbrydes forældelse således
bl.a. ved indgivelse af anmodning om udlæg. Det gælder og-
så udlæg foretaget af en pantefoged (restanceinddrivelses-
myndighedens udlæg), idet afbrydelse af forældelse i disse
tilfælde dog først sker ved udlægsforretningens foretagelse,
jf. § 18, stk. 2.
Efter forældelseslovens § 18, stk. 4, afbrydes forældelse
også ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til
skyldneren om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4.
Afgivelse af modregningserklæringen har ikke afbrydel-
sesvirkning i forhold til spørgsmålet om forældelse af rest-
fordringen. Dette indebærer, at fordringshaveren må tage
skridt til at afbryde forældelsen for restfordringen efter de
almindelige regler i forældelsesloven, jf. forældelseslovens
§§ 15-18.
Retsvirkningen af afbrydelse af forældelse er, at en ny for-
ældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i foræl-
delsesloven, begynder at løbe, jf. forældelseslovens § 19,
stk. 1.
Forældelseslovens § 19, stk. 2-6, regulerer nærmere tids-
punktet for, hvornår den nye forældelsesfrist løber fra. Er
forældelse afbrudt ved skyldnerens erkendelse af sin forplig-
telse, regnes den nye frist fra dagen for erkendelsen, jf. § 19,
stk. 2, mens den nye frist i de tilfælde, hvor forældelsen er
afbrudt ved foretagelse af retslige skridt, regnes fra den dag,
da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes
af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3.
I forhold til udlæg, der foretages af en pantefoged (ud-
pantning), regnes den nye frist fra fogedforretningens afslut-
ning, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt.
20
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, regnes den nye frist fra det tidspunkt, hvor
der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller
senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet
i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt.
3.20.1.2. Inddrivelse af gæld til det offentlige
Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver offentlige
krav i henhold til lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Efter § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan en fordringshaver overdrage sin fordring til inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalings-
fristen er overskredet, og den sædvanlige rykkerprocedure
forgæves er gennemført.
Ved overdragelsen til inddrivelse indtræder restanceind-
drivelsesmyndigheden i samtlige rettigheder og forpligtigel-
ser, der er knyttet til de enkelte fordringer, til brug for kra-
vets afvikling, jf. lovens § 3, stk. 1. Det drejer sig bl.a. om
udpantningsret, lønindeholdelse, indtrædelsesret og modreg-
ning. Der henvises til bemærkningerne til § 3 i forslag til lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige (L 112 fremsat den
24. februar 2005).
Modregning er ikke et inddrivelsesmiddel, der alene er
forbeholdt restanceinddrivelsesmyndigheden, sådan som det
er tilfældet med pantefogedudlæg og lønindeholdelse. Såle-
des har både private fordringshavere og de offentlige for-
dringshavere adgang til at modregne, når betingelserne her-
for er opfyldt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender i vidt omfang
modregning som inddrivelsesmiddel. Modregning foregår
efter en automatiseret proces i EFI (Ét Fælles Inddrivelses-
system), hvori hovedkrav og modkrav er optegnet. Modreg-
ning er derfor en administrativt enkel og effektiv inddrivel-
sesform, der understøttes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige med bl.a. regler i lovens § 7 om dækningsræk-
kefølgen, når modregning anvendes.
Modregning hos restanceinddrivelsesmyndigheden sker
ved, at myndigheden træffer afgørelse om modregning, som
sendes til skyldneren (modregningserklæringen). Det be-
mærkes i den forbindelse, at restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modregning i en række tilfælde de facto sker ved ud-
nyttelse af indtrædelsesretten, jf. § 8, jf. 3, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det sikres løbende i EFI, at alene retskraftige modkrav
kan indgå i modregningen, samt at hovedkrav, hvori der ik-
ke kan modregnes, ikke indgår i en modregning. Det gælder
f.eks. med hensyn til krav, der er beskyttet mod udlæg, samt
visse begrænsninger fastsat ved lov, f.eks. § 11, stk. 2, i lov
om en børne- og ungeydelse, eller den begrænsning, der føl-
ger af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 186 af 22.
november 1983 om begrænsning af statens modregningsret.
De offentlige fordringshavere er endvidere forpligtet til
løbende at orientere restanceinddrivelsesmyndigheden om
relevante ændringer i gældsforholdet, f.eks. ved skyldners
betaling direkte til fordringshaver. Ved modregning, hvor
alene en del af hovedkravet dækkes, orienteres skyldneren
om det restbeløb, der vil være til udbetaling. Når en modreg-
ning gennemføres, registrerer EFI automatisk sagsbemærk-
ninger om modregningen.
Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om mod-
regning ledsages af en begrundelse i form af oplysning om
de beløb, der indgår i modregningen, og det juridiske hjem-
melsgrundlag (lovreguleret modregning eller modregning
efter almindelige modregningsregler). Ved afgørelsen ved-
lægges klagevejledning med oplysning om klageinstans og
klagefrist.
Klagesagsbehandlingen i forhold til modregningsafgørel-
ser følger de samme regler som klager i forbindelse med
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-
relser om modregning kan således påklages til Skatteanke-
styrelsen, hvorefter denne styrelse eller Landsskatteretten
træffer afgørelse, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Som udgangspunkt afgøres klagerne af Skatteankestyrel-
sen, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014
om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen. Lands-
skatteretten behandler særlige principielle spørgsmål, jf. be-
kendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens § 35
b, stk. 1, 2. og 3. pkt.
Vedrører en klage i en sag om modregning eksistensen af
kravet, inden kravet blev overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden, behandles klagen af fordringshaver (den of-
fentlige myndighed, der har overgivet kravet til inddrivelse),
jf. § 2, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Indsigelser mod kravets eksistens, der relaterer sig til den ef-
terfølgende inddrivelse af kravet hos restanceinddrivelses-
myndigheden, indbringes derimod for Skatteankestyrelsen
(Landsskatteretten) i medfør af § 17 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, herunder spørgsmålet, om fordringen
er ophørt som følge af restanceinddrivelsesmyndighedens
manglende afbrydelse af forældelse. Får skyldner medhold i
sin indsigelse eller klage, ophæves modregningen og de der-
med forbundne retsvirkninger.
3.20.2. Lovforslaget
Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om mod-
regning har efter gældende ret ikke afbrydelsesvirkning i
forhold til forældelse af den restfordring, som ofte vil være
tilbage, når modregningen er foretaget.
For at afbryde forældelsen af restfordringen må restan-
ceinddrivelsesmyndigheden enten udsende anmodning om
gældserkendelse, foretage pantefogedudlæg eller indeholde
beløbet i skyldnerens løn (lønindeholdelse). Underskriver
skyldneren ikke en gældserkendelse, og er lønindeholdelse
ikke mulig, er udlæg restanceinddrivelsesmyndighedens
eneste mulighed for at sikre afbrydelse af forældelsen. Ud-
læg er imidlertid en omkostningstung inddrivelsesform.
Samtidig bærer skyldneren omkostningerne forbundet med
udlægsforretningen, og dermed stiger skyldnerens gæld.
Regeringen har på den baggrund overvejet, om restan-
ceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning bør
21
tillægges forældelsesafbrydende virkning i lighed med re-
stanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om lønindehol-
delse og udlæg.
Regeringen finder, at der bør udvises betydelig tilbagehol-
denhed i forhold til at fravige forældelseslovens almindelige
regler, herunder reglerne om afbrydelse af forældelse. Rege-
ringen finder dog, at der foreligger en række særlige for-
hold, som samlet set taler for en lovændring.
Offentlige myndigheder, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden inddriver fordringer for, har - bl.a. som følge af
karakteren af deres fordringer på borgere og virksomheder
m.v. og de regler, der gælder for myndighedernes virksom-
hed - en særlig status som fordringshaver, som ikke umid-
delbart kan sammenlignes med private kreditorer. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har derfor også allerede i dag en
række inddrivelsesmuligheder som f.eks. adgang til løninde-
holdelse og pantefogedudlæg, som private kreditorer ikke
råder over, og som allerede er tillagt afbrydelsesvirkning ef-
ter forældelsesloven.
En afgørelse om modregning har efter regeringens opfat-
telse betydelige lighedspunkter med afgørelser om løninde-
holdelse og udlæg. Der kan i den forbindelse henvises til, at
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modreg-
ning på samme måde som udlæg og lønindeholdelse har ka-
rakter af tvangsfuldbyrdelse. Desuden sker modregning - li-
gesom lønindeholdelse og udlæg - ved en afgørelse, der skal
opfylde de forvaltningsretlige krav til afgørelser, herunder
med hensyn til begrundelse, klagevejledning m.v. Der er
endvidere samme adgang til at klage over restanceinddrivel-
sesmyndighedens afgørelser om modregning som over myn-
dighedens afgørelser om lønindeholdelse. Den skyldner, der
modregnes over for, har således en enkel (og gratis) adgang
til at påklage afgørelsen.
De krav, som restanceinddrivelsesmyndigheden modreg-
ner med, hviler ofte på en offentlig myndigheds afgørelse,
der ligeledes skal opfylde de forvaltningsretlige krav til af-
gørelser. Kravet er således blevet fastslået efter administra-
tiv sagsbehandling, der indebærer en række retlige garantier
for den berørte skyldner, herunder at den kompetente myn-
dighed selv har pligt til at sørge for, at alle relevante oplys-
ninger om sagen indhentes, før afgørelsen træffes, at der er
foretaget partshøring, og at begrundelsespligten m.v. er iagt-
taget. De krav, som restanceinddrivelsesmyndigheden mod-
regner med, må således som udgangspunkt anses for fuldt
belyst og vil dermed fremstå med større klarhed, end hvad
der nødvendigvis er tilfældet for en privat fordringshavers
krav.
Det foreslås på denne baggrund, at afgørelser om modreg-
ning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden fremover
tillægges forældelsesafbrydende virkning.
Endvidere foreslås det som en konsekvens heraf, at den
nye forældelsesfrist regnes fra den dag, hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærknin-
gerne hertil.
4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indeholder en række forskellige elementer.
Der foreligger ikke umiddelbart tilgængelige oplysninger,
der kan danne grundlag for et egentligt provenuskøn. Rent
skønsmæssigt vurderes lovforslaget med væsentlig usikker-
hed samlet set at medføre et umiddelbart merprovenu i stør-
relsesordenen 15 mio. kr. årligt. Efter tilbageløb og adfærd
skønnes merprovenuet til ca. 10 mio. kr. årligt. Af dette
merprovenu vedrører ca. 5 mio. kr. kommunerne. De prove-
numæssige konsekvenser af de enkelte forslag er beskrevet
nærmere nedenfor.
Forslaget om hurtig afslutning i visse klagesager skønnes
ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.
De dele af forslaget, som angår ordningen med omkost-
ningsgodtgørelse, har ikke provenumæssige konsekvenser.
Forslaget om at ændre dækningsrækkefølgen for under-
holdsbidrag medfører bortfald af et utilsigtet merprovenu.
Forslaget sikrer, som det også var hensigten ved ikrafttræ-
delsen den 1. august 2013 af den nugældende regel om dæk-
ningsrækkefølgen i forbindelse med idriftsættelsen af EFI, at
private krav på underholdsbidrag dækkes forud for det of-
fentliges krav på underholdsbidrag.
Forslaget om at ændre reglen om registreringsinddragelse
ved fire foreløbige fastsættelser af virksomhedens tilsvar
skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konse-
kvenser.
Forslaget om, at det i forbindelse med krav om sikker-
hedsstillelse hos igangværende virksomheder også kommer
til at indgå, hvorvidt restskat er betalt rettidigt, trækker iso-
leret set i retning af et lille merprovenu, mens forslaget om,
at restancekravet forhøjes fra (mere end) 25.000 kr. til (mere
end) 50.000 kr., isoleret set trækker i retning af et mindre-
provenu, som ligeledes skønnes at være meget begrænset.
Forslaget om at erstatte kravet om konstateret insolvens
med en konstateret restance ved afgørelsen af, om der ved
registreringen af en virksomhed for moms, A-skat m.v. skal
kræves sikkerhedsstillelse, har til formål at forebygge, at re-
stancerne stiger, og reducere statens risiko for tab. Det med-
fører et lille merprovenu.
Forslaget om, at beregningen af sikkerhedens størrelse i
forbindelse med registreringen af en enkeltmandsvirksom-
hed tillige skal omfatte restancer fra en afmeldt enkelt-
mandsvirksomhed, og at sikkerheden ved registrering af en
virksomhed, der i en periode har været drevet uregistreret,
også skal omfatte tilsvaret fra perioden med uregistreret
drift, medfører et lille merprovenu.
Forslaget om at inkludere den rettidige betaling af person-
skat ved afgørelsen om frigivelse af sikkerhedsstillelse efter
opkrævningsloven skønnes at medføre et beskedent merpro-
venu.
Forslaget om, at skattefriheden for tredjemandstilskuddet
betinges af, at tilskudsyder ikke har indgået en honoraraftale
med den godtgørelsesberettigede på no cure no pay-vilkår,
forhindrer et utilsigtet mindreprovenu.
22
Forslaget om kun at tillade virksomheder uden leverancer
her i landet at blive momsregistreret her, hvis de er etableret
her i landet, skønnes ikke at have nævneværdige provenu-
mæssige konsekvenser.
Forslaget om at forkorte angivelses- og betalingsfristen til
14 dage ved en inddragelse af momsregistreringen skønnes
at medføre et beskedent merprovenu.
Forslaget om, at biblioteksgebyrer for blandt andet over-
skridelse af lånetiden skal kunne inddrives ved særskilt løn-
indeholdelse, skønnes at medføre et begrænset merprovenu.
Biblioteksgebyrerne kan i dag ikke inddrives ved særskilt
lønindeholdelse, der er karakteriseret ved, at lønindeholdel-
sens omfang ikke som ved den almindelige lønindeholdelse
fastsættes ud fra skyldners nettoindkomst, samt at skyldne-
ren ikke kan forlange en individuel betalingsevnevurdering.
