Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/10-14

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
http://www.um.dk
Girokonto 3 00 18 06
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
Bilag Journalnummer Kontor
1 400.C.2-0 EUK 6. oktober 2014
LISTE
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsmi-
nisteriets meddelelse om EU-Domstolens aktiviteter i de næste tre uger
pr. 6. oktober 2014 i retssager, som har den danske regerings interesse.
Martin Lidegaard
Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 757
Offentligt


1
Udenrigsministeriet JTEU j.nr. 2014-20423
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret 6. oktober 2014
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr. Titel og kort sagsresumé Processkridt Dato
C-222/13 TDC
Sagen vedrører: 1. Er direktiv 2002/221EF af 7. marts 2002 om
forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (herefter
"Forsyningspligtdirektivet"), herunder artikel 32,
til hinder for, at en medlemsstat fastsætter regler om, at en
virksomhed ikke har krav på særskilt dækning fra medlemsstaten af
nettoomkostningerne ved varetagelse af en supplerende obligatorisk
tjeneste, der ikke er omfattet af direktivets kapitel II, i det omfang
virksomhedens overskud på andre tjenester, der er omfattet af
virksomhedens forsyningspligt efter direktivets kapitel II, overstiger
underskuddet forbundet med varetagelsen af den supplerende
obligatoriske tjeneste? 2. Er Forsyningspligtdirektivet til hinder for,
at en medlemsstat fastsætter regler om, at virksomheder kun har
krav på dækning fra medlemsstaten af nettoomkostningerne ved
varetagelse af supplerende obligatoriske tjenester, der ikke er
omfattet af direktivets kapitel II, hvis nettoomkostningerne udgør
en urimelig byrde for virksomhederne? 3. Såfremt spørgsmål 2
besvares benægtende, kan medlemsstaten bestemme, at der ikke
foreligger en urimelig byrde ved varetagelse af en supplerende
obligatorisk tjeneste, der ikke er omfattet af direktivets kapitel II,
hvis virksomheden samlet set har opnået overskud ved varetagelsen
af alle de tjenester, hvor virksomheden er pålagt forsyningspligt,
herunder ved levering af de tjenester som virksomheden også ville
have leveret uden pålægget om forsyningspligt? 4. Er
Forsyningspligtdirektivet til hinder for, at en medlemsstat fastsætter
regler om, at en udpeget virksomheds nettoomkostninger ved
varetagelsen af forsyningspligt i henhold til direktivets kapitel II
beregnes på grundlag af samtlige indtægter og samtlige
Dom 09.10.14
Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 757
Offentligt
2
omkostninger, der er forbundet med levering af den pågældende
ydelse, herunder de indtægter og omkostninger virksomheden også
ville have haft uden at være pålagt forsyningspligt? 5. Påvirker det
besvarelsen af spørgsmål 1-4, hvis en supplerende obligatorisk
tjeneste pålægges udført i Grønland, der i henhold til TEUF's bilag
II er et oversøisk land eller territorium, når pålæggetmeddeles af
danske myndigheder til en virksomhed, der er etableret i Danmark,
og virksomheden ikke i øvrigt har aktiviteter i Grønland? 6. Hvilken
betydning har artikel 107, stk. 1, og 108, stk. 3, TEUF samt
Kommissionens afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse af
bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, TEUF på statsstøtte i form af
kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der
har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig
økonomisk interesse" for besvarelsen af spørgsmål 1-5? 7. Hvilken
betydning har princippet om mindst mulig konkurrenceforvridning i
bl.a. Forsyningspligtdirektivets artikel 1, stk. 2, artikel 3, stk. 2, og
præamblens betragtning 4, 18, 23 og 26 samt i bilag IV,
del B, for besvarelsen af spørgsmål l-S? 8. Såfremt bestemmelser i
Forsyningspligtdirektivet er til hinder for nationale ordninger som
nævnt i spørgsmål l, 2 og 4, har disse bestemmelser eller hindringer
da direkte virkning?
