Fremsat den 30. oktober 2014 af justitsministeren (Mette Frederiksen)

Fremsat den 30. oktober 2014 af justitsministeren (Mette Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om dansk indfødsret
(Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret)
§ 1
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af
7. juni 2004, som ændret ved § 30 i lov nr. 542 af 24. juni
2005, § 6 i lov nr. 647 af 12. juni 2013, lov nr. 729 af 25.
juni 2014 og lov nr. 730 af 25. juni 2014, foretages følgende
ændringer:
1. § 4 A, stk. 1,ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.
2. § 5, stk. 2,ophæves.
3. I § 6, stk. 2,ændres »§ 5, stk. 1,« til »§ 5«.
4. § 7 ophæves.
5. § 12, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved
naturalisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, og ved indgi-
velse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk ind-
fødsret betales et gebyr på 1.200 kr.«
6. § 12, stk. 1, 3. pkt.,ophæves, og i stedet indsættes:
»Der betales ikke gebyr for børn, der er omfattet af foræl-
dres erklæring eller ansøgning om dansk indfødsret, jf. § 5
og § 6, stk. 2. Der betales kun gebyr én gang for ansøgning
om naturalisation, én gang for ansøgning om bevis for dansk
indfødsret, én gang for ansøgning om bevarelse af dansk
indfødsret og én gang for afgivelse af erklæring om dansk
indfødsret. Det påhviler ansøgeren og den erklærende at do-
kumentere, at eventuelle gebyrer tidligere er betalt. Gebyrer-
ne betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ikke imødekom-
mes, eller hvis erklæringen afvises.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2015.
Stk. 2. § 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på ansøgninger
og erklæringer, der er indgivet eller afgivet før lovens ikraft-
træden. For sådanne ansøgninger og erklæringer finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
§ 3
Stk. 1. Tidligere danske statsborgere, der har fortabt deres
danske indfødsret i medfør af § 7 i lov om dansk indfødsret
og opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, erhverver dansk ind-
fødsret ved inden for 5 år fra lovens ikrafttræden over for
statsforvaltningen at afgive skriftlig erklæring herom.
Stk. 2. Erklæring efter stk. 1 kan afgives af tidligere dan-
ske statsborgere, der ikke er idømt en ubetinget frihedsstraf i
perioden mellem fortabelsen af den danske indfødsret og af-
givelse af erklæring, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For tidligere danske statsborgere over 22 år, der er
født i udlandet, er det, i tilfælde hvor der ikke ved det fyldte
22. år er truffet en afgørelse i medfør af § 8 i lov om dansk
indfødsret, endvidere en betingelse, at de pågældende inden
det fyldte 22. år har haft bopæl her i riget eller haft ophold
her i riget af sammenlagt mindst et års varighed.
Stk. 4. Erhverver en tidligere dansk statsborger indfødsret
ved afgivelse af erklæring i medfør af stk. 1, tilkommer ind-
fødsretten også den pågældendes barn, herunder adoptiv-
barn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke
skal være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en
forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at
den erklærende har del i forældremyndigheden over barnet,
og at barnet er ugift og under 18 år. For et adoptivbarn er det
tillige en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk
ret.
§ 4
Den, der er optaget på lov nr. 1224 af 18. december 2012
om indfødsrets meddelelse eller senere love om indfødsrets
meddelelse med krav om løsning fra statsborgerretlige for-
Lovforslag nr. L 44 Folketinget 2014-15
Justitsmin., j.nr. 2014-9300-0008
AA008371
hold til fremmede stater, og som ikke er blevet løst, erhver-
ver dansk indfødsret ved inden for 2 år fra lovens ikrafttræ-
den, jf. § 2, over for statsforvaltningen at afgive skriftlig er-
klæring herom.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Accept af dobbelt statsborgerskab
2.1. Gældende ret
2.1.1. Forholdet til grundlovens § 44
2.1.2. Lov om dansk indfødsret
2.1.2.1. Princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab
2.1.2.2. Adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved erklæring
2.1.3. Cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation
2.1.4. Internationale konventioner
2.1.4.1. Grundlovens § 19, stk. 1
2.1.4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.1.4.3. Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og
værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret
2.1.4.4. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret
2.1.5. EU-retten
2.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.2.1. Retsvirkningerne af dansk statsborgerskab i den gældende lovgivning
2.2.2. Fremmed ret
2.2.3. Hensyn for og imod øget accept af dobbelt statsborgerskab
2.2.4. Modeller for accept af dobbelt statsborgerskab
2.2.5. Overgangsregler
2.2.5.1. Overgangsregler i andre lande
2.2.5.2. Valg af overgangsregler
2.2.5.2.1. Udformning af en overgangsordning
2.2.5.2.2. Erklæringsadgang
2.2.5.2.3. Afgrænsning i forhold til indfødsretslovens § 8
2.2.5.2.4. Øvrige kriterier
2.3. Lovforslagets udformning
2.3.1. Fuld accept af dobbelt statsborgerskab
2.3.2. Overgangsordning for tidligere danske statsborgere
2.3.3. Overgangsordning for personer, der tidligere har været optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelel-
se
3. Betaling af gebyr
3.1. Gældende ret
3.2. Arbejdsgruppens overvejelser
3.3. Lovforslagets udformning
4. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgere
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Det fremgår af regeringsgrundlaget »Et Danmark, der
står sammen« fra oktober 2011, at »Danmark er et moderne
samfund i en international verden. Derfor skal det være mu-
ligt at have dobbelt statsborgerskab«.
På den baggrund nedsatte regeringen i december 2012 en
tværministeriel arbejdsgruppe, der fik til opgave at undersø-
ge, hvorledes en ny regulering af dobbelt statsborgerskab
kan udformes.
3
Arbejdsgruppen har i marts 2014 afgivet sin rapport om
dobbelt statsborgerskab.
Rapporten indeholder bl.a. en gennemgang af den gældende
indfødsretslovgivning, af Danmarks internationale forplig-
telser på området samt en gennemgang af reguleringen af
dobbelt statsborgerskab i en række andre lande.
Der er endvidere bl.a. i rapporten opstillet en række mulige
modeller for øget accept af dobbelt statsborgerskab og rede-
gjort for mulige udformninger af en overgangsordning for
tidligere danske statsborgere, som har fortabt deres danske
statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af et fremmed
statsborgerskab.
1.2. Regeringen indgik den 4. juni 2014 en aftale med Ven-
stre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Allian-
ce om at gennemføre en ændring af indfødsretsloven og cir-
kulæreskrivelsen om naturalisation, som skal sikre, at der gi-
ves mulighed for at have dobbelt statsborgerskab.
Aftaleparterne finder således, at det i et moderne samfund
skal være muligt for danske statsborgere at bevare deres
danske identitet, selv om de flytter til et andet land og bliver
statsborgere der, ligesom udlændinge, der bor i Danmark,
ikke længere vil skulle give afkald på deres oprindelige
statsborgerskab for at blive danske statsborgere. En sådan
mulighed vil i den internationale verden, som Danmark er
en del af, fremme integrationen af mennesker fra alle steder
i verden.
Det fremgår på den baggrund af aftalen, at der skal indføres
accept af dobbelt statsborgerskab, således at der gives fuld
adgang til dobbelt statsborgerskab for alle danskere og ud-
lændinge.
Endvidere følger det af aftalen, at der i tilknytning til indfø-
relsen af fuld adgang til dobbelt statsborgerskab skal etable-
res en overgangsordning for tidligere danske statsborgere,
som har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse
med erhvervelse af et fremmed statsborgerskab. Overgangs-
ordningen skal udformes som en tidsbegrænset ordning, så-
ledes at tidligere danske statsborgere og deres mindreårige
børn (uanset at disse ikke selv tidligere har været danske
statsborgere) kan erhverve dansk statsborgerskab ved erklæ-
ring i en periode på 5 år regnet fra ikrafttrædelsen af de nye
regler om dobbelt statsborgerskab. Det følger i den forbin-
delse af aftalen, at der til overgangsordningen skal knyttes
en betingelse om, at den, der ønsker at generhverve sit dan-
ske statsborgerskab, ikke i tidsrummet mellem fortabelsen af
det danske statsborgerskab og generhvervelsen heraf er
idømt en ubetinget frihedsstraf. Hvorvidt en person er idømt
en ubetinget frihedsstraf i det anførte tidsrum vil skulle kon-
stateres ved henholdsvis opslag i Det Centrale Kriminalregi-
ster samt ved oplysninger afgivet af den person, der ønsker
at generhverve sit danske statsborgerskab.
Såfremt en person i det nævnte tidsrum er idømt en ubetin-
get frihedsstraf og derfor ikke kan generhverve sit danske
statsborgerskab ved erklæring ifølge overgangsordningen,
følger det af aftalen, at den pågældende – såfremt forholdet
ikke vil kunne straffes med ubetinget frihedsstraf i Dan-
mark, eller forholdet efter de almindelige karensregler i ka-
pitel 5 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation vil være for-
ældet – vil kunne ansøge om dansk indfødsret ved naturali-
sation med henblik på forelæggelse for Folketingets Ind-
fødsretsudvalg. Ordningen herom skal gælde i en periode på
5 år regnet fra ikrafttrædelsen af de nye regler om dobbelt
statsborgerskab.
Det følger herudover af aftalen, at danske statsborgere, der
er født i udlandet, skal omfattes af overgangsordningen, dog
således at bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 fortsat iagt-
tages. Det vil sige, at dansk indfødsret – også efter indførel-
sen af fuld adgang til dobbelt statsborgerskab – fortabes af
danske statsborgere, der er født i udlandet, som hverken
gennem bopæl eller ophold i Danmark inden det fyldte 22.
år har haft den fornødne tilknytning til Danmark.
Desuden følger det af aftalen, at personer – der frem til
ikrafttrædelsen af de nye regler om dobbelt statsborgerskab
er blevet eller bliver optaget på en lov om indfødsrets med-
delelse med krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab,
men som ikke er blevet løst, og hvor løsningsfristen udløber
efter tidspunktet for indgåelsen af den politiske aftale – efter
ikrafttrædelsen af de nye regler om dobbelt statsborgerskab
ved erklæring skal kunne erhverve dansk indfødsret uden at
skulle opfylde øvrige betingelser herfor. En erklæring herom
vil skulle afgives inden for 2 år fra ikrafttrædelsen af de nye
regler om dobbelt statsborgerskab.
Det følger endelig af aftalen, at opsigelse af kapitel 1 i Euro-
parådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af til-
fælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer
med dobbelt statsborgerret i overensstemmelse med de nær-
mere regler om opsigelse skal igangsættes snarest muligt.
Det bemærkes i den forbindelse, at kapitel 1 i Europarådets
konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af
dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dob-
belt statsborgerret på baggrund af aftalen er opsagt i henhold
til konventionens artikel 12. Opsigelsesvarslet i konventio-
nen er fastsat til 1 år og regnes fra den 25. august 2014.
Det væsentligste formål med lovforslaget er at gennemføre
den politiske aftale af 4. juni 2014.
1.3. Det foreslås på baggrund af den politiske aftale, at ind-
fødsretslovens bestemmelser om, at erhvervelse af dansk
indfødsret er betinget af, at statsborgerskab i andre stater
derved mistes (§ 4 A, stk. 1, og § 5, stk. 2), og at dansk ind-
fødsret fortabes ved erhvervelse af et fremmed statsborger-
skab (§ 7), ophæves.
Med lovforslaget foreslås det endvidere, at der indføres en
generel 5-årig overgangsordning for tidligere danske stats-
borgere, som har fortabt deres danske statsborgerskab i for-
bindelse med erhvervelse af et fremmed statsborgerskab.
4
Det foreslås derudover, at der indføres en 2-årig overgangs-
ordning for personer, der frem til ikrafttrædelsen af de fore-
slåede regler om dobbelt statsborgerskab er blevet eller bli-
ver optaget på love om indfødsrets meddelelse med krav om
løsning, men som ikke er blevet løst, og hvor løsningsfristen
ikke var udløbet den 4. juni 2014.
1.4. Herudover foreslås der indført en ensartet gebyrbetaling
på 1.200 kr. ved ansøgning om bevis for og bevarelse af
dansk indfødsret og ansøgning om naturalisation.
Det bemærkes, at afgivelse af erklæring i henhold til de
ovenfor nævnte overgangsordninger vil være omfattet af det
eksisterende gebyr på 1.100 kr. ved afgivelse af erklæring
om dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens § 12, stk. 1, 2.
pkt.
Endelig foreslås det, at den gældende bemyndigelse i § 12,
stk. 1, 3. pkt., til justitsministeren til at fastsætte nærmere
regler om gebyrets betaling og undtagelser herfra ophæves.
Dette indebærer, at bekendtgørelse nr. 874 af 4. juli 2014
om betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret bortfalder.
Indholdet af bekendtgørelsen foreslås i stedet indsat i ind-
fødsretsloven, dog således at alle børn under 18 år fremover
fritages for gebyr i sager om ansøgning om dansk indfødsret
ved naturalisation.
Det bemærkes i tilknytning til de foreslåede ændringer af
indfødsretsloven, at der på baggrund af aftalen af 4. juni
2014 om dobbelt statsborgerskab vil blive foretaget de nød-
vendige ændringer af cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni
2013 om naturalisation med henblik på at sikre fuld adgang
til dobbelt statsborgerskab.
2. Accept af dobbelt statsborgerskab
2.1. Gældende ret
Det har hidtil været et grundlæggende princip i den danske
indfødsretslovgivning, at dobbelt statsborgerskab så vidt
muligt skal undgås. Baggrunden herfor er navnlig, at den
generelle politiske opfattelse har været, at en person opnår et
særligt tilhørsforhold til og loyalitet over for det land, hvor
den pågældende er statsborger.
Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret
uden ved lov. Kompetencen til at meddele statsborgerskab
ved naturalisation er på den baggrund henlagt til Folketin-
get.
Statsborgerretsområdet reguleres desuden af lov om ind-
fødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om
dansk indfødsret med senere ændringer.
Indfødsretslovens regler suppleres af de retningslinjer for
naturalisation, som fastlægges ved en aftale indgået af et
flertal i Folketinget. De gældende retningslinjer er fastlagt i
aftale af 23. maj 2013 om indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse
nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation.
2.1.1. Grundlovens § 44
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få
dansk indfødsret uden ved lov. Bestemmelsen indebærer, at
det ikke kan overlades til administrative myndigheder eller
til domstolene at træffe afgørelse om tildeling af dansk ind-
fødsret til udenlandske statsborgere og statsløse personer.
Grundlovens § 44, stk. 1, antages dog ikke at være til hinder
for, at der ved lov fastsættes bestemmelse om, at dansk ind-
fødsret opnås automatisk, når visse faste kendsgerninger er
til stede. Således er der f.eks. i den gældende indfødsretslov
regler om, i hvilke tilfælde dansk indfødsret erhverves ved
fødslen, ved forældrenes efterfølgende indgåelse af ægte-
skab og ved adoption.
Bestemmelsen i grundlovens § 44, stk. 1, er heller ikke anset
for at være til hinder for fastsættelse af bestemmelser om
udlændinges ret til at erhverve dansk indfødsret, når nogle
bestemte betingelser er opfyldt. Sådanne bestemmelser om
erhvervelse af dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring
fremgår af indfødsretslovens §§ 3-4, hvorefter nordiske
statsborgere, unge født og opvokset i Danmark og tidligere
danske statsborgere under visse betingelser kan erhverve
dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring herom.
Der bliver ikke derved af myndighederne truffet afgørelse
om tildeling af indfødsret, idet det derimod blot af myndig-
hederne konstateres, om de betingelser, der er fastsat i lo-
ven, er opfyldt.
Såfremt sådanne betingelser for at afgive erklæring ikke er
til stede, kan dansk indfødsret kun tildeles ved, at den på-
gældende optages på et lovforslag om indfødsrets meddelel-
se (naturalisation).
2.1.2. Lov om dansk indfødsret
2.1.2.1. Princippet om at begrænse dobbelt statsborger-
skab
2.1.2.1.1. Princippet om, at dobbelt statsborgerskab så vidt
muligt skal undgås, følger bl.a. af indfødsretslovens § 7, nr.
1 og 2, hvorefter dansk indfødsret fortabes af den, som er-
hverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtryk-
keligt samtykke eller erhverver fremmed statsborgerret ved
at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land. Endvidere for-
tabes dansk indfødsret af ugift barn under 18 år, som bliver
fremmed statsborger derved, at en af dets forældre, som har
forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed
statsborgerret på en måde som angivet under nr. 1 og 2,
medmindre den anden af barnets forældre vedbliver at være
dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden, jf. lovens
§ 7, nr. 3.
