Fremsat den 23. februar 2011 af økonomi- og erhvervsminister (Brian Mikkelsen)

Fremsat den 23. februar 2011 af økonomi- og erhvervsminister (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs1)
§ 1. Økonomi- og erhvervsministeren opretter Den Mari-
time Havarikommission, der har til opgave at foretage un-
dersøgelse af ulykker og hændelser til søs med henblik på at
mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs.
§ 2. Havarikommissionen undersøger meget alvorlige
ulykker til søs, som involverer danske skibe, eller som har
fundet sted på dansk søterritorium, eller hvortil der i øvrigt
er knyttet væsentlige danske interesser, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Havarikommissionen kan beslutte ikke at foretage
undersøgelser af meget alvorlige ulykker på fiskeskibe med
en længde på under 15 meter.
§ 3. Havarikommissionen kan beslutte at undersøge hæn-
delser, hvor der har været risiko for søulykke, og andre
ulykker til søs, end de i § 2, stk. 1, nævnte, som involverer
danske skibe, eller som har fundet sted på dansk søterrito-
rium, eller hvortil der i øvrigt er knyttet væsentlige danske
interesser.
Stk. 2. Hvis Havarikommissionen beslutter ikke at foreta-
ge en undersøgelse af en alvorlig ulykke til søs, skal beslut-
ningen herom begrundes.
Stk. 3. Havarikommissionen undersøger ikke ulykker og
hændelser til søs, som alene involverer
1) krigsskibe eller andre skibe, der tilhører eller opereres
af en stat, og som udelukkende anvendes til statslige,
ikke-erhvervsmæssige formål,
2) skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træ-
skibe af primitiv konstruktion og fritidsfartøjer, med-
mindre de er eller bliver bemandet og befordrer mere
end 12 passagerer i erhvervsmæssigt øjemed,
3) flod- og kanalfartøjer, som kun sejler ad indre vandve-
je, eller
4) faste offshore-enheder.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan under hen-
syntagen til relevante internationale vedtagelser fastsætte
nærmere regler om, hvad der skal anses som ulykker til søs
og hændelser, hvor der har været risiko for en søulykke,
samt hvornår sådanne skal anses som alvorlige og meget
alvorlige.
§ 4. Havarikommissionen skal virke uafhængigt af per-
soner, virksomheder og institutioner, hvis interesser kan væ-
re i konflikt med undersøgelsesarbejdet.
Stk. 2. Havarikommissionens medarbejdere skal have
praktisk kendskab til de emneområder, som indgår i havari-
kommissionens almindelige undersøgelsesopgaver.
§ 5. Havarikommissionen skal ikke tage stilling til de
strafferetlige eller erstatningsretlige aspekter ved ulykkerne
eller hændelserne, og dens undersøgelser skal holdes adskilt
fra strafferetlige eller andre sideløbende undersøgelser, der
har til formål at placere ansvar eller skyld.
Stk. 2. Havarikommissionen og dens medarbejdere samt
personer og virksomheder, som bistår havarikommissionen,
må ikke stille følgende oplysninger til rådighed for andre
formål end undersøgelsesarbejdet
1) alle vidneforklaringer og andre erklæringer, redegørel-
ser, som er modtaget som led i undersøgelserne, samt
noter, der er taget i forbindelse med modtagelsen af de
nævnte forklaringer mv.,
2) oplysninger, der afslører identiteten af personer, der har
afgivet forklaringer som led i undersøgelserne, samt
3) oplysninger vedrørende personer, som har været invol-
veret i ulykken eller hændelsen til søs, som er af særlig
følsom eller privat art, herunder helbredsoplysninger.
Stk. 3. Havarikommissionen, de tilkaldte sagkyndige og
andre, der medvirker i en undersøgelse, som foretages af
Havarikommissionen, er under ansvar efter straffelovens §§
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/18/EF om de grundlæggende principper for undersøgelser
af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF (EU-Tidende nr. L
131 af 28. maj 2009, side 114-127).
Lovforslag nr. L 147 Folketinget 2010-11
Økonomi- og Erhvervsmin.,
Søfartsstyrelsen, j.nr. 201000708
AU004330
152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at
hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse
med undersøgelsen.
Stk. 4. Bestemmelserne om aktindsigt i lov om offentlig-
hed i forvaltningen finder ikke anvendelse på oplysninger,
der af Havarikommissionen er videregivet til andre myndig-
heder indenfor rammerne af stk. 3, når disse oplysninger
indgår i en verserende undersøgelse af en ulykke eller hæn-
delse til søs.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 finder kun anvendelse, indtil
en endelig søulykkesrapport foreligger, eller der er truffet
beslutning om, at en sådan rapport ikke skal udfærdiges.
Stk. 6. Havarikommissionen kan beslutte, at oplysninger-
ne nævnt i stk. 2 kan videregives og anvendes til andet for-
mål end sikkerhedsundersøgelsen, hvis der er en væsentlig
samfundsmæssig interesse forbundet hermed. Havarikom-
missionens beslutninger herom kan påklages til formanden
for Ankenævnet for Søfartsforhold.
§ 6. Havarikommissionens undersøgelser foretages i over-
ensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om de grundlæggende principper for undersøgelse af ulyk-
ker i søtransportsektoren.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter for-
handling med vedkommende minister fastsætte regler om
Havarikommissionens samarbejde med andre myndigheder
og om dens deltagelse i udenlandske undersøgelser.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om hava-
rikommissionens undersøgelsesarbejde og om offentliggø-
relse af rapporter og om sikkerhedsanbefalinger, herunder
om offentliggørelse af oplysninger om personers helbreds-
mæssige forhold, hvor dette er nødvendigt for at forebygge
fremtidige ulykker eller begrænse disses konsekvenser. Mi-
nisteren kan endvidere fastsætte regler om behandling af
klager.
Stk. 4. I tilfælde, hvor andre stater har en væsentlig inte-
resse i en ulykke eller hændelse omfattet af § 2 stk. 1 eller §
3 stk. 1, indgår Den Maritime Havarikommission aftale med
undersøgelsesenhederne i pågældende stater om undersøgel-
sen, herunder om hvilken af undersøgelsesenhederne der
skal lede undersøgelsen og om de øvrige enheders deltagelse
i undersøgelsen.
Stk. 5. Havarikommissionen kan i særlige tilfælde ved
aftale overlade undersøgelser til undersøgelsesinstanser i an-
dre lande, selvom disse ikke har en væsentlig interesse i
ulykken eller hændelsen. Havarikommissionen kan endvide-
re efter aftale med en undersøgelsesinstans i et andet land
foretage undersøgelser, der påhviler denne.
§ 7. Når det af Havarikommissionen skønnes nødvendigt
i forbindelse med undersøgelsesarbejdet, har kommissionens
medarbejdere og eventuelle medhjælpere samt medarbejdere
i de § 6 nævnte udenlandske undersøgelsesinstanser, til en-
hver tid mod behørig legitimation uden retskendelse ret til
1) at få uhindret adgang til skibe og lokaler, hvorfra der
udøves erhvervsvirksomhed i tilknytning til drift af ski-
be, samt adgang til ethvert relevant område eller ulyk-
kessted, vrag eller struktur, herunder last, udstyr eller
vragrester,
2) at foretage øjeblikkelig indsamling af bevismateriale og
kontrolleret eftersøgning efter og fjernelse af vragde-
le, vragrester samt andre bestanddele eller stoffer med
henblik på undersøgelse eller analyse,
3) at iværksætte undersøgelser eller analyser af de under
nr. 2 omhandlede genstande og få uhindret adgang til
resultaterne af sådanne undersøgelser eller analyser,
4) uhindret adgang til samt ret til at kopiere og anvende
alle relevante oplysninger og registrerede data, herun-
der data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib,
en rejse, en last, en besætning eller andre personer,
genstande, betingelser eller omstændigheder,
5) uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af el-
ler analyser af prøver fra ofrenes lig, som har været
involveret i de i § 2 nævnte ulykker,
6) uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af el-
ler analyser af udtagning af prøver fra relevante person-
er,
7) at udspørge de involverede personer uden tilstedevæ-
relse af andre, hvis interesser vil kunne anses for at
vanskeliggøre undersøgelsen, samt
8) at indhente synsrapporter og andre relevante oplysnin-
ger fra tilsynsmyndighederne, klassifikationsselskaber,
rederen, og selskaber eller personer, som er godkendt
som sikkerhedsansvarlig i henhold til koden om sikker
skibsdrift, besætningsmedlemmer og søfartserhvervets
organisationer, samt fra relevante parter, hvis disse er
etableret i Danmark.
Stk. 2. Havarikommissionen kan endvidere indhente op-
lysninger og anmode om bistand hos relevante myndigheder
i involverede stater, herunder flag- og havnestaters inspek-
tører, kystvagter, skibstrafiktjenester, eftersøgnings- og red-
ningstjenester, samt fra lodser, rederier og andet havne- og
søfartspersonale.
Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse, når Hava-
rikommissionen bistår andre undersøgelsesinstanser med at
tilvejebringe oplysninger inden for rammerne af det europæ-
iske samarbejde imellem sikkerhedsundersøgelsesinstanser.
§ 8. Skibets reder, fører og maskinchef samt enhver, der
handler på disses vegne, skal sikre, at alle oplysninger, som
kan anses som relevante for undersøgelsesarbejdet, stilles til
rådighed for Havarikommissionen, herunder at oplysninger
fra kort, logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings-
og videobånd, VDR-sort bokse og andre elektroniske anord-
ninger for perioden før, under og efter en ulykke sikres,
og at sådanne oplysninger ikke overskrives, ændres eller
forstyrres af andet udstyr. Andre, der er berørte af en ulykke
eller hændelse til søs, og som er i besiddelse af oplysninger
fra kort, logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings-
og videobånd, VDR-sort bokse eller andre elektroniske an-
ordninger, som er relevante for undersøgelsesarbejdet, skal
ligeledes stille disse til rådighed for kommissionen og sikre
at sådanne oplysninger ikke overskrives, ændres eller for-
styrres af andet udstyr.
§ 9. Hvis et skibs videre sejlads indebærer en hindring
af Havarikommissionens arbejde, kan den påbyde, at skibets
videre sejlads skal udskydes. Havarikommissionen skal dra-
2
ge omsorg for, at skibe ikke unødigt tilbageholdes, og at
arbejdet om bord ikke unødigt vanskeliggøres.
§ 10. Havarikommissionen kan endvidere bestemme, at
vrag og vragdele ikke må fjernes eller røres, indtil havari-
kommissionen har haft lejlighed til at foretage de fornødne
undersøgelser. Hvis et skib er sunket, grundstødt eller er
drivende og kan give anledning til fare for sejladssikker-
heden eller for miljøet, aftales det imellem kommissionen
og henholdsvis Farvandsvæsenet eller Søværnets Operative
Kommando, hvorledes denne fare skal afværges.
§ 11. Havarikommissionens afgørelser efter denne lov jf.
dog § 5, stk. 6, 2. pkt. kan ikke påklages til anden admini-
strativ myndighed.
Stk. 2. Havarikommissionens afgørelser efter § 9 kan
dog af vedkommende rederi påklages til Ankenævnet for
Søfartsforhold. § 5, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for
ankenævnet, når det behandler klager efter 1. pkt.
§ 12. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler om, at skriftlig kommunikation mellem havarikommissi-
onen og virksomheder om forhold, som er omfattet af denne
lov, skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om anvendelse af bestemte IT-systemer, særlige digi-
tale formater og digital signatur.
§ 13. Med bøde eller fængsel i indtil 1 år straffes den, der
overtræder § 8 eller ikke efterkommer påbud, der er meddelt
i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i
medfør af loven.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 3. Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 2 anses
personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord på
skibet af andre end rederen, tillige for at være knyttet til
rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i hen-
hold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold
til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de søfarende
tillige for at være knyttet til den, som dokumentet er udstedt
til.
Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan
der fastsættes straf af bøde eller fængsel i indtil 1 år. I
sådanne forskrifter kan der fastsættes tilsvarende straf for
overtrædelse af regler fastsat i Det Europæiske Fællesskabs
forordninger om forhold omfattet af loven.
§ 14. Loven træder i kraft den 15. juni 2011.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 17 kan helt eller delvis sættes i kraft for Færøer-
ne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
§ 16. I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr.
654 af 15. juni 2010, foretages følgende ændring:
1. § 4, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om anmeldelsespligt til Søfartsstyrelsen vedrørende
ulykker og andre hændelser til søs samt om myndighedernes
indberetning heraf til den europæiske informationsplatform
for ulykker til søs.«
§ 17. I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 1. juli
2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 474, stk. 2, nr. 3, § 477, stk. 3, og i § 479, stk. 2, æn-
dres »Søfartsstyrelsen« til: »Søfartsstyrelsen, Den Maritime
Havarikommission«.
2. I § 480, stk. 3, ændres »Søfartsstyrelsen« til: »Søfartssty-
relsen eller Den Maritime Havarikommission«.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Lovforslagets baggrund og formål
2. Lovforslagets indhold
2.1. Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed og Den Mariti-
me Havarikommission
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Lovforslaget
2.2. Indberetning af søulykker
2.3. Søulykker, som involverer flere lande
2.4. Søfartsstyrelsens tilsynsvirksomhed
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Lovforslaget
2.5. Strafferetlig forfølgning
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Lovforslaget
2.6. Søforklaring
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Lovforslaget
2.7. Ekstraordinære undersøgelseskommissioner
2.8. Definitioner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Lovforslagets baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/18/EF om de grundlæggende principper for
undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om æn-
dring af Rådets direktiv 1999/35/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/59/EF (EU-Tidende nr. L 131 af
28. maj 2009, side 114-127) i dansk ret. Direktivet, som er
optrykt som bilag til lovforslaget, skal være gennemført i
dansk ret senest d. 17. juni 2011.
Direktivet forpligter medlemsstaterne til at sikre, at visse
meget alvorlige ulykker til søs undersøges af en instans, som
er uafhængig af andre, hvis interesser kan komme i konflikt
med undersøgelsesarbejdet. Undersøgelserne skal foregå ad-
skilt fra strafferetlige og andre sideløbende undersøgelser,
der har til formål at placere ansvar og skyld. Direktivet
indeholder en række bestemmelser om undersøgelsesinstan-
sernes arbejde mv., ligesom medlemsstaterne skal sikre, at
der tages behørigt hensyn til undersøgelsesinstansernes sik-
kerhedsanbefalinger, hvor det skønnes relevant.
Som led i styrkelsen af forebyggelsen af ulykker til søs
oprettes endvidere en europæisk database med oplysninger
om søulykker og andre hændelser til søs samt resultaterne af
de enkelte landes undersøgelsesarbejde.
Direktivet har til formål at medvirke til at skabe et gene-
relt højt sikkerhedsniveau for søfarende og dermed nedbrin-
ge antallet af ulykker til søs. Direktivet skaber en fælles
ramme for uafhængige og specialiserede undersøgelsesin-
stanser, der gør det muligt at samarbejde på tværs af lande-
grænserne. Direktivet indeholder regler om, at undersøgel-
sesinstanserne ikke må stille vidneforklaringer og modtagne
redegørelser til rådighed for andre formål end sikkerhedsun-
dersøgelsen. Disse regler har til formål at sikre, at undersø-
gelsesinstansen får adgang til alle relevante oplysninger, idet
de involverede parter ikke behøver frygte, at deres forklarin-
ger til undersøgelsesinstansen anvendes i forbindelse med
f.eks. strafforfølgning af de personer, som har været involve-
ret i ulykken. Efter direktivet skal undersøgelsesinstansen i
sin organisation, retlige struktur og beslutningstagen være
uafhængig af andre parter, hvis interesser kunne komme i
konflikt med denne opgave.
Direktivet indeholder også bestemmelser, hvorefter der på
EU-plan efter særlige procedurer kan vedtages supplerende
bestemmelser om bl.a. fælles metodologi for undersøgelses-
arbejdet og en forretningsorden for det permanente samar-
bejde.
4
2. Lovforslagets indhold
2.1. Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed og Den Maritime
Havarikommission
2.1.1. Gældende ret
Den hidtidige regulering af undersøgelser af ulykker til
søs findes navnlig i § 4, stk. 3, og kapitel 6 i lov om sikker-
hed til søs og bekendtgørelse nr. 790 af 10. juli 2006 om
undersøgelse af ulykker til søs. Disse regler er imidlertid
ikke tilstrækkelige til at sikre direktivets gennemførelse i
dansk ret.
I Danmark har Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed, som
blev oprettet i 1990, hidtil forestået de sikkerhedsmæssige
undersøgelser af ulykker til søs. Enheden opererer efter be-
stemmelserne i bekendtgørelse nr. 790 af 10. juni 2006 og i
overensstemmelse med principperne i FN’s søfartsorganisa-
tions IMO’s (International Maritime Organisation) kode for
undersøgelser af ulykker og hændelser til søs, jf. resolution
A.849(20) af 27. november 1997. Den ajourførte version
af koden, på tidspunktet for dette lovforslags fremsættelse,
fremgår af resolution MSC.255(84) af 16. maj 2008.
