Fremsat den 31. oktober 2025 af justitsministeren (Peter Hummelgard)

Fremsat den 31. oktober 2025 af justitsministeren (Peter Hummelgard)
Forslag
til
Lov om udpegning af retlige repræsentanter for visse tjenesteudbydere til
indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Loven finder anvendelse på tjenesteudbydere, der
udbyder en eller flere af følgende kategorier af tjenester i
Den Europæiske Union:
1) Elektroniske kommunikationstjenester som defineret i
artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv (EU) nr. 2018/1972 af 11. december 2018 om opret-
telse af en europæisk kodeks for elektronisk kommuni-
kation med senere ændringer.
2) Internetdomænenavne og IP-nummereringstjenester
såsom IP-adressetildeling, domænenavneadministrator,
domænenavneregistrator og domænenavnerelaterede
privatlivs- og proxytjenester.
3) Andre tjenester i informationssamfundet som omhand-
let i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) nr. 2015/1535 af 9. september
2015 om en informationsprocedure med hensyn til tek-
niske forskrifter samt forskrifter for informationssam-
fundets tjenester med senere ændringer, der
a) sætter deres brugere i stand til at kommunikere
med hinanden, eller
b) gør det muligt at lagre eller på anden måde behand-
le data på vegne af de brugere, som tjenesten ydes
til, såfremt datalagring er et afgørende element i
den tjeneste, som ydes brugeren.
Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på tjenesteudby-
dere, der er etableret i Danmark og alene udbyder tjenester i
Danmark.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Udbyde tjenester på en medlemsstats område: Give fy-
siske eller juridiske personer i en medlemsstat mulig-
hed for at anvende de tjenester, der er anført i § 1,
og have en væsentlig tilknytning til medlemsstaten på
grundlag af specifikke faktuelle kriterier.
2) Udbyde tjenester i Unionen: Give fysiske eller juridi-
ske personer i en medlemsstat mulighed for at anvende
de tjenester, der er anført i § 1, og have en væsentlig
tilknytning til en medlemsstat på grundlag af specifikke
faktuelle kriterier.
3) Forretningssted: En enhed, der rent faktisk udfører en
økonomisk aktivitet i et ikke nærmere angivet tidsrum
og ved hjælp af en fast infrastruktur, hvorfra forretnin-
gen med levering af tjenester udføres, eller forretningen
ledes.
4) Retlig repræsentant: En fysisk eller juridisk person, der
er skriftligt udpeget af en tjenesteudbyder, der ikke er
etableret i en medlemsstat, hvor medlemsstaten delta-
ger i følgende retlige instrumenter til at modtage, over-
holde og håndhæve afgørelser og kendelser udstedt af
medlemsstaternes kompetente myndigheder med hen-
blik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straf-
fesager foruden afgørelser og kendelser med henblik på
indsamling af elektronisk bevismateriale på grundlag af
national ret i den medlemsstat, hvor den retlige repræ-
sentant er udpeget:
a) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 2023/1543 af 12. juli 2023 om europæiske
editionskendelser og europæiske sikringskendelser
om elektronisk bevismateriale i straffesager og om
fuldbyrdelse af frihedsstraffe idømt som led i en
straffesag med senere ændringer,
1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 af 12. juli 2023 om harmoniserede regler for udpegning af bestemte
forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager, EU-tidende 2023, nr. L
191, side 181.
Lovforslag nr. L 55 Folketinget 2025-26
Justitsmin., j.nr. 2025-01134
AA014975
b) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske
efterforskningskendelse i straffesager med senere
ændringer og
c) Konvention af 29. maj 2000 om Gensidig Rets-
hjælp i Straffesager mellem Den Europæiske Uni-
ons Medlemsstater.
Kapitel 2
Tjenesteudbyderes forpligtelser
§ 3. Tjenesteudbydere, som er etableret i Danmark og ud-
byder tjenester i Den Europæiske Union, skal udpege mindst
én retlig repræsentant til at modtage, overholde og håndhæ-
ve afgørelser og kendelser fra medlemsstaternes kompetente
myndigheder med henblik på indsamling af bevismateriale
i straffesager. Den retlige repræsentant skal være etableret
eller have bopæl i en medlemsstat, som deltager i følgende:
1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2023/1543 af 12. juli 2023 om europæiske editionsken-
delser og europæiske sikringskendelser om elektronisk
bevismateriale i straffesager og om fuldbyrdelse af fri-
hedsstraffe idømt som led i en straffesag med senere
ændringer,
2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU
af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningsken-
delse i straffesager med senere ændringer,
3) Konvention af 29. maj 2000 om Gensidig Retshjælp
i Straffesager mellem Den Europæiske Unions Med-
lemsstater og
4) afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale på grundlag af national ret,
som en medlemsstat har rettet til en fysisk eller jurid-
isk person, der handler som retlig repræsentant eller
udpeget forretningssted for en tjenesteudbyder på den
pågældende medlemsstats område.
Stk. 2. Tjenesteudbydere skal forsyne deres retlige repræ-
sentant med de nødvendige beføjelser og ressourcer til at ef-
terleve afgørelser eller kendelser fra medlemsstaternes kom-
petente myndigheder, jf. stk. 1.
Stk. 3. Tjenesteudbydere, der begynder at udbyde tjene-
ster i Den Europæiske Union, skal udpege en retlig repræ-
sentant senest seks måneder fra datoen, hvor de begynder at
udbyde tjenester.
Stk. 4. Tjenesteudbydere skal skriftligt meddele den cen-
trale myndighed i den medlemsstat, hvori deres retlige re-
præsentant er udpeget eller bosiddende, om kontaktoplys-
ninger på modtageren samt hvilke af de officielle sprog i
Den Europæiske Union, modtageren kan kontaktes på. Ud-
peger en tjenesteudbyder flere modtagere, skal tjenesteudby-
deren i den skriftlige meddelelse oplyse det nøjagtige terri-
toriale anvendelsesområde for de respektive modtagere samt
de af Den Europæiske Unions officielle sprog, modtagerne
kan kontaktes på.
Kapitel 3
Den centrale myndigheds kontrol og håndhævelse
§ 4. Justitsministeren fastsætter regler om, hvilken myn-
dighed der udpeges som central myndighed efter denne lov.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagead-
gang vedrørende afgørelser truffet af den centrale myndig-
hed i medfør af denne lov, herunder afskæring af klagead-
gang.
§ 5. Den centrale myndighed kan meddele påbud til tjene-
steudbydere og deres retlige repræsentanter om at opfylde
lovens forpligtelser eller om at bringe overtrædelse af denne
lov til ophør.
Stk. 2. Den centrale myndighed kan pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder ved manglende efterlevelse af påbud,
jf. stk. 1.
§ 6. Overtrædelse af § 3 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 4
Ikrafttræden
§ 7. Loven træder i kraft den 18. februar 2026.
Stk. 2. § 3, stk. 3, finder ikke anvendelse for tjenesteud-
bydere, som udbyder tjenester i Den Europæiske Union før
tidspunktet for lovens ikrafttræden. Sådanne tjenesteudbyde-
re har pligt til at udpege en retlig repræsentant senest den
18. august 2026.
Kapitel 5
Territorialbestemmelse
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Udpegning af retlige repræsentanter for visse tjenesteudbydere
2.1. Gældende ret
2.1.1. Edition
2.1.2. International retshjælp
2.1.3. Straffebestemmelser
2.2. Direktivet om udpegning af bestemte forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager
2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3.1. Udpegning af retlige repræsentanter eller udvalgte forretningssteder
2.3.2. Tjenesteudbydernes forpligtelser
2.3.3. Udpegning af central myndighed
2.3.4. Håndhævelse og sanktioner
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 af 12. juli 2023 om
harmoniserede regler for udpegning af bestemte forretnings-
steder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik
på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager
(herefter benævnt e-bevis-direktivet) i dansk ret.
Formålet med direktivet er, i sammenhæng med Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2023/1543 af 12.
juli 2023 om europæiske editionskendelser og europæiske
sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesa-
ger og om fuldbyrdelse af frihedsstraffe idømt som led i en
straffesag med senere ændringer (herefter benævnt e-bevis-
forordningen), at lette indsamlingen af elektronisk bevisma-
teriale på tværs af landegrænser i straffesager.
Direktivet har til formål at sikre, at tjenesteudbydere, der
er aktive i det indre marked, er underlagt de samme eller
ensartede forpligtelser i forbindelse med indsamling af elek-
tronisk bevismateriale til brug for straffesager og at undgå
forskelligheder i den retlige ramme for indhentelse af sådan-
ne beviser i de enkelte medlemsstater.
Direktivet og forordningen supplerer de eksisterende regler
om retligt samarbejde, herunder Konvention af 29. maj
2000 om Gensidig Retshjælp i Straffesager mellem Den
Europæiske Unions Medlemsstater (herefter benævnt EU-
retshjælpskonventionen), men adskiller sig navnlig fra de
gældende regler derved, at myndighederne i det land, hvor
tjenesteudbyderen er etableret eller repræsenteret, som ud-
gangspunkt ikke inddrages i samarbejdet om indhentningen
af beviserne til straffesagen.
Direktivet indebærer, at omfattede udbydere af elektroniske
tjenester forpligtes til at udpege mindst ét fast forretnings-
sted eller mindst én retlig repræsentant i en medlemsstat,
hvori de udbyder deres tjenester, som skal modtage, over-
3
holde og håndhæve afgørelser fra kompetente myndigheder
om indsamling af bevismateriale i straffesager på vegne af
den pågældende tjenesteudbyder. Tjenesteudbydere i Dan-
mark, som er omfattet af reglerne, forpligtes til at udpege
mindst én retlig repræsentant i en anden medlemsstat end
Danmark. Det skyldes, at Danmark på grund af retsforbe-
holdet ikke deltager i alle de relevante EU-instrumenter, her-
under e-bevis-forordningen, som finder anvendelse på sam-
arbejdet mellem medlemsstaterne i forbindelse med indsam-
ling af bevismateriale i straffesager. En retlig repræsentant i
Danmark vil således ikke kunne behandle afgørelser og ken-
delser fra andre medlemsstaters kompetente myndigheder i
henhold til EU-instrumenter, som Danmark ikke deltager i.
Med lovforslaget foreslås bestemmelser, som forpligter vis-
se tjenesteudbydere, som er etableret i Danmark og udbyder
tjenester i Den Europæiske Union, til at udpege en retlig
repræsentant i en anden medlemsstat, hvor de udbyder de-
res tjenester. Der foreslås desuden bestemmelser om, at
justitsministeren fastsætter regler om udpegning af en cen-
tral myndighed i Danmark, som bl.a. skal koordinere og
samarbejde med myndigheder i andre medlemsstater samt
føre tilsyn med og sikre, at tjenesteudbyderne overholder de
forpligtelser, der følger af lovforslaget.
