Endelig rapport om § 71-tilsynets uanmeldte besøg hos Regionspsykiatrien i Horsens, lukket sengeafsnit 02, fredag den 24. januar 2014

Tilhører sager:

Aktører:


    Endelig rapport Horsens.docx

    https://www.ft.dk/samling/20141/almdel/§71/bilag/11/1411064.pdf

    1/11
    Endelig rapport om § 71-tilsynets uanmeldte besøg hos
    Regionspsykiatrien i Horsens, lukket sengeafsnit 02, fredag
    den 24. januar 2014
    1. Indledning
    §71-tilsynet aflagde fredag den 24. januar 2014 et uanmeldt tilsynsbesøg hos
    regionspsykiatrien i Horsens, lukket sengeafsnit 02.
    Fra tilsynet deltog: Liselott Blixt (DF) fmd, Karen J. Klint (S) næstfmd. og Jane
    Heitmann (V). Desuden deltog udvalgssekretær Kirsten Hermansen og
    udvalgsassistent Gitte Ravn Jensen.
    Tilsynet blev mødt af et venligt, imødekommende personale. Personalet
    kendte ikke til § 71-tilsynet, men efter at være blevet orienteret om tilsynets
    kompetence og opgaver, viste en sygeplejerske rundt på afsnittet. En anden
    medarbejder påtog sig at orientere patienterne om tilsynets besøg, og om
    muligheden for at tale med medlemmer af tilsynet. Tilsynet talte under
    besøget med en enkelt kvindelig patient, der var sengeliggende.
    Efter tilsynsbesøget har § 71-tilsynet stillet en række opfølgende spørgsmål til
    Region Midtjylland, som er blevet besvaret.
    2. Tilsynet udtaler
    Tilsynet finder det positivt, at afsnittet har gode fysiske rammer både for så
    vidt angår patientstuerne som de fælles arealer.
    Tilsynet finder det positivt, at ledelsen lytter og søger at finde løsninger på
    personalets ønsker dels om flere kædedyner mv., dels om at kunne bære
    arbejdsuniform/busseronne.
    Tilsynet finder det positivt, at patienterne har stor indflydelse på kostplanen,
    og at personalet sørger for, at der serveres tilstrækkeligt med mad.
    Ref.: 14-000143
    Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2014-15
    §71 Alm.del Bilag 11
    Offentligt
    2/11
    Tilsynet finder det uheldigt, at der er sket en mindre stigning i antallet af
    registrerede voldsepisoder mv.
    3. Kort om afsnit 02
    Afsnit 02 er et lukket psykiatrisk døgnafsnit, der modtager voksne patienter
    med alle former for psykiske sygdomme. Afsnittet er normeret til 12 patienter.
    I tilknytning til afsnit 02 ligger den psykiatriske modtagelse. Her modtages
    både akutte patienter til vurdering og patienter til indlæggelse.
    4. Tilsynets rundgang
    Alle patienter har enestue og eget badeværelse på gangen i forlængelse af
    enestuen. På besøgsdagen var der indlagt 14 patienter, hvoraf de 3 var
    administrativt frihedsberøvede (tvangstilbageholdt). Overbelægningen blev
    klaret ved at inddrage to almindelige stuer til patientstuer, således at alle
    patienter havde enestue trods overbelægningen med 2 patienter. Der var
    generelt meget stille og roligt på afdelingen ved tilsynets rundgang.
    Gangareal
    Det fælles gangareal fremstod pænt og rent. Gangene var brede og møbleret
    med lænestole omkring runde borde. Der var grønne planter og billeder på
    væggene. En af gangene var særlig bred og lys med store vinduer og en
    meget flot udsigt ud over vandet. Her var der, ud over lænestole og små
    borde, også opstillet motionscykler, løbebånd og andre motionsredskaber
    samt bordfodbold.
    I en af gangene var ophængt en elektronisk tavle med angivelse af, hvem der
    er kontaktpersoner for hver enkelt patient. Det blev oplyst, at tavlen er ny og
    under afprøvning.