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed er en særlig enhed i
Søfartsstyrelsen, hvis undersøgelsesarbejde foregår adskilt
fra styrelsens øvrige funktioner og virksomhed. Enheden
blev oprettet for at forbedre forebyggelsen af ulykker til søs,
og dens opgave er at tilvejebringe oplysninger om de fakti-
ske omstændigheder ved de enkelte ulykker og at klarlægge
de årsager og begivenhedsforløb, som har ført til ulykken
med henblik på, at der kan træffes foranstaltninger for at
forebygge fremtidige ulykker. Undersøgelserne sigter ikke
imod at tage stilling til eventuelle strafferetlige aspekter,
men de udarbejdede rapporter er offentligt tilgængelige, og
i praksis indgår resultaterne af enhedens undersøgelser, når
Søfartsstyrelsen tager stilling til, om der skal foretages poli-
tianmeldelse efter en ulykke. Søfartserhvervets organisatio-
ner har indstillet en række kontaktpersoner, som er knyttet
til opklaringsenheden, og som bistår denne når der er særligt
behov herfor.
2.1.2. Lovforslaget
For at leve op til direktivets krav om uafhængighed er det
lovforslagets intention at udbygge og yderligere præcisere
opklaringsenhedens uafhængige status ved at udskille Sø-
fartsstyrelsens Opklaringsenhed fra styrelsen og etablere den
som en uafhængig og selvstændig instans, Den Maritime
Havarikommission, som skal virke uafhængigt af søfartser-
hvervet og tilsynsmyndighederne. For at sikre uafhængighe-
den vil den hidtidige ordning, hvorefter søfartserhvervets
organisationer indstiller en række kontaktpersoner til opkla-
ringsenheden, ikke blive videreført. Den påvirkning af kom-
missionens arbejde, som ordningen forudsætter, skønnes
ikke at være i overensstemmelse med direktivets krav til
undersøgelsesinstanserne. Det er imidlertid vigtigt for Hava-
rikommissionen at kunne følge med i udviklingen inden for
søfartserhvervet og de udfordringer, som rederierne og de
søfarende møder, ligesom det vil være nyttigt for kommissi-
onen generelt at drøfte arbejdsmetoder mv. med erhvervets
parter og andre berørte. Denne dialog med erhvervets parter
om sådanne generelle spørgsmål forudsættes havarikommis-
sionen at tage initiativ til, således at der mindst en gang
årligt afholdes et fælles møde med repræsentanter for de i
Skibstilsynsrådet repræsenterede organisationer.
Lovforslaget indebærer alene en reorganisering af enhe-
dens organisatoriske forhold og procedurer. Arbejdsopga-
verne forbliver således i hovedsagen de samme som hidtil,
idet nogle opgaver af generel karakter, som hidtil har været
udført i opklaringsenheden, dog fremover vil blive varetaget
af Søfartsstyrelsen. Den nye havarikommission vil bestå af
en af økonomi- og erhvervsministeren udpeget chef samt et
antal medarbejdere.
Medlemsstaterne skal efter direktivet sikre, at der gen-
nemføres sikkerhedsundersøgelser efter meget alvorlige
ulykker til søs, som involverer et skib, som fører med-
lemsstatens flag, eller som finder sted på dens søterrito-
rium. Hvis en meget alvorlig ulykke har betydning for væ-
sentlige interesser for medlemsstaten, skal medlemsstaten
ligeledes sikre, at der foretages en sikkerhedsundersøgelse,
uanset hvor ulykken har fundet sted, og uanset hvilket flag
det eller de involverede skibe sejlede under. Eksempler på
en meget alvorlig ulykke kan være forlis, der involverer et
udenlandsk passagerskib, der sejler i rutefart på dansk havn,
eller en ulykke, hvorved et betydeligt antal danske statsbor-
gere, der er passagerer på et udenlandsk skib, omkommer,
uanset at dette ikke sker på dansk søterritorium. Hvis hava-
rikommissionen vælger ikke at foretage en sikkerhedsunder-
søgelse af en alvorlig søulykke, skal den begrunde dette.
2.2. Indberetning af søulykker
Søulykker og hændelser til søs vil blive indrapporteret til
en fælles EU-database. Hændelser til søs omfatter tilfælde,
hvor der ikke er sket en ulykke, men hvor der i direkte
forbindelse med et skibs drift har været fare for skibets eller
personers sikkerhed eller fare for forurening. Indberetnings-
ordningen vil blive tilrettelagt således, at der sker indberet-
ning til Søfartsstyrelsen, som sikrer, at Den Maritime Hava-
rikommission modtager underretning herom. Derved sikres,
at de enkelte hændelser ikke skal indberettes både til Sø-
fartsstyrelsen og til Den Maritime Havarikommission. Da-
ta vedrørende ulykkesrapporterne samt undersøgelsesinstan-
sernes begrundelse for ikke at foretage undersøgelse af en
alvorlig ulykke vil ligeledes blive lagt ind i den europæiske
informationsplatform. For så vidt angår den nærmere defi-
nition af begreberne ”hændelse til søs”, ”ulykke til søs”,
”alvorlig ulykke ” og ”meget alvorlig ulykke” henvises der
til afsnit 2.8. nedenfor.
Den nærmere arbejdsfordeling mellem Søfartsstyrelsen og
Havarikommissionen i forbindelse med indrapportering af
oplysninger i den europæiske informationsplatform vil blive
fastsat i en bekendtgørelse udstedt i medfør af lov om sik-
kerhed til søs. Søulykker forventes at blive indrapporteret af
havarikommissionen, hvorimod data om arbejdsulykker som
hovedregel forventes rapporteret af Søfartsstyrelsen.
5
2.3. Søulykker som involverer flere lande
Det fremgår endvidere af direktivet, at medlemsstaternes
undersøgelsesenheder skal samarbejde i forbindelse med
konkrete sikkerhedsundersøgelser, der involverer flere sta-
ter, samt indgå i et mere permanent samarbejde med hen-
blik på deling af ressourcer, erfaring osv. Det er direktivets
udgangspunkt, at der kun skal udføres én undersøgelse pr.
ulykke, uanset at flere lande kan være forpligtet til at fo-
retage undersøgelsen, eksempelvis som hhv. flagstat og ter-
ritorialstat. Medlemsstaterne aftaler i sådanne situationer,
hvilken stat der skal være hovedansvarlig og lede undersø-
gelsen. Det fremgår dog af direktivets artikel 7 stk. 4, at
undersøgelsesproceduren altid indledes af kyststaten, hvis
ulykken vedrører en ro-ro (roll-on/roll-off) færge eller høj-
hastighedspassagerfartøj. Det vil således altid være havari-
kommissionen, der indleder undersøgelse ulykker, der invol-
verer sådanne skibstyper. Andre medlemsstater med væsent-
lig interesse i ulykken kan deltage i undersøgelsen efter
nærmere aftale. Indtil det er aftalt, hvem der skal lede un-
dersøgelsen som hovedansvarlig, er undersøgelsesenhederne
ligestillede.
2.4. Søfartsstyrelsens tilsynsvirksomhed
2.4.1. Gældende ret
Søfartsstyrelsen fører tilsyn med, at lov om sikkerhed til
søs og de i medfør heraf fastsatte regler, påbud og forbud
overholdes. Søfartsstyrelsens medarbejdere har, når de udfø-
rer dette tilsyn, ret til at gå om bord på ethvert skib, og ski-
bets reder og besætning har pligt til at yde den nødvendige
bistand i forbindelse med Søfartsstyrelsens – herunder også
opklaringsenhedens – undersøgelser.
Når der sker ulykker til søs, er der ofte behov for, at
der foretages undersøgelser med et andet og mere konkret
formål end den generelle forebyggelse, som sikkerhedsun-
dersøgelserne skal varetage. Ofte undersøger Søfartsstyrel-
sens tilsynsenheder selvstændigt, hvad der er passeret med
henblik på at tage stilling til, om der skal foretages tilsyns-
mæssige skridt. Sådanne skridt kan f.eks. være påbud om
udbedring af mangler ved skibet før dets videre sejlads,
påbud eller henstillinger om forbedringer på det operative
område eller kontrol af, om rederiets sikkerhedsledelsessy-
stem kunne have forebygget ulykken. Sådanne tilsynsbesøg
på skibe, som har været involveret i ulykker, sker i stigende
grad som led i, at styrelsens tilsynsindsats i stadig højere
grad prioriteres ud fra risikovurderinger.
2.4.2. Lovforslaget
Forslaget berører ikke den adgang, som Søfartsstyrelsen i
henhold til § 19 i lov om sikkerhed til søs har til at gå om
bord på skibe og foretage de undersøgelser mv., som er nød-
vendige for styrelsens tilsynsarbejde. Søværnets Operative
Kommando og politiet har efter havmiljølovens § 42 ret til
at foretage de undersøgelser af et skib, der er nødvendige
for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet. Denne
ret berøres heller ikke af forslaget. Arbejdstilsynets adgang
efter arbejdsmiljølovens § 76, jf. § 3, stk. 2, til at foretage
undersøgelser af ulykker i forbindelse med værftsarbejde
eller lastning eller losning af skibe berøres ligeledes ikke af
lovforslaget.
2.5. Strafferetlig forfølgning
2.5.1. Gældende ret
Når der er indtruffet en ulykke til søs, foretager politi-
et endvidere ofte efterforskning med henblik på at tage
stilling til, om der skal indledes straffesag imod nogen af
de involverede personer eller rederier. Opklaringsenhedens
søulykkesrapporter er offentligt tilgængelige, og i praksis
indgår resultaterne af enhedens undersøgelser i politiets
sagsbehandling, hvis der efterfølgende rejses straffesag.
2.5.2. Lovforslaget
Den nye havarikommissions rapporter vil også være of-
fentligt tilgængelige og vil stadig kunne danne baggrund
for politiets efterforskning. Direktivets krav om, at vidnefor-
klaringer og modtagne redegørelser skal behandles fortro-
ligt og ikke må stilles til rådighed for andre formål end
sikkerhedsundersøgelsen, indebærer imidlertid, at den nye
undersøgelsesinstans ikke vil kunne bistå politiet i samme
omfang, som Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed hidtil har
gjort. Medarbejdere i den nye havarikommission vil således
som udgangspunkt være afskåret fra under straffesager at
afgive vidneforklaringer om, hvad de personer, som var in-
volveret i ulykken, har forklaret til dem. De notater, som
enhedens medarbejdere har noteret om sådanne udsagn, vil
som udgangspunkt heller ikke kunne fremlægges som be-
vis under en straffesag. Det er efter direktivet dog muligt
at anvende vidneforklaringer og redegørelser mv., som un-
dersøgelsesinstansen har modtaget, til andre formål end sik-
kerhedsundersøgelserne, herunder til brug for politiets efter-
forskning, hvis en myndighed vurderer, at der er en væsent-
lig samfundsinteresse forbundet med dets videregivelse. I
Danmark vil det være Havarikommissionen og domstolene,
som skal foretage disse vurderinger. Disse forhold, herunder
domstolenes adgang efter retsplejeloven til at pålægge vid-
nepligt efter er omtalt i bemærkningerne til § 5.
Havarikommissionens undersøgelser skal ikke tage stil-
ling til de strafferetlige eller erstatningsretlige aspekter ved
ulykkerne. Det følger af direktivet, at det forhold, at der
vil kunne udledes skyld eller ansvar af ulykkesrapporterne
(f.eks. hvis en kollision skyldes, at et af de involverede
skibe ikke overholdt vigepligten), ikke må føre til, at der
ikke kan foretages rapportering.
Hvis politiet i særlige tilfælde har behov for sagkyndig
bistand i forbindelse med undersøgelser af ulykker til søs,
forudsættes denne bistand ydet af Søfartsstyrelsen, når der
er tale om forhold, som falder inden for anvendelsesområ-
det af lov om sikkerhed til søs. Det bemærkes, at sådanne
undersøgelser ikke i urimelig grad må hindre, suspendere
eller forsinke Havarikommissionens arbejde. Søfartsstyrel-
sens assistance vil skulle ske inden for de rammer, som lov
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangs-
indgreb og oplysningspligter sætter. Det bemærkes i denne
6
forbindelse, at retssikkerhedsloven ikke er til hinder for,
at en forvaltningsmyndighed med henblik på varetagelsen
af sine tilsynsopgaver gennemfører kontrolbesøg mv. også
i tilfælde, hvor der foreligger rimelig grund til mistanke
om en strafbar overtrædelse af lovgivningen. Dette gælder,
selv om man er opmærksom på, at undersøgelsesresultaterne
vil skulle indgå i efterfølgende straffesager. Søfartsstyrelsen
kan derfor i alle tilfælde gennemføre kontrolbesøg og andre
undersøgelser på skibe, som er naturlige og saglige led i sty-
relsens varetagelse af kontrol og tilsynsopgaver, der ikke ve-
drører fastsættelse af straf. Der henvises i denne forbindelse
til lov nr. 1465 af 22. december 2004 om ændring af lov om
sikkerhed til søs - Folketingstidende 2004-05 (1. Samling) s.
2131, 2901, 3105, A2717 (lovforslag nr. L 93).
2.6. Søforklaring
2.6.1. Gældende ret
Når der har fundet ulykker til søs sted, eller når et besæt-
ningsmedlem uden for dansk havn er afgået ved døden eller
har lidt betydelig personskade om bord, kan der afholdes
søforklaring. Søforklaring er en bevisoptagelse, som fore-
tages hurtigt efter en ulykke eller et besætningsmedlems
tilskadekomst med henblik på at tilvejebringe oplysninger
om de faktiske omstændigheder i forbindelse med ulykken
mv. Enhver, der har retlig interesse deri, herunder offentlige
myndigheder, kan begære, at søforklaring afholdes for en
dansk domstol, og sådanne forklaringer er som hovedregel
åbne for offentligheden. Søforklaring kan afholdes, når det
er af betydning for bedømmelsen af offentlige forhold eller
civile ansvarsforhold, af skibets sødygtighed eller for sikker-
heden til søs. I praksis anvendes søforklaringer i dag stort
set alene med henblik på bevissikring i forbindelse med ci-
vilretlige ansvarsforhold. Søforklaringsinstituttet vil normalt
ikke være en velegnet metode for undersøgelsesenheden til
at fremskaffe oplysninger, da søforklaringen kun under sær-
lige omstændigheder foregår for lukkede døre.
2.6.2. Lovforslaget
Der skønnes i fremtiden heller ikke i almindelighed at
opstå noget større behov for søforklaringsinstituttet i forbin-
delse med kommissionens undersøgelser, idet enheden i al-
mindelighed vil kunne skaffe sig adgang til de pågældende
oplysninger ved direkte udspørgen, uden at det er nødven-
digt at inddrage domstolene. Lovforslaget berører derfor ik-
ke reglerne om søforklaring, idet der dog åbnes adgang for
enheden til at begære søforklaring efter samme betingelser,
som allerede gælder for Søfartsstyrelsens begæringer.
2.7. Ekstraordinære undersøgelseskommissioner
Der er endvidere efter sølovens § 482, stk. 1, adgang
for økonomi- og erhvervsministeren til at nedsætte særli-
ge undersøgelseskommissioner, hvis det ikke gennem de
ordinære undersøgelser har været muligt at tilvejebringe fyl-
destgørende oplysninger om meget alvorlige ulykker, eller
hensynet til betryggelse af sikkerheden til søs begrunder
det. Direktivet er ikke til hinder for, at der nedsættes en
sådan kommission til supplering af de undersøgelser, som er
omfattet af direktivet. Adgangen til at nedsætte disse særlige
undersøgelseskommissioner, som alene forudsættes anvendt
ved meget alvorlige skibskatastrofer, berøres således ikke af
lovforslaget.
2.8. Definitioner
Direktivet henviser på en række punkter til FN’s inter-
nationale søfartsorganisation, IMO’s, vedtagelser, herunder
navnlig koden om undersøgelser af ulykker og hændelser til
søs i dens ajourførte form. Baggrunden herfor er, at defini-
tionerne løbende er undergået mindre justeringer. Af samme
årsag er der i lovforslaget indsat en bestemmelse, hvorefter
økonomi- og erhvervsministeren nærmere kan fastlægge de-
finitionerne. Når de tilsvarende udtryk anvendes i loven,
skal de forstås på samme måde. Disse vil blive fastsat i
overensstemmelse med de til enhver tid gældende internati-
onale vedtagelser.
Det fremgår af disse henvisninger, at
a) ”ulykke til søs”
betyder en hændelse eller række af hændelser, der har
haft en af følgende konsekvenser, som er opstået i direkte
forbindelse med et skibs drift, som har indebåret:
1) en persons død eller alvorlig skade på vedkommende,
2) en persons fald over bord,
3) et skibs forlis, formodede forlis eller at et skib forlades,
4) materiel skade på et skib,
5) at et skib strander eller gøres umanøvredygtigt, eller at
et skib involveres i en kollision,
6) materiel skade på havneinfrastruktur uden for skibet,
som kunne bringe skibets, et andet skibs eller en en-
keltpersons sikkerhed i alvorlig fare, eller
7) alvorlig skade på miljøet eller risiko for alvorlig skade
på miljøet, som er forårsaget af skade på et eller flere
skibe.
