Notat om det danske militære bidrag mod ISIL i Irak

Notat om det danske militære bidrag mod “ISIL” i Irak.
1. Baggrund
Et enigt dansk folketing vedtog den 27. august 2014 beslutningsforslag B122, hvori Folketinget
samtykker til regeringens ønske om at sende et dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak
mod den islamiske organisation ISIL. Det militære bidrag vil efter ordlyden af beslutningen bestå af
et C-130J transportfly med personel, der ”skal løse transportopgaver til støtte for den amerikansk-
ledede operation i Irak.” Det fremgår også, at opgaverne inkluderer ”transport af personel, våben,
ammunition, materiel og forsyninger til de irakiske og kurdiske styrker, samt øvrige
samarbejdspartnere.” Det noteres endvidere, at flyet ligeledes vil kunne ”transportere nødhjælp”,
men at FN ”hidtil [har] afvist at benytte militærfly hertil i den givne situation.”
Folketingsbeslutningen giver anledning til en række stats- og folkeretlige bemærkninger.
2. Statsretlige perspektiver
(1) B122 er vedtaget i henhold til Grundlovens § 19, stk. 2, hvorefter Folketinget skal meddele sit
samtykke til anvendelsen af ”militære magtmidler mod nogen fremmed stat.” Det forhold, at ISIL
ikke er en ”fremmed stat” indikerer, at regeringen er af den opfattelse, at den kan være forpligtet til
at søge Folketingets samtykke også i andre situationer, herunder i situationer som den foreliggende,
hvor der ydes støtte til en operation mod en privat aktør. Hvornår det i givet fald er tilfældet synes
at bero på en konkret vurdering.
(2) B122 giver alene de danske styrker bemyndigelse til at anvende magt i selvforsvar. Skulle det
blive aktuelt, at Danmark skal anvende militær magt i videre omfang og f.eks. bistå direkte i den
militære bekæmpelse af ISIL med kampfly eller lignende, må et nyt samtykke fra Folketinget
indhentes. Mindre justeringer i transportbidraget, herunder bemandingen, bør derimod kunne
gennemføres løbende uden fornyet samtykke fra Folketinget, men efter omstændighederne efter
rådføring med det Udenrigspolitiske Nævn, jf. Grundlovens § 19, stk. 1.
(3) B122 bemyndiger en indsats frem til årsskiftet 2014-15. Skulle det blive aktuelt at forlænge det
danske bidrag ind i 2015, må et nyt samtykke fra Folketinget derfor indhentes.
(4) Det folkeretlige grundlag for det danske militære bidrag er en anmodning om bistand
(samtykke) fra den irakiske regering. Dette må anses for at være en bindende forudsætning bag
B122. Det betyder, at Danmark alene kan bidrage militært, så længe Iraks regering ikke har trukket
sit samtykke tilbage, og så længe Danmark bistår en indsats, som er dækket af dette samtykke.
Danske styrker kan derfor alene bidrage til en militær indsats inden for irakisk territorium, og en
eventuel indsats mod ISIL eller andre aktører i Syrien er derfor ikke dækket af B122. En sådan
indsats vil kræve, at regeringen indhenter et nyt samtykke fra Folketinget.
(5) Det er vigtigt at bemærke, at eventuelle folkeretlige begrænsninger i adgangen til at anvende
militær magt (jf. nedenfor) ikke begrænser regeringens mulighed for, med Folketingets samtykke, at
træffe beslutning om anvendelsen af dansk militær magt, se Højesterets dom fra 2010 i ”Irak-
sagen”1
Folketinget kan med andre ord bemyndige aktioner selvom disse måtte være i strid med den
folkeretlige regulering af magtanvendelse.
1
UfR.2010.1547H
Det Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget 2013-14
UPN Alm.del Bilag 269, FOU Alm.del Bilag 138
Offentligt
3. Folkeretlige perspektiver
(1) Det folkeretlige grundlag for den danske indsats i Irak er som berørt ovenfor et samtykke fra den
irakiske regering. Samtykke er en folkeretlig ansvarsfrihedsgrund og i det omfang, at det danske
militære bidrag holder sig inden for rammerne af det irakiske samtykke, vil bidraget derfor være
foreneligt med de folkeretlige regler, der regulerer, hvornår en stat er berettiget til at anvende magt
på en anden stats territorium. Det danske militære bidrag til den amerikansk-ledede operation i Irak
krænker derfor ikke artikel 2, stk. 4, i FN Pagten, der forbyder stater at anvende magt i deres
internationale relationer.
(2) Men da det folkeretlige grundlag for den danske indsats er irakisk samtykke er indsatsen
underlagt flere vigtige folkeretlige begrænsninger. For det første er grundlaget begrænset
geografisk. Den irakiske regering kan alene give samtykke til operationer på irakisk territorium og i
det omfang, at der skulle være et behov for at udvide indsatsen mod ISIL eller andre aktører udover
grænserne af Irak, herunder til Syrien, vil det irakiske samtykke ikke kunne undtage en sådan
indsats fra magtforbuddet i Pagtens artikel 2, stk. 4. I en sådan situation vil magtanvendelsen derfor
skulle baseres på et andet folkeretligt grundlag (se pkt. 4 nedenfor).