2.1.2.1.2. Herudover følger det af indfødsretslovens § 4 A,
stk. 1, at erhvervelse af dansk indfødsret i medfør af §§ 3-4
– som omhandler erhvervelse af dansk indfødsret ved afgi-
velse af erklæring for nordiske statsborgere, unge født og
opvokset i Danmark samt tidligere danske statsborgere – er
betinget af, at den, som afgiver erklæring, godtgør, at den
pågældende derved mister sit statsborgerskab i andre stater.
5
Kravet om, at det godtgøres, at statsborgerskab i andre stater
mistes, gælder også for børn, der omfattes af en forælders
erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring, medmindre
den anden af barnets forældre fortsat har statsborgerskab dér
og ligeledes har del i forældremyndigheden, jf. § 5, stk. 2.
2.1.2.1.3. En ansøger, der ikke opfylder betingelserne for at
erhverve dansk indfødsret ved erklæring, vil kunne søge om
dansk indfødsret ved naturalisation. Der stilles også ved er-
hvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation krav om af-
kald på hidtidigt statsborgerskab, jf. pkt. 2.1.3 nedenfor.
2.1.2.1.4. Dobbelt statsborgerskab accepteres efter de gæl-
dende regler i tilfælde, hvor Danmark internationalt er for-
pligtet hertil. Dette gælder bl.a. i forhold til personer, der er
født med dobbelt statsborgerskab, herunder børn født af for-
ældre med forskellig nationalitet, samt børn født af danske
forældre i et land, hvor børnene også automatisk får dette
lands statsborgerskab ved fødslen.
Det følger således at indfødsretslovens § 1, at et barn er-
hverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen
eller medmoderen er dansk. Dette gælder, uanset om barnet
samtidig opnår statsborgerskab i et andet land, f.eks. ved at
den ene af forældrene er udenlandsk, eller ved at barnet fø-
des i udlandet.
Efter indfødsretslovens § 2 erhverver et barn af en dansk far
og en udenlandsk mor, som ikke har erhvervet dansk ind-
fødsret ved fødslen, dansk indfødsret ved forældrenes indgå-
else af ægteskab. Det er en forudsætning, at barnet på tids-
punktet for ægteskabets indgåelse er ugift og under 18 år.
Det følger endvidere at indfødsretslovens § 2 A, stk. 1, at et
udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk
adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen,
hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor mindst én af ægte-
fællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk stats-
borger. Efter bestemmelsens stk. 2 erhverves dansk indføds-
ret fra det tidspunkt, hvor adoptionens retsvirkninger indtræ-
der. Det følger desuden af § 2 A, stk. 3, at stk. 1 og 2 finder
tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adopteret
ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i medfør af
adoptionslovens § 28, stk. 2.
Erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes
indgåelse af ægteskab og erhvervelse af dansk indfødsret
ved adoption har efter indfødsretsloven ikke konsekvenser
for den pågældendes eventuelle hidtidige statsborgerskab.
Dobbelt statsborgerskab kan således tillige opstå i disse til-
fælde.
Sammenfattende accepteres dobbelt statsborgerskab efter de
gældende regler i følgende tilfælde:
– børn, der erhverver dobbelt statsborgerskab ved fødslen
eller som følge af visse efterfølgende dispositioner (for-
ældrenes indgåelse af ægteskab eller adoption)
– personer, herunder børn, der erhverver dansk indfødsret
ved naturalisation uden at miste deres hidtidige statsbor-
gerskab (gennem løsning), jf. pkt. 2.1.3 nedenfor
– personer, der i forbindelse med indgåelse af ægteskab
med en udenlandsk statsborger som følge af statsborger-
retslovgivningen i ægtefællens hjemland automatisk er-
hverver statsborgerskab i det pågældende land
2.1.2.1.5. Det følger af indfødsretslovens § 8, stk. 1, at den,
der er født i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej hel-
ler har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørig-
hed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyld-
te 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan dog
efter ansøgning indgivet inden dette tidspunkt tillade, at ind-
fødsretten bevares. Taber nogen sin indfødsret efter bestem-
melsen i § 8, taber også hans barn indfødsretten, hvis det har
erhvervet den gennem ham, medmindre barnet derved bliver
statsløst, jf. § 8, stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1 ligestilles
bopæl i et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl
her i riget, jf. § 8, stk. 3.
2.1.2.2. Adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved
erklæring
De gældende bestemmelser om erhvervelse af dansk ind-
fødsret ved afgivelse af erklæring fremgår af indfødsretslo-
vens §§ 3-4, hvorefter nordiske statsborgere, unge født og
opvokset i Danmark samt tidligere danske statsborgere un-
der visse betingelser kan erhverve dansk indfødsret ved afgi-
velse af erklæring herom.
2.1.2.2.1. Efter indfødsretslovens § 3, stk. 1, erhverver den,
der er statsborger i Finland, Island, Norge eller Sverige og
opfylder betingelserne i bestemmelsens stk. 2 eller 3, dansk
indfødsret ved at afgive skriftlig erklæring herom over for
statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland.
Efter indfødsretslovens § 3, stk. 2, kan erklæring afgives af
personer, der er fyldt 18 år, men endnu ikke 23 år, på erklæ-
ringstidspunktet har bopæl her i riget, har haft bopæl her i
riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5
år inden for de sidste 6 år, er ustraffede og ikke er idømt for-
anstaltninger efter straffelovens kapitel 9 og ikke er sigtede
for en straffelovsovertrædelse.
Det følger endvidere af indfødsretslovens § 3, stk. 3, at er-
klæring kan afgives af personer, der har erhvervet statsbor-
gerret i Finland, Island, Norge eller Sverige på anden måde
end ved naturalisation, er fyldt 18 år, har haft bopæl her i ri-
get i de sidste 7 år og ikke i løbet af denne tid er idømt fri-
hedsstraf eller foranstaltning, der kan ligestilles med friheds-
straf.
For så vidt angår kravet i § 3, stk. 2, om, at den erklærende
på erklæringstidspunktet skal have haft bopæl her i riget i
sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5 år in-
den for de sidste 6 år, ligestilles bopæl i et andet nordisk
land med bopæl her i riget, dog kun i det omfang bopælsti-
den i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud for er-
klæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte 16. år, jf.
§ 3, stk. 4.
6
Efter indfødsretslovens § 3, stk. 5, kan personer, som på
grund af en sigtelse for en lovovertrædelse ikke kan erhver-
ve dansk indfødsret ved erklæring, jf. § 3, stk. 2, afgive ny
erklæring inden for 1 år efter, at der er truffet endelig afgø-
relse i sagen, selv om den pågældende forinden er fyldt 23
år, hvis den pågældende ikke findes skyldig i lovovertrædel-
sen.
2.1.2.2.2. Efter indfødsretslovens § 3 A, stk. 1, erhverver en
udlænding, der er født her i riget og opfylder betingelserne i
bestemmelsens stk. 2, dansk indfødsret ved at afgive skrift-
lig erklæring herom over for statsforvaltningen.
Erklæring kan efter indfødsretslovens § 3 A, stk. 2, afgives
af personer, der har aflagt folkeskolens afsluttende prøver i
9. eller 10. klasse med et samlet karaktergennemsnit på
mindst 02 eller er fyldt 18 år, ikke er fyldt 19 år, på erklæ-
ringstidspunktet har bopæl her i riget, har haft bopæl her i
riget i sammenlagt mindst 12 år, heraf sammenlagt mindst 5
år inden for de sidste 6 år, ikke er idømt eller meddelt en
række nærmere fastsatte sanktioner og ikke er sigtede for en
lovovertrædelse.
Kravet i § 3 A, stk. 2, om, at den erklærende skal have aflagt
folkeskolens afsluttende prøver i 9. eller 10. klasse med et
samlet karaktergennemsnit på mindst 02 eller er fyldt 18 år,
finder ikke anvendelse for personer, der er fyldt 15 år, og
som ved lægeerklæring dokumenterer at have en langvarig
nedsættelse af funktionsevnen, som påvirker evnen til eller
muligheden for at gennemføre ét eller flere af folkeskolens
afsluttende prøvefag i 9. eller 10. klasse, jf. § 3 A, stk. 3.
Efter indfødsretslovens § 3 A, stk. 4, kan personer, som på
grund af en sigtelse for en lovovertrædelse ikke kan erhver-
ve dansk indfødsret ved erklæring, jf. § 3 A, stk. 2, afgive
ny erklæring inden for 1 år efter, at der er truffet endelig af-
gørelse i sagen, selv om den pågældende forinden er fyldt
19 år, hvis den pågældende ved afgørelsen ikke er blevet
idømt en sanktion omfattet af stk. 2 eller meddelt tiltalefra-
fald efter advarsel efter stk. 2.
2.1.2.2.3. Det følger af indfødsretslovens § 4, stk. 1, at har
nogen, som ved fødslen har erhvervet dansk indfødsret, og
som har boet her i riget indtil det fyldte 18. år, mistet ind-
fødsretten, generhverver han, såfremt han har haft bopæl her
i de sidste 2 år, indfødsretten ved at afgive skriftlig erklæ-
ring herom over for statsforvaltningen, Rigsombudsmanden
på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.
For så vidt angår kravet i § 4, stk. 1, om, at den erklærende
skal have boet her i riget indtil det fyldte 18. år, ligestilles
bopæl i et andet nordisk land indtil det fyldte 12. år med bo-
pæl her i riget, jf. § 4, stk. 3.
Det følger endvidere af indfødsretslovens § 4, stk. 2, at den,
der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har
været statsborger i et nordisk land, generhverver indfødsret-
ten, når han efter at have taget bopæl her i riget over for
statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring
herom.
2.1.2.2.4. Erhvervelse af dansk indfødsret i medfør af §§ 3-4
er betinget af, at den, som afgiver erklæring, godtgør, at den
pågældende derved mister sit statsborgerskab i andre stater,
jf. § 4 A, stk. 1. Der henvises til pkt. 2.1.2.1.2 ovenfor.
Af indfødsretslovens § 4 A, stk. 2, følger det, at erklæring
om erhvervelse af indfødsret i medfør af §§ 3-4 alene kan
afgives af personer, som på tidspunktet for erklæringens af-
givelse har lovligt ophold her i riget. Erklæring kan dog ikke
afgives, hvis der verserer en sag mod den pågældende, hvor
der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om udvis-
ning, eller hvor anklagemyndigheden som vilkår for et tilta-
lefrafald har fastsat, at den pågældende udvises.
En erklæring afgivet efter § 3, § 3 A eller § 4 afvises i hen-
hold til indfødsretslovens § 4 A, stk. 3, af den myndighed,
som erklæringen er fremsat over for, hvis myndigheden ikke
finder, at betingelserne for at erhverve dansk indfødsret ved
erklæring er opfyldt. Afvisning af en erklæring kan påklages
til Justitsministeriet.
2.1.2.2.5. Det følger af indfødsretslovens § 5, stk. 1, at hvis
en person erhverver indfødsret ved afgivelse af erklæring i
medfør af § 3, § 3 A eller § 4, tilkommer indfødsretten også
den pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre
det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være omfat-
tet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for
et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende
har del i forældremyndigheden over barnet, og at barnet er
ugift, under 18 år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er
det tillige en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter
dansk ret.
Som nævnt under pkt. 2.1.2.1.2 følger det af § 5, stk. 2, at
erhvervelse af dansk indfødsret efter bestemmelsens stk. 1
som udgangspunkt tillige er betinget af, at det godtgøres, at
barnet ved erhvervelsen mister sit statsborgerskab i andre
stater.
2.1.3. Cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om na-
turalisation
Som følge af det grundlæggende princip om så vidt muligt
at undgå dobbelt statsborgerskab er det som udgangspunkt
en forudsætning for at blive optaget på et lovforslag om ind-
fødsrets meddelelse, at ansøgeren er indforstået med at give
afkald på sit hidtidige statsborgerskab. Hvis ansøgeren ikke
automatisk mister sit hidtidige statsborgerskab ved naturali-
sationen, stilles der krav om løsning fra det hidtidige stats-
borgerskab som betingelse for erhvervelsen af indfødsret, jf.
cirkulæreskrivelsens § 4, stk. 1.
Kravet om løsning stilles dog ikke over for personer med
flygtningestatus her i landet, personer fra lande, hvor det er-
faringsmæssigt er umuligt eller forbundet med overordentlig
store vanskeligheder at blive løst, personer, der har fået af-
slag på løsning fra deres hidtidige statsborgerskab, eller per-
7
soner, hvor det er dokumenteret, at de pågældende har gjort
et seriøst, men forgæves forsøg på at blive løst fra deres hid-
tidige statsborgerskab, jf. cirkulæreskrivelsens § 4, stk. 2.
Har den, der naturaliseres, børn, herunder adoptivbørn, føl-
ger det af indfødsretslovens § 6, stk. 2, jf. § 5, stk. 1, at ind-
fødsretten også tilkommer den pågældendes barn, herunder
adoptivbarn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et
barn ikke skal være omfattet af erhvervelsen af indfødsret.
Det er en forudsætning for et barns erhvervelse af dansk ind-
fødsret, at den, der naturaliseres, har del i forældremyndig-
heden over barnet, og at barnet er ugift, under 18 år og bosat
her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en betingelse, at
adoptionen har gyldighed efter dansk ret.
Bestemmelsen i cirkulæreskrivelsens § 4, stk. 1, vedrørende
krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab gælder også
for mindreårige børn, såfremt løsning er muligt efter regle-
rne i deres hidtidige statsborgerskabslande. Mindreårige
børn kan dog efter Justitsministeriets oplysninger kun i få
lande give afkald på deres statsborgerskab, og de vil derfor i
praksis kun sjældent blive optaget på en lov om indfødsrets
meddelelse med krav om løsning.
Der stilles ikke krav om løsning over for personer, der opta-
ges på et lovforslag om indfødsrets meddelelse som biperso-
ner til en forælder.
2.1.4. Internationale konventioner
Danmark har tiltrådt følgende konventioner, der er relevante
for spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvi-
ses til pkt. 2.1.4.2 nedenfor.
Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af
tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer
med dobbelt statsborgerret. Der henvises til pkt. 2.1.4.3 ne-
denfor.
Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsbor-
gerret. Der henvises til pkt. 2.1.4.4 nedenfor.
2.1.4.1. Grundlovens § 19, stk. 1
Grundlovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige an-
liggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke
foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker
rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis op-
fyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som
iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden
folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig over-
enskomst, som er indgået med folketingets samtykke.«
Det følger således af grundlovens § 19, stk. 1, 3. pkt., at en
opsigelse af internationale forpligtelser, der er påtaget i
overensstemmelse med proceduren i grundlovens § 19, stk.
1, 2. pkt., vil skulle ske med Folketingets samtykke.
Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde af opsigelse, så-
vel når denne sker i overensstemmelse med den pågældende
konventions egne bestemmelser, som når den sker efter fol-
kerettens almindelige regler herom.
2.1.4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Danmark har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention (EMRK), som er inkorporeret i dansk ret, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998, som ændret ved
§ 10 i lov nr. 538 af 8. juni 2006.
EMRK artikel 8 har følgende ordlyd:
»Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familie-
liv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvel-
sen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse
med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af
hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed
eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller
forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden el-
ler for at beskytte andres rettigheder og friheder.«
Retten til et privatliv omfatter efter Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstols praksis retten til at etablere og udvik-
le bånd til andre mennesker og verden. Dermed bliver
aspekter af en persons sociale identitet omfattet af beskyttel-
sen.
Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stol garanterer EMRK artikel 8 ikke en ret til en bestemt na-
tionalitet, men det kan ikke udelukkes, at en vilkårlig næg-
telse af statsborgerskab efter omstændighederne kan give
anledning til spørgsmål i forhold til artikel 8. Der henvises i
den forbindelse til Domstolens dom af 12. januar 1999 i Ka-
rassev m.fl. mod Finland (no. 31414/96), Domstolens dom
af 11. oktober 2011 i Genovese mod Malta (no 53124/09),
Domstolens dom af 26. juni 2012 i Kurić m.fl. mod Sloveni-
en (no. 26828/06) og Domstolens afgørelse af 21. maj 2013
i Fehér og Dolník mod Slovakiet (14927/12 og 30415/12).
EMRK artikel 14 har følgende ordlyd:
»Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder
og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race,
farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, na-
tional eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet for-
hold.«
Det følger af Domstolens praksis, at beskyttelsen mod dis-
krimination i konventionens artikel 14 rækker udover de ret-
tigheder og friheder, som konventionens øvrige bestemmel-
ser beskytter, og således også finder anvendelse på de sup-
plerende rettigheder, der falder inden for området af en hvil-
ken som helst artikel i konventionen, og som staten frivilligt
har besluttet at stille til rådighed.