2. Udpegning af retlige repræsentanter for visse
tjenesteudbydere
2.1. Gældende ret
2.1.1. Edition
Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat regler i dansk
ret, som pålægger tjenesteudbydere i Danmark at udpege
forretningssteder eller retlige repræsentanter, der kan modta-
ge afgørelser og kendelser om udlevering af bevismateriale i
straffesager direkte til en tjenesteudbyder på tværs af lande-
grænser.
De danske regler om edition fremgår af retsplejelovens ka-
pitel 74. Ved edition forstås, at der meddeles en person,
som ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere
genstande eller oplysninger, jf. retsplejelovens § 804, stk.
1. Det følger af bestemmelsen, at edition kan ske som led
i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet
offentlig påtale, eller krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr.
1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, hvis der
er grund til at antage, at genstanden eller oplysningerne kan
tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelse er
fravendt nogen, som kan kræve genstanden tilbage.
Det fremgår af retsplejelovens § 804 a, at pålæg om edition
af trafik- og lokaliseringsdata alene kan meddeles, hvis ef-
terforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig
overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, eller over-
trædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i straf-
feloven og udlændingeloven.
Efter retsplejelovens § 804 b skal udbydere på politiets be-
gæring som led i efterforskningen af en lovovertrædelse,
der er undergivet offentlig påtale, eller en krænkelse som
nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud
og bortvisning udlevere oplysninger, der identificerer en
slutbrugers adgang til elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester.
Det følger af retsplejelovens § 806, stk. 1, at afgørelser om
beslaglæggelse og pålæg om edition træffes efter begæring
fra politiet. Det er retten, der i medfør af bestemmelsens stk.
2 træffer afgørelse herom ved kendelse. I kendelsen skal de
konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelser-
ne for indgrebet er opfyldt, anføres.
Som undtagelse til hovedreglen om indhentelse af forudgå-
ende retskendelse følger det af stk. 4, at politiet kan træf-
fe beslutning om beslaglæggelse og om edition, såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle
afventes. Ved edition på øjemedet kan den, mod hvem ind-
grebet retter sig, anmode om, at politiet inden for 24 timer
skal forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør,
om indgrebet kan godkendes. Ved pålæg om edition efter §
804 a skal politiet dog snarest muligt og senest inden for
24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for
retten.
2.1.2. International retshjælp
Danmark har – med enkelte undtagelser – ikke gennemført
særlig lovgivning om gensidig retshjælp i straffesager. Det
antages imidlertid med støtte i retspraksis, at udenlandske
begæringer om efterforskningsskridt i Danmark kan imøde-
kommes, hvis det pågældende efterforskningsskridt kunne
gennemføres i forbindelse med en tilsvarende national straf-
feretlig efterforskning. Det er i den forbindelse underordnet,
om fremsættelsen og behandlingen af retsanmodninger er
reguleret i en aftale, der finder anvendelse mellem Danmark
og den anmodende stat. De relevante efterforskningsskridt
gennemføres på grundlag af en analog anvendelse af de
relevante bestemmelser i retsplejeloven.
Som undtagelse til ovenstående hovedregel kan nævnes,
at lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i
Den Europæiske Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af
22. februar 2013, indeholder en række særlige regler og
procedurer for retshjælp til andre medlemsstater i EU for så
vidt angår fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser. Lo-
ven gennemførte de nødvendige ændringer i dansk ret for
at opfylde bl.a. rammeafgørelse 2003/577/RIA om indefrys-
ning af formuegoder og bevismateriale og rammeafgørel-
se 2008/978/RIA om den europæiske bevissikringskendel-
se. Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at loven bl.a. finder
anvendelse på beslaglæggelses- og bevissikringskendelser,
og at sådanne afgørelser truffet i andre medlemsstater i Den
Europæiske Union også kan fuldbyrdes her i landet, jf. stk.
2.
Danmark deltager desuden i Den europæiske konvention af
20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (Europa-
4
rådets retshjælpskonvention) og tillægsprotokollerne til kon-
ventionen af henholdsvis 17. marts 1978 og 8. november
2001. Europarådets konvention er den grundlæggende kon-
vention på retshjælpsområdet og dens principper anvendes
generelt i sager om international retshjælp. Danmark er des-
uden omfattet af EU-retshjælpskonventionen med tillægs-
protokoller, der supplerer Europarådets retshjælpskonventi-
on. EU-retshjælpskonventionen har til formål at gøre sam-
arbejdet mellem retlige myndigheder og politi- og toldmyn-
digheder i medlemsstaterne hurtigere og mere effektivt. Det
kan derudover fremhæves, at Danmark har ratificeret den
nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig rets-
hjælp, der gælder i Danmark, Finland, Island, Norge og Sve-
rige. Udgangspunktet inden for Norden, EU og Schengen er,
at en besvarelse af en udenlandsk retshjælpsanmodning kan
sendes direkte mellem de kompetente myndigheder, som i
praksis er anklagemyndigheden ved politikredsene. Afgørel-
ser, der er omfattet af overenskomsten mellem de nordiske
lande, fuldbyrdes som udgangspunkt uden nærmere prøvel-
se.
Enkelte lande har tilkendegivet, at der kan sendes anmod-
ninger direkte til serviceudbydere i disse lande vedrørende
visse elektroniske beviser, herunder ”basic subscriber infor-
mation” (BSI), uden fremsendelse af en international rets-
hjælpsanmodning til de lokale judicielle myndigheder. Det
drejer sig navnlig om USA, Irland og Belgien, som har
samtykket hertil.
2.1.3. Straffebestemmelser
Straffelovens kapitel 5 indeholder regler om strafansvar for
juridiske personer. Det følger af straffelovens § 25, at en
juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt ved
eller i medfør af lov. Bestemmelser om strafansvar for sel-
skaber m.v. omfatter, medmindre andet er bestemt, enhver
juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselska-
ber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner
og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1. End-
videre omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksom-
heder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres stør-
relse og organisation kan sidestilles med de ovenfor nævnte
selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2. Det følger videre, at
strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden
for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan
tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede per-
soner eller den juridiske person som sådan, jf. straffelovens
§ 27.
Det er et grundlæggende princip i dansk retspleje, at straf,
herunder bødestraf, normalt pålægges under domstolenes
medvirken og i strafferetsplejens former ud fra hensynet til
den sigtedes retssikkerhed. I Danmark er det således som
udgangspunkt anklagemyndigheden, der rejser tiltale, og
domstolene, der pålægger bøder. Anklagemyndigheden kan
dog i sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville
medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg tilkendegi-
ve sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden en nærmere angiven frist at betale den bøde, der er
fastsat i bødeforelægget, jf. retsplejelovens § 832, stk. 1.
2.2. Direktivet om udpegning af bestemte forretningssteder
og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 12. juli 2023 di-
rektivet om harmoniserede regler for udpegning af bestem-
te forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter
med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i
straffesager.
Formålet med direktivet er at lette indsamlingen af elektro-
nisk bevismateriale på tværs af landegrænser i straffesager
inden for den Europæiske Union. Direktivet skal dertil sikre,
at tjenesteudbydere, der er aktive i det indre marked, er un-
derlagt de samme eller ensartede forpligtelser i forbindelse
med indsamling af elektronisk bevismateriale til brug for
straffesager, og at forskelligheder i den retlige ramme for
indhentelse af sådanne beviser i de enkelte medlemsstater
undgås.
Det følger af direktivets artikel 1, stk. 1, at direktivet fast-
lægger reglerne for udpegningen af udpegede forretningsste-
der og retlige repræsentanter for visse tjenesteudbydere, der
udbyder deres tjenester i Unionen, til modtagelse, overhol-
delse og håndhævelse af afgørelser og kendelser udstedt af
medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på
indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager.
I direktivets artikel 1, stk. 2, angives de retlige instrumenter,
som afgørelser og kendelser kan udstedes i henhold til. Det
følger heraf, at afgørelser og kendelser kan udstedes på
grundlag af e-bevis-forordningen og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv nr. 2014/41/EU af 3. april 2014 om den
europæiske efterforskningskendelse i straffesager med sene-
re ændringer, som begge hverken er bindende for eller finder
anvendelse i Danmark på grund af det danske retsforbehold,
samt EU-Retshjælpskonventionen, som er bindende for og
finder anvendelse i Danmark. Endelig nævnes afgørelser
og kendelser, der udstedes på grundlag af national ret, når
disse er rettet til en modtager med henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale i straffesager.
Det følger af direktivets artikel 1, stk. 3, at direktivet ikke
berører de nationale myndigheders beføjelser i henhold til
EU-retten og national ret til at henvende sig til tjenesteudby-
dere, der er etableret på deres område.
Det fremgår derudover af direktivets artikel 1, stk. 4, at
medlemsstaterne ikke må pålægge tjenesteudbyderne yderli-
gere forpligtelser end dem, der følger af direktivet, og ende-
lig fremgår det af artikel 1, stk. 5, at direktivet ikke finder
anvendelse på tjenesteudbydere, som kun er etableret og ud-
byder tjenester på en enkelt medlemsstats område. Det er Ju-
stitsministeriets vurdering, at denne undtagelse skal forstås
således, at udbydere, der er etableret i selskabsform i Dan-
mark og kun udbyder tjenester i Danmark, ikke er omfattet
af reglerne, herunder heller ikke, hvis det danske selskab er
5
datterselskab til et internationalt selskab, eller, hvis det dan-
ske selskab etablerer datterselskaber i andre EU-lande, der
udbyder tjenester i de pågældende lande i datterselskabets
navn. I dette tilfælde vil datterselskabet være selvstændigt
forpligtet af regler, som implementerer e-bevis-direktivet i
de pågældende EU-lande.
I direktivets artikel 2 er fastsat en række definitioner af de
begreber, som anvendes i direktivet:
Efter artikel 2, nr. 1, skal der ved en »tjenesteudbyder«
forstås enhver fysisk eller juridisk person, som udbyder en
eller flere af følgende kategorier af tjenester:
a) Elektroniske kommunikationstjenester som defineret i
artikel 2, nr. 4, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) nr. 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse
af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation
med senere ændringer (herefter benævnt teledirektivet).
b) Internetdomænenavne og IP-nummereringstjenester
såsom IP-adressetildeling, domænenavneadministrator,
domænenavneregistrator og domænenavnerelaterede
privatlivs- og proxytjenester
c) Andre tjenester i informationssamfundet som omhand-
let i artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) nr. 2015/1535 af 9. septem-
ber 2015 om en informationsprocedure med hensyn
til tekniske forskrifter samt forskrifter for informations-
samfundets tjenester med senere ændringer (herefter
benævnt informationsproceduredirektivet), der sætter
deres brugere i stand til at kommunikere med hinan-
den, eller gør det muligt at lagre eller på anden måde
behandle data på vegne af de brugere, som tjenesten
ydes til, hvis datalagring er et afgørende element i den
tjeneste, som ydes brugeren.