I stedet kan der ved den særskilte lønindeholdelse ske inde-
holdelse af et beløb på 400 kr. månedligt.
Forslaget om, at bibliotekers krav på erstatning for bort-
kommet eller beskadiget udlånsmateriale skal kunne inddri-
ves ved lønindeholdelse eller ved udpantning, skønnes at
medføre et begrænset merprovenu. I dag kan disse krav ind-
drives ved modregning, afdragsordninger eller betalingspå-
krav. Lønindeholdelse er i forhold til eksempelvis afdrags-
ordninger og modregning ofte en mere effektiv inddrivelses-
form. Afdragsordninger for disse fordringer er alene effekti-
ve, hvis de overholdes af skyldner, mens modregning kræ-
ver, at muligheden herfor opstår, hvilket kan være tilfældigt.
Muligheden for lønindeholdelse eller udpantning vil alt an-
det lige medføre, at forældelsesfristen lettere kan afbrydes.
Forslaget om, at krav opstået som følge af fraflytningsga-
rantier – dvs. den garantiforpligtelse som kommuner og ud-
dannelsesinstitutioner m.v. i visse tilfælde har for opfyldel-
sen af kontraktmæssige forpligtelser, som en boligtager har
over for udlejer til at istandsætte boligen ved fraflytning –
kan inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning, medfø-
rer et merprovenu. Der foreligger ikke umiddelbart tilgæn-
gelige oplysninger, der kan anskueliggøre størrelsen heraf,
men det vurderes umiddelbart at være begrænset. Mulighe-
den for lønindeholdelse eller udpantning vil alt andet lige
medføre, at forældelsesfristen lettere kan afbrydes.
Forslaget om, at kommuner skal have adgang til selv at
tiltræde en sikkerhed, der er stillet efter udlændingeloven af
en herboende person i forbindelse med eksempelvis ægte-
fællesammenføring med en udlænding, har ingen økonomi-
ske konsekvenser for det offentlige. Ændringen medfører så-
ledes, at en kommune selv skal kunne søge sig fyldestgjort i
en sikkerhed, der er stillet gennem et pengeinstitut, fremfor
at sende fordringen til inddrivelse via SKAT, der blot kon-
takter det pågældende pengeinstitut med henblik på udbeta-
ling af beløbet, der herefter afregnes over for kommunen.
Forslaget om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-
relser om modregning tillægges forældelsesafbrydende virk-
ning for restfordringen, skønnes at medføre et merprovenu.
Den forældelsesafbrydende virkning vil knytte sig til rest-
fordringen. Det vil således kun være den del af fordringen,
der ikke dækkes gennem modregningen, som får afbrudt sin
forældelse. Der findes ikke umiddelbart tilgængelige tal for
omfanget af modregning, hvor alene en del af modkravet
dækkes, og hvor restfordringen derfor vil få sin forældelses-
frist afbrudt som følge af forslaget. Restanceinddrivelses-
myndigheden vil ofte tage skridt, der afbryder forældelses-
fristen for alle de fordringer, som haves mod skyldneren,
herunder også den pågældende restfordring. I disse tilfælde
vil forslaget om at tillægge modregning forældelsesafbry-
dende virkning for restfordringen i praksis ikke have en
nævneværdig effekt. Derimod vil forslaget i højere grad ha-
ve betydning for de tilfælde, hvor der haves færre og mindre
fordringer mod skyldner, og hvor de skridt, der i dag anven-
des til at afbryde forældelsesfristen, er omkostningstunge at
gennemføre.
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes at medføre engangsomkostninger på
i alt ca. 6 mio. kr. og løbende årsomkostninger på ca. 10,1
mio. kr. Samtidig skønnes lovforslaget at medføre en årlig
løbende besparelse på ca. 1,2 mio. kr. Sammenlægges disse
omkostninger og besparelser skønnes lovforslaget derfor
samlet set at medføre engangsomkostninger på i alt ca. 6
mio. kr. samt årlige løbende udgifter på ca. 8,9 mio. kr. Her-
udover vil lovforslaget medføre, at utilsigtede udgifter i for-
bindelse med omkostningsgodtgørelsesordningen undgås.
Nedenfor er udgifterne specificeret på de enkelte forslag.
Forslaget om omkostningsgodtgørelse for udgifter i hjem-
visningssager og til afsluttende arbejder skønnes at medføre
merudgifter til godtgørelsesordningen på op til ca. 10 mio.
kr. årligt. Det skyldes, at flere rådgivere kan blive opmærk-
somme på muligheden for også at opnå omkostningsgodtgø-
relse for denne type udgifter.
Forslaget om at ændre reglen om registreringsinddragelse
ved fire foreløbige fastsættelser af virksomhedens tilsvar
skønnes at medføre en lettelse i administrative omkostninger
for det offentlige på 2 årsværk svarende til 1,2 mio. kr.
Forslaget om en angivelses- og betalingsfrist på 14 dage
ved en inddragelse af momsregistreringen vurderes at inde-
bære engangsomkostninger til systemtilretninger på op til 5
mio. kr.
De forslag, der skal udmønte restanceinddrivelsesdelen af
kommuneaftalen for 2015, skønnes at medføre begrænsede
administrative lettelser, der dog ikke kan opgøres med sik-
kerhed. Den begrænsede effekt skyldes et lavt antal sager in-
den for de restanceområder, hvor der med forslaget indføres
nye inddrivelsesmuligheder. Dertil kommer, at langt den
overvejende del af skyldnerne har andre restanceforhold,
hvor der alligevel skal ske forældelsesafbrydelse på andet
grundlag end ved modregning, der alene vil afbryde foræl-
delsesfristen for den restfordring, der består efter modreg-
ningen. Derudover skønnes forslaget at medføre en engangs-
udgift på maksimalt 1 mio. kr. til nødvendige systemændrin-
ger som følge af forslaget om at tillægge restanceinddrivel-
sesmyndighedens modregninger forældelsesafbrydelsesvirk-
ning for restfordringen, ligesom der vil opstå en øget sy-
stemvedligeholdelsesudgift på maksimalt 100.000 kr. årligt.
23
6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget om hurtig afslutning i visse klagesager skønnes
ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Forslaget om omkostningsgodtgørelse sikrer, at godtgørel-
sesberettigede virksomheder kan opnå omkostningsgodtgø-
relse ved domstolsprøvelse af afgørelser fra flere admini-
strative instanser, således som det var forudsat ved gennem-
førelsen af lov nr. 649 af 12. juni 2013, som angår den nye
klagestruktur på skatteområdet.
Forslaget om omkostningsgodtgørelse til udgifter i hjem-
visningssager og til afsluttende arbejder sikrer, at godtgørel-
sesberettigede, hvis sag af klageinstansen eller domstolen
hjemvises til fornyet behandling, som udgangspunkt fortsat
kan opnå omkostningsgodtgørelse for de godtgørelsesberet-
tigede udgifter ved hjemvisningsinstansen. Tilsvarende gæl-
der godtgørelsesberettigede udgifter til afsluttende arbejder.
Forslaget kan føre til, at flere rådgivere bliver opmærksom-
me på muligheden for at opnå omkostningsgodtgørelse for
denne type udgifter.
En række af forslagene modvirker, at virksomheder kan
opbygge omfattende restancer til SKAT. Samlet set medfø-
rer det en mindre, positiv effekt for erhvervslivet, idet for-
slagene mindsker enkelte virksomheders mulighed for om-
gåelse, og dermed stilles alle virksomheder i højere grad
konkurrencemæssigt lige.
Forslaget om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-
relser om modregning tillægges forældelsesafbrydende virk-
ning for restfordringen, medfører alt andet lige, at forældel-
sesfristen for en del af virksomhedernes gæld til det offentli-
ge forlænges.
Herudover indeholder forslaget ikke nævneværdige øko-
nomiske konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Erhvervsstyrelsen, Team Effektiv Regulering (TER), vur-
derer, at lovforslagets administrative konsekvenser for er-
hvervslivet samlet set ikke overstiger 10.000 timer årligt. De
administrative konsekvenser af forslaget vil derfor ikke bli-
ve kvantificeret yderligere.
Forslaget om hurtig afslutning i visse klagesager gør det
muligt at fremrykke afslutningen af en klagesag, hvori
SKAT og den skatte- eller afgiftspligtige er enige om resul-
tatet, hvilket kan være en administrativ lettelse for erhvervs-
livet.
Forslaget om omkostningsgodtgørelse for udgifter i hjem-
visningssager og til afsluttende arbejder vil give anledning
til, at ansøgningsskemaet for omkostningsgodtgørelse skal
ændres. Skemaet kommer således til at indeholde et felt om
den type udgifter, som skal udfyldes, hvis sådanne udgifter
afholdes. Det vurderes ikke, at de administrative konsekven-
ser for erhvervslivet herved er nævneværdige set i forhold til
de gældende krav om specifikation af den sagkyndiges ud-
gifter ved klageinstansen og eventuelt ved domstolene.
Forslaget om at ændre reglen om registreringsinddragelse
ved fire foreløbige fastsættelser af virksomhedens tilsvar in-
debærer en administrativ lettelse for virksomhederne, da de
ikke selv skal sørge for afmelding af resterende pligter, og
de risikerer således ved mangel på samme heller ikke at få
foretaget foreløbige fastsættelser af tilsvaret som følge af
forglemmelse.
Forslaget indeholder i øvrigt ingen nævneværdige admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget om hurtig afslutning i visse klagesager gør det
muligt at fremrykke afslutningen af en klagesag, hvori
SKAT og den skatte- eller afgiftspligtige er enige om resul-
tatet, hvilket kan være en administrativ lettelse for borgerne.
Forslaget om omkostningsgodtgørelse for udgifter i hjem-
visningssager og til afsluttende arbejder vil give anledning
til, at ansøgningsskemaet for omkostningsgodtgørelse skal
ændres. Skemaet kommer således til at indeholde et felt om
den type udgifter, som skal udfyldes, hvis sådanne udgifter
afholdes. Det vurderes ikke, at de administrative konsekven-
ser for borgerne herved er nævneværdige set i forhold til de
gældende krav om specifikation af den sagkyndiges udgifter
ved klageinstansen og eventuelt ved domstolene.
Forslaget indeholder i øvrigt ingen nævneværdige admini-
strative konsekvenser for borgerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden den 24. juni til den
22. august 2014 været sendt i høring hos følgende myndig-
heder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, AErådet, ATP, Borger- og Retssikkerheds-
chefen i SKAT, Cepos, Cevea, Dansk Aktionærforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Er-
hverv, Dansk Told & Skatteforbund, Danske Advokater,
Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DI, Domstols-
styrelsen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering,
Ejendomsforeningen Danmark, Ejerlejlighedernes Landsfor-
ening, Finansrådet, FSR – danske revisorer, Foreningen af
Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pension, Håndværks-
rådet, Investeringsfondsbranchen, KL, Kraka, Landbrug &
Fødevarer, Landsskatteretten, Realkreditforeningen, Real-
kreditrådet, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig Forening,
Videncentret for Landbrug, Vurderingsankenævnsforenin-
gen.
Et udkast til lovforslagets § 2, nr. 2, nr. 3, for så vidt angår
bilag 1, nr. 33-35, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, §§ 6 og 7 og § 8, stk. 1 og 3, har i perioden den 15.
august til den 12. september 2014 været sendt i særskilt hø-
ring hos ovennævnte myndigheder og organisationer m.v.
24
Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag er lovfor-
slagets § 1, nr. 5-8 og 15, § 4 og § 8 sendt i ekstern høring
til ovennævnte høringskreds med høringsfrist torsdag den
13. november 2014. Når denne del af lovforslaget ikke ind-
gik i det lovforslag, der blev sendt på høring forud for frem-
sættelsen, skyldes det, at der først i forbindelse med hørin-
gen og efterfølgende er fremkommet høringssvar og oplys-
ninger, som har foranlediget den foreslåede justering af lov-
forslaget. Henset til forslagenes karakter gennemføres der
imidlertid som nævnt en høring i forlængelse af forslagets
fremsættelse.
Lovforslagets § 9, stk. 2 og 3, med anordningshjemler for
henholdsvis Grønland og Færøerne/Grønland har i perioden
den 20. oktober til den 27. oktober 2014 været sendt i sær-
skilt høring hos Færøernes Landsstyre og Grønlands Selv-
styre.
12. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for det of-
fentlige
Forslaget vurderes samlet set at medføre
et umiddelbart merprovenu på ca. 15 mio.
kr. årligt. Efter tilbageløb og adfærd
skønnes merprovenuet til ca. 10 mio. kr.
årligt.
Forslaget skønnes ikke at have nævne-
værdige økonomiske konsekvenser for
det offentlige.
Administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget skønnes at medføre en årlig lø-
bende besparelse på ca. 1,2 mio. kr.
Forslaget skønnes samlet at medføre en-
gangsomkostninger på i alt ca. 6 mio. kr.
og løbende årsomkostninger på ca. 10,1
mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Forslaget om hurtig afslutning i visse kla-
gesager skønnes ikke at have nævnevær-
dige økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet.
Forslaget medfører alt andet lige, at for-
ældelsesfristen for en del af virksomhe-
dernes gæld til det offentlige forlænges.
Forslaget sikrer erhvervslivet omkost-
ningsgodtgørelse i flere retssager samt –
som udgangspunkt – for udgifter i hjem-
visningssager og til afsluttende arbejder.
Forslaget skønnes derudover ikke at have
nævneværdige økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
Forslagene om ændringer i de restance-
forebyggende regler giver mulighed for i
højere grad at stille virksomhederne kon-
kurrencemæssigt lige ved at modvirke, at
virksomheder kan opbygge omfattende
restancer til SKAT. Samlet set medfører
det en mindre, positiv effekt for erhvervs-
livet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Forslaget om hurtig afslutning i visse kla-
gesager gør det muligt at fremrykke af-
slutningen af en klagesag, hvori SKAT og
klageren er enige om resultatet.