Avis 1/13 UDTALELSE 1/13
Spørgsmålet vedrører: Henhører en accept af et tredjelands
tiltrædelse i Haagerkonventionen af 25. oktober 1989 om de
civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser under
Unionens enekompetence?
Udtalelse 14.10.14
C-417/12 P Danmark mod Kommissionen (Appel)
”Hektarstøttesagen”
Dom 15.10.14
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr. Titel og kortsagsresumé Processkridt Dato
C-399/12 Tyskland mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse af 18. juni 2012 annulleres.Rådet for
Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Dom 07.10.14
T-531/12 Tifosi Optics mod KHIM
Påstande: Afgørelse truffet den 17. september 2012 af Andet
Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked
(Varemærker og Design) (sag R 729/2011-2) annulleres i sin helhed.
Harmoniseringskonto-ret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Dom 07.10.14
T-534/11 Schenker mod Kommissionen
Påstande: Sagsøgtes afgørelse af 3. august 2011 (SG.B/MKu/psi-
Ares [2011]) annulleres. Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagens omkostninger
Dom 07.10.14
C-523/13 Larcher
Sagen vedrører: 1) Er lighedsprincippet i henhold til artikel 39, stk.
2, EF (nu artikel 45, stk. 2, TEUF), og artikel 3, stk. 1, i forordning
(EØF) nr. 1408/71 til hinder for en national bestemmelse, hvorefter
alderspensionen efter aldersbetinget deltidsbeskæftigelse er betinget
af, at den aldersbetingede deltidsbeskæftigelse blev udøvet efter den
pågældende medlems-stats nationale lovgivning, men ikke efter en
anden medlemsstats? 2) I bekræftende fald: Hvilke krav stiller
ligebehandlings-princippet i artikel 39, stk. 2, EF (nu artikel 45, stk.
GA 08.10.14
3
2, TEUF), og artikel 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 til
ligestillingen af den aldersbetingede deltidsbeskæftigelse, der blev
udøvet efter den anden medlemsstats lovgivning, som betingelse for
retten til den nationale alderspension: a) Kræves der en
sammenlignende undersøgelse af betingelserne for den
aldersbetingede deltidsbeskæftigelse? b) I bekræftende fald: Er det
tilstrækkeligt, såfremt den aldersbetingede deltidsbeskæftigelse med
hensyn til funktion og struktur i det væsentlige er udformet ens i
begge medlemsstater? c) Eller skal betingelserne for den
aldersbetingede deltidsbeskæftigelse være identisk udformet i begge
medlemsstater?
C-522/13 Navantia
Sagen vedrører: Er den fritagelse for skat på fast ejendom, som
Navantia nyder godt af, forenelig med artikel 107 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og er det
foreneligt med artikel 107 TEUF, at en medlemsstat (Spanien)
indrømmer en skattefritagelse for et areal (en fast ejendom med
matrikelnummer 2825201QA5422N0001YG), som tilhører
medlemsstaten, og som er stillet til rådighed for en fuldt ud
offentligt ejet privat virksomhed (Navantia), som leverer goder og
tjenesteydelser, der kan være genstand for handel mellem
medlemsstaterne.
Dom 09.10.14
C-531/13 Kornhuber e.a.
1) Er der ved en tidsmæssigt og kvantitativt begrænset
prøveproduktion af naturgas, der gennemføres som led i en
efterforsknings-boring med henblik på vurdering af rentabiliteten af
en varig udvinding af naturgas, tale om »udvinding af [...] naturgas i
kommercielt øjemed« i henhold til punkt 14 i
bilag I til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på
miljøet, EFT L 175, af 5. juli 1985, s. 40, som affattet ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv
2009/31/EF af 23. april 2009, EUT L 140 af 5. juni 2009, s. 114
(herefter »direktiv 85/337«)? Såfremt det første præjudicielle
spørgsmål besvares bekræftende forelægges følgende yderligere
spørgsmål: 2) Er punkt 14 i bilag I til direktiv 85/337 til hinder for
en ordning i national ret, hvorefter de grænseværdier for udvinding
af naturgas, der fremgår af punkt 14 i bilag I til direktiv 85/337, ikke
vedrører udvindingen som sådan, men »produktionen pr. sonde«? 3)
Skal direktiv 85/337 fortolkes således, at myndighederne under
omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i hovedsagen,
hvor der ansøges om tilladelse til en prøveproduktion af naturgas
inden for rammerne af en efterforskningsboring, ved afgørelsen af
om der er pligt til at foretage en miljøindvirkningsvurdering, alene
skal vurdere den kumulative virkning af alle tilsvarende projekter,
konkret alle udnyttede boringer i kommunen?