8
Det generelle formål med konventionens artikel 14 er såle-
des at sikre, at hvor staten opstiller rettigheder, som falder
inden for konventionens område, der går videre end mini-
mumskravene i konventionen, så bliver disse supplerende
rettigheder anvendt rimeligt og konsistent over for alle per-
soner på statens område, medmindre forskelsbehandlingen
er objektivt begrundet. Der henvises i den forbindelse bl.a.
til Domstolens dom af 13. juli 2011 i Clift mod Storbritanni-
en (no. 7205/07), pr. 60, og Domstolens ovennævnte dom i
Genovese mod Malta, pr. 34.
Domstolen fandt i Genovese mod Malta, at selv om retten til
statsborgerskab ikke som sådan er beskyttet af konventionen
– og selvom nægtelse af statsborgerskab i den konkrete sag
ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8 – havde
statsborgerskabets betydning for klagerens sociale identitet
en sådan karakter, at det bragte statsborgerskabet inden for
EMRK artikel 8’s generelle anvendelsesområde. Bestem-
melsen om et diskriminationsforbud i EMRK artikel 14
fandt derfor anvendelse i sagen.
Domstolen fandt derimod i Fehér og Dolník mod Slovakiet,
at sagen ikke rejste et spørgsmål i forhold til konventionens
artikel 8, idet klagerne havde fortabt deres statsborgerskab
ex lege som følge af deres egen beslutning om at søge og
opnå statsborgerskab i et andet land.
Det er ikke muligt på grundlag af den foreliggende praksis
fra Domstolen at angive præcise kriterier for, hvornår en
persons ønske om statsborgerskab ligger inden for EMRK
artikel 8’s generelle anvendelsesområde og dermed bliver
omfattet af diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14.
Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at kun
forskelsbehandling i sammenlignelige situationer er beskyt-
tet af bestemmelsen i EMRK artikel 14. Der henvises i den
forbindelse bl.a. til Domstolens Storkammerdom af 16.
marts 2010 i Carson m.fl. mod Storbritannien (42184/05).
Det kan endvidere udledes af Domstolens praksis, at en for-
skelsbehandling anses som diskriminerende, hvis den ikke
er begrundet i objektive og relevante forskelle (saglighed),
dvs. hvis den ikke forfølger et legitimt formål, og hvis der
ikke er et rimeligt forhold mellem de midler, der anvendes,
og det mål, der søges realiseret (proportionalitet). Der henvi-
ses i den forbindelse til Domstolens Storkammerdom af 16.
marts 2010 i Carson m.fl. mod Storbritannien (42184/05),
Domstolens Storkammerdom af 16. marts 2010 i Orsus m.fl.
mod Kroatien (15766/03) og Domstolens dom af 23. okto-
ber 1990 i Darby mod Sverige (11581/85).
Ved vurderingen af, om et indgreb er proportionalt, har sta-
terne en vis skønsmargin med hensyn til, hvilke forskelle,
der kan forskelsbehandles på baggrund af. Størrelsen af den-
ne skønsmargin afhænger dog af sagens nærmere omstæn-
digheder. Forskelsbehandling på baggrund af visse kriterier
vil som altovervejende hovedregel udgøre en krænkelse,
f.eks. race, køn og fødsel uden for ægteskab. Herudover vil
forskelsbehandling på baggrund af national oprindelse kun-
ne udgøre en krænkelse. Der henvises i den forbindelse til
Domstolens dom af 16. september 1996 i Gaygusuz mod
Østrig (17371/90).
2.1.4.3. Europarådets konvention af 6. maj 1963 om be-
grænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-
nepligt for personer med dobbelt statsborgerret
Konventionens bestemmelser indeholder en forpligtelse for
de kontraherende stater til at begrænse tilfælde af dobbelt
statsborgerskab.
Efter konventionens artikel 1, stk. 1, mister statsborgere,
som har nået myndighedsalderen, og som af egen fri vilje,
enten gennem naturalisation, option eller generhvervelse,
opnår statsborgerret hos en anden part, deres hidtidige stats-
borgerret. De kan ikke få tilladelse til at beholde denne.
Det følger endvidere af konventionens artikel 2, at en person
med statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater
kan give afkald på sin statsborgerret i en eller flere af disse
med samtykke fra den kontraherende part, hvis nationalitet
han ønsker at give afkald på. Bestemmelsen fastsætter end-
videre, hvornår staten er afskåret fra at nægte sit samtykke
hertil.
Efter konventionens artikel 7, stk. 1, er der mulighed for, at
en kontraherende stat på tidspunktet for undertegnelsen eller
samtidig med deponeringen af dens ratifikations-, accept- el-
ler godkendelsesinstrument kan erklære, at den kun vil an-
vende bestemmelserne i konventionens kapitel 1 eller i kapi-
tel 2. Konventionens kapitel 1 omfatter bestemmelser om
begrænsning af dobbelt statsborgerskab.
Følgende lande har ratificeret konventionen: Belgien, Dan-
mark, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Nor-
ge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. Heraf har
Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Spanien,
Storbritannien og Sverige i forbindelse med ratifikationen af
konventionen taget forbehold for anvendelsen af konventio-
nens kapitel 1.
Tyskland valgte i 2001 med virkning fra 2002 at opsige hele
konventionen, da der ikke på daværende tidspunkt var mu-
lighed for en partiel opsigelse af konventionen.
Ved aftale af 2. april 2007 mellem de kontraherende stater
og Europarådets generalsekretær er der åbnet mulighed for,
at en kontraherende stat kan opsige konventionens kapitel 1,
dvs. at en stat kan vælge alene at opsige konventionen del-
vist.
Varslet er for såvel hel som delvis opsigelse af konventio-
nen på et år, jf. konventionens artikel 12.
Folketingets samtykke blev ikke indhentet forud for ratifika-
tion af traktaten i 1972. En hel eller delvis opsigelse af kon-
ventionen forudsætter således ikke folketingets samtykke, jf.
grundlovens § 19, stk. 1, 3. pkt., modsætningsvist. Der hen-
vises nærmere til pkt. 2.1.4.1 ovenfor.
9
2.1.4.4. Europarådets konvention af 6. november 1997
om statsborgerret
2.1.4.4.1. Generelt om konventionen
Konventionen fastlægger principper og regler for fysiske
personers statsborgerret samt regler vedrørende værneplig-
ten i tilfælde af dobbelt statsborgerret, som de kontraheren-
de staters nationale lovgivning skal være i overensstemmel-
se med. Konventionen fastslår bl.a., at enhver har ret til at
besidde statsborgerskab, at statsløshed skal undgås, og at in-
gen på et vilkårligt grundlag skal kunne fratages sin stats-
borgerret.
Herudover fremgår det af konventionens artikel 14, at en
kontraherende stat skal tillade, at børn, som ved fødslen
automatisk har erhvervet statsborgerret i forskellige lande,
bevarer denne, ligesom en kontraherende stat skal tillade si-
ne statsborgere at være i besiddelse af fremmed statsborger-
ret, såfremt denne erhverves automatisk ved ægteskab.
Af konventionens artikel 15 fremgår det endvidere, at kon-
ventionens bestemmelser ikke begrænser en kontraherende
stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme, hvorvidt
statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsbor-
gerret i en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsbor-
gerret i den kontraherende stat, og hvorvidt erhvervelse eller
bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald på eller for-
tabelse af fremmed statsborgerret.
Det følger desuden af konventionens artikel 16, at en kontra-
herende stat ikke må gøre en persons erhvervelse eller beva-
relse af statsborgerret betinget af, at vedkommende giver af-
kald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt afkald
eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan
påkræves.
Endelig fremgår det af konventionens artikel 17, stk. 1, at
statsborgere, som bor i en kontraherende stat, og som har
fremmed statsborgerret, i den kontraherende stat skal have
samme rettigheder og forpligtelser som statens øvrige stats-
borgere. Bestemmelserne i artikel 14-17 vedrører dog efter
artikel 17, stk. 2, ikke folkerettens regler vedrørende diplo-
matisk eller konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat
yder en af sine statsborgere, der samtidigt har fremmed
statsborgerret, ligesom bestemmelserne ikke vedrører de
kontraherende staters anvendelse af internationale privatret-
lige regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.
Det vil således ikke være nødvendigt at opsige hele eller de-
le af denne konvention for at tillade dobbelt statsborgerskab
i videre omfang.
2.1.4.4.2. Diskriminationsforbuddet i konventionen
Konventionens artikel 5 har følgende ordlyd:
»1. En kontraherende stats regler vedrørende statsborgerret
må ikke indeholde forskelle eller omfatte praksis, der inde-
bærer, at der finder forskelsbehandling sted på grund af køn,
religion, race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.
2. Enhver kontraherende stat skal følge princippet om ikke
at forskelsbehandle sine statsborgere, uanset om de har er-
hvervet indfødsret ved fødslen eller efterfølgende.«
Konventionens artikel 5, stk. 1, finder anvendelse på regler
om opnåelse af statsborgerskab såvel ved fødslen som ved
naturalisation.
Det fremgår bl.a. af den forklarende rapport til konventio-
nens artikel 5, stk. 1, at det følger af statsborgerskabets ka-
rakter, at staterne må fastsætte visse kriterier for, hvem der
udgør landets statsborgere. Disse kriterier kan i visse tilfæl-
de føre til særbehandling (preferential treatment), f.eks. i re-
lation til krav om kendskab til landets sprog, afstamning el-
ler fødested. Der er således ved oplistningen af diskriminati-
onsgrunde udeladt nogle af de grunde, som fremgår af
EMRK artikel 14 (bl.a. fødsel og sprog), idet det blev vurde-
ret, at disse grunde ikke udgør diskrimination i relation til
tildeling af statsborgerskab.
Herudover er det forudsat i den forklarende rapport, at lan-
dene kan give positiv særbehandling til statsborgere fra be-
stemte andre lande, f.eks. andre EU-lande. Dette vil i givet
fald udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet,
som ikke er omfattet af forbuddet i bestemmelsen, og ikke
forskelsbehandling på grundlag af national oprindelse, som
er omfattet af forbuddet i bestemmelsen.
Konventionens artikel 5, stk. 2, supplerer stk. 1, idet denne
bestemmelse indeholder et generelt forbud mod forskelsbe-
handling mellem statsborgere afhængig af, om de har opnået
statsborgerskabet ved fødslen eller ved naturalisation. Be-
stemmelsen er ikke begrænset til statsborgerskabslovgivnin-
gen.
Det følger dog af den forklarende rapport til bestemmelsen,
at det med formuleringen »skal følge princippet om« er til-
sigtet, at bestemmelsen alene er en hensigtserklæring, og
derfor ikke er en bindende regel, som skal følges i alle til-
fælde.
2.1.5. EU-retten
Unionsborgerskabet blev indført med Maastricht-traktaten,
der trådte i kraft den 1. november 1993. Med Amsterdam-
traktaten i 1999 blev det traktatfæstet, at unionsborgerskabet
ikke træder i stedet for de nationale statsborgerskaber, men
blot supplerer disse.
Bestemmelsen om unionsborgerskabet, der i dag fremgår af
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (her-
efter TEUF) artikel 20, har følgende ordlyd:
»1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har
enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborger-
skab er et supplement til det nationale statsborgerskab og
træder ikke i stedet for dette.
10
2. Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de
pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende
rettigheder:
a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlems-
staternes område
b) de har valgret og er valgbare ved valg til Europa-Parla-
mentet og ved kommunale valg i den medlemsstat,
hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsbor-
gerne i denne stat
c) de nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de
er statsborgere i, ikke er repræsenteret, beskyttelse hos
enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myn-
digheder på samme vilkår som statsborgere i denne
medlemsstat
d) de har ret til at indgive andragender til Europa-Parla-
mentet og til at henvende sig til Den Europæiske Om-
budsmand samt til Unionens institutioner og rådgiven-
de organer på et af traktaternes sprog og få svar på
samme sprog.
Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de
betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger
vedtaget med henblik på deres gennemførelse.«
Selv om regler vedrørende erhvervelse og fortabelse af stats-
borgerskab henhører under medlemsstaternes og ikke EU’s
kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-
retten i de situationer, der omfattes af EU-retten. EU-Dom-
stolen har således i sagen C-135/08, Rottman, udtalt, at det
tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med folke-
retten at definere betingelserne for erhvervelse og fortabelse
af statsborgerskab, men at medlemsstaterne ved udøvelse af
deres kompetence vedrørende statsborgerskab skal overhol-
de EU-retten, jf. dommens præmis 39 og 41.
I den forbindelse udtalte EU-Domstolen, at en situation,
hvor en unionsborger konfronteres med en beslutning om
tilbagekaldelse af en naturalisation, der er vedtaget af en
medlemsstats myndigheder, og hvorved den pågældende ef-
ter at have mistet sit oprindelige statsborgerskab i en anden
medlemsstat sættes i en situation, der kan medføre fortabel-
se af den status, som den pågældende er tildelt efter TEUF
artikel 20 og af de dertil knyttede rettigheder, efter sin natur
og sine konsekvenser er omfattet af EU-retten, jf. præmis
42.
I et sådant tilfælde skal beslutningen om tilbagekaldelse
overholde proportionalitetsprincippet for så vidt angår virk-
ningerne heraf for den berørte persons situation i forhold til
EU-retten, jf. præmis 55.
EU-Domstolen udtalte herom, at »henset til den betydning,
som den primære ret tillægger unionsborgerskabet, bør der i
forbindelse med undersøgelsen af en beslutning om tilbage-
kaldelse af en naturalisation tages hensyn til eventuelle virk-
ninger, denne beslutning har for den berørte person og i gi-
vet fald for hans familiemedlemmer, for så vidt angår forta-
belsen af de rettigheder, enhver unionsborger nyder godt
af«, jf. præmis 56.
EU-Domstolen konkluderede således, at EU-retten, navnlig
TEUF artikel 20, »... ikke er til hinder for, at en medlemsstat
tilbagekalder en unionsborgers statsborgerskab i denne med-
lemsstat, som er erhvervet ved naturalisation, når dette er
opnået svigagtigt, under forudsætning af, at denne beslut-
ning om tilbagekaldelse overholder proportionalitetsprincip-
pet«, jf. præmis 59.
2.2. Arbejdsgruppens overvejelser
Som opfølgning på regeringsgrundlaget »Et Danmark, der
står sammen« fra oktober 2011 nedsatte regeringen i decem-
ber 2012 en tværministeriel arbejdsgruppe, der fik til opgave
at undersøge, hvorledes en ny regulering af dobbelt statsbor-
gerskab kan udformes.
Arbejdsgruppen har i marts 2014 afgivet sin rapport om
dobbelt statsborgerskab.
I rapporten er den gældende regulering af dobbelt statsbor-
gerskab indledningsvist gennemgået. Der henvises herom
nærmere til pkt. 2.1 ovenfor.
2.2.1. Retsvirkningerne af dansk statsborgerskab i den
gældende lovgivning
Det fremgår af rapporten om dobbelt statsborgerskab, at ar-
bejdsgruppen har anmodet samtlige ministerier om en udta-
lelse om, i hvilket omfang den gældende danske lovgivning
indeholder bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, at en
person har dansk statsborgerskab.
Af rapporten fremgår det sammenfattende, at de oplysnin-
ger, som arbejdsgruppen har indhentet, viser, at der på en
række områder findes bestemmelser, hvor dansk statsbor-
gerskab er tillagt betydning i den gældende lovgivning. Det
drejer sig om et bredt spekter af bestemmelser inden for om-
råder som bl.a. borgerlige og forfatningsmæssige rettighe-
der, regler om ansættelse som tjenestemand, visse erhvervs-
forhold samt inden for reguleringen af kulturarv m.v.
For så vidt angår retten til at modtage velfærdsydelser inden
for det uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige samt
sociale og sundhedsmæssige område kan det imidlertid på
baggrund af ministeriernes høringssvar generelt udledes, at
dansk statsborgerskab kun i begrænset omfang tillægges be-
tydning for retten til at opnå de pågældende ydelser. I relati-
on til skattepligt i Danmark er det generelt oplyst, at dansk
statsborgerskab ikke er afgørende.
Der kan henvises til rapporten, side 25-51.
2.2.2. Fremmed ret
Det fremgår af rapporten, at arbejdsgruppen har iværksat
høringer af en række lande med henblik på at afdække,
hvordan reglerne om dobbelt statsborgerskab er udformet i
andre lande.
De indhentede oplysninger har ifølge rapporten samlet set
vist, at dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud – det vil
11
sige såvel for landets egne statsborgere, der erhverver et
fremmed statsborgerskab, som for andre landes statsborgere,
der erhverver statsborgerskab i det pågældende land – i Bel-
gien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island,
Italien, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien,
Schweiz, Sverige, Storbritannien og Ungarn.
De indhentede oplysninger har endvidere vist, at statsbor-
gerretslovgivningen i Estland, Holland, Litauen, Norge,
Tjekkiet og Østrig er baseret på et princip om at begrænse
dobbelt statsborgerskab, og at dobbelt statsborgerskab såle-
des alene accepteres i meget begrænset omfang i disse lan-
de.