Forslaget skønnes ikke at medføre næv-
neværdige administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Forslaget om at ændre reglen om registre-
ringsinddragelse ved fire foreløbige fast-
sættelser af virksomhedens tilsvar inde-
bærer en mindre administrativ lettelse for
virksomheder.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Forslaget om hurtig afslutning i visse kla-
gesager kan give borgerne en administra-
tiv lettelse.
Forslaget skønnes ikke at medføre næv-
neværdige administrative konsekvenser
for borgerne.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
25
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 4
Efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 2, afgør Lands-
skatteretten sager, som skatteministeren har indbragt for
Landsskatteretten efter § 40, stk. 1.
Efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, kan skattemini-
steren indbringe en afgørelse truffet af Skatterådet, der inde-
holder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, for
Landsskatteretten til prøvelse.
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 3, ydes der
omkostningsgodtgørelse ved Landsskatterettens behandling
af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk.
1.
Ved gennemførelsen af den nye klagestruktur på skatte-
området blev § 49 i skatteforvaltningsloven ændret. Efter
den hidtil gældende bestemmelse kunne skatteministeren
indbringe en afgørelse fra Landsskatteretten for domstolene
inden for en frist på 3 måneder efter, at Landsskatteretten
har truffet afgørelsen.
Ved ændringen blev »skatteministeren« i § 49 ændret til
»Skatteministeriet«. Ifølge bemærkningerne til forslaget (L
212, Folketinget 2012-13) var begrundelsen for ændringen,
at det af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, fremgik, at
kompetencen til at indbringe landsskattesager for domstole-
ne tilkommer Skatteministeriet. Det blev derfor foreslået at
harmonisere de to regler, så det både af § 49 og § 52, stk. 2,
kom til at fremgå, at det er Skatteministeriet, der har kompe-
tencen.
Forslaget går ud på at gennemføre en tilsvarende harmoni-
sering af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 11,
stk. 2, § 40, stk. 1, og § 55, stk. 1, nr. 3, således, at det af
loven fremgår, at det er Skatteministeriet, som har kompe-
tencen. Dette svarer også til, at det efter de gældende regler
reelt er ministeriet, der på ministerens vegne tager stilling til
spørgsmålet om henholdsvis påklage og indbringelse efter
de nævnte bestemmelser.
Til nr. 2
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, at af-
gørelse vedrørende afvisning af en indkommet klage eller
afgørelse om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §
35 g af en påkendt klage kan træffes af en retsformand eller
en kontorchef i Skatteankestyrelsen efter bemyndigelse fra
den ledende retsformand.
Skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1-3, blev som følge af
den nye klagestruktur på skatteområdet nyaffattet ved lov
nr. 649 af 12. juni 2013. I bestemmelsens stk. 3 bevaredes
en delegation til retsformænd og kontorchefer til at træffe
afgørelse på vegne af Landsskatteretten vedrørende genopta-
gelse og afvisning af sager. Af bemærkningerne hertil frem-
går, at den foreslåede § 13, stk. 3, svarer til den dagældende
stk. 4.
Imidlertid overgik kompetencen til at træffe afgørelse om
afvisning af klager grundet fristoverskridelse eller form-
mangler med lov nr. 649 af 12. juni 2013 samtidig til Skatte-
ankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6 og
7. Landsskatteretten har dermed ikke længere kompetencen
til at træffe afgørelse om afvisning i disse situationer. I prak-
sis har delegationen i § 13, stk. 3, (tidligere § 13, stk. 4) til
retsformænd og kontorchefer til at træffe afgørelse om afvis-
ning kun været anvendt i netop disse situationer med frist-
overskridelse eller formmangler. Andre mere komplicerede
spørgsmål i relation til, om en sag skal afvises eller optages
til realitetsbehandling, som f.eks. kompetenceafgrænsning,
har ikke været afgjort i henhold til delegationsbestemmel-
sen. Reelt er denne delegation derfor ikke længere aktuel, da
det i dag er Skatteankestyrelsen, der træffer afgørelse om af-
visning af klager grundet fristoverskridelse eller formmang-
ler efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6 og 7.
Det foreslås på den baggrund, at delegationen til en rets-
formand eller en kontorchef i Skatteankestyrelsen til at træf-
fe afgørelse om afvisning af en indkommet klage udgår af
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, som overflødig. Den
foreslåede ændring indebærer således, at delegationen til
retsformænd og kontorchefer i Skatteankestyrelsen til at
træffe afgørelse på vegne af Landsskatteretten alene vil om-
fatte afgørelser om genoptagelse.
Både afgørelser om genoptagelse og afvisning er grund-
læggende udtryk for afgørelse om, hvorvidt en sag skal op-
tages til realitetsbehandling eller ej. Træffes der afgørelse
om at optage en sag til realitetsbehandling, finder de almin-
delige sagsbehandlingsregler i skatteforvaltningslovens ka-
pitel 13 a om f.eks. udarbejdelse af sagsfremstilling og mø-
de anvendelse, ligesom de almindelige regler om afgørelse
af sager i Landsskatteretten i skatteforvaltningslovens § 13,
stk. 1 og 2, finder anvendelse. Genoptages en sag, afgøres
den således under medvirken af ordinære retsmedlemmer.
Til nr. 3
Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, gælder, at
hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, på grundlag
af klagen finder anledning til at give fuldt medhold i klagen,
kan den genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er
enig deri.
Efter bestemmelsen gælder endvidere, at den myndighed,
der har truffet afgørelsen, ligeledes kan genoptage og ændre
afgørelsen, hvis klageren er enig deri. Det gælder dog kun
for klager over en række nærmere bestemte afgørelser, som
helt eller delvist er maskinelt dannet.
Forslaget går ud på at ændre affattelsen af skatteforvalt-
ningslovens § 35 a, stk. 5, således at det bliver muligt hurti-
gere at afslutte klagesager, hvor det viser sig, at klageren og
SKAT er enige om, hvordan klagesagen bør falde ud.
Efter forslaget kan den myndighed, der har truffet afgørel-
sen - hvis den på grundlag af klagen finder anledning dertil -
26
genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er enig heri.
Det gælder uanset de almindelige frister for genoptagelse af
myndighedens afgørelse efter skatteforvaltningsloven.
Sigtet med bestemmelsen er ikke at betinge genoptagel-
sesadgangen af, hvorvidt der kan gives klageren fuldt med-
hold (medholdsgraden), eller om der er tale om en klage
over en maskinelt dannet afgørelse (sagstype). I alle sagsty-
per, hvor klageren og SKAT er enige om udfaldet af sagen,
vil sagen kunne afsluttes ved genoptagelse.
Efter forslaget sker genoptagelse »på grundlag af klagen«.
Hermed sigtes til rammerne for genoptagelsessituationen.
Det er ikke et krav, at den høring af afgørelsesmyndigheden,
som gør denne myndighed opmærksom på et muligt behov
for genoptagelse, f.eks. som følge af tilvejebringelse af ny
dokumentation, gennemføres i den indledende fase af klage-
sagen. Høring vil - som det også er forudsat i bemærknin-
gerne til lovforslag nr. L 212 (Folketinget 2012-13) - kunne
gennemføres i en senere fase af klagesagen, hvis der findes
behov herfor.
Der henvises til afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, gælder, at med-
mindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en af-
gørelse truffet af en skattemyndighed først indbringes for
domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af
den øverste administrative klageinstans på området. Retten
kan dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssa-
gen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål,
som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for
undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidli-
gere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilla-
delse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.
Forslaget går ud på at ændre udtrykket »den øverste admi-
nistrative klageinstans« til »klageinstansen«. Dette er en
konsekvensrettelse som følge af den nye klagestruktur på
skatteområdet, der blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni
2013, hvor der for enhver klagesag kun er én administrativ
klageinstans.
Til nr. 6
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, at er
der forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgø-
relses indbringelse for den endelige administrative instans,
kan afgørelsen indbringes for domstolene, selv om den en-
delige administrative instans endnu ikke har truffet en afgø-
relse.
Bestemmelsen indebærer, at skatte- eller afgiftspligtige ik-
ke behøver at afvente en afgørelse fra en klageinstans, men -
under de nævnte omstændigheder - kan springe klageinstan-
sen over og indbringe sagen direkte for domstolene. Hvis
sagen indbringes for domstolene, anses sagen for den admi-
nistrative klageinstans for bortfaldet, hvorefter Skatteanke-
styrelsen skriftligt meddeler klager, at sagen er henlagt, jf. §
17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013
om Skatteankestyrelsen.
Det foreslås, at udtrykket »den endelige administrativ in-
stans« ændres til »den administrative klageinstans«. Dette er
en konsekvensrettelse som følge af den nye klagestruktur på
skatteområdet, der blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni
2013, hvor der for enhver klagesag kun er én administrativ
klageinstans.
Det foreslås desuden, at en klager ikke kan vælge at ind-
bringe afgørelsen for domstolene, selv om der er forløbet
mere end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbrin-
gelse for den administrative klageinstans, hvis klageren fra
Skatteankestyrelsen har modtaget en sagsfremstilling med
oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter
styrelsens vurdering på tidspunktet for udsendelse af sags-
fremstillingen vil føre til, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d,
stk. 1, 2 eller 4, eller hvor klageren i øvrigt i forbindelse
med en høring har modtaget oplysninger om den afgørelse,
som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurde-
ring på tidspunktet for udsendelse af indstillingen fører til.
I disse situationer vil behandlingen af klagen være frem-
skreden og vil ofte være nær sin afslutning. Klagerens behov
for af tidsmæssige hensyn at kunne springe klageinstansen
over og indbringe afgørelsen for domstolene vil derfor ikke
længere være til stede i samme omfang. Med forslaget opnås
det, at en klager, der fra Skatteankestyrelsen har modtaget
oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter
Skatteankestyrelsens vurdering på tidspunktet for udsendel-
se af indstillingen fører til, ikke kan vælge at springe klage-
instansen over med henblik på at opnå et bedre resultat ved
domstolene.
I de situationer, hvor Skatteankestyrelsen udarbejder en
sagsfremstilling efter skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1
eller 4, skal denne indeholde en redegørelse for de oplysnin-
ger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt
betydning ved afgørelsen, samt oplysninger om den afgørel-
se, som disse oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurde-
ring på tidspunktet for udsendelse af sagsfremstillingen fø-
rer til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrun-
delsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvalt-
ningsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 2 og stk.
4, 2. pkt. Denne sagsfremstilling skal sendes til udtalelse hos
sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes sam-
tykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra hørings-
skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i
lovgivningen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 2 og
stk. 4, 2. pkt.
Der kan også være andre situationer, hvor klageren i for-
bindelse med en høring har modtaget oplysninger om den
afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteankestyrel-
sens vurdering på tidspunktet for udsendelse af indstillingen
fører til. Det er f.eks. tilfældet, hvor der skal holdes retsmø-
de i sagen, og Skatteankestyrelsens indstilling til klagens af-
gørelse derfor sendes til udtalelse i SKAT, jf. § 13, stk. 2,
nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om
Skatteankestyrelsen. Klageren vil i denne situation blive
hørt over indstillingen.
27
Til nr. 7
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, kan en endelig
administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene sene-
re end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den en-
delige administrative instans afvist at behandle sagen, kan
afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3
måneder efter, at afvisningen er sket.
Forslaget går ud på at ændre udtrykket »den endelige ad-
ministrative instans« til »klageinstansen«. Dette er en konse-
kvensrettelse som følge af den nye klagestruktur på skatte-
området, der blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013,
hvor der for enhver klagesag kun er én administrativ klage-
instans.
Til nr. 8
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, ydes der en
godtgørelse på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgif-
ter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt,
i anledning af at SKAT forelægger en afgørelse truffet af et
skatteankenævn for Skatterådet til ændring, eller skattemini-
steren indbringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteret-
ten, eller Skatteministeriet indbringer en landsskatteretsaf-
gørelse for domstolene, eller ministeriet anker en dom til hø-
jere instans. Når skattemyndighederne viderefører en sag,
sker det typisk, fordi den er principiel. Godtgørelsen ydes
kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som
afholdes til sagens behandling ved henholdsvis Skatterådet,
Landsskatteretten og den pågældende domstolsinstans og
ydes uanset udfaldet af sagen ved den pågældende instans.
Det forhold, at der i disse situationer ydes 100 pct. i godt-
gørelse, kan få betydning, hvis den skatte- eller afgiftspligti-
ge taber sagen ved den pågældende instans. Derved får den
skatte- eller afgiftspligtige fuldt ud dækket sine udgifter ved
den pågældende instans til behandling af en sag, som er vi-
dereført i skattemyndighedernes interesse.
Det er ikke et krav, at udgifterne til sagkyndig bistand
m.v. er betalt ved ansøgning om godtgørelse. Det er tilstræk-
keligt, at udgifterne skal betales ifølge regning.
Forslaget går for det første ud på at udvide området for
godtgørelsesberettigede sagstyper med de sager, som Skatte-
ministeriet indbringer for domstolene. Det foreslås således,
at der i overensstemmelse med hensigten med det gennem-
førte lovforslag om en ny klagestruktur på skatteområdet
ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis Skatteministeriet ind-
bringer et spørgsmål afgjort af Skatteankestyrelsen, et skat-
teankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn
for domstolene. Det ydes i forvejen godtgørelse ved Skatte-
ministeriets indbringelse af en landsskatteretskendelse for
domstolene. Der henvises i den forbindelse til afsnit 3.4 i de
almindelige bemærkninger.