GA 09.10.14
C-565/13 Ahlström e.a.
Sagen vedrører: 1. Det første spørgsmål: Er artikel 6, stk. 1, i
fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og
Kongeriget Marokko eksklusiv i den forstand, at den udelukker EF-
fartøjer fra at måtte foretage fiskeri i marokkanske fiskezoner på
grundlag af licenser, som udelukkende er udstedt af de kompetente
marokkanske
myndigheder til de marokkanske ejere af fiskekvoterne? 2. Det andet
spørgsmål: Er artikel 6, stk. 1, i fiskeripartnerskabsaftalen mellem
Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko eksklusiv i den
forstand, at den udelukker, at EF-fartøjer udlejes til marokkanske
virksomheder ved Bareboat Charter (i henhold til
standardformularen »Barecon 2001« BIMCO Standard Bareboat
Dom 09.10.14
4
Charter) til fiskeri i marokkanske fiskezoner foretaget på grundlag af
licenser, som udelukkende er udstedt af de kompetente
marokkanske myndigheder til marokkanske kvoteejere? 3. Det tredje
spørgsmål: Bliver svaret på det andet spørgsmål anderledes i det
tilfælde, at udlejeren også leverer sagkundskab i form af forvaltning
og bemanding af fiskerfartøjet samt teknisk støtte til den
marokkanske virksomhed? 4. Det fjerde spørgsmål: Tillader
fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og
Kongeriget Marokko, at Kongeriget Marokko ved siden af aftalen
udvikler og udøver et eget nationalt, [org. 13] industrielt, pelagisk
fiskeri syd for den 29. nordlige breddegrad? Såfremt dette er
tilfældet, giver aftalen da Kongeriget Marokko ret til at antage eller
direkte bevilge licenser til fiskerfartøjer, der fører fælleskabsflag, til
sit nationale fiskeri uden et krav om tilladelse fra Det Europæiske
Fællesskab?
C-611/12 P Giordano mod Kommissionen (appel)
Påstande: Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 7.
november 2012 i sag T-114/11 ophæves. Og følgelig: Det fastslås, at
vedtagelsen af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers
forordning (EF) nr. 530/2008 af 12. juni 2008 har påført Jean-
François Giordano skade. Kommissionen tilpligtes at betale Jean-
François Giordano 542 594 EUR i erstatning, med tillæg af renter
efter den lovbestemte sats og kapitalisering af disse.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Dom 14.10.14
C-221/13 Mascellani
Sagen vedrører: Skal § 5, stk. 2, i aftalen,der iværksættes ved
ovennævnte direktiv (hvori følgende bestemmes: »En arbejdstagers
afvisning af at blive overført fra fuldtids- til deltidsarbejde eller
omvendt bør ikke i sig selv repræsentere en gyldig begrundelse for
afskedigelse, uden at dette berører muligheden for afskedigelse i
overensstemmelse med national lovgivning, kollektive aftaler eller
praksis af andre årsager, såsom dem der måtte opstå som følge af
den berørte virksomheds driftskrav«), fortolkes således, at det ikke
er tilladt medlemsstaterne i deres nationale lovgivninger at give
arbejdsgiveren mulighed for at ændre en deltidskontrakt til en
fuldtidskontrakt, når denne ændring sker imod arbejdstagerens vilje?
