Svar på spm. nr. S 1206: Kan ministeren garantere, at ændringerne i forældreansvarsloven fra 2012 ikke bryder med gældende menneskerettighedskonventioner?

Folketingets Lovsekretariat
Dato:1. april 2014
Under henvisning til Folketingets brev af24. marts 2014følger hermed-
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forholds endeli-
ge svarpå spørgsmål nr. S1206, stillet afEyvind Vesselbo(V).
Spørgsmål nr. S 1206:
”Kan ministeren garantere, at ændringerne i forældreansvarsloven fra 2012
ikke bryder med gældende menneskerettighedskonventioner?
Svar:
Danmark har tiltrådt en række konventioner, der har betydning for behand-
ling af spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. De
vigtigste er FN´s konvention om barnets rettigheder (Børnekonventionen) og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forældreansvarsloven er
udformet i overensstemmelse med de principper, hensyn og krav, som følger
af konventionerne.
Børnekonventionen bygger bl.a. på et princip om, at barnets bedste skal
komme i første række i alle beslutninger vedrørende barnet, jf. konventio-
nens artikel 3 (1):
”3.1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse
udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd,
domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer,
skal barnets tarv komme i første række.”
Bestemmelsen betyder bl.a., at barnets tarv som et grundlæggende princip
skal gennemsyre lovgivningen og alle afgørelser vedrørende barnet. Samti-
dig skal barnets tarv indgå i fortolkningen og anvendelsen af andre bestem-
melser i konventionen. Barnets tarv skal komme i første række, men ikke
nødvendigvis være det eneste kriterium ved afgørelsen af konkrete sager
om barnets forhold. Barnets ret til samvær med sine forældre skal f.eks.
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Tlf. 3392 9300
Fax. 3393 2518
E-mailsm@sm.dk
www.sm.dk
Ansvarlig: hbo
Sagsnr.2014 - 2696
2013-14
S 1206 endeligt svar
Offentligt
2
vurderes over for dets ret til beskyttelse mod overgreb eller lignende fra ek-
sempelvis forældrenes side.
Efter konventionens artikel 9 (3) påhviler det deltagerstaterne at respektere
retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opret-
holde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge for-
ældre, undtagen hvis det strider mod barnets tarv. Hensigten med artiklen
er, at deltagerstaterne sikrer, at samværsafgørelser gennemføres.
Retten til at udtrykke sine meninger i alle spørgsmål, som berører barnet,
behandles i konventionens artikel 12:
”12.1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at ud-
forme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse
synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets syns-
punkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med
dets alder og modenhed.
12.2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at
udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller
forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten di-
rekte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i
overensstemmelse med de i national ret foreskrevne frem-
gangsmåder.”
Artikel 12 fremhæver barnets ret til at udtrykke sin mening i alle spørgsmål,
der vedrører barnet. Artiklen understreger barnets muligheder for at komme
til orde i spørgsmål, som vedrører barnet på et mere personligt plan. Det
handler f.eks. om spørgsmål efter forældreansvarsloven.
FN har nedsat en komite – Børnekomiteen – bestående af 10 børneeksper-
ter, der på baggrund af medlemsstaternes rapporter, der afgives hvert 5. år,
skal undersøge, hvilke fremskridt medlemsstaterne gør i overholdelsen af de
forpligtelser, som de har påtaget sig efter konventionen. I forbindelse med
den seneste eksamination den 24. januar 2011 gav Komiteen udtryk for
tilfredshed med vedtagelsen af forældreansvarsloven.
Den centrale bestemmelse i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on til belysning af børns og forældres retsstilling i relation til forældremyn-
dighed, barnets bopæl eller samvær er konventionens artikel 8:
”8.1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit
hjem og sin korrespondance.
8.2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af
denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven
og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den na-
tionale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomi-
3
ske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskyt-
te sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres
rettigheder og friheder.”
Den ret til familieliv, som bestemmelsen beskytter, drejer sig bl.a. om kontak-
ten mellem et barn og dets forældre.Domstolen betragter afbrydelse af kon-
takten mellem et barn og dets forældre som et ”indgreb” i retten til familieliv,
der er omfattet af artikel 8 (1). Det er dog ikke ethvert indgreb i retten til fami-
lieliv, der medfører en krænkelse af konventionen. Et indgreb kan legitime-
res, hvis der i national ret findes hjemmel til indgrebet (”i overensstemmelse
med loven”), hvis indgrebet tjener et af de formål, der er angivet i artikel 8
(2), og hvis indgrebet er proportionalt med det formål, der søges opnået.
Proportionalitetsvurderingen indebærer en afvejning af på den ene side den
pågældende forælders ret til familieliv med barnet, og på den anden side
barnets ret til at blive beskyttet mod overgreb og lignende.
Det følger desuden af konventionens artikel 13 sammenholdt med artikel 8,
at der skal være adgang til effektive retsmidler i sager, der indebærer ind-
greb i retten til familieliv. Der er derfor vigtigt, at forældrene er sikret klage-
adgang og adgang til domstolsprøvelse. Der skal endvidere være reel mu-
lighed for at få fuldbyrdet en afgørelse om f.eks. forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær. Dette indebærer ikke, at alle afgørelser om forældre-
myndighed, barnets bopæl eller samvær ubetinget kan forlanges fuldbyrdet,
men at muligheden for fuldbyrdelse skal være til stede, og at den pågælden-
de myndighed skal foretage en afvejning af de involveredes interesser,
navnlig barnets interesser.
De ændringer af forældreansvarsloven, som skete i 2012, skulle i endnu
højere grad sætte barnets bedste i centrum for løsningen af forældrenes
konflikt. Der skete ikke ved ændringen en forringelse af loven i forhold til de
to konventioner.
Lovændringen sikrede bl.a., at alle børnesamtaler efter loven gennemføres
af en børnesagkyndig, og at forberedelsen af forældrene forud for samtalen
blev forbedret. Det blev også tydeliggjort, at samvær skal fastsættes ud fra,
hvad der er bedst for barnet, ligesom betingelserne for at fastsætte samvær
med andre end forældrene blev lempet for at muliggøre i højere grad at kun-
ne tage hensyn til barnets bedste.
Manu Sareen
/ Malene Vestergaard