Direktivet finder ikke anvendelse på tjenesteudbydere, der
udbyder finansielle tjenesteydelser, der er omhandler i arti-
kel 2, stk. 2, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv nr. 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydel-
ser i det indre marked med senere ændringer.
Det fremgår herom af direktivets præambelbetragtning nr.
14 bl.a., at de tjenesteudbydere, der er mest relevante for
indsamling af bevismateriale i straffesager, er udbydere af
elektroniske kommunikationstjenester og specifikke udby-
dere af informationssamfundstjenester, som letter samspillet
mellem brugere. Elektroniske kommunikationstjenester, som
defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 4, omfatter både tra-
ditionelle teletjenester, jf. definitionen heraf i lov om elek-
troniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 681 af 16/06/2025 (herefter benævnt teleloven)
§ 2, nr. 9, herunder nummerbaserede interpersonelle kom-
munikationstjenester såsom mobiltjenester, telefonitjenester
og satellittjenester, samt nummeruafhængige interpersonelle
kommunikationstjenester (NUIK-tjenester) som defineret i
telelovens § 2, nr. 20, såsom instant messaging og e-mailtje-
nester.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 14, at
direktivet også finder anvendelse på tjenesteudbydere, der
ikke betragtes som udbydere af elektroniske kommunikati-
onstjenester, men som giver deres brugere mulighed for at
kommunikere med hinanden, eller som tilbyder deres bru-
gere tjenester, som kan bruges til at lagre eller på anden
måde behandle data på deres vegne. Direktivet omfatter der-
udover onlinemarkedspladser, der giver forbrugere og virk-
somheder mulighed for at kommunikere med hinanden og
andre hostingtjenester, herunder hvor tjenesten leveres via
cloudcomputing, samt onlinespilleplatforme og onlinegam-
blingplatforme.
Af præambelbetragtning nr. 14 til direktivet fremgår ende-
lig, at udbydere af informationssamfundstjenester ikke er
omfattet, hvis de ikke giver deres brugere mulighed for at
kommunikere med hinanden, men kun med tjenesteudbyde-
ren, eller ikke giver mulighed for at lagre eller på anden
måde behandle data, eller såfremt lagringen af data ikke er
et afgørende element, dvs. en væsentlig del, af den tjeneste,
der ydes brugerne, såsom juridiske rådgivningstjenester, ar-
kitekt-, ingeniør- og regnskabstjenester, der er fjernleveret
online.
Det fremgår derudover af præambelbetragtning nr. 15, at ud-
bydere af internetinfrastrukturtjenester vedrørende tildeling
af navne og numre, f.eks. domænenavneadministratorer og
-registratorer og privatlivs- og proxytjenesteudbydere eller
regionale onlineregistre for IP-adresser, også er af særlig
relevans i forbindelse med identifikation af aktører bag ond-
sindede eller kompromitterede websteder, fordi de opbeva-
rer data, der kan gøre det muligt at identificere en enkeltper-
son eller enhed bag et websted, der anvendes til en kriminel
aktivitet, eller som er offer for en kriminel aktivitet.
Efter artikel 2, nr. 2, forstås ved »udbyde tjenester på en
medlemsstats område« følgende: At give fysiske eller juri-
diske personer i en medlemsstat mulighed for at anvende
de omfattede tjenesteydelser som beskrevet ovenfor og at
have en væsentlig tilknytning på grundlag af specifikke fak-
tuelle kriterier til den omhandlede medlemsstat. En sådan
væsentlig tilknytning anses for at foreligge, såfremt en tje-
nesteudbyder er etableret i denne medlemsstat, eller, hvor
det ikke er tilfældet, såfremt den har et betydeligt antal bru-
gere i denne medlemsstat, eller såfremt aktiviteter målrettes
mod denne medlemsstat. Efter artikel 2, nr. 3, forstås ved
»udbyde tjenester i Unionen« følgende: At give fysiske eller
juridiske personer i en medlemsstat mulighed for at anvende
de omfattede tjenesteydelser som beskrevet ovenfor, og at
have en væsentlig tilknytning på grundlag af specifikke fak-
tuelle kriterier til den omhandlede medlemsstat. En sådan
væsentlig tilknytning anses for at foreligge, såfremt en tje-
nesteudbyder er etableret i en medlemsstat, eller, hvor dette
ikke er tilfældet, såfremt den har et betydeligt antal brugere i
en eller flere medlemsstater, eller såfremt aktiviteter målret-
tes mod en eller flere medlemsstater.
For at fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i
Unionen, skal det, jf. præambelbetragtning nr. 10, vurderes,
om tjenesteudbyderen gør det muligt for fysiske eller juri-
6
diske personer i en eller flere medlemsstater at anvende
dennes tjenester. Imidlertid bør alene den omstændighed, at
der er adgang til en onlinegrænseflade i Unionen, f.eks. at
der er adgang til en tjenesteudbyders eller en mellemmands
websted eller e-mailadresse eller andre kontaktoplysninger,
ikke i sig selv betragtes som tilstrækkeligt til at fastslå,
at en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen i den i
direktivet anvendte betydning.
Det bemærkes, at en tjenesteudbyders udbud af mobilabon-
nementer, der giver mulighed for international roaming (ad-
gang til brug af mobilnettet i andre lande) ikke i sig selv
indebærer, at den pågældende udbyder tjenester i Unionen.
Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 11, at for at
fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen,
skal det ud over vurderingen af, om en tjenesteudbyderen
gør det muligt for juridiske eller fysiske personer i en eller
flere medlemsstater at gøre brug af udbyderens tjenester, be-
stemmes, om der er en væsentlig tilknytning til Unionen. En
sådan væsentlig tilknytning til Unionen bør anses for at
være til stede, såfremt tjenesteudbyderen er etableret i Uni-
onen.
Såfremt tjenesteudbyderen ikke er etableret i Unionen, bør
kriteriet om en væsentlig tilknytning baseres på specifikke
faktuelle kriterier såsom forekomsten af et betydeligt antal
brugere i en eller flere medlemsstater eller målretning af
aktiviteter mod en eller flere medlemsstater. Målretning af
aktiviteter mod en eller flere medlemsstater bør fastslås på
grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder fakto-
rer såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almin-
deligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at
bestille varer eller tjenesteydelser.
I præambelbetragtningen fremhæves desuden, at målretnin-
gen af aktiviteter mod en medlemsstat ligeledes kan udledes
af tilgængeligheden af en applikation (app) i den relevante
nationale app-butik, af lokal annoncering eller annoncering
på det sprog, der almindeligvis anvendes i den pågældende
medlemsstat, eller af håndteringen af kunderelationer, f.eks.
ved at yde kundeservice på det sprog, der almindeligvis
anvendes i den pågældende medlemsstat.
Efter artikel 2, nr. 4, forstås ved et »forretningssted« en
enhed, der rent faktisk udfører en økonomisk aktivitet i
et ikke nærmere angivet tidsrum og ved hjælp af en fast
infrastruktur, hvorfra forretningen med levering af tjenester
udføres, eller forretningen ledes.
Efter artikel 2, nr. 5, forstås ved et »udpeget forretningssted«
et forretningssted med status som juridisk person, der er ud-
peget af en tjenesteudbyder, som er etableret i en medlems-
stat, der deltager i et retligt instrument, som er omhandlet
i direktivets artikel 1, stk. 2. Det bemærkes, at definitionen
i artikel 2, nr. 4, ikke gengives i nærværende lovforslags §
2, idet tjenesteudbydere ikke kan udpege forretningssteder i
Danmark.
Efter artikel 2, nr. 6, forstås ved en »retlig repræsentant« en
fysisk eller juridisk person, der er skriftligt udpeget af en
tjenesteudbyder, der ikke er etableret i en medlemsstat, der
deltager i et retligt instrument, der er omhandlet i direktivets
artikel 1, stk. 2.
Det følger af direktivets artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne
skal sikre, at tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i Uni-
onen, udpeger mindst et fast forretningssted eller mindst én
retlig repræsentant til at modtage, overholde og håndhæve
afgørelser og kendelser fra kompetente myndigheder med
henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager.
I forbindelse med ovenstående fremgår det af præambelbe-
tragtning nr. 12 bl.a., at der er behov for at sikre, at direk-
tivet ikke medvirker til, at der opstår yderligere uligheder
eller hindringer for leveringen af tjenesteydelser i det indre
marked ved at tillade, at tjenesteudbydere, der udbyder tje-
nester på medlemsstaternes område, udpeger modtagere i
de medlemsstater, der ikke deltager i de relevante retlige
instrumenter.
I lyset af ovenstående bør der udpeges mindst én retlig
repræsentant i en medlemsstat, som deltager i de relevante
EU-retlige instrumenter. Herudover vil udpegningen af et
forretningssted eller en retlig repræsentant, som også kan
benyttes til at sikre overholdelse af nationale retlige forplig-
telser, gøre det muligt at udnytte synergieffekten af at have
et klart kontaktpunkt til tjenesteudbydere med henblik på at
indsamle beviser i straffesager.
Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 13, at tjene-
steudbydere frit bør kunne vælge den medlemsstat, hvori de
udpeger deres modtager, og medlemsstaterne bør ikke kunne
begrænse dette frie valg, f.eks. ved at pålægge tjenesteudby-
deren en pligt til at udpege modtagere på den pågældende
medlemsstats område. Det fremgår dog også samtidig, at
direktivet også bør give mulighed for visse begrænsninger
med hensyn til dette frie valg for tjenesteudbydere, navnlig
at den udpegede modtager bør etableres eller være bosidden-
de i en medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen leverer tjene-
ster eller er etableret, og for, at der er pligt til at udpege
et forretningssted eller en retlig repræsentant i en af de
medlemsstater, der deltager i et retligt instrument, der er
omhandlet i dette direktiv.
Tjenesteudbydere, der er etableret i Unionen med status som
juridiske personer, skal i medfør af artikel 3, stk. 1, litra
a, udpege mindst ét forretningssted, mens tjenesteudbydere,
der ikke er etableret i Unionen, og som har status af juridi-
ske personer, i medfør af litra b, skal udpege mindst én retlig
repræsentant. Det fremgår desuden af litra c, at tjenesteud-
bydere, der er etableret i medlemsstater, som ikke deltager i
de retlige instrumenter nævnt i artikel 1, stk. 2, skal udpege
deres retlige repræsentanter i en af de medlemsstater, der
deltager i sådanne instrumenter.
Af præambelbetragtning nr. 6 fremgår herom, at de udpe-
gede forretningssteder og retlige repræsentanter, der er om-
handlet i direktivet, bør tjene som adressater for afgørelser
7
og kendelser med henblik på indsamling af elektronisk be-
vismateriale på grundlag af e-bevis-forordningen, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014
om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager
med senere ændringer og EU-retshjælpskonventionen, her-
under når disse afgørelser og kendelser fremsendes i form af
en attest.