Den forelæggende ret under Tribunale Ordinario di Trento (Italien)
har desuden anmodet Domstolen om at afgøre følgende spørgsmål:
Er direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 til hinder for, at en
national bestemmelse (dvs. artikel 16 i den italienske lov nr. 183 af 4.
november 2010) giver arbejdsgiveren mulighed for at ændre en
deltidskontrakt til en fuldtidskontrakt, når denne ændring sker imod
arbejdstagerens vilje?
Dom 15.10.14
C-323/13 Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik
Påstande: Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 6, litra a), i Rådets direktiv
1999/31/EF ( 1 ) sammenholdt med artikel 1, stk. 1, i direktiv
1999/31/EF samt artikel 4 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/98/EF ( 2 ) og artikel 16, stk. 1, i direktiv
2008/98/EF, idet en del af det husholdningsaffald, der bliver
afleveret på deponeringsanlægget SubATO Rom, herunder
deponeringsanlæggene Malgrotta og SubATO Latina, ikke
gennemgår en proces, der omfatter en egnet sortering af de
forskellige affaldsbestanddele og en stabilisering af de organiske
bestanddele, og at der i Lazio ikke er skabt noget integreret og
fyldestgørende net af anlæg for affaldshåndtering under iagttagelse
af de bedste egnede og tilgængelige teknikker. Den Italienske
Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger
Dom 15.10.14
5
C-331/13 Nicula
Sagen vedrører: Kan bestemmelserne i artikel 6 i traktaten om Den
Europæiske Union,
artikel 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, artikel 110 TEUF samt princippet om
retssikkerhed og princippet om forbud mod reformatio in pejus,
som begge er fastlagt i [EU-]retten og bekræftet i Domstolens
praksis 2, fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser som
de i lovdekret nr. 9/2013 omhandlede?
Dom 15.10.14
C-100/13 Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
Påstande: Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har
tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 89/106/EØF
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om byggevarer ( 1 ), navnlig dets artikel
4, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, idet de tyske myndigheder benytter
supplerende nationale standarder for byggevarer (Bauregellisten) til
at opstille yderligere betingelser for byggevarers effektive
markedsadgang og anvendelse i stedet for at benytte de inden for
rammerne af de harmoniserede europæiske standarder påkrævede
bedømmelsesmetoder og -kriterier.
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Dom 16.10.14
C-266/13 Kik
Sagen vedrører: 1.a. Skal reglerne om den af forordning (EØF) nr.
1408/71 omfattede personkreds og de regler, der fastsætter den
territoriale rækkevidde af henvisningsreglerne i forordningens afsnit
II, fortolkes således, at disse henvisningsregler finder anvendelse i et
tilfælde som det foreliggende, i hvilket der er tale om a) en i
Nederlandene bosat arbejdstager, b) der er nederlandsk statsborger,
c) der i al fald tidligere var pligtforsikret i Nederlandene, d)
arbejderb som sømand for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i
Schweiz, e) udfører sit arbejde om bord på en rørudlægger under
panamansk flag, og f) først udfører dette arbejde uden for EU’s
område (ca. 3 uger over USA’s kontinentalsokkel og ca. 2 uger i
internationalt farvand), og dernæst over Nederlandenes (perioder på
en måned og ca. en uge) og Det Forenede Kongeriges (en periode
på godt en uge) kontinentalsokkel, hvorved g) den i denne
forbindelse erhvervede indtægt er pålagt nederlandsk
indkomstbeskatning? [Org. s. 21] 1.b. Hvis ja, finder forordning
(EØF) nr. 1408/71 da kun anvendelse på de dage, hvor den
pågældende er beskæftiget over en EU-medlemsstats
kontinentalsokkel, eller også i den forudgående periode, hvor han
arbejdede andetsteds uden for EU’s område? 2. Såfremt forordning
(EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse på en arbejdstager som
omhandlet i spørgsmål 1.a., hvilken lovgivning eller hvilke
lovgivninger udpeges da af forordningen som den eller de
lovgivninger, der skal finde anvendelse?
GA 16.10.14
C-334/13 Nordex Food
Sagen vedrører: 1) Skal det ved afgørelsen om ydelse af
eksportrestitution lægges til grund, at der på behørig vis er fremlagt
en eksportlicens i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr.