En ulykke til søs omfatter dog ikke en bevidst handling
eller forsømmelse begået med den hensigt at skade et skibs,
en enkeltpersons eller miljøets sikkerhed.
b) ”meget alvorlig ulykke”
betyder en ulykke til søs, der involverer skibets totalforlis
eller et dødsfald eller alvorlig skade på miljøet.
c) ”alvorlig ulykke”
betyder en ulykke på et skib, som ikke opfylder betingel-
serne for at være en meget alvorlig ulykke, og som invol-
verer en brand, eksplosion, kollision, grundstødning, berø-
ring, hårdtvejrsskade, isskade, skrogrevne eller mistanke om
skrogskade osv., der resulterer i:
– immobilisering af hovedmaskineri, omfattende skade
på opholdsrum, alvorlig strukturel skade såsom gen-
nemtrængning af skroget under havoverfladen osv., der
gør skibet uegnet til at fortsætte sin rejse, eller
– forurening (uden hensyn til mængden), eller
– et nedbrud, der nødvendiggør slæbning eller assistance
fra land.
d) ”hændelse til søs”
betyder en hændelse eller række af hændelser, der ikke er
7
en ulykke til søs, som er opstået i direkte forbindelse med et
skibs drift, og som har bragt eller i mangel på udbedring vil-
le bringe skibets, de ombordværendes eller andre personers
eller miljøets sikkerhed i fare.
e) ”En stat med en væsentlig interesse i sagen”
betyder en stat
1) som er flagstat for et skib, der er involveret i en ulykke
eller hændelse til søs; eller
2) som er en kyststat, der er involveret i en ulykke eller
hændelse til søs; eller
3) hvis miljø blev alvorligt eller betydeligt skadet af en
ulykke til søs (herunder miljøet i statens farvande og på
dennes territorium, som anerkendt i henhold til interna-
tional ret); eller
4) hvor konsekvenserne af en ulykke eller hændelse til
søs forårsagede eller truede med at forårsage alvorlig
skade på den pågældende stat eller på kunstige øer,
installationer eller strukturer, som staten er berettiget til
at udøve jurisdiktion over; eller
5) hvor statsborgere i den pågældende stat som en konse-
kvens af en ulykke til søs har mistet livet eller blevet
alvorligt skadet; eller
6) som har vigtige oplysninger til rådighed, som den eller
de stater, der udfører sikkerhedsundersøgelsen, anser
for nyttige for undersøgelsen; eller
7) som af en anden årsag godtgør en interesse, som anses
for at være betydelig af den eller de stater, der udfører
sikkerhedsundersøgelsen.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget indebærer, at Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed
organisatorisk og juridisk udskilles fra Søfartsstyrelsen til
en selvstændig instans under Økonomi- og Erhvervsministe-
riet. Derved sikres direktivets krav om, at undersøgelsesin-
stanserne i deres organisation, retlige struktur og beslutning-
stagen skal være uafhængig af andre parter, hvis interesser
kan komme i konflikt med undersøgelsesarbejdet.
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed har – i Søfartsstyrel-
sens regi – hidtil varetaget nogle opgaver af generel karak-
ter, som ikke vedrører undersøgelse af konkrete ulykker,
bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af statistik og generel-
le forebyggelsesmæssige tiltag. Disse opgaver vil fremover
blive udført af Søfartsstyrelsen.
Den Maritime Havarikommission forventes at komme til
at bestå af en undersøgelseschef og tre undersøgelsesmedar-
bejdere. Havarikommissionen vil forblive i de bygninger,
hvor opklaringsenheden hidtil har haft til huse, og som
fysisk udskilles fra Søfartsstyrelsens hidtidige lejemål. Sø-
fartsstyrelsens centrale enhed har hidtil forestået regnskabs-
funktioner samt ydet administrativ bistand vedrørende per-
sonale-, IT- og økonomiopgaver til opklaringsenheden som
en integreret del af Søfartsstyrelsens opgavevaretagelse. Sø-
fartsstyrelsens centrale enhed har ligeledes ydet rådgivning
til opklaringsenheden vedrørende forvaltningsretlige og an-
dre juridiske spørgsmål.
Den Maritime Havarikommissions samlede bevilling vil
blive fastsat på finansloven inden for Økonomi- og Er-
hvervsministeriets samlede ramme, og det forventes, at
kommissionen vil få behov for at tilkøbe administrativ bi-
stand vedrørende personale- og økonomiopgaverne samt
IT. Dette vil forsat kunne ske hos Søfartsstyrelsen. Af hen-
syn til sikringen af Havarikommissionens uafhængighed af
organisationer, hvis interesser undersøgelsesarbejdet kan be-
røre, bør Søfartsstyrelsen derimod ikke fremover yde for-
valtningsretlig og anden juridisk rådgivning til kommissio-
nen i de spørgsmål, hvor sådan rådgivning kan medføre
tvivl om dens uafhængighed. Hvis Havarikommissionen får
behov for sådan bistand, må den indhentes fra andre dele af
Økonomi- og Erhvervsministeriet eller eksternt.
Havarikommissionens årsrapport og årsregnskab vil indgå
i Økonomi- og Erhvervsministeriets samlede rapportering.
Hvis flere medlemsstater er involveret i en sikkerhedsun-
dersøgelse, ydes der ikke vederlag imellem staterne for de
påløbne omkostninger. Hvis der anmodes om bistand fra en
medlemsstat, som ikke deltager i sikkerhedsundersøgelsen,
følger det af direktivet, at medlemsstaterne kan træffe aftale
om godtgørelse af påløbne omkostninger. Havarikommissio-
nen vil kunne opkræve sådan betaling, der skal dække de
afholdte udgifter såsom rejseomkostninger, løn mv. Beløbet
fastsættes efter de af Finansministeriet fastsatte regler om
priskalkulation ved indtægtsdækket virksomhed.
Søfartsstyrelsen har igennem de senere år koncentreret
den del af synsindsatsen, som ikke vedrører lovpligtige syn,
til områder, hvor der er særlige problemer. Som led heri
er der i øget omfang foretaget kontrolbesøg på skibe og
i rederier, som har været involveret i ulykker. Sådanne eks-
traordinære kontrolbesøg (auditeringer), som foretages efter
ulykker, fordi der er tegn på mangler i sikkerhedsstyringssy-
stemerne, er gebyrbelagte. Lovforslagets bestemmelser om,
at de forklaringer og erklæringer mv., som havarikommissi-
onen modtager, ikke må stilles til rådighed for andre formål
end undersøgelsesarbejdet, indebærer et øget behov for, at
Søfartsstyrelsen gennemfører tilsynsbesøg på skibe og i re-
derier, som har været involveret i ulykker. Udgifterne hertil
vil i vidt omfang i medfør af de eksisterende regler blive
dækket af gebyrbetaling. Gebyrernes størrelse vil som hidtil
blive fastsat i overensstemmelse med Finansministeriets reg-
ler om priskalkulation ved gebyrberegning. I det omfang, at
tilsynsbesøg efter ulykker ikke kan gebyrbelægges, vil om-
kostningerne hertil blive afholdt inden for Søfartsstyrelsens
rammer.
Lovforslagets bestemmelser om, at Havarikommissionens
undersøgelser skal foregå adskilt fra undersøgelser, som
vedrører fastlæggelse af skyld eller ansvar, indebærer end-
videre, at havarikommissionen ikke vil kunne bistå i for-
bindelse med politiets strafferetlige efterforskning i samme
omfang, som Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed hidtil har
kunnet. Dette kan nødvendiggøre, at politiet i større omfang
end hidtil selv må optage forklaringer mv. i tilknytning til de
enkelte ulykker til søs.
Direktivets bestemmelser, hvorefter informationsdeling
myndighederne imellem begrænses, vil således i et begræn-
8
set omfang medføre øgede arbejdsbyrder for de myndighe-
der, som hidtil har kunnet anvende oplysninger, som er
tilvejebragt af Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed, til andre
formål end generel ulykkesforebyggelse. Omkostningerne
hertil vil blive afholdt inden for de eksisterende bevillings-
rammer.
Direktivet pålægger dog medlemsstaterne at etablere et
samarbejde mellem undersøgelsesinstansen og de myndig-
heder, som har ansvaret for de retlige undersøgelser. Derud-
over vil der ofte være brug for at sikre, at de forskellige
myndigheder, der varetager opgaver i forbindelse med en
søulykke, tager hensyn til, at de ikke kommer til at vanske-
liggøre de andre myndigheders arbejde. Der vil derfor kunne
udarbejdes samarbejdsaftaler mellem Havarikommissionen
og de myndigheder, som varetager den strafferetlige efter-
forskning og andre opgaver, og som er relevante for kom-
missionens arbejde, eksempelvis politiet og Søfartsstyrelsen.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrel-
sens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering (CKR) med
henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR
vurdere ikke, at forslaget indeholder administrative kon-
sekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bli-
ver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget er derfor ikke
forelagt Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspa-
nel. Forslaget indebærer, at den eksisterende anmeldelses-
pligt for ulykker til søs udvides til også at omfatte hændelser
til søs, hvor der ikke er indtruffet en ulykke, men hvor
der har været fare herfor. Den udvidede anmeldelsespligt
skønnes ikke at have økonomiske eller administrative kon-
sekvenser af væsentlig betydning for erhvervslivet. Dette
skyldes, at det allerede i dag er et krav efter koden om sikker
skibsdrift, som er gennemført ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 336/2006 (EU-Tidende nr. L 64 af 4.
marts 2006, side 1-36), at sådanne situationer skal rapporte-
res til rederiet og analyseres med henblik på at forbedre
sikkerheden.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget indebærer ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke umiddelbart miljømæssige konsekven-
ser. En styrket ulykkesforebyggelse vil imidlertid på sigt
også begrænse risikoen for forurening af havet.
7. Forholdet til EU-retten
Med forslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæg-
gende principper for undersøgelse af ulykker i søtransport-
sektoren og om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF (EU-
Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 114-127).
8. Hørte myndigheder, organisationer mv.
Advokatrådet, Beskæftigelsesministeriet, Bilfærgernes
Rederiforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Re-
deriforening, Danmarks Statistik, Dansk Sø- og Restaurati-
onsforening, Danske Regioner, Datatilsynet, Erhvervs- og
Byggestyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Fag og Ar-
bejde, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansministeriet, Fi-
nanstilsynet, Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Fiskernes Forbund,
Foreningen af Småøernes Færgeselskaber, Forsvarsministe-
riet, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Fæ-
røernes Selvstyre, Grønlands Selvstyre, Justitsministeriet,
Kommunernes Landsforening, Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, Landsorganisationen i Danmark, Maskinmestre-
nes Forening, Metal Søfart, Miljøministeriet, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Offentligt Ansattes Orga-
nisationer, Patent- og Varemærkestyrelsen, Radiotelegrafist-
foreningen af 1917, Rederiforeningen af 1895, Rederifor-
eningen for Mindre Skibe, Rigsrevisionen, Sammenslutnin-
gen af Mindre Erhvervsfartøjer, Sikkerhedsstyrelsen, Stats-
ministeriet, Statstjenestemændenes Centralorganisation II,
Søfartens Arbejdsmiljøråd, Søfartens ledere, Dansk Naviga-
tørforening, Sølovsudvalgets medlemmer, Transportministe-
riet og Træskibs Sammenslutningen.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/ Mindreudgif-
ter
Negative konsekvenser/Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Udskillelsen af Havarikommissionen
vil medføre etableringsomkostninger,
bl.a. i forbindelse med erhvervelse af
selvstændigt IT-system, fysisk adskil-
lelse fra Søfartsstyrelsen osv. Disse
vil blive afholdt indenfor Økonomi-
og Erhvervsministeriets eksisterende
rammebevilling.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen De relevante myndigheder, herunder
politiet, vil ikke længere kunne benyt-
te Havarikommissionens bistand i for-
9
bindelse med strafferetlig efterforsk-
ning af ulykker til søs, hvilket inde-
bærer en øget arbejdsbyrde for disse
myndigheder. Disse vil blive afholdt
indenfor myndighedens eksisterende
rammebevilling.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen af betydning Forslaget indebærer en udvidelse af
den eksisterende indberetningspligt af
ulykker til også at omfatte hændelser
til søs. Dette vil have begrænsede ad-
ministrative konsekvenser for erhver-
vet.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen.
Miljømæssige konsekvenser Forebyggelse af ulykker til søs har en
positiv effekt for havmiljøet.
Ingen.
Forholdet til EU-retten Med lovforslaget skabes hjemmel til at gennemføre Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæggende principper
for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets
direktiv 1999/35/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 128-131).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det overordnede formål med undersøgelsesarbejdet er
at opretholde et højt sikkerhedsniveau inden for søtrans-
port. Ved hurtigt at undersøge ulykker og de faktorer,
der medførte ulykken, kan undersøgelsesenhederne forbed-
re sikkerheden til søs, da deres erfaringer bidrager til at
forebygge sådanne ulykker og de deraf følgende tab for
mennesker, miljø og skibe. Det forhold, at der vil kunne
udledes skyld eller ansvar af ulykkesrapporterne (f.eks. hvis
en kollision skyldes, at et af de involverede skibe ikke over-
holdt vigepligten), må ikke føre til, at der ikke kan foretages
rapportering.
Til § 2
Forslaget til stk. 1 gennemfører pligten efter direktivet
til at foretage undersøgelse af meget alvorlige ulykker. Så-
danne ulykker involverer skibets totalforlis eller et dødsfald
eller alvorlig skade på miljøet, som opstår i direkte forbin-
delse med et skibs drift. Ulykker og dødsfald, som ikke
er opstået som en direkte følge af skibets drift, herunder
dødsfald af ”naturlige årsager”, vil ikke være omfattet af
undersøgelsesforpligtelsen jf. definitionen, som er omtalt
ovenfor i afsnit 2.8. i de almindelige bemærkninger.
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed har ikke været forplig-
tet til at foretage disse undersøgelser, men har selv kunnet
skønne, i hvilket omfang en undersøgelse af de enkelte ulyk-
ker kunne tjene til forebyggelsesformålet. Det har dog været
fast praksis, at sager, der vurderedes som meget alvorlige,
har været genstand for undersøgelse.
Forpligtelsen til at iværksætte en undersøgelse omfatter
meget alvorlige ulykker, der involverer skibe, der fører
dansk flag uanset hændelsessted, samt meget alvorlige ulyk-
ker, der finder sted i dansk søterritorium.
Herudover skal ulykker, som har betydning for medlems-
statens væsentlige interesser også undersøges. Eksempler på
sådanne væsentlige interesser kan være forlis, der involverer
et passagerskib, der sejler i rutefart på dansk havn, eller
forlis, hvor et betydeligt antal danske passagerer omkommer
eller lider alvorlig skade. Undersøgelserne forudsættes at
ske i samarbejde med andre lande, der måtte have væsentli-
ge interesser i en sådan ulykke.
Fiskeskibe med en længde på under 15 meter er ikke
omfattet af direktivets undersøgelsesforpligtigelse. Stk. 2
viderefører den tidligere praksis, hvorefter opklaringsenhe-
den selv traf afgørelse om, hvorvidt sådanne ulykker skal
undersøges. Kommissionen er således ikke forpligtiget til
at foretage sådanne undersøgelser, men kan af egen drift
undersøge ulykken, hvis den vurderer, at den kan bidrage til
forebyggelse af ulykker til søs.
Til § 3
Forslaget til stk. 1 giver Havarikommissionen ret til at un-
dersøge søulykker, som ikke er meget alvorlige, samt hæn-
delser til søs, hvor sikkerheden for skib, personer eller miljø
har været i fare, uden at der er indtrådt en ulykke. Begrebet
”hændelser” skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med
direktivet. Havarikommissionen vil vurdere disse og beslut-
te, hvorvidt der skal foretages en undersøgelse. Hvis havari-
kommissionen vælger ikke at undersøge alvorlige ulykker,
skal dette begrundes. Havarikommissionen vil i denne vur-
dering tage hensyn til, hvor alvorlig ulykken er, hvilken
type fartøj og last, der er involveret, og om sikkerhedsunder-
søgelsen skønnes at kunne føre til, at lignende ulykker og
hændelser kan forebygges i fremtiden.
10
Det fremgår af ulykkesdefinitionen i pkt. 2.8, at der kun
gælder en undersøgelsesforpligtelse, hvis ulykken sker som
led i skibets drift. For så vidt angår passagerer, kan defini-
tionen i forslag til forordning om transportørers erstatnings-
ansvar ved ulykker under passagertransport ad søvejen og
indre vandveje, som er under udarbejdelse (jf. KOM(2005)
592), være vejledende. I henhold til definitionsbestemmel-
sen i denne forordning er en søulykke: Skibbrud, kæntring,
kollision eller stranding, eksplosion eller brand om bord
eller skibsfejl.
Havarikommissionen undersøger kun forureningstilfælde,
som er omfattet af direktivets ulykkesdefinition, dvs. tilfæl-
de hvor der er sket eller har været risiko for alvorlig skade
på miljøet, som er forårsaget af en skade på et eller flere
skibe. Dette indebærer eksempelvis at tilfælde, hvor et skib
er mistænkt for at have foretaget ulovlige udledninger eller
tankrensninger til søs, ikke undersøges af Havarikommissio-
nen. Forureningsuheld i forbindelse med bunkring kan der-
for falde inden for Havarikommissionens område, hvis de
sker som følge af skade på et skib. Hvis der derimod ikke
er tale om skader på skibet men eksempelvis fejlbetjening af
udstyr, falder forureningen uden for Havarikommissionens
kompetence.
I de tilfælde, hvor Havarikommissionen ikke er underlagt
en undersøgelsesforpligtigelse, vil tilsynsmyndighederne og
politiet ligesom i dag kunne foretage undersøgelser med
henblik på at forebygge lignende situationer samt bringe
udslippet til ophør eller med henblik på fastsættelse af straf-
feretlige sanktioner. Dette er nu tydeliggjort i lovforslagets
bemærkninger.
Forslaget til stk. 2 foreskriver, at Havarikommissionen
kan beslutte ikke at foretage undersøgelser af alvorlige ulyk-
ker. En sådan afgørelse skal bero på en foreløbig vurdering
af ulykken.