Herudover har de indhentede oplysninger vist, at statsbor-
gerretslovgivningen i Spanien, Bulgarien, Slovakiet, Tysk-
land, Slovenien og Letland indeholder regler, der bygger på
forskellige modeller, hvor dobbelt statsborgerskab accepte-
res i varierende udstrækning.
Det fremgår endelig af de indhentede oplysninger, at visse
af de lande, som har valgt at indføre regler om accept af
dobbelt statsborgerskab, har valgt også at indføre over-
gangsregler om generhvervelse af et tidligere fortabt stats-
borgerskab, mens andre lande har valgt ikke at indføre en
sådan ordning. Sammenfattende fremgår det af de indhente-
de oplysninger, at der i Sverige, Finland, Island, Portugal og
Bulgarien i tilknytning til indførelsen af regler om accept af
dobbelt statsborgerskab har været etableret en overgangs-
ordning.
Der kan henvises til rapporten, side 52-72.
2.2.3. Hensyn for og imod øget accept af dobbelt stats-
borgerskab
2.2.3.1. Det fremgår af rapporten, at der i de senere år flere
gange har været rejst spørgsmål ved, om de gældende regler
om dobbelt statsborgerskab bør ændres.
Rapporten indeholder en nærmere beskrivelse af, hvilke ar-
gumenter der i den forbindelse har været fremført til støtte
for dels en øget accept af dobbelt statsborgerskab, dels en
bevarelse af den gældende regulering af dobbelt statsborger-
skab.
2.2.3.2. Det fremgår af rapporten, at følgende argumenter
har været fremført til støtte for en øget accept af dobbelt
statsborgerskab og dermed for en ændring af de gældende
regler herom:
– den stigende vækst og internationalisering, herunder
øget arbejdsudbud,
– engagement i lokalsamfundet m.v.,
– familiemæssige forhold og
– økonomiske forhold.
Det har således bl.a. været fremført, at i en tid, hvor man øn-
sker at fremme økonomiske, kulturelle og politiske forbin-
delser på tværs af landegrænser med henblik på at skabe
bedre muligheder for vækst, og hvor dette bl.a. sikres ved at
tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til Danmark,
og ved at højtuddannede danskere bestrider stillinger i inter-
nationale virksomheder i udlandet, kan regler om øget ac-
cept af dobbelt statsborgerskab afhjælpe nogle af de uhen-
sigtsmæssigheder, som visse oplever, når de bosætter sig i et
andet land.
Det fremgår endvidere af rapporten, at det i flere lande er et
krav, at man er statsborger i det pågældende land, hvis man
ønsker at engagere sig i lokalsamfundet i officielt embede
eller på ens børns skole m.v., og at det for personer, der har
boet i et andet land end deres hjemland i mange år, kan op-
leves som frustrerende ikke at kunne få lov til at få indfly-
delse på vigtige beslutninger, der påvirker de pågældendes
dagligdag, uden at give afkald på deres oprindelige statsbor-
gerskab.
Endelig kan en opgivelse af det oprindelige statsborgerskab
i visse tilfælde medføre uhensigtsmæssige konsekvenser for
familiemæssige forhold, ligesom det fremgår af rapporten,
at udlændinge i visse tilfælde stilles ringere end et lands eg-
ne statsborgere i relation til eksempelvis forhold som pensi-
onsopsparing, forsikringer, rentesatser på lån, arveafgift,
mulighed for at hensidde i uskiftet bo, mulighed for som
studerende at opnå legater samt i forhold til fastansættelse i
visse stillinger.
Det fremgår af rapporten, at det generelt kan udledes, at en
øget accept af dobbelt statsborgerskab for mange danskere
bosat i udlandet og udlændinge bosat i Danmark vil betyde,
at mange af de nævnte udfordringer ikke længere vil være til
stede, og at det derfor vil være lettere at arbejde og bosætte
sig i udlandet.
Der henvises nærmere til rapporten, side 73-74.
2.2.3.3. Det fremgår af rapporten, at følgende argumenter
har været fremført til støtte for den hidtidige restriktive re-
gulering af dobbelt statsborgerskab:
– loyalitetshensyn,
– valgret og valgbarhed,
– diplomatisk og konsulær bistand,
– beskæftigelse inden for offentlige hverv, herunder i det
diplomatiske korps,
– værnepligt og
– lovkonflikter på det strafferetlige område.
Det har således bl.a. ofte været fremhævet, at en person op-
når et særligt tilhørsforhold og en særlig loyalitet over for
det land, hvor den pågældende er statsborger.
Det fremgår i forhold til spørgsmålet om valgret og valgbar-
hed bl.a. af rapporten, at den danske valglovgivning bygger
på et princip, hvorefter valgret og valgbarhed til Folketinget
som udgangspunkt er betinget af, at den pågældende har bo-
pæl her i riget.
I relation til retten til diplomatisk og konsulær bistand for
personer med dobbelt statsborgerskab har navnlig to pro-
blemstillinger været fremhævet. Den ene vedrører den situa-
12
tion, hvor flere stater, hvori vedkommende er statsborger,
yder diplomatisk eller konsulær bistand mod en tredjestat.
Den anden vedrører den situation, hvor en stat ønsker at yde
diplomatisk eller konsulær bistand mod en anden stat, hvor
vedkommende tillige er statsborger.
I forhold til spørgsmålet om diplomatisk og konsulær bi-
stand mod en tredjestat er det i rapporten anført, at det følger
af Haag-konventionen af 12. april 1930 om visse spørgsmål
vedrørende lovkonflikter om statsborgerskab, at såfremt en
personer med to eller flere statsborgerskaber opholder sig i
en tredjestat, skal denne person af tredjestaten alene aner-
kendes som værende statsborger i den stat, hvor han har fast
bopæl, eller den stat, som han er tættest knyttet til.
Danmark anvender i forhold til den situation, hvor en stat
ønsker at yde diplomatisk eller konsulær bistand mod en an-
den stat, hvor vedkommende tillige er statsborger, den fol-
keretlige regel, der er kodificeret i Haag-konventionens arti-
kel 4. Det følger heraf, at en stat ikke må yde diplomatisk
eller konsulær bistand til en af statens borgere imod en stat,
hvor borgeren tillige er statsborger. Danmark vil på den bag-
grund som udgangspunkt ikke kunne yde diplomatisk eller
konsulær bistand til en dansk statsborger, der opholder sig i
et land, hvor vedkommende tillige er statsborger, hvis op-
holdsstaten modsætter sig dette.
Vedrørende spørgsmålet om beskæftigelse inden for offent-
lige hverv fremgår det af rapporten, at det bl.a. ved hvervet
som dommer og ved beskæftigelse som politibetjent efter
praksis er et krav, at man er dansk statsborger. Dobbelt
statsborgerskab er imidlertid ikke til hinder for at bestride
disse hverv. Det fremgår endvidere, at dobbelt statsborger-
skab ikke er til hinder for ansættelse i Det Danske Forsvar,
men at det dog undersøges i forbindelse med ansættelse i
forsvaret, om der er tale om en person med dobbelt statsbor-
gerskab. Desuden er dobbelt statsborgerskab ikke som ud-
gangspunkt til hinder for beskæftigelse i det diplomatiske
korps.
Det fremgår i relation til spørgsmålet om værnepligt af rap-
porten, at der bl.a. kan opstå konflikt i forhold til anerken-
delse af, at værnepligt er aftjent i det ene af de lande, hvor
en person er statsborger, samt i forhold til den pågældendes
indtræden i militæret, såfremt der er en krigstilstand mellem
de to stater. Det er i den forbindelse i rapporten bl.a. anført,
at det følger af kapitel 2 i den europæiske konvention om
begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værne-
pligt for personer med dobbelt statsborgerret, at en person
med dobbelt statsborgerskab som udgangspunkt alene skal
aftjene værnepligt i den stat, på hvis territorium han har fast
bopæl, og at vedkommende, når han har aftjent sin værne-
pligt i denne stat, må anses for at have opfyldt sine militære
forpligtelser over for enhver anden part, i hvis land han også
har statsborgerskab. Den europæiske konvention om stats-
borgerret fra 1997 følger princippet i 1963-konventionen.
Det er således i konventionens artikel 21 bestemt, at perso-
ner med statsborgerskab i to eller flere kontraherende stater
kun skal aftjene værnepligt i en af disse stater.
Endelig fremgår det af rapporten, at dansk statsborgerskab
ikke har betydning for muligheden for at få en person udle-
veret til Danmark, men at en række lande dog ikke udleverer
egne statsborgere. Det dobbelte statsborgerskab vil da kunne
få betydning i den forstand, at en statsborger vil kunne være
beskyttet af det pågældende andet lands regler om udleve-
ring af egne statsborgere. En sådan beskyttelse tilkommer
imidlertid også personer uden dobbelt statsborgerskab, hvis
de pågældende er statsborgere i et land, hvis lovgivning er
til hinder for udlevering af egne statsborgere, og de flygter
dertil. Efter de gældende regler om udlevering af lovover-
trædere er der endvidere mulighed for under visse omstæn-
digheder at udlevere danske statsborgere – herunder perso-
ner med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene er dansk –
til stater både i og uden for Den Europæiske Union.
Der henvises nærmere til rapporten, side 75-78.
2.2.4. Modeller for accept af dobbelt statsborgerskab
2.2.4.1. Arbejdsgruppen har i sin rapport opstillet en række
mulige modeller for øget accept af dobbelt statsborgerskab.
Det fremgår således af rapporten, at et regelsæt, der indebæ-
rer en øget accept af dobbelt statsborgerskab, kan udformes
på forskellige måder. Der vil kunne indføres en fuld adgang
til dobbelt statsborgerskab, eller der vil kunne indføres be-
stemmelser, der i forskellige udformninger indebærer en
delvis accept af dobbelt statsborgerskab. De opstillede mo-
deller for en delvis accept af dobbelt statsborgerskab vil i
vidt omfang kunne kombineres indbyrdes.
2.2.4.2. Det fremgår indledningsvist af rapporten, at hvis
Danmark beslutter i videre omfang at tillade dobbelt stats-
borgerskab, kan det blive nødvendigt, at Danmark opsiger
enten hele Europarådets konvention af 6. maj 1963 om be-
grænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt
for personer med dobbelt statsborgerret eller på baggrund af
den særlige aftale mellem de kontraherende parter af 2. april
2007 opsiger konventionens kapitel 1 om begrænsning i an-
tallet af tilfælde af dobbelt statsborgerret. Der henvises nær-
mere til pkt. 2.1.4.3 ovenfor.
Det fremgår endvidere af rapporten, at Danmark inden for
sin forpligtelse efter Europarådets konvention af 6. novem-
ber 1997 om statsborgerret vil have mulighed for generelt at
tillade dobbelt statsborgerskab, ligesom der vil være mulig-
hed for at differentiere, således at dobbelt statsborgerskab
alene tillades i forhold til visse lande. Der henvises nærmere
til pkt. 2.1.4.4 ovenfor.
Spørgsmålet om en øget anerkendelse af dobbelt statsbor-
gerskab vil desuden skulle vurderes i forhold til EMRK arti-
kel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv og
EMRK artikel 14 om forbud mod diskriminering, hvis der er
tale om forskelsbehandling. Det bemærkes i rapporten hertil,
at det er forbundet med usikkerhed, i hvilket omfang adgan-
gen til at opnå eller bevare flere statsborgerskaber er beskyt-
tet af EMRK, og således hvorvidt Danmark er forpligtet til
13
at undgå diskrimination i denne forbindelse. Der henvises
nærmere til pkt. 2.1.4.2 ovenfor.
Det fremgår herudover af rapporten, at det følger af artikel
16 i Europarådets konvention af 6. november 1997, at en
kontraherende stat ikke må gøre en persons erhvervelse eller
bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende gi-
ver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt
afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelig-
hed kan påkræves.
Et krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab for andre
landes statsborgere – uanset hvilken model, der måtte øns-
kes – vil derfor alene kunne stilles med de begrænsninger,
der også gælder i dag. Der vil på den baggrund ikke kunne
stilles krav om løsning over for ansøgere med flygtningesta-
tus her i landet, ansøgere fra lande, hvor det erfaringsmæs-
sigt er umuligt eller forbundet med overordentlig store van-
skeligheder at blive løst, ansøgere, der har fået afslag på løs-
ning fra hidtidigt statsborgerskab, eller ansøgere, der har do-
kumenteret, at de pågældende har gjort et seriøst, men for-
gæves forsøg på at blive løst fra deres hidtidige statsborger-
skab, jf. § 4, stk. 2, i cirkulæreskrivelsen om naturalisation.
Det fremgår endvidere af rapporten, at der ikke efter de op-
stillede modeller vil blive stillet krav om, at det i forhold til
børn, der optages på et lovforslag om indfødsrets meddelel-
se som bipersoner, skal godtgøres, at de pågældende derved
mister deres statsborgerskab i andre lande, jf. herved ind-
fødsretslovens § 6, stk. 2.
Endelig fremgår det af rapporten, at bestemmelsen i ind-
fødsretslovens § 8 ikke vil blive berørt af de modeller for en
øget anerkendelse af dobbelt statsborgerskab, som arbejds-
gruppen har opstillet. Det følger af indfødsretslovens § 8,
stk. 1, at den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i
riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder
på samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret
ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved
bliver statsløs. Justitsministeren, eller den, ministeren be-
myndiger dertil, kan dog efter ansøgning indgivet inden det-
te tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.
2.2.4.3. Der er i rapporten opstillet følgende mulige model-
ler for øget accept af dobbelt statsborgerskab:
Fuld adgang til dobbelt statsborgerskab
Én mulig model er en ubetinget generel accept af dobbelt
statsborgerskab, hvor der fremadrettet ikke længere stilles
krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab for personer,
der erhverver dansk indfødsret, ligesom bestemmelsen om,
at danske statsborgere, der efter ansøgning eller udtrykkeligt
samtykke m.v. opnår statsborgerskab i et andet land, auto-
matisk mister deres danske statsborgerskab, ophæves.
Personer, der naturaliseres eller erklærer sig danske, vil såle-
des ikke skulle dokumentere, at de er blevet løst fra deres
hidtidige statsborgerskab. Ligeledes vil danske statsborgere,
der rejser ud af landet, kunne erhverve et fremmed statsbor-
gerskab, uden at de pågældende herved som følge af dansk
indfødsretslovgivning fortaber deres danske statsborgerskab.
Det fremgår af rapporten, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen ikke rejser
spørgsmål i forhold til bestemmelsen om forskelsbehandling
i EMRK artikel 14 i sammenhæng med artikel 8 eller stats-
borgerretskonventionens artikel 5.
Dobbelt statsborgerskab for borgere fra EU-lande, EØS-
lande og Schweiz
Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de
øvrige EU-lande, EØS-lande og Schweiz at blive dobbelte
statsborgere, således at der for disse borgeres vedkommende
ikke stilles krav om løsning, når de opnår dansk statsborger-
skab. Ligeledes vil danske statsborgere, der erhverver stats-
borgerskab i de pågældende lande, ikke automatisk fortabe
deres danske statsborgerskab.
Det fremgår af rapporten, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen ikke vurde-
res at rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sam-
menhæng med artikel 8, selv om modellen indebærer en for-
skelsbehandling mellem på den ene side statsborgere fra
EU-lande, EØS-lande og Schweiz og på den anden side
tredjelandsstatsborgere. Tilsvarende kan modellen ikke anta-
ges at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskonventio-
nens artikel 5, stk. 1.
Dobbelt statsborgerskab for borgere fra de nordiske lande
Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de
øvrige nordiske lande at blive dobbelte statsborgere, således
at der for disse borgeres vedkommende ikke stilles krav om
løsning, når de opnår dansk statsborgerskab. Ligeledes vil
danske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i de på-
gældende lande, ikke automatisk fortabe deres danske stats-
borgerskab.
Ved de nordiske lande forstås Danmark, Finland, Island,
Norge og Sverige.
Det er i rapporten anført, at disse lande har et betydeligt hi-
storisk, kulturelt og sprogligt fællesskab, som bl.a. har givet
sig udslag i samarbejdet i Nordisk Råd, som danner rammen
om det nordiske samarbejde inden for retsvæsen, kultur,
samfærdsel, miljø samt sociale og økonomiske forhold.
Det fremgår af rapporten, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
14
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen ikke vurde-
res at rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sam-
menhæng med artikel 8, selv om modellen indebærer en for-
skelsbehandling mellem på den ene side statsborgere fra de
nordiske lande og på den anden side tredjelandsstatsborgere.
Modellen kan desuden ikke antages at rejse spørgsmål i for-
hold til statsborgerretskonventionens artikel 5, stk. 1.