800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for
eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, når udførselstoldstedet
har antaget udførselsangivelsen, uden at licensen er blevet fremlagt,
og i den forbindelse har givet
eksportøren tilladelse til at fremlægge licensen efterfølgende inden
for en vis frist, og eksportøren har opfyldt denne betingelse? 2)
Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende: Er det i henhold til
artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles
Dom 16.10.14
6
gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for
landbrugsprodukter
et ufravigeligt krav, at eksportlicensen fremlægges allerede ved
indgivelsen af udførselsangivelsen, eller er det tilstrækkeligt, hvis
eksportøren først fremlægger en eksportlicens (som blev udstedt til
eksportøren før udførslen) under udbetalingsproceduren? 3) Kan en
eksportør, der i første omgang har fremlagt falske tolddokumenter
vedrørende de eksporterede produkters ankomst til
destinationslandet, efter udløbet af de frister for fremlæggelsen, der
er fastsat i forordning (EF) nr. 800/1999 om fælles
gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for
landbrugsprodukter, fremlægge gyldige tolddokumenter og derved
bevare sine rettigheder, når den senere fremlæggelse ikke har
forsinket eller hindret udbetalingsproceduren, fordi
restitutionsansøgningen i første omgang blev afvist af andre årsager
end [org. s. 3] den manglende fremlæggelse af sådanne
ankomstbeviser, og når disse fremlægges, efter at forfalskningen af
de pågældende dokumenter er blevet opdaget? 4) Er betingelserne
for at pålægge en sanktion i henhold til artikel 51 i forordning (EF)
nr. 800/1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for
eksportrestitutioner for landbrugsprodukter også opfyldt, såfremt
den eksportrestitution, der er ansøgt om, ganske vist svarer til den
restitution, der rent faktisk skal ydes, men eksportøren under
udbetalingsproceduren i første omgang har fremlagt dokumenter, på
grundlag af hvilke eksportøren ikke havde kunnet ydes
eksportrestitution?
C-340/13 Bpost
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 12, femte led, i direktiv 1997/67/EF,
som ændret ved direktiv
2002/39/EF og 2008/06/EF, fortolkes således, at den indebærer en
forpligtelse til ikke-diskriminering bl.a. i forholdet mellem en
befordringspligtig virksomhed og konsolidatorer, når der er tale om
operationelle rabatter, som tildeles af denne virksomhed, idet de
rabatter, der
udelukkende angår mængde, alene er omfattet af artikel 12, fjerde
led? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er den
rabat, der udelukkende angår mængde, da i overensstemmelse med
forpligtelsen til
ikke-diskriminering i artikel 12, fjerde led, når den prisforskel, der
derved indføres, er baseret på en objektiv omstændighed vedrørende
det geografiske marked og de relevante tjenesteydelser, og denne
rabat ikke indebærer en udelukkelsesvirkning eller en
loyalitetsforpligtelse? 3) Såfremt første spørgsmål besvares
benægtende, tilsidesætter den mængderabat, der tildeles en
konsolidator, da princippet om ikkediskriminering i artikel 12, femte
led, når dens størrelse ikke svarer til den rabat, der tildeles en
afsender, som indleverer det samme antal forsendelser, men svarer
til samtlige de rabatter, der tildeles samtlige afsendere på grundlag af
antallet af forsendelser fra hver af disse afsendere, som
konsolidatoren har indsamlet forsendelser hos?
GA 16.10.14
C-453/13 Newby Foods
Sagen vedrører: 1. Skal ordene »muskelfibrene mister eller ændrer
deres struktur« i punkt 1.14 i bilag I til forordning (EF) nr.
853/2004 fortolkes således, at de omfatter alle tilfælde, hvor
»muskelfibrene mister eller ændrer deres struktur«, og som er synlige
ved anvendelse af standard mikroskopiteknikker? (den samme
formulering anvendes også i artikel 3(n) i forordning (EF) nr.