    Patientstuer
    Tilsynet så to patientstuer, som var rummelige og indrettet med
    standardmøblement, herunder et skab, der kunne aflåses, og som patienten
    selv kunne have nøgle til. Der var store, aflåste vinduer, gardiner, et vægur,
    lille tavle og papirkurv. Det blev oplyst, at patientstuerne kan låses indefra.
    Hvis personalet vurderer, at den enkelte patient ikke må låse døren, bruges et
    håndklæde til at binde om begge dørhåndtag, så døren ikke kan lukkes.
    Patienterne har mulighed for at hænge personlige ting op på væggene.
    De tilhørende badeværelser var store og indrettet med toilet, håndvask,
    indmuret spejl, bruser med fast metalstang (ikke bruseslange), affaldsspand,
    engangspapirservietter, sæbe- og cremeautomat samt lille hylde.
    3/11
    Der anvendes to typer senge med hjul. Den ene med mulighed for at løfte.
    Sengene anvendes efter patienternes behov.
    Haveadgang.
    Der var en aflukket kuperet have med buske, små lave hække, bænke og et
    rygeskur, hvor der stod et par patienter og røg.
    Køkken
    Køkkenet fremstod pænt og rent. Maden kommer fra hospitalets
    centralkøkken, men bliver varmet og rettet an i afdelingens køkken.
    Personalet oplyste, at der ofte er buffet, og at der som regel er ekstra
    portioner med, når der serveres portionsanrettet mad af hensyn til de
    patienter, som måtte være ekstra sultne. Tallerkener, bestik mv. står ikke
    fremme, men udleveres fra køkkenet af hensyn til de selvskadende patienter.
    Spisestue
    Spisestuen lå i forlængelse af køkkenet. Den var rummelig, lys, ren og med
    blomster og frugt på bordene. Der var en kaffeautomat og en vandautomat i
    lokalet.
    Opholdsstue
    Der var to opholdsstuer. Den ene var rummelig og indeholdt et
    sofaarrangement, stort TV og en reol med spil, ugeblade, magasiner og
    sangbøger. Den anden var mindre og indrettet med sofaer, sofabord, stole,
    reol, TV, billeder på væggen og et klaver.
    Kreativt værksted/terapirum
    Der var et værksted, der var fyldt op med gammel julepynt og virkede meget
    rodet. Det så ikke ud til at være i brug.
    PC-rum
    Der var et lille rum med adgang til en PC og med internetforbindelse.
    Personalet oplyste, at patienterne her har adgang til Facebook, Hotmail,
    Google m.v. med/uden begrænsning efter behov.
    Vaskerum
    Der var et vaskerum til brug for patienterne indeholdende en vaskemaskine,
    en tørretumbler, bord med vask, lille reol med klemmer og et tørrestativ.
    Medicinrum
    Medicinrummet var lille, klimastyret og med et lille køleskab.
    5. Tvang
    Det blev oplyst, at der ikke anvendes meget tvang på afsnittet.
    4/11
    Antallet af tvangsfikseringer varierer fra 212 i 2011 til 339 i 2012 og 279 i
    2013. Foreløbige tal for 2014 tyder på et mindre fald i antallet af
    tvangsfikseringer for hele 2014.
    Registrering af tvangsanvendelse fordelt over døgnet samt på
    hverdage/weekenden i perioden januar – september 2013 viser, at en
    forholdsvis stor del af fikseringerne starter i aftentimerne (der er registreret 59
    % i aftenvagt, 21 % i dagvagt og 19 % i nattevagt).
    Der kan ikke påvises en forskel på omfanget af fikseringer på hverdage i
    forhold til i weekender.
    I forbindelse med anvendelse af tvang tilbydes patienten en eftersamtale.
    Afsnittet anvender en tjekliste til den gode eftersamtale.
    Ved hvert tilfælde af udøver tvang indføres de lægefaglige og sygeplejefaglige
    notater i journalen, og de registreres i tvangsprotokollen og i det nationale
    register for tvang i psykiatrien.
    Afsnittet råder over 3 såkaldte kædedyner, som alle var i brug på dagen.