Dobbelt statsborgerskab for borgere fra NATO-lande
Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de
øvrige NATO-lande at blive dobbelte statsborgere, således
at der for disse borgeres vedkommende ikke stilles krav om
løsning, når de opnår dansk statsborgerskab. Ligeledes vil
danske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i de på-
gældende lande, ikke automatisk fortabe deres danske stats-
borgerskab.
NATO’s 28 medlemslande er Albanien, Belgien, Bulgarien,
Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Island,
Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlan-
dene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slove-
nien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland,
Ungarn og USA.
Det fremgår af rapporten, at formålet med NATO bl.a. har
været at have en afskrækkende virkning på det tidligere
Sovjetunionen, men også at styrke den europæiske politiske
integration. NATO-samarbejdet er fastlagt i en multilateral
aftale, der bygger på gensidige rettigheder og pligter inden
for nogle afgrænsede områder. Medlemslandene har bl.a.
ved artikel 5 i den Nordatlantiske Traktat af 4. april 1949
forpligtet sig til at anse et angreb på et medlemsland som et
angreb på dem alle. Disse lande har således på visse områ-
der et betydeligt historisk og politisk, herunder sikkerheds-
politisk, interessefællesskab.
Det er i rapporten anført, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen rejser
spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng
med artikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehand-
ling mellem på den ene side statsborgere fra NATO-lande
og på den anden side tredjelandsstatsborgere. Modellen kan
ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerrets-
konventionens artikel 5, stk. 1.
Krav om løsning for udlændinge, der bliver danske statsbor-
gere, men ikke automatisk fortabelse for danske statsborge-
re, der søger fremmed statsborgerskab
Der kan vælges en model, hvor der sker en differentiering
mellem oprindeligt danske statsborgere og andre landes
statsborgere. Det kan eksempelvis inden for disse rammer
tillades, at oprindeligt danske statsborgere kan erhverve et
andet lands statsborgerskab, uden at de derved fortaber de-
res danske statsborgerskab, mens det fortsat for andre landes
statsborgere, der bliver danske, vil være et krav, at de løses
fra deres hidtidige statsborgerskab.
Det fremgår af rapporten, at en sådan model særligt vil kun-
ne tilgodese administrative hensyn. Det er således ikke van-
skeligt for de danske myndigheder at påse, at en statsborger
i et andet land, der søger dansk statsborgerskab, bliver løst
fra sit andet statsborgerskab. De danske myndigheder bliver
derimod ikke i alle tilfælde orienteret om, at en dansk stats-
borger søger statsborgerskab i et andet land, hvorfor det i
højere grad beror på tilfældighed, om de danske myndighe-
der bliver orienteret om, at en dansk statsborger automatisk
har fortabt sit statsborgerskab.
Det er i rapporten bemærket, at en model, hvor der stilles
krav om løsning i forbindelse med erhvervelse af dansk
statsborgerskab, men hvor danske statsborgere, der erhver-
ver et fremmed statsborgerskab, ikke automatisk fortaber det
danske statsborgerskab, vil kunne føre til en form for omgå-
else. Personer, der bliver løst fra deres oprindelige statsbor-
gerskab i et land, hvor det ikke er forbundet med særlige
vanskeligheder at generhverve et mistet statsborgerskab, vil
således kunne acceptere at blive løst fra deres oprindelige
statsborgerskab og vil derefter, når de har opnået dansk
statsborgerskab, kunne generhverve deres oprindelige stats-
borgerskab uden at miste det danske statsborgerskab.
Det fremgår af rapporten, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen rejser visse
spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng
med artikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehand-
ling mellem personer, der allerede er danske statsborgere, og
personer, der opnår dansk statsborgerskab. En sådan positiv
særbehandling af danske statsborgere må imidlertid ifølge
rapporten anses for at være objektiv og saglig.
Modellen kan ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til
statsborgerretskonventionens artikel 5, stk. 1. For så vidt an-
går statsborgerretskonventionens artikel 5, stk. 2, bemærkes
det i rapporten, at der med modellen sker forskelsbehandling
mellem personer, der har statsborgerskab i landet i forvejen,
og personer, der står foran erhvervelse af statsborgerskab.
De personer, der står foran erhvervelse af statsborgerskab,
kan imidlertid ikke klassificeres som danske statsborgere,
hvorfor det må antages, at bestemmelsen ikke finder anven-
delse i denne situation. Bestemmelsen er endvidere alene en
hensigtserklæring.
15
Dobbelt statsborgerskab for borgere fra lande, hvormed der
er indgået folkeretlig aftale
Der kan vælges en model, hvor dobbelt statsborgerskab ac-
cepteres for borgere fra lande, som Danmark har indgået fol-
keretlig aftale med om (gensidig) accept af dobbelt statsbor-
gerskab. Regeringens adgang til at indgå sådanne aftaler føl-
ger af grundlovens § 19.
Det fremgår af rapporten, at der, hvis denne model vælges,
vil skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret.
Det fremgår endvidere af rapporten, at modellen rejser
spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng
med artikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehand-
ling mellem på den ene side statsborgere i bestemte lande,
som Danmark måtte indgå en folkeretlig aftale med, og på
den anden side tredjelandsstatsborgere. Modellen kan ikke
antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskon-
ventionens artikel 5, stk. 1.
Andre modeller for accept af dobbelt statsborgerskab
I rapporten er der endelig beskrevet visse andre former for
reguleringer af dobbelt statsborgerskab, herunder anerken-
delse af dobbelt statsborgerskab, hvis opgivelsen af et uden-
landsk statsborgerskab vil medføre væsentlige ulemper ud
over tabet af borgerlige rettigheder i oprindelseslandet, aner-
kendelse af dobbelt statsborgerskab for borgere fra konkrete
lande udpeget på baggrund af stærke historiske og kulturelle
bånd samt anerkendelse af dobbelt statsborgerskab alene for
borgere fra andre lande, men ikke for egne statsborgere.
Der henvises nærmere om de i rapporten opstillede modeller
for øget accept af dobbelt statsborgerskab til rapportens ka-
pitel 5, side 80-90.
2.2.5. Overgangsregler
Det fremgår af rapporten, at mange danske statsborgere op-
lever det som et problem, at de ikke i forbindelse med, at de
bosætter sig i udlandet, kan opnå statsborgerskab i deres bo-
pælsland uden at skulle opgive deres danske statsborger-
skab. Nogle har på den baggrund valgt at opretholde deres
danske statsborgerskab med den konsekvens, at de ikke i
ønsket omfang har mulighed for at yde et aktivt bidrag i de-
res lokalsamfund. For andre har det udgjort så stor en ulem-
pe i dagligdagen ikke at være statsborger i deres bopælsland,
at de pågældende har valgt at opgive deres danske statsbor-
gerskab for fuldt ud at kunne integrere sig i bopælslandet.
For de personer, der endnu ikke har opgivet deres danske
statsborgerskab, vil regler om øget accept af dobbelt stats-
borgerskab give en ny mulighed for, at de pågældende kan
blive fuldt integrerede i deres bopælsland, uden at de vil bli-
ve tvunget til at opgive deres danske statsborgerskab.
Såfremt der i forbindelse med en ændring af reglerne om
dobbelt statsborgerskab fastsættes overgangsregler om gen-
erhvervelse af et tidligere fortabt statsborgerskab, vil de per-
soner, som tidligere har fundet det nødvendigt at opgive de-
res danske statsborgerskab, kunne få mulighed for at gen-
erhverve dette.
Det fremgår af rapporten, at der i tilknytning til en ændring
af de gældende regler om dobbelt statsborgerskab således vil
skulle tages stilling til, hvilken konsekvens en sådan æn-
dring bør have for personer, der tidligere har fortabt deres
danske statsborgerskab.
Det følger bl.a. af indfødsretslovens § 8, at indfødsretten
som udgangspunkt fortabes af danske statsborgere, der er
født i udlandet, og som hverken gennem bopæl eller ophold
her i riget inden det fyldte 22. år har haft den fornødne til-
knytning til Danmark.
De opstillede modeller for en øget accept af dobbelt stats-
borgerskab vil ikke berøre bestemmelsen i indfødsretslovens
§ 8. Der henvises til pkt. 2.2.4.2 ovenfor.
Det fremgår endvidere af rapporten, at de opstillede kriterier
for mulige overgangsordninger tilsvarende alene vil omfatte
personer, der har måttet opgive deres danske statsborgerskab
som følge af bestemmelsen i indfødsretslovens § 7. Efter be-
stemmelsen i § 7 fortabes dansk indfødsret af den, som er-
hverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtryk-
keligt samtykke eller erhverver fremmed statsborgerret ved
at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land samt af ugifte
børn under 18 år, som bliver fremmede statsborgere derved,
at en af deres forældre, som har forældremyndigheden eller
del i denne, erhverver fremmed statsborgerskab på en af de
angivne måder, medmindre den anden af barnets forældre
vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyn-
digheden.
Indførelsen af en overgangsordning vil således ikke berøre
bestemmelsen i indfødsretslovens § 8, hvilket medfører, at
danske statsborgere omfattet af denne bestemmelse fortsat
som udgangspunkt vil fortabe deres danske statsborgerskab
ved det fyldte 22. år, hvis de ikke forud herfor har haft den
fornødne tilknytning til Danmark.
Det bemærkes dog i den forbindelse i rapporten, at der ved
den nærmere udformning af en overgangsordning vil kunne
tages højde for bestemmelsen om fortabelse og bevarelse af
dansk statsborgerskab i indfødsretslovens § 8. Der henvises
til pkt. 2.2.5.2.3 nedenfor.
2.2.5.1. Overgangsregler i andre lande
Det fremgår af rapporten, at visse af de lande, som har valgt
at indføre regler om accept af dobbelt statsborgerskab, har
valgt også at indføre overgangsregler om generhvervelse af
et tidligere fortabt statsborgerskab. Der henvises til pkt.
2.2.2 ovenfor.
16
Det er i den forbindelse i rapporten anført, at der således i
Finland, Island, Portugal og Sverige i tilknytning til indfø-
relsen af regler om accept af dobbelt statsborgerskab har
været etableret en overgangsordning. Overgangsordningen
har i disse lande været udformet som en erklæringsadgang,
hvorefter en person, der tidligere har fortabt sit statsborger-
skab, over for myndighederne i det oprindelige hjemland har
kunnet erklære, at den pågældende ønskede at generhverve
sit oprindelige statsborgerskab. I de nævnte lande har en
person, der ønskede at generhverve sit statsborgerskab kun-
net gøre det uden at skulle opfylde nogen yderligere betin-
gelser herfor. Der har således eksempelvis ikke været stillet
krav om, at en person, for at kunne generhverve sit statsbor-
gerskab, har skullet bo i det pågældende land i en nærmere
fastsat periode, eller at den pågældende har skullet opfylde
et vandelskrav.
Det fremgår desuden af rapporten, at der også i Bulgarien i
forbindelse med indførelsen af regler om accept af dobbelt
statsborgerskab har været etableret en overgangsordning.
Om udformningen af overgangsordningen er det oplyst, at
personer, der tidligere har fortabt deres statsborgerskab, har
kunnet indgive en officiel anmodning til justitsministeren
om generhvervelse af deres bulgarske statsborgerskab. Det
er ikke i den forbindelse oplyst, om der har været stillet
yderligere betingelser for generhvervelse.
Endvidere fremgår det af rapporten, at de indhentede oplys-
ninger om reglerne om dobbelt statsborgerskab i andre lande
har vist, at der – i de lande der har indført overgangsregler
som led i en øget accept af dobbelt statsborgerskab – både
ses eksempler på lande, som har indført en overgangsord-
ning for en nærmere fastsat periode, og eksempler på lande,
som har indført en overgangsordning uden tidsmæssig be-
grænsning.
Det er i tilknytning hertil anført, at Portugal ved ændringen
af den portugisiske statsborgerretslovgivning i 1981 valgte
at indføre en tidsmæssig ubegrænset adgang til at generhver-
ve et tidligere fortabt portugisisk statsborgerskab, mens Sve-
rige, Finland, Island og Bulgarien efter det oplyste valgte en
overgangsordning, der udløb efter en nærmere fastsat perio-
de.
Overgangsordningen i Sverige løb således over en ca. 2-årig
periode, mens perioden for Finland var ca. 5 år og for Island
ca. 4 år.
Det bemærkes dog i den forbindelse i rapporten, at adgan-
gen til at generhverve et tidligere fortabt statsborgerskab i
Finland efterfølgende er gjort permanent, at der i Island ef-
terfølgende er indført en ny tidsbegrænset periode for gen-
erhvervelse, og at der i Sverige pågår overvejelser om at
indføre en fornyet adgang til generhvervelse af et tidligere
fortabt statsborgerskab.
Endelig indeholder rapporten en opgørelse over modtagne
anmeldelser om generhvervelse af et tidligere fortabt stats-
borgerskab indgivet efter de etablerede overgangsordninger
i henholdsvis Finland, Island og Sverige.
2.2.5.2. Valg af overgangsregler
2.2.5.2.1. Udformning af en overgangsordning
Det fremgår af rapporten, at en overgangsordning vil skulle
ligge inden for rammerne af grundlovens § 44, stk. 1, hvor-
efter ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Der
henvises om grundlovens § 44 nærmere til pkt. 2.1.1 oven-
for.
Grundlovens § 44, stk. 1, antages ikke at være til hinder for,
at der ved lov fastsættes bestemmelse om, at indfødsret
automatisk opnås, når visse faste kendsgerninger er til stede.
Bestemmelsen er heller ikke anset for at være til hinder for
fastsættelse af bestemmelser om udlændinges ret til at er-
hverve dansk indfødsret, når nogle bestemte betingelser er
opfyldt.
Bestemmelser om erhvervelse af dansk indfødsret ved er-
klæring fremgår af indfødsretslovens §§ 3-4 om erhvervelse
af dansk indfødsret for nordiske statsborgere, unge født og
opvokset i Danmark samt tidligere danske statsborgere. Der
henvises herom nærmere til pkt. 2.1.2.2.
2.2.5.2.2. Erklæringsadgang
Det fremgår af rapporten, at en overgangsordning om gen-
erhvervelse af dansk statsborgerskab vil kunne udformes
som en erklæringsadgang.
Det er i den forbindelse i rapporten anført, at en overgangs-
ordning om generhvervelse ved erklæring ikke udelukker, at
der generelt knyttes betingelser som eksempelvis opholds-
krav og vandelskrav til generhvervelsesadgangen. Sådanne
krav stilles således allerede i dag efter de gældende bestem-
melser om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved erklæ-
ring. Der henvises herom nærmere til pkt. 2.1.2.2 ovenfor.
2.2.5.2.3. Afgrænsning i forhold til indfødsretslovens § 8
Det fremgår af rapporten, at bestemmelsen i indfødsretslo-
vens § 8 ikke vil blive berørt af regler om øget accept af
dobbelt statsborgerskab. Der henvises til pkt. 2.2.4.2 oven-
for. Det følger af bestemmelsen i § 8 bl.a., at den, der er født
i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har op-
holdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med
Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år,
medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Danske statsborgere, der er født i udlandet, vil således også
efter indførelsen af regler om en øget accept af dobbelt stats-
borgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8 kunne miste
deres danske indfødsret ved det fyldte 22. år.
Det er i rapporten anført, at det på den baggrund kan overve-
jes, hvorvidt personer, der er omfattet af indfødsretslovens §
8 (dvs. danske statsborgere, der er født i udlandet), skal kun-
ne benytte en eventuel overgangsordning, der giver tidligere
17
danske statsborgere mulighed for at generhverve deres dan-
ske statsborgerskab.
Det er dog i tilknytning hertil i rapporten anført, at danske
statsborgere, der er født i udlandet, efter indførelsen af reg-
ler om øget accept af dobbelt statsborgerskab – alt efter hvil-
ken model for accept af dobbelt statsborgerskab der vælges
– i lighed med andre danske statsborgere vil kunne erhverve
et andet statsborgerskab, uden at de derved mister deres dan-
ske statsborgerskab.
Endvidere fremgår det af rapporten, at det – såfremt tidlige-
re danske statsborgere, der er født i udlandet, omfattes af
overgangsordningen – vil være relevant at skelne mellem så-
danne tidligere danske statsborgere, som ønsker at gene-
rhverve et dansk statsborgerskab forud for det fyldte 22. år
og sådanne statsborgere, som efter det fyldte 22. år ønsker at
generhverve et fortabt dansk statsborgerskab.
Hvis tidligere danske statsborgere under 22 år, der er født i
udlandet, skal være omfattet af en eventuel overgangsord-
ning, vil dette ifølge rapporten betyde, at de pågældende
personer, såfremt de forud for det fyldte 22. år har erhvervet
et fremmed statsborgerskab under omstændigheder som an-
ført i indfødsretslovens § 7, gives mulighed for ved erklæ-
ring at generhverve det tidligere danske statsborgerskab. Det
anføres i den forbindelse i rapporten, at de pågældende –
henset til bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 – derefter
som hidtil vil kunne miste deres danske statsborgerskab ved
det fyldte 22. år.