Forslaget går for det andet ud på at gennemføre sproglige
ændringer af bestemmelsen. Således foreslås det i lighed
med lovforslagets § 1, nr. 1 og 4, at det af bestemmelsen
fremgår, at det er Skatteministeriet og ikke skatteministeren,
som indbringer en skatterådsafgørelse for domstolene. End-
videre foreslås rent redaktionelt, at bestemmelsen om, at
godtgørelsen kun dækker de godtgørelsesberettigede udgif-
ter ved de instanser, som er opregnet i bestemmelsen, sprog-
ligt forenkles således, at udgifterne kun dækker de godtgø-
relsesberettigede udgifter »ved den pågældende administra-
tive instans eller domstolsinstans«. De administrative instan-
ser er de, som er nævnt i § 52, stk. 2, 1. pkt.
Forslaget går for det tredje ud på med en enkelt modifika-
tion, jf. nedenfor, at lovfæste administrativ praksis, hvoref-
ter der også ydes en godtgørelse på 100 pct. for godtgørel-
sesberettigede udgifter i hjemvisningssager og til afsluttende
arbejder, som direkte knytter sig til en klage- eller retssag,
som skattemyndighederne har videreført. Bestemmelsen fin-
der alene anvendelse, hvis det er skattemyndighederne, som
har videreført sagen for den instans, som træffer den endeli-
ge afgørelse i sagen. Har Skatteministeriet eksempelvis ind-
bragt en kendelse fra Landsskatteretten for byretten og dér
fået medhold, men vælger den skatte- eller afgiftspligtige at
anke byrettens dom til landsretten uden at få overvejende
medhold ved landsretten, vil udgifterne til sådanne arbejder
ikke blive godtgjort med 100 pct., men kun med 50 pct.
Den omtalte modifikation går ud på at fastslå, at hjemvi-
ses en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- el-
ler afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der ikke omkost-
ningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstan-
sen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget
stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye
oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes
omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans.
Det er ikke afgørende, at den skatte- eller afgiftspligtige
fremlægger de nye oplysninger i sagen på eget initiativ. Til-
svarende vil gælde, hvis de nye oplysninger bliver fremlagt
af den skatte- eller afgiftspligtige i en retssag efter opfor-
dring fra Skatteministeriet, og domstolen hjemviser sagen.
Forslaget sikrer, at godtgørelseshensyn ikke bliver be-
stemmende for, hvornår i sagsforløbet den skatte- eller af-
giftspligtige vælger at forelægge oplysninger af væsentlig
betydning for sagen for SKAT, den administrative klagein-
stans eller domstolene. Forslaget medvirker samtidig til, at
der kan træffes en rigtig afgørelse på et fyldestgørende
grundlag så tidligt som muligt i sagsforløbet.
Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Det foreslås, at det præciseres, at det i alle tilfælde er
Skatteankestyrelsen eller SKAT, der træffer afgørelse om
forhåndstilsagn om omkostningsgodtgørelse til syn og skøn.
I overensstemmelse med bemærkningerne til § 1, nr. 56, i
lovforslag nr. L 212 (Folketinget 2012-13) fastholdes Skat-
teankestyrelsen og SKAT som de eneste kompetente myn-
digheder i forhold til at afgøre spørgsmålet om forhåndstil-
sagn om omkostningsgodtgørelse til syn og skøn. Det er og-
så i overensstemmelse med tilkendegivelsen i bilag 36 til
lovforslag nr. L 212.
Det foreslås desuden, at det præciseres, at skatteankenæv-
nene, Landsskatteretten og Skatterådet selv kan træffe afgø-
relse om fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, når
28
sagen endeligt afgøres. På dette tidspunkt har skatteanke-
nævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet det fulde grund-
lag for at vurdere, om et syn og skøn har tilført sagen væ-
sentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har
kunnet indhentes på anden måde. Et skatteankenævn,
Landsskatteretten eller Skatterådet kan altså selv meddele
tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse i forbindelse med
den materielle sags afgørelse. Et skatteankenævn, Lands-
skatteretten eller Skatterådet kan dog ikke trække et for-
håndstilsagn fra Skatteankestyrelsen eller SKAT om fuld
omkostningsgodtgørelse tilbage.
Der henvises til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, udbetaler
SKAT i praksis i sager, hvor klageinstansen eller domstole-
ne endnu ikke har truffet endelig afgørelse, en acontogodt-
gørelse på 50 pct. af de udgifter, som en godtgørelsesberetti-
get person ifølge regning skal betale eller har betalt til sag-
kyndig bistand. Acontoudbetalingen kan dog være på 100
pct., hvis sagen er påklaget eller indbragt af skattemyndig-
hederne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, eller der
gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse for udgifter
til syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.
En sådan acontoudbetaling kan ske til den godtgørelsesbe-
rettigede eller til den sagkyndige, hvis kravet på godtgørelse
er overdraget til denne.
Siden Landsskatterettens kendelse i SKM2009. 457. LSR,
som er omtalt ovenfor i afsnit 3.6, har SKAT taget forbehold
for eventuel tilbagebetaling af kravet i forbindelse med
acontoudbetalinger.
Forslaget går ud på i en ny bestemmelse i § 52 A at lovfæ-
ste administrativ praksis, som den har været siden 2009,
hvorefter der ved acontoudbetalinger tages forbehold for
eventuel tilbagebetaling, og at forbeholdet gælder både over
for den godtgørelsesberettigede og over for den sagkyndige,
hvis denne har fået overdraget kravet på omkostningsgodt-
gørelse til sig.
Endvidere går forslaget ud på at sikre, at den godtgørel-
sesberettigede eller den sagkyndige - hvis kravet er overdra-
get til denne og vedkommende har fået udbetalt beløbet -
har mulighed for at opnå henstand med tilbagebetaling af
acontobeløbet efter § 57, stk. 4, hvis afgørelsen om tilbage-
betaling påklages eller indbringes for domstolene, ligesom
det er muligt at få acontobeløbet fra SKAT forrentet efter §
57, stk. 5, hvis acontobeløbet er blevet tilbagebetalt med
urette af henholdsvis den godtgørelsesberettigede og den
sagkyndige.
Med henvisningen til § 52, stk. 2-3, eller § 55, vil præcise-
ringen ved § 52 A også omfatte de ændringer, som foreslås
gennemført med dette lovforslag. Det gælder herunder sag-
er, hvor der efter tidligere gældende administrativ praksis og
nu efter forslaget ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter i
hjemvisningssager og til afsluttende arbejder, jf. bemærk-
ningerne til dette forslag nævnt i afsnit 3.5.
Til nr. 11
Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, ydes der
omkostningsgodtgørelse til udgifter til en sagkyndigs udta-
lelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør
påklages eller prøves ved domstolene.
Med påklage af en klagesag menes der i bestemmelsen, at
den skatte- eller afgiftspligtige klager over afgørelsen fra en
administrativ klageinstans, f.eks. skatteankenævnet, til en
overordnet administrativ klageinstans, Landsskatteretten.
Da der med de nye regler om en ændret klagestruktur på
skatteområdet ikke længere er mulighed for at få prøvet en
afgørelse ved to administrative klageinstanser, og en afgø-
relse i en klagesag derfor ikke længere vil kunne påklages til
en overordnet administrativ klageinstans, foreslås det, at or-
dene »påklages eller« udgår af bestemmelsen. Der er alene
tale om en konsekvensændring.
Til nr. 12
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5, ydes der
omkostningsgodtgørelse i sager vedrørende skatter for EF-
Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part. Det
foreslås, at betegnelsen »EF-domstolen« ændres til »EU-
domstolen«. Forslaget er alene redaktionelt.
Til nr. 13
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 2, ydes der
godtgørelse ved klage, hvor Skatteankestyrelsen træffer af-
gørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3. Det
gælder dog efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, ikke i
sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol,
bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køre-
tøjer, »når sagen skal afgøres af skatteankeforvaltningen ef-
ter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3«.
§ 35 b, stk. 3, går ud på, at den ledende retsformand i
Landsskatteretten - efter inddragelse af Skatteankestyrelsen
- som udgangspunkt kan fastsætte regler om, at klager over
visse nærmere angivne typer af afgørelser bortset fra afgø-
relser truffet af Skatterådet skal afgøres af Skatteankestyrel-
sen. Denne bestemmelse er udmøntet ved bekendtgørelse nr.
1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skattean-
kestyrelsen.
Da skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 2, netop angår
klagesager, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter
regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, er der ikke grund til
at have tilføjelsen i § 55, stk. 2, om, at undtagelsen i bestem-
melsen gælder sager, »når sagen skal afgøres af skatteanke-
forvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3«.
Forslaget går derfor ud på rent redaktionelt at lade den ci-
terede passus udgå af § 55, stk. 2.
Til nr. 14
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, ydes der godt-
gørelse ved domstolsprøvelse af en afgørelse fra et skattean-
kenævn, Skatteankestyrelsen eller fra Landsskatteretten,
men ikke ved domstolsprøvelse af afgørelser fra et vurde-
ringsankenævn eller et motorankenævn.
29
Ved gennemførelsen af den nye klagestruktur på skatte-
området ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 var det imidlertid
forudsat, at der med virkning fra og med 1. januar 2014 kun-
ne ydes godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser fra
vurderingsankenævn og motorankenævn.
Forslaget går derfor ud på i skatteforvaltningslovens § 55,
stk. 3, at tilføje, at der også ydes godtgørelse ved dom-
stolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vurderingsanke-
nævn eller et motorankenævn har truffet afgørelse.
Der henvises til afsnit 3.4 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 15
Efter tidligere gældende administrativ praksis blev der
ydet godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter, som
blev afholdt i hjemvisningssager, samt for godtgørelsesbe-
rettigede udgifter til afsluttende arbejder.
Den tidligere gældende praksis foreslås lovfæstet med en
enkelt modifikation, jf. nedenfor. I overensstemmelse med
den tidligere gældende praksis er godtgørelsen betinget af,
at udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne af-
gørelse og er nødvendige for at gennemføre denne. Det præ-
ciseres samtidig i bestemmelsen, at godtgørelse for udgifter
til sådanne arbejder forudsætter, at der har været tale om en
klage- eller retsinstans, hvortil udgifterne er godtgørelsesbe-
rettigede.
Den omtalte modifikation går ud på at fastslå, at hjemvi-
ses en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- el-
ler afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der ikke omkost-
ningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstan-
sen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget
stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye
oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes
omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans.
Forslaget sikrer, at godtgørelseshensyn ikke bliver be-
stemmende for, hvornår i sagsforløbet den skatte- eller af-
giftspligtige vælger at forelægge oplysninger af væsentlig
betydning for sagen for SKAT, den administrative klagein-
stans eller domstolene. Forslaget medvirker samtidig til, at
der kan træffes en rigtig afgørelse på et fyldestgørende
grundlag så tidligt som muligt i sagsforløbet.
Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 16
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, gælder, at hvis
SKAT finder, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse
giver anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgif-
terne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges ho-
norar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med for-
behold for eventuel tilbagebetaling.
Baggrunden herfor er, at det som udgangspunkt ikke bør
komme den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk til skade,
at myndighederne stiller spørgsmål ved rimeligheden af
størrelsen af sagsudgifterne, herunder den sagkyndiges ho-
norar, hvis afklaring kan trække ud. I forbindelse med forbe-
holdet skal SKAT samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen
beror.
Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges brancheorganisa-
tions klagenævn, kan der i overensstemmelse med de almin-
delige partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes af-
gørelse om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der forinden
har været givet den sagkyndige/ den skatte- eller afgiftsplig-
tige adgang til at kommentere dette nævns udtalelse. SKAT
venter med at træffe endelig afgørelse om godtgørelses-
spørgsmålet, til behandlingen ved nævnet er afsluttet.
Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som er ud-
betalt med forbehold, skal den godtgørelsesberettigede tilba-
gebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den
godtgørelsesberettigede har ret til henstand, hvis afgørelsen
om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes
for domstolene. Der beregnes ikke renter af det beløb, som
der er givet henstand med.
Forslaget går ud på at præcisere, at i det tilfælde, hvor den
godtgørelsesberettigede har overdraget kravet på omkost-
ningsgodtgørelse til den sagkyndige, og godtgørelsesbeløbet
efter udbetaling til den sagkyndige skal tilbagebetales helt
eller delvist, kan og skal SKAT rette tilbagebetalingskravet
mod den sagkyndige.
Bestemmelsen giver ikke SKAT adgang til at rette kravet
mod den godtgørelsesberettigede, hvis kravet er overdraget
til den sagkyndige og udbetalt til denne, selv om det ikke er
muligt at inddrive kravet hos den sagkyndige.
Endvidere præciseres, at også den sagkyndige, som har få-
et overdraget godtgørelseskravet og fået godtgørelsen udbe-
talt til sig, har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørel-
sens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstole-
ne.
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 5, gælder, at hvis
den skatte- eller afgiftspligtige ikke har udnyttet sin ret til at
få henstand, men i stedet betaler det omtvistede beløb, og
det senere viser sig, at godtgørelsen har været større end det
beløb, som SKAT har fastsat, tilbagebetales dette beløb til
den skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter
kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten, som ikke er skatte-
pligtig for modtageren, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1,
beregnes pr. påbegyndt måned fra dagen for indbetaling af
det opkrævede godtgørelsesbeløb til tilbagebetalingstids-
punktet.
Forslaget går desuden ud på at præcisere, at også bestem-
melsen i § 57, stk. 5, finder anvendelse, hvis den sagkyndige
har fået overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse, har
fået godtgørelsen udbetalt til sig, og efter § 57, stk. 4, har til-
bagebetalt godtgørelsesbeløbet til SKAT. I denne situation,
hvor opkrævningen er sket med urette, modtager den sag-
kyndige således forrentning ved tilbagebetalingen fra
SKAT.
Der henvises til afsnit 3.6 i de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Dækningsrækkefølgen for underholdsbidrag, jf. § 4, stk.