    Personalet oplyste, at de har gode erfaringer med disse dyner, der kan give
    patienterne ro og mindske tvang og overfald. Der blev giver udtryk for et
    ønske om også at få et antal kuglestole og kædeveste samt flere kædedyner.
    Afsnittet har efterfølgende oplyst, at der er hygiejne- og sikkerhedsmæssige
    udfordringer forbundet med kædedyner som gør, at der endnu ikke er
    anskaffet flere. Afsnittet arbejder med at finde løsninger på udfordringerne.
    Når der er truffet beslutning om, hvorvidt der skal anskaffes kædedyner til
    afsnittet, vil muligheden for at anskaffe kædeveste og –stole blive undersøgt.
    Det blev oplyst, at bæltefiksering som oftest foregår på stue 12, hvis det er
    muligt, da det på denne stue er muligt at afskærme bedre end på andre stuer.
    Ved bæltefiksering i egen stue køres en bredere og tungere seng ind på
    stuen, som er bedre egnet til bæltefiksering end de senge, der normalt står på
    stuerne.
    6. Elektrochok
    Omfanget af ECT-behandlinger ligger nogenlunde konstant i perioden 2011-
    2013. I langt størstedelen af tilfældene har der været tale om frivillig
    behandling. I et enkeltstående tilfælde fra 2012 har elektrochok været anvendt
    som tvangsbehandling.
    7. Medicin
    5/11
    Regionen oplyser, at der har været et mindre fald i udgifterne til medicin i
    perioden 2011 til 2013 på afsnit 02.
    Regionen oplyser, at det ikke er muligt at trække særskilte data for medicin
    forbruget på afsnit 02, men samlet for alle sengeafsnit i Regionspsykiatrien
    Horsens.
    Baseret på data for 2014 (januar - september) kan der ikke identificeres
    nævneværdige udsving i behandlingen med antipsykotisk medicin på
    sengeafsnittene hverken i forhold til antallet af patienter i behandling med
    antipsykotika (omkring 100 personer), antallet af patienter i behandling med
    doser af antipsykotika, som overstiger de nationale rekommandationer
    (mellem 0 - 20 personer månedligt) eller i forhold til antipsykotisk
    kombinationsbehandling (84 patienter har en eller flere gange været i samtidig
    behandling med 3 forskellige antipsykotika, 9 patienter har en eller flere
    gange været i samtidig behandling med 4 forskellige antipsykotika).
    8. Udstationeret tvang
    Regionen oplyser, at det ikke er muligt i det nationale register for tvang i
    psykiatrien at se omfanget af udstationeret tvang. Kvalitetsafdelingen er
    imidlertid ved at teste en nyudviklet metode til opgørelse af udstationeret
    tvang i regionens ledelsesinformationssystem. En testkørsel for januar-august
    2014 gældende for Regionspsykiatrien Horsens viser, at der ved 11 ud af 82
    bæltefikseringer var tale om udstationeret tvang. Tallet skal dog tages med
    forbehold.
    9. Overbelægning og gennemsnitlig indlæggelsestid
    På afsnittet er der generelt store fysiske rammer, hvilket giver gode forhold
    ved eventuel overbelægning. Alle patienter kan tilbydes egen stue med
    badeværelse på trods af overbelægning. Dette skyldes, at afsnittet har tre
    senge i ekstrakapacitet ud over de normerede 12 senge, som tidligere blev
    anvendt af Vejle psykiatriske afsnit, men som efter regionernes dannelse, nu
    anvendes som ekstra kapacitet for afsnit 02, som inddrages ved
    overbelægning.
    Afsnittes belægningsprocent lå på 102 % i 2012, 111 % i 2013 og i januar
    2014 på 106 %.
    Personalet på afsnittet er vant til at håndtere en høj belægningsprocent, og
    det anslås at overbelægning forekommer ugentligt. Der er imidlertid mulighed
    for at tilkalde vikarer fra Regionens centrale vikarbureau, og det er den
    ansvarshavende sygeplejerskes opgave at matche patienter og
    arbejdsopgaver med personale.