(3) For det andet er det danske bidrag begrænset af det materielle indhold af det irakiske samtykke.
Det fremgår af det danske beslutningsforslag, at den irakiske regering har anmodet om og
samtykket til militær støtte ”med henblik på at bekæmpe ISIL og beskytte irakisk territorium og
befolkning”. Det danske bidrag vil således ikke kunne rettes mod andre mål end hvad der rimeligvis
kan dækkes ind herunder.
(4) Hvis den irakiske regering på et tidspunkt vælger at tilbagekalde sit samtykke, eller hvis
Danmark begynder at anvende magt i Irak på en måde, der ikke kan forenes med samtykket (se pkt.
3 oven for), vil magtanvendelsen være uforenelig med magtforbuddet i artikel 2, stk. 4, i FN Pagten.
Det vil dog ikke være tilfældet, hvis FN’s Sikkerhedsråd i mellemtiden giver mandat til
magtanvendelsen eller brugen af magt må anses for at være forenelig med en ret til selvforsvar efter
artikel 51 i Pagten.
(5) I det omfang, at den militære indsats udvides til at inkludere magtanvendelse i Syrien vil en
sådan magtanvendelse også være omfattet af forbuddet mod magtanvendelse i Pagtens artikel 2, stk.
4. Magtanvendelsen vil derfor alene være forenelig med folkeretten, hvis den kan baseres på én af
følgende tre undtagelser til dette forbud:
a) Samtykke fra den legitime syriske regering. Det er dog som følge af den igangværende
borgerkrig i Syrien uklart, om det syriske styre under ledelse af Bashar al-Assad kan afgive et
gyldigt samtykke;
b) Mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. FN’s Sikkerhedsråd har indtil videre ikke kunne enes om at
bemyndige magt i Syrien; eller
c) Retten til kollektivt selvforsvar. En stat, der bliver udsat for væbnet angreb, kan bede andre stater
om bistand til at forsvare sig selv. I det omfang, at et af Syriens nabolande udsættes for et væbnet
angreb, der udgår fra Syrien, kan andre stater således bistå den angrebne stat med militær magt i det
omfang, dette må anses for nødvendigt for at forebygge yderligere angreb. Det kan diskuteres, om
en sådan situation ikke allerede foreligger i forhold til Irak. Udøvelse af kollektivt selvforsvar
forudsætter, at der foreligger en anmodning om bistand til selvforsvar fra den stat, der er udsat for
angrebet.
(6) Den danske regering gjorde i efteråret 2013 i lighed med den britiske regering gældende, at
magtanvendelse efter omstændighederne kan være foreneligt med folkeretten, selv i fraværet af et
samtykke fra en relevant regering, uden et mandat fra Sikkerhedsrådet, og uden hjemmel i retten til
selvforsvar.2
Det vil efter regeringens opfattelse være tilfældet, hvis der 1) foreligger en “ekstrem
humanitær nød af betydeligt omfang, som kræver øjeblikkelig og uopsættelig imødegåelse”, 2) hvis
“mulighederne for alternative løsninger til magtanvendelse uden FN-mandat” er udtømte og 3), hvis
”anvendelsen af militære magtmidler sker med respekt for principperne om proportionalitet og
nødvendighed” og disse er ”strengt begrænset i tid og sigte til varetagelse af de humanitære
hensyn.” Den danske opfattelse baserer sig således på doktrinen om ”humanitær intervention”. Det
skal understreges at regeringens påstand er særdeles kontroversiel og udtryk for et
minoritetssynspunkt.3
2. september, 2014
Anders Henriksen, Lektor i Folkeret ved Københavns Universitet
Jens Elo Rytter, Professor i Forfatningsret ved Københavns Universitet
Marc Schack, Ph.d. studerende i Folkeret ved Københavns Universitet
2
UPN, Alm.del. Bilag 298, 30 August 2013
3
Anders Henriksen & Marc Schack 2013, 'Lovligheden af en humanitær intervention i Syrien' Ugeskrift for Retsvæsen,
Den litterære Afdeling, vol 147, nr. 44, s. 393-399. Se også Anders Henriksen & Jens Elo Rytter, 2013, 'Begrundelse for
en Syrien-aktion duer ikke' Berlingske Tidende, s. 27.


Det Udenrigspolitiske Nævn
Forsvarsudvalget
Notat om dansk bidrag til indsats i Irak
I anledning af vedtagelsen af B122 (militært bidrag til indsatsen mod ISIL i
Irak) har Centre for International Law & Justice på det Juridiske Fakultet ved
Københavns Universitet udarbejdet vedlagte korte notat af 2. september
2014 om de stats- og folkeretlige implikationer af indsatsen. Da det bestemt
ikke kan udelukkes, at operationen på et senere tidspunkt udvides til Syrien,
er der endvidere inkluderet en række overvejelser om det.
Notatet er udarbejdet af:
Anders Henriksen, Lektor i Folkeret ved Københavns Universitet
Jens Elo Rytter, Professor i Forfatningsret ved Københavns Universitet
Marc Schack, Ph.d. studerende i Folkeret ved Københavns Universitet
Centre for International Law & Justice
Det Juridiske Fakultet
Københavns Universitet
8. september 2014
Det Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget 2013-14
UPN Alm.del Bilag 269, FOU Alm.del Bilag 138
Offentligt