Det fremgår desuden af præambelbetragtning nr. 9, at med-
lemsstaterne fortsat bør kunne henvende sig til tjenesteud-
bydere med forretningssted på deres område i rent nationa-
le situationer i overensstemmelse med EU-retten og deres
respektive nationale ret med henblik på indsamling af elek-
tronisk bevismateriale i straffesager. Uanset de muligheder,
der i øjeblikket findes i national ret for at henvende sig til
tjenesteudbydere på deres eget område, bør medlemsstaterne
ikke omgå de principper, der ligger til grund for direktivet
eller forordning (EU) 2023/1543.
Til illustration af, hvilke tjenesteudbydere, der er omfattet
af direktivets anvendelsesområde, kan nævnes en række ek-
sempler, der tager udgangspunkt i direktivets artikel 3, stk.
1, litra a, b og c. Det bemærkes, at eksemplerne ikke er
udtømmende, og at andre variationer af etablering og tjene-
steudbud kan forekomme:
1) Litra a omfatter eksempelvis internationale teleudbyde-
re, som er etableret i en anden medlemsstat end Dan-
mark og derfra udbyder tjenester til brugere i andre
medlemsstater, herunder tjenesteudbud i Danmark, ek-
sempelvis i form af internetadgang i biler eller i form
af internetbaserede kommunikationstjenester (OTT-tje-
nester).
2) Litra b omfatter eksempelvis internationale teleudbyde-
re, som er etableret uden for EU og derfra udbyder
tjenester til brugere i EU’s medlemsstater, herunder
tjenesteudbud i Danmark, eksempelvis i form af satel-
littjenester.
3) Litra c omfatter eksempelvis internationale teleudbyde-
re, som er etableret i Danmark og derfra udbyder tjene-
ster til brugere i EU’s medlemsstater.
Direktivets artikel 3, stk. 2, forpligter medlemsstaterne til
at sikre, at et udpeget forretningssted eller en retlig repræ-
sentant er etableret i en medlemsstat, hvor tjenesteudbyde-
ren udbyder sine tjenester, og at det pågældende forretnings-
sted eller den retlige repræsentant kan gøres til genstand
for håndhævelsesprocedurer. Tjenesteudbyderne skal udpe-
ge deres modtager senest seks måneder fra datoen, hvor de
begynder at udbyde tjenester i Unionen, jf. stk. 6. Tjeneste-
udbydere, som allerede udbyder deres tjenester i Unionen
den 18. februar 2026, har pligt til at udpege en modtager
senest den 18. august 2026. I forlængelse heraf følger det
af stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at afgørelser og
kendelser rettes til modtageren.
Direktivets artikel 3, stk. 4, forpligter derudover medlems-
staterne til at sikre, at tjenesteudbyderne forsyner udpegede
modtagere med de nødvendige beføjelser og ressourcer til
at kunne efterleve afgørelser og kendelser, og at de samar-
bejder med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne,
når de modtager disse afgørelser og kendelser. Medlemssta-
terne skal endvidere kontrollere, at udpegede modtagere,
der er etableret eller bosiddende på deres område, er blevet
forsynet med de nødvendige beføjelser og ressourcer af tje-
nesteudbyderne, og at de samarbejder med de kompetente
myndigheder, når de modtager disse afgørelser og kendelser.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 16, at medlemssta-
terne bør sikre, at tjenesteudbydere, der er etableret eller ud-
byder tjenester på deres område, forsyner deres modtagere
med de nødvendige beføjelser og ressourcer til at efterleve
afgørelser og kendelser, der falder inden for direktivets an-
vendelsesområde, som de modtager fra en hvilken som helst
medlemsstat.
Medlemsstaterne bør også kontrollere, at modtagere, der er
etableret eller bosiddende på deres område, er blevet forsy-
net med de nødvendige beføjelser og ressourcer af tjeneste-
udbyderen til at efterleve afgørelser og kendelser, der falder
inden for direktivets anvendelsesområde, som de modtager
fra en hvilken som helst medlemsstat, og at de samarbejder
med de kompetente myndigheder, når de modtager sådanne
afgørelser og kendelser, i overensstemmelse med den gæl-
dende retlige ramme. Skulle sådanne foranstaltninger ikke
være truffet eller være behæftet med mangler, bør det ikke
kunne begrunde manglende overholdelse af afgørelser eller
kendelser, der falder inden for direktivets anvendelsesområ-
de.
Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at tjenesteud-
bydere ved modtagelsen af afgørelser eller kendelser, der er
omfattet af direktivets anvendelsesområde, ikke bør kunne
begrunde deres manglende overholdelse af forpligtelser, der
udspringer af gældende retlige rammer, med manglende el-
ler ineffektive interne procedurer, da de er ansvarlige for at
tilvejebringe de nødvendige ressourcer og beføjelser til at
sikre overholdelse af sådanne afgørelser og kendelser.
Udpegede modtagere bør heller ikke kunne begrunde sådan
manglende overholdelse ved f.eks. at hævde, at de ikke
har beføjelse til at levere data. Det fremhæves i præambel-
betragtning nr. 16, at medlemsstaterne til dette formål bør
sikre, at både en udpeget modtager og tjenesteudbyderen
ved modtagelsen af afgørelser og kendelser, der er omfattet
af direktivets anvendelsesområde, kan holdes fælles og indi-
viduelt ansvarlige for manglende overholdelse af forpligtel-
ser, der udspringer af gældende retlige rammer, således at
enhver af dem kan straffes for en anden parts manglende
overholdelse. Det bør navnlig ikke være muligt for tjeneste-
udbyderen eller det udpegede forretningssted eller den retli-
ge repræsentant, hvor det er relevant, at anvende manglen på
passende interne procedurer mellem tjenesteudbyderen og
modtageren som begrundelse for manglende overholdelse
af disse forpligtelser. Endelig noteres det i præambelbetragt-
ningen, at fælles og individuelt ansvar ikke bør omfatte
handlinger eller undladelser fra enten tjenesteudbyderens
eller modtagerens side, der udgør en strafbar handling i den
medlemsstat, der anvender sanktionen.
8
Derudover følger det af artikel 3, stk. 5, at medlemsstaterne
skal sikre, at tjenesteudbyderne og de udpegede forretnings-
steder eller retlige repræsentanter kan holdes fælles og in-
dividuelt ansvarlige for manglende overholdelse af forplig-
telser, der udspringer af de gældende retlige rammer ved
modtagelse af afgørelser og kendelser, således at enhver af
dem kan pålægges sanktioner for en anden parts manglende
overholdelse.
Efter direktivets artikel 4, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at tjenesteudbydere skriftligt giver meddelelse til den centra-
le myndighed i medlemsstaten om kontaktoplysningerne på
udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant samt
oplysninger om eventuelle ændringer heraf. Meddelelsen
skal i medfør af stk. 2 desuden indeholde oplysninger om
det eller de officielle sprog i Unionen, som det udpegede
forretningssted eller den retlige repræsentant kan kontaktes
på. Meddelelsen skal derudover – såfremt tjenesteudbyderen
har flere udpegede forretningssteder eller retlige repræsen-
tanter – angive det nøjagtige territoriale anvendelsesområ-
de for udpegelsen af disse udpegede forretningssteder eller
retlige repræsentanter. Endelig følger af det af stk. 4, at
medlemsstaterne skal sikre, at kontaktoplysningerne nævnt
ovenfor skal gøres offentligt tilgængelige på en særlig web-
side under Det Europæiske Retlige Netværk på det straffe-
retlige område.
Af præambelbetragtning nr. 17 fremgår, at meddelelsen også
bør indeholde oplysninger om de sprog, som henvendelser
til modtageren kan affattes på, herunder ét eller flere af de
officielle sprog som fastsat i national ret i den medlemsstat,
hvori modtageren er etableret eller bosiddende, men kan og-
så omfatte andre officielle sprog i Unionen, såsom det sprog,
der benyttes i den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen har
hovedsæde. Hvis en tjenesteudbyder udpeger flere modta-
gere i overensstemmelse med direktivet, bør medlemsstater-
ne sikre, at en sådan tjenesteudbyder for hver modtager
angiver det nøjagtige territoriale anvendelsesområde for ud-
pegelsen. Det samlede område for alle medlemsstater, der
deltager i instrumenterne inden for direktivets anvendelses-
område, bør være dækket.
Medlemsstaterne bør sikre, at deres respektive kompeten-
te myndigheder retter alle deres afgørelser og kendelser i
henhold til direktivet til tjenesteudbyderens angivne modta-
ger. Medlemsstaterne bør sikre, at de oplysninger, der med-
deles dem i overensstemmelse med direktivet, er offentligt
tilgængelige på en særlig webside under Det Europæiske
Retlige Netværk på det strafferetlige område for at lette
koordineringen mellem medlemsstaterne og myndigheder
i en anden medlemsstats anvendelse af modtageren. Med-
lemsstaterne bør sikre, at disse oplysninger løbende ajourfø-
res. Det bør også være muligt at videreformidle oplysninger-
ne for at lette de kompetente myndigheders adgang til disse
oplysninger, f.eks. via særlige intranetwebsteder eller fora
og platforme.
Det fremgår af direktivets artikel 5, at medlemsstaterne skal
fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes ved over-
trædelse af de nationale regler vedtaget i medfør af artikel
3 og 4 i direktivet. Sanktionerne skal være effektive, stå i
et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning.
Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr.
18, at medlemsstaterne bør fastsætte regler om de sanktio-
ner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de
nationale regler, der er vedtaget i medfør af direktivet, og
bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i ri-
meligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virk-
ning. Medlemsstaterne bør inden den i direktivets fastsatte
dato give Kommissionen meddelelse om disse regler og
foranstaltninger, og bør underrette den straks om alle senere
ændringer, der berører dem.
Medlemsstaterne bør også årligt informere Kommissionen
om tjenesteudbydere, der ikke overholder reglerne, relevan-
te håndhævelsesforanstaltninger, der iværksættes over for
dem, og de pålagte sanktioner. Sanktionerne bør under in-
gen omstændigheder føre til et forbud, hverken permanent
eller foreløbigt, mod levering af tjenester. Medlemsstaterne
bør koordinere deres håndhævelsesforanstaltninger, når en
tjenesteudbyder udbyder sine tjenester i flere medlemssta-
ter. De centrale myndigheder bør koordinere for at sikre
en sammenhængende og forholdsmæssig tilgang. Kommis-
sionen bør lette denne koordinering om nødvendigt, men
bør under alle omstændigheder oplyses om alle tilfælde af
overtrædelser. Direktivet regulerer ikke de kontraktmæssige
ordninger vedrørende overførsel eller deling af de økonomi-
ske konsekvenser mellem tjenesteudbydere og modtagere af
sanktioner, der iværksættes over for dem.
Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 19, at når de
kompetente myndigheder fastsætter, hvilke sanktioner der er
passende for tjenesteudbydernes overtrædelser, bør de tage
højde for alle relevante omstændigheder såsom tjenesteud-
byderens finansielle kapacitet, karakteren, alvoren og varig-
heden af overtrædelsen, om den er begået forsætligt eller
uagtsomt, og om tjenesteudbyderen er fundet ansvarlig for
lignende tidligere overtrædelser. Der bør i den forbindelse
lægges særlig vægt på mikrovirksomheder.
Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 20, at det
ikke berører de nationale myndigheders beføjelser i civile
eller administrative sager, herunder når sådanne sager kan
føre til sanktioner.
Direktivets artikel 6, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at
udpege en eller flere centrale myndigheder, som skal sikre
en ensartet og forholdsmæssig anvendelse af direktivet i
medlemsstaterne. Medlemsstaterne skal i medfør af stk. 2
informere Kommissionen om den eller de udpegede centra-
le myndighed(er). I medfør af stk. 3 skal medlemsstaterne
sikre, at deres centrale myndigheder koordinerer og samar-
bejder indbyrdes og med Kommissionen, hvor det er rele-
vant. Medlemsstaterne sikrer desuden, at de centrale myn-
digheder giver hinanden passende oplysninger og bistand
9
med henblik på en ensartet og forholdsmæssig anvendelse
af dette direktiv. Sådan koordinering, samarbejde samt infor-
mationsudveksling og bistand omfatter navnlig håndhævel-
sesforanstaltninger.
Af præambelbetragtning nr. 21 til direktivet fremgår i for-
længelse heraf, at medlemsstaterne, for at sikre en ensartet
anvendelse af direktivet, bør udpege en eller flere centrale
myndigheder, som kan forsyne centrale myndigheder i andre
medlemsstater med oplysninger og bistand ved anvendelsen
af direktivet, navnlig når der overvejes håndhævelsesforan-
staltninger i henhold til direktivet. Denne koordineringsme-
kanisme bør sikre, at relevante medlemsstater oplyses om en
medlemsstats hensigt om at iværksætte en håndhævelsesfor-
anstaltning.
Det fremgår desuden af præambelbetragtningen, at med-
lemsstaterne bør sikre, at centrale myndigheder er i stand til
at give hinanden enhver relevant oplysning og hjælp under
sådanne omstændigheder og samarbejde med hinanden i re-
levant omfang. Samarbejdet mellem centrale myndigheder i
tilfælde af en håndhævelsesforanstaltning kan indebære ko-
ordinering af en håndhævelsesforanstaltning mellem kompe-
tente myndigheder i forskellige medlemsstater. Et sådant
samarbejde bør tage sigte på at undgå positive eller negative
kompetencekonflikter. De centrale myndigheder bør også
involvere Kommissionen i relevant omfang i forbindelse
med koordinering af en håndhævelsesforanstaltning. Disse
myndigheders pligt til at samarbejde bør ikke berøre den
enkelte medlemsstats ret til at iværksætte sanktioner over
for tjenesteudbydere, som ikke opfylder deres forpligtelser i
henhold til dette direktiv.
Udpegelsen og offentliggørelsen af information om centrale
myndigheder vil gøre det lettere for tjenesteudbyderen at
give meddelelse om udpegningen af og kontaktoplysninger
om vedkommendes udpegede modtager til den medlems-
stat, hvori den pågældende modtager er etableret eller bosid-
dende. Med henblik herpå bør medlemsstaterne underrette
Kommissionen om deres udpegede centrale myndighed eller
myndigheder, og Kommissionen bør fremsende en liste over
udpegede centrale myndigheder til medlemsstaterne og gøre
den offentligt tilgængelig.
2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Formålet med lovforslaget er at indføre regler, som er nød-
vendige for Danmarks opfyldelse af e-bevis-direktivet.
Det er Justitsministeriets vurdering, at direktivet ikke er til
hinder for opretholdelsen af de eksisterende regler i dansk
ret om registreringspligt hos dansk politi og udpegning af
døgnbetjent kontaktpunkt, jf. telelovens § 12, bekendtgørel-
se nr. 1144 af 20. november 2006, samt bekendtgørelse nr.
1145 af 20. november 2006. Det vurderes således, at disse
regler ikke vedrører de forpligtelser, som følger af direkti-
vet.
2.3.1. Udpegning af retlige repræsentanter eller udvalgte
forretningssteder
Direktivet forpligter medlemsstaterne i EU til at sikre, at
omfattede tjenesteudbydere udpeger mindst en retlig repræ-
sentant eller et udvalgt forretningssted i en medlemsstat,
hvor de udbyder deres tjenester.
Idet en række retsinstrumenter, som er relevante for mod-
tagelsen og efterlevelsen af afgørelser og kendelser som
omhandlet i direktivet og e-bevisforordningen, ikke er bin-
dende for eller finder anvendelse i Danmark på grund af det
danske retsforbehold, er det Justitsministeriets vurdering,
at det efter reglerne i direktivet ikke vil være muligt for
tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, at udpege en
retlig repræsentant i Danmark. Det skyldes, at denne ikke vil
kunne varetage sit hverv fuldt ud, idet vedkommende ikke
vil kunne få forkyndt en kendelse i henhold til instrumenter,
som Danmark ikke deltager i.
I overensstemmelse med, hvad der kræves i direktivet, fore-
slås det derfor, at tjenesteudbyderne forpligtes til at udpege
en retlig repræsentant i en anden medlemsstat, hvor den på-
gældende er etableret. Myndigheder i andre medlemsstater
vil via den retlige repræsentant kunne pålægge tjenesteud-
byderne at udlevere oplysninger om bl.a. danske brugere
hos de pågældende tjenesteudbydere. Der vil endvidere kun-
ne udleveres oplysninger om danske brugere fra tjeneste-
udbydere, som ikke er etableret i Danmark, men udbyder
tjenester her i landet, f.eks. satellittjenesteudbydere. Andre
medlemsstaters kompetente myndigheder vil i henhold til
direktivet kunne pålægge tjenesteudbyderne via deres retlige
repræsentanter at udlevere disse oplysninger på baggrund
af den udenlandske kompetente myndigheds afgørelse eller
kendelse uden at indhente dansk kendelse, jf. dog afslags-
og indsigelsesmulighederne i artikel 12 og 17 i e-bevis-for-
ordningen. Det følger af e-bevis-forordningens artikel 17,
stk. 1, at såfremt en modtager (hvorved menes den retlige
repræsentant) finder, at efterlevelse af en europæisk editi-
onskendelse vil være i strid med en forpligtelse i henhold til
et tredjelands gældende ret, underretter vedkommende ud-
stedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden om sin
begrundelse for ikke at fuldbyrde en editionskendelse ved at
gøre begrundet indsigelse. Den begrundede indsigelse skal
i medfør af stk. 2 indeholde alle relevante oplysninger om
tredjelandets ret, om dennes anvendelse i den foreliggende
sag, og om karakteren af den modstridende forpligtelse. Af
stk. 2, litra a og b, fremgår, at den begrundede indsigelse
ikke må være baseret på, at der ikke findes tilsvarende
bestemmelser vedrørende betingelserne, formaliteterne og
procedurerne for udstedelse af en kendelse om edition i
tredjelandets gældende ret, eller det forhold, at dataene er
opbevaret i et tredjeland. Den begrundede indsigelse skal
indgives senest ti dage efter den dato, hvor modtageren
modtog editionskendelsen. Det bemærkes i forbindelse med
ovenstående, at der i bilag III til e-bevis-forordningen findes
en formular, der skal udfyldes af modtageren med oplysnin-
ger om, hvorfor det ikke er muligt at fuldbyrde den europæ-
iske editionskendelse.
10
Det bemærkes, at tjenesteudbydere, der alene er etableret og
udbyder tjenester i Danmark, ikke vil være omfattet af den
foreslåede ordning. Danske tjenesteudbydere vil dog, uanset
om de er omfattet af direktivet, såfremt forslaget måtte blive
vedtaget, fortsat være forpligtet til at efterkomme påbud om
edition fra danske myndigheder i overensstemmelse med
gældende dansk ret, jf. pkt. 3.1.1 ovenfor.
2.3.2. Tjenesteudbydernes forpligtelser
Det foreslås, at der fastsættes forpligtelser for de omfattede
tjenesteudbydere, som i deres indhold svarer til direktivets
artikel 3 og 4.
Det foreslås med lovforslagets § 3, at tjenesteudbydere skal
udpege en retlig repræsentant i en anden medlemsstat, som
skal leve op til de forpligtelser, der følger af direktivet.
Den foreslåede ordning vil indebære, at tjenesteudbydere
forpligtes til at sikre, at deres retlige repræsentanter forsy-
nes med de nødvendige beføjelser og ressourcer til at ef-
terleve de afgørelser og kendelser, som de modtager fra
medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til de
i direktivets artikel 1, stk. 2, omhandlede instrumenter. Disse
instrumenter er e-bevis-forordningen, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den
europæiske efterforskningskendelse i straffesager med sene-
re ændringer, EU-retshjælpskonventionen og afgørelser og
kendelser med henblik på indsamling af elektronisk bevis-
materiale på grundlag af national ret.
I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 6, foreslås
der i lovforslagets § 7, stk. 2, fastsat en overgangsregel,
hvorefter tjenesteudbydere, som udbyder tjenester i Den
Europæiske Union indtil den 18. februar 2026, forpligtes
til at udpege en retlig repræsentant senest den 18. august
2026. Tjenesteudbydere, der begynder at udbyde tjenester i
Den Europæiske Union efter den 18. februar 2026 forpligtes
til at udpege en retlig repræsentant senest seks måneder fra
datoen, hvor de begynder at udbyde tjenester i Den Europæ-
iske Union.
For så vidt angår tjenesteudbyderes forpligtelse til at give
skriftlig meddelelse til kompetente myndigheder om kon-
taktoplysninger mv. på deres udpegede modtager, jf. direkti-
vets artikel 4, foreslås det, at tjenesteudbyderne forpligtes
til at give meddelelse til de kompetente myndigheder i den
medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er etableret eller
bosiddende, om dennes kontaktoplysninger. Tjenesteudby-
dere, som er etableret i Danmark, bør dog også give medde-
lelse til den centrale myndighed i Danmark om den retlige
repræsentants kontaktoplysninger af hensyn til samarbejdet
mellem myndigheder og tjenesteudbydere.
2.3.3. Udpegning af central myndighed
Direktivets artikel 6 forpligter Danmark til bl.a. at udpege
en eller flere centrale myndigheder, for at sikre en ensartet
og forholdsmæssig anvendelse af direktivet i medlemsstater-
ne. Som anført ovenfor skal Danmark sikre, at Danmarks
centrale myndighed koordinerer og samarbejder indbyrdes
og med Kommissionen, hvor det er relevant, og desuden
sikre, at de centrale myndigheder giver hinanden passende
oplysninger og bistand med henblik på en ensartet og for-
holdsmæssig anvendelse af dette direktiv.