Hvis tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i
udlandet, skal være omfattet af en eventuel overgangsord-
ning, vil dette ifølge rapporten betyde, at de pågældende
personer, såfremt de tidligere har erhvervet et fremmed
statsborgerskab under omstændigheder som anført i indføds-
retslovens § 7, gives mulighed for ved erklæring at gen-
erhverve det tidligere danske statsborgerskab. Det anføres i
den forbindelse i rapporten, at der for disse personer – i det
omfang de ikke ved det fyldte 22. år har modtaget en afgø-
relse efter indfødsretslovens § 8 – vil skulle stilles krav om,
at de pågældende enten har haft bopæl her i riget eller har
haft ophold her i riget af sammenlagt mindst et års varighed.
Kravene om bopæl her i riget eller ophold af sammenlagt
mindst et års varighed vil skulle stilles med henblik på at
iagttage de hensyn, der ligger bag bestemmelsen i indføds-
retslovens § 8, stk. 1.
2.2.5.2.4. Øvrige kriterier
Det fremgår af rapporten, at der ved etablering af en over-
gangsordning om generhvervelse af danske statsborgerskab
bl.a. vil skulle tages stilling til, om adgangen til generhver-
velse skal gøres betinget af eksempelvis et opholdskrav eller
et vandelskrav.
Endvidere vil der ved udformningen af en overgangsordning
skulle tages stilling til den tidsmæssige udstrækning af en
sådan ordning.
Det vil herudover være nødvendigt at tage stilling til, om en
overgangsordning alene skal gælde for personer, der tidlige-
re har været danske statsborgere, og som har fortabt deres
danske statsborgerskab som følge af, at de har erhvervet et
andet statsborgerskab, eller om ordningen desuden skal om-
fatte børn af disse tidligere danske statsborgere (efterkom-
mere), selv om børnene ikke selv tidligere har været danske
statsborgere.
Det fremgår i den forbindelse af rapporten, at det bl.a. under
henvisning til hensynet til familiens enhed vil kunne overve-
jes at lade ugifte børn under 18 år være omfattet af en foræl-
ders erklæring om generhvervelse af dansk statsborgerskab.
Det bemærkes i tilknytning hertil i rapporten, at der ikke ses
at være samme hensyn til familiens enhed i forhold til voks-
ne børn af tidligere danske statsborgere, som ikke selv tidli-
gere har haft dansk statsborgerskab, som i forhold til børn
under 18 år.
Endelig anføres det i rapporten, at der, hvis det besluttes at
indføre mulighed for generhvervelse for efterkommere af
tidligere danske statsborgere, vil skulle tages stilling til af-
grænsningen til indfødsretslovens § 8 om fortabelse af dansk
indfødsret for danske statsborgere, der er født i udlandet.
Der henvises om de i rapporten opstillede kriterier for muli-
ge overgangsordninger nærmere til rapportens kapitel 6, side
91-102.
2.3. Lovforslagets udformning
Regeringen indgik den 4. juni 2014 en aftale med Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance om
at gennemføre en ændring af indfødsretsloven og cirkulære-
skrivelsen om naturalisation, som skal sikre, at der gives
mulighed for at have dobbelt statsborgerskab.
2.3.1. Fuld accept af dobbelt statsborgerskab
Aftaleparterne har besluttet, at der skal indføres accept af
dobbelt statsborgerskab, således at der gives fuld adgang til
dobbelt statsborgerskab for alle danskere og udlændinge.
Det betyder, at danske statsborgere vil kunne bevare deres
danske statsborgerskab, selvom de flytter til et andet land og
bliver statsborgere der, ligesom udlændinge, der bor i Dan-
mark, ikke vil skulle give afkald på deres oprindelige stats-
borgerskab for at blive danske statsborgere.
Det foreslås i overensstemmelse hermed, at bestemmelserne
i indfødsretslovens § 4 A, stk. 1, og § 5, stk. 2, hvorefter er-
hvervelse af dansk indfødsret er betinget af, at det godtgø-
res, at den pågældende derved mister sit statsborgerskab i
andre stater, ophæves.
Endvidere foreslås bestemmelsen i indfødsretslovens § 7 om
fortabelse af dansk indfødsret ved erhvervelse af et fremmed
statsborgerskab ophævet.
Det bemærkes i den forbindelse, at der inden for gruppen af
personer, der ønsker et dansk statsborgerskab, fortsat vil væ-
18
re personer, der som følge af reglerne i deres tidligere hjem-
lande vil fortabe deres hidtidige statsborgerskab, når de er-
hverver dansk statsborgerskab.
Ligeledes vil gruppen af danske statsborgere, der rejser ud
og erhverver fremmed statsborgerskab, kunne blive mødt
med et krav om løsning fra hidtidigt statsborgerskab i det
land, som de ønsker at opnå statsborgerskab i.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, 2 og 4 (for-
slag til ophævelse af indfødsretslovens § 4 A, stk. 1, § 5, stk.
2 og § 7) og bemærkningerne hertil.
2.3.2. Overgangsordning for tidligere danske statsborge-
re
2.3.2.1. Det følger af den politiske aftale, at der i tilknytning
til indførelsen af fuld adgang til dobbelt statsborgerskab skal
etableres en overgangsordning for tidligere danske statsbor-
gere, som har mistet deres danske statsborgerskab i forbin-
delse med erhvervelse af et fremmed statsborgerskab.
Efter aftalen skal overgangsordningen udformes som en
tidsbegrænset ordning, hvorefter tidligere danske statsborge-
re kan erhverve dansk statsborgerskab ved afgivelse af er-
klæring herom.
Adgangen til generhvervelse af dansk statsborgerskab vil
også omfatte de pågældende tidligere danske statsborgeres
mindreårige børn, uanset at disse ikke selv tidligere har væ-
ret danske statsborgere.
Overgangsordningen skal ifølge aftalen gælde i en periode
på 5 år fra ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer i ind-
fødsretsloven.
Det foreslås i overensstemmelse hermed, at tidligere danske
statsborgere, der har fortabt deres danske indfødsret i med-
før af indfødsretslovens § 7, erhverver dansk indfødsret ved
inden for 5 år fra ikrafttrædelsen af de foreslåedes ændringer
i indfødsretsloven over for statsforvaltningen at afgive
skriftlig erklæring herom, jf. lovforslagets § 3, stk. 1.
2.3.2.2. Ifølge aftalen skal der til overgangsordningen knyt-
tes en betingelse om, at den, der ønsker at generhverve sit
danske statsborgerskab, ikke i tidsrummet mellem fortabel-
sen af det danske statsborgerskab og generhvervelsen heraf
er idømt en ubetinget frihedsstraf.
I overensstemmelse hermed foreslås det i lovforslagets § 3,
stk. 2, at erklæring kan afgives af tidligere danske statsbor-
gere, der ikke er idømt en ubetinget frihedsstraf i det nævnte
tidsrum.
Såfremt en person i perioden mellem fortabelsen af det dan-
ske statsborgerskab og generhvervelsen heraf er idømt en
ubetinget frihedsstraf og derfor ikke kan generhverve sit
danske statsborgerskab ved erklæring ifølge overgangsord-
ningen, følger det af aftalen, at den pågældende i visse til-
fælde vil kunne ansøge om dansk indfødsret ved naturalisa-
tion med henblik på forelæggelse for Folketingets Indføds-
retsudvalg.
Denne mulighed for at kunne ansøge om dansk indfødsret
ved naturalisation skal ifølge aftalen gælde for personer, der
er idømt en ubetinget frihedsstraf for et forhold, der enten
ikke vil kunne straffes med ubetinget frihedsstraf i Dan-
mark, eller som efter de almindelige karensregler i kapitel 5
i cirkulæreskrivelsen om naturalisation vil være forældet.
Ifølge § 19, stk. 2, i kapitel 5 i cirkulæreskrivelsen om natu-
ralisation kan personer, der er idømt en ubetinget friheds-
straf på mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens ka-
pitel 12 og 13 samt personer, der er idømt udvisning for be-
standig eller idømt ubetinget frihedsstraf i 1½ år eller der-
over, ikke erhverve dansk indfødsret ved naturalisation. Det
følger endvidere af § 19, stk. 3, at personer, der i øvrigt er
straffet, ikke kan naturaliseres før udløbet af en vis karens-
tid, jf. bilag 2 til cirkulæreskrivelsen. Længden af denne ka-
renstid afhænger af den strafferetlige sanktion. Herudover
følger det af § 19, stk. 4, at karenstiden forlænges, hvis en
person flere gange er straffet for ligeartet kriminalitet.
En ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation fra en
person omfattet af den personkreds, der følger af aftalen, vil
blive forelagt Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik
på udvalgets stillingtagen til, om den pågældende kan opnå
dansk indfødsret uden at skulle opfylde de betingelser, der
følger af cirkulæreskrivelsen om naturalisation.
Ordningen herom skal ifølge aftalen gælde i en periode på 5
år fra ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer i indføds-
retsloven.
2.3.2.3. Det følger endvidere af aftalen, at tidligere danske
statsborgere, der er født i udlandet, skal være omfattet af
overgangsordningen, dog således at bestemmelsen i indføds-
retslovens § 8 fortsat iagttages.
I overensstemmelse hermed er tidligere danske statsborgere,
der er født i udlandet, omfattet af den foreslåede ordlyd af
bestemmelsen i § 3, stk. 1, således, at de pågældende perso-
ner – såfremt de tidligere har erhvervet et fremmed statsbor-
gerskab under omstændigheder, der førte til fortabelse af
dansk indfødsret som anført i indfødsretslovens § 7, og op-
fylder betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 3, stk.
2 og 3 – vil have mulighed for ved erklæring at generhverve
det tidligere danske statsborgerskab.
Det følger af indfødsretslovens § 8, stk. 1, at den, der er født
i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har op-
holdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med
Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år,
medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Justits-
ministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan dog efter
ansøgning indgivet inden dette tidspunkt tillade, at indføds-
retten bevares. Taber nogen sin indfødsret efter bestemmel-
sen i § 8, taber også hans barn indfødsretten, hvis det har er-
hvervet den gennem ham, medmindre barnet derved bliver
statsløst, jf. § 8, stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1 ligestilles
19
bopæl i et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl
her i riget, jf. § 8, stk. 3.
Tidligere danske statsborgere under 22 år, der er født i ud-
landet, vil på den baggrund ved generhvervelse af det dan-
ske statsborgerskab fortsat i henhold til indfødsretslovens §
8 kunne fortabe deres danske statsborgerskab ved det fyldte
22. år, hvis de ikke har haft den fornødne tilknytning til
Danmark.
For tidligere danske statsborgere over 22. år, der er født i
udlandet, og som ønsker at generhverve det danske statsbor-
gerskab i medfør af overgangsordningen, foreslås gen-
erhvervelsen – såfremt de pågældende ikke ved det fyldte
22. år har modtaget en afgørelse i medfør af indfødsretslo-
vens § 8 – betinget af, at de enten har haft bopæl her i riget
eller har haft ophold her i riget af sammenlagt mindst et års
varighed, jf. den foreslåedes bestemmelse i lovforslagets §
3, stk. 3. Disse krav foreslås med henblik på at iagttage de
hensyn, der ligger bag bestemmelsen i indfødsretslovens §
8, stk. 1.
2.3.2.4. Det foreslås endelig, at indfødsretten, hvis en tidli-
gere dansk statsborger erhverver indfødsret ved afgivelse af
erklæring i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk.
1, også tilkommer den pågældendes barn, herunder adoptiv-
barn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke
skal være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en
forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at
den erklærende har del i forældremyndigheden over barnet,
og at barnet er ugift og under 18 år. For et adoptivbarn er det
tillige en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk
ret, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 3, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og bemærkninger-
ne hertil.
2.3.3. Overgangsordning for personer, der tidligere har
været optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse
Ansøgere om dansk indfødsret ved naturalisation bliver efter
de gældende regler som udgangspunkt optaget på love om
indfødsrets meddelelse med krav om løsning, og der bliver i
forbindelse med de enkelte love fastsat en frist for løsning
fra et hidtidigt statsborgerskab. Ansøgerne vil således i hen-
hold til de vedtagne love skulle løses fra deres hidtidige
statsborgerskab for at blive danske statsborgere.
Dette er også tilfældet efter indgåelsen af den politiske afta-
le af 4. juni 2014 om dobbelt statsborgerskab, idet det er en
forudsætning for at ændre de gældende regler om dobbelt
statsborgerskab, at Danmark opsiger kapitel 1 i Europarå-
dets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde
af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med
dobbelt statsborgerret. Opsigelsesvarslet i konventionen er
fastsat til 1 år, og de foreslåede ændringer i indfødsretsloven
samt de ændringer af cirkulæreskrivelsen om naturalisation,
som følger af aftalen om dobbelt statsborgerskab, vil derfor
først kunne træde i kraft den 1. september 2015, jf. herved
også den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i § 2. Det
vil således først være efter dette tidspunkt, at ansøgere om
dansk indfødsret ved naturalisation generelt vil kunne opta-
ges på love om indfødsrets meddelelse uden krav om løs-
ning.
På den baggrund følger det af aftalen, at der for visse per-
songrupper skal være mulighed for at opnå dansk indfødsret
ved erklæring uden at skulle opfylde øvrige betingelser her-
for og dermed også uden at skulle løses fra statsborgerretli-
ge forhold til fremmede stater.
Denne mulighed for at kunne erklære sig dansk skal ifølge
aftalen gælde for personer, der er blevet eller bliver optaget
på en lov om indfødsrets meddelelse med krav om løsning,
men som ikke er blevet løst, og hvor løsningsfristen ikke var
udløbet på tidspunktet for den politiske aftales indgåelse den
4. juni 2014.
Det foreslås i overensstemmelse hermed, at personer, der er
optaget på lov nr. 1224 af 18. december 2012 om indføds-
rets meddelelse eller senere love om indfødsrets meddelelse
med krav om løsning, og som ikke er blevet løst, vil kunne
erhverve dansk indfødsret ved over for statsforvaltningen at
afgive skriftlig erklæring herom, jf. herved den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 4.
Det bemærkes, at løsningsfristen fremgår af § 2 i hver enkelt
lov om indfødsrets meddelelse. Løsningsfristen fastsættes til
den 30. april i folketingsåret 2 år efter det folketingsår, hvori
loven er vedtaget. For lovforslag vedtaget i folketingsåret
2012-13 er løsningsfristen således den 30. april 2015, og for
lovforslag vedtaget i folketingsåret 2013-14 er løsningsfri-
sten den 30. april 2016.
Den første lov om indfødsrets meddelelse, der blev vedtaget
i folketingsåret 2012-13 og således har en løsningsfrist, der
ligger efter tidspunktet for indgåelsen af den politiske aftale,
er lov nr. 1224 af 18. december 2012 om indfødsrets medde-
lelse.
Overgangsordningen foreslås i overensstemmelse med afta-
len at gælde i en periode på 2 år fra ikrafttrædelsen af de
foreslåede ændringer af indfødsretsloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4 og bemærkninger-
ne hertil.
3. Betaling af gebyr
3.1. Gældende ret
Det følger af indfødsretslovens § 12, stk. 1, at der ved indgi-
velse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation
betales et gebyr på 1.000 kr., og at der ved afgivelse af er-
klæring om dansk indfødsret betales et gebyr på 1.100 kr.
Det følger endvidere af § 12, stk. 1, at justitsministeren fast-
sætter nærmere regler om gebyrernes betaling og undtagel-
ser herfra.
20
De nærmere regler om gebyrernes betaling og undtagelser
herfra er fastsat i bekendtgørelse nr. 874 af 4. juli 2014 om
betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret.
Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at der ikke betales
gebyr for børn, der er omfattet af forældres ansøgning eller
erklæring om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6, stk. 2, i lov
om dansk indfødsret.
Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at der
ikke betales gebyr for ansøgning om naturalisation af børn
under 18 år, hvis forældre, eller en af disse, er født danske
eller senere har erhvervet dansk indfødsret.
Herudover følger det af bekendtgørelsens § 1, stk. 4, at der
ikke betales gebyr for ansøgning om naturalisation af adop-
tivbørn under 18 år, hvis adoptivforældre, eller en af disse,
er danske statsborgere.
Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, betales der kun gebyr én
gang for ansøgning om naturalisation og kun gebyr én gang
for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret. Det påhviler
ansøgeren og den erklærende at dokumentere, at gebyrerne
tidligere er betalt.
Gebyrerne betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ikke imø-
dekommes, eller hvis erklæringen afvises, jf. bekendtgørel-
sens § 2, stk. 2.
Der betales ikke gebyr for ansøgning om bevis for eller be-
varelse af dansk indfødsret.