1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, blev
30
ændret ved lov nr. 516 af 7. juni 2006, således at private
krav utilsigtet ikke længere dækkes forud for offentlige krav
på underholdsbidrag, dvs. krav, hvori det offentlige er ind-
trådt, som følge af at det offentlige har udlagt bidragsbeløbet
på vegne af den bidragspligtige, men derimod i forhold til
dækningsrækkefølgen er ligestillede med de offentlige krav
på underholdsbidrag. Reglerne trådte i kraft den 1. august
2013 i forbindelse med idriftsættelsen af EFI (Ét Fælles Ind-
drivelsessystem).
Det foreslås, at dækningsrækkefølgen for underholdsbi-
drag ændres, så private krav på underholdsbidrag igen dæk-
kes forud for offentlige krav på underholdsbidrag, svarende
til den dækningsrækkefølge, der var gældende forud for re-
gelændringen i 2006.
Der henvises til afsnit 3.8 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås, at biblioteksgebyrer, der inddrives efter lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger skal kunne inddrives ved
særskilt lønindeholdelse efter § 4 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Fordringer, der inddrives ved særskilt lønindeholdelse,
dækkes i den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivelses-
myndigheden træffer bestemmelse om lønindeholdelse for
kravene, jf. § 4 a, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Efter bestemmelsen i § 4 a, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fastsætter skatteministeren nærmere
regler for den særskilte lønindeholdelse. Det er sket i § 9 i
bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal der levnes
skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden leve-
fod. Dette vil normalt være tilfældet, når lønindeholdelses-
procenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. må-
nedligt. Dette fremgår af § 9, stk. 2, i bekendtgørelsen om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den særskilte lønindeholdelses omfang skal ikke som den
almindelige lønindeholdelse fastsættes ud fra skyldners net-
toindkomst. Den kan ligeledes iværksættes uden gennemfø-
relsen af en betalingsevnevurdering efter bekendtgørelsens
kapitel 6, jf. § 9, stk. 13.
Der henvises til afsnit 3.16 i de almindelige bemærknin-
ger.
Til nr. 3
Det foreslås med det nye nr. 32, at det gøres muligt at ind-
drive et krav på tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse
ved lønindeholdelse eller udpantning. Om inddrivelsesskrid-
tet tages i forhold til den godtgørelsesberettigede eller den
sagkyndige, afhænger af, til hvem udbetalingen af omkost-
ningsgodtgørelse er sket. Der henvises til afsnit 3.6 i de al-
mindelige bemærkninger.
Det foreslås med det nye nr. 33, at alle biblioteksgebyrer,
der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
skal kunne inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning. I
dag kan alene kommunale og statslige biblioteksgebyrer
inddrives på denne måde som følge af bestemmelsen i nr.
31, der omhandler bl.a. gebyrer, som en myndighed har krav
på at få dækket. Biblioteksgebyrer kan også tilhøre god-
kendte undervisningsinstitutioner, hvis fordringer inddrives
af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
I lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås en adgang til særskilt
lønindeholdelse for alle biblioteksgebyrer, dvs. også biblio-
teksgebyrer, der tilhører godkendte undervisningsinstitutio-
ner, hvorfor det som konsekvens heraf foreslås, at alle bibli-
oteksgebyrer, der inddrives efter lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, tillige skal kunne inddrives ved (alminde-
lig) lønindeholdelse eller udpantning.
Det foreslås endvidere med det nye nr. 34, at bibliotekers
krav på erstatning for bortkommet eller beskadiget materiale
skal kunne inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning.
Sådanne erstatningskrav er civilretlige, hvorfor det foreslås,
at denne inddrivelsesadgang alene skal gælde for erstat-
ningskrav, som låneren skriftligt har anerkendt. Anerkendel-
sen skal angå både kravets eksistens og størrelse.
For erstatningskrav vedrørende bortkommet materiale
foreslås det dog, at det skal være tilstrækkeligt, at det pågæl-
dende bibliotek tilbyder lånere en kvittering ved materialets
aflevering. Herved får lånere mulighed for at dokumentere,
at materialet er afleveret. Reglen gælder, selv om låneren
hævder at have afleveret på anden vis, f.eks. ved postforsen-
delse, hvor biblioteket ikke tilbyder en kvittering, hvis bibli-
oteket dog har en kvitteringsordning for en eller flere andre
afleveringsformer, som låneren kunne have valgt.
Reglen anvendes også, selv om låneren bestrider at have
lånt det bortkomne materiale og således anfægter erstat-
ningskravet. Denne situation adskiller sig ikke fra andre til-
fælde, hvor en skyldner gør indsigelse mod kravets eksistens
og størrelse. Sådanne indsigelser behandles af fordringsha-
ver, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Dog kan restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge
3. pkt. tillægge disse indsigelser opsættende virkning, hvis
der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er op-
gjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ik-
ke søger skyldnerens indsigelser afklaret inden rimelig tid,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til
fordringshaveren, jf. 4. pkt.
Der henvises til afsnit 3.17 i de almindelige bemærknin-
ger.
Endelig foreslås med det nye nr. 35, at krav, der udsprin-
ger af fraflytningsgarantier, skal kunne inddrives ved løn-
indeholdelse eller udpantning.
Efter bl.a. lov om almene boliger m.v. påhviler der i visse
tilfælde kommuner og uddannelsesinstitutioner m.v. en ga-
rantiforpligtelse for opfyldelsen af kontraktmæssige forplig-
31
telser, som en boligtager har over for udlejer til at istandsæt-
te boligen ved fraflytning.
Må udlejeren gøre brug af en sådan garantiforpligtelse,
fordi boligtageren misligholder sin kontraktlige istandsættel-
sesforpligtelse, får kommunen og uddannelsesinstitutionen
m.v. et regreskrav mod boligtageren. Et sådant krav er civil-
retligt og ikke omfattet af bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
En tvist mellem udlejer og boligtager om istandsættelses-
udgifterne skal dog være afklaret, inden udlejers krav kan
sendes til kommunen m.v., med henblik på at udlejer tiltræ-
der fraflytningsgarantien. Når SKAT fra kommunen m.v.
modtager de regreskrav, der herefter opstår, til inddrivelse,
er der derfor tale om endelige krav, der ikke længere kan
være omfattet af en tvist.
Med forslaget optages sådanne regreskrav som nr. 35 i bi-
lag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Der henvises til afsnit 3.18 i de almindelige bemærknin-
ger.
Til § 3
Til nr. 1
Det foreslås, at alle virksomhedens registreringer inddra-
ges, hvis virksomheden skønnes ikke at være i stand til at
fortsætte efter den inddragelse af registreringen, der kan ske
efter opkrævningslovens § 4, stk. 3, hvis SKAT efter stk. 1
fire gange i træk for samme registreringsforhold har måttet
fastsætte virksomhedens tilsvar foreløbigt til et skønsmæs-
sigt beløb, fordi virksomheden ikke selv har indgivet angi-
velsen eller foretaget indberetningen.
En virksomhed vil i praksis ikke kunne videreføres, hvis
den som følge af fire foreløbige fastsættelser i træk for
moms får inddraget sin momsregistrering, fordi den derved
mister den omsætning, der er nødvendig for at kunne afløn-
ne sine ansatte. Registreringen for indeholdelsespligt vedrø-
rende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag inddrages dog ikke
tillige med registreringen for moms, og SKAT vil herefter
forvente fortsat at modtage indberetninger fra virksomheden
om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Virksomhe-
den vil ofte ikke selv have afmeldt sin registrering for inde-
holdelsespligten vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbi-
drag, og konsekvensen er, at SKAT i så fald foretager en
foreløbig fastsættelse af tilsvaret af A-skat og arbejdsmar-
kedsbidrag. Denne uhensigtsmæssighed fjernes med den
foreslåede bestemmelse.
Til nr. 2 og 4
Der er tale om konsekvensændringer som følge af den re-
gel, der foreslås i nr. 1.
Til nr. 3
Med bestemmelsen foreslås, at SKAT i de tilfælde, hvor
de fire foreløbige fastsættelser vedrører et registreringsfor-
hold, hvis inddragelse må formodes at udelukke virksomhe-
dens fortsatte drift, i varslet om inddragelsen af dette regi-
streringsforhold oplyser, at også virksomhedens øvrige regi-
streringer vil blive inddraget, medmindre virksomheden in-
den for fristen på 14 dage til at indgive de manglende angi-
velser eller indberetninger meddeler SKAT, at disse øvrige
registreringer skal opretholdes. En meddelelse om oprethol-
delse af de øvrige registreringer vil i praksis alene kunne
forventes, hvis virksomheden ikke indgiver de manglende
angivelser eller indberetninger, da inddragelsen af registre-
ringen vil blive afværget, hvis virksomheden rettidigt indgi-
ver de manglende angivelser eller indberetninger.
Til nr. 5
En igangværende virksomhed kan efter opkrævningslo-
vens § 11, stk. 1, nr. 1, af SKAT blive pålagt at stille sikker-
hed, når den for de seneste 12 afregningsperioder i mindst
fire tilfælde ikke rettidigt har indbetalt skatter og afgifter
m.v., der omfattes af opkrævningsloven, og, for så vidt an-
går enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bi-
drag, der vedrører virksomhedens drift. Det er yderligere en
betingelse, at virksomheden enten (litra a) er i restance ve-
drørende skatter og afgifter, for hvilke den er registreret,
samt eventuelt selskabsskatter og, for så vidt angår enkelt-
mandsvirksomheder, tillige personskatter og bidrag, der ve-
drører virksomhedens drift, med et beløb, der overstiger
25.000 kr., og at virksomheden ikke indbetaler denne restan-
ce senest den 10. hverdag fra modtagelsen af en erindrings-
skrivelse fra SKAT, hvorved virksomheden underrettes om,
at den ved fortsat manglende betaling pålægges at stille sik-
kerhed, eller (litra b) ikke rettidigt har indsendt selvangivel-
se.
Landsskatteretten har med sin afgørelse i SKM2011. 704.
LSR afgjort, at betaling af rater af restskat ikke kan anses
for betalinger for en afregningsperiode. Manglende eller for
sen betaling af disse rater kan derfor ifølge Landsskatteret-
ten ikke begrunde krav om sikkerhedsstillelse. Betaling af
løbende B-skatter og arbejdsmarkedsbidrag, der vedrører
virksomhedens drift, vedrører derimod afregningsperioder,
jf. kildeskattelovens § 58 om betaling i 10 rater på de i be-
stemmelsen fastlagte tidspunkter. B-skat kan derfor begrun-
de krav om sikkerhedsstillelse ved manglende rettidighed
med betalingen.
Det findes ikke velbegrundet at sondre mellem restskat,
der vedrører virksomhedens drift og efter reglerne i kilde-
skattelovens § 61 skal betales i rater, og den foreløbige beta-
ling af forskudsskat i form af B-skatterater efter kildeskatte-
lovens § 58. Med den foreslåede bestemmelse sikres, at også
manglende eller for sen betaling af en sådan restskat indgår
som et kriterium ved den kreditværdighedsvurdering, som
opkrævningslovens § 11, stk. 1, er udtryk for.
Det præciseres således med bestemmelsen, at personskat-
ter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, også inklu-
derer restskatter, der kan føres tilbage til virksomhedens
drift. Det præciseres samtidig, at dette også gælder ved op-
gørelsen af den restance, der omtales i § 11, stk. 1, nr. 1, li-
tra a, og ved fastsættelsen af sikkerhedens størrelse efter stk.
5.
32
Til nr. 6
Den i bestemmelsen foreslåede ændring af restancegræn-
sen på 25.000 kr. i opkrævningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, li-
tra a, til 50.000 kr. vil udelukke muligheden for at omgå et
krav om sikkerhedsstillelse, der er begrundet med en restan-
ce på over 25.000 kr. og indtil 50.000 kr., ved at lukke virk-
somheden for herefter at etablere en ny virksomhed, der an-
meldes til registrering, uden at SKAT vil kunne kræve sik-
kerhedsstillelse som betingelse for registreringen, fordi be-
stemmelsen i opkrævningslovens § 11, stk. 2, om sikker-
hedsstillelse ved registreringen forudsætter et usikret tilgo-
dehavende i en anden virksomhed - f.eks. den nu lukkede -
på over 50.000 kr.
Et krav om sikkerhedsstillelse hos en igangværende virk-
somhed vil i alle tilfælde som yderligere betingelse forud-
sætte, at det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhe-
dens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten,
jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3.
Til nr. 7
Den foreslåede ændring indebærer, at kravet om, at den
anden virksomhed, hvori den person, der i sin egenskab af
ejer eller ledelse i den virksomhed, der er anmeldt til regi-
strering, også er eller inden for de seneste fem år har været
til stede som ejer eller ledelse, skal være gået konkurs eller
konstateret insolvent med et tab for statskassen eller et usik-
ret tilgodehavende for SKAT til følge, ændres til et krav om,
at staten som følge af konkurs eller anden insolvens har lidt
et tab, eller at SKAT er blevet påført en konstateret, usikret
restance.
SKAT har i praksis ofte svært ved at dokumentere en så-
dan anden igangværende virksomheds insolvens, fordi kon-
stateringen normalt kræver et forgæves udlæg inden for de
seneste tre måneder, jf. formodningsreglen i konkurslovens
§ 18. Med bestemmelsen erstattes krav om konstateret insol-
vens hos en anden igangværende virksomhed til et krav om
en af SKAT konstateret, usikret restance.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at et pålæg
om sikkerhedsstillelse som betingelse for at opnå registre-
ringen fortsat vil forudsætte, at SKAT efter et konkret skøn
vurderer, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende
risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3.
Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at der i den anden
virksomhed er opstået en restance på over 50.000 kr. bestå-
ende af de i stk. 2 nævnte skatter og afgifter m.v. Der skal
foreligge kritisable forhold omkring restancens opståen eller
dens manglende betaling. Herved forstås f.eks. konkursryt-
teri, tilsidesættelse af SKAT ved virksomhedens fyldestgø-
relse af sine kreditorer eller forstikkelse af virksomhedens
aktiver.
Med bestemmelsen er der i overensstemmelse med den i
lovforslagets § 3, nr. 5, foreslåede ændring desuden foreta-
get en præcisering af, at personskatter og bidrag, der vedrø-
rer virksomhedens drift, også inkluderer restskatter, der kan
føres tilbage til virksomhedens drift.
Virksomheden vil som hidtil kunne klage over SKATs af-
gørelse efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, ved at indgive
en klage til skatteankeforvaltningen.
Virksomheden vil som hidtil kunne klage over SKATs af-
gørelse efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, ved at indgive
en klage til Skatteankestyrelsen.
Til nr. 8
Efter den foreslåede bestemmelse skal det forventede eller
opgjorte tilsvar fra en periode med uregistreret drift medreg-
nes ved beregningen af sikkerhedens størrelse, når en virk-
somhed i forbindelse med sin registrering måtte blive pålagt
at stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 2. For-
slaget skal fjerne et incitament til uregistreret drift, hvor der
genereres et skatte- og afgiftskrav, som ikke medregnes, når
sikkerhedens størrelse beregnes efter § 11, stk. 5, fordi alene
kendte restancer medregnes. Betalingsfristen for et evt. efter
opkrævningslovens § 5, stk. 1 eller 2, fastsat beløb for perio-
den med uregistreret drift er på tidspunktet for afgørelsen
om sikkerhedsstillelse måske endnu ikke udløbet, hvorfor
der ikke er tale om en restance.
Bestemmelsen sikrer, at et efter opkrævningslovens § 5,
stk. 1 eller 2, fastsat tilsvar medregnes ved beregningen af
sikkerhedens størrelse, og at et skønnet beløb kan medreg-
nes, hvis en afgørelse efter § 5, stk. 1 eller 2, endnu ikke er
truffet. Viser det sig senere som følge af f.eks. en efterangi-
velse, at det skyldige beløb for perioden med uregistreret
drift er lavere end det beløb, som SKAT skønnede ved be-
regningen af sikkerhedens størrelse, vil virksomheden kunne
begære sikkerheden reduceret, så sikkerheden herefter er be-
regnet ud fra det konstaterede krav.
Til nr. 9
Bestemmelsen skal hindre en konstateret mulighed for at
omgå et krav om sikkerhedsstillelse hos en enkeltmands-
virksomhed. Omgåelsen kan ske, ved at indehaveren efter at
være blevet pålagt at skulle stille sikkerhed efter opkræv-
ningslovens § 11, stk. 1, afmelder sin enkeltmandsvirksom-
hed - uden at have stillet sikkerheden - for herefter på ny at
anmelde en enkeltmandsvirksomhed til registrering. I for-
bindelse med registreringen af en enkeltmandsvirksomhed
medregnes en restance hidrørende fra den tidligere enkelt-
mandsvirksomhed ikke ved beregningen af den sikkerhed,
der efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, måtte blive krævet
som betingelse for registrering. Sikkerhedens størrelse be-
regnes for en enkeltmandsvirksomhed ud fra det forventede
gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode samt restan-
cerne hos den enkeltmandsvirksomhed, der anmeldes til re-
gistrering, bestående af skatter og afgifter m.v., der opkræ-
ves efter opkrævningsloven, og personskatter og bidrag, der
vedrører virksomhedens drift. Når den restance, der har be-
grundet et pålæg om sikkerhedsstillelse efter opkrævnings-
lovens § 11, stk. 1, hos enkeltmandsvirksomheden, og som
ifølge stk. 5 indgik i beregningen af sikkerhedens størrelse,
også medregnes ved beregningen af sikkerhedens størrelse i
forbindelse med registreringen af den ny enkeltmandsvirk-
somhed, fjernes muligheden for en sådan omgåelse.
33
Til nr. 10
Bestemmelsen indebærer, at det for frigivelse af en sikker-
hed stillet efter opkrævningslovens § 11, stk. 1 eller 2, for
enkeltmandsvirksomheder også vil være en betingelse, at
personskatter og bidrag, herunder restskat, der vedrører
virksomhedens drift, er blevet rettidigt betalt i de seneste 12
måneder. Lov nr. 1344 af 19. december 2008 (Indsats mod
skatte- og afgiftsunddragelse – Fairplay III og fradrag for
børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og intro-
duktionsydelse) udvidede opkrævningslovens § 11 med per-
sonskatter, der vedrører virksomhedens drift. Ved en fejl
blev der ikke konsekvensændret i opkrævningslovens be-
stemmelse om frigivelse af sikkerheden.
Som følge af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets §
3, nr. 5, om at inkludere manglende eller for sen betaling af
restskat, der vedrører virksomhedens drift, i betingelsen i
opkrævningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, om mindst fire tilfæl-
de med manglende eller for sen betaling inden for de seneste
12 afregningsperioder for at kunne pålægge virksomheden
at stille sikkerhed findes det begrundet, at en frigivelse af en
stillet sikkerhed også forudsætter rettidig betaling af en så-
dan restskat.
Til § 4
Til nr. 1
Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, gælder som ud-
gangspunkt, at beløb, som betales til en godtgørelsesberetti-
get person til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bi-
stand m.v. - et såkaldt tredjemandstilskud - ikke skal med-
regnes ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigedes skat-
tepligtige indkomst. Det gælder dog ikke, i det omfang belø-
bet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godt-
gjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sag-
kyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke
må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i
sagen.
Tredjemandstilskud kan efter ligningslovens § 7 Q, stk. 2,
ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst, medmindre yderen er en fond eller forening m.v., der
efter lovgivningens almindelige regler har fradrag for udlod-
ninger eller uddelinger. Er der ydet et tredjemandstilskud,
skal yderen underrette SKAT om beløbets størrelse og mod-
tagerens identitet efter skattekontrollovens § 7 H. Tredje-
mandstilskuddet reducerer ikke de godtgørelsesberettigede
udgifter.
Den retlige interesse som betingelse for at yde tredje-
mandstilskuddet vil som udgangspunkt være dokumenteret
ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradrags-
ret hos yderen for tilskuddet. I praksis er betingelsen om ret-
lig interesse dog blevet anerkendt, selv om interessen i at
yde et tredjemandstilskud snarere har været økonomisk end
retlig.
Forslaget går ud på at erstatte udtrykket »i det omfang«
med »hvis«, som er et mere præcist udtryk for realiteten i
betingelsen: enten at anse hele tilskuddet for skattefrit eller
at anse hele tilskuddet for skattepligtigt. Dette er også i
overensstemmelse med den måde, hvorpå udtrykket forstås i
praksis.
Endvidere går forslaget ud på at knytte den yderligere be-
tingelse til skattefriheden, at yder ikke må have indgået en
honoraraftale med den godtgørelsesberettiget person for bi-
stand i sagen, som udgør en andel af den økonomiske ge-
vinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen. En så-
dan aftale er indgået på no cure no pay-vilkår, og forslaget
tager sigte på, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke under-
støtter indgåelsen af sådanne aftaler.
Der henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger.
Til § 5
Til nr. 1
Som konsekvens af, at det i lovforslagets § 5, nr. 2, fore-
slås, at der indsættes udtrykkelige regler for registrerings-
mulighederne for virksomheder, der ikke har leverancer her
i landet, foreslås overskriften »Leverancer her i landet«
ændret til »Leverancer«.
Til nr. 2
For at undgå enhver tvivl om mulighederne for registre-
ring her i landet af virksomheder, der kun har leverancer i
udlandet, foreslås det, at der i overensstemmelse med hidtil
gældende praksis indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at
virksomheder, der er etableret her, men alene har leverancer
i udlandet, kan vælge at lade sig registrere her. Samtidig
foreslås fastsat, at virksomheder, der hverken er etableret
her eller har leverancer her, ikke kan registreres.
Forslaget betyder, at har sidstnævnte virksomheder, som
ikke kan momsregistreres her i landet, momsudgifter her i
landet, kan de søge om godtgørelse for disse i henhold til
momslovens § 45.
Til nr. 3
I de tilfælde, hvor SKAT inddrager virksomhedens moms-
registrering, gælder ifølge den foreslåede bestemmelse en
angivelsesfrist - og dermed tillige en afregningsfrist, jf. op-
krævningslovens § 2, stk. 4 - på 14 dage fra meddelelsen
om, at momsregistreringen er blevet inddraget.
Bestemmelsen sikrer, at SKAT hurtigere får konstateret
det skyldige momstilsvar og hurtigere vil kunne iværksætte
en evt. nødvendig inddrivelsesindsats.
Til § 6
Til nr. 1
Den foreslåede lovændring indebærer, at § 18, stk. 4, i for-
ældelsesloven, hvorefter forældelsen afbrydes ved restan-
ceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om
afgørelse om indeholdelse i løn m.v., udvides til også at om-
fatte restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om mod-
regning.
34
Forældelse vil således fremover afbrydes ved restanceind-
drivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om af-
gørelse om modregning. Om restanceinddrivelsesmyndighe-
dens afgørelser om modregning kan der henvises til afsnit
3.20.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Afbrydelsen af forældelsen vil indtræde, når underretnin-
gen om afgørelsen kommer frem til skyldneren.
Den forældelsesafbrydende virkning vil knytte sig til rest-
fordringen. Det vil således være den del af fordringen, der
ikke dækkes gennem modregningen, som får afbrudt sin for-
ældelse.
Til nr. 2
Afbrydelse af forældelse indebærer, at en ny forældelses-
frist, hvis længde bestemmes efter reglerne i forældelseslo-
ven, begynder at løbe, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1.
Som en konsekvens af den foreslåede ændring af forældel-
seslovens § 18, stk. 4, foreslås ligeledes en ændring af for-
ældelseslovens § 19, stk. 6.
Den foreslåede ændring indebærer, at den nye forældel-
sesfrist regnes fra den dag, da afgørelsen om modregning
træffes.
Det vil således være den dag, hvor afgørelsen om modreg-
ning træffes, at den nye forældelsesfrist vil skulle regnes fra.
Til § 7
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at en kommune, der som følge af at
have afholdt udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpoli-
tik eller integrationsloven til den udlænding, der har søgt om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1,
eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt., får en fordring mod den herboende
forsørger, selv tiltræder den sikkerhed, som den herboende
forsørger efter lovens § 9, stk. 4, har stillet til brug for så-
danne udgifter, frem for at skulle sende fordringen til inddri-
velse hos SKAT, med henblik på at SKAT herefter tiltræder
sikkerheden.
Der henvises til afsnit 3.19 i de almindelige bemærknin-
ger.
Til § 8
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2015, jf. dog stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at § 5, nr. 3, om en angivelsesfrist på
14 dage for virksomheder, der har fået inddraget momsregi-
streringen, først træder i kraft den 1. januar 2016 af hensyn
til gennemførelsen af nødvendige systemændringer.
Det foreslås i stk. 3, at § 6 om afbrydelse af forældelsesfri-
sten ved restranceinddrivelsesmyndighedens modregning
træder i kraft den 1. marts 2015 af hensyn til gennemførel-
sen af nødvendige systemændringer.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 3, om hurtig afslutning i
visse klagesager har virkning for klager, som er indgivet til
Skatteankestyrelsen den 1. januar 2014 eller senere. Dette er
tidspunktet for ikrafttrædelsen af den nye klagestruktur ved
lov nr. 649 af 12. juni 2013.
Endvidere foreslås det - i overensstemmelse med ikraft-
trædelsesbestemmelsen i ovennævnte lov nr. 649 af 12. juni
2013 - at bestemmelsen tillige har virkning for klager, som
er blevet indgivet efter tidligere gældende regler, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011(skatteforvaltnings-
loven), som ændret ved § 2 i lov nr. 925 af 18. september
2012, og hvorom et skatteankenævn, et vurderingsanke-
nævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten før den 1.
januar 2014 endnu ikke har truffet afgørelse.
Med forslaget er der således mulighed for - efter ikrafttræ-
delsen af loven - at gennemføre hurtig afslutning i de klage-
sager, som afgøres efter reglerne om den nye klagestruktur,
hvis afgørelsesmyndigheden og klageren er enige herom.
Forslaget er alene til gunst for de skatte- eller afgiftspligti-
ge.
Det foreslås i stk. 5 om overspringelse af klageinstans, at
skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 6, har virkning for sager, hvor kla-
geren modtager oplysninger om den afgørelse, som sagens
oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurdering fører til,
den 1. januar 2015 eller senere.
Det foreslås i stk. 6, at skatteforvaltningslovens § 52, stk.
2, 1. og 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8, om
omkostningsgodtgørelse i sager, som skattemyndighederne
viderefører, har virkning fra den 1. januar 2014, da det med
etableringen af den nye klagestruktur på skatteområdet ved
lov nr. 649 af 12. juni 2013 var forudsat, at der kunne ydes
omkostningsgodtgørelse i de nævnte sager med virkning fra
den 1. januar 2014.
Med samme begrundelse foreslås det, at § 1, nr. 14, om
omkostningsgodtgørelse i retssager om vurdering og motor-
registrering får virkning fra den 1. januar 2014.
Med forslaget er der således mulighed for - efter at loven
er trådt i kraft - at yde omkostningsgodtgørelse i de pågæl-
dende sager, f.eks. ved acontoudbetalinger.
Forslaget er alene til gunst for de skatte- eller afgiftspligti-
ge.
Endelig forslås det, at ændringen i lovforslagets § 1, nr.
11, der er en konsekvens af den nye klagestruktur på skatte-
området, tilsvarende får virkning fra den 1. januar 2014.