Det foreslås, at justitsministeren fastsætter regler om udpeg-
ningen af en central myndighed i Danmark. Den centrale
myndighed skal efter den foreslåede ordning bistå kompe-
tente myndigheder i andre medlemsstater med at sikre og lø-
bende føre kontrol med, at tjenesteudbydere, der er etableret
i Danmark, udpeger en modtager i en anden medlemsstat,
hvori de også udbyder tjenester. Såfremt tjenesteudbyderne
ikke efterlever disse forpligtelser, vil den danske centrale
myndighed endvidere have mulighed for at anvende de
håndhævelsesmekanismer, der fremgår af lovforslagets § 5
og 6. Det forudsættes, at den centrale myndighed under
den foreslåede ordning primært vil have til opgave at koor-
dinere og samarbejde med kompetente myndigheder i andre
medlemsstater med henblik på at bistå disse medlemsstaters
myndigheder med at håndhæve forpligtelserne, der følger
af direktivet, over for tjenesteudbyderne og deres udpegede
modtagere på deres område.
Kompetente myndigheder i andre medlemsstater vil kunne
rette henvendelse til den centrale myndighed i Danmark,
såfremt en omfattet tjenesteudbyder ikke overholder sine
forpligtelser i henhold til direktivet, f.eks. ved ikke at have
forsynet sin udpegede modtager i en anden medlemsstat
med de nødvendige beføjelser og ressourcer til at kunne ef-
terleve afgørelser og kendelser om udlevering af elektronisk
bevismateriale til brug for straffesager eller ved ikke at have
givet meddelelse til den pågældende kompetente myndighed
om sin udpegede modtagers kontaktoplysninger m.v.
2.3.4. Håndhævelse og sanktioner
Det foreslås endvidere, at den centrale myndighed gives
beføjelser til at sanktionere tjenesteudbydere i Danmark for
manglende efterkommelse eller overtrædelse af lovens reg-
ler. Det foreslås i den forbindelse, at den centrale myndig-
hed gives beføjelser til at meddele påbud om overholdelse af
lovens regler og om nødvendigt udstede daglige eller ugent-
lige tvangsbøder, indtil påbuddet efterleves. Det bemærkes,
at det i den forbindelse er forudsat, at der vil være tale
om afgørelser i forvaltningslovens forstand, når den centrale
myndighed udsteder påbud eller tvangsbøder, jf. lovforsla-
gets § 5.
Det foreslås i § 4, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte
regler om klageadgang vedrørende afgørelser truffet af den
centrale myndighed i medfør af denne lov, herunder afskæ-
ring af klageadgang. Det er i den forbindelse Justitsministe-
riets vurdering, at der er behov for at kunne fastsætte regler
om afskæring af klageadgang for at sikre effektiv og hurtig
håndhævelse af de regler, som skal understøtte de EU-fælles
regler om indsamling af elektronisk bevismateriale i straffe-
sager, der har til formål at lette indsamlingen. Det bemærkes
11
videre, at der er mulighed for at klage over forvaltningsaf-
gørelser til Folketingets Ombudsmand, og at den centrale
myndigheds afgørelser desuden vil kunne indbringes for
domstolene i medfør af grundlovens § 63.
Tjenesteudbydere i Danmark har også ansvar for, at der ud-
peges retlige repræsentanter, der dækker alle forretningsste-
der i medlemsstater, hvor de udbyder tjenester. Dette inde-
bærer, at overtrædelse af de ovennævnte regler kan medføre,
at danske tjenesteudbydere kan modtage påbud fra den cen-
trale myndighed om efterlevelse af reglerne, og at tjeneste-
udbyderne endvidere kan blive pålagt daglige eller ugentlige
tvangsbøder, indtil påbuddet efterkommes. Tvangsbøderne
er tiltænkt situationer, hvor tjenesteudbydere undlader at ef-
terkomme påbud fra den centrale myndighed om f.eks. at
indsende oplysninger til myndigheden, og hvor det skønnes
nødvendigt at fastsætte tvangsbøder for at sikre en hurtig og
effektiv efterkommelse af det meddelte påbud.
Det foreslås således i overensstemmelse med direktivets ar-
tikel 5, at den centrale myndighed i lovforslagets § 5 tillæg-
ges kompetence til at meddele påbud til tjenesteudbydere
og deres retlige repræsentanter om at opfylde lovens forplig-
telser eller om at bringe overtrædelse af lovens regler til
ophør. Det forudsættes, at der fastsættes tvangsbøder, der
er effektive og står i et rimeligt forhold til overtrædelsen
med henblik på, at tvangsbøden er egnet til at gennemtvinge
efterkommelsen af påbuddet.
I henhold til den foreslåede § 6 kan manglende efterkom-
melse af forpligtelserne i lovforslagets § 3 straffes med
bøde. Fastsættelsen af bødestraffen vil bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde. Ved udmålingen
af en bødestraf skal der tages højde for alle relevante om-
stændigheder, herunder f.eks. tjenesteudbyderens finansielle
kapacitet, karakteren, alvoren og varigheden af overtrædel-
sen, om den er begået forsætligt eller uagtsomt, og om
tjenesteudbyderen tidligere er fundet ansvarlig for lignende
overtrædelser.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede økonomiske
konsekvenser på Justitsministeriets område, som vil kunne
afholdes inden for eksisterende rammer.
Lovforslaget vil hverken have økonomiske konsekvenser el-
ler implementeringskonsekvenser for kommuner eller regio-
ner.
Lovforslaget vurderes at følge de syv principper for digitali-
seringsklar lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes at medføre negative økonomiske kon-
sekvenser for erhvervslivet. Det vurderes, at forslaget kan
have negative administrative konsekvenser for de omfattede
tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, da de forplig-
tes til at udpege en retlig repræsentant i en anden medlems-
stat, hvor de udbyder deres tjenester, jf. lovforslagets §
3. Det har ikke været muligt for OBR at kvantificere de
administrative konsekvenser nærmere.
Det er Justitsministeriets vurdering, at de samlede admini-
strative konsekvenser ikke overstiger 4 mio. kr., hvorfor de
ikke kvantificeres nærmere.
Lovforslaget vurderes ikke at have yderligere økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2023/1544 af 12. juli 2023 om harmoniserede
regler for udpegning af bestemte forretningssteder og ud-
pegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling
af elektronisk bevismateriale i straffesager.
Loven foreslås at træde i kraft den 18. februar 2026 i over-
ensstemmelse med direktivet.
Lovforslaget er udtryk for den mest skånsomme direktivim-
plementering muligt i forhold til de byrder, der pålægges
de omfattede tjenesteudbydere. Det bemærkes i den forbin-
delse, at direktivet medfører totalharmonisering i forhold til
forpligtelsen for omfattede tjenesteudbydere til at udpege
bestemte forretningssteder eller retlige repræsentanter med
henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffe-
sager.
Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets overvejelser i pkt.
2.3. ovenfor om implementeringen af direktivet i dansk ret.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. juli til den
25. august 2025 (33 dage) været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
A/S ScanNet, Abion AB, Advokatrådet, Advokatsamfundet,
Amnesty International, Ascio Technologies INC Danmark,
AzeHosting ApS, Bella Operation A/S, Bistandsadvokater-
nes Landsforening, BO DATA ApS, Bricksite ApS , C & B
Systemer A/S, Cepos, Cevea, Compusoft A/S, Concept Data
12
A/S, Copenhagen Business School - Juridisk institute, Co-
penhagen Technologies A/S, Copenhost A/S, Cortex Con-
sult A/S, Cubic Telecom, CURAit A/S, Curanet A/S, Dan-
domain A/S, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF),
Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk Arbejdsgi-
verforening, Dansk Erhverv, Dansk IT, Dansk Retspolitisk
Forening, Danske Advokater, Danske Annoncører og Mar-
kedsførere, Danske Medier, Dataetisk Råd, DBC Digital
A/S, Den Danske Dommerforening, Den Danske Europabe-
vægelse, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettig-
heder, Den Sociale Retshjælps Fond, Den Uafhængige Poli-
tiklagemyndighed, Det Kriminalpræventive Råd, DI (Dansk
Industri), Digital Lead, Digitaliseringsministeriet, Digitali-
seringsstyrelsen, Digitalt Ansvar, DKCERT, DKTV A/S,
DKUUG (Dansk Unix User Group), DLX A/S, Domene-
shop AS, Domstolsstyrelsen, DXC Technology Danmark
A/S, e-mærket, Erhvervsstyrelsen, e-studio ApS, Fiberalli-
ancen, Fibia, Fionia IT / Enavn ApS / c Hosting ApS, Fol-
ketingets Ombudsmand, Forbrugerombudsmanden, Forbru-
gerrådet TÆNK, Forenede Danske Antenneanlæg, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater,
Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen Bankda-
ta, Foreningen Danske Revisorer, Forsete, Færøernes Lands-
styre, Gigahost ApS, Global Connect, Group Online Dan-
mark A/S, Hi3G, HK Landsklubben Danmarks Domstole,
HK, politiet og anklagemyndigheden, Højesteret, Ideal shop
ApS, Infolink ApS, Inilab ApS, Institut for Menneskerettig-
heder, IT Forum Gruppen A/S, IT Relation A/S, IT-branche-
foreningen, ITIDE A/S, Itm8 I PROGRESSIVE A/S, IT-Po-
litisk Forening, J. H. Schultz Information A/S, Justitia, KL
– Kommunernes Landsforening, KMD A/S, Krak A/S (ENI-
RO Danmark A/S), Københavns Retshjælp, Københavns
Universitet – Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Lyca Mobile,
Løgmálaráðið (Landsstyreområdet for justitsanliggender),
MB Solutions A/S, Mediaconnect ApS, Mentor IT A/S, Mo-
no Solutions ApS, Montes A/S, Name SRS AB, Netgiganten
Aps, NETIC A/S, Netplan System Design. DK ApS, NET-
SITE A/S, NHL DATA ApS, Norlys, Novicell ApS, Nuu-
day, Nygreen IT ApS, Naalakkersuisut, Odense Retshjælp,
Offerrådgivningen, One. COM A/S, OneHouse A/S, Oxfam
IBIS, Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Powerhosting ApS, Procopa IT ApS, Prosa, Forbundet af
IT-Professionelle, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Rettig-
hedsAlliancen, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden Færøer-
ne, Rigsombudsmanden Grønland, Rigspolitiet, RockyNor-
dic, Roskilde Universitet, Røde Kors, Rådet for digital sik-
kerhed, SAC-IT A/S, Samtlige byretter, SAVN, Simply.com
A/S, SMVdanmark, Starlink, Statens It, Styrelsen for IT
og Læring, Syddansk Universitet – Juridisk Institut, Sø-
og Handelsretten, TDC Net, Teleindustrien, Telenor, Time-
computer A/S, Trifork A/S, TS Computer ApS, Tænketan-
ken DEA, Tænketanken Demokratisk Erhverv, Tænketanken
Europa, Vestre Landsret, VK Data ApS, Vodafone, Wanna-
find. DK A/S, Web Solutions A/S, Webbureauet Infoserv
ApS, Webhosting A/S, Østre Landsret, Aalborg Universitet
– Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet
– Juridisk Institut
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget kan medføre økonomiske kon-
sekvenser for staten som følge af tilsyn og
håndhævelse af de nye regler. De økonomi-
ske konsekvenser vurderes begrænsede og vil
kunne afholdes inden for eksisterende ram-
mer.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
m.v.