Sikkerhedsundersøgelsen skal indledes hurtigst muligt og
senest to måneder efter, at ulykken eller hændelsen til søs
har fundet sted. Forslaget til stk. 3 gennemfører direktivets
artikel 2, stk. 2, som undtager en række skibstyper fra direk-
tivets anvendelsesområde.
Efter direktivet er skibe, som ejes eller opereres af en an-
den medlemsstat, undtaget fra direktivet, hvis de pågælden-
de skibe udelukkende anvendes til statslige, ikke-erhvervs-
mæssige formål. Ordlyden i direktivets undtagelsesbestem-
melse omfatter alene andre medlemsstaters statsskibe, men
det skønnes ikke at have været hensigten med direktivet
at indføre en pligt for medlemsstaterne til at foretage under-
søgelse af ulykker på tredjelandes statsskibe, når ulykken
alene har involveret sådanne skibe, og disse udelukkende
har været anvendt til statslige, ikke-erhvervsmæssige for-
hold. Derfor er disse skibe også undtaget.
Direktivet undtager faste offshore boreenheder fra dets an-
vendelsesområde. Bestemmelsen stk. 3, nr. 4, indeholder en
tilsvarende undtagelse. Bestemmelsen forudsættes at skulle
fortolkes i overensstemmelse med den sædvanlige afgræns-
ning af de forhold, der falder inden for søfartslovgivningen
og de forhold, som reguleres af offshore lovgivningen. Så-
fremt der i konkrete tilfælde måtte opstå tvivl om, hvorvidt
en enhed er omfattet af undtagelsen, bør undtagelsesbestem-
melsen fortolkes i lyset af, at direktivet sigter imod ulykker
inden for søtransportsektoren.
En række af de skibe, som er omfattet af undtagelsesbe-
stemmelsen i stk. 3, er omfattet af andre undersøgelsesin-
stansers undersøgelsesforpligtigelse. Ulykker på forsvarets
skibe, jf. stk. 3, nr. 1, undersøges således af forsvaret, li-
gesom ulykker på faste offshore-boreenheder er omfattet
af Havarikommissionen for større hændelser på offshore-an-
læg’s kompetence, jf. bekendtgørelse nr. 692 af 22. juni
2009 om Havarikommissionen for større hændelser på off-
shoreanlæg.
Forslaget i nr. 3, som vedrører visse fartøjer, som sejler på
indre vandveje, svarer til direktivets art. 2 stk. 2, litra c, og
skal forstås i overensstemmelse hermed. Bestemmelsen har
ikke praktisk betydning i Danmark, idet den fællesskabsret-
lige definition af indre vandveje indebærer, at åer, fjorde og
søer mv. i Danmark ikke anses som indre vandveje.
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed har hidtil kun helt und-
tagelsesvis undersøgt ulykker på fritidsfartøjer, hvor der har
været et særligt behov for dette. Hvis der måtte opstå et
særligt behov for undersøgelse af enkelte ulykker på fritids-
fartøjer, som er undtaget fra lovens anvendelse i medfør af
bestemmelsen i stk. 3, nr. 2, vil sådanne undersøgelser blive
udført af Søfartsstyrelsen inden for rammerne af styrelsens
almindelige tilsynsarbejde.
Bestemmelsen i stk. 4, hvorefter økonomi- og erhvervsmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler om, hvad der skal
anses som ulykker til søs og hændelser, hvor der har været
risiko for en søulykke, samt hvornår sådanne skal anses
som henholdsvis alvorlige og meget alvorlige er medtaget
fordi de internationale definitioner, som direktivet henviser
til, løbende undergår mindre justeringer. Den foreslåede be-
stemmelse forudsættes alene anvendt til gennemførelse af
sådanne justeringer.
Til § 4
Forslaget gennemfører kravet i direktivets artikel 8 om, at
Havarikommissionen i sin organisation, retlige struktur og
beslutningstagen skal være uafhængig af Søfartsstyrelsen og
andre institutioner, virksomheder og personer, hvis interes-
ser kan være i konflikt med undersøgelsesarbejdet. Der er
tale om en funktionel uafhængighed inspireret af lignende
fællesskabsbestemmelser om sikkerhedsundersøgelser inden
for jernbane og luftfart.
Kommissionen er en del af den offentlige forvaltning og
dermed underlagt de almindelige principper for den offent-
lige forvaltnings virke. Undersøgelsesenhedens undersøgel-
ser, rapporter og sikkerhedsanbefalinger mv. er imidlertid
ikke afgørelser i offentlighedslovens forstand. Der vil i med-
før af § 2 stk. 4 i forvaltningsloven blive foreskrevet, at
forvaltningslovens regler om inhabilitet også finder anven-
delse, når enhedens medarbejdere og de sagkyndige mv.,
som enheden samarbejder med, udfører undersøgelsesarbej-
de.
11
I stk. 2 foreslås det, at enheden og dens medarbejdere
generelt skal have praktisk kendskab til søulykkesopkla-
ring. Der er ikke krav om, at enheden skal have detailkend-
skab til de enkelte skibstyper og arbejdsoperationer om bord
på de skibe, som indgår i enhedens undersøgelser, men
enheden skal have adgang til relevant ekspertise, hvis den
finder, at dette er nødvendigt.
Til § 5
Forslaget til stk. 1 fastslår direktivets grundlæggende prin-
cip om, at Havarikommissionens undersøgelser skal holdes
adskilt fra den strafferetlige efterforskning, og at det ikke
er formålet med kommissionens arbejde af fastslå, hvem
der bærer ansvaret for ulykken og dens eventuelle økonomi-
ske konsekvenser. Havarikommissionen må dog – i overens-
stemmelse med artikel 1 stk. 2 direktivet – ikke undlade
at foretage en tilbundsgående rapportering af årsagerne til
en ulykke eller hændelse, fordi der kan udledes skyld eller
ansvar af undersøgelsesresultaterne. Dette svarer til hidtidig
praksis, hvor der er offentliggjort oplysninger, der er rele-
vante for vurderingen af ulykken, selv om det heraf vil
kunne udledes, at de involverede må have begået strafbare
forhold, eksempelvis hvor det anføres, at en kollision skyl-
des, at et skib ikke har overholdt sin vigepligt.
Efter direktivet skal medlemsstaterne sikre, at vidnefor-
klaringer og andre erklæringer, redegørelser eller noter, som
undersøgelsesinstansen har optaget eller modtaget under sik-
kerhedsundersøgelserne, ikke stilles til rådighed for andre
formål end sikkerhedsundersøgelsen. Tilsvarende gælder for
identiteten af de afhørte personer samt særligt følsomme
oplysninger om enkeltpersoner, herunder helbredsoplysnin-
ger. Direktivet forudsætter, at der er fortrolighed om disse
oplysninger.
Forslaget til stk. 2, som gennemfører denne del af direkti-
vet, har til formål at sikre, at Havarikommissionen får alle
relevante oplysninger, herunder at ingen udsættes for dis-
krimination eller repressalier, fordi de har deltaget i sikker-
hedsundersøgelserne. Hertil kommer et hensyn til undersø-
gelsesinstansernes indbyrdes samarbejde. Uden ens beskyt-
telsesregler vil oplysninger ikke kunne udveksles imellem
landene.
Sikkerhedsundersøgelserne skal endvidere foregå adskilt
fra den strafferetlige efterforskning.
Direktivet forudsætter således på den ene side, at de
nævnte oplysninger om afgivne forklaringer og modtagne
erklæringer og redegørelser mv. er undergivet et krav om
fortrolighed og ikke anvendes til andre formål end sikker-
hedsundersøgelserne. På den anden side skal undersøgel-
sesinstansens rapporter være offentligt tilgængelige og kan
dermed anvendes af alle. Der er således ikke noget til hin-
der for, at f.eks. politiets efterforskning af en ulykke tager
udgangspunkt i de oplysninger, som fremgår af Havarikom-
missionens offentlige rapporter. Rapporternes beskrivelse
af hændelsesforløbet vil derimod som udgangspunkt ikke
længere kunne verificeres ved, at medarbejderne i undersø-
gelsesenheden afgiver forklaring i retten om, hvad de invol-
verede besætningsmedlemmer mv. har fortalt dem. Domsto-
lene vil dog efter retsplejelovens bestemmelser om editions-
og vidnepligt kunne træffe bestemmelse om, at undersøgel-
sesenhedens medarbejdere skal afgive vidneforklaring om,
hvad de under undersøgelsen er blevet bekendt med.
Notater, som Havarikommissionens medarbejdere har ta-
get, da de modtog forklaringerne, vil som udgangspunkt
heller ikke kunne fremlægges som bevis under en eventuel
straffesag.
Forslaget til stk. 3 indebærer, at alle enkeltpersoner og
virksomheder, der medvirker i Havarikommissionens under-
søgelser, er underkastet tavshedspligt om alt, hvad de erfarer
under deres arbejde, og de må derfor ikke videregive dis-
se oplysninger til uvedkommende. Havarikommissionen for
luftfart og jernbane er omfattet af en lignende tavshedspligt
jf. § 144 a i lovbekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2007
af lov om luftfart. Bestemmelsen i stk. 3 er en speciel tavs-
hedspligt, der indebærer, at der i henhold til bestemmelsen i
offentlighedslovens § 14 ikke vil være adgang til aktindsigt
efter offentlighedsloven. Dette indebærer bl.a. at der ikke
er adgang til aktindsigt i materiale omfattet af lovforslagets
stk. 2.
Baggrunden for den specielle tavshedspligt er, at materia-
let, herunder enhver form for data, som undersøgelsesenhe-
den skal benytte i forbindelse med undersøgelsen, ofte er af
kompliceret teknisk karakter, og derfor ikke er egnet til drøf-
telse i offentligheden uden for den sammenhæng, som un-
dersøgelsens ulykkesrapport repræsenterer. Det er endvidere
af stor betydning for gennemførelsen af undersøgelserne, at
Havarikommissionen får uhindret adgang til alle oplysnin-
ger, samt at de parter, som skal udlevere disse oplysninger,
ikke behøver frygte for offentlig adgang til diverse følsom-
me oplysninger. Dette gælder især i forbindelse med samar-
bejdet med udenlandske undersøgelsesenheder, som ellers
vil kunne være tilbageholdende med at udlevere oplysninger
til den danske undersøgelsesinstans.
Der er efter direktivet ikke noget til hinder for, at andre
oplysninger end de i stk. 2 nævnte videregives af Havari-
kommissionen til anvendelse til andre formål end sikker-
hedsundersøgelsen. Sådanne oplysninger vil være omfattet
af den generelle tavshedsforpligtelse i stk. 3, og Havarikom-
missionen og dens medarbejdere mv. vil ikke kunne videre-
give disse til ”uvedkommende”. Begrebet uvedkommende
skal forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige
bestemmelser.
De oplysninger, som er omfattet af stk. 2, kan Havari-
kommissionen således ikke overlade til andre formål end
undersøgelsesarbejdet. Andre oplysninger, som Havarikom-
missionen kommer i besiddelse af i forbindelse med under-
søgelsesarbejdet, f.eks. hvis kommissionen modtager AIS-
oplysninger (oplysninger, som viser, hvor et skib har sejlet)
fra Farvandsvæsenets overvågningssystemer eller foretager
udskrift af et skibs VDR-oplysninger (Voyage Data Recor-
der - ”sort boks”), kan dog videregives til personer eller
myndigheder, som ikke må anses som ”uvedkommende”.
Forslaget til stk. 4 og 5 indebærer, at den hidtidige ord-
ning, som er fastlagt ved søsikkerhedslovens § 4 og be-
12
kendtgørelse nr. 790 om undersøgelse af ulykker til søs,
hvorefter der først kan gives aktindsigt, når undersøgelsesar-
bejdet er afsluttet, videreføres, således at de myndigheder,
der modtager oplysninger fra havarikommissionen, først kan
give aktindsigt i disse, når endelig ulykkesrapport foreligger,
eller der er truffet beslutning om, at der ikke skal udarbejdes
en sådan.
Efter direktivet kan forbuddet imod at anvende vidnefor-
klaringer og erklæringer mv., som undersøgelsesenheden har
modtaget, til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen, fra-
viges, hvis en myndighed vurderer, at der er en væsentlig
samfundsinteresse forbundet med deres videregivelse til an-
dre formål. Forslaget til stk. 6 henlægger kompetencen til
at foretage denne vurdering til Havarikommissionen. Hava-
rikommissionens afgørelse kan påklages til formanden for
Ankenævnet for Søfartsforhold. Domstolene vil herudover
efter retsplejelovens bestemmelser om editions- og vidne-
pligt kunne træffe bestemmelse om, at de nævnte erklærin-
ger mv. skal fremlægges, eller om at undersøgelsesenhedens
medarbejdere skal afgive vidneforklaring om, hvad de under
undersøgelsen er blevet bekendt med.
Til § 6
Bestemmelsen indeholder i stk. 1 et generelt krav om, at
Havarikommissionen skal arbejde i overensstemmelse med
direktivets bestemmelser. Derved sikres en gennemførelse
af en række af direktivets detailforskrifter, herunder eksem-
pelvis havarikommissionens pligt til at indlede sikkerheds-
undersøgelsen hurtigst muligt og senest to måneder efter
hændelsen eller ulykken har fundet sted.
Bestemmelsen betyder herudover, at Havarikommissionen
generelt skal arbejde ud fra de gennemgående principper
i direktivteksten som eksempelvis medlemsstaternes samar-
bejdsforpligtigelse. Bestemmelsen regulerer således primært
de forpligtelser havarikommissionen har overfor de øvrige
EU-institutioner og tildeler ikke yderligere beføjelser over
for borgere, men kun en pligt til at følge direktivet i det
daglige undersøgelsesarbejde.
Efter direktivet skal der etableres et permanent samarbej-
de imellem undersøgelsesinstanserne i medlemslandene. Det
skal være muligt inden for samarbejdets rammer at dele
anlæg, faciliteter osv., der er relevante for sikkerhedsunder-
søgelsen. De formelle retningslinjer for samarbejdet bliver
fastlagt inden for rammerne af direktivet.
Den Maritime Havarikommission skal ikke kun samar-
bejde med undersøgelsesinstanser fra andre medlemsstater,
men også med tredjelande, der har en væsentlig interesse i
ulykker, som kommissionen undersøger. Direktivet og IMO-
koden for undersøgelser af ulykker og hændelser til søs
indeholder en række bestemmelser, som sigter imod at lette
et sådant samarbejde.
Der vil inden for rammer af direktivet blive fastsat en
forretningsorden for samarbejdet imellem medlemsstaternes
undersøgelsesinstanser. Stk. 2, i den foreslåede bestemmelse
giver økonomi- og erhvervsministeren adgang til at fastsætte
nærmere regler for kommissionens samarbejde med andre,
herunder eventuelle bestemmelser, som måtte vise sig at
være nødvendige i tilknytning til forretningsordenen.
Når Havarikommissionen har afsluttet sin undersøgelse,
udarbejder den udkast til rapport om undersøgelsesresulta-
terne. Dette kan ske i forenklet form, hvis undersøgelsen
ikke vedrører en meget alvorlig ulykke til søs, og hvis resul-
tatet ikke indebærer muligheden for at forebygge ulykker i
fremtiden. Forslaget til stk. 3 er en uændret videreførelse af
den hidtidige ordning i § 4 stk. 3, nr. 4 i lov om sikkerhed
til søs, der blev indsat ved lov nr. 1465 af 22. december
2004. For så vidt angår forholdet til persondataloven og da-
tabeskyttelsesdirektivet henvises til de særlige bemærknin-
ger til bestemmelsen i L nr. 93 (Folketingstidende 2004-05
(1. samling)).
Søulykkesrapporterne kan indeholde sikkerhedsanbefalin-
ger. Sådanne sikkerhedsanbefalinger må ikke vedrøre pla-
ceringen af skyld eller ansvar i forbindelse med en ulyk-
ke. EU-Kommissionen, som modtager alle medlemsstater-
nes undersøgelsesrapporter, kan også på grundlag af disse
og analyser af data i den europæiske database for søulykker
(”den europæiske informationsplatform for ulykker til søs”)
udarbejde sikkerhedsanbefalinger.
Det er forudsat, at Den Maritime Havarikommission vil
være tilbageholdende med at anvise konkrete løsninger på,
hvorledes de forebyggelsesmæssige tiltag bør gennemføres,
således at anbefalingerne relaterer sig til de farlige forhold,
som bør undgås, og så vidt muligt overlader til de berørte at
vælge den mest hensigtsmæssige metode til at nå dette.
Sikkerhedsanbefalingerne er ikke bindende, men har ka-
rakter af anbefalinger. Det følger af direktivet, at adressater-
ne skal tage behørigt hensyn til anbefalingerne, hvor det er
relevant. Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse
kunne fastsættes nærmere regler herom.
Den hidtidige praksis, hvorefter de involverede parter ek-
sempelvis det pågældende rederi, som er omfattet af sik-
kerhedsanbefalingen, høres om rapporternes indhold efter
rapporten er færdiggjort, men inden den offentliggøres, vil
blive videreført med de begrænsninger, der fremgår ovenfor.
Hvis Havarikommissionen bliver opmærksom på forhold,
som indebærer en fare, f.eks. at et skib er blevet beskadi-
get, således at videre sejlads vil være forbundet med fare
for de ombordværende eller fare for forurening, underretter
kommissionen tilsynsmyndighederne herom. Dette vil skulle
ske med behørig respekt af bestemmelsen i § 4, stk. 2, hvil-
ket bl.a. indebærer, at identiteten på de personer, som har
afgivet forklaring til kommissionens medarbejdere ikke må
oplyses. Vurderer Havarikommissionen, at et forhold mere
generelt udgør en akut og ekstraordinær fare, har den end-
videre mulighed for at udstede en interim sikkerhedsanbe-
faling, inden rapporten er udarbejdet. Vurderer Havarikom-
missionen endvidere, at sådanne hasteforanstaltninger skal
foregå på fællesskabsplan, underretter Havarikommissionen
også EU-Kommissionen.
Rapporten skal så vidt muligt være færdig og tilgængelig
for offentligheden senest 12 måneder efter, at ulykken eller
13
hændelsen fandt sted. Er det ikke muligt, offentliggøres en
midlertidig rapport på dette tidspunkt.
Det vil fortsat være muligt for Havarikommissionen at gi-
ve almindelig orientering om en igangværende undersøgel-
se, ligesom man som hidtil vil kunne drøfte særlige spørgs-
mål med repræsentanter fra erhvervet eller tilsynsmyndig-
hederne, hvor Havarikommissionen måtte finde anledning
hertil. Sådanne drøftelser vil skulle ske under iagttagelse af
bestemmelserne om tavshedspligt, dvs. uden angivelse af
oplysninger om enkeltpersoner, som ikke ville kunne indgå i
en ulykkesrapport.
Direktivet forudsætter, at der udarbejdes en fælles meto-
dologi. Dette vil sandsynligvis ske ved en forordning, som
ikke behøver yderligere implementering, men lovforslaget
bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til at gennem-
føre disse regler i en bekendtgørelse.
Endvidere indeholder bestemmelsen også hjemmel til at
fastsætte regler om behandling af klager. Der vil blive fore-
taget en mindre justering af forretningsordenen for Anke-
nævnet for Søfartsforhold, således at denne også omfatter
klager efter lovens § 5 stk. 6 og § 11.
Forslaget til stk. 4 vedrører den situationen hvor flere
medlemsstater berøres af en ulykke eller hændelse, som
nævnt i §§ 2 og 3, typisk skibets flagstat og den pågælden-
de kyststat. For at koordinere undersøgelsesarbejdet ligger
direktivet op til, at det i sådanne tilfælde aftales, hvilken af
de involverede undersøgelsesinstanser der skal lede under-
søgelsen. Den pågældende undersøgelsesinstans har herefter
hovedansvaret for undersøgelsen.
Det forudsættes at Den Maritime Havarikommission vil
gå ind i hovedparten af undersøgelserne af de meget alvor-
lige ulykker, der finder sted på dansk område. Hvor uden-
landske skibe involveres i sådanne ulykker på dansk territo-
rialfarvand, uden at ulykken medfører forurening eller på
anden måde berører væsentlige danske interesser, vil det dog
kunne være hensigtsmæssigt, at overlade det til flagstaten
på egen hånd at gennemføre undersøgelsesarbejdet. Dette
kan også være tilfældet, såfremt en andens stat ønsker her
i landet at foretage en undersøgelse af andre hændelse eller
ulykke end de meget alvorlige, som et udenlandsk skib har
været involveret i på dansk territorialfarvand, selvom den
danske havarikommission ikke skønner at en undersøgelse
vil medføre potentiel læring.
De øvrige involverede stater har ret til at få deres syns-
punkter taget med i betragtning og har samme rettigheder og
adgang til vidner og dokumentationsmateriale, som den stat,
der leder undersøgelsen. Indtil der foreligger en aftale om,
hvem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen, påhvi-
ler det alle de involverede stater at sikre, at en sikkerhedsun-
dersøgelse gennemføres i overensstemmelse med direktivet,
og at der sker samordning med andre medlemsstater, der har
en væsentlig interesse i sagen.
I praksis kan undersøgelserne gennemføres på flere må-
der. Enten således at det land, som er udset som leder af
undersøgelserne, selvstændigt forestår undersøgelserne eller
således at disse gennemføres med assistance fra de andre in-
volverede lande. Direktivet lægger op til, at der kun i ganske
særlige tilfælde iværksættes sideløbende, forskellige sikker-
hedsundersøgelser af en hændelse. Direktivet er på dette
område en kodificering af den praksis, der allerede i dag
følges. Eksempelvis har Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed
også gennemført undersøgelser af danske skibe i udlandet,
ligesom udenlandske opklaringsenheders medarbejdere har
undersøgt udenlandske skibe i Danmark.
Forslaget til stk. 5 giver Havarikommissionen mulighed
for i konkrete tilfælde at overdrage en anden medlemsstat
hovedansvaret for en sikkerhedsundersøgelse eller specifik-
ke opgaver i forbindelse med en sådan undersøgelse, selvom
der ikke påhviler den pågældende stat nogen undersøgelses-
forpligtelse eller interesse i sagen. Bestemmelsen gennem-
fører direktivets artikel 7, stk. 3, som foreskriver, at under-
søgelsesinstanserne skal have en sådan ret. Bestemmelsen
forventes ikke umiddelbart at blive anvendt i praksis. Skul-
le der mod forventning opstå behov for at anvende bestem-
melsen, forudsættes Havarikommissionen at sikre, at det af
overdragelsesaftalen fremgår, at de udenlandske undersøgel-
sesenheder skal ledsages af en medarbejder fra Havarikom-
missionen, når der foretages undersøgelser på skibe i dansk
søterritorium samt på rederikontorer mv. i Danmark. Hvis
der sker en sådan overdragelse i medfør af stk. 5 til en ikke
involveret medlemsstat, påhviler ansvaret for undersøgelsen
fortsat Danmark, og undersøgelsesarbejdet sker således på
Danmarks vegne.
Udenlandske undersøgelsesenheder, som arbejder her i
landet og har fået overdraget sikkerhedsundersøgelsen efter
denne bestemmelse, har ikke adgang til at gennemtvinge
deres beføjelser efter § 7 ved magt. Dette gælder uanset om
den udenlandske undersøgelsesenhed arbejder her i landet
i henhold til stk. 4 eller stk. 5. Aftaler om at udenlandske
myndigheder skal undersøge ulykker, som har fundet sted på
dansk område, forudsættes alene indgået i tilknytning til de
konkrete ulykker.
Til § 7
Forslaget indeholder i stk. 1, nr. 1-4, en opregning af
en række beføjelser for Havarikommissionen til at foretage
undersøgelser og modtage de oplysninger mv., som er rele-
vante for sikkerhedsundersøgelserne. Det har i den hidtidige
lovgivning, navnlig i lov om sikkerhed til søs § 4, stk. 3, og
§ 19, stk. 1, samt § 7 i bekendtgørelse nr. 790 af 10. juni
2006, været adgang til at foretage lignende undersøgelser
på skibe og ulykkessteder samt til at foretage indsamling af
bevismateriale mv. Direktivets og lovforslagets bestemmel-
ser herom er imidlertid væsentligt mere detaljerede end den
hidtidige lovgivning, om end hovedpunkterne er de samme.
Direktivet og lovforslaget indeholder en udtrykkelig ad-
gang for Havarikommissionen til at få resultaterne af andre
myndigheders undersøgelser mv., hvilket i vidt omfang er en
videreførelse af hidtidig praksis, da Søfartsstyrelsens Opkla-
ringsenhed i overensstemmelse med de almindelige forvalt-
ningsretlige regler har fået udleveret sådant materiale mv. i
det omfang, det har været relevant for dens arbejde.
De oplysninger, som rederier og andre involverede, herun-
14
der myndigheder, skal stille til rådighed for undersøgelses-
enheden, omfatter oplysninger om faktiske omstændigheder,
som kan være af betydning for ulykkens indtræden.
De pågældendes egen vurdering heraf er ikke omfattet
af pligten til at stille oplysninger mv. til rådighed. Hvis
et rederi eksempelvis vurderer, at et af dets besætningsmed-
lemmer burde have handlet anderledes, er rederiet således
ikke forpligtet til meddele Havarikommissionen denne vur-
dering. Dette håndteres på tilsvarende måde i dag.
I overensstemmelse med hvad der gælder for Søfartssty-
relsens medarbejdere, har Havarikommissionens medarbej-
dere også adgang til skibenes tilknyttede landbaserede funk-
tioner, hvor dette er relevant for undersøgelsesarbejdet. Det-
te kan f.eks. være rederikontorer, forhyringskontorer eller
klassifikationsselskabers kontorer. Det fremgår af direktivet,
at havarikommissionen skal have adgang til ”ethvert rele-
vant område eller ulykkessted”. Det har ikke været hensig-
ten at skabe en hjemmel til en bredere adgang til private
områder mv. end der er behov for, for at kommissionen kan
varetage sine opgaver.
Lovforslaget indeholder ikke nogen bestemmelser om,
at Havarikommissionen skal indhente retskendelser, før
de påbegynder undersøgelser på skibe eller rederikontorer
mv. Dette svarer til den hidtidige ordning, hvor opklarings-
enheden heller ikke skal have retskendelse. Denne praksis er
i overensstemmelse med såvel Justitsministeriets som Rets-
sikkerhedskommissionens anbefalinger.
Uden for strafferetsplejen gælder der – i modsætning
til, hvad der efter retsplejeloven gælder ved straffeproces-
suelle indgreb – i almindelighed ikke et krav om forudgå-
ende retskendelse ved forvaltningens foretagelse af tvangs-
indgreb. Retssikkerhedskommissionen og Justitsministeriet
begrunder dette med, at der på den ene side ikke ville være
nogen reel retssikkerhedsmæssig gevinst, og at det på den
anden side ville kunne have betydelige ressourcemæssige
konsekvenser og konsekvenser for myndighedernes mulig-
heder for at gennemføre en effektiv kontrol. I overensstem-
melse hermed fastsættes der ikke i lovforslaget krav om
en forudgående domstolsprøvelse af havarikommissionens
grundlag (retskendelse) for at foretage undersøgelser om
bord på skibet, i rederiets lokaler mv.
Forslaget i nr. 7, hvorefter Havarikommissionen kan ud-
spørge de involverede uden tilstedeværelse af andre, hvis
interesser vil kunne anses at vanskeliggøre undersøgelsen,
indebærer bl.a., at kommissionen vil kunne afvise, at per-
soner, der samtidig er repræsentant for andre af de involve-
rede parter, som kan have modstridende interesser, overvæ-
rer samtalerne imellem undersøgelsesmedarbejderne og de
involverede besætningsmedlemmer, hvis dette skønnes at
kunne vanskeliggøre sikkerhedsundersøgelsen. De alminde-
lige forvaltningsretlige principper om ret til repræsentation
finder i øvrigt anvendelse for kommissionens arbejde.
Forslaget giver Havarikommissionens medarbejdere ret til
at få relevante oplysninger fra tilsynsmyndigheder, klassifi-
kationsselskaber samt fra rederen og de selskaber, som fore-
står sikkerhedsledelsen af de skibe, som har været involve-
ret. Andre relevante parter kan eksempelvis være det værft,
som har forestået bygningen af det ulykkesramte skib.
Undersøgelsesinstanser fra andre lande, der har en væsent-
lig interesse i ulykken skal efter direktivet have samme
rettigheder og adgang til at udspørge de involverede samt
adgang til dokumentationsmateriale, som Den Maritime Ha-
varikommission. Dette gennemføres i dansk ret ved forsla-
gets § 7, stk. 1.
Udenlandske søfartsmyndigheder tillades i dag at foretage
kontrol og undersøgelser på skibe, der fører deres flag, også
når skibene anløber dansk havn. Dette gælder også, når ski-
bene har været involveret i ulykker. Undersøgelserne foregår
som hovedregel om bord på de udenlandske skibe. Efter
der i 1992 blev indført internationale regler om obligatorisk
certificering af rederiernes sikkerhedsledelsessystemer, fin-
der der også sådan kontrol sted på kontorerne i de rederier
i Danmark, som opererer udenlandske skibe. Når lovforsla-
get giver undersøgelsesenheder fra andre lande, som har
væsentlig interesse i en ulykke, samme ret til at udøve de
i forslaget til § 7 nævnte beføjelser, er der således tale om
en videreførsel af hidtidig praksis, idet det har været accep-
teret, at de udenlandske undersøgelsesinstanser også her i
landet foretager sådanne undersøgelser – herunder foretager
udspørgen af de involverede, besøg på de beskadigede skibe
og i relevante rederikontorer – ligesom der har været praksis
for at udlevere dokumentationsmateriale fra myndigheder og
andre til dem, når deres skibe har været involveret i en ulyk-
ke. Udenlandske Undersøgelsesenheder har dog formentlig
næppe foretaget undersøgelser om bord på danske skibe,
mens de befandt sig på dansk territorialfarvand. I lyset her-
af vil Den Maritime Havarikommission, når den indgår de
i § 6, stk. 4 nævnte aftaler om deling af opgaverne med
undersøgelsesinstanser fra andre lande, som har væsentlige
interesser i ulykker, som danske skibe er involverede i, stille
krav om at de udenlandske undersøgelsesmedarbejdere skal
ledsages af en medarbejder fra Havarikommissionen i for-
bindelse med undersøgelsesskridt, som de foretager om bord
på danske skibe når de befinder sig på dansk søterritorium.
Efter § 6, stk. 5 kan havarikommissionen ved aftale i
særlige tilfælde endvidere overlade undersøgelser og under-
søgelsesopgaver til undersøgelsesinstanser i andre lande,
selvom de pågældende lande ikke har nogen væsentlig in-
teresse i den pågældende ulykke. Det følger af direktivet,
at de udenlandske undersøgelsesmedarbejdere også i disse
tilfælde, efter den afgivende medlemsstats lovgivning skal
have samme adgang til at foretage undersøgelser, som med-
lemsstatens egen havarikommission. I disse tilfælde vil det
af overdragelsesaftalen fremgå, at de udenlandske undersø-
gelsesmedarbejdere skal ledsages af en medarbejder fra Ha-
varikommissionen, når der foretages undersøgelser på skibe
i dansk søterritorium samt på rederikontorer m.v. i Danmark.
Der er ikke i lovforslaget tillagt medarbejderne fra de
udenlandske undersøgelsesinstanser – hverken de i § 6 stk.
4 eller § 6 stk. 5 nævnte - adgang til på egen hånd at
gennemtvinge disse beføjelser ved magt. Såfremt der måtte
opstå behov for sådanne tvangsindgreb, vil de danske myn-
digheder skulle foretage gennemtvingelsen. De udenlandske
15
undersøgelsesenheder vil i øvrigt være underlagt grundlæg-
gende danske regler, når de udfører deres undersøgelsesar-
bejde i Danmark.
Havarikommissionen kan i henhold til forslaget til stk. 2
tillige indhente oplysninger og bistand fra andre myndighe-
der mv. i andre involverede stater.
Forslaget til stk. 3 indebærer, at Havarikommissionen tilli-
ge får ret til at indhente oplysninger fra rederier mv., når
kommissionen bistår andre undersøgelsesinstanser med at
tilvejebringe oplysninger inden for rammerne af det i § 6
omhandlede samarbejde imellem sikkerhedsundersøgelses-
instanser.
Til § 8
Forslaget til stk. 1 retter sig primært imod rederiet og ski-
bets fører og maskinchef samt enhver, som handler på disses
vegne, dvs. den samme personkreds, som efter § 19, stk.
2, i lov om sikkerhed til søs er forpligtet til at yde bistand
og meddele oplysninger til Søfartsstyrelsen og dens opkla-
ringsenhed. Bestemmelsen omfatter imidlertid også andre
personer og private virksomheder, som er blevet berørt af
ulykker eller hændelser til søs, f.eks. passagerer, som måt-
te have oplysninger, som er af betydning for undersøgelser-
ne. Dette kan være tilfældet, hvis en passager eksempelvis
har videooptaget et sammenstød med et andet skib. For så
vidt angår offentlige myndigheders bistand henvises til be-
stemmelserne i forvaltningsloven.
Pligten til at sikre bevismateriale indtræder efter stk. 1ind-
træder, når der sker en ulykke eller en hændelse, som er
omfattet af anmeldelsespligten. De pågældende skal efter di-
rektivet gøre deres yderste for at gemme alle de oplysninger,
der kan være med til at tegne et billede af omstændigheder-
ne omkring ulykken. Stk. 1 skal forstås i overensstemmel-
se hermed. Den pågældende skal sikre, at de oplysninger,
som han har rådighed over, opbevares og afleveres på en
hensigtsmæssig måde, så de er brugbare for Havarikommis-
sionen, herunder at de er dekrypterede, udskrevet på papir
osv. Pligten til at sikre bevismateriale bortfalder, hvis kom-
missionen beslutter sig for ikke at foranstalte en undersøgel-
se. Afgørelse herom forudsættes truffet hurtigst muligt.
Til §§ 9 og 10
Bestemmelserne viderefører den hidtidige ordning, som
har været gældende for Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed,
jf. § 4, stk. 3 og § 19, stk. 4, i lov som sikkerhed til søs og §
10 i bekendtgørelse nr. 790 af 10. juli 2006 om undersøgelse
af ulykker til søs. Efter bestemmelserne kan Havarikommis-
sionen påbyde, at et skibs videre sejlads skal udskydes, hvis
sejladsen ville indebære en hindring for kommissionens un-
dersøgelser. Havarikommissionen skal drage omsorg for, at
skibe ikke unødigt opholdes, samt at arbejdet om bord ikke
unødigt vanskeliggøres.
Til § 11
Bestemmelsen fastsætter, at Ankenævnet for Søfartsfor-
hold er klageinstans for Havarikommissionens afgørelse om
skibe skal udskyde deres videre sejlads, når dette er nødven-
digt for dens arbejde. Klagenævnsbehandling er en del af
sikkerhedsundersøgelsen, og Havarikommissionen kan der-
for udlevere oplysninger omfattet af § 5 stk. 2 til Ankenæv-
net for Søfartsforhold. Nævnets medlemmer er dog, jf. stk.
2, underlagt den samme tavshedspligt som kommissionens
medarbejdere. Klage til Ankenævnet for Søfartsforhold har
ikke opsættende virkning.
Til § 12
Med forslaget får havarikommissionen hjemmel til at fast-
sætte regler om obligatorisk digital kommunikation. Hava-
rikommissionens it-system er imidlertid ikke udviklet til
fuldt ud at indføre obligatorisk digital kommunikation på
nuværende tidspunkt. Obligatorisk digital kommunikation
vil først blive indført når kommissionens it-system er fær-
digudviklet til dette.
Til § 13
Forslaget til stk. 1 indebærer, at personer og virksomheder,
som overtræder pligten til at stille oplysninger til rådighed
for Havarikommissionen, kan straffes med bøde eller fæng-
sel i indtil et år.
Forslaget til stk. 2 og 3, om ansvar for juridiske personer
svarer til § 32, stk. 9 og 10, i lov om sikkerhed til søs.
Forslaget til stk. 4 om strafansvar i forskrifter udstedt i
medfør af loven svarer til § 32 stk. 8 i lov om sikkerhed til
søs.
Til § 14
Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni
2011. Medlemsstaterne skal efter direktivet senest den 17.
juni 2011 have sat de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft.
Til § 15
Sagsområdet sikkerhed til søs, som omfatter undersøgelse
af ulykker til søs, er færøsk særanliggende. Reglerne om
søforklaring, som er indeholdt i søloven, er fortsat rigsanlig-
gende. Som følge heraf åbner forslaget alene adgang til at
sætte ændringerne af søloven i kraft for Færøerne.
Ingen af de forhold, som lovforslaget omhandler, er over-
taget af Grønland.
Til § 16
Efter direktivet skal data om ulykker og hændelser til søs
indberettes til en fælleseuropæisk database (Den Europæiske
Informationsplatform for Ulykker til Søs), som drives af Det
Europæiske Søsikkerhedsagentur (EMSA). Medlemsstaterne
skal også sikre, at undersøgelsesinstanserne modtager un-
derretning om alle ulykker og hændelser, som er omfattet af
direktivet.
Pligten omfatter alle ulykker og hændelser, som er omfat-
tet af direktivet. Det vil blive fastsat, at skibets fører skal
sikre at der sker anmeldelse. Direktivets anmeldelsespligt er
mere omfattende end den anmeldelsespligt, som følger af
16
de nugældende bestemmelser i lov om sikkerhed til søs. De
gældende bestemmelser i lov om sikkerhed til søs indehol-
der ikke en anmeldelsespligt i tilfælde, hvor der har været
fare for et skib, personer eller miljøet, men hvor denne
ikke er realiseret, således at der ikke er indtruffet nogen
ulykke. For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet ud-
vides anmeldelsespligten, således at der også bliver pligt til
at indberette sådanne hændelser til søs.
De oplysninger, som medlemsstaterne skal indberette til
den europæiske ulykkesdatabase i henhold til direktivets
bilag omfatter ikke oplysninger om personnumre på tilska-
dekomne. Ulykkesdatabasen åbner imidlertid mulighed for
medlemsstaterne til at indberette yderligere oplysninger. Ef-
ter persondatalovens § 11 stk. 1 kan offentlige myndigheder
behandle oplysninger om personnumre med henblik på en-
tydig identifikation eller som journalnummer. Anvendelse
af personnumre i forbindelse med håndtering og indberet-
ning af arbejdsskadesager vil kunne medføre en væsentlig
forbedring af mulighederne for at anvende de indberette-
de oplysninger i det præventive arbejde på især arbejdsmil-
jøområdet. Søfartsstyrelsen vil derfor i forbindelse med da-
tabasens udbygning overveje i fremtiden også at indberette
personnumre til den europæiske ulykkesdatabase.
For at undgå dobbelt anmeldelsespligt vil ordningen blive
tilrettelagt således, at indberetningen skal ske til Søfartssty-
relsen, der straks stiller oplysningerne til rådighed for Hava-
rikommissionen.
For at fremme rederiernes og de søfarende anmeldelser af
hændelser til søs, hvor der har været fare, men ikke sket no-
gen ulykke, forudsættes Søfartsstyrelsen som udgangspunkt
ikke at anvende indberetningerne af disse hændelser til at
foretage anmeldelser til politiet. Hvis myndighederne ad
andre kanaler får underretning om lovovertrædelser ved ek-
sempelvis at modtage en anmeldelse fra et skib, som har
været tæt på at blive sejlet ned, vil der fortsat kunne rejses
sag.
Til § 17
Forslagene indebærer, at Havarikommissionen får samme
adgang som Søfartsstyrelsen til at begære søforklaring af-
holdt.
17
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 14. I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 654 af 15. juli 2010, foretages følgende
ændringer:
§ 4. …
1.§ 4, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsæt-
ter regler om undersøgelse af ulykker til søs, der
vedrører danske skibe, samt ulykker til søs med
anden tilknytning til Danmark, herunder om
»Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan
fastsætte regler om anmeldelsespligt til Søfarts-
styrelsen vedrørende ulykker og andre hændelser
til søs samt om indberetning til den europæiske
informationsplatform for ulykker til søs.«
1) meldepligt og fjernelse af vragdele i forbindel-
se med søulykker med henblik på at sikre under-
søgelsesmulighederne,
2) samarbejde med udenlandske myndigheder,
3) begrænsning i adgangen til aktindsigt, indtil
undersøgelsen er afsluttet og
4) offentliggørelse af rapporter om undersøgel-
serne, herunder om offentliggørelse af oplysnin-
ger om personers helbredsmæssige forhold, hvor
dette sker for at forebygge fremtidige ulykker
eller begrænse disses konsekvenser.
§ 15. I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 1.
juli 2010, foretages følgende ændringer:
§ 474. …
Stk. 2. …
3) der uden for de i nr. 2 nævnte områder er
sket en ulykke til søs med væsentlig tilknytning
til Danmark og betydelig personskade til følge,
såfremt begæring herom fremsættes af Søfartssty-
relsen og skibet på tidspunktet for begæringen
befinder sig i dansk havn.
1. I § 474 stk. 2, nr. 3, § 477, stk. 3, og i § 479,
stk. 2, ændres »Søfartsstyrelsen« til: »Søfartssty-
relsen, Den Maritime Havarikommission«.
§ 477. ...
Stk. 3. Retten giver Søfartsstyrelsen og politidi-
rektøren meddelelse om begæringen om afholdel-
se af søforklaringen.
§ 479. …
Stk. 2. I tilfælde af sammenstød mellem et dansk
og et udenlandsk skib kan der dog kun afholdes
søforklaring vedrørende det danske skib, hvis Sø-
fartsstyrelsen eller rederen begærer det, eller hvis
18
der ifølge § 474 , stk. 2, eller lovgivningen i det
udenlandske skibs hjemland skal afholdes søfor-
klaring vedrørende det udenlandske skib.
§ 480. …
Stk. 3. Ved søforklaringer i udlandet efter § 475,
stk. 4, afholder de personer, der deltager, jf. §
477, stk. 2, hver sine omkostninger. Gebyrbeta-
ling i henhold til reglerne om betaling for tjene-
stehandlinger i udenrigstjenesten samt rejse- og
opholdsudgifter for den danske udenrigsrepræ-
sentation afholdes af den, der begærer søforkla-
ring. Hvis søforklaring begæres af Søfartsstyrel-
sen, afholdes disse udgifter dog af rederen.
2. I § 480, stk. 3, ændres »Søfartsstyrelsen« til:
»Søfartsstyrelsen eller Den Maritime Havarikom-
mission«.
19
Bilag 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæggende
principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets direktiv
1999/35/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF (EØS-relevant tekst)
EU-Tidende nr. L 131 af 28/05/2009 s. 0114 – 0127
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæggende principper
for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [1],
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [2],
efter proceduren i traktatens artikel 251, på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 3. februar 2009
[3],
og ud fra følgende betragtninger:
(1) Der bør opretholdes et højt generelt sikkerhedsniveau inden for søtransporten i Europa og træffes
enhver foranstaltning for at nedbringe antallet af ulykker eller hændelser til søs.
(2) En hurtig gennemførelse af tekniske undersøgelser af ulykker til søs forbedrer sikkerheden til søs,
da det bidrager til at forebygge sådanne ulykker med deraf følgende tab af menneskeliv, tab af skibe og
forurening af havmiljøet.
(3) Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 21. april 2004 om øget sikkerhed til søs [4]
Kommissionen til hurtigt at forelægge et forslag til direktiv om undersøgelser af skibsulykker.
(4) I artikel 2 i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (i det følgende benævnt
"UNCLOS") bestemmes det, at kyststater har ret til at undersøge årsagen til enhver form for ulykke til
søs, der opstår i deres territorialfarvande, og som kan indebære en risiko for liv eller miljø, involvere
kyststatens eftersøgnings- og redningsmyndigheder eller på anden måde berøre kyststaten.
(5) I artikel 94 i UNCLOS fastsættes det, at flagstater skal foranledige, at der af eller under ledelse af en
eller flere behørigt kvalificerede personer foretages en undersøgelse af visse ulykker eller hændelser på
det åbne hav.
(6) I regel I/21 i den internationale konvention af 1. november 1974 om sikkerhed for menneskeliv på
søen (i det følgende benævnt "Solas 74"), den internationale konvention af 5. april 1966 om lastelinjer og
den internationale konvention af 2. november 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe fastsættes det,
at det påhviler flagstaterne at foretage undersøgelser af ulykker og indberette de relevante undersøgelses-
resultater til Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).
(7) I koden for gennemførelse af obligatoriske IMO-instrumenter, som er vedlagt som bilag til IMO-for-
samlingens resolution A.996(25) af 29. november 2007, understreges det, at flagstaterne er forpligtede til
at sikre, at maritime sikkerhedsundersøgelser foretages af behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbej-
dere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs. I denne kode fastsættes det endvidere, at
flagstaterne skal være forberedte til at stille kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere til rådighed til dette
formål, uanset hvor ulykken eller hændelsen finder sted.
(8) Der bør tages hensyn til koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der er knyttet
som bilag til IMO-forsamlingens resolution A.849(20) af 27. november 1997 (i det følgende benævnt
"IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs"), og som indeholder bestemmelser
om en fælles tilgang for sikkerhedsundersøgelser af ulykker og hændelser til søs og samarbejde mellem
staterne om at fastslå, hvilke faktorer der har medvirket til ulykker og hændelser til søs. Der bør
20
ligeledes tages hensyn til IMO-forsamlingens resolution A.861(20) af 27. november 1997 og resolution
MSC.163(78) fra IMO᾽s Komité for Sikkerhed på Søen af 17. maj 2004, hvori der gives en definition af
"voyage data recorders" (udstyr til registrering af rejsedata).
(9) Søfarende anerkendes som en særlig kategori af arbejdstagere og kan som følge af søfartserhvervets
internationale karakter og de forskellige retsområder, som de kommer i kontakt med, have behov for
særlig beskyttelse, især ved kontakt med offentlige myndigheder. For at forbedre søfartssikkerheden
bør søfarende kunne regne med fair behandling i forbindelse med en skibsulykke. De søfarendes menne-
skerettigheder og værdighed bør til enhver tid sikres, og alle sikkerhedsundersøgelser bør gennemføres
hurtigt og på en fair måde. Medlemsstaterne bør på denne baggrund og i overensstemmelse med deres
nationale lovgivning anvende de relevante bestemmelser i IMO-retningslinjerne for fair behandling af
søfarende i forbindelse med skibsulykker.
(10) Inden for rammerne af deres retssystemer bør medlemsstaterne beskytte vidneudsagn om søulykker
og forhindre, at sådanne vidneudsagn benyttes til andre formål end sikkerhedsundersøgelser med henblik
på at forhindre diskrimination af eller repressalier mod vidner på grund af deres deltagelse i sikkerhedsun-
dersøgelsen.
(11) I Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med obligatoriske syn med henblik
på sikker drift af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer [5] bestemmes det, at medlemsstaterne
inden for rammerne af deres respektive nationale retssystemer fastlægger retsregler, som giver dem selv
og alle andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen mulighed for at deltage i eller samarbejde
om eller, hvor IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs åbner mulighed
herfor, at foretage enhver undersøgelse af ulykker eller uheld til søs, som involverer ro-ro-færger eller
højhastighedspassagerfartøjer.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikover-
vågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet [6] bestemmes det, at medlemssta-
terne skal overholde bestemmelserne i IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til
søs og sikre, at resultaterne af ulykkesundersøgelser offentliggøres hurtigst muligt efter deres færdiggørel-
se.
(13) Det er overordentlig vigtigt for en effektiv konstatering af omstændigheder og årsager ved ulykker
eller hændelser, der involverer søgående fartøjer eller andre fartøjer i havn eller andre begrænsede havom-
råder, at der foretages en upartisk sikkerhedsundersøgelse af de pågældende ulykker og hændelser. En
sådan undersøgelse bør derfor foretages af kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere under kontrol af en
uafhængig instans eller enhed, som skal have de nødvendige beføjelser for at undgå interessekonflikter.
(14) Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres lovgivning vedrørende beføjelserne for de
myndigheder, der har ansvaret for den retslige undersøgelse, og i givet fald i samarbejde med disse
myndigheder, sikre de ansvarlige for den tekniske undersøgelse de bedst mulige betingelser for at udføre
deres arbejde.
(15) Dette direktiv bør ikke berøre anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger [7].
(16) Medlemsstaterne bør sikre, at deres retssystemer gør det muligt for dem selv og for andre medlems-
stater med en væsentlig interesse i sagen at deltage i, samarbejde om eller foretage undersøgelser af
ulykker på grundlag af bestemmelserne i IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til
søs.
(17) I princippet bør hver ulykke eller hændelse til søs kun gøres til genstand for én enkelt undersøgelse
udført af én medlemsstat eller en hovedansvarlig medlemsstat med deltagelse af andre stater med en
væsentlig interesse i sagen. I særlige og velbegrundede tilfælde, der berører to eller flere medlemsstater i
forbindelse med skibets flagstat, stedet for ulykken eller hændelsen til søs eller ofrenes nationalitet, kan
der gennemføres sideløbende undersøgelser.
21
(18) En medlemsstat kan efter fælles aftale overdrage opgaven med at lede en sikkerhedsundersøgelse af
en ulykke eller hændelse til søs (i det følgende benævnt "sikkerhedsundersøgelse") eller specifikke dele af
en sådan undersøgelse til en anden medlemsstat.
(19) Medlemsstaterne bør bestræbe sig mest muligt på ikke at beregne sig dækning af omkostninger
ved bistand, der ydes efter anmodning inden for rammerne af sikkerhedsundersøgelser, der involverer
to eller flere medlemsstater. Hvis der anmodes om bistand fra en medlemsstat, der ikke er involveret i
sikkerhedsundersøgelsen, bør medlemsstaterne træffe aftale om godtgørelse af de påløbne omkostninger.
(20) I henhold til regel V/20 under Solas 74 skal passagerskibe og andre skibe med en bruttotonnage på
3000 og derover, der er bygget fra og med den 1. juli 2002, være forsynet med udstyr til registrering
af rejsedata ("voyage data recorder" (VDR) — sort boks) med henblik på at lette undersøgelser af ulyk-
ker. Da sådant udstyr har stor betydning for udformningen af en politik for forebyggelse af skibsulykker,
bør det systematisk være påkrævet på skibe, der er i national eller international fart og anløber havne i
Fællesskabet.
(21) De oplysninger, der stilles til rådighed via et system til registrering af rejsedata eller andre elektroni-
ske anordninger, kan dels benyttes efter en ulykke eller hændelse til søs med henblik på at undersøge
årsagerne, dels bruges forebyggende i kraft af oplysninger om de omstændigheder, der kan føre til
sådanne situationer. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne oplysninger, når de er til rådighed, anvendes
hensigtsmæssigt til begge formål.
(22) I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 [8] pålægges det Det Europæiske
Agentur for Søfartssikkerhed (i det følgende benævnt "agenturet") at samarbejde med medlemsstaterne
for at udvikle tekniske løsninger og yde teknisk støtte i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabs-
retten. Hvad angår undersøgelse af ulykker, har agenturet specifikt til opgave at lette samarbejdet mellem
medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med udviklingen af en fælles metode for undersøgelse
af ulykker til søs, under behørig hensyntagen til de forskellige retssystemer i medlemsstaterne og i
overensstemmelse med vedtagne internationale principper.
(23) I henhold til forordning (EF) nr. 1406/2002 skal agenturet lette samarbejdet i forbindelse med støtten
til medlemsstaterne i deres opklaring og analysen af eksisterende rapporter om ulykker til søs.
(24) Alle relevante erfaringer fra sikkerhedsundersøgelser bør tages i betragtning ved udformning eller
ændring af en fælles metodologi for undersøgelse af ulykker og hændelser til søs.
(25) Medlemsstaterne og Fællesskabet bør tage behørigt hensyn til de sikkerhedsanbefalinger, der udar-
bejdes på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse.
(26) Da formålet med en teknisk sikkerhedsundersøgelse er at forebygge ulykker og hændelser til søs, bør
resultaterne og sikkerhedsanbefalingerne under ingen omstændigheder placere skyld eller ansvar.
(27) Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre sikkerheden til søs i Fællesskabet og dermed mindske
risikoen for fremtidige ulykker til søs, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan
derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan
derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad
der er nødvendigt for at nå dette mål.
(28) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af nærværende direktiv bør vedtages i overens-
stemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for
udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [9].
(29) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at ændre dette direktiv med henblik på at anvende
efterfølgende ændringer på internationale konventioner, protokoller, koder og resolutioner knyttet hertil
samt til at vedtage eller ændre den fælles tilgang vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til
søs. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser
i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltnin-
gerne vedtages efter forskriftproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
22
(30) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning [10] tilskyn-
des medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
1. Formålet med dette direktiv er at forbedre sikkerheden til søs og forebyggelsen af forurening fra skibe
og mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs ved at:
a) fremme en hurtig gennemførelse af sikkerhedsundersøgelser og en grundig analyse af ulykker og
hændelser til søs for at fastslå årsagerne til dem, og
b) sikre en rettidig og nøjagtig indberetning af sikkerhedsundersøgelser og af forslag til afhjælpende
foranstaltninger.
2. Undersøgelser i henhold til dette direktiv omfatter ikke placeringen af ansvar eller skyld. Medlemssta-
terne skal dog sikre, at undersøgelsesinstansen eller -enheden (i det følgende benævnt "undersøgelsesin-
stans") ikke undlader at foretage en tilbundsgående rapportering af årsagerne til ulykken eller hændelsen
til søs, fordi der kan udledes skyld eller ansvar af undersøgelsesresultaterne.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på ulykker og hændelser til søs, som
a) involverer skibe, der sejler under en medlemsstats flag
b) finder sted i medlemsstaternes ydre og indre territorialfarvand som defineret i UNCLOS, eller
c) har betydning for andre af medlemsstaternes væsentlige interesser.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på ulykker og hændelser til søs, som kun involverer:
a) krigsskibe eller troppetransportskibe eller andre skibe, der tilhører eller anvendes af en medlemsstat
udelukkende til statslige, ikke-erhvervsmæssige formål
b) skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion og fritidsfartøjer,
der ikke benyttes erhvervsmæssigt, medmindre de er eller bliver bemandet og befordrer mere end 12
passagerer i erhvervsmæssigt øjemed
c) flod- og kanalfartøjer, som sejler ad indre vandveje
d) fiskerfartøjer med en længde på under 15 meter
e) faste offshore-boreenheder.
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) "IMO-kode vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs": koden vedrørende undersøgelse
af ulykker og hændelser til søs, der blev vedtaget af IMO-forsamlingen ved resolution A.849(20) af 27.
november 1997 i dens ajourførte udgave.
2) Følgende udtryk skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i IMO-koden vedrørende undersø-
gelse af ulykker og hændelser til søs:
a) "ulykke til søs"
b) "meget alvorlig ulykke"
c) "hændelse til søs"
d) "sikkerhedsundersøgelse af ulykke eller hændelse til søs"
e) "stat med hovedansvaret for undersøgelsen"
f) "stat med en væsentlig interesse i sagen".
23
3) Udtrykket "alvorlig ulykke" skal forstås i overensstemmelse med de ajourførte definitioner i cirkulære
MSC-MEPC.3/Circ.3 fra IMO᾽s Komité for Sikkerhed på Søen og Komité til Beskyttelse af Havmiljøet
af 18. december 2008.
4) "IMO᾽s retningslinjer for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke": retningslin-
jerne i bilaget til IMO-resolution LEG.3(91) som vedtaget af IMO᾽s juridiske komité den 27. april 2006
og som godkendt af ILO᾽s styrelsesråds 296. møde den 12.- 16. juni 2006.
5) Udtrykkene "ro-ro-færge" og "højhastighedspassagerfartøj" skal forstås i overensstemmelse med defi-
nitionerne i artikel 2 i direktiv 1999/35/EF.
6) "Udstyr til registrering af rejsedata" (Voyage data recorder (i det følgende benævnt "VDR-sort boks")
skal forstås i overensstemmelse med definitionen i IMO-forsamlingens resolution A.861 (20) og resolu-
tion MSC.163 (78) fra IMO᾽s Komité for Sikkerhed på Søen.
7) Ved "sikkerhedsanbefaling" forstås et forslag, herunder til registrerings- og kontrolformål, der er
fremsat af:
a) undersøgelsesinstansen i den stat, der gennemfører eller leder sikkerhedsundersøgelsen, som er udar-
bejdet på grundlag af oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen, eller hvor det er
relevant
b) Kommissionen, der handler på grundlag af en abstrakt dataanalyse og resultaterne af opklaringsarbej-
det.
Artikel 4
Sikkerhedsundersøgelsernes status
1. Medlemsstaterne definerer i overensstemmelse med deres retssystemer sikkerhedsundersøgelsens retli-
ge status således, at sådanne undersøgelser kan foretages så effektivt og hurtigt som muligt.
Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med deres lovgivning og i givet fald i samarbejde med de
myndigheder, der er ansvarlige for den retslige undersøgelse, at sikkerhedsundersøgelser:
a) holdes adskilt fra strafferetlige eller sideløbende undersøgelser, der har til formål at placere ansvar eller
skyld, og
b) ikke i urimelig grad hindres, suspenderes eller forsinkes på grund af sådanne undersøgelser.
2. De regler, som medlemsstaterne skal fastsætte, skal bl.a., i overensstemmelse med det permanente
samarbejde, der er omhandlet i artikel 10, indeholde bestemmelser, som giver mulighed for:
a) samarbejde og gensidig bistand i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser, som ledes af andre med-
lemsstater, eller overdragelse til en anden medlemsstat af opgaven med at lede en sådan undersøgelse i
henhold til artikel 7, og
b) koordination af de aktiviteter, deres respektive undersøgelsesinstanser udfører, i det omfang det er
nødvendigt for at opfylde dette direktivs mål.
Artikel 5
Undersøgelsesforpligtelse
1. Hver enkelt medlemsstat sikrer, at den i artikel 8 omhandlede undersøgelsesinstans gennemfører en
sikkerhedsundersøgelse efter meget alvorlige ulykker til søs,
a) som involverer et skib, der sejler under dens flag, uanset hvor ulykken har fundet sted
b) som finder sted i medlemsstatens ydre eller indre territorialfarvand som defineret i UNCLOS, uanset
hvilket flag det skib eller de skibe, der er involveret i ulykken, sejler under, eller
c) som har betydning for medlemsstatens væsentlige interesser, uanset hvor ulykken har fundet sted, og
hvilket flag det eller de involverede skibe sejler under.
2. I tilfælde af alvorlige søulykker gennemfører undersøgelsesinstansen endvidere en foreløbig vurdering
med henblik på at afgøre, hvorvidt den skal foretage en sikkerhedsundersøgelse eller ej. Træffer undersø-
gelsesinstansen afgørelse om ikke at foretage en sikkerhedsundersøgelse, skal begrundelsen for denne
afgørelse registreres og meddeles i overensstemmelse med artikel 17, stk. 3.
24
I tilfælde af enhver anden ulykke eller hændelse til søs træffer undersøgelsesinstansen afgørelse om,
hvorvidt der skal foretages en sikkerhedsundersøgelse eller ej.
I de afgørelser, der er omhandlet i første og andet afsnit, tager undersøgelsesinstansen hensyn til, hvor
alvorlig ulykken eller hændelsen til søs er, hvilken type fartøj og/eller last der er involveret, og om
sikkerhedsundersøgelsen kan føre til, at ulykker og hændelser kan forebygges i fremtiden.
3. Omfanget af og de praktiske foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af sikkerhedsundersø-
gelser fastlægges af undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen,
i samarbejde med de tilsvarende instanser i de andre stater med en væsentlig interesse i sagen, på den
måde, der er bedst egnet til at opfylde direktivets mål og med henblik på at forebygge fremtidige ulykker
og hændelser.
4. Sikkerhedsundersøgelserne skal følge den fælles metodologi for undersøgelse af ulykker og hændelser
til søs, der udarbejdes i henhold til artikel 2, litra e), i forordning (EF) nr. 1406/2002. De ansvarlige for
sikkerhedsundersøgelser kan i særlige tilfælde fravige den fælles metodologi, når det er begrundet ud
fra et professionelt skøn, og det er nødvendigt for at nå undersøgelsens mål. Kommissionen vedtager
eller ændrer den fælles metodologi i forbindelse med dette direktiv under hensyntagen til alle relevante
erfaringer med sikkerhedsundersøgelser.
Denne foranstaltning, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 3.
5. En sikkerhedsundersøgelse skal indledes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to
måneder efter, at ulykken eller hændelsen til søs har fundet sted.
Artikel 6
Underretningsforpligtelse
Medlemsstaterne fastsætter i deres retssystemer, at deres undersøgelsesinstans straks skal underrettes af
de ansvarlige myndigheder og/eller af de involverede parter om alle ulykker og hændelser, der er omfattet
af dette direktiv.
Artikel 7
Hovedansvar for og deltagelse i sikkerhedsundersøgelser
1. I princippet bør en ulykke eller hændelse til søs kun gøres til genstand for en enkelt undersøgelse, der
gennemføres af en medlemsstat eller en hovedansvarlig medlemsstat med deltagelse af andre medlemssta-
ter med en væsentlig interesse i sagen.
Ved sikkerhedsundersøgelser, der involverer to eller flere medlemsstater, samarbejder de berørte med-
lemsstater derfor med henblik på hurtigt at nå til enighed om, hvem af dem der skal lede undersøgel-
sen. De bestræber sig mest muligt på at blive enige om, hvordan undersøgelsen skal foretages. Inden
for rammerne heraf har andre stater med en væsentlig interesse i sagen samme rettigheder og adgang
til vidner og dokumentation som den medlemsstat, der foretager sikkerhedsundersøgelsen. De har også
ret til at få deres synspunkt taget med i betragtning af den medlemsstat, der har hovedansvaret for
undersøgelsen.
Gennemførelse af sideløbende sikkerhedsundersøgelser af samme ulykke eller hændelse til søs iværksæt-
tes kun i særlige situationer. I sådanne situationer underretter medlemsstaterne Kommissionen om grunde-
ne til gennemførelse af sådanne sideløbende undersøgelser. Medlemsstater, der gennemfører sideløbende
undersøgelser samarbejder med hinanden. De berørte undersøgelsesinstanser skal navnlig udveksle rele-
vante oplysninger, som fremkommer ved deres undersøgelser med henblik på så vidt muligt at nå frem til
konklusioner, som de er enige om.
Medlemsstaterne afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der uretmæssigt vil kunne hindre, udsætte
eller forsinke gennemførelsen af en sikkerhedsundersøgelse i henhold til dette direktiv.
25
2. Uanset stk. 1 er hver medlemsstat ansvarlig for sikkerhedsundersøgelsen og samordningen med andre
medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen, indtil der foreligger en fælles aftale om, hvem af dem
der skal have hovedansvaret for undersøgelsen.
3. En medlemsstat kan i konkrete tilfælde, uden at dette berører dens forpligtelser i henhold til dette
direktiv og til folkeretten, efter fælles aftale overdrage en anden medlemsstat hovedansvaret for en
sikkerhedsundersøgelse eller specifikke opgaver i forbindelse med en sådan undersøgelse.
4. Er en ro-ro-færge eller et højhastighedspassagerfartøj involveret i en ulykke eller hændelse til søs,
indledes undersøgelsesproceduren af den medlemsstat, i hvis territorialfarvand eller indre farvand, som
defineret i UNCLOS, ulykken eller hændelsen finder sted, eller, hvis ulykken eller hændelsen finder sted
i andre farvande, af den medlemsstat i hvis territorialfarvand ro-ro-færgen eller højhastighedspassagerfar-
tøjet sidst har befundet sig. Den pågældende medlemsstat vil fortsat have ansvaret for sikkerhedsundersø-
gelsen og for koordinationen mellem andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen, indtil der er
opnået enighed om, hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen.
Artikel 8
Undersøgelsesinstanser
1. Medlemsstaterne sikrer, at sikkerhedsundersøgelser gennemføres under ansvar af en permanent, upar-
tisk undersøgelsesinstans, som skal have de nødvendige beføjelser, og af behørigt kvalificerede undersø-
gelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs.
For at kunne foretage en upartisk sikkerhedsundersøgelse skal undersøgelsesinstansen i sin organisation,
retlige struktur og beslutningstagning være uafhængig af andre parter, hvis interesser kunne komme i
konflikt med denne opgave.
Indlandsstater, som hverken har skibe eller fartøjer, der sejler under deres flag, fastlægger et uafhængigt
kontaktpunkt for samarbejde om undersøgelsen i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c).
2. Undersøgelsesinstansen sikrer, at de enkelte undersøgelsesmedarbejdere har et praktisk kendskab til
og erfaringer med de emneområder, der indgår i deres almindelige undersøgelsesopgaver. Undersøgelses-
instansen sikrer desuden, at der om nødvendigt er let adgang til relevant ekspertise.
3. De opgaver, der er pålagt undersøgelsesinstansen, kan udvides til at omfatte indsamling og analyse af
data vedrørende sikkerhed til søs, især til forebyggende formål, for så vidt som disse opgaver ikke påvir-
ker instansens uafhængighed eller indebærer et ansvar for regulering, administration eller standardisering.
4. Medlemsstaterne, som handler inden for rammerne af deres respektive retssystemer, sørger for, at
undersøgelsesmedarbejderne i deres egen undersøgelsesinstans eller i enhver anden undersøgelsesinstans,
som de har overdraget sikkerhedsundersøgelsesopgaverne til, i givet fald i samarbejde med de myndighe-
der, der har ansvaret for den retslige undersøgelse, og som har modtaget alle relevante oplysninger for
sikkerhedsundersøgelsen, har ret til:
a) uhindret adgang til ethvert relevant område eller ulykkessted, samt til ethvert skib, vrag eller enhver
struktur, herunder last, udstyr eller vragrester
b) at foretage en øjeblikkelig indsamling af bevismateriale og kontrolleret eftersøgning efter og fjernelse
af vragdele, vragrester samt andre bestanddele eller stoffer med henblik på undersøgelse eller analyse
c) at iværksætte undersøgelser eller analyser af de under litra b) omhandlede genstande og få uhindret
adgang til resultaterne af sådanne undersøgelser eller analyser
d) uhindret adgang til, samt ret til at kopiere og anvende alle relevante oplysninger og registrerede data,
herunder data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib, en rejse, en last, en besætning eller andre
personer, genstande, betingelser eller omstændigheder
e) uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagninger af prøver fra ofrenes
lig
f) at anmode om og opnå uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagning af
prøver på personer, der har været involveret i skibsdriften, eller andre relevante personer
26
g) at afhøre vidner uden tilstedeværelse af personer, hvis interesser vil kunne anses for at vanskeliggøre
sikkerhedsundersøgelsen
h) at indhente synsrapporter og relevante oplysninger fra flagstaten, rederne, klassifikationsselskaber eller
andre relevante parter, når sådanne parter eller deres repræsentanter er etableret i medlemsstaten
i) at indhente bistand fra de respektive staters relevante myndigheder, herunder flag- og havnestaternes
inspektører, kystvagter, skibstrafiktjenester, eftersøgnings- og redningshold, lodser eller andet havne- eller
søfartspersonale.
5. Undersøgelsesinstansen skal kunne reagere omgående, når den underrettes om en ulykke, og bevilges
tilstrækkelige midler til at varetage sine funktioner på uafhængig vis. Dens undersøgelsesmedarbejdere
skal have en status, der sikrer dem den nødvendige uafhængighed.
6. Undersøgelsesinstansen kan kombinere sine opgaver i henhold til dette direktiv med undersøgelser af
andre hændelser end ulykker til søs, såfremt en sådan undersøgelse ikke bringer dens uafhængighed i fare.
Artikel 9
Fortrolighed
Med forbehold af direktiv 95/46/EF sikrer medlemsstaterne inden for rammerne af deres retssystemer,
at følgende oplysninger ikke er til rådighed til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen, medmindre
den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat bestemmer, at der er en væsentlig samfundsin-
teresse forbundet med deres videregivelse:
a) alle vidneforklaringer og andre erklæringer, redegørelser og noter, som undersøgelsesinstansen har
optaget eller modtaget under sikkerhedsundersøgelsen
b) oplysninger, der afslører identiteten af personer, der har afgivet forklaringer som led i sikkerhedsunder-
søgelsen
c) oplysninger vedrørende personer, der har været involveret i ulykken eller hændelsen til søs, som er af
særlig følsom eller privat art, herunder helbredsoplysninger.
Artikel 10
Permanent samarbejde
1. Medlemsstaterne etablerer i tæt samarbejde med Kommissionen et permanent samarbejde, der gør
det muligt for deres respektive undersøgelsesinstanser at samarbejde indbyrdes i det omfang, det er
nødvendigt for at opfylde dette direktivs mål.
2. Forretningsordenen for det permanente samarbejde og den organisatoriske tilrettelæggelse heraf fast-
sættes efter forskriftsproceduren i artikel 19, stk. 2.
3. Inden for rammerne af det permanente samarbejde aftaler undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne
bl.a., hvordan samarbejdet bedst kan tilrettelægges med henblik på at:
a) sætte undersøgelsesinstanser i stand til at dele anlæg, faciliteter og udstyr til den tekniske undersøgelse
af vragdele og skibsudstyr og andre genstande, der er relevante for sikkerhedsundersøgelsen, herunder
udtræk og evaluering af oplysninger fra VDR-sort boks og andre elektroniske anordninger
b) yde hinanden den nødvendige tekniske bistand eller ekspertise til specifikke opgaver
c) indhente og udveksle oplysninger, der er relevante for analysen af ulykkesdata og for udarbejdelsen af
hensigtsmæssige sikkerhedsanbefalinger på fællesskabsplan
d) udarbejde fælles principper for opfølgningen af sikkerhedsanbefalinger og for tilpasningen af undersø-
gelsesmetoder til den tekniske og videnskabelige udvikling
e) forvalte tidlige varslingssystemer hensigtsmæssigt som omhandlet i artikel 16
f) udarbejde regler for fortrolig udveksling under overholdelse af nationale regler af vidneforklaringer og
databehandling samt andre oplysninger som omhandlet i artikel 9, også i forhold til tredjelande
g) tilrettelægge relevante uddannelsesaktiviteter for enkelte undersøgelsesmedarbejdere, hvor dette er
hensigtsmæssigt
27
h) fremme samarbejdet med tredjelandes undersøgelsesinstanser og samarbejdet med internationale orga-
nisationer for undersøgelse af ulykker til søs på de områder, der er omfattet af dette direktiv
i) tilvejebringe relevante oplysninger til de undersøgelsesinstanser, der foretager sikkerhedsundersøgel-
sen.
Artikel 11
Omkostninger
1. Hvis en sikkerhedsundersøgelse involverer to eller flere medlemsstater, ydes der ikke vederlag for
arbejdet.
2. Hvis der anmodes om bistand fra en medlemsstat, der ikke er involveret i sikkerhedsundersøgelsen,
træffer medlemsstaterne aftale om godtgørelse af de påløbne omkostninger.
Artikel 12
Samarbejde med tredjelande med en væsentlig interesse i sagen
1. Medlemsstaterne samarbejder i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser i videst muligt omfang med
tredjelande, der har en væsentlig interesse i sagen.
2. Tredjelande med en væsentlig interesse i sagen gives efter fælles aftale tilladelse til at deltage i en
sikkerhedsundersøgelse, som ledes af en medlemsstat i henhold til dette direktiv, på et hvilket som helst
trin i undersøgelsen.
3. En medlemsstats samarbejde om en sikkerhedsundersøgelse, der gennemføres af et tredjeland med en
væsentlig interesse i sagen, berører ikke kravene om gennemførelse og indberetning af sikkerhedsunder-
søgelser i henhold til dette direktiv. Hvis et tredjeland, der har en væsentlig interesse i sagen, har hoved-
ansvaret for en sikkerhedsundersøgelse, der involverer en eller flere medlemsstater, kan medlemsstaterne
beslutte ikke at foretage en sideløbende sikkerhedsundersøgelse, forudsat at den sikkerhedsundersøgelse,
som tredjelandet er hovedansvarlig for, foretages i overensstemmelse med IMO-koden vedrørende under-
søgelse af ulykker og hændelser til søs.
Artikel 13
Sikring af bevismateriale
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at sikre, at parter, der er berørt af ulykker og hændelser inden
for rammerne af dette direktiv, gør deres yderste for at:
a) gemme alle oplysninger fra kort, logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings- og videobånd,
herunder oplysninger fra VDR-sort boks og andre elektroniske anordninger, for perioden før, under og
efter en ulykke
b) sikre, at sådanne oplysninger ikke overskrives eller på anden måde ændres
c) forhindre forstyrrelse fra andet udstyr, som med rimelighed kan anses for at være relevant for sikker-
hedsundersøgelsen af ulykken
d) indsamle og sikre alt bevismateriale hurtigst muligt i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser.
Artikel 14
Ulykkesrapporter
1. Når der i henhold til dette direktiv er gennemført sikkerhedsundersøgelser, offentliggøres en rapport,
der udarbejdes i et format, der fastsættes af den kompetente undersøgelsesinstans, og i overensstemmelse
med de relevante afsnit i bilag I.
En undersøgelsesinstans kan beslutte, at en sikkerhedsundersøgelse, der ikke vedrører en meget alvorlig
eller eventuelt en alvorlig ulykke til søs, og hvis resultat ikke indebærer muligheden for at forebygge
ulykker og hændelser i fremtiden, afsluttes med en forenklet rapport, der offentliggøres.
2. Undersøgelsesinstanserne gør så vidt muligt den i stk. 1 omhandlede rapport, herunder dens konklu-
sioner og eventuelle anbefalinger, tilgængelig for offentligheden og navnlig søfartssektoren inden 12
måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted. Såfremt det ikke er muligt at
28
fremlægge den endelige rapport inden for dette tidsrum, offentliggøres en midlertidig rapport inden 12
måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted.
3. Undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, fremsender en
kopi af den endelige, forenklede eller midlertidige rapport til Kommissionen. Den tager hensyn til
Kommissionens eventuelle tekniske bemærkninger til den endelige rapport, som ikke berører de faktiske
resultater af undersøgelsen, med henblik på at forbedre rapportens kvalitet på den måde, der er bedst
egnet med henblik på at nå dette direktivs mål.
Artikel 15
Sikkerhedsanbefalinger
1. Medlemsstaterne sikrer, at adressaterne tager behørigt hensyn til undersøgelsesinstansernes sikkerheds-
anbefalinger, og, hvor det er relevant, at de får en passende opfølgning i overensstemmelse med fælles-
skabsretten og folkeretten.
2. Om fornødent udarbejder undersøgelsesinstansen eller Kommissionen sikkerhedsanbefalinger på
grundlag af en abstrakt dataanalyse og de samlede resultater af opklaringsarbejdet.
3. En sikkerhedsanbefaling må under ingen omstændigheder vedrøre placeringen af skyld eller ansvar i
forbindelse med en ulykke.
Artikel 16
Tidligt varslingssystem
Såfremt undersøgelsesinstansen i en medlemsstat på et hvilket som helst trin i sikkerhedsundersøgelsen
finder, at der skal træffes hasteforanstaltninger på fællesskabsplan for at forebygge risikoen for nye
ulykker, underretter den straks Kommissionen om behovet for en tidlig varsling, jf. dog undersøgelsesin-
stansens ret til at foretage tidlig varsling.
Om nødvendigt udsender Kommissionen en varslingsmeddelelse til de ansvarlige myndigheder i alle de
øvrige medlemsstater, søtransportsektoren og andre relevante parter.
Artikel 17
Europæisk database for ulykker til søs
1. Data om ulykker og hændelser til søs opbevares og analyseres ved hjælp af en europæisk elektronisk
database, der oprettes af Kommissionen, og benævnes Den Europæiske Informationsplatform for Ulykker
til Søs (European Marine Casualty Information Platform (EMCIP)).
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke myndigheder der er berettigede til at opnå adgang til
databasen.
3. Undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne anmelder ulykker og hændelser til søs til Kommissionen i
henhold til modellen i bilag II. De forsyner også Kommissionen med data fra sikkerhedsundersøgelser i
overensstemmelse med ordningen for EMCIP-databasen.
4. Kommissionen og medlemsstaterne udvikler databaseordningen og en metode for anmeldelse af data
inden for passende tidsfrister.
Artikel 18
Fair behandling af søfarende
I overensstemmelse med national lovgivning skal medlemsstaterne tage hensyn til de relevante bestem-
melser i IMO-retningslinjerne for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke i farvan-
de under deres jurisdiktion.
Artikel 19
Udvalg
1. Kommissionen bistås af Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS),
der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 [11].
29
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf.
dennes artikel 8.
Artikel 20
Ændringsbeføjelser
Kommissionen kan ajourføre definitionerne i dette direktiv og henvisningerne til EF-retsakter og IMO-in-
strumenter for at bringe dem i overensstemmelse med EF- eller IMO-foranstaltninger, der er trådt i kraft,
forudsat at direktivets bestemmelser overholdes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 3.
Kommissionen kan også ændre bilagene efter samme procedure.
Ændringer i IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs kan udelukkes fra dette
direktivs anvendelsesområde i medfør af artikel 5 i forordning (EF) nr. 2099/2002.
Artikel 21
Yderligere foranstaltninger
Dette direktiv er ikke til hinder for, at en medlemsstat kan træffe yderligere foranstaltninger om søfarts-
sikkerhed, som ikke er omfattet af dette direktiv, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke er i strid med
dette direktiv eller på nogen måde påvirker opfyldelsen af dets mål eller bringer virkeliggørelsen af dets
mål i fare.
Artikel 22
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af de nationa-
le bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle de nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og
have afskrækkende virkning.
Artikel 23
Rapport om gennemførelsen
Kommissionen forelægger hvert femte år Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen
og overholdelsen af dette direktiv og foreslår om nødvendigt, hvilke yderligere skridt der anses for
nødvendige i lyset af anbefalingerne i rapporten.
Artikel 24
Ændringer af eksisterende retsakter
1. Artikel 12 i direktiv 1999/35/EF udgår.
2. Artikel 11 i direktiv 2002/59/EF udgår.
Artikel 25
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
dette direktiv senest den 17. juni 2011.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
30
Artikel 26
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 27
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 23. april 2009.
På Europa-Parlamentets vegne
H.-G. Pöttering
Formand
På Rådets vegne
P. Nečas
Formand
[1] EUT C 318 af 23.12.2006, s. 195.
[2] EUT C 229 af 22.9.2006, s. 38.
[3] Europa-Parlamentets udtalelse af 25.4.2007 (EUT C 74 E af 30.3.2008, s. 546), Rådets fælles hold-
ning af 6.6.2008 (EUT C 184 E af 22.7.2008, s. 23.), Europa-Parlamentets holdning af 24.9.2008 (endnu
ikke offentliggjort i EUT), Rådets afgørelse af 26.2.2009 og Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige
beslutning af 11.3.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
[4] EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 730.
[5] EFT L 138 af 1.6.1999, s. 1.
[6] EFT L 208 af 5.8.2002, s. 10.
[7] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
[8] EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1.
[9] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
[10] EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
[11] EFT L 324 af 29.11.2002, s. 1.
BILAG I
Undersøgelsesrapportens indhold
Indledning
Her oplyses det, hvad der er sikkerhedsundersøgelsens eneste formål, og det angives, at en sikkerhedsan-
befaling i intet tilfælde kan skabe en formodning om ansvar eller skyld, og at rapporten med hensyn til
indhold og stil ikke er udarbejdet med henblik på at blive brugt i retssager.
(Rapporten bør ikke indeholde henvisninger til vidneforklaringer eller kæde personer, som der henvises til
i rapporten, sammen med en person, som har afgivet vidneforklaring under sikkerhedsundersøgelsen.)
1. RESUMÉ
Her resumeres de grundlæggende oplysninger om ulykken eller hændelsen til søs: hvad der er sket,
hvornår, hvor og hvordan; det oplyses endvidere, om ulykken eller hændelsen har forårsaget dødsfald,
tilskadekomne, skader på skibet og dets last, skader hos tredjeparter eller miljøskader.
2. FAKTUELLE OPLYSNINGER
Denne del skal indeholde en række specifikke afsnit, hvorunder der fremlægges tilstrækkelige oplysnin-
ger, som undersøgelsesinstansen anser for at være faktuelle, til at begrunde analysen og lette forståelsen.
Disse afsnit skal navnlig indeholde følgende oplysninger:
2.1. Skibsdata
Flagstat/registreringssted
Identifikation
31
Væsentligste kendetegn
Rederi og operatør
Konstruktionsdata
Minimumsbemanding
Autoriseret last.
2.2. Sejladsdata
Anløbshavne
Sejladstype
Oplysninger om lasten
Bemanding.
2.3. Oplysninger om ulykken eller hændelsen til søs
Ulykkens eller hændelsens type
Dato og tidspunkt
Position og sted for ulykken eller hændelsen
Ydre og indre omstændigheder
Skibsdrift og rejseafsnit
Plads om bord
Oplysninger om menneskelige faktorer
Konsekvenser (for mennesker, skib, last, miljø, andet).
2.4. Assistance fra myndighederne på land og alarmberedskab
Hvem var involveret
Anvendte midler
Reaktionstid
Trufne foranstaltninger
Resultater.
3. REDEGØRELSE
I denne del gøres der udførligt rede for ulykken eller hændelsen til søs gennem en kronologisk beskri-
velse af hændelsesforløbet op til, under og efter ulykken eller hændelsen med angivelse af de enkelte
medvirkende faktorer (dvs. personer, materiel, miljø, udstyr eller eksterne forhold). Den periode, som
redegørelsen skal dække, afhænger af tidsaspekterne i forbindelse med de specifikke hændelige begiven-
heder, der har været direkte medvirkende til ulykken eller hændelsen. Denne del omfatter også eventuelle
relevante enkeltheder i den foretagne sikkerhedsundersøgelse, herunder resultaterne af undersøgelser eller
afprøvninger.
4. ANALYSE
Denne del omfatter en række specifikke afsnit, hvorunder de enkelte hændelser af betydning analyseres,
med bemærkninger i relation til resultaterne af eventuelle relevante undersøgelser eller afprøvninger, der
er gennemført under sikkerhedsundersøgelsen, og til eventuelle sikkerhedstiltag, som man allerede har
gennemført for at forebygge ulykker til søs.
Disse afsnit bør omfatte spørgsmål som f.eks.:
- de hændelige begivenheders kontekst og omstændigheder
- menneskelige fejl og undladelser, hændelsesforløb, hvori der er indgået farlige materialer, miljøvirknin-
ger, fejl eller svigt i udstyr og eksterne faktorer
- medvirkende faktorer, der har relation til personers funktioner, operationer om bord, forvaltning i land
eller forskrifter.
På baggrund af analysen og bemærkningerne skal der i rapporten drages en række logiske konklusioner
med fastlæggelse af alle medvirkende faktorer, herunder risikofaktorer, for hvilke det skønnes, at de
eksisterende foranstaltninger med henblik på at forebygge en hændelig begivenhed og/eller mindske
konsekvenserne heraf mangler eller er utilstrækkelige.
32
5. KONKLUSIONER
I denne del opsummeres de konstaterede medvirkende faktorer og de manglende eller utilstrækkelige
foranstaltninger (materielle, funktionelle, symbolske eller proceduremæssige), i forbindelse med hvilke
der bør udvikles sikkerhedstiltag med henblik på at forebygge ulykker til søs.
6. SIKKERHEDSANBEFALINGER
Denne del skal i de tilfælde, hvor det er relevant, indeholde sikkerhedsanbefalinger, der er udarbejdet
på baggrund af analysen og konklusionerne vedrørende specifikke områder som f.eks. lovgivning,
udformning, procedurer, inspektion, forvaltning, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, uddannelse,
reparation, vedligeholdelse, assistance fra land og alarmberedskab.
Sikkerhedsanbefalingerne er stilet til dem, der bedst kan gennemføre dem, f.eks. skibsredere, operatø-
rer, anerkendte organisationer, søfartsmyndigheder, skibstrafiktjenester, redningstjenester, internationale
søfartsorganisationer og europæiske institutioner, med henblik på at forebygge ulykker til søs.
Denne del omfatter også eventuelle midlertidige sikkerhedsanbefalinger, som måtte være blevet udarbej-
det, eller sikkerhedsforanstaltninger, der måtte være blevet truffet under sikkerhedsundersøgelsen.
7. TILLÆG
Rapporten kan eventuelt suppleres med de oplysninger, der er anført på følgende ikke-udtømmende liste, i
papirform eller elektronisk format:
- fotografier, videoer, lydoptagelser, kort, tegninger
- gældende standarder
- anvendte tekniske termer og forkortelser
- særlige sikkerhedsundersøgelser
- andre oplysninger.
BILAG II
ANMELDELSESDATA FOR ULYKKER ELLER HÆNDELSER TIL SØS
(Del af Den Europæiske Informationsplatform for Ulykker til Søs)
Bemærk: De understregede tal angiver, at der skal anføres data for hvert enkelt skib, hvis der er mere end
et skib involveret i en ulykke eller hændelse til søs.
01. Ansvarlig medlemsstat/kontaktperson
02. Medlemsstatens undersøgelsesinstans
03. Medlemsstatens rolle
04. Berørt kyststat
05. Antal stater med en væsentlig interesse i sagen
06. Stater med en væsentlig interesse i sagen
07. Anmeldende instans
08. Anmeldelsestidspunkt
09. Anmeldelsesdato
10. Skibets navn
11. IMO-nummer/kendingsbogstaver
12. Skibets flag
13. Ulykkens eller hændelsens type
14. Skibstype
15. Dato for ulykken eller hændelsen
16. Tidspunkt for ulykken eller hændelsen
17. Position — breddegrad
18. Position — længdegrad
19. Stedet for ulykken eller hændelsen
33
20. Afgangshavn
21. Bestemmelseshavn
22. Trafiksepareringssystem
23. Rejseafsnit
24. Skibsdrift
25. Plads om bord
26. Omkomne:
- Besætning
- Passagerer
- Andre
27. Alvorligt tilskadekomne:
- Besætning
- Passagerer
- Andre
28. Forurening
29. Skader på skib
30. Skader på last
31. Andre skader
32. Kort beskrivelse af ulykken eller hændelsen
33. Kortfattet beskrivelse af grundene til ikke at gennemføre en sikkerhedsundersøgelse.
34