Det foreslås i stk. 7 om lovfæstelsen af administrativ prak-
sis om godtgørelse af i hjemvisningssager og for efterføl-
gende arbejder samt modifikationen hertil, at disse bestem-
melser har virkning for sager, som påklages til en admini-
strativ klageinstans eller indbringes for domstolene den 1.
januar 2015 eller senere.
Det foreslås i stk. 8, at § 4 har virkning for udgifter, der
skal betales eller er betalt den 1. januar 2015 eller senere.
Til § 9
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland, men at § 6, som vedrører forældelsesloven, ved
35
kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger, mens § 7,
som vedrører udlændingeloven, ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har med virkning fra den 1. januar 2010 overta-
get formueretten som hjemmestyreområde. Forældelseslov-
givning på Færøerne hører derfor under hjemmestyreområ-
det.
36
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 175 af 23. februar 2011, som ændret bl.a. ved §
1 i lov nr. 545 af 26. maj 2010 og senest ved § 1 i
lov nr. 649 af 12. juni 2013, foretages følgende æn-
dringer:
§ 11. Landsskatteretten afgør, medmindre andet
er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2,
klager over:
1)…5) ---
Stk. 2. Landsskatteretten afgør sager, som skatte-
ministeren har indbragt for Landsskatteretten efter
§ 40, stk. 1.
Stk. 3-4. ---
1. I § 11, stk. 2, og § 55, stk. 1, nr. 3, ændres »skat-
teministeren« til: »Skatteministeriet«.
§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) .. 2) ---
3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag,
som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 1.
Stk. 2-3. ---
§ 13. For at Landsskatteretten kan træffe en afgø-
relse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgø-
relsen. Heraf skal mindst 1 være en retsformand, og
mindst 2 skal være valgt af Folketinget eller ud-
nævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 3. I tilfæl-
de af stemmelighed er den ledende retsformands
stemme afgørende. Deltager denne ikke, er retsfor-
mandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den
efter udnævnelse ældstes stemme afgørende. I sag-
er, som vedrører registreringsafgiftsloven, skal
mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal
mindst 1 være en retsformand, mens mindst 2 skal
være særligt motorsagkyndige medlemmer, der er
udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 4.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan den ledende retsformand
efter indstilling fra skatteankeforvaltningen be-
stemme, at en kontorchef eller en anden ansat i
37
skatteankeforvaltningen skal deltage i afgørelsen af
en klage. I sådanne tilfælde har den pågældende
samme beføjelser som en retsformand. Er voterin-
gen ikke enstemmig, overgår klagen dog til be-
handling efter reglerne i stk. 1.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan afgørelse vedrørende af-
visning af en indkommet klage eller afgørelse om
genoptagelse efter § 35 g af en påkendt klage træf-
fes af en retsformand eller en kontorchef i skattean-
keforvaltningen efter bemyndigelse fra den ledende
retsformand.
Stk. 4. Skatteministeren fastsætter en forretnings-
orden for Landsskatteretten.
2. I § 13, stk. 3, udgår »afgørelse vedrørende afvis-
ning af en indkommet klage eller«.
§ 35 a. ---
Stk. 5. Hvis den myndighed, der har truffet afgø-
relsen, på grundlag af klagen finder anledning til at
give fuldt medhold i klagen, kan den genoptage og
ændre afgørelsen, hvis klageren er enig deri. For
følgende klager kan den myndighed, der har truffet
afgørelsen, genoptage og ændre afgørelsen, hvis
klageren er enig deri:
1) Klager omfattet af § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1,
2) klager omfattet af § 17, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige og
3) klager over årsopgørelser, medmindre klageren
tidligere har modtaget særskilt underretning om an-
sættelsen og klagen omfatter forhold deri.
Stk. 6-7. ---
3. § 35 a, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Hvis den myndighed, der har truffet afgø-
relsen, på grundlag af klagen finder anledning der-
til, kan myndigheden uanset de almindelige frister
for genoptagelse af myndighedens afgørelse efter
denne lov genoptage og ændre afgørelsen, hvis kla-
geren er enig heri.«
§ 40. Skatteministeren kan indbringe en afgørelse
truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingta-
gen til et EU-retligt spørgsmål, for Landsskatteret-
ten til prøvelse. Anmodningen om behandling i
Landsskatteretten skal være modtaget i Skatteanke-
forvaltningen senest 1 måned fra dateringen af den
afgørelse, der ønskes behandlet. Bestemmelserne i
§ 35 a, stk. 3, § 35 e, § 35 g og §§ 44, 45 og 47
finder tilsvarende anvendelse. Den eller de, der har
været part i sagen for Skatterådet, stilles som en
klager ved Landsskatterettens behandling af en kla-
ge.
Stk. 2. ---
4. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »Skatteministeren«
til: »Skatteministeriet«.
§ 48. Medmindre andet er bestemt efter anden
lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skatte-
5. I § 48, stk. 1, 1. pkt., ændres »den øverste admi-
nistrative klageinstans« til: »klageinstansen«.
38
myndighed først indbringes for domstolene, når af-
gørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste
administrative klageinstans på området. Retten kan
dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under
retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med
det spørgsmål, som har givet grundlag for retssa-
gen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgs-
målet ikke har været inddraget tidligere, eller der er
grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil
medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.
Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter
den påklagede afgørelses indbringelse for den en-
delige administrative instans, kan afgørelsen dog
indbringes for domstolene, selv om den endelige
administrative instans endnu ikke har truffet en af-
gørelse.
Stk. 3. En endelig administrativ afgørelse kan ik-
ke indbringes for domstolene senere end 3 måneder
efter, at afgørelsen er truffet. Har den endelige ad-
ministrative instans afvist at behandle sagen, kan
afvisningen ikke indbringes for domstolene senere
end 3 måneder efter, at afvisningen er sket.
6. § 48, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter
den påklagede afgørelses indbringelse for den ad-
ministrative klageinstans, kan afgørelsen dog ind-
bringes for domstolene, selv om klageinstansen
endnu ikke har truffet en afgørelse. Det gælder dog
ikke, hvis klageren fra skatteankeforvaltningen har
modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om
den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatte-
ankeforvaltningens vurdering fører til, jf. § 35 d,
stk. 1, 2 eller 4, eller hvor klageren i øvrigt i forbin-
delse med en høring har modtaget oplysninger om
den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatte-
ankeforvaltningens vurdering fører til.«
7. I § 48, stk. 3, 2. pkt., ændres »den endelige admi-
nistrative instans« til: »klageinstansen«.
§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de ud-
gifter, som en person omfattet af § 53 ifølge reg-
ning skal betale eller har betalt til sagkyndig bi-
stand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er
nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct.,
hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt
medhold eller medhold i overvejende grad.
Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgø-
relsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge
regning skal betales eller er betalt, i anledning af at
told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørel-
se truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til
ændring, jf. § 2, stk. 3, eller skatteministeren ind-
bringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteret-
ten, jf. § 40, stk. 1, eller Skatteministeriet indbrin-
ger en landsskatteretsafgørelse for domstolene eller
Skatteministeriet anker en dom til højere instans.
Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes kun til dækning af
de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes
til sagens behandling ved henholdsvis Skatterådet,
8. § 52, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgø-
relsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge
regning skal betales eller er betalt, i anledning af at
told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørel-
se truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til
ændring, jf. § 2, stk. 3, eller Skatteministeriet ind-
bringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteret-
ten, jf. § 40, stk. 1, eller Skatteministeriet indbrin-
ger et spørgsmål afgjort af skatteankeforvaltningen,
et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et mo-
torankenævn eller Landsskatteretten for domstole-
39
Landsskatteretten og den pågældende domstolsin-
stans.
ne, eller Skatteministeriet anker en dom til højere
instans. Godtgørelse efter 1. pkt. ydes kun til dækn-
ing af de godtgørelsesberettigede udgifter, som af-
holdes til sagens behandling ved den pågældende
administrative klageinstans eller domstolsinstans.
Dog ydes godtgørelse også for godtgørelsesberetti-
gede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet
afgørelse i klage- eller retssagen, når udgifterne di-
rekte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse
og er nødvendige for at gennemføre den. Hjemvi-
ses en sag som følge af nye oplysninger, som den
skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen,
ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til be-
handlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre
klageinstansen eller domstolen har taget stilling til
det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye
oplysninger angår, og der efter de almindelige reg-
ler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjem-
visningsinstans.«
Stk. 3. Skatteankeforvaltningen, et skatteanke-
nævn, Landsskatteretten eller Skatterådet kan be-
stemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til
syn og skøn efter § 47 i en sag for myndigheden,
skal godtgøres fuldt ud.
Stk. 4. Afgørelse af, om udgifter omfattet af stk. 3
skal godtgøres fuldt ud, træffes af
1) told- og skatteforvaltningen som sekretariat for
Skatterådet eller
2) skatteankeforvaltningen, herunder som sekre-
tariat for Landsskatteretten eller skatteankenævnet.
Stk. 5. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse ef-
ter dette kapitel for klager over afgørelser efter lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 6. Krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke
sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages.
Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til
den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til
genstand for retsforfølgning eller modregning.
9. § 52, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Udgifter, der er eller vil blive afholdt til
syn og skøn efter § 47 i forbindelse med en sag for
et skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet
eller skatteankeforvaltningen, kan godtgøres fuldt
ud.
Stk. 4. Afgørelse af, om udgifter som nævnt i stk.
3, der vil blive afholdt, skal godtgøres fuldt ud,
træffes af:
1) Told- og skatteforvaltningen i en sag for Skat-
terådet.
2) Skatteankeforvaltningen i en sag for skattean-
keforvaltningen, et skatteankenævn eller Lands-
skatteretten.
Stk. 5. Afgørelse af, om udgifter som nævnt i stk.
3, der er afholdt, skal godtgøres fuldt ud, træffes af
skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, Lands-
skatteretten eller Skatterådet i en sag for myndighe-
den, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Afgørelse efter stk. 5 kan træffes af:
1) Told- og skatteforvaltningen som sekretariat
for Skatterådet.
2) Skatteankeforvaltningen som sekretariat for
Landsskatteretten eller et skatteankenævn.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.
40
10. Efter § 52indsættes:
»§ 52 A. Godtgørelse for godtgørelsesberettigede
udgifter i en sag omfattet af § 52, stk. 2 eller 3, el-
ler § 55, som ikke er afsluttet, ydes den godtgørel-
sesberettigede eller den sagkyndige, jf. § 52, stk. 8,
aconto med forbehold for eventuel tilbagebetaling.
§ 57, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.«
§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgif-
ter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
---
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvor-
vidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påkla-
ges eller prøves ved domstolene.
11. I § 54, stk. 1, nr. 6, udgår »påklages eller«.
§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller
Landsskatteretten træffer afgørelse.
2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træf-
fer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b,
stk. 3.
3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag,
som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 1.
4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen,
skatteankenævnet eller Landsskatteretten om gen-
optagelse af vedkommende myndigheds egen tidli-
gere afgørelse.
5) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen,
hvor den godtgørelsesberettigede er part.
6) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen,
når sagen er opstået som følge af, at de danske
skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagen-
des skattepligtige indkomst.
12. I § 55, stk. 1, nr. 5, ændres »EF-Domstolen« til:
»EU-Domstolen«.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog
ikke sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgi-
verkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om
registrering af køretøjer, når sagen skal afgøres af
skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i med-
før af § 35 b, stk. 3.
13. I § 55, stk. 2, udgår », når sagen skal afgøres af
skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i med-
før af § 35 b, stk. 3«.
Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved dom-
stolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberetti-
gede efter stk. 1, nr. 1-4, og ved domstolsprøvelse
af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.
14. I § 55, stk. 3, indsættes efter »nr. 1-4,«: »ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vur-
deringsankenævn eller et motorankenævn har truf-
fet afgørelse,«.
15. I § 55 indsættes som stk. 4:
41
»Stk. 4. Endelig ydes godtgørelse for godtgørel-
sesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der er
truffet afgørelse i en klage- eller retssag, hvortil ud-
gifterne er godtgørelsesberettigede, når udgifterne
direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørel-
se og er nødvendige for at gennemføre den. Hjem-
vises en sag som følge af nye oplysninger, som den
skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen,
ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til be-
handlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre
klageinstansen eller domstolen har taget stilling til
det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye
oplysninger angår, og der efter de almindelige reg-
ler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjem-
visningsinstans.«
§ 57. Giver en ansøgning om omkostningsgodt-
gørelse anledning til nærmere at undersøge, i hvil-
ket omfang den godtgørelsesberettigede har fået
medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af
det ansøgte godtgørelsesbeløb.
Stk. 2. Er godtgørelsesbeløbet større end det be-
løb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbe-
tales restbeløbet med en rente. Renten beregnes
med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr.
påbegyndt måned regnet fra dagen for modtagelsen
af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.
Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodt-
gørelse alene anledning til nærmere at undersøge
størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, her-
under den sagkyndiges honorar, udbetales godtgø-
relsen ifølge ansøgningen med forbehold for even-
tuel tilbagebetaling.
Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det be-
løb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal
den godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for
meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den godtgørel-
sesberettigede har ret til henstand, hvis afgørelsen
om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller
indbringes for domstolene.
Stk. 5. Har den godtgørelsesberettigede tilbagebe-
talt godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og fin-
des dette beløb senere at være blevet tilbagebetalt
med urette, udbetales beløbet med en rente. Renten
beregnes med rentesatsen i kildeskattelovens § 62,
stk. 3, pr. påbegyndt måned regnet fra dagen for
indbetaling af det opkrævede godtgørelsesbeløb.
16. § 57, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det
beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold,
skal den godtgørelsesberettigede eller den sagkyn-
dige, hvis udbetalingen er sket til denne efter over-
dragelse af kravet, jf. § 52, stk. 8, 2. pkt., tilbagebe-
tale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb.