Ingen Lovforslaget vurderes at medføre administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet. Det vur-
deres, at de samlede administrative konse-
kvenser ikke overstiger 4 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 af
13
12. juli 2023 om harmoniserede regler for udpegning af bestemte forretningssteder og
udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af elektronisk bevismate-
riale i straffesager.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på tjeneste-
udbydere, der udbyder visse tjenesteydelser i Den Europæ-
iske Union.
I overensstemmelse med direktivets artikel 2, nr. 1, følger
det af den foreslåede bestemmelse, at udbydere af følgende
kategorier af tjenester er omfattet af lovens anvendelsesom-
råde:
1) Elektroniske kommunikationstjenester som defineret i
artikel 2, nr. 4, i teledirektivet.
2) Internetdomænenavne og IP-nummereringstjenester
såsom IP-adressetildeling, domænenavneadministrator,
domænenavneregistrator og domænenavnerelaterede
privatlivs- og proxytjenester.
3) Andre tjenester i informationssamfundet som omhand-
let i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredi-
rektivet, der
a) sætter deres brugere i stand til at kommunikere med
hinanden, eller
b) gør det muligt at lagre eller på anden måde behandle
data på vegne af de brugere, som tjenesten ydes til,
såfremt datalagring er et afgørende element i den tje-
neste, som ydes brugeren.
Tjenesteudbydere, der udbyder finansielle tjenesteydelser,
der er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra b, i direktiv
2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked (teledi-
rektivet), er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Definitionen af tjenesteudbydere, som er omfattet af loven,
tager udgangspunkt i det, der fremgår af præambelbetragt-
ning nr. 14 til direktivet, hvoraf det fremgår, at de tjeneste-
udbydere, der er mest relevante for indsamling af bevisma-
teriale i straffesager, er udbydere af elektroniske kommuni-
kationstjenester og specifikke udbydere af informationssam-
fundstjenester, som letter samspillet mellem brugere.
Elektroniske kommunikationstjenester, som defineret i tele-
direktivets artikel 2, nr. 4, omfatter både traditionelle teletje-
nester, jf. definitionen heraf i telelovens § 2, nr. 9, herunder
nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester
såsom mobiltjenester, telefonitjenester og satellittjenester,
samt nummeruafhængige interpersonelle kommunikations-
tjenester (NUIK-tjenester) som defineret i telelovens § 2, nr.
20, såsom instant messaging og e-mailtjenester.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 14, at
direktivet også finder anvendelse på tjenesteudbydere, der
ikke betragtes som udbydere af elektroniske kommunikati-
onstjenester, men som giver deres brugere mulighed for at
kommunikere med hinanden, eller som tilbyder deres bru-
gere tjenester, som kan bruges til at lagre eller på anden
måde behandle data på deres vegne. Direktivet omfatter der-
udover onlinemarkedspladser, der giver forbrugere og virk-
somheder mulighed for at kommunikere med hinanden og
andre hostingtjenester, herunder hvor tjenesten leveres via
cloudcomputing, samt onlinespilleplatforme og onlinegam-
blingplatforme.
Af præambelbetragtning nr. 14 til direktivet fremgår ende-
lig, at udbydere af informationssamfundstjenester ikke er
omfattet, hvis de ikke giver deres brugere mulighed for at
kommunikere med hinanden, men kun med tjenesteudbyde-
ren, eller ikke giver mulighed for at lagre eller på anden
måde behandle data, eller såfremt lagringen af data ikke er
et afgørende element, dvs. en væsentlig del, af den tjeneste,
der ydes brugerne, såsom juridiske rådgivningstjenester, ar-
kitekt-, ingeniør- og regnskabstjenester, fjernleveret online.
Det fremgår derudover af præambelbetragtning nr. 15, at ud-
bydere af internetinfrastrukturtjenester vedrørende tildeling
af navne og numre, f.eks. domænenavneadministratorer og
-registratorer og privatlivs- og proxytjenesteudbydere eller
regionale onlineregistre for IP-adresser, også er af særlig
relevans i forbindelse med identifikation af aktører bag ond-
sindede eller kompromitterede websteder, fordi de opbeva-
rer data, der kan gøre det muligt at identificere en enkeltper-
son eller enhed bag et websted, der anvendes til en kriminel
aktivitet, eller som er offer for en kriminel aktivitet.
Det foreslås i stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på tje-
nesteudbydere, der er etableret i Danmark og alene udbyder
tjenester i Danmark.
Denne bestemmelse svarer til direktivets artikel 1, stk. 5, 2.
pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere, der
er etableret i selskabsform i Danmark og kun udbyder tje-
nester i Danmark, ikke er omfattet af reglerne, herunder
heller ikke, hvis det danske selskab er datterselskab til et
14
internationalt selskab, eller hvis det danske selskab etablerer
datterselskaber i andre EU-lande, der udbyder tjenester i de
pågældende lande i datterselskabets navn. I dette tilfælde vil
datterselskabet være selvstændigt forpligtet af regler, som
implementerer direktiv 2023/1544 i de pågældende EU-lan-
de.
Til § 2
I lovens § 2 foreslås en række definitioner svarende til defi-
nitionerne i direktivets artikel 2.
Det foreslås i nr. 1 at definere »udbyde tjenester på en med-
lemsstats område« således, at følgende betingelser skal være
opfyldt: Tjenesteudbyderen skal give fysiske eller juridiske
personer i en medlemsstat mulighed for at anvende de tjene-
ster, der er anført i § 1, og have en væsentlig tilknytning til
medlemsstaten på grundlag af specifikke faktuelle kriterier.
»Væsentlig tilknytning« anses for at foreligge, såfremt en
tjenesteudbyder er etableret i denne medlemsstat, eller, hvor
dette ikke er tilfældet, såfremt tjenesteudbyderen har et be-
tydeligt antal brugere i denne medlemsstat, eller såfremt
aktiviteter målrettes mod denne medlemsstat.
Det foreslåede vil indebære, at en tjenesteudbyder vil anses
for at udbyde tjenester på en medlemsstats område, såfremt
tjenesteudbyderen giver fysiske eller juridiske personer i en
medlemsstat mulighed for at anvende de tjenester, der er
anført i § 1, og har en væsentlig tilknytning til medlemssta-
ten på grundlag af specifikke faktuelle kriterier, herunder
at tjenesteudbyderen er etableret i denne medlemsstat, eller,
hvor dette ikke er tilfældet, såfremt tjenesteudbyderen har et
betydeligt antal brugere i denne medlemsstat, eller såfremt
aktiviteter målrettes mod denne medlemsstat, hvilket svarer
til definitionen heraf i direktivets artikel 2, nr. 2.
Det foreslås i nr. 2 at definere »udbyde tjenester i Unionen«
således, at følgende betingelser skal være opfyldt: Tjeneste-
udbyderen skal give fysiske eller juridiske personer i en
medlemsstat mulighed for at anvende de tjenester, der er
anført i § 1, og have en væsentlig tilknytning til en med-
lemsstat på grundlag af specifikke faktuelle kriterier.
»Væsentlig tilknytning« anses for at foreligge, såfremt en
tjenesteudbyder er etableret i en medlemsstat, eller, hvor
dette ikke er tilfældet, såfremt den har et betydeligt antal
brugere i en eller flere medlemsstater, eller såfremt aktivite-
ter målrettes mod en eller flere medlemsstater.
Det foreslåede vil indebære, at en tjenesteudbyder vil anses
for at udbyde tjenester på en medlemsstats område, såfremt
tjenesteudbyderen giver fysiske eller juridiske personer i en
medlemsstat mulighed for at anvende de tjenester, der er
anført i § 1, og har en væsentlig tilknytning til medlemssta-
ten på grundlag af specifikke faktuelle kriterier, herunder at
tjenesteudbyderen er etableret i en medlemsstat, eller, hvor
dette ikke er tilfældet, såfremt den har et betydeligt antal
brugere i en eller flere medlemsstater, eller såfremt aktivite-
ter målrettes mod en eller flere medlemsstater, hvilket svarer
til definitionen heraf i direktivets artikel 2, nr. 3.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i § 1 fore-
slåede afgrænsning af tjenesteudbydere.
Det foreslås i nr. 3 at definere »forretningssted« som en
enhed, der rent faktisk udfører en økonomisk aktivitet i
et ikke nærmere angivet tidsrum og ved hjælp af en fast
infrastruktur, hvorfra forretningen med levering af tjenester
udføres, eller forretningen ledes.
Det foreslåede vil indebære, at definitionen af et forretnings-
sted svarer til definitionen heraf i direktivets artikel 2, nr. 4.
Det foreslås i nr. 4 at definere »retlig repræsentant« som en
fysisk eller juridisk person, der er skriftligt udpeget af en
tjenesteudbyder, der ikke er etableret i en medlemsstat, hvor
medlemsstaten deltager i følgende retlige instrumenter til at
modtage, overholde og håndhæve afgørelser og kendelser
udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med
henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffe-
sager:
a) E-bevis-forordningen,
b) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske ef-
terforskningskendelse i straffesager med senere ændrin-
ger,
c) EU-retshjælpskonventionen, og
d) afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale på grundlag af national ret,
som en medlemsstat har rettet til en fysisk eller jurid-
isk person, der handler som retlig repræsentant eller
udpeget forretningssted for en tjenesteudbyder på den
pågældende medlemsstats område.
Det foreslåede vil indebære, at definitionen af en retlig re-
præsentant svarer til definitionen heraf i direktivets artikel 2,
nr. 6.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at tjenesteudbydere, som er etableret
i Danmark og udbyder tjenester i Den Europæiske Union,
skal udpege mindst én retlig repræsentant til at modtage,
overholde og håndhæve afgørelser og kendelser fra med-
lemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på ind-
samling af bevismateriale i straffesager. Den retlige repræ-
sentant skal være etableret eller have bopæl i en medlems-
stat, som deltager i følgende:
a) E-bevis-forordningen,
b) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske ef-
terforskningskendelse i straffesager med senere ændrin-
ger,
c) EU-retshjælpskonventionen og
d) afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale på grundlag af national ret,
som en medlemsstat har rettet til en fysisk eller jurid-
isk person, der handler som retlig repræsentant eller
15
udpeget forretningssted for en tjenesteudbyder på den
pågældende medlemsstats område.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3, stk. 1,
hvoraf det følger, at medlemsstaterne skal sikre, at tjeneste-
udbydere, der udbyder tjenester i Unionen, udpeger mindst
et fast forretningssted eller mindst én retlig repræsentant til
at modtage, overholde og håndhæve afgørelser og kendelser
fra kompetente myndigheder med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager.