999/2001, som ændret ved forordning (EF) nr. 1923/2006). 2. Kan
et kødprodukt klassificeres som tilberedt kød som omhandlet i
Dom 16.10.14
7
punkt 1.15 i bilag I, når dets muskelfibre i nogen grad har mistet
eller ændret deres struktur, hvilket er synligt ved anvendelse af
standard mikroskopiteknikker? 3. Såfremt spørgsmål 1 skal besvares
benægtende, og spørgsmål 2 skal besvares bekræftende, spørges: er
den grad af tabet eller ændringen af muskelfibrenes struktur, der er
tilstrækkelig til at kræve, at kødproduktet klassificeres som
maskinsepareret kød i henhold til punkt 1.14 i bilag I, den samme
som den, der kræves for at fjerne karakteren af fersk kød i henhold
til punkt 1.15? 4. I hvilket omfang skal karakteren af fersk kød være
mindsket, før den kan siges at være fjernet som omhandlet i punkt
1.15? 5. Såfremt spørgsmål 1 skal besvares benægtende, men
spørgsmål 3 også skal besvares benægtende, spørges: (a) Hvilken
grad af ændring af muskelfibrenes struktur kræves for, at det
omhandlede produkt skal klassificeres som maskinsepareret kød? (b)
Hvilke kriterier bør anvendes af de nationale retter ved fastlæggelsen
af, om kødets muskelfibres struktur er blevet ændret i en sådan
grad?
Forenede
sager C-
482/13, C-
483/13, C-
484/13, C-
485/13, C-
487/13
Unicaja Banco m.fl.
Sagen vedrører: A) Når en national retsinstans tager stilling til, om
der foreligger et urimeligt kontraktvilkår om morarenter på boliglån,
skal den da, i overensstemmelse med Rådets direktiv 93/13/EØF af
5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler,
herunder især direktivets artikel 6, stk. 1, og med henblik på at sikre
beskyttelsen af forbrugere og brugere i overensstemmelse med
ækvivalens- og effektivitetsprincippet, fastslå, at det pågældende
kontraktvilkår er ugyldigt og ikke bindende, eller skal den tilpasse
vilkåret om renter og pålægge rekvirenten eller långiveren at foretage
en fornyet beregning af renterne? B) Udgør den anden
overgangsbestemmelse i lov nr. 1 af 14. maj 2013 ikke blot en klar
begrænsning af forbrugerbeskyttelsen, når retten herved
underforstået pålægges en forpligtelse til at tilpasse et urimeligt
vilkår om morarenter ved at foretage en genberegning af de fastsatte
renter og opretholde gyldigheden af en urimelig bestemmelse i
stedet for at erklære dette kontraktvilkår for ugyldigt og ikke
bindende for forbrugeren? C) Er den anden overgangsbestemmelse i
lov nr. 1 af 14. maj 2013 i strid med Rådets direktiv 93/13/EØF af
5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler,
herunder især direktivets artikel 6, stk. 1, idet den er til hinder for
anvendelsen af ækvivalens- og effektivitetsprincippet på
forbrugerbeskyt-telsesområdet og ikke giver mulighed for at
anvende den sanktion, hvorved urimelige kontraktvilkår om
morarenter, som er fastsat i aftaler om boliglån, der er indgået inden
ikrafttrædelsen af lov nr. 1 af 14. maj 2013, erklæres for ugyldige og
uden bindende virkning?
GA 16.10.14
T-291/11 Portovesme mod Kommissionen
Påstand: Det fastslås i henhold til artikel 267 TEUF, at Europa-
Kommissionens afgørelse af 23. februar 2001 om statsstøtte nr. C
38/B/2004 (ex NN 58/2004) og nr. C 13/2006 (ex N 587/2005)
om Italiens statsstøtte til bl.a. sagsøgeren er ulovlig, og at den derfor
annulleres fuldstændigt eller i det omfang, det anses for rimeligt.
Subsidiært og udelukkende i tilfælde af, at den principale påstand
ikke tages til følge 1) fastslås det, at afgørelsen er ulovlig, i det
omfang, den pålægger tilbagesøgning af støtten på grund af
tilsidesættelse af det almindelige princip om beskyttelse af den
berettigede forventning.