Den, der efter 1. pkt. skal tilbagebetale godtgørel-
sen har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgø-
relsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for
domstolene.
Stk. 5. Er der tilbagebetalt godtgørelse efter stk.
4, 1. pkt., og findes det tilbagebetalte beløb senere
at være blevet opkrævet med urette, udbetales belø-
42
bet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen
i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt må-
ned regnet fra dagen for indbetaling af det opkræ-
vede godtgørelsesbeløb.«
§ 2
I lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddri-
velse af gæld til det offentlige som ændret bl.a. ved
§ 2 i lov nr. 252 af 30. marts 2011, § 21 i lov nr.
551 af 18. juni 2012, § 7 i lov nr. 603 af 12. juni
2013 og senest ved § 1 i lov nr. 1499 af 18. decem-
ber 2013, foretages følgende ændringer:
§ 4. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldne-
ren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2) Underholdsbidrag omfattet af lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag.
3) Andre fordringer.
1. I § 4, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »underholdsbi-
drag«: », idet private krav dog dækkes forud for of-
fentlige krav«.
§ 4 a. Der kan uanset § 4, stk. 1, ske særskilt løn-
indeholdelse af beløb til dækning af kontrolafgifter
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger for overtrædelse af bestemmelser i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernba-
neloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til
dækning af medielicens og radiolicens med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed. Skatteministe-
ren fastsætter nærmere regler for denne lønindehol-
delse. Fordringer efter 1. pkt. dækkes i den række-
følge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer bestemmelse om lønindeholdelse for krave-
ne
2. I § 4 a, 1. pkt., indsættes efter »særskilt løninde-
holdelse af beløb til dækning af«: »biblioteksgeby-
rer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkost-
ninger,«.
3. I bilag 1 indsættes som nr. 32-35:
»32) Krav på tilbagebetaling af omkostningsgodt-
gørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.
33) Biblioteksgebyrer.
34) Bibliotekers krav på erstatning for udlånsma-
teriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har
afleveret efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse,
at skyldner skriftligt har anerkendt kravet, medmin-
dre kravet vedrører erstatning for udlånsmateriale,
43
der ikke er afleveret af skyldner, og det pågældende
bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af
lånte materialer.
35) Fordringer, der udspringer af en garanti, som
fordringshaver har stillet for en boligtagers kon-
traktmæssige forpligtelser over for ejendommens
ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.«
§ 3
I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 569
af 28. maj 2014, foretages følgende ændringer:
§ 4. ---
Stk. 3. Såfremt en virksomhed i fire på hinanden
følgende afregningsperioder for det samme regi-
streringsforhold har fået foretaget en foreløbig fast-
sættelse af virksomhedens tilsvar af skatter eller af-
gifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen inddra-
ge virksomhedens registrering hos told- og skatte-
forvaltningen, for så vidt angår det pågældende re-
gistreringsforhold, medmindre virksomheden inden
inddragelsen indgiver de manglende angivelser
henholdsvis manglende indberetninger. Told- og
skatteforvaltningen skal dog forinden inddragelsen
ved rekommanderet brev meddele virksomheden,
at registreringen vil blive inddraget, såfremt de
manglende angivelser henholdsvis manglende ind-
beretninger ikke indgives inden 14 dage. Det skal
fremgå af meddelelsen, at en fortsættelse af virk-
somheden efter en inddragelse vil være strafbar ef-
ter § 17, stk. 3, og at ledelsen hæfter for skatter og
afgifter m.v., jf. stk. 4. Meddelelse om, at registre-
ringen er inddraget, skal tilsendes virksomheden
ved rekommanderet brev. Det skal fremgå heraf, at
en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar
efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse
af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v.,
jf. stk. 4.
1. I § 4, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Hvis told- og skatteforvaltningen skønner, at
virksomheden ikke vil kunne fortsætte uden regi-
streringsforholdet som nævnt i 1. pkt., inddrages
tillige virksomhedens øvrige registreringer, med-
mindre virksomheden inden for den frist, der er an-
ført i 3. pkt., meddeler told- og skatteforvaltningen,
at de øvrige registreringer ønskes opretholdt.«
2. I § 4, stk. 3, 2. pkt., der bliver 3. pkt., indsættes
efter »registreringen«: »eller registreringerne«.
3. I § 4, stk. 3, indsættes efter 3. pkt., der bliver 4.
pkt.:
»Hvis told- og skatteforvaltningen efter 2. pkt.
oplyser, at virksomhedens øvrige registreringer til-
lige inddrages, oplyses i meddelelsen endvidere, at
virksomheden inden for fristen i 3. pkt. skal give
told- og skatteforvaltningen meddelelse herom, så-
fremt de øvrige registreringer ønskes opretholdt.«
4. I § 4, stk. 3, 4. pkt., der bliver 6. pkt., indsættes
efter »registreringen«: »eller registreringerne«.
§ 11. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge
en virksomhed at stille sikkerhed, når
1) virksomheden for de seneste 12 afregningspe-
rioder fire gange ikke rettidigt har indbetalt skatter
og afgifter m.v. omfattet af denne lov og, for så
vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige per-
5. To steder i § 11, stk. 1, nr. 1, og i § 11, stk. 5, 2.
pkt., indsættes efter »bidrag«: », herunder restskat«.
44
sonskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens
drift, og
a) virksomheden er i restance vedrørende skatter
og afgifter, for hvilke den er registreret, samt even-
tuelt selskabsskatter og, for så vidt angår enkelt-
mandsvirksomheder, tillige personskatter og bi-
drag, der vedrører virksomhedens drift, med et be-
løb, der overstiger 25.000 kr., og virksomheden ik-
ke indbetaler denne restance senest den 10. hverdag
fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra told-
og skatteforvaltningen, hvorved virksomheden un-
derrettes om, at den ved fortsat manglende betaling
pålægges at stille sikkerhed, eller
b) ---
6. I § 11, stk. 1, nr. 1, litra a, ændres »25.000 kr.«
til: »50.000 kr.«
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge
en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v.
efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen re-
guleres efter denne lov, at stille sikkerhed. Pålæg
kan dog kun gives, hvis en fysisk eller juridisk per-
son, som er ejer af virksomheden, reelt driver virk-
somheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse
eller direktion, eller er filialbestyrer i virksomhe-
den, er eller inden for de seneste 5 år har været ejer
af eller filialbestyrer i en anden virksomhed eller
medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden
virksomhed, der er gået konkurs eller er blevet kon-
stateret insolvent. Den anden virksomheds konkurs
eller insolvens skal endvidere have ført til, at told-
og skatteforvaltningen har et ikke fuldt sikret tilgo-
dehavende, eller at staten er blevet påført et samlet
tab på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og
afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller
personskatter og bidrag, der hidrører fra driften af
den anden virksomhed.
Stk. 3-4. ---
7. § 11, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Pålæg kan dog kun gives, hvis en fysisk eller ju-
ridisk person, som er ejer af virksomheden, reelt
driver virksomheden, er medlem af virksomhedens
bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i
virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har
været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller di-
rektionen eller har været filialbestyrer i en anden
virksomhed, der har påført staten et samlet tab som
følge af konkurs eller anden insolvens eller har
skabt en usikret restance til told- og skatteforvalt-
ningen på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter
og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller
personskatter og bidrag, herunder restskat, der hid-
rører fra driften af den anden virksomhed.«
Stk. 5. Sikkerhed efter stk. 1 og 2 skal stilles for
et beløb, der svarer til virksomhedens restancer
med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter
denne lov, og det forventede gennemsnitlige tilsvar
i en 3-måneders-periode. For enkeltmandsvirksom-
heder gælder dette tillige indehaverens personskat-
ter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift. Det
gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende
virksomheder på baggrund af det senest afleverede
årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskat-
ter beregnes med udgangspunkt i beregnet aconto-
skat for indeværende regnskabsår reduceret med
8. I § 11, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »3-måne-
ders-periode«: »samt det skønnede eller opgjorte
tilsvar fra den eventuelle periode, hvor virksomhe-
den har været drevet uregistreret«.
9. I § 11, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »drift«: »,
samt restancer vedrørende de i dette stykke om-
handlede skatter og afgifter m.v. fra indehaverens
tidligere enkeltmandsvirksomhed, der er blevet af-
meldt fra registreringen«.
45
eventuelle acontobetalinger. Sikkerhedsstillelsen
for personskatter og bidrag beregnes ud fra skatte-
billetten.
Stk. 6-12. ---
Stk. 13. Sikkerhed stillet efter stk. 1 og 2 frigives,
når tidligere restancer er betalt og virksomheden i
de seneste 12 måneder rettidigt har indbetalt skatter
og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov.
10. I § 11, stk. 13, indsættes efter »lov«: », og, for
så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige per-
sonskatter og bidrag, herunder restskat, der vedrø-
rer virksomhedens drift«.
§ 4
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af
15. september 2014, foretages følgende ændring:
§ 7 Q. Til den skattepligtige indkomst medregnes
ikke:
1) Godtgørelse efter skatteforvaltningslovens §
52 samt renter efter samme lovs § 57, stk. 2 og 5.
2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget
person efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til
dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand
m.v. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet
med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre
godtgjorte udgifter overstiger personens samlede
udgifter til sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i
det omfang beløbet ikke må anses for ydet som føl-
ge af yderens retlige interesse i sagen.
Stk. 2-3. ---
1. I § 7 Q, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ændres »i det om-
fang beløbet ikke må anses for ydet som følge af
yderens retlige interesse i sagen« til: »hvis beløbet
ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige
interesse i sagen, eller hvis det er aftalt, at den
godtgørelsesberettiget persons honorar til yderen
for bistand i sagen udgør en andel af den økonomi-
ske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår
i sagen«.
§ 5
I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 23.
januar 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 789 af 28.
juni 2013, § 7 i lov nr. 903 af 4. juli 2013, § 2 i lov
nr. 1637 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 554
af 2. juni 2014, foretages følgende ændringer:
Kapitel 12
Registrering
Leverancer her i landet 1. I overskriften før § 47 udgår »her i landet«.
§ 47. ---
46
§ 49. Den, der erhvervsmæssigt leverer varer og
ydelser, og som efter § 48 er undtaget fra registre-
ringspligten, kan vælge at lade sig registrere.
2. I § 49, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Muligheden for registrering gælder også afgifts-
pligtige personer, der er etableret her i landet, og
som driver virksomhed med levering af varer og
ydelser, men som alene har leverancer i udlandet.
Afgiftspligtige personer, der hverken er etableret
her i landet eller har leverancer her, kan ikke regi-
streres.«
§ 57.
Stk. 1-8. ---
3. I § 57 indsættes som stk. 9:
»Stk. 9. Er en virksomheds registrering efter dette
kapitel blevet inddraget af told- og skatteforvaltnin-
gen, skal virksomhedens angivelse efter stk. 1 fore-
tages senest 14 dage efter meddelelsen om inddra-
gelsen.«
§ 6
I forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063
af 28. august 2013, som ændret ved lov nr. 1622 af
26. december 2013, foretages følgende ændring:
§ 18. ---
Stk. 4. Forældelsen afbrydes ved restanceinddri-
velsesmyndighedens underretning til skyldneren
om afgørelse om indeholdelse i løn m.v.
1. I § 18, stk. 4, indsættes efter »m.v.«: »eller mod-
regning.«
§ 19. ---
Stk. 6. Sker afbrydelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg m.v., jf. § 18, stk. 1-3, regnes den
nye forældelsesfrist fra fogedforretningens eller
auktionens afslutning eller, når arrest er forfulgt
ved anlæggelse af justifikationssag, i overensstem-
melse med reglen i stk. 3. Er forældelsen afbrudt
ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse,
jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra
det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at løn-
indeholdelsen ophører, eller senest fra det tids-
punkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i
1 år.
2. I § 19, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»Er forældelsen afbrudt ved underretning om af-
gørelse om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den
nye forældelsesfrist fra den dag, da afgørelsen om
modregning træffes.«
§ 7
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021
af 19. september 2014, foretages følgende ændring:
47
§ 9. ---
Stk. 23. Er en opholdstilladelse betinget af, at den
herboende person har skullet stille økonomisk sik-
kerhed, jf. stk. 4, og ydes der senere ansøgeren
hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrati-
onsloven, skal restanceinddrivelsesmyndigheden
tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikkerhed,
som betaling for hjælpen. Stk. 22, 2. pkt., finder til-
svarende anvendelse.
1. I § 9, stk. 23, 1. pkt., ændres »restanceinddrivel-
sesmyndigheden« til: »kommunalbestyrelsen«.
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2015, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 5, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 3. § 6 træder i kraft den 1. marts 2015.
Stk. 4. § 1, nr. 3, har virkning for klager, som ind-
gives til skatteankeforvaltningen den 1. januar 2014
eller senere. Endvidere har bestemmelsen virkning
for klager, som er blevet indgivet efter tidligere
gældende regler, og hvorom et skatteankenævn, et
vurderingsankenævn, et motorankenævn eller
Landsskatteretten før den 1. januar 2014 endnu ik-
ke har truffet afgørelse.
Stk. 5. Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2.
pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, har
virkning for sager, hvor klageren modtager oplys-
ninger om den afgørelse, som sagens oplysninger
efter forvaltningens vurdering fører til, den 1. janu-
ar 2015 eller senere.
Stk. 6. Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, 1. og
2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, samt
§ 1, nr. 11 og 14, har virkning fra og med den 1.
januar 2014.
Stk. 7. Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, 3. og
4 pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, og §
55, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15,
har virkning for sager, som påklages til en admini-
strativ klageinstans eller indbringes for domstolene
den 1. januar 2015 eller senere.
Stk. 8. § 4 har virkning for udgifter, der skal beta-
les eller er betalt den 1. januar 2015 eller senere.
§ 9
48
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn-
land, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 6 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 7 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
49