Tjenesteudbydere, der er etableret i Unionen med status som
juridiske personer, skal i medfør af direktivets artikel 3, stk.
1, litra a, udpege mindst ét forretningssted, mens tjenesteud-
bydere, der ikke er etableret i Unionen, og som har status
af juridiske personer, i medfør af litra b, skal udpege mindst
én retlig repræsentant. Det fremgår desuden af litra c, at
tjenesteudbydere, der er etableret i medlemsstater, som ikke
deltager i de retlige instrumenter nævnt i artikel 1, stk. 2,
skal udpege deres retlige repræsentanter i en af de medlems-
stater, der deltager i sådanne instrumenter.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i direkti-
vets artikel 3, stk. 1, litra c, idet Danmark ikke deltager
i alle de retlige instrumenter nævnt i direktivets artikel 1,
stk. 2. Som følge heraf forpligtes de omfattede tjenesteud-
bydere, der er etableret i Danmark, efter den foreslåede be-
stemmelse til at udpege deres retlige repræsentanter i en af
de medlemsstater, som er med i alle de oplistede instrumen-
ter. Det bemærkes dog i den forbindelse, at myndigheder i
andre medlemsstater via den retlige repræsentant vil kunne
pålægge tjenesteudbyderne at udlevere oplysninger om bl.a.
danske brugere hos de pågældende tjenesteudbydere.
Den foreslåede ordning har desuden ikke nogen betydning
for danske tjenesteudbyderes forpligtelser til at efterkomme
påbud om edition fra danske myndigheder i overensstem-
melse med gældende dansk ret, jf. pkt. 3.1.1 i de almindeli-
ge bemærkninger.
Det foreslås i stk. 2, at tjenesteudbydere skal forsyne de-
res retlige repræsentant med de nødvendige beføjelser og
ressourcer til at efterleve afgørelser eller kendelser fra med-
lemsstaternes kompetente myndigheder, jf. stk. 1.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3, stk. 4, der
forpligter medlemsstaterne til at sikre, at tjenesteudbyderne
forsyner retlige repræsentanter med de nødvendige beføjel-
ser og ressourcer til at kunne efterleve afgørelser og ken-
delser og samarbejder med de kompetente myndigheder i
medlemsstaterne herom.
Bestemmelsen vil, i overensstemmelse med direktivet, in-
debære at tjenesteudbyderes eller retlige repræsentanters
manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af
forslaget og af de gældende retlige rammer, ikke vil kunne
begrundes med manglende eller ineffektive interne procedu-
rer, manglende beføjelser m.v., da det er tjenesteudbydernes
ansvar at tilvejebringe de nødvendige ressourcer og beføjel-
ser til at sikre, at forpligtelserne overholdes.
Det foreslås i stk. 3, at tjenesteudbydere, der begynder at
udbyde tjenester i Den Europæiske Union, skal udpege en
retlig repræsentant senest seks måneder fra datoen, hvor de
begynder at udbyde tjenester.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
3, stk. 6, og vil indebære, at tjenesteudbydere, der begynder
at udbyde tjenester i Den Europæiske Union indtil den 18.
februar 2026 har pligt til at udpege en retlig repræsentant
senest den 18. august 2026, jf. § 7, stk. 2, mens tjenesteud-
bydere, der begynder at udbyde tjenester efter denne dato
har pligt til at udpege en retlig repræsentant senest seks
måneder fra datoen, hvor de begynder at udbyde tjenester.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tjenesteudbydere, der er
etableret i Danmark og udbyder tjenester i Den Europæiske
Union, skriftligt skal meddele den centrale myndighed i den
medlemsstat, hvori deres retlige repræsentant er udpeget el-
ler bosiddende, om kontaktoplysninger på modtageren samt
hvilke af de officielle sprog i Den Europæiske Union, mod-
tageren kan kontaktes på.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at tjenesteudby-
derne skal give meddelelse til den centrale myndighed i
den medlemsstat, hvori deres retlige repræsentant er udpeget
eller bosiddende, om dennes kontaktoplysninger samt hvilke
sprog, modtageren kan kontaktes på.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
4 om notifikation til den centrale myndighed.
Som det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 17
skal meddelelsen indeholde oplysninger om de sprog, som
henvendelser til modtageren kan affattes på, herunder ét
eller flere af de officielle sprog som fastsat i national ret
i den medlemsstat, hvori modtageren er etableret eller bo-
siddende, men kan også omfatte andre officielle sprog i
Unionen, såsom det sprog, der benyttes i den medlemsstat,
hvor tjenesteudbyderen har hovedsæde.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at udpeger en tjenesteudbyder
flere modtagere, skal tjenesteudbyderen i den skriftlige med-
delelse oplyse det nøjagtige territoriale anvendelsesområde
for de respektive modtagere samt de af Den Europæiske
Unions officielle sprog, modtagerne kan kontaktes på.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at såfremt en
tjenesteudbyder udpeger flere modtagere, skal der gives
meddelelse til de centrale myndigheder i de medlemsstater,
hvori disse modtagere er udpeget eller bosiddende, om deres
kontaktoplysninger samt hvilke sprog, modtagerne kan kon-
taktes på. Meddelelserne til de centrale myndigheder skal i
den forbindelse indeholde en nærmere angivelse af det nøj-
agtige territoriale anvendelsesområde for de respektive mod-
tagere. Det er endvidere tjenesteudbydernes ansvar at sikre,
at det samlede område for alle medlemsstater, der deltager i
instrumenterne inden for direktivets anvendelsesområde, er
dækket.
16
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
4 om notifikation til den centrale myndighed.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at justitsministeren fastsætter regler
om, hvilken myndighed der udpeges som central myndighed
efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
6 og indebærer, at justitsministeren kan udpege en central
myndighed, som får til opgave at sikre en ensartet og for-
holdsmæssig anvendelse af lovens regler i Danmark. Myn-
digheden får kompetence til at anvende de håndhævelsesfor-
anstaltninger, der følger af den foreslåede § 5.
Den centrale myndighed vil ligeledes have til opgave at give
passende oplysninger og bistand til centrale myndigheder
fra de øvrige medlemsstater og koordinere med disse i rele-
vant omfang. Samarbejdet mellem centrale myndigheder i
tilfælde af en håndhævelsesforanstaltning kan indebære ko-
ordinering af en håndhævelsesforanstaltning mellem kompe-
tente myndigheder i forskellige medlemsstater. Et sådant
samarbejde bør tage sigte på at undgå positive eller negative
kompetencekonflikter. De centrale myndigheder bør også
involvere Kommissionen i relevant omfang i forbindelse
med koordinering af en håndhævelsesforanstaltning.
Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte regler
om klageadgang vedrørende afgørelser truffet af den centra-
le myndighed i medfør af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at justitsministe-
ren ved bekendtgørelse kan fastsætte regler om adgangen til
at klage, herunder afskære klageadgang, over den centrale
myndigheds afgørelser i medfør af denne lov, jf. håndhævel-
sesforanstaltningerne i den foreslåede § 5.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at den centrale myndighed tillægges
kompetence til at meddele påbud til tjenesteudbydere og de-
res retlige repræsentanter om at opfylde lovens forpligtelser
eller om at bringe overtrædelse af denne lov til ophør.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den centrale
myndighed om nødvendigt vil kunne meddele påbud til tje-
nesteudbydere og deres retlige repræsentanter omfattet af
lovens regler ved overtrædelse af lovens § 3. Det er i den
forbindelse forudsat, at sådanne påbud vil udgøre afgørelser
i forvaltningslovens forstand.
Det foreslås i stk. 2, at den centrale myndighed tillægges
kompetence til at pålægge daglige eller ugentlige tvangsbø-
der ved manglende efterlevelse af påbud, jf. stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den centrale
myndighed om nødvendigt vil kunne pålægge tvangsbøder
til tjenesteudbydere og deres retlige repræsentanter ved
manglende efterlevelse af påbud, jf. stk. 1. Bestemmelsen
skal således ses i sammenhæng med stk. 1, og de to bestem-
melser skal sikre gennemførelsen af direktivets artikel 5 om
sanktioner. Det er i den forbindelse forudsat, at pålæg af så-
danne tvangsbøder vil udgøre afgørelser i forvaltningslovens
forstand.
Det bemærkes i den forbindelse, at tjenesteudbydere i Dan-
mark – uanset det danske retsforbehold – har ansvar for at
opfylde de forpligtelser, der fremgår af lovens § 3.
Det foreslåede har således til formål at sikre effektiviteten
af kravet i lovens § 3, stk. 1, hvoraf følger, at tjenesteud-
byderne skal udpege mindst én retlig repræsentant i en
medlemsstat, der er med i alle de relevante instrumenter
nævnt i lovens § 1, at tjenesteudbyderne skal give deres ret-
lige repræsentant de nødvendige beføjelser og ressourcer til
at efterleve afgørelser eller kendelser fra medlemsstaternes
kompetente myndigheder, og at der skal gives meddelelse
til den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori deres
retlige repræsentant er udpeget eller bosiddende, om dennes
kontaktoplysninger samt hvilke sprog, modtageren kan kon-
taktes på.
Overtrædelse af de ovennævnte regler vil kunne medføre, at
danske tjenesteudbydere kan modtage påbud om efterlevelse
af reglerne, og at tjenesteudbyderne endvidere kan blive
pålagt daglige eller ugentlige tvangsbøder indtil påbuddet
efterleves. For at sikre korrekt implementering af direktivets
artikel 3, stk. 2, litra b, og artikel 3, stk. 5, er de retlige
repræsentanter nævnt som selvstændige pligtsubjekter, der
kan gøres til genstand for håndhævelsesprocedurer.
Til § 6
Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af § 3 straffes med
bøde.
Den foreslåede bestemmelse sikrer gennemførelsen af direk-
tivets artikel 5 om sanktioner og vil indebære, at tjenesteud-
bydere omfattet af lovens regler ved overtrædelse af lovens
§ 3 efter omstændighederne vil kunne straffes med bøde.
Fastsættelsen af bødestraffen vil bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde. Ved udmålingen af en
bødestraf skal der tages højde for alle relevante omstændig-
heder, herunder f.eks. tjenesteudbyderens finansielle kapaci-
tet, karakteren, alvoren og varigheden af overtrædelsen, om
den er begået forsætligt eller uagtsomt, og om tjenesteudby-
deren tidligere er fundet ansvarlig for lignende overtrædel-
ser.
Det foreslås i stk. 2, at selskaber m.v. (juridiske personer)
kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Til § 7
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 18.
februar 2026.
Det foreslås i stk. 2, at tjenesteudbydere, som udbyder tje-
nester i Den Europæiske Union før den 18. februar 2026,
17
har pligt til at udpege en retlig repræsentant senest den 18.
august 2026.
De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 gennemfører direk-
tivets artikel 3, stk. 6.
Til § 8
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land.
Dette skyldes, at Færøerne og Grønland har hjemtaget te-
leområdet.
18