    6/11
    Lægemæssigt imødekommer man overbelægning ved at lægerne påtager sig
    behandlingen af det antal patienter, der er til stede i afsnittet. Det betyder, at
    lægernes arbejdsdage kan blive længere ved overbelægning, men
    patienterne oplever ikke behandlingsmæssige konsekvenser ved en høj
    belægningsprocent.
    For så vidt angår den gennemsnitlige indlæggelsestid kan denne af
    datatekniske årsager kun opgøres samlet på afdelingsniveau, og ikke særskilt
    for afsnit 02. Den gennemsnitlige indlæggelsestid for hele Regionspsykiatrien
    Horsens var i 2013 for retslige patienter 27,8 dage og for øvrige patienter 15
    dage. Den gennemsnitlige liggetid for retspsykiatriske patienter dækker dog
    over væsentlige forskelle. En mindre gruppe har således mellem knap 100
    sengedage og op til 446 sengedage, mens hovedparten - ca. 80 % - af
    patienterne har en liggetid på mellem 1-20 dage. Liggetiden for langt
    størstedelen af de retspsykiatriske patienter er således ikke væsentlig
    anderledes end for de øvrige psykiatriske patienter, der har været indlagt i
    afdelingen. Når den gennemsnitlige liggetid for retspsykiatriske patienter
    generelt er længere kan dette blandt andet skyldes, at liggetiden for
    surrogatvaretægtsfængslede patienter trækker ud for følge af retsforløbet.
    Herudover anvendes indlæggelsesforløb kriminalitetsforebyggende, idet
    retspsykiatriske patienter kan tilbageholdes i de tilfælde, hvor personalet for
    eksempel vurderer, at der er risiko for kriminalitetsrecidiv eller hvis patienten
    udviser svært udadreagerende adfærd.
    10. Dobbeltdiagnose patienter
    På besøgsdagen var der indlagt 4 patienter med dobbeltdiagnose på afsnittet.
    Regionspsykiatrien har ansvaret for afrusning og misbrugsbehandling, mens
    patienterne er indlagt. Såfremt en patient ønsker misbrugsbehandling
    formidler afsnittet kontakt og afholder møder med et af de tre misbrugscentre
    inden for optageområdet. Personalet understøtter patientens beslutning om
    misbrugsbehandling igennem motiverende samtaler, råd og vejledning under
    indlæggelsen.
    11. Samarbejde med kommunerne
    Der er indgået sundhedsaftaler mellem Regionspsykiatrien og kommunerne,
    der definerer rammerne for samarbejdet. Det kan være en udfordring, at få
    kommunerne involveret tidligt i et patientforløb, hvor der er behov for en
    kommunal vurdering og bevilling til en social indsats som opfølgning på en
    indlæggelse. Af denne årsag risikerer psykiatriske patienter at forblive indlagt
    efter endt behandlingsforløb. Blandt andet derfor er et af fokusområderne i
    den kommende sundhedsaftaleperiode, at udvikle modeller der kan
    understøtte at planlægningen af udskrivelsen påbegyndes allerede ved
    7/11
    indlæggelsen, og sikre en tidlig kontakt mellem den kommunale
    sagsbehandler og den indlagte borger.
    Der er store udsving i antallet af sengedage til færdigbehandlede patienter
    over årene, men generelt har der været en faldende tendens både i Horsens
    og i regionen generelt.
    Afsnittet har generelt et godt samarbejde med bostederne.
    12. Samarbejde med pårørende
    Det er yderst vigtigt at have et tæt samarbejde med de pårørende. Der
    afholdes pårørendesamtaler, såfremt en pårørende eller patienten har ønske
    om dette. Behandler eller kontaktperson kan ligeledes tage initiativ til en
    pårørendesamtale. Ydermere tilbydes familiesamtaler til patienter, som har
    børn under 18 år.
    Pårørende har generelt let adgang til personalet.
    13. Information om patientens rettigheder
    Ved ankomst til afsnit 02 modtager patienten forskelligt informationsmateriale,
    blandt andet om patientens rettigheder under indlæggelse. Den enkelte
    patients kontaktperson gennemgår informationsmaterialet med patienten.