3.2. Arbejdsgruppens overvejelser om økonomiske kon-
sekvenser af accept af dobbelt statsborgerskab
Det fremgår af rapporten om dobbelt statsborgerskab, at en
øget accept af dobbelt statsborgerskab vurderes at medføre
en forøgelse af antallet af naturalisationssager og sager om
bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret. Hvis der samti-
dig indføres en overgangsordning, vurderes det yderligere at
ville medføre et væsentligt antal nye erklæringssager samt et
antal afledte sager om bevis for eller bevarelse af dansk ind-
fødsret både under og efter overgangsperioden.
Ifølge rapporten er den årlige mængde ansøgninger om natu-
ralisation ca. 7.000 før indførelse af en øget accept af dob-
belt statsborgerskab. Baseret på svenske erfaringer – med
indførelsen af regler om fuld accept af dobbelt statsborger-
skab – forventer arbejdsgruppen en stigning på ca. 20 pct. i
antallet af ansøgninger om naturalisation i de første tre år ef-
ter indførelsen af en øget accept af dobbelt statsborgerskab.
Det skønnes, at der herefter vil være en permanent forøget
effekt svarende til halvdelen af denne stigning.
Antallet af ansøgninger om bevis for eller bevarelse af
dansk indfødsret har i årene 2009-2012 været ca. 600 årligt.
Ifølge rapporten vil en øget accept af dobbelt statsborger-
skab betyde, at flere personer vil kunne blive omfattet af
indfødsretslovens § 8. Arbejdsgruppen forventer derfor en
årlig stigning i antallet af ansøgninger om bevis for eller be-
varelse af dansk indfødsret på 20 pct., svarende til stignin-
gen i antallet af naturalisationssager.
Det vurderes ligeledes i rapporten, at en overgangsordning,
der giver mulighed for generhvervelse af dansk statsborger-
skab, i en årrække vil indebære øgede udgifter til admini-
strativ sagsbehandling. På baggrund af finske erfaringer
skønnes det, at Danmark ved indførelse af en 5-årig over-
gangsperiode vil modtage op mod 10.000 erklæringer om
generhvervelse af statsborgerskab, svarende til i gennemsnit
2.000 erklæringssager om året.
Såfremt overgangsordningen skal omfatte tidligere danske
statsborgere under 22 år, der er født i udlandet, vil det ved
deres fyldte 22. år skulle konstateres, om de har bevaret de-
res danske indfødsret. Det skønnes i rapporten at medføre
yderligere 120 sager årligt om bevis for eller bevarelse af
dansk indfødsret.
Der henvises nærmere til rapporten, side 103-112.
3.3. Lovforslagets udformning
3.3.1. Finansiering af indførelse af accept af dobbelt
statsborgerskab
Efter lovforslaget fastsættes en ny ensartet gebyrstruktur for
alle sager om henholdsvis bevis for eller bevarelse af dansk
indfødsret og ansøgning om naturalisation.
Det foreslås således, at merudgifterne forbundet med be-
handling af de yderligere naturalisationssager og sager om
bevis for og bevarelse af dansk indfødsret, der forventes at
følge af lovforslagets § 1, finansieres ved, at sager om bevis
for eller bevarelse af dansk indfødsret, som i dag behandles
gebyrfrit, fremover vil være pålagt et gebyr på 1.200 kr., og
at gebyret for indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret
ved naturalisation hæves fra 1.000 til 1.200 kr.
Der henvises til pkt. 5 neden for, samt til lovforslagets § 1,
nr. 5 (forslag til indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. pkt.), og
bemærkningerne hertil.
3.3.2. Ophævelse af bemyndigelsesbestemmelse og gebyr-
fritagelse for børn
Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1 giver indfødsretslovens §
12, stk. 1, 3. pkt., justitsministeren bemyndigelse til at fast-
sætte nærmere regler om gebyrernes betaling og undtagelser
herfra. Justitsministeren har med hjemmel heri udstedt be-
kendtgørelse nr. 874 af 4. juli 2014 om betaling af gebyr i
sager om dansk indfødsret.
Justitsministeriet finder, at undtagelserne fra betaling af ge-
byr i sager om dansk indfødsret bør fremgå direkte af ind-
fødsretsloven. Det foreslås derfor, at bemyndigelsen til ju-
stitsministeren ophæves, og at indholdet af bekendtgørelse
nr. 874 af 4. juli 2014 om betaling af gebyr i sager om dansk
indfødsret i stedet indsættes i indfødsretslovens § 12, stk. 1,
dog med den forskel, at alle børn under 18 år fritages for ge-
21
byr i sager om ansøgning om dansk indfødsret ved naturali-
sation.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3 og 4, undtages alene børn
under 18 år, hvis forældre eller en af disse, er født danske
eller senere har erhvervet dansk indfødsret samt adoptivbørn
under 18 år, hvis adoptivforældre eller en af disse, er danske
statsborgere.
En del af de under 18-årige ansøgere om naturalisation er
således allerede gebyrfritaget, og Justitsministeriet finder ik-
ke, at der er anledning til behandle andre børn, f.eks. statslø-
se børn, mindre gunstigt i gebyrmæssig henseende.
På den baggrund foreslås det, at alle børn under 18 år frita-
ges for gebyr ved ansøgning om dansk indfødsret ved natu-
ralisation.
Det foreslås endvidere, at der fortsat ikke betales gebyr for
børn, der er omfattet af deres forældres ansøgning eller er-
klæring om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6, stk. 2, i lov om
dansk indfødsret.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til indføds-
retslovens § 12, stk. 1, 3. pkt.), og bemærkningerne hertil.
4. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med
Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Euro-
pæiske Menneskerettighedskonvention, Europarådets kon-
vention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-
belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret samt Europarådets konvention af 6. november
1997 om statsborgerret.
Det bemærkes i den forbindelse, at kapitel 1 i Europarådets
konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af
dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dob-
belt statsborgerret er opsagt i henhold til konventionens arti-
kel 12. Opsigelsesvarslet på 1 år regnes fra den 25. august
2014.
Der henvises herom nærmere til pkt. 2.1.4 ovenfor.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vil medføre en øget mængde sager om dansk
indfødsret i Justitsministeriet og i Statsforvaltningen.
Justitsministeriet vil skulle behandle flere ansøgninger om
naturalisation og sager om bevis for eller bevarelse af dansk
indfødsret.
Statsforvaltningen vil som følge af overgangsordningen for
tidligere danske statsborgere skulle behandle flere erklæ-
ringssager. Derudover vil Statsforvaltningen skulle behandle
erklæringssager for personer, der frem til forslagets ikraft-
trædelse er blevet eller bliver optaget på en lov om indføds-
rets meddelelse med krav om løsning, men som ikke er ble-
vet løst, og hvor løsningsfristen ikke var udløbet på tids-
punktet for den politiske aftales indgåelse den 4. juni 2014.
I forbindelse med lovforslaget lægges der bl.a. op til en ny
ensartet gebyrstruktur for alle sager om henholdsvis bevis
for eller bevarelse af dansk indfødsret og ansøgning om na-
turalisation.
Det foreslås således, at merudgifterne forbundet med be-
handling af de yderligere naturalisationssager og sager om
bevis for og bevarelse af dansk indfødsret, der forventes at
følge af lovforslaget, finansieres ved, at sager om bevis for
eller bevarelse af dansk indfødsret, som i dag behandles ge-
byrfrit, fremover vil være pålagt et gebyr på 1.200 kr., og at
gebyret for indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved
naturalisation hæves fra 1.000 til 1.200 kr.
Merudgifterne forbundet med behandling af de yderligere
erklæringssager i Statsforvaltningen er finansieret ved det
eksisterende gebyr på 1.100 kr. pr. erklæringssag.
Lovforslaget må endvidere forventes at medføre et øget an-
tal sager om pasudstedelse og ansøgninger om naturalisation
samt ansøgninger om bevis for dansk indfødsret via de dan-
ske repræsentationer. Merudgifterne forbundet med behand-
ling af de yderligere sager vil være finansieret i overens-
stemmelse med reglerne i den gældende bekendtgørelse om
betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten, herunder
ved timebetaling i komplicerede og tidskrævende sager.
Forslagets udvidelse af gebyrfritagelsen for ansøgere under
18 år – således at alle børn under 18 år fritages for gebyr –
vil ikke medføre statsfinansielle konsekvenser i form af re-
ducerede gebyrindtægter af betydning.
Lovforslaget vurderes i øvrigt ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer, at danske statsborgere vil kunne be-
vare deres danske statsborgerskab ved erhvervelse af et
fremmed statsborgerskab, ligesom udlændinge ikke vil skul-
le give afkald på deres statsborgerretlige forhold til frem-
mede stater for at blive danske statsborgere. Det betyder, at
udlændinge fremover ikke vil blive mødt med et krav om
løsning fra deres hidtidige statsborgerretlige forhold, og så-
ledes ikke vil skulle gennemføre en administrativ proces i
forhold til deres hidtidige statsborgerskabsland.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
22
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Der henvises herom nærmere til pkt. 2.1.5 ovenfor.
10. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. september
2014 til den 14. oktober 2014 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amne-
sty International, Børnerådet, Børns Vilkår, Danes Worldwi-
de, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp,
Dansk Røde Kors Landskontoret, Dansk Socialrådgiverfor-
ening, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer,
Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Det Centrale Handicapråd, DIGNITY – Dansk Insti-
tut mod Tortur, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-
stolsstyrelsen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Forenin-
gen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen af Udlændinge-
retsadvokater, Færøernes Landsstyre, Indvandrerrådgivnin-
gen, Institut for Menneskerettigheder, KL, Landsforeningen
Adoption og Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvoka-
ter, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorga-
nisation, Lærernes Centralorganisation, Mellemfolkeligt
Samvirke, Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Politifor-
bundet i Danmark, Præsidenterne for Østre og Vestre
Landsret, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Retssikker-
hedsfonden, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøer-
ne, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigspolitiet, Rotary
Denmark, Rådet for Etniske Minoriteter, Samarbejdsgrup-
pen om Børnekonventionen, samtlige byretter, Statsbor-
ger.dk, Statsforvaltningen, Sydslesvigsk Forening, Sydsles-
vigudvalget, Uddannelsesforbundet, UNHCR og Ægteskab
uden Grænser.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgif-
ter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget vil medføre en øget mængde sager om dansk
indfødsret i Justitsministeriet og i Statsforvaltningen.
Merudgifterne i Justitsministeriet foreslås finansieret ved
at fastsætte en ny ensartet gebyrstruktur på 1.200 kr. for
alle sager om henholdsvis bevis for eller bevarelse af
dansk indfødsret og ansøgning om naturalisation.
Merudgifterne forbundet med behandling af de yderligere
erklæringssager i Statsforvaltningen giver ikke anledning
til at ændre det eksisterende gebyr på 1.100 kr. pr. erklæ-
ringssag.
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og regio-
ner
Ingen Lovforslaget vil medføre en øget mængde sager om dansk
indfødsret i Justitsministeriet og i Statsforvaltningen.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Danske statsborgere vil kunne bevare
deres danske statsborgerskab ved er-
hvervelse af et fremmed statsborger-
skab, ligesom udlændinge ikke vil
skulle give afkald på deres statsbor-
gerretlige forhold til fremmede stater
for at blive danske statsborgere.
Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 4 A,
stk. 1, er erhvervelse af dansk indfødsret i medfør af §§ 3-4
betinget af, at den, som afgiver erklæring, godtgør, at den
pågældende derved mister sit statsborgerskab i andre stater.
Med henblik på at sikre fuld adgang til dobbelt statsborger-
skab foreslås bestemmelsen i § 4 A, stk. 1, ophævet.
Ophævelsen af bestemmelsen indebærer, at en person, der
erhverver dansk indfødsret ved erklæring, ikke længere skal
23
give afkald på sit statsborgerskab i andre stater for at blive
dansk statsborger.
De nuværende bestemmelser i § 4 A, stk. 2 og 3, bliver her-
efter stk. 1 og 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.2 og 2.3.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i indfødsretslovens
§ 5, stk. 1, at hvis en person erhverver indfødsret ved afgi-
velse af erklæring i medfør af § 3, § 3 A eller § 4, tilkommer
indfødsretten også den pågældendes barn, herunder adoptiv-
barn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke
skal være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en
forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at
den erklærende har del i forældremyndigheden over barnet,
og at barnet er ugift, under 18 og bosat her i riget. For et
adoptivbarn er det tillige en betingelse, at adoptionen har
gyldighed efter dansk ret.
Ud over de betingelser, der fremgår af § 5, stk. 1, er det iføl-
ge indfødsretslovens § 5, stk. 2, endvidere en betingelse for,
at et barn kan omfattes af erhvervelsen af dansk indfødsret,
at det godtgøres, at barnet ved erhvervelsen mister sit stats-
borgerskab i andre stater, medmindre den anden af barnets
forældre fortsat har statsborgerskab dér og ligeledes har del i
forældremyndigheden.
Med henblik på at sikre fuld adgang til dobbelt statsborger-
skab foreslås bestemmelsen i § 5, stk. 2, ophævet.
Ophævelsen af bestemmelsen indebærer, at et barn, der øns-
kes omfattet af en forælders erhvervelse af dansk indfødsret
ved erklæring, ikke længere derved skal give afkald på sit
statsborgerskab i andre stater for at blive dansk statsborger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.2 og 2.3.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af indfødsretslovens § 6, stk. 2, er
en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter indføds-
retslovens § 5, stk. 2, foreslås ophævet. § 5 vil herefter kun
have et stykke.
Til nr. 4
Efter de gældende bestemmelser i indfødsretslovens § 7, nr.
1 og 2, fortabes dansk indfødsret af den, som erhverver
fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt
samtykke eller erhverver fremmed statsborgerret ved at ind-
træde i offentlig tjeneste i et andet land. Endvidere fortabes
dansk indfødsret af ugift barn under 18 år, som bliver frem-
med statsborger derved, at en af dets forældre, som har for-
ældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed
statsborgerret på en måde som angivet under nr. 1 og 2,
medmindre den anden af barnets forældre vedbliver at være
dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden, jf. § 7,
nr. 3.
Med henblik på at sikre fuld adgang til dobbelt statsborger-
skab foreslås bestemmelsen i § 7 ophævet.
Ophævelsen af bestemmelsen indebærer, at en dansk stats-
borger, der erhverver et fremmed statsborgerskab, ikke læn-
gere derved mister sit danske statsborgerskab.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.1 og 2.3.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det følger af den gældende bestemmelse i indfødsretslovens
§ 12, stk. 1, 1. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om
dansk indfødsret ved naturalisation betales et gebyr på 1.000
kr.
Den foreslåede ændring af § 12, stk. 1,1. pkt., indebærer, at
der indføres en ensartet gebyrbetaling på 1.200 kr. for alle
sager om henholdsvis bevis for eller bevarelse af dansk ind-
fødsret og ansøgning om naturalisation. Det foreslåede ge-
byr vil således omfatte sager om bevis for eller bevarelse af
dansk indfødsret, som hidtil har været behandlet gebyrfrit.
Ved ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk ind-
fødsret forstås ansøgning om bevis for dansk indfødsret efter
indfødsretslovens § 1 og § 2 samt ansøgning om bevis for
bevarelse af dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens
§ 8.
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.4, 3 og 5 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Det foreslås endvidere, at indfødsretslovens § 12, stk. 1, æn-
dres således, at børn under 18 år ikke skal betale gebyr ved
indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisa-
tion. Det afgørende er, om barnet på ansøgningstidspunktet
er fyldt 18 år. Hvis barnet er fyldt 18 år på tidspunktet for
ansøgningens indgivelse (herunder tidspunktet for en even-
tuel anmodning om genoptagelse), skal barnet betale gebyr.
Der skal dog kun betales gebyr én gang, jf. bemærkningerne
nedenfor til nr. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 12,
stk. 1, 3. pkt., kan ministeren for flygtninge, indvandrere og
integration (nu justitsministeren) fastsætte nærmere regler
om gebyrernes betaling og undtagelser herfra.
Med hjemmel i denne bestemmelse er udstedt bekendtgørel-
se nr. 874 af 4. juli 2014 om betaling af gebyr i sager om
dansk indfødsret. Af bekendtgørelsens § 1 fremgår, at der
ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved natu-
ralisation betales et gebyr på 1.000 kr. til den myndighed,
24
hvortil ansøgningen skal indgives. Ved afgivelse af erklæ-
ring om dansk indfødsret til Statsforvaltningen betales et ge-
byr på 1.100 kr. Der betales ikke gebyr for børn, der er om-
fattet af forældres ansøgning eller erklæring om dansk ind-
fødsret, jf. § 5 og § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret, for
børn under 18 år, hvis forældre, eller en af disse, er født
danske eller senere har erhvervet dansk indfødsret, og for
adoptivbørn under 18 år, hvis adoptivforældre, eller en af
disse, er danske statsborgere. Det fremgår endvidere af be-
kendtgørelsens § 2, at der kun betales gebyr én gang for an-
søgning om naturalisation og kun gebyr én gang for afgivel-
se af erklæring om dansk indfødsret. Det påhviler ansøgeren
og den erklærende at dokumentere, at gebyrerne tidligere er
betalt. Gebyrerne betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ik-
ke imødekommes, eller hvis erklæringen afvises.
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 12, stk. 1, 3. pkt., fore-
slås ophævet. Ophævelsen af bestemmelsen betyder, at be-
kendtgørelse nr. 874 af 4. juli 2014 om betaling af gebyr i
sager om dansk indfødsret bortfalder.
I stedet foreslås det, at de regler om betaling af gebyr og
undtagelser herfra, som fremgår af bekendtgørelsen, videre-
føres i indfødsretslovens § 12, stk. 1, således at der ikke be-
tales gebyr for børn, der er omfattet af forældres ansøgning
eller erklæring om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6, stk. 2, at
der fortsat kun betales gebyr én gang for ansøgning om na-
turalisation efter lovforslagets § 1, nr. 5, og kun gebyr én
gang for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret. Det
foreslås endvidere, at det fortsat påhviler ansøgeren og den
erklærende at dokumentere, at eventuelle gebyrer tidligere
er betalt, og at gebyrerne ikke betales tilbage, hvis ansøgnin-
gen ikke imødekommes, eller hvis erklæringen afvises. Do-
kumentation for tidligere betaling af gebyr kan f.eks. være
en betalingskvittering fra politiet eller en bankkvittering for
overførsel.
Gebyret betales til den myndighed, hvortil ansøgningen ind-
gives eller erklæringen afgives. Ansøgning om dansk ind-
fødsret ved naturalisation indgives som hovedregel til politi-
direktøren i den politikreds, hvor ansøgeren bor. Der henvi-
ses i denne forbindelse til cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6.
juni 2013 om naturalisation. Erklæring afgives over for den
myndighed, der er angivet i indfødsretslovens bestemmelse
herom.
I forhold til det foreslåede nye gebyr for ansøgning om bevis
for dansk indfødsret eller ansøgning om bevarelse af dansk
indfødsret foreslås det, at de ovennævnte regler for betaling
af gebyr i sager om dansk indfødsret ved naturalisation eller
ved afgivelse af erklæring tillige skal gælde for disse ansøg-
ninger. Det foreslås derfor, at der også kun skal betales ge-
byr én gang for indgivelse af ansøgning om bevis for dansk
indfødsret og én gang for ansøgning om bevarelse af dansk
indfødsret. Det foreslås endvidere, at det påhviler ansøgeren
at dokumentere, at der eventuelt tidligere er betalt gebyr.
Gebyret betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ikke imøde-
kommes.
Gebyret for ansøgning om bevis for dansk indfødsret eller
ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret betales til Ju-
stitsministeriet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. sep-
tember 2015.
Danmark har tiltrådt Europarådets konvention af 6. maj
1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret
og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret. For
at kunne indføre en øget accept af dobbelt statsborgerskab
har Danmark opsagt konventionens kapitel 1 efter de nær-
mere regler herom i konventionens artikel 12. Opsigelses-
varslet i konventionen er fastsat til 1 år og regnes fra den 25.
august 2014.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at de nye
gebyrregler ikke finder anvendelse på ansøgninger om natu-
ralisation og bevis for og bevarelse af dansk indfødsret, der
er indgivet før lovens ikrafttræden. Det betyder, at der for
ansøgninger indgivet før denne dato opkræves gebyr efter de
nugældende regler, også selvom ansøgningen først måtte
blive færdigbehandlet efter lovens ikrafttræden.
Til § 3
Med den foreslåede bestemmelse i § 3 indføres der mulig-
hed for, at tidligere danske statsborgere under visse omstæn-
digheder kan generhverve et fortabt dansk statsborgerskab
ved afgivelse af skriftlig erklæring herom. Erklæring afgives
over for statsforvaltningen.
Det er efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 en betingel-
se, at den danske indfødsret er fortabt i medfør af indføds-
retslovens § 7.
En erklæring om generhvervelse af dansk indfødsret efter
bestemmelsen i stk. 1 vil desuden skulle afgives inden for 5
år fra ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer af indføds-
retsloven.
De betingelser, der i øvrigt skal være opfyldt for at opnå
dansk indfødsret efter bestemmelsen, fremgår af stk. 2 og 3.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er det således en
betingelse for at afgive erklæring, at den erklærende ikke i
perioden mellem fortabelsen af den danske indfødsret og er-
klæringens afgivelse er idømt en ubetinget frihedsstraf.
Hvorvidt en person er idømt en ubetinget frihedsstraf kon-
stateres ved opslag i Det Centrale Kriminalregister samt ved
oplysninger fra den erklærende om, hvorvidt den pågælden-
de er idømt en sådan straf.
25
Bestemmelsen omfatter både danske og udenlandske dom-
me, hvor den erklærende er idømt en ubetinget frihedsstraf.
Dette gælder også, hvor den erklærende er idømt en sådan
straf og efterfølgende er blevet benådet, omfattet af en am-
nesti eller lignende. Såfremt en person i perioden mellem
fortabelsen af det danske statsborgerskab og generhvervel-
sen heraf er idømt en ubetinget frihedsstraf og derfor ikke
kan generhverve sit danske statsborgerskab ved erklæring
ifølge overgangsordningen, vil den pågældende i visse til-
fælde kunne ansøge om dansk indfødsret ved naturalisation
med henblik på forelæggelse for Folketingets Indfødsretsud-
valg.
Tidligere danske statsborgere, der er født i udlandet, vil efter
den foreslåede bestemmelse i stk. 3 – i lighed med øvrige
tidligere danske statsborgere – kunne generhverve et fortabt
dansk statsborgerskab efter den foreslåede bestemmelse i §
3. Det er også for disse personer et krav, at det tidligere
statsborgerskab er fortabt i medfør af indfødsretslovens § 7,
jf. herved den foreslåede bestemmelse i stk. 1.
Generhvervelse af et fortabt dansk statsborgerskab vil for
personer, der er født i udlandet, imidlertid skulle ske under
iagttagelse af bestemmelsen i indfødsretslovens § 8. Efter
indfødsretslovens § 8 fortabes indfødsretten som udgangs-
punkt af danske statsborgere født i udlandet, som hverken
gennem bopæl eller ophold i Danmark inden det fyldte 22.
år har haft den fornødne tilknytning til Danmark.
For tidligere danske statsborgere under 22 år, der er født i
udlandet, betyder det, at de pågældende efter generhvervel-
sen – for at bevare deres danske indfødsret ved det fyldte 22.
år – i medfør af bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 som
udgangspunkt skal have boet her i riget eller have opholdt
sig her under forhold, der tyder på samhørighed med Dan-
mark. I praksis vil det indebære, at de pågældende personer,
når de erklærer, at de ønsker at generhverve deres danske
statsborgerskab, vil få udstedt et bevis for deres danske ind-
fødsret, der vil indeholde et forbehold om, at de i medfør af
indfødsretslovens § 8 vil kunne fortabe indfødsretten ved det
fyldte 22. år.
For tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i ud-
landet, og som ikke har modtaget en afgørelse i medfør af
indfødsretslovens § 8 fra Justitsministeriet, er det efter den
foreslåede bestemmelse yderligere en betingelse, at de på-
gældende inden det fyldte 22. år enten har haft bopæl her i
riget eller har haft ophold her i riget af sammenlagt mindst
et års varighed.
Hvis tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i
udlandet, har modtaget en afgørelse fra Justitsministeriet
om, at de ved det fyldte 22. år har fortabt deres danske ind-
fødsret i medfør af indfødsretslovens § 8, vil de ikke være
omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 3, jf. herved be-
stemmelsens stk. 1, hvoraf det bl.a. fremgår, at indfødsretten
skal være fortabt i medfør af indfødsretslovens § 7.
Tidligere danske statsborgere, der er født i udlandet, som
har modtaget en afgørelse fra Justitsministeriet om, at de
ved det fyldte 22. år har bevaret deres danske indfødsret i
medfør af § 8, er ikke omfattet af ordlyden i bestemmelsens
stk. 3, og skal derfor ikke opfylde de yderligere krav om bo-
pæl eller ophold her i riget.
Kravene om bopæl her i riget eller ophold af sammenlagt
mindst et års varighed stilles med henblik på at iagttage de
hensyn, der ligger bag bestemmelsen i indfødsretslovens §
8, stk. 1. Kravene svarer således i vidt omfang til de betin-
gelser, der efter indfødsretslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., stilles
over for personer, der ønsker at få udstedt bevis for bevarel-
se af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år.
Endvidere vil der med disse krav til generhvervelse ikke
kunne rejses spørgsmål i forhold til grundlovens § 44.
Ved beregningen af den samlede varighed af en ansøgers
tidligere ophold i Danmark vil ansøgerens oplysninger her-
om som udgangspunkt blive lagt til grund. Dokumentations-
kravet vil dermed i disse sager svare til dokumentationskra-
vet efter indfødsretslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Det bemærkes i
den forbindelse, at personer, der måtte ønske at generhverve
deres danske indfødsret i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 3, ikke i perioden efter, at de har fortabt deres dan-
ske statsborgerskab, har været vidende om, at det fremadret-
tet ville blive relevant for dem at kunne redegøre for det
præcise omfang af deres besøg i Danmark inden det fyldte
22. år.
Muligheden for at generhverve et tidligere fortabt dansk
statsborgerskab efter den foreslåede bestemmelse i § 3 om-
fatter tillige de pågældende tidligere danske statsborgeres
mindreårige børn, uanset at disse ikke selv tidligere har væ-
ret danske statsborgere.
Det følger således af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at
erhverver en tidligere dansk statsborger indfødsret ved afgi-
velse af erklæring i medfør af stk. 1, tilkommer indfødsret-
ten også den pågældendes barn, herunder adoptivbarn, med-
mindre det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være
omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er i givet fald den
tidligere danske statsborgers ansvar udtrykkeligt at angive,
at denne ikke ønsker, at barnet erhverver dansk indfødsret
sammen med den pågældende.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at det er en forudsæt-
ning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at den er-
klærende har del i forældremyndigheden over barnet, og at
barnet er ugift og under 18 år. For et adoptivbarn er det tilli-
ge en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk
ret. Betingelsen om adoptionens gyldighed efter dansk ret
skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende bestem-
melser i indfødsretslovens § 2 A og § 5, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.2 og 2.3.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til § 4
26
Med den foreslåede bestemmelse i § 4 indføres der mulig-
hed for, at visse personer, der er optaget på love om indføds-
rets meddelelse med krav om løsning, kan erhverve dansk
indfødsret ved erklæring uden at skulle opfylde øvrige betin-
gelser herfor og dermed også uden at skulle løses fra deres
statsborgerretlige forhold til fremmede stater. Erklæring af-
gives over for statsforvaltningen.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at
den erklærende er optaget på lov nr. 1224 af 18. december
2012 om indfødsrets meddelelse eller senere love om ind-
fødsrets meddelelse med krav om løsning.
En erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret efter den
foreslåede bestemmelse skal afgives inden for 2 år fra ikraft-
trædelsen af de foreslåede ændringer af indfødsretsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.2 og 2.3.3 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområ-
de.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 indebærer, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved konge-
lig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
27
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 7.
juni 2004, som ændret ved § 30 i lov nr. 542 af 24. juni 2005,
§ 6 i lov nr. 647 af 12. juni 2013, lov nr. 729 af 25. juni 2014
og lov nr. 730 af 25. juni 2014, foretages følgende ændringer:
§ 4 A. Erhvervelse af dansk indfødsret i medfør af §§ 3-4
er betinget af, at den, som afgiver erklæring, godtgør, at den
pågældende derved mister sit statsborgerskab i andre stater.
Stk. 2. Erklæring om erhvervelse af indfødsret i medfør af
§§ 3-4 kan alene afgives af personer, som på tidspunktet for
erklæringens afgivelse har lovligt ophold her i riget. Erklæ-
ring kan dog ikke afgives, hvis der verserer en sag mod den
pågældende, hvor der af anklagemyndigheden er nedlagt på-
stand om udvisning, eller hvor anklagemyndigheden som vil-
kår for et tiltalefrafald har fastsat, at den pågældende udvises.
Stk. 3. En erklæring afgivet efter lovens §§ 3, 3 A eller 4
afvises af den myndighed, som erklæringen er fremsat over
for, hvis myndigheden ikke finder, at betingelserne for at er-
hverve dansk indfødsret ved erklæring er opfyldt. Afvisning
af en erklæring kan påklages til Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration.
1. § 4 A, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter til stk. 1 og 2.
§ 5. […]
Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte betingelser er det endvi-
dere en betingelse for, at et barn kan omfattes af erhvervelsen
af dansk indfødsret, at det godtgøres, at barnet ved erhvervel-
sen mister sit statsborgerskab i andre stater, medmindre den
anden af barnets forældre fortsat har statsborgerskab dér og
ligeledes har del i forældremyndigheden.
2. § 5, stk. 2, ophæves.
§ 6. […]
Stk. 2. Har den, der naturaliseres, børn, herunder adoptiv-
børn, finder reglerne i § 5, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
3. I § 6, stk. 2, ændres »§ 5, stk. 1,« til »§ 5«.
§ 7. Dansk indfødsret fortabes af 4. § 7 ophæves.
1) den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøg-
ning eller udtrykkeligt samtykke,
2) den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at ind-
træde i offentlig tjeneste i et andet land,
3) ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger
derved, at en af dets forældre, som har forældremyn-
digheden eller del i denne, erhverver fremmed statsbor-
gerret på den foran under nr. 1 eller 2 angivne måde,
medmindre den anden af dets forældre vedbliver at væ-
re dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.
§ 12. Ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved
naturalisation betales et gebyr på 1.000 kr. Ved afgivelse af
erklæring om dansk indfødsret betales et gebyr på 1.100 kr.
5. § 12, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved natu-
ralisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, og ved indgivelse af
28
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsæt-
ter nærmere regler om gebyrernes betaling og undtagelser
herfra.
ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret
betales et gebyr på 1.200 kr.«
6. § 12, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Der betales ikke gebyr for børn, der er omfattet af forældres
ansøgning eller erklæring om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6,
stk. 2. Der betales kun gebyr én gang for ansøgning om natu-
ralisation, én gang for ansøgning om bevis for dansk indføds-
ret, én gang for ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret
og én gang for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret.
Det påhviler ansøgeren og den erklærende at dokumentere, at
eventuelle gebyrer tidligere er betalt. Gebyrerne betales ikke
tilbage, hvis ansøgningen ikke imødekommes, eller hvis er-
klæringen afvises.«
Stk. 2. […]
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2015.
Stk. 2. § 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på ansøgninger og
erklæringer, der er indgivet eller afgivet før lovens ikrafttræ-
den. For sådanne ansøgninger og erklæringer finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
§ 3
Stk. 1. Tidligere danske statsborgere, der har fortabt deres
danske indfødsret i medfør af § 7 i lov om dansk indfødsret
og opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, erhverver dansk ind-
fødsret ved inden for 5 år fra lovens ikrafttræden over for
statsforvaltningen at afgive skriftlig erklæring herom.
Stk. 2. Erklæring efter stk. 1 kan afgives af tidligere danske
statsborgere, der ikke er idømt en ubetinget frihedsstraf i pe-
rioden mellem fortabelsen af den danske indfødsret og afgi-
velse af erklæring, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For tidligere danske statsborgere over 22 år, der er
født i udlandet, er det, i tilfælde hvor der ikke ved det fyldte
22. år er truffet en afgørelse i medfør af § 8 i lov om dansk
indfødsret, endvidere en betingelse, at de pågældende inden
det fyldte 22. år har haft bopæl her i riget eller haft ophold
her i riget af sammenlagt mindst et års varighed.
Stk. 4. Erhverver en tidligere dansk statsborger indfødsret
ved afgivelse af erklæring i medfør af stk. 1, tilkommer ind-
fødsretten også den pågældendes barn, herunder adoptivbarn,
medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal
være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en forud-
sætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at den
erklærende har del i forældremyndigheden over barnet, og at
barnet er ugift og under 18 år. For et adoptivbarn er det tillige
en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.
§ 4
Den, der er optaget på lov nr. 1224 af 18. december 2012
om indfødsrets meddelelse eller senere love om indfødsrets
meddelelse med krav om løsning fra statsborgerretlige for-
29
hold til fremmede stater, og som ikke er blevet løst, erhverver
dansk indfødsret ved inden for 2 år fra lovens ikrafttræden, jf.
§ 2, over for statsforvaltningen at afgive skriftlig erklæring
herom.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøer-
ne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grøn-
landske forhold tilsiger.
30