Sagsøgte tilpligtes at betale alle sagens omkostninger, idet
sagsøgeren forbeholder sig muligheden for at indbringe et særskilt
erstatningssøgsmål.
Dom 16.10.14
8
T-308/11 Eurallumina mod Kommissionen
Påstand: Principalt, den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed
for så vidt angår Eurallumina. Subsidiært annulleres artikel 2 i den
anfægtede afgørelse, i forbindelse med foranstaltningen på grundlag
af 2004- dekretet, og følgelig artikel 3 i den anfægtede afgørelse
vedrørende tilbagesøgningskravet over for Eurallumina. Mere
subsidiært annulleres artikel 3 i den anfægtede afgørelse for så vidt
angår den del, der vedrører tilbagesøgningskravet over for
Eurallumina. Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-
Kommissionen at betale sagens omkostninger.
Dom 16.10.14
C-252/13 Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene
Påstande: Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat
sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet
om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), idet det
har opretholdt bestemmelser i de nederlandske retsforskrifter, der er
i strid med dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra a) og b), artikel 15 og
artikel 28, stk. 2.
Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Dom 22.10.14
C-302/13 flyLAL-Lithuanian Airlines
Sagen vedrører: 1) Skal en sag, hvori der nedlægges påstand om
erstatning for skade og tab og om, at de sagsøgtes adfærd, bestående
i indgåelse af en ulovlig aftale og misbrug af en dominerende stilling,
erklæres ulovlig, og som er støttet på anvendelsen af almengyldige
retsakter i en anden medlemsstat, anses for en
civil- eller handelsretlig sag i den forstand, hvori udtrykket er
anvendt i Rådets forordning (EF) nr. 44/2011, når der henses til, at
ulovlige aftaler er ugyldige fra tidspunktet for deres indgåelse, og at
vedtagelsen af en retsregel derimod er en statslig handling på det
offentligretlige område (acta iure imperii), som er underlagt de
folkeretlige regler om staters jurisdiktionelle immunitet over for
retter i andre stater? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende (dvs. hvis der er tale om en civil- eller handelsretlig sag
i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningen), skal
erstatningssøgsmålet da anses for en sag vedrørende gyldigheden af
beslutninger truffet af selskabsorganer i henhold til forordningens
artikel 22, stk. 2, hvorved der er mulighed for ikke at anerkende
retsafgørelsen i medfør af forordningens artikel 35, stk. 1? 3)
Såfremt genstanden for erstatningssøgsmålet henhører under
anvendelsesområdet for forordningens artikel 22, stk. 2,
(enekompetence), har retten i den stat, hvori der anmodes om
anerkendelse, da pligt til at efterprøve, om der foreligger sådanne
omstændigheder som er opregnet i forordningens artikel 35, stk. 1, i
forbindelse med anerkendelsen af en retsafgørelse, hvorved der er
iværksat foreløbige og sikrende retsmidler? 4) Kan klausulen om
grundlæggende retsprincipper i forordningens artikel 34, stk. 1,
fortolkes således, at anerkendelsen af en retsafgørelse, hvorved der
er iværksat foreløbige og sikrende retsmidler, er i strid med de
grundlæggende retsprincipper (ordre public) i en medlemsstat, 1)
hvis det primære grundlag for iværksættelsen af de foreløbige og
sikrende retsmidler er det påstævnte beløbs anseelige størrelse, uden
at der er foretaget en rimelig og begrundet beregning heraf, og 2)
hvis anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den pågældende retsafgørelse
kan påføre de sagsøgte parter et tab, som sagsøgeren – et selskab,
der er erklæret konkurs – ikke har mulighed for at erstatte i tilfælde
af, at erstatningssøgsmålet forkastes, hvilket kan have indvirkning på
de økonomiske interesser hos den stat, hvori der anmodes om
anerkendelse, hvorved statens sikkerhed således bringes i fare,
Dom 23.10.14
9
henset til at Republikken Letland ejer 100% af aktierne i Lidosta
Rīga og 52,6% af aktierne i AS Air Baltic Corporation?