    Patienten modtager:
    - afsnittets husorden
    - Velkomstfolder
    - Folderen ”Information om rettigheder for patienter i
    voksenpsykiatrien” (findes på flere sprog)
    - Hæftet ”Fra indlagt til udskrevet”
    Til tvangsindlagte patienter og patienter som underlægges tvang udleveres
    desuden:
    - Ministeriets folder ”Frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien –
    om psykiatriske patienters rettigheder ved tvang”.
    Patienten, der underlægges tvang under indlæggelsen, modtager et
    underretningsskema og informeres endvidere mundtligt om patientens
    rettigheder, herunder om beskikkelse af patientrådgiver.Desuden skal
    patienter, ved enhver anvendelse af tvang, vejledes om adgangen tl at
    påklage indgrebet. Ved behov for tolkebistand, ydes dette.
    14. Voldsepisoder og arbejdskader
    8/11
    Personalet oplyste, at det typisk er stofpåvirkede, psykotiske patienter, der
    kan være til fare for personalet.
    Ulykker relateret til vold registreres i det lovpligtige EASY system. I det interne
    VTC system (Vold, Trusler og Chikane) registreres hændelser, som ikke skal
    registreres i EASY systemet, men som stadig skal registreres et sted – det
    kan være verbale krænkelser, skub, krads osv.
    Sammenlagt er der i begge systemer registreret:
    - 90 hændelser i 2012 (heraf 5 i EASY systemet)
    - 103 hændelser i 2013 (heraf 13 i EASY systemet)
    Forekomsten af hændelser er relativt konstant, men med en lille stigning fra
    2012 til 2013.
    På baggrund af voldsepisoder i afsnittet udarbejdes der læringsanalyser og
    handleplaner, som skal være med til at optimere og øge sikkerheden i
    arbejdsprocesserne på afsnittet. På baggrund af en hændelse, som fandt sted
    i 2012, blev der foretaget følgende ændringer i afsnittet:
    - Der blev etableret en flugtvej i et samtalerum
    - Det blev besluttet, at der altid skal være to personaler som åbner
    døren ved den psykiatriske modtagelse, og at der samtidig foretages
    en risikovurdering af patienten
    - Der blev ophængt spejlkupler i loftet på udvalget steder for at sikre
    udsyn
    - Der blev etableret en flugtvej som fører direkte ud af afsnittet
    15. Efteruddannelse
    Personalet tilbydes løbende relevante kurser. Det tilstræbes, at der årligt
    sendes en sygeplejerske af sted på den etårige specialuddannelse for
    psykiatriske sygeplejersker, og i 2013-2014 gennemgik alle sosu assistenter
    er obligatoriske medicinkursus, som er etableret i regionen. Fortløbende, hver
    14. dag, tilbydes alt personale supervision i 1 ½ time.
    Alle nyansatte skal igennem et kursus i konflikthåndtering. Efterfølgende
    afholdes der løbende opdatering, og én gang om måneden kan medarbejdere
    komme til vedligeholdelsesinstruktører med henblik på sparring.
    Afsnittet har været en del af Sundhedsstyrelsens 3-årige statspuljeprojekt
    ”Den gode psykiatriske afdeling”. Blandt andet blev i den forbindelse samtlige
    medarbejdere opkvalificeret i kognitiv miljøterapi.
    16. Aktiviteter
    9/11
    Det blev oplyst, at der tilbydes træning 2 gange ugentligt på motionscykler
    m.v., og at der også prioriteres tid til almindeligt samvær, hvor personalet får
    lejlighed til at tale med patienterne om stort og småt, mens de f.eks. spiller
    bordtennis, sidder på en motionscykel, strikker eller lign.
    Afsnittet prioriterer generelt aktiviteter højt, som i stor udstrækning er baseret
    på fysisk udfoldelse. Aktivitetstilbuddene nedprioriteres ikke ved travlhed.
    17. Mad
    Maden bliver leveret fra hospitalets centralkøkken. Der serveres ofte buffet,
    ”lav din egen burger” og hjemmelavet pizza. Det blev oplyst, at patienterne
    også har mulighed for at bestille mad udefra to gange om ugen. Afsnittet
    oplevede ikke aktuelt problemer med indsmugling af stoffer i den forbindelse,
    men havde tidligere haft problemer, som blev løst ved, at personalet tog imod
    bestilling og valgte leverandør.
    Personalet taler løbende med patienterne om, hvad de gerne vil have at
    spise. Patienterne har således indflydelse på kostplanen.
    18. Rygepolitik
    Rygning skal foregå udendørs. Brug af levende lys er ikke tilladt.
    19. Telefon
    Der må anvendes mobiltelefon på afsnittet. Af hensyn til medpatienterne skal
    det foregå på egen stue.
    20. Personale
    Normering for lægeligt personale: Overlæge og skiftende yngre læger 2-3.
    Normering for sygeplejersker: 15,75
    Normering for øvrigt personale: 15,75
    Plejepersonalet har følgende normering i vagt:
    Hverdage: weekenden
    dag 6 5
    aften 5 5
    nat 3 3
    Psykologer: 0
    Socialrådgivere: 1
    10/11
    Ergoterapeuter: 1
    Fysioterapeuter: 1 (fælles med øvrige sengeafsnit)
    På besøgsdagen var afsnittet ramt af sygdom blandt personalet, men der var
    ikke kaldt vikar ind, da det var en usædvanlig stille dag på afsnittet, og det
    derfor blev vurderet, at det ikke var nødvendigt. Det blev oplyst, at der
    generelt er et stramt budget for vikardækning.
    Regionen har oplyst, at man på afsnittet altid sørger for at
    personaleressourcerne matcher behovet i afsnittet. Hvis der skønnes behov
    for det, indkaldes vikarer fra regionens centrale vikarbureau. Her er der
    vikarer til rådighed, som er erfarne i psykiatrisk sygepleje.
    Afsnittet oplever ikke rekrutteringsproblemer i forhold til plejepersonale.
    Afsnit 02 har en fast overlæge tilknyttet, og oplever ikke problemer med
    lægedækningen. Manglen generelt på speciallæger i psykiatrien bevirker dog,
    at de læger, der er til rådighed på hospitalet i Horsens, ofte har en relativ tung
    arbejdsbyrde i at dække afsnittene.
    For at imødekomme problemstillingen vedrørende mangel på speciallæger i
    psykiatrien, har regionen igangsat en rekrutteringsindsats kaldet ”Skarpe
    hjerner, Varme hjerter”, som har til formål at oplyse medicinstuderende og
    yngre læger om de alsidige karriere- og udviklingsmuligheder, der findes
    inden for de to psykiatriske specialer i Region Midtjylland.
    21. Arbejdstøj
    Det blev under tilsynsbesøget oplyst, at personalet gerne ville have en
    busseronne/kittel med lommer i til at tage over det private tøj. Både af hensyn
    til patienterne, så de aldrig er i tvivl om, hvem der er personalet på afdelingen,
    men også til at sætte overfaldsalarmen fast i.
    Det blev oplyst, at personalet føler sig trygge ved alarmerne.
    Regionen har efterfølgende oplyst, at alt personale i psykiatrien i Region
    Midtjylland bærer eget tøj som uniform. I den beslutning ligger bl.a.
    overvejelser i forhold til personalets relation til patienterne, og vigtigheden af,
    at påklædning ikke skaber en barriere mellem patient og personale.
    Personalet har mulighed for at beskytte eget tøj i urene situationer ved at
    iklæde sig engangskitler eller -forklæder.
    Det er ledelsens ønske at imødekomme personalets ønske om en
    arbejdsuniform. Beslutningen om anskaffelse af arbejdstøj er til overvejelse
    hos Psykiatri- og Socialledelsen i regionen. Der er opstartet en arbejdsgruppe
    med ledelsesrepræsentanter, som vil arbejde med problemstillingen, og
    11/11
    blandt andet forholde sig til de økonomiske og praktiske muligheder og
    begrænsninger i forbindelse med anskaffelse af arbejdsuniformer til hele
    regionens psykiatri. Afsnit 02 skal således afvente beslutningen på centralt
    niveau.