C-461/13 Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000
om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske
foranstaltninger, senest ændret ved Europa- Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 fortolkes således, at
medlemsstaterne – med forbehold for undtagelser – er forpligtede
til at nægte at godkende et projekt, såfremt det kan medrøre en
forringelse af tilstanden for et overflade-vandområde, eller er denne
bestemmelse alene udtryk for en målsætning for
vandområdeplanen? 2) Skal begrebet »forringelse af tilstanden« i
vandrammedirek-tivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), fortolkes
således, at det alene omfatter skadelige ændringer, der fører til en
lavere klassifikation i henhold til direktivets bilag V? 3) For det
tilfælde, at spørgsmål 2 skal besvares benægtende, spørges: Under
hvilke forudsætninger foreligger der en »forringelse af tilstanden«
som omhandlet i vandramme-direktivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr.
i)? 4) Skal vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr. ii) og iii),
fortolkes således, at medlemsstaterne – med forbehold for
undtagelser – er forpligtede til at nægte at godkende et projekt,
såfremt det indebærer risiko for, at der ikke opnås henholdsvis en
god tilstand for overfladevand eller et godt økologisk potentiale og
god kemisk tilstand for overfladevand på det relevante tidspunkt i
henhold til direktivet, eller er denne bestemmelse alene udtryk for
en målsætning for vandområdeplanen?
GA 23.10.14
C-510/13 E.ON Földgáz Trade
Sagen vedrører: 1) Finder de bestemmelser, der fastlægger, hvem der
kan anlægge sag i
henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked
for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (herefter »2003-
direktivet«) i forbindelse med en administrativ afgørelse, der blev
vedtaget, mens dette direktiv var i kraft, anvendelse, eller skal der i
det verserende søgsmål tages hensyn til bestemmelserne i artikel 41 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli
2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om
ophævelse af direktiv 2003/55/EF (herefter »2009-
direktivet«), som trådte i kraft under sagens behandling, under
hensyntagen til bestemmelsen i dets artikel 54, stk. 1, andet afsnit,
hvorefter de nævnte bestemmelser finder anvendelse fra den 3.
marts 2011? 2) Såfremt 2009-direktivet skal anvendes, kan en
godkendt operatør, som har en økonomisk interesse, som den i
denne sag foreliggende, i forbindelse med en appel iværksat til
prøvelse af en afgørelse, som godkender en netkodeks eller
fastlægger dens indhold, da anses for »part, der er berørt« som
omhandlet i artikel 41, stk. 17, i 2009-direktivet, eller er kun den
netoperatør, der er beføjet til at opfordre til godkendelse af
kodeksen, en berørt part? 3) Såfremt 2003-direktivet skal anvendes,
er godkendelsen eller ændringen af netkodeksen, som den, der har
fundet sted i den foreliggende sag, da omfattet af de tilfælde, der er
omhandlet i artikel 25, stk. 5 eller 6, for så vidt det henviser til
vurderingen af ansøgninger om reservekapacitet? 4) Såfremt der er
tale om et tilfælde, der er omfattet af artikel 25, stk. 6, i 2003-
direktivet, kan en godkendt operatør, som har en økonomisk
interesse som den i denne sag foreliggende, i forbindelse med en
appel iværksat til prøvelse af en afgørelse, som godkender en
netkodeks eller fastlægge dens indhold, da anses for en »berørt part«,
GA 23.10.14
10
eller er kun den netoperatør, der er beføjet til at opfordre til
godkendelse af kodeksen, en berørt part? 5) Hvordan skal artikel 25,
stk. 11, i 2003-direktivet, i henhold til hvilken de klager, som der
henvises til i stk. 5 og 6, ikke udelukker anvendelse af retsmidler i
henhold til fællesskabsretten og national ret, fortolkes, hvis det af
svarene på ovenstående spørgsmål fremgår, at national ret
underlægger anlæggelsen af søgsmål strengere krav end dem, der
følger af direktivets eller fællesskabsrettens